Etiopien Lake Langano og vejen til nutiden. En rejsefortælling af Kim Greiner. November - December 2006. 5. del. En ordentlig omgang og husk kun at banke på træ. Så skete det, og man skal aldrig prale af sin stærke mave og banke under bordet og sige "Knock on wood", når bordet er lavet af metal. Altså ikke fordi jeg er den mindste smule overtroisk. Det havde været en skrækkelig nat, for bunden var slået ud af min mave, og ikke nok med det for jeg havde også kvalme og havde været ude 3-4 gange for at kaste op. Gitte var også syg og havde kvalme, så det var et par ynkelige skrog, der alligevel stod op kl. 6 for at slå teltet ned og pakke landroveren. Det blev ikke til andet end en Imodium stoppille til morgenmad, og en cola som Svend meget betænksomt sponsorerede. Vi havde ellers haft et par fantastiske spændende dage blandt nogle af Omo Valleys stammefolk, der stadig lever på jernalderstadiet, og nu var det desværre tiden til at vende næsen mod nord til de hjemlige himmelstrøg.
Ved en af punkteringerne i en tilsyneladende mennesketom ødemark tog det kun et øjeblik, før der var en flok børn og kvinder omkring landroverne. Børnene solgte nogle knytnæve store kugler, der var bundet sammen parvis og egentlig mindede kuglerne om tørret kolort. Da vi fik at vide, at det var tørret saft fra akacietræer, og at det skulle dufte rigtig dejligt, når det brændte, kom der gang i handelen. De kostede to birr parret, men børnene havde ikke helt styr på, af hvem de havde fået penge, og hvor meget de havde fået. Svend havde betalt for et par kugler til Birthe, men børnene troede så, at Birthe ikke havde betalt, og så sad hun i et slemt dilemma. Børnene var meget ophidsede over, at hun ikke havde betalt, og det blev ret ubehageligt, men hvis hun betalte igen, beviste det, at hun ikke havde betalt før. Det endte dog med, at Birthe betalte igen for at dæmpe gemytterne, selvom det jo ikke var så meget på grund af de to birr, men princippet i at betale for noget to gange.
Fra Arba Minch var der asfaltvej, men den var så hullet, at chaufføren helst kørte med det ene hjulpar i rabatten. Det kunne faktisk være svært at se, om der var højre- eller venstrekørsel i Etiopien, da der blev kørt i den side, der havde den bedste beskaffenhed, men når der kom en modkørende bil, var de da heldigvis enige om, at der var højrekørsel. Efterhånden blev der mere og mere trafik af landrovere, lastbiler og små lastbiler, og der blev endda set to personbiler. Den overvejende trafik var dog stadig med æsel-og hestevogne og den sædvanlige folkevandring af fodfolket.
I Shashemene holdt vi ved en lille cafe, hvor vi var inde at spise. Cafeen var skam fornem, for den havde indendørs wc, men spøjst nok skulle man ind i det lille køkken, og der stod wc` et i en kasse nærmest midt i det hele. Meget sødt stod to damer parat med et vandfad og en kande vand til håndvask bagefter.
Vi fortsatte omkring 100 km nordpå ad en fin asfaltvej, inden vi drejede ned ad en lille jordvej for at komme over til østsiden af Lake Langano, hvor Wenny Lodgen ligger. Lake Langano har et overfladeareal på 305 km2 og er den ene af de tre store søer, hvorimellem hovedvejen går til Addis Abeba. I følge Bradt Travel Guide er det sikkert at svømme i Lake Langanos brune vand, men på samme side i bogen står der, at man kan komme på bådture på søen for at kikke på flodheste og krokodiller, så den er trods alt nok ikke lige så sikker som Furesøen.
Igen var det en ovenud fin indlogering i en stor hytte med veranda, 2 store senge med moskitonet og eget badeværelse. Både ude og inde var hytten dekoreret med kunstværker og rustikke brugsgenstande. Lodgen var næsten helt ny, og der var endnu ikke kommet varmt vand i hanerne til de fjerneste bungalows. Til gengæld var det kolde vand ikke særlig koldt, og efter farven at dømme lignede det brunt søvand.
