Coloumbia.

                         Sydamerikas perle.

Rejsefortælling at Kim Greiner.

2. del Bogota.

November 2016

Hvorfor Colombia.

Sydamerika var næsten jomfruelig jord for os. Udover at vi havde besøgt Peru på en fantastisk tur i inkaernes fodspor, kendte vi ikke noget til Sydamerika. Jeg var faldet over en grupperejse med Albatros til Colombia i slutningen af november, og det var et tidspunkt, der passede godt. Det havde været en travl sensommer med mange rundvisninger og foredrag, så Colombia faldt på et tørt sted. Albatros kaldte rejsen for "Colombia - kaffe, kærlighed og kulturarv", og de skrev, at det er en sikker rejse.

Faktisk så kendte jeg ikke noget som helst til Colombia inden rejsen, udover at de er gode til kaffe og narkobaroner. Jeg fik dog lånt nogle bøger på biblioteket, men desværre findes der ingen rejseguider på dansk på nuværende tidspunkt. Det er da bestemt heller ikke noget normalt rejsemål for os danskere - vi er lidt bange - for hvad foregår der egentlig i det land, og kan man slippe ud igen med livet i behold. Fra 3-4 bøger fik jeg flikket et overblik sammen, se ”Colombia fakta” på denne hjemmeside. 

I nogle lande rundt om i verden, vil de hellere have betaling i US dollar, men om de også gerne vil det i Colombia, anede jeg ikke i forvejen. I Forex på hovedbanegården fik jeg derfor vekslet til nogle US dollar og fik bestilt nogle colombianske peso. Efter nogle dage kunne peso afhentes, og kursen var på rejsetidspunktet således, at 10.000 peso kostede 26 kr. eller omvendt, 400 peso kostede ca. 1 dkr. Efterfølgende kan det oplyses, at det er peso, der er gangbar mønt, og kun helt specielle steder tager de US dollar. 

Flyrejsen var med flyskift i Paris, og der var allerede afgang kl. 6.30 fra Kastrup Lufthavn. Man skulle helst være der 2 timer før, så det krævede en overnatning inde i København og hvorfor ikke prøve Hilton, der ligger i gåafstand til lufthavnen.

Nydeligt hotel og et nydeligt værelse med udsigt til en kæmpe parkeringsplads. Allerede om aftenen gik vi over i lufthavnen, og via passet og lidt indtastninger så kom både et bordingkort og en bagagestrimmel ud af maskinen, og så var vi klar til en rolig nat på Hilton.

Rejsen til Colombia.                                                                                                     23-11-16

Rolig og rolig. Vi sov lidt uroligt, for vi skulle op kl. 3.30. Skulle og skulle, men vi ville. Selvom vi ikke havde værelse med morgenmad, var der alligevel "Early morning”-morgenmad med brød, kaffe, ost og skinke m.m. Det store forkromede morgenbord var først tilgængeligt kl. 5.30.

Der er kun 5 min gang fra hotellet til Terminal 2, så det er ikke sidste gang, vi benytter Hilton, når vi skal tidligt af sted. 

Nej, nu strammer de den, for foruden ubetjent bordingkort, var der også ubetjent bagageindlevering. Der var lige en dame, der tjekkede bordingkort i køen, men ingen i skrankerne. Man scanner selv bordingkortet og sætter mærket på kufferten, og så ruller de af sted uberørt af fremmed menneskehånd. Meget nem sikkerhedskontrol, men der er også ret så tomt i Kastrup Lufthavn kl. 4.30 om morgenen. 

