 Etiopien
Addis Ababa og vejen til Bale Mountain. November - december 2006. 2.del.
Som det sidste krydderi inden afrejsen læste jeg en artikel i Politiken om den tyske fotograf Hans Silvester, der havde været nede at fotografere bemalede stammefolk i det sydlige Etiopien. Han beskriver Sudan, Etiopien og Kenya som en eksplosiv trekant, hvor enhver mand har et våben, og hvor der er en del skyderier. Han er især bekymret for den stærke spiritus, der har fundet vej til nogle af stammerne, der ellers selv brygger en mild øl af majs og honning. Hans Silvester vil gerne tilbage til Etiopien og lave nye fotoserier: "Men lige nu er det vist umuligt. Jeg tror simpelthen, det er for farligt" siger han. Hyggelig læsning lige inden vi skulle af sted, og helt tilfældigt glemte jeg at sige noget om det til min mor og mine børn.
Vi rejste i en gruppe på 17 topaser foruden en dansk guide og flere lokalguider, men selvom rejsen var den samme for alle i gruppen, er det alligevel forskelligt, hvad der opleves og i personlige synspunkter. I det følgende kan der derfor læses om mine personlige oplevelser og synspunkter, og når jeg skriver vi, mener jeg Gittes og mine oplevelser, og nogle gange er det Rastafarigruppens oplevelser. Klokken 4 startede indtjekningskøen hos KLM til Amsterdam, og vi fik spottet de fleste andre topaser, der altid er let genkendelige på vandrestøvlerne. Som garvede vandrere ved vi, at vandrestøvler skal være på fødderne eller i håndbagagen, da et par manglende vandrerstøvler i Langtbortistan er surt show. Flyet lettede til planlagt tid, og vi fik et spartansk morgenmåltid til en overdådig solopgang, inden vi efter en times tid landede i Amsterdam lufthavn.
I ventesalen ude ved flyet var der overvejende farvede rejsende, mest af sudansk oprindelse, men også enkelte etiopiere. Alle topaserne havde vi nu styr på. Yngste mand var 33 år, men alt overvejende var gruppen i alderen 40 - 60 år med den tunge ende omkring de 60, så det var igen det grå guld, der var på vej til eventyr i klodens fjerneste egne.
Ellers fik jeg da kikket lidt på Italien, og på vulkanøen Stromboli kom der røgskyer op af krateret. Senere kom vi ned over Afrika, og i timevis fløj vi over sandørken med sandklitter, der her oppefra lige så godt kunne ligne snedriver. Der blev arrangeret en flot solnedgang over ørkenen, men så snart solen rørte horisonten, var den væk i løbet af et par minutter. Efter den nette distance af 4.765 km nærmede vi os Khartoum, der er hovedstad i Sudan. Ørkenen gik helt op til byen, og vejlysene løb som strenge med tusindvis af lys spredt ind i mellem, og selve Nilen snoede sig igennem byen. I lav højde passerede vi byen, lavede et sving ud i mørket og fløj igen ind over byen. Fantastisk flot, og jeg sad klistret til vinduet og kikkede på herlighederne. Jeg kender næsten Khartoum som min egen bukselomme og har følt med de mennesker, som oplevede belejringen og senere udslettelsen af byen. Men ok, det var fra sofaen, medens jeg læste Wilbur Smiths sindssygt spændende bog "Solens Sejr", der endda følger helten helt til kejserens hof i Etiopien. I Khartoum var der en times rengøringsstop, hvor puder og tæpper blev rystet og lagt på plads. Måske var det typisk, at det var sorte mennesker, der gjorde det grove arbejde, og bagefter kom et par hvide og inspicerede. Vi måtte ikke forlade flyet, men jeg var henne ved den åbne dør for at indånde den ægte khartoumske luft, og kikke ud. Jeg måtte ikke tage fotos, for sudanerne kunne godt være lidt krakilske, som kaptajnen sagde. De nye passagerer kom om bord, og det var alle hvide, der så skulle mellemlande i Addis Ababa og derefter videre til Amsterdam.
Efter endnu en time og tyve minutters flyvning landede vi smukt i Addis Ababa, og landet, der før lå langt borte, lå nu for vores fødder. Turister til Etiopien skal have et turistvisum, og det er ikke lige noget, man trækker i automaten, så der stilles pænt op i en kø, der fører ind til et lille rum, hvor den hellige handling foregår. Køen flyttede sig kun mikroskopisk, så medens vi alligevel bare stod, og Gitte holdt skansen, gik jeg over på et nærliggende vekslingskontor og fik vekslet 100 US dollar. Jeg fik udbetalt 870 birr, så sammenlignet med dkr. er én birr omkring 80 danske øre værd. Egentlig kan det ikke betale sig at omveksle til dollar, idet de lige så gerne tager EURO, men ude i landet kan man kun købe noget med birr. Medens vi stod i kø, talte jeg med en dame, der viste sig at være dansk, selvom hun ikke var topaser. Hun så så lykkelig ud, og hun fortalte, at hun skulle ned at hente sit andet etiopiske adoptivbarn. Alt skulle være i orden, og så håber jeg bare, at de danske myndigheder ikke finder en eller anden snedig paragraf, de kan finde på at genere familien med. Endelig kom vi ind i lokalet og nåede helt hen til den første skranke, hvor en funktionær indscannede vores pas, og så fik vi en seddel, hvor pasnummeret var trykt. Derefter skulle vi hen i en anden kø og betale 20 USdollar, og damen her udprintede et visum. Med vores visum i hånden skulle vi tilbage til den første funktionær, der fandt vores pas i bunken og klæbede visummet ind i passet og stemplede, og vupti efter at vi havde mast os frem og tilbage i det lille rum en time stid var alt i orden, og vi kunne gå til bagagebåndet. Kufferter og rygsække rullede allerede frem, men hvad der ikke rullede frem, var lige præcis vores superdupersoveposer. I Kastrup havde vi været så letsindige, at vi var 7, der havde tjekket bagage ind samtidig, så selv om de andre var gået udenfor i den etiopiske luft med deres bagage, måtte de ind igen, så al bagage kunne tælles og tjekkes, og bagagemærker sammenlignes med vores mærkater. I mellemtiden havde vi fået kontakt med vores danske guide Mette, og hilst hjerteligt på hinanden, og også hilst på vores lokalguide Brook, og i fællesskab fandt vi en bagagemand. At miste et stykke bagage i en afrikansk lufthavn er slet ikke det nemmeste på denne jord, men da vi endelig havde det rigtige bagagenummer, kunne soveposerne da efterlyses. Det viste sig så, at de stadig opholdt sig i Kastrup lufthavn. Det blev derpå besluttet at sende dem til Paris og derfra videre med fly næste dag til Addis Ababa. Det troede vi så på, og efter en times bøvl kunne vi så endelig gå ud til de andre, der heldigvis tog den ekstra ventetid med forbavsende ro. Der er vogne til selvtransport af bagagen, og heldigvis ikke skyggen af kufferthajer, der godt kan være en plage i andre afrikanske lufthavne. Udenfor lugtede det af Afrika, og hvordan den lugt egentlig er, kan jeg ikke beskrive, men jeg genkendte den med det samme, så ahhhhh Afrika, du store eventyrlige kontinent med den helt specielle lugt, her er vi igen. Det var behagelige 15 grader varmt, for selv om Addis Ababa ligger tæt på ækvator, er byen placeret i Etiopiens centrale højland i en højde af omkring 2.400 meter, så temperaturen er behagelig året rundt.
