Grønland.

Grønland 1. del. 

Af Kim greiner

                  Fakta og Grønlands historie.

På vores rejser rundt om i verden, har vi ofte pralet med, at Grønland er en del af kongeriet Danmark, men vi havde aldrig selv været der. Pinligt, pinligt og pinligt, så i sommeren 2016 ville vi besøge dette forunderlige land, der igennem historien er tæt forbundet med den forblæste halvø Jylland og de andre småøer. Jeg dykkede ned i historien og fik udvidet min horisont, og om dette kan læses i denne artikel. Senere kommer så den personlige rejsefortælling om vores oplevelser i Grønland.  

Kalaallit Nunaat - Grønlændernes land.  

Kolde fakta:

Sproget er grønlandsk og dansk.

Grønland er verdens største ø og har et areal på 2.166.086 km2, og bebos af 56.295 indbyggere. Dvs. 0,14 indbygger pr. km2 isfrit areal. 88 % er grønlændere, 10 % danske og 2 % andre. I disse tal er der selvfølgelig en hel del etniske blandinger.

Gennemsnitslevealderen er for kvinder 72 år og for mænd 67 år, hvor danske kvinder til sammenligning kan forvente at blive 80 år og mænd 76 år.

Arbejdsløsheden er på 4,75 %.

De største byer er Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Qaqortog.

Styreformen er parlamentarisk demokrati, men der er rigsfællesskab med Danmark og Færøerne.

Valutaen er danske kroner, og BNP pr. indbygger er 199.000 kr.

Grønlands geografiske beliggenhed er afgørende for landets befolkning, og klimaet spiller en væsentlig rolle for livsbetingelserne. Grønland har bestandigt været underlagt klimasvingninger, men indlandsisen har dækket Grønland i millioner af år. Kysterne har skiftevis været isfrie og isdækkede i takt med varmere og koldere perioder. Den nuværende mellemistid begyndte for 8.000-10.000 år siden, og først på det tidspunkt opstod der naturgivne betingelser for bosættelse i Grønland.

 Enkelte af eskimoernes fortællinger går dog mere end 10.000 år tilbage i tiden, og der er fortællinger om kæmpestore planteædende dyr – mammutter. Den uddøde for 8.000-10.000 år siden og sikkert på grund af klimaændringer til den kolde side.

Indvandring fra nord.

 Eskimoernes forfædre har første gang markeret deres eksistens langs Asiens og Amerikas nordlige kyster ved Beringstrædet. Folkestammerne er vandret fra Asien til Amerika i den periode, da Asien var landfast med Alaska. Da kontinenterne blev adskilt af Beringstrædet, fortsatte indvandringsbølgen over vand. 

 Det menes, at de første grønlændere kom via Nordamerika omkring 2500 år f. Kr. De var fulgt efter renerne på deres vandring, men de jagede også moskusokser og sæler. Folkeslaget bredte sig langs Nordkysten af Grønland og videre sydover langs Vestkysten og om på Østkysten.

 De tidlige indvandrere grundlagde Saqqaq-kulturen efter bygden Saqqaq i Diskobugten, hvor der er gjort mange arkæologiske fund.

 Senere omkring år 500 f. Kr. opstod Dorsetkulturen. Begge disse tidlige indvandregrupper er sporet fra Upernavik i nord til Qaqortoq (Julianehåb) i syd og på Østkysten op til Illoqqortoormiut (Scoresbysund). Begge indvandregrupper er dog forsvundet igen, sandsynligvis på grund af et koldere og mere umenneskeligt klima.

De indvandrede inuitter, som nutidens grønlændere stammer fra, kom fra Sibirien via Alaska og Canada. Stammen kaldes thulefolket, og de slog sig ned i det nordvestlige Grønland omkring år 1100. De havde udviklet kajakker og umiaqer (konebåde) til større transporter til vands og hundeslæder til transporter til lands. De baserede livet på fangst af havets dyr, og det vigtigste fangstredskab var harpunen, og det vigtigste redskab var synålen. Harpunen nedlagde dyr og skaffede kød, og synålen blev brugt til at lave vandtætte fartøjer og dragter.

 Selv med de spinkle fartøjer kunne thulefolket dræbe hvaler. Når en hval blev observeret, sprang mændene i konebådene. En af dem, der var iført en vandtæt skinddragt, sprang over på hvalens ryg, og med sin harpun på en lanse dræbte han hvalen med stik igennem åndehullet.

  Nutidens grønlændere, der er efterkommere af thulefolket, kaldes inuitter, og deres land kaldtes derfor Inuit Nunaat, der ofte er oversat til Menneskenes Land. Andre navne for Grønland er Kalaallit Nunaat, hvor navnet kalaallit antagelig stammer fra nordboernes navn for inuit. De tidlige europæere kaldte innuiterne for "skrællinger", hvilket i mine øre ikke lyder særligt flatterende. Navnet eskimo, der betyder "de, der æder råt kød", er også taget af bordet i vore dage.   

Vikingerne ankommer.

 Samtidig med, at Dorsetfolket endnu levede i Thuleområdet, ankom vikingerne eller nordboerne og slog sig ned i det sydlige Grønland. Det var islændingen Erik den Røde (Erik Torvaldsson), der som landsforvist i årene 982-985 udforskede nyt land mod vest. Erik havde fået en dom på 3 års fredløshed for manddrab, og alle og enhver kunne ustraffet dræbe ham i den periode. Efter fredløstiden vendte Erik den Røde tilbage til Island og kunne berette om det grønne land mod vest. Navnet Grønland (Grænlendi) er nok et af verdenshistoriens største falske reklameslogans. Erik den Røde vendte tilbage til Grønland i sommeren 986, og under hans ledelse nåede 14 af 25 skibe frem. 300-400 nordboere slog sig ned i området omkring bosætningen Brattahlið (Qassiarsuk) sammen med heste, køer og får. Nordboerne var først og fremmest bønder, der dyrkede græs til deres dyr og mestrede kunstvanding og gødskning, men i stigende grad begyndte de på fiskeri og jagt.

Tidligt i 1000-tallet nåede nordboerne på deres langstrakte togter til Vinland i Nordamerika for at finde nye levesteder, men uden held, for de mødte kraftig modstand fra indianerne i dette nye land.

 Samtidig med at nordboerne indvandrede til Sydgrønland, indvandrede inuitterne til Nordgrønland, men der gik nok nogle hundrede år før de to folk mødte hinanden midt på Vestgrønlands kyster.

 Sagnene melder mest om stridigheder mellem nordboere og grønlændere, men en række fund i nordboernes ruiner vidner også om kulturel, redskabsmæssig og sproglig udveksling.

 Da bosætningen af nordboere var størst, var der 3.000-5.000 indbyggere, og der er registreret 500 ruingrupper i Østerbygden, der er området omkring Brattahlið og ca. 100 i Vesterbygden, der lå i fjordsystemerne omkring Nuuk. Ud over gårde i områderne har man fundet en domkirke, 14 kirker og to klostre.

 Nordboerne forsvandt af ukendte årsager i løbet af 1400-tallet. På det tidspunkt havde de islandske bønder ellers levet i Grønland i omkring 350 år.

 Da Ivar Bárdason i 1340 kom til Grønland, var nordboerne væk, og området lå øde hen bortset fra får og fæ og indvandrede inuitter. Nordboernes forsvinden er stadig en gåde, og løsningen skal nok ikke findes i deres stridigheder med inuitterne. Så mon de udvandrede til et ukendt sted, blev de ramt af sygdomsepidemier, eller var klimaændringer skyld i deres forsvinden? Allerede under Erik den Røde begyndte kulden så småt at tage til inden for en klimacyklus på tusinde år, hvor varmen havde kulmineret i 800-tallet. Storisen tog nu gradvis til, og besejlingen af landet blev besværliggjort.

Klimaforværringen, der satte ind i 1300-tallet og gav mere kulde, har været til ugunst for nordboerne med deres landbrug, men til gunst for inuitternes levevis med jagt og fiskeri. Men kan vanskelige klimaforhold virkelig tage livet af nordboerne, de havde trods alt levet her i 350 år under vanskelige forhold.

 En af nordboernes vigtigste kirker er Herjolfsnæs, der ligger på et næs over for bygden Narsarmijit, og her blev der i 1921 udgravet 30 skjorter, 17 hætter, 5 hatte og 6 strømper. Trods hætternes europæiske oprindelse viser væveteknikken, at de er fremstillet i Grønland. Klædedragterne kan dateres til slutningen af 1400-tallet.

 Blandt de sidste livstegn fra nordboerne i Grønland findes der i islandske optegnelser beretningen om et bryllup i år 1408, hvor Torstein Olavsson blev gift med Sigrid Björnsdóttir i Hvalsey Kirke. Denne kirke er for øvrigt den bedst bevarede ruin fra nordbotiden. Hvad er der mon sket med Torstein og Sigrid efter brylluppet?

  Ifølge gamle inuit-sagn uddøde de sidste nordboere omkring 1500-tallet, og de sidste blev dræbt af inuitterne. Hvad der skete og hvorfor – det er spørgsmålet.

 Læs mere om nordboerne i 2. afsnit om Grønland: "I vikingernes fodspor."

De farveløse hunde.

