Jorden rundt med tog. Across Canada.Rejsefortælling af Kim Greiner Juli 2015. Montréal.
Før europæerne ankom til denne del af Canada, levede der selvfølgelig også her indianere. Den første europæer, der gik i land, var franskmanden Jacques Cartier, der i 1535 ankom til de steder, der i dag hedder Montréal og Québec City. Senere i 1600-tallet ankom den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain. Han hørte algonkin-indianerne bruge ordet "kebec". Det betyder "hvor floden bliver smal", og det blev til Ville de Québec. I de næste par hundrede år kæmpede franskmændene og englænderne om magten i området, men ved et stort slag 1759 i Québec City etablerede englænderne sig som kolonimagt i hele Canada. Under den Amerikanske Uafhængighedskrig i 1770’erne flygtede mange britiske loyalister til den nye canadiske koloni, og den blev opdelt i et Upper Canada (Ontario) og et Lower Canada (Québec). Næsten alle de fransktalende bosatte sig i Lower Canada, og magtkampen mellem de to sproggrupper blev indledt og fortsætter til en vis grad i dag, dog mest på det kulturelle område. Netop de kulturelle og kulinariske områder har sine egne traditioner, som man for alt i verden vil bevare. Temaer om uafhængighed fra resten af Canada kommer dog til stadighed op at vende og kan sætte québecernes lidenskab i kog.
Selvom Montréal har en fransktalende befolkning på 70 %, så er det dog en tosproget by, så det engelsktalende mindretal føler et ligeså stort ejerskab til byen som de fransktalende, og begge sproggrupper værner om en dyrebar kulturhistorie.
I mange år var der i vest en lille, velhavende britisk elite med bombastiske forretningsimperier over for den østlige bydel med charmerende arbejderkvarterer for den franske arbejderklasse. Montréal har heldigvis nu valgt at nyde det bedste fra de to verdener og kulturer. Samtidig er resten af verden også inviteret indenfor, som italienere, vietnamesere, brasilianere og ikke mindst en stor jødisk befolkning. Er der noget hele denne blandede befolkning kan føle sig fælles om, så er det mad, og et af de bedste steder at opleve bylivet på er byens store marked "Marché Jean-Talon", der på alle måder hylder Québecs køkken og kultur. Montréal, der ligger på en smal ø, der er ca. 15 km bred, har i midten det grønne vartegn, det 233 m høje bjerg "Mont Royal", der har givet byen sit navn. Ved foden af bjerget ligger byens downtown med "Rue Sainte Catherine" som hovedpulsåre. I den sydlige del ligger Montréals gamle bydel Vieux-Montréal med brostensbelagte gader og med fire moler, der stikker ud i St. Lawrence-floden. I "Den gamle havn" står det hvide Clock Tower (tour de l´Horloge). Det er fra 1922 og blev rejst til ære for de sømænd, der døde under 1. verdenskrig.
Kvarteret Le Plateau er stedet, hvor alle vil bo, hvis de ellers har råd. Før var det et billigt arbejderkvarter, men huspriserne er steget gevaldigt for de victorianske huse, hvor smedejernstrapperne snor sig op til hoveddøren. Kvarteret beskriver hele Montréal, for i disse gader lever en skøn blanding af fransktalende arbejderfamilier, intellektuelle og kunstnere. Her er roligt og hyggeligt, og Parc la Fontaine er hele kvarterets fredelige åndehul, hvor børnefamilier og romantiske sjæle mødes.
Montréal er også to forskellige byer alt efter, hvornår på året man besøger den. Det ses i Le Quartier Latin og Downtown, hvor der en juniaften er fyldt op med bohemeagtige studerende, der hænger ud på caféer og barer. Ved vintertid, når sneen fyger i gaderne, rykke alle ned i Montréals labyrintiske undergrundsby "City/La Ville Souterraine", der er forbundet med seks metrostationer. Undergrundsbyen, der især er livlig på ekstremt varme eller kolde dage, har 1.600 butikker, 200 restauranter, flere stormagasiner og biografer. Selvom man ikke skal shoppe, er sulten eller skal i biografen, er det en oplevelse bare at gå rundt for at kikke i Montréals undergrund.
