Jorden rundt med tog.  Across
Canada.
Vancouver og Rocky Mountaineer. 36. delafsnit af Jorden rundt med tog.
Rejsefortælling af Kim Greiner.
Så var det tid til kaffe og lidt brød, inden vi kunne droppe bagagen, og så skulle vi prøve noget nyt, nemlig at finde "Aviator Business Lounge", som Marco Polo havde givet adgang til. Loungen ligger på 1. sal mellem finger A og B, og en ung dame tog imod billetten og ville også gerne se mit bordingkort, hvorimod hun ikke var interesseret i mit telefonnummer. Loungen er med panoramavinduer ud til flyene, og der er en lang række lænestole med små borde og malerier på væggene. Dagens aviser var lagt frem, og der var tidsskrifter i bogreolen. Det var simpelthen forretningsfolk og luftkaptajner, der holdt til heroppe, og vi lod som om, vi også var noget ved musikken. Der var også rettet an med en buffet med laks, salater, brød, kage, kaffe og drikkevarer som sodavand, vin og spiritus. Kun en gang imellem var der noget personale i loungen, og der var intet kasseapparat. Det var lidt mystisk, og jeg måtte spørge, kunne det virkelig være rigtigt? Ja, alt var til fri afbenyttelse – mageløst. Efter et par afslappende timer takkede vi for besøget og gik ned ad trappen til, hvor de almindelige mennesker holdt til og selv skulle købe mad og drikke, de stakler.
Over Island var der stadig sneklatter i landskabet og ikke noget grønt af betydning undtagen til allersidst, hvor der var smukke områder af blå lupiner. Keflavik er en stor, fin lufthavn med ret så mange fly, så det må give en god indtægt med alle de Icelandairfly, der har ruter over det meste af den nordlige halvkugle, men med base på Island. I en reklame for Island læste jeg, at 30 % af befolkningen har en universitetsuddannelse og 50 % tror på elverfolket. 95 % af alle hjem er på nettet, og Island var det første land i verden, der havde et parlament. (Læs om Island øverst oppe på denne hjemmeside under rejsefortællinger). Efter landingen var der paskontrol, men ingen sikkerhedskontrol. Flyvningen fra København til Island tog kun 3 timer 10 minutter, men urene skulle stilles 2 timer tilbage. Der var en fin souvenirforretning, men vi købte ikke noget, for vi kendte ikke kursen på islandske kroner, men selv småting kostede flere tusinde kroner. Efter et kort ophold på 1½ time fløj vi videre med et andet Icelandairfly direkte mod Vancouver, hvor flyvetiden var beregnet til 7 timer 35 minutter. Da vi rejste med solen, blev det en lang dag, for vi var kommet af sted fra København kl. 14.30, og vi var i Vancouver 17.50 lokal tid. Vi var kommet ind over Canada nordfra, men jeg var alligevel forbavset over al den sne, der stadig lå i Newfoundland her i begyndelsen af juni. Gad vide om det overhovedet når at blive grønt, inden det bliver vinter igen.
Vancouver lufthavn er stor, men egentlig var der ikke så mange mennesker. Danske statsborgere skal ikke have visa til Canada, men i flyet fik vi udleveret et skema, der skulle udfyldes og stemples i paskontrollen. Der blev kikket på vores mange stempler i passet, og vi blev spurt, om vi havde været i Afrika. Ja ja, i Afrika har vi både været her og der. Har I været i Vestafrika? Så gik det op for mig, at han tænkte på ebola. Nej nej, i Vestafrika har vi aldrig været. Længere henne skulle spørgeskemaerne afleveres, og så var vi igennem. Kufferterne var blandet sammen med dem fra et fly fra en anden destination, men godt, at min er fyldt med klistermærker, så den er ikke til at overse. Lufthavnen ligger et stykke uden for Vancouver, så vi tog en taxa. Vi kørte en halv time i tæt trafik, og det blev 38 canadiske dollars.
Der var 24 dejlige grader udenfor, og der var mange mennesker, der sad eller lå på stranden for at sole sig. Der gik en asfaltsti langs stranden med bænke, men ellers var det rustikt drivtømmer, der lå på stranden og blev brugt som bænke. Rygning var forbudt på stranden og ligeledes hunde, hvor sidstnævnte kostede en bøde på 2.000 dollars. Længere henne var der dog en bugt, hvor hunde – endda løse – måtte rende rundt og bade. Ophold på stranden var i øvrigt forbudt efter kl. 22, og bænkene havde en spærring for at undgå overnattende hjemløse. Der var mange cafeer i vores del af Davie Street, og for at få det hurtigt overstået, gik vi ind på en Mc Donald’s, der havde noget tyndt, gult saftevand, som skulle ligne Fanta, og ellers de sædvanlige burgere.
Klokken er 22 lokaltid i skrivende stund, men læg lige 10 timer til, så jeg taber hele tiden kuglepennen, for kroppen skriger på søvn. Men ak, allerede 02 lokaltid sagde mit indre ur, at det var morgen, selvom det stadig var mørkt udenfor, så der var lavet grundigt rod i søvnsystemet.