Lodgen ligger helt tæt på søbredden, og selvom det var 27 grader, virkede det let køligt i
vinden. Rastafarigruppen gik alligevel ned til kalkstensklipperne ved søbredden, og vi så en fantastisk solnedgang med alle de røde nuancer, der findes.
Ved sådan en stille stund kan jeg godt blive helt rørt og glædes
umådeligt over livet.
Allerede inden vi kom afsted, så vi en prægtig fiskeørn sidde på en pæl ved søen, og i det hele taget var der mange forskellige fugle i områder, og f.eks. en vild tukan eller en næsehornsfugl ser man ikke hver dag.Vores guide fortalte vidt og bredt om alt, hvad vi så, og her kan da nævnes flere flokke af Colombus monkeys, og vi så en myreslugerhule og fandt flere pigge efter hulepindsvin. På en slette i nærheden af lodgen fandt vi også flodhestelort, så det var ikke bare lyv, at de levede i søen.
Bedst som vi gik på en lille sti, og jeg troede, at vi var langt væk fra alting, kom en flok skolebørn gående med deres skolebøger. Lidt efter kom vi da også til en lille landsby med små lerhytter med stråtag. Jeg kikkede ind i en af hytterne, og i det ene hjørne lå en dynge majskolber, og midt på gulvet lå et lille barn og sov til middag. En ard, sådan et pløjeredskab af træ som vi selv brugte i oldtiden, stod op ad væggen, så den dynge majskolber har nok kostet en del besvær. Ved hytten var der ingen voksne at se, men nogle børn havde ikke noget imod at få en rulle kiks.
En dreng skulle vise sig lidt og svingede i en lian, og bagefter stak han hånden frem og sagde: "Give me money" En indfødt mand, der var i nærheden, gav drengen en skideballe for tiggeriet, og drengen luskede slukøret væk. Andre børn, som vi mødte på vejen tilbage til lodgen, ville gerne fotograferes og se deres billede på skærmen, og der var ikke noget med birr i dette tilfælde, da det var almindelige børn i bomuldstøj. Ellers var der faktisk en del tiggende børn i området, men kommandoen "give me money" er jo ikke ligefrem de ord, der skal til, hvis man frivilligt vil give noget væk.
Rastafarierne ville ud at gå tur, men jeg havde jo mit spyd projekt, og jeg havde regnet ud, at hvis det blev savet i 4 dele, kunne det gå med i vadsækken. Skaftet var af næsten massiv bambus, men fra Søstrene Grene havde jo min fantastiske 15 kr.`s schweizerkniv, og imellem 10-15 andre funktioner var der også et par save. "Savene" viste sig dog kun at være et stykke jern med nærmest runde takker, men efter kun 10 minutters filing, kunne der dog anes en svag ridse i bambussen. Jeg bandede de to søstre langt væk, og de burde selv tvinges til at save et bambusspyd over med deres knives runde takker, sku' de. Nå, men der var ikke andet at gøre end at file løs, og efter 2 timer, et par vabler og en arm i krampe var mit spyd demonteret i 4 dele, og det glædede mig, at jeg ikke lod mig friste til også at købe et mellemstort og et lille spyd. (Hjemme er spyddet isat små bambuspinde i hulrummene og limet og er så godt som gammelt igen).
Sundhedsklinikken var bygget for udenlandsk kapital, men den var desværre lukket igen, fordi de manglede licens og pengemidler til driften, og det var meget beklageligt, da det var midt i et malariaområde. Det er virkelig sørgeligt, når et sådant projekt mangler penge, og det var svært at gå derfra som rige danskere, der havde deres på det tørre.
Det var hjemrejsedag dagen efter, så inden vi gik i seng, havde vi stort set pakket, og da min bagage var ret fyldt med starten på et større etnisk museum, droppede jeg en del tøj, sæbe og solcreme, som blev lagt i en pæn bunke, hvis nu stuepigen skulle være interesseret.
