Jorden rundt med tog.  Across Canada. Rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2015. Toronto og Niagara Falls. Vi havde rejst tværs over Canada med tog og var nu ankommet til Toronto, der ligger i delstaten Ontario. Her findes et utal af racer med forskellige sprog og trosretninger, så verdens mangfoldighed kommer virkelig til sin ret. Det kan være svært for canadierne at samle sig om noget bestemt, men en ting kan alle blive enige om, og det er en fælles skepsis over for Ontario, for her ligger både den officielle hovedstad Ottawa og den uofficielle hovedstad Toronto, der er Canadas største by. Da Ontario ligger så tæt på USA og med hele to hovedstæder, så mener alle canadiere undtagen de, der bor i Ontario, at stort set alle "Ontarians" både er storsnuede og bedrevidende.
Ontario er epicenteret for storbycanada, og befolkningen klumper sig sammen i et lille, sydligt område tæt på grænsen til USA, men alligevel er der stadig 90 % vildmark i Ontario. Bare nogle få hundrede km nord for Toronto ligger "Algonquin-Parken" i et stort, bakket skovlandskab. Her lever moose (elge) i vildnisset og bævere og oddere i vandløbene, og parken er hjemsted for ikke mindre end 2.000 bjørne og ulve i så stor en mængde, at parken er hjemsted for ulveforskning. Inden de hvide ankom til Ontario, levede der selvfølgelig indianere, og de kaldte faktisk Ontario for deres hjem, og ordet betyder "funklende vand". Her levede algonquin- og huron-stammerne, inden de blev fordrevet fra deres land af irokeser-stammen, der blev godt hjulpet af hollænderne og briterne. Ontario er stadig hjemsted for en stor indiansk befolkning, der lever spredt over hele staten eller i reservater.
Lige syd for Toronto ligger Niagarahalvøen med Niagara Falls, der er et af verdens
Toronto har i tidens løb fostret adskillige kloge hoveder, for her blev telefonen opfundet af Graham Bell, insulin blev opfundet af videnskabsmænd på University of Toronto, og her fandt også de første landvindinger inden for forskning af stamceller sted. Ikke at forglemme, så var det også her, at Trivial Pursuit så dagens lys foruden smartphones og IMAX- og multiplexbiografer. Toronto er opbygget omkring et rektangel, og derfor er det nemt at navigere rundt i gaderne. Kensington Market ved College Street er ikke et marked i gængs forstand, men er en tæt samling af smågader, der bærer præg af det flippede miljø i 1960’erne. Kvarteret har i mere end 200 år været den uofficielle indgang til byen, for det var her immigranterne landede, som tusindvis af østeuropæiske jøder. Før hed markedet faktisk "Jewish Market", og der var omkring 30 synagoger i kvarteret mod kun to i vore dage.
University of Toronto er en oase for besøgende, for her er små atriumgårde og andægtige bygninger som King’s College fra 1827, der er en af de bedst bevarede bygninger i Toronto.
I Greektown flager de med det græske flag i Danforth Avenue, og stemningen er umiskendelig sydeuropæisk. Bydelen er ikke et museum over græsk kultur, selvom der står en buste af Alexander den Store på Logan Square. Greektown har den andenstørste græske befolkning uden for Grækenland, hvor den største ligger i New York. Kvarteret blev indtaget af grækerne efter den mislykkede krig mod Tyrkiet i 1921-22, der endte med tvangsforflytning af 1,5 millioner grækere fra Lilleasien. Efterkommerne af dem, der flyttede hertil i sin tid, kan prise sig lykkelige over Canadas noget bedre økonomi end det græske moderlands, og her kan de leve den græske kultur ud med tallerkener fulde af kebab og græsk salat.
The Beach er navnet på det kvarter, der ligger ved den 4 km lange promenade langs strandene. Det var det bedre borgerskab, der i 1800-tallet flyttede herud i store sommerresidenser langs søens bred. Kvarteret er for længst opslugt af resten af byen, men der er stadig noget sommerhusstemning derude. Faktisk er the Beach kun endepunktet for Torontos strandpromenade, der under navnet Waterfront Trail følger hele den vestlige søkant i byen og endda fortsætter igennem Downtown.
