Jorden rundt med tog.  Across Canada. Rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2015 Winnipeg - præriens perle. 38. delafsnit af Jorden rundt med tog.
I tusinder af år sejlede cree- og dakota-indianerne hertil ad floderne Red River og Assiniboine, og her midt på prærien mødtes de. Senere blev byen centrum for både den britiske og franske pelshandel, og kolonien Red River blev grundlagt. Her blev der handlet med alskens varer, og her mødtes man og festede, så byen blev et knudepunkt i den canadiske handel mellem øst og vest. I byen er der stadig et fransk og et britisk område, og byen har Canadas største koncentration af First-Nations-befolkning. Winnipeg er også centrum for historien om métiserne, der er efterkommere af blandede par af indiansk og europæisk oprindelse. Lederen af métiserne, Louis Riel, blev i 1885 hængt for landsforræderi, men i dag kaldes han for "Manitobas far", og der er en statue af ham foran parlamentsbygningen og endnu en på Parlament Hill i Canadas hovedstad Ottawa. Riel blev i 1844 født i Winnipeg i territoriet Ruperts Land, der blev administreret af Hudson Bay Company. Området var dengang hovedsagelig beboet af indianere og métiser. Louis’ far var métis og kendt for at protestere over Hudsons Bay Companys enevældige administration af området. Hans mor var datter af en af de første hvide, fransk-canadiske familier i området. Familien var glødende katolikker, og Riel blev sendt på præsteseminarium i Montréal. Hjemvendt opdagede han, at hvide, engelsktalende protestanter medvirkede til en øget diskrimination af indianere og métiser. Samtidig var føderationen Canada i gang med at overtage Ruperts Land, hvor métiserne ville miste alle deres rettigheder til jorden. Det satte Riel sig imod, og et midlertidigt métis-styre valgte ham til præsident. Møderne mellem de statslige udsendinge og Riel var frugtesløse, og til sidst satte den canadiske stat ind med militærmagt, og Riel måtte flygte. En arrestordre svævede over ham, så efter mange år på flugt drog han vestpå sammen med sin kone, der også var métis.
Der er store glashuse på St. Mary Av., hvor hotellet ligger, og vi gik igennem det tætte kvarter til "The Forks", der er Winnipegs gamle handelsknudepunkt. Undervejs hjalp vi to ældre damer ned fra en afsats, da de var kommet lidt på vildspor. Jeg havde min nye T-shirt på fra Rockey Mountaineer, og den ene udbrød, dog på engelsk: "Nå, det er nogen af jer, men hvor kommer I ellers fra". Danmark var svaret, og ih og åh, hvor hyggeligt, og hun fortalte, at på deres juletræ havde de altid pyntet med små Dannebroflag. Hun vidste dårligt hvorfor, men mente, at hun havde danske aner langt ude.
Udover de gamle markedshaller er The Forks også et stort grønt område med blomster og statuer, og vi ledte specielt efter en statue af Riel, men det måtte vi i første omgang opgive, da "Politikens ”Turen går til Canada" var misvisende.
På den anden side af broen ligger den franske bydel, der kaldes "Saint Boniface", og det er Canadas ældste franske område uden for Québec. Her var stillet en informationsbod op, og vi fik udleveret et kort over Saint Boniface Quartier Francais, og så var vi næsten i Frankrig. Det franske mindretal holder meget sammen, og vi begyndte at høre fransk tale rundt omkring. Vi fandt katedralen, der er en fransk, romansk kirke, der her stod som et vartegn for Manitobas katolske menighed. I 1968 brændte den næsten ned til grunden, og kun den store facade ud mod floden står tilbage. I ruinerne er der bygget en ny kirke, der både er stor og smuk. På kirkegården, der er Canadas største katolske kirkegård, ligger Louis Riel begravet, og her dvælede vi lidt i ærbødighed.
