Jorden rundt med tog.  Across Canada.En rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2015. Jasper Nationalpark og Rocky Mountains. 37. delafsnit af Jorden rundt med tog. Britisk Columbia, guld og grønne skove. Vi har været med toget Rocky Mountaineer, og det meste af de over 900 km er kørt igennem Britisk Columbia, men endestationen i Jasper ligger lige på den anden side af grænsen til delstaten Alberta. Bjergkæden Rocky Mountains ligger både i Britisk Columbia og Alberta, men lad os lige få sluttet Britisk Columbia pænt af, inden vi fortsætter til Alberta med byen Jasper og turen over den canadiske prærie. I den delstat, vi i dag kalder Britisk Columbia, har der allerede for 15.000 år siden levet en lang række indianske stammer som "haida" og "nisga’a". De havde blomstrende kulturer, indtil europæerne meldte deres ankomst i 1800-tallet. Først kom der russiske opdagelsesrejsende, så spaniere, britiske Kaptajn Cook og pelsjægere. Hudson Bay Company oprettede handelsstationer, og så var det givet, at provinsen var britisk, hvilket stadig ses i Victoria, hvor Union Jack endnu vajer.
Selvom 49. breddegrad over flere tusinde km lige fra Winnipeg til Vancouver danner grænsen til USA, så hører hele Vancouver Island til Canada, selvom sydspidsen af øen dykker ned under 49. breddegrad. Britisk Columbias sydgrænse støder op til USA-staten Seattle, mod øst er det den canadiske delstat Alberta, mod nord er det Northwest Territories og Yukon Territory og mod vest et lille stykke Alaska og Stillehavet for resten. Størstedelen af canadiske Rocky Mountains ligger i Britisk Columbia, men nabodelstaten Alberta har dog også en god bid af bjergene og så ellers canadisk prærie for resten.
Befolkningstætheden i Britisk Columbia er på 4,2 indbygger pr. km2 og i Alberta 4,6 indbyggere. De nordlige delstater Yukon Territory har 0,2, og Northwest Territories har 0,1 indbygger pr. km2. De to nordlige delstater er derfor noget af det tyndest befolkede landområde i verden, og det viser, at der er rigelig plads i Canada til udfoldelser i naturen. Hovedbyen i The Canadian Rockies hedder Calgary, men den kører vi dog let og elegant udenom på vores vej østpå. Calgary har dog en interessant historie, for nordøst for byen ligger Badlands, der for millioner af år siden var et subtropisk sumpområde, der var hjemsted for dinosaurer og andre forhistoriske dyr. I dag er landskabet udtørret og huser en af verdens største samlinger af dinosaurusfossiler. Jasper Nationalpark er den største nationalpark i Rocky Mountains, og området er fyldt med naturskønhed. Ved indgangen til nationalparken står der da også et skilt med: "Jasper – Wonderful by Nature." Den lille bjergby midt i nationalparken hedder Jasper Town, og her er der fred og ro, medens man kan lade op til flere oplevelser med dyrelivet, der bare er så tæt på. Vores tog var rullet ind på togstationen i Jasper, og vi sagde farvel til Rocky Mountaineer, men servicen var ikke helt slut endnu, for de havde spurgt, hvilket hotel vi skulle bo på, og så havde de sørget for, at bagagen stod på vores værelse. Mageløst. Jasper Town er omgivet af bjerge og er en rigtig turistby med souvenirbutikker, cafeer og restauranter, men meget hyggelig i typisk østrigsk stil med alpefarver i petunierne. Byen var faktisk lige præcis sådan, som jeg havde forestillet mig den, som en slags alpeby med huse af kampesten og træ og masser af blomsterkummer. Byen har 4.800 faste indbyggere, men i turistsæsonen stiger befolkningen til 20.000 mennesker, og alle campingpladser og hoteller er optaget.
Værelset var faktisk en lejlighed med 2 dobbeltsenge og opholdsstue med køkken – det havde vi dog bestemt ikke tænkt os at bruge – i ferier laver vi ikke mad, vi spiser den kun. Der var ingen aircondition, men der kom dejlig kølig bjergluft ind, hvis vi åbnede vinduet, og ellers var der dog et par vifter, hvis det skulle blive for lummert. Fra værelset var der udsigt til bjergene – dog havde de plantet et stort poppeltræ lige foran, og faktisk ville jeg hellere se på bjerge end på poppelblade.
Det var blevet lidt køligere og var ved at blive overskyet, men vi håber på godt vejr i morgen, hvor vi skal på en dagstur til Maligne Lake.
