Frederiksberg Have og Slot 4 del. 

           Kongelaster og lyster.

Af Kim Greiner  

De to konger, der har haft mest betydning for Frederiksberg Have og Slot, er uden tvivl Frederik 4. (1671-1730) og Frederik 6. (1768-1839).  

Frederik 4. var selve ophavsmanden til haven, efter at han havde overtaget Prinsessernes Gaard og omdøbt den til Prinsens Gaard og fik anlagt den nu forsvundne barokhave. Ud over haveanlægget havde Frederik 4. dog også andre mere eller mindre dulgte interesser på damesiden, og der kommer et og andet frem, hvis der graves lidt i historien.

 Frederik 6. var også interesseret i haver og tilbragte i en periode på omkring 50 år meget tid på Frederiksberg Slot og i haven og yndede at sejle rundt på kanalerne. Det er da også ham, der som bronzestatue byder velkommen ved indgangen til haven. Også Frederik 6. havde dog visse andre interesser uden for dronningens sovegemakker.  

Byldepest og kongens maitresser.  

 I 1711 huserede en ondartet byldepest i København, og den havde efterhånden kostet 20.000 mennesker livet og udryddet hele familier.

 Da der ikke var midler til at begrænse sygdommen, flygtede Frederik 4. sammen med dronning Louise, deres børn og hele hoffet til det fjerne Koldinghus. Kongen var sluppet for bylderne, men blev i stedet ramt af et alvorligt hjertetilfælde.

 Frederik 4. havde for længe siden mistet interessen for sin tyskfødte dronning, som han havde været gift med i 16 år. Hun havde født ham fem børn, men kun to var levedygtige. Ægteskabet var fra kongens side indgået af politiske årsager, hvorimod Louise fra starten var forelsket. Allerede tre år før dronningen havde født parrets sidste barn, datteren Charlotte, havde kongen giftet sig til ”venstre hånd” med sin elskerinde Elisabeth Helene von Vieregg. Elisabeth var blevet udstyret med gods og grevindetitel, men hun døde i barselsseng og deres elskovsbarn, en søn, døde kun et år gammel.

 Dronning Louise blev i årenes løb en bitter kvinde og gav sin forpinthed luft i heftige optrin, og snart trøstede Frederik sig med en ny grevinde, denne gang Charlotte Helene von Schindel, og hun fødte kongen en datter, der dog døde kort efter fødslen. Charlotte udnyttede kongen så skamløst, at han måtte sende hende ud af landet, dog med en livsvarig årlig godtgørelse, og da hun først døde i 1752, blev det en klækkelig sum.  

En bortførelse og endnu et giftermål til venstre hånd.  

 Frederik 4. sad nu på Koldinghus og kedede sig, og dronning Louise sad indadvendt i sine gemakker og græmmede sig, og da hun var meget religiøs, søgte hun kirkens mænd, mens kongen var mere interesseret i hoffets damer. Nu skulle der ske noget, og da kongen elskede livlighed og dans, besluttede han at afholde en maskerade på slottet.

 Blandt gæsterne var den billedskønne komtesse Anna Sophie Reventlow, som kun havde oplevet 18 somre. Kongen, der var 22 år ældre, faldt pladask for den unge kvinde.

 Anna Sophie boede på godset Clausholm og var datter af enkegrevinde Sophie Amalie Reventlow, der var stærkt religiøs, og hun holdt nærmest sin smukke datter indespærret på herregården. Enkegrevinden blev dybt rystet, da hun opdagede, at kongen havde kastet sine lystne øjne på Anna Sophie, for hun vidste godt, hvad der foregik ved hoffet, som hun derfor kaldte ”Øglereden”.

 Efter maskeraden tog kongen på visit på Clausholm, men enken fik gemt datteren af vejen og meldte, at hun var syg. Senere i Kolding blev kongen opsøgt af emsige slægtninge til Anna Sophie Reventlow, og de kunne berette, at Frederiks kærlighed til den smukke komtesse var gengældt, og at hun længtes efter at møde ham igen. Slægtningene havde regnet ud, at det ville dryppe på degnen, hvis de hjalp med alliancen, og de blev da også siden rigeligt belønnet.

