|
Colombia
Sydamerikas perle. November 2016.
Det mindre gode er, at Medellin har det kedelige ry, at det er den by i verden, der har flest mord og kidnapninger. I hvert fald før i tiden. Byen er/var hjemsted for landets største narkokarteller, og i 80’erne og 90’erne var det den mest berygtede by i hele Latinamerika. Det var her Pablo Escobar styrede sit narkokartel med hård hånd, men han blev dræbt af politiet i 1993, og nu to årtier efter er Medellin heldigvis ganske forandret. Det er godt for økonomien og for levestandarden, så Medellin er forbedret i en sådan grad, at byen er blevet kåret til verdens mest innovative by og vurderes til at være en af kontinentets bedste byer at leve i.
Der var ikke ret meget trafik, og vi sad ellers hyggeligt under et halvtag lige ved vejen. Restauranten lavede mad over åben ild, men de havde tjek på det, og i løbet af 10 minutter havde de lavet mad til 17 personer og i 5 forskellige retter. Vi tog en deleret, der bestod af flæsk, to forskellige pølser, spejlæg, bønner, avokado plus lidt forskelligt udefineret og dertil saftevand. Det var en kæmpe tallerken, og der var rigelig mad til to personer. 25.000 peso for hele herligheden. Vi sad i skyggen, og faktisk var der lidt halvkoldt, og det var vi slet ikke vant til efter Cartagena. På den anden side af vejen stod et par skraldebøtter, og en ældre mand var ved at rode dem igennem for at se, om han kunne finde lidt godt. Han ryddede pænt op efter sig, og han kikkede hele tiden over på os og storsmilede. Han smilede endnu mere, da jeg forbarmede mig over ham, og gav ham en 2.000 peso seddel. Jeg aner ikke, om han kunne få noget for den. I Albatros’ beskrivelse af rejsen stod der, at vi nu skulle besøge et af de mange landbrug i området. Det viste sig at være hos en dame, der i flere år havde vundet præmier i at lave blomsterdekorationer. De har nogle specielle træskeletter på ryggen, og her skal blomsterne så placeres. Hvert år i juli måned har Medellin en 10 dages blomsterfestival. Det har dog nu udviklet sig til kæmpestore og fantastiske blomsterdekorationer, der bliver vist frem i parader igennem gaderne.
Det var et utroligt smukt landskab med pæne huse, der lå spredt i bakkerne, og der var ikke antydning af nogen fattigdom. Udenfor gik det også op i lange forklaringer, så folk sev væk. Synd for blomstermor, der gerne ville forklare det så godt, men mange gange er kort og godt bedre end langt og detaljeret. Blomstermors have var åbenbart et af de mange landbrug i området, for vi så ikke andet. Lige ved siden af haven var der en lille kirke, og en del unge mennesker i uniformer gik rundt og hang lidt. Så vidt jeg forstod på det hele, var det unge mennesker fra storbyen, der skulle ud at snuse lidt til landlivets velsignelser.
Lidt fra hotellet lå et kæmpe supermarked, som vi besøgte, og indgangen var smukt domineret af stabler af Royal Danish Cookies. Vi fik købt noget ægte colombiansk kaffe og lidt aftensmad, som vi indtog på værelset. Det var kødløs aftensmad, og der havde i det hele taget ikke været ret meget kød på den dag.
Det var flyselskabet La Mia, der ejede det forulykkede fly, og selskabet har med øjeblikkelig varsel da også fået inddraget sin flyvetilladelse. Alle de menneskelige fejl kostede 71 mennesker livet, bl.a. de fleste af fodboldspillerne fra holdet Chapecoense Real. 6 mennesker overlevede mirakuløst, for flyet ser meget smadret ud på de billeder, der er vist fra nedstyrtningsstedet. De overlevende var 3 fodboldspillere, 1 journalist og to besætningsmedlemmer. Begge piloter blev dræbt, og de to fra besætningen, der overlevede, havde siddet sammenkrøbet i forsterstilling og havde taget en taske mellem benene. De havde nok også siddet et heldigt sted, for det meste af flyet var totalt smadret.