Vejen mellem Jasper Town og Maligne Lake hedder Maligne Lake Road, og den er en attraktion i sig selv. Strækningen er på omkring 50 km og går igennem et forholdsvis øde område, og derfor er der her store chancer for at se hjorte, elke eller bjørne. Vi havde da heller ikke kørt mere end 100 meter, før der stod en elk lige ved vejen, og lidt efter endnu en, endda med en kalv. Rocky Mountains er simpelthen indbegrebet af bjørneland, og her findes både sortbjørne og den noget større grizzlybjørn. Hvis der spottes en bjørn ved vejsiden, er det dog oftest en sortbjørn, der er ude for at mæske sig i grøftekantens mælkebøtter. Sortbjørne ligner teddybjørne i overstørrelse, men pas alligevel lidt på. De lokale elsker at fortælle skræmmende bjørnehistorier. Især bjørne med unger kan være farlige, og det nytter ikke noget at kravle op i et træ, hvis man møder en sur bjørnemor, for bjørne kan sagtens kravle i træer. Men hvad så?
Hvis man alligevel støder på en aggressiv bjørn, så bak langsomt tilbage og uden at se bjørnen i øjnene. Tal stille og vift langsomt med hænderne over hovedet og vend aldrig ryggen til bjørnen. Hvis man alligevel skulle blive angrebet, så spil død, og det bedste er at rulle sig sammen som en bold med ansigtet nedad og med hænderne rundt om halsen og knæene ind mod brystet. Hvis bjørnen begynder at snuse til en, så lad være med at reagere, bare spil død. Det er nemmere sagt end gjort, men der er gode chancer for, at bjørnen begynder at kede sig og lunter væk. Et møde mellem et menneske og en bjørn er dog generelt værst for bjørnen, for parkbetjentene er bevæbnet med gevær, så derfor vil man fra nationalparkens side gøre alt for at holde mennesker og bjørne adskilt.
Bjørnene i Rocky Mountains er mindre end bjørnene i Britisk Columbia, fordi hovedernæringen her er bisonbær, og dem er der ikke lige så meget kød på som på de fuldfede laks i Goldstream Provincial Park, hvor der udspilles et drama på liv og død 16 km uden for Victoria hvert år fra oktober til december. Det kaldes "The Salmon Run", og floderne bliver lyserøde af tusindvis af laks, der af deres urinstinkt bliver drevet til at vende tilbage til, hvor de kom fra, for at yngle og siden dø. Nogle kæmper sig videre og videre op ad floderne, medens andre graver sig lidt ned i gruset for at lægge æg i en lille rede. Hannerne holder sig tæt på og får deres lysende farve. Når hunnen har lagt sine æg, og hannen befrugtet dem, tildækker hun æggene med halen, og snart efter dør de gamle fisk. Men nede i gruset ligger den nye generation klar til at fortsætte denne mærkelige livscyklus. Der er tre forskellige arter af stillehavslaks: Chum (ketalaks), Coho (sølvlaks) og Chinook (kongelaks), der kommer hertil for at gyde og dø, og hvorfor, er der ingen, der ved ret meget om. Men havørne og bjørne synes det er en rigtig god skik.
Vi kørte over Athabasca River og stoppede ved Maligne Canyon, hvor vandet i 10.000 år eller mere har skåret sig ned i kalkklippen. Vandet bruser igennem kløften, hvorover der går to broer, så man kan få en lille rundtur. Det er et fint sted, men der er også mange turister. Vi stoppede også ved Medicine Lake, hvor vandet har den flotteste grønne farve. I 1950’erne var færgetrafikken hæmmet af svingende vandstande i søen. En dæmning blev foreslået, men aldrig opført, og et forsøg på at blokere afløbene med sandsække, madrasser og bundter af gamle aviser mislykkedes. For nylig har man så opdaget, at der går et underjordisk vandsystem fra en stor gruppe kilder 17 km igennem Athabasca Valley. Både tilløb og udløb fra søen er delvis underjordiske, så nok så mange madrasser og bundter af aviser har ikke nogen effekt. Efter ca. 50 km igennem vilde skove, desværre uden bjørne, nåede vi Maligne Lake, der også er et stort turiststed, hvor der holdt flere store busser på parkeringspladsen. Desuden var der en stor souvenirforretning og et cafeteria, hvorfra der var udsigt til sneklædte bjerge, der spejlede sig i vandet.
