Etiopien
1.del. Det lugter af eventyr.
Turen var en pionertur, og det betyder, at det var første gang, turen skulle gennemføres med en flok turister. Det hele lugtede fælt af eventyr, og vi sprang til med det samme og uden betænkning. Politikens guidebøger, der efterhånden dækker alle mulige og umulige steder, har endnu ikke fundet Etiopien, og i det hele taget findes der kun yderst sparsom dansk litteratur, så det tyder også på et ret turistløst område. I det sydvestlige Etiopien ligger lavlandet, hvor der er regnskov, og her vokser bl.a. den vilde kaffebusk, der er en stor indtægtskilde for etiopierne. Op mod Kenya i syd og sydøst er der store lavlandsområder med steppe og savanne, og mod øst ligger ørkensletten Ogaden, der er befolket af nomader af somalisk afstamning. Gennem hele Etiopien løber også den store østafrikanske gravsænkning Great Rift Valley med en række søer og floder bl.a. Awash og Awashbækkenet.
Etiopien ligger i troperne, men klimaet varierer med højden, hvor højlandet kan have behagelige, varme dage, men kølige nætter med temperaturer der kan komme langt under frysepunktet. Lavlandet har temperaturer næsten døgnet rundt på 25-30 grader eller mere, og Danakil-ørkenen i det nordøstlige hjørne af landet er et af de varmeste steder på Jorden.
Amharerne bor over hele landet, men særlig i landets indre egne, og oromofolket, der tidligere var koncentreret i det sydlige, er nu spredt over hele Etiopien. Tigreanerne, som taler tigrinja eller tigré, bor i Tigre mod nord, afarerne bor ved grænsen til Djibouti i nordøst, og somalierne lever i Ogaden ørkenen i sydøst. Forskerne har identificeret 250 sprog i Etiopien, hvor det største er omoro, efterfulgt af amharisk, tigrinja, somalisk og afarisk.
Amharisk er landets officielle sprog, og det bliver brugt i den offentlige forvaltning sammen med engelsk. Amharisk har sin oprindelse i sproget geéz, som man talte i det gamle kongerige Aksum (se senere), og geéz bruges stadig i den koptiske kristne kirke. Det etiopiske alfabet består af en hel masse små krøllede streger, men heldigvis anvendes også sideløbende det latinske alfabet.
Den anden halvdel af landets befolkning er muslimer, og de fleste tilhører islams hovedretning, sunnismen. Som regel har muslimer og kristne levet fredeligt side ved side, men der har været konflikter mellem kristne amharere og muslimske oromoer. Desværre har muslimske guerillagrupper i de seneste år stået bag en række terrorhandlinger, og hvorfor - det må guderne vide.
Det er altid godt at gardere sig, så sammen med de to hovedreligioner bekender en tiendedel af befolkningen sig også til de afrikanske religioner med forfædredyrkelse og åndemageri.
En tredjedel af bønderne har ingen trækdyr, og en traktor er en by i Rusland. Med forældede landbrugsredskaber, ineffektive metoder og mangel på kunstgødning og de evindelige tørker er det slet ikke nemt at holde sulten fra døren. I perioden med kommunistiske tilstande (se senere) med store kollektive landbrug gik det helt galt med udpint jord og faldende produktion, og hvis der endelig blev høstet korn, havde staten monopol på opkøb til lave priser.
Den tid er heldigvis forbi, og markedet er frit, og bønderne er motiverede og vil gerne øge produktionen, og myndighederne kommer endda med gode råd om bedre dyrkningsteknik.
Turisterhvervet betragtes som en fremtidig vækstsektor i Etiopien, der har en rig historisk arv og mange seværdigheder som gamle kristne monumenter og kirker, vandfaldene ved Den Blå Nil og flere nationalparker.
Vores penge, som vi lægger på vores rejse igennem Etiopien, kan jo nok ikke rette op på hele elendigheden, men et lillebitte skub i den rigtige retning kan vel altid hjælpe. Udtrykket etiope er græsk og betyder "brændt ansigt", og det anvendtes i oldtiden om alle afrikanere. Men længe før oldtiden er der fundet spor efter mennesker i det nordlige Etiopien i Afarregionen, og et af de kendteste fund er fortidsmennesket Lucy, der levede for næsten 4 millioner år siden. Lucy blev fundet i 1974, men for nylig er der gjort endnu et sensationelt fund, og det kun 4 km fra Lucys jordiske rester. Denne gang var det en 3-årig pige, der på trods af en alder på omkring 3,3 millioner år, fremstår som et overflødighedshorn af intakt anatomi fra top til tå og det helt ned til fingerknoglerne. Den lille pige har fået navnet Dikika Barnet eller Selam (Fred), selvom medierne hurtigt døbte hende "Lucys baby". Både Lucy og Selam er af arten Australopithecus afarensis, og deres knoglebygning viser, at de har gået på to ben. Det er dog kun et glimt af menneskets evolution på et tidspunkt, hvor de mere lignede chimpanser, der gik på to ben, end de lignede os.