Selve søen Lake Ontario kan man faktisk ikke se andre steder end fra strandpromenaden, og det på grund af højhusbyggeri. Det glemmes derfor, at Toronto faktisk er en stor strandby. De lokale regner kun Lake Ontario som en stor, våd ting, der adskiller byen fra USA. Søen er ikke det rene gadekær, for den er 311 km lang, 85 km bred og er 244 m dyb. Den er derfor verdens 14. største sø, men er dog den mindste af de fem "Great Lakes".
Toget, vi skulle med, kørte faktisk videre til New York, og der var afgang kl. 8.20. På vores billet stod der bording 1 time før, men der var først bording kl. 8.00. Vi stod derfor i kø og ventede, og foran os stod en sur, ung kvinde. Og med stod, mener jeg stod, for hun stod stille, selv da køen rykkede frem. Gitte gik op på siden af hende, og så fik Gitte et møgfald. Sikkert en amerikansk mokke, der var for hjemadgående, men I guder, hvis hun havde været en hest, kunne man sige, at hun havde et godt kryds.
Turen fra Toronto til byen Niagara Falls tager næsten 2 timer, men herfra er der ca. 4 km ud til vandfaldet, men vi regnede med, at der måtte gå en bus derud. Mange stod af, og mange stod på, og der holdt også taxaer. Rundt om hjørnet fandt vi en busterminal, og på en billet til 7 dollars kunne vi køre i området hele dagen. Vi fik også hjulpet en indisk familie, som vi havde mødt i toget, med bussen, for nu vidste vi, hvordan det foregik. Det tager kun 10 minutter at køre i bus langs floden, og så er man midt i hurlumhejet.
Det er også vovehalsenes legeplads som den franske linedanser Charles Blondin – "The Great Blondin", der i 1859 krydsede vandfaldet flere gange. Han kom hver gang tørskoet over, så der var mere vovehals over Annie Edson Taylor, der i 1901 tog turen ned i en tønde og kun lige netop overlevede. I 2003 tog en ung amerikaner også turen ned ad vandfaldet. Han overlevede, men fik en bøde og blev forbudt indrejse i Canada. Ildprøven skulle filmes, men hans kammerat, der var ret så beruset, glemte at tænde knappen på videokameraet, så det halsbrækkende stunt blev aldrig foreviget. En del personer (mindst 16) har i frivilligt i tidens løb taget turen ud over kanten "Horseshoe Falls" i tønder eller andre mærkelige konstruktioner. Omkring halvdelen døde under forsøget, men det var også muligt at overleve.
Med Hornblower mod Horseshoe Falls.
Det er en fin, stor oplevelse at have oplevet vandfaldet så tæt på. Efter sejlturen går man igennem en kæmpestor souvenirbutik, hvor der bl.a. kan købes personlige vandfaldsbilleder. De er taget, inden man går ombord på skibet foran en grøn væg, og når man kommer ud, kan et par fotos købes for 30 dollars, hvor det ene endda både er med vandfald og et kæmpe fyrværkeri. Vi hoppede også lige i fælden – nå, men vi kommer jo nok heller aldrig tilbage hertil. For at sætte fut på stemningen stod der udenfor en herre, der skulle ligne Elvis Presley, og sang og spillede nogle af hans gamle sange. Han kendte nok ikke "Kun slentre gennem regn".
Vi slentrede tilbage langs floden, og selvom man ikke bliver våd på stien, var der alligevel små vanddråber i luften. Det var dejligt lunt hele dagen, og vores regnjakker, fleecejakker og lange bukser lå trygt og godt i rygsækken.