Efter godt ½ time kom vi til målet, den lille ø "Spirit Island", der skulle være det smukkeste naturmotiv i hele Canada. En fotograf ville engang vinde en konkurrence i Kodak, og han brugte lang tid i området for at få det bedste motiv og det bedste lys. Desværre faldt hans lille søn i det iskolde vand, fik lungebetændelse og døde og blev senere begravet på øen. Fra landgangsbroen går en lille 10 minutters sti rundt i området, og nær søbredden var et forsvarligt rækværk, så ingen kan falde i vandet. Lige præcis her med sneklædte bjerge, træerne, vandet, lyset og den lille ø i fokus er det det bedste naturmotiv, som Canada kan byde på. Tilbageturen var med lidt mere fart og mindre snak, og pigerne fik en femmer til deling. Med udsigt over søen fik vi frokost udenfor på terrassen, og vi fik tygget os igennem en cæcarsalat og en oste/skinkesandwich med 1½ cm tyk skinke. Samme vej tilbage gennem skovene medens vi spejdede efter bjørne uden dog at spotte nogen. Fred fortalte om afværgemekanismer, hvis man stod over for en bjørn. Det gælder om at lave støj for at skræmme bjørnene, og man kan købe nogle klokker, der ikke hjælper noget. Der er også noget, der hedder bjørnespray, der er en slags peberspray, og så er der bjørneraketter, der kan afgive nogle meget høje lyde.
En mand på motorcykel blev angrebet af en bjørn, da han passerede den på en smal vej. Han havde en vandbeholder på ryggen plus en bjørnespray. Han krummede sig sammen på jorden, som man skal, og bjørnen daskede ham på ryggen og ramte sprayen, der blændede den, men manden blev også delvis blændet. Mand og bjørn ravede rundt, men kom dog væk fra hinanden, og han blev taget op af en bil og måtte en tur på hospitalet. En familie gik tur med en hund (hunde er strengt forbudt her), og en bjørn angreb hunden. Manden prøvede at hjælpe den, men forgæves, og han løb ned til konen og bjørnen løb efter. Hun havde en bjørneraket, og de fik skræmt bjørnen væk. Bjørne, der angriber mennesker, skal skydes, men da rangerne havde fundet bjørnen, opdagede de, at den havde to unger, så de nænnede ikke at skyde den. Alle tre fik i stedet bedøvelsespile og blev fløjet op til de slemme bjørnes land, hvor også de kloge "affaldsbeholderbjørne" bor. Bare sådanne guider ville holde en pause ind imellem, så man ikke faldt i søvn, så kunne jeg måske også have fortalt den 3. historie.
Vi daskede rundt i byen og kikkede på souvenirbutikker. De har en rigtig god "First Nations" (indianer) butik med mange dejlige ting. Fotografering var desværre ikke tilladt derinde – der var ellers nogle dekorative fredspiber og tomahawker m.m. Der faldt lige en iskaffe af med en stor kage til, og så var den appetit ødelagt. Lodgen har en stor åben terrasse i 1. sals højde, – desværre er der skygge om eftermiddagen og derfor en lille smule køligt, men med en flot udsigt til bjergene.
I den store smukke lounge fik vi aftensmad i form af kyllingevinger og en pizza, der var alt for stor. Vi troede det var en lille 1-mands pizza, og så var det nærmest en familiepizza, så med skam må vi melde, at vi levnede. Det var sidste overnatning på Lobstick Lodges, så vi sagde pænt farvel og fik to store cocktails i form af en Singapore Sling og en Sundance Sun, der blev indtaget i et par kæmpestore læderlænestole. 60 dollars for hele herligheden incl. tips. Morgenbordet i restauranten var nu delt op i continental og full breakfast. Jeg tror kun, vi var på continental, men i går var restauranten fuld, så der var ikke nogen, der lagde mærke til, hvad der blev spist. I dag var der ikke så mange gæster, men efter yoghurt med frugtstykker tog jeg et stykke ristet toast og dyngede godt op med bacon, koste hvad det ville. Nå, men ingen sagde noget, og jeg fik min favorit-feriemorgenmad – toast med bacon.
