| Cuba - Santiago de Cuba. Rejsefortælling af Kim Greiner Januar 2018 Cuba 4. del
Senere i historien er Santiago erklæret for den officielle vugge for revolutionen. Her lå Cubas største militærforlægning Antiguo Cuartel Moncada, hvor der stadig er mange skudhuller i væggene. Skudhullerne bliver der nærmest hæget om, for de er til minde om dengang, hvor den unge Fidel Castro i 1953 med en styrke på lidt over 100 mand stormede diktatoren Batistas militærforlægning. Angrebet mislykkedes og Fidel slap med 2 års fængsel.
Præsident Obama har under sin valgkamp udtrykt ønske om at lukke fangelejren, men han nævnte ikke noget om at lukke selve basen. Obama forhandlede også med Cuba om at stoppe den over 50 år lange handelsblokade, men det har tumpen Trump stoppet.
Vi havde aftalt med vores nødguide, at der ville komme en taxa og køre os til vores nye hotel. Det var det samme hotel, vi alligevel senere skulle bo på de næste dage, så det var fint, at vi kunne komme ind en dag før. Hotellet hed "Melia Santiago", og det var ikke mindre end byens største og fineste hotel og i vild luksus. Vi fik et kæmpeværelse på 12. etage med en fin udsigt ud over byen, der ellers mest har lave huse. Hotellet havde flere restauranter og en kæmpe lounge med fine møbler og fornem atmosfære. Vi fik et bykort i receptionen og begav os ind til centrum.
Vi fortsatte ind mod centrum ad Av Garzon. På en strækning var der en række meget små butikker. Nogle steder var det bare en vindueskarm eller et bord. Her blev solgt smådele til "gør det selv-manden", der lige skulle bruge en stump rør eller et tandhjul. Vejen laver et knæk og bliver til gågaden José A Sako med cafeer og forretninger. Vi satte os på en bænk på den berømte Plaza Dolores med svajende palmer og kikkede ellers på mennesker. En lille, yndig pige fik et smæk på armen af sin mor, fordi hun havde gjort et eller andet. Hun ømmede sig demonstrativt og surmulede. Lidt efter fik hun lige et par dannebrogsflag, og så var hun glad igen.
Foran katedralen er der en repos hele vejen rundt med udsigt ud over Parque Céspedes, der egentlig kun er en lille plads med masser af bænke. Her i Santiago må jeg tage de ord i mig igen, at næsten alle cubanske kvinder vejer 10-20 kilo for meget. For her i Santioago findes også rigtig mange lysebrune piger/kvinder, der endda er meget slanke og smukke.
På Plaza Dolores var der fyldt godt op med mennesker, men vi fandt et bord på en lille cafe og bestilte 2 limonade. De smager altid godt og er billige. Ved siden af var der et rigtigt mandebord. Lederen eller den dominerende havde tykke guldkæder om halsen og et prangende guldur. Om al guldet var ægte, vides dog ikke. Han havde en tyk pung med, og mens nogle af de tilstedeværende gav ham penge, gav han penge til andre. Lidt mystisk, hvad der foregik. Vi fik også bestilt et par sandwich – kæmpestore, så vi kunne have nøjes med en til deling. Der kom også et par tiggere forbi, bl.a. en mand i rullestol og med kun et ben. Nå, men den ene sandwich var urørt, og det var synd, den skulle gå til spilde, så den fik den etbenede i kørestolen, og den kunne han godt bruge.
5 havannacigarer kostede 44 VUC. Nå, så var det ikke så galt, da vi købte 10 cigarer for 40 VUC i Vinales. Vi fik en sodavand og selvfølgelig også Alfred, der bestemt ikke havde hastværk med at komme af sted. Dejligt med en afslappet mand. Kirkegården for heltene var bestemt et besøg værd. Det kostede 3 CUC at besøge den. Det var sådan lidt mærkeligt, for vi var kommet ind, og så kom der en dame og sagde, det kostede 3 CUC pr. person. Jeg havde kun en 10 CUC seddel og en 5 CUC seddel. Hun kunne ikke give tilbage på 10’eren, men så snuppede hun 5’eren og sagde OK.