Selve byen Niagara Falls var næsten uddød. Hovedgaden var renoveret i 2011, og der var mange fine blomsterkrukker overalt. Gadenavnene stod øverst i romantiske portaler over gaderne, og musik og sang af Elvis Presley og andre kendte sangere strømmede ud fra lygtepælene. Meget hyggelig lille by, men ikke et øje nogen steder. Toget ankom i god tid, ventesalen var fuld, og i den lille snask på stationen var der fuld gang i drikkevarer, is og lette måltider. Først 15 min før afgang måtte vi gå ud til toget, hvis indeklima var med en perfekt veltilpasset temperatur. Samme tur tilbage til Toronto. Konduktøren var en nydelig sort, ung mand i jakkesæt, vest og slips, og han annoncerede stationerne med klangfuld røst: "Ladies and gentlemen, next station is Oakville."
Klokken 20 var der stadig 25 lune grader. Efter en hurtig gang aftensmad i den nærmeste snask gik vi op på værelset og åbnede for Tv’et, og lige i samme øjeblik startede 8. afsnit af DR’s "Borgen" med engelske undertekster.
En heldagsbillet til Hop On Hop Off koster 38,05 dollars for almindelige mennesker og pensionister 34,51 dollars. Vejret var dejligt varmt, og vi fik en plads på øverste dæk i fri luft. Vi kom igennem Yonge Street med en blanding af hyggelige, lave, gamle huse og højhuse i glas og stål. Så drejede bussen ad Yorkville Street og så lidt nordpå igen, og der lå torneroseslottet Casa Loma, der i 1913 blev bygget af sir Henry Mill Pellatt.
I 1910, da Pellatt rigtig var ved muffen, sponsorerede han af egen lomme en 5 ugers rejse til England for mere end 60 af sine mænd i The Queen´s Own Rifles, og stolt som en pave førte han sine mænd gennem Londons gader på hesteryg. I 1923 blev familien Pellatt tvunget til at flytte ud af Casa Loma, da en række fejlslagne investeringer reducerede hans formue ganske betragteligt. Da han døde i 1939, blev han dog æret med en af Torontos største militære begravelser.
Så endelig op med elevatoren, og på 58 sekunder er man oppe i "Look Out Level". Her er der flere etager, og i nederste etage er der et glasgulv, hvor de unge mennesker elsker at lægge sig og lade sig fotografere. Et skilt oplyste, at glasgulvet kunne holde til 21.835 kg, omregnet til 35 kronhjorte eller 41 isbjørne.
Vi nøjedes dog kun med at forevige vores fødder på glasgulvet. Der var også en restaurant, der drejede rundt, og heroppe har de verdens højeste "wine cellar", som de selv skriver, men der kunne også købes sandwich. For dem, der vil betale ekstra, har de et tilbud, der hedder "Edgewalk", hvor man iført specielle dragter og en kraftig livline kan læne sig ud over kanten i fri luft. Den sprang vi dog lige over, men tog elevatoren videre op til "Skypod", der er 437 meter over asfalten. Det kan dog ikke rigtig betale sig at tage den øverste etage med, for i den højde er udsigten næsten ens, da de ekstra 86 meter i den højde ikke giver den store forskel.
Allerede ½ time før bådafgang var der en lang kø, og vi fik et par af de sidste siddepladser. På vej ud var der en fin udsigt til Torontos skyline. På selve øen var der en lille flyveplads og et fyrtårn. Vores båd sejlede ind i en stor lagune med masser af lystbåde, men ærligt talt, der var ikke meget at se, men det var da en hyggelig tur. Vi manglede at se Torontos Chinatown, og vi fik den gode ide at tage "Hop On Hop Off", der havde stoppested lige i nærheden ved Radisson hotel. Vi kom ud i nogle bydele, vi ikke havde set før, men så kom der et stykke, vi havde set , og guiden talte og talte. Vi sad på øverste etage på første række med god udsigt. Der var meget mere trafik nu end om morgenen og mange flere mennesker på gaden. Guiden blev ved med at tale, og til sidst kikkede vi på hinanden, for vi havde nået smertegrænsen, og vi kunne ikke holde den talestrøm ud mere.