Ved hovedindgangen stod altid et par vagtposter, der i de kun 15 grader var iklædt store huer, tykke vinterfrakker og halstørklæder. Nogle gange stod der også en ung uniformeret kvinde, der gjorde så smukt honnør, at man blev helt forlegen. Inde i receptionen arbejdede to typisk etiopiske og uniformerede piger med at dele værelser ud, hvilket alligevel tog sin tid, så omkring kl. 24 kunne vi endelig gå til vores værelse. Stort og nydeligt med eget badeværelse og lille balkon, og at topmadrassen kun dækkede 2/3 af dobbeltsengen, og at badeforhænget manglede, så gulvet sejlede, er kun småting, der hører Afrika til. Desuden var vi kommet til et land, der ikke fråser med ressourcerne, og selv på de lidt finere restauranter er papirservietterne klippet over, således at en serviet rækker til to personer.
For at give værelset det rette afrikalook var der tigerstribede sengetæpper på vores seng, men det var til lyden af almindelig hundeglam, at vi faldt i søvn den første nat i Etiopien. En lille smule bedre ser det ud i vore dage på Wikipedia - den frie encyklopædi, der ligger på nettet. Her kan man læse, at Addis Ababa betyder ny blomst og ligger for foden af Entoto-bjerget. Byen blev grundlagt i 1885 af kejser Negus Meneliks dronning Taitu, der anlagde en lille by på den lokalitet der tidligere hed Finfinni. Byen fik først betydning, da Menelik i 1893 valgte den til residensby. I 1994 var der ca. 2 mio. indbyggere og i dag anslået 4 millioner. Freden mellem Italien og Abbesinien blev afsluttet 26. oktober 1896 i Addis Ababa. Addis Ababa Universitet blev grundlagt i byen i 1961. Desuden nævnes, at organisationer med hovedkvarter i Addis Ababa er FN's økonomiske kommission for Afrika og Organisationen for Afrikas enhed.
Tidligt i 1880 forlod kongen af Showa, den kommende kejser Menelik II, sin tidligere hovedstad Ankober for at tage sletten for foden af Entoto bjergene i øjesyn. Det er lidt uklart, hvilke bevæggrunde kongen havde, men Entoto området havde stor betydning for aristokratiet fra Showa, før området var blevet besat af Oromofolket i en religionskrig i 1600 tallet. Menelik II's bedstefar kong Sahle Selassie havde spået, at hans barnebarn engang ville bygge et stort hus på sletten ved Entoto, og at der her ville vokse en stor by frem. Ved Entoto fandtes en varm kilde ved navn Filwoha, og kejserens dronning Taitu forelskede sig i kilden og i de omgivende blomstrende mimosetræer og fik kejseren til at bygge et hus på stedet. Efter regntiden i 1887 blomstrede mimoserne, og navnet på byen blev Addis Ababa, der betyder ny blomst på amharisk. Kejseren og hans følge flyttede til stedet, og selvom overgangen til den nye hovedstad foregik langsomt, er det meste af Menelik II's korrespondance i året 1891 dateret fra Entoto. Og det var endda måneder før, der blev bygget et passende palads i landsbyen.
På Meneliks tid var paladset imponerende velorganiseret, og på 3 km2 var der opført 50 bygninger, og der levede omkring 8.000 mennesker. Allerede i 1894 havde paladset rindende vand og 1905 endda elektricitet. Uden om paladset var der få moderne bygninger, og byen var en landlig idyl med 100.000 nybyggere spredt over 55 km2. Ordene fra Herbert Vivian, der var tilrejsende til Etiopiens hovedstad i 1900-tallet, er typiske. Han vendte sig til en af sine mænd og spurgte: Der var ingen veje, og for at komme fra et punkt i byen til et andet måtte benyttes æsler eller heste, og for at komme fra British Agency til Paladset krævede det tre kvarter til hest og det samme til markedet, og der skulle forceres 3-4 bjergkløfter med løse sten. Siden er der sket meget i Addis Ababa, men der er stadig noget Wild West over byen, og den fremtræder som en afrikansk by på godt og ondt. Den er helt sin egen, og den afspejler hele Etiopiens mangfoldighed med rigdom og fattigdom. Hvis man kommer direkte fra Europa og aldrig før har været i en storby fra den 3. verden, kan byen virke overvældende med sine tiggere, lommetyve, polioramte invalider og krigsveteraner, og nogen ønsker at tage af sted igen så hurtigt som muligt.
