 EtiopienBlandt krokodiller og stammefolk. En rejsefortælling af Kim Greiner. November - december 2006. 4.del.
Morgenmaden skulle bestilles efter menukortet, der havde flere forskellige retter på programmet, og jeg troede faktisk, at det ville tage hele formiddagen, men nogle gange kan man også i Afrika blive imponeret, for maden kom lynhurtigt.
Joh, der var en hoftesele i midten, men jeg kunne ikke få den til at virke, så jeg måtte have chaufføren til at vise mig, hvordan den skulle anvendes. Han baksede lidt, opgav og sagde ok og satte sig ind på førersædet og spændte sin egen sikkerhedssele. Kokken var mere solidarisk med os på bagsædet og spændte aldrig sin egen sikkerhedssele. Hjemme ville jeg ikke køre så meget som en meter uden sikkerhedssele, men hvis jeg ville med på ekspedition til det sydlige Etiopien, var jeg nu tvunget til det. Selvom jeg ikke var helt mæt af dage, havde jeg indtil nu haft et godt og indholdsrigt liv, så jeg ofrede mig og satte mig i midten med frit udsyn til frontruden. Mange gange i de næste dage så jeg i ånden, at jeg stod på hovedet ud gennem ruden tæt efterfulgt af den bagved opstablede bagage. De 4 andre landrovere havde skam sikkerhedsseler til alle, så det var ikke, fordi vi var i Afrika, og at sikkerhedsseler ikke var opfundet til bagsædepassagerer. Alt i alt skulle vi køre i det meste af 5-6 hele dage, så det var ikke bare en tur ned til bageren, og jeg prøvede da også at komme med et pip om, at vi måske kunne skiftes til den gamle spand af en landrover, men det var der ikke rigtig stemning for. Selvom det var vores bil, der ikke ville starte, den hvor køleren kogte over, hvor tagbagagebæreren faldt ned, så bagdøren var spærret, hvor udstødningen gik løs, og som punkterede 3 gange, så havde vi det rigtig godt sammen på bagsædet og nød hinandens selskab. Og selvom vi senere kom rigtig ned i varmen, var der en meget behagelig temperatur i bilen, og der var masser at kikke på.
Landskabet var fladt og dejligt grønt med mange små marker, og der gik husdyr på vejen, som der skal i Etiopien, for at man kan føle sig hjemme. Efter godt en times kørsel var vi fremme ved Lodgen i Dinsho, men det var bare for at afhente den bagage, vi havde efterladt inden trekket, og uden at savne skuret med de 2 huller kørte vi videre. Lige udenfor Dinsho gik der en flok vortesvin og hyggede sig langs vejen, og det er nu et kært syn, og jeg tænker altid "hakuna matata", når jeg ser dem. Igennem bjergene var det lidt mere barskt, og landskabet vekslede med udyrket land, lidt skovbevoksning og små marker med mange forskellige farver. Det var lidt svært at vænne sig til, at hyrderne havde droppet hyrdestaven til fordel for gevær, og helt vildt blev det, når de også var bevæbnet med maskingevær.
Til gengæld stod der en dreng og solgte cola, og da det både var varmt, og det var mindst en uge siden, vi havde smagt en cola, fik jeg hurtig lavet en handel til 4 birr stykket, og drengen fik hurtig proppet af. Det var egentlig meningen, at vi ville hælde colaen på vores plastikflasker, men chaufføren besluttede at vende om og køre tilbage for at se, om han kunne hjælpe de andre. Efter nogle kilometer kom bagtroppen heldigvis imod os, så de havde løst problemet selv, og vi kørte tilbage til byen. Vi havde i mellemtiden fået drukket vores cola, så kokken tog flaskerne, og i byen standsede chaufføren et øjeblik, og coladrengen kom løbende ud og fik sine glasflasker. Det viste blot, at kokken var et betænksomt menneske, og han vidste, at drengen kun ville få fuld valuta for sit colasalg, hvis han fik de tomme flasker tilbage. Alle børn vinkede til os, når vi kørte forbi, og så var det vel almindelig høflighed at vinke tilbage, og det gjorde vi ustandseligt. Og det var faktisk ret dejligt at se den glæde, de udviste, når de så os. Noget jeg også godt kunne lide kokken for var, at han også vinkede til alle børnene, og det selvom man måske ville tro, at han var hævet over den slags, når han selv var indfødt. Vi kom igennem området med de store kollektive marker, hvor der godt kunne køre en mejetærsker, men lige så almindeligt var det, at bonden høstede med segl og kørte afgrøderne hjem på en slæde trukket af et par okser.
Shashemene ligger i et vejkryds og er et trafikknudepunkt, da den ligger på hovedvejen mellem Addis Ababa og Moyale på grænsen til Kenya, og østpå til Bale Mountain og Goba, hvor vi kom fra, og vestpå til Arba Minch og Omo River. Byen har inden for de sidste 10 år haft en befolkningstilvækst på mere end 2.000 %, således at der i dag bor 86.000 indbyggere i byen. Især et kvarter der hedder Jamaica er ret berygtet for at have en fjendtlig holdning overfor fremmede.
Heldigvis lå toiletterne udenfor i gården, for det var etiopisk normal standard, hvor noget bølgeblik var slået rundt om et par huller i jorden, men meget fornemt var der en vaskekumme, hvor fiskefingrene kunne affedtes.
Nogle tiggere havde fundet vores landrovere i bybilledet og de holdt sig godt til, men jeg tror faktisk ikke, at de fik ret meget ud af det. Jeg havde ikke set ham før, men da vi sad i bilen, stak en ung mand hovedet op og kikkede ind, og for sent opdagede jeg, at han havde en deform hofte, så han kun kunne krappe sig af sted på alle fire. I Danmark ville han have været opereret og fået alle mulige tekniske hjælpemidler, men hernede ingenting. Han kunne godt have fortjent en skilling, men vi kørte, inden jeg fik fundet nogle penge frem, så der kunne jeg godt få lidt dårlig samvittighed.
Der var nogle flotte, store træer med en overdådighed af blålilla blomster, som Jette, Alice og jeg gik hen for at kikke på, og selvom jeg desværre ikke aner det mindste om tropiske træer, så er det dog siden blevet opklaret, at de hedder Jackanandiatræer.
Et stykke tid efter mørkets frembrud så vi masser af lys forude og ude til siderne, og vi kom ind i Arba Minch, der er hovedby i det sydvestlige Etiopien. Selv med den fine status er byen opbygget efter den gængse etiopiske opskrift med jordveje omgivet af lave huse med bølgeblik. Arba Minch er et passende overnatningssted, hvis man rejser mellem Addis Ababa og Syd-Omo, men det er sjældent, at byen bliver besøgt for sin egen skyld, og det er egentlig synd, for beliggenheden er helt fantastisk. Arba Minch består faktisk af to adskilte bebyggelser, hvor Sikela er det travle handels-og beboelsescenter, og Secha er mere ubetydeligt med lidt mondæn bebyggelse, nogle administrationsbygninger og hoteller. Så på grund af afstanden mellem bydelene på 4 km, har Arba Minch et præg af landlig provinsby, selvom den faktisk har en befolkning på 75.000 indbyggere. Efter at være kommet igennem Sikela, føltes det nærmest som om vi forlod byen igen, men Secha dukkede op, og vi kørte op langs en lang hvid mur med flotte bemalinger. Godt trætte rullede vi så endelig klokken 19.30 ind på gårdspladsen til Swaynes Hotel, der ejes af Greenland Tours.
I Arba Minch og længere sydpå er der frodig natur med tropisk klima, så restauranten var kun et stort rustikt tag, og ellers var der åbent til alle sider. Flotte, udskårne borde og stole med stammemotiver passede perfekt til denne mere luksuriøse del af dette stykke Afrika, som vi var havnet i. En velsmagende 2 retters menu incl. kaffe kostede 50 birr, så selv på gode spisesteder er priserne yderst rimelige. Selvom vi flere gange havde været tæt på himlen i vores sikkerhedsløse landrover, var det med den yderste tilfredshed, at vi slumrede ind i jordiske himmelsenge.
Med aflysning af nationalparken måtte Mette og Brook derfor stikke hovederne sammen og fik hurtigt udarbejdet en plan B, for vi kunne jo ikke gå hvileløse rundt i flere timer. Så vi startede landroverne og kørte op i bjergene til et stammefolk med nogle helt specielle hytter. Vi manglede den ene af landroverne, og det var selvfølgelig vores, der var på værksted med startproblemer og en tagbagagebærer, der faldt ned og spærrede for den ene dør. Vi blev så fordelt og herligt at sidde trygt og godt i en bil med rigtige sikkerhedsseler.