Efter pakningen, som ikke var så slem endda, blev det kun til en yoghurt på værelset og så ned til Union Station. Det var mildt, men skyet, og skyskraberne levede op til deres navn, for de skrabede skyerne, og CN Tower var halvt dækket, så godt, at det ikke var i dag, vi skulle derop.
En halv time før afgang var der allerede en lang kø til toget til Montreal. Bagagen blev vejet i køen på en transportabel vægt. Vores tungeste kuffert vejede præcis 20 kg, og 23 kg er vistnok max. Nogle andre i køen skulle hen et sted for at betale ekstra for overvægt. Så var der bording, og vi var på økonomiklassen. Der var reserverede pladser, og hvem sad 3 pladser fra os – selveste mr. Matsunaga – vores lille japaner, og han lyste op og gav hånd. Og så fik jeg en gebrokken historie om hans besøg ved Niagara Falls, og tilsyneladende var der endnu mere vand i vandfaldet, end da vi havde besøgt det. Det var begyndt at regne, da vi forlod Toronto, men det stilnede hurtigt af og klarede op, medens vi kørte nordpå langs Lake Ontario. Landskabet var meget grønt, måske lidt for grønt, for det kunne tyde på regn. Toget kørte igennem en blanding af skov og marker, og vi kom igennem nogle småbyer. Der var aircondition i toget, men det var ikke ubehageligt koldt, faktisk ganske behageligt. Det er tilsyneladende kun på de store turisttog tværs gennem Canada, at passagererne helst skal sidde og fryse.
Jeg fik snakket mere med Matsunaga, og han havde givet 157 dollars for billetten fra Toronto til Montreal. Næsten 900 kr., og det tror jeg ikke engang DSB ville være bekendt at tage for at køre 500 km. Tænk engang, han roste mit engelske – det er sjældent, nogen gør det, men han selv var også ekstrem dårlig.
Efterhånden var der mange majsmarker, og vi blev mindet om, at vi var sultne. Der var en salgsbod i toget, hvor jeg købte 4 ostehapser med kiks til 7½ dollars, og vi blev rigeligt mætte. Dejlig, lille, behagelig tur, og vi ankom præcis klokken 14.23 til Montreal Central Station, og en ny, jomfruelig by (for os) ventede på, at vi skulle indtage den. |
Ontario strækker sig fra Hudsonbugtens tundra til tobaksmarkerne ved Lake Erie næsten nede ved Detroit i USA. Delstaten har 13 millioner indbyggere ud af hele Canadas 32 millioner, så bare befolkningstallet gør den til en vigtig stat. Den ligger jo også så smukt, så der faktisk slet ikke er nogen grund til at tage andre steder hen, mener statens indbyggere. Det samme mener de fleste immigranter, for der er gode beskæftigelsesmuligheder, og der er en multikulturel atmosfære. 
Selve Toronto Downtown er præget af skyskrabere, og byens vartegn er CN Tower, medens byens hjerte er Queen Street med gallerier, restauranter og barer. I midten af byen er et grønt åndehul med byens ældste og smukkeste victorianske bygninger, men med det multikulturelle indslag kan byen bestemt ikke kaldes stramtandet og victoriansk.
Der er tre store chinatowns i Toronto, men hjertet af det kinesiske samfund ligger på Spadina Avenue i Downtown. Det var guldfeberen, der i sin tid trak mange kinesere til Canada, hvor de fleste slog sig ned på vestkysten. Mangel på guld fik dem til at tage arbejde med sporlægning af den canadiske jernbane, og det trak mange til Toronto, hvor de så slog sig ned i billige lejligheder på Spadina Avenue. Da huslejerne her begyndte at stige, flyttede mange kinesere til de østlige af byens kvarterer, og derfor opstod der her flere mindre chinatowns. 