Nem flyvning med Air France med let servering af kaffe og croissant. Ved siden af mig sad Aino – en lille nydelig og berejst dame, og hun var let at tale med. Der var under to timers flyvning til Paris og perfekt landing. I paskontrollen slog vi os sammen med Nanna, der også var både en veltalende og sjov pige. Det var så den fremtidige kernegruppe. Desuden var der 13 andre i Albatrosgruppen. De fleste var det grå guld, og de var meget berejste, for hvis man rejser til Colombia, har man allerede været de fleste andre steder på denne jord. Det var meget søde mennesker og nok lidt fra det bedre borgerskab, der var i hvert fald en læge, en psykolog en dommer, en tidligere rektor, en IT-konsulent, en sygeplejerske, en tidligere institutionsleder/min kone Gitte m.fl. Foruden en meget berømt foredrags-holder/fusentast/blærerøv, mig selv.

Hvad der stod på bordingkortet med hensyn til gatenummer til terminal 2F i Paris passede ikke. Vi skulle i modsat retning i Gate L 53, men vi fandt da ud af det. Der var selvbording, dvs. der var lige en, der kikkede på pas og bordingkort, og så hen til en maskine, der lyste ok, og åbnede en låge.

Air France flyet til Colombia fløj på et af de sidste vers og stod nok overfor at blive solgt til Afrika eller lignende eksotisk sted. Der var dog nogle små fjernsynsskærme i ryglænet, men billedet på skærmen var så dårligt, at det næsten ikke kunne ses, hvad de viste. Selvfølgelig var der rygning forbudt på flyet, men der var så sandelig alligevel askebægre i armlænet, og det er da alligevel nogle år siden, man måtte ryge i et fly.

Lang flyvetur på over 11½ timer, og vi kom over Azorerne og det gamle Dansk Vestindien, men hvor er Atlanterhavet dog stort, og så tænk på slaveskibene i sin tid. To gange var der affodring undervejs, og midt imellem en pindeis. Skyet næsten hele vejen, og hvor jeg hader de her lange flyveture med kolde fødder og stive ben. Det foreløbige rejsemål, Bogota, skal være så velkomment. Endelig kom der land i sigte, og det så bjergrigt og grønt ud. Omkring lufthavnen var der masser af kæmpedrivhuse, og det er bare en af Colombias hemmeligheder, for de eksporterer masser af blomster. Landing før tiden i El Dorado Airport, der er en stor, moderne lufthavn. Paskontrol og udfyldelse af en toldseddel og så rullede bagagen frem, hurra.

En smuk, farvet dame stod med et Albatrosskilt, og det var vores lokalguide Ingrid. Her mødte vi også vores rejseleder Juan de Dios Ramirez Perez, der var født i Sydamerika, men har boet i Danmark. Han talte dansk med lidt cirkusaccent, og han var en alvidende, humoristisk og engageret blæksprutte, der summede rundt om sin gruppe og ville gøre alt for at give os en god oplevelse i Colombia. I Colombia er der den regel, at der altid skal være en lokalguide med, selvom der er en kompetent rejseleder med. Det kan altid give arbejde til de lokale. Hver rejsedeltager betaler, hvad der svarer til 50 US dollar til drikkepenge til lokalguiderne, chauffører, tjenere, stuepiger, kuffertslæbere m.m. Og det er rejselederen, der deler ud, og så er vi da også fri for det. 
Tilbage til fortiden, inden vi indtager den colombianske jord. 

Bogota - hovedstaden i skyerne.

I 1538 mødtes tre conquistadorer på det sted, der i dag er hjertet af den gamle bydel på Plaza Bolivar i Bogota. Her besluttede de at grundlægge en by i muisca-folkets frodige område. Der gik dog ikke lang tid, før de først dræbt de indfødte og derefter hinanden, men alligevel voksede denne udpost op og blev hovedstaden i Gran Colombia.

Midt på plazaen står statuen af El Libertador Simón Bolivar, og mod syd ligger kongresbygningen "Capitolio Nacional", der til forveksling ligner et græsk tempel. På den anden side ligger "Palacio Presidencial" (Præsidentpaladset), hvor der er vagtskifte mandag, onsdag, fredag og søndag kl. 17. Vagternes uniformer er inspireret af preussiske uniformer fra før 1. verdenskrig og gjort komplette med skinnende hjelme med sølvspidser.

