 EtiopienBale Mountain Nationalpark.
3. del.
Vi var jo på pionertur, så alt var usikkert og alt kunne ske, og det var jo ikke værre, end at vi kunne slå vores telte op eller sove på gulvet, så foreløbig tog vi det roligt og gik ind og satte os ved pejseilden. Der var kun nogle få andre gæster, så det var lidt svært af forstå, at det hele allerede var lejet ud. Efter at have kikket på sin GPS kunne Svend berette, at vi var nøjagtig 5.910 km fra hans gode seng i Søborg i København, og at lodgen i øvrigt lå i en højde af 3.172 meter over havet, og til orientering kan det da oplyses, at det er adskillige hundrede meter over Nordens højeste bjerg Galdhøpiggen.
Udenfor stødte jeg også på et par vagtposter, der gik rundt med deres geværer. Jeg hilste pænt og kastede et blik på geværerne, der ikke var forladere, men de må have været moderne kort tid efter.
Tilbage i pejsestuen var der den gode nyhed, at de havde sendt nogle andre gæster videre, så vi kunne få plads i nogle 6 mands rum, men vi skulle ikke regne med, at der var plads i morgen. Vi fik så endelig installeret os for natten, og på terrassen rumsterede kokken med gryderne og endelig, omkring klokken 21, fik vi noget mad på bordet, så vi kastede os over suppen og spaghetti med tomatsovs, og så var det også ved at være sengetid.
Vi var allerede kommet på trekkingkost, så morgenmaden bestod af toastbrød, peanutbutter, honning og cornflakes samt te og kaffe. Den første morgen var der stillet tebreve og kaffepulver frem sammen med det varme vand. Kokken har dog nok syntes, at det var noget frås med vores overflodssamfundsmanerer med et tebrev til én kop, så fremover lavede han teen og kaffen færdig, hvor hvert et teblad og hver en bønne blev udnyttet. Efter aftale med værten rykkede vi ud af vores rum og stablede bagagen sammen, og så måtte vi senere finde ud af, hvor vi skulle sove den næste nat.
Samlet formiddagstur med hele topasgruppen ned igennem Dinsho landsby, der ikke var med på mit Etiopienskort, selvom den skulle have 2.300 indbyggere. En støvet jordvej går ned igennem byen, der består af lave huse med bliktage, og ind imellem er der små boder eller miniforretninger, og byen kan også bryste sig af "The Wolfs Cafe" og ligefrem et "hotel". De fleste hoteller i etiopiske landsbyer er beregnet for lokale rejsende, men hvis jeg selv skulle rejse rundt, kunne jeg da godt finde på at bruge dem, dog kunne det så godt være, at der skulle investeres i noget loppepulver. En lille minaret stak op imellem husene, men jeg så ikke nogen kristen kirke. Familierne har ofte 5-6 børn, men kun 2 får lov til at gå i skole, men der er både primary school, secondary school og koranskole, hvor den sidste måske lettest kunne undværes.
En mand med en hel masse mærkeligt tøj og en dekoreret stok troede jeg faktisk var den lokale troldmand. Jeg spenderede en birr for at fotografere sådan en ægte troldmand, men fik i stedet at vide, at han var en etiopisk landevejsridder, nå, men en farende svend kan vel også bruge en birr.
Efter at have passeret en bro lavet af træstammer og jord holdt vi pause og fortsatte så stort set tilbage samme vej. Ved vandløbet var en større flok kvinder ved at vaske tøj, men så sandelig var der også enlige mænd, der vaskede, selvom de holdt sig lidt væk fra kvinderne.
I landsbyen var der et andet mærkeligt syn, idet der holdt 3 splinternye motorcykler, endda dekoreret med balloner. Jeg tror ikke engang, vi så motorcykler i Addis Ababa, og slet ikke på vejene herned, og så holdt der 3 motorcykler helt herude. Medens vi beundrede maskinerne, blev det endnu mærkeligere, for der kom en etiopisk mand iført fint jakkesæt og et stort rødt slips og startede den ene maskine. En stor kontrast til omgivelserne, men måske har de også Lotto i Etiopien.
Medens vi solede os, lød der et skud, og et dyr hylede hjerteskærende, medens det løb væk. Hård kost, og forklaringen var, at det var en herreløs hund, der var blevet skudt, og man er meget bange for smitte mellem hunde og den sjældne etiopiske ulv. Skytten kunne jo godt have ramt lidt bedre i stedet for at anskyde den stakkels hund, men heldigvis så jeg da, at hunden var død næste dag. Flokken af vortesvin gik og gryntede i nærheden, og kom helt ind på kun 10 meter fra os, medens vi skævede til hinanden, og fra vores side blev der taget nogle billeder. Vi sad faktisk rigtig godt og hyggeligt der i solen, så der kom først gang i skovturen kl. 15, og så gik Svend med.
Vi var kommet lidt højt op i terrænet, og der var en flot udsigt over den fjerne landsby og det åbne terræn, hvor vi i morgen skulle begynde vandringen. Inde i skoven mødte vi en stor skoledreng på omkring 15 år, hvor han sad under et stort træ og læste. Selvom vi var langt fra alting midt inde i det sorte Afrika, talte han et forståeligt engelsk, og han fortalte, at han dagen efter skulle til eksamen og viste os sin bog. Det var en kemibog, og den var på engelsk, og det så bestemt ikke ud, som om den var for begyndere. Stor respekt. Selvom vi bare havde gået lidt rundt i omegnen, fik vi alligevel gået 25.914 skridt, eller det havde Gitte i hvert fald gjort, da det var hendes skridttæller.
Aftensmaden stod på nudler og tomatsauce, inden vi gik i gang med at pakke om til den kommende trekking, da overskydende bagage kunne efterlades på lodgen for at skåne vores heste.
Vi havde fået anvist et 4 sengs rum, men Gitte havde fået verden mest knirkende seng, så for at vi alle kunne få lidt nattero, lagde hun meget betænksomt sin madras på gulvet, og med tankerne på næste dags vandring i ødemarken faldt vi i søvn.