Cabbagetown blev grundlagt i midten af 1800-tallet af irerne, der med stor iver plantede kål i de små forhaver ihukommende katastrofen med hjemlandets kartoffelsygdomme. I 1847 landede der 38.000 irere i Toronto på flugt fra hungersnøden. De mange nye indbyggere medbragte oven i købet tyfus, og de blev anbragt i "feberskure", og her døde over 800 mennesker. Turen til Toronto havde i sig selv været slem og lang nok, for mange var af de amerikanske myndigheder nægtet adgang til New Yorks havn. De måtte så fortsætte til Canada, hvor dørene stod åbne for de forarmede mennesker. Et lille mindesmærke i Ireland Park blev i 2007 afsløret med alle navnene på de indvandrere, der døde af tyfus, og de mange, der døde i forsøget på at hjælpe dem.
Vores hotel "Holiday Inn Toronto Downtown" lå som navnet siger, næsten midt i Downtown på hjørnet af Yonge Street og Carlton Street, hvor skyskraberne blandede sig med gamle bygninger med reklamer og cafeer. Det tog 20 minutter at gå til "Toronto Union Station", og næsten fremme tog jeg vores kort frem, og vips så stod der en dame, der hed Mona, og ville vise vej. Da hun hørte, at vi var fra Danmark, gik hun i selvsving, for hun vidste, at svanen er vores nationalfugl. Hun elsker svaner, men der er desværre planer om at udrydde dem både i USA og Canada, da de ikke er hjemmehørende og breder sig på andre fuglearters bekostning. (Godt at de hvide ikke også skal udryddes, for de breder sig i høj grad på indianernes bekostning). Mona medbringer altid underskriftlister, der protesterer mod beslutningen. Det var med fingerkys vi sagde farvel – altså fra Mona, men det var da en sød dame.
I køen var der billetkontrol med billed-ID, og så fik vi lov til at gå ombord, og præcis til tiden kl. 8.20 var der afgang. Der var ingen faste pladser, og panoramaruderne var udskiftet med store hylder til bagage. Toget kørte endda, som et rigtigt tog skal – med fuld fart. Ikke nok med det, for det fortsatte med at køre hurtigt, og efter stop ved enkelte stationer kom der hurtigt drøn på igen. Ude af Toronto var der stadig lidt vildmark, men så kom der marker og endda vinmarker. Vi kom forbi et sluseanlæg og et modkørende godstog, men det var godstoget, der holdt stille og os, der kørte. Toget havde også spisevogn med kaffe og lidt let at spise, så det var helt perfekt, især da temperaturen også var behagelig.
Vandet er afledning fra de fire store søer Erie, Michigan, Superior og Huron Lake, der tilsammen dækker et areal på 264.000 km2. Hovedparten af højdeforskellen på omkring 99 meter mellem Lake Erie og Lake Ontario sker i selve vandfaldene, og det slider på klipperne. Inden afledning af vand til udnyttelse af vandkraft i de tidlige 1950’ere var erosionen ved vandfaldene i gennemsnit på 1 meter om året. Efter afledningen, er erosionen nede på 3 cm om året. Det største klippenedfald, der forandrede udseendet på "The American Falls" fandt sted 28. juli 1954, hvor 185.000 tons klippe styrtede ned og ligger nu for foden af vandfaldet.
På den amerikanske side kan man se American Falls, der er noget mindre og 
Der er kun et eneste menneske, der har overlevet en ufrivilligt tur ud over kanten, og det er den 7 år gamle Roger Woodward. Sammen med sin søster Deanna, var han 9. juli 1960 ude at sejle på floden oven for vandfaldet sammen med bådføreren Jim Horneycutt. Nu er det jo nok heller ikke det bedste sted at have lystsejllads, men hvor langt fra vandfaldet vides ikke. Båden kæntrede, og heldigvis blev 17-årige Deanna trukket i land af to turister, inden hun nåede faldet. Roger var iført redningsvest og badebukser, og han blev skyllet ud over kanten. Besætningen på båden "Maid of the Mist II" (en af de både, der nedenfor på floden sejler tæt på faldet) fik øje på Roger og reddede ham uskadt op af de hvirvlende vandmasser. Føreren af båden mistede livet ved den tragiske hændelse. 