Vi checkede ud fra hotellet kl. 9 og trak kufferterne den lille kilometer ind til centrum, hvor vi fandt "Mail and More". Det er en blandet landhandel med souvenirs, papir, malergrej, computere til brug, kopiering, pakkeudlevering, og helt nede i det fjerneste hjørne bag nogle kasser var der kuffertopbevaring. Bagagen var ikke låst inde, men de er så ærlige i Canada, og den nydelige dame, der stod for forretningen, havde haft norske udvekslingsstudenter, og hun havde været i København, så det må da borge for ærligheden. Vi gik ud ad Connaught Drive, og vi gik og gik og måtte da være gået forbi sidevejen, så vi var inde at spørge på et hotel: "Hello, I think we are lost. Can you help us?" "I am sure I can", sagde den venlige dame. Og vi var ikke lost, vi havde bare ikke gået langt nok. Så kom endelig vej 93 til venstre, og vi kom ud af byen med skov på begge sider. Måske var der bjørne, bare en lille en. Nå nej, for så er det en unge, og så er der en stor hunbjørn i nærheden. Det var en bred vej med få biler. Endelig efter måske 4 km var der et skilt til højre ad Whistlers Rd., og der var et skilt til Jasper Tramway, men å nej, der stod 4 km. Her skulle vi nok have vendt om og fået nogen til at ringe efter en taxa (der stod ikke noget telefonnummer på turistbrochuren). Men vi gik videre, for en Greiner vender aldrig om. (Den filosofi må vi nok snart få revideret og ajourført til vores alder). De 4 km gik op ad bakke, mest i bagende sol, og når der var skygge, var der myg. Efter 3 km, hvor sveden drev, nåede vi "Jasper international Hostel", og så manglede der da kun 1 km, og vi begyndte at kunne se svævebanen. Endelig var vi fremme, og den lille øde station, som jeg havde ventet, var noget helt andet, for det myldrede med mennesker. Billetten kostede 38,85 dollars, og der var ikke noget med seniorpriser. Vi fik tid til flight 23, der ville gå om ca. ½ time. Vi fik en velfortjent cola, og faktisk kunne der også købes sandwich, men vi ville hellere spise oppe på toppen, hvor jeg havde læst, at der var en restaurant.
Der er 1.4 km og 200 højdemeter til toppen, og det tager noget med 45 min. Undervejs er der fine udsigter ud over Athabasca River Valley, og Jasper by så ikke ud af ret meget. Den grå flod løber igennem dalen, og ved siden af ligger der grønne søer. Gitte var blevet siddende ved stationen, og jeg begav mig opad, men hun var nervøs for togafgangen, så jeg gik kun halvvejs op og tog nogle selfies med Jasper i baggrunden. Der var kun 14 grader heroppe og blæsende, og der lå sneklatter på skyggesiden, men hvor var det flot. Ned til Upper Terminalen igen, og der var faktisk en restaurant oppe på 1. salen med perfekt udsigt over dalen, men når man kom ud af gondolen til højre, var der ingen skilte til restauranten, og derfor gik vi bare forbi og troede ikke, der var noget.
Det var dog også ved at blive sent, så vi tog gondolen ned og fik her købt en udmærket sandwich dog uden udsigt. Vi fik personalet til at ringe efter en taxa, der kom efter 20 min. Næsten halvdelen af træerne på skråningerne så døde ud, og chaufføren sagde, at det var bille angreb. Det kan kun bekæmpes ved kontrolleret skovbrand, men det var for tørt nu. Det var millionvis af træer, der var angrebet, så de forbistrede biller – de skulle ristes over en sagte ild både her og senere i helvede. Taxaturen kostede kun 18 dollars. Tænk, hvis vi også havde taget den op til bjergbanen, så havde jeg mageligt kunne nå at gå til toppen af Whistler Mountain.
Jasper station, der er et imponerende bygningsværk, er opført i 1925, og i mange år var den et "brændpunkt" for aktiviteterne i området. I 1990’erne blev bygningen dog mindre brugt, og den trængte til en renovering, så "Park Canada" overtog stationsbygningen for at føre den tilbage til den oprindelige storhed med originale materialer og autentisk design. Den genskabte stationsbygning er tilpasset nutidens krav både for rejsende og som et administrativt center for "Jasper National Park of Canada" og fremstår nu som den mest betydningsfulde og smukkeste bygning i området. Ventetiden blev tilbragt udenfor på stationen med bjergene som baggrund, og vi nød en herlig iskaffe. Efterhånden er det blevet overskyet og toppene af bjergene ligger nu gemt i skyerne. Hovedtogstrækningen igennem Canada fra øst til vest går lige igennem Jasper, og der kører meget ofte godstog. Der er nogle gange flere hundrede vogne, og de kører meget langsomt. Godstogene har forkørselsret frem for passagertogene, og derfor er det passagertogene, der skal ud på sidesporene og vente på godstogene. Der går af samme grund kun nogle få passagertog om ugen i denne del af landet, og enhver canadier med sin fornufts fulde brug ville aldrig køre med tog tværs over Canada.
