|
Colombia.
Sydamerikas perle. November 2016
Den bedst bevarede del af fæstningen "Castillo San Felipe de Barajas" er i dag en af de bedst bevarede fæstninger i hele Latinamerika. Fæstningen våger som en ørn over den underliggende by oppe fra San Lorenzo-bjerget. Tunnelerne er åbne for besøgende, og de er konstruerede således, at lyde giver ekko og derved advarer vagterne om, at fjenden nærmer sig. Det komplicerede system af batterier, tunneler og skjulesteder er lavet af massive stenblokke. I 1984 kom fæstningen, bymuren og den historiske bydel med på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Bymuren, som omgiver den gamle by, er med mange små anlæg, hvor kanoner kunne gøre sig gældende mod angreb fra havet. Samtidig var en kæmpemæssig kæde spændt ud mellem fæstningerne over bugten for at forhindre overraskelsesangreb.
Af de mange pragtstykker fra kolonitiden i Sydamerika er "Cartagena de Indias" et af de mest romantiske og samtidig det mest ukendte. Den gamle fæstningsby er et levende museum, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig blodtørstige pirater, galeoner fyldt med guld- og sølvbarrer og kampe under de svajende palmer. Hotel NH Cartagena Urban Royal ligger lige ud til den populære plads, Plaza de los Coches. Det er et mindre hotel med 28 værelser i en gammel, fin bygning. Værelserne var beskrevet som stilfulde og moderne med TV, Wi-Fi, aircondition, telefon, sikkerhedsboks og hårtørre. Der manglede kun en ting, i hvert fald i vores værelse, for værelsets eneste vindue vendte ud til en indvendig trappe. Der var to lag gardiner. Det første var gennemsigtigt, og folk på trappen kunne se alt, hvad der foregik på værelset. Ikke at der foregik noget særligt, men man gider heller ikke ligge og hilse hele tiden. Det andet gardin lukkede alt lys ude, så det virkede faktisk som et værelse uden vinduer. Værelset har den fordel, at det bliver mindeværdigt, for af alle de hundredvis af hotelværelser, vi har boet på ude i den store verden, er det netop de 3 værelser, hvor der ikke var vindue, som jeg husker. Af de hundredvis af andre hotelværelser med vinduer kan jeg kun huske nogle få. Jeg blev lidt knotten og tænkte på i morgen at spørge, om der ikke var andre ledige værelser på hotellet, men så vænnede vi os til det, og jeg fik ikke gjort noget ved det alligevel. Som et ekstra plus har hotellet en tagterrasse med en lille swimmingpool på taget og med en dejlig udsigt ud over den gamle by og længere ude højhusene i den nye bydel.
Ude på pladsen ved hotellet var der byfest med høj, levende musik. Der var masser af mennesker, farvede lys og liv og glade dage. Befolkningen i Cartagena er stort set efterkommere af de slaver, spanierne bragte hertil, og det ses stadig tydeligt. Folk lyttede og spiste fra små boder, mens nogle smådansede. Jeg gik en tur ud i hurlumhejet for at indsnuse stemningen, og det var meget svært ikke at bemærke de smukke, lysebrune caribiske piger. Der er utroligt hyggeligt i den historiske bydel, og vores guide Juan fortalte, at her inden for murene er man i sikkerhed for fusentaster, lommetyve og det, der er værre. Vi kom over San Pedro Claver Plaza, hvor der står en masse jernskulpturer, der viser byens liv som en gadebod, et værksted m.m. Desuden er der en statue af San Pedro Claver, der levede fra 1580 til 1654. Statuen viser Pedro ved siden af en slave, og han kaldte sig selv for Apostel Sort eller Slavernes Slave.
Uden for kirken lidt ude til den ene side, men midt i det hele, sad en lille kone og tiggede. Hun fik en seddel, og det var åbenbart hendes faste plads, for dagen efter sad hun præcis samme sted. Vi besøgte senere det kæmpestore citadel San Felipe de Barajas, der rager højt op over byen med udsigt til alle sider. Ved indgangen var der selvfølgelig souvenirsælgere, og jeg fik købt en panamahat for 25.000 peso. Der går en vej op langs ydermuren af citadellet, og der var souvenirsælgerne også ved at pakke ud.