Store fund er også gjort i nabolandet Kenya, især af Louis og Mary Leakey, der bl.a. i 1959 fandt Tukanadrengen, der er et 1,7 millioner år gammelt næsten komplet Homo erectus skelet. Tukanadrengen ligger på Nairobi National Museum, som biskop Boniface Adoyo fra Evangelical Alliance of Kenya kræver lukket. Alliancen hævder at repræsentere 420 millioner mennesker fordelt på 127 lande, og deres tilhængere vokser kraftigt i Afrika og Sydamerika. Biskoppen er meget utilfreds med de kætterske skeletfund, for de laver uorden i troen på, at Gud skabte verden på 6 dage, og sluttede med Adam og Eva. Så biskop Boniface kalder hele evolutionsteorien fornærmende og farlig for ungdommen, og som han siger: "Den dræber vores tro, og når børn kommer på museet, vil de begynde at tro, at vi udviklede os fra aberne,) og det er ikke sandheden". Gad vide, om biskoppen også tror på storken og fortæller den historie videre, men man må da håbe, at børnene selv senere danner sig nogle fornuftige teorier. Senere omkring 1.000 år f. Kr. begyndte et semitisktalende folk fra det sydvestlige Arabien at slå sig ned langs kysten til Rødehavet, og da de handlede med grækere, romere og arabere, blev de præget af deres kulturer. Oldtidsriget Saba var navnet på et rige, der lå på begge sider af Det Røde Hav, og sagnet fortæller, at dronningen af Saba besøgte kong Salomon, der var konge over Israel ca. 975-930 f. Kr.
Kapellet i Aksum er skjult, og Pagtens Ark må ingen se, bortset fra en munk, der, når han går ind til Arken, aldrig må komme levende ud. Han passer på Arken indtil sin død - idet han inden sin død udpeger den munk, der skal efterfølge ham på posten. Og sådan har det været munk efter munk i flere hundrede år. Vistnok.
Men Menalik I. er stamfar til det etiopiske kejserdynasti, der først slutter efter 225 slægtled med kejser Haile Selassie, og ham fortæller jeg om senere. Riget blomstrede og voksede støt, og det omfattede efterhånden hele det nuværende Etiopien, dele af Sudan og Yemen på den anden side af Rødehavet. Aksumriget forsøgte yderligere udvidelser i Arabien i det 6. århundrede, men kampen blev tabt, og det medførte i stedet, at etiopierne tværtimod blev fordrevet fra den arabiske halvø for stedse. På grund af islams udbredelse i landene omkring Etiopien i 600-700 tallet blev det kristne Aksumrige isoleret fra den øvrige kristne verden. Man bevarede dog forbindelsen til kirken i Egypten, hvor man hentede sine religiøse overhoveder og fulgte dens koptiske lære.
Etiopiens politiske tyngdepunkt flyttede efterhånden længere sydpå, og i 1270 indtog salomonisterne igen kejsertronen, og kejseren blev nu kaldt negusa nagast "kongernes konge".
Samtidig med de spanske soldater ankom både portugisiske jesuitter og katolske missionærer, og de forsøgte ihærdigt at få etiopierne til at acceptere paven i Rom som deres kirkelige overhoved. Jesuitterne fik stor indflydelse, men etiopierne holdt fast ved deres gamle kirkeskikke, og uoverensstemmelserne endte med, at kejser Fasilides i 1633 udviste både jesuitter og alle katolske missionærer. Denne religiøse konflikt afstedkom en fjendtlighed over for kristne udlændinge og europæere, og det er en fjendtlighed, der har eksisteret op til vore dage, men forhåbentlig er den lige sluttet, når vi ankommer.
Riget var igen isoleret fra omverdenen, og den kejserlige familie trak sig tilbage til bjergene, hvor byen Gondar blev militærbase og landets nye hovedstad. Galla folket trængte langsomt ind fra vest, indtil det udgjorde den største gruppe i befolkningen. Gallaerne fik så stor indflydelse, at der i perioden 1755-69 sad en galla som kejser, inden det lykkedes ahmara aristokratiet at få ham afsat. Tigreanerne var også sure, og disse magtkampe undergravede den kejserlige autoritet, så Etiopien blev splittet i flere indbyrdes rivaliserende kongeriger. Menelik II kunne nu igen indgå traktat med Italien, England og Frankrig og hævde sit uafhængige indlandsterritorium, men Italien fik ved diplomatiske forhandlinger alligevel lagt deres klamme pizzasmudsige hænder på Eritrea og den sydlige del af Somalikysten. Men ellers anerkendte de udenlandske stormagter Etiopiens uafhængighed mod at få en række økonomiske fordele, forstås. Franskmændene var endda så venlige at bygge en jernbane fra den nygrundlagte hovedstad Addis Ababa og ud til havnebyen Djibouti, men det var nok ikke for etiopiernes brune øjnes skyld. Traktaten reddede dog Etiopien fra at blive koloniseret af europæerne, og det er det eneste land i hele Afrika, der undgik den skæbne.