Det havde småregnet en meget lille smule, men ved 14-tiden var der kun enkelte skyer, og det var dejligt mildt. Vi spiste midt i Exchange District på Cafe Bodegoes, hvor vi sad udenfor i skyggen og fik Fish and Chips og kylling/nudler samt to cola til i alt 24 dollars.
Vi gik tilbage mod hotellet, og der var lidt længere end beregnet. Det havde nok noget at gøre med, at kortet var vendt på hovedet, så vi først gik i den forkerte retning. De gange jeg tog kortet frem, kom der dog altid nogen og spurgte, om de kunne hjælpe, og det er helt typisk for canadierne.
I vores kvarter er det mest højhuse, men lige overfor vores hotel ligger Sct. Mary Cathedral fra 1896. Den er bygget i tidens stil i mursten, og det ser lidt fremmed ud lige her, hvor bygningerne ellers er i glas og beton. Det var igen rejsedag, men først kl. 22.30. Af bekvemmelighedsgrunde prøvede vi at få værelset længere end til normal udtjekning, til f.eks. kl. 18, men alt var optaget. Kufferterne kunne dog selvfølgelig godt opbevares på hotellet.
Der var stadig en behagelig vind og en dejlig temperatur, så det var tid til en "Splash Dash River Tour". Det er små både, der besejler floden formedelst 9 dollars for seniorer. Lige her, hvor Red River og Assiniboine River mødes, var det samlingsstedet for de spidse kanoer og småbådene, der fragtede tusindvis af bæverskind op ad floden og videre med større skibe til Europa. Her blev skindene til filt, så de blev forvandlet til supermoderne høje filthatte, som de fine herrer i Paris og London kunne gå og lette på.
Vi kom også forbi Legislative Building (Parlamentet) hvor Golden Boy (Evig Ungdom og Driftighedens Ånd) lyser op på toppen af kuplen som et symbol på Winnipegs tidligere optimisme. Golden Boy kom fra Frankrig, og han blev sejlet frem og tilbage under 1. verdenskrig, indtil han endelig blev afsløret på toppen af Parlamentsbygningen i 1920.
Vi kunne jo ikke rigtig forestille os det denne dejlig sommerdag, men floderne bliver selvfølgelig til is om vinteren. Det er meget vigtigt, at isen i floden bryder op her, inden der kommer smeltevand oppe nordfra, for så bliver der oversvømmelse, og faktisk var de ved at reparere gangstierne langs flodbredden efter skader fra årets tøbrud. Det blev vist på broerne med farver, hvor højt vandet plejer at stige, og hvor højt det kan stige. Winnipeg har lige haft den koldeste vinter i 150 år, da der i over 60 dage var under -30 grader C, og i perioder kom den ned under -40 grader. Splas River turen var ganske hyggelig og oplysende, og tog ½ time.
Sidste punkt på vores dagsorden var at besøge det helt spritnye museum "Human People Rights". Det kostede 12 dollar at komme ind, og ved indgangen stod en ældre mand og bød velkommen og gav pænt hånd. Da han hørte, vi var danskere, skamroste han danskernes hjælp under 2. verdenskrig med at bringe jøderne til Sverige, for vi var det eneste land i Europa, der havde transporteret jøder væk fra nazisterne. Det er et kæmpemuseum på 7 etager, og etagerne er forbundet på kryds og tværs med frit svævende gangbroer i marmor med lys. Ydervæggene er beklædt med glas og udvendig kan man ikke se ind, men sagtens ud. Tårnet er en kæmpe metalkonstruktion, så det er som at stå inde i Frihedsgudinden. Øverst oppe er der et udkikstårn med et godt vue ud over hele byen. Udstillingen er meget moderne med mange videofilm, hvor folk fortæller om deres liv under umenneskelige forhold. Der var også en afdeling, der fortalte om koncentrationslejrene i Nazityskland. Mange af tidens kendte menneskerettighedsforkæmpere som Mandela og Malala Yousafzai fra Pakistan blev her hyldet. Temaet i udstillingerne var, at vi alle er mennesker, og at alle har ret til et liv i tryghed med skoler, hospitaler og ordentlige leveforhold.