Toget skulle først gøres rent, og så kom vi endelig ombord i car 222, hvor vi havde en lower og en upper berth (køje) i en ellers åben togvogn. Vognen er delt op med to sæder over for hinanden, og på den anden side af midtergangen igen to sæder over for hinanden. Hvordan det så bliver til senge, vides ikke endnu. Der er to toiletter tæt ved vores sæder, og i vognen er der et opholdsrum og en udsigtskuppel med mindst 20 pladser og desuden en spisevogn. Vi skulle derfor ikke fodres af på sæderne, som i Rocky Mountaineer toget, men selv bevæge os helt hen til spisevognen. Toget begyndte at køre, og efter ½ time så vi en bjørn og kort efter 3-4 elke. Vi havde first call dinner kl. 18.30, men inden da var jeg lige ude at rekognoscere og kom tilbage og meddelte, at spisevognen så lidt spartansk ud med nogle plastikborde og 4 stole. Der blev kaldt ud, og man skulle gå til spisevognen "immediately". Der var helt tomt, og der gik en togdame rundt, så jeg spurgte, hvor vi skulle sidde. Det viste sig så, at det ikke var spisevognen, men aktivitetsvognen, og spisevognen var længere fremme. Det var så noget helt andet med hvide duge og dækket fint op. Vi var blevet "seated" med et canadisk farmerpar, der boede ude på prærien og dyrkede korn. Snakken gik om forskellen mellem Danmark og Canada, og mest forundring vakte det, at når vi i Danmark køber 1 bil, betaler vi for 3, og at universiteter er gratis. Om vinteren er der på prærien ofte minus 20 grader C og nogle gange ned til minus 40 grader. Så personligt vil vi ikke bytte levested.
Lidt for hurtigt forsvandt bjergene, der var blevet lavere og lavere, og så blev landskabet ret fladt med uendelige skove. Dette tog kørte betydelig hurtigere end Rocky Mountaineer, men det er heller ikke et rent turisttog, så der er virkelig nogle canadier, der bruger toget fra et punkt til et andet. I vores sovevogn er der to unge mennesker på de modsatte sæder, men de er ikke særlig sociale. De ser film på en medbragt computer og har rullet gardinet ned, så de ikke bliver distraheret af forstyrrende landskab.
Medens vi spiste, var der redt op, og hvad der før var to sæder vendt mod hinanden var nu blevet til en underkøje og en overkøje. Hver seng havde sit eget lille rum med en bred seng, faktisk en 1½ mands, så der kunne godt ligge to sammen(især hvis man var lidt nygifte). Hver seng har et kraftigt forhæng, der kan lukkes helt til, så man havde det helt for sig selv. Langs væggen var hængt et net op til tøjet, og der var rum til briller m.m. Der var to natlamper, så der kunne læses i sengen, men ulempen ved overkøjen er, at den er over vinduet, så man kan ikke se ud. Hvilket jo nok heller ikke er så nødvendigt, når man skal sove.
Vores køjer var igen lavet om til to sæder, men vi ville jo ikke bare sidde der. Faktisk var der mellem aktivitetsrummet og spisevognen endnu en salon med lædersofaer og borde til fri afbenyttelse. Der slog vi os ned, men der var en trappe op til et panoramarum også med lædersæder, og et par steder endda med borde. Endnu bedre, for her kunne man kikke frem over toget og selvfølgelig ud på landskabet. Et herligt sted at sidde, men der var hundekoldt, da en iskold polarvind kom ud fra dyserne i loftet. Hvis man så bare kunne lukke for det spjæld, der pegede lige ned mod ens sæde, men det var ikke muligt. Først frøs vi med anstand, og jeg prøvede det gamle cowboytrick med at stikke fødderne ned i rygsækken, men det hjalp ikke nævneværdigt. Jeg fik sagt til en togdame, at der var for koldt deroppe, og OK hun ville fortælle "hende" det. Hvem hun så end var vides ikke. Senere hjalp det lidt, eller også var det solen, der begyndte at varme. Det er dog ikke helt af vejen at medbringe lange underbukser, og jeg skal i hvert fald have købt et par varme uldsokker til næste præriestrækning efter Winnipeg. Landskabet er stadig fladt, men toget snor sig imellem en masse mindre søer. Her kl. 10 om formiddagen er toget et par timer forsinket, og da vi efter planen skulle være i Winnipeg kl. 20.45 bliver det sent, inden vi finder vores hotel.