 Allerede dagen efter, den 26. juni 1712, ankom kongen igen til Clausholm, og bag enkegrevindens ryg havde Anna Sophie, med hjælp af en lakaj og en kammerpige, forklædt sig og lod sig ”bortføre” af kongen.

 Den kongelige ekvipage rullede mod Skanderborg, og i samme sekund Anna Sophie stod ud af rejsevognen, blev hun udnævnt til Hertuginde af Slesvig, og der blev stillet an til bryllup. Nu var der det lille problem, at kongen allerede var lovformeligt gift, og faktisk var der dødsstraf for bigami i kongeriget. Ifølge loven skulle kongen dog kun stå til ansvar over for Gud – og det var der forhåbentlig et stykke tid til endnu. En embedsmand blev udnævnt til hofpræst, med visse tilhørende begunstigelser, og endnu engang fik Frederiks venstre hånd noget at tage sig til. Brylluppet fandt ingenlunde sted i stilhed, for der blev stor fest på Skanderborg Slot med dans til den lyse morgen.  

En dronning krones i et sovegemak på Frederiksberg Slot.  

 Hjemme i København rasede dronningen, men måtte affinde sig med kongens haneben, og hun kunne heller ikke forhindre, at Anna Sophie blev installeret i Kongens Gård bag Børsen. Her besøgte kongen hende jævnligt, hvilket afstedkom tre børnefødsler, men børnene døde alle som spæde.

 Den unge venstrehåndsgemalinde havde fået foræret Vallø slot, og her tilbragte hun ofte somrene indtil 15. marts 1721, hvor dronning Louise dybt begrædt af borgerne i København døde. Dronningen, der fik tilnavnet ”kongerækkens mest forgræmmede dronning”, blev bisat i Roskilde Domkirke. Dagen efter var der sørgekomsammen på Københavns Universitet, og om eftermiddagen blev kongen lovformeligt viet til Anna Sophie. Undersåtterne mente jo nok, at kongen var gået lige lovlig hurtigt frem, for han burde i det mindste have ventet til sørgeåret var omme. Det havde været ret så upassende at se monarkens tårer den ene dag og glæden i forbindelse med brylluppet den næste.

Det var den almindelige opfattelse, at da alt skulle gå så hurtigt, var det Anna Sophies store overtagelseskunst, og det var da også tydeligt, at kongen var umådeligt forelsket i hende. Fremmede gesandter kunne da også melde hjem, at Anna Sophie selv som 35 årig, stadig var i besiddelse af sin ungdoms glans. Måske lidt mere buttet, og tænderne var ”slette”, men det var ikke noget særsyn dengang, og alle portrætter blev derfor malet uden smil på læben.

 Frederik var optaget af at gøre sit ægteskab så legitimt som muligt, og han lod ministre og gesandter forsamle på Frederiksberg Slot. Der havde lige været statsråd, og kongen opfordrede sine gæster til at gå ind i Anna Sophies sovegemak. Gæsterne måbede, for inde i sovegemakket sad Anna Sophie på sengekanten iført sort kjole og med juveler flettet ind i håret. Kongen satte en krone på gemalindens hoved og erklærede hende for at være Danmarks og Norges dronning. Det blev så første gang i Danmarkshistorien, at en kvinde, der ikke var af fyrstelig byrd, blev kronet som dronning.

 Den nykronedes halvsøster Christine Sophie, der i sin tid var den koblerske, der havde bragt kongen og Anna Sophie sammen, rejste sig pludselig, gik hen til dronningen og trykkede kronen ekstra godt ned om hovedet og satte dermed ”kronen på værket”.

 Gæsterne måtte tage sig sammen og lykønske dronningen, og det blev bemærket, at kronprins Christian og hans lillesøster omhyggeligt undgik at kysse stedmoderen på hånden. År efter, da Christians gemalinde Sofie Magdalene skulle krones til dronning, nægtede hun at bære den krone, som havde siddet på Anna Sophies hoved, så man måtte for dyre penge lade fremstille en ny krone til hende.  

Kongen påtog sig skylden for Københavns brand.  