Vi fik en stor bonus med, medens vi spiste morgenmad, for ved siden af os sad to unge asiatiske piger med en lille baby på skødet. Babyen, fik jeg opklaret, hed Vienna, og hun var kun 20 dage gammel. Ingen af de to piger var moderen, for den ene var babysitter for sin søsters baby. Den ene hed Mingni og var fra Beijing, og det viste sig, at hun var 29 år. Den anden hed Coco og var fra Edmonton i Canada, og hun var 33 år gammel. Begge piger så mindst 10 år yngre ud end deres alder. Nå, men det var vores første møde med nogle af de indfødte, og vi fik en hyggelig snak, inden vi skulle ud at se på byen.
Japan er faktisk også det første landområde, man kommer til, hvis man sejler næsten stik vest fra Vancouver ud over Stillehavet. Der er godt nok ca. 7.000 km, men alligevel. Vancouver er med sin mangfoldighed også en mosaik af forskellige madkulturer, og som den sprudlende kulturby den er, kan den nogle steder godt ligne en kinesisk storby eller en indisk forstad.
Selvom det meste af den europæiske byhistorie kun har lidt over hundrede år på bagen, er det en sprudlende storby med masser af restauranter og spændende forretninger. Hvis man gerne vil ligne en lokal, skal man blot trække i en fleecetrøje, og hvis man er kvinde, så skal hun iføre sig nogle afslappende træningsbukser og en smart top og så tage en aflang rulle under armen. Vancouver er nemlig yogaland, og der bliver dyrket yoga hele tiden og helst ude i det fri i pagt med naturen.
Det er vist ikke de hjemløses hovedbeskæftigelse, men Vancouver er nok den eneste by i verden, hvor man kan stå på ski om formiddagen og ligge på stranden om eftermiddagen. Netop skiterrænet blev vist smukt frem ved vinter-OL i 2010. Alt i alt så topper byen på verdenslisten over det mest attraktive sted at bo. For dem, der har mod på at gå til filmen, er Vancouver også stedet, for der er store chancer for at støde på en filmoptagelse rundt om i gaderne. Faktisk har Vancouver Nordamerikas største filmindustri, kun overgået af Los Angeles og New York. Beboerne er dog lidt utilfredse med, at Vancouver ofte optræder som Denver, Seattle eller Portland eller et eller andet ubestemmeligt sted og kun sjældent optræder som sig selv.
Både af sind og udseende er Vancouver en grøn by, og selv skyskraberne er bygget i grønligt glas, der spejler sig i havet og i bjergene. Det er dog byparken Stanley Park, der næsten fylder halvdelen af Downtown, som er bindeleddet til det vildere North Vancouver.
Parken fik ikke navn efter den Stanley, der fandt Livingstone, men efter Governor General Sir Frederick Arthur Stanley. Parkens historie er bestemt ikke særlig køn, for i 1888 lå her den indianske landsby Khawayhway, hvor alle beboerne blev udryddet af de kopper, som europæerne medbragte. Da parken blev anlagt, blev alt jævnet med jorden, og man startede forfra og fik på al elendigheden skabt et dejligt reakreativt område.
Især i det nordlige Vancouver sker det, at sortbjørne roder i skraldespandene, og selvom det er sjældent, kan man også støde på pumaer inden for bygrænsen. Det mest almindelige er dog at se havørne, der svæver på himlen, men det er heller ikke så ringe endda.
English Bay ligger i udkanten af Stanley Park, og uanset årstiden er det et af Vancouvers smukkeste områder. Her ligger også West End med nogle af byens smukkeste, victorianske huse. I Roedde House Museum kan man fornemme, hvordan det var for pionerfamilien Roedde at bebo huset her i 1893.
Vandflyvere kredser rundt, og der er mange asiater på stien, og der står hejrer i vandkanten og lurer på mad. Fra broen var der et skilt til totempælene, men vi gik først helt ud på pynten til "Brockton Point", hvor der ligger det nydeligste, lille rød/hvide fyrtårn. Vi kunne høre militærmusik på den anden side af pynten, og helt utilsigtet løb vi lige ind i Canadas Nationaldag. Det myldrede med mennesker, og et militærorkester spillede. Tre kanoner var stillet op, og kl. 12 skulle der affyres 21 skud. En militærgruppe med afmålte armsving og bevægelser var ved at gøre kanonerne klar. Publikum blev gennet lidt væk, og der blev udleveret ørepropper, og så drønede skuddene et efter et, så det gav genlyd i højhusene overfor. Dejligt at vi lige fik den oplevelse med, inden vi rundede samlingen af totempæle.
Der er jo en bid vej rundt om Stanley Park, og der kørte en Hop on Hop off Bus. Den kørte godt nok den forkerte vej rundt, så vi måtte se det, vi allerede havde set. På et skilt stod der 10 dollars all the day, men da den hyggelige bus stoppede, sagde chaufføren 40 dollars pr. person. Den kunne vi ikke lige regne ud, og jeg bemærkede til ham, at vi ikke ønskede at købe bussen, men bare have en tur. Det syntes han vistnok ikke var så sjovt, så vi bakkede ud, for næsten 500 gode danske kroner for en bustur måtte de længere ud i vildnisset med. Gitte havde dårligt ben, og der blev kortere og kortere imellem bænkepauserne, men vi fortsatte langs kysten og kom forbi et havneområde med masser af lystbåde. Vi var kommet ud af Stanley Park, og især mellem Coal Harbour og Canada Place var der et mylder af mennesker af alle nationaliteter. Mange gik med det canadiske flag i hatten, i håret, på barnevognen m.m. Folk havde fri i dag på grund af nationaldagen, og at de var stolte af at være canadiere, var der ikke tvivl om.