Canada har selv i en periode ikke behandlet indianerne særlig godt, og tvangsforflyttede dem hid og did. De har indset deres fejl og er nu et af de mest åbne og tolerante folkeslag i verden. I 1500-tallet var protestantiske gruppe på flugt fra de mange religiøse stridigheder i Europa. I Holland tog de navn efter lederen Menno Simmons, medens en anden religiøs leder William Penn drog til USA, for her fik de fuld religiøs frihed i den stat, der kom til at hedde Pennsylvania. De var kendt for voksendåb og pacifisme, og så skulle de selvfølgelig forfølges og chikaneres på bedste vis over det meste af Europa.
Den lille landsby "Mennonite Heritage Village" giver en god mulighed for at snuse til mennonitternes liv med en lille beskeden kirke uden nogen form for dikkedarer og ellers små renskurede træhuse.
Folk begyndte at blive urolige og stillede sig i kø, men det var økonomiklassen, der bare skulle overnatte ret op og ned. Angelina var gået i forvejen, men hun kom tilbage og spurgte, om vi var "sleepers", for så var der adgang til toget nu. Så allerede kl. 0.30 entrede vi toget, og en ung, flink, sort mand var vores" togmand". Hurtigt fik han os puttet i vores "lower og upper berth" som vi var vant til fra det forrige tog, og så endelig kunne vi få lidt søvn. Ved 7-tiden var det tid at stå op, og den fede prærie med landbrugsjord var agterudkørt i løbet af natten, så der var igen kun vildmark med skov, klipper og søer, som toget snoede sig udenom. Meget mystisk var den 77-årige Gerry Brok forsvundet, og der blev spurt efter ham fra rum til rum og over højtaleren, men væk var han, og han skulle ellers være på toget.
Vi gik op i panoramakupeen, der rager lidt op over toget, og hvor der er en god udsigt. Toget tuder inden hver eneste kurve og ret fornuftigt, da banen er ensporet. Frontruden er fuld af insekter, hvilket slører udsigten fremad lidt. Vi stoppede i Sioux Lookoutpost for at tanke diesel, og så kan man nok ikke komme ret meget længere ud på prærien. Der er en flot stationsbygning og en hovedgade ud mod togskinnerne. Der er endda små forretninger som Bank of Montreal, Sioux Lottery og D & D Sports Bar. Det ligner bestemt ikke en turistby, og en del indianere stod da også af. Sioux indianerstammen giver mig minder fra min barndom, hvor jeg med fornøjelse læste "Hokota" og "Præriens søn" af Torry Gredsted. Flere af de store, berømte høvdinge som Sitting Bull og Crazy Horse var sioux-indianere. Navnet Crazy Horse overtog siouxdrengen fra sin far efter at have bevist sit mod, og han var den tredje i sin slægt, der hed "Hans Hest Er Gal". På engelsk blev navnet forvansket til Crazy Horse.
En af de unge tjenere kaldte ud til 1. lunch med en meget melodiøs stemme som på de gamle dampskibe. Klokken var kun 11, og der kunne da ikke være lunch allerede. Vi havde jo lige sunket morgenmaden kl. 9. Jo, det var rigtigt, for vi skulle igen stille urene 1 time frem, og klokken var faktisk 12. Igen tre retters middag. Først en tomatsuppe og til dessert is med frugter, og som hovedret tog jeg en bisonburger med salat. Vi var bænket med et ældre ægtepar. Lis snakkede meget, men var svær at forstå, for lokomotivføreren havde sat farten op, så det var endnu sværere at høre, hvad hun sagde. Karl lignede den store mand med de buskede øjenbryn i Charles Chaplins film. Både her og i stumfilmen sagde han ikke noget.