På den vestlige side af plazaen ligger katedralen, som man begyndte på at bygge i 1565, men den blev ødelagt af et jordskælv 200 år senere og blev først helt færdig efter Colombias uafhængighed. 

Hovedstaden Bogota ligger i 2.642 m højde midt i de nordlige Andesbjerge, der ofte er dækket af skyer og luftforurening. Siden midten af 1900-tallet har byen vokset sig 20 gange større og hører i dag til en af verdens største byer med 8 millioner indbyggere.

Kvartererne i byen ligger omkring centrum som ringene på et løg med den gamle kolonitidsby inderst. Næste løgring består af skyskrabere af stål og glas og store regeringsbygninger, der rejser sig over små herskabshuse. Yderst i løget ligger slumområderne. 

Midten af byen er fra den spanske kolonitid, da Colombia var et vicekongedømme, og er karakteristisk med blomstrende patioer og monumenter af sten og anløben messing. 

Man kan næsten finde alt i Bogotas kaotiske gader med en overdådighed af restauranter, gadeboder, bønder i ponchoer, masser af trafikpropper, teatre, universiteter, klassiske museer, bogbutikker, gallerier med kunst og mure med fantastisk flot graffiti. Alt ligger i en stor forvirring, og Bogota har fået tilnavnet "Sydamerikas Athen". 

Bogotas lufthavn hedder ikke mindre end "El Dorado-Airport", og den er ret så effektiv og har verdens tredjelængste landingsbane. Banerne er omgivet af drivhuse, og her dyrkes en af Colombias mindre kendte eksportvarer – blomster.

Den bedste udsigt ud over byen findes fra det 3.152 m høje bjerg "Cerro de Monserrat", hvortil man kan komme op med kabelbane. På toppen ligger den hvide kirke. Herfra kan udsigten nydes, eller der kan bedes ved statuen "El Sénor Caido" (den faldne Kristus). Begge dele kan selvfølgelig også lade sig gøre.
Nedenfor ligger byens udstrakte gadenet med numrene "calles" i øst-vestlig retning og "carreras" i nord-sydlig retning. 

Hotel Bicentenario med udsigt til herlighederne.

En bus holdt udenfor El Dorado Airport, og efter ca. 20 minutter var vi fremme ved Hotel Bicentenario, der ligger i hjertet af Bogota og med en perfekt placering til det historiske centrum. I bussen fik vi noget praktisk information og først og fremmest af sikkerhedsmæssig karakter. Gå ikke med punge, smykker, pas og helst ikke med rygsække m.m. Tag i stedet pengene ned i en bukselomme. Vi blev lidt skræmte. Var dette land og denne her by virkelig farligere end så mange andre steder. En af vores medrejsende havde rejst Sydamerika tyndt og følte sig tryg der. Selvfølgelig med overholdelse af almindelige regler, som ikke at gå ned ad en mørk gade uden mennesker med en fed tegnebog i baglommen. Hun havde aldrig turde rejse i Asien, hvor vi rejste lykkelige rundt uden at føle os utrygge og aldrig havde været ude for noget som helst ubehageligt. Knock on wood. 7-9-13. Salt over højre skulder m.m. 

Urene havde vi stillet 6 timer tilbage, og klokken var 16 lokaltid. Colombia ligger så tæt på Ækvator at nat og dag næsten er lige lange, og det begynder at blive mørkt ved 18-tiden og lyst omkring 5.30. 

På vejen ind fra lufthavnen til hotellet observerede jeg, at der er mange fodgængerbroer over de store veje, og at trafikanterne stopper ved rødt lys. Det kunne godt tyde på, at der er en vis orden i landet. 