Det højalpinske landskab giver grosted for 1.600 forskellige plantearter, hvoraf 160 er endemiske for Etiopien og 34 alene for denne park. Af pattedyr er der 78 forskellige arter, der frister skæbnen heroppe, og heraf er de 17 endemiske for Etiopien, og hvor den etiopiske ulv og mountain nyalaen næsten udelukkende lever i dette område. I Harenna Forrest, der ligger syd for Sanetti Plateauet, lever der flere abearter som "vervet monkey" og "bamboo-deelling Bale monkey", foruden løver, leoparder og den vilde afrikanske hund, men det er yderst sjældent, at besøgende får lejlighed til at se dem.
Det koster 25 birr pr. døgn for gæster at opholde sig i nationalparken, og de penge kan så bruges til parkbetjentene, der forsøger at beskytte naturværdierne. Oh ve, oh ve og plage for under morgenmaden begyndte det at regne, men vi havde god tid, for klokken 8 var der hverken kommet heste eller hestemænd. Vi var lidt i et dilemma, for vi var klar og ville egentlig gerne ud at vandre, men det ville være halsløs gerning at begive sig ud i vildmarken uden at have tjek på, om hestene med forplejning og telte også var med. Klokken 8.30 rygtedes det, at der var kommet heste, så vi gik ned på den nærliggende eng, hvor bagagen lå i en stor bunke, og rigtig nok der var både kommet heste og hestemænd, men tilsyneladende gjorde ingen noget, i hvert fald ikke noget fornuftigt.
Der kom hurtig spredning i vandrefeltet, for vi kunne gå i vores eget tempo, men som regel gik eller red lokalguiden Daniel forrest, og Mette og Brook gik sidst for at samle efternølerne op. Daniel havde en lille plastikfløjte om halsen, og hvis nogen (Svend) gik foran ham, fløjtede Daniel og pegede i den retning, vi skulle gå. Desuden blev fløjten brugt om morgenen for at vække hestemændene og os andre med, hvis vi ikke var vågne.
Af en dreng fik jeg købt min første etiopiske souvenir - en flettet krukke med låg. Hvordan man kan flette en krukke er svært at beskrive, men den er flettet med så millimeter tætte små "sting", at den er stenhård. Desuden er den dekoreret med massevis af lædersnore med muslinger og (det må jeg jo finde mig i) plastikperler. Det var svært at få en pris ud af drengen, men da jeg nåede 30 birr, nikkede han og smilede, og vi gav håndslag på handelen.
Efter frokost blev det mere øde, hytterne forsvandt, og jordsporet blev til dyrespor, hvor der meget nemt kunne gås forkert, hvis der ikke var god kontakt til de forangående, men ellers var der opsamling ca. hver time, så man ikke blev helt væk i ødemarken. Om eftermiddagen gik vi langs en slette med skråninger hele vejen rundt, og her så vi en etiopisk ulv, der luskede rundt på den modsatte skråning. (Se næste afsnit om den etiopiske ulv.)
Det regnede næsten hele natten, og jeg gruede noget for morgendagens flodpassager, men måske lød regnen på teltdugen værre, end den var. Uden for teltet var der tudelyde, og jeg ved ikke, om det var ugler eller ulve, der tudede, men jeg bestemte mig for, at det helt sikkert måtte være ugler, da jeg midt om natten med lommelygte og paraply skulle på "spadetur".
Ulvenes hovedernæring er småvildt som dagaktive molorotter, græsrotter og harer, og jagten foregår sædvanligvis alene, hvor ulven står og venter ved gnavernes jordudgange og slår til, når byttet kommer ud. Ulven er dog også kendt for at grave rotterne ud, og sjældnere samarbejder ulvene om at nedlægge et større byttedyr. I mange af de områder, hvor vi vandrede, var der i hundredtusindvis af jordhuller fra gnaverne, og enkelte gange så vi dem i et glimt, inden de smuttede ned i hullerne. Den etiopiske ulv lever i adskilte sociale flokke på op mod 12-13 dyr, og sammen forsvarer de deres territorium under lederskab af et ældre ulvepar. Normalt sover flokken ude i det åbne landskab, og det er kun tæver med diende, nyfødte hvalpe, der finder sig et skjul. Nu var det jo ikke sådan, at vi vadede rundt i etiopiske ulve, for det er af naturlige årsager et meget sky dyr, men om eftermiddagen på den første vandredag ude i nærheden af Camp Sodota, så vi nogle stykker på en bakkeskråning lidt ude i det fjerne. Kikkerterne blev fundet frem, og det var især en stor hanulv, der lod sig beskue, medens den vandrede frem og tilbage mellem buske og åbne steder. Selvom vi skød løs med fotoapparaterne, var de så langt væk, at man kun lige kan ane konturen af ulve i landskabet.
Senere så vi også enkelte ulve på stor afstand, men jeg er taknemlig for, at jeg selv fik oplevet dette sjældne dyr i den øde afkrog af verden kaldet Bale Mountains Nationalpark.
Sletten, vi gik på, var ret flad, men omgivet af stejle klippesider, og vi passerede flere stejle slugter med vandløb. Vegetationen var overvejende en slags lave løvefod og græs, og jorden var gennemhullet af millionvis af huller, der var beboet af "ulvemad". En enkel lerhytte kunne øjnes hist og pist, og vi passerede en række sten i omkreds, som var en gammel muslimsk grav.
Efter passet var landskabet dækket af lave buske af den tørre, hvide evighedsblomst helichrysum, og til alle sider var der omkransende bjerge. Generelt var vi tilsyneladende bedre gående i dag, men den ene hest blev da ind imellem brugt til persontransport, hvis det kneb med at få ilt nok i lungerne i den store højde. Jeg selv havde overhovedet ingen problemer med højdesyge, og jeg var så godt gående, at jeg uden at anstrenge mig kunne holde mig i midterfeltet. Andre, der havde lidt problemer, kunne blive aflastet ved at lade ambulancehesten tage dagtursrygsækken, og bare det at være 5-8 kg lettere kunne gøre underværker. For vores danske guide Mette var vandringen det rene barnemad, og for at træne til kommende strabadser gik hun med fuld oppakning i en kæmperygsæk, der næsten var større end hun selv. Det var stadig overskyet, og regntøjet kom af og på, men senere blev det opholdsvejr med behagelige 15 grader.
Hestemændene, kokken og vores mad var kommet bagud, så vi måtte slække på tempoet og holde lidt ekstra pauser, og først ved 12-tiden så vi dem langt bagude komme travende. Solen skinnede faktisk, da vi blev indhentet, og ved et rislende vandløb vi fik en god lang middagspause kun forstyrret af et nysgerrigt gedekid. Men gedemenneskemor, der kom gud ved hvorfra, trak geden væk i bagbenet under højlydte gedeprotester.