Vi fortsatte op ad Boul. Saint Laurent, hvor man stadig skulle kunne se de forskellige folkeslag, der havde slået sig ned i byen. Det var helt tydeligt, at kineserne var kommet først, for over gaden var der en smuk drageport. Efter porten var der en stribe kinesiske restauranter og så endnu en drageport over gaden. Derefter var det lidt svært at se, hvilket land vi var kommet til, for der var en stripklub. Så kom vi ikke længere, altså ikke på grund af stripklubben, men fordi der ved Rue Sainte-Catherine skete noget.
Vi var helt tilfældigt ramlet ind i en byfest, og gaden var fyldt med boder og tusindvis af mennesker med alverdens hudfarver. Der var adskillige optrædende, f.eks. en mand, der sad med sin harmonika og sang franske sange. Selveste Snehvide vimsede rundt med prinsessebevægelser, og hun havde endda en dværg rendende rundt mellem benene. Et lille optog gik igennem gaden, hvor personerne havde overdimensionerede hoveder. Vi kendte ikke personerne, men de lignede politikere, da de havde hænderne i lommerne. Der var flere andre gadeoptrædende og sceneoptrædende, som 4 ganske nydelige hekse, der lavede cirkuskunster. Der var også en musikgrupper af unge mænd i bar overkrop – de var dog meget kedelige. Et par andre unge mænd i overalls, og de skulle vel ligne kommunalarbejdere, prøvede at rense et springvand, medens det stadig var tændt.
En nydelig ung, lysebrun dame solgte popkorn med forskellig smag og til kun 4 dollars. Det var et røverkøb, så jeg lod mig besnære. Vejret var overskyet, men dejligt lunt, og vi kikkede bare på som en flue på en væg. Der var nok at se på i 4 timer, og så rullede vi hjem til hotellet med metroen.
Vi gik ned til metroen igen og stod af ved Place d´Armes, og jeg gik en tur ned til havnen, hvor der først ikke var så meget at se. Til venstre var der dog et Science Center, hvor en masse skolebørn gik ind. Der var også et par piratskibe på land, og i masterne gik der liner på kryds og tværs, og iført sikkerhedsseler kunne man kravle rundt i rigningen. Der var en fin udsigt til broen over St. Lawrence-floden, og ude på øen i midten af floden var der en stor kugle, og den ville vi besøge om eftermiddagen.
På den anden side af en bred havnegade var der flere store, smukke bygninger, bl.a. en stor kirkelignende bygning, der dog så lidt ejendommelig ud, men det måtte vel være en kirke, når Jesus stod allerøverst med en glorie om hovedet, og der stod engle på toppen af et par småtårne. På havnegaden holdt også et amfibiekøretøj "Amphi Tours", der lignede en lille bus med hjul, men den havde også en stævn og kunne både køre og sejle rundt i byen/havnen. Vi havde bestilt byturen "Old Montreal Walking Tour", og det var Joe, der var en midaldrende mand med hestehale, der viste rundt. Vi var 15 mennesker i gruppen fra 4 forskellige kontinenter. Mødestedet var ved katedralen, og vores rundtursbillet gav gratis adgang til katedralen hele dagen, så kunne vi have sparet de 5 dollars fra dagen før. Katedralen har plads til 2.500 personer, og orglet har 6007 piber. Bryllupper afholdes kun om lørdagen, og der er 3 års ventetid. Dagen før havde vi ikke opdaget et meget smukt baglokale med en stor, flot altertavle udskåret i træ.
Place Jacques-Cartier kunne godt ligne Montmartre i Paris, men på en søjle står Lord Nelson og troner, og det har han gjort siden 1809. Som svar på tiltale rejste franskmændene i 1930 en statue af admiral Jean Vauquelin, og så kan de to herrer nu stå og stirre bistert på hinanden. Pladsen skråner ned mod havnen, og ellers er der blomsterkummer, springvand og et stort, flot rådhus i fransk kæmpe palæstil med små tårne og finurligheder. Fra tre flagstænger vajede henholdsvis det canadiske flag med spidslønmotivet, Québecs flag med 4 franske liljer og Montréal flaget med fransk lilje, en rose, en tidsel og en trekløver.