En lille kinesisk dame stod og spillede violin akkompagneret af musik fra en båndoptager. Hun kunne helt sikkert spille violin, og vi sad der nok en halv time og lyttede. Hun hed Shiki, og som hun skrev "Watch me on You Tube under "Shiki violinist".
Downtown er delt op i kvartererne Gastown, Chinatown og Yaletown. Gastown er opkaldt efter "Gassy" Jack Deighton, der var en engelsk sømand, der gik i land i 1867 og åbnede en saloon. Efterhånden skød husene op omkring baren, og området blev kendt som Gassy’s Town – i dag Gastown. Gastown er det historiske Vancouvers hjerte med dragehovedformede gadelygter på Water Street og et dampur, der udspyr klokkeslagene fra fem små skorstene. Bydelen er hippiernes kvarter med mange gode cafeer og gallerier med First Indian-kunst som fedtstensskulpturer og smykker. Ved Canada Place lå et stort krydstogtskib, og menneskemylderet tog til. Jeg har aldrig set så mange asiater uden for Asien, og de gik selvfølgelig også med det canadiske flag.
Jeg ledte også efter China Town og fandt ud af, at der nok var lidt for langt for Gittes ben, så vi fandt en taxa. Hun fortalte for øvrigt, at en bumseagtig, hvid mand havde stået og urineret op ad døren til hotellet. Portieren var blevet tosset, råbte op og fik revet ham væk, så han tissede på sine bukser. Politiet var lige i nærheden og fik taget affære – og det ligner da heller ikke noget. Taxaerne i Canada er ikke ret dyre. De starter som regel med 3½ dollars og kører et godt stykke for bare 8 dollars, og så lige et par stykker oveni til drikkepenge. Taxaen satte os af ved Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden, hvor entreen er på 14 dollars, men pensionister slipper med 11 dollars. I den lille have var der små damme og hængepile, der spejlede sig foruden små kinesiske pavilloner med buddhistiske og konfucianske symboler. Det er den eneste have bygget i Mingdynastiets stil uden for Kina. Der er guidede ture, men vi foretrak at gå stille og roligt rundt og fandt en bænk og nød et glas gratis te.
Haven er ikke ret stor, men jeg kunne se, der var mere, men det var bare ikke til at finde en dør eller en sti derover. Inden vi gik ud, kom man igennem en stor, kinesisk souvenirforretning, endda med dejlig aircondition.
I dag er Chinatown et travlt handelskvarter med markeder, tehandler, souvenirs og restauranter. Efterhånden er de fleste fra den kinesiske befolkning dog flyttet ud i forstaden Richmond, der ligger tæt på den internationale airport. Halvdelen af beboerne her er nu kinesere, der kommer fra Kina, Hong Kong og Taiwan. Det er faktisk et lykkebringende sted at bo, for bare navnet "Rich" må da være lykkebringende. Der er et stort natmarked herude, og her kan man spise sig igennem hele Asien.
Vi gik videre ad Pender Street mod Chinatown. Der var næsten ingen souvenirbutikker, men mange fødevareforretninger med alt i bønner, nødder og tørret fisk og 1000 andre ting, som kineserne ynder at spise. De spiser jo alt, der bevæger sig, undtagen hvis det har hjul. Der var ikke mange kinesiske bygninger, så det var almindelige huse med kinesiske forretninger. Der var dog nogle rigtig flotte, røde lygtepæle, der var dekoreret med drager. Kinesere var der dog heller ikke mange af, men de var nok ude ved Waterfronten og svinge med det canadiske flag.
Jeg gik en aftentur på stranden, der kun ligger et par hundrede meter fra hotellet. Der var et mylder af mennesker, der nød den lune aften. Der var stort set ingen, der badede, men de lå og havde picnic, snakkede og spillede bold. Det er forbavsende, hvor lysebrune de canadiske piger er, og ikke nok med det, så er de utroligt kønne. Uden at jeg lavede en videnskabelige tælling, skønnede jeg, at 90 % af menneskene på stranden var af en anden etnisk race end den blegfede hvide. Der var dog ikke mange af den sorte afrikanske race. Det bliver spændende at se, om denne racefordeling fortsætter længere inde i landet, eller om det kun er her på English Bay i Vancouver.
Solen gik ned nøjagtigt 21.05, men det fik tilsyneladende ikke nogen til at gå hjem, undtagen mig.
Om vinteren er det skiterrænet, der trækker med skøjtebane, skiskole og aftenski, men det må vi tænke os til, da vi besøger Vancouver i juli måned. Vi havde besluttet, at vi ville op på Grouse Mountain, og vi måtte have fat i en taxi derud, da vi overhovedet ikke havde fundet ud af Vancouvers bussystem.