Den næste kejser sympatiserede lidt for meget med islam og Tyskland, så han blev afsat, så Meneliks datter Zauditu blev regerende dronning med barnebarnet Ras Tafari som medregent og tronarving indtil i 1930, hvor han blev kronet som kejser Haile Selassie. Religionens budskab var, at afrikanere spredt over hele verden skulle "vende hjem" til Afrika, om ikke bogstaveligt, så mentalt. Rastafari-religionen er ældre end sit navn, som den først fik i 1930, da en ung prins, Ras Tafari, blev kronet til Etiopiens kejser. Kroningen blev af de fleste af religionens tilhængere opfattet som en profeti, og kejseren blev opfattet som en sort messias og et åndeligt symbol. Ras Tafari betyder på amharisk, der er et hovedsprog i Etiopien, "hovedet som regerer". Verdens mest kendte reggae-musiker Bob Marley, der var født på Jamaica, var en stor tilhænger af rastafari-religionen, og han opfattede Etiopien som sit åndelige hjemland. Bob Marley døde som 36-årig i 1981, men hans musik og filosofi har levet videre, og hvert år bliver hans fødselsdag fejret. I 2005, hvor han ville være blevet 60 år, blev fødselsdagen for første gang fejret i Etiopien med en koncert på Meskal Pladsen midt i Addis Ababa. Hundredetusinde overværede koncerten klædt i rastafari-farverne rød, gul og grøn, og mange kom rejsende fra Europa og USA.
De ægte rastafarier har udviklet et unikt udseende, idet de lader håret gro ud i sammenfiltrede og uldne lokker, såkaldte dreadlocks, som et billede på løven af Juda stammen. Kejser Haile Selassie, som var symbol på det hele, var dog aldrig selv en rastafari, men han havde også nok at se til med at regere sit land, især da italienerne stak pizzafingrene frem igen.
Adua blev indtaget, og italienerne følte sig som helte, for nu havde de hævnet det svidende nederlag fra 1896. Italienerne angreb nu fra 3 sider, men så gik det også hurtigere, for som Mussolini sagde:"Italien skal først og fremmest bringe kulturen til Afrika". Kejser Haile Selassie forlod landet 3. maj 1936, al organiseret modstand ophørte, og få dage efter blev den italienske konge udråbt til kejser over "Italiensk Østafrika", der bestod af Eritrea, Italiensk Somaliland og Etiopien.
(Wilbur Smidt har skrevet bogen "Slugten", der handler om etiopiernes håbløse kamp mod overmagten - og det er virkelig spændende læsning). Italienerne opførte sig som tyskerne i erobrede områder under 2. verdenskrig. Ikke som i Danmark, hvor der nærmest var fredelige forhold, men som i de østeuropæiske lande. Hårdest gik det ud over de bedst uddannede etiopier, og på officersskolen blev 200 elever hensynsløst likvideret, og massakren fortsatte videre ud i Addis Ababa, hvor 6.000 mennesker blev dræbt af pizzafingrene. Massemord anrettedes også i de landsbyer, hvor de indfødte gjorde modstand, og hvis der blev fundet våben i en landsby, blev hele familier lukket inde i deres hytter og brændt levende. Etiopierne havde dog ikke helt opgivet ævred, og der samlede sig tropper, der blev begyndelsen til de nationale frihedstropper, og grumme røverhøvdinge samlede sig i bjergene og trodsede de italienske autoriteter. På kirkefronten var det bestemt heller ikke nemt, for de protestantiske missionærer blev udvist, og de koptiske kristne blev forfulgt og deres kirker afbrændt. Da de koptiske menigheder alligevel voksede, blev 50 kirkeledere fængslet og trakteret med hver 100 piskeslag, og de, der overlevede, blev smidt i fængsel. De hellige, næstekærlige katolske præster besøgte dem dog i fængselet, ikke for at bringe dem mad, for det fik de ikke noget af, men de bad dem kysse korset som tegn på underkastelse af den romerske kirke og den hellige fader i Rom.
Italienerne fik da også gjort noget godt, de fik bygget mange gode veje, og hospitalsvæsenet blev udvidet, og der blev bygget gode skoler for de italienske børn, men meget lidt blev gjort for de etiopiske. Der blev også anlagt forskellige industrier og kaffeplantager og indført programmer for en raceadskillelse, der på mange måder lignede apartheid i Sydafrika. Nå for resten, det sidste kan nok ikke regnes for noget godt, hvis man ikke ligefrem er nynazist eller medlem af Dansk Folkeparti.