Vores søde, franske togdame Karina kom op i "køleskabet" og holdt et lille foredrag om afgrøderne på prærien med den meget korte vækstsæson. Any questions", spurgte hun bagefter. Jeg rakte fingeren op: "Yes can you turn this aircondition on, we are frozen." Hun kunne godt mærke det og trøstede os med, at til gængæld var det for varmt om vinteren. Et par gange i løbet af dagen standsede toget. Den ene gang for at få tanket diselolie, eller også stoppede det bare, og vi fik lov til at gå udenfor. Det var blevet helt overskyet, men med en dejlig behagelig temperatur udenfor, og hvor var det dejligt at få varmen. Vi var kommet igennem store rapsmarker og hvedemarker, men afgrøderne stod noget hullet, måske på grund af tørke eller for meget regn. Ikke som i Danmark, hvor afgrøderne for det meste bare står derudad helt ensartet. Der var ikke rigtig nogen huse eller gårde at se, så sammenlignet med Rusland og Sibirien er der ikke meget at se på her. Til gengæld skal vi ikke her kun spise rødbedesuppe.
Som et led i aktiviteterne var der øl og vinsmagning kl. 17.00 – igen med vores togdame Karina. Ud over til mig og en japansk dame, der heller ikke forstod så meget, gik hun i gang med at fortælle og give smagsprøver på to slags canadisk vin og to slags øl. Alt smagte godt, og Karina gjorde det rigtig godt, men det var lidt grotesk, at hun brugte alt det krudt på kun to interesserede personer. Lige nu holder vi stille midt ude på den canadiske prærie. Måske venter vi på et godstog, eller også holder vi bare en pause Vores dinner blev indtaget i selskab med dr. S. Mahendran og fru Janaki. De boede i London, men var fra Sri Lanka. De var hjemme hvert år i vintertiden og helst i januar-februar. De inviterede os til Sri Lanka, og det kunne da godt være, at vi skulle besøge dem og så fortsætte op igennem Indien med tog. Han var læge i mavesygdomme, og hun underviste på universitetet, for hun kunne bedst lide at undervise voksne. De var ret lette at forstå og meget søde, så de skulle også være velkomne til at blive vist rundt i København, hvis de kom forbi.
Toget fortsatte det sidste stykke, og vi sad i salonen, da vores senge var redt op til nye togrejsende. Efterhånden var vi alene i salonen, da alle andre tilsyneladende var gået i seng. Med 3 timers forsinkelse rullede toget ind på Winnipeg station lidt i kl. 24, men vi skulle først have vores kufferter. Stationen var da ganske nydelig, og de havde et smart system, hvor bagagen først skulle tages ud af toget og læsses på en vogn. Vognen blev så kørt ned i underetagen, hvor der var et bagagebånd, og vips efter kun 25 minutter rullede vores kuffeter frem. Ud for at finde en taxa til Hotel Delta Winnipeg. Det blev kun 5½ dollars til hotellet, der er et stort konferencehotel, og vi havde et nydeligt rum med to store dobbeltsenge, og det tog ikke mange minutter før vi lå i dem. |
I 1848 blev der fundet guld i Californien, og vestkysten blev oversvømmet med guldgravere. Senere i 1858 var der rygter om guldfund ved Fraser River i Canada, og mange drog nordpå for at prøve lykken. Guldfundene ved Fraser River fik straks briterne til at gøre krav på området, og det blev senere til kolonien Britisk Columbia. For at få guldgravertilladelse skulle man til Victoria, der ligger på sydspidsen af Vancouver Island. Byen voksede på en måned fra 500 indbyggere til 30.000. Mange forskellige folkeslag strømmede til, og det forskubbede balancen mellem indianerne og Hudson Bay Company’s pelshandlere, og der opstod spændinger mellem indianerne og guldgraverne. I 1860 var guldfundene stort set udtømt, og mange guldgravere drog videre op i Britisk Columbias vildmark. I flere tilfælde rasede guldfeberen videre, og hårdest ramt var Klondike i Yukon Territory, der i 1896 og fire år frem tiltrak ca. 100.000 guldgravere – det største antal i verdenshistorien. 
Britisk Columbia er ekstremernes land, for her er tæt regnskov og varm ørken, samtidig har de både det tørreste og det vådeste klima, og der er målt både de højeste og de laveste temperaturer. De kan også bryste sig af ti forskellige bjergkæder, og alle disse ekstremer har skabt klodens mest varierede dyre- og planteliv. 
I Rocky Mountains buldrer det ned gennem klipperne med klart kildevand, som skaber juvelfarvede søer i højderne. Vejret skifter hele tiden fra regn til sol, der kaster et rosa lys hen over stenkolosserne. Det er bare et mageløst landskab. 