Vi fortsatte op i bjergene, og det blev lidt køligere, men det var stadig en behagelig temperatur. Hidtil havde alle de mennesker, vi havde set i Etiopien, gået i almindeligt tøj, men vi var ved at nå grænsen til det ualmindelige set med en danskers øjne, for vi kom forbi en ældre kvinde, der stod med bare attributter. Andre kvinder slæbte store krukker på hovedet, og når jeg skriver store krukker, mener jeg meget store krukker, og jeg håber så sandelig, at de var tomme, ellers ville det da være helt umenneskeligt.
Så snart vi stoppede ved landsbyen, myldrede sælgere frem, og jeg fik hurtigt købt et sæt brune krukker for 20 birr. Landsbyen er kendt for sine ejendommelige hytter, men læs i det følgende, hvad vores medrejsende Jette Pedersen skriver:
Besøget i landsbyen hos Dorset stammen var overmåde turistet, men heldigvis var det noget helt andet, vi skulle opleve nogle dage senere hos de rigtige, uspolerede stammefolk.
Da eventyrblodet ruller raskt i mine årer, vil jeg altid gerne gøre noget, som andre ikke har lyst til, og jeg havde faktisk planer om at prøve at bade i en sø med krokodiller. Jeg havde en ide om, at krokodiller holder til i nærheden af bredden, og hvis vi nu sejlede godt ud på søen, og jeg så lige tog et enkelt dyp, inden krokodillerne opdagede mig, så kunne jeg få oplevelsen på mit eventyr CV. Selvom jeg spurgte pænt, måtte jeg ikke for Mette, og Gitte var vist heller ikke så meget for det, så den oplevelse må jeg have til gode til en anden gang.
Regnen havde fået søens vand til at stige, så vi måtte smide støvlerne og soppe ud til de to små både, hvor vi fordelte os. Allerede 50 meter fra land sejlede vi forbi den første krokodille, der lå og lurede med næseborene og øjnene i vandoverfladen, og jeg kom pludselig i tanke om, at det at have soppet i en sø med krokodiller jo næsten er lige så godt som at have svømmet i en krokodillesø. Næsten.
En kæmpe pelikanflok opviste en hvid udgave af "sort sol" i den sene eftermiddagssol - et helt fantastisk syn inden hele flokken landede og gjorde vandet hvidt ved en pynt i søen.
Jeg må indrømme, at krokodiller ikke kun holder sig tæt på kysten, for selv om vi var ret langt ude, var der stadig næsebor og øjne, der stak op hist og her, så jeg begyndte at forstå Mettes badeforbud. Den anden båd var kommet et pænt stykke foran os, og den svingede ind i en vig, hvor der lå 6-7 kæmpekrokodille og solede sig på bredden.
Tilbage på hotellet var der igen en hyggelig middag i den åbne restaurant, og vi pakkede om for at reducere vores bagage til de næste dages landrovertur til stammefolkene sydpå.
Landroverne var læsset med dieseloliedunke på taget, og spændt på hvad dagen ville bringe, kørte vi ned i bunden af Great Rift Valley. I starten var der en ny forbavsende god og bred grusvej, og for mig at se manglede den kun et lag asfalt for at være perfekt. Desværre blev den hurtigt spærret af rækker af sten, og så var der ikke andet at gøre end at følge jordsporet langs den nye vej. Selvom der var mange floder, der skulle passeres, var det sjældent, at der var nogen broer. Nogle gange var floderne udtørrede, men andre gange var det betænkeligt meget vand, vi skulle pløje igennem. Der var da også kun enkelte andre landrovere og en enkel lastbil, der trodsede sporet og besværlighederne hernede.
Fem landrovere, der kørte i konvoj hernede, var noget af et særsyn, og vi var efterhånden ømme i håndleddet af alt det vinkeri. Et sted, hvor vi holdt ved endnu en punktering, optrådte 3 drenge med at danse og snurre rundt på hovedet, og vi gav dem et par birr hver. En fjerde dreng kom løbende og stod og kikkede, men da han ikke gjorde noget, fik han jo heller ikke noget. Kokken stak dog hånden ud og gav også den 4. dreng et par birr, og det viser igen, hvor betænksomt og godt menneske han var.
Vi begyndte at nærme os det område, hvor man skulle gøre op med sig selv, om man ville fotografere de meget smukke stammefolk, eller man ikke ville. Sagen er den, at de indfødte ville have 2 birr, godt halvanden krone for et foto, og hvis der var flere personer på fotoet, kostede det 2 birr for hver. Aftalen skulle laves inden fotograferingen, og så blev der afregnet bagefter. Nogle syntes, at det var ubehageligt at skulle betale, og at det var for kommercielt, men de indfødte havde noget, vi gerne ville have, og at give nogle håndører til nogle af verdens fattigste mennesker havde jeg personligt ingen som helst problemer med. Nogle af mine dejligste, smukkeste, unikke fotos er af de helt fantastiske stammefolk, og hvad har det kostet mig? - måske 100 max 150 kr. i alt, og jeg ville ikke undvære dem for guld.
Den højgravide pige fik selvfølgelig sine fotopenge, og de var hende så sandelig vel undt.
At skildre Syd Omo som en slags Edens Have er nok ikke helt på sin plads, for det er ikke videre romantisk med rituelle kvindebank som hos hamarfolket, og hvordan vil det ikke føles at få skåret læben op som hos mursifolket og gå med lertallerkener. Næsten hvert år er der også udbrud af stammekrige hernede, ofte fremprovokeret af kvægstridigheder og ofte med dødsfald til følge. Men at besøge Syd-Omos stammefolk er en oplevelse for livet. Vi holdt frokostpause i Weita i et indhegnet område, hvor der var overdækkede spisepladser og noget, der lignede en bar. Der holdt nogle få lastbiler inde i indhegningen, og der var også nogle få andre hvide turister.
Videre igennem et stort sletteland der godt kunne ligne landbrugsland, men der blev ikke dyrket ret meget. Senere blev landskabet mere sandet og bevokset med forskellige buske, og så kom vi op i bjergene igen. Overalt i landskabet var der erosion efter alt for meget regn, og et sted var vejen skyllet halvt væk med en halv snes meter ned til en stenet bund. Jeg ville nødig sidde i den næste lastbil, der skulle passere sådan et sted. Senere kørte vi på langs nede i flodlejet, heldigvis næsten uden vand, men hvordan passerer bilerne det sted, når der er vand i floden. I det hele taget var der mange små floder både på sletten og i bjergene, og jeg var begyndt at spejde efter Turmifloden, der måske kunne spærre for vores videre fremfærd, men der skulle klares nogle flere problemer først.
Medens vi ventede, fik vi besøg fra jernalderen i form af en ung kvinde fra Hamarfolket. Hvis det ikke var, fordi hun havde metalringe om arme og ben, så kunne hun også være kommet fra stenalderen. Måske havde hun taget turen i en tidsmaskine, men en enkelt ting gjorde, at hun sandsynligvis ikke var en ånd fra en fjern fortid, for foruden sin kalabas bar hun på en plastikflaske. Ellers var hun iført råt gedeskind fra top til tå, men med halskæder af glasperler samt 3 fingertykke halsringe af metal, og at denne kvinde var gift kunne ses på et 10 cm metalstykke, der ragede frem fra den ene halsring.
Vores lille kvinde, der tilfældig kom forbi lod sig gerne fotografere for et par birr, og jeg fik også slået en handel af og købte hendes hovedpude. Alle hamarfolk, hvor de end går og står, bærer rundt på deres "hovedpude", for den kan også bruges til skammel. Den er altid lavet af træ med et lille sæde og et eller to ben, der er omkring 10 cm høje. Den jeg fik købt var meget lille, men smukt dekoreret og med en lille flettet læderstrop til at bære den i. Pyt med at foden på benet var brækket lidt af, og hun så glad ud, da jeg bød 20 birr. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at en ny, stor og hel hovedpude/skammel kostede 20 birr på markedet, men jeg er meget glad for min lille knækkede skammel fra vores første smukke jernalderkvinde. Det var tydeligt, at vi var kommet ind i hamarstammens territorium, for selvom vi kun så få mennesker langs vejen, var de klædt som vores jernalderkvinde.
Vi stoppede op og gik ned for at kikke på floden, og den så på det nærmeste vild og uregerlig ud, og hvis vi skulle ud at køre i det vand, kunne jeg godt forestille mig, at landroverne ville blive væltet omkuld i strømmen. Det kunne chaufførerne heldigvis også forestille sig, så flodpassagen blev opgivet, men da vandet i floden var faldende, måtte vi se, om det var muligt i morgen. Nogle mennesker fra hamarstammen stod også og kikkede, og hvorfor ikke benytte ventetiden på at tage et billede af et par unge fotogene piger, der stod i deres flotte beklædning.