Vi var ikke helt oppe på toppen endnu, så jeg gik videre, medens Gitte passede på grizzlybjørnene. Der går to brede stier til toppen, men tag ikke den til venstre, for her skal man skrive, at man er på vej ud i vildmarken, og hvornår man forventer at komme tilbage. Sedlen rives af og lægges i en boks, når man er kommet tilbage, så rangerne kan se, at der ikke render nogen rundt i vildmarken. Faktisk så myldrede det med skilte, hvor de advarede mod bjørne. Efter 20 minutters vandring med fin udsigt undervejs endte den brede sti, og kun en mindre sti fortsatte ind i vildnisset og væk fra bjergtoppen. Jeg gik lidt videre og satte mig på en træstamme, og på mærkværdig vis kom jeg ind i en tågedrøm, og to grizzlybjørne projekterede sig på min nethinde, og de badede lige ved siden af mig. Det må være alle de advarselsskilte om vilde bjørne, der havde sat sig på hjernen.
Ned igen, og jeg gik op ad stien/vejen til højre. Der var ret stejlt, og det tog vel omkring 20 min. Der går faktisk en stolelift derop, men den kostede ekstra. Øverst oppe er der en vindmølle, hvor det er muligt at komme op med elevator til en udsigtskugle. Der er også andre aktiviteter deroppe som enkeltmandssvævebane, og der var også nogle, der tog hanggliding.
Ned med svævebanen igen, og det var i mellemtiden blevet stegende varmt i solen både oppe på bjerget og nede igen. Det var lidt diffust, hvordan vi kom videre til Suspension Bridge, og vi spurgte om der var taxa, men fik et svar vi ikke rigtig kunne bruge til noget. Så kom der heldigvis en public bus, som ville køre i den rigtige retning, og turen kostede kun 2 dollar for hver.
På den anden side findes den nyeste attraktion Treetops Adventure, hvor 7 hængebroer går fra træ til træ i 20-30 meters højde i 500 år gamle douglasgraner. Her var der meget mere plads imellem turisterne, og turen var betydelig længere. Inden vi forlod stedet, fik vi lige spist en bison-hotdog og fik noget koldt at drikke, der dog var meget varmt. Udenfor var vi heldige at kapre en taxa, der kørte helt til hotellet for 25 dollars.
Vi fik en let aftensmad på stranden, hvor vinden var kraftig, men alligevel var det ret lunt. Det blev en let dinner bestående af 1 banan, 1 yoghurt og 1 cola, og det var til deling. Dollarene havde også forladt os i en lind strøm hele dagen med især de to dyre entreer plus taxa. Der var ikke så mange mennesker på stranden som i går, men alligevel mange, der nød solens sidste stråler. Vi havde fået en kupon på hotellet, der på den nærliggende bar "Bayside Lounge" tilbød to drinks til prisen for en. Der var en fin udsigt over stranden, da baren lå lige på hjørnet på 1. sal. Vi fik to strawberries med vodka til i alt 8½ dollars, men så blev jeg alligevel sulten og fik 10 chicken wings for 10 dollars. Den kvindelige tjener i Bayside Lounge var i rød G-streng. Ok, faktisk kunne jeg ikke se farven på G-strengen, for hun havde en stram rød kjole udenpå – men det hele så meget nydeligt ud.
Efter at vi nu havde set og fået et godt kendskab til den skønne by Vancouver, startede vi næste morgen vores togtur tværs over Canada.
Vi rejste på "Silver Leaf" klassen, og det er lige under "Gold Leaf Service, der er betydeligt dyrere end på sølvklassen. Gulddrengene har "panoramic views on the upper level, and the gallery, dining room and outdoor vestibule below". Det lyder da vældig hyggeligt, for vi måtte nøjes med at få serveret maden ved sæderne og kun kikke ud ad panoramaruderne. Historien med Rocky Mountaineer begyndte så sent som i 1988 under navnet "Canadian Rockies by Daylight" under den filosofi, at det jo er synd at køre igennem så smukke strækninger medens passagererne ligger og sover, så derfor er der mellemstationer, hvor der overnattes.
Første år havde de 10.000 passagerer, næste år 15.000 ,og hele tiden er faciliteterne udbygget som i 2004, hvor de fik bygget deres egen luksusstation i Vancouver. Kæmpestore, blåhvide diesellokomotiver trækker vognene, og ikke unormalt trækker de togstammer med op til 41 vogne, i det de kalder "The most amazing luxury travel experience in the world".
To kæmpestore blå og hvide lokomotiver skulle trække vognene, og der var to typer vogne, den ene var dobbeltdækkere med nærmest glastag, så det måtte være "Guldvognene", hvor to-dages turen kostede i nærheden af 15.000 kr. pr. person. Den tur havde vi først fået tilbudt, men der må være mening med galskaben, så den var lavet om til sølv. Der var en kæmpe afgangshal med små cafeborde og ægte levende klavermusik, så det næsten var umuligt at føre en samtale. Gratis kaffe/te og muffins og en dame serverede juice. Efterhånden blev hallen fyldt op, og som sædvanlig til slige arrangementer – det grå guld. Der var da nogle enkelte lidt yngre, og nogle helt unge, der nok havde fået far og mor til at betale.