Det er en overskuelig lille by med helt lige gader, og vi boede lige i udkanten på Lobstick Lodge, der er i hyggelig stil med en stor lounge med lædermøbler og pejs. Det var et stort hotel, men kun i 2 etager. Navnet Lobstick stammer fra tidligere tiders afmærkning gennem Rocky Mountains med de bedste ruter, passager over floder eller mødesteder. En lobstick var simpelthen et stort træ, hvor alle grenene var kappet af undtagen de øverste.
Præcis kl. 8.30 kom en lille bus som aftalt, og Fred, der havde anlagt sig et kraftigt overskæg, var både chauffør og guide. Vi var et blandet selskab på 19 gæster, og med blandet mener jeg med forskellige hudfarver og aldre. Bussen blev delt op i 12 dele på den måde, at højre side havde 1 til 6 og venstre side 7 til 12, således at f.eks. 3 var midt i bussen til højre side og 9 midt i bussen i venstre side. Hvorfor nu det? Jo, for hvis der blev set et dyr, f.eks. en bjørn, så skulle der råbes op med et tal, så alle hurtigt vidste, hvor de skulle kikke ud.
Det skal dog lige slås fast, at bjørneangreb er meget sjældne og som regel kun, hvis der er unger i nærheden. For at holde bjørnene på afstand er det bedst at larme, så de kan høre én langvejs fra, for så fortrækker de. Det er jo så et stort dilemma for fotojægerne, for vi vil jo også gerne have et bjørnefoto i kassen. Ude i naturen skal man endelig ikke opbevare mad i teltet. På campingpladserne er der altid bjørnesikre madbeholdere, eller også skal maden hejses op i et træ ude på en tynd gren.
I området og endda på togstationen var der bjørnesikrede affaldsbeholdere i kraftige stålplader. Man kan ikke bare løfte låget, for man skal have hånden ind i et smalt aflukke og løfte opad. Bjørne kan nemlig kun bruge kløerne nedad og ikke løfte opad. Nogle bjørne havde dog fundet ud af at læne sig ind over affaldsbeholderen og få kløerne ind på den modsatte side. Sådanne intelligente bjørne blev hurtigt fløjet højt mod nord, hvor de uartige bjørne boede, for ellers ville de lære deres unger det lille fif. Bjørnene holdt dog altid fast med den ene lap og lænede sig ind over affaldsbeholderne, så nu har beholderne ofte fået to aflukker med lås, og den har bjørnene endnu ikke løst.
Lidt uden for Jasper Town ligger nogle af bjergenes smukkeste søer, som Maligne Lake, hvor man godt kan få mistanke om, at det er her, de fleste postkort fra The Canadian Rockies er taget.
Nogle mindre både med plads til ca. 50 passagerer tog gæsterne med ud på en sejltur på søen. Andy, der var kaptajn, var en stor, kvindelig dame, og den lille fikse Melody, der var en hurtigtsnakkende guide, fortalte undervejs. Der var flere lignende både på søen og også flere kanoer. 
Fred, der var et talende vandfald, fortalte i en rivende strøm, så jeg og flere andre blev talt i søvn. Af 3 bjørnehistorier kan jeg derfor kun gengive de to.
Vi var tilbage på hotellet kl. 14.30 og gik en tur ned til byen. Der går en svævebane op til en af de lokale bjergtoppe, og den ville vi prøve i morgen, men hvor gik den fra og hvornår, det skulle vi lige prøve at finde ud af. Vi skal videre med toget i morgen men først kl. 17.30, og vi skal checke ud fra Lobstick Lodge kl. 11, så der er et lille problem med kufferterne. De kan selvfølgelig blive på hotellet, men så skal vi gå flere gange frem og tilbage. I turistinformationen fik vi at vide, at kufferterne kan opbevares i "Mail and More", der ligger lige ved siden af stationen. Bygningen, hvor turistinformationen har til huse i vore dage, er et af de fineste og mest betydningsfulde eksempler på rustik arkitektur i Canadas nationalparker. Den er opført i 1914 i en byggestil, hvor der er lagt vægt på lokale byggematerialer som natursten og tømmer. Her havde parkadministrationen sine kontorer, der var et museum, og her var parkinspektørens bolig. Som den første større bygning i kommunen stod den som et iøjnefaldende vartegn, der på bedste vis kunne hilse parkens besøgende velkommen ved deres ankomst med toget.