Rundturen sluttede ved det gamle hus "Château Ramezey" også kaldet Benjamin Franklins hus. Udenfor stod et skilt "One of the 1001 Historic sites you must see before you die". Så heldigvis nåede vi også det.
Personalet var iklædt tidstypiske dragter fra 1700-tallet og henvendte sig selvfølgelig på fransk, men de kunne da også tale engelsk. Udstillingen viser byens historie, fra indianerne til de hvides klamme hænder bemægtigede sig området.
Udenfor var en fin have, og her lå Café Jardin med udsigt over haven. Her fik vi italiensk salat og melonjuice og en rigtig håndskrevet regning, dog ikke med fjerpen. Og lige præcis her i det gamle hus fik jeg købt en ægte bjørneklo for 38 dollars.
"Biosphére" er en stor, meget stor, gennemsigtig, rund stålkonstruktion, der skal ligne vores jordklode, og inde i jordkloden ligger udstillingslokalerne. Indgangen koster 12 dollars for pensionister. Der var flere film om vores vidunderlige planet, og temaet var, at den planet skal vi passe på. Der var også en fuglefilm med jordens forskellige fugle og et laboratorium, hvor der kunne løses opgaver med mikroskop. Udstillingerne prøvede at belyse, hvad der sker, hvis temperaturen stiger med bare 1 grad. Udstillingen er 20 år gammel, og hvad er der ikke sket siden da? Det meste interessante var et lokale med flotte kjoler, der var lavet af affald som jagtpatroner, batterier, plastikposer, museledninger, afklipper hår m.m. De var bare rigtig flotte. På nedenstående billede er anvendt brugte batterier. Kronen på værket, og stadig inde i gitterværket, var en fin udsigt til Montréals skyline på den anden side af floden.
Vi kom ind i et kvarter med skilte, hvor der stod "Little Italia", og på Boulevard Saint-Laurent begyndte det at ligne noget med det italienske flag hængende hist og pist. Der var også vinranker, der kravlede op ad balkonernes tremmeværker, og der var selvfølgelig italienske restauranter. Vi kom igennem det kæmpestore marked "Marché Jean-Talon", hvor det bugnede med grønsager og frugt, og det så meget sydlandsk ud. Klokken var dog 18, så de var ved at pakke sammen. En hjemløs gik og rodede i affaldscontainerne for at finde noget spiseligt. Tilbage med metroen og ud ad den grønne linje på jagt efter den underjordiske by. Vi stod af ved Peel, men det var nok for langt ude af linjen, for her var de også ved at pakke sammen, og der var ikke rigtig noget. Vi skulle i stedet have stået af på Berri Uqam, Saint-Laurent eller Place des Arts station, men det fandt vi først ud af senere. Vi kom i stedet op på jorden på Rue Sainte Catherine, der er den gade, hvor byfesten blev holdt i den anden ende. Vi begav os af sted mod øst, og det var her de eksklusive modeforretninger lå på stribe, og mange mennesker slentrede af sted.
Fra Rue Sainte-Catherine drejede vi ned ad Rue Guy, hvor vores hotel lå, og som vi troede var et kedeligt kvarter, men 100 meter til den modsatte side var der masser af forretninger, cafeer og liv. På gader og stræder er folk altid meget positive, når de hører, vi er danskere, men der er heller ikke mange af os på disse kanter, og vi har åbenbart et godt ry. Efter 12 timer på farten trængte vores fødder til en togtur, og i morgen fortsætter vi da også til Quebec City.
Toget kom af sted til tiden, og vi fortsatte nordpå igennem staten Quebec. Landskabet var nu mest marker med lidt vildmark ind imellem. Det var dejligt solskinsvejr, og der var en behagelig temperatur inde i toget. Hoyjin Seo sad lige i nærheden af os, så jeg fik snakket lidt mere med hende. Hun rejste meget rundt i verden og havde boet et år i New York for at studere engelsk. Netop fordi vi begge havde engelsk som fremmedsprog, kunne vi fint tale sammen. Sydkorea er et af de lande, vi ikke har besøgt, og gad vide, om de skulle have nogle togskinner liggende.