 Et gammelt sagn fortæller: Der levede engang en mand og en kvinde, der havde en datter, som var vild med mænd, men ingen kunne holde hende ud ret længe. Hendes far sagde en dag, at når du ikke han holde på en mand, så tag dog en hund. En morgen vågnede forældrene ved, at en stor hund sad på datterens sovebriks. Faderen jog den ud og bandt den, men om morgenen lå den atter hos pigen. Igen blev den bundet udenfor, men da lampen blev slukket, hørte de larm og skrig, for hunden slæbte den skrigende datter ud af huset.

Pigen var i mellemtiden blevet frugtsommelig og fødte et kuld børnehvalpe. Forældrene syntes, børnehvalpene spiste for meget, så faderen satte datteren og alle børnehvalpene ud på en ø, men han kom dog hver dag med mad til dem. Den store hund syntes ikke, der var mad nok, så den svømmede selv ud med et par bukser fulde af kød. Det opdagede faderen, og han kom sten imellem kødet, og da hunden svømmede ud, trak stenene hunden ned, så den druknede. Børnehundenes mor var vred over tabet af sin forsørger og foreslog, at børnehundene skulle æde hendes fader. Det gjorde de, og hun sagde: "Jeres far er druknet, og jeres morfar har I ædt, så nu må I klare jer selv", og så skubbede hun dem ud på havet i en lille båd. Disse børnehvalpe blev til qallunaat (de hvide), og altid skal de sejle rundt på havet.

 Nu var det kun et sagn, men i mange år efter de hvides ankomst blev de kaldt for hunde af inuitterne.

 En anden historie fortæller om en gammel kvinde Aanaa, der havde set disse farveløse hunde den gang, hun var en lille pige og boede på en anden boplads.

 De farveløse hunde kom sejlende i et stort hus (skib), og de havde store næser og, deres øjne var blå, og de havde rødt hår over hele hovedet. For et skind kunne kvinderne bytte sig til en synål. For fem skind fik fangerne en dolk eller en spids til en harpun. Fangeren Ihoib og kvinderne Kunelik, Kabelau og pigen Sigokou gik med om bord og ind i det store hus, fordi de ønskede sig flere ting. Men de kom ikke ud igen, og de farveløse hunde qallunaat sejlede og tog inuitterne med, og ingen har set dem siden: "Måske kommer de tilbage i det store hus med mange ting? Det kan ingen vide". Sådan fortæller den gamle Aanaa. 

Inuit – de rigtige mennesker og qallunaat – de fremmede.

 Inuitterne fik for alvor kontakt med europæerne i løbet af 1600-tallet. Kontakten spænder fra blodige overfald til livlig handel, men inuitterne, der tidligere havde været selvforsynende med livets fornødenheder, blev efterhånden afhængige af jernvarer, træ, glasperler, synåle, våben og stof til beklædning. Grønlændernes levevis var for altid ændret.

Hvilken europæisk nation, der skulle have overherredømmet over det fjerne land, var i mange år uafklaret. Danmark og Norge havde længe påberåbt sig ejerskabet. I virkeligheden var det hollænderne, der bedst kendte landet eller havene omkring Grønland, da de som de første drev intensiv hvalfangst langs Grønlands kyster. De bosatte sig dog ikke, og med nordboernes indvandring i Grønland kom landet først under Island og siden under Norge. Da Norge kom under den danske konge, fulgte Grønland med.

 Den egentlige europæiske bosættelse ud over nordboerne skete først i 1721, hvor den dansk-norske præst Hans Egede grundlagde kolonien Godthåb. Det skete i Frederik 4.s regeringstid, hvor Hans Egede sejlede til Grønland for at lede efter nordboernes efterkommere og genkristne dem. Han fandt ikke nordboerne, men der blev i løbet af 1700-tallet anlagt et antal kolonier på Vestkysten, der senere lagde grundstenen til danskernes kolonisering af Grønland.  

Hans Egede manglende fornemmelse for sne og inuit.  

 Hans Egede havde desværre ingen fornemmelse for hverken grønlændere eller sne. Han stammede fra Vester Egede på Sjælland og levede fra 1686 til 1758. Han rejste til Grønland i 1721 for at finde og kristne nordboerne (hvis de nu havde glemt noget). Ingen lande i Norden havde haft forbindelse med nordboerne i 200 år, og han fandt dem heller ikke. Til gengæld begyndte han med sin kristne missionsvirksomhed og satte på mange måder en uoverskuelig udvikling i gang, som Grønland stadig er præget af.

Hans Egede ankom på skibet Håbet, og den første bosættelse var på Håbets Ø, hvor der stadig findes rester af hans første hus. Senere i 1728 flyttede han bosættelsen til et bedre sted på fastlandet og gav den navnet Godthåb – der siden er blevet Grønlands hovedstad og nu hedder Nuuk.

 Hans Egede forlod Grønland igen i 1736, og for eftertiden stå han som "Grønlands Apostel". I nyere tid er han blevet stærkt kritiseret, og unge grønlændere har kastet æg på hans statue i Nuuk. Præsten gjorde med Vorherre i hånden inuitterne til dårligere mennesker, mener de. Jeg tager bestemt heller ikke hatten af for Hans Egede. Som alle andre europæere ude i verden så han ned på den indfødte befolkning. I dette tilfælde talte de ikke Hans Egedes sprog, og de havde også svært ved at tro på den kristne gud og hans søn, der var født af en jomfru og nu boede oppe i himlen. Hvis de blev kristne, så kunne inuitterne, når de døde, også komme op til Gud i himlen, blev der lovet: "Hvad i alverden skulle vi derop efter, der er jo hverken sæler eller hvaler". Næ, så hellere ned i havet når de døde, sådan som de selv troede på.

Hans Egede selv lærte aldrig at tale grønlandsk, og så kan det jo godt nok være lidt svært at forklare principperne i den kristne tro. Til gengæld var hans søn Povl lærenem, og han fungerede senere som tolk.

 Hans Egedes rejse blev i 1721 finansieret af Det Bergenske Grønlandskompagni, dog stærkt støttet af kongen. På grund af de store tab overtog kongen dog kolonien Grønland i 1728

 Det var den dansk-norske kong Frederik 4. (1671-1730), der var den egentlige igangsætter af det, der endte med koloniseringen af Grønland. Kongens planer gik mest ud på at finde guld og sølv og opspore de forsvundne nordboere og så som sidegevinst kristne de vilde. Hans Egede fandt hverken guld eller nordboere, og det kneb gevaldigt med at kristne inuitterne. Han forlangte, at de skulle sige hele trosbekendelsen på dansk, før de kunne blive døbt.

 Så Hans Egede fik ikke udrettet ret meget nyttigt, og han bandede de "vilde" langt væk.

Kolonien får tilført kolonister og forbrydere.

 Der var startet en ny koloni ved Nepisene, men hollandske hvalfangere havde skammeligt nedbrændt kolonihuset, og da historien nåede til Danmark, vakte den voldsom harme ved hoffet. Det førte til heftige, diplomatiske skudvekslinger med det emsige træskofolk. Frederik 4. ville nu plante sit Dannebro, så ingen betvivlede, at Grønland var hans – og selvfølgelig skulle grønlænderne heller ikke betvivle det.

Kongelige krigsskibe blev sendt af sted med en hel garnison – 12 kanoner, officerer og 25 soldater, en kommandant, en købmand mere, en kirurg, sergenter, en tambourmajor og ikke mindst den kongelig guvernør Claus Enevold Paars, der skulle bestyre kolonien. Ja, og så lige guvernørens tjenestepige, der på bedste vis skulle holde guvernøren varm i de kolde nætter.

 Kolonien skulle ikke mere styres af en præst, og Hans Egede fik både en kommandant og en guvernør over sig – og det var langt mere, end Hans Egede ønskede sig. Kongen havde også fået den ide (en kongstanke), at nu, hvor nordboerne tilsyneladende var forsvundet, skulle Grønland befolkes med hvide mennesker. Der blev derfor udsendt en flok ondskabsfulde tugthusfanger, i alt 12 mænd og 12 kvinder til Grønland. Næsten alle mændene var tyske, og de fattede hverken dansk eller norsk. Kvinderne var udvalgt som de yngste, sundeste, stærkeste og mest rapkæftede. For at alt skulle gå efter kristne dyder, blev de alle gift ved et bunkebryllup efter lodtrækning, hvor det blev afgjort, hvem der skulle have hvem, og så skulle den være i orden.

 Håbets Koloni blev trang. Omkring 30 mennesker var klemt sammen i det lille, fugtige præstehus, og resten blev ude på skibene. Både kommandanten og guvernøren mente begge, at de havde overretten til at regere, og præsten forsøgte de at sætte ud af spillet. 

Kolonien flyttedes længere ind i landet, og der skulle bygges huse til guvernøren og kommandanten, hus til præsten, hus til folkene, provianthus og bryghus ikke at forglemme. Guleroden var, at hvis de ikke fik tag over hovedet inden vinter – frøs de ihjel.

 De fik bygget de mest nødvendige bygninger, men spændingen var voksende i Godthåb, og Hans Egede var forarget.

 Godthåb var simpelthen blevet et Sodoma og Gomorra. Druk, tyveri, hor, slagsmål hørte til dagens orden. For at dæmpe gemytterne ombyttedes ølrationen med en halv flaske brændevin om dagen – af hensyn til folkesundheden.