I løbet af dagen havde vi langt ude set ulve flere gange, men her ved teen spankulerede en ulv rundt på den modsatte side af vandløbet, medens den skævede til os.
På en eller anden måde havde hestemændene fået fat på noget brænde, så vi kunne nyde aftensmaden i lejrbålets skær, selvom vi også samtidig blev gennemrøgede som mumier. Og varme lejrbål er en velsignelse, når solen er gået ned i Bale Mountain. Hestemændene havde efterhånden fundet fidusen, og at der ikke var nogen kær mor, så allerede inden morgenmaden begyndte de pakningen, så da vi havde spist, var de klar til afgang. Køkkenet arbejdede på højtryk med at koge kartofler til madpakkerne, og klokken 4 madpakker i 8 var der afgang.
Ved 10-tiden holdt vi den sidste pause i dalen, og solen stegte med 20 grader i skyggen, inden vi fulgte sporet højere og højere op ad klippeskråningen til højlandsplateauet. Pæn opstigning og mange pustede, men i takt med at vi kom op, blev landskabet flottere og flottere med klippeformationer, som selv Randers Regnskov ikke kan leve op til. Der er langtfra fladt på Sanetti Plateauet, for vejrbidte klippeformationer stak op alle vegne, og nu kunne vi begynde at nyde udsigten ned over Keyrensa Valley. Forkrøblede enebær prøvede at holde livet, og når de gav op og kom i plantehimmerriget, lå deres hvide og vejrbidte stammer tilbage og så dekorative ud.
Helt ude i det ødeste øde mødte vi en mand og hans kone, indfødte selvfølgelig, måske ude på shopping, men de stod og kikkede, og vi hilste pænt: "Salam".
Inde imellem stenformationerne lå der en lille landsby, hvor foldene til køerne og gederne var bygget op af grene og tørret kolort. Da der hørte ret mange køer til landsbyen, kunne jeg godt regne ud, hvor det ene byggemateriale kom fra, men grenene måtte der skulle gås langt efter, for der var ikke træer i området.
Vores gruppe havde drukket alt vores købevand, til udelt glæde for børnene, der samlede flasker, men vi skulle derfor alle pumpe vand igennem det keramiske filter, og det kræver helst tre mands eller kvinders arbejde. En pumper, en anden holder pumpen lodret og sørger for slangen i det urene vand, og den tredje holder den rene slange og vandflasken. Egentlig meget hyggeligt teamworkarbejde. Der var dejlig eftermiddagssol, men så snart der gik en sky for solen, blev det hurtigt hundekoldt. Beboerne var heldigvis mere forhandlingsvenlige, når det gjaldt brændesalg, og vi fik købt 3 knipper brænde til 30 birr knippet, og det var frit leveret af en ung mand og hans unge kone samt en ældre mand. Da Mette skulle betale, gav hun pengene til den ældre mand, der sikkert efter gældende tradition var landsbyens overhoved, men han gav pengene videre til den unge mand. Så skete det, og det kan vel glæde enhver kvindesagsforkæmper og også mig, at han uden tøven gav pengene videre til den unge kone, som stoppede dem ind under tøjet i sikker forvaring.
Egentlig var der 2-3 dages vandring tilbage til hovedkvarteret ved Dinsho, hvis man ville tage hele rundturen i Nationalparken, men vi havde jo set de fantastiske stenformationer ved Rafu Camp, som var turens højdepunkt. Så da livet er kort, skulle vi videre til nye oplevelser, og det var aftalt, at vores Landrovere skulle hente os på et jordspor ved foden af Tulla Demtu klokken tolv. Mette var noget urolig for aftalen med Landroverne, for mødestedet var ude i det ødeste øde, og vi var i Afrika, hvor stor set alt kan ske eller ikke ske.
Der var ret stor spredning i vandregruppen denne dag, men for fortroppen var det koldt at stå og holde pause og vente på efternølerne. Vi havde dog fået besked på hele tiden at holde kontakt med de forangående, for skyerne lå lavt, og ved tåge kunne man meget hurtig blive helt, helt væk.
I en fart blev teltene slået ned, og bagage, telte, gasflasker og køkken blev læsset op, og så kravlede vi selv op og lå hulter til bulter på bagage og reservehjul i næsten tre lag, for det var virkelig en meget lille lastbil. Som ægte topaser på pionertur tog alle det med godt humør, og det var virkelig en oplevelse at blive evakueret på den måde, og vi kunne godt sætte os ind i andre menneskers virkelige evakueringer, hvor måden var ligegyldig, bare der skete noget.
De klemte ben begyndte at sove, og vi måtte strække og lette lidt, så de nederste kunne få gang i blodcirkulationen. På et tidspunkt var der et ben uden ejermand, for selv om der blev prikket i det, var der ingen der meldte sig, og så begyndte det at blive lidt uhyggeligt. Hvis ben det var, fandt vi aldrig ud af, men senere havde vi da alle sammen to ben hver, og der var ingen tilovers i bilen. Efter 2 timers kørsel blev vejen mere jævn, og der kom gadelys, som var det en by, og så holdt vi ind og fik at vide, at vi lige skulle blive lidt endnu. Mette kom tilbage og sagde, vi var i Goba, en by 10 km uden for nationalparken, men den bedste nyhed var, at vi holdt ved et hotel, og hun havde lejet 10 værelser. Topasguider kan heldigvis tage en hurtig beslutning, og selvom vi hyggede os på lastbilen, var der mindst 2 timers kørsel mere til Dinsho, og så er det ikke godt at vide, hvor mange ben der ville være liv i.
Vi var også kommet i forbindelse med vores landrovere, og på en eller anden måde havde de taget fejl af datoen, og var først kørt fra Addis Ababa om morgenen, og 500 km kørsel på støvede jordboulevarder i Etiopien det kører man ikke på en formiddag. Men de ankom i løbet af aftenen, og vores videre fremfærd næste morgen til det sydlige Etiopien var sikret. Men først et laaaaaangt vådt og varmt bad og så ned i en varm seng, og så var vi klar til nye eventyr. |
Manden, der bestyrede vandrerhjemmet, så noget forbavset ud, da han så os, for han havde ikke modtaget brevet med bestillingen på overnatningen, og de havde heller ikke telefon, så bestillingen havde ikke kunnet blive bekræftet. Desuden var indlogeringen efter først til mølle princippet, og alle værelser var faktisk udlejet.
