1.del.

Da jeg har planer om at udvide mit udbud af historiske have- og byvandringer i sommeren 2014 har jeg læst en del bøger om Frederiksberg Have og Slot. Bøger med det samme emne har ofte mindre divergenser, men det følgende er bearbejdet fra en gammel bog om Frederiksberg Have fra 1935. 

Prinsens Gård var den spæde start på Ny Amager.

Frederiksberg Haves historie begyndte, da Christian 6. skænkede sine døtre en lille gård ved bondebyen ”Ny Amager”, der tidligere var grundlagt af Frederik 3. Ny Amager bestod af små gårde med hollandske kolonister, der som et eksperiment var udflyttet til Frederiksberg fra St. Magleby på Amager.

Denne ejendom fik navnet Prinsens Gård, da den blev overdraget til den kun 10 årige kronprins, den senere Frederik 4. På dette sted udviklede den unge kronprins sin interesse for haver, og han glædede sig over beliggenheden på Valby Bakke med den vide udsigt til København. 

En udlandsrejse i 1692 fik den allerstørste betydning, for kronprinsen gæstede den store konge, Ludvig 14. på slottet i Versailles. Til kronprinsens ære lod kongen ” Les grands eaux” springe, og det gjorde et umådeligt indtryk på den unge prins.

Kronprinsen kom derfor hjem med hovedet fuldt af ideer, og han begyndte at se mulighederne i det kuperede terræn ved lystgården i Ny Amager. De første år udvidede han haven mod vest, men i 1697 tog planerne fart, idet den svenske arkitekt Nicodemus Tessin, der var i tjeneste hos den danske konge, blev hørt om sin mening om et ottekantet lysthus på toppen af Valby bakke. Nicodemus’ planer fandt dog ikke nåde for kronprinsens øje, og han lod i stedet den unge ingeniørkaptajn Hans Heinrich Scheel tegne en plan for haven og formentlig også det nye sommerslot. 

Frederiksberg slot tager form på bakketoppen.

I 1698 indhegnede man terrænet med et over 5000 alen plankeværk, og året efter tog man fat på at bygge det nye slot. Det lille slot kaldet ”Das obere Haus” eller ”Das Haus Friederichsberg” fik kun en kort levetid, for kronprinsen blev i 1699 til kong Frederik 4., og som konge mente han, at et større slot var nødvendigt på denne udsøgte plads. I 1707 begyndte byggeriet på ny, og der blev tilføjet nye tværfløje for begge ender, og midterpartiet blev fremhævet med tre fulde etager. Set fra haven havde slottet nu sit nuværende udseende, og et gammelt kobberstik fra 1718 viser, hvordan slottet dominerede den endnu meget unge og sirlige have.

Den samtidigt anlagte vandkunst med kaskader var fra første færd noget af en skuffelse, for det var vanskeligt at få tilstrækkeligt med vand, der kun kom fra en beholder i portbygningen. Senere gravede man den store cisterne i Søndermarken, som stadig eksisterer under grønsværen. Det gav heller ikke overbevisende meget vand til springvandets kaskader, da datidens teknik gjorde det praktisk taget umuligt at pumpe større mængde vand op i denne betragtelige højde på bakken. Senere overtog Københavns Vandvæsen cisternen, og i dag er der glasmuseum i de underjordiske cisterner. 

Frederik 4., søn Christian 6., havde også øje for det smukke slot på bakketoppen, og han opholdt sig her med glæde, og for at gøre stedet en konge værdigt blev salene udsmykket med et væld af stukkatur og malerier af tidens bedste kunstnere. Christian 6. var som en tidligere Christian en vældig bygherre, og samtidig med, at han byggede Christiansborg Slot, Hirscholm og Eremitagen, byggede han videre på Frederiksberg Slot, så den nuværende lukkede slotsgård blev dannet.

På havesiden blev der syd for slottet i Søndermarken anlagt et vifteformet system af alléer, som delvis er bevaret, og den såkaldte brune Dyrehave, der lå, hvor den senere Zoologiske Have blev anlagt, blev taget ind under haveanlægget.

Havens træer og buske voksede op og udviklede sig med tætte og regelmæssige former under gartnernes ustandselige tugt med hækkesaksene, og intet skud måtte stritte uden tilladelse, og lindealléerne har derfor hele sommeren været friske og grønne, takket være den regelmæssige klipning. 

Fra barokhave til romantisk have.

Ude i Europa ændrede smagen sig, og barokarkitekturen og barokhaven var ikke længere den højeste mode. England havde tidligere haft pragtfulde, barokke haveanlæg, men den nye stil var under fremmarch i 1700-tallet. Nu var det slut med symmetri og stramt klippede hække, for nu skulle træerne vokse frit og grønne græsplæner med søer og bugtede kanaler skulle understrege den naturlige stemning. Stemningen blev forstærket med romantiske bygninger som græske templer, kinesiske lysthuse, grotter og kunstige ruiner samt monumenter med rørende inskriptioner.

Den mest virksomme forkæmper i Danmark for den engelske havestil var holsteneren professor C.C.L. Hirschfeld, som i slutningen af 1700-tallet skrev en bog om den engelske havekunst. Bogen inspirerede slotsforvalter på Frederiksberg Slot M.F. Voigt, der endda havde uddannet sig som gartner i bl.a. England. I årene 1798-1800 blev Søndermarken omlagt til den nye havestil, og nogle år efter kom turen til Frederiksberg Have, så også kongen kunne prale med en have i ”Engelsk Hauge” stil. Nogen kaldte omlægningen for det store ”Ødelæggelsesværk”, hvor de gamle alleer til dels blev fældet, og de lige gange blev erstattet med krumme stier, og de regelmæssige bassiner blev afrundet og forbundet med slyngede kanaler. Heldigvis blev de to hovedakser fra hovedindgangen ved Frederiksberg Runddel til Fasanhøjen og fra Slottet til Andebakken bevaret og ligger som to store lysninger.