En kæmpe edderkop havde sneget sig ind på værelset, og jeg manglede egentlig mit spyd, men ved en snedig undvigelsesmanøvre blev den verfet ud, og vi kunne nogenlunde roligt gå i seng.
Ude på hovedvejen var vi kommet til den gode asfalt - næsten desværre, for der var samtidig tæt trafik, og vores chauffør lavede mange uhumske overhalinger med blinkende modkørende. Der holdt også en lastbil og en landrover, der var stødt sammen, og af de rester, der var tilbage af landroveren, var der nok ingen overlevende, selvom de havde haft sikkerhedsseler på. Skiltene med 35 km i timen igennem byerne er også lidt af en parodi, og selvom der nogle steder var standere, hvor der stod trafikpoliti, var der aldrig nogen betjente.
Landskabet var gult og tørt, men faktisk var det overskyet, og der faldt til tider lidt småregn, der dog nok fordampede, så snart det ramte den varme jord. Allerede mange kilometer fra Addis Ababa, så jeg grupper af mænd med en kæp og en tøjbylt over skulderen. De vandrede mod byen, sikkert for at søge arbejde, og hvad skæbne de ville få i storbyen kan der kun gisnes om. Igennem Addis Ababas forstæder er der mange lave cementhuse med rustne bliktage, og de var ikke specielt kønne, men måske som et lille håb for mændene med tøjbylterne var der også noget, der lignede fabrikker.
Tilbage i Addis Abeba holdt vi ind ved et eksklusiv forretning, der solgte Etiopiens sorte guld - kaffe. Jeg ville egentlig gerne støtte deres kaffeproduktion, men vores bagage føltes rigelig tung i forvejen, så jeg sponserede i stedet pengene på nogle tiggende krøblinger og en ung mor med et barn, der meget
strategisk havde taget opstilling udenfor forretningen. Vi havde eftermiddagen til fri disposition, og rastafarigruppen gik i byen og fik endelig købt nogle frimærker og sendt postkortene, og ellers satte vi os på Meskel Square og spiste et ydmygt måltid af brød og bananer.
Endnu en taxa tilbage til hotel Leopol, hvor vi tilbragte lidt ventetid i deres uhyggelige bar med blåt lys. En af vores medrejsende havde om eftermiddagen fået stjålet eller nærmest røvet sit kamera på åben gade i nærheden af Meskel Spuare, hvor vi havde spist frokost. Det var det eneste tyveri, topasgruppen var ude for i et af verdens fattigste lande, så egentlig var vi nådigt sluppet. (Ærgerligt med kameraet men heldigvis har vi efterfølgende lavet en bytte-billede-ordning, så alle vores digitalbilleder er sendt på rundtur til hinanden, og vi kan plukke, hvad vi har brug for).
I lufthavnen spurgte vi efter vores bortkomne soveposer, men ingen kendte noget til dem, så hvor de var henne fortabte sig i det uvisse. Vi fik brugt de sidste birr på nogle T-shirts i lufthavnen til opskruede turistpriser, men pyt det var dem vel undt. Igen med fly til Amsterdam og videre til Kastrup og som et bevis på, at miraklernes tid endnu ikke er forbi - rullede vores soveposer ud på bagagebåndet.
Ellers kan jeg hilse og sige at mit fastmonterede metalarmbånd voldte en del problemer i lufthavnenes sikkerhedssystemer, men nu er jeg blevet stædig og nu sidder det, hvor det blev sat, og er et dejligt minde om hamarstammen i Syd Omo, der ligger i en fjern afkrog i "Landet langt borte".
Foto til de 5 Etiopien afsnit er overvejende taget af Kim Greiner,
men Birgitte Greiner, Grete Andersen, Alice Rahbek, Jette Petersen,
Ninna Pedersen, Birthe Nielsen har også bidraget og ikke mindst Jørgen
W. Nielsen med mange skønne billeder af stammefolkene. Til slut en tak til Birgit
Theiltoft der har oversat vanskelige tekster i Bradt og læst korrektur.