Det var længe siden, solen var gået ned, og udenfor var det faktisk hundekoldt, så det var ret surt, da jeg opdagede, at jeg havde glemt min vinterjakke i klædeskabet på hotellet i Addis Ababa. Af en eller anden grund havde jeg syntes, at den havde fortjent at hænge pænt på en bøjle og det på trods af, at den slet ikke var vant til det hjemmefra, og de fine fornemmelser gjorde, at den var tabt. Småfrysende gik jeg alligevel en runde om bygningen med min lommelygte for at se på lokaliteterne. På bagsiden af huset stødte jeg lige lukt ind i en flok Disney vortesvin med 10 cm store hugtænder, og medens de forsvandt væk i lommelygtens skær, er jeg næsten sikker på, at det lød fra flokken: "Hakuna Matata".
De sanitære installationer på lodgen var ikke noget at råbe hurra for. Igennem noget mudder var der i et skur toiletfaciliteter med 2 huller i gulvet, og vandhanen i vasken kunne ikke lukkes, og afløbet var utæt, så det sejlede med vand på gulvet. Senere fandt jeg et wc i hovedbygningen med wc-kumme, men også her var der vand på gulvet, og døren kunne ikke låses, så man skulle helst alliere sig med en vagtpost, dog gerne uden gevær. 
Pionerture er noget for sig, og for første gang havde jeg ene mand sovet sammen med 5 kvinder, men ingen snorkede, og alle blev pænt i deres egne senge. Vi havde haft vinduet lidt på klem, så Gitte havde faktisk frosset lidt i sin 5mm tynde etiopiske sovepose, der i øvrigt var så stiv som et bræt, at det var som at sove i et stort patronhylster. Da det er lidt svært at ligge og gasse sig i et patronhylster, stod vi op ved morgengry, og da jeg endnu ikke havde fundet kumme-wc'et, trampede jeg igennem mudderet til hullet i jorden. Uden at blive ret meget våd på bukserne fra den utætte håndvask lykkedes det endda at få børstet tænder, og for at holde uønskede bakterier på afstand havde vi hjemmefra medbragt vådservietter og desinficerende håndlotion.
Det var en stille morgen med let skyet vejr og 12 grader, og da både Gitte og Birthe også var oppe, gik vi en morgentur ned til vejen. Lodgen ligger i et skovbevokset område, ikke så forfærdelig stort, men der var store spredte træer og en del kratbevoksning. Der var kun omkring to kilometer ned til vejen ved Dinsho, og på det korte stykke stødte vi på den endemiske Mountain Nyala, der i de sidste 15 år har haft stor fremgang, således at der i dag er omkring 500 af de smukke antiloper i området. Tre warthogs, på dansk vortesvin, fik vi også spottet, medens de gnaskede i et vandhul. Desuden var der masser af fugle, alle ukendte, og de pippede lystigt med eksotiske fuglelyde. 
Nede ved vejen var der igen åbent landskab med udsyn til de fjerne bjerge og til landsbyen Dinsho, som vi senere skulle besøge. Ved vejen stod et stort indbydende skilt, der fortalte om nationalparkens fortræffeligheder og med et udsnit af de dyr, man kunne støde på derinde, bl.a. den etiopiske ulv.
Vi fik hilst på vores lokale guide Daniel, der var slank som en etiopier, og han var både dygtig og behagelig og virkede, som om han havde styr på tingene. Vi fik lige lært et par lokale ord "galatoma", der betyder tak og "akam", der betyder goddag eller hello, men ordene var kun gældende i Bale Mountains.
Mange børn hilste og vinkede, medens vi gik ned ad gaden, og vi fik afprøvet vores "akam", men da det er et overvejende muslimsk område, svarede de ofte med "salam" eller det næsten internationale "hello".
På den anden side af Dinsho fortsatte vi ud over højlandssletten, der er beklædt med lavt græs iblandet små blomster og store, grå sten. Også her kom der børn løbende, når de så os, og de hilste gerne med både "akam" og "hello" og også gerne med et håndtryk, og bagefter rendte de med ud over plateauet. Sådanne børn er glade for at blive fotograferet og ellevilde, når de bagefter kunne se sig selv på skærmen, og så måtte vi se at vænne os til at vække opmærksomhed, hvor vi end kom frem.
Et udslag af moderne tider, eller nærmest en kombination af nye og gamle levemåder, var en stor gravemaskine, der holdt midt i vandløbet, og i grabben var 3 olietønder ved at blive fyldt med vand. Det er et stykke fra den romantiske forestilling om kvinden, der henter vand ved floden og bærer krukken hjem på hovedet.
Eftermiddagen var til fri disposition, og Rastafarigruppen besluttede at gå en tur i det omgivende skovområde. Først skulle vi da lige varmes igennem på sydsiden af hovedbygningen, hvor solen skinnede dejligt, men helt bestemt var der afgang kl.14.15. 
Der stod et lille skilt lidt fra bygningerne med museum, så vi gik nærmere, og da døren var åben, gik vi forsigtigt ind. En indfødt kvinde var derinde, og da hun smilede, tog vi det som tegn på, at vi godt måtte kikke os om. Museet var ikke andet end et par små rum med nogle vortesvinekranier og et ulveskind samt nogle plancher, men der stod også 3-4 computere, og hele den ene væg var dækket af bøger. Det kunne godt tyde på, at det var hovedkvarter for en flok forskere, der studerede områdets endemiske planter og dyr og ikke mindst den etiopiske ulv. (Læs senere). Der stod ikke noget om entre, og kvinden gjorde ikke mine til at kræve betaling for besøget, men jeg gav hende en tier og takkede, og hun så glad ud.
Ude i det lille skovområde myldrede det nærmest med vildt, og på knap et par timer så vi flere flokke af forskellige antiloper, store og små, samt den store "mountain nyala" med flotte snoede horn. Senere fik vi endda et glimt af en "colombus monkey" andre steder kaldet "black and white monkey", men det var svært at se, hvad det egentlig var, der kravlede rundt i trætoppene. Farverne passede med en grævling, men det blev alligevel forkastet. 