Sørgelig, sørgelig historie. Hjemme i Danmark, der er 6 timer forud for Colombia, havde de om morgenen hørt om ulykken: "Fly styrtet ned i Colombia". Der var SMS til os hjemmefra, og de var meget urolige. Hurtigt fik vi sendt svar tilbage, at vi var OK.
Der var fyldt godt op i vognene, og vi skulle af ved den 10. station. Det unikke er, at når man har købt billet til metroen, så gælder billetten også til kabelbanen, der går hen over husene og videre op til bjergets top. Metrosystemet er simpelthen integreret med kabelbanen, og der svæves hen over et af de fattige boligområder i byens udkant. Befolkningen har således både en billig og nem transport til arbejde og uddannelse i byens centrum. Metroområderne er som et ekstra plus, dejlig fri for graffiti, og sælgere, og der er pinligt rent overalt.
På vores tur startede vi med linje K og skiftede cabelvogn i Santo Domingo. Der var her en flot udsigt ud over kæmpebyen, hvor centrum lå i bunden af dalen og med bebyggelser, der krøb op ad bjergsiderne hele vejen rundt. Boligområderne på bjergsiden siges at være slum, men det, vi passerede hen over, så faktisk nydeligt ud med små, røde murstenshuse, der dog lå lidt tæt.
Vi skiftede vogn og fortsatte op ad bjergsiden, men nu var det slut med udsigten, for ligesom i paradiset kom vi nu ind i en sky. På endestationen i La Aurora skiftede vi til turistbanen, og hurtig var det slut med huse, og vi svævede i stedet hen over trætoppene. Der kan kun være 6 personer i hver vogn, men et par yngre, lokale kvinder var kommet ind i vores vogn. De var tilknyttet et vikarbureau, fortalte de, og skulle op til et personalemøde på bjergets top. Måske et lidt pudsigt sted at holde personalemøde. Det var faktisk klaret op, så der var dejligt solskin, medens vi svævede hen over det store naturområde med skove og småsøer.
Der var derefter en lille gåtur ind i skoven ad en ret kedelig asfaltvej. Skoven bestod mest af indførte weymoth fyr, og vi fandt da en enkelt blomst, men absolut ingen sommerfugle. Vi vendte om ved en gendarmstation, og det var også begyndt at småregne. Den gåtur var der bestemt ikke meget spræl i og var faktisk spild af tid, så den kunne for min skyld godt slettes af programmet. Vi fortsatte ned ad bjerget med cabelbanen og stod af og gik en tur i Santo Domingo. Her var der meget mere spændende, og der var hyggelige, små gader og stejle trapper. Der var for det meste pænt rent, og der var forretninger og små cafeer. Der var da også lige 3-4 æsler, der stod bundne og så dekorative ud i gadebilledet.
Frokost i Santo Domingo på en terrasse med fin udsigt ud over byen. I Medellin og faktisk mange steder i Colombia havde de pyntet kraftigt op til jul. Det var tit kæmpestore figurer med massevis af elektriske lamper, der blev tændt om aftenen.
I Santo Domingo mødte vi en meget gammel mand, der solgte brød. Han var 90 år gammel, fortalte han. Amigo Juan (vores guide) købte nogle smagsprøver. Den gamle mand insisterede på at give penge tilbage, selvom det kun var småpenge. Han ville ikke snyde nogen, og så pegede han opad, for Gud holdt øje med ham, og han ville gerne indenfor i Paradiset.
Vi var inde at se Botero-museet. Her havde vi en lokalguide med, og på trappen fik vi en lang forklaring, der først blev fortalt på spansk og derefter oversat til dansk af Juan. Det var en meget lang forklaring. Et gammelt guidefif (jeg er selv københavnerguide) er, at forklaringer skal holdes korte. Hvis tilhørerne begynder at trippe, og nogle at gå, som i dette tilfælde, så er det på tide at stoppe eller gå videre. Det er en balanceakt, og hvis folk begynder at kikke på uret, er det det første faresignal. Allerværst er det, hvis folk begynder at ryster uret for at se, om det er gået i stå. Guider vil så gerne øse af deres store viden, men man behøver ikke at fortælle alt – så stik fingeren i jorden.