Landskabet var stadig vildmark og lignede det nordlige Sverige og Finland med masser af søer. Efter frokost gik vi igen op i panoramakupeen til vores stambord. Solen var kommet frem, og det var ganske behageligt, og så var der igen underholdning med en musiker, der hed Robbie Hancock, som spillede på guitar og sang. Han havde en liste med 50 forskellige numre, og vi kunne selv vælge. En af gæsterne spillede med på mundharpe, og vores showmaster gav også et par numre på fransk. I starten var der kun 3 tilhørere, og det mindede mig om cirkus i Borup, for vi, der sad der, havde dårlig samvittighed over, at der ikke var flere. Måske var det heller ikke så smart at lave underholdning medens 2. hold spiste lunch. Senere kom der da også hele 10-12 tilhørere.
Father Jerome arbejdede på et plejehjem for demente i Detroit, og vi havde luret ham lidt, da han havde et kors i knaphullet og grangiveligt lignede en præst. Han var lidt stiv i starten, men et par øl løsnede tungebåndet, og det viste sig, at han var en hyggelig fyr. Japaneren Matsunaga var high school teacher i Kobe i Japan. Han var en sjov, livlig fyr, men han havde kun et meget lille engelsk ordforråd, endda mindre end mit. Han vidste meget om Danmark, men modigt af ham at rejse rundt i verden alene med så få engelske gloser i rygsækken. Vi holdt et sted, hvor der også holdt et par politibiler, og en betjent kom ind i toget og kikkede, også i vores kupé, men hvad han ville vidste ingen. Måske ledte de efter den mand, der var forsvundet? Så var der vinsmagning igen, denne gang med showmaster Jerome, og vi fik snakket mere med strikkedamen Angela Becks fra stationen. Hun var ret nem at forstå, så hvis hun kom til Danmark, kunne det være hyggeligt at give hende en rundtur i København.
Vores søstertog holdt i det modsatte spor, og det var så på vej mod Vancouver. Den lille japanske mand Matsunaga var også stået af, og han syntes vi skulle fotograferes sammen foran stationsskiltet. Han havde kun et gammelt plastickamera med film, det var næsten et pust fra stenalderen, og så en japaner. Han havde kastet sin kærlighed på mig, for jeg prøvede at tale med ham og prøvede at forstå, hvad han sagde. De andre i toget kikkede nærmest rædselsslagent på ham, når han ville fortælle dem noget, som de ikke forstod.
Det må da være et stort ønske for canadierne at udvide strækningen med to spor over Canada, så der ikke hele tiden skal ventes på godstog. Måske kunne opgaven gives til kineserne, de havde jo anlagt det første jernbanespor. Vi sidder i panoramaburet, hvor der som sædvanlig er småkoldt. Jeg havde ellers mine tykke togsokker på, men først, da jeg fik hentet min regnfrakke, hjalp det på komforten. Faktisk er det kun ældre mennesker, der er i vores vogne. Pensionister, der har god tid. Der var dog et par specielle typer imellem med langt hår, tatoveringer og øreringe, så de ser lidt hippieagtige ud, men de må da være ved muffen, siden de er med i dette tog.
Vi var endelig kommet ind i mere beboede områder, for nu er der veje, og vi er lige kommet forbi en lystbådehavn. Det er dog stadig vildmark med mange spidsløn, der er på Canadas flag, og som giver et fantastisk efterårsløv. Skinnerne gik ofte tæt på søens bred, og folk udenfor kunne godt finde på at vinke. Lige nu holder vi stille i Vashago 88 km udenfor Toronto, og klokken er 17, og den skønnede ankomst til Toronto er nu sat til kl. 19. Jeg ville gå hen i opholdsrummet efter en småkage eller en banan, som altid stod fremme, men så kom personalet med 3 store fade med sandwich, så de gør, hvad de kan for at formilde togpassagererne.