Uden for kirkegården gik der hvide vagter rundt og dirigerede lidt og fik os stillet et strategisk sted. Der står også vagter rundt omkring, og det er soldater, der står fuldstændigt urørlige i retstilling. Hver halve time er der vagtskifte, og aldrig har jeg set noget lignende. Musikken starter fra højtalerne, og det var i den bombastiske retning. Vagterne kommer ud af vagtbygningen, og vagtskiftet foregik i strækmarch. Ikke nok med det, for benene var langt over vandret. Så gik de rundt og afløste vagten, og den aftrædende vagt samles og går tilbage til vagtbygningen. Selvfølgelig også i strækmarch. Hele ceremonien tog fulde 10 minutter, og det var noget af en oplevelse. Der var også kvindelige soldater med i vagtgruppen. Vi var på kirkegården i omkring 40 minutter, og et besøg her kan anbefales.
Om aftenen begyndte det at dryppe fra loftet i badeværelset, og gulvet var pladdervådt. Vi var ikke på øverste etage, så der var måske oversvømmelse ovenover. Gitte henvendte sig i receptionen, og de sendte et par mænd op, der rodede med problemet i ½ time, inden de fik has på miseren. Til sidst kom en stuepige med tørre håndklæder. Heftig regn om natten, så vi håbede, det ville regne af til næste dag.
Vi skulle på en guidet tur med Luis Manuel kl. 9.00. Det småregnede stadigvæk, men vi havde en taxa til rådighed. Et af de første stop var mindesmærket for fredsaftalen med Spanien. Cubanerne var dog ikke inviteret med til aftalen, selvom de havde lavet al forarbejdet. USA forhandlede, og så måtte cubanerne rette ind, så de spanske magthavere blev elegant skiftet ud med amerikanske magthavere. Vi var selvfølgelig igen ude på Heltekirkegården, men på grund af regnen og det deraf våde marmor var der ingen ceremoni. Vagterne stod i stedet lidt skrutryggede gemt i regnslag. Godt, at vi så vagtskiftet i går i fuld krigsmaling.
"Do not bury me in darkness /to die like a traitor /I am good, and as a good man /I will die facing the sun."
På kirkegården ligger også romkongen Emilio Bacadi y Mureu, der er stedt til hvile under en grå pyramideformet marmorsten nær indgangen. Barcadi var ikke så velset af regeringen (altså personen ikke rommen), for han støttede kampen for demokratiet. Og noget så stygt er bestemt ikke velset af diktatorer.
Vores guide Luis havde aldrig været uden for Cuba, men han sagde, at cubanerne kunne rejse frit, hvis de ville. Det skal nok tages med et lille forbehold, for de skal først interviewes på et regeringskontor og godkendes. Så er der det med pengene, for en cubaner har ikke en jordisk chance for at tjene penge nok til en flybillet frem og tilbage.
Ved siden af katedralen lå Hotel Casagrandas langs Parque Céspedes, der har en magisk tiltrækningskraft på alt lige fra gademusikanter til "jineteros" på jagt efter business. Modsat katedralen ligger den historiske bygning, hvorfra Castro holdt sin første tale til befolkningen. Hotel Casagrandas, der også ligger ud til pladsen, har en åben terrasse på 1. sal, og her var udsigt både til katedralen og Castros balkon. Så det var et meget historisk sted. Terrassen var næsten fyldt, men vi fik os klemt ned ved et bord. Det tog sin tid at bestille og lige så lang tid at få maden. Nå, men vi skulle jo ikke nå noget. Det blev 2 cubanske pizza og den lokale Cristal øl, der indeholdt 4,7 % alkohol. Hele herligheden blev 13 CUC og det blev så både frokost og aftensmad i et hug.
På vej tilbage stoppede vi flere gange i små parker for at hvile benene. En ældre mand med en guitar og mundharpe gav nogle numre. Han fik en CUC, og han fortalte, at hans kone var død for 8 dage siden. Sørgeligt. Han spurgte ikke, men jeg var bange for, at han ville spørge om hjælp til begravelsen.
På vej tilbage af Av Garzón gaden sad vi på en bænk og kikkede på mennesker. På bænken ved siden af sad 2 yndige, brune piger. Et par langhårede, utroligt grimme ældre mænd vinkede til dem, og så rejste de sig smilende og forsvandt i samme retning som mændene. Måske et par af de berømte jineteras. Synd, synd synd.