 Den nyslåede dronning måtte i de kommende år drøje mange beskyldninger for at udnytte sin magt over for kongen. Frederik og Anna Sophie elskede virkelig hinanden, og det var ikke som med hans øvrige maitresser en erotisk besættelse, der drev over med årene. Munterhed og selskabelighed kom til at præge hoffet de kommende år, men også sorgen. Alle kongeparrets efterfølgende fem børn døde som spæde, og da den sidstfødte prins Karl døde umiddelbart før sin etårs fødselsdag, var forældrenes sorg ubeskrivelig. I december 1729 kort efter Karls død flyttede de ud på Frederiksberg Slot, hvor de agtede at leve i ensomhed og bod.

Frederik var på det rene med, at det var Guds straf, at alle de 10 børn, han havde avlet med andre end den forsmåede dronning Louise, var døde. Og da København brændte i efteråret 1728, påtog han sig også skylden.

 Kongen var også yderst bekymret over, hvad der skulle ske med hans elskede Anna Sophie, når han var død. Han fik gode mænd til at skrive under på, at hans testamente og hans sidste ønske skulle respekteres, og selv kronprins Christian skrev under med segl og det hele.

 I sommeren 1730 tog Frederik og Anna Sophie på en sidste færd rundt i kongeriget, men i Odense måtte parret afbryde rejsen, og han måtte gå til sengs. Han havde svære smerter, og da han med årene var blevet dybt religiøs, ventede han bare på dødens udfrielse, så han kunne stilles for sin gud og måske få tilgivelse for sine jordiske synder. Anna Sophie var utrøstelig og skiftede ustandseligt kur og læge, indtil alt håb var ude. De sidste nætter tilbragte dronningen vågen på en dyne, hun havde anbragt ved siden af kongens leje. Man prøvede at overtale hende til et par timers hvile i et tilstødende værelse, men forgæves.  

”Den kronede last” bag troldens gitter. 

 Frederik 4. døde 12. oktober 1730, og dagen efter måtte Anna Sophie forføje sig til herregården Brangstrup, som hun havde arvet efter sin mor. Anna Sophie blev nægtet at deltage i kongens ligfærd, og hun blev overhovedet ikke nævnt i de taler og prædikener, som blev holdt rundt om i landet. Stemningen var hende ugunstig, og det var ikke glemt, at kongens maitresse skamløst havde ladet sig krone til hans dronning, så hun fik tilnavnet ”den kronede last”. Alle kendte Christian 6.’s indstilling til stedmoderen, så ingen behøvede at holde sig tilbage med smædeskrivelser.

Anna Sophie fik trods alt stadig lov til at kalde sig dronning, dog ikke til Danmark og Norge, og hun måtte heller ikke kalde sig enkedronning, så hvad hun egentlig var dronning over, fortaber sig i historien.

Den nykronede Christian forviste hende til Clausholm, og hun måtte ikke forlade herregården uden kongens tilladelse. Alt andet, hvad hun ejede, overgik til kongen.

Der gik rygter om, at hun havde udsuget danskerne og bragt den sammenskrabede kapital til fremmede riger, så en nidkær undersøgelse blev iværksat til ingen verdens nytte, for der var ikke hold i beskyldningerne. Anna Sophie havde aldrig beriget sig på andres bekostning, tværtimod havde hun altid været gavmild over for værdigt trængende.

 Det eneste Anna Sophie ville have af de personlige ejendele, den nye konge havde ribbet hende for, var et bundt personlige breve, hun havde fået af gemalen. Den nådige konge lod hende få brevene mod, at hvis dronning Louise var omtalt, skulle de tilintetgøres.

 Anna Sophie levede tretten år som enke, og hendes sidste ønske var at blive stedt til hvile under samme tag som sin elskede mand. Efter sin død 7. januar 1742 sørgede Christian 6. for, at hun fik en sømmelig ligfærd og blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke, dog ikke i højkoret ved siden af sin gemal. Man undlod også at skrive på hendes sarkofag, at hun var dronning og gift med Frederik 4. Den kære, nye konge havde sørget godt for sin stedmoders sidste hvilested, for han havde købt slægten Trolles kapel i Roskilde Domkirke. Gitterporten ind til kapellet bærer Trollernes våben domineret af en sort trold – symbolet på satan selv. Gitterporten blev ikke fjernet, og efter kongens mening var det passende for den ”syndige kvinde”, der havde elsket hans far, at hun nu kunne hvile i mørket bag det hånende smedejern.    