Skulpturerne er alt fra ryttere til kraftige, nøgne, liggende kvinder. Gad vide, om han brugte model, eller alt er fri fantasi. Der var også en kæmpestor mand med en overflod af muskler, men med en lillebitte "regnorm", der bestemt ikke var noget at prale med. På museet mødte jeg igen de to kinesiske piger Xinxin og Jing, og da vi nu næsten var gamle venner, fik vi byttet mailadresser, og lige før nytår fik vi en nytårshilsen fra dem.
Efter at have gået rundt og set på skulpturerne satte vi os på en bænk og kikkede på mennesker. En kaffesælger kom forbi, og vi fik to kopper kaffe til 800 peso. Opskruede turistpriser til ca. 2 kr. tilsammen. Ironi, hvis nogen ikke havde opfattet det. Vi sad i solen og nød kaffen, da en tigger med krykker kom hen og så mig dybt i øjnene. For at sætte gang i forretningen, viste han lige, at hans ene ben kunne bøjes både bagover som alle almindelige ben, men det kunne så sandelig også bøjes den modsatte vej, som om der ikke var noget knæ. Hvordan det kunne lade sig gøre, aner jeg ikke, men han fik en god drikkeskilling. Der var masser af trafik, da vi forlod Botero-pladsen, og vi var ved at være godt brugte, men vi stoppede alligevel ved en anden plads. Her skete der noget rigtig grimt den 10. juni 1995, idet guerillabevægelsen FARC havde fyldt en af Boteros statuer, en tykmavet, kæmpestor fredsdue, med sprængstof. Det var under en musikfestival, hvor pladsen var fyldt med mennesker, og 23 mennesker blev dræbt, og flere hundrede blev såret. En rigtig modbydelig svinestreg. Fernando Botero udtalte, at de da gerne måtte sprænge hans figurer, men ikke når der er mennesker i nærheden. Til minde om ugerningen stod den sprængte fredsdue der stadigvæk, og en ny fredsdue stod ved siden af. Faktisk er 39 % af befolkningen i Medellin ikke født i byen, for de er tilflyttere fra områder, hvor guerillaerne har herredømmet. I 1950 boede der kun 1 million indbyggere i byen, og nu er der 2,2 millioner.
Sidst på dagen arrangerede Juan en tur til den berømte Park Lleras, hvor størstedelen af byens barer og restauranter ligger. Vi gik en tur rundt, og der var også små boder med smykker m.m. Jeg gik sammen med Gitte, Nanna og Aino plus dommer Poul. Et par frække damer vinkede til mig, men de opgav hurtigt, da de nok kunne se, at jeg var i godt selskab. Et meget malerisk sted og på en fin hjørnecafe slog vi os ned og fik noget at spise. Det var en italiensk restaurant, og Gitte og jeg delte en familiepizza, og vi fik desuden 2 øl og 2 store pina colada til i alt 110.000 peso. ca 280 kr.
Det havde været en spændende dag, og faktisk kan jeg rigtig godt lide Medellin på godt og ondt, og vi så ikke noget til det onde.
Vi stoppede et sted for at strække ben og se os lidt om. Det var et såkaldt gadekøkken, og de ligger på stribe igennem de små byer. Dette sted havde en smuk udsigt ud over den grønne dal. Der var en slags P-plads langs kløften, og nogle arbejdere var ved at støbe afstivningssøjler for at holde på parkeringspladsen. Det var måske også på tide, for langs med den smalle P-plads var der en 5-10 cm bred sprække. Kvinden i gadekøkkenet havde gang i 3 gryder over åben ild. Det var for tidligt til frokost, men hun var ved at gøre klar til forhåbentlig nogle lastbilchauffører, der ville have noget at spise. Hun havde også masser af frugt til salg, så boden så meget dekorativ ud. En stor madonnafigur stod ved siden af, og hun var godt viklet ind i elledninger. Hun, altså gadekøkkenmor, solgte også små bundter med pinde. Jeg tog det for at være optændingsbrænde, men nej, pindene skulle i 3 liter vand og koges. Bagefter blev drikken afkølet, og så var det bl.a. godt mod forhøjet kolesterol. Efter at det gode er trukket ud, mon de så alligevel ikke kan bruges til optændingsbrænde?
