Jorden rundt med tog.  Across Canada.
5. hovedafsnit af Jorden rundt med tog.
Juli 2015 Canadas historie og facks.
Foreløbig er togturen gået igennem Danmark, Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Rusland incl. Sibirien, Mongoliet, Kina, Hongkong, Vietnam, Cambodia og Australien. I alt har vi tilbagelagt ca. 25.000 km hen over landjorden, og vi har foreløbig gjort flerdags ophold i 33 forskellige byer og steder undervejs. Der skulle så gå 300-400 år før europæerne igen satte kurs mod de barske egne, og denne gang var det italieneren Giovanni Cabot, der under engelsk flag i 1497 forsøgte at finde en genvej til Asien. I stedet fandt han Newfoundland og plantede her det britiske flag og observerede samtidig, at det myldrede med torsk i Atlanterhavet omkring Newfoundland. Da fisk var i høj kurs, begyndte fiskerbåde at pendle frem og tilbage mellem Europa og Newfoundland for at hjembringe fulde laster med torsk. Franskmændene ville ikke stå tilbage for englænderne, så opdagelsesrejsende som Jacques Cartier sejlede rundt ved Labrador, hvor han ikke fandt det guld, som han havde håbet på, så han fortsatte til Québecs Gaspé-halvø og plantede her trikoloren. Han mødte de venligtsindede irokeser-folk, og et par høvdingesønner blev taget med til Frankrig for at blive vist frem, men han returnerede dem heldigvis igen senere. I det nye Nouvelle France plantede han også et kors, og duellen mellem Storbritannien og Frankrig tog fat, især på grund af en hattemode.
Den første franske koloni i Nova Scotia (det yderste østlige landområde) kaldte den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain for Acadia, som er græsk-romersk for landidyl. Der blev skrevet digte og fortalt historier om de skønne landskaber, og der findes stadig fransktalende "lommer" i Nova Scotia, men hovedparten af franskmændene flyttede op ad St. Lawrence-floden og bosatte sig der i 1608. Det er så lige præcis der, hvor Québec City ligger i vore dage. Frankrig begyndte at tjene penge i Canada, og som modtræk dannede briterne "Hudson Bay Company" i 1670, og de fik monopol på al pelshandel i området kaldet "Rupert’s Land", der dækkede 40 % af Canada. Så blev franskmændene rasende og udvidede selv med flere bosættelser, og konflikten bølgede frem og tilbage, indtil briterne i 1759 besejrede franskmændene i et blodigt slag i Québec City.
Canada blev etableret som nation i 1867 med traktaten "Confederation of Canada", hvor det umiddelbart så ud til, at magtstrukturen mellem det engelske og franske kunne ændres. Der skete dog ikke rigtig noget, før delstaten Québec i 1960’erne satte fransk på programmet både politisk og kulturelt med "Den Stille Revolution". Mange engelsktalende flyttede fra byen, da de nye love om det franske sprogs dominans trådte i kraft. Også i dag føler det engelske mindretal sig sprogligt diskrimineret. Det er ellers sådan, at de fleste af de nye indvandrere, der skal integreres i det Canadiske samfund taler engelsk, så både de fransk- og de engelsktalende er bange for, at deres sprog forsvinder. Situationen blev anspændt i 1970’erne, hvor Québec satte uafhængighed fra resten af Canada på dagsordenen. I 1995 blev der afholdt valg om selvstændighed, og mindre end 1 % afgjorde, at de ikke ville løsrive sig fra resten af Canada. Det øvrige Canada kan undre sig over, hvorfor de skal betale for Québecprovinsens underskud, når de alligevel ikke ønsker at være en del af Canada.
Imens driller de engelsktalende og de fransktalende hinanden, hvor de fransktalende kalder englænderne for "téte carrées " (firkantede hoveder), og omvendt kaldes de fransktalende for "frogs" eller Pepsis, fordi de foretrækker Pepsi fremfor Coca Cola.