  Både guvernør og kommandant var skammelige forbilleder for såvel kolonisterne som grønlænderne. Guvernøren og kommandanten var fulde af fest og drikkeri, og det endte ofte i slagsmål og de værste skældsord. De var også uenige om retten til guvernør Paars tjenestepige Titia, der var gået hen og blevet frugtsommelig.

  Endelig viste Vorherre karakter og lod lige så stille døden rense ud. Skørbugen rasede og tænderne faldt ud, og en efter en kreperede de vilde krabater. 45 døde i løbet af vinteren, og de overlevende kvinder blev enker, og de holdt bryllup med de overlevende soldater. Efter vinteren var der kun seks kvinder, fire børn og tyve mænd tilbage. Gud været lovet, takkede præsten i sit stille sind.

 Sommeren kom, og der kom skibe med nye forsyninger og friske kolonister. Hans Egede så sig omkring: Da han kom hertil, var her stolte fangere, som gik rundt i skind, og de for ud i kajak og kom hjem med glæde og fangst. Nu går de rundt i spraglede skjorter og snavsede bukser, men det begynder lige så stille at gå lidt bedre med at kristne de "vilde".

Grønlænderen Poq rejse til København.

 Poq, der levede fra 1700 til 1729 er en berømthed i Grønlands historie. Han blev den første grønlænder, som i det herrens år 1724 blev sendt til Norge og Danmark af Hans Egede som et reklamefremstød for den grønlandske handel og mission. Han var også den første inuit, der kom levende hjem til Grønland igen, så han kunne fortælle sine landsmænd om de mærkelige qallunaat-lande på den anden side af havet.

Poqs far, der var storfangeren Piniartorsuaq var gået ombord på et af de store hundehuse (europæiske skibe) for at redde et par piger, der var blevet bortført, men han blev selv taget til fange, og ingen har set ham igen og heller ikke pigerne.

 Poqs mor døde under hans fødsel, og han burde bare skubbes ud i kulden, men han var trods alt søn af en storfanger, så han kravlede på omgang, og sugede mælk af kvindernes bryster. Gamle Angakkoq pillede lusene ud af hans hår og trak marven ud af nogle knogler og tyggede den til gode mundbidder, så han klarede sig igennem.

 Poq kunne ikke med de andre børn. De narrede ham til at spise hundelever, og det giver som bekendt uro i maven, så han kastede op på dem. Plejeforældrene blev sure: "Lusede knægt, dumme unge. Gå ud og find din far, så han kan skaffe dig mad."

 På et tidspunkt får Poq oprejsning, idet han egenhændigt nedlægger en stor rentyr og med besvær slæber den mod bopladsen. Inden han når at få ros og anerkendelse for sin flotte fangst, ankommer skibet med Hans Egede, og så får alle på bopladsen andet at tænke på.

 Poq bliver tilknyttet Hans Egedes hus og leger og jager med sønnen Povl, og han begynder at lære nogle danske gloser, og som den første grønlænder bliver han døbt som kristen og får navnet Christian.

Poq og en anden inuit Quiperoq bliver inviteret til at besøge kongen i København, og efter en lang rejse måber de to grønlændere. Det er en ufattelig stor boplads med høje huse, og de højeste har en tyk nål som stikker op i himlen. Og hvor får qallunaat maden fra? Der skal bruges mindste tyve store hvaler og mange sæler for at føde en hel by med qallunaat.

 De to inuitter ifører sig deres bedste skind og bliver præsenteret for kongen: "Her medbringes to grønlandske vildmænd. De er af egen fri vilje rejst med, fordi de har et inderligt ønske om at se ”deres konge og hans lande". Quiperoq vender ryggen til kongen. "Han er ikke dresseret", beklager oversekretæren. "Den anden er mere artig". Ved den efterfølgende middag bøvser Poq livligt, så alle kan høre, at han nyder maden. Der er masser af kød, og han kommer noget ekstra godt i sin hætte til at tage med. Det er jo ikke til at vide, hvornår der er mad igen, men han får at vide, at han må spise alt det, der er på bordet, men ikke tage noget med.

 På kongens fødselsdag skal de to inuitter optræde i kajakker i kanalerne, for de skal på fangst for kongen. Ænderne bruger kongen ellers kun til at se på, og de svømmer hen til kajakkerne for at blive fodret, men Poq og Quiperoq dræber dem let med deres fuglepile. Kajakårene pisker i vandet, og Poq vælter kajakken rundt. Dronningen bliver forskrækket, men Poq kommer let op igen og sejler videre.

 Sådan går tiden og vinteren. Grønlænderne får qallunaat-tøj, parykker og trekantede hatte, men Quiperoq er ved at sygne hen. Han får frygtelig hjemve, og han dør 11. februar 1725. Skal vildmanden så sættes i sprit, udstoppes og udstilles? Der en mange, der gerne vil have fat i en ægte grønlænder for at undersøge, om de har et menneskeligt hjerte. Eller en sjæl eller sidder der en djævel i ham? Han kommer dog i en fin kasse af malet træ med en blank metalplade "Quiperoq Grønlænder", og han kommer ned i et dybt hul, og måske finder sjælen vej hjem til Grønland.

Endelig bliver det forår, og Poq kan tage den lange rejse hjem til bopladsen, hvor indbyggerne og Hans Egede venter spændt. Men hvor er Quiperoq? Hans kone går til præsten: "Du lovede, at min mand skulle komme levende hjem. Få din store ånd til at hente ham." Præsten erkender, at han ikke kan hente den døde tilbage, men han ligger godt i jorden: "Der kan han ikke forsørge mig", klager konen.

 Poq har set de mærkelige lande, og han fortæller vidt og bredt om sine oplevelser. Han har en stor kasse med, som er fuld af ting og sager, som tøj, dolke og spejle. Og han fortæller: "Kongens hus var et stort kridhvidt isfjeld med en gryde af blankt kobber på taget. I det største rum var der plads til tyve telte, og på begge sider gik mænd frem og tilbage, frem og tilbage i rødt tøj – med bøsser og store knive". Han fortæller videre: "De fleste qallunaat arbejder fra morgen til aften. De har larmende ting af jern, der kan save, hamre, knuse og løfte. De fleste lærer kun et bestemt arbejde. Hvis en mand fisker fisk, laver han ikke andet. Hvis en mand bygger huse, må han kun bygge huse. Hvis han laver hatte, må han kun lave hatte. Mange qallunaat bliver sure og trætte af at arbejde og sukker og stønner". Og inuitterne undrer sig: "Hvor må det være en sølle tilværelse, de qallunaat har – godt det ikke er os".

 Poq får sig en kone, og så burde han kunne leve lykkeligt til sine dages ende. Men nej, selvom han er kristen, er Herrens veje uransagelige.

Poqs anden rejse til København.

 Det gik bestemt ikke godt med Poqs anden rejse til København. Kongen, Frederik 4., ville igen gerne se nogle grønlændere, og Poq meldte sig sammen med sin kone Minanguaq og deres nyfødte barn. Både Poq og Minanguaq var i mellemtiden blevet kristne, (Minanguaq strittede imod til det sidste), og de havde nu fået kristne navne. Poq var døbt Christian og Minanguaq hed Christina, og datteren Anna Sofie var opkaldt efter den nådige dronning Anna Sofie. Poq var særlig ivrig efter at komme af sted på denne anden tur, da han i forbindelse med "indfangelsen" af sin kommende genstridige kone var kommet til at slå konens bror ihjel, (måske i selvforsvar, men alligevel).

Den lille flok grønlændere, der nu alle er kristne på papiret, er foruden Poq og Minanguaq to unge mænd Carl og Daniel og en ung kvinde nu døbt Sofie Magdalene. Derudover er Hans Egedes søn Povl med som tolk. Desuden skal han holde orden på grønlænderne, tale godt for kolonien, og så skal han studere til præst, selvom han hellere vil være søløjtnant.

 Skibet Morianen er lastet den 10. august med spæk, skind og grønlændere, og de er på vej til Qallunaats land, og heldigvis passer Jesus Christus og Helle Guuti (Vorherre) på de rejsende. I deres bedste pelse/skindtøj og med et kors om halsen ankommer de til De Sortskæggedes Land. Det er den 2. oktober 1728, og kirkeklokkerne kimer, og der bliver skudt salut på voldene. Kongen er på sit slot og byder sine grønlændere velkomne, som var de vigtige udenlandske fyrster. Toldboden er fyldt med mennesker, og næ, hvor er det sødt – den unge kvinde har sit lille barn i en skindpose på ryggen. De ser sgu vilde ud, men den gale præst har tæmmet hedningene.

 To vogne kører dem til kongens slot, og de ankommer med tuden, trommen og kanonbulder, men det er bare en hilsen fra kongen. Majestæten ønsker straks at se dem, og han sidder på tronen, og ved hans side sidder dronning Anna Sofie.