Hotel Bicentenario er en høj, moderne bygning, der ligger ved en fin plads med græsplæne og grønne træer. Der var dog også en række mindre træer med gule blade, og det så lidt mærkeligt ud, da alle andre træer havde grønne blade. Jeg gik tæt på for at se, om jeg kunne bestemme træarten. Den kunne godt høre til slægten acer, men helt tæt på kunne det ses, at det var plastiktræer. 

De, der havde lyst, gik med Juan hen på en lokal restaurant for at få lokal colombiansk mad. Helt typisk var det en kæmpe suppe med 1/4 kylling, kartofler, majs og en skål ris plus en banandrink. Pris 15.000 peso, sådan ca. 38 kr. plus altid 10 % tips. 

Fint værelse på hotellet. En dobbeltseng og en enkeltseng, stor fladskærm og panoramaruder i hele væggen ud til pladsen. Det var som at bo i et akvarium, men det var dog på 7. etage. Udefra var der noget spejlrefleks, så der faktisk ikke kunne kikkes ind. Der var et automatisk rullegardin, der blev styret med knapper på væggen. Der var også en stor rude ind til badeværelset. Dog var der en dekoration, der slørede lidt, men alligevel. 
Hotellet havde en venlig dørvogter, der passede på ubudne gæster, men var der alligevel smuttet en ubuden gæst med ind? Klokken 0.30 om natten blev der banket på døren. Først svagt. Vi lukker bestemt ikke op midt om natten et fremmed sted. Lidt efter kom der to gange kraftige bank, og jeg gik hen til døren og sagde højt på dansk: "Vi lukker ikke op". Så holdt det op, og vi gik i seng igen. Så ringede telefonen, og en mandsstemme spurgte, om vi talte engelsk. "Yes, but we are danes and we will sleep". Smak. 

Hvem det var, eller hvad det gik ud på, fandt vi ikke ud af. Vi fortalte det til vores guide Juan om morgenen, og han forstod heller ingenting, men meldte det til receptionen.

Guld, guld og atter guld.                                                             24-11-16

Det var overskyet med nogle sorte skyer, men var dog tørvejr. Der er meget bjergrigt, hvor vi bor, og på toppen af det nærmeste bjerg var der en kirke. 

Efter den udmærkede morgenmad på hotellet gik jeg ned og fik hilst på dørmanden. Desværre taler og forstår jeg ikke spansk, og de allerfleste colombianere taler og forstår ikke engelsk, så det er meget svært at kommunikere på nogen måde. Nå, men med et stort smil forstod han, at jeg gerne ville ud. Jeg gik en runde rundt på pladsen, og er der noget colombianerne er gode til, så er det murmalerier. Der var mange af dem rundt om pladsen, og det foregår næsten altid på den måde, at det er i samarbejde med ejeren af huset og maleren. Hvis en ejer har en væg, han gerne vil have malet, kontakter han en kunstner, og så er det en fifty-fifty situation. 

Der var byrundtur i Bogota, og der blev startet med at veksle penge i forskellige pengeautomater. Der anvendtes kreditkort, men et par automater løb tør for peso. Omveksling af penge havde vi selv ordnet hjemmefra igennem Forex på Hovedbanegården. 

I gåsegang gik vi igennem de hyggelige gader, og vi nåede pladsen med statuen af Santander. En plads i Colombia har altid en statue, og der er ofte skyggefulde træer. Desuden er der småboder med mad og drikke, eller man kan leje en mobiltelefon til en rimelig pris af 100 peso pr. minut. Typisk er der også kaffesælgerne, der byder på sød kaffe i termokander. Alle colombianere elsker søde sager, så derfor er der på forhånd godt med sukker i kaffen. Prisen for et lille bæger kaffe er som regel 1.000 peso ca. 2,60 kr. 

På pladsen ligger Guldmuseet, der bliver beskyttet, som var det Fort Knox, men det har da også en enestående samling af armbånd, statuer og ringe af det pureste guld. Der findes over 36.000 genstande fra 10-15 præcolombianske kulturer på museet, og alt er lavet med en teknik, som forbløffer moderne guldsmede.