Dagen var på egen hånd, og vi aner ikke på forhånd, hvad den vil bringe. Der var nogle danskere i receptionen – vi plejer at rejse steder, hvor der hverken er andre danskere eller vesterlændinge. Det blev ikke de sidste danskere, vi stødte på, men det viser bare, at Cuba er meget populært hos danskerne. Ved hotellets hovedindgang stod en lysebrun dame med et lille hæfte med Che Guavara udenpå. Hæftet så ret så brugt ud. Jeg gav et par CUC for hæftet, og det var tilsyneladende OK. Det var nok ikke den store salgssucces, for siderne inde i hæftet var blanke. Vi gik den modsatte vej, end vi havde gjort de andre dage og kom ud ad en stor vej med en masse flag. Vi kom forbi et teknisk og et medicinsk universitet samt en stor baseballbane med tribune. Den store vej endte ved Revolutionspladsen med nogle svulstige monumenter. På den modsatte side af vejen var der en masse mennesker, der gik ind ad en portindgang. Vi stod ved vejkanten og kikkede, da en bil stoppede op og spurgte, om vi ville med. No Gracie. Porten var indgangen til et lokalt marked med grønsager m.m. Vi var tørstige. Var der dog ikke noget drikkeligt at købe? Jo, der var en bod med en række øl, der var stillet op på disken. Et køleskab havde nok været bedre, hvis man da ikke helst nyder lunken øl. Vi købte en til 5 CUC, og det var lidt rigeligt for en flaske øl, men OK. Der var dog en kapsel på. Havde de en øloplukker, spurgte jeg. De så mærkelige ud i hovedet, men det blev opklaret, at det var eddike, så vi fik pengene tilbage, da det var langt uden for syltesæsonen.
Fra markedet fortsatte vi til venstre ud ad en stor vej, hvor der dog ikke var ret megen trafik og helt turistløst. Santiago er nærmest omkranset af bjerge, og hvis vi nu holdt os fra dem, kunne det vel ikke gå helt galt. Ved en børnehave kom jeg af med 2 pakker farveblyanter. Pædagogen lavede lige et dansenummer fra de varme lande, så måske faldt de på et tørt sted. Senere sad vi på en bænk og kikkede. Vi havde ikke noget kort, der dækkede området, så vi anede faktisk ikke, hvor vi var. En lastbil kom forbi med nogle unge mennesker på ladet. De fløjtede og vinkede, var det mon sexchikane? Man må jo ikke fløjte eller sige noget pænt til damerne mere. Vi skiftede retning og kom ned ad en jordvej. Solen havde meldt sig som vejviser, for så havde vi da retningen på verdenshjørnerne. Vi kom igennem nogle boligblokke, hvor der godt kunne bruges lidt opsamling af affald. Mildt sagt. Videre fremme kom vi til en større vej med cykeltaxaer, hestevogne og mennesker, men helt turistløst.
Vi fortsatte ligeud, og pludselig så jeg Katedralen i det fjerne, så det blev vores ledestjerne. Nu kom vi igennem et slumområde, hvor halvdelen af husene var revet ned, og de tomme grunde blev brugt til lossepladser. I slummen var folk dog alligevel pænt klædt på. Der stod endda et par nydelige damer, der hilste venligt. Jeg hilste tilbage, men havde ikke åndsnærværelse nok til at fotografere dem.
Så lige rundt om et hjørne og overraskende nok, for der lå Heltekirkegården, og så vidste vi da, hvor vi var. Vi skulle lige ind at se vagtskiftet, der i det nu tørre og også varme vejr foregik for fuld udblæsning. Der var stort set ikke andre end os, der kikkede på, men det foregik alligevel yderst stilfuldt. Vi fortsatte mod centrum ad veje, hvor turisten aldrig kommer. Vi skulle mange gange hilse "hola" til folk, der sad ved deres huse. Vi kom forbi den store ølfabrik, nå, det hedder vel nok et bryggeri, og videre ad smalle gader, og så var vi pludselig på gågaden, som vi kendte.