Ved frokosttid holdt vi ind ved en restaurant ved landevejen. Her blev også lavet mad over åben ild. Der sad en hel del lokale og spiste, men dem skulle vi ikke spise sammen med. Vi skulle ned i baghaven ved svømmepølen og plastikstolene. Den grågrønne, grumsede flod løb af sted i den nærliggende kløft, dog heldigvis uden for lugtgrænsen. Et par store leguaner kravlede rundt i et nærtstående træ. De fik lige lyst til at parre sig. Nå, men hun så også dejlig ud.
Vi fortsatte ud ad landevejen, der stadig var 2 sporet, og der var mange sving. Det er også et bjergrigt land, og vejanlæg er dyre, så derfor er flyvning mellem byerne meget almindelig. 4-5 steder var der vejarbejde med kun 1 vejbane, og derfor lang ventetid, medens der skulle skiftes til at komme forbi. Vi var først fremme ved 18-tiden, og i udkanten af Pereira fandt vi Hacienda Pueblito Cafetero, der er en gammel, ombygget kaffefarm. Det var mørkt, men var tilsyneladende et meget smukt sted og forbavsende stort med mange lave bygninger. Flot park/have rundt om bygningerne med masser af blomster og endda en lille kirke på området. Vi fik et stort rustikt værelse med 4 brede senge. Og så var der pynt på væggene og dekorationer på natbordet. Der var en lille balkon ud mod urskoven, og der var et lille, fint badeværelse. Der var ingen aircondition, men det var heller ikke nødvendigt. Til gengæld var der en vifte, der måtte stamme fra propellen på en flyvemaskine, da den blæste så kraftigt, at håret lagde sig ned. Nogle af de andre gæster syntes, det var et dårligt hotel og slet ikke efter Albatros’ normale standard. Egentlig kunne jeg meget godt lide stedet, og det lå utroligt fredeligt. I forhold til de togkupeer og tomandstelte med toilet i en busk, vi har overnattet i rundt om i verden, var det her vild luksus.
Kl 19 var der grillmiddag med gris, kylling, pølse, kartofler og salat. Middagen var inkluderet i hotelopholdet, men drikkevarer på egen regning. En hel flaske vin kostede 45.000 peso, ca. 130 kr. Hyggelig middag med vores rejsegruppe, men kl. 21 var vi trætte, og selvom der kom en regnbyge, gik vi igennem parken til værelset, mens en tjener kom løbende med en paraply. Se selv. Flinke folk. |
Byen ligger fire hundrede kilometer nordvest for Bogota, og den er Colombias næststørste by med 2,2 millioner indbyggere. Den ligger i 1.500 meters højde i Aburrá-dalen i den centrale del af Andesbjergene. Det behagelige klima og de vulkanske jorde i højlandet over Medellin er ideelle til dyrkning af grønsager og blomster. Medellins blomsterfestival i juli måned er da også en af de mest farverige begivenheder i Colombia. Det var det gode.
Efter at vi var landet i Medellin, skulle vi først en tur ud på landet, og vejen gik igennem det bjergrige, grønne landskab. Ved vejsiden stoppede vi ved en cafe til frokost. Vejene er virkelig snoede her, og en motorcyklist satte livet på spil ved at overhale en lastbil i et uoverskueligt sving. I sidste sekund nåede han at trække ind foran en modkørende. Hvad tænker sådan et menneske dog på?