Vi fortsatte dog lidt forbi landsbyen til indhegningen, der bestod af et palisadeværk, så vilde dyr ikke kunne komme ind og husdyr ikke komme ud. De fem landrovere, der havde passeret landsbyen, satte liv i kludene hos de indfødte, og da vi holdt uden for kraalen, myldrede det omkring bilerne og os med nysgerrige mænd, kvinder og børn i alle afskygninger. Lidt uoverskueligt, men vi fik da båret bagagen og teltene ind bag palisadeværket, og de fleste af de indfødte blev udenfor, undtagen nogle unge mænd, som hjalp med at stille telte op. Jeg tror såmænd aldrig, at de unge mænd havde prøvet at stille et telt op før, så de gik mere i vejen, end de gavnede, men meningen var god nok, og vores "hjælper" så glad ud, da vi gav ham 4 birr for ulejligheden.
I mellemtiden var det blevet bælgmørkt, men fra et batteri fra en af landroverne blev der trukket en ledning til en elektrisk pære, og kokken gik i gang med at lave vores aftensmad. En flok af de store drenge og unge mænd stod inde i lejren og slikkede sig om munden, men en meget høj mand talte til drengene, og de gik ud. Gad vide, hvad de skulle have til aftensmad. Jeg forestillede mig noget i en meget stor sort gryde, men det var heldigvis helt sikkert, at der ikke var kannibaler i området, for de åd den sidste i går.
Hamarmændene er ikke så dekorative som kvinderne, selvom de også kan have ar på kroppen, men ellers er de ofte malet med hvide striber i ansigtet eller i mønstre over hele kroppen. Mændenes beklædning er som regel et lændeklæde af vævet stof, og efter en gave fra det kinesiske folk, går de næsten alle sammen i ærmeløse blå undertrøjer.
Småpigernes eneste beklædning er en snor om livet, og foran hænger nogle korte snore med glasperler, og de små drenge er splitternøgne, så tøjbudgettet til børnene er til at overse.
Tilbage til kraalen ved vores hamarlandsby var det blevet måneskin, og vi sad og spiste aftensmad ved langbordet. Udover tre hamarmænd, som var blevet lejet til at sidde vagt ved indgangen til kraalen natten igennem, var landsbyens beboere gået hjem, men tilsyneladende var de ikke gået i seng. Det var 25 grader varmt, men ret klamt, så vi fortrak til teltet og vores soveposer. Og sødt slumrede vi ind til højlydt "stammesang" fra landsbyen, og jeg håbede på, at sangen ikke var akkompagnement til opvarmning af vand i store sorte gryder.
Medens vi spiste morgenmad, lagde kvinderne ting og sager ud på græsset, og det var nok meningen, at de kunne købes, hvis der kunne findes en pris. Den unge kvinde, jeg havde forhandlet med, smilede stort, men hun gav sig ikke en tøddel, så den fine souvenir gik min næse forbi, og jeg måtte trøste mig med, at det også nærmest var en hel ged, og at den ville fylde for meget i bagagen. Så kikkede jeg på de andre ting, og mine øjne faldt på et helt specielt gammelt halssmykke, der var fedtet godt ind i blandingen smør og rød jord, og jeg spurgte om prisen. 200 birr blev der sagt, men så lagde jeg et andet halssmykke sammen med og sagde 200 birr, og aldrig har jeg hørt nogen sige ok så hurtigt, så de har sikkert gjort alle tiders handel.
På hele vores tur i Etiopien så vi ingen udhungrede mennesker og heller ikke her, men en lille dreng lå på et skind, og fluerne kravlede i øjnene på ham. Jeg prøvede at vifte fluerne væk, men et sekund efter var de tilbage. Stakkels dreng, og bare jeg havde haft et par motorbriller at give ham.
Efter at have slået teltene op og set os lidt om på lejrpladsen, gik rastafarigruppen på byvandring. Lige ved indgangen til campen havde et par hamarkvinder med små børn slået sig ned, og de havde lagt et par ting frem, som de da gerne ville sælge. Andre hamarfolk gik imod byen, men det var først omkring middagstid, at der ville være rigtig gang i markedet. Alle ville gerne fotograferes for et par birr, og ofte henvendte de indfødte sig selv med "hilsenen "foto?".
Det var 30 graders varme, og vi satte os på en træstamme i skyggen under et træ og kikkede. Selvom Turmi er en by i hamarterritoriet, tror jeg ikke, at det er hamarfolket, der bor i husene i byen, og det blev understreget af, at der på den anden side af vejen stod et par unge kvinder, der var iført almindelig europæisk påklædning. Jeg gik over for at snakke med dem og spurgte, om jeg måtte fotografere dem. Jeg ville gerne vise forskellen på de dekorative hamarfolk og byens mere almindelige beboere. Der var sikkert nok aldrig nogen, der havde fotograferet de unge kvinder før, og de var himmelhenrykte, da jeg viste dem billederne bagefter. Der var ikke noget med birr i dette tilfælde, så jeg takkede dem og gik tilbage til rastafarierne.
Et par børn havde fulgt os det meste af formiddagen. De tiggede ikke, men gik bare og kikkede og smilede. Vi var inde hos en af de små købmænd og købte nogle drikkevarer, og da han også havde nogle sukkerkugler, bad jeg om et kræmmerhus. Kuglerne skulle tælles op enkeltvis, før der kunne afregnes, så det tog lidt tid. Børnene stod stadig udenfor, og da de fik kræmmerhuset, blev deres smil om muligt endnu større.
På hjemvejen til lejren mødte vi 5 af de piger, vi havde fotograferet om morgenen i hamar landsbyen. Egentlig er pigerne lidt svære at kende fra hinanden, da de har samme frisure, samme hårfarve og samme stil i beklædningen, men jeg kunne da kende hende, jeg havde haft en mislykket forhandling med. Så skulle hun lige hen og spørge, hvad jeg havde givet for BH/forklædet, og jeg kunne hovere med kun 250 birr, hvilket hun da bare smilede stort af.
Hamarpiger på vej til marked.
Gift hamarkvinde på marked.
Hamarkvinde med smukke ar.
Skon hamarkvinde med sine børn.
Foruden at der var lagt brugte brugsgenstande frem, det som jeg vil kalde souvenirs, var der også salg af korn og andet til husholdningen. Vi kunne gå helt uantastet rundt, og selv om vi stod og kikkede på varerne, holdt sælgerne sig i ro, og først når vi tog en vare op og kikkede på den, kunne man være heldig, at der kom en sælger. Jeg fik købt en tobenet skammel/hovedpude, men lod mig ellers ikke friste udover at få taget nogle dejlige fotos. En ældre kvinde, der var blind, blev ført af sted via en pind af en lille pige, og hun blev fotograferet og fik selvfølgelig sine penge.
Temperaturen havde sneget sig op på 32 grader, og det begyndte at tordne i det fjerne uden dog at give regn hos os. Vi var blevet tørstige og kom forbi et af de såkaldte "usunde" lokale hoteller, der bestod af en lang, lav bygning med en række primitive værelser. Inde i gården stod der nogle stole og borde under et træ og gjorde det ud for "hotellets" cafe, og da der sad et etiopisk par og drak noget koldt, satte vi os også.
Jeg gik over og spurgte, om jeg måtte tage at billede af hende, og det måtte jeg endda meget gerne, og hun var meget glad for at se sig selv på skærmen. Så lagde hun hovedet på skrå og sagde: "Come to me to night". Nu fremgik det ikke helt tydeligt, om hun bare ville invitere på aftenkaffe, men for en sikkerheds skyld forklarede jeg, at damen, der stod lige der henne og ventede, var min kone. Hun gentog dog blot: "Come to me to night". Så det måtte jo være kaffe, hun mente, så jeg svarede: "Maybe" og skyndte mig ellers hen til Gitte og tog hende i hånden. Jeg fortalte om episoden, og at vi vist nok var inviteret på aftenskaffe. Jeg ved ikke, hvad Gitte troede, men hun holdt i hvert fald godt fast i hånden på mig tilbage til lejren. Frokost under halvtaget, og kokken havde lavet lækker spagetti, hjemmesnittede pommesfrites og grønsager, og der opstod spontan klapsalve til kokkens ære. Jeg kunne ikke lade være med at fortælle om "Come to me" historien, og en af topasmændene spurgte straks, hvad det var for et hotel. Men det kunne jeg slet ikke huske, og selvom det er fristende, så er det nydelige billede, jeg tog af hende, heller ikke med på hjemmesiden. Men colaen hun serverede er med.
Tilfældigvis havde jeg 20 flødekarameller i lommen, så det skulle være rigeligt, så jeg startede i den ene ende af børneflokken med at dele ud, men det gav hurtigt kaos, for mødrene ville også have. Så jeg skyndte mig at give dem til stammeoverhovedet, og så måtte han forestå uddelingen.