Endelig kl. 20 kom vores nye lokofører, og han kørte de sidste 10 minutter ind til Union Station i Toronto. På denne sidste togstrækning fra Winnipeg til Toronto blev forsinkelsen så på næsten 11 timer, og det er ny personlig rekord og endda overgået med hele 4 timer af et tog i det indre Kina, der kun var forsinket 7 timer. Det er næste ikke til at forstå, at et ellers velfungerende vestligt land har så dårlige togforbindelser. Udover den første strækning Vancouver - Jasper med Rocky Mountaineer, hvor vi kørte 901 km, har vi nu yderligere kørt 3.578 mellem Jasper og Toronto.
Så skulle vi lige vente 30 minutter på kufferterne, og så tog vi en taxa til Holiday Inn Toronto Downtown, og på 17. etage fik vi et værelse med et par store dobbeltsenge, der forhåbentlig stod bomstille. Og så glædede vi os ellers til at besøge Niagara Falls i morgen og ellers udforske Toronto. |
Winnipeg er hovedbyen i delstaten Manitoba, og på grund af sin placering har byen altid været et broget centrum i det store land. På byens gader møder man befolkningen i al sin brogethed med indianere, briter, ukrainere, tyskere og franskmænd m.m.
Bisonokserne vestpå var ved at forsvinde på grund af europæernes nedskydninger, så cree- og blackfoot-indianerne, der ellers levede af bisonjagt, var tæt på at dø af sult. Métiserne måtte derfor slå sig ned som farmere for at overleve, men der blev hurtigt problemer om rettighederne til jorden, for de hvide farmere, der også drog vestpå, trængte dem væk. Riel kastede sig efter en stille farmertilværelse igen ind i métisernes rettigheder og denne gang i åben konflikt med det beredne politi "The Mounties". Han blev taget til fange og stillet for en jury, der bestod af seks engelske og seks skotske protestanter. Udfaldet var givet på forhånd, så Riel blev dømt til døden for landsforræderi. I dag ser canadierne ham som en nationalhelt, der forsvarede indianernes og métisernes rettigheder imod en undertrykkende statsmagt.
Vores hotelværelse var ikke incl morgenmad, men selvfølgelig kunne man godt købe continental breakfast i deres restaurant for den nette sum af 32 dollars for to personer. I deres lobby var der dog en bod og samtidig også bløde lænestole, så der blev vi i stedet for fristet af et billigere tilbud, så vi fik her kaffe, juice, kanelsnegle og en bakke jordbær for kun tilsammen 24 dollars. Så sparede vi hele 8 dollars, og da sneglene var kæmpestore, delte vi en og havde endda en tilbage til senere.
På The Forks havde indianske bisonjægere mødtes allerede for 6.000 år siden, og senere var det mødestedet for de europæiske pelsjægere, der købte skind af indianerne. Navnet The Forks har stedet fået, fordi Assiniboinefloden forgrener sig som en gaffel ind i Red River. Stadigvæk er The Forks Winnipegs handelsknudepunkt, og "The Forks Market" er også byens turistknudepunkt med overdækkede handelsgader og madboder i stride strømme. Oven på madstederne ligger "Hayloft" (Høloftet), der er endnu en etage med butikker, især med kunsthåndværk lavet af de lokale kunstnere. Herinde fik jeg købt nogle meget tykke "togsokker" – de blev dog solgt under navnet "Knitted slippers" og kostede 16.95 dollars. Jeg havde af bitter erfaring lært, at man aldrig skal tage toget tværs over Canada uden meget tykke sokker, i hvert fald om sommeren. Jeg fik også købt 2 flotte T-shirts a 20 dollars og hovedskindet af en ægte prærieulv for 15 dollars. Hvad jeg så skal bruge det skind til, ved jeg ikke, men det er altid rart at have, hvis der skulle komme et fremmed menneske. 
