Sydamerikas perle.

Colombia 1. del fakta.

Oplæg til en rejse i Colombia af Kim Greiner

Kolde og varme fakta.

Amerika er opkaldt efter den italienske opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci.
Han tegnede kort og skrev rejseberetninger hjem til Europa, og de blev brugt af en tysk korttegner. På et af hans kort satte han Amerigos navn under, og mange opfattede det som navnet på de nye lande - og kontinentet var hermed døbt Amerika.

Sydamerika består af 12 selvstændige lande, hvor Colombia med sine 1.141.568 km er ca. 26 gange Danmarks størrelse. Møntfoden er colombiansk peso COP, og kursen i 2016 er, at 10.000 peso er lig med 21,75 dkr., eller at man for 10 kr. får 4.600 peso. Sproget er spansk og Colombia er en republik.

Befolkningen, der er på ca. 44 millioner indbyggere, består overvejende af mestizer (50-70 %), hvor den hvide mand har blandet sig med den farvede befolkning. Derudover er ifølge de officielle kilder omkring 20 % af befolkningen ren hvid, og omkring 5 % af landets befolkning er mulatter og sorte, og de udgør flertallet af befolkningen i kystområderne. Den indfødte befolkning udgør kun 2-3 %, men er opdelt i mere end 50 forskellige grupper. De indfødte har været meget trængt tilbage, men er nu begyndt at organisere sig for at forsvare sig og kræve deres rettigheder til deres jord.

Colombia er et udpræget "mestizland", og da befolkningen er blandet, er kulturen mere regional end etnisk. Befolkningen i Andeshøjlandet er mestizer af spansk oprindelse i træk og kultur. I det sydlige Colombia og i junglelavlandet er den indianske befolkning så stor, at den sætter sit tydelige præg på kulturen. I kystområderne er det den afrikanske indflydelse, der er mærkbar.

Colombia er et venligt og smukt land med en mangfoldig natur og mange historiske skatte. Landet har dog også et blakket ry med centrum for verdens narkotikahandel og produktion af kokain, foruden, i hvert fald tidligere, en ubarmhjertig vold og civil uro. Myten om El Dorado og moderne tider er nu blandet sammen til en kulturel mangfoldighed. 

Myten om El Dorado er historien om de ufattelige rigdomme, som de spanske conquistadorer blev draget af, da de jagtede guld og smaragder. Og stadig forfølger også minearbejdere denne drøm. 

Colombia er geografisk det fjerdestørste land i Sydamerika og det eneste land, der har kyst til både Stillehavet og Atlanterhavet. Mod syd ligger den lille stat Ecuador og den fascinerende Amazonjungle. Tre store bjergkæder strækker sig igennem Colombia mod nordvest. Her fra bjergene udspringer de mange vandløb, der forener sig til den mægtige Amazonflod, der løber ud i Atlanterhavet flere tusinde kilometer væk. Ind mod Amazonas og Venezuela ligger det store lavland, der stort set består af ubeboede græsstepper.

De fleste af landets indbyggere lever højt oppe i skyerne. På den østligste bjergkæde ligger hovedstaden Bogotá. De to moderne byer Medellin og Cali ligger inde mellem bjergkæderne. Bjergkæderne adskilles af floderne Cauca og Magdalena, og her findes landets mest frugtbare områder. 

Der er 4 klimazoner i Colombia, og de er afhængige af højden. Ved kysterne og i Amazonas-lavlandet er klimaet fugtigt og tropisk. I nogle af dalene i de centrale dele af landet er klimaet subtropisk. På højplateauerne er der tempereret klima, og i de højestliggende bjergområder i Andes og i Sierra Nevada er der koldt.

De stejle bjergkæder kløver landet i nord og syd, og det er vanskeligt at udbygge et effektivt landevejsnet. Jernbanenettet er spredt og ineffektivt, og det er fortrinsvis anlagt for at bringe bananer, kul og andre eksportvarer ud til havnene ved kysten. 

Flytrafikken er derimod effektiv, og der er lufthavne og flyvepladser overalt, så flyvning er den almindeligste transportform. Der er over 100 lufthavne, og de 11 er af international standard.