Et sted var de ved at stege ged, der var parteret og sat op på pinde, der var stukket i jorden omkring bålet, og en husmor malede korn, som vi selv gjorde i stenalderen. Et par af hyrderne var kommet hjem, og jeg fik et billede af et par seje gutter med patronbælte om maven, den ene med gevær og den anden med maskingevær. Landsbyen var også den stolte ejer af en dromedar med et føl, og her kan jeg da fortælle, at man ikke skal tage et closeup billede af at dromedarføl, når mor er i nærheden, for jeg fik et alt andet end kærligt kys i nakken. Ellers fik jeg taget mange gode billeder i landsbyen af det smukke stammefolk, og jeg kan næsten ikke forstå, at jeg har oplevet noget så unikt.
Kokken havde gjort det igen, - i en nedgravet jernkasse med gløder i bunden og på låget havde han bagt de lækreste pizzaer. Og vi havde fået tjener på, og det er første gang, jeg har fået serveret mad af en tjener, der kun var iført lændeklæde, armringe og med bar mave. I det følgende nogle af de dejlige billeder der ikke er plads til i teksten:
Gitte kom storkende meget hurtigt og kunne vist ikke rigtig finde mig, og de andre var næsten færdig med morgenmaden. Det blev så en lidt indviklet affære at skulle forklare, men jeg skulle jo bare lige op ved vejen og kikke, og for mig er en lille oplevelse mere værd end morgenmad.
Landskabet var stadig mærket af meget vand i form af jorderosion, og det var hernede, at der i juni-august havde været store oversvømmelser, hvor hundredvis af stammefolk druknede, og tusindvis blev gjort hjemløse, da floderne gik over deres bredder. Skæbnens mærkelige ironi med et Etiopien, der ustandselig rammes af dødbringende tørker, og når det så endelig regner, bliver der oversvømmelser, og folk drukner.
Tidligere regeringer havde med udenlandsk støtte prøvet at få gang i landbrugsproduktionen hernede, men det er mere end 10 år siden, og siden har byen stået i stampe, så der er en snusket, slut-på-vejen atmosfære over Omorate. De klimatiske forhold er heller ikke de gunstigste. Normalt er der op imod 40 grader i skyggen kombineret med fint lerstøv, der trænger ind alle vegne, og mangelen på skygge gør livet temmelig ubehageligt. Brusebade i Omorate er en by i Rusland, så Omoflodens mudrede vand, hvor der også lever krokodiller, er det sted hvor byens befolkning søger hen for at få lindring i den ubarmhjertige hede.
Mange af kvinderne gik elegant rundt med store eller mindre krukker på hovedet, og det kunne altid tiltrække en fotograf. Prisen for et foto hernede var sat til kun 1 birr, og det var egentlig synd, for de kunne virkelig se ud til at have brug for pengene.
Medens vi ventede, stimlede en flok unge piger sammen om vores landrover, og jeg fik et af mine bedste billeder ud af bilvinduet. Det var ikke fordi de tiggede, men de fik hele mit lager af alt spiseligt af bananer, kiks og skumfiduser.
I Omorate pløjede vi os igen igennem mudderet og gjorde et kort ophold i byen ved et lokalt hotel, medens de fik flikket vores landrover sammen, da den var ved at tabe udstødningen. Lidt ude i bushen stoppede vi, og kokken fremtryllede den dejligste picnic i form af brød, ost, pølse, mango og ananas. På en måde havde jeg en dårlig smag i munden med alt vores overflod så kort tid efter, at vi havde besøgt et af verdens fattigste folkeslag - Surmastammen.
Turen tilbage bød også på en kraftig regnbyge, og i løbet af et øjeblik sejlede landskabet i regn, men det var igen tørvejr, da vi kom tilbage til lejren i Turmi. Vi skulle tilbage over Turmifloden næste dag og var selvfølgelig interesseret i, hvordan vandstanden var, især efter at vi havde kørt igennem kraftige regnbyger. Vi gik derfor de 3 kilometer ned til floden for at kikke på forholdene, og det så nogenlunde rimeligt ud med omkring 40 cm vand, men bølgerne måtte godt lægge sig noget til i morgen.
Det var som at komme ind i en filmkulisse fra Kong Salomons Miner, da den hvide karavane kom igennem en afrikansk landsby, og de indfødte myldrede frem. En gammel kone med kun en tand mindede mig om heksen, men heldigvis var vores venlig og ville hilse med hånd. Jeg fik også hilst på mange andre af de ældre, og jeg tror, det var en stor oplevelse for dem, at vi kom på besøg.
Prisforhandlingen omkring dansen var ikke helt færdig, så der gik lige en ½ time ekstra, inden det hele var på plads, og dansen kunne begynde. Mændene, der var i vævede lændeklæder og ofte i en ærmeløs blå T-shirt, stod i en halvkreds og klappede og sang, og skiftevis begyndte de at hoppe op og ned. Pigerne var i deres sædvanlige, flotte beklædning med gedeskind og porcelænssnegle. Efter et stykke tid at have kikket på mændene begyndte pigerne også at klappe rytmisk og hoppe frem mod mændene, medens de gned deres armringe mod hinanden med høje ritsch -ratsch lyde. Når en pige havde udset sig en mand, dansede hun tæt hen til ham og udfordrede ham ved at prøve at træde ham over tæerne, men hver gang de kom helt tæt på hinanden, snoede hun sig meget graciøst uden om ham. Nogle gange hoppede flere piger frem ad gangen og andre gange kun en enkelt, medens de øvrige så smilende til, men alle så ud til at more sig herligt. Ind imellem blev klappene mere taktfaste, og mændenes stemmer steg og faldt og dansen blev mere intens, og det var helt sikkert, at det var meget tæt på en parringsdans det, vi overværede. Meget fascinerende.
Aften efter aften klapper og danser hamarfolket de samme danse, og den aften vi fik lov til at overvære dansen, gik solen ned i en overdådighed af røde farver over de spidse, stråtækte lerhytter. Og vi var blevet en unik oplevelse rigere. |
Det havde været en dejlig nat, hvor vi for en gangs skyld ikke havde frosset, og i stedet for i en kold sovepose vågnede jeg som en anden Jeppe op i fyrstesuitens himmelseng. Da Goba ligger i en højde af kun 2.500 meter, var de 20 milde grader en helt anden morgentemperatur, end vi var vant til. Farverige blomster og slanke palmer prydede hotelhaven, da Gitte og jeg gik igennem den for at se, hvor vi egentlig var henne. En rød jordvej passerede hotelhaven, og et kæmpe mudderhul spærrede det meste af vejen, så trafikken måtte søge over i den modsatte vejside. Selvom det var hovedvej 8, var der dog overhovedet ikke noget trafik, men engang imellem måtte der vel komme nogen forbi, for ellers ville de vel ikke sætte et stort ølreklameskilt op ved vejen.
Udenfor holdt vores landrovere fra Greenland Tours med dampen oppe, og der var plads til 4 - 5 passagerer i hver bil. Da vi skulle have kokken med på forsædet, var der kun plads til 3 topaser i vores bil, og vi var heldige at få Birthe med på bagsædet. Vi havde først stilet hen mod en flot grøn landrover og var ved at smide bagagen ind, da vi fik at vide, at den tilhørte et andet selskab. Så måtte vi se, hvad der ellers var tilovers, og det var selvfølgelig kun den ældste landrover, og oh, ve oh skræk, der var ikke sikkerhedsseler på bagsædet.
I byen Robe var der et leben af mennesker langs vejen, og især ved et lærerseminarium var der stor trængsel, og man kan da glæde sig over alle de lærere, der forhåbentlig kommer ud af det.
Der var 5 landrovere i vores konvoj, og selvom der nogle gange kom en god afstand imellem bilerne, holdt de øje med hinanden. Da vi havde mistet følingen med bagtroppen, holdt chaufføren ind til siden i en mindre by og ventede, og så snart vi holdt stille, stimlede indbyggerne sammen om landroveren. Nogle børn ville sælge en hjemmelavet bold lavet af klude, og da den havde et tilpas rustikt udseende, købte jeg den for 2 birr. Flere bolde kom frem, og de stak armene ind i bilen, men én bold kunne godt dække vores boldbehov.
Vi var jo blevet noget forsinket, da vi om morgenen startede fra Goba i stedet for som planlagt fra Dinsho, så først klokken 2 nærmede vi os byen Shashemene, og meget eksotisk gik der en flok bavianer langs vejen. 
Vi mærkede dog ingen fjendtlighed, da vi holdt ind på hovedgaden ved en typisk etiopisk restaurant og her fik den specielle, etiopiske fingerret Injera. Til forret fik vi til hver en hel, sprødstegt fisk, der smagte forbavsende godt, selvom den havde udseendet imod sig. Det var et sted, hvor også de lokale spiste, og Injera, fisk og en cola kostede 20 birr, og en birr var stadig kun ca. 80 øre.