Det var overskyet, men dejlig lunt. Ved den nye gangbro Esplanade Riel blafrede 2015 blå flag på bredden i Citizen Garden. Og som der stod på et skilt: "Flagene symboliserer det høje præriegræs, der engang omgav og fulgte flodens bugtninger. Flagenes bevægelse minder om den lindring, der kan være i en sommerbrise. Flagene viser den enkeltes opfattelse af, hvad kølighed er, og samtidig er der printet et foto af deres ansigt på hvert flag. Flagene viser både forskellighed og den enhed, der er i byen, der her blomstrer midt i Canada." Faktisk et ganske manende budskab, vi er forskellige, men er samtidig en enhed. Fotografierne på flagene viste da også de fleste af verdens menneskeracer.
Ved siden af ligger St. Boniface Museum, der er Winnipegs ældste bygning og tidligere var et nonnekloster. I 1844 drog 4 nonner af sted fra Montreal og rejste 3.000 km igennem ødemarken for at slå sig ned her. De "4 Grå Nonner" tog sig af de fattige og syge og underviste i resten af deres liv koloniens indbyggere bl.a. den senere métisleder Louis Riel. Faktisk står der et stort stenansigt af ham i haven foran museet. Den gamle bjælkehytte, der dog er ganske stor, for den huser også en kirke, er nu museum for nonnerne og for Louis Riel. Selv kirken var i rå bjælkehusstil, og som noget ganske unormalt var der en statue af selve Vorherre siddende på en sky. Endelig fik jeg opklaret, hvordan han ser ud, og han har virkelig et stort, hvidt skæg.
I begyndelsen af 1900-tallet var Winnipeg simpelthen "Porten til Vesten", og byen husede banker med pompøse indgange og polerede kalkstens facader. Kornhandelen gik forrygende, og pengene strømmede ind, men efterhånden tørrede pengestrømmen ud, bankerne lukkede, og byudviklingen flyttede længere sydpå. Det betød at "Exchange District" blev Nordamerikas bedst bevarede kvarter fra det forrige århundrede – dog nu med kulørte coffee shops i en del af de smukke, gamle bygninger. Distriktet er med typiske murstenshuse med brandtrapper, og der var stadig rester af gamle reklamer malet på gavlene. Man forventede næsten at se Al Capone træde frem og fyre en salve af, for det lignede fuldstændig det gamle Chicago. Meget autentisk kørte der endda en politibil igennem med hylende sirener. 
Manitoba museum er bestemt værd at besøge, og fattige, gamle folkepensionister som os kunne komme ind for 8½ dollars. Der er flere afdelinger på museet bl.a. et planetarie og noget om "ny teknologi", men vi tog kun den klassiske afdeling, der startede med dinosaurer og fortsatte med Canadas dyr og indianere i mange fine tableauer. Senere i historien ankom de hvide, og med "Hudson Bay Company" blev der åbnet op for den europæiske handel med métiser og indianere. Man kan også gå ombord i en tro kopi af det gode skib "Nonsuch", som det så ud i 1668, da det sejlede ind i Hudsonbugten på jagt efter pelshandel. Det var i fuld størrelse, og det kunne endda sejle. Faktisk havde de bygget museet op omkring skibet. Vi var ombord og endda inde i kaptajnens kahyt. Skibet var dengang bemandet med 7 til 12 søfolk, og i vore dage gik der en guide rundt, som velvilligt fortalte om alt. Det mest bemærkelsesværdige ved skibet var udsmykningen på agterkahytten og rundt omkring, hvor der var ledig plads. Udsmykningen bestod af kvinder med nøgne bryster. Bare på ydersiden af agterkahytten var der 10 kvinder, der viste attributterne. Godt nok var søfolkene langt hjemmefra, men de måtte da også tænke på deres arbejde, skulle man mene.