I toget var der selvfølgelig serveringsvogne, som der er i ordentlige tog og ikke som hos DSB, hvor alt service er skåret væk, og der ikke engang er en automat tilbage. Her var også flysæder, der kunne lægges ned til en lille lur. Allerede kl. 12.19 rullede toget ind på Quebec Gare du Palais Station, og vi skulle i gang med den eneste nordamerikanske by, der stadig er omkranset af en bymur. |
Vi havde plottet Hotel Espresso ind på et kort, og det lå ikke alverdens langt fra stationen, men vi rev os og tog en taxa, der kørte os derhen for 7 dollars plus lidt drikkepenge. Hotellet lå trygt og godt lige over for en politistation, men ellers var det i et lidt kedeligt kvarter – troede vi, men vi kendte jo heller ikke Montreal endnu. Hurtigt tjek ind, og så ud at se på byen, men inden da, skal vi lige have lidt historie. 
Montréal og Ouébec skiller sig både sprogligt og kulturelt ud fra resten af Canada, for de har fransk baggrund, så selv studieværterne i TV taler fransk. Biograferne viser nødigt Hollywoodfilm, men hellere lokale film fra Ouébec, og mange québecere mener, at deres provins er den eneste, der adskiller Canada fra USA. I Canadas mest bohemeagtige kvarter Le Plateau i Montréal ser man da også mange steder det lyseblå Québec-flag, "fleur de lis", i gadebilledet.
Boulevard Saint Laurent eller "The Main" skærer sig som en hovedpulsåre gennem byen fra nord til syd. Boulevarden var før en slags grænse mellem den franske bydel, der lå mod øst og den britiske mod vest, og ofte krydsede indbyggerne ikke grænsen mellem disse to verdener. Gaderne øst for Boulevarden har betegnelsen Est eller East, og vest for hedder de noget med Quest eller West. 
Ved at kikke lidt nærmere på Boulevard Saint-Laurent kan man se, i hvilken rækkefølge immigranterne ankom til Montréal. Først kineserne og derfor ligger det lille Chinatown i bunden af boulevarden, efterfulgt af portugiserne, polakkerne og de øvrige østeuropæere og til sidst italienerne i Little Italy.
Vores hotel lå lidt syd for Parc du Mont-Royal og lidt vest for Downtown. Vi ville starte med at se den store katedral, og på det bykort, vi havde fået udleveret på hotellet, kunne vi se, at der var en metrostation i nærheden af hotellet. Nede ad den lille gade Av. Argyle lå en række hyggelige huse med fine trapper op til hovedørene, og det, fandt vi senere ud af, var typisk for Montréal. Vi fandt vores metrostation Lucien-L´Allier, hvor en dobbelttur kostede 6 dollars, men i morgen køber vi en 24 timers billet til 10 dollars, og den skulle gælde til alt offentlig trafik i Montreal. På stationen fik vi et lille kort med alle metrostationerne, og så blev det straks meget nemmere at finde rundt i byen. Der var kun 4 stationer til Place-d´Armes, og lidt oppe ad en bakke ligger byens store kirke "Basilique Notre Dame", der er bygget mellem 1824 og 1829. Kirken kikker ud over den gamle plads "Place d´Armes" med en statue af byens grundlægger Maisonneuve (1612-76), og ved statuens fod er der figurer af nybyggere og indianere. Pladsen er omkranset af smukke, gamle bygninger, og hvide hestevogne venter på passagerer. Det koster 5 dollars at komme ind i katedralen, hvor fotografering da heldigvis er tilladt. Kirken har et storslået indre i blåt og guld og med mange fine træskærearbejder. Der er mange små sidealtre, hvor de levende lys brænder, måske aflad for nattens synder?
Det blå er meget dominerende, så den bærer også navnet "Den Blå Kirke". I starten af kirkens levetid var den ret så spartansk, men da den var Nordamerikas største kirke, blev den i 1888 piftet op med en overdådig symfoni af forgyldte skulpturer og glasmalerier, der fortæller Montréals historie. Lysshowet "And Then There Was Light" hver tirsdag og lørdag aften havde vi glædet os til, men det var nogle forældede oplysninger, der stod i "Turen går til Canada" fra 2013. Vi fik at vide, at det var flere år siden, de havde stoppet med lysshowet. (Efter at vi havde været i Australien sidste år, havde jeg gjort opmærksom på adskillige fejl i "Turen går til Australien", og det vil de jo meget gerne have indberetninger om. Uha, de var da også meget glade for korrektionerne og lovede at sende mig en rejsebog efter eget ønske som tak for ulejligheden. Jeg ønskede mig "Turen går til Thailand", men her over 1 år efter, er den ikke kommet endnu, så nu kan de hoppe og rende).