Nu kunne det være dejligt at slutte historien her og berette, at alle levede lykkeligt til deres dages ende, men sådan gik det desværre ikke. Etiopien var igen selvstændigt, og kejseren sad på tronen og styrede landet enevældigt, men der var masser af problemer at tage fat på. Landet var i dyb krise uden fortilfælde, produktionsstrukturen var i opløsning, og i det indre af landet var fattigdommen drastisk forværret. Briterne, der havde hjulpet med at få italienerne smidt ud, genoprettede de grænser, Etiopien havde før 1935, således at Eritrea blev skilt fra, og det var imod etiopiernes vilje. FN besluttede dog i 1952, at Etiopien og Eritrea skulle i union sammen med selvstyre for Eritrea. Det var stadig kejseren, adelen og kirken, der dominerede samfundslivet og kontrollerede 80 % af landets frugtbare jorder. Eksportproduktionen af bomuld og sukker begyndte at vokse, medens landets vigtigste produkt, kaffen, overvejende blev produceret af småbønder. Kejseren tog på ny fat på landets modernisering og var især meget interesseret i skoler og hospitaler, og medens han havde travlt med mange ting, besøgte han i november 1954 Danmark.
Den opmærksomme læser har vel bemærket, at både Danmark og Etiopien var besat af fjendtlige tropper i 5 år, og begge lande blev befriet 5.maj og fejrer denne dag som befrielsesdag. "Danmark har stedse fulgt Etiopiens skæbne med varm interesse. Det var med sorg og harme, at vi i sin tid så krigens ulykker bryde ind over Etiopien. Det var med beundring, at vi blev vidne til Deres Majestæts heltemodige indsats for Deres land i krigens hårde år, og det var med varm glæde, at vi så Etiopien genvinde sin frihed og atter finde fremgang og lykke. Vi hilser Deres Majestæt som kejser over et gammelt kulturfolk og overhoved for en gammelkristen kirke; men vi hilser også Deres Majestæt som en kyndig og fremsynet leder, der fører sit land frem til en hæderfuld plads blandt nationerne. Etiopien og Danmark er adskilt ved store geografiske afstande og ved stor forskellighed i livsvaner og levevilkår. Men vore to lande mødes i det internationale samarbejde såvel i FN som i en række andre internationale organisationer, hvor begge lande er medlemmer. Dette indebærer et fællesskab i mål og idealer, en fælles stræben for verdensfredens bevarelse og en fælles vilje til at leve i fred og frihed, og det er mit oprigtige håb, at de bånd, der forbinder vore to lande, må styrkes i en kommende fredelig udvikling af forholdet mellem jordens folk.
Jeg ved, at jeg taler på hele det danske folks vegne, når jeg beder Deres Majestæt modtage Danmarks bedste ønsker for Deres Majestæts gerning og Danmarks hjerteligste hilsen til Etiopiens folk".
Godt talt Frederik.
Trods den store afstand er vore to lande forenede i de samme idealer, den samme stræben efter international retfærdighed og fred. Begge har kendt krigens og invasionens rædsler, og vore to regeringer har haft et nyttigt samarbejde på det internationale område, ganske særligt i FN, hvor Deres land gav os bevis på venskab, når der blev truffet vigtige bestemmelser for mit land. Jeg håber, at mit besøg yderligere må kunne fæstne venskabet mellem vore to lande og styrke de kulturelle og økonomiske forbindelser imellem os. Jeg hæver mit glas for Deres Majestæter Kongen og Dronningen, for venskabet med det ædle danske folk og for Danmarks fremgang."
Så var der ikke et øje tørt, og med så meget ros kan man jo kun holde af manden, men i modsætning til kong Frederik, bestemte han alt i sit land, og det skulle han måske ikke have gjort. Selvom der var en form for demokrati i Etiopien i 1960'erne, var der ingen politiske partier, men flere illegale oppositionsgrupper. Korruptionen florerede i rigt mål, og man forsømte udviklingen i landområderne.
Folket krævede sociale reformer, og i 1974 gjorde hæren mytteri. Haile Selassies regering forsøgte at imødekomme nogle af de økonomiske og politiske krav, men det var for sent, og den 13. september 1974 blev kejseren afsat, og han døde i fangenskab året efter. I 45 år havde Haile Selassie regeret, og jeg tror, han mente det godt for sit folk, men han hang nok lidt for meget ved det gamle system, og reformerne gik for langsomt. Når der så kom flerårig tørke, hvor befolkningen sultede, så var det heller ikke nemt.
General Aman Andon overtog magten og forsikrede, at han blot ville lede landet, indtil en civil regering kunne vælges. Kejserens fald havde egentlig haft et bredt folkeligt grundlag, men det var måske knap så populært, da militærjuntaen alligevel stoppede alle tilløb til demokratisk udvikling og suspenderede forfatningen og lukkede parlamentet.