Det ellers kendte Guldmuseum i Lima er for intet at regne i sammenligning med museet i Bogota. Det skyldes de grådige spanske "conquistadores" utålmodighed. De havde for travlt med at røve Inkariget længere sydpå og glemte at kikke længere ned i den colombianske muld efter glemte kulturer.

Inkaernes guld i Peru blev røvet og derefter smeltet om til guldbarrer og sejlet hjem til moderlandet Spanien. Det er lidt ligesom det tab, vi selv har oplevet med guldhornene. Guldskattene i Colombia blev heldigvis liggende i jorden, og blev først fundet mange år senere. Desværre er nogle af skattene dog blevet røvet af gravrøvere, de såkaldte "guaqueros."

Forarbejdningen af guld i Colombia startede 2.000 f. Kr. og fortsatte til op i 1500-tallet. De præcolombianske kulturer var isoleret fra hinanden på grund af bjergene, så de har alle udviklet deres egen særlige stil, men de har alle brugt de teknikker, som på det tidspunkt blev anvendt i Den Nye Verden. 

Den mest primitive guldbearbejdning går ud på at hamre guldet. Det kræver dog et godt håndelag at forme guldet på den måde. Nogle kulturer i Colombia udviklede efterhånden smeltning og brugte kombinationer med legeringer, så de kunne fremstille mere komplicerede figurer. Teknikken med at bruge voksmodeller, der opløses, når de kommer i kontakt med legeringerne, er muligvis opfundet i Colombia. 

De gamle kulturer fra før Columbus værdsatte i høj grad det gyldne metal, der ikke mister sin glans, og derfor blev guld brugt til dekorationer og til religiøse ceremonier. I nogle områder blev det også brugt som betalingsmiddel, når der skulle handles.

En af museets vigtigste genstande er en lille båd, lavet af muisca-folket. Den beskriver ritualet med at kaste guld til guderne ud i Guatavita-søen, medens det regerende overhoved bliver dækket af guldstøv og dermed skaber myten om El Dorado.

Højdepunktet på museet er besøget i sikkerhedsboksen på øverste etage. Den er lidt svær at finde, for når der er nogen derinde, bliver dørene lukket, og det er svært at se, at der foregår noget derinde bag dørene. Der sidder et par vagter på en bænk udenfor, og så må man bare selv sidde lidt ned og vente. Når dørene bliver åbnet, må kun 20 personer komme ind i boksen ad gangen, og der er fuldstændig mørkt, når der trædes ind. Lyset tændes og stråler med spot på 12.000 guldartikler, så beskueren næsten bliver blændet. Samtidig lyder der indiansk fløjtemusik, der følger gæsterne ind i denne mystiske, gyldne verden.

Betagende ceremoni med fredsaftalen.

Vi gik videre ad en bred gågade, hvor der både var nye, moderne huse samtidig med, at der var gamle klostre og kirker. Der gik mange betjente rundt i gule veste, men ellers var der en afslappet stemning. Ude på den store Plaza de Bolivar skulle der helt sikkert ske noget. Pladsen var fyldt med duer, og i dagens anledning må det være fredsduer. Damer gik rundt og solgte duefoder, og når man først havde en pakke i hånden, vidste duerne godt, hvad der ventede forude. Jeg fik købt en pakke, og hurtigt havde jeg 5-6 duer på skulderen og på hænderne, medens jeg prøvede at få hul på posen. Så væltede kornene ud, og jeg havde et par hundrede duer omkring fødderne. 

På pladsen var der mange mennesker, der viftede med store hvide flag, og der var en intens stemning. Henne på regeringsbygningen var der sat to storskærme op, og der var mange politibetjente, der gik rundt. Tilfældigvis var vi ramlet ind i lige det øjeblik, hvor fredsaftalen blev underskrevet. Over 50 års borgerkrig var afsluttet, og det takket være præsident Santos’ utrættelige arbejde for at få aftalen på plads. 