Sådan havde jeg det ikke, og selvom vi kun havde en dag i byen, havde jeg mod på at opleve den. Vi skulle have informationsmøde med Mette kl. 9, men da der allerede var morgenmad kl. 7, gik vi ned i den næsten tomme restaurant. De eneste andre gæster var et par etiopiske forretningsmænd og en dame med langt rastafarihår. Vi fandt hurtigt ud af, at det vist var damen, der var chefen, og selvom de spiste morgenmad, summede mobiltelefonerne, og de skrev og kikkede i papirer.
Der lå spredte små forretninger langs vejen bl.a. en skønshedssalon og en musikbod med en stor plakat af Bob Marley, der er meget populær hernede. Rækker af skopudsere sad forskellige steder, og de skævede til vores sandaler og opgav så på forhånd. Der var også små gadehandlere, der sad langs en mur og solgte næsten ingenting, for varelageret var måske begrænset til et bundt pindebrænde eller et bundt gulerødder. Vi kom forbi en moské, og vi lærte hurtigt, at ved moskeer og kirker samler tiggerne sig og sidder og beder om almisser. Tiggerne i Addis er af en anden kategori end i København, for her er det gamle koner og deforme mennesker, og de ser ærlig talt ud som om, de godt kunne bruge en skærv. På hele morgenturen gik vi uantastet rundt, nogen hilste med et "hello", og nogle tiggere stak hånden frem. Andre tiggere pegede på deres mund, sikkert for at gøre opmærksom på, at de var sultne, men på hele vores rejse rundt i Etiopien så vi ingen udsultede mennesker, og det var glædeligt.
Jeg har lige læst, at man skønner, at der er omkring 500 hjemløse i København. Trist, men ingenting i forhold til Addis Ababas 100.000 hjemløse, og på vores lille morgentur så vi steder med rækker af mennesker, der stadig lå og sov. Indbyggerne i Addis Ababa går i det, jeg vil kalde vestligt tøj, på nogen ser det lidt luvslidt ud, men mange, især kvinder, ser pæne og elegante ud.
Efter at have gået ud ad vejen i en god halv time og suget til os vendte vi om og gik tilbage på det andet fortov. Fortovene kan godt være hullede, og med hullede mener jeg meget hullede, men til gengæld ligger der ikke skidt og møg alle vegne, og det er da ganske positivt. Ved de få lysregulerede lyskryds stoppede bilerne, som de skulle, og på vores tur mødte vi ikke et eneste hvidt menneske, men vi fik mange nysgerrige hvide smil i de brune ansigter.
Så fik vi en fotokopi af et kort over noget af Addis Ababa og med et kryds, hvor hotellet lå, og så gik Rastafarigruppen på eventyr i byen.
Som sagt er jeg i virkeligheden ret god til at orientere mig på et kort, men her stødte jeg på flere vanskeligheder. De fleste gader har ingen vejskilte, og mange af de store gader og landemærker har to eller tre forskellige navne, så navnene på skiltene passer ofte ikke med kortet. Men indrømmet, grunden til at intet på kortet passede med virkeligheden var, at den store vej, som Gitte og jeg havde gået morgentur ud ad, fik jeg fejlplaceret på kortet. Kun sådan noget som 90 grader, så når jeg førte an i en retning, gik vi i en hel anden retning. Muligvis var krydset, hvor hotellet skulle ligge, blevet sat lidt forkert, men så kunne jeg jo have tage kompasset frem og orienteret os efter kortet.
Vores selvbestaltede guide pegede frem og sagde Meskel Square, og da vi samtidig var ved en anden bank, takkede jeg for assistancen, og han fik 10 birr for ulejligheden. Inde i banken skulle vi aflevere tasker og kameraer til nogle meget venlige og flinke vagter, og vi fik udleveret et lille bagagenummer. Det var et stort banklokale med måske 50 medarbejdere, og vi blev dirigeret hen til vekslingskassen. En efter en kom vi frem til kassen, og da jeg havde vekslet 100 dollar dagen før, vekslede jeg yderligere 300 dollar, og Gitte og jeg var nu i besiddelse af ca. 3.500 birr. Den nøjagtige kurs var 8,705 birr for 1 USdollar og det ville give omkring 0,80 dkr for en etiopisk birr.
Det blev en større vekslingsmanøvre, inden vi alle havde fået vekslet og været henne igen og fået mindre sedler, og måske en ekstra gang for at få helt små sedler, men bankmanden tog det med knusende ro og stor venlighed. Den blå vekslingsseddel skal gemmes, hvis man vil gøre sig håb om evt. senere omveksling. Vagterne var stolte af at have passet så godt på vores bagage, men der var ikke noget med hånden fremme, så vi kan kun melde om meget høflig behandling i Dashen Bank, et eller andet sted i Addis Ababa. Jeg havde stadig ikke tjek på kortet, men det var i hvert fald ikke Meskel Square, vi var i nærheden af.
De andre gik videre, men jeg spurgte om vej til nationalparken hos vagterne, der kunne oplyse, at man ikke kunne komme ind i parken, der vistnok var vicepræsidentens residens, men han pegede på noget tykt nyslået hotelgræs uden for indgangspartiet og sagde, at vi var velkomne til at sidde der. Det var faktisk sådan lidt i ingenmandsland, for igennem porten kunne vi skimte hotellets velpudsede have, udenfor var en smuk rundkørsel med hvide roser, og på den anden side af rundkørselen var der et slumkvarter. Vi satte os på græsset og åd os mætte i bananer og brød, og der blev skævet lidt til os af de lokale forbipasserende, for de havde næppe før set et hold hvide, der pr. definition er velhavende mennesker, ligge på græsset foran Afrikas fineste hotel og guffe bananer.
Ved siden af hovedindgangen havde vi bemærket et stort rødt våbenskjold med 3 gyldne løver og en kongekrone, og så sandelig stod der.
"Kongelig Dansk Generalkonsulat" og så kan det godt røbes, at Danmark formodentlig her har verdens største og smukkeste generalkonsulat.
