CUBA - Vinales - dalen. Rejsefortælling af Kim Greiner. Januar 2018. Cuba 3. del. Det var overskyet, og et regnskyl satte ind da vi gik til morgenmaden på tagterrassen. Normalt er der morgenmad kl. 7 men de var ikke helt færdige da de var ved at flytte bordene ind under halvtaget. Vi ville blive samlet op henne ved Hotel Isabella, da biler ikke må køre i vores gade, så jeg frygtede lidt, at vi skulle bevæge os ud i en tropestorm. Men efter 10 minutter var bygen overstået. Det blev ikke til det store morgenbord, så vi fik lige et par nybagte croissanter og en kop te, inden vi checkede ud og trak kufferterne hen til Hotel Isabella. Vi skulle mødes i Isabellas reception, hvor der var rigtige blomsterbuketter med duft. Fem minutter i otte kom en lille dame ind og sagde: "Vinales"? Hun sagde det til nogle kinesere, men det var ikke dem. Så kikkede hun på os, og vi sagde: "Yes". "Ready?" "Yes". Hun hed Rachel og var en nydelig ung kvinde, der også talte engelsk. Vi gik ned ad en smal gade, og der holdt bussen ved havnen. Det var en helt normal moderne bus. Egentlig havde jeg håbet på en lokalbus, men dem kom vi rigeligt til at køre med sidenhen. Denne bus var en speciel turistbus til denne tur, og der var da heller ingen cubanere med. Vi kørte til et andet hotel og samlede en flok unge vesterlændinge op. Vi var helt sikkert metusalemmerne. Derefter hen til et par andre hoteller, så det var ligesom i gamle dage med Spies på charterferie, hvor der også skulle samles op. Ud gennem byen langs kysten – og i guder et forfald. Tidligere flotte palæer var ved at styrte sammen. Mange var ubeboede, og stenbalkonerne skulle man nok ikke gå under. Synd, synd, synd, det vil koste mange penge at få det op at stå igen. Vi kom ud af byen, og der var grøn natur og skov, nærmest et vildnis. Mindst 100 km uden et hus eller en mark. Så kom der et område med små marker og enkelte huse, og der var køer, heste og får på markerne. Vi fortsatte mod vest, og det blev mere landbrugsland og senere lave bjerge. Der kom nogle bjergveje, og så var vi fremme i den lille by Vinales. Bussen stoppede midt i byen, og der stod 20-30 damer med navneskilte og ellers kapring af gæster til deres casa particular (bed and breakfast). Vores navn var der ikke, men vi havde også fået at vide, at vi skulle tage en taxa, men først skulle vi finde et taxakontor og præsentere vores vouchers. Nå, men vi fandt ikke kontoret, så vi tog bare en taxa, der holdt i nærheden. Chaufføren vidste, hvor Villa Bacita var, og det tog kun nogle minutter at køre derhen. Turen kostede 5 CUC, så det kunne ikke vælte os af pinden. Fint lille hus, men var det der? Vi bankede på, men ingen lukkede op. Kikkede på adressen. Jo, den var god nok. En dame lukkede op og viste os ringeklokken. Selveste Bacita var en sød, ældre dame, der kun talte spansk. Gitte havde lært sig lidt spansk: "Tu tjena una bella carsa". Det betød noget lignende som, at det var et nydeligt hus. Det var også et nydeligt værelse med to senge og eget badeværelse. Bacita insisterede på, at vi skulle have kaffe, og så fik vi frugt og småkager med i købet. Meget fint, lille sted. Håndklæder på værelset og blødt toiletpapir. Udenfor var der en terrasse med halvtag og gyngestole. Det kunne ikke være bedre. Selve byen Vinales’ hovedgade "Salvador Cisneros" er indrammet af gamle huse i pastelfarver og søjlebårne verandaer under røde tegltage. Gadens midtpunkt er "Plaza Marti", hvor byens forretninger og spisesteder er centreret ved den lille kirke. Omkring hvert andet hus har "casas particulares", der er beregnet til dalens turister, så det er indtægter fra turister, der er dalens