Frederik 6., dronning Marie og fru Dannemand.  

I slutningen af 1780’erne var kronprinsen, den senere Frederik 6. på frierfødder, og valget var faldet på Marie Sofie Frederikke, der var datter af statholderen over Hertugdømmerne den tysksindede Carl af Hessen. Med Struense og hans regering i frisk erindring var man på vagt mod alt, der kom fra Tyskland, så man var ikke rigtig glad for alliancen. Der blev lavet hemmelige undersøgelser af landgrevedatteren, og det blev konstateret, at kronprinsen og hun ikke havde noget tilfælles: ”Hun deklamerer Messias og gør vers, og eftersom kronprinsen ikke har sådanne litterære interesser, passer hun ikke for ham”. Frederik var ligeglad, for han ville have Marie, som han havde forelsket sig i, og hun i ham. Det var ellers noget af et særsyn på den tid, hvor ægteskaber som regel var fornuftsægteskaber og på kongeplan nærmest forretningsforbindelser mellem rigerne i Europa.

 Vielsen fandt sted 31. juli 1790 i brudens hjem, og nu var stemningen vendt, og man måtte få så meget ud af situationen som muligt. Ved den senere indtagelse af København ville jubelen da heller ingen ende tage, og byen var smykket med guirlander og æresporte. Poeterne havde også haft travlt med hyldesttaler og vers som P.A. Heiberg, der ellers plejede at være bidsk over for kongehuset:  

Jorden og havet skal høre vor stemme,

Jorden og havet skal dele vor fryd.

Skove og fjelde vor jubel fornemme,

Skove og fjelde gentage dets lyd.

Velkommen Marie, er folkenes råb

Og held over Frederik, rigernes håb.  

 Festrusen var præget af, at man siden Struenses fald og dronning Caroline Matildes eksil i Tyskland havde måttet nøjes med enkedronning Juliane Marie. Ved enkedronningens kup i 1722 havde hun nærmest taget magten i landet, eftersom den sindsforvirrede Christian 7. ikke magtede at regere, og kronprinsen endnu var for ung. Enkedronningen var bestemt ikke afholdt, men nu var der kommet en ung kronprinsesse til hoffet, og forhåbentlig også en børneflok til videreførelse af kongeslægten.

 Kronprinsessen havde takt og ynde, men hun var tilbageholdende og sky og talte og forstod ikke et ord dansk. Selvom parret havde været forlovet i tre år, havde ingen gjort hende begribeligt, at det nok var en god ide at sætte sig ind i det sprog, hendes undersåtter talte. Rusen fra indtogsfestlighederne lagde sig hurtigt, og det blev hverdag med med jalousi og misundelse ved hoffet på Christiansborg.  

Marie fra bondeslottet Gottorp.  

Kronprinsen havde allerede som 16-årig lavet et vellykket modkup, og havde i en del år fungeret som konge på grund af faderens tilstand. Hans halvsøster Louise Augusta, der var datter af Caroline Matilde og Struense, havde i en årrække været familiens strålende, intelligente og smukke midtpunkt, og nu kom Marie og gjorde hende rangen stridig.

 Louise Augusta og hendes hofdamer var bestemt ikke søde ved den nyankomne kronprinsesse, og de havde straks deres meninger om denne landgrevedatter fra ”bondeslottet” Gottorp, der manglede temperament og forstand og så hendes tyske tale. Det kunne endda hænde, at når kronprinsessen indfandt sig i teatret, måtte hun døje tilråbet ”Tyske-Marie”.

 Marie, der i forvejen var sky og genert, trak sig tilbage til privatlivet, og allerede året efter brylluppet fødte hun en søn, og arvefølgen var sikret, men til stor sorg døde drengen kun nogle få måneder efter. Marie fødte også en datter, der døde, og så endelig en datter Caroline, der fik lov til at leve og blev sin fars øjesten. Endnu fire børn blev født, men kun en datter Vilhelmine Marie var levedygtig, og hun blev så det sidste levende skud på den fire hundrede år gamle oldenborgske kongeslægt.

 I 1804 døde Christian 7. af skræk for de spanske hjælpetroppers kanonbuldren, og Frederik 6. blev konge. Det stod samtidig klart, at Marie ikke magtede flere graviditeter, og med stor sorg var hun nødsaget til at lukke sovekammerdøren for Frederik.