Povl Egede er den første hvide mand, der taler de vildes sprog, og han fortæller, at hollænderne har nedbrændt den lille koloni Nepisene, så hvis kongen vil bevare en isbjørn i sit våbenskjold, må der gøres noget. ”Ja vist”, siger kongen, "det er vor kongstanke, at Danmark skal befries for den værste bærme, og de værste forbrydere skal op i vildmarken og erstatte de forsvundne nordboere. Er de ankommet? Ja, Gud bevare os, de nye kolonister er ustyrlige, og min far håber den lange vinter kan gøre dem møre.

 Samtalen fortsætter, og Poq synger en trommesang, som ingen forstår, og Anna Sofie i rygposen bliver urolig. Christina Grønlænder trækker ned og lægger barnet til brystet. Stor bestyrtelse, og Povl irettesætter hende: "Du må ikke vise bryster frem her". "Hvorfor ikke", siger hun, medens barnet skriger som en vild. Dronningen trækker hende ind i et sidegemak, og barnet sutter mælken i sig. Dronningen har tårer i øjnene, for det var sådan et barn, hun ønskede sig. Dronningen har fået 6 børn med kongen, men hun måtte ikke bruge sine egne bryster til diegivning. Hun måtte låne andre kvinders bryster, og alle deres seks børn døde som små.

 Audiensen er forbi, og grønlænderne bliver installeret i et stort hus inde i byen, og de lærer at bruge kniv og gaffel, men ulykkerne rammer kongens by. Store dele af byen brænder, og syndebukke søges. Flere gamle kællinger bliver brændt for heksekunster, men hvad med disse grønlændere? Det siges, de er i ledtog med mægtige ånder?

 Grønlænderne bliver indlogeret hos slotsgartneren på Frederiksberg Slot, og der vanker 3 måltider kød om dagen, for kongens kærlighed til grønlænderne vokser.

 Grønlænderne har intet at bestille, og de har mistet deres skindtøj under branden, så det er slut med at optræde som vilde. De får syet nyt tøj med trekantede hatte og parykker, og kvinderne får kjoler af hollandsk lærred og skørter, der er stivet med hvalbarder. De vil dog gerne hjem, for folk griner af dem, når de bevæger sig rundt inde i byen. De kan dog først komme med et skib hjem næste sommer. I mellemtiden går de i gang med at lære et håndværk. Poq sidder ved drejebænken og drejer stoleben, og Magdalene kommer i huset som tjenestepige.  

Ny plage i København.  

 En ny plage rammer København. Det er ikke brande eller krig, det er kopper. Det begynder med sår i ansigtet, feber og rysteture. Kopperne er noget mærkeligt noget, for sygdommen går uden om dem, som før har været lettere smittet. Mange voksne går fri, men det går hårdt ud over børnene – og kopperne holder af de ubesmittede grønlændere på Frederiksberg. Kongens medicus kommer med piller, kamferdråber, ammoniakspiritus, blyhvidtplastre, urtete, liljekonval og krusemyntevand.

Herrens veje er uransagelige, men alligevel. Hvorfor Gud? Grønlænderne synes så uskyldige, alligevel dør de en efter en, og Christian Grønlænder tidligere kaldet Poq dør 1. maj i det Herrens år 1729. På deres grave sættes et trækors op med en blank navneplade: Christian, Christiana og Anna Sofie Grønlænder.

 Skibet, der skulle have bragt dem tilbage til Grønland, sejler igen derop, men der er ingen inuit med: "De blev syge og blev gravet dybt ned i Qallunaats jord. Måske rejste de op i Himlen."

Hans Egedes disciple er døde – det er ingen god reklame for kristendommens udbredelse i Grønland.

 Allerede et par år efter bliver der igen sendt en flok nydøbte grønlændere til København. Kopperne kaster sig igen over de lette ofre. Kun en grønlænder med det kristne navn Carl vender tilbage til Grønland. Men Carl hænger med hovedet – han har kopperne i kroppen. Carl bliver forskrækket og stikker af med de andre til sommerbopladserne, og smitten er i Grønland, og boplads efter boplads ligger øde.  

Den herrnhutiske brødremenighed.

 En protestantisk retning ved navn "Brødremenigheden" havde sit hjemsted i Tyskland, men brødrene tilbød assistance i Hans Egedes missionsvirksomhed. Da missionens leder havde forbindelse til det danske kongehus, fik brødrene tilladelse til missionsarbejde i Grønland. (Brødremenigheden havde også slået sig ned i Dansk Vestindien). I 1733 ankom derfor tre "brødre" til Nuuk, hvor de meldte sig til tjeneste hos Hans Egede. De kunne dog ikke enes om bibelens rette fortolkning, og deres veje skiltes.

Brødrene byggede et stort hus yderst ude på det, der blev kaldt "Tyskernæsset", og rejsende sydfra lagde først til ved tyskernes hus og fik en hjertelig modtagelse.

 Hans Egedes missionsarbejde gik kun langsomt frem, fordi han af dåbskandidaterne ikke bare forlangte indlæring i den kristne tro, men også læsefærdighed, så de kunne læse bibelen.

 Brødremenigheden derimod krævede blot et udtalt ønske om at blive døbt, og derfor steg antallet af døbte ganske stærkt. Brødrene oprettede nye menigheder rundt omkring, og på grund af det opsøgende arbejde fik de mange grønlændere ind i folden. Desuden havde den tyske menighed også penge på kistebunden til at udvide missionsarbejdet.

Missionen og handelen vokser.

 Det viste sig at være umuligt at hente fortjeneste ved hvalfangst med stationen i Nuuk, så der blev åbnet en hvalfangestation lidt syd for Sisimiut, men hollænderne nedbrændte bygningerne, da de var bange for konkurrence.

 I 1734 blev Hans Egedes søn Povl sendt op til Diskobugten for at oprette en missions- og handelsstation, og det blev til Christianshåb ved Qasigiannguit. Det havde hollænderne ikke så meget imod, for danskerne havde valgt det sted i Diskobugten, der havde den længste periode med havis, og derfor var havet ufarbart det meste af året. Kolonien blev hilst med glæde af grønlænderne, for de havde hørt så meget godt om Povl, som ovenikøbet talte deres sprog. Missionærer, handelsfolk og grønlændere blev her knyttet tættere sammen.

Handelen trivedes dog ikke på Grønland efter Bergenskompagniets mål, og både missions - og handelsvirksomhed var nær blevet indstillet. Kongen kunne ikke hjælpe, for Danmark havde været med i for mange krige. At projektet overhovedet overlevede, skyldtes Hans Egedes stædighed.

 I 1734 blev handelens ledelse overdraget til storkøbmand Jacob Severin, og så fortsatte arbejdet på et mere sikkert grundlag, således at handelen i 1740 blev udvidet op langs kysten. Handelen og missionen fulgtes ad, selvom der ikke altid herskede den bedste samarbejdsånd mellem parterne. Det gik især ud over missionens folk, der blev mødt med ringeagt fra handelsbestyrelsens side. Handelsstationerne blev senere grundlaget for byerne Christianshåb, Jacobshavn, Frederikshåb, Holsteinsborg, Sukkertoppen, Egedesminde, Uummannaq, Upernavik, Godhavn, Julianehåb og Nanortalik. Og alt imens steg antallet af døbte støt og roligt.

 Handelen voksede, men ikke mere end grønlænderne kunne følge med, da de stadig anvendte deres traditionelle redskaber. Til renjagten var riflen dog kommet i brug på et tidligt tidspunkt.

 Grønlænderne fortsatte deres daglige liv, hvor de om vinteren boede i vinterhuse og om foråret og sommeren drog til sommerbopladser og altid med det for øje at skaffe vinterforråd til huse. Rejserne gav dog også kulturelle samvær og forfriskende oplevelser, der styrkede sundheden i krop og sjæl. 

Befolkningstilvæksten eller mangel på samme.  

 Den første folketælling fandt sted i 1779 på strækningen fra Kap Farvel til Melvillebugten og viste et antal på 5.122 grønlændere.

Folketallet på Vestkysten på Hans Egedes tid kender vi ikke før de store epidemier, men man anslår mellem 10.000 og 12.000 personer. Befolkningen var afhængig af fangsten, så det er endda ikke sandsynligt, at den har været så stor. Omkring 1780 steg mængden af tilgængelige næringsmidler med import af europæiske fødevarer, og det betød, at faren for hungersnød tog af.

 Til gengæld medførte fastere forbindelser med de fremmede, at grønlænderne blev ramt af nye mikrober, som de ikke havde udviklet immunitet overfor, og det gav sig udslag i voldsomme epidemier.

 Den ene epidemi ramte efter den anden, og folketællingen af 1779 viser en meget ringe stigning efter den store koppeepidemi i 1730’erne. I perioden fra 1779 til 1805 voksede befolkningen kun med 924 personer dvs. kun 35 personer årligt fordelt på datidens ca. 700 familier. 

1800-tallet i Grønland.

 I 1800‑tallet begyndte begivenhederne ude i verden at få indflydelse på grønlændernes liv. Englænderne spærrede i perioden 1807-14 fragtskibenes rute til Grønland og standsede forsyningerne med handelsvarer fra Danmark. Det ramte især de udsendte danskere, indbefattet missionærerne, og den ene efter den anden rejste hjem, og til sidst var der kun to missionærer tilbage i hele landet.

 Samtidig bredte en koppeepidemi sig på den nordlige del af Vestkysten og hele distrikter blev affolket.