Inuitter, som er efterkommere af de nomadefolk, der levede i de nordligste egne, "first nations", som er de indianske stammer, og "mestizer", som er efterkommere af en blanding mellem hvide og indianere. Nøgleordet for inuitter er overlevelse, og at overleve i det arktiske miljø har krævet intelligens og udholdenhed, men de lærte sig at bygge kajakker og jage isbjørne og sæler på polarisen. Inuitsamfundene havde levet i tusinder af år på samme måde, men i løbet af 1900-tallet mente den canadiske regering, at de skulle integreres med den øvrige befolkning. De blev fjernet fra deres igloer og blev installeret i socialt boligbyggeri, og børnene blev sendt langt væk for at gå i skole og lære engelsk. I vore dage kæmper inuitterne for at bevare deres identitet, og de har en stor følelse af fællesskab med hinanden. En af måderne har været dannelse af kunstnerkollektiver, hvor de med traditionelle materialer som elfenben, skind, knogler og sten skaber smukt kunsthåndværk som tøj, jagtredskaber og amuletter.
First Nations og mestizer lever på prærien i provinserne Alberta, Manitoba og Saskatchewan. Halvdelen af dem bor i reservater, og den anden halvdel bor i byerne De er stærkt forbundet med åndelighed og kultur og med den jord, der tidligere har været deres hjem. Fra 1970’erne har de oprindelige befolkningsgrupper kæmpet mod den canadiske regering for at få de landområder tilbage, som nybyggerne havde beslaglagt. Selvom der tidligere blev underskrevet traktater med både den britiske og senere den canadiske regering, er de ikke blevet overholdt, og den oprindelige befolkning har aldrig modtaget de penge, medicin eller boliger, som de blev lovet. Det drejer sig om tæt på halvdelen af Canadas landområder, men selv efter alle disse år er mange af konflikterne ikke løst mellem den oprindelige befolkning og den canadiske regering. Der har været væbnede kampe som i 2007, hvor First Nations på Canadas nationaldag blokerede motorvejen mellem Montréal og Toronto for at skabe opmærksomhed om deres sag.
Dronning Elisabeth er landets officielle statsoverhoved, men ellers har Canada et demokratisk parlament. De ti provinser har egne parlamenter med delvis selvstyre, mens de tre nordligste territorier Northwest Territories, Nunavut og Yukon også har parlamenter, men de har kun en mindre grad af selvstyre. Canada har en meget sammensat befolkning, men de forsøger at forene sig som et land. Premierminister Stephen Harper kom for få år siden med en uforbeholden undskyldning over for Canadas oprindelige befolkning "First Nations". Undskyldningen gik bl.a. ud på, at regeringen i generationer havde svigtet dem med den politik, at de indianske børn skulle fjernes fra deres forældre og sættes i kristne kostskoler langt væk fra deres familier. Efter årtiers fornedrelse spores der dog nu en fornyet stolthed i First Nations-befolkningen, og de er nu langt mere integreret end tidligere, men de hører stadig til landets fattigste, og de slås med arbejdsløshed, alkohol og dårligt helbred.
Set under et har Canada dog en af de højeste levestandarder i verden, så landet tiltrækker mange indvandrere. For tusinde af år siden kunne naturen brødføde indianerne, der jagede vildtet og plukkede bærrene i skovene. Bæverpelsen til de høje filthatte fik europæiske handelsmænd til at bosætte sig, og fiskerne blev tiltrukket af Newfoundlands torsketykke hav. Guldfundene fik lykkeriddere fra Asien og Europa til landet, men det er stadig naturen, der er landets stærkeste ressource. Olien fra præriestaten Alberta strømmer op af brøndene og overgås kun af Saudi-Arabien. Der er naturgas fra de arktiske egne, diamanter fra Northwest Territories og skovhugst i Britisk Columbia, og de yder alle et bidrag til landets bruttonationalprodukt. I Canada bor der i gennemsnit kun tre et halvt menneske pr. km2, og det gør, at det er et af verdens tyndest befolkede lande. Der er masser af plads at brede sig på, men 80 % af befolkningen klumper sig sammen i en 160 km bred bræmme langs grænsen til USA. Resten af de store vidder bebos af fugle, bævere, bjørne, nogle få inuitsamfund og de mine- og skovarbejdere, der lever af naturressourcerne.