Gaden var spærret af, og der var kontrol af bagage. Min rygsæk var udspilet af to fleecetrøjer og nogle bøger, men vagten trykkede bare på den og sagde OK.
Så varmt var det heller ikke, fandt vi ud af, så ind igen på værelset efter en fleecetrøje, for der blæste en kølig morgenvind. På metrostationen købte vi en af de billige billetter og tog ellers metroen til Lionel-Groulx, hvor jeg troede, at Downtown var beliggende. Det viste sig dog at være et hyggeligt forstadsagtigt kvarter. Vi var lidt på jagt efter en morgenmadsrestaurant, og nede ad en sidegade fandt vi Joes Cafe, hvor de havde kaffe og en croissant fra i går. Man kunne da også sagtens få morgenmad med både æg, pølse og bacon, men nu havde vi spist os halvt mætte i KitKatten, så vi nøjedes med croissanten. Kokken hos Joes Cafe hed såmænd Erik Viggo Hansen. Han var pære-canadier, men hans oldefar kom fra Danmark, og han hed Erik Viggo Hansen, og det navn fulgte den ældste søn i familien. Vi fik en hyggelig snak om det gamle land, som han aldrig havde besøgt, og det mærkelige sammentræf, at et par danskere vader lige ind til ham. 
I en grøn, aflang park ved havnen havde et par landevejsriddere slået sig ned. De havde også lige 5 hunde og en kanin med plus cykler med anhængere. Det var jo nok ikke lige stedet for camping, men de var da også ved at pakke lejren ned, og da en politibil i det samme stoppede, så ridderne ret så fortravlede ud.
Kvarteret øst for katedralen er meget hyggeligt med brosten, statuer, cafeer, små butikker og masser af turister. En tilsyneladende kommunal gadefejer havde et alternativt flettet skæg, der gik helt ned under bæltestedet. Gad vide om den var gået i København.
Selve huset "Château Ramezey" er bygget i 1705, og indtil 1745 var det beboet af "Famille de Ramezay". Sidenhen var det en overgang Guvernørbolig og derefter bolig for andre prominente personer, indtil det nu er museum.
Vi tog dog metroen til Berri-Uqam og videre med den lille gule bane ud til Jean-Drapeau til det gamle verdensudstillingsområde. På vejen ud til "Biosphére" var der en fotoudstilling især med dyr fra den nordlige del af jordkloden. En stor flok hvalrosser så ud til at hygge sig, medens de lå som sild i en tønde på en isflage. Der var helt tydeligt pladsmangel, og det bliver nok kun værre efterhånden som isen smelter.
Hyggelig kaffepause på øen ude i floden inden vi tog metroen til Jean-Talon på jagt efter "Little Italia". Vi er ved at blive ret gode til metroen, men der er også fine skilte overalt, der viser vej. 
Hvad må rekrutten skue – tre vinkler og en bue. I dette tilfælde var det ikke militæret, der var på spil, men den gyldne bue til en McDonald’s. En hjemløs stod udenfor og åbnede døren, og så fik han en dollar. Faktisk er der en del tiggere her i Montreal. På stationen var der en tigger, der nærmest krævede at få 10 dollars. Han var lidt aggressiv, så han fik ikke noget som helst, og ingen gav ham noget.
Toget skulle afgå kl. 9.00, men ved præbordingen (hvor man skal opholde sig et bestemt sted, og hvor de tjekker billetter) sad vi på en bænk ved siden af en ung, koreansk kvinde Hyojin Seo, der kom fra Sydkorea, selvfølgelig. Hun studerede sygepleje, men havde ellers ferie og rejste lidt rundt i denne del af Canada. Hun var lidt genert, og da jeg ville tage et foto, var hun nødt til at gemme sig lidt bag sine hænder, da hun var uden "make-up", som hun sagde.