Krigens værste følger for grønlænderne var savnet af visse tilvante nødvendigheder, og til renjagten kunne der ikke købes rifler eller ammunition, så man gik tilbage til bue og pil. Datidens personer, der levede under krigen, erindrede især, at de led under mangel på tobak, og endnu 100 år efter levede denne mangel i folkemunde.

 Efter krigen var Danmark fattigere end nogensinde, og økonomisk hjælp til Grønland var lig nul, men langsomt gik det dog fremad. Således viser folketællinger i 1805, at der boede 6.046 personer i Grønland og i 1850 hele 9.417 personer.

 I 1830’erne blev der i Danmark nedsat en kommission, der skulle klarlægge Danmarks relationer til Grønland. Der var endda forslag om at sælge Grønland – det blev da heldigvis ikke til noget. Det væsentligste forslag, som holdt helt frem til 1946, var, at driften af Grønland skulle hvile i sig selv. Handelens indtægter ved opkøb og videresalg af produkter fra Grønland skulle finansiere administrationen af landet.

Pengeøkonomien indføres, og det var ikke lykken.

 I de første mange år, når grønlænderne kom ind på handelsstationen med deres produkter, fik de at vide, hvad de indleverede skind m.m. var værd, men de fik ingen penge. Inde i butikken pegede fangeren på de varer han ønskede sig, og han blev ved med at pege, indtil handelsbestyreren sagde stop.

Ved en nyordning i 1835 fik grønlænderne nu rede penge for deres varer, og det var en historisk begivenhed. En ny holdning begyndte at gøre sig gældende hos grønlænderne, og man glædede sig til den spændende indkøbstur. Grønlænderne havde nu penge mellem hænderne, og købelysten blev stimuleret, fordi "Handelen" udvidede varesortimentet. Grønlænderne fik den opfattelse, at penge skulle bruges her og nu, og der blev købt færre livsnødvendigheder til fordel for nydelsesmidler.

 Når der så var forskydninger i naturens balance, og fangsten blev sløj, så var der ingen indtægter og ingen penge i kassen. De penge, der skulle være brugt til vinterforråd, var forsvundet, så der kom en mærkbar sænkning af levestandarden.

 Stort set byggede livsgrundlaget stadig på den traditionelle jagt på de levende ressourcer, og kajakker, konebåde og hundeslæder var stadig fangernes tekniske fundament. Et fyldt vinterdepot var stadig det bedste middel til at overleve de koldeste måneder.  

Naturfolket og de "kloge" hvide.

 Undervisning, missionsvirksomhed og gudstjenester foregik på grønlandsk, og mange kunne læse og skrive. Aftenunderholdningen var dog stadig genfortællinger af de overleverede myter og sagn.

Til forskel fra eskimoerne i Nordamerika blev grønlændernes møde med europæerne delvis beskyttet mod overgreb, og derfor fik de en langt blidere skæbne. De kunne stort set bevare deres grønlandske identitet og udfolde deres egenart.

Det var dog sådan, at europæerne og amerikanerne var teknisk overlegne i forhold til klodens naturfolk, og de hvide var af den overbevisning, at de havde fri adgang til alle egne af kloden, hvor de efter forgodtbefindende kunne tjene deres egne interesser.

 Fra de ældste tider og frem til 1900-tallets begyndelse levede grønlænderne deres fangertilværelse i samfund af familier og efter uskrevne love, der ikke gav dem erfaring i ledelse og styring af samfund. Derfor tog kolonimagten over, og blandt mange andre uheldige virkninger bredte tuberkulosen sig i samfundet, og mange forsørgere døde i en ung alder og efterlod deres familie i nød.

 Engang i 1810 kom nogle udøbte grønlændere fra Kap Farvel på besøg i Qaqortoq og sang deres trommesange. Den stedlige handelsbestyrer kunne ikke lade være med at drage sammenligninger mellem de udøbte og koloniens døbte: De udøbte strålede af selvtillid og snakkede med ham som en ligemand, de var velklædte i skind, stolte og tilfredse. Til sammenligning var koloniens døbte grønlændere undselige, generte og underdanige i tiltale og lasede i tøjet – et folk i nød.

  Sådan sluttede 1800-tallet i Grønland, hvor herrefolket med Vorherre i hånden havde frelst de "vilde".  

Kritik og kommissioner.

 Koloniseringen var langtfra uproblematisk og siden midten af 1800-tallet lød der kritiske røster fra forfattere og politikere, men de blev først hørt i 1960’erne og 70’erne.

Allerede i 1950 kom den store betænkning fra Den Store Grønlandskommission, der var nedsat af den danske stat. Planen kaldtes G 50 og gik ud på, at Grønland skulle åbnes ud til verden som en del af Danmark, og beboerne i Grønland skulle have samme levevilkår som andre danskere. Der blev investeret i sundhedsvæsen, undervisning og fiskeri. Forbedringerne skabte det problem, at den øgede sundhed gjorde, at befolkningstallet steg, hvilket skabte boligmangel.

 I 1960 lancerede en ny kommission G 60, der fortsatte vejen med "fordanskning". Et af tiltagene var koncentrationspolitikken, der flyttede befolkningen væk fra de mindre bygder til byerne, hvor der var sygehuse, skoler, fiskerianlæg og anden industri. Til det nye Grønland blev der sendt i tusindvis af danskere op til opbygningen, medens grønlænderne selv mest fik lov at se på fra sidelinjen. Landets oprindelige befolkning fik forandret deres tidligere levevis og bygdernes sociale netværk, og i kølvandet ventede alkohol, misbrug og vold.

Kalaaliussuseq eller Grønlandisering.

 Et bombefly med en brintbombe styrtede i 1968 ned med alvorlig forurening til følge. Kulminen Qullissat lukkede i 1972, og en masse arbejdspladser blev lukket, og Grønland kom sammen med Danmark ind i EF på trods af, at 70 % af grønlænderne stemte imod. Hændelserne var med til at tænde utilfredshed hos grønlænderne mod at være underlagt fremmede statsmagter.

 I 1964 blev det såkaldte fødselskriterie anvendt, og det gik ud på, at en person født i Grønland fik mindre i løn og ringere vilkår med hensyn til ferie m.v. Det styrkede jo ikke ligefrem tilfredsheden med Danmark.

Konsekvensen blev, at der i 1973 blev nedsat et hjemmestyreudvalg udelukkende med grønlandske politikere. I 1976 blev det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigilt (IA) dannet og med krav om anerkendelse af det grønlandske folk som et selvstændigt folk med ret til eget land.

Snart efter så to andre partier dagens lys Siumut og Atassut med synspunkter spændende fra fuldstændig løsrivelse til fortsat rigsfællesskab med Danmark.

 Hjemmestyret blev indført i 1979, og i 1982 meldte Grønland sig ud af EF. Der blev udarbejdet en liste med områder, som Hjemmestyret skulle overtage, og det medførte en øget fokus på grønlandsk sprog og kultur. Grønland blev nu styret af en forfatningsretlig selvstyreordning med et af folket valgt landsting. Bloktilskuddet fra den danske stat fortsatte til de områder, som Hjemmestyret havde overtaget administrationen af.

 I skolerne var grønlandsk allerede blevet hovedsproget i 1980 med dansk som første fremmedsprog. Nye fag som fangerliv og skindsyning blev fag i skolen, og kajakroning blev en sportsgren på linje med fodbold. Den grønlandske kultur med teater, kunst og musik fik mere opmærksomhed, og der blev afholdt kulturstævner med inuitter fra Canada, Alaska og Sibirien.

 Fangererhvervet og bygdelivet er kernen i den grønlandske identitet, selvom kun 15 % af grønlænderne bor i bygderne. Men bliver bygderne så blot levende frilandsmuseer til glæde for turister og selvforståelse for bybefolkningen?

 Kommende indtægter fra mineraludvinding kan gøre det muligt at overleve uden bloktilskud fra Danmark, men alt andet lige, så er grønlænderne et meget lille folk, som skal forholde sig til den omgivende store verden.

Kulbyen, der blev til spøgelsesby.  

Det store, røde hus på bakken vidner sammen med det store, gule sygehus om Qullissats tidligere velstand.

Der ligger også snorlige rækker af træhuse alle med 1. sal og med en vis størrelse. De tillukkede skodder vidner om, at denne by er forladt for længe siden, men minegange og hejseanlæg, kulvogne og kajanlæg sladrer om byens tidligere hektiske aktivitet. Den tidligere kulmineby Qullissat ligger på nordsiden af Disko. De lokale indbyggere er flyttet eller er blevet forflyttet til vestkystens andre byer som Paamiut, Nuuk og Ilulissat, hvor de bor i grå boligblokke med rindende vand og toilet.

Minen blev lukket 1968, og byen, der dengang var Grønlands næststørste, blev nedlagt i 1972. Kirken blev pillet ned og flyttet til Ilulissat, offentlige institutioner lukket, og befolkningen på 1.400 indbyggere måtte flytte til andre steder på Vestkysten. Det siges, at grønlandske kul ikke kunne konkurrere med udlandet, og i øvrigt var det billigere at fyre med olie. Der var også noget med, at der var en meget stærk fagbevægelse, som statsmagten ikke var så glad for.