På begge sider af floden er der små skibe, der bringer turisterne hen i nærheden af vandmasserne. Vi havde billet til skibet "Hornblower”, og det var der nogle hundrede andre, der også havde. Skibene går næsten uafbrudt i dagtimerne, så der er ikke meget ventetid.
Der må være et eller andet godt at spise mellem faldene, for der var i tusindvis af måger. Vi fik selv noget at spise på en stor åben terrasse med udsigt til vandfaldene. Man kunne få en stor pulled pork burger med salat til kun 10 dollars. Samtidig stod en ung mand og spillede western musik, og det lød rigtig godt. En mågeunge hoppede rundt mellem bordene, og det var personalet ikke så glade for. De fortalte, at ungen ikke vidste, at der hver dag kom en mand forbi med en falk på armen, og når mågeungerne så falken, holdt de sig væk fremover. 
Vi kom så tæt på faldet, som vi kunne, og imponerende er det. Her ligger også "Table Rock-bygningen", hvor man kan købe en hel pakke af oplevelser, men vi tog kun "Behind the Falls", hvor billetten kostede 18 dollars. Igen udlevering af regnslag, og så går en elevator 38 meter ned gennem klipperne. Her går man igennem en lang betongang, hvor der to steder er sidegange direkte ud til vandfaldet, og hvor vandet bare buldrer ned. Faktisk er der ikke så meget at se andet end en mur af larmende vand for enden af en tunnel. Længere tilbage kan man gå udenfor til et observationsdæk, og selvom det ikke er bag vandfaldet, er man meget tæt på det nedstyrtende vand, der tordner ned i dybet og forvandles til hvide vandperler. Igen skulle vi igennem en kæmpe souvenirbutik, men denne gang hoppede vi ikke på limpinden, så vi skulle ikke have et foto af os, der stod foran et gardin af vand.
Vi fandt bussen tilbage til togstationen. Toget, der også har forbindelse til New York, går herfra kl. 10.16 og tilbage til Toronto kl. 17.45. Der er kun disse 2 tider, så der var ikke så meget at vælge imellem. Vi mødte igen vores lille, japanske ven Matsunaga fra togturen, og han ville se faldene i morgen. Jeg fortalte om bussen, men han sagde, at han ville gå derud, og det kan man da også sagtens.
Metroen ligger ved siden af Union Station, men man skal vistnok ud af stationen først. Vi må have set lidt rådvilde ud, men på eget initiativ hjalp en politibetjent os med at finde metroen. Personer over 60 år kan få en metrobillet til 2 dollars. Dvs. der er ikke nogen billetter, for man skal lægge pengene op i en tragt, og når der er penge nok, åbner lågen. Det tog lidt tid, inden vi fandt ud af systemet, for der sad en dame ved indgangen, og jeg lagde en seddel til hende for at købe en billet, men så gav hun mig det samme beløb tilbage i småpenge.
De havde canadiske gaver med til os, og vi havde danske gaver med til dem, bl.a. to Thorshamre til de unge piger. Morgenmaden var canadisk med omelet plus 3 tykke pandekager, frugt, kaffe og juice. Vi fik snakket, fik fotograferet og fik set en video, hvor den ene af pigerne Leah sang til en konkurrence, og hun sang rigtig godt, så måske bliver hun et nyt navn inden for musikken. Tiden gik alt for hurtigt, og vi fik sagt farvel og inviterede dem til København, så måske ser vi dem igen en dag. De gav os den ide at tage en "Hop On Hop Off bus" for at se byen, så det gjorde vi, og der var et stoppested lige i nærheden af hotellet. 
Pellatt var en af Canadas mest magtfulde forretningsmænd, og hans rigdom var skabt ved dristige investeringer i elektricitet, fast ejendom og minedrift. Pellatt bidrog til indførelse af elektrisk gadelys i Toronto og til udvikling af den første canadiske hydroelektriske generatorstation ved Niagara Falls. I 1901 blev Pellatt chef for "The Queen’s Own Rifles" regiment, og for rollen i regimentet og udviklingen af elektrisk kraft i Ontario opnåede han rang af ridder og fik ret til titlen Sir. I 1913 flyttede Pellatt og hustru Mary til slottet Casa Loma, der var tegnet af arkitekt E.J. Lennox og fremstod som et af de største private residenser i Nordamerika, hvor familien gjorde Casa Loma til et vigtigt centrum for Torontos sociale liv.