Museet fortsatte med gader med forretninger, som de så ud i 1920’erne, og så var der mere med indianere. Der var også en lille plydsbiograf, hvor der blev vist stumfilm med Buster Keaton og Charley Chaplin. Til sidst sad vi i et stort rum, der var lavet som et kæmpeakvarie med fortidsfisk og klamme blæksprutter. Ren fiktion, men det var rigtig godt lavet. Der var nogle enkelte kustoder rundt omkring, men de sad ikke på stole og hang, for de var aktive og fortalte uopfordret om alt, og man skulle endelig spørge. Uden at nærstudere det brugte vi et par timer på museet, og det kan varmt anbefales. Museet regnes da også for at være et af de bedste af sin art i Canada, hvor der er lagt vægt på forholdet mellem menneskene og omgivelserne. 
Vi gik igen ned mod The Forks Market, men lidt derfra holdt en lille gammeldags trolleybus, der kørte en 95 minutters rundtur igennem byen for 25 dollars. Den kører kun hverdage 10.30, så vi tog en hurtig beslutning og købte en billet. Første del af turen gik igennem kvarterer, vi selv havde gået igennem, men senere gik turen ud i udkanten af byen til en stor park og til Winnepeg Zoo. Herude stod en statue af en lille dreng. Den havde før stået i samme park som dronning Victoria, men det var dog ikke passende, at sådan en dreng skulle stå i samme park som "Kællingen". (Nå undskyld, sådan kalder jeg Victoria), så drengen blev flyttet ud til Zoo.
På Splas Dash bådene i vore dage er der plads til ca. 12 personer, og man sidder i bløde sofaer. Vi var sammen med en sød brasiliansk familie med en lillebitte ny baby foruden en mormor og en svigerinde. Kaptajnen, der også var guide, fortalte undervejs, og da vi igen kom forbi den eksploderede katedral, fortalte han, at glasset fra de sprængte vinduer var blæst helt over på den anden side af floden. Og hvem var skyld i branden? Næsten som sædvanlig håndværkere, der i dette tilfælde skulle reparere taget. 
Lidt væk fra The Forks mødte vi en familie, der spurgte, hvor The Forks lå, og om der var noget se. Vi kunne fortælle om området og også om sejlturen. Hvor kom familien så fra? Jo, de kom helt fra Saskatoon fra nabostaten Saskatchewan. Det var da godt, at et par danskere kunne hjælpe dem.
Mange mennonitter drog derfor i slutningen af 1800-tallet mod USA, indtil rygtet om billig jord fik dem til at rykke videre til Canada. Nogle flyttede dog først til Ukraine og Rusland, men da den russiske zar i 1870 indførte værnepligt, så flyttede de også videre til Canada. De første mennonitter i Canada blev kaldt "schweiziske menonitter", da de fleste talte højtysk. Den mest ortodokse gruppe kaldes for "Old Order Mennonites", og de kan sammenlignes med amish-folket, for hvem knapper på tøjet regnes for forfængelighed. Old Order Mennonites taler stadig en tysk dialekt, men de fleste tale dog også engelsk. Det er de færreste mennonitter, der følger alle de gamle dogmer, men mennonitdyder som ydmyghed, enkelhed, beskedenhed og pacifisme følges stadigvæk. 
Vi fik så tilbragt aftenen på stationen, først i ensom majestæt, men langsomt kom der andre rejsende og også indianere og indere m.m. Afgangen på papiret var kl. 22.30, men den var forsinket en time. Toget var dog ankommet, men vi fik ikke lov til at gå ombord, og i skrivende stund er klokken nu 24. Jeg snakkede med en dame, der hed Angelina, og hun sad og strikkede på amerikansk, og jeg sagde, at det var hurtigere og nemmere med dansk strikning. Vi fik en hyggelig strikkesnak, men hun fortalte også, at togene i Canada altid er forsinkede, og det er endnu værre om vinteren.