Et kik hen i køkkenregionen afslørede, at etiopisk opvask under primitive former bestemt ikke er for sarte sjæle, for det foregår på den måde, at der skylles af i opvaskebaljen med sæbe, og vandet bliver tykkere og tykkere, inden tallerkenerne så heldigvis dyppes i rent vand.
Etiopien har seksten nationalparker, hver med mulighed for enestående naturoplevelser og bedst af alt, så er de så godt som uspoleret af masseturisme. Det er derfor værd at rejse til "Landet langt borte" og finde Bale Mountain National Park, der ligger i højden fra 1500 meter og op til 4.377 meter, der er toppen af Tulla Demtu og er Etiopiens næsthøjeste bjerg. Da det meste af parken ligger i højden 3.000 til 4.000 meter, er der kolde nætter, og ikke unormalt går temperaturen ned under frysepunktet, og sne kan også forekomme. En enkel jordvej går igennem parken i den østlige del, og vejen kan prale af at være Afrikas højest beliggende helårsvej, hvilket dog ikke skal forlede nogen til at prøve at passere i almindelige biler eller busser, og det ikke engang uden for regntiden.
Parken dækker et areal på 2.200 km2, og det er nogenlunde det samme som 4 x Bornholm. Området er formet af vulkansk aktivitet for mere end 10 millioner år siden, og som en kæmpeprop ligger Sanetti Plateauet i 4000 meters højde med et tropisk alpint landskab. Området over 3.500 meter var for 2000 år siden dækket af en gletscher, men den led gletscherdøden, som også gletscheren på Kilimanjaro desværre er godt i gang med. Omkring 40 større strømme eller småfloder gennemkrydser parken som et edderkoppenet, inden de samler sig til floderne Juba eller Wabe og strømmer over grænsen til Somalia.
Det var den tyske forsker Carl van Erlanger, der i 1899 som den første lavede ekspeditioner i området, og mærkværdigvis er der ikke dokumenteret andre ekspeditioner før sidst i 1950'erne, hvor den finske geograf Helmer Smels opdagede bestanden af den etiopiske ulv. I 1963 fastslog den britiske naturalist Leslie Brown, at det var her i Bale Mountain, at den største bestand af den sjældne etiopiske ulv levede, og han foreslog, at området skulle udlægges som nationalpark. 
Så kan det da også lige nævnes, at der er 280 forskellige fuglearter, hvoraf 8 er endemiske, og i de våde sumpede områder lever 4 forskellige frøer, som kun lever her i Bale Mountain.
Det var overskyet, men mildt med 15 grader og stille vejr. Morgenmad kl. 6.45 og hestene skulle komme kl. 7.00 "etiopisk måske tid". Hestene skulle som sådan ikke bruges til at ride på, men de skulle bære den tunge del af vores bagage, således at vi selv kun skulle gå med en dagtursrygsæk med de ting, vi selv skulle bruge i løbet af dagen. Hestene skulle jo også lige tage sig af teltene, gasflaskerne, maden, borde og stole, og hvad der ellers krævedes til en større ekspedition i ødemarken. 
Der var aftalt 2 hestemænd pr. 3 heste, men da der også skulle bruges et par ambulanceheste, skulle der bruges et par mand mere, og så kom der så mange mænd, at der var flere mænd end heste. Der var også nogen diskussion om hestedækkener, og jeg spekulerede på, om vi nogensinde kom af sted, men kl. 9.30 gik de da i gang med at fordele bagagen og snøre den sammen. Og ikke nok med det, for bagagen kom op på hestene, og så endelig kl. 10 satte karavanen af vandrere, lokalguider, kokke, hestemænd og 24 heste sig i bevægelse i noget, der nærmest lignede kaos. Alt andet lige så går heste dog hurtigere end mennesker, så de kom snart foran, og Mette var glad, for med heste og bagage foran, kunne det da ikke gå helt galt.
Efter at have forladt civilisationens goder, (de to huller i jorden og en utæt vask) var vejret klaret op, så selvom der var mørke skyer, var der også en del sol. Før savnede vi solen, da vi ventende stod og småfrøs, nu savnede vi hurtigt den dejlige kølighed, for det gik op ad bakke, og vi fik hurtigt varmen og måtte stoppe for at tage tøj af.
I starten fulgte vi et jordspor igennem landskabet, der var bakket og åbent med spredte træer og buske, og ellers lavt græs. Især i begyndelsen var der spredt bebyggelse af runde lerhytter med stråtag og omgivet af små marker, præcis som man forestiller sig Afrika. Ved hver hytte kom der børn frem og kikkede, undrede sig og vinkede, for vi var sandsynligvis den største forsamling af hvide mennesker, de nogensinde havde set på de kanter.
Efterhånden som vi kom højere og højere op, forsvandt træerne og buskene, og der var kun græs, efortia, lyng og andre lave vækster, bortset fra de helt fantastiske gigantlobelia, der ofte står i grupper og snildt kan nå en højde på 4-5 meter. På afstand minder planterne om palmer med deres tykke stammer og store blade. På et tidspunkt skyder en høj blomsterstand imponerende op og står og vifter i det barske klima som et ejendommeligt skue. Vi har tidligere set planten på Kilimanjaro i stor højde, og den findes kun her i Afrika i de højalpine områder.
Ved et af vandløbene var der frokostpause, og maden bestod af toastbrød med tun, løg og marmelade, og det var ikke alle, der var helt vilde med den blanding, men personligt synes jeg, det smagte godt. 
Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Camp Sodota, der i en slugt ligger i 3.600 meters højde med klipper på de tre sider og ellers vidt udsyn ud over sletten. Klippesiderne ved campen er bevokset med lave buske og ellers de fantastiske gigantlobelia, der står spredt imellem store sten. Heldigvis var hestemændene kommet først, og de havde været så flinke at slå teltene op. Teltene fulgte os på hele Etiopienturen, når vi skulle sove primitivt, og det var heldigvis store rummelige 2 mands telte med apsis til bagagen. Gitte havde fået lidt højdesyge med hovedpine og utilpashed, så hun gik direkte i soveposen for at rehabilitere sig, men med 29.253 skridt i den tynde luft var det vel også tilladt at være lidt træt. 