Den første aftale blev forkastet af befolkningen ved en folkeafstemning. Oprørsbevægelsen FARC havde fået lidt for gode betingelser for overgivelse, mente befolkningen. Så skete miraklet, idet præsidenten fik Nobels Fredspris nogle få dage efter, at folkeafstemningen med et snævert flertal havde afvist det første udkast til en fredsaftale. Han udtalte senere: "Vort skib var i havsnød, vi drev for vejr og vind, men nobelprisen kom som den agtervind, der tillod os alle at nå i mål i fredens havn". 

Fredsaftalen blev omformuleret, så den var knap så fordelagtig for FARC, og så gik den til afstemning i kongressen, hvor 130 stemte for og 0 imod fredsaftalen.

Lige præcis på det tidspunkt, hvor de to parter underskrev fredsaftalen, stod vi på pladsen og mærkede historiens vingesus. Folk svingede med de hvide faner, og der blev klappet, og jeg fik faktisk tårer i øjnene. En enkelt dame, der åbenbart ikke var for aftalen, stod og råbte og skreg ind i kameraerne. Selvom jeg ikke forstod et ord, var det tydeligt, at hun var meget utilfreds. Hun havde sikkert lidt et stort tab på en eller anden måde, men det kunne jo heller ikke blive ved med krig og ufred.

Senere ved overrækkelsen af Fredsprisen i Oslo var der repræsentanter for borgerkrigens mange ofre, og selvom det var svært, havde de tilgivet FARC. Næstformanden for Nobelkomiteen roste i sin tale også FARC’s øverste leder, Rodrigo Londono kendt under dæknavnet "Timochenko": Han har klart udtrykt sin fortrydelse over de lidelser, FARC har udsat den civile befolkning for, og han har bedt det colombianske folk om tilgivelse, og det er eksempel til efterfølgelse. "I dag skinner fredens sol fra Colombias himmel, og vi ønsker, at den skal lyse op i hele verden".

Monserrate-bjerget med dyr i overstørrelse.

Efter den bevægende oplevelse gik vi videre op igennem de gamle kolonigader til museum de Arte del Banco, der drejede sig om møntpresning i gamle dage. Møntpresserne, der godt kunne være slaver, skulle arbejde nøgne, så der ikke smuttede en mønt med hjem. Ved den mindste mistanke om en slugt mønt, ventede man ikke tålmodigt de næste dage, men man blev sprættet op omgående. Museet viste de store maskiner til prægningen, og der var også en udstilling fra kunstneren Fernando Botero.

Det var blevet frokosttid, og der var fællespisning på en lokal restaurant. Ægte lokale retter som Ajiaco Santafereno til 18.000 peso og Cazuela de Frijoles til 13.000. Det er kæmpestore portioner, så ingen kunne spise op. Juan samlede penge ind for måltidet, men da det var et ret lille lokale, var det lidt af et gedemarked, for nogle skulle på toilettet, nogle havde betalt og nogle ikke endnu samtidig med, at der blev givet beskeder, og der var høj musik. Puh ha, der er faktisk visse fordele ved at rejse alene rundt i verden.

Bagefter fortsatte byvandringen igennem en gade, der blev kaldt "Tragten", idet gaden blev smallere og smallere. Utrolig hyggelig gade og meget farverig med souvenirforretninger, små cafeer, små vandrehjem og grove brosten. 

Efter en kort pause gik vi op langs en række vandbassiner og videre op langs vejen til kabelbanen. Om formiddagen kører man på skinner op ad bjerget, men om eftermiddagen med kabelbane. 