De steder, hvor moder jord har været i sit mest generøse hjørne, er der i dag 43 nationalparker, og de dækker et areal større end Storbritannien. Her er der funklende gletsjere, bjergsøer, varme kilder, bjerge og kulørte totempæle. Træerne dækker næsten halvdelen af Canada, og skovene er hjemsted for to tredjedele af landets 140.000 dyre- og plantearter. Britisk Columbias Stillehavskyst har et regnskovsagtigt klima, og her står kæmpethujaer, douglasgraner og sitkagraner, hvoraf mange er flere tusinde år gamle. Længere østpå i Nova Scotia og Québec viser naturen sin pragt ved den smukkeste efterårsskov, og her lægger ahorntræerne krop til et rødglødende flammehav, der under navnet "leaf peeping", bladkigning, er blevet en turistattraktion. Det er ikke bare i vildmarken, at naturen trænger sig på, for i Vancouvers hjerte, der er grønt som en regnskov, er der masser af vaskebjørne, hjorte, prærieulve og endda bjørne, der går på rov i borgernes affaldsspande. Et andet af naturens vidundere ligger lidt syd for Toronto i form af Niagara Falls, der hvert minut kaster vand svarende til en million badekar ud over afgrunden.
I Canadas store arktiske områder er gennemsnitstemperaturen steget med 0,9 % i løbet af de sidste 50 år. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men det har haft den konsekvens, at isbjørnen og hvalrossen har fået mulighed for at møde hinanden. Det er aldrig sket før, at klimaændringerne har presser deres levesteder sammen. Isbjørnene kommer nu tidligere på land i Hudsonbugten og kommer tættere på byerne, for de korte vintre har ødelagt deres sæljagt på isflagerne. Klimaforskere fra hele verden kommer hertil for at dokumentere, hvordan blot sådan en lille temperaturændring påvirker naturen og de inuitfamilier, der bor her. I næsten alle skovområder i Canada undtagen nær Prince Edward Island og i det sydlige Alberta er der bjørne. Den almindeligste er sortbjørnen. Den er altædende som mennesker, så den lever af både planter, kød og insekter, men også af grønt, nødder og bær. Selvom den hedder sortbjørn, kan den vestpå være mere chokoladefarvet i pelsen. Selvom den er mindre end grizzlybjørnen, skal man stadig tage sig i agt, hvis man skulle være så heldig at møde den. Grizzlybjørnen kan blive op til 3 meter, når den står på bagbenene. Ud over størrelsen kan den kendes på en fremtrædende pukkel mellem skuldrene og et mere fladtrykt ansigt end sortbjørnen. Grizzlybjørnen lever højere oppe på skråningerne i Rocky Mountains og andre bjergkæder i Britisk Columbia, Alberta og Yukon. Den er mere aggressiv end den sorte bjørn, men for begge bjørnearter er det mødre med unger, der er de farligste. Hunbjørne står derfor for langt de fleste angreb på mennesker, og en hunbjørn kan også angribe den meget større hanbjørn, da hannerne godt kan finde på at dræbe en anden hans unger.
Bjørne og mennesker er i de senere år kommet tættere på hinanden, for bjørnene har mistet deres angst for mennesker. De søger derfor ind i byerne, hvor der er nem adgang til mad. I nationalparkerne som Banff og Jasper tages det meget alvorligt, for beboerne i udkanten af byerne skal også føle sig trygge, samtidig med at bjørnene bliver beskyttet. Bjørnene bliver så holdt på afstand ved hjælp af elektriske hegn, hunde og gummikugler. Canada er også fuld af hjorte, som den sorthalede hjort og den nordamerikanske kronhjort. Den største af dem alle er elgen, der søger føde i skovene i Rocky Mountains. Newfoundland har også nu fået et stort antal elge, efter at man i begyndelsen af 1900-tallet indførte en bestand. Rensdyret (caribou) er en yndet spise hos nogle af de indianske stammer, og af og til dukker renkød også op på menukortet i Montréal, Ottawa og Vancouver.
Sådan har det ikke altid været, for før i tiden var der stor forskel på, hvilke immigranter man ønskede at byde velkommen. De kinesere, der kom for at arbejde på den canadiske jernbane, så man skævt til, og der blev derfor indført en særlig kinesisk skat for at mindske immigrationen. Mellem 1923 og 1947 blev der ligefrem indført stop for kinesiske immigranter, og de, der var der i forvejen, blev udsat for diskrimination og udstødelse. Til gengæld blev immigranter fra Europa budt velkommen med reklamer som "The Last, Best West", og der blev tilbudt jordarealer på den canadiske prærie. Mange skandinaver bosatte sig på prærien, og derfor støder man ofte på canadier med skandinaviske aner.
