Grønland
Rejsefortælling af Kim Greiner.
2. del Island
Planlægning af rejsen. Hovedplanen blev derfor, at vi havde et par dage på Island, inden vi fortsatte til det sydlige Grønland, hvor de fleste vikinger/nordboere havde slået sig ned og havde levet der i flere hundrede år. I dette område skulle vi på en 4-dages tur kaldet "Blue Ice Explore" og sejle fra sted til sted i vikingernes kølvand. Dette område med kirkeruinen ved Hvalsey, bispesædet ved Gardar og Erik den Rødes høvdingesæde Brattahlið er søgt optaget på Unescos Verdensarvsliste, dog uden at være optaget endnu. Derefter skulle vi sejle op langs Grønlands vestkyst med ruteskibet Sarfaq Ittuk med små stop undervejs i byer og bygder. Efter 3½ døgn ville vi ende i Ilulissat med isfjorden, der siden 2004 er med på Unescos Verdensarvsliste. Siden besøg på Diskoøen, og bagefter fra Ilulissat til Glacier Lodge med den kælvende bræ Eqi lige i nærheden. Til slut hjemrejse med Greenland Air fra Ilulissat.
Inden vi rejste, havde jeg læst nogle bøger om Grønland og sat mig ind i landets historie m.m., men ellers fulgte vi bare Grønlands Rejsebureaus plan, og de havde bestilt fly, overnatninger og ture. Formålet med rejsen var også at lave research i felten til et kommende foredrag om Grønland. Afgang fra hotellet kl. 5 om morgenen, og receptionisten ringede efter en taxa, der kom et øjeblik efter. Det var en ung, sort chauffør, der var en meget behagelig person, og udover taxakørsel læste han til maskiningeniør. Han fortalte, at Roskilde Festival havde aftalt med UBER, at en tur til Roskilde skulle kostede 400 kr. Normalt koster en taxatur til Roskilde 750 kr. Han havde talt med 3 Uberchauffører for nylig. To af dem var på dagpenge, og en var på kontanthjælp. Vores taxatur fra hotellet til lufthavnen kostede 260 kr. plus lidt tips og held og lykke med uddannelsen. Og helt ærligt, det er mærkeligt, at dette Uberuvæsen kan foregå i Danmark.
Afgang til tiden med Icelandair, og vi forlod København i støvregn. Vi havde selv valgt flysæde på 6. række, og vi har aldrig haft så meget benplads. Benene kunne strækkes fuldt ud, og der var 60 cm fra knæene til rygsædet foran. Til gengæld blev der kun serveret lidt at drikke undervejs. Flyvetiden var kun 3 timer og 10 minutter, og urene skulle stilles 2 timer tilbage. Vi havde ikke tænkt på, hvordan vi kom fra Keflavik lufthavn ind til Reykjavik, og havde heller ikke styr på, hvor hotellet var beliggende. Jeg fandt noget om bustransport i flyet, og der stod, at turen var på 45 minutter og kostede 4.000 islandske kroner for en returbillet til busterminalen, men hvor ligger hotellet så derfra? På rejsetidspunktet kostede 1.000 islandske kroner 60,20 danske kroner.
Der er omkring 50 km fra Keflavik Lufthavn ind til centrum af Reykjavik, og det meste af turen går igennem udyrkelige lavasletter. Nærmere byen bliver der mere grønt, og der er endda træer i beskeden højde, men dog træer.
Kufferterne skulle trækkes op ad en lang bakke, for faktisk lå hotellet lige foran den store Hallgrimskirkja, der selvfølgelig er placeret på det højeste sted i byen. Hotellet er ikke noget luksushotel, men hyggeligt og med den bedste beliggenhed i hele byen. Vi kunne først tjekke ind på hotellet kl. 14, så vi fik deponeret vores kufferter og gik ud i byen.
Hallgrimskirkja er enorm stor, og det tog da også lige 41 år at bygge den færdig til åbningen i 1986. Lidt usædvanligt så er den opført i grå cement, men meget smuk. Kirken er meget populær, og ustandselig står der turister uden for vores hotel og fotograferer den. Vi havde modlys på den tid af formiddagen, så vi må vente med et superfoto af kirken til senere. Det myldrede med turister inde i kirken. Den er meget enkelt udsmykket med kun et alter og i den modsatte del en stor gipsstatue af en mand med langt hår, som jeg går ud fra er Jesus, selvom han står med korslagte arme. Stolesæderne vendte væk fra alteret, men der skulle være orgelkoncert, og så kunne ryglænene meget smart vippes, så der var front til orgelet.