Det kostede 2 CUC at besøge museet og 5 for kameraet. Der var dog ikke meget at se, og al tekst stod på spansk. Der var nogle våben, køller og andre torturinstrumenter som diktatoren Batistas brugte til at knægte fangerne. Fidels brugte bukser kunne også beses, men faktisk var der ikke meget at komme efter. Nogle ældre soldater med medaljer gik rundt og så museet, og de fik også en guidet rundtur i uhyrlighederne. Udenfor var det mere livgivende, idet nogle skolebørn lavede gymnastik på en stor plæne.
Aftenspisning i hotellets gårdhave, hvor der var en italiensk restaurant. 2 pizza, 1 øl og 1 softdrink kostede 23 CUC, så det var ikke så galt. Hurtig betjening og hurtig madlavning, og udenfor var temperaturen ganske behagelig. Vi skal tidlig op i morgen og af sted kl. 5. Vi var blevet "lovet", at vi selv skulle betale for den ekstra overnatning, da vi var brudt ud af programmet. Spændende at se, hvad sådan en overnatning koster på et luksushotel.
Som sædvanlig var der iskoldt i bussen – det må være et slags statussymbol at have det koldt og småfryse. Et par steder undervejs stoppede bussen, og passagerer stod af og på, som sådan nogle nu engang gør. Vi kørte igennem et frodigt og vådt landskab med mange plantager med især sukker, tobak og grønsager. Kun 20 minutter forsinket kørte bussen ind på den lukkede busholdeplads i den hyggelige by Bayamo. |
Santiago er Cubas næststørste by med 440.000 indbyggere. Byen ligger ved den flotte bugt for foden af Sierra Maestra og var i tidens løb centrum for Cubas slavehandel. Syd for byen og højt hævet over bugtens vande ligger den spanske fæstning El Morro, og det var her, slaverne blev holdt fanget, indtil de skulle sælges videre til plantageejerne.
Efter den cubanske revolution søgte nogle cubanere asyl på området, hvilket fik Castro til at plante et kaktusbælte omkring basen. Desuden har begge nationer gravet 55.000 landminer ned i grænseområdet, hvilket har gjort Guantánamo til verdens største minefelt. Præsident Clinton beordrede i 1996 USA’s miner opgravet og erstattet af bevægelses- og lydsensorer. Cubanernes miner ligger der stadigvæk.
Det var halvskyet, men dejligt lunt fra morgenstunden. Vi var foreløbig på et "nødhotel", som flyselskabet havde betalt, og hvor morgenmaden var anrettet som en portion. Så gik der heller ikke så meget mad til spilde, men fint nok med en omelet med løg og skinke, frugt og en masse brød. Smørret, eller var det smør? Det var i hvert fald uden salt, og det smager bestemt ikke godt. 
Der lå en bank i nærheden, og vi ville gerne supplere beholdningen af VUC. Der var masser af mennesker i banklokalet, men de fleste sad ned i venteposition. Der var ellers 6 kasser i gang. Vi spurgte vagten, om alle de mennesker var foran os, og ventede de på betjening? Hvis vi kun skulle veksle penge, var der en vekselkasse. I vekselkøen var der kun en rødbukset dame foran os, så vi kom hurtigt til. Og så håber jeg ikke, vi sprang nogen over, fordi vi var udlændinge. Kassedamen skulle skrive alt ned fra pasnummer, og hvor vi boede i Santiago. Vi fik vekslet 400 euro og fik 492 VUC 
Vi var inde at se den store "Catedral de Nuestra Señora de Asunción", der lå på det sted, hvor Cubas første katedral blev rejst i 1520’erne. Katedralen er dog den tredje på stedet og er sidst genrejst i 1818, da det foregående bygningsværk gik tabt under et jordskælv. Inde i katedralen var der et helt krybbelandskab med får, hyrder og selvfølgelig jomfru Maria med barnet. Det var åbenbart svært at få små dukker på Cuba, for Jesus havde et kæmpehoved, så Jesusbarnet må have været en hård fødsel. På kirketrappen sad en mand og tiggede. Han viste et grimt sår på benet frem. Som et plaster på såret fik han 1 CUC. Forresten har de gratis læge og hospital på Cuba, så kan de ikke gøre noget ved det sår?