Som et eksotisk indslag havde restaurationsejeren hyret en flok gribbe, der dekorativt sad rundt om på tagrygningerne, og sikkert håbede på, at nogle af os ville falde om. 
Syd for Shashemene var landskabet i begyndelsen præget af landbrugsland, men senere blev det mere vildt med træer og buske og kun enkelte små marker. Langs landevejen og igennem småbyerne var det helt utroligt med alle de mennesker, der vandrede, medens de transporterede brænde, hø, dunke, grønsager eller lange grønne stænger. Nogle gange var det sådan, at når landroverne masede sig igennem folkemængden, stod folk så tæt som ved Tour de France, og de vinkede, og vi vinkede, og vi følte os nærmest som de kongelige i triumftog.
I Sodo gjorde vi holdt for at strække ben, lette ben eller få kaffe, og jeg fik taget et billede af en mor med en lille langnæset pige med en grøn kam i håret. Sådan en fattig mor får en birr eller to, når man har taget et billede af hendes barn, og man kan blive helt forlegen over den taknemlighed, der udvises. Tænk at være en mor med ansvaret for et lille barn og så blive overstrømmende glad for 80 øre - det er svært at forstå for en rig dansker. 
Hen under aften var det ikke bare mennesker, der befærdede vejene i hobetal, men tusindvis af køer og geder, der åbenbart skulle drives hjem. Jeg har aldrig i mit liv set så meget selvbevægeligt kød, for det var gentagne gange over flere kilometer, at landroverne masede sig igennem flokkene.
Op til gårdspladsen ligger receptionen i et lille hus under et træ fyldt med væverfuglereder, og til den modsatte side ligger restaurationen. Nogle unge mænd stod parat til at tage bagagen for en birr eller to, og samtidig viste de vej til værelserne, der lå i lave bungalows spredt i et mørkt terræn. Hvert værelse havde en stor terrasse, og selve værelset var bare woow med 2 store senge bemalede med motiver fra de sydlige stammefolk. Selvom der var myggenet for vinduerne, var der også myggenet over sengene, og det giver en dejlig illusion af himmelseng. Personligt så jeg nu ikke skyggen af en myg, men det er godt at være garderet i malariaområder. Et stort lækkert badeværelse fuldendte arrangementet, og så gik vi over til restauranten for at få aftensmad. 
Det havde regnet om natten, men selvom det var overskyet, var det heldigvis tørt, da vi stod op, og med 23 dejlige grader kunne vi bestemt ikke klage. Det havde været mørkt, da vi ankom aftenen før, og vi vidste slet ikke hvilken fantastisk udsigt, der var kun 50 meter fra vores bungalow. Byen ligger i en højde af 1.300 m lige på kanten af Great Rift Valley, der er verdens største geologiske gravsænkning, der strækker sig næsten 5.000 km igennem Afrika. Udsigten dampede af eventyr, for husene lå på kanten af en stejl skrænt med udsigt ud over det grønne, bevoksede landskab. Dybt nede lå søerne Lake Abaya og Lake Chamo, og i det mudrede vand lever der både krokodiller og flodheste. Sådan en udsigt ville være helt ubetalelig i Danmark. På den modsatte side af søerne rejser de grønne bjerge sig op i 4.000 m højde, så det er vanskeligt at tænke sig et mere perfekt sted til en by i Østafrika. 
Egentlig skulle vi have været på "gamedrive" i den 514 km2 store Nechisar National Park, der strækker sig lige fra Arba Minch over landtangen mellem de to søer og op ad østskråningen til bjergene. På grund af regnen i de sidste dage, og sidst men ikke mindst nattens regn, var nationalparken midlertidig lukket, da man kører på stejle, farlige bjergveje. Ærgerlig nok, for parken er især kendt for en stor koncentration af zebraer, foruden Grants gazelle og Swaynes hartebeest m.m. Parken kunne også prale af mindst en løve, som var blevet set i 2005, dvs. den blev dog hørt mere end den blev set.
Lige uden for byen gik en større flok bavianer på vejen, og først kunne chaufførerne ikke forstå, hvorfor vi godt ville have, at de standsede, bare fordi der var bavianer, så vi måtte fortælle dem, at vi altså hverken har bavianer eller andre aber i Danmark. Fotografiapparaterne klikkede lystigt, og aberne blev hurtigt Afrikas mest fotograferede bavianflok. Kort efter punkterede den ene af bilerne, og så var der stop igen, og vi fik lejlighed til at studere en bomuldsmark - igen noget, vi ikke har i Danmark. En dreng kom forbi med sin cykel, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham og cyklen, var han både stolt og glad. 
Selvom vejene til Arba Minch er hullede, er det stadig muligt uden de store anstrengelser at komme herned som turist, og det var tydeligt at se, at vejen, vi kørte på, ofte var befærdet af turister på vej op til stammefolket. Især smådrengene dansede breakdance, når de så os, i det lønlige håb, at der faldt en birr af, og vi standsede da også op, da en dreng lavede 7 kraftspring på stribe, og han fik sine velfortjente birr. Den landsby, vi var på vej til, var kendt for sine vævede stoffer, og allerede langs vejen havde de hængt farverige stoffer op på bambusstativer i håb om en handel. 
De små hytter ved siden af hovedhytten blev oprindeligt bygget til brudehytter. Når en datter giftede sig boede de to unge i de første 3 måneder af deres ægteskab her. Så flyttede de ind i den store hytte eller i en ny hytte, og brudehytten blev brugt som køkken.
Jeg gik derfor på opdagelse for at finde noget lidt mere originalt, og op ad en hytte lå en stor og bred, rustik, rusten køkkenkniv af samme slags, som blev brugt til behandlingen af ensetbladene. Den var omkring 50 cm lang, og bladet var næsten 10 cm bredt, så det var nærmest en machete. Jeg fik spurgt en dreng, der fulgte mig i hælene, hvad den skulle koste, og efter lidt pantomimespil blev vi efterhånden enige om 100 birr. I hytteåbningen sad en kvinde og spandt bomuld, og for at en dreng ikke skulle sælge noget, der måske tilhørte hende, spurgte jeg for en sikkerheds skyld om 100 birr var i orden, og hun sagde ok og fik pengene. Så skulle man egentlig tro, at jeg havde fået mættet mit souvenirbehov, for jeg havde også fået købt en smuk kalabas, men det blev også lige til et par etiopiske musikinstrumenter på vej ud. 
Udenfor stod sælgerne tæt, og en ung smuk kvinde ville meget gerne sælge mig en krukke for 20 birr. Krukker er jo ikke det mest nemme at transportere ubeskadiget hjem fra det mørke Afrika, så jeg var noget afvisende i starten. Hun fortalte, at hun var studerende og havde meget brug for pengene, og samtidig skruede hun så meget op for sin kvindelige charme, at Gitte måtte prikke hende på skulderen og sige: "This is my husbond". OK sagde pigen og fortsatte charmen, så jeg skyndte mig at sige OK til krukken, for ikke at komme i husspektakler. Og hvem ved, måske var den studiestøtte starten på en blændende karriere som ingeniør, forsker eller noget helt andet.
Efter en frokost på vores hyggelige friluftsrestaurant på Swaynes Hotel var der for en gangs skyld tid til afslapning, og selvom vi var i et frimærkeløst område, fik vi skrevet vores postkort. 
En ret bred vej slyngede sig ned ad skrænten fra Arba Minch til Lake Chamo, men lidt nede ad en sidevej måtte landroverne give op, da der kun var et mudderspor med dybe vandhuller. Topasfolk er altid glade for at gå, så for os gjorde det ikke noget, at der var en halv times vandring ned til søens bred. Hernede lå et lille skur, hvorfra vi fik udleveret redningsveste, og der lå 2 små både med påhængsmotor.
Vi tog redningsvestene på, og ligesom redningsveste i fly er lidt af en falsk tryghed, så er redningsveste i et krokodillefarvand også noget af en falsk tryghed, for selvom man måske ikke drukner, bliver man ædt nedefra.
Lidt længere væk lå en 10-12 flodheste og gassede sig i vandet. De pustede og stønnede, dykkede og viste deres store krumme brune tænder, og det var netop tænderne, bådføreren havde respekt for. Selvom vi kunne sejle meget tættere på, holdt han sig omkring 50 meter væk, for han vidste, at flodhesten er Afrikas farligste dyr, og det generer ikke en flodhest at kvase en bådside med sit kæmpegab og efterfølgende lave blodbad.
Et par af kæmpekrokodillerne besluttede at forsvinde i vandet, og når jeg skriver kæmpekrodiller, er det fordi de havde en længde på omkring 7 meter. Jeg kan stadig se synet for mig, da en af dem gled i vandet, og den blev bare ved og ved, indtil også den enorme hale var forsvundet i dybet. Et af de andre monstre lå stille med åben mund, og en fugl hoppede rundt mellem tænderne og gjorde sig til gode med diverse madrester. Modig fugl, men krokodillen havde åbenbart set sin fordel af tandrensningen, og så undgik den måske også dårlig ånde. 