Hovedgaden Bankastræti/ Laugavegur er en meget hyggelig gågade med blomster og andet liv. Der er låger ind til gågaden og lågen er blåmalede cykler. Der er mange souvenirforretninger, og temaet er helt sikkert, at det er vikingernes land. Klokken var ved at være 14, så vi gik tilbage til hotellet for at få vores værelse. Værelset var ikke stort, men der var, hvad der skulle være, dog var der kun en lænestol. Det så også lidt sort ud med hensyn til belysningen og var lysår fra Tivoli Hotellets lysorgie. Det er nu rart nok, at der er så meget lys, at man kan læse inden sengetid. Til gengæld stod der en stige, og den undrede vi os lidt over. Vi flyttede den lidt frem og tilbage, og det endte med, at vi brugte den til tørrestativ, og det var måske også meningen. Værelset havde heldigvis eget bad og toilet.
Vi fandt en cafe, der hed "17 sorties", og det betød, at de havde 17 forskellige kager. Der var kun 2 borde og 4 stole. De fleste kunder kom og købte et par kager, der så blev pakket smukt ind. Den unge kvinde, der ekspederede, havde helt sikkert smagt mange af kagerne igen og igen. Vi fik to stykker lagkage med creme. Faktisk var det ostekager. Jeg var lige ved at levne, men en Greiner giver aldrig op. Vi kunne da heller ikke spise rigtig aftensmad og købte bare lidt hos en købmand.
Ved 20-tiden var der det helt perfekte lys til foto af kirken, da den fik solen lige forfra. Der var stadig mange turister i kirken og også på hovedgaderne. Her er det omvendt i forhold til Asien, for her er det asiaterne, der helt sikkert er turister. Kirkens klokkespil slår hvert kvarter, og hver fulde time kommer et længere festspil – gad vide om de også ringer om natten? Det har været lidt tungt vejr det meste af dagen og perioder med let regn, men om aftenen var det klaret fint op, og det var helt stille – undtagen klokkerne. Islændingene blev i sin tid kristne på kun 1 dag, for det blev besluttet på tinge, men meget diplomatisk blev det bestemt, at man stadig godt måtte have de gamle guder, hvis de bare blev tilbedt lidt diskret.
Kl. 23 gik vi i seng, selvom det var helt lyst, og kl. 2.30 var det stadig lyst. Heldigvis er der mørklægningsgardiner på værelset, og det ene var trukket for. Kirkeklokkerne holdt en behørig nattepause. Vejret var igen overskyet, men tørt og ellers blæsende. Vi tog en frisk morgentur ned mod havnen, og det var så hundekoldt, at jeg overvejede at finde mine lange underbukser frem. Der er mange byggepladser rundt omkring i byen. De river det gamle ned og bygger højt og stort. Nu skal de lige passe på, at de ikke ødelægger den indre by med alt deres moderne. Nede ved vandet er et stort, lidt abstrakt kunstværk. Fra det rette sted kunne det ses, at det var et skib med roere og en mand, der stod i forstavnen. En flok kinesere/japanere kom i bus, stoppede, fotograferede, som var det en havfrue, og kørte igen.
Jo, det viste sig, at der faktisk kunne købes kolde drinks, men baren ligger ude i vandet, og drinks nydes, medens man opholder sig i vandet, ellers er det for koldt i vådt badetøj. Blue Lagune er blevet et kæmpe turiststed, og det kan klare store mængder af gæster samtidig. Hvis man bare har en mellemlanding på Island, arrangeres der ture derud, da det ligger ret tæt på lufthavnen, og så kan man få den oplevelse med og flyve videre bagefter.
Efter at have nydt det varme og måske helsebringende vand fik vi frokost. Der er både en cafe og en fin restaurant. På cafeen kostede en panini plus en stor sandwich med ost og skinke samt en cola i alt lidt over 3.000 islandske kroner. Så OK pris. Vi sad ude og spiste ved kanten og kikkede ud over lagunen, og så havde vi prøvet det med. Temperaturen i skyggen var 12,8 grader. Det var stadig blæsende, men kun halvskyet og derfor dejlig sol ind imellem. De er ved at udbygge den blå lagune, vistnok med et hotel og et saunalandskab, så der er virkelig penge i det varme vand.