Etiopien - landet langt borte indgår i rækken af mine billedforedrag. |
Vi skulle også over Turmifloden på tilbagevejen mod Addis Abeba, og det er altid spændende, om det overhovedet er muligt at komme over floden og hjem. Vandet i floden var da sunket noget siden i går, men alligevel var en mindre lastbil kørt fast midt i vadestedet, og den var ved at blive trukket op af en gravemaskine. Omkring 10 store lastbiler ventede stadig på den anden side, og de ønskede ikke at friste skæbnen i Turmi flodens vande. For os i landroverne med 4 hjulstræk så det rimeligt ud, og vi fik de to første biler over uden problemer, men en lille lastbil, der ellers holdt inde til siden, brød ind i vores konvoj og ville med over i slipstrømmen. Vores chauffør og kokken blev mildest talt meget sure og fór ud og begyndte at diskutere med lastbilens chauffør, og det var lige før der blev håndgemæng. Det er på en bestemt måde, at floden skal passeres, og da der lige havde siddet en lastbil fast i vadestedet, var det også ret usmart, at en ny lastbil kørte ud og blokerede, når landroverne lige havde bevist, at de godt kunne komme over. Kokkens argumenter var ret slående, og han fik da også lastbilen til at bakke nogle meter, og vi kom over uden problemer.
Vi skulle tilbage ad samme dårlige vej som på udturen, men de første 3 timer af formiddagen blundede jeg og lod verden passere. Kun en gang imellem vågnede jeg op og fik dårlig samvittighed over alle de børn, der vinkede, og jeg orkede ikke at vinke igen.
Vi fortsatte langs den nye vej i hjulsporene og nogle gange oppe på vejen. Utallige mindre flodlejer skulle passeres, og enkelte steder var der bygget rigtige betonbroer, men de var ikke taget i brug endnu. Flere punkteringer fulgte i løbet af dagen, men ved 17 tiden var vi igen fremme ved Arba Minch og kørte ind til det gammelkendte Swaynes Hotel med de smukke bungalows. De fleste var inde
at smæske sig i restaurationens lækre retter, og jeg prøvede at få en skive franskbrød ned, men den klæbede i munden.
Ellers blev filmen spillet baglæns, og vi forlod det grønne landskab ved Arba Minch, og det blev igen tørt og lignede det Etiopien, som vi hjemmefra troede, det var. 
Jeg havde mavekneb, og selvom jeg vidste, at vi kun var omkring 10 km fra Shashemene, fik jeg standset landroveren og dermed hele vores konvoj, og styrtede ind i bushen. Ja det er slet ikke så sjovt med maveproblemer på rejser, men for at denne
rejsefortælling ikke skal blive en ren mavefortælling, slutter jeg den side af historien her. Men jeg kan da lige oplyse, at jeg først blev rask 3 dage efter hjemkomsten til Danmark og først efter at havde taget en
penicillinpille. Pillerne havde vi haft med på hele turen, men penicellin skal man jo ikke tage i tide og utide, så jeg havde udskudt det for at se, om maveproblemerne gik over af sig selv - næste gang tager jeg en pille lige med det samme. 
Igen mødte vi krøblingen, der kun kunne kravle rundt, og som jeg ikke havde kunne nå at give noget, sidst vi var i byen, men denne gang fik jeg lettet min dårlige samvittighed ved at give ham 50 birr. En anden ung mand stod med en krykke og en vissen fod, og ham gav jeg i forbifarten en tier og gik så over til landroveren. Han humpede efter mig og stod
uden for bilvinduet, og jeg tænkte:
"Hvad nu kammerat, du har jo lige fået". Men hvad skete der, jo han lagde begge sine hænder på sit hjertet og sagde:
"Thank you". Et par piger kikkede også lige ind, men de
ville ikke andet end kikke og smile.