Hestemændene havde i mellemtiden stillet borde og stole op, og kokken serverede te og kaffe med småkager og peanuts, og Mette proklamerede, at der var gode og dårlige nyheder. Den gode nyhed var, at der var 12 store flasker rent drikkevand til fri disposition, og hvis vi behøvede mere drikkevand, virkede pumpen med det keramiske filter. Den dårlige nyhed var, at hestemændene, eller hvem der havde ansvaret, havde glemt at få spiseteltet med, og det blev først indrømmet, da vi var så langt væk fra alting, at det ikke var muligt at få det fremskaffet. Bare ærgerligt, men som ægte topaser på pionertur morede vi os. Smilet blev dog lidt stivfrosset under den senere udendørs aftensoupér, for det er hundekoldt i højlandet, når solen er gået ned. Eventuel aftenhygge i spiseteltet efter middagen kunne vi så kun tænke os til, så iklædt næsten alt, hvad vi ejede af tøj, krøb vi ned i "patronhylstrene" allerede klokken 19.30.
Vi så den. Verdens mest truede medlem af hundefamilien - den etiopiske ulv. Den står på IUCN's rødliste over de mest udrydningstruede dyrearter i verden, og at se et så sjældent dyr er en oplevelse. Om der i det hele taget er tale om en ulv, er der stadig lidt delte meninger om, men moderne forskning baseret på genetiske opdagelser og DNA-analyser har bekræftet, at Canis simensis, som den hedder på latin, er nært beslægtet med gråulv Canis lupus og prærieulv Canis latrans. Så selvom den etiopiske ulv tidligere hed simiensjakal eller etiopisk sjakal, og der er lighedspunkter med sjakalen, så var det en vaskeægte ulv, vi stiftede bekendtskab med.
Den etiopiske ulv er ikke voldsom stor, for en voksen han vejer i gennemsnit 16,2 kg og hunnerne kun 12,8 kg. Ulven har en slank kropsbygning med lange slanke lemmer og et langt smalt snudeparti, så egentlig minder den meget om en langbenet variant af almindelig rød ræv. Farven på pelsen er gulbrun/rødbrun på oversiden, men med hvide eller sandfarvede aftegninger på underkæben og underkroppen, og halen er en tyk sort børste, som er ideel til at dække snudepartiet i de iskolde nætter. Ulven lever nemlig på højsletten i 3.200 til 4.300 meters højde, og når solen går ned, kan temperaturen nemt snige sig ned under frysepunktet, selvom nationalparken kun ligger omkring 600 km nord for ækvator.
Der findes to underarter af den etiopiske ulv, en i det nordlige Etiopien i Simien Mountains National Park, deraf navnet simensis på latin, men den største population findes faktisk her i Bale Mountains på Sanettiplateauet, hvor vi observerede det sjældne dyr. Bestanden af den etiopiske ulv ligger sædvanligt på mellem 500 og 550 dyr, og deraf er der mindre end 250 yngledygtige voksne til at videreføre slægten. Ulven trives bedst i øde landskaber med lavt græs, lyng og moser i såkaldt afro-alpine habitater, men den bliver trængt højere og højere op i bjergene, idet der i Etiopien stadig tages nye områder i brug til landbrugsformål, og det helt op til 3.800 meter. Bønderne medbringer tamhunde til beskyttelse mod bl.a. hyæner, og fra hundene kan overføres rabies og hvalpesyge til ulvene, foruden at der kan opstå hybridisering, hvis ulve og hunde parrer sig. Der er også konkurrence om føden, da hundene går frit rundt og ofte selv skal finde føden, da de bliver dårligt ernæret af bønderne.
Næste morgen kom vi, eller rettere jeg, lidt tættere på en ulveflok. Selvom det gik bedre med hestemændene denne morgen, virkede det alligevel lidt planløst, og som gammel leder kan jeg ikke lade være med at blande mig i tingenes tilstand. Når vores heste havde udført dagens dont, blev de sendt ud på græs, men med et reb om halsen til det ene bagben, således at de kunne græsse, men ikke havde mulighed for at galopere væk ud over stepperne. En af hestemændene havde været ude efter flokken, og hestene stod tæt på lejren og ventede på et eller andet, som kun hestemændene vidste, hvad var. Da hestene havde stået lidt, begyndte de naturligt nok at sive væk igen, og selvom vi var i Afrika, hvor tålmodighed er en dyd, gik jeg alligevel ned til hesteflokken.
Med ryggen til sletten og øjnene på hestene, gik jeg derfor frem og tilbage for at holde dem lidt i ave, så hestemændene ikke skulle starte helt forfra med at drive heste sammen, når det engang blev besluttet at læsse dem. Jeg stod intetanende og passede min hesteflok, da en af hestemændene råbte "Wolf" og pegede bagud. Jeg vendte mig, og så sandelig stod der omkring 50 meter fra mig en hel ulveflok på 6-7 dyr og fulgte interesseret mine anstrengelser med hestene. Kameraet blev revet frem, og gid zoomen var lidt bedre og gav lidt skarpere billeder, eller var det, fordi jeg rystede lidt på hånden, at billederne ikke blev alt for skarpe? Nå, men oplevelsen sidder i mit hoved, og der står ulveflokken i det mindste knivskarpt.
Det var heldigvis holdt op med at regne i løbet af natten, så teltet var nogenlunde tørt til nedpakningen, men morgenmaden blev krydret med 10 grader støvregn. Ellers var morgenproceduren, at vi stod op og fandt en busk, hvorefter vi børstede tænder og vaskede os med alt det vand, der kunne være i låget på en sodavandsflaske. Derefter var der nedpakning af telte og bagage, og så var vi klar til vandringen efter morgenmaden. Så var der bare den stopklods, at kokken først skulle vaske op og pakke alt sit habengut sammen, og det tog sin tid, medens vi stod og ventede. Stadig som gammel leder er jeg vant til at planlægge og udnytte tiden for folkene, så jeg foreslog, at vi fremover stod op og spiste morgenmad og derefter pakkede lejren sammen, for så passede det med, at kokken havde vasket op. Nå, men det var vist ikke sådan at lave om på, så denne morgen stak jeg fingrene i det tykke opvaskevand for at få lidt gang i det, og bagefter gik jeg ud og passede heste og ulve. (Se ovenstående afsnit.)