Canadisk kultur er umulig at definere, for er det en fransk eller en engelsk identitet, eller er det begge dele iblandet en hel masse andet? Landets tidlige historie som nation tilhører både englænderne og franskmændene, og med de to officielle sprog skal alt skrives både på engelsk og fransk. Nogle delstater går meget op i, hvad der står på mælkekartonerne, og hvad der skal stå på skiltene, og især i Québec værnes der med løvekløer om det franske sprog. Det kan gå helt ned i petitesserne, som en italiensk restaurant i Montreál der fik problemer, fordi der på menukortet stod "pasta" og " steak frites" i stedet for "pâtes" og "biftek". Det var jo også en virkelig grov forseelse, men det siges, at sammenstød med det franske og engelske er en del af landets historie og identitet. Selvom canadierne ikke rigtig kan finde ud af, hvad de egentlig er, så kan de dog nemt blive enige om, hvad de ikke er, og det er amerikanere fra USA. De sammenligner forholdet til USA som at sove ved siden af en elefant, for uanset hvor venligsindet dyret er, så bliver canadierne forstyrret af hvert et grynt. Det er blevet et helt tidsfordriv at lave vittigheder på bekostning af storebroderen i syd, som de mener ofte opfører sig som en umoden teenager.
Canada er faktisk det land i verden, der tager mod flest nye immigranter pr. indbygger. Det drejer sig hvert år om 250.000 mennesker fra hele verden, der vælger at slå sig ned i Canada, og de bliver endda budt velkommen. Så selvom der mest tales engelsk og fransk, så tales der også kinesisk, bengalsk, ungarsk, japansk og masser af andre sprog i de canadiske hjem.
Det er også svært for canadierne selv at se, hvad de har til fælles, ud over at de elsker ishockey, går med fleecetrøjer og elsker at fortælle gyselige historier om Grizzlybjørne. Måske har de det til fælles, at de selv føler sig som gæster i et stort vildt land med mennesker fra hele verden. Et af fællestrækkene er, at de sammen lever i det store, vilde land, og at de har store hjerter.
Det tilrådes ellers at tage Canada i små bidder, hvis man ikke har flere måneder til rådighed eller flyver over landets gigantiske prærie, hvor der er langt mellem snapsene. I vores tilfælde tager vi toget, for vi vil ikke snyde ved at flyve over de lange stræk.
Pas: Med et gyldigt pas kan danske og norske statsborgere frit rejse ind i landet og opholde sig der i 3 måneder. Man kan blive bedt om at oplyse rejsens formål og fremvise en gyldig returbillet. Indførsel: Det er forbudt at indføre fersk kød, mælkeprodukter, plantefrø, planter, frugt, grønsager, dyr, insekter og fugle. Fyrværkeri og håndvåben vil de heller ikke have ind i landet.
Tog er en behagelig måde at rejse på i Canada, men man skal have god tid. Der er ofte mange forsinkelser, for den canadiske jernbane "Via Rail Canada" ejer ikke sporene, så passagertog er ofte tvunget til at vente på godstogene, der har fortrinsret. Mange af togstrækningerne går igennem nogle afsindigt smukke strækninger, så der er noget at glæde sig til. Togene forbinder de fleste storbyer og omkring 450 mindre byer på deres 14.000 km lange strækninger. Der er ikke tog i de nordlige provinser, men til gengæld er tog den eneste adgang til fjerne egne som isbjørnehovedstaden Churchill i det nordlige Manitoba. Det lyder i mine ører afsindigt spændende. Det gør ikke noget at turen tager 1½ dag frem og 1½ tilbage, men vores rejsemåned er juli måned, og det er langt uden for isbjørnesæsonen, der ligger mellem oktober og midt i november. Togene kører mest effektivt østpå mellem Montreál og Toronto, hvor næsten alle byer er forbundet. Den længste tur "The Canadian" mellem Vancouver og Toronto tager 3 dage og foregår i tog, der i det ydre ligner tog fra 1950’erne. Den smukkeste tur går gennem Rocky Mountains til Jasper, og det er netop en af de strækninger, vi skal køre. Fra Vancouver til Toronto er der 4.492 km, og videre fra Toronto til vores endemål i Halifax er der 1.788 km.