Medens den anden båd nåede endnu en strandbred med solende krokodiller, havde vi motorstop på åbent vand, og Mette begyndte at tale om grå hår og snarlig pension efter denne pionertur. Efter en tid fik en svedende bådfører gang i motoren igen, og vi sejlede forbi den stadig muntre flodhesteflok, og med en dejlig naturoplevelse rigere blev vi sat i land.
Det var let skyet, og det var en dejlig stille morgen kun med fjerne hanegal og morgenbøn fra en moske og så lige lidt kvidder fra væverfuglene i de nærliggende træer. Jeg gik ud til skrænten med den fantastiske udsigt over søerne, hvor vi i går havde set flodheste og krokodiller.
Efter et par dage at have nydt civilisationen, og denne gang den rigtige civilisation med et lækkert hotelværelse med tilhørende restaurant, skulle vi forlade vores springbræt i Arba Minch og fortsætte sydpå. Det havde heldigvis ikke regnet om natten, og det gav håb om, at vi sidst på dagen kunne komme over den broløse Turmiflod, der i perioder har den uvane at spærre vejen sydpå. 
Landskabet var meget grønt, og der var majsmarker, men jeg syntes, at planterne stod noget spredt og nærmest råbte til hinanden, fordi de følte sig alene. Det havde regnet meget i det sydlige Etiopien, og nogle steder kom vi forbi landsbyer, der stod under vand, og Falck var endnu ikke kommet for at pumpe vandet væk. 
Alle, eller rettere sagt de få, der skal til det sydlige Omo, skal igennem Karat-Konso, der er en mindre by med omkring 3.000 indbyggere. Byen kan prale af en tankstation og en rundkørsel, men ellers er den som hundredvis af andre etiopiske småbyer. Vi gjorde holdt og strakte ben, og jeg fik købt 3 halskæder med små glasperler for tilsammen 50 birr. Jeg fik også taget et billede af en malerisk, blind, gammel mand for et par birr, og egentlig kunne jeg godt have taget billedet uden at betale, men måske kunne han høre klikket, og under alle omstændigheder kunne han nok trænge til et par håndører.
Jeg fik også lige snuppet et billed af en ung fotogen kristen pige.
Vi havde mest kørt i hjulsporene ved siden af den nye vej, så det var ikke meget fornøjelse, vi havde haft af det nye vejprojekt, der foreløbig stoppede i Konso. De, der ville videre som os, måtte fortsætte ad det, der så smukt kaldes en naturvej. De fleste floder skulle passeres over vadesteder eller smalle træbroer, men et enkelt sted var de ved at bygge en stor fin betonbro. Medens broarbejdet foregik, skulle biltrafikken ud i floden, men det har den selvfølgelig nok skullet hele tiden. Ved broen sad en splitternøgen mand helt uforstyrret og badede, selvom det var lige ved siden af landrovernes vandplaskeri. I flere andre floder så vi drenge, der badede i det brune flodvand, og selvom de nok ikke blev meget renere af det, så det ud til, at de morede sig.
Vejen fortsatte op i bjergene, og et sted med udsigt ud over Great Rift Valley stoppede vi for at nyde synet. En ung pige dukkede op, og selvom det er svært at bedømme andre menneskers alder især af en anden race, tror jeg ikke, hun var meget mere end 14-15 år. Det var ikke til at se, hvilken stamme hun tilhørte, men hun var i vævet bomuldstøj.
Hendes hår var smukt flettet og om halsen bar hun glasperler. Hun var ganske køn, og alt for tidligt for hende var hun højgravid.
Syd Omo er fantastisk, og når man kommer fra det trods alt moderne, grønne højland til Syd Omos lavtliggende sletter, føles det som en rejse ikke blot i rum, men også i tid. Det enorme og tyndt befolkede ørkenområde i Syd Omo er det tætteste man kan komme på et Afrika, der er uberørt af udefrakommende indflydelse. Stammefolkene hernede er kulturelt forskelligartede, men de har beholdt deres traditionelle levevis som landbrugs- og kvægfolk, og de holder fast i den tilværelse, der kun er lidt forskellig fra deres nomadeforfædres. Dette er Afrika, som det var engang, eller som nogen stadig forestiller sig, at det er, og det er næsten ikke til at tro, at så stort et område nærmest er et levende museum.
Fire af Afrikas større sproggrupper er repræsenteret i regionen, incl. de såkaldte Omotic-talende, der er en sproggruppe, som er endemisk for Syd Omo, ligesom den etiopiske ulv er i højlandet. Alt efter hvor man trækker grænsen, bebor et par dusin forskellige stammer Syd Omo, nogle tæller titusinde andre ikke mere end 500. Hver af dem har unikke kulturer med ejendommelig udsmykning som kropsarring, bemaling og skikken med at sætte store lertallerkener bag underlæben på deres kvinder. 
Weita ligger 75 km fra Karat-Konso og på sydetiopiske veje svarer det til omkring 2 timers kørsel. Weita og omegn er hjemsted for Tsemaistammen, der med kun 5.000 sjæle er en af de mindste, etniske grupper i Etiopien. Tsemaistammens territorium strækker sig langs vestbredden af Weitafloden og støder op til Hamarfolket, som de også jævnligt og åbenlyst gifter sig med. Tsemaistammen har et blandet landbrug med durra og majs som hovedafgrøde, men de dyrker kun til eget forbrug.
Nu var vi kommet ind i det område, hvor bare bryster ikke var noget, pigerne skjulte, og det er her lige så naturligt at gå med nøgen overkrop, som det er at vise sine nøgne hænder, næse og ører. Unge piger, samt en ældgammel, rynket kvinde på mindst 40 år, stillede gerne op til topløs fotografering for et par birr, og det hele blev nøje overvåget af en ældre kvinde, så der ikke var nogen, der tog snydefoto. Kvindernes
mest dominerende smykker er halskæder af glas og armringe af kobber eller tyk
snoet aluminium.
Køleren på vores bil kogte, og det krævede et stop og noget koldt vand.
Alle hamarkvinder går med et helt specielt stykke beklædning, og jeg ved desværre ikke, hvad det hedder, men det er nærmest en blanding af en BH og et forklæde. Et bredt stykke læder er syet i en ring på måske 40-50 cm i diameter og beklædt hele vejen rundt med 3 rækker porcelænssneglehuse. Fra læderringen der bæres om halsen, hænger et gedeskind, der som regel går ned til midt på lårene, og skindet er smukt dekoreret med rækker af sneglehuse og glasperler. Hvad beklædningen egentlig går ud på, ved jeg ikke, for det er tilfældigt, hvis den skulle dække noget af brysterne, og det må være upraktisk at have et tungt løst gedeskind hængende, når der skal arbejdes. Men smukt og dekorativt og meget særpræget er det helt afgjort.
Håret på hamarkvinderne er også specielt, for det er flettet og indsmurt i en blanding af
gedefedt og henna og det i et så tykt lag, at det driver ned i panden og ned ad halsen, så de må lide for skønheden. Masser af metalarmbånd der er snoet stramt om arme, håndled og ankler, og så har vi en perfekt hamarkvinde i sit fineste skrud og lige ankommet fra jernalderen.
Med nedkølet motor fortsatte vi kørselen mod Turmifloden, men vel ikke mere end 10 km, så kogte motoren igen, og det blev konstateret, at en af vingerne på ventilatoren var knækket af. Vi var helt nede i bunden af det mørke Afrika, og der var lang vej hjem, hvis vi skulle stoppe for hver 10. km, men chaufføren mente, at det kunne fixes i den lille flække til Turmi, hvor vores lejrplads var beliggende. Ja måske, og miraklernes tid er jo ikke forbi. 
Endelig nåede vi frem ved Turmifloden, som så bare skulle passeres, og så var der kun nogle få kilometer til Turmi. Nogle lastbiler holdt ved floden og ventede på lavvande, og det havde de gjort i 9 dage, og man begynder at forstå, at naturen spiller en stor rolle hernede, og alt kan ikke planlægges og gå efter en snor. 
Gode råd var dyre, for hvad gør man så, når man er strandet ude i bushen og ikke kan komme videre. Vi havde jo vores telte, og efter lidt forhandling blev der lavet en aftale om at leje en dyreindhegning i den nærliggende hamarlandsby. Så meget nærliggende var den nu heller ikke, for vi skulle nogle kilometer tilbage ad vejen og derefter nogle kilometer ind ad et godt skjult hjulspor, og derinde i bushen lå der så en landsby. 