Frokosten blev serveret med brød, salat og laks og frie drikkevarer. Ellers kunne vi kikke ud ad vinduet, og ved de særligt smukke steder kørte toget langsomt som ved flodens smalleste passage, hvor vandet buldrede op, og hvor banen gik over en lille rød hængebro. Ved 16-tiden var det kaffe/kage tid, medens vi langsomt bevægede os igennem bjergene. Hvordan de vil indhente de 3 timer vides ikke, for det er bestemt ikke noget eksprestog, og farten kan ikke sættes væsentligt op på grund af sikkerheden igennem alle kurverne. Bjergene var blevet mere øde og rå, og der var kun spredte træer og gult græs. Så blev bjergene træløse, så vi var åbenbart kommet op over trægrænsen, men floderne fik en mere frisk, blå farve.
Airconditionen i toget virkede så godt, at det faktisk var hundekoldt. De havde skrevet i programmet. at de anbefalede. at man medbragte en varm trøje pga. airconditionen i toget. Egentlig mærkeligt, at der ikke er nogen der regner ud. hvilken temperatur mennesker bedst trives i, og jeg ville selv skyde på omkring de 20 grader celsius. Jeg kender ikke temperaturen i toget, men puden i ryggen kom på knæene og hænderne kom ind i betrækket. Uendeligt langsomt kørte toget ind i Kamloops, men uden for stationen stoppede det. I en have sad en familie. og de havde bare ben og skuldre og så ud til at nyde det. og vi sad i luksustoget i isnende kulde. Så den koldeste vinter, jeg nogensinde har oplevet, var en sommertogtur igennem Canada. Så ud over en varm trøje kan jeg roligt anbefale, at der også medbringes et varmt tæppe eller måske en overlevelsesdragt.
Efter min mening var der lidt for meget masseturisme over første del af togrejsen, og vi mindedes de 3 dage i Vancouver på egen hånd med glæde.
Ude af byen var der først mange landbrug med husdyr, hvor man vandede markerne på grund af tørke. Senere kom vi igennem et kæmpe areal, hvor der havde været skovbrand i 2003. Det havde været ekstremt tørt det år ligesom faktisk i år. Senere da solen stod højt på himlen, kunne jeg tage min nyindkøbte vindjakke af og stadig have det komfortabelt. Det er ikke en særlig social måde at rejse med Rocky Mountaineer, for man sidder på sit sæde og bliver fodret af på sit sæde og taler ikke med naboerne – håber det bliver bedre på de næste togstrækninger. Jeg ville prøve at se lidt mere af toget, men det er ikke tilladt at forlade sin togvogn for at se, hvordan de rige lever i deres guldglasbur. Der var dog en lille åben plads med en halvdør åben, så man kunne kikke ud uden vinduer og samtidig få varmen.
Vores 3 mands togpersonale holdt en lille afskedstale, og vi fik et par postkort, og så klappede vi, og så gav de hånd til hver enkelt. De havde alle været ualmindeligt søde, dygtige, venlige og flittige, så vi sponsorerede 50 dollar til de tre i drikkepenge, og jeg aner ikke, hvor meget de forventede.
Toget var rullet ind på Jasper station, der ligger midt i Jasper Nationalpark, og vi havde i alt tilbagelagt 901 kilometer. Vi glædede os til et par togfrie dage i de smukke omgivelser. |
Som sædvanlig var vi i god tid til Kastrup lufthavn, da DSB både kan køre eller lade være. (Senere fandt vi ud af, at canadiske tog slår DSB med adskillige toglængder i ustabilitet, men det kommer vi til senere i denne rejsefortælling). DSB viste, hvad det duede til denne morgen, og vores flyafgang med Icelandair til Reykjavik var ikke engang kommet på skærmen endnu, da vi ankom til Kastrup. Som man skal til mange destinationer i vore dage, tjekkede vi selv ind og fantastisk, så lykkedes det i første omgang, og bordingkortene til hele udrejsen blev endda printet ud.
Vi fandt hurtigt vores plads i samfundet igen, for vi skulle flyve på turistklasse med Icelandair, hvor der skulle købes fødevarer på flyet, hvis der skulle indtages noget. Vi var dog stopmætte og kunne nok klare 3 timers flyvning uden mad. Jeg sad ved siden af en nydelig mand fra Sydney, der boede i Malmø, og han var noget ved musikken i Malmø Opera. Han havde en dansk kæreste, som var taget i forvejen, og de skulle senere med tog fra Vancouver. Han talte engelsk, og så fik han lige af min kæphest, også kaldet "prins Henrik syndromet" – hvis du har en dansk kæreste og bor i København/Malmø, så bed din kæreste tale dansk med dig hele tiden. Så lærer du dansk sprog forbavsende hurtigt, og du behøver ikke hakke i det i årevis. 
En ung mand havde vinduespladsen i flyet, og tiden gik dræbende langsomt, da skodden for vinduet var lukket. Det passede ham bedst, da han sad og sov. Jeg elsker selv at kikke ned på landskaberne, så da han skulle på toilettet, fik jeg smækket skodden op, og der var den skønneste udsigt til hvide bjerge.
"Hotel Best Western Plus Sand by the Sea" lå nær stranden for enden af Davie Street, så beliggenheden både i byen og ved stranden kunne ikke være bedre. Hotellet var også tip top, og værelset havde to store dobbeltsenge. Vi havde efterhånden været oppe i 24 timer, så sengen kaldte, men vi skulle lige ud at snuse til byen.