Pludselig hørte jeg dansk tale fra en lidt ældre dame og en ung kvinde på måske 35 år. (Alle kvinder under 40 år er for mig nærmest unge piger). Den unge og meget smukke, var såmænd den tidligere skøjteprinsessen Anisette Torp-Lind nu gift Gent. Hun havde været med i OL i 1992 i Albertville i Frankrig og sidenhen i 3 år været hovedrolleindehaver i "Disney on Ice", hvor hun var med i "Den Lille Havfrue" og "Skønheden og Udyret". Jeg kunne næsten tænke mig til, at det ikke var hende, der spillede udyret. Nu er hun hjemmegående husmor i den canadiske by Edmonton. Hun var ofte hjemme i Danmark og havde nu besøg af sin mor, hvor de ville nyde de smukke omgivelser i Jasper og omegn. Anisette var meget åben, og vi fik en rigtig god snak. Mor tog et billede af mig og skøjteprinsessen på trods af, at Anisette kun var i "morgenface", som hun sagde, dvs. uden makeup. Alligevel var hun ganske nydelig og dejlig, og for første gang i mit liv har jeg fået et knus af Danmarks ubestridt mest kendte skøjteprinsesse – hvad skal det dog ende med. (Billedet af mig og skønheden blev desværre lidt rystet, men jeg tager det alligevel med her som dokumentation).
Så startede vi turen på en måde, som vi ikke skulle have gjort: vi gik ud til Jasper Tramway, der er en svævebane, der går op til den nærliggende bjergtop. Vi havde et kort, der måske ikke var helt målfast, fandt jeg ud af, for jeg skønnede, at der måtte være ca. 4 km derud.
Det var stadig skyfrit, og en flot tur i gondol bragte os op over trægrænsen til Jasper Tramway Upper Terminal, der ligger i 2.265 m højde. Faktisk er det Canadas længste og højeste gondolbane. Desværre var der tilsyneladende ikke noget mad at få. Der gik en sti helt op på toppen af Whistler Mountain, men om det var deroppe, der lå en restaurant var for mig lidt usikkert, men der gik da også en bilvej derop.
Selve stationen er et stykke levende historie. Tidligt i 1900-tallet var der to konkurrerende jernbaneselskaber "The Canadian Northern" og the Grand Trunk Pacific", der kappedes om at få jernbanen over prærien og ud til vestkysten. Sporene blev lagt så godt som side ved side, og i 1911 nåede skinnerne til Jasper. Under 1. verdenskrig kom de to jernbaneselskaber i økonomiske vanskeligheder, og de gik konkurs, men genopstod i 1923 som et fælles selskab "The Canadian National Railway" under statslig styrelse.
Vores tog kom allerede kl. 17 fra Vancouver, og folk myldrede ud i en lille smule regndryp. Dejligt at vi havde haft et par flotte, skyfri dage. 
Det var en fin middag, hvor der kunne vælges mellem salat eller suppe. Af hovedretter kunne vælges mellem lam, laks eller andebryst, og så kunne der vælges mellem 3 forskellige slags dessert. Isvand blev stillet på bordet med det samme, og et glas canadisk vin kostede 7½ dollars. 
Landskabet var i mellemtiden blevet fladt, ikke som et strygebræt, men fladt bølgende. Først var der mange områder med lavt krat (stadig plads til en flittig landmand), men senere mellem Edmonton og Saskatoon var der store marker med noget lav raps og lavt korn. De havde haft et koldt forår ligesom i Danmark, så alt var bagefter. 
Ved frokosttid kan man gå hen i spisevognen og få brunch/lunch med valg af forskellige retter plus kaffe og juice. Her mødte vi Carina Utzon, der er forestillingsleder på Malmø Opera. Kæresten Antonio spiller i orkesteret samme sted. Mærkværdigvis var det ham, jeg havde siddet ved siden af i flyet mellem København og Island. Nu fik jeg så hilst på hans dejlige kæreste Carina, og vi fik en rigtig god snak om alt muligt lige fra problemerne i Grækenland, Danmarks nye regering og selvfølgelig om operaen. Så mon vi ikke vi engang skulle prøve en forestilling i Operaen i Malmø.
Toget er stadig et par timer forsinket, og en fra togpersonalet ringede til vores hotel i Winnipeg og sagde, at vi først kom ved midnatstid. Vi er også lige kommet ind i en ny tidszone og urene skulle stilles en time frem. Vi havde igen mistet en time, men lige præcis midt på den canadiske prærie gjorde det ikke så meget.
Til måltidet fik jeg en stor, rød bøf – de glemte bare at spørge, hvordan den skulle steges. Jeg måtte levne, for den sagde næsten stadig muuuuh.