CUBA - Vinales - dalen.

Rejsefortælling af Kim Greiner.

Januar 2018. 

Cuba 3. del.

Busturen til Vinales.                                                                                                Torsdag 4-1-18

Vi har været i Havanna et par dage og skulle nu videre med bus til Vinales-dalen, der ligger i den vestlige del af Cuba. 

Det var overskyet, og et regnskyl satte ind da vi gik til morgenmaden på tagterrassen. Normalt er der morgenmad kl. 7 men de var ikke helt færdige da de var ved at flytte bordene ind under halvtaget. Vi ville blive samlet op henne ved Hotel Isabella, da biler ikke må køre i vores gade, så jeg frygtede lidt, at vi skulle bevæge os ud i en tropestorm. Men efter 10 minutter var bygen overstået. Det blev ikke til det store morgenbord, så vi fik lige et par nybagte croissanter og en kop te, inden vi checkede ud og trak kufferterne hen til Hotel Isabella. 

Vi skulle mødes i Isabellas reception, hvor der var rigtige blomsterbuketter med duft. Fem minutter i otte kom en lille dame ind og sagde: "Vinales"? Hun sagde det til nogle kinesere, men det var ikke dem. Så kikkede hun på os, og vi sagde: "Yes". "Ready?" "Yes". Hun hed Rachel og var en nydelig ung kvinde, der også talte engelsk. Vi gik ned ad en smal gade, og der holdt bussen ved havnen. Det var en helt normal moderne bus. Egentlig havde jeg håbet på en lokalbus, men dem kom vi rigeligt til at køre med sidenhen. Denne bus var en speciel turistbus til denne tur, og der var da heller ingen cubanere med. 

Vi kørte til et andet hotel og samlede en flok unge vesterlændinge op. Vi var helt sikkert metusalemmerne. Derefter hen til et par andre hoteller, så det var ligesom i gamle dage med Spies på charterferie, hvor der også skulle samles op. 

Ud gennem byen langs kysten – og i guder et forfald. Tidligere flotte palæer var ved at styrte sammen. Mange var ubeboede, og stenbalkonerne skulle man nok ikke gå under. Synd, synd, synd, det vil koste mange penge at få det op at stå igen.

Vi kom ud af byen, og der var grøn natur og skov, nærmest et vildnis. Mindst 100 km uden et hus eller en mark. Så kom der et område med små marker og enkelte huse, og der var køer, heste og får på markerne.
Efter 2 timer var der stop på et sted med WC, bar og souvenirforretning. Et rigtigt turiststed med flere turistbusser, men der var da også nogle amerikanerbiler, der var kommet på langfart. Det bedste var, at det var blevet lunt, solrigt vejr, præcis sådan som jeg troede, at Cuba var hele tiden om vinteren. 

Vi fortsatte mod vest, og det blev mere landbrugsland og senere lave bjerge. Der kom nogle bjergveje, og så var vi fremme i den lille by Vinales.

Bussen stoppede midt i byen, og der stod 20-30 damer med navneskilte og ellers kapring af gæster til deres casa particular (bed and breakfast). Vores navn var der ikke, men vi havde også fået at vide, at vi skulle tage en taxa, men først skulle vi finde et taxakontor og præsentere vores vouchers. Nå, men vi fandt ikke kontoret, så vi tog bare en taxa, der holdt i nærheden. Chaufføren vidste, hvor Villa Bacita var, og det tog kun nogle minutter at køre derhen. Turen kostede 5 CUC, så det kunne ikke vælte os af pinden.

Fint lille hus, men var det der? Vi bankede på, men ingen lukkede op. Kikkede på adressen. Jo, den var god nok. En dame lukkede op og viste os ringeklokken. Selveste Bacita var en sød, ældre dame, der kun talte spansk. Gitte havde lært sig lidt spansk: "Tu tjena una bella carsa". Det betød noget lignende som, at det var et nydeligt hus. Det var også et nydeligt værelse med to senge og eget badeværelse. Bacita insisterede på, at vi skulle have kaffe, og så fik vi frugt og småkager med i købet. Meget fint, lille sted. Håndklæder på værelset og blødt toiletpapir. Udenfor var der en terrasse med halvtag og gyngestole. Det kunne ikke være bedre. 

Valle De Vinales – Cubas smørhul.

Vinales by ligger midt i den smukke, frodige dal. Stedets specielle natur skyldes de store, tilvoksede klipper, der ligner kæmpepaddehatte midt i det flade, trimmede landskab med tobaksmarker og kongepalmelunde. De tueformede bjerge "mogotes" var oprindelig en del af et kalkstensplateau, der skød op af havet for 160 millioner år siden. Regnvand har siden gnavet løs i højderyggens indre, hvor taget til sidst brød sammen, så kun gulvet – det flade dalområde – står tilbage. Andre steder har tiden gnavet hulesystemer, hvor indianerkulturer har udført ritualer, og hvor bortløbne slaver og guerillasoldater har holdt sig i skjul. Valle de Vinales er med på UNESCO’s verdensarvsliste, især på grund af de tilvoksede klipper, der skyder op som kæmpepaddehatte midt i det flade, grønne landskab.

Selve byen Vinales’ hovedgade "Salvador Cisneros" er indrammet af gamle huse i pastelfarver og søjlebårne verandaer under røde tegltage. Gadens midtpunkt er "Plaza Marti", hvor byens forretninger og spisesteder er centreret ved den lille kirke. Omkring hvert andet hus har "casas particulares", der er beregnet til dalens turister, så det er indtægter fra turister, der er dalens omdrejningspunkt. Alligevel føltes turisttrykket ikke stort her. 

Tur rundt i den lille by.

Det er rigtigt nok, nærmest halvdelen af husene er "casas particulares", der fremstår som farvestrålende huse med masser af blomster. 2/3 af bilerne i byen er gamle amerikanerbiler fra halvtredserne. Vi gik ud ad en sidegade ved kirken og stoppede ved en lille souvenirbod hos Teresa og Juan. Det var to søde mennesker med en lille bitte bod, hvor salget kunne hjælpe lidt på husholdningspengene. De havde små kolibrier i træ, og meget smart kunne vingerne afmonteres, så de ikke fyldte så meget. Det viste sig, at det var de allerbedste souvenirs, de havde på hele Cuba. 4 kolibrier, en kasket med Che Guevara og en alpehue, som Che også yndede at gå med, samt en cigarholder af træ. Alt i alt blev det 18 CUC ca. 130 kr. De syntes, de havde gjort en god handel, og det syntes vi bestemt også. 

Ellers gik vi tværs igennem byen ad hovedgaden, og det tog ikke ret lang tid, så var vi ude i byens udkant, hvor der stod en bænk. Perfekt sted at slappe lidt af, filosofere over tilværelsen og få sol i ansigtet.
Hønsene rendte frit rundt i gaderne, og små, lette hestevogne drønede rundt, og som en tidslomme kom der komme en oksekærre med grus. ”Den, der ager med stude, kommer også med” – men det går godt nok langsomt. Vejret var med sol og enkelte dryp ind i mellem. Den ældste bil, vi så, var fra 1947 og stadigvæk køreklar. På vej tilbage ad hovedgaden fandt vi ind på restaurant "El Gallito" anno 1935, som der stod. Vi fik 2 pinaculare og en tortilla med ost. (Jeg var blevet så sulten, og vi skulle først spise hos Bacita kl. 19). Det må være nogle af verdens billigste pinaculare, for det hele blev 8 CUC incl. drikkepenge, ca. 56 kr. 

Tilbage i gyngestolene på verandaen hos Bacita. Gitte tog en lektion i spansk på mobilen. Det er en stor fordel, at hun kan nogle enkelte gloser ind i mellem. Jeg sidder og kikker på tidslommen, der passerer forbi med hestevognene, ofte i strakt trav, så det går faktisk ret hurtigt derudaf. Og studene der lunter af sted, men de er åbenbart stærke.

En høne kom forbi med 6 daggamle kyllinger. De prikkede lidt rundt, og så gik hønen til ro, og kyllingerne puttede sig ind under hende. Nogle løse hunde rendte rundt, men de ignorerede hønen, der kun var 2 meter fra mig.

Amerikanerbilerne kørte forbi i en lind strøm, for de kører som taxa. Lastbiler af ældre dato blander sig i trafikken. Gribbe flyver i flok, hvis de er mange nok. Og det var de. Der er en stor flok længere ude og en enkelt grib, der kredser hen over hovedet på mig. Et par store hanekyllinger spankulerer også rundt foran huset. Måske var det gribbemad? Klokken er 17.20, og det var blevet en lille smule køligt selv i solen, der også tænker på at gå ned.

Aftendinner var inkluderet den første aften, og vi troede, det var hos Bacita, men nej, hun fulgte os hen til en nærliggende restaurant. Det var vistnok noget familie. Meget hyggeligt og rustikt og hundekoldt. Vinden peb ind, da restauranten var under et halvtag, og der bare var hængt nogle presenninger op for at tage vinden. 
Der var en hel del andre mennesker og familiekomsammen rundt omkring ved bordene. Vi bestilte en ret med "gris". En skål kom ind med tørrede bananer, og vi nippede. En ny skål kom ind. Var det sovsen til koteletten? Nej, det var en suppe. Så kom der "pullet pork", der smagte rigtigt dejligt. Som tilbehør kom der 3 forskellige slags ris og to fade med salat og frugt. Så kom der en stor skål mere med væske. Var det bønnesovs, eller var det endnu en suppe? Bordet var efterhånden dækket med fade. Vi havde bestilt sodavand, men vidste ikke, om de hørte med i traktementet. Jo. det gjorde de. og betjeningen kom endda og sagde, at vi godt kunne have fået et glas vin. 2/3 af den mad, der kom ind på bordet, kom ud igen, for der var alt for meget mad til os. Det kunne tyde på, at cubanerne har det noget bedre, end vi kunne læse os til hjemmefra. Efter den kølige restaurant var det dejligt at komme tilbage til det varme værelse. Der er selvfølgelig ingen varmekilde, men det var da muligt at putte sig under tæppet, hvis det var.

Cigarer på markerne.                                                                                                  Fredag 5-1-18

Det sædvanlige vejr. Overskyet, ikke varmt, ikke koldt. Vi skal på en guidet tur kl. 9.00. Vi aner ikke hvor eller hvordan. Overdådigt morgenbord a la Bacitas bedste. Omelet, boller, kaffebrød, der skal dyppes, andre småbrød, smør, ost, marmelade, frugt, juice og en stærk kaffe. Det blev serveret i en hyggelig havestue med grønne planter m.m. Så var det tid til at sidde i gyngestolene og lade livet passere på vejen. En hest står lige på den anden side og venter. Det er helt sikkert en hingst, og den begynder at lade vandet. Der må være mindst to spandfulde – helt enormt. 

Præcis til tiden kom vores guide Julius, og vi skulle følges med to unge svenskere fra Stockholm. Vi gik lidt ud ad vores vej og drejede til venstre og kom ud i nationalparken, hvor intet motorkøretøj er tilladt. Der var røde jordveje og små marker med især tobak.

Første stop var ved en stor tobakslade. Laderne er tomme nu, fordi det er uden for sæsonen for høst. I stedet for var der nypriklede planter og andre marker, hvor planterne var godt i gang med at gro. En specialguide tog over og demonstrerede, hvordan en cigar rulles. Her var også to gæster med fra Storbritannien, og de havde lige været i København på ferie. Vi blev skamrost for venlighed og hygge og alt muligt. Tak, tak, vi er også selv meget glade for København.

Først fik vi en smagsprøve på en cigar, og jeg meldte mig frivilligt, selvom jeg bestemt ikke er ryger. Så vidt muligt vil jeg prøve alt i denne verden, og jeg manglede cigarrygning. Det var min allerførste cigar. Den blev dyppet i honning, og der skal ikke inhaleres. Den smagte overraskende godt, men jeg røg for en sikkerheds skyld kun den halve. Gitte fik da også taget nogle sug.

Ved cigarrulning tages et blad, faktisk bruges der 4-5 blade til en cigar. Midterribben skæres væk, da det er her, det meste af det stærke sidder. Her i nationalparken lægges midterribberne i vand og kan senere bruges som sprøjtemiddel mod utøj. Bladene rulles, og et fint dækblad kommer yderst. Så skæres cigaren til, og det tog ikke mere end omkring 5 minutter, så havde han rullet en smuk cigar. Det er især kvinderne på Cuba, der er cigarrullere. Mange steder er det nærmest fabrikker, og selvom der kan være turistbesøg, må der ikke fotograferes. Ikke på grund af fabrikationshemmeligheder, men for ikke at forstyrre kvinderne i arbejdet.

Man kunne købe et bundt cigarer med 10 stk. for 40 COC. Overraskende dyrt. Nå, men jeg gjorde det alligevel for at støtte Cuba.

Vi fortsatte ud i terrænet, og vores guide gjorde meget ud af de forskellige planter som mango, stjernefrugt m.m. En flot klippeknold rejste sig som et kæmperør, og den bar det søde navn "Coco Mono". Turister kan leje heste og ride rundt i området, og det var nærmest det store hit at ride på de små jordveje.

En 3. guide demonstrerede, hvordan de dyrkede kaffe. Der skal kun plukkes de røde bær, og det er håndarbejde. I modsætning til en kaffefarm, vi besøgte i Colombia, tørrer de bærrene med frugtkød, og senere stampes det hele og lægges i vand. Skallerne flyder op, og så er der kaffe klar til ristning. Lidt mere primitivt end i Colombia. Der var også smagsprøve på deres rom. Smagte himmelsk, så vi købte en flaske for 20 CUC. Vores ekstraguide fik et postkort fra København, og han blev så glad, at jeg fik et kæmpeknus. 

Midt inde i junglen var vi på besøg hos en familie, som guiden kendte. Her smagte vi på stjernefrugt, der kunne plukkes direkte fra buskene. De var noget sure, så de modne skulle vælges med omhu. Vi fik også kaffe af den lille familie, der tilsyneladende bestod af bedstemor, en voksen datter og en lille dreng. Jeg gav drengen nogle dannebrosflag, som bedstemoderen var meget interesseret i. Jeg fik taget nogle billeder af familien, og gav drengen en femmer. De så ud som om de godt kunne trænge. Jeg havde ellers farvetusser med til Cuba, men havde dem ikke med på denne tur – det havde ellers lige været stedet. 

Vi fortsatte rundt i området og var oppe i et udkikstårn, hvor byen i det fjerne lå for vores fødder. Her i dalen bliver der pløjet og harvet med okser. Det så vi også uden for nationalparken. Hovederne på okserne er nærmest bundet sammen. Det er jo nok, fordi deres horn ikke skal stikke øjnene ud på hinanden. Men det så lidt umenneskeligt eller udyrligt ud. Okserne kan godt forstå ordrer som f.eks. at bakke, stoppe og gå til højre og venstre.

I hele dalen bor der ca. 28.000 indbyggere. Der var mange, gode fotomotiver i den smukke dal, men der manglede noget solskin for at få noget kontrast på billederne.

Efter 4 timer var vi tilbage hos Villa Bacita. Vores udmærkede guide fik en bog om København og en femmer. Jeg havde ikke mere på mig efter køb af sprut. Undskyld, udsøgt cubansk rom og cigarerne. Hvis jeg havde haft flere penge med, havde han nok fået 10 CUC. Vi aner ikke om guiderne forventer noget som helst. Nå, men han havde gjort et godt job og var vidende og venlig.

Runde former og guldsko.

Klokken var blevet 14, og vi gik ind til byen for at finde noget at spise. Det skulle helst være pizza – vi orkede ikke en hel masse forskellige retter som i går til aftensmaden. To pizzaer og to citrussodavand (vi orkede heller ikke de cubanske, meget søde colaer). Vi sad udenfor og spiste, og dagens kun 5 minutters sol bagte ned. Lidt fra, hvor vi sad, stod en meget smuk kvinde med udsøgte kvindelige former. Hun stod der et stykke tid og vendte og drejede sig, inden hun blev hentet, og hun slentrede væk. Gitte sagde: "Det var dog nogle utroligt flotte guldsko, hun havde på". Jeg: "Hvad for nogle guldsko".

Vi gik ned igennem en lille markedsgade med souvenirs. Vi fik købt 3 af de utroligt søde trækolibrier og nogle cigarhylstre til mine kostbare cigarer.

Vi havde lagt mærke til, at de fleste folk i byen gik rundt med to poser med små brød. Alle med to poser og ikke en pose eller tre poser, men med to poser. Mystisk. Så kom vi forbi et sted, hvor folk stod i kø. Her blev der langet brød over disken, og det gik som varmt brød. Ingen cubaner skal gå sulten i seng, om det så kun er tørt brød.

Et sted holdt lokalbussen, dvs. det var en lastbil med presenning og tremmer for vinduerne. Indenfor er der to rækker bænke langs vognsiderne. Folk blev stuvet godt sammen, nærmest mast ind. Nå, det er måske meget godt, at vi ikke skal med sådan en bus i morgen, når vi skal tilbage til Havanna. En sort dame i røde, stramme bukser grinte og vinkede til mig. Hun blev mast ind og kom med som en af de sidste.

Vi sluttede landsbyturen med to pinacolada – smagte utroligt godt, selvom de jo nok ikke er udpræget slankende. 

Jeg sidder på terrassen i gyngestolen foran Villa Bacita og skriver. Hønemor fra i går kom forbi, og hun har stadig sine 6 små kyllinger. Hun gik og skrabede med kyllingerne om benene. Det er sådan her, I skal gøre. Jeg forbarmede mig og hentede en halv bolle, men da jeg kom ud, var de væk. 

Masser af heste med lette vogne løber forbi. Det ser så elegant ud, og det går lige præcis så hurtigt, som en hest kan rende. Kontrasten var, da to moderne traktorer kom forbi. Nå, og så også lige en amerikanerbil og et okseforspand med et læs grus. Der er ikke noget, der hedder gadebelysning her – det er der ikke grund til at bruge penge på. 

Morgenstund og tur på landet.                                                                        Lørdag 6-1-17

Skyfrit fra mogensstunden. Herligt. Vi skal videre i dag, og på vores vouchers står der, at der kommer en taxa og henter os 13.45 og kører os til busstationen, og bussen vil køre mod Havanna kl. 14.15.

Morgenmaden var med deltagelse af to unge, italienske kvinder, og de skulle videre til Havanna med en bus før os. Vi fik da snakket lidt, for de kunne engelsk. Vi ville bestemt ikke nå ret langt med mit italienske, da jeg stort set kun kan sige "Uno grande portione", som jeg for mange år siden lærte af en italiensk tjener. Hvornår skal I af sted, spurgte vi. Pigerne svarede: "kl. 9.30". "Jamen klokken er 9.30 nu, og taxachaufføren står og venter". Roligt svarede pigerne: "Jamen vi er også klar, – skal bare lige have pakket rygsækkene". Pigerne kom af sted med kindkys. Ikke af mig, men af Bacita. Hun er så sød, men kan ikke et ord engelsk.

Bacita havde set Gitte sidde og strikke, og hun viste os et billede, hvor hun lærte børn at strikke. Hun havde været lærerinde, og på billedet stod hun midt i det hele med strikkende børn rundt omkring.

Til morgenmaden var der en lille variation, for der var en ny slags kager og budding, foruden alt det, som vi havde fået i går. 

Vi gik en tur ud på landet ad en sidevej til hovedgaden. Først mange små huse med "Casa Particular". Så var der små marker med tobak, majs og bønner m.m. Næsten alle de ældre mennesker, vi mødte, hilste: "Hola". Så hyggeligt, og vi hilste selvfølgelig igen. Et oksespand harvede en lille mark, og her så vi, hvordan han dirigerede okserne, for meget overraskende kan okser godt forstå ord. 

Vi havde gået et par kilometer og sad på en bro i skyggen og kikkede på okseharvningen. Vi var tørstige, men der havde ikke været nogen steder, hvor der kunne købes noget. Hvad er det derhenne? Så sandelig en cafe. To kolde sodavand kostede 3 CUC. Der sidder vi nu, men vi vil godt lidt længere og tættere på bjergene. Det var sådan vi forestillede os Cuba med solen, der bagte ned og blå himmel. Cubanerne havde også frosset i den sidste tid – det var slet ikke normalt med kun 20 grader. Det var kulden fra USA, der var trukket ned over Cuba. Det var helt sikkert noget, Trump havde sørget for. 

Hestevognene kørte rask forbi, og så kom der en cowboy i fuld galop – det var helt vildt. Nå, han skulle kun blære sig for os, for 50 m væk standsede han hesten.

Vi kom helt tæt på kalkstensbjergene, tog et par billeder og vendte så om.

100 års fødselsdag i Botanisk Have med kage og gris.

Næsten oppe ved hovedgaden ligger en lille botanisk have. Lige præcis i dag havde de 100 års fødselsdag. En kæmpe lyserød kage var stillet frem, og ellers var der gris på gafler og salater m.m. Javiet, der var guide, tog os med rundt ad de små snoede stier. Der skulle ikke købes billetter, men der kunne doneres et beløb til sidst efter behag. Der manglede navneskilte på væksterne, men Javiet fortalte flittigt, hvad vi så, og han kunne flere plantenavne på dansk som Svigermors skarpe tunge, Flittig Lise, og gummitræ. Turen sluttede i et lille skur med billeder fra havens historie.

Som forberedelse til festen var nogle mænd ved på bål at stege grisekød fra et afpillet grisehoved, som de stolt viste frem. Vi blev inviteret på frokost gratis, så der reddede vi lige et måltid. Mange af de andre kom hen og gav hånd, og de var gode til at nøde. 

Jeg havde taget nogle brugte T-shirt med hjemmefra, og jeg gik lige hen og hentede en, for det var en T-shirt fra Københavns Universitet med logo og det hele. Det var fra den tid, hvor jeg var havemester derinde, og Javiet var jo en slags havemester. Den var ikke ny, men ren, og den forærede jeg til Javiet som en god kollega. Han blev så glad at jeg fik et kæmpe mandekram. Det er ellers ikke min spidskompetence. Ved indgangen stod nu 4 damer, og det var danskere. Der var mange danskere i dalen, sagde de. Vi havde så ikke set nogen, men siden Javiet kunne danske plantenavne, var der nok noget om det.

Tilbage og mætte af grisekød og salat sad vi på terrassen, og Bacita serverede kaffe. Det var farveltid, så hun fik et postkort med København og 20 CUC. Først ville hun ikke tage imod pengene, men så skidt da, og så kom hun med en flaske vin til gengæld. Stort farvelkram og kindkys, dog kun i luften ligesom dronningens kindkys. Lidt kongelig har man vel lov til at være. Taxaen kom præcis til tiden, og Bacita stod i døren og vinkede.

Tilbage til Havanna

Vi kom af sted med bussen og farvel til den hyggelige, lille by. Op ad de snoede bjergveje og ud på den store vej, der mest var 4-sporet med en midterrabat. Der var ikke særlig megen trafik, og vi fik overhalet en lastbil med en Maersk-container. Der er mange marker i et frodigt landskab. Det er en anden vej vi kører tilbage på, end den vi kørte på udturen ud til Venales.

Ved 18-tiden nåede vi Havanna og kørte en runde til hotellerne ligesom på en charterrejse. Spies - Spies denne vej. Det er mange år siden, vi har rejst på den måde. Vores kufferter var ved at blive læsset af ved et forkert hotel, men jeg så pludselig min kuffert og for ud. Vi boede på det sidste hotel. Rachel, vores busguide, fik en femmer. De andre gav tilsyneladende ikke noget, men jeg vil ikke være en "lousy tipper" eller en slet ikke tipper. Jeg roste hende også og sagde, hun havde gjort et godt job. Stort, dejligt smil fra en smuk kvinde. Dem kan man ikke få for mange af i min alder.

Fremme ved Hotel Isabella hvor der stod en bagagemand med en vogn, (ikke ham jeg havde snydt tidligere, desværre), og han trak vognen hen over de toppede brosten. Nu vidste vi, at de satte pris på at få en femmer. Indtjek på det samme gode Hotel Ambos Mundos, men denne gang i værelse 402. Dejligt værelse, og også her fine dekorationer på væggene med Hemingway.

Aftentur op og ned ad Strassen. Nå nej, det hedder den i Las Vegas, her hedder den Obispo. Mange mennesker, musik og meget hyggeligt. For enden af gaden var en utrolig flot bygning med løvefødder og gesvejsninger og smukt belyst. Spisning på et pizzeria, hvor ejeren havde været i Århus i 2011. Det havde været en kæmpe oplevelse. To store pizzaer og orangesodavand kostede 23 CUC i alt.
Det var blevet meget varmere i Havanna, end da vi sidst var her. Vi gik tidligt i seng, for vi skal afsted i nat kl. 3.30 med et lokalfly til Baracoa, der ligge i den anden ende af øen. 

Morgenmøde med præsidenten                                                                           Søndag 7-1-18

Præcis kl. 24 midt om natten blev der ringet fra agenten. Flyet var forsinket, og vi ville først blive hentet kl. 6 om morgenen i stedet for kl. 3.30. Det lød noget mere manerligt. Skodderne havde klapret noget i løbet af natten. Stod der en mand udenfor? Nej, det var kun træ-kvinden. Tidligt baksede vi kufferterne ned fra 4. sal. En ulempe, at elevatoren er betjent. Vi fik vækket receptionistdamen og tjekkede ud. Hotelopholdet var incl. morgenmad, så vi fik kaffe og en sandwich i receptionen. Pizzaen i går manglede skorpe – det gjorde sandwichen til gengæld ikke. Den krævede gode tænder. 

Taxachaufføren kom præcis til tiden og gav pænt hånd. Taxaen holdt i en lille smal sidegade, og med besvær fik han bakket mindst 100 meter i mørke. Sådan en gade ville være en fin kulisse til en musketerfilm fra det 15. århundrede. Gaderne var totalt øde, og vi kom ud igennem de krogede gader og videre ud på de større veje. Næsten ude ved lufthavnen stod en betjent med et rødt lyssværd og viftede med det. Alle stoppede inden lyskrydset og blev holdende, også da det blev grønt adskillige gange. Så kom endelig en bilkortege og en mørk bil med et viftende flag. Præsidenten, sagde chaufføren. Ja, der er jo nogen fordele ved at være diktator. Chaufføren fik sin voucher, og så var der håndtryk til os begge. 

Indenrigslufthavnen og uddeling af nødrationer.

Vi var ankommet til indenrigslufthavnen. Ventetid. Vi ville gerne have lidt flere CUC på lommen. Banken var åben, dvs. der gik en mand rundt derinde, men nej de åbnede først kl. 8. Det er den eneste lufthavn, jeg kan huske, hvor der hørtes hanegal lige udenfor. Nå, ved 3. hanegal lidt i kl. 7 kunne vi stille os i kø til indtjek til flyet. Så blev det klaret. Jeg ville benytte ventetiden til veksling, og de skulle jo åbne kl. 8. En mand og en dame var i gang med at tælle sedler op og derefter mønterne. Præcis kl. 8 gik personalet, og kl. 8.10 gik jeg med uforrettet sag, for der var totalt dødt inde i banken.

Vi gik videre op ad trappen, hvor der var en forhal til afgangshallen. Der var enkelte forretninger, og jeg købte en Fanta. Før sikkerhedskontrol bliver man lukket ind i et lille rum med en skranke. Kun 4-5 personer ad gangen. Pas og bordingkort bliver tjekket. Så var der sikkerhedskontrol, og min halve Fanta gik glat igennem. Glasflasker må dog ikke medbringes og heller ikke pistoler og knojern.

Lige nu sidder vi i verdens mest kedelige ventesal med matte, uigennemsigtige ruder, så det er umuligt at se ud. Kl. 10 skulle der være afgang, men nej. De sagde noget i en skrattende højtaler på spansk, men vi kunne genkende ordet Barakoa, hvor vi skulle hen. På afgangstavlen står der nu kl. 12.00 – godt at vi kom så tidligt op. En dame et par sæder fra os giver sin lille dreng bryst. Jeg var også blevet sulten. Gad vide om man kan få noget spiseligt i dette mørke lokale. Jo, bag en skillevæg fik jeg købt en vand, en sandwich og en pose chips. I alt blev det kun 2 CUC – det var da venlige cubanerpriser. Chipsen var desværre hvidløgschips, og jeg spiser kun hvidløg, hvis der er vampyrer i nærheden.

Man skal feje for egen dør først, ikke for at sige noget, men cubanske kvinder må være nogle af verdens mest velpolstrede. Der er til gaden, gården og maver i overmål. Synd, for de har nogle meget kønne ansigter.
Her kl. 12 blev det oplyst, at alle fly til Baracoa var aflyst i dag på grund af uvejr. Folk råber og skriger og bander. Især en ung kvinde var blevet helt hysterisk, og hun slår ud med arme og ben.

Der blev tilbudt et fly til Santiago kl. 16, og derefter en bus til de 250 km kørsel til Baracoa ad bjergveje. Vi kunne også få pengene tilbage. Vi snakkede med en pige, der kun skulle have 1 dag i Baracoa og skulle tilbage i morgen, så hun ville blive i Havanna. Vi har dog 2 dage. Gitte kontaktede rejsearrangøren fra Caribian Travel Service om muligheden af at springe Baracoa over og tage 4 overnatninger i Santiago i stedet for de to, der var bestilt. Vi skulle nemlig efter Baracoa til Santiago. Men uha, det ville koste kassen, hvis vi brød ud af programmet, og desuden var det højsæson, og det ville være umuligt at finde et ledigt hotelværelse.

Ved 13-tiden var næsten alle passagerer forsvundet fra hallen. De havde sagt noget i højtalerne, vi ikke havde forstået. Passagererne var forsvundet op i cafeteriet, hvor der var uddeling af gratis nødrationer. Til os to blev der udleveret to flasker vand, to dåser cola, to gange varm flymad, 4 sandwich og ikke mindre end 14 pakker små kiks. Der var ikke sparet på noget. 

Ærgerligt at man ikke kan se ud. Der er dog en lille sprække i væggen, og det ser ud til at være godt vejr. 
Hvordan de vil få passagererne ind i flyet til Santiago, mixe to hold passagerer uden at få nye bordingkort – det var lidt af en gåde. 

Det store cubanske totalkaos.

Klokken er blevet 15, og hallen er fyldt godt op. Både vi de strandede og de nye, der skal til Santiago. Kl. 15.30 var der bording. Vi skulle rundt om et hjørne og ned ad en trappe. Vi stod som sild i en tønde, og alle prøvede at springe over: "Jeg skal hen til min bedstemor." "Mine børn er længere fremme", og ellers blev der brugt knæ og albuer. Den cubanske kvinde med skærebrænderstemmen, der gik gennem marv og ben, gav sit besyv med. Hven der dog havde nogle ørepropper.

Så fandt personalet ud af at dele de to hold. De til Santiago skulle holde til højre og gå frem, og Baracoafolkene skulle holde til venstre og vente. Alle var bange for ikke at komme med – det var vi faktisk også. Pladssystemet i flyet var ude af funktion. Santiagofolkene skulle fylde op foran, og Barocoafolkene skulle gå ned bagud. Tilsyneladende var der plads til alle, og vi kom i luften, men sikke en flyvetur. 

Det var en strækning på ca. 800 km, og turen ville tage en time. Det var et pænt, stort fly, men efter ½ time blev det kastet rundt igennem lufthuller, og det hoppede og dansede. Jeg troede vores sidste time var kommet, og at dagbogen skulle slutte her, men siden jeg kan skrive dette, klarede flyet sig. Folk havde skreget i lufthullerne, og det havde vi også, men vi kom ned og heldigvis med hjulene først. Stewardesserne stod ved udgangen ligblege. Jeg sagde "Good bye and thank Good". Stewardessen smilede – hun havde sikkert også bedt.

Kufferterne kom efter en rum tid, og man kunne først gå ud, når bagage og kuffertsedler var kontrolleret. Udenfor var der mørkt, og der var kaos. Der holdt to busser, men om de kørte til Baracoa, kunne vi ikke få at vide. Vi blev sendt fra den ene bus til den anden, og ingen vidste noget. Det var rent kaos, og der manglede i den grad en, der havde styr på det. Så kørte begge busser, og så stod vi der sammen med en snes andre, der heller ikke var kommet med. Her kunne flyselskabet godt have organiseret den transport noget bedre med skilte og personale. Gitte spurgte personer, der burde vide noget, men det var ikke til at trække noget fornuftigt ud af dem. Ad omveje og af en taxachauffør, der kunne noget engelsk, fik vi at vide, at det havde styrtregnet 3 dage i træk i Baracoa, og at floden var gået over sine bredder. Flyvepladsen var også halvt under vand. Der ville intet være at foretage sig i Baracoa i de næste dage, sagde han. 

Gitte kontaktede agenten, og hun gjorde virkelig, hvad hun kunne med overnatning i Santiago. 
Så kom der en bus mere, og det forlød, at den kørte til et hotel i Santiago. Flyselskabet betalte overnatningen og også dinner og morgenmad. I morgen tidlig kunne der tages stilling til, om man ville fortsætte med bus til Baracoa eller hvad. Vi besluttede at blive i Santiago, da vi alligevel skulle dertil om to dage. Så vi missede Barocoa, men sparede 2 busture på 5 timer. Det meddelte vi agenten, og hun ville sørge for en ekstra overnatning i Santiago. 

Kort bustur til Hotel Versalles, hvor vi fik et stort fint værelse med 2 brede senge. Det suser udenfor, og jeg var glad for, at vi ikke sad i en mørk bus på en mørk landevej på vej mod en oversvømmet by. Versalles er et rigtigcharterturisthotel med pool og musiktribune. Vi gik over i restauranten, hvor de var klar med nødrationen ris/kartoffelmos og kylling. Den blev serveret med det samme og bagefter budding og så tilbage til værelset og takke de højere magter for, at denne Thycho Brahesdag trods alt fik en lykkelig slutning med to senge på et helt roligt gulv.

Klik her og fortsæt til Cuba del 4: Santiago de Cuba 

Tilbage til forsiden