Vores bus var klar kl. 15.00, og den næste bus ville køre kl. 17.00. Der er et fantastisk lavalandskab i området og faktisk halvvejs til Reykjavik. Det tog en time at blive kørt til hotellet, og vi blev sat af lige på dørtrinet.
Der var storskærm på torvet, hvor folk sad og frøs. På dette tidspunkt var der stadig håb for det islandske fodboldhold, og de skulle spille igen dagen efter, hvor de desværre tabte. Vi fandt et sted med fish og chips plus en fiskeburger (blød og kedelig bolle) og to colaer. Godt 5.000 islandske kr. (ca. 300 gode danske kroner) for det hele, hvilket viser, at priserne i turistgaderne får alt, hvad den kan trække. Min vinterfrakke er fundet frem fra kufferten, og vi gik en formiddagstur. Vi skal tjekke ud fra hotellet kl. 11 og fortsætte med fly til Grønland senere på dagen. Vi gik vestpå i nogle kvarterer, vi ikke havde besøgt før. Især var der et kirkespir i det fjerne, der burde undersøges. Gaderne i den del af byen var øde, husene kedelige, grå, så tankerne gik tilbage til kommunisttidens Østeuropa. Tænk hvis hvert hus havde fået en farve som rød, blå, gul eller grøn, så havde det været noget festligere. Heldigvis var der nogle guldregn, der blomstrede i fuldt firspring. De lyste op og gav noget venlighed, og de var over en måned senere på den, end de danske guldregn, der var afblomstret for længst på denne årstid.
Vi tjekkede ud kl. 11, og det tog et kvarter at rulle kufferterne ned ad bakken til buscentralen, og der holdt lige en bus klar til at køre til Keflavik Airport. Vi havde billetter til bussen, men havde ikke bestilt plads. Bussen blev hurtig fyldt op og kørte kl. 12. Det tog 45 minutter til lufthavnen igennem lavalandskabet, dog er der en stor omegnsby med bilcentre og kontorbygninger m.m. Der var en meget grundig sikkerhedskontrol, og så går man op på 1. salen, hvor der er en rigtig lufthavn med masser af butikker, spisesteder og bænke. Men også masser af mennesker, overfyldte restauranter, lange køer, borde med snavsede tallerkener. Man skulle tro, at der var udbrudt pest, så alle mennesker ville forlade Island. Vi ryddede et bord og fandt et sted at spise og ventede så på vores fly til Grønland. Den lufthavn må være for lille til passagerantallet, for der var en lang kø igennem restauranterne til Gate 1 og 2, og de, der ankommer med fly, snor sig ud og ind imellem bordene. Det virker bestemt ikke særlig praktisk og heller ikke, at nye passagerer til 4 forskellige fly var rodet sammen i samme kø igennem restauranterne. Nå, endelig blev passagererne skilt fra til Narsarsuaq, og vi stod og ventede på en trappe.
Senere kom der igen et tykt lag af skyer, men efter et par timer skete der noget, idet vi kom ind over Grønlands Østkyst. Det var blevet klart vejr, og under os var der sne, bjerge, mere sne, isbræer og fjorde med isbjerge. Det var så smukt, men al den sne var bestemt ikke med i planlægningen, og var sommeren slet ikke slået igennem på Grønland? Jeg forestillede mig, at vi skulle vade rundt i sne, og hvor kan man købe vinterstøvler? Narsarsuaq er den ene af Grønlands to internationale lufthavne, og den kan tage de store fly, da den ligger i en floddal. Som de siger på Grønland, så ligger deres lufthavne, hvor det er muligt at anlægge dem, og ikke hvor det er hensigtsmæssigt, og derfor har hovedstaden Nuuk kun en lille indenrigslufthavn.
Flyet tog elegant landingsbanen i et næsten skyfrit og lunt vejr. Vi stimlede ud af flyet, og alle passagerer var begejstrede over vejret og den lille flyveplads mellem bjergene og fjorden med isbjerge.
Den smukke indflyvning, det lune vejr og smilet lovede godt for vores rejse i Grønland. |
Indtjekning i Terminal 3 med selvbetjening. Gyste lidt over maskinen, men reservationsnummeret blev indtastet, vores navne kom frem, pladsen blev valgt og ud kom der boardingkort. Der var lang kø til bagage drop off, og man kan undre sig over, at alle de kufferter kommer rette sted hen. Drop off kikkede ikke på passene, kun på boardingkortet, der jo byggede på reservationsnummeret, så det virkede ikke overvældende sikkert. Sikkerhedstjekket gik også hurtigt, så vi var færdige i rigtig god tid og fik endelig noget morgenmad.
Vel landet var der hurtig bagageafhentning, og der var ingen pas, der skulle vises, så det var næsten som i Frode Fredegods tid. I ankomsthallen var der et stort billetkontor til busserne, og ganske rigtig var prisen 4.000 islandske kroner. Man kunne også blive kørt direkte til hotellet for en ekstrapris. Vi havde fået et kort over Reykjavik, og jeg kunne se, at Hotel Leifur Eiriksson lå ret tæt ved busterminalen.
En stor statue af Leifur Eiriksson alias Leif den Lykkelige står foran den store Hallgrimskirkja og skuer ud over byen. Leif blev født i 960, og faderen var Erik den Røde. Statuen blev rejst i år 2000 i anledning af 1000 året for Leif den Lykkeliges opdagelse af det nordamerikanske kontinent, næsten 500 år før Columbus. Statuen er en gave fra USA, og den findes opstillet flere forskellige steder i verden.
Vi gik ned ad Skolavördustigur, der starter lige ved Hallgrimskirken. Der var lidt forretninger og cafeer, men længere nede ved Bankastræti var der mange restauranter og cafeer. Der var pæne priser på alting, og med pæne priser menes høje. Vi fik lidt frokost, og en brochette med laks og en med skinke på Cafe Uno kostede 1.600 kr. pr. stk., så vi skal lige vænne os til de priser. Omregnet var det 96 danske kroner. Brochetterne var ikke særlig store, så man skulle faktisk have to hver for at blive ordentlig mæt. Det var lidt køligt, men vi fandt en plads i solen, og så var det dejligt at sidde udenfor og spise og kikke på mennesker.
Vi tog en lille pause på værelset, da det begyndte at dryppe, og sorte skyer trak op. Senere gik vi ned i havnen med masser af skibe og også skibe på bedding, der skulle have en overhaling. På kortet over Reykjavik var der en stor reklame for "Saga Museum", der holdt til i et gammelt, historisk hus, og museet handlede om vikingetiden. Det kostede 1.600 kr. at komme indenfor, og der var 17 forskellige tableauer med vikinger i voks. Man får udleveret nogle høretelefoner, og så fortælles der på flere sprog, dog ikke dansk, men bl.a. på svensk. Ved hvert tableau var der også en tekst på engelsk og islandsk. Der var ikke mange gæster, og det hele virkede da også lidt gammeldags (altså ikke på grund af vikingerne) og støvet. Der var en fin souvenirforretning, men cafeen lukkede, da vi ville købe kaffe og kage.
Der er meget hyggeligt nede ved havnen med mange forretninger og cafeer. Smart nok var Hallgrimskirken bygget på det højeste punkt i byen, så den er et godt ledepunkt for os, da den kun ligger 100 meter fra vores hotel.
Morgenmaden var inkluderet, og der var en udmærket buffet i den lille lounge. Hotellet er lidt vandrehjemsagtigt, og derfor tager man sin brugte tallerken hen på afrydningsbakken.
Dagens højdepunkt og grunden til, at vi havde stop på Island, var, at vi ville besøge den berømte "Blue Lagune". Turen derud var bestilt og betalt hjemmefra. Kl. 10.15 kom som aftalt en lille bus og kørte os til Gray Line Bus Terminal, der ligger i udkanten af byen. Vi gik ind i terminalen, og der fik vi billetter til en større bus. Der er faste afgangstider derud og også tilbage, men på den måde, at de er valgfrie. Jeg havde heller ikke kunne regne ud, hvordan en busfuld mennesker skulle kunne blive enige om at komme tilbage igen. Så det var ikke noget med, at chaufføren stod på kanten og råbte, at nu skulle alle med blå bånd op. Ellers havde vi på forhånd ingen anelse om, hvad den blå lagune var, andet end noget naturligt varmt vand, men næppe med kolde drinks på bassinkanten.
Blue Lagune ligger i et goldt lavalandskab, der blev spyet ud for 800 år siden. Så er der en stor parkeringsplads, og en gangsti er hugget ned i lavaen. Til venstre for indgangen er der nogle stier langs lagunen med det blå vand. Her er vandet dog ikke særlig varmt, og badning er heller ikke tilladt.
Så er det med at komme ud i den kæmpestore lagune med lyseblåt, varmt vand. Alle steder kan der bundes, og de fleste steder er med cementbund og længere væk med sandbund. Der er steder, hvor vandet er lidt varmere og andre steder med en anelse køligere vand, men dejligt varmt overalt. Nogle steder er der badebroer som kant, men de fleste steder er det lavaklipperne, der danner kanten.
Medens vi gik rundt i byen, lagde vi mærke til, at mange af de ældre, hyggelige huse er beklædt med malet bølgeblik. Det så faktisk ganske nydeligt ud og er sikkert også praktisk. En stiv blæst gjorde turen hundekold, men vi nåede ned i havnen og besøgte "Harpa", der er deres nye og meget smukke kulturhus. Det har skæve vægge som "Den Sorte Diamant" i København, og så er det beklædt med glas. Det er flot udvendig, men enestående flot indvendig med glaslofter og udsigter til havnen. Der er flere souvenirforretninger, møderum, koncertsal og restauranter. Virkelig et besøg værd, og efter Hallgrimskirken er det det flotteste bygningsværk i Reykjavik.
Det sædvanlige blæsende vejr. Morgenmadsbuffet i den hyggelige, lille lounge, hvor bordene kun var halvt besat. Jeg træder ind og siger højt: "Good Morning". Ingen kikker op, og ingen besvarer hilsenen, heller ikke receptionisten, som sidder kun 2 meter fra mig. De fleste andre gæster er vist amerikanere. Jeg sætter mig stille ned, og lidt efter kommer et par ind og siger også godmorgen. Gitte og jeg besvarer hilsenen, men ingen andre. Sådan nogle sure og tillukkede personer. I det mindste kunne receptionisten vise lidt almindelig høflighed. Nå, heldigvis skulle vi til Grønland, hvor folk var ganske anderledes venlige, fandt vi senere ud af.
Vi nåede kirken, der var aflåst, og der var højt græs rundt om. Udover navnet var der ingen oplysninger. På tilbagevejen skete der endelig noget i denne bydel. En sodavandsdåse hvirvlede rundt i et gadekryds. Først den ene vej og så den anden. Lidt efter kom en tom chipspose, der også hvirvlede rundt og lagde sig så i en busk tæt på dåsen. Det var så den formiddagstur, og vi gik tilbage til hotellet. På gangen var et par nydelige stuepiger i gang med at ordne værelser. Vi kantede os forbi dem og hilste. Ikke en genhilsen og ikke et smil – så gad jeg ikke lægge drikkepenge til dem. Faktisk kunne disse stive nordboere godt lære noget af Østens venlighed.
Lufthavnen er ikke særlig stor, og i afgangshallen ville vi finde noget at spise. Der var kun en Joe and The Juice, der var overfyldt, og der var kun få bænke i hallen. Henne i et hjørne var der en "købmand", der også havde sandwich og pølser, samt 7 borde med stole. Gitte blev sendt i byen, medens jeg holdt bordet og to stole. Selvom vi var der i rigtig god tid, kom udsendingen tilbage og meddelte, at vi godt kunne tjekke ind, få bordingkort og aflevere bagagen.
Vores fly var stadig Icelandair, men et lille turbojetfly med 74 sæder. Turbojet er med propeller, men der er også en jetmotor, og det hele larmer noget. Kort efter at vi var i luften, kom der huller i skyerne, og der kunne ses ned på havet med tusindvis af små, hvide klumper. Altså små set fra vores højde – det kunne vel ikke være andet end isklumper, bare underligt så tæt på Island. Ligesom i Frode Fredegods tid vimsede stewardesserne ud og ind til piloterne med kaffe og mad. Vand og kaffe er gratis for passagererne, men mad købes, og vi fik en sandwich steak til 1.290 kr. og en croissant med skinke og ost til 750. Faktisk ret gode, selvom steak sandwichen bestemt ikke lignede den på billedet.
Flyet fortsatte ind over landet, og hele passagerkabinen var eksalteret, for det var blevet fuldstændigt klart, og det var så smukt. Efterhånden forsvandt sneen, da vi bevægede os mod Vestkysten, og der blev grønt imellem bjergene. Flyveturen tog 2 timer og 45 minutter, og urene stilles igen 2 timer tilbage. Indflyvningen var med bjerge på begge sider, så den havde nok ikke været nem i tåget vejr.