Bjerget er på 3.152 meter, og der skulle være en smuk udsigt ud over byen, men ikke i dag for bjergtoppen og kirken lå i en sky. Omkring kirken er der kæmpe figurer af dyr, næsten som at være i Disneyland. Så var der også i anledning af julen figurer af Jesus og Jomfru Maria. Der var masser af lyspærer på figurerne, der dog ikke var tændt, men ved aftenstide ville det være et flot syn, især beregnet for børn. 

Midt på pladsen sad en lille familie, og en dreng legede med LEGO. Så svulmer stoltheden i mit hjerte, og jeg prøvede at forklare dem, at vi kom fra Danmark Danemarka, og at LEGO også kom fra Danemarka. De forstod nok ikke et ord, men jeg trak et fødselsdagsdannebrogsflag frem og plantede det imellem Legoklodserne, og de sagde da gracia.

Der var også en restaurant i nærheden af toppen ved navn Casa Santaclara i en meget smuk bygning, hvorfra der, så fremt i fald det var klart vejr, ville være en flot udsigt ud over byen. Der var både servering ude og inde, men vi gik indendørs og fik en kop varm cacao, for så varmt er der heller ikke inde i en sky. 

Vi var først tilbage ved hotellet lokaltid 18.15 og vi var ret så bombede, så vi orkede ikke at gå ud og spise. Vi plejer at rejse individuelt, og Juan havde til dem, der havde lyst, tilbudt at finde et sted at spise, men to gange fællesspisning var næsten for meget af det gode. Vi var også stadig mætte efter frokosten. Så vi sprang over, så det blev bare en pose minichips og en marsbar til deling og så ellers bare lidt afslapning på vores værelse. Det havde været en spændende dag, men den største oplevelse var underskrivelsen af fredsaftalen. 

En katedral af salt.                                                                      25-11-16

En rolig nat uden nogen banken eller ringeri. Det bliver lyst ved 5.30 tiden, og så kunne vi ligge og kikke ud ad panoramavinduet. På trods af, at det var skyet i går, holdt det tørvejr. I dag er det skyet, men der er lidt blå himmel ind imellem.

Det er rejsedag, og kufferterne skal bare stilles uden for hoteldøren, idet kufferter i Colombia ikke må berøres af menneskehænder, i hvert fald ikke turisthænder.

Der var afgang kl. 8, og vi kørte ud af byen, hvor graffiti var graffiti og ikke smukke murmalerier. I løbet af dagen i går, blev det mindst 5 gange indskærpet, at der skulle passes på rygsække, punge og smykker. Nå, men det er jo også noget, de siger ustandseligt inde på Hovedbanegården i København. 

Noget, der er karakteristisk for Bogota, er de mange fodgængerbroer, der går over de store gader i byerne. Rejselederen Juan havde købt colombiansk brændevin, og der er jo den skik i nogle af de sydamerikanske lande, at Poka Mama (Mor Jord) skal have en lille sjat, inden der drikkes. Vi havde fået udleveret nogle små bægre, og der blev hældt op, og med bussens rystelser blev der ofret til Poka Mama, enten vi ville det eller ej.
48 km nord for Bogota ligger Zipaquira, der er en hyggelig kolonitidsby. Vi kørte dog lidt op ad bjerget, og herinde 200 meter under jorden ligger en saltkatedral, der er skåret ud af salt. Saltminerne var blevet udnyttet af de lokale gennem århundreder, da spanierne overtog dem. I 1920 var der blevet et stort hulrum inde i bjerget, og "Banco de la República" besluttede at bygge en katedral i saltminen.

En tunnel blev omhyggeligt hugget ud af klippesiden oven for byen Zipaquira, og den fører ind i mørket, hvor lugten af svovl fylder luften. Indgangen er med forskelligt farvet lys, og i den lange gang er der hugget huler, hvor der står kors i skiftende lys. Hulerne symboliserer Jesu vandring med korset op til Golgata. 

Et godt stykke inde skimtes silhuetten af et alter med et stort kors i det fjerne. Selve katedralen er 25 m høj, og der kan være mere end 1.000 mennesker i rummet samtidig.