En mand kom og tilbød en cykeltur, hvor vi kunne sidde i en sofa, og han cyklede. Det kunne da være behageligt nok. Det ville være en stor tur i byens udkant og bl.a. ud til Heltekirkegården, og det ville kun koste 5 VUC. Ok, det var så ikke ham selv, der skulle træde cyklen, men en ret lille mand, der hed Alfred.
Ved Heltekirkegården hoppede vi af cyklen, og Alfred ville vente udenfor. Kirkegården var utrolig flot, og her lå alle heltene og lidt flere bl.a. ham, der opfandt Bacadi rommen. Fidel Castro lå der også og blev hædret med en kæmpestor kampesten. Der er dog ikke gjort megen stads ud af den, for der stod kun med store bogstaver "Fidel". Hans far var en dygtig forretningsmand, og han fik 7 børn, hvoraf 3 var drenge. Han betalte for, at børnene kunne få en god uddannelse, men det var lærerinden, der skummede fløden. Hun fik rigeligt med penge til undervisningen, men beholdt det meste selv, så børnene sultede nærmest.
Alfred stod udenfor og ventede tålmodigt, og vi fortsatte på cyklen igennem gader med lav bebyggelse, og vi kom igennem et russisk kvarter. Det begyndte at småregne og kalechen på cyklen var hullet, men det gik. Vi sluttede nær centrum, og jeg havde allerede bestemt i min godhed, at Alfred skulle have 15 CUC i drikkepenge, så regningen ville lyde på 20 CUC. Ja, ja, vi er jo flinke, men det var Alfred ikke. Vi var blevet snydt og bedraget, for regningen lød ikke på 5 CUC. Nej, for det var ikke 5 CUC for turen, men 5 CUC i timen, og det var for hver. Turen havde endda efter Alfreds beregning taget 4 timer, så 40 CUC at betale. Jeg var ikke 100% sikker, men turen havde nok kun taget 3 timer. Så der blev både snydt på prisen og tiden. Jeg gad ikke diskutere med Alfred, så det må komme ind under U-landsstøtte. Til gengæld fik han ikke nogen drikkepenge. Så værsgo Alfred, din lille bondefanger. Det sagde jeg på dansk, men jeg tror godt, han vidste, hvad jeg mente. Så husk altid at få skåret sådan en aftale ud i pap.
Kæmpe morgenmads-buffet med alt undtagen det, jeg holdt mest af, yoghurt og bacon. Til gengæld var der levende klavermusik af en dame, der hamrede i tangenterne. Meget apropos spillede hun bl.a. "Raindrops keep fallin’ on my head".
Kirkegården hedder retteligt "Cementerio De Santa Ifigenia", og det er især nationalhelten José Martis mausoleum, der bevogtes af æresgarden. José Marti er både digter og frihedskæmper og er stedt til hvile under et sekskantet tårn. En solstråle (når det er solskin) lyser altid på indersiden af hans monument, sådan som han ønskede det. Han skrev selv teksten:
Med en fin udsigt ud over byen fik vi hele Cubas historie på engelsk. Jeg havde faktisk sat mig godt ind i historien i forvejen, men det hørte med her på rundturen. Vi fik også fortalt, at der for nogle år siden var der kommet en hurricane lige ind i bugten og havde ødelagt en mængde huse. De hjemløse havde fået bygget nye, små lejligheder. 
Om eftermiddagen gik vi selv rundt i byen. Lige foran vores hotel var der en stor skole, og børnene havde frikvarter. Der var derfor i hundredvis af uniformerede børn og unge på pladsen foran skolen. Skoleuniformerne skal familierne selv betale, men de kan fås til rimelige priser, havde vi fået at vide. Vi gik vores sædvanlige rute ind mod centrum, og det var en ret trafikeret vej, så bilosen sved i øjnene. 
Bacardimuseet lå lige i nærheden, og det handlede ikke om rom. Den gode Emilio Bacadi havde opbygget verdens største romdynasti, men han havde også skabt et lille dynasti af kunst og kulturgenstande. Her var alt fra mumier fra Egypten og det både et menneske, en kat, en falk, en frø og en krokodille. Andre genstande som våben, piske og fodlænker til slaverne illustrerede Cubas historie. Der var dog også en fin malerisamling. Der var næsten ingen gæster ud over os, men en del kustoder, der kedede sig gudsjammerligt.