Det var der så ikke noget at gøre ved, så Parlamentet proklamerede, at landet var en Demokratisk Folkerepublik, der var opdelt i 25 administrative provinser, og Eritrea fik lov til at udvikle sin egen politik på nær forsvar, udenrigspolitik og forholdet til centralmagten.
I det hele taget gik det rigtig dårligt for den etiopiske hær med oprørsstyrkernes fornyede aktivitet, og det på trods af at 60 % af statsbudgettet gik til militæret. USA's tidligere præsident Jimmy Carter arrangerede et møde i Atlanta med en etiopisk regeringsdelegation og den eritreanske befrielsesfront, men uden resultater, for Etiopien ville ikke gå med til afholdelse af en folkeafstemning. Ærgerligt nok, og i mellemtiden havde tørken forværret situationen for millioner af mennesker, for kornhøsten var reduceret med næsten 80 % i Eritrea og Tigray.
Parlamentet blev genåbnet, en ny forfatning blev vedtaget, og det blev lovet, at borgerkrigen skulle bringes til afslutning, og landet skulle bringes ud af hungersnødens favntag og ikke mindst respektere det eritreanske folks vilje. Overgangsregeringen forpligtede sig til at gennemføre markedsøkonomi og stimulere landbrugsproduktionen i et 5 års program, der blev koordineret af FN og Verdensbanken, men den lovede overførsel af 1,2 milliarder dollars blev forsinket, og i mellemtiden blev der igen tørke og hungersnød. Efter en folkeafstemning blev Eritrea selvstændig i 1993, og de to lande indgik i et nært militært og politisk samarbejde med fælles valuta og toldfrihed. Det gode forhold blev imidlertid ødelagt, da Eritrea indførte sin egen valuta, for så ville Etiopien kun have "hård valuta", når de handlede indbyrdes, og så gik handelen stort set i stå.
Der blev afholdt parlamentsvalg i 1995, hvor flertallet af oppositionen boykottede valget, men den kristne oromo Negasso Gidada fra Welega regionen i det vestlige Etiopien overtog præsidentposten.
I begyndelsen af 1998 truede fødevaremangel atter millioner af etiopiere, for regnen var sparsom som følge af klimatiske forandringer forårsaget af havstrømmen El Nino i Stillehavet.
Igen i 2004 og 2005 manglede der fødevarer i Etiopien, og humanitære organisationer i FN opfordrede i 2005 det internationale samfund til at bidrage med 320 millioner US dollar i humanitær nødhjælp til landet.
Hvordan har vi det så som rige turister at skulle ned og spise deres mad, og jeg har endda hørt om indrejsende til Etiopien, der spørger, om de selv skal tage mad med hjemmefra. Når vi kommer som turister, kommer vi jo ikke for at udnytte landet, men tværtimod for at give arbejde til en række mennesker, der så kan betale for deres fornødenheder. Somalia, der næsten omslutter Etiopien mod øst, er langt fra det fredeligste og sikreste land i verden. I 1992 prøvede en FN styrke at skabe fred i Mogadishu, der er Somalias hovedstad, men det endte med, at 18 dræbte amerikanske soldater blev trukket rundt i gaderne, hvorefter USA trak sig ud og overlod arenaen til diverse krigsherrer. Her snart 15 år efter er de upopulære krigsherrer smidt ud af Unionen af Islamiske Domstole, der dog mangler international opbakning.
Det er ret forståeligt, at etiopierne støtter overgangsregeringen, der har international opbakning, for de ønsker ikke ligefrem at få en yderliggående islamisk stat som nabo. Desuden frygter de en invasion eller krig i Ogaden området, der ligger op til Somalia, og som har et flertal af somaliere.
Ikke ligefrem morsom læsning nogle få uger inden, vi rejser til Etiopien, men vi håber så sandelig, de urolige hoveder styrer sig og holder sig langt væk fra vores planlagte rute. |
Hvorfor valget var faldet på Etiopien, har en udløber til Peru, som vi besøgte sidste efterår, og hvor vores udmærkede guide Mette fortalte, at hun skulle ned at lave research i Etiopien med henblik på en muligvis senere Topastur. Mette kom hjem igen med julelys i øjnene (Etiopien er jo et overvejende kristent land) og berettede om enestående øde landskaber, særprægede farvestrålende stammefolk, der dårligt nok har set hvide mennesker før, glubske saltvandskrokodiller, flodheste og andet godt.