Alt i alt gik det betydelig bedre med dagens opstart med hestemændene, så vi kom i gang med vandringen allerede kl. 8, men der var også lovet os en lang, sej vandredag. Vandringen begyndte med at lokalguiden ledte os på vildspor ud i et sumpet område, så vi måtte gå tilbage og finde en række trædesten, der førte over sumpen.
Stien, der kun var dyreveksler, førte over et pas igennem store sten og klipper, og de var næsten lige så flotte som dem i ZOO og i Randers Regnskov. I passet holdt vi pause, og op af ingenting kom 7-8 børn, der så blev fotograferet og ellers forundret kikkede på alle de hvide, mærkelige mennesker.
Der var flere delikate passager af vandløb og sumpede områder, hvor der skulle springes fra tue til tue, og igen var en vandrestav næsten uundværlig.
Vi var i højfjeldet, og derfor vidste vi godt, der skulle passes på solen, så kasketter og hatte kunne skåne ansigtet, og ellers godt med solcreme. Læberne er særlig følsomme, og jeg smurte mig mange gange med en solstift, fordi det hele tiden sved. Der var dog ikke nogen etiket på solstiften, og senere viste det sig, at det aldeles ikke var en solstift, men en ganske almindelig læbepomade, og en læbepomade forslår som en skrædder i helvede i Bale Mountain Nationalpark. Nå, men kun tre uger efter, hvor mine læber havde gennemgået hele skalaer med opsvulmethed og kæmpestore sår, var jeg så pæn igen, at der igen var chancer for, at andre end min mor kunne elske mig.
Vi kom igennem områder med store stenblokke og ellers op og ned ad store skråninger beklædt med sølvfarvede lave buske. Allerede ved 15.30 tiden var vi fremme ved Keyrensa Camp, der lå i læ langs en stor klippekant, og eftermiddagsteen kunne nydes i næsten rent solskin. 
Dagens vandring havde gået igennem smukke, øde landskaber, men da vi holdt os i nogenlunde samme højde, havde den ikke været specielt krævende, selvom vi nåede 29.280 skridt, der svarer til omkring 20 km.
Hundekold, blæsende nat, og selv med tøj på frøs vi som små hunde i vores etiopiske patronhylster soveposer. Det blev foreslået, at vi lynede soveposerne sammen, så vi kunne varme hinanden, men det viste sig at være to "han" soveposer, så de passede ikke sammen. Overskyet med 9 grader og stadig med en kraftig blæst, så det blev en tænderklaprende morgenmad, men kokken havde overrasket med at bage tykke pandekager. 
Langsom opstigning imellem store sten, og da solen havde besluttet sig for at skinne, kunne vi hurtigt afmontere noget af tøjet. Vi var stadig i dalen, og der var store flader af sølvfarvede
helicrysum, og enkelte grupper af kæmpelobelia. En hjortegruppe, vistnok kaldet klippespringer, masede op ad skråningen og viste, at deres navn passede godt til deres adfærd. 
Efter at være kommet op på højsletten vandrede vi rundt om dalens bratte skråninger, og det mest fantastiske landskab åbenbarede sig med milevide tæpper af de grå
helicrysum med små gule blomster, og de store gigantlobelia stående rundt omkring. Ved middagspausen lå vi i solsiden af en bevoksning, og da solen bagte ned med 42 grader, føltes det næsten som om solcremen sydede. Hestemændene og køkkenet passerede, og det er altid en dejlig, tryg fornemmelse at have dem foran. 
Eftermiddagens vandring og landskab var uden tvivl hele turens smukkeste, og hele tiden lød det fra topaserne: "
Nej, hvor er det smukt - det er da helt ubeskriveligt smukt - tænk, at vi skal
opleve noget så smukt". Det føltes som en vandring for guder, da vi op ad en svag skråning kom igennem en skov af kæmpelobelia, og de små grå buske lå som et sølvagtigt tæppe over det hele. De vejrbidte sten klodsede sig op omkring os, og i passet ved en blank lille sø nåede vi nok turens højeste punkt på 4.117 meter. 
Det smukke var slet ikke slut endnu, for efter at vi var kommet igennem en slugt og op ad en bakke, bredte hele landskabet sig ud foran os. Stejle stenskråninger førte ned til Rafu Valley, og stenformationerne til den anden side rejste sig som kæmpetænder op af jorden. I tankerne sammenlignede jeg med Stonehenge og kæmpefigurerne på Påskeøen, og det var næsten ikke til at forstå, at det bare var naturens vidundere, vi vandrede igennem. 
Efter 2 timers uafbrudt vandring uden andre pauser end nææ og iiii og se, var vi fremme ved Rafu Camp, der ligger i 3.900 meters højde. Lejren lå i læ af et helt troldelandskab af bautasten eller kæmpetænder, og hvis de, der bedømmer naturen til optagelse på Unescos Verdens Naturarv, nogensinde fandt helt herud, ville de optage stedet med det samme. 
Daniel tog os med ind imellem stenformationerne for at vise os nogle særlig flotte udsigter over de stenede dale, og det var med at holde sig til, for området var nærmest som en labyrint. 
I landsbyen fik vi lov til at kikke ind i nogle af husene, og fire små piger fik lidt slik og nogle tomme vandflasker, som de er helt vilde med, og tomme konservesdåser kan også bruges. Beboerne i landsbyen, der vel ikke bestod af mere end en håndfuld hytter, var meget interesseret i vores færden i lejren, og der stod eller gik hele tiden indfødte rundt og kikkede og smilede. 
Da vi havde undgået geden, var der allerede aftensmad kl. 18, og omkring det dejligt lunende bål sad vi og spiste, snakkede og hyggede os i Afrikas blæksorte nat lidt i læ af naturens bautasten. 
Vores brødration var mast til uformelige klumper efter 3 dage på hesteryg, så kokken lavede havregrød, så vi havde noget bastant at gå på, men den slap vist op før alle havde fået, så det var bare med at holde sig til. 
Nedpakning, hestemænd og køkkenet var ved at komme ind i rutinen, så vi kom af sted i ordentlig tid, men havde også omkring 20 km vandring til mødestedet. Landskabet var stadig fantastisk, og var det mest øde af det øde med vid udsigt til alle sider over højlandsplateauet med kun lavt græs, og ellers vidtrækkende sølvfarvede flader af kun 20 cm buske, så det var sløjt med dametoiletterne. Hvis der havde været noget, der lignede stier de første par dage, havde vi forladt dem, og dyreveksler var der heller ikke meget af, så det var på tværs ud over stepperne. 