omdrejningspunkt. Alligevel føltes turisttrykket ikke stort her. Ellers gik vi tværs igennem byen ad hovedgaden, og det tog ikke ret lang tid, så var vi ude i byens udkant, hvor der stod en bænk. Perfekt sted at slappe lidt af, filosofere over tilværelsen og få sol i ansigtet. Tilbage i gyngestolene på verandaen hos Bacita. Gitte tog en lektion i spansk på mobilen. Det er en stor fordel, at hun kan nogle enkelte gloser ind i mellem. Jeg sidder og kikker på tidslommen, der passerer forbi med hestevognene, ofte i strakt trav, så det går faktisk ret hurtigt derudaf. Og studene der lunter af sted, men de er åbenbart stærke. En høne kom forbi med 6 daggamle kyllinger. De prikkede lidt rundt, og så gik hønen til ro, og kyllingerne puttede sig ind under hende. Nogle løse hunde rendte rundt, men de ignorerede hønen, der kun var 2 meter fra mig. Amerikanerbilerne kørte forbi i en lind strøm, for de kører som taxa. Lastbiler af ældre dato blander sig i trafikken. Gribbe flyver i flok, hvis de er mange nok. Og det var de. Der er en stor flok længere ude og en enkelt grib, der kredser hen over hovedet på mig. Et par store hanekyllinger spankulerer også rundt foran huset. Måske var det gribbemad? Klokken er 17.20, og det var blevet en lille smule køligt selv i solen, der også tænker på at gå ned. Aftendinner var inkluderet den første aften, og vi troede, det var hos Bacita, men nej, hun fulgte os hen til en nærliggende restaurant. Det var vistnok noget familie. Meget hyggeligt og rustikt og hundekoldt. Vinden peb ind, da restauranten var under et halvtag, og der bare var hængt nogle presenninger op for at tage vinden. Præcis til tiden kom vores guide Julius, og vi skulle følges med to unge svenskere fra Stockholm. Vi gik lidt ud ad vores vej og drejede til venstre og kom ud i nationalparken, hvor intet motorkøretøj er tilladt. Der var røde jordveje og små marker med især tobak. Første stop var ved en stor tobakslade. Laderne er tomme nu, fordi det er uden for sæsonen for høst. I stedet for var der nypriklede planter og andre marker, hvor planterne var godt i gang med at gro. En specialguide tog over og demonstrerede, hvordan en cigar rulles. Her var også to gæster med fra Storbritannien, og de havde lige været i København på ferie. Vi blev skamrost for venlighed og hygge og alt muligt. Tak, tak, vi er også selv meget glade for København. Først fik vi en smagsprøve på en cigar, og jeg meldte mig frivilligt, selvom jeg bestemt ikke er ryger. Så vidt muligt vil jeg prøve alt i denne verden, og jeg manglede cigarrygning. Det var min allerførste cigar. Den blev dyppet i honning, og der skal ikke inhaleres. Den smagte overraskende godt, men jeg røg for en sikkerheds skyld kun den halve. Gitte fik da også taget nogle sug. Ved cigarrulning tages et blad, faktisk bruges der 4-5 blade til en cigar. Midterribben skæres væk, da det er her, det meste af det stærke sidder. Her i nationalparken lægges midterribberne i vand og kan senere bruges som sprøjtemiddel mod utøj. Bladene rulles, og et fint dækblad kommer yderst. Så skæres cigaren til, og det tog ikke mere end omkring 5 minutter, så havde han rullet en smuk cigar. Det er især kvinderne på Cuba, der er cigarrullere. Mange steder er det nærmest fabrikker, og selvom der kan være turistbesøg, må der ikke fotograferes. Ikke på grund af fabrikationshemmeligheder, men for ikke at forstyrre kvinderne i arbejdet. Man kunne købe et bundt cigarer med 10 stk. for 40 COC. Overraskende dyrt. Nå, men jeg gjorde det alligevel for at støtte Cuba. Vi fortsatte ud i terrænet, og vores guide gjorde meget ud af de forskellige planter som mango, stjernefrugt m.m. En flot klippeknold rejste sig som et kæmperør, og den bar det søde navn "Coco Mono". Turister kan leje heste og ride rundt i området, og det var nærmest det store hit at ride på de små jordveje. En 3. guide demonstrerede, hvordan de dyrkede kaffe. Der skal kun plukkes de røde bær, og det er håndarbejde. I modsætning til en kaffefarm, vi besøgte i Colombia, tørrer de bærrene med frugtkød, og senere stampes det hele og lægges i vand. Skallerne flyder op, og så er der kaffe klar til ristning. Lidt mere primitivt end i Colombia. Der var også smagsprøve på deres rom. Smagte himmelsk, så vi købte en flaske for 20 CUC. Vores ekstraguide fik et postkort fra København, og han blev så glad, at jeg fik et kæmpeknus. Midt inde i junglen var vi på besøg hos en familie, som guiden kendte. Her smagte vi på stjernefrugt, der kunne plukkes direkte fra buskene. De var noget sure, så de modne skulle vælges med omhu. Vi fik også kaffe af den lille familie, der tilsyneladende bestod af bedstemor, en voksen datter og en lille dreng. Jeg gav drengen nogle dannebrosflag, som bedstemoderen var meget interesseret i. Jeg fik taget nogle billeder af familien, og gav drengen en femmer. De så ud som om de godt kunne trænge. Jeg havde ellers farvetusser med til Cuba, men havde dem ikke med på denne tur – det havde ellers lige været stedet. Vi fortsatte rundt i området og var oppe i et udkikstårn, hvor byen i det fjerne lå for vores fødder. Her i dalen bliver der pløjet og harvet med okser. Det så vi også uden for nationalparken. Hovederne på okserne er nærmest bundet sammen. Det er jo nok, fordi deres horn ikke skal stikke øjnene ud på hinanden. Men det så lidt umenneskeligt eller udyrligt ud. Okserne kan godt forstå ordrer som f.eks. at bakke, stoppe og gå til højre og venstre. I hele dalen bor der ca. 28.000 indbyggere. Der var mange, gode fotomotiver i den smukke dal, men der manglede noget solskin for at få noget kontrast på billederne. Efter 4 timer var vi tilbage hos Villa Bacita. Vores udmærkede guide fik en bog om København og en femmer. Jeg havde ikke mere på mig efter køb af sprut. Undskyld, udsøgt cubansk rom og cigarerne. Hvis jeg havde haft flere penge med, havde han nok fået 10 CUC. Vi aner ikke om guiderne forventer noget som helst. Nå, men han havde gjort et godt job og var vidende og venlig. Vi gik ned igennem en lille markedsgade med souvenirs. Vi fik købt 3 af de utroligt søde trækolibrier og nogle cigarhylstre til mine kostbare cigarer. Vi havde lagt mærke til, at de fleste folk i byen gik rundt med to poser med små brød. Alle med to poser og ikke en pose eller tre poser, men med to poser. Mystisk. Så kom vi forbi et sted, hvor folk stod i kø. Her blev der langet brød over disken, og det gik som varmt brød. Ingen cubaner skal gå sulten i seng, om det så kun er tørt brød. Et sted holdt lokalbussen, dvs. det var en lastbil med presenning og tremmer for vinduerne. Indenfor er der to rækker bænke langs vognsiderne. Folk blev stuvet godt sammen, nærmest mast ind. Nå, det er måske meget godt, at vi ikke skal med sådan en bus i morgen, når vi skal tilbage til Havanna. En sort dame i røde, stramme bukser grinte og vinkede til mig. Hun blev mast ind og kom med som en af de sidste. Vi sluttede landsbyturen med to pinacolada – smagte utroligt godt, selvom de jo nok ikke er udpræget slankende. Jeg sidder på terrassen i gyngestolen foran Villa Bacita og skriver. Hønemor fra i går kom forbi, og hun har stadig sine 6 små kyllinger. Hun gik og skrabede med kyllingerne om benene. Det er sådan her, I skal gøre. Jeg forbarmede mig og hentede en halv bolle, men da jeg kom ud, var de væk. Masser af heste med lette vogne løber forbi. Det ser så elegant ud, og det går lige præcis så hurtigt, som en hest kan rende. Kontrasten var, da to moderne traktorer kom forbi. Nå, og så også lige en amerikanerbil og et okseforspand med et læs grus. Der er ikke noget, der hedder gadebelysning her – det er der ikke grund til at bruge penge på. Morgenmaden var med deltagelse af to unge, italienske kvinder, og de skulle videre til Havanna med en bus før os. Vi fik da snakket lidt, for de kunne engelsk. Vi ville bestemt ikke nå ret langt med mit italienske, da jeg stort set kun kan sige "Uno grande portione", som jeg for mange år siden lærte af en italiensk tjener. Hvornår skal I af sted, spurgte vi. Pigerne svarede: "kl. 9.30". "Jamen klokken er 9.30 nu, og taxachaufføren står og venter". Roligt svarede pigerne: "Jamen vi er også klar, – skal bare lige have pakket rygsækkene". Pigerne kom af sted med kindkys. Ikke af mig, men af Bacita. Hun er så sød, men kan ikke et ord engelsk. Bacita havde set Gitte sidde og strikke, og hun viste os et billede, hvor hun lærte børn at strikke. Hun havde været lærerinde, og på billedet stod hun midt i det hele med strikkende børn rundt omkring. Til morgenmaden var der en lille variation, for der var en ny slags kager og budding, foruden alt det, som vi havde fået i går. Vi gik en tur ud på landet ad en sidevej til hovedgaden. Først mange små huse med "Casa Particular". Så var der små marker med tobak, majs og bønner m.m. Næsten alle de ældre mennesker, vi mødte, hilste: "Hola". Så hyggeligt, og vi hilste selvfølgelig igen. Et oksespand harvede en lille mark, og her så vi, hvordan han dirigerede okserne, for meget overraskende kan okser godt forstå ord. Vi havde gået et par kilometer og sad på en bro i skyggen og kikkede på okseharvningen. Vi var tørstige, men der havde ikke været nogen steder, hvor der kunne købes noget. Hvad er det derhenne? Så sandelig en cafe. To kolde sodavand kostede 3 CUC. Der sidder vi nu, men vi vil godt lidt længere og tættere på bjergene. Det var sådan vi forestillede os Cuba med solen, der bagte ned og blå himmel. Cubanerne havde også frosset i den sidste tid – det var slet ikke normalt med kun 20 grader. Det var kulden fra USA, der var trukket ned over Cuba. Det var helt sikkert noget, Trump havde sørget for. Hestevognene kørte rask forbi, og så kom der en cowboy i fuld galop – det var helt vildt. Nå, han skulle kun blære sig for os, for 50 m væk standsede han hesten. Vi kom helt tæt på kalkstensbjergene, tog et par billeder og vendte så om. Som forberedelse til festen var nogle mænd ved på bål at stege grisekød fra et afpillet grisehoved, som de stolt viste frem. Vi blev inviteret på frokost gratis, så der reddede vi lige et måltid. Mange af de andre kom hen og gav hånd, og de var gode til at nøde. Jeg havde taget nogle brugte T-shirt med hjemmefra, og jeg gik lige hen og hentede en, for det var en T-shirt fra Københavns Universitet med logo og det hele. Det var fra den tid, hvor jeg var havemester derinde, og Javiet var jo en slags havemester. Den var ikke ny, men ren, og den forærede jeg til Javiet som en god kollega. Han blev så glad at jeg fik et kæmpe mandekram. Det er ellers ikke min spidskompetence. Ved indgangen stod nu 4 damer, og det var danskere. Der var mange danskere i dalen, sagde de. Vi havde så ikke set nogen, men siden Javiet kunne danske plantenavne, var der nok noget om det. Tilbage og mætte af grisekød og salat sad vi på terrassen, og Bacita serverede kaffe. Det var farveltid, så hun fik et postkort med København og 20 CUC. Først ville hun ikke tage imod pengene, men så skidt da, og så kom hun med en flaske vin