Etiopien ligger i det nordøstlige Afrika og sammen med Somalia, Djibouti og Eritrea kaldes landene for Afrikas Horn. Etiopien dækker et areal på 1.133.380 km2, og hvis det ikke siger nogen noget, så er det omkring dobbelt så stort som Frankrig og 25 gange større end Danmark. Landskabet er kuperet og domineres af det etiopiske eller abessinske højland med bjerge på over 4.000 meters højde, hvor det højeste er Ras Dashan på 4.620 meter. Tidligere var der nåleskov på højsletten, men det var ikke just bæredygtigt skovbrug, for skoven er blevet fældet af befolkningen, der havde brug for brændet, så nu er der kun skov i de vanskeligt tilgængelige områder. I højlandet ligger også landets største sø, Tanasøen, der har den ære at levere vand til floden Abbai. Abbai er bedre kendt som Den Blå Nil, og den løber senere sammen med Den Hvide Nil, og i fællesskab løber de videre til den anden ende af Afrika, hvor egypterne i årtusinder har haft glæde af dens vande. 
Der lever omkring 70 folkeslag i Etiopien, og de kan groft inddeles i to grupper: En der taler semitiske sprog, og det er amharisk, amharinja, tigrinja, tigré m.m. og den anden gruppe som taler kushitiske sprog, og det er oromo, somali, sidama, afar m.m. I tidens løb har det været amharerne og tigreanerne, der har domineret Etiopien, og det var amharerne, der var det tidligere kejserriges kriger- og embedsmandsklasse. 
På grund af sin isolerede placering lægger den etiopiske kirke stor vægt på Det Gamle Testamente og på de skikke, som ofte forbindes med jødedommen som f.eks. spisebestemmelser, tilbedelse af helgenbilleder og relikvier. I tidens løb har den koptiske kirke været den samlende kraft for amharere og tigreanere, men i 1974 mistede den sit privilegium som statskirke og blev ligestillet med andre trossamfund i landet. Der regnes dog med, at omkring 50 % af landets befolkning er kristne. 
Landbruget er derfor det vigtigste erhverv i Etiopien og står for over halvdelen af bruttonationalproduktet, der dog ikke er imponerende stort med kun 750 US dollar pr. indbygger. Dyrkningen sker først og fremmest i små familiebrug, og mange steder kan der høstes korn to gange om året. De vigtigste afgrøder er durra, majs og byg samt teff, der er en hirseart, som bruges til brødbagning og Injera - Etiopiens nationalret. Kaffe er en af Etiopiens vigtigste eksportartikler foruden sukkerrør, olieplanter og bønner. 
Danmark har også store problemer med lægemangel, men nu er der håb forude, idet man vil prøve at få indiske læger herop. Ærlig talt, så er jeg lidt forarget, for mon ikke Indien kan bruge deres læger selv? I det hele taget er danskernes problemer at regne som rent vand i forhold til befolkningen i den 3. verden. Sammenlign f.eks. en dansk families børnepasningsproblemer med en etiopisk mor, der sidder på fortovet med sit lille barn og ikke aner, hvor det næste måltid skal komme fra. Så hvad er det egentlig for problemer, vi har i Danmark? I forhold til Etiopien har vi vist ikke rigtig nogen, der er værd at tale om. 
De næste afsnit om Etiopiens historie er taget fra fire forskellige kilder, der ikke altid var helt enige. Noget var snørklet, og andet var mangelfuldt, men jeg har prøvet at gøre det så forståeligt, at læseren kan få et godt overblik over historiens gang i "Landet langt borte".
Kong Salomon holdt et overdådigt hof med stor ødselhed i sine prægtige bygninger. Hvad der så ellers skete i gemakkerne, kan der kun gisnes om, men kongen gjorde så dybt et indtryk på dronningen, at hun året efter og vel hjemme fødte hans søn. Sønnen fik navnet Menelik, og da han næsten var voksen, rejste han til sin far Salomon, som salvede ham til konge over Etiopien. Efter et år rejste Menelik hjem i følgeskab med en gruppe unge adelsmænd fra Israel, men ved en beklagelig fejl i pakkelisten var Pagtens Ark kommet med i bagagen. Pagtens Ark er som bekendt de to stentavler, som Moses havde hentet på Sinaibjerget, og det var bestemt ikke populært, at Arken var forsvundet fra Salomons Tempel. Forfulgt af Salomons folk lykkedes det dog Menelik at komme hjem til Etiopien med Pagtens Ark, hvor den efter sigende i hundrede af år gik under jorden. Der gisnes om gemmesteder i forskellige afsidesliggende klostre på øer i Tana-søen, men i tidens løb har mange søgt efter Pagtens Ark ikke mindst tempelridderne og deres efterfølgere af forskellige hemmelige selskaber. 
Hvor Pagtens Ark egentlig befinder sig, (nogle mener endda på Bornholm), og om stentavlerne i det hele taget findes, står nok lidt hen i det uvisse, men jeg hælder nu til den formodning, at de befinder sig i et særligt kapel i den gamle kongeby Aksum i Etiopien, for det er den bedste historie.