Jordvejen fortsatte omkring 20 km igennem et tørt støvet landskab med spredte hytter og masser af børn. Med sådan en dårlig vej, der endda på et tidspunkt gik ned i en kløft og over et vandløb, skal Wenny Lodge nok ikke regne med ret mange strøgkunder.
Det er faktisk utroligt, at 20 km kan være så langt, når man er træt og varm. Endelig nåede vi frem til receptionen, der ligger som en fremskudt post, og nogle unge mænd bar bagagen ud til vores bungalows, der lå spredt og gemt i bushen. 
Restauranten var med sofagrupper og bar og var også ovenud flot dekoreret og bygget meget gedigent i en stor åben trækonstruktion med stråtag. Vi var de eneste gæster, der havde forvildet sig helt ud til Wenny Lodges, så vi kunne nyde de flotte omgivelser for os selv.
Der var flere tilbud på beskæftigelse, idet vi kunne gå tur i junglen med en lokal guide, ride en tur i omegnen eller sejle på søen, og Gitte og jeg valgte en tur i junglen.
Et sted i junglen stødte vi på en flere hundrede år gammel gravsten, og det kunne ses, at den døde meget fortjenstfuldt havde avlet 6 sønner. Så var der selvfølgelig flere kæmpetræer, og flere steder så vi ficuskvæleren, der omklamrede sit værtstræ, og som en anden gøgeunge tilsidst dræber sin vært.
Op ad en af hytterne stod der et spyd, som blev brugt til at holde hyænerne på afstand, fik vi fortalt. Sådan et spyd var lige det, jeg manglede i min etnografiske samling, så jeg spurgte guiden, om han troede det var muligt at købe
sådan et spyd. Jo da, et stort kostede 150 birr, et mellemspyd 100 og et lille 50 birr. Jeg valgte et stort spyd, og med et stort mener jeg et virkeligt stort spyd, idet spidsen var omkring 50 cm og skaftet et par meter. Hvordan jeg skulle få det ned i kufferten, havde jeg på det tidspunkt ikke helt planlagt, men jeg var glad for mit spyd, der lå virkeligt godt i hånden, og jeg manglede faktisk bare en hyæne eller to. Jeg fik betalt til en stor dreng, og guiden mente, det var bedst, at drengen bar mit spyd hjem til vores bungalow, så hyæner eller andre ikke skulle komme til skade undervejs. 
Efter frokost i lodgens flotte restaurant ville Jette og Alice komme forbi, og jeg fik lyst til at lave lidt spas med dem, da jeg i virkeligheden kun er en stor dreng, der er forklædt i en 60 årig krop. Så jeg iklædte mig en bar mave, mit troldmandshår, BH/forklædet fra stammefolket, og så havde jeg jo mit dejlige spyd. Da jeg så kunne høre pigerne komme, sprang jeg frem med vilde hyl, og i det mindste lod de, som om de blev forskrækkede.
Rastafarierne kom tilbage og fortalte, at de var kommet til et stort grønt græsareal, hvor der lå en del bygninger, der indeholdt en skole foruden en sundhedsklinik, der var blevet oprettet i 1988. En pedel og senere en lærer ville gerne vise rundt og fortalte, at skolen havde omkring 500 elever, og at der var 12 lærere deriblandt 1 kvinde. Klasseværelserne var ikke særlig store, men alligevel var der plads til 69 elever i hvert rum. Det var en tysk organisation, der betalte lærernes løn, og en anden organisation havde sponseret bordene og stolene.
Om eftermiddagen ville jeg gerne ned at bade i Lake Langano, og det var ikke, fordi det brune vand var særlig tiltrækkende, men lejligheden bød sig for at bade, om ikke sammen med flodheste, så dog i en sø hvor
de levede.
Der var allerede morgenmad kl. 6.30, og et par unge mænd tjente 10 birr ved at slæbe vores bagage op til receptionen og landroverne, og vi var på farten igen. De første 20 km. var ad jordvejen, og mange børn stod og vinkede, og
de der tiggede, fik et fytegn af kokken.