Hamarfolket, som tæller omkring 35.000 medlemmer, bebor et stort område nord for Kenyas grænse mellem Omofloden i vest til Lake Chew Bahir i øst. Hamarerne er et af de oprindelige folk i Syd-Omo, og på grund af deres afsondrethed taler de en af Omotic-dialekterne, som er speciel for dette område i Syd-Etiopien, og det er helt unikt, at de har bevaret deres gamle skikke. Som de fleste andre stammer i Syd-Omo er hamarfolket sædvanligvis hyrder og er stolte over størrelsen af deres kvægflokke, men landbrug er dog begyndt at spille en større rolle for deres eksistens. Hamarfolket er nært beslægtet med Benafolket, hvis territorium ligger nord for deres eget, og som taler et lignende sprog, og det er også muligt at gifte sig med hinanden. 
Sådan som jeg har beskrevet "jernalderkvinden" i forrige afsnit, er som hamarkvinder er flest, men en ting, som jeg ikke fik med, og som vi først fik set senere, er "arrene". Arrene kan enten være tykke striber på kroppen fremkaldt ved at skære sig og behandle sårene med aske og trækul, eller især på ryggen spredte ar. Ja, man må lide for skønheden hernede, og det er også her i Syd-Omo, at nogle af de nært beslægtede stammer før gik under betegnelsen "tallerkennegre", men rettelig er det kvinder, der er udsmykket med læbeplader.
Ceremonien bliver normalt afholdt før den lange regntid i slutningen af februar, og om eftermiddagen den 3. dag bliver op imod 30 tyre stillet på række ved siden af hinanden. Den, der skal indvies, er helt nøgen og prydet med en afsindig uredt afrofrisure, og han skal springe op på ryggen af den første tyr og derefter springe fra den ene tyr til den anden, indtil han når enden af rækken. Derefter gentages forestillingen den modsatte vej, og også en 3. og 4. gang, indtil han har vist sit værd til alles tilfredshed. Hvis han falder ned bliver han pisket med stokke, men det er intet imod hans kvindelige slægtninge, hvis rygge allerede om formiddagen er pisket til blods af stokkeslag med efterfølgende ærefulde ar. Og en kvinde godt med ar på ryggen er jo trods alt meget smukkere end en uden, og hun kan nemmere finde sig en god ægtemand.
Herlig morgenstund med fuglepip og langt, langt fra alting. Selvfølgelig også fra wc'er så lige i morgengryet gik jeg ud af kraalen og hilste på vores vagtmænd og fortsatte langt ud i bushen.
Jeg sagde pænt godmorgen til flokken og fik taget nogle fotos, og vi beundrede i fællesskab solopgangen. Den unge kvinde havde et af de her helt specielle "BH/forklæder" på, og da jeg grumme gerne ville have sådan en til min etnografiske souvenirsamling, indledte jeg en forhandling om at købe den. 60 birr sagde hun, troede jeg, for da jeg fandt pengene frem, rystede hun energisk på hovedet. Med en mindre drengs mellemkomst fandt jeg ud af, at hun mente 600 birr. Da enten hun eller jeg ikke er for god til engelske tal, begyndte vi i stedet at tegne i sandet for at lette forståelsen. Selvom det hele foregik med megen snak og mange smil, gik forhandlingerne i stå, da jeg tilbød 350 og hun sagde 400 birr, og der sluttede det foreløbig.
I mellemtiden var der kommet flere unge kvinder til i smukke beklædninger samt store og små børn, og i fællesskab fulgtes vi ad ned til lejren.
Der kom stadig flere hamarer ind i lejren, og der var masser af flotte fotomotiver, og for at spare lidt på den hastigt svindende samling af 1 birr sedler, kunne det betale sig at fotografere en enkel dreng mod betaling. Så kunne man jo ikke gøre for, at der som baggrund stod en række flotte hamarpiger. 
Lejren blev pakket ned, og vi kørte de få kilometer til Turmifloden og var spændte på, om vi kunne komme over. Selvom der nu holdt 5-6 lastbiler og ventede på lavvande, så det mere gunstigt ud for os. Der var stadig omkring 50 cm vand i floden, men bølgerne var forsvundet, så den første landrover satte 4-hjulstrækket til, og vandet brusede om bilen, men den kom op på den modsatte flodbred. Så var det bare at følge efter, og hele vores konvoj kom helskindet over, og vi kørte ind imod Turmi by.
Lidt før byen nogle få kilometer fra Turmifloden lå vores camp på et fladt stykke sand, der bar præg af kraftige vandbevægelser og ellers med spredte træer. Under et halvtag med borde og stole kunne der spises, og hvis der kom en luksus turist forbi, var der store, faste, firkantede telte med rigtige senge. Wc-afdelingen var både med "huller i jorden" og med kumme, men vandledningen til wc'erne var afbrudt, så der skulle tages en halv spand vand med ind fra en tønde udenfor. Brusebad var også muligt, idet der var en stor delvis solopvarmet beholder oven over badet, og det var en ung mands job dagligt at bære spande med vand op til beholderen. 
Der var kun nogle få turister foruden os, men de to vi så, var en stor parodi på hvide turister. Det var to meget tykke, hvide, kalveknæede mænd i safaridress, og begge havde på maven to kæmpekameraer med så meget zoom, at de sikkert kunne stå i Turmi og fotografere livet i Addis Abeba.
Lidt efter kaldte de unge kvinder: "Come over and have some coffee". Nu var spørgsmålet, om de kun mente mig eller os alle, men jeg besluttede, at de nok mente os alle sammen, så vi gik over og blev vist ind i gården og videre ind i et lille værelse. Pænt nydeligt værelse med en kommode og et kristent kors på væggen samt to senge med et par knaldrøde puder hvor der stod: "I love you". De unge kvinder fnisede, og der var en rigtig god stemning, og lidt efter kom en kalabas med halvkold kaffe. Vi ville nok have foretrukket skoldhed kaffe, hvor alle eventuelle bakterier var dræbt, så vi nippede kun, og den ene kalabas gik raden rundt, som det åbenbart var skik her. Jeg holdt åbenbart kalabassen forkert, så jeg var ved at hælde kaffen i skødet, og det morede alle sig herligt over. Nabokonen stod og kikkede ind ad vinduet, og et par andre stod i døråbningen, og det var det mest gemytlige kaffeselskab, jeg nogensinde har oplevet. Vi tog billeder, og de så billederne under stor latter, og efter en halv time gav vi pænt hånd og takkede for kaffen, og jeg gav dem en tier til kaffekassen, og vi var bestemt en dejlig oplevelse rigere.
Vi gik forbi markedet, og jeg fik købt en grov, men alligevel smuk halsring for 60 birr. Der lå også nogle af de her BH/forklæder, og jeg fandt et pænt eksemplar og gik i forhandling om prisen, og selv om den måske ikke var helt så smuk, som den jeg havde misset om morgenen, var jeg stolt af prisen på kun 250 birr. 
Hende fra morgenstunden mødte vi igen, og ærgerligt nok fik jeg ikke hendes navn, selvom jeg ustandselig rendte ind i hende, og igen fik jeg et stort smil, og ikke nok med det, så gav hun pænt hånd og hilste.
En ung køn kvinde i noget så unormalt som cowboybukser serverede os en cola og gik derefter lidt væk og begyndte at vaske tøj. Igen undrede det mig at se den store kontrast i byens befolkning, for kvinden lignede ikke stammefolket, men var af en anden ubestemmelig, farvet race.
Afslapning i teltet under den værste middagshede med 33 grader i skyggen, men sidst på eftermiddagen gik vi i samlet topasflok ud i bushen for at besøge en hamarlandsby. Husene eller hytterne er udelukkende bygget af træ, mudder og halm, og hamarlandsbyerne er kendetegnet ved total økologi og deres mangel på vestlige kulturgenstande. Det er ret tankevækkende at møde en sådan enkelhed og tydelig mangel på materielle fornødenheder og sammenligne det med vores egne behov for adspredelse og ophobning af nytteløst tingeltangel. Landsbyerne er som regel små og består typisk kun af nogle få familier og måske 10-15 hytter, der er kendetegnet ved en utrolig ordentlighed. 
Allerede på vej ud til landsbyen blev vi fulgt af nogle børn og en voksen kvinde med et barn på ryggen, så de vidste, at vi ville komme. Børnene i landsbyen sad på en stribe og indbød til fotografering, selvom det kostede med 13 forventningsfulde børn. Jeg tror, det var Jørgen der betalte 20 birr til en af de voksne, men han ville gerne have vekslet, og da det lykkedes, fik hver af børnene en birrseddel.
Vi gik rundt og kikkede og også inde i hytterne, og overalt både ude og inde var der rent som på et stuegulv. Alices lyse hår vakte beundring, og på et tidspunkt var der næsten kø for at få lov til at røre. 