Blandt mange småstater voksede Aksumriget sig frem i det første århundrede f. Kr., og riget dækkede det nuværende Eritrea og nordlige Etiopien. Riget voksede yderligere og havde sin storhedstid mellem år 300 og 500 e. Kr., og under kong Ezana omkring 330 blev riget kristent. Aksumriget var centrum for handelen mellem den Øvre Nil og havnene ved Rødehavet, hvorfra der blev drevet givtig handel med Arabien og Indien.
Selvom kulturen levede videre, svandt Aksumriget ind, og fra 10. til 13. århundrede blev det salomoniske dynasti skubbet til side af Zagwe-dynastiet, og hovedstaden blev flyttet sydpå til Lalibela. I en periode med stor religiøs opblomstring huggede man direkte ud af klipperne de berømte og helt unikke klippekirker, som er enestående i den kristne kirkearkitektur. I sin isolation udviklede den etiopiske kirke et stærkt særpræg, hvor gudstjenesterne foregik på geez, der er et ellers uddødt gammeletiopisk sprog. Den klassiske litteratur er også skrevet på geez, hvor det mest berømte værk er Kebra Negast (Kongernes ære), der netop fortæller legenden om kong Salomon og dronningen af Saba. 
I 1520erne lykkedes det imamen Ahmed ibn Ibrahim, kaldet "den venstrehåndede", at forene de splittede muslimer i en hellig krig mod det kristne Etiopien. Etiopien bad det kristne Europa om hjælp til kampen, men postgangen var lidt ustabil i de tider. Først i 1541 dukkede en portugisisk flåde op, men den spillede til gengæld en central rolle i ødelæggelsen af Adal sultanatet i Somalia. 
En høvding ved navn Kassa tog omkring 1850 fat på at samle riget, og nogle år efter kunne han lade sig krone som kejser Tewodros (Theodor). Med hjælp af britiske og italienske soldater blev riget dog først rigtig samlet under kejser Menelik II, og Etiopien fik stort set sine nuværende grænser. Menelik var tvunget til at lade europæerne sætte sig fast i kystområderne, og der blev sluttet traktat med italienerne, men hvad traktaten egentlig indeholdt, var der delte meninger om. Italienerne påstod, at de foruden Eritrea havde fået protektoratsret over hele Etiopien, men da etiopierne var uenige i den påstand, invaderede de tidligere forbundsfæller italienerne landet. Det skulle de så måske alligevel ikke have gjort, for i det afgørende slag ved Adua i 1896 blev 4.000 af den 10.000 mand store italienske hær slået ihjel. Helt frem til befrielseskampen i Algeriet var det det alvorligste europæiske nederlag i Afrika, og det var noget Italien var meget lidt stolt af. 
Kejser Haile Selassie gik straks i gang med at modernisere landet og gav det en forfatning, men det er slet ikke dette, jeg vil fortælle om i dette afsnit, men om rastafari-religionen.
Grundlæggeren af rastafari var den sorte jamaicanske nationalist Marcus Garvey, og det var ham, som forudså kroningen af en sort konge. Og spådommen gik i opfyldelse, da Ras Tafari blev kronet som Haile Selassie med tilnavnet Kongernes Konge og Løven af Juda stamme. For rastafaribevægelsen var kroningen et bevis på, at kristendommen ikke længere var de hvides monopol.
Folkeforbundet eller Folkenes Forbund var en organisation, der skulle løse internationale konflikter ad fredelig vej og bruge ikke-militære tvangsmidler som sanktioner mod en angriber. Medlemmerne i Folkeforbundet var egentlig de stater, der havde vundet 1. verdenskrig, men senere optoges også de tabende stater, og efterhånden var det meste af verden med, dog ikke USA. Folkeforbundet trådte første gang sammen i 1920 i Geneve, men begyndte lige så stille at smuldre, for japanerne meldte sig ud i 1931, da de angreb Kina. Folkeforbundet havde ikke slagkraft nok til at standse krigen ved sanktioner, heller ikke da Tyskland og Italien meldte sig ud, og senere ved 2. verdenskrig greb Folkeforbundet heller ikke ind.
Ligeledes da Haile Selassie talte i Folkeforbundet, var det for døve øren, og stormagterne så stiltiende til, da den blodtørstige tyran til Mussolini overskred grænsen den 3. oktober 1935.
Krigen var dog ikke helt afsluttet, for i bjergene ved Sidamo kæmpede den etiopiske kejsers svigersøn Ras Desta videre i de næste 9 måneder, indtil han blev fanget og henrettet.
Det vigtigste for italienerne var at omdanne Etiopien til en koloni, der kunne tage det stadigt voksende befolkningsoverskud i Italien. I de frugtbare områder i kejserriget oprettedes italienske landbrugskolonier, der blev befolket af italiensk proletariat, der ikke kendte synderlig meget til landbrug. Efterhånden slog denne arbejderklasse sig i stedet ned i byerne, og i Addis Ababa var der en lejr for arbejdsløse italienere, der levede i dyb fattigdom. På denne måde opstod problemet "fattige hvide" i Etiopien.