Udsmykninger og andre detaljer er håndskåret ud i minens vægge, foruden at der er sandstensfigurer. Murene er sorte og består af 75 % rent salt, så der er en fornemmelse af at gå i det tomme rum. Det er tilladt at slikke lidt på væggene, så alle kan blive overbevist om, at det virkelig er salt.

Der foregår stadig minedrift efter salt i andre dele af bjerget, og colombianerne fortæller stolt, at bjerget indeholder salt nok til at kunne forsyne hele verden med salt i 100 år. Sådan en oplysning skal nu nok tages med et gran salt. 

Der er mange gange i saltbjerget, og det er nemt at miste orienteringen. Der var en række souvenirbutikker inde i bjerget, og ekspedienterne havde hjelm på for at give det et rustikt look. Der var faktisk nogle meget gode souvenirs, endda priser i både US dollar og peso, men nu havde jeg lige gemt dollarene godt væk. Ulempen ved en gruppe er, at vi gik forbi forretningerne, og de forskellige souvenirs stod bag glas. Så hvis der skulle købes noget, skulle der først findes en ekspedient, så skulle der låses op, og hvad var prisen m.m. Så jeg fik ikke købt noget.

Kolonitidsbyen Zipaquirá og videre med fly.

Zipaquirá er en af de ældste byer i Colombia og blev grundlagt, før spanierne lagde deres klamme hånd på landet. Byen har en stor plads med en stor kirke og et rådhus. Byen er bestemt ikke nogen turistby. Der er livlige gågader med alt til livets opretholdelse, men ingen souvenirbutikker. Faktisk heller ingen helt hvide mennesker, kun mestizer og så en enkel sort kvinde på en bænk – det var såmænd vores lokalguide Ingrid.
Vi fik en kop kaffe på torvet, og jeg gik op og ned ad gaderne og kikkede på de smukke huse og menneskene. Spisning et lokalt sted, hvor Juan var gået med, da vi gerne vil spise så meget lokal mad som muligt. Menuen bestod af suppe med kartofler og så en ret, der blev serveret i store blade og dertil et glas saftevand. Alt i alt til den ydmyge pris af 10.000 peso pr. person. Juan viste undervejs diverse frugter frem og var som sædvanlig meget aktiv. Hyggelig frokost ved samme bord med Nanna og Aino.

Bussen gik tilbage til lufthavnen igennem de grønne landskaber. Mod forventning var der ingen trafikpropper, og derfor var vi i god tid i lufthavnen. Juan fortalte historier, og begrebet Latinamerika stammer fra, at det er de lande, hvis sprog stammer fra latin som spansk, portugisisk og fransk. (romanske sprog) i modsætning til det germanske sprog engelsk. Latinamerika er derfor mere knyttet til landenes historie end til deres geografi. Derfor regnes Mexico, Mellemamerika og hele Sydamerika med til Latinamerika.

Juan ved en masse om alt muligt, men ikke hvorfor vikingerne godt nok landede i Amerika, men ikke indtog Amerika, som europæerne sidenhen gjorde. Det fortalte jeg ham lidt om bagefter. 

Flyet var en time forsinket, men endelig kom vi af sted i øsende regnvejr. Hvordan forestiller man sig et indenrigsfly i Sydamerika? Vi kom herover i et gammelt fly fra Air France, og de har nok tænkt, at folk der vil til Colombia, de må tage, hvad der er. Et indenrigsfly i Colombia, det må da være helt nede i nærheden af veteranfly. Nej, det var det ikke, det var et helt moderne, nyt fly med stor, tydelig skærm og selvfølgelig ingen askebægre i armlænene. Efter kun 1 time og 15 min trådte vi ud i Cartagena, der ligger i lavlandets hede, og det var som at være kommet til et helt nyt land. 

Klik her og fortsæt i Colombia 3. del: Cartagena.

Tilbage til forsiden.