Ude i det fjerne lå en hytte, og ud af ingenting dukkede 3 børn op, og de kom selvfølgelig løbende og ville se og hilse på. Jeg ville gerne glæde dem med et eller andet, men havde ikke andet end en pose rosiner, men sådan nogle havde de bestemt ikke set før. Jeg hældte nogle op i deres hænder, og gumlede selv på nogle, men de kikkede på dem og smed dem væk og troede nok, det var en slags gedelort. Vores guide Daniel måtte vise dem, at de kunne spises, og først da de havde set at ham spise dem med fornøjelse, tog børnene imod posen og spiste løs. 
De store kæmpelobelia indfandt sig igen i landskabet, og der var også igen partier med store stenformationer. Tullu Demtu, der er områdets højeste bjerg på 4.377 meter, dukkede op, men da vi i forvejen gik i omkring 4.000 meters højde, synede det ikke af meget mere end en bakketop. Det var en dag med raskt tempo og stor åndenød, men vi kom forbi bjerget og begyndte at spejde efter jordvejen og vores holdende landrovere. Jordvejen dukkede op og snoede sig rød og hullet igennem landskabet, og vi var der som aftalt klokken 12, men der var ikke skyggen af nogen landrovere, og Mette så noget betænkelig ud.
Hestemændene havde gjort, hvad de skulle, og begyndte at læsse af hestene, og inden længe lå alt vores habengut incl. telte og gasflasker i en stor bunke ved vejsiden, men der var stadig ingen landrovere. Hestemændene ville selvfølgelig gerne starte hjemturen, men inden da holdt Mette en tale og roste dem for deres gode arbejde, og vi klappede. Derefter fik de deres drikkepenge, og det var et lidt kildent spørgsmål, da det var første gang, at en så stor flok skulle have drikkepenge, og hvor skulle niveauet ligge. En dagløn er i nærheden af 30 birr, så efter Daniels anbefaling fik de 5 ledende hestemænd 100 birr hver og de 8 andre fik 50 birr hver, og Mette takkede hver især med et håndtryk. Mette spurgte bagefter, om de var tilfredse, og det var de helt ovenud og ville meget gerne være med på næste tur. Jubelen ville ingen ende tage, da de som bonus fik 200 birr til deling, så de på hjemvejen kunne købe en ged til at riste over lejrbålet. 
Med mange smil drog hestemændene af sted, og vi sad der i ødemarken og kendte ikke vores videre skæbne, medens vi gik i gang med en gang kolde nudler og noget dåsefrugt. En løber var sendt af sted, da det mentes, at der et eller andet sted ude ad vejen ville være mobiltelefonkontakt, men nogle timer efter kom han tilbage og berettede, at telefonen var løbet tør for strøm, inden han havde fået fat i nogen. En ensom landrover var kommet forbi, og Daniel var kommet med for at prøve at fremskaffe en bus i den nærmeste beboelse, der lå omkring 30 km væk. Jeg havde personlig min tvivl, for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan man fremskaffede en bus herude i ingenmandsland på Afrikas højeste beliggende helårsvej. Han ville også prøve at ringe til hovedkvarteret, da det var vigtigt at få at vide, hvor landroverne egentlig var henne, og om de i det hele taget havde forladt Addis Ababa, for vi skulle meget gerne videre sydpå i morgen. 
Heldigvis var det delvis solskin, så der var ikke andet at gøre end at lægge sig bag nogle sten i nogenlunde læ for den stærke blæst og så nyde den totale afslapning i det smukke landskab. Status kl. 16: Ingen vidste, hvor landroverne var, måske kom de en anden dag, eller et andet sted, eller et andet tidspunkt, eller også sad de et sted og nød den berømte etiopiske kaffe. Da der var optræk til noget regn, stillede vi et par telte op, men ingen havde rigtig lyst til endnu en nat at skulle overnatte herude i kulden, og mad var der heller ikke meget tilbage af. 
Gitte og jeg gik et par km ud ad vejen, og oppe på en bakketop spejdede vi efter en enkelt lille støvsky, men der var intet udover en tom vej og ødemark. Klokken 17 var der stadig ikke sket noget, og solen nærmede sig horisonten, og vi begyndte at tænke på at slå alle teltene op, for det ville være mørkt klokken 18. I det sidste dagslys kunne vi høre en motor brumme, og et køretøj kom imod os i det fjerne, men oh ve, oh ve, oh plage, det var ikke vores bus, kun en lille lastbil. Til gengæld hoppede Daniel ud og sagde, at vejen var for dårlig til bus, så lastbilen var det køretøj, der kunne fremskaffes, og som skulle bringe os ud af ødemarken. 
Presenningen var halvt over, men det begyndte at regne, så den blev rullet helt ud, og vi sad tørt. Til gengæld anede vi ikke, hvad der skete, men lastbilen bumsede og rokkede, og andre gange plaskede det med vand. 
Hotellet var overraskende stort og godt og af helt international klasse, men det havde måske nok set bedre dage tidligere. Vi fik selve fyrstesuiten med tilhørende salon, og selvfølgelig eget badeværelse, og pyt med at vasken var revnet, og bruseren faldt ned hele tiden. Ægte træpaneler på alle væggene og en kæmpe dobbeltseng, og lynhurtig fik vi det hele rodet til. For ikke at trække aftensmaden for langt ud på aftenen var der fælles diner i spisesalen inden store badedag, der måske kunne trække lidt ud. For at være helt ærlig havde ingen af os været i bad siden Addis Ababa for 6 dage siden, og det må være personlig rekord. Højloftet spisesalon i lidt kommuniststil, og så vidt jeg husker, sad der en anden mindre hvid gruppe og spiste, eller var det japanere. For at hjælpe køkkenet fik vi alle den samme menu, og endda med rigtig kød. En smuk etiopisk kvinde serverede, og der sad vi med strithår, nussede og mere eller mindre forbrændte ansigter og lignede noget, katten havde slæbt ind. Men vi nød det, og at bo på et hotel var langt mere end vores fantasi havde kunnet række til da vi i 6 timer lå i ødemarken og ventede. Skridttælleren viste 29.784 skridt, så noget havde vi da gået i løbet af dagen.