Hotel Sheraton åbnede i februar 1998, men allerede 4 år før ønskede ejeren, at Valdemar skulle være med fra starten, så han kunne være med til at præge hotellet under opbygningen. Hotellet er derfor hans barn og udstyret med den mest moderne teknologi som avanceret klimaanlæg, telefon selv på badeværelset og WIFI, så forretningsmænd kan bruge deres bærbare computere online.
Et flot hotel skal også have en flot adresse, så tæt ved nationalpaladset købte Mohamed alle husene på et højdedrag med vid udsigt ned over byen. Til hans ære skal det da siges, at han byggede moderne huse rundt om i byen til de familier, der skulle genhuses. Hotel Sheraton er hurtig blevet en vigtig institution i hovedstaden, der bl.a. huser hovedkvarteret for Den Afrikanske Union, og ikke mindre end 27 statsoverhoveder har boet på hotellet på en gang. Foruden Valdemar som direktør har hotellet 700 fastansatte og 200-300 løst ansatte, og de må være mere en henrykte for at arbejde her, for hotellet er klart lønførende i landet. Og det er ikke ualmindeligt, at en lokalansat her tjener fire gange mere end en etiopisk minister. Nu var vi kun med på en kikker, men et almindeligt dobbeltværelse koster fra 224 USdollar til 2.800 US dollar for en suite.
I parken var der et hyggeligt cafeområde med borde, stole og parasoller, så vi slog os ned blandt de rige og kikkede på menukortet, og faktisk til vores store forbavselse kunne der spises let frokost, pizza eller lignende til omkring 50 birr. For at vi ikke skulle være de rene osere, ville vi støtte foretagendet, og personligt fik jeg en stor iskaffe til 30 birr og en flot udsmykket kage til det samme. På de fine og de lidt fine restaurationer i Etiopien skal der dog til regningen tillægges 15 % til betjening og derefter 10 % moms.
Hyggeligt pusterum på Sheraton, og i portvagten fik vi udleveret vores pose med overskydende brød og bananer, og lidt nede ad vejen gav jeg det til en mor med et lille barn, der stille sad og tiggede, og hun så både taknemlig og virkelig glad ud. Der skal så lidt til at glæde en etiopier.
Vi havde fået at vide af Mette, at det var en god ide at have nogle pakker kiks eller andet spiseligt med sydpå, for det kunne godt trække ud med at få et måltid, eller der kunne indtræffe noget uforudset. Hos en gadehandlerpige, der havde en lille bod med slik og kiks, fik jeg købt 4 forskellige pakker cremekiks, og selvom jeg ikke spurgte om prisen inden købet, blev det ikke mere end 20 birr. Handelen afstedkom dog, at en flok børn og andre interesserede stimlede sammen, så i tilgift fik jeg taget nogle billeder, og det vakte stor lykke, at de bagefter kunne se sig selv på skærmen.
På den sidste del af turen fulgte en ung mand med som en skygge, og kun nogle få meter fra os. Han sagde ikke noget og gjorde ikke noget, men nogen i vores gruppe blev lidt bekymrede eller utrygge over hans tilstedeværelse. Selvfølgelig vidste vi ikke, om han ville se sit snit til at stjæle et eller andet, men da vi kom ud fra supermarkedet, spurgte han, om han skulle bære vores indkøbspose. Gitte ville være solidarisk med gruppen og være lidt bekymret, så hun sagde nej tak, og så forsvandt han, og jeg vælger at tro, at hans eneste forsæt var, at der måske var mulighed for at tjene en lille skilling ved at hjælpe os.
Injera er lavet af en meget næringsrig, hirseagtig kornsort, der kaldes teff, og som dyrkes i stor udstrækning i Etiopien. Teff er rig på jern og mineraler og er fuld af fibre, og samtidig indeholder den en del naturlig gær. Mel og vand blandes til en dej, der får lov til at stå og gære i et par dage, inden dejen bredes ud på en stor pande. Når overfladen er let tør og fyldt med små bobler, er pandekagen klar til at spise. I de fattige familier, spiser man den oftest uden tilbehør, men i vores tilfælde var der masser af forskelligt kødfyld og grønsager i små bunker på pandekagen. Nu kommer højre hånd i funktion, idet der brækkes lunser af pandekagen, som lægges omkring en passende portion kødfyld og så op i munden. Der var fire personer om samme fad, og da knive og gafler er bandlyst, afsluttes måltidet ved, at tjeneren kommer med vaskefadet igen, da den halve serviet ved et Injera måltid ikke rækker særlig langt. Smagen af pandekagen er let syrlig, men det svampede, grålige udseende gør den ikke specielt appetitlig. Med fyld og det hele blev det dog ganske velsmagende, selvom Injera nok aldrig bliver min hofret.
Gittes skridttæller nåede op på 22.111 skridt på vejen hjem, så noget havde vi da fået gået i løbet af dagen.
Morgenmaden var spist, og bagagen båret ned klokken 6.45, som vi havde fået besked på, for vi skulle køre kl. 7. Efter planen vel at mærke, for vi var i Afrika, og afrikansk tid er mindst en halv time efter europæisk tid, og lasten på taget af minibussen var ikke sådan at få stuvet af vejen. Vores manglende soveposer havde forlænget opholdet i Paris eller var taget et andet sted hen. De var i hvert fald ikke dukket op, så vores lokalguide havde fremskaffet nogle etiopiske soveposer, og det blev bedyret, at de var varme. Lidt forsinket kørte vi ud igennem Addis Ababas mylder langs vejene og fandt den gode asfalterede vej 4 sydpå.
Vi kom igennem mange småbyer og i nærheden af byer, og i byerne er der utroligt mange mennesker langs vejen, og vi fandt ud af, at alle børn vinkede, når de så vores bus, og så måtte vi vinke igen for at vise vores fredelige sindelag. I småbyerne var der også altid masser af kvæg- og gedeflokke, eller de gik på markerne bevogtet af en hyrde. Husene på landet var stort set gået over til lerhytter med stråtag, og det var ikke ualmindeligt at se høstfolk, der høstede med segl, og kvæg der blev drevet rundt i det høstede korn for at tærske det, så det var som en tidsrejse tilbage i tiden.