Hotelovernatningen var ikke incl. morgenmad, så vi måtte ud i byen for at finde noget – der måtte vel være en bager et sted? De fleste af vores hotelovernatninger var uden morgenmad, men de havde da som regel noget, hvis man betalte 12-18 dollars, alt efter om det var continental breakfast eller full breakfast. Hotelrestauranter er dog ofte lidt sterile, og det er sjældent man kommer i snak med folk, for det er turister, der bare skal have noget mad. Denne morgen gik det nemt, for faktisk lå der en "Tim Hortons" lige overfor, og det er en fastfoodcafe med lidt af hvert og også morgenmad. "Tim Hortons" ligger overalt i Canada og har tydeligt slået McDonald’s af pinden. Jeg tog en "Canadian Back Bacon Breakfast" sandwich, og incl kaffe og noget ubestemmeligt kartoffelnoget kostede måltidet 5,69 dollars. Vi skulle lige vænne os til, at alle opgivne priser i forretninger og cafeer tillægges både T.P.S og T.V.Q, som er en slags skat på tilsammen omkring 15 %, så der skal altid betales sådan nogle mærkelige, skæve beløb.
Vancouver er også en kulturbro til Asien og er også på den måde anderledes end andre af Canadas byer, for her er massevis af små "izakaya diners", der er fulde af japanske studerende. Det har længe været skik og brug, at unge japanere tager et sabbatår i Vancouver både for at lære engelsk og samtidig nyde livet, inden de starter på det hæsblæsende liv hjemme i Japan. Efterhånden er der dog så mange japanske barer og restauranter, at de unge japanere slet ikke behøver at lære engelsk for at begå sig. Det kan så blive en overraskelse for de rige, japanske forældre, når de unge kommer hjem, og de måske kun har lært sig at sige "Cheers!"
Vancouver har foruden en af verdens smukkeste beliggenheder nogle af verdens lykkeligste indbyggere, og en af grundene siges at være blandingen af storby og vild natur. Byen er en magnet, som tiltrækker mennesker fra hippier til forretningsfolk, som alle er bjergtagne af den enestående natur og den kulturelle sammensathed. Her er der stadig miljøaktivister, der drikker gulerodsjuice, og det var her, Greenpeace kom til verden i 1971. Aktivisterne sendte en gammel fiskerbåd af sted som protest mod atomprøvesprængninger i Alaska. Derefter fulgte protester mod sælfangsten – nok ikke det klogeste de har gjort, for det gik ud over eskimoernes livsbetingelser. I 1979 blev "Greenpeace International" stiftet og er netop styret fra hovedkvarteret her i Vancouver. Ud over Greenpeace har Vancouver desuden den største forsamling af naturforkæmpere, venstreorienterede studerende, fiskeribeskyttere, dyrerettigheds-forkæmpere, vegetarer, nudister og potdyrkere i verden. 
Store dele af midtbyen har haft det negative problem, at der er mange hjemløse, der sover på gader og i parker. Det er især omkring East Hastings Street, men kvarteret er dog i gang med en ansigtsløftning og kaldes nu for East Village.
Parken er med sine smukke badestrande, totempæle, akvarium, legepladser og soldyrkernes paradis næsten en by for sig selv. Parken er på 400 ha, og det er lidt større end Central Park i New York, hvilket gør den til Nordamerikas største bypark. Den ligger på en halvø og omkranses af ruten "The Seawall", der går langs vandet. På denne sti er der liv og glade dage med cykler og rulleskøjter, medens der i den centrale del af parken er anderledes roligt, og man har følelsen af at være midt i den tempererede regnskov. Her bor masser af egern og vaskebjørne, og faktisk bor her også sorthalede hjorte og prærieulve, selvom det er lidt vanskeligt at støde på dem. I parkens sydøstlige hjørne er der store forsamlinger af blåhejre, der sover i træerne, men når de strækker vingerne ud, er der to meter fra vingespids til vingespids. 
Parken er opdelt i tre zoner, hvor den østlige er med akvarium, samlingen af totempæle og legepladser, og det er her de fleste turister holder til. Den midterste zone er mere rolig, og her er der stier mellem kæmpethujaer (det er her Kim Greiner mest holder til), og så er der strandene Second og Third Beach. På forhånd kan man godt opgive at lede efter First Beach, for den findes ikke. På turen rundt om Lost Lagoon kan man møde gæs, blåhejre og nogle gange havørne.
Vi kom under den meget smukke Lions Gate Bridge, der er en hængebro, der forbinder Downtown med de nordlige forstæder. På den anden side tårner et bjerg sig op, og det må være Grouse Mountain, for der var en antydningen af en svævebane, og måske tager vi derop i morgen. Vejret var i øvrigt let skyet, og der var en himmelsk temperatur. 
Der er vel 8-10 totempæle i en 5 til 10 meters højde, og de så meget maleriske ud. Desværre kunne man ikke komme helt hen for at klappe dem, da de stod bag et lille hegn. Herude var der en herlig souvenirforretning "Legends of the Moon", og jeg faldt i vandet og fik købt en pung i bisonskind til 60 dollars foruden en totempæl, et canadisk flag, et smukt indianersmykke, en T-shirt og 1 sandwich til deling, i alt 187,23 dollars incl. T.P.S og T.V.Q. Alt, hvad jeg købte, syntes damen, jeg handlede med, var meget smukt og et godt køb. Ja, det var utroligt, at vi lige præcis skulle have samme smag. Åh forresten, hun nævnte ikke noget om sandwichen.