Det er egentlig praktisk med de mange punkteringer, for det giver nogle gode stop ude blandt befolkningen, og dennegang fik vi set nærmere på en lokal brønd, og fik nogle gode billeder af de 20-30 børn, der hurtigt stimlede sammen. I et land, hvor pengene måske nok kunne bruges på noget mere fornuftigt, var der mange store reklameskilte langs vejen, og jeg tror Coca Cola kom ind som et flot nr. 1, skarpt
forfulgt af Pepsi Cola.
Selvom vi måske var mættede med oplevelser, besluttede vi alligevel at tage en taxa ud til Addis
Ababas marked, der skulle være Østafrikas største. Markedet var helt uoverskueligt med krogede beskidte gyder og snævre gader, og det var bestemt ikke beregnet for turister. Det manglede ikke på advarsler fra taxichaufføren om at holde alle værdigenstande tæt til kroppen, og de samme formaninger fra en selvbestaltet guide der førte os lidt rundt i menneskemylderet. At passe på sin pung og sit kamera og samtidig holde sammen på en 6 mands gruppe, hvor de 5 var kvinder, var dog helt
umuligt. Jeg kikkede frem, og jeg kikkede tilbage, men i et ubevogtet øjeblik blev Gitte i en smal passage nærmest afskåret af spærrende fremmede mennesker. Da hun måtte råbe om hjælp, havde vi nået mætningspunktet for eksotiske oplevelser, og efter kun en halv time besluttede vi at fortrække fra markedet.
I en ny taxa kørte vi til Hotel Sheraton og var tilbage i en helt anden tryg og juleudsmykket verden. Store røde sløjfer og guldkugler hang overalt, og et kæmpe plastikjuletræ med pynt og et stort honningkagehus bød os velkommen i receptionshallen. På trods af, at Etiopien er et overvejende kristent land, var Sheraton det eneste sted, vi overhovedet så noget juleri, men til gengæld fik den alt hvad den kunne trække her. Vi fortsatte ud i hotellets pragtfulde park og stilede mod cafebordene og fik kaffe og
uforskammet flotte kager, der kun kostede en ugeløn for en hel etiopisk familie.
Hotel Sheraton er et af de få steder, hvor der kan veksles birr tilbage til dollar, og der skal beregnes rigtig god tid foruden pas og tidligere vekslingspapirer, for de vil meget nødig slippe den hårde valuta igen. Jeg selv havde kun en passende mængde birr tilbage, og jeg ville hellere prøve på at få has på de sidste ved at købe et eller andet, eller give dem til nogle af de fattige.
På vej til lufthavnen fik vi spist det sidste etiopiske Injera måltid, og gruppen fik ros af Mette
for, at vi havde klaret strabadser og uforudsete hændelser med åbent topas pioner sind. Rosen gik også den anden vej, og selvom vi havde haft en hel fantastisk god tur, misundte jeg ikke Mette, der skulle på den samme tur, så snart hun havde afleveret os i lufthavnen. (Siden har jeg hørt at denne gruppe blev afskåret fra hele Syd Omo på grund af en nedstyrtet vejbro, og det var bare rigtig ærgerligt, da det var det mest spændende på hele turen at møde stammefolkene. Men topaserne havde ikke vidst, hvad de var gået glip af, og de havde nydt deres plan B tur, og i Afrika kan alting ske og kan ikke planlægges 100% hjemmefra.)
18 dages eventyr langt ud over det sædvanlige kostede fra Topas side 18.980 kr. pr. person incl. Gauda Super forsikring, fly, landrovere, guider,
hestepassere, overnatninger og de fleste af måltiderne. Derudover blev der brugt 50 US dollar til drikkepenge og 20 US dollar til visum. Gitte og jeg brugte tilsammen 400 US dollar omvekslet til birr til måltider, drikkevarer, souvenirs, fotos og tiggere, og der skal arbejdes virkelig hårdt på at bruge så mange lommepenge i et så fattigt et land.