Videre rundt i byen fik jeg taget en del "beautiful girl pictures" af mange smilende væsener. Et par ældre damer, der var udklædt i farvestrålende dragter, bar hver ½ grøntbutik på hovedet. De gik jo ikke sådan rundt for vores blå øjnes skyld, så de fik selvfølgelig et par tusinde peso for et foto. Jeg kunne godt se, at jeg skulle have givet noget mere, for på det billede, der blev taget, hvor jeg er med, ser den ene noget misfornøjet ud. Der er altid mangel på mindre sedler i Colombia, og ligefrem at give 50.000 peso for et foto var nok også lige i overkanten. Og dog, din gamle fedterøv - de skal jo også leve.
Ved katedralen var der et gedemarked af handlende, der solgte turistsouvenirs. De sad i lange rækker langs murene, og der var helt sikkert flere handlende end turister. Andre gader i byen var helt stille, men de var ganske farvestrålende alligevel. Smaragden er blevet kaldt "den grønne ild", og den fik en flammende grådighed frem i de spanske erobrere. Efter længere tids søgen fandt spanierne i 1557 den berømte Mazo-mine, der er beliggende i Colombia. De vigtigste og mest produktive smaragdminer findes stadig i vore dage især i Colombia, men også i Brasilien, Zambia, Pakistan og USA. Smaragder, der består af grundkrystallet "beryl" (helt nøjagtig Be3A12(SiO3)6), har ofte indeslutninger (urenheder), og kun en lille procentdel af de opgravede krystaller er helt klare. Hvis der kun er nogle få, men stadig synlige indeslutninger, betragtes de som god kvalitet. Smaragder af bedste kvalitet større end 1 karat er sjældne og sælges for store summer og ikke unormalt for 250.000 kr. pr. karat. En af de største colombianske smaragder er "Patricia", der har en vægt på 632 karat. Den er opkaldt efter finderens datter og blev fundet i 1920. I de danske kronjuveler findes der også et smaragdsæt med øreringe, broche og halssmykke. Smaragderne i sættet hører til de fineste i verden.
Jeg betalte med MasterCard, og det var faktisk det sidste, jeg så til det kort. Da vi var helt hjemme i Danmark, kunne jeg simpelthen ikke finde det. Det burde helt sikkert ligge i min pung, men det var der ikke, og heller ikke i min pengekat. Jeg fik ringet til kortspærren, men desværre var det en svensk dame, der modtog anmeldelsen. Hun kunne ikke forstå danske tal, da jeg skulle opgive mit personnummer. Efter flere forsøg kaldte hun på en dansk kollega. Han spærrede kortet, og det sidste køb var netop foretaget i smaragdbutikken med 36 US dollar. Efter 4-5 dage sendte de et nyt kort, men hvor pokker det gamle er blevet af, aner jeg ikke.
Senere gik den lille, eksklusive gruppe til den lidt finere restaurant Stefano Bristol, der ligger lidt uden for den inderste by. Vi gik igennem parker og fik at vide, at vi skulle gå hurtigt og slutte op - det er ikke rigtig som i Frode Fredegods tid, i hvert fald ikke uden for bymuren. Igen gik måltidet ud over kyllingerne, men denne gang var der champignonsovs, pomfritter og salat. Dertil 2 gange limonade. I alt for os to 54.000 peso dog incl. tax og tip. En sindssyg høj pris, næsten det dobbelte af, hvad vi plejer at give for et måltid i Colombia, grunden var sikkert, at selvom der ikke var nogen udover os, var det nok en lidt turistet restaurant. Nå, men omregnet blev det dog kun 140 kr. tilsammen på den sindssygt dyre restaurant. Vi fik et hyggeligt hjørne sammen med Aino og Nanna, inden vi i konvoj gik tilbage til hotellet. Ude på pladsen foran vores hotel var der igen liv og glade dage med masser af musik og et leben af mennesker. Livet leves her om aftenen, og der hygges i den lune luft.
Nord for byen kom vi forbi flotte bebyggelser og enkelte store luksushoteller. Derefter kørte vi ned ad en sidevej, og den blev mindre og mindre, og til sidst kørte vi på stranden. Egentlig kunne det lige så godt være en glemt indianerstamme, der lige var kommet ud af Amazonas, der arrangerede kanotur i mangroven. Sådan havde jeg faktisk forestillet mig det hjemmefra, men det var noget anderledes. Langs stranden var der en lang række små, primitive cafeer eller restauranter, der havde set bedre dage, eller også så de bare sådan ud. Der var stort set ingen mennesker, så måske var det ikke sæson, eller det var et forkert tidspunkt på dagen. Ved flodbredden lå en lille bebyggelse. Nogle kanoer sejlede lokale folk over floden til den anden bred. De var godt fyldt op, og der var nok ikke mere end 5 cm fribord, så det var med at holde tungen lige i munden og sidde musestille.