Lige da vi ankom, sendte en byge os indendørs, og her fik vi en lang forklaring om blomsterdekorationer først på spansk og senere oversat til dansk. Jeg havde utroligt svært ved at holde øjnene åbne, og det kunne jeg se, (der var jo nogle gange, jeg havde øjnene åbne) at andre også havde. Det virkede på en måde lidt for kommercielt, for stolene stod på række, og blomstermor forklarede og forklarede. Heldigvis holdt regnen op, og vi kom udenfor, hvor der dog var nogle blomster at kikke på.
Vi kørte tilbage ad de snoede bjergveje og nåede til Medellin. Det er meget almindeligt, at de rige i byen bor i lejligheder, og de mere fattige bor i huse, og det har noget med sikkerheden at gøre. Vores hotel Poblado Alejandria lå i den velhavende bydel Poblado, der lå lidt afsondret fra centrum. Vi fik et stort værelse med 2 dobbeltsenge og nu endda et værelse med vinduer, hvor der var udsigt til højhuse og bjergene i baggrunden. (Stor fremgang fra en udsigt til en indvendig trappe på det forrige hotel). 
Det var en kæde af menneskelige fejl, der gjorde, at flyet den 28. november styrtede ned under en flyvning fra Bolivia til Medellin. Flyet var et Avro R J 85, og det kan på fuld tank flyve 2.965 km, men det er under den distancen, der er mellem Santa Cruz i Bolivia og Medellin. Så flyet startede flyveturen på en strækning, der var længere end det var i stand til at flyve. Der var simpelthen for lidt brændstof til turen. Desuden medbragte flyet næsten 400 kg bagage mere, end det var godkendt til. Undervejs diskuterede de to piloter, om de skulle stoppe i Leticia og få tanket op, men de besluttede at fortsætte. De var lidt forsinkede i forvejen. Først kort før de styrtede ned, meddelte de kontroltårnet, at de manglede brændstof. Det var dog alt for sent, og flyvelederen kunne ikke gøre noget. En anden menneskelig fejl var, at piloten ikke havde tilstrækkelig uddannelse til at kunne flyve kommercielle fly. Nogle forfalskede informationer om ham som pilot var tilsyneladende blevet videresendt, og selvom han ikke havde flyvetimer nok, fik han sin licens.
Den nye, moderne metrobane går langs floden, der minder om den grågrønne, grumsede Limpopoflod, der befinder sig et sted i Afrika. Spildevandsrensning er endnu ikke i højsædet i Colombia, og det siges, at spildevand fra omkring 10 millioner mennesker og adskillige industrier løber ud i denne flod. Til gengæld er selve metrosystemet yderst vellykket, for det har en unik finesse.
Linje K har endestation i La Aurora, og så er det slut med den offentlige strækning, men cabelbanen fortsætter som en turistrute hen over trætoppene til naturreservatet Arvi. Denne strækning har ingen mellemstationer og indgår ikke i metrobilletten. Den koster dog kun 2 US dollar, og da den tager 14 minutter, får man noget for pengene.
I en af boderne, hvor der var smykker, var der et enkelt smykke, der skilte sig ud. Det bestod af en stor tand og var ellers omgivet af forskellige halvædelsten som tigerøje m.m. Det var et rigtigt machosmykke og nok ikke ligefrem beregnet til damer, men jeg kunne godt lide det. Prisen var 70 US dollar, men efter at have ringet hjem fortalte den unge dame i boden, at det alligevel godt kunne købes for 60 dollar plus 20.000 peso. Ok, men hvad er det egentlig for en tand? Hun måtte igen ringe hjem, og jeg fik at vide, at det var fra en "sea lion". Søløver har de virkelig sådan nogen kæmpetænder? Det måtte så være fra den meget sjældne colombianske bjergsøløve? 
bestemt gade havde tidligere været en skillelinje mellem to narkobander, og det var livsfarligt at gå ind på den rivaliserende bandes territorium. Nu var der lige præcis her opført en stor politistation. Helt modsat i Danmark var politiet til stede, hvor der var brug for dem, og der stod da også en lang række motorcykler klar til udrykning. Skiftet i kriminaliteten skete, da narkobossen El Cazador de Escobar blev skudt af politiet. Der ligger et billeder af ham på nettet, hvor han ligger skudt på gaden, medens betjentene ser sejrsstolte ud. En har endda plantet en fod på ham, som var han en nedlagt løve. Efter at bossen var skudt, blev minibosserne fængslet, og de menige bandemedlemmer valgte at blive gode mennesker. Sådan meget kort fortalt, men kriminaliteten i Medellin er stærkt faldende. 