 Dermed var der ingen arving til tronen, og selvom Frederik stædigt kaldte sin ældste datter for kronprinsessen, så havde hun absolut ingen arveret til tronen. Valget faldt nødtvunget på arveprins Frederiks ældste søn prins Christian Frederik, som mange år efter blev udråbt til Christian 8.  

Dameeventyr og ulykker rammer Danmark.  

 Frederik var 40 år og stadig meget viril, og i de kommende år kastede han sig ud i dameeventyr til befolkningens store forargelse. Efterhånden havde dronning Marie vundet en plads i befolkningens hjerte, og der var stor medfølelse med de mange børnedødsfald.

 Marie lod sig ikke mærke med Frederiks bekendtskaber, og hun forstod, at hendes fyrige gemal måtte søge andre kvinders favn, når hun ikke selv var i stand til at modtage ham.

Frederik havde ellers også nok at gøre med at passe rigerne, og ulykkerne haglede ned. Danmark havde indgået alliance med Napoleon, og englænderne sejlede ind gennem Øresund og vandt slaget på Reden i 1801, og i 1807 kom de og bombede København og ranede hele den danske flåde. Riget gik statsbankerot, og vi måtte afstå Norge, og enevoldskongen måtte bære ansvaret. Alligevel var Frederik elsket, og ingen tog sig mere af fædrelandets sorger end ”Landsfaderen”.

 Flere ulykker ramlede ned. 26. februar 1794 brændte Christiansborg, og kongefamilien, der beboede slottet, stod på gaden og var ribbet for de fleste af deres ejendele. Året efter i 1795 hærgede en storbrand København, og den hårdeste landbrugskrise i mands minde hærgede de danske bønder fra 1818 til 1828.

 Dronning Marie støttede sin mand, hvor hun kunne, men viste sig sjældent offentligt. Når kongen behøvede en kvinde ved sin side, blev det prinsesse Caroline, og ofte så københavnerne kongen med sin datter promenere arm i arm på byens strøg. Engang blev de puffet ud i rendestenen af en gammel kone, der ikke anede, hvem hun puffede til. Frederik sagde til Caroline: ” Den kone kender pinedød sine rettigheder bedre, end hun kender sin konge”.  

En nyboderpige bliver fru Dannemand.  

 Frederik foragtede alle former for fråseri, og indbudte gæster ved hans bord fandt ofte på undskyldninger, så de kunne komme hjem og få sig et ordentligt måltid mad og et glas vin.

 Frederik var også svær at trække med i teatret, for musik interesserede ham ikke, undtagen når det drejede sig om militære toner.

Kongens mådehold med kunstens vederkvægelser og bordets glæder var velkendt, men hvad angik kvinder var der ikke mådehold. Allerede i 1806, hvor Frederik opholdt sig i hertugdømmerne, foretog han sit første offentligt kendte sidespring. Med den fattige Jeanette Roisin fik han en datter, og i begyndelsen mente han ikke, det var nødvendigt at yde nævneværdig økonomisk støtte. Senere fandt han det dog sømmeligt at betale for de børn, han avlede uden for ægteskabet.

 Et par år efter blev Frederik dybt engageret i den attenårige nyboderpige Bente Frederikke Andersen Rafsted, og hun blev kongens maitresse i resten af hans liv. Det blev sådan, at Frederik så godt som hver aften aflagde frøkenen et besøg, og hun fødte Frederik to sønner og to døtre. Elskerinden blev udnævnt til oberst og sløjfede sit ene fornavn og udskiftede sit efternavn, og hed for fremtiden Frederikke Dannemand.

 Dronning Marie havde kendskab til fru Dannemand og affandt sig med situationen, men det var hende en bitter pille at sluge, at Frederik to gange blev far til to levedygtige drengebørn. Marie ville så inderligt gerne selv have skænket kongen en kronprins.  

Et dyrt sidespring og havresuppe.  