Flodtrafik har traditionelt været vigtig i Colombia, og alene Magdalena-flodsystemet er sejlbart på over 1.500 km. Floden munder ud ved Barranquilla ved Caribien og er landets vigtigste havn.

Katolicismen er landets officielle religion, og det skønnes, at 95 % af befolkningen er katolikker. Protestantiske kirker og sekter vokser dog hastigt frem. 

Bogotá, som faktisk hedder Santa Fé de Bogotá, er uden tvivl landets kulturelle centrum, men hvert område i landet har udviklet sin egen karakteristiske identitet. Det gælder både m.h.t. livets gøremål, men også de musikalske stilarter, hvor det svinger mellem strengeinstrumenter og harmonika.

Fodbold er Colombias mest populære sportsgren, men cykelrytterne gør sig også gældende blandt verdens bedste.

Colombia eksporterer først og fremmest kaffe, men ellers olie, smaragder, blomster, bananer, kul og mindre mængder guld.

Colombias historie kort fortalt.

Før den spanske erobring var Colombia befolket af højtudviklede kulturer, men på grund af deres mindre udbredelse er de ikke så kendte og beundrede som aztekerne i Mexico og inkaerne i Peru. Der var dog veludviklede bystater som chibchaerne og muiscaerne, der havde raffinerede kunstneriske udtryksformer især i form af guldsmykker og andre guldgenstande.

Myten og El Dorado stammer fra en tradition hos muisca-folket, hvor deres leder blev kronet ved at blive indsmurt i planteolie og pudret over hele kroppen med guldstøv. Derefter blev han af præster og præstinder ført ned til en flåde i Siechasøen, der ligger i 3.700 meters højde, og ved solnedgang skulle han sejle ud på søen og dykke ned og vaske guldstøvet af sig, samtidig med at præsterne kastede offergaver ud i søen. Myten om El Dorado fik mange europæere til at kaste sig ud i ekspeditioner, hvor de ofte mødte deres undergang. I 1542 mødtes 3 af disse ekspeditioner på en højslette, og de enedes om at grundlægge den by, der senere blev til Colombias hovedstad – Santa Fe de Bogotá. 

Området blev af spanierne døbt Ny Granada, og det blev den vigtigste producent af guld i kolonitiden. Først i 1739 fik Ny Granada status som vicekongedømme og inkluderede de nuværende republikker Colombia, Ecuador, Panama og Venezuela.

Efterhånden som økonomien blev baseret på sukkerrør og råsukker, importerede man i kystområderne slaver fra Afrika. Havnebyen Cartagena blev koloniens vigtigste havn og blev et knudepunkt for slavehandelen i Caribien frem til 1800-tallet.

Inde i landet opstod der små private landbrug med hvide, frie mænd, og der opstod en noget anden samfundsdynamik end i Ny Spanien med Mexico og Peru. I 1780 blev der oprør i protest mod udskrivningen af skatter, der skulle bruges til den spanske krones krige i Europa.

Uafhængighedskrigen blev en lang affære, der varede fra 1810 til 1820, hvor general Bolivar endelig besejrede de spanske styrker i Sydamerika. Bolivar dannede republikken Stor-Colombia, der holdt indtil 1830. Derefter var landet præget af større og mindre oprør mellem regionale ledere, som ønskede at få kontrol over centralmagten og få så mange privilegier som muligt til sig selv. Guldeksporten faldt i 1830’erne og blev erstattet af kinin og tobak, som frem til 1880 var landets vigtigste eksportvarer. 

Colombia blev efterhånden de blodige borgerkriges land, og den ene borgerkrig afløste den anden. I 1880’erne blev kaffen landets vigtigste eksportvare. Som arbejdskraftintensiv afgrøde er kaffen velegnet til de små brug i de uvejsomme og stejle Andesbjerge, hvor størstedelen af kaffebrugene findes. Forarbejdningen og handelen med kaffen sikrede godsejerne sig, så kaffebøndernes indtægter forblev små.