Midt på Plaza Botero ved den store domkirke ligger Antioquia-museet, der huser den bedste Botero-udstilling i verden. Fernando Botero blev født i Medellin i 1932, og han er en af de mest succesrige kunstnere i Latinamerika. Med humor og til tider en kritisk, politisk tone har han skabt billeder og skulpturer af mennesker og dyr i et overdimensioneret format. Allerede på pladsen, hvor der var et leben af mennesker, står der 23 kæmpestore Botero skulpturer doneret af kunstneren selv. Han kan også ses mange andre steder i verden som Park Avenue i New York og på Champs Élysées i Paris. Selv Vatikanet har et billede af ham i afdelingen for moderne kunst. At tænke sig, at Vatikanet har selvironi, for billedet viser en lille opblæst, men dog venligt udseende pave.
Nå, men bagefter forklaringerne vi fik 1 time og 15 min til at se museet på egen hånd. Vi startede med malerisamlingen, og Boteros malerier er farvestrålende og ofte komiske med tragiske undertoner og er fulde af symbolik og satire. Hans kvinder har som regel enorme kroppe og ofte spæde, dukkeagtige ansigter, og øvrighedspersoner er som regel malet opblæste. Af narkobossen el Cazador de Escobar var der også et maleri, lige da politiets kugler peb ham om ørene, men det er bestemt mere hyggeligt end de fotografier, der findes af nedskydningen. Det er et fint museum, men vi ville også runde pladsen udenfor for at kikke nærmere på skulpturerne. 
Botero-pladsen er nu gjort ren, som det siges, og er nu næsten renset for frække damer, der før tilbød diverse frække ydelser. Henne ved kirken sad der dog nogle mænd, der var klædt smukt ud som kvinder. Hvad de så tilbød vides ikke. 
Nu begyndte det snart at blive mærkeligt, for her mødte jeg også de to kinesiske damer. De skulle have en dag mere i Medellin og derefter ned til kaffelandet, hvor vi også skulle ned. 
Vi kørte ad smalle, snoede bjergveje, og selvom det var hovedvejen sydpå, var det ikke noget med motorvej, men kun en to sporet vej. Vi skulle kun køre 210 km, men turen var beregnet til 6 timers kørsel. Der er meget lastbilkørsel med store trucks (også adskillige Mærsk containere), og de drøner af sted. De, der ikke vil ligge bagefter, foretager mange farlige overhalinger. Altså ikke os, for vores chauffør kørte heldigvis pænt, men faktisk findes der specielle kirkegårde for lastbilchauffører.
Medens vi alligevel kørte, fortalte Juan lidt løst og fast om Colombia. Det var svært at skrive ned, medens bussen kørte, men her er lidt af det, jeg kan huske: Både manden og konen arbejder som regel ude, men som det sig hør og bør, også i Danmark, får manden selvfølgelig mere i løn end konen. Arbejdsløsheden er på ca. 10 %, og mange colombianere er udvandret til USA, hvor de arbejder uden arbejdstilladelser. Bankoverførsler fra udlandet er derfor en stor indtægtskilde i Colombia. Normallønnen i Colombia ligger på omkring 700.000 peso om måneden (under 2.000 kr.). Colombianerne har generelt en højere uddannelse end befolkningen i nabolandene. I praksis er der gratis skolegang. Der er også private skoler, og de deles op i de dyre, de endnu dyrere og de meget dyre. Der læres ikke engelsk i de offentlige skoler, og det er i hvert fald en fejl. Der er offentlige hospitaler, men der er lange ventetider for behandling.
Frokosten bestod af banansuppe, kylling, ris og lidt salat. Kyllingen var lidt tør og kunne godt bruge lidt championsovs. 12.500 peso pr. person.