Ved Shashemene fik vi købt drikkevand til de næste dage, og ellers var det slut med asfaltvej, og vi begav os ud på vej 40 for at få bugt med de sidste 200 km til Bale Mountain. Vejen var ren grus/jord vej, og når der er grus, er der også støv. Trafikken var dog meget minimal, kun enkelte lastbiler og landrovere, for almindelige personbiler havde vi ikke set siden Addis Ababa.
I et område var det slut med småmarkerne, idet store kollektive marker dominerede landskabet, og først så vi én mejetærsker i arbejde, og senere en mark med hele 3 mejetærskere. Der stod skilte med italiensk-etiopisk samarbejde, så måske er det italiensk hjælp til fødevareforsyningen, og samtidig kan det nok heller ikke skade at forbedre det italienske image efter Italiens invastion i 1930-erne.
Vi begyndte at køre op i bjergene, og det blev køligere, og heroppe stod kornet stadig helt grønt. Et sted var der var ved at blive brudt ny landbrugsjord op, og det var næsten ikke andet end sten, så et stort arbejde lå forude for at få en mark ud af den jord. Et sted skulle vi sno os uden om en væltet lastbil, der næsten spærrede vejen, men det var ikke et enligt uheld, for det var den 3. væltede lastbil, vi passerede på bjergvejen. Jeg nåede ikke at få taget billeder af lastbilerne, og til samlingen af billeder, jeg heller ikke fik, indgår også en gammel krigstank, der stod rusten ved vejen, og heller ikke et dødt æsel, der lå lige ved vejen, medens 7 store gribbe guffede løs. En etiopisk chauffør standser selvfølgelig ikke ved noget så dagligdags som en flok gribbe.
Mørket var faldet på, da vi passerede Dinsho landsby, og lidt efter drejede vi ind gennem porten til Bale Mountain Nationalpark. Tre store Nyala Mountain antiloper stod lige ved vejen, og inden da løb en flok vortesvin over vejen, og så var vi fremme ved lodgen.
Etiopien |
Selvom vi er nogenlunde godt gående, kan det aldrig skade at træne lidt, så et par måneder før vi skulle af sted, tog vi en ugentlig træningstur på omkring 20 km i det danske flade landskab, og så måtte vi tænke os til højden. Vores vandregruppe har jeg døbt Rastafari gruppen, opkaldt efter kejser Haile Selassie, hvis borgerlige navn netop var Ras Tafari. Vandregruppen består af den hårde kerne fra sidste års Perutur: Jette, Alice, Grete, Gitte og Kim, der alle er garvede topaser, samt Birte, der var på jomfrurejse med Topas, men bestemt ikke er nogen novice udi vandrekunsten. Vi havde nogle rigtig dejlige vandreture i al slags vejr, og der er rørende enighed i gruppen om, at vi fortsætter turene i det nye år, selvom vi ikke træner til noget
bestemt - endnu.
Andre forberedelser er et hav af vaccinationer, men vi var næsten helgarderet fra tidligere rejser og manglede kun meningitis, men til hele serien fra tyfus over kolera til gul feber skal der nok påregnes en udgift på mindst et par tusinde kroner. Da noget af turen skulle foregå i malariaområde, investerede vi også i nogle meget dyre Malarone malariapiller. Malarone har den fordel, at de kun skal tages et par dage før indrejse i malariaområde og indtil 7 dage efter, og normalt giver de ikke ubehagelige bivirkninger. Desuden medbragte vi som en selvfølge Imodium stoppiller, der sætter maven i stå ved diarré, hvilket kan være en stor fordel under transport i wc-løse områder, og som en ekstra foranstaltning medbragte vi Sancipro penicillinpiller til en evt. svær mave-tarminfektion. 
Andre gode råd var at aftage alle smykker hjemmefra for ikke at friste svage sjæle samt at medbringe loppepulver. Ved loppepulveret satte vi dog grænsen, og det viste sig heller ikke at være noget problem, selvom vi rejste i kategori backpackere. Desuden måtte vi endelig ikke fotografere lufthavne, broer og offentlige bygninger for så ville apparaterne blive konfiskeret, siges det.
Med flyafgang 6.30 fra Kastrup og seneste indtjekning 2 timer før kunne det ikke nytte noget at tænke på nattesøvn den nat, så vi tog det næstsidste tog fra Borup og ankom til Kastrup midt om natten. Bænkene i Terminal 2 havde de fjernet, for en lufthavn er ikke interesseret i sådan nogle som os, der vil ligge og flyde med rygsække og vandrestøvler. Gulvplads var der dog nok af, så vi fandt en god væg og indrettede os for natten, medens støvsuger/vaskebilen sørgede for baggrundsstøjen. Midt om natten var rastafarigruppen dog samlet, og det blev fejret med laksemad og rødvin, inden der var tid til en enkelt times gulvblund.
Amsterdam lufthavn stoler ikke på sikkerhedstjekket fra Kastrup, så vi blev grundig tjekket igen, inden vi blev lukket ind i deres transithal. Hvis der var købt vand, og det ikke blev drukket med det samme, skulle det i plomberede plastikposer, så intet blev overladt til tilfældighederne. Egentlig var der næsten 3 timers ventetid i Amsterdam, men ventetiden blev minimal, for vi skulle igennem endnu et sikkerhedstjek, hvor vandrestøvlerne skulle af, og jeg personlig blev meget tæt kropsvisiteret af en meget nærgående ung mand. Hvis det havde været en kvinde, der havde foretaget den kropsvisisation, var jeg sikker på, at mindst en forlovelse var nært forestående. Nå, men den gode mand fandt en læbepomade, som jeg dog fik lov at beholde efter at have demonstreret den.
Flyet var langt fra overbooket, faktisk kun halvt fyldt, så da vi havde spist vores måske sidste almindelige måltid i lang tid, lakseforret, pastaret og dessert, var der plads i flyet til at ligge lidt ned og få en middagslur. 