Det trak op. Det tordnede. Og så begyndte det at høvle ned. Et rigtigt tropeskyl. Heldigvis gør tropeskyl ikke så meget, for selv om man bliver våd, bliver man ikke kold, som var det herhjemme. Vi havde dog også paraplyer med til at tage det værste. En ensom fisker havde stille sig strategisk op midt i floden lige, hvor vi sejlede forbi. Han kastede sit net ud på nøjagtig samme måde, som hans forfader havde gjort det. Forfaderen havde dog nok ikke plantet et skilt ved siden af sig med "Don’t forget tips". Lidt tidligere end planlagt stagede bådførerne os tilbage til bådeskuret, hvor vi fik en kokosnød med et sugerør. Det regnede stadig, og et palmebladstag er ikke fuldstændig tæt, fandt vi ud af. I det lille skur var også ankommet to kinesiske piger/damer. Begge med sorte hatte, der klædte dem utrolig godt. Det var så Xinxin og Jing, der til daglig boede i nærheden af Hong Kong, fortalte de mig, for de talte engelsk. Jeg brillerede med de eneste tre små ord, jeg kan på kinesisk, og de forstod dem med det samme. Prøv at sige mur -øje- knæ på engelsk, så er den hjemme. Nå, men vi fik snakket, og jeg fik lært dem nogle danske gloser, som de sikkert har glemt igen. Hvad de egentlig lavede i et bådeskur i Colombia, fandt jeg ikke ud af. Nå, men jeg fik taget et par billeder af pigerne, og de skulle også ud at sejle.
Tilbage igennem landsbyen fik vi hilst på adskillige af beboerne. Især børn kom frem og kikkede og hilste på, og jeg fik flere gode billeder af de lokale. Vi gik tilbage langs stranden og stødte på en kaffemand. Colombianske mænd og koner har ofte en lille forretning, hvor der sælges kaffe fra termokander. Der skal aldrig bedes om sukker, for der er altid sukker i kaffen i forvejen, for colombianere elsker sukker.
Tilbage ved hotellet var der oversvømmelse på gaderne, så her havde det altså også regnet.
Der var malet et stort vandfald på væggen, og sammen med vifterne i loftet hjalp det lidt på tropeheden. Når Juan samlede penge ind fra os til betaling af maden, sagde han altid: ”Læg 10 % oven i til tips.” En god skik i et fattigt land, og tjeneren her blev glad, for der var aldrig nogen, der før havde givet hende drikkepenge. Normale turister kommer ikke herud, og derfor er der ingen lommetyve, fik vi at vide. En lokal dame syntes dog, at jeg skulle tage rygsækken om på maven, så det gjorde jeg. Med rygsækken foran var der en god støtte for mit camera, der så kunne hvile på rygsækken. De handlende var meget venlige, og hvis jeg gjorde mine til at tage et foto, kom der store smil, og de stillede sig friske op. Søde, dejlige, lysebrune piger, og jeg delte ud af mine små fødselsdags-dannebrogsflag. Markedet var en labyrint af boder både med mad og tøj i alle afskygninger, og det var en herlig oplevelse at gå uantastet rundt derude.
Historien om hende er måske kun en legende, men legenden fortæller, at hun blev kidnappet af en spaniol, da hun var teenager og taget med til Santo Domingo, hvor hun lærte spansk og spansk kultur. Pedro de Heredia, der grundlagde Catalina, brugte hende senere som tolk, da han erobrede calamari-indianernes området. Hun var medvirkende til, at der blev etableret et godt forhold mellem den spanske kolonimagt og de lokale indianere. Hun blev endda forelsket i Pedro, og de dannede par. Senere da han døde på vej til Spanien, blev hun gift med hans nevø, og de flyttede til Spanien. La India Catalina blev døbt Catalina, der er et spansk navn, og hun betragtes af de lokale som budbringer for freden og har nærmest status som en helt. Helte kan også bruges til noget nyttigt, for statuen bliver brugt som et orienteringsmærke i byen for at forklare en beliggenhed eller en adresse f.eks. "Lige efter La India drejer du til højre". Det havde været en herlig markedstur helt uden for programmet, så tak Juan.