Kinesisk lysthus, Apistemplet og andre romantiske indslag.

For at få den rette stemning frem i den nu overvejende engelske have gik der romantiske broer over de nye kanaler, og der blev bygget lysthuse. Et af lysthusene er Apistemplet, der er tegnet af en af datidens største kunstnere Nikolaj Abildgaard, der som direktør for Kunstakademiet ellers er mest er kendt som maler. Abildgaard har dog også tegnet Frihedsstøtten på Vesterbro, og så kan vi give ham æren for det lille Apistempel, hvor de fleste materialer stammer fra vestibulen i Moltkes Palæ på Amalienborg Slot. Efter Christiansborgs brand i 1794 blev palæet ombygget som bolig for kongefamilien, og der blev seks marmorsøjler, marmorfliser og trappesten tilovers. Med dette byggemateriale foruden gavlrelieffet og andre dekorative detaljer af billedhuggeren Nikolai Dajon så Apistemplet dagens lys i 1804. Oprindelig var templet tænkt som et ”Morgentempel”, og det er der nok ikke mange, der har tænkt på, da templet en overgang blev brugt til indgang til Zoologisk Have og senere degraderet til kun udgang med en stor solid svingdør, der kun tillod folk at gå ud og ikke ind.

Det yndefulde ”Schweizerhus” er også Abildgaards værk, og huset ligger højt hævet over en lille sø, og med meget god fantasi kan landskabet godt minde om et landskab i Schweiz. På tegninger i Rigsarkivet kan det ses, at i hvert fald havefacaden er velbevaret i Abildgaards landlige stil med det stærkt fremspringende stråtag. Husets indre var egentlig planlagt til et ottekantet, hvælvet rum, men blev ved opførelsen erstattet med en halvrund, hvælvet sal. 

Mesteren for ”Det Chinesiske Lysthus” er arkitekten Andreas Kirkerup, der smukt udtrykker tidens romantiske begejstring for det eksotiske. Træhusets spinkle linjer er udsmykket med langhalede drager, og lysthusets lakrøde farve giver et eventyrligt præg, der leder tanken hen på H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”. Kineseriet er beliggende på en lille ø, der er forbundet til den øvrige have med en fint svungen bro. Øen og lysthuset er kun åben for offentligheden på særlige dage til tedrikning og skuespil, og til netop Nattergalen findes ikke et bedre sted i kongeriget. 

Den Gule Fasangård er en rest af det gamle fasaneri, hvis oprindelse er ældre end havens tilblivelse. Her har fasanmesteren haft sin bolig og opdrættet fasaner til de kongelige jagter. Fasaneriet blev nedlagt i 1785, men bygningerne blev bevaret og senere ombygget med tilføjelse af en ekstra etage.

Jostys Pavillon, der blev bygget i 1824 i træ, hører som sådan ikke med til Frederiksberg Have, medens Bissens statue af Frederik 6., der blev opstillet i 1858, venligt byder offentligheden indenfor til herlighederne.

Frederiksberg Have er folkets have.

Skønt Frederiksberg Have er anlagt som en kongelig park, er der alligevel den ejendommelighed, at den altid har været åben for offentligheden. 

Hvordan det stillede sig med puplikums adgang til Frederiksberg Have under Frederik 4. ved vi ikke meget om, men i ”Den danske Vitruvius” fra 1749 kan læses: Det er alle og enhver af skikkelige folk tilladt at betiene sig af denne Have til deres fornøyelse, hvorudover den og om sommeren altid er fuld af Mennesker, der til Ende kommer fra Kiøbenhavn derud, som nyde her all den Forlystelse, som nogen yndig Have kan til Veje bringe”. 

Til skikkelige folk regnede man dog ikke landsoldater og Holmens folk med koner og børn. Frederiksberg Have var dog lukket en kort overgang under Christian 6. i de ni år fra 1731 til 1740 da Frederiksborg slot tjente som residens, meden Christiansborg var under opførelse. Ellers har Frederiksberg Have i over 300 år været tilgængelig for publikum og det i modsætning til Søndermarken.

Under den enevældige fader Frederik 6. fuldbyrdes Frederiksbergs Haves demokrati, men dog også med grænser nedad, idet en livreklædt Schweizer stod ved indgangen til haven og han havde ordre til at afvise fattigklædte personer og folk der bar på byrder.

På den ældste plan over haven ses nogle busketter, som den besøgende kunne trække sig tilbage til, når kongefamilien ønskede at prominere. Havens popularitet kulminerede under Frederik 6., når han i gondol og iført admiralsuniform sejlede rundt på kanalerne. Denne kongelige kanalsejllads var i mange år københavnernes hovedforlystelse, og når både kongen og folket var glade, var alting godt.

Kilde:
Frederiksberg Have. Tom Kristensen, Jørn Rubow og Oluf Friis. Rasmus Navers forlag 1935. 

Videre til Frederiksberg Have og Slot. 2 del. Hvor ovenstående uddybes.

Tilbage til forsiden.