Byen, der blev grundlagt i 1830 som en egyptisk garnisonsby, ligger hvor Den Blå Nil og Den Hvide Nil løber sammen, og historiens vingesus flagrede op igennem flyets gulvbrædder. I lange tider var byen centrum for eksport af afrikanske slaver til de arabiske lande, så mange skæbner har passeret byen. I 1885 blev en britisk-egyptisk okkupationshær (militær besættelse af fremmed statsområde, som regnes for herreløst) under ledelse af general Charles Gordon udslettet af den sudanske mahdi, som aldeles ikke regnede Sudan for herreløst. Khartoum var brændpunktet for en langvarig, udmarvende belejring, inden byen blev løbet over ende og ødelagt. I 1898 blev byen opført på ny, og under 2. verdenskrig var byen hovedkvarter for de allierede tropper, der erobrede Eritrea og befriede Etiopien fra italienerne. 
En stor minibus ventede, og bagagen blev læsset om bord, og vi snoede os igennem byens veje. Det var jo mørkt, og belysningen i Addis Ababa minder ikke om Las Vegas, men hist og her kunne vi se nogle af byens hjemløse, der lå og sov langs veje og husmure. Efter en kort tur nåede vi Hotel de Leopold, der med sine 10 etager ragede godt op i landskabet. På den ene side af hovedindgangen stod i et glasbur en udstoppet mølædt løve, og til den anden side vistnok en leopard. Til begge dyr var der ikke sparet på udstopningsmaterialet, så de var godt trinde og lignede mest runde badedyr.
Det var heller ikke overvældende meget, og på dansk er Etiopien og Addis Ababa åbenbart så langt borte, at landet og byen dårlig nok er værd at beskrive. Så for første gang på dansk kan du læse disse jomfruelige ord: 
En fransk besøgende beskrev i 1887 byen som fri fantasi og spåede, at blomsten ville visne, inden den rigtig blomstrede. Et af problemerne var, at der ikke var træer i området, så brænde og bygningstømmer skulle transporteres 20 km fra Menegasha. Menelik havde derfor faktisk planer om at flytte hovedstaden 50 km til Addis Alem - Nye Verden - hvor der var skove og brænde i nærheden, og han fik endda bygget et palads der. Det var en lille bestand af eucalyptus træer, der var plantet af den schweiziske rådgiver Alfred Ilg, der reddede Addis Ababa. Menelik bemærkede nemlig, hvor hurtigt disse træer groede, og i stedet for at flytte hovedstaden, importerede han en stor portion eucalyptusfrø. Indbyggerne kunne ikke rigtig lide duften af de nye eksotiske træer, men den fantastiske grohastighed betog alle.
Nattens hundeglam var delvist afløst af hanegal, og jeg havde ligget lidt og lyttet, men så snart Vorherre havde trukket mørkelægningsgardinet til side, og det pling var blevet lyst kl. 6, gik jeg ud på balkonen og kikkede. Det var skyfrit, let diset og med en herlig morgentemperatur på 21 grader. Jeg vidste ikke, hvor i Addis Ababa vores hotel lå, men blev enig med mig selv om, at det nok var i en forstad langt fra centrum. Vores hotel ragede op i en spredt lav bebyggelse, der mest var beklædt med bølgeblik. Der så dejligt grønt ud med masser af træer og enkelte palmer rundt omkring. Længere ude tittede 8-10 etagers højhuse op i alt det grønne, og jeg kunne se en asfalteret vej lidt væk, men der var kun få biler. Så stille fredelig idyl, og det var med forbavselse, at jeg senere fandt ud af, at Hotel De Leopold skam ikke lå i en forstad, men midt i det centrale Addis Ababa. 
Morgenmad med sort etiopisk kaffe godt med mælk, friskpresset juice med ægte frugtkød, forskelligt brød og æg m.m., og så var vi klar til en morgentur ud i det ukendte Addis.
Langs den store vej, som jeg nødig vil sætte navn på, for selv om jeg normalt er ret god til kort, skete der en indviklet optisk parallelforskydning af vejene i min hjerne, herom lidt senere. På denne lille morgentur havde vi dog intet kort, men hvis vi bare gik lige ud ad en stor vej og senere gik tilbage ad samme vej, kunne det ikke gå helt galt. 
Selv ved moskeerne var der næsten ingen kvinder med tørklæder, og selv om Etiopien er halvt muslimsk, tror jeg, der er flere kvinder med tørklæde i København, end der er i Addis Ababa. Til gengæld er der mange, der bærer et kristent symbol i form af et kors i en halskæde, og jeg så endda lastbiler med kors i vinduerne.
Til de fleste af de tjenende ånder, vi ville komme i forbindelse med, som hestemænd, chauffører og lokalguider, inkasserede Mette 50 USdollar af os hver til drikkepenge, og så behøvede vi ikke spekulere mere på det. Veksling af penge til hele turen skulle foregå her i Addis Ababa, da der stort set ikke er vekslingsmuligheder sydpå. Et beløb på 200 USdollar pr. person ville sikkert være rigeligt, og det ville være en god ide at få mange 1 birr sedler til fotografering. Det var stort set oplysningerne på mødet, men hver aften på hele turen ville Mette fortælle om næste dags program. 
Da Addis Ababa er så ung en by, er der ikke mange historiske bygninger og seværdigheder. Der skulle dog findes et etnografisk museum og et nationalmuseum, der var værd at besøge, men med kun én dag i byen ville vi bare ud at gåog se, hvad vi stødte på.
Ikke ret langt fra hotellet i selve Central Addis Ababa blev der drevet gedeflokke igennem gaderne og tværs igennem trafikken, og jeg tænkte lidt på den gode Herbert Vivian, der ikke rigtig var klar over, at han var ankommet til Addis Ababa. Vores plan var at finde Meskel Square og en bank, men foreløbig kom vi ned ad nogle små markedsgader med hullede fortove. Jeg stod og grundede noget over kortet, og en ung mand tilbød at føre os til Meskel Square, så vi slog til og vandrede ud ad en ret stor vej. Da vi kom forbi en bank med to bevæbnede vagter udenfor, gik vi ind, men de vekslede ikke penge, så vi gik videre. 