Kaffen fik vi ved en kaffe-gadebod, der blev betjent af en letpåklædt, midaldrende kvinde. Jamen, det var også varmt, og hvem ville have sved ned i kaffen. Så stod vi der, en lille flok hvide danskere og drak kaffe midt på gaden til stor moro for de lokale. Nogle gik nu hjem, og andre gik op på taget på et nærliggende hus, hvor der var en fin udendørs bar. De havde store flotte cocktails til rimelige priser, og det var så afskeds-drink for Cartagena. Det havde været en rigtig fin dag i byen, men vi skulle jo videre i livet. Vi havde god tid om morgenen, for der var først afgang fra hotellet kl. 9.00, så vi fik lige en time oppe ved poolen på toppen af hotellet. Nogle af de andre gæster havde været inde på nettet og set den nye ministerliste. Hende, jeg personligt gerne ville have byttet ud, var der desværre stadigvæk. Så jeg kom til at tænke på dronningens afslutning i sine nytårstaler. "Gud bevarer Danmark".
Der er kun kort afstand til lufthavnen, og det gik nemt med indtjekning og sikkerhedskontrol. De opdagede ikke engang min hofte med masser af titaniumstål. Jeg mødte igen de to kinesiske piger Xinxin og Jing, og de skulle også til Medellin. Det er kun en kort flyvetur med en distance på 295 miles, og vi fløj over et frodigt, grønt bjerglandskab. Efter en times flyvning landede vi i Colombias næststørste by Medellin. |
Efter at Cartagena senere i 1500-tallet var blevet belejret af sørøvere, besluttede spanierne sig for at skabe et forsvarsværk, der ville være uindtageligt. Over mange årtier byggede man volde og brystværn, hvis lige ikke før var set i hele Amerika. Pirateriet fortsatte, men ikke så succesfuldt som før. Senere modstod Cartagena også flere belejringer af både franskmænd og englændere.
Det havde været en let flyvning fra Bogota på kun godt en time, og det var mørkt, da vi ankom. Lufthavnen lå lidt uden for byen, og et par minibusser kørte os til hotellet, der lå midt inde i den gamle UNESCO-fredede by. Grunden til, at det var minibusser, var, at en almindelig stor bus ikke kunne køre rundt i de snævre gader.
Natten var ret så blæsende med en kølig vind. Nå, jeg kunne jo også have skruet lidt ned fra airconditionen. Hvordan vejret var udenfor, anede vi ikke, men det så meget godt ud ude på trappen. Fin, lille morgenmadsrestaurant, men ellers var der kl 8.00 en byvandring. Vi stod foran hotellet i god tid, og det havde nogle af de handlende opsnuset. Nogle havde halskæder med "ægte smaragder" og perler. Perlerne klarede brændeprøven med en lille lighterflamme. Faktisk så eksploderede lighteren i hænderne på sælgeren. Ægte perler kan ikke brænde, men det kan plastik, og halskæden klarede fint brændeprøven. Halskæderne var faktisk meget pæne, så jeg købte 3 forskellige for i alt 50.000 peso, sådan ca. 130 kr. Den pris viser jo, at alt i kæderne er helt ægte. Nå, men jeg tog den ene på og gik med den hele dagen for at skræmme andre halskædesælgere væk. 
Han
var født i Spanien, men ad omveje slog han sig ned i Cartagena, hvor han hjalp de 10.000-vis af nye slaver, der hvert år ankom til Cartagena. Han modtog slaverne fra slaveskibene med gaver, som appelsiner, citroner, snus, brød og en lille cognac m.m. Han udførte også lægehjælp til slaverne på plantagerne og andre steder, hvor der var behov. Slaverne fik dog også et guds ord med på vejen, da han var jesuitermissionær. Han levede selv meget spartansk, og meget fortjent blev han helgenkåret i 1888. Kære San Pedro Claver, bare der var nogle flere af din slags ude omkring i verden.
Det var spanierne, der byggede det store citadel, dvs. de havde folk til det grove, så det var slaverne, der byggede og spanierne, der svingede pisken. Stenene til bygningsværket var en blanding af stenbrudssten fra omegnen og mursten fra Spanien, der var brugt til ballast på overfarten.
Vi var inde i "Caribe Emerald Museum & Factory", der var en blanding af museum og butik.