Drikkevand: Der kan drikkes vand fra hanerne uden sundhedsmæssige risici. Vand på restauranterne er også tappet fra hanen og isterninger er fra samme sted. Elektricitet: Der bruges 110 volt i Canada, og stikkene har brede flade ben ligesom i USA. De skulle kunne købes i lufthavnen inden afrejsen. Kriminalitet: Risikoen for tyveri og overfald kan ikke sammenlignes med USA, og den er ikke større end i Skandinavien – men selvfølgelig skal man passe på sine ting. Åbningstider: Kontorer og banker er normalt åbne fra 9-17. I supermarkeder kan der købes ind til langt ud på aftenen og om søndagen.
Miniparlør: Canadisk engelsk tales af de fleste canadiere undtagen de 22 %, der taler fransk. Canadisk engelsk er arvet fra de britiske kolonister, men ordforrådet er til dels anderledes. Der er regionale forskelle som i Newfoundland, hvor mange taler med accent, der minder om irsk. Ordet "eh?" afslutter de fleste canadiske sætninger, og for nuværende aner jeg ikke, hvad det betyder. Canadisk fransk tales især på den canadiske østkyst, men der er forskellige former for canadisk fransk. Québec-fransk stammer fra det klassiske franske sprog, som kolonisterne talte i 1700- og 1800-tallet, og det er i store træk det fransk, der tales i Frankrig. Selv i Québec kan det dog være svært at forstå det fransk, der tales på gaden, og af høflighed slår de ofte over i det formelle og europæiske franske. Nå, men det er faktisk lige meget for vores vedkommende, for vi forstår og taler overhovedet ikke fransk. Det er dog en god ting at henvende sig på fransk og spørge "Parlez vous anglais?" Taler de engelsk? Og det vigtigste for os er "Je ne comprends pas", Jeg forstår ikke.
Nå, men vi har rejst verden rundt med utallige, ubekendte sprog, og vi har klaret os med vores skoleengelsk med stærk midtsjællandsk accent. |
De første hvide mennesker, der fandt Canada, var vikingerne med Leif den Lykkelige i spidsen. De etablerede vinterbosteder i Newfoundland, hvor de kunne reparere skibe og hente forsyninger. Islandske sagaer fortæller om Vinlandet med de sødeste vindruer og mængder af kæmpe laks. Sagaerne fortæller også om "skrællingerne" (algonkin-indianerne), der angreb vikingerne med bue og pil. Sammen med Newfoundlands barske klima var det "skrællingerne", der var skyld i, at vikingerne rejste hjem
igen.
De europæiske kronede hoveder syntes ikke rigtig, der var noget ved de nye landområder, for der var tilsyneladende hverken guld eller sølv, men interessen vendte, for landet myldrede med bævere. Hattemoden mellem 1550 og 1850 krævede høje filthatte, og de fineste hatte var lavet af
"kastor" (bæverhårsfilt). Bæverne var nærmest blevet udryddet i Europa og Rusland, så det så sort ud for hattemoden, men nu strømmede europæiske pelshandlere til de nye kolonier for at handle bæverskind med indianerne.
Englænderne var sejrherrerne, som de faktisk også er i dag, med et fransk mindretal omgivet og regeret af et engelsktalende kontinent, hvor englænderne sidder på magten som forretningsmænd og bankmænd, og franskmændene er arbejdere og landmænd. Sådan stort set.
Canadas oprindelige befolkning kan opdeles i 3 grupper:
I 1999 overdrog Canada provinsen Nunavut til inuitterne. Det er et område, der svarer til en femtedel af hele Canada, og dette gigantiske område bebos og regeres af omkring 28.000 inuitter.
I mellemtiden prøver indianerne at genfinde deres kultur, og en af måderne er at inviterer besøgende ind i reservaterne for at spise rensdyrgryde, bo hjemme hos en iqualuitfamilie i Nunavit eller lære at sy mokkasiner i Alberta. Jo længere nordpå man rejser, desto mere vil man støde på virksomheder, der drives af de oprindelige folk, men ærligt talt, personligt synes jeg, at grænsen er overskredet i Nk`Mip reservatet i Britisk Columbia, hvor reservatturismen er gået lidt over gevind, for her tilbydes turisterne at spille golf. Nå, jeg har da fuld forståelse for, at der skal penge i kassen på en eller anden måde. 