Efter Napoleonkrigene rejste Frederik til kongres i Wien, hvor de implicerede parter skulle få styr på Europa. De østrigske baller var talrige, og Frederik fandt sig en veninde i Wien, den kun syttenårige skuespillerinde Caroline Seuffert. Ved afrejsen bemærkede Frederik til den russiske tsar, at han i denne by ikke havde vundet en eneste sjæl til erstatning for hans afståelse af Norge. Han måtte have glemt frøken Seuffert, men den danske stat havde ikke mulighed for at glemme hende, for kongen havde lovet hende en livslang apanage for hendes ydelser. Da kongen holdt sine løfter, blev frøkenen et temmeligt dyrt bekendtskab, for hun lukkede først sine smukke øjne som 93 årig.

Frederiks kamp i Wien for at redde Danmark og få skuden på ret køl igen havde taget et lille års tid, og hjemme havde dronning Marie dygtigt og nidkært taget sig af statssagerne. Fru Dannemand havde benyttet den lange adskillelse til at tage sig en svensk købmand til elsker, og med ham ventede hun et barn. Kongen var rasende, men det kom dog til en forsoning, og fru Dannemand flyttede igen ind i elskovsreden.

 På trods af kongens udskejelser elskede prinsesserne Caroline og Vilhelmine deres far, og han var selv en øm far for dem. Bag det barske ydre var han en rar og omgængelig mand både over for familien og tjenestefolkene.

 Påklædningen var altid militære uniformer både til hverdag og fest, og alt skulle gå efter en militær rettesnor både ude og hjemme. Når kongen havde afsluttet sit dagsværk med en visit hos fru Dannemand, tilbragte han ofte natten i en simpel feltseng i arbejdsværelset på Amalienborg. Den gamle kammertjener Jens Westergaard puttede så majestæten, og Frederik endte med at sige: ”God nat Ole. Sluk lyset – pengene ligger i vinduet. Kammertjenerens sidste opgave var at slukke for komfuret, hvor kongens havresuppe stod og boblede. 

 Sparsommelighed var en dyd for både kongen og folket, og da han overtog tronen i 1808, var tiden ikke til kroningsfestligheder, så det måtte vente til sølvbrylluppet, hvor festerne kunne slås sammen. Ved denne fest var der da heller ingen smalle steder, og sparekniven blev lagt langt væk.    

En ny kongeslægt kommer på banen.

 3. december 1830 døde Frederik 6. på sin feltseng i arbejdsværelset. Dronningen var utrøstelig over tabet, og hun overlevede kongen i 13 år. Det meste af hendes liv havde ikke været nogen dans på roser. Sammen havde kongeparret delt datteren Carolines sorg over to gange at have mistet en kæreste ved dødsfald. Først da hun var 35, forbarmede hendes halvonkel Ferdinand sig og tog hende til ægte, for øvrigt til begges store lykke. Prinsesse Vilhelmine blev gift med sin slægtning den senere Frederik 7., og han nåede at gøre hende sanseløs af rædsel over sit udsvævende liv, inden Frederik og Marie fik ham fjernet, og hun fik skilsmisse. Hverken Caroline eller Vilhelmine fik børn, og Marie blev derfor ikke den bedstemor, som hun altid havde ønsket sig.

Hvis dronning Marie på sine gamle dage var bedrøvet, gik hun til sin elskede gemals arbejdsværelse, og den gamle kammerpige Birte sukkede og sagde: ”Så nu er hun nede og fortælle ham noget.”

 Kort før Marie døde som 84 årig, opnåede hun den glæde, at Christian af Glücksborg blev udvalgt til at føre kongehuset videre, idet Christian 8. eneste søn Frederik 7. var barnløs. Christian, den senere 9., havde altid været Frederiks og Maries yndlingsnevø, og det ville have glædet den gamle konge, at det blev løsningen på tronfølgeproblemet.

 Marie døde i marts 1852, og hun havde givet ordre til, at alle hendes private papirer skulle brændes undtagen de mange breve, som Frederik havde skrevet til hende i deres næsten halvtredsårige ægteskab. Brevene skulle sammen med Maries forlovelsesring anbringes ved siden af hende i kisten, der står ved siden af hendes elskede gemals i Roskilde Domkirke.  

Kilde:

Kvindelist og kongelast af Rie Krarup. Lademann.  

Danske slotte og herregårde. Redaktion af Aage Roussell. Hassings forlag.

Videre til Frederiksberg Have og Slot 5 del. Dronning Caroline Matilde og Struense.

Tilbage til forsiden