 Et fjeldskred på Nuussuaq-halvøen skabte i november 2000 en 30 meter høj flodbølge, der ødelagde mange af husene på havnen.

 Nogle af de store krydstogtskibe lægger vejen forbi Qullissat, og så kan gæsterne vandre rundt i spøgelsesbyen og gå ind i minedirektørens bolig med de fine parketgulve.

Mineralsk slaraffenland og kartofler.  

 Der findes ca. 3.500 kendte mineraler på Jorden, og de 500 findes i Grønland. Der er bl.a. guld og platin, men de mest værdifulde mineraler er ofte svært tilgængelige. Nye fund rydder forsiderne. Før var det kryolit, der anvendes ved fremstilling af aluminium, siden var det bly og zink fra minen "Den sorte Enke" i Maarmorilik.

 Da der blev fundet uran i Kvanefjeld ved Narsaq i 1980, kom Grønland endda på verdenskortet. Senere var det guldfund ved Nanortalik der ryddede forsiderne i den grønlandske presse, og nu er det oliefund ud for Nuuk, der giver håb om rigdom og selvstændighed.

Lukningen af kulminen i Qullissat satte gang i den politiske bevidsthed i landet, og hurtigt derefter blev de tre grønlandske partier dannet: Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit. Den bitterhed i forbindelse med, at den danske stat lukkede minen og tvangsforflyttede den grønlandske befolkning, ramte så stærkt, at Qullissat nærmest har fået martyrstatus. Flere kendte politikere kommer fra byen, og det forstærker symbolværdien og er måske skæbnens sammenhæng. 

 Hvordan er fremtiden for Arktis og de betingelser, som menneskene lever under? Det handler om en ny selvbevidsthed, og det handler om klimaforandringer. Dybest set er det en balancegang mellem mennesker og den følsomme arktiske natur. Men isens forsvinden skaber også nye muligheder, og det er nu muligt at dyrke kartofler i Sydgrønland og hente fisk op fra fiskebanker, som før var dækket af havis. Især er der fremdrift i fiskeriet efter torsk, og klimaændringerne har givet mulighed i efterforskningen efter olie, som det på sigt måske kan betale sig at udvinde. Og sammen med den stadigt voksende turisme giver det fremdrift for Grønland.  

Overnaturlig natur.

 Dansen, sangen og historiefortællingen har altid været en naturlig del at inuitternes livsform. I dag er trommedansen dog mest noget, man gør for turister eller under særlige højtider. Dansen og den mundtlige tradition fungerer også som nyhedsmedier, og når en historiefortæller før i tiden kom til bygden, opstod der stor glæde, for det var ensbetydende med spændende nyheder fra omverdenen.

Inuitterne troede ikke på egentlige guddomme, og deres religion var snarere et sæt leveregler, der var bygget på slægters erfaring og livsvisdom. Deres virkelighedsopfattelse knyttede sig tæt til den mytologiske verden. Alvorlige ulykker havde næsten altid udspring i det overnaturlige. Sagnfortællinger gik i arv, og takket være disse overleverede sagn kender man i dag inuitternes verdensbillede med deres tanker om skabelsen, om sjælen og de magter, der behersker menneskene og dyrene.

 Fangstdyrene skulle behandles med respekt, og en dræbt sæl skulle have lidt vand at drikke, for så ville dens sjæl vende tilbage i en ny sælkrop for at blive fanget på ny. Hvis der i længere tid havde været dårlig fangst, var der ikke andet at gøre end at opsøge Havets Moder (Sassumaq Arnaa) og bede hende om bedre fangstheld. De eneste, der kunne gøre det, var åndemanerne "angakokkerne".

Havets Moder var en stor og magtfuld kvinde, der levede under havet modsat Vorherre, der er i himlen. Havets Moder herskede over alle verdens dyr, og dem sendte hun op til jægerne, så menneskene kunne få føde. Vel at mærke hvis de fortjente det. Hvis den lokale "angakok" igennem rituelle danse havde held til at finde vej til Havets Moder, bad hun ham om at rede sit sammenfiltrede hår, hvori der levede fisk, sæler, hvaler og fugle, og når håret var redt ud, blev gæsten belønnet med de dyr, som var sluppet fri.

Havets Moder var det vigtigt at stå sig godt med, og samtidig skulle man undgå at støde på onde ånder, tupilakker og genfærd. Mennesket var kun en lille brik undergivet ånderne og naturen og den mystiske, uforklarlige kraft "Sila". Sila er et sammensat begreb, som indeholder elementer af universet, vejret og forstanden. Og Sila har betydning den dag i dag.

 Inuitternes gamle naturreligion overlevede langt op i vor tid og særligt i Østgrønland, hvor kristningen først holdt sit indtog i slutningen af 1800-tallet. Sagn og myter spiller stadig en vigtig rolle for moderne grønlændere, selvom tv, mobiltelefoner og andet godt har mindsket behovet.

 Sagnene og myterne er ofte inspirationskilder til billedkunstnere, musikere, teatergrupper og forfattere. Og grønlænderne er ikke sjældent overtroiske. Nogle bliver nervøse i tordenvejr og nordlys – for det er ifølge overleveringerne noget, der opstår, når de døde spiller bold med et hvalroskranium.

 Og for resten, hvorfor er det den kristne tro med alle sine mærkværdigheder, der er den rette tro? Hvorfor er det ikke Havets Moder eller ånderne ude i urskoven? Det har jeg personlig aldrig fattet.  

Sproget er magt.

 På gymnasierne i Grønland undervises der på dansk. Før gik diskussionen på at gøre grønlandsk til undervisningssproget, men nu tales der om en kombination af dansk og engelsk. De færreste elever specielt i bygderne taler dansk, så mange har problemer med at læse og forstå danske lærebøger. Det grønlandske selvstyre med rødder tilbage til 1980 har bevidst i de sidste 5-10 år forsøgt at gøre grønlandsk til hovedsproget. Det grønlandske sprog er bærer af historie, fællesskab og identitet, og mange grønlændere taler i deres hverdag kun grønlandsk, og det kan ses som en succesfuld sprogpolitik. Men det grønlandske undervisningssystem er oprindeligt bygget op efter en dansk model med vægt på boglig indlæring. Så skal der indlæres teoretisk viden, skal der også læres dansk.

Kampen om sproget er historisk og var en vigtig dominans over kolonierne. En tilbagevenden til det oprindelige sprog er en af vejene til løsrivelse. Mindre end 30 år efter Hans Egedes ankomst til Grønland blev den første ordbog trykt, og grønlandsk skriftsprog blev fornyet af Samuel Klein i 1851.

 Skoleloven i 1950 byggede på danske skoleforhold, og dansk var en nødvendighed, hvis man skulle videre i systemet. Fra 1. januar 1980 blev grønlandsk undervisningssproget i folkeskolen, og dansk blev reduceret til første fremmedsprog. Desværre blev sprogkundskaberne i både dansk og grønlandsk dårlige, så nu forsøger man med reformen Atuarfitsialak, "Den Gode Skole", og det skal være muligt at gå til eksamen på både grønlandsk og dansk.

I gymnasiet forsøger man i dag med integreret undervisning, hvor grønlandsk- og dansksprogede elever har timer sammen. Det er ikke uden problemer, men det tyder på, at det grønlandske får en bedre position. Inden længe er der planer om, at der på de tre grønlandske gymnasier kun skal undervises på grønlandsk.

 I det videre uddannelsessystem er udelukkende grønlandsk et problem, og i en række videregående uddannelser spiller det danske sprog en central rolle, da der er mangel på kvalificeret grønlandske medarbejdere.

 Flere og flere erkender, at Grønland risikerer at bliver isoleret, hvis der fokuseres for meget på grønlandsk. Det er især veluddannede grønlændere, der har været i udlandet, der kan se begrænsningerne. Kontakt til hele verden kræver sprogkundskaber. Der har endda været tale om at udskifte dansk med engelsk og vende sig mod USA og Canada. Det bliver også svært, og grønlænderne må, hvor nødig de end vil, stadig bruge dansk som springbræt. Tendensen er dog klar, og flere og flere tiltag etableres for at højne uddannelsesniveauet i Grønland. Og det gøres ikke uden sprog, som også andre uden for Grønland taler.   

I den bedste mening.

 I 1951 lagde skibet M/S Disko fra kajen i Nuuk. Ombord var 22 fattige og fader- eller moderløse børn fra Grønland. De skulle være en del af et statsstøttet eksperiment. De danske myndigheder havde besluttet, at børnene skulle tvangsfjernes for at lære dansk og opdrages i Danmark. De var afskåret fra al kontakt til deres familie med den intention, at de skulle vende fordanskede hjem til Grønland som rollemodeller og danne fortrop i et nyt, tosproget skolevæsen.

 Efter 1½ år i Danmark kom de tilbage til Grønland, men ikke hjem til familien – de blev anbragt på et børnehjem i Nuuk og måtte end ikke besøge deres familie. Nå, de havde også i mellemtiden glemt at tale grønlandsk, så nu mistede de deres livline til deres kultur, sprog og familie.

Eksperimentet fik katastrofale følger, da omkring halvdelen af børnene voksede op med et liv i misbrug, og de gik til grunde eller døde på anden måde, alt for unge.