Den blodigste borgerkrig, kaldet tusinddageskrigen, begyndte i 1899 og kostede 130.000 menneskeliv, men medførte ikke de store ændringer. Regeringsmagten forblev i hænderne på et mindretal af hvide, og de tog ikke mange hensyn til hverken mestizer, mulatter, sorte eller indianere, der udgjorde det meste af befolkningen. I 1930’erne gjorde småbønder og landarbejdere i det centrale højland oprør i protest mod myndighedernes mishandlinger og for ringe betaling for deres produkter. For at forsvare sig mod hæren og godsejernes private vagtværn oprettede mange selvforsvarszoner, som 30 år senere skulle blive vigtige tilholdssteder for guerillaen.

USA drog fordel af det kaos, der opstod, og dannede en separatistbevægelse i Panama, som dengang var en stat under Colombia. Kort efter begyndte byggeriet af Panamakanalen, som blev underlagt USA. Colombia accepterede modvilligt tabet i 1921. United Fruit Company, der var hjemmehørende i USA, fik grundlagt nogle store bananplantager, hvor de ansatte fik en sulteløn. I 1928 blev der en langvarig strejke, og den blev afsluttet med hjælp af den colombianske hær, som med maskingeværer nedskød fagforeningsfolkene. Markedet for bananer gik i mellemtiden i stå, og der blev i stedet satset på kaffe som et nyt håb for økonomien. De dårlige arbejdsforhold for de ansatte i plantagerne var de samme, og selv små udsving på kaffepriserne på verdensmarkedet kunne lægge store landområder øde.

I 1948 blev den populære og liberale politiker Jorge Gaitán nedskudt på åben gade i Bogotá, da han ønskede en reel politisk forandring. Mordet afstedkom, at vrede menneskemængder gik på gaden, og der opstod kampe mellem arbejdere og bønder på den ene side og politi og soldater på den anden side. Politiet var brutalt som aldrig før, og mindst 300.000 mennesker mistede livet. I 1953 havde bevæbnede oprørsgrupper udviklet et revolutionsprogram, medens de regerende partier forenede sig af frygt for kommunismen. I mellemtiden fortsatte de forskellige oprørsgrupper i landområderne kampen, og Colombia har den tvivlsomme ære at have den ældste guerillabevægelse i Sydamerika. Spredte forsøg på at skabe fred og mere demokratiske tilstande mislykkedes, og i begyndelsen af 1980’erne var der et oprør midt inde i Bogotá, hvor bl.a. 11 højesteretsdommere blev skudt ned. 

Under præsident Virgilio Barco blev der åbnet for demokratiske valg, men nu mødte regeringen modstand fra narkokartellerne med Pablo Escobar i Medellin i spidsen. Han kontrollerede 80 % af den illegale verdenshandel med kokain, og handelen hjalp da helt sikkert på landets økonomi. Escobar døde dog i en regn af kugler i 1993, og markedet flyttede nu til narkobosserne i Cali. Her overgav kassereren sig til USA’s narkobekæmpelsesmyndigheder, og ting og sager blev rullet frem, bl.a. at den daværende præsident havde fået et klækkeligt tilskud til sin valgkampagne af narkokartellerne. 

Landet havde dårlige tider, og venstrefløjsguerillaer, halvmilitære grupper på højrefløjen og sikkerhedsstyrkerne kæmpede videre, medens den almindelige colombianer led under de dårlige tider.

Andrés Pastrana vandt valget i 1998 og lovede økonomiske forbedringer og fred. Forskellige kampagner med hjælp fra USA blev sat i værk mod narkotikaproblemet, hvilket ikke blev den store succes. Den senere præsident Álvaro Uribe lovede at slå ned på FARC (de marxistiske oprørere), og i 2005 fik de tilbudt reducerede fængselsstraffe, hvis de afleverede deres våben. Det kom der ikke så meget ud af, men med præsident Juan Manuel Santos er der mere end lys forude. I sine bestræbelser på at få fred i landet fik han Nobels Fredspris i 2016.

Colombianerne skulle stemme om fredsaftalen, som de dog forkastede, fordi FARC havde fået for gode fredsbetingelser. Juan Manuel Santos arbejdede ufortødent videre med fredsaftalen, og denne gang var det kongressen, der godkendte aftalen, og den blev underskrevet den 24-11-2016.

Klik her og fortsæt i Colombia 2. del Bogota.

Tilbage til forsiden.