Religionen er en vigtig del af canadisk kultur, og omkring 43 % er katolikker, og derefter kommer protestanterne. Omkring 17 % tilhører ingen religion. 
Canadas natur hører til den mest storslåede på kloden og går fra Newfoundlands blå isbjerge over Manitobas luntende isbjørne til Rocky Mountains funklende bjergsøer. Det giver en vildskab, som vi ikke kender i Europa, men det er også den natur, som har skabt det Canada, som vi kender i dag. 
De uendelige naturstrækninger i det nordlige Canada er derfor ikke meget anderledes end den natur, der mødte de første mennesker, da de fandt vej over Beringstrædet for tusinder af år siden. 
Tidligere har der været den holdning, at Canadas enorme naturressourcer kunne der bare tages af efter forgodtbefindende, men inden for de sidste 20 år er katastroferne begyndt at vise sig. I 1990 var det engang så torskerige havområder tømt for torsk, og i 2003 kom torsken endda på listen over truede dyrearter. I de nordlige områder som Labrador og Northwest Territories har store virksomheder skrællet jord af i kæmpe områder, når de graver efter kul og jern, og på samme måde har den skånselsløse træfældning haft miljømæssige konsekvenser. 
Canada har dyr i en størrelse, som vi ikke kender herhjemme. Der er isbjørne, grizzlybjørne, hvaler, elge eller "moose", som den amerikanske underart hedder. Bæveren er efterhånden blevet nationalsymbolet for Canada, og den pjasker rundt i søerne over hele landet. Et andet dyr, der lever overalt er stinkdyret "skunken". Den lugtes dog mere, end den ses på grund af det ildelugtende sekret, den sprøjter på alt levende, der kommer den for nær.
Isbjørnen er den mest aggressive af bjørnene i Canada, og den kan veje op til 800 kg. I Canada er Churchill i det nordlige Manitoba det eneste sted, hvor man fra september til november kan opleve isbjørne. På dette tidspunkt er havisen endnu for tynd, så de strejfer rundt på land.
I havene omkring Canada kan man møde spækhuggeren, der kaldes for havets dronning. På engelsk kaldes den for "killer whale", fordi den dræber andre hvaler og sæler. Spækhuggeren kan skyde en utrolig fart, og de elsker at lege i vandet ved at lave saltomortaler i luften. De er nemmest at spotte i vandene omkring Vancouver Island. Andre af Canadas hvaler er hvidhvalen, som er den mindste og blåhvalen, som er den største, og de findes i havene omkring Nova Scotia og Newfoundland. Desuden er der finhvaler, pukkelhvaler og vågehvaler, som kan ses om sommeren i St. Lawrence-bugten omkring Newfoundland. På vores rejse slutter vi netop af med en hvalsafari ud for Novo Scotia.
Canada er nu i gang med den femte bølge af immigranter, og det er især fra det sydlige Asien og Kina. Nogle mener, at al den multikulturalisme står i vejen for en egentlig canadisk kultur, men det er netop den canadiske kultur, at Canada er et land, hvor alle kommer et andet sted fra. 
Canada adskiller sig da også på væsentlige punkter fra USA, da de har en socialdemokratisk velfærdsstat med "universal health care", og de opretholder basale, sociale ydelser. Det kunne USA godt lære noget af, i stedet for at visse republikanske befolkningsgrupper først tænker på sig selv og derefter på sig selv.
Canada er inddelt i 6 tidszoner, og der er 4½ times forskel fra kyst til kyst. Tidsforskellen er 4½ time mellem Danmark og Newfoundland og 9 timer til Vancouver, hvor vi skal starte vores Canadarejse.
Fly: Der er ingen direkte fly mellem Canada og Danmark, men Icelandair kan klare turen til Halifax eller Toronto. Ankommet til Canada kan der benyttes Air Canada, der har ca. 150 destinationer over hele landet.
Drikkepenge: På restauranter efterlades ofte drikkepenge på omtrent 15 % af regningen, og på hoteller er det god skik at efterlade et par dollars til dem, der gør rent. Dragere forventer mindst 1 dollar og taxichauffører håber også på at få 10-15 % i drikkepenge. I fastfoodrestauranter, hvor der ikke er betjening, er der nul drikkepenge.
1. juli er nationaldagen "Canada Day". På nuværende tidspunkt aner jeg ikke, hvordan den fejres.