Vi fik morgenmad i spisevognen, og der var mange ting, der skulle tages stilling til. Hvordan ønskede vi æggene, hvordan skulle toasten være, ville vi have kaffe eller te og hvilken slags juice. Der var ikke andre ved vores bord, men ved nabobordet sad en stor "bjørneæder", der i en enetale fortalte en drabelig bjørnehistorie. 
Der er forskellige aktiviteter i toget i løbet af dagen, som da vores showmaster Jeremy oppe i panoramakupeen fortalte om Canadas fugle. Heldigvis er der ikke så koldt i dette tog som i det forrige, og mine meget tykke "togsokker" giver en behagelig fodtemperatur. Jeremy fortalte om en canadisk and, der lægger æg i andres reder ligesom gøgen, og så har de så sandelig også pelikaner heroppe. Han var en meget levende fortæller, men der skulle også noget til, når man har sovet dårligt.
Der var igen dinner, og tjeneren kaldte klangfuldt til 1. call. Hvem skulle vi dog have til bordfæller denne gang? Jo, en stilfuld jesuitterpræst og en japansk skolelærer. 
Vi nød solnedgangen, medens toget stadig slyngede sig igennem ødemarken, men i Hornepayne holdt vi i ½ time, da der var nogen, der skulle af. Der kom også to politibiler og en ambulance, og en gammel dame vaklede ud. Måske var det konen til ham, der var forsvundet. Det viste sig, at han var dement og var stået af et sted og ikke var kommet med toget igen. Han havde det godt, men hans kone har da nok haft sved på panden, da hun ikke kunne finde ham. Stakkels begge to.
Udover den næsten planlagte forsinkelse på 3 timer, var der indløbet yderligere problemer forude med et nedbrudt godstog og noget med en bro. Vi ville derfor først være i Toronto ved 18-tiden, hvor det efter køreplanen skulle være kl. 9.30 om formiddagen. Her besluttede jeg, at det skulle være slut med at fremhæve verdens tog for deres perfektionisme overfor DSB, for de canadiske passagertog holder mere stille, end de kører. Lige nu, hvor klokken er 10, og hvor vi skulle have startet vores udforskning af Toronto, har vi holdt stille i en time og kikket på den samme sten og det samme skæve birketræ. Så passerede endelig et godstog, og jeg håbede, vi derefter kunne komme videre. Hvordan kunne jeg dog være så optimistisk, for først kl. 12.45 havde vores tog kun flyttet sig nogle få hundrede meter, og endnu 2 godstog havde passeret. 
Kl. 13 var der lunch, og det var "alle i hob", og hele spisevognen var fuld. Der var intet menukort, for vi skulle jo have været i Toronto for længe siden. De havde kikket i dybfryseren og fremtryllet nogle kyllingesandwich med salat, og bagefter fik vi æblekage. Denne gang delte vi bord med en forhenværende amerikansk militærmand og hans kone. De havde engang været på Østersøcruise og havde også besøgt København, så havde vi da det at snakke om. Jeg havde lyst til at spørge, om han havde været med i Golfkrigen eller i Irakkrigen, men han fortalte ikke noget selv, så jeg droppede det.
Kl. 19 var vi stadig på skinnerne, og ca. 10 km udenfor Toronto stoppede toget brat. Lokomotivførerens sikkerhedstid var udløbet, så han måtte ikke køre længere. De skulle have fat i en ny, frisk lokomotivfører til at køre det sidste lille stykke. I guder, kunne de da ikke have ringet efter ham noget før? Der var kommet en lille forsamling af passagerer ind i vores kupe, og snakken gik livligt. En stor australier snakkede meget, og han stirrede indgående på mig. Jeg forstod ikke et ord, og kunne kun nikke og sige humm og ok ind imellem. Han syntes nok, jeg var en meget tavs starut, og endelig kastede han sine øjne på nogle andre og henvendte sig til dem. Puh ha.