Vi skulle til at vende hjem til vores lejr, men flere af børnene gik med og ville holde i hånd. En lille pige listede sin hånd ind i min, og hendes splitternøgne lillebror havde kastet sin kærlighed på Gitte. Vi kunne ikke tale sammen, men vi vandrede bare af sted og nød deres totale tillid.
Den største af pigerne var godt besat med arm- og fodringe, så jeg spurgte, om jeg måtte købe en af hende, og da hun sagde 15 birr, sagde jeg ok. Den var lavet af noget, der lignede tyk aluminium, og jeg troede egentlig, at den bare kunne tages af, men den var simpelthen viklet på. En mand, der kom forbi, begyndte at afmontere armbåndet på pigen, og så pegede han på mit håndled, og jeg kom vistnok til at nikke. Inden jeg fik set mig om, begyndte han at vikle armbåndet på mig, og der sidder det den dag i dag. Armbåndet kan nemlig ikke komme ud over hånden, og nu håber jeg bare, at det ikke er et hamar forlovelsesritual, når et armbånd flyttes fra den ene til den anden. Så hvem ved, nu går de måske dernede og venter på, at jeg skal indløse pigen for 50 geder. Manden gjorde et stort arbejde ud af at vikle båndet på, så det sidder glat og fint, og han fik 10 birr for ulejligheden, og pigen fik sin betaling, og vi var alle glade.
Med tunge regnskyer i horisonten forlod vores landrovere campen og kørte mod sydvest mod Kenyas grænse. Landskabet var fladt med grønne buske, men der var ingen marker og ingen mennesker. Til gengæld så vi en stor fugl, kaldet en trappe, og der var flokke af blå høns, og termitterne havde bygget 4-5 meter høje termitboer, der stod spredt rundt omkring. Vi kørte måske 50 km uden at se et menneske, men så begyndte der at lugte af ko, og en kvægflok og hyrderne gik på vejen. Det var tilsyneladende ikke hamarstammen mere, for menneskene var mere sorte i huden, og de gik med vævede lændeklæder. 
Vi var efterhånden kommet helt ned i det sydvestlige Etiopien nær grænsen til Kenya. Der hvor vejen ender, ligger byen Omorate på den smeltende varme østbred af Omofloden. Det er simpelthen endestationen for alt, og Omorate er "Byen langt borte" i "Landet langt borte", og så er det ikke muligt at komme længere ud, ikke engang i Afrika. Der er ikke vejforbindelse til Kenya og ikke broforbindelse over den meget vandrige Omoflod, så det kan undre, at i denne tropiske afkrog, næsten totalt isoleret fra resten af Etiopien, ligger en uventet stor by.
Det var varmt, da vi var der, men dog ikke ulideligt, for termometret viste kun 30 grader, og selvom det var tørvejr, drev landskabet nærmest af vand, da vi nærmede os byen. Da vi var så nær Kenya, skulle vores pas afleveres, måske som en sikkerhed for, at vi ville vende tilbage. I udkanten af byen så der overraskende civiliseret ud med noget, der lignede en ny skole og andre nye bygninger, men inde i byen var det rustne blikplader og stråtækte hytter og rustikke træhegn. Det mest trøstesløse var hovedgaden, der var en lang mudderpøl, hvor landroverne med nød og næppe kunne trække igennem kaskader af pløre. Omorates beboere går ikke i gedeskind ligesom hamarfolket, men i vævede stoffer, hvis de da havde noget på, for de fleste kvinder gik med bare bryster, og selv ret store drenge var splitternøgne. Med firhjulstrækket sat til forcerede vi hovedgaden, for vi skulle ud at besøge Surmastammen, der havde slået lejr lidt uden for byen.
Landskabet var stadig vådt, vådt, vådt, og det var ikke nemt at drive landroverne frem. Vi begyndte at nærme os landsbyen, der dog heldigvis lå lidt oppe på det tørre med små skrøbelige, hvælvede hytter dækket med alt forhåndenværende materiale. De heldige havde et stykke blå presenning, som var blevet givet af Røde Kors, men ellers var konstruktionen grene, der var dækket med det organiske materiale, der nu kunne findes. Nogle specielle, runde, mindre hytter stod på pæle, og det kunne godt tyde på, at det var forrådshytter. Surmastammen er nomader, og hytterne var meget mindre og mere primitive end hos hamarstammen, men på mig virkede landsbyen nærmest som en flygtningelejr.
Så snart vi ankom, stimlede beboerne sammen omkring landroverne og skulle kikke på de mærkelige blegansigter, der pludselig dukkede op. I starten var det nogle splitternøgne og møgbeskidte drenge, der kom løbende, og efterhånden var det alle landsbyens indbyggere, der omringede os. Beboerne var ikke så overdådigt smukt dekoreret som hamarfolket, men alle kvinder og store piger bar dog masser af forskelligt farvede halskæder af glasperler, og de bar som regel også øreringe. De fleste af pigerne havde et smalt hårbånd, og de heldige havde det, der lignede en metalurlænke hængende ned, så den næsten dækkede næsen. En af de unge piger havde et hul under underlæben, som hun havde stukket en lille buket græsblomster i til pynt.
I stedet for gedeskind som hos hamarfolket havde stammen her vævede stoffer til lændeklæder, men overkroppen var næsten altid nøgen, og alle afskygninger af bare bryster blev vist frem som det mest naturlige i verden - hvilket det jo ret beset også er. Snoede armringe og fodringe bruges også her, men ikke så overdådigt som hos hamarfolket, og selvom kvinderne har flettet hår, har de ikke skikken med rødt ler og smør i håret. 
Mange af de store børn gik rundt med en aflang mælkekrukke, der var lavet af et stykke udhulet træ og påsyet en læderkrave, og et udhulet trækrus blev brugt til låg. Krukkerne var smukt dekoreret og havde en læderstrop, så den kunne hænge over skulderen. Sådan en krukke ville jeg meget gerne have med hjem til min etnografiske samling, og jeg prøvede at gå i forhandling med nogle store børn, uden at det rigtig lykkedes. Jeg kunne godt forstå dem, for de havde livgivende mælk i krukkerne, og man kunne altså ikke have mælk i en hundrede birrseddel.
En ung mand havde gået og kredset omkring mig og sagt mærkelige lyde, og jeg ved ikke, om det var det lokale sprog nolotic, men egentlig lød det nærmest til, at han var døvstum. Han ville meget gerne hjælpe mig, og han fremskaffede nogle store mælkebeholdere, som jeg dog syntes var for store til transport tværs igennem Afrika. Så kom han med en mindre mælkekrukke til kun halv pris på 50 birr, og jeg sagde ok med det samme. Beholderen så tudsegammel ud og er vist også lidt utæt i bunden. Et hul i træet er lappet med påsyet flettet græs, der er smurt med et eller andet vandtæt materiale, og krukken er dekoreret med rør af aluminium og et hylster fra en grøn BIC kuglepen. Om få år er sådanne krukker sikkert en saga blot, for de kan nemt afløses af en plastikvandflaske. Jeg holder meget af min originale krukke, og nu hænger den herhjemme på væggen, og ad åre kan man vel vænne sig til lugten. Den døvstumme unge mand fik 10 birr i kommission, og han hoppede nærmest af glæde. 
Også sumastammen har pinlig orden omkring deres hytter, men trøstesløsheden viste sit ansigt hernede. Der var næsten ikke mænd i landsbyen, da de sikkert var ude at vogte kvæg og får, men der var en ubeskrivelig mængde børn i alle aldre, og selvom de ikke var udhungrede, kunne de godt bruge lidt mere sul på kroppen. Vi gik rundt og kikkede og fotograferede, og en rulle pebermyntepastiller gjorde lykke blandt en flok børn, men ellers føler man sig lidt magtesløs, og surmastammen fortjener en lidt bedre og mere tryg tilværelse.
Da vi skulle køre, kørte den ene landrover fast i mudderet, og straks begyndte landsbyens beboere at hjælpe ved at skubbe, men den kom først fri ved at blive trukket op af en af de andre landrovere. 
Vi havde fået lavet en aftale med en nærliggende hamarlandsby om at overvære deres stammedans, og prisen var aftalt til 50 birr for os hver, og så måtte vi fotografere alt det vi ville af de dansende. Vi havde ikke før været i denne landsby, der lå et godt stykke inde i bushen, så vi kørte derind i landroverne. 
Kvinder og piger ville meget gerne sælge deres knoglehalskæder, og jeg fik købt et par stykker for 10 birr stykket, selvom de var indsmurt i rødt fedt og bestemt ikke var særlig appetitlige.
Selvom dansen nok var beregnet for den ugifte ungdom, var der en af de ældre kvinder, der dansede med, og på herresiden var der en flok små drenge, som heller ikke kunne lade være med at deltage i festlighederne.