Bankmanden ville helst give os store birrsedler, men da vi kunne forudse problemer med at få penge tilbage ned sydpå, ville vi gerne have mange små sedler, og jeg fik personlig tiltusket mig 100 splinternye 1 birr sedler. Etiopien har også mønter, og især 1/10 birr med en værdi af omkring 8 øre var meget smukke med en brølende løve, men mønter er ikke brugt meget i praksis.
Det var efterhånden ved at være spisetid, og da vi ikke var hjemme, måtte vi spise ude et eller andet sted, men der hvor vi gik, syntes Addis Ababa ikke at myldre med frokostrestauranter. Vi var inde at kikke et sted, men der var nærmest stuvende fuldt af de lokale, og på det tidspunkt var vi ikke helt gearede til alt for eksotiske udfoldelser. Det blev derfor besluttet at købe 16 bananer og 7 appelsiner i en bananbod og et andet sted en pose brød, og da det samlede indkøb beløb sig til 23 birr, kunne det i hvert fald ikke ruinere den rastafarigruppen. Under lidt forvirring fik vi også købt noget flaskevand i en bod - vi skulle lige finde ud af priserne, men så var vi også klar.
Selvom det er ret almindeligt at sidde og spise på gaden i Addis Ababa, ville vi da ikke lige plante os i rendestenen, men gerne finde et lidt mere passende sted. Nu myldrer det ikke ligefrem med offentlige bænke i Addis Ababa, hvis der i det hele taget findes en eneste, men vi stilede mod noget, der hed Nationalparken i håb om noget grønt græs, og vejret var fint til picnic.
Da vi var færdige med frokosten, kom vagten over og inviterede os indenfor i paradisets have, men da det ikke var tilladt at have medbragt mad med i paradiset, skulle han nok gemme den mad, vi havde tilovers, og så kunne vi få den, når vi kom ud igen. Vi takkede for tilbuddet og vovede os indenfor, selvom vores trekkingbukser, T-shirt og dagturrygsække måske ikke ligefrem var normal påklædning på det hotel. Henne ved hovedindgangen blev vi modtaget ærbødigt af dørvogtere i uniform og høj hat, og indenfor blev vi sikkerhedstjekket som i en anden lufthavn, og så var vi inde og kunne se på herlighederne.
Jean-Pierre Valdemar Manigoff, herefter kun kaldet Valdemar, er både dansk og fransk statsborger, idet hans mor er dansk og hans far flygtning fra Armenien, der kom til Frankrig. Valdemar er dog opvokset i Danmark og startede sin karriere som piccolo på Royal Hotel og senere receptionist på SAS Scandinavian. Som 30-årig var han direktør for Sheraton i København og hurtigt videre ud i den store verden som direktør for en række Sheraton hoteller, inden han for 12 år siden endte i Addis Ababa. 
Ejeren er Mohamed Al Amoidi, der er en saudi-arabisk rigmand med etiopiske rødder, og han er den største investor i Etiopien, efter at det kommunistiske styre faldt i 1991. Foruden hoteller har han sat penge i hospitaler, guldminer, kvægbrug og oliedistribution.
Næsten hjemmevant traskede vi ind i de hellige haller og kikkede på den kæmpestore reception med pianobar, luksusforretninger og dybe, hvide lænestole. Hovedbygningen indeholder flere restauranter, og det siges, at de uden at blinke kan holde fest for 5.000 mennesker ad gangen. Nu havde vi jo lige spist, så vi gik ud i haven med store vandbassiner med springvand, balustrader med slyngende planter og ellers alverdens smukke planter og blomster. I parken er der selvfølgelig også et stort svimmingpoolområde, og for at snuse lidt til al den luksus lånte vi toiletterne, og så sandelig kom der varmt vand ud af den varme hane, og der var papir på rullerne. Som et særsyn i Afrika kan vandet i hanerne endda drikkes, og det også af hvide sarte maver, for hotellets vand kommer fra deres eget rensningsanlæg. 
I nærheden af poolområdet var der bag muren omkring Sheraton noget slumagtigt noget, og det skal gæsterne så sandelig ikke forstyrres af. Så der var sat nogle store plader op, og på pladerne var der malet det smukkeste etiopiske landskab, og så kunne der håbes på, at farven på pladernes himmel matchede dagens himmel.
Overalt i byen var der store reklameskilte, så der er Addis Ababa bestemt ikke bagefter. Et stort reklameskilt for et computersystem viste etiopiernes form for humor og selverkendelse. Et kvinde sad på en smart stol og skrev på den nyeste computer, medens hendes mand stod afslappet bagved og kikkede med på skærmen. Det, der var morsomt, var, at kvinden var tallerkenneger og sad med bare bryster, og hendes mand var kun iført lændeklæde og spyd. Teksten lød:
"Communication for the Ethiopian Market", og så må jeg lige tilføje, at i det sydlige Etiopien er der stadig stammer, der udsmykker sig med "tallerkener" i læberne.
Der er mange tiggere i Addis Ababa, men i stedet for at tigge havde nogle af dem små forretninger, og den mindste var nok en håndfuld papirservietter, hvor en pakke kostede en birr. Hos en sådan servietmor med to små børn købte jeg 3 pakker, og jeg blev næsten flov over den taknemlighed, hun viste.
I nærheden af vores hotel lå et supermarked, men det var nu også det eneste, vi så på vores bytur. Et supermarked har den fordel, at der er priser på varerne, men ærlig talt, så vil jeg hellere købe hos en lille gadehandler end i et supermarked, der sikkert ejes af en eller anden rigmand. I supermarkedet købte jeg et par sodavand til at bringe med sydpå, men det frydede mig, da jeg så, at cremekiksene kostede mindst det dobbelte af det, jeg havde givet hos gadehandleren.