 Ud over eksperimentet med at fordanske de 22 børn, adopterede danske forældre op igennem 1960’erne og 1970’erne flere hundrede grønlænderbørn på en måde, der mere lignede regulært overgreb end frivillig adoption.

 Red Barnet bistod dengang med at arrangere opholdet, men 64 år efter er der nu givet en undskyldning: "Børnene blev krænket dengang, og vi burde aldrig have været med til at fjerne dem. Det er et mysterium, hvordan det dengang fra en børneorganisation kunne opfattes som passende, og undskyldningen burde være kommet for længe siden", siger konstitueret generalsekretær i Red Barnet.

 Andre lande med tilsvarende lig i lasten har for længst givet deres oprindelige befolkningsgrupper en officiel undskyldning. Det gælder Canada, hvor regeringen tvangsforflyttede inuit- og indianerbørn til at bo på kristne kostskoler. Australien havde lignende praksis for aboriginerne.

 Man kan ikke omgøre historien, men man kan give udtryk for en medfølelse, der kan medvirke til forsoning.

 Danmark viser ingen medfølelse fra statens side og vil ifølge statsminister Lars Lykke Rasmussen ikke sige undskyld. De stadigt levende grønlandske børn, der nu er voksne, må nøjes med en Red Barnet undskyldning. Som almindelig dansker, vil jeg dog også gerne give en uforbeholden undskyldning.

 En kulegravning af bortførelsen/eksperimentet bør finde sted, mener flere politikere, men som Dansk Folkeparti siger, så må en sådan kulegravning ske for grønlandsk regning evt. via bloktilskuddet.

 Læs bogen om emnet "I den bedste mening" af Tine Bryld.

Grønlænderne i Danmark  

 Der lever ca. 15.000 grønlændere i Danmark, men selv i vore dage er der en masse fordomme og diskrimination. Bl.a. derfor klarer mange grønlændere sig dårligt i Danmark, da de har svært ved at få job. Blandt voksne med 1 grønlandsk forælder er 53 % i beskæftigelse, medens procenten er nede på 36 % blandt dem, der har 2 grønlandske forældre. Derved ligger grønlændere i Danmark samlet set på niveau med indvandrere fra Somalia og Libyen, når det gælder job.

 Grønlænderne i Danmark er formentlig blandt dem, der har det allersværest i det danske samfund, siger ligestillingschef i "Institut for Menneskerettigheder". Grønlænderne i Danmark savner en overordnet ramme for at stå bedre organiseret som befolkningsgruppe. Og i jobansøgninger skal man endelig ikke skrive, at man er halv eller hel grønlænder. Sørgeligt, sørgeligt, sørgeligt.  

Dyrenes land  

Havternen er det dyr i verden, der udfører den længste vandring mellem ynglepladser og vinterkvarter, idet den om sommeren opholder sig i de arktiske områder med midnatssol, medens den om vinteren findes i havområderne ved Antarktis. Den er dermed det dyr på kloden, der oplever flest solskinstimer. Den årlige rejse er på 71.000 km, og da den kan blive 30 år gammel, svarer det til, at den i sit liv rejser 2,4 millioner km, og det svarer til tre gange tur/retur til månen.

 I Grønland findes havternen både i de sydlige og nordlige egne, men der findes store huller langs kysten, hvor den ikke yngler. Da bestanden er i tilbagegang er det siden 2002 blevet forbudt at indsamle havterneæg. Tidligere var det en sport at samle flest æg, og selvom indsamlingen sandsynligvis er langt lavere nu, foregår den stadig.

 Det er ellers en yderst frygtløs fugl, og med sit spidse næb angriber den måger, ravne, falke, polarræve og mennesker for at beskytte sine yngleområder. Andre fuglearter ynder at yngle i havternekolonier, fordi havternerne opretholder en overordnet beskyttelse.

Hvalrossen. En gang for ikke så længe siden fandtes der landgangspladser for hvalros på kysterne i både Vest- og Østgrønland. Pladserne brugte hvalrosserne som hvilesteder, hvor de 800-1400 kg kæmper kunne ligge og fordøje deres føde. Hvalrossen har ikke nogen naturlige fjender, og selv isbjørne giver op over for den tykke hud og de store stødtænder, og normalt er de ikke engang bange for mennesker. Det burde de jo nok have været, for landingspladserne gjorde hvalrosserne særdeles sårbare over for fangst, så i løbet af et enkelt århundrede er de fleste landgangspladser forsvundet fra Grønland. Dog er der enkelte lokaliteter tilbage som Sandøen i Young Sund i nordøst Grønland. Her ligger som regel omkring 60 hvalrosser, og de går ikke af vejen for en rask slåskamp om den bedste hvileplads, og det er som regel midt inde i flokken.

 På trods af hvalrossens størrelse består hovedføden af små muslinger. Dyrenes stride moustache er ideel til at opdage muslingerne. Når muslingen er fundet, skaber hvalrossen et undertryk, der er kraftigt nok til at suge de bløde dele af muslingen ud, hvorefter den hårde skal spyttes ud. En hvalros kan spise 70 kg muslingebløddele om dagen, så på en 4 dages fourageringstur skal den opgrave og spise mere end 22.000 muslinger. Så fortjener den så sandelig også en hvilepause på fra 1 til 3 døgn på Sandøen.

Moskusoksen: Grønlands største landpattedyr er moskusoksen. Det lange hår udvisker konturen af kroppen, så benene virker bittesmå, og den virker lidt latterlig. Moskusoksen er dog en toptunet organisme, der er tilpasset det arktiske miljø med sin tætte, tykke inderuld kombineret med lange dækhår, der yder maksimal isolation. Moskusoksen er fuldendt med en kort kraftig mule og halvmåneformede klove med et solidt greb på is eller klipper.

 Den er også skabt til at kæmpe, både indbyrdes og mod rovdyr. Tyrenes sammenvoksede pandebrusk giver et hårdt, men stødabsorberende værktøj under kampene i brunsttiden, og de lange horn er effektive våben mod rovdyr. De voksne dyr udviser heller ikke frygt for hverken rovdyr eller mennesker. Den vil hellere blive og slås end stikke af. Hvis en moskusflok angribes af ulve, vil de voksne dyr danne en beskyttende mur af hår og horn mellem angriberne og flokkens kalve.

 Den naturlige udbredelse er Nordøstgrønland, og fysiske barrierer gør, at den ikke har kunnet indvandre til Vestgrønland. Med menneskets hjælp er moskusoksen dog forflyttet til forskellige lokaliteter i Vestgrønland. Forflytningen i Kangerlussuaq er den mest succesrige, for her blev udsat 27 dyr i 1962, og nu er bestanden et godt stykke over 10.000 dyr. De lange, varme somre i dette område giver gode vækstbetingelser for græs og pil, og vinterens relativt tynde snedække kan dyrene uden problemer grave sig igennem. Her i dette område bliver de også tidligt kønsmodne og føder flere kalve, så der er en meget høj overlevelsesrate sammenlignet med andre steder i verden. Det skyldes bl.a., at de små havfugles ekskrementer giver næring til græsset i et ellers næringsfattigt miljø.

 Helt ufarlige for mennesker er moskusokser dog heller ikke, og det hænder, at de angriber mennesker i Kangerlussuaqområdet, hvor der ofte er mange turister.

Søkongen: Mere end 80 % af søkongerne yngler inden for Grønlands grænser. Den forekommer i stort antal i den arktiske zone, men kun ganske få steder, hvor den så findes i astronomiske antal. Den findes dog i mindre antal i Upernavik og i Diskobugten.

 Søkongen er Grønlands mest talrige fugleart og faktisk den mest talrige havfugl i verden med et skønsmæssigt tal på mellem 30 og 100 millioner.

 En søkongekoloni er en af de helt store naturoplevelser, når 100.000 fugle eller mere kredser over ens hoved. Hvis man sidder stille i en koloni, kommer fuglene langsomt dumpende ned fra luften, og hurtigt er man omgivet af de små, sorthvide fugle.

 Søkongens føde er ikke fisk, men vandlopper i millimeters størrelse. Når ungerne skal fodres, anvender søkongen en strubepose under næbbet som en anden pelikan, og den kan indeholde op mod 4000 smådyr.

 På grund af deres fugleklatter er områderne omkring en søkongekoloni skrigende grønne i forhold til de grå nuancer, der ellers dominerer de høje breddegrader. Derfor er der særligt høje koncentrationer af moskusokser og polarharer i tilknytning til søkongekolonier.

 Søkongen er havets humlebi, og de kraftige vinger er et effektivt svømmeredskab, når den dykker ned på dybder op til 50 meter for at hente føden. I luften skal der virkelig arbejdes med vingerne, der går som trommestikker.

Polarræven er overlevelsens mester og findes i de nordlige områder hele vejen rundt om jordkloden. Alt materiale med et minimum af energiindhold indgår i dens fødevalg. Om sommeren er der masser af mad, men om vinteren spiller ådsler en stor rolle for overlevelse. Lemminger udviser store udsving fra år til år, men i lemmingår er de næsten 100 % polarrævens føde.

 I Vestgrønland forekommer de såkaldte kystræve, og de lever overvejende af opskyl langs strandene i kystzonen.