Gadekøkkener er blevet meget populære i Vancouver, og de tog rigtig fart i forbindelse med Vinter-OL i 2010. Det er ikke den rene pølsevogn, for det er mange af de fine restauranter, der nærmest er begyndt at servere mad ud ad vinduerne. Madvognene står rundt omkring i Downtown, men især på pladsen bag Vancouver Art Gallery.
Gitte blev plantet foran et stort, fint hotel, og jeg gik videre ad Cordova Street til Gastown. Mylderet af mennesker holdt hurtigt op. Det var et område med hyggelige, gamle pakhuse, og bydelen havde nogle specielle lygtepæle. En hippiepige sad og sang og prøvede at spille på guitar. Hun hed Nickey, var dekoreret med mange tatoveringer og kunne godt trænge til at blive fedet lidt op, så hun fik et par dollars.
Vancouver Chinatown er Nordamerikas største, og bydelen blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af tilflyttede jernbanearbejdere og lykkeriddere. Kineserne havde det bestemt ikke let, da de flyttede ind i denne ghetto på Pender Street, der dengang var fuld af opiumshuler. Der kan læres meget mere om kineserne i perioden omkring 1880-tallet på "The Chinese Cultural Center". 
Vi havde nået at se meget i dag, og det er dejligt at se, hvor glade indbyggerne er for deres land og by. Det havde været skønt vejr hele dagen med let vind og en smule køligt i skyggen.
Jeg havde læst, at hvis det hele var ved at blive for meget storby, så skulle man søge op på Grouse Mountain, der ligger nord for Vancouver. Det er byens eget bjerg, og her er en spektakulær udsigt over byen. Heroppe ligger den rene og skære natur. Det tager 1½ time i adstadigt tempo at gå vandreturen "Grouse Grind", der er en 2,8 km lang forholdsvis stejl tur op ad bjerget. Hvert år er der konkurrencer om at komme først op, og rekorden er i år 27½ minut for mænd og 34 minutter for kvinder. Mere mageligt er det at tage svævebanen "Skyride", der klarer turen derop på 8 minutter. Priserne for noget sådant er altid pebrede, så vi måtte slippe 35,95 dollar for en senior, mens almindelig dødelige skulle betale 5 dollars mere.
Der holdt en taxa i nærheden af hotellet, og så snart jeg havde sagt Grouse Mountain, sagde han 27 dollars og 20 minutter, og det var lige det, jeg ville spørge ham om. Vi kom igennem Downtown og over broen, som vi havde gået under dagen før. På den anden side var der hurtigt skov. Vi skulle ikke friste skæbnen ved at gå op ad bjerget, så vi tog Skyride liften op, og den kører hvert kvarter. Oppe var der en flot udsigt over Vancouver og herregud, Stanley Park så da ikke særlig stor ud herfra, selvom vi havde brugt en halv dag på at gå rundt om den. Med udsigt over byen lå den store Observatory Restaurant, men der var også en lille cafe deroppe. Vi fulgte bjørnesporene, der var malet på stien, og kom forbi flere totempæle og flotte figurer, der var udskåret i træ. Der var en meget stor indhegning, og her luntede to grizzlybjørne rundt. De var ret venligsindede og nød at bade i søen.
Lidt mat i sokkerne besluttede jeg at gå tilbage, men så kom der nogle rangere i en jeep med en båre, og de råbte op ad bjergsiden. De fik svar deroppefra, og en af rangerne gik op. Det var vist ikke så alvorligt, og den nødstedte var åbenbart nemmere at få op det sidste lille stykke til toppen end at få ham ned. Toppen var ikke så langt derfra, men de frarådede mig at gå den vej op. Det kunne jeg vel ellers nok, da jeg trods alt har besteget mange bjerge i min tid, dog ikke i sandaler.
En dame var konferencier, og der var mange pudsigheder med de to fusentaster med deres røde seler, men dygtige det var de helt sikkert. En 3. mand spillede turist, og medens der var kamp på den rullende træstamme, kravlede han op i toppen af pælene. Deroppe tabte han pigskoene og også rebet, og så stod han på hovedet og klovnede, men hvordan han skulle komme ned igen, kunne jeg ikke regne ud. Så pludselig skvattede han, men ubemærket havde han fået monteret en sikkerhedsline, og i fuld fart gled han ned ad en stålwire, der ellers holdt pælen på plads. Alt i alt et godt og spændende show med morsomme indslag.
Capilano Suspension Bridge er blevet en af Canadas store attraktioner. Der var masser af mennesker, så det ville vi godt tro på. En hængebro over kløften var bygget allerede i 1888, men den er jo nok blevet fornyet et par gange undervejs. Indgangen kostede 34.95 for pensionister og 3 dollar mere for almindelige voksne. Der var en fin samling af totempæle, og lidt live musik af to unge mænd med nogle forsigtige stemmer. Når indgangen er betalt, er der to ture at vælge imellem Cliff Walk og Suspension Bridge. Det hele er bygget op langs en over en 70 meter dyb kløft. Cliff Walk går på en gangbro, der er påhæftet klippen, og et sted går stien i en bue ophængt i stålwirer ud over floden. Suspension Bridge er en 140 meter lang hængebro, der går over floden. De mange mennesker fik den til at svaje og bumse op og ned. Broen er beregnet til at kunne holde til 1.700 mennesker, og der var måske kun 100 ad gangen.