Casa Loma er simpelthen Canadas største slot, men det er ikke nævnt i den danske guidebog "Turen går til Canada", og det må da være en forglemmelse. Omkring slottet er der en smuk have, men undtagen for forhaven så koster det selvfølgelig penge at komme ind at se herlighederne. Der var audioudstyr, men selvfølgelig ikke på dansk, (de havde nok aldrig set en dansker før), så vi gik bare rundt, og faktisk var der mange steder oplysende skilte om de overdådige rum. Man kan komme helt op i et af tårnene, og der gik jeg op ad snørklede trapper. Først var der en etage til tjenerskabet og stuepigerne, så kom man over noget, der nærmest lignede et skrammelloft og så endelig en snoet trappe. Mange andre var på vej derop, og på et tidspunkt sad vi fast, da en lille pige hverken ville op eller ned, og de pressede på både nedefra og oppefra. Helt oppe er der faktisk intet som helst at se, for der er kun nogle små, snavsede vinduer, så der er slet ikke noget at se for små børn.
Forskellige både ligger ved havnefronten, lige fra luksuskrydsere til "Mississippidampere". Medens vi ventede på næste bådafgang, sad vi og kikker på mennesker. En tigger, der hed Erik havde de sorteste negle i mands minde. Han havde en speciel cykel med nogle plastikhajer, og han ville så gerne hjælpe os med at finde vores båd, som vi egentlig godt vidste, hvor var, men han kunne godt bruge de 3 dollars, som jeg gav ham.
Fremme ved indgangen til Chinatown på hjørnet af College Street og Spandina Av. lå en Burger King, hvor vi fik en is til at køle os i varmen. Det lugtede da lidt af Kina, for personalet var selvfølgelig kinesisk. Chinatown strakte sig igennem flere gader, men Avenuen var nok for bred, så bydelen var ikke så intens. Der var da kinesiske skilte, forretninger og restauranter, men den var umiddelbart ikke så forfærdelig interessant, og vi var også trætte, så kl. 19.30 vaklede vi ind på vores hotel, og resten af aftenen hvilede vi på laurbærrene. Vi havde da set rigtig meget af Toronto, men der var sikkert rigtig meget, vi ikke havde fået set, men med kun to dage incl. Niagara Falls havde vi fået et godt overblik over området, og næste dag fortsatte togrejsen.
Afgangsskærmen på stationen sagde bording kl. 8.55 og afgang kl. 9.25, så der var god tid. Jeg gennemsøgte den store afgangshal efter noget kaffe, men der var intet som helst, så jeg spurgte nogle togfolk. Joh, ned ad trappen var der coffee shops. Det var der også a la McDonald’s, og der var lange køer og ingen steder at sidde. De trapper og ingen steder at sidde gik ikke med Gittes ben. Heldigvis var der udenfor stationen en lille plads med en række boder, der dog først åbnede ved 8-tiden, og her fik vi den dejligste nybagte croissant og en kop kaffe. Så her sidder vi fuldstændig afslappet og nyder morgenmaden ved et lille cafebord og kikker på mennesker.
Toget kørte for fuldt drøn, så ikke noget med "slow train" som mellem Jasper og Toronto. Det gode ved et tog frem for en bil er, at jeg kan sidde og planlægge vores næste træk og i dette tilfælde besøget i Montreal. Jeg sidder og prøver på at finde ud af kortet i Politikens bog "Turen går til Canada". Bare de dog ville skrive et lille M ved metrostationerne, så ville livet være noget lettere. Det første jeg gør, når jeg kommer til en ny by, er på hotellet at bede om et bykort, og først der, men så mere hektisk kan planlægningen gøres færdig.