 Ræven yngler om sommeren i territorier med føde i nærområdet, men om vinteren følger den i de store rovdyrs fodspor for at redde sig rester af nedlagt bytte. Derfor kan man langt ude på havisen se små rævespor, der følger efter en isbjørn.

 Som et egern gemmer den føde til vinteren, og får en polarræv adgang til en fuglekoloni, der lægger æg direkte på jorden, gør den stor skade. Først æder den sig mæt, og så plyndrer den rederne. Polarræven har en sand labyrint af underjordiske gange. Efterhånden som ungerne bliver større, opholder de sig mere udenfor, og senere drager hele familien på jagtture.

 Polarræven forekommer i to farvevarianter delt op efter, hvordan vinterpelsen tager sig ud. Den hvide og den brungrå type kaldes blåræv. Tidligere blev ræven brugt som fangstdyr, men i vore dage har pelsfarme mætter verdensmarkedet med rævepelse.

Isbjørne og mennesker.

 Hjelmer Hammeken er verdensmester i fangst af isbjørne. Over 200 dyr har han nedlagt, og han siger selv, at det er en kombination af gode øjne og standhaftighed. Når han drager på isbjørnejagt, bliver han på isen, til der ligger en bjørn på hans slæde.

Isbjørnenes adfærd har i årenes forløb forandret sig, idet en stor del af fangsten før foregik langt væk fra byerne, men i dag foregår fangsten som i Scoresbysund Fjord tættere på eller lige syd for byen. Fangstturene efter isbjørn varer typisk mange dage og foregår med hundeslæde, og det er vigtigt at være selvforsynende med mad undervejs, og heldigvis er der sæler i vintertiden og fugle som edderfuglen, der må mætte mundene på jægerne.

  Alle kender til den kæmpestore, hvide bjørn, der vandrer i det isfyldte landskab på jagt efter ringsæler, men isbjørnen er også et symbol på klimatiske ændringer. Mindre havis giver mindre udbredelse af jagtmarker for isbjørnen, og det betyder trange kår for "kongen af Arktis".

 Isbjørnejagt er stadig lovligt i Grønland, og det giver status i lokalsamfundene at være bjørnejæger. Selvstyret har dog indført kvoter, og de enkelte regioner får tildelt et vist antal dyr, der må skydes. Det er også kun erhvervsfangere, der har lov til at skyde isbjørne i Grønland, og fordelingen varetages på kommunalt plan.

 Internationalt pres på Grønland har gjort, at hvor der før måtte skydes 200 bjørne om året, er tallet nu nede på omkring 130 dyr. Ligeledes er det forbudt at handle med produkter af isbjørne uden for landets grænser. Det betyder, at turister ikke kan udføre skind, kranier eller kløer fra isbjørne. Det har selvsagt begrænset afsætningsmulighederne for Grønlands fangere betragteligt, så det har forårsaget en vis modstand.

Spørgsmålet er også, om den grønlandske fangst af isbjørn kan betragtes som bæredygtig. Fangststatistikker viser, at der tidligere blev skudt flere bjørne, end den biologiske rådgivning anbefalede. Men hvor mange isbjørne, der findes, er fangerne og biologerne uenige om. Fangerne fortæller, at de ser flere bjørne end tidligere, men ofte i nærheden af huse, og biologerne siger, at det er ændringer af havisens udbredelse, der får bjørnene tættere på land, og derfor ses der flere.

 I Scoresbysund-området er den årlige kvote på 35 nedlagte dyr. Når en skudt isbjørn kommer til byen, vækker den opmærksomhed både hos lokalbefolkningen og især, hvis der er turister. Det vækker nogle gange afsky hos turisterne at skyde så prægtige dyr. Isbjørnen bliver i hvert fald parteret, og i løbet af 75 minutter er det store dyr fordelt i portioner efter gamle regler for fangst-anparter. Således kan personer, foruden fangeren, der skød bjørnen, få andele af isbjørnen uden selv at have deltaget i jagten, og alle i lokalsamfundet kan få glæde af kødet.

 Da produkter af isbjørne er underlagt et midlertidig stop siden 2008 for eksport, er de grønlandske erhvervsfangeres indtægtsmuligheder blevet forringet. Værdien af en skudt isbjørn er blevet minimeret, hvorimod værdien af en levende isbjørn i forbindelse med turismen er guld værd for Grønland. Så tiden er måske inde til at tænke i alternative baner omkring forvaltningen af Grønlands isbjørne.  

WWF: Skyd nogle flere rensdyr.

 Rensdyrjagt er populært i Grønland, og der er anslået 90.000-100.000 rensdyr på hele øen, og alene i Nuuk er der 1053 fritidsjægere, der har betalt jagtbevis, og Nuuk har dog kun 17.000 indbyggere.

 Grønland har dog en sårbar natur, og der skal passes meget på den, og derfor er der faktisk en god grund til, at WWF, der normalt passer på dyrelivet, anbefaler, at bestanden reduceres. 

 Den grønlandske regering har foreslået at gøre det sværere at skyde rensdyr for fritidsjægerne, og det er for at hjælpe fangerne, men rensdyr i Grønland har tråde til både økonomi, miljø og kultur.

Det er de såkaldte fritidsjægeres jagt på rensdyr, som den grønlandske regering vil begrænse. Det er god grønlandsk tradition, at folk tager på jagt i weekenden for at få fyldt fryseren op, men nu må de højst skyde 5 rensdyr hver. Det sker for at hjælpe de professionelle fangere, der lever af at skyde og sælge.

 Det er en gammel tradition, at fritidsjægerne skyder vildt, men de skyder ofte flere dyr, end de selv behøver, og så sælger de dem. Da et rensdyr typisk giver 50 kg kød til 60 kr. kiloet, er det fristende for fritidsjægerne lige at skyde lidt flere. Men at begrænse jagten på rensdyrene, er at gøre dem en bjørnetjeneste, for på langt sigt har rensdyrene det bedst ved at blive reguleret, og mærkværdigvis er underfangst i dette tilfælde faktisk værre end overfangst.

 Rensdyr er så gode til at græsse, at de kan æde sig selv ud i hungersnød, og en hård vinter kan udrydde en hel bestand. Så for dyrenes vel burde man forlænge jagttiden ud over den normale i august-september. Det er for dyrenes eget bedste, for når de er mange, så ødelægger de plantevæksten i hele området, og det tager lang tid for planterne i Arktis at regenerere, op til 50-100 år.

 Så det er lidt af et dilemma. For mange rensdyr overgræsser, og de dør måske af sult i hårde vintre, og hvis fritidsjægerne skyder mange, går det ud over fangerne. Forslaget er derfor fremme, at fritidsjægerne må skyde 5 dyr til eget forbrug, men de må ikke sælge kød. På den måde så bibeholdes traditionen med jagt til eget middagsbord, men når de ikke må sælge kødet, så skader det ikke de professionelle jægere på pengepungen.

 Traditionen med fangerne, der lever af at gå på jagt, er noget af det mest grønlandske, men med verdens boykot af køb af sælskind på grund at canadiske jægeres drab på babysæler, så rammer det fangerne på Grønland, der har en bæredygtig fangst af sæler. De må heller ikke sælge skind, kløer eller tænder af isbjørne uden for landet, så et eller andet skal fangerne jo leve af, hvis de ikke bare skal hen til samlebåndet på fiskefabrikken.

Erfalasorput - vort flag.

 Grønlands flag kaldes "Erfalasorput", som betyder "vort flag". Symbolet er den opgående sol over isen. Farven hvid symboliserer indlandsisen, medens den røde farve symboliserer Grønlands utallige fjorde. Den røde og hvide del af cirklen symboliserer samtidig den op- og nedgående sol. Farverne rød og hvid er de samme farver som i Dannebrog, og dermed symboliserer flaget samtidig tilknytningen til Danmark.

Tidligere forslag til flaget blev fremsat i 1973, men man kunne ikke blive enig om udseendet, da mange gerne ville have et kors som i de øvrige nordiske flag.

En række kunstnere kom med forslag, og ved Landstinget stemte 14 af medlemmerne for det røde og hvide cirkelflag, medens 11 foretrak det skandinaviske korsflag med farverne grønt og hvidt. Det er den grønlandske maler og grafiker og tidligere politiker Thue Christiansen, der har designet det grønlandske flag. Efter afgørelsen var mange utilfredse, men utilfredsheden er glemt i dag, hvor befolkningen er stolt sit flag.

 Grønlands nationaldag er 21. juni og for første gang i 2016 hejses "Erfalasorput" på alle statslige bygninger i Danmark på nationaldagen. Det er ikke mindst jeg meget glad for, og senere kommer det færøske flag op på de statslige flagstænger i Danmark på Færøernes nationaldage 28. og 29. juni.  

Klik her og fortsæt til Grønland 2. del: I vikingernes fodspor.

Kilder:   

Turen går til Grønland. Politikens Rejsebøger. Svend Erik Nielsen.

Aja Ajaja. Borgen. Palle Petersen.

Grønland. Dyrenes og menneskenes land. Carsten Egevang.

Peter Freuchens Bog om Eskimoerne. Gyldendal 1962.

World of Greenland. Oplevelser i Illulissat, UNESCO World Heritage Site.

Diverse artikler på nettet og samtaler med mennesker på Grønland.

Tilbage til forsiden.