Vi havde problemer med vores adapter, for der kom ikke strøm ud af kontakten, og vi kunne ikke lade batterier op til vores kameraer. Stikkontakterne havde tre huller, og vi havde kun adapter med to flade ben. Vi skulle finde en ny adapter, men hvor i alverden kunne man finde sådan en i en fremmed by? Nemt, for 100 meter fra hotellet lå en stor elektronik forretning, og de havde adaptere, der virkede – så var det alligevel ikke nødvendigt at rejse hjem i utide. Faktisk viste det sig, at det var stikkontakten, der var noget i vejen med, så den adapter med to flade ben, som vi havde med hjemmefra, kunne godt bruges i en anden stikkontakt.
Rocky Mountaineer har også andre ruter i det vestlige Canada som "First Passage to the West" fra Vancouver til Banff, "Rainforest to Gold Rush" fra Vancouver til Jasper, men over Whistler og Quesnel, og den lidt kortere "Coastal Passage" fra Vancouver til Seattle i USA. For dem alle kan siges, at "The journey is the destination", og det er det samme, jeg siger om vores jordomrejse med tog, "Rejsen er rejsens mål".
Togafgangen var sat til 7.30, men man skal komme mindst 30 min før for at få ombyttet voucheren til originalt rejsedokument og for at få checket bagagen ind. Vi blev modtaget af en ældre mand i jakkesæt med en kuffertvogn, og han ville så gerne trille vores kufferter hen til skranken. Det er nu sjældent, man ser en kuffertslæber i jakkesæt. Vi kunne checke ind allerede kl. 6 og fik et stort velkommen. Kufferterne blev afleveret, og vi gik ud for at se på toget.
Så spidsede det til, for højtaleren bad os gå mod udgangen, hvor velkomstkomiteen var linet op, og en skotte med sækkepibe viste, at det var lige før. Efter en velkomsttale kunne vi gå ud til vores togvogn, og ved hver togdør var der lagt en rød løber og på hver side det canadiske flag og Britisk Columbias flag. I kupeen var der lædersæder med masser af benplads. Der var ingen bagagehylder, for her var der i stedet meget store ruder. Personalet i vores vogn blev præsenteret, og vi havde Chelsey, der var en yngre, nydelig dame og to mænd Greg og Adam, og de ville servere undervejs og ellers være os behjælpelige. Nogle sikkerhedsinstrukser blev læst op, og så var der morgengymnastik. Alle bedes række venstre hånd op og sænke den langsomt. Derefter højre hånd op, og på vejen ned så slå lige bordet ned, for om lidt vil der blive serveret morgenmad. Kort efter fik vi varme klude, så hænderne kunne blive vasket, og lige så stille kørte toget ud af Vancouvers industrikvarterer, medens morgenmaden blev serveret. Kaffe/te, varme scones, frugt, og så det varme med omelet, kartofler, pølse, tomat m.m.
Kort efter kunne vi se bjerge i det fjerne med sne på toppen. Efterhånden kom vi ind i bjergene og kørte langs floden 20-30 meter fra vandet og nogle gange ret så tæt på stejle kanter. Der var enkelte bebyggelser ind imellem, men ellers kun natur.
Vi skulle egentlig være ankommet til Kamloops kl. 18, men da tiden var overskredet, serverede de aftensmad, selvom det ikke var med i programmet. Vi kom forbi en stor sø med mange fiskeørne både nogle, der sad i træerne, og nogle, der fiskede.
Endelig kørte vi det sidste stykke til stationen i Kamloops, hvor der holdt 15 busser og ventede i den dejlige varme uden for toget. Nøglerne til hotelværelserne i Kamloops var allerede udleveret i toget, og bagagen stod allerede på værelset, for de havde kørt det til byen i lastbil, så alt klappede perfekt. Toget var ankommet så sent, at vi ikke kunne nå at se på byen, inden det blev mørkt, men der var vist heller ikke så forfærdelig meget at se. På værelset kørte airconditionen, men den blev slukket omgående – nu ville vi godt have varmen. 
Toget var blevet noget kortere, fordi halvdelen kørte en anden rute til Jasper. Vores 3 mands personale i vores vogn var klar og bød velkommen. Der lå en bunke souvenir på vores sæde, og det var nogle, jeg havde bestilt dagen før, bl.a. en dejlig regn/vindjakke, en bog om Rocky Mountaineer m.m. Der lå også en smukt indbundet notesbog, der var kompensation for stoppet i går. Vognen var stadig iskold, så jeg fik gaflet et af de få tæpper, der fandtes, og tog min nye vindjakke på, og så gik det nogenlunde. Medens vi drønede af sted med mindst 5 km i timen, blev der serveret morgenmad.
I løbet af dagen var vi kommet forbi et stort vandfald, der kun kunne ses fra toget, for der var ingen veje. Vi havde også set nogle bjørne og kronvildt nær toget. Nærmere Jasper var der flotte bjerge med sne på toppen og smukke grønne søer. Vi var fremme ved 18.30 tiden, men da vi kørte østpå skulle urene stilles en time frem, så lokaltiden var 19.30.