Med kun den ene dag i byen kan jeg ikke berette meget mere om Addis Ababa udover følgende: Der er store flokke af rovfugle, der kredser hen over byen, og der er så lidt vand i floden, at den næsten ikke bemærkes. Overfald og røverier er yderst sjældne i byen, men lommetyveri er udbredt, dog ikke værre end i mange andre storbyer. Jeg kan ikke huske, vi så en eneste politibetjent eller soldat i byen. Der er mange store regeringsbygninger spredt rundt omkring, og der er meget nybyggeri. Byens indbyggere går i næsten vestligt tøj, nogen måske lidt mere luvslidt, andre lidt mere farverigt, og man kan sagtens møde smarte unge kvinder i fint tøj. Vi så dog også børn, der kun gik rundt i gamle sække, og hvad gør de og alle de hjemløse i regntiden? Bilisterne stopper ved fodgængerfelterne, og på et tidspunkt var der endda en bilist, der stoppede ved en vandpyt og vinkede os frem. Alle mennesker er meget venlige og hjælpsomme, så jeg har kun et positivt indtryk af denne store, fattige, afrikanske by.
De fleste familier i Entoto-bjergkæden kan ikke bare spise det, de har lyst til, men må spise det, der er, og en af de helt centrale retter, som næsten spises hver dag, er Injera.
Restauranten var nok mest for turister, men der sad dog også indfødte grupper og spiste. Lidt senere kom der underholdning med musik, sang og dans, og to mænd hoppede, så det var en lyst, og to kvinder dansede og svingede med håret, så det stod om dem som propeller. 
Der var nogle mærkelige lyde over byen. Ganske smukt, og det kunne vel kun være sang. Det var ikke som normal muslimsk morgenvækning fra minareterne, for det havde vi hørt mange gange før i andre byer, og selvom det også kan lyde smukt, var det her noget andet. Sangen, der måske var et kristent morgenbudskab som at ringe solen op, blev ved omkring en halv time, men så fortonede lyden sig i almindelige morgenlyde.
Vi kom nu ikke så langt, vistnok til Mojo, hvor vi lige skulle hente vores lunchpakker, så der ville kun blive en meget kort strække ben pause. Lasten på taget blev omlastet, og lunchpakkerne var ankommet, og så stod vi ellers og ventede. Jamen der var da nok at se på, for der lå et lærerseminarium på den anden side af vejen, og unge mennesker i skoleuniformer gik ind igennem porten. Det virkede, som om befolkningen var mere velklædt i den lille by end i Addis Ababa, og der var mange flotte mørkebrune piger på kajen. Nå, endelig kom vores lokalguide Brook daskende. Han havde været med på hele Mettes researchtur i foråret, så de kendte hinanden godt, og han vidste en masse om Etiopien, dog synes jeg, han holdt det mest for sig selv. Mette brugte ham selvfølgelig meget, fordi han havde en lokalviden, hun ikke havde, men ellers gik han og lurepassede lidt og var mest flink til at passe måltiderne, og han var faktisk den eneste etiopier, vi så på hele turen, med ansats til bilmave. Helt typisk var grunden til at vi skulle vente da også, at han ikke havde nået at få morgenmad. Nå, vi var i Afrika, og vi havde måske heller ikke så travlt.
Vi fortsatte ned ad hovedvej 8, der stadig var fint asfalteret og stoppede ved Koka Lake, hvor der svømmede en flok pelikaner rundt, og marabustorkene sad i trætoppene og lurede. Landskabet var et lidt svedent landbrugsland med spredte træer med væverfuglereder, og høje tårne af termitboer stod dekorativt spredt rundt omkring. Langs vejen var der ofte kaktushegn, og ved hytterne stod der ofte kæmpekaktus. Et sted var der et kæmpe plastikdrivhus, og jeg lyver ikke, når jeg skriver, at det var mindst en kilometer på hver led - det siges, at de dyrker eksportroser derinde.
Længere sydpå var der et stort område med steppe og lave buske, og jorden så sandet og gruset ud, så der kunne nok ikke dyrkes nogen afgrøder. Til gengæld var der store flokke af dromedarer. Hvis vi stoppede et sted, kom der straks nysgerrige børn, der skulle kikke, og vi fandt ud af, at de var meget glade for tomme vandflasker. Vi kom igennem et sølandskab med bl.a. Lake Langano, som vi sidst på turen skulle besøge, og jo længere vi kom sydpå, jo grønnere blev landskabet, og igen med landbrugsland.
Vores lunchpakker fik vi spist i en eucalyptusskov, og heldigvis var der i dette skovområde nyplantninger af træer. Et par småpiger på 8-10 år vandrede forbi med store brændeknipper på ryggen, og mine tanker gik hjem til vores barnebarn Nanna på 9 år, der heldigvis bare skal lege og gå i skole.
Her i dette område var det eneste sted på hele Etiopienturen, at vi oplevede uvenlighed, idet en dreng kastede en kæp på bussen. Chaufføren standsede prompte, og fór ud og skældte drengen ud, der derpå forsvandt, men en voksen, der stod i nærheden, fik også det glatte lag. Senere fik vi også en sten af en dreng, og chaufføren reagerede igen med et stort FY. Ret ubehageligt, og hvad "angrebene" skyldtes, er ikke godt at vide. Her kommer vi fredeligt og giver arbejde og dermed indtjening til lokalbefolkningen, så hvorfor fortjente vi en kæp og en sten? Jeg ved det ikke. Bagagen på taget var ved at ryste løs og trængte til en opstramning, så vi fik et stop i landsbyen Dodola, hvor hestetaxier med nummerplader kørte
rundt. En bred jordvej gik igennem byen, og kort efter, at vi var stoppet, var der en kødrand af mest unge mænd, der stod omkring bussen og kikkede på. Der var 75 km igen, og det er en pæn strækning på en jordvej. 
Området var en stor slette, stadig med store kollektive marker, men bjergene rejste sig hele vejen rundt, og der var lette skyer omkring dem. En af vores deltagere havde fået dårlig mave, og så måtte bussen standse omgående. Småløbende fortsatte vedkommende ud i en uhøstet mark, og med hovedet og overkroppen over kornet fik hun sat sig ned, medens markarbejdere gik forbi. Tilbage i bussen et øjeblik, og så ud på marken igen. Stakkels pige, vi følte alle dybt med hende, og jeg fandt en stoppille frem, som tilsyneladende hjalp en stund.