til gengæld. Stort farvelkram og kindkys, dog kun i luften ligesom dronningens kindkys. Lidt kongelig har man vel lov til at være. Taxaen kom præcis til tiden, og Bacita stod i døren og vinkede. Ved 18-tiden nåede vi Havanna og kørte en runde til hotellerne ligesom på en charterrejse. Spies - Spies denne vej. Det er mange år siden, vi har rejst på den måde. Vores kufferter var ved at blive læsset af ved et forkert hotel, men jeg så pludselig min kuffert og for ud. Vi boede på det sidste hotel. Rachel, vores busguide, fik en femmer. De andre gav tilsyneladende ikke noget, men jeg vil ikke være en "lousy tipper" eller en slet ikke tipper. Jeg roste hende også og sagde, hun havde gjort et godt job. Stort, dejligt smil fra en smuk kvinde. Dem kan man ikke få for mange af i min alder. Fremme ved Hotel Isabella hvor der stod en bagagemand med en vogn, (ikke ham jeg havde snydt tidligere, desværre), og han trak vognen hen over de toppede brosten. Nu vidste vi, at de satte pris på at få en femmer. Indtjek på det samme gode Hotel Ambos Mundos, men denne gang i værelse 402. Dejligt værelse, og også her fine dekorationer på væggene med Hemingway. Aftentur op og ned ad Strassen. Nå nej, det hedder den i Las Vegas, her hedder den Obispo. Mange mennesker, musik og meget hyggeligt. For enden af gaden var en utrolig flot bygning med løvefødder og gesvejsninger og smukt belyst. Spisning på et pizzeria, hvor ejeren havde været i Århus i 2011. Det havde været en kæmpe oplevelse. To store pizzaer og orangesodavand kostede 23 CUC i alt. Taxachaufføren kom præcis til tiden og gav pænt hånd. Taxaen holdt i en lille smal sidegade, og med besvær fik han bakket mindst 100 meter i mørke. Sådan en gade ville være en fin kulisse til en musketerfilm fra det 15. århundrede. Gaderne var totalt øde, og vi kom ud igennem de krogede gader og videre ud på de større veje. Næsten ude ved lufthavnen stod en betjent med et rødt lyssværd og viftede med det. Alle stoppede inden lyskrydset og blev holdende, også da det blev grønt adskillige gange. Så kom endelig en bilkortege og en mørk bil med et viftende flag. Præsidenten, sagde chaufføren. Ja, der er jo nogen fordele ved at være diktator. Chaufføren fik sin voucher, og så var der håndtryk til os begge. Vi gik videre op ad trappen, hvor der var en forhal til afgangshallen. Der var enkelte forretninger, og jeg købte en Fanta. Før sikkerhedskontrol bliver man lukket ind i et lille rum med en skranke. Kun 4-5 personer ad gangen. Pas og bordingkort bliver tjekket. Så var der sikkerhedskontrol, og min halve Fanta gik glat igennem. Glasflasker må dog ikke medbringes og heller ikke pistoler og knojern. Lige nu sidder vi i verdens mest kedelige ventesal med matte, uigennemsigtige ruder, så det er umuligt at se ud. Kl. 10 skulle der være afgang, men nej. De sagde noget i en skrattende højtaler på spansk, men vi kunne genkende ordet Barakoa, hvor vi skulle hen. På afgangstavlen står der nu kl. 12.00 – godt at vi kom så tidligt op. En dame et par sæder fra os giver sin lille dreng bryst. Jeg var også blevet sulten. Gad vide om man kan få noget spiseligt i dette mørke lokale. Jo, bag en skillevæg fik jeg købt en vand, en sandwich og en pose chips. I alt blev det kun 2 CUC – det var da venlige cubanerpriser. Chipsen var desværre hvidløgschips, og jeg spiser kun hvidløg, hvis der er vampyrer i nærheden. Man skal feje for egen dør først, ikke for at sige noget, men cubanske kvinder må være nogle af verdens mest velpolstrede. Der er til gaden, gården og maver i overmål. Synd, for de har nogle meget kønne ansigter. Der blev tilbudt et fly til Santiago kl. 16, og derefter en bus til de 250 km kørsel til Baracoa ad bjergveje. Vi kunne også få pengene tilbage. Vi snakkede med en pige, der kun skulle have 1 dag i Baracoa og skulle tilbage i morgen, så hun ville blive i Havanna. Vi har dog 2 dage. Gitte kontaktede rejsearrangøren fra Caribian Travel Service om muligheden af at springe Baracoa over og tage 4 overnatninger i Santiago i stedet for de to, der var bestilt. Vi skulle nemlig efter Baracoa til Santiago. Men uha, det ville koste kassen, hvis vi brød ud af programmet, og desuden var det højsæson, og det ville være umuligt at finde et ledigt hotelværelse. Ved 13-tiden var næsten alle passagerer forsvundet fra hallen. De havde sagt noget i højtalerne, vi ikke havde forstået. Passagererne var forsvundet op i cafeteriet, hvor der var uddeling af gratis nødrationer. Til os to blev der udleveret to flasker vand, to dåser cola, to gange varm flymad, 4 sandwich og ikke mindre end 14 pakker små kiks. Der var ikke sparet på noget. Ærgerligt at man ikke kan se ud. Der er dog en lille sprække i væggen, og det ser ud til at være godt vejr. Så fandt personalet ud af at dele de to hold. De til Santiago skulle holde til højre og gå frem, og Baracoafolkene skulle holde til venstre og vente. Alle var bange for ikke at komme med – det var vi faktisk også. Pladssystemet i flyet var ude af funktion. Santiagofolkene skulle fylde op foran, og Barocoafolkene skulle gå ned bagud. Tilsyneladende var der plads til alle, og vi kom i luften, men sikke en flyvetur. Det var en strækning på ca. 800 km, og turen ville tage en time. Det var et pænt, stort fly, men efter ½ time blev det kastet rundt igennem lufthuller, og det hoppede og dansede. Jeg troede vores sidste time var kommet, og at dagbogen skulle slutte her, men siden jeg kan skrive dette, klarede flyet sig. Folk havde skreget i lufthullerne, og det havde vi også, men vi kom ned og heldigvis med hjulene først. Stewardesserne stod ved udgangen ligblege. Jeg sagde "Good bye and thank Good". Stewardessen smilede – hun havde sikkert også bedt. Kufferterne kom efter en rum tid, og man kunne først gå ud, når bagage og kuffertsedler var kontrolleret. Udenfor var der mørkt, og der var kaos. Der holdt to busser, men om de kørte til Baracoa, kunne vi ikke få at vide. Vi blev sendt fra den ene bus til den anden, og ingen vidste noget. Det var rent kaos, og der manglede i den grad en, der havde styr på det. Så kørte begge busser, og så stod vi der sammen med en snes andre, der heller ikke var kommet med. Her kunne flyselskabet godt have organiseret den transport noget bedre med skilte og personale. Gitte spurgte personer, der burde vide noget, men det var ikke til at trække noget fornuftigt ud af dem. Ad omveje og af en taxachauffør, der kunne noget engelsk, fik vi at vide, at det havde styrtregnet 3 dage i træk i Baracoa, og at floden var gået over sine bredder. Flyvepladsen var også halvt under vand. Der ville intet være at foretage sig i Baracoa i de næste dage, sagde han. Gitte kontaktede agenten, og hun gjorde virkelig, hvad hun kunne med overnatning i Santiago. Kort bustur til Hotel Versalles, hvor vi fik et stort fint værelse med 2 brede senge. Det suser udenfor, og jeg var glad for, at vi ikke sad i en mørk bus på en mørk landevej på vej mod en oversvømmet by. Versalles er et rigtigcharterturisthotel med pool og musiktribune. Vi gik over i restauranten, hvor de var klar med nødrationen ris/kartoffelmos og kylling. Den blev serveret med det samme og bagefter budding og så tilbage til værelset og takke de højere magter for, at denne Thycho Brahesdag trods alt fik en lykkelig slutning med to senge på et helt roligt gulv. |