For vores vedkommende deltog vi først i en guidet tur i smaragdparadiset, hvor alt om smaragder blev fortalt af en butiksguide. Endda meget grundigt. Der er den ulempe, at når en lokalguide med specialviden guider på spansk, skal det oversættes til dansk af Juan, og det vil sige, at vi det halve af tiden ikke forstår noget som helst. Tålmodigheden blev sat på prøve, og klokken var efterhånden 13, og vi var faktisk sultne, så det var svært at bevare koncentrationen. Vi listede videre frem og endte i butikken. Slebne smaragder, der var indfattet i ringe og smykker koster en formue. Nå, men en lille usleben smaragd kunne vi vel nok investere i. På en bakke med sten fandt jeg en på 4,55 karat. En meget flink og omhyggelig ung mand stod for handelen. Han vejede stenen og udregnede prisen til 113.796 peso omregnet til 36 US dollar. Nå, det var jo ikke en herregård, men alt skulle skrives ned, og der skulle fremlægges billedlegitimation og opgives navn og adresse m.m. Så fik vi en faktura og en meget fin, lille pose, og nede i posen lå en meget lille smaragd.
Om aftenen gik vi med guiden Jean op på bymuren for at se solnedgangen. Lige ved siden af bymuren var der i et festtelt opstart til en stor fest med damer i fine kjoler. Det var dog ikke os festen var beregnet til, og vi havde nok også skilt os lidt ud i korte bukser og en svedig T-shirt. Der var ellers fint liv på muren, men solnedgangen så vi ikke noget til, da det var skyet, og natten faldt på som i en håndevending. Jean havde taget øl med og fortalte historier, mest fra Århus. Jeg håber han får sine ekstra udgifter refunderet af Albatros, for han køber tit et eller andet til sin gruppe for at lade os smage på det. 
Vi skulle på tur kl. 8 ud til kysten og på kanotur ud i mangroven. Det var nogle afro-colombianere, der havde boet ude ved flodmundingen, siden de blev frigivet som slaver. De lever primært af fiskeri, men en lille gruppe fra lokalsamfundet havde startet forskellige sociale projekter for at forbedre levestandarden.
Vi skulle selv ud at sejle i de meget primitive kanoer, der kun var 2. generation lige efter en ege (udhulet træstamme). Der var 4 gæster i hver kano, og en af de lokale stagede. Vi sejlede over flodudløbet og ind i mangrovens smalle kanaler. Mangrove er buske, der står med rødderne i et sammensurium i vandet, og her lever forskellige farvestrålende krabber
Det var holdt op med at regne, og vi gik udenfor og nød det friske vejr. En fisker kom forbi med en trillebør fuld af fede fisk, som vi beundrede. I Colombia er der ingen pant på plastik flasker, så derfor har de nogle steder en pudsig byggestil. De fylder flaskerne med sand og stabler dem op med en klat cement imellem flaskerne, og så har de en mur.
Som sædvanlig gik det lynhurtigt at frembringe mad til omkring 15 personer. Kyllingerne gik fri denne eftermiddag, og Gitte fik suppe, fisk og ris, mens jeg fik suppe, pork og ris. Det var bare en enkelt lysebrun, ung kvinde, der stod for madlavningen, og bagefter var jeg henne og rose hende, men hun forstod nok ikke et ord. Fra køkkenet var der direkte adgang til toilettet, og den var nok ikke gået i Danmark.
Tilbage med en anden bus, og Gitte og jeg stod af ved statuen af La India Catalina, der er vartegnet for Catalina. Statuen er ualmindelig smuk, for den forestiller en ung indianerpige, der står rank som et lys kun iklædt nogle små fjer under bæltestedet og ellers ikke noget. Indianerpigen repræsenterer stammen Calamari, der beboede Cartagena før spanierne kom. 
Der var tid til lidt afslapning på tagterrassen, inden vi gik uden for bymuren, og for foden af Citadellet fandt vi en fortovsrestaurant. Der var næsten fyldt op af de lokale, der nød den lune aften i mørket. Vi fik rykket nogle borde sammen, og det var ikke den store gourmetmiddag, der blev disket op med. Et stort stykke stegt svinekød, kolde kartofler og noget majs. Juan hentede noget øl, da der ikke måtte sælges spiritus fra cafeen. Han er en meget aktiv mand og farer rundt. 8000 peso for kødet og 3000 peso for øllet, og helt sikkert var der hyggeligt under den kulsorte nat.
Det var kun let skyet, og nu kunne vi opleve, hvor varmt der er i Cartagena, når solen skinner. Så heldigvis havde det været overskyet i de dage, vi havde været i byen.