I hotellets morgenmadsrestaurant var der flere kokke og personale end gæster. Kokkene bar hvide huer, men der var en, der bar en sort hue. Vi regnede ud, at det var fordi, han havde brændt noget på, og så skulle han gå med den sorte hue resten af dagen. Måske.
En mand der stod i nærheden, ville vise os en tankstation, hvor vi kunne købe øl. Han var lidt klæbende, og vi blev lidt trætte af ham. Så vi gav ham 5 CUC og sagde farvel. Men han gik med ind i butikken, hvor vi købte en maltøl og en sodavand. Jeg spurgte, om han ville have en øl med. Nej tak, han drak ikke øl, men han havde en datter på 2 år, og han manglede mælkepulver til hende. Det havde de ikke på tankstationen, men han snakkede noget om 7 CUC til mælkepulver. Til sidst forbarmede vi os, og han forsvandt.
Vi fandt et lille torv og satte os på en bænk et eller andet sted i Santiago. Klokken var 12, men vi var ikke sultne endnu. På bænken ved siden af sad en mor og ammede. Jeg spurgte, hvor gammel barnet var. Måske forstod hun ikke spørgsmålet, eller også forstod jeg ikke svaret. Så vi skønnede barnet til omkring en måned. Overfor var en bod med pizza, og en række skolebørn stod i kø. Pas nu på unge damer, det er her I lægger grunden til livsvarig overvægt.
Ikke langt fra kirkegården var en iscafe skudt op, og den så både ny og nydeligt ud. Vi bestilte 2 isdesserter a 3½ CUC. Vi spurgte, hvad de havde at drikke. Kun vand. Nå, men så to vand. Dejlig is og dejlig pause. Regningen lød på 2 x is, og det var 7 CUC. Og så stod der 2 x vand 20. Så vi læste regningen til at lyde på 27. Vi kikkede mærkeligt på regningen. 10 CUC var lig 70 kr. for en flaske vand. Vi havde desværre åbnet dem og taget en slurk, men 70 kr. for en flaske vand? Vi kaldte på tjeneren, og jeg prøvede at forklare, at det da ikke kunne passe. Han kikkede mærkeligt på mig, så jeg opgav. Skulle vi virkelig også bondefanges i dag? Jeg lagde 3 x 10 CUC sedler på bordet og var ved at vinke farvel, men så tog han kun den ene 10 CUC seddel og kom tilbage med 150 cubanske peso. Hvad der var sket eller ikke sket, anede vi ikke.
Med besvær fandt vi 27. juni museet. Traditionen tro i Politikkens rejsebøger, så passede stedet ikke med punktet på kortet. Museet var lige angivet 300-400 meter forkert og i en helt anden gade. Det ligger præcis i den bygning, som Fidel Castro angreb på Cubas næststørste militærbase. Det var den 26. juni 1953, hvor Castro havde fyldt nogle biler med våben og midt under karnevallet angreb basen. Ud over nogle skudhuller efter maskingeværkugler i muren opnåede de ikke noget ved den lejlighed. De fleste af de angribende blev skudt eller fanget og tortureret og siden henrettet. Brødrene Castro var heldige at ende i fængsel og komme ud i levende live. Medens de sad i fængsel, kom beboerne i byen med mad til dem, idet der var stor sandsynlighed for, at fangemaden var forgiftet. Der findes stadig store skilte i byen, hvor Fidel siger tak til Santiago.
Klokken var blevet 16, og vi havde gået 27.000 skridt, da vi lidt vaklende nåede hotellet og fik et tiltrængt bad. Det havde været tørt hele dagen og også med sol, men nu kom regnen. Fin, dejlig dag, og vi havde det meste af tiden gået steder, hvor der var turistfrit bortset os selv.
Bussen var en "public bus", så det er både turister og den lokale befolkning, der benytter Cubas busser. De store byer er forbundet med busruter og til yderst rimelige priser. F.eks. fra Santiago til Bayamo, hvor der var godt 100 km, kostede billetten 7 CUC for voksne.