Det var den 5. maj 1941 - rygtet spredtes som en løbeild i hovedstaden - kejseren kommer, kejseren kommer. I spidsen for 6.000 mand kom Haile Selassie ridende på et muldyr og holdt sit indtog i Addis Ababa, mens kirkeklokkerne ringede, og folkemængden tiljublede deres elskede kejser. Haile Selassie var tilbage.
Hvor mange statslederbesøg kan danskere fra 60 år og opefter huske? Sikkert ikke mange, men jeg selv og andre, jeg har spurgt, kan huske besøget af kejser Haile Selassie. Den lille mørke mand med det kulsorte skæg der kom fra det fjerne mystiske kejserrige i det mørke Afrika - det har brændt sig ind på lystavlen.
" Jeg takker Deres Majestæt for de smukke ord, som Deres Majestæt har henvendt til mig og til mit folk.
I begyndelsen af 1970'erne forværredes leveforholdene blandt bønderne og hos arbejderne i byerne, hvorved der opstod marxistiske bevægelser, og sammen med de muslimske bevægelser kom de til at beherske størstedelen af provinsen. En flerårig tørke nåede sit klimaks, og en udbredt hungersnød krævede 200.000 menneskeliv, og myndighederne forsøgte at skjule katastrofen. Store prisstigninger ramte soldater og lønarbejdere hårdt, og demonstrationer og strejker lod sig ikke standse.
Efter at modstanderne var døde eller rejst, åndede regeringen lettet op, indtil der opstod nye uroligheder i Eritrea og provinsen Tigray, og beboerne i Ogaden ørkenen, der overvejende er muslimer, ville også have selvstændighed og det med hjælp af Somalia. Den gik dog ikke, for Sovjet støttede etiopierne i et afgørende slag mod de somaliske tropper i panserslaget om Ogaden, og Cuba hjalp mod eritreanerne, der blev tvunget til at trække sig tilbage.
Det så bestemt ikke godt ud, og der var flere optræk til borgerkrig, så oberst Mengistu endte med at flygte fra landet, og Det etiopiske folks revolutionære demokratiske front EPRDF overtog magten i en overgangsregering med den kun 36 år gamle Meles Zenawi som midlertidig præsident.
I 1994 blev Etiopien en forbundsstat med regioner (medlemsstater), der var inddelt efter etniske og sproglige linjer, og regionerne skulle have omfattende selvstyre. På papiret skulle det endda være tilladt at bryde ud af føderationen, men det var en rettighed, der gav indenrigspolitiske konflikter for at sige det mildt. Den somaliske organisation al-Ittihad al-Islam udførte f.eks. bombeangreb mod to hoteller i Addis Ababa, og militæret svarede igen med flere razziaer ind i Somalia efter mænd med bomber i turbanen, nå nej de eksisterer jo slet ikke.
I maj 2000 generobrede Etiopien alle tidligere tabte territorier, og FN sendte senere 4.200 fredsbevarende styrker til området for at bevogte grænsen, hvor der var oprettet en 2,5 km bred bufferzone. I 2002 blev grænsekonflikten overdraget til den internationale domstol i Haag, og Etiopien fik størstedelen af området, mens Eritrea fik området vest for Badme, og den godt 1.000 km lange grænse burde så være slået fast. Desværre fik domstolen ikke fastslået hvilken stat, selve Badme skulle tilhøre, så det skal vel nok med tiden give stof til nye uroligheder.
Selvom USA var blevet ydmyget af krigsherrerne i 1992, havde de dog pumpet penge i dem for nylig i håb om, at de kunne anholde og udlevere nogle formodede bagmænd til terrorangreb. Støtten til krigsherrerne gjorde om muligt USA endnu mere upopulær i Somalia og gjorde livet sværere for den tredje part, overgangsregeringen i Somalia. Overgangsregeringen blev valgt i eksil i Kenya i 2004 for at skabe et forenet, demokratisk Somalia. Desværre har overgangsregeringen kun fodfæste i en lille del af Somalia i provinsbyen Baidoa, der ligger op mod Etiopien, og de er ikke nået til hovedstaden Mogadishu. Da de Islamiske Domstoles Union nærmede sig Baidoa, har overgangsregeringen tilsyneladende bedt etiopierne om hjælp, og selvom det er benægtet, er der observeret etiopiske soldater i området.
I Urban i oktober 2006 stod at læse: "Islamister klar til hellig krig mod Etiopien", og artiklen beretter om tusindvis af unge mænd, der lader sig hverve til den hellige krig, som islamister vil udkæmpe mod nabolandet Etiopien. Det overvejende kristne Etiopien har sagt, at det vil beskytte sig selv og den somaliske overgangsregering mod De Islamiske Domstole, som den etiopiske regering hævder, har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda.