|
Grønland.
Rejsefortælling af Kim Greiner
I vikingernes fodspor. Narsarsuaq betyder den store slette, og stedet er som skabt til en landingsbane i et ellers meget kuperet terræn. Sletten er dannet af aflejrede materialer, der var ført hertil af smeltevand fra indlandsisen. Bygningerne omkring lufthavnen har status som bygd, selvom fortiden ikke fornægter sig, da Narsarsuaq blev anlagt som base og flyveplads af amerikanerne i 1941. Den blev hurtigt hovedkvarter for de amerikanske styrker og fik navnet "Blue West". Den lå præcis midtvejs mellem Labrador i Canada og Reykjavik på Island, så den blev en vigtig brik i flyvningerne mellem USA og England. Det blev til mange mellemlandinger i krigsårene, og i perioden 1943-44 var det ikke usædvanligt med 50-100 fly om dagen, og rekorden var 130 fly den 4. juli 1943.
I 1943 blev der bygget et stort hospital i dalen, der ligger 2-3- km fra Narsarsuaq. Dalen fik senere navnet Hospitalsdalen, og hospitalet behandlede sårede soldater fra Europa, så de blev fikset lidt op, inden de kom helt hjem til Amerika. Efter krigen fortsatte trafikken gennem Narsarsuaq. Først skulle de amerikanske fly hjem igen, og senere i 1950’erne leverede USA et stort antal fly til Nato-landene i Europa, og de blev fløjet via Grønland. Danmark overtog ansvaret for Narsarsuaq i 1958, men først i 1959, efter at skibet Hans Hedtoft forliste syd for Kap Farvel, blev det besluttet at genåbne lufthavnen som base for is-rekognoscering og for eftersøgningsfly og redningsfly. Is-tjenesten, der tegner iskort over de grønlandske farvande, har stadig base i Narsarsuaq.
Narsarsuaq ligger langt fra det åbne hav, og det giver et dejligt varmt sommerklima, hvor temperaturen nemt kommer op på 20 grader. Der er flere vandreture i området, der har en rig og varieret vegetation. Den længste tur går ud til foden af gletsjeren. Frem og tilbage er der 16 km, og der skal påregnes 5-7 timers vandring. I området ligger en af Grønlands få "skove" med hvide birketræer og sibirisk lærk, der nogle steder går helt op i den svimlende højde af 2-3 meter. Siden 1976 er der plantet over 100.000 træet i dette arboret, der tæller mere end 100 forskellige arter.
Blue Ice Cafeen er også turistinformation, hvor der sælges kort og souvenirs. Den er åben alle dage 8.30 til 18.00. I samme bygning ligger Narsarsuaq museum. Så er der det ret store Hotel Narsarsuaq med restaurant og cafe. Desuden et vandrehjem og en butik med posthus, der har åben 10.00 til 17.00. Lørdag 10.00-13.00 og søndag lukket. Der også en politistation, da den lille lufthavn trods alt er den ene af Grønlands to internationale lufthavne. Hotellet er stort eller rettere langt, da det kun er på to etager. Der var kun få gæster, så der var mange ledige nøgler i skabet. Det var et nydeligt værelse med et stort badeværelse.
Vejret var solrigt og lunt, og vi gik en tur ned til enden af flyvepladsen, der endte ved fjorden, hvor de maleriske isbjerge flød forbi. Der var meget stille og ingen mennesker, og i de spredte huse var der ikke lys i vinduerne, heller ikke da solen gik ned bag bjergene. Vi fik en rom og cola og sad udenfor i aftensolen, inden den gik ned, og det blev køligt. Vi bestilte et par madpakker til i morgen, og vi ville blive afhentet kl. 8.45 ved hotellet. Meget fin og rigelig morgenmadsbuffet. Vi fik udleveret vores madpakker, og jeg sagde nogle venlige ord til receptionisten, der hed Petrine Bech. Petrine er pigenavnet for Peter. Hun talte fint dansk, selvom hun var grønlænder, og hun passede receptionen fra 6 morgen til 22 om aftenen i 5 dage om ugen. Muligvis var der ikke så mange, der ellers snakkede med hende, andet end om praktiske ting vedrørende hotellet, så da vi sad i sofaen lidt fra receptionen, kom hun hen og satte sig, og vi snakkede videre. Petrine var født i Nuuk og havde boet her i Narsarsuaq i 9 år, og hun havde haft job på hotellet i 2 år. Hendes mand hed Nuka, men blev kaldt Lillebror, og han arbejdede i lufthavnen. Hun havde 3 børn, hvor den yngste hed Aguna og var 6 år. I skolen i bygden går der for tiden 9-10 børn, og de er delt op på 3 klassetrin.
Faktisk havde vi også set for lidt til Narsarsuaq, og jeg kunne godt have tænkt mig 2-3 overnatninger her for at nå ud til bræen, se museet og se bygningerne til den amerikanske base.
Vi blev afhentet præcis til tiden kl. 8.45 og kørt ned til minihavnen, og en lille båd sejlede på kun 10 minutter over den isfyldte fjord til Qassiarsuk, der lå på den anden side. Vores kufferter blev taget ombord, og selvom båden sejlede væk, medens vi besøgte Brattahlið, skulle de nok være der, når vi blev hentet igen. Han fortsatte imidlertid sydover og kom rundt om Kap Farvel og sejlede ind i de sydgrønlandske fjorde, der var anderledes milde og grønne og betydeligt mere frugtbare end det golde Vestisland, han ellers kom fra. Her brugte han tiden på at udforske landet og fjordene og vendte efter 3 år tilbage til Island, hvor han overtalte venner og familie til at følge med sig til "Grønland", som han valgte at kalde landet. Sagaerne beretter, at 25 skibe med folk og dyr sejlede af sted, og 14 kom frem i år 985, hvor Erik anlagde sin gård Brattahlið på skråningerne ved Qassiarsuk. Færden mod Grønland var det sidste led i den lange række af berømmelige vikingetogter, som udgik fra de nordiske lande. Svenskerne drog østover og sejlede ad floderne til Sortehavet og Orientens skatte. Nordmændene satte over havet mod vest til Atlanterhavsøerne og til Skotland og Irland. Danskerne hærgede England og de franske kyster og satte en skræk i livet på folk, så langt ned som til Middelhavet. I de fleste af de egne, hvor vikingerne viste sig, var deres renommé ikke ligefrem strålende, og lokale historieskrivere har bevaret en del sandheder om os, og som vi nok ikke burde være alt for stolte af.
Anderledes mod nord og vest, hvor man tog nyt land. Der var ingen kultiverede mennesker at måle sig med og efterabe, kun deres egne værdier og idealer blev rendyrket på godt og ondt. Vikingerne drog mod Island, Grønland og Vinland, ikke med håbet om guld og hæder i strid, deres mål var frodige græsgange. De søgte bort til frihed og væk fra kongeåg og skatter og hen til lande, hvor fribårne mænd selv kunne enes om lovgivningen og råde over deres eget liv.
Qassiarsuk er i dag en lille bygd med ca. 100 faste indbyggere. Den blev grundlagt i 1924, da Otto Frederiksen flyttede hertil med sin familie for at etablere sig som fåreholder. I 1936 var det bygdens storhedstid, og der boede således 20 fåreholderfamilier og i alt 125 mennesker. Hver fåreholder havde omkring 400 får, men Qassiarsuk er stadig Grønlands største fåreholderby. I dag er Qassiarsuk et lille samfund, men der er både butik, skole, sygeplejestation og en kirke, der servicerer hele Narsaqhalvøens spredt beliggende fåreholdersteder. I skolen går børn fra hele Narsaqhalvøen i de første 8 år, og de bor på skolehjemmet i Qassiarsuk.
Tjodhildes kirkeruin blev fundet i 1961, da man gravede ud for at bygge skolehjemmet. Der blev også fundet 155 skeletter af nordboere, der var blevet begravet rundt om kirken. Den rekonstruerede Tjodhildes Kirke har størrelse efter den oprindelige kirke med en grundplan på 2 x 3,5 meter, og den er opført af græstørv og norsk gran. Interiøret i den nyopførte kirke er udført af grønlandske kunstnere. I sin tid var Erik den Røde ikke tilbøjelig til at blive kristen, men hans kone Tjodhilde lod sig hurtigt omvende. Der var jo også mere herlighed og glans ved den nye tro, men Erik var ikke lige til sinds at lade sig omvende og forlade sin gamle tro. Tjodhilde pressede ham, og fra den tid, hun havde antaget troen, ville hun ikke dele seng med Erik, og dette var ham meget imod. Det forlyder ikke, om Erik bøjede sig, eller hvem der var stærkest i den sag, men Tjodhilde havde dog bygget sin lille kirke lidt væk, så Erik ikke skulle vredes ved synet, hver gang han slog døren op i sin høvdingegård.
Qassiarsuk er en meget lille by og på denne årstid en meget grøn by med blomstrende, svagt skrånende bjergsider. Man kan godt forstå, at både Erik den Røde og senere Otto Frederiksen faldt for dette område. Vi gik forbi vandrehjemmet, og en mand på terrassen pegede op i luften, hvor en ørn fløj lige hen over hovedet på os. Jeg kravlede op til statuen af Leif, der skuede ud over fjorden. Det var søndag, og det kunne tyde på, at der var gudstjeneste i den lille, røde kirke, og der var heller ikke en sjæl at se i byen. Vi fandt kirkeruinen og nordboboligerne og gårdanlægget med kostalde fra 1300-tallet, der dog kun er svagt aftegnet i terrænet.
Vi gik ned mod byen for måske at nå kirkegængerne, men de gik ombord på en båd og sejlede væk. På havnen snakkede jeg med en mand, der havde været med i kirken, og der havde været barnedåb. Han kom selv fra Nuuk og var taget hertil for at overvære dåben. Han talte perfekt dansk, og også hans to små piger.
Vi sad på havnemolen og ventede på vores båd. Der var stadig fuldkommen stille, og solen var begyndt at komme igennem skyerne. Faktisk var det dejligt varmt. Vores lille båd kom til tiden og havde stadig vores kufferter med. Efter en lille time igennem isfyldt farvand og irgrønt vand ankom vi til landingsstedet Itilleq.
Landgangsstedet og Igaliku er forbundet med en vej, der blev anlagt, da Frederik 9. besøgte byen i 1952 og deraf navnet. Kongevejen er ca. 4 km, og vi vandrede turen, men inden vi kom i gang, fik vi spist vores madpakker med udsigt til isbjergene i fjorden. Vi var blevet infiltreret af en mindre rejsegruppe med dansk guide, selvom de fleste i gruppen var amerikanere. Gruppen fulgte delvis i vores fodspor, eller også var det os, der fulgte i deres fodspor. Vi stødte i hvert fald på dem både på færgen op langs Vestkysten og helt oppe i Ilulissat. Det var en smuk tur ad Kongevejen, og vi hilste på en stor, strandet isklump på stranden. Ellers gik det mest opad i løse sten, så sveden randt, og solen bagte. Nå, men når Frederik kunne, så kan vi også. Endelig var vi oppe i det lille pas, hvor der var udsigt til den lille bygd Igaliku eller Gardar, som nordboerne kaldte stedet.
Den første biskop over Grønland blev udnævnt af kirken i Danmark i 1124. Han nåede frem i 1126 og bosatte sig ved Gardar. Frem til 1520 blev der udnævnt bisper over Grønland, men allerede fra slutningen af 1300-tallet flyttede de ikke op til Grønland, men boede i Danmark eller i Norge. Ruinerne ved Gardar viser, at kirken har haft stor magt i det middelalderlige Grønland. Der er fundet ikke mindre end 40 ruiner spredt på sletten, heriblandt biskoppens bolig med en gæstehal med plads til over 100 mennesker. De to kostalde, der er udgravet har haft plads til henholdsvis 40 og 60 køer. Endelig er der fundet tydelige spor efter dæmninger og vandingskanaler, der har gjort det muligt at dyrke tilstrækkeligt vinterfoder til de mange køer.
Bygden råder nu over Igaliku Bygdehotel med værelser og hytter og et cafeteria. Der findes også et vandrehjem, og begge er ejet af Blue Ice Explorer. Kirken er bygget i 1940, og så er der et fælleshus for bygden med bl.a. vaskemaskine, toilet og mødelokale. Skolen har elever fra 1. til 8. klasse, og så er der butikken, der har åbent hele ugen, men på forskellige tidspunkter. Rundtomkring i bygden står der monumenter som Nordbomonumentet fra år 2000, mindesten over Anders Olsen og Tuperna og en mindesten over Jakob II Egede, der er rejst i år 2008 i anledning af Igalikus 250 års jubilæum.
Der var meget frodigt i dalen med masser af saftigt græs, og der var endda en have med fine kartofler og store rabarber, og det hele kraftigt indhegnet. (Der var en, der hjemme fortalte mig, at de nu dyrkede korn på Grønland. Jeg tvivler dog på, at de kan få det modent, og bare at finde et stykke flad muldjord vil være svært). Vi bestilte aftensmad i cafeen á 200 kr. samt frokostpakker til i morgen á 70 kr. Fin, stor hytte, og der var nydelige toiletter og baderum lige i nærheden. At trække kufferterne op ad bakken til hytten krævede dog sin mand. Bagefter gik vi en eftermiddagstur i bygden, og som staffage var der henstillet et par bilvrag midt i det hele. Ellers var der vist kun en bil i området, og det var den, der blev brugt til at hente og bringe kufferter fra landingsstedet. Det var faktisk blevet så varmt, at jeg kunne gå rundt i korte bukser og T-shirt, og at tænke sig – det er Grønland. Vi kikkede på ruinerne af domkirken, bispeboligen og kostalden. Det var faktisk svært at se, hvad der var bispebolig, og hvad der var kostald. Nogle af ruinerne havde kæmpestore overliggere over døråbningerne.
De var ved at slå græsset mellem ruinerne med motortrimmere. Efter fyraften lå de pænt bag ved en bænk i en lille bunke og ville sikkert også ligge der til næste dag. Hyggelig snak på hotellets terrasse, bl.a. en neurolog fra Birkerød var meget festlig og værd at snakke med. Aftensmad på "Hotellet", og hvad kan der forventes i et samfund af fåreavlere – lammesuppe og lammekød i massevis, og hvad værre var, så er det bestemt ikke min hofret. Nå, men lammesuppe med ris og grønsager smagte nu meget godt, når bare det forbandede fårekød blev skrabet til side. Til dessert var der en pindeis.
Det var stadig helt skyfrit, og i solen var det varmt, men i skyggen var der kold luft. Vi fik opklaret, at vi i morgen ikke skal sejle fra Igaliku, men fra landingsstedet. Vi bliver dog kørt med vores kufferter ad grusvejen. Morgenmad på "Hotellet" med hjemmebagte, lune boller og ellers skinke, ost, havregryn, mælk/te/kaffe og juice. De grønlandske piger/kvinder, der passede hotellet vimsede rundt. Jeg talte med Naja, da travlheden var overstået, og hun fortalte, at bygden faktisk kun har 20 faste indbyggere. I sommertiden er der dog en del turister, men Sydgrønland lukker helt ned i slutningen af september. Naja stammer selv her fra området og har et sommerjob på hotellet. Ellers studerer hun eskimologi på Københavns Universitet. Hun har også læst og er færdig med faget turisme på Copenhagen Business School. Hun kommer oprindelig selv fra Qaqortoq.
Til sidst snakkede jeg med Jacobine, der var dekoreret med hjemmelavede tatoveringer udført af hende selv og hendes veninde. Hun havde bl.a. en tatovering af en engel til minde om sin mor, der nu var i himlen. Hun kom fra Ilulissat (Jacobshavn) og havde sommerjob her, men studerede ellers erhvervsøkonomi. På reden lå sejlskibet Rembrandt van Rijn, og jeg snakkede med en geolog, der var med skibet. Der var 24 kahytter med bad, og det havde derfor også turister med. Faktisk var det en gammel sildeskude, der var bygget om, så vi håbede, at fiskelugten var forduftet.
Vi var nede ved landingsstedet i rette tid, men båden var forsinket. Anders ringede et par gange og rykkede. Kaptajnen havde vistnok glemt os, men herregud vi havde ferie, så det gjorde ikke noget. I båden var der en Topasguide, der var ude for at optage film til en appetitvækker. Ellers var der kun os og en tysk dame, der skulle med, og der var da også kun 5 passagerpladser, hvis de skulle sidde ned. Kufferterne lå på bagdækket, og min lå lige ud for en åbning foran en lille låge, og jeg så i ånden, at lågen ville springe op, og kufferten forsvinde i bølgerne. I starten af turen var der nogle bølger med hvidt skum, og båden sejlede i lidt ubehagelige bump. Bagdøren ud til bagdækket var i itu, så døren blev lukke med en snor, der gik fra en stolpe midt i båden til håndtaget.
På et tidspunkt var der blås fra en hval forude, men da vi nærmede os, dykkede den ned og forsvandt, og jeg fik ingen billeder. Det var en gammel hanhval, og de svømmer gerne alene, fortalte skipperen.
På et par paller i havnen foran turistkontoret fik vi spist vores madpakker. En ældre tandløs mand vimsede rundt og sagde mærkelige lyde, og vi vidste ikke, om han havde drukket eller var retarderet.
Vi havde før mødt familien til et slægtstræf, og vi havde aftalt at spise sammen på Cafe Nanoq, der ligger på selve hotellet. Der var fyldt godt op, men vi fik tiltusket os et bord, og medens vi ventede på maden, fik Winona tegnet Qaqortoq med alle husene og vejen op til deres hus i min dagbog. Så gik hun ellers i gang med nogle røde pølser, og jeg fik personligt en af de lidt dyrere burgere, en ægte moskusburger med fritter til 157 kr. Bagefter blev vi kørt rundt i byen og fik udpeget hospitalet, skolen og "Anstalten", det var en slags fængsel. Det er en meget smuk by med stejle gader og huse i alle regnbuens farver. Bjergskråningerne går rundt som i en halvcirkel med havnen i midten.
Vi blev bænket i stuen, og der var kaffebord med kager bl.a. en dejlig ostekage, som Mia var mester for. Efterhånden var vi en større forsamling, for der var også veninder med kærester og kolleger, så det var lidt svært at holde rede på hvem, der var hvem og hvorfor. Men ganske hyggeligt og fornøjeligt.
Meget fin morgenmadsbuffet og endda med bacon og ellers alt tilhørende. Der var kun et andet par i restauranten, da vi kom, og der kom ikke flere gæster, mens vi var der, så bestemt ikke overfyldt. Vi gik en tur rundt i byen og besøgte museet, hvor adgangen kostede 20 beskedne kr. Museet ligger i en sorttjæret bygning fra 1804 og har engang fungeret som kolonibestyrerbolig. Fin udstilling af tupilakker, kajakker, redskaber og en samling af nordbofund, foruden gamle fotos fra byens tidligere liv. Øverst i bygningen var et smukt rum, der blev kaldt Knud Rasmussens værelse, men om han har boet der, vides ikke. Han er i hvert fald meget populær rundt omkring på Grønland, og vi fik set flere relieffer af ham på den videre færd.
Lige foran cafeen var et springvand i en mindebrønd, dog for tiden uden vand. Mindebrønden er fra 1927 og var en overgang Grønlands eneste springvand. På brøndens sider er der navne som Anders Olsen, H.J. Rink, Knud Rasmussen, Th. Stauning og Hans Hedtoft. Stauning må have gjort et eller andet godt heroppe, siden han er på brønden. Næste dag stod der nogle håndværkere henne ved brønden og rodede, så de skulle nok have liv i det gamle springvand igen.
Rundt om i byen på bjergsiderne eller på store sten i byen er der udhugget figurer i en udendørs galleriudstilling kaldet "Sten og Mennesker". Projektet startede i 1993-94, hvor 18 kunstnere fra de nordiske lande arbejdede sammen om at forvandle byen til et udendørs galleri. Der findes i dag 31 skulpturer rundt om i byen, og der kommer flere til. En af skulpturerne ligger på havnekajen og er meget populær at røre ved, da det forestiller byens største bryst med byens største brystvorte. Da vi bevægede os rundt i byen, hilste de ældre, men ville ikke rigtig i kontakt, selvom vi ikke var spor farlige, men faktisk meget venligsindede. Der var ikke meget aktivitet i byen. En bil kørte igennem byen en gang imellem, og nogle mennesker slentrede rundt. På politistationen holdt der dog 3 politibiler klar.
Vi gik op på cafeen hos Thelma og Marlene og fik bestilt en stor laksesandwich med fritter til 79 kr., og den blev indtaget udenfor i solen. Nogle myg havde ikke lært, at de skal holde sig væk i solskin. Myggeplagen var dog meget moderat i år, fik vi at vide. Der var et eller andet ved vejret, der havde begrænset myggeudbredelsen, og det var da helt i orden for os.
Den nuværende kirkeruin i Hvalsey er dog slet ikke så gammel, men er fra engang i 1300-tallet. Der er dog fundet en kirkegård under væggene af ruinen, så man formoder, at der har ligget en ældre kirke under den nuværende. Kirkeruinen er 16 m lang og 8 m bred, og murene er 1,5 meter tykke i op til 6 meters højde. Væggene består af sten fra området og er fuget med kalkmørtel, hvor kalken stammer fra blåmuslinger, der er samlet op på stranden. Taget har formodentlig været af træ belagt med græstørv, og derfor er der ingen rester af dette tilbage. Vinduerne er betydeligt bredere indvendig end udvendig, hvilket har bragt mere lys ind i kirken. Sammen med kirken ligger en stormandsgård med en beboelse med festsal på 8 x 5 meter, stalde, forrådshuse og lader. Beboelsen består af 11 rum, der er sammenbygget med festsalen. Der er også fundet rester af et ældre langhus, og måske er det Thorkel Farserks bolig.
Senere beretninger fortæller, at landsstyreformand Jonathan Motzfeld og hans islandske hustru Kristina blev viet her i 1992. Vi havde en god time derude og fik et lille blund i solen inde i ruinen, og tankerne gik tilbage til Sigrid og Thorstein, og hvorfor sporet fra nordboerne sluttede lige præcis her.
Den lille båd kom til tiden 14.45, og vi satte kursen mod Qaqortoq. Lige en overgang huggede båden noget i bølgerne med kæmpesprøjt, men så blev der smult vande igen. Med på turen havde vi et ungt, dansk par, der boede i Nuuk. Hun var på barsel, og han underviste i historie på Nuuk universitet. Det var Grønlands nyere historie efter Hans Egede, han underviste i. Visse emner skulle behandles med lempe, og det var danskernes behandling af inuitterne, hvor vi ikke har så meget at være stolte af.
Uden for brugsen sad en ældre mand, og han spurgte, om jeg ville have et sjovt billede. Jo, det ville jeg da gerne, hvorefter han med et gummiansigt vendte overlæben og satte den op midt på næsen. Det så unægteligt noget mærkeligt ud, og det kostede da også 20 kr. Hemmeligheden var, sagde han, at han ikke havde nogen tænder. Han huskede endnu tilbage for 5 år siden, hvor han på en enkelt time havde tjent 450 kr., da nogle islændinge kom forbi.
Vi sad foran turistinformationen og ventede, da nogle små drenge på cykel hasarderet kørte ned ad bakkerne. En dreng væltede, og jeg måtte trøste og puste og rejste cyklen op igen. En anden dreng havde en jakke på bagagebæreren, men den hang kun fast i det ene ærme og slæbte efter cyklen. Jeg så lige i ånden, at jakken kom ind i hjulet, så jeg stoppede ham og satte jakken ordentlig på plads. Ingen af dem forstod dansk, men hvad vil de små drenge i byen gøre, når jeg ikke kan passe på dem?
Great Greenland er førende inden for skindbehandling og garver også isbjørneskind, moskusokse-, rensdyr- og grønlandske lammeskind.
Ovenstående fik vi overvejende at vide af den meget kompetente guide, der dog ikke var så kompetent alligevel, for da vi stod foran Great Greenlands døre, var der låst, da de lukkede kl. 16, og det havde han ikke rigtig fået undersøgt. Nå, men vi fik pengene tilbage, og så fik jeg penge til at købe et lille sælskind i en lille forretning, der ellers næsten kun solgte plastikting fra Kina og så kager. Der var da også to skudhuller i sælskindet, så det var sikkert nede i D klassen. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at der kan laves en flyveplads i de granitbjerge. Men intet er umuligt, bare viljen og pengene er der.
Foran højskolen står en flot totempæl, der er lavet af indianerne fra Titicacasøen i Peru. At blive vist rundt af en, der kender byen, er noget helt andet end selv at gå rundt. Aftenkaffe hjemme hos Finn og Arnaq, hvor vi gjorde et stort indhug i en stor hjemmelavet kage. Finn fortalte, at der i 2014 skulle være kongeligt besøg i byen af selveste kronprinsen. Finn var blevet opmærksom på, at han var født i 1968 samme år som kronprinsen, så sammen med en kammerat, der også var født i 1968, gik de til byens borgmester. De havde fået den ide, at alle i byen, der var født i 68, gerne ville hilse specielt på kronprinsen. Borgmesteren formidlede ideen, og kongehuset meldte tilbage, at det var OK.
En snes mennesker, der var født i 68 var forsamlet, da kronprinseparret ankom, og alle fik en sludder og et kongeligt håndtryk. Kronprinsesse Mary besøgte samtidig Arnaqs vuggestue, og ved den lejlighed fik Arnaq et kongeligt prinsessehåndtryk. Så nu kan jeg prale med, at jeg har givet et håndtryk til en mand, der har fået et håndtryk af kronprinsen, og jeg har givet et håndtryk til en kvinde, der har fået et ægte kronprinsessehåndtryk. Der var afgang kl. 9, og det var med en af de store både med plads til 12 gæster plus skipperen og en matros. Vi kom forbi en lille bygd undervejs, der før havde levet af rejefiskeri og havde haft over 1000 indbyggere. Nu var rejerne forsvundet, fordi vandtemperaturen var steget, så folk flytter væk, og der er kun ca. 300 tilbage. Da det er et isfyldt farvand, vil vores skipper helst sejle med gammeldags radar, for der har han også isbjergene med. Og der er rigtig mange på denne strækning.
Badestedet er en meget lille, naturlig pool, eller lad os bare kalde det et vandhul. Meget skønt beliggende med udsigt til de flydende isbjerge lidt derfra. Bassinet måler måske 10 m i diameter, og fra undergrunden pibler der 37 grader varmt vand op. Der var sten hele vejen rundt og i bunden dejligt sand, og der var vel kun 50-70 cm dybt vand. Der var varmest i midten, hvor det boblede, og sandet var også her gloende varmt. Vikingerne kendte også vandhullet, for det varme kildevand blev opfattet som helbredende. Da kristendommen blev indført, var vandhullet også meget populært som dåbssted, for dengang skulle dåben foregå helt neddykket, og at få en viking i iskoldt fjordvand var en kamp.
Vi nød det varme vand i omkring en times tid, og en skrap vind gjorde det koldt at komme op igen. Medens vi var der, var der kommet 5-6 andre småskibe med badegæster. En dame fortalte, at hun havde givet 1.200 kr. for bådturen, og da det var en lille 5 personers båd, havde den hugget hele vejen, og turen havde taget to timer. Nå, men det var pengene og turen værd, sagde hun.
Ligesom de kongelige holdt vi en returmiddag, og vi havde inviteret Finn med familie incl. døtre og børn til Lal ´Laatis Corner med bjælkeloft og hygge. Vi havde været dernede tidligere på dagen og havde bestilt bord til 11 personer – 7 voksne og 4 børn. De havde pyntet bordene med to vinglas til hver, men de blev hurtigt fjernet, da bestillingerne indløb, for der blev kun bestilt isvand og cola, og det var kun mig, der skejede ud med en lokal Narsaq Øl. Af mad blev der bestilt alt fra kylling tandoori med ris til pommes frites med pølser og ellers renburger, moskusburger, clubsandwich og almindelige burgere. Hele familien kunne bespises for kun 1.125 kr. Jeg ville også give kaffe, men Mia havde en bedre ide, så vi købte en kasse isvafler i Brugsen (12 vafler til 41 kr.), og det var også en yderst rimeligt pris, og de blev indtaget på en bjergknold med en flot udsigt ud over byen.
Byen er en uddannelsesby, og de er ved at udbygge gymnasiet, handelsskolen og højskolen, og det fik vi også set lidt på. Til sidst kørte vi op til den modsatte side af byen med et trappesystem op ad bjergsiden til en kæmpe parabol, der dog ikke anvendes mere efter at byen fik søkabel. Også her var der en skøn udsigt ud over byen, så det blev en herlig og smuk aften sammen med den grønlandske familie. Så mange tak for jeres gæstfrihed og venlighed, og det er så dejligt at tænke på, at vi har familie på Grønland.
I løbet af aftenen var fragtskibet Irena Arctica sejlet videre, og det gode ruteskib Sarfaq Ittuk var ankommet kl. 24 om natten. Jeg var oppe midt om natten, og der lå det oplyst og så meget smukt ud. Vi skulle med skibet i morgen tidlig, og i 3½ døgn sejle op langs Grønlands vestkyst, og vi glædede os. |
Under 2. verdenskrig boede der fast ca. 2.000 mennesker i Narsarsuaq, så basen var på det tidspunkt Grønlands største by. Der var et livligt miljø med et væld af fritidsaktiviteter som biograf, gymnastiksal, restauranter, barer og klubber med flere orkestre for bare at nævne nogle.
I dag er Narsarsuaq en bygd med ca. 150 faste indbyggere. Langt de fleste arbejder i lufthavnen og i driftrelaterede værksteder. Der er en lille butik, en skole med 10-15 elever, en børnehave og en sygeplejestation.
Klokken var 19 lokal tid, og Blue Ice Cafe, hvor vi skulle have alle vores informationer for de næste dage, lukkede kl. 18. Heldigvis var døren åben, og heldigvis var der mennesker derinde, endda flinke mennesker. Vi fik vores vouchere og detaljerede planer for de næste dage i Blue Ice Explorers varetægt. Som et stort plus fik vi foldere med beskrivelser af de steder, vi skulle besøge. I farten fik jeg også lige købt en fedtstensfigur og en falsk isbjørneklo. Alt fra en isbjørn er der forbud mod at udføre fra Grønland, så der var en lille seddel med, der fortalte, at det var en replica. Jeg kunne så ikke selv se forskel, men isbjørnen ville nok rynke på næsen.
Vi snakkede mere om Grønland, og hun sagde, at i de større byer kunne der være problemer med druk, og at der burde være en regel om, at der kun måtte kunne købes 2 øl om dagen. Hun kunne slet ikke forestille sig, at Grønland kunne løsrive sig fra Danmark, måske om 40 eller 100 år. 
Erik den Røde kom ifølge sagaerne til Sydgrønland i år 982. Inden da var han dømt fredløs på Island i 3 år, og han valgte derfor at forlade landet og benytte tiden på at udforske det ukendte land, som der gik rygter om lå vest for Island. Erik nåede med sit skib frem til østkysten af Grønland, som umiddelbart virkede noget barsk og utilgængelig. Nu har vi selv kun fløjet over Østgrønland, men jeg vil give ham helt ret – det så noget utilgængeligt ud.
Norden var Europas udviklingslande på det tidspunkt, for vi lå noget afsides. Evnerne var der ikke noget i vejen med, men vikingerne fattede ikke meget af, hvad de mødte, ud over værdien af massive skatte og livets håndgribelige goder. De pillede guldbeslaget af kostbare pergamentbøger og hængte det om halsen på en køn pige, og så tog de hjem igen, eller de druknede i folkemængden.
I år 2000 fejrede man i Qassiarsuk 1000 året for kristendommens indførelse ved indvielsen af en replica af Tjodhildes kirke og et nordbo langhus. Ligeledes blev en statue af Leif Eriksson senere kendt som Leif den Lykkelige rejst. Statuen står som et minde om, at det var herfra, han sejlede mod vest og ligesom sin far opdagede nyt land. Han kaldte landet for Vinland, og er det land, vi i dag kender som Canada.
På en af klipperne er der et bronzerelief, der er udført af Sven Havsteen Mikkelsen, og det viser Brattahliðs historie med symboler fra nordbotiden. Det siges, at kunstværket er skænket af en amerikansk rigmand, som ved et lykketræf ikke kom med på grønlandsskibet Hans Hedtoft, da det forliste på sin jomfrurejse til Grønland. Og ruinerne fra nordbotiden med kirkeruin og boliger trækker en del turister til, bl.a. to fra Borup. 
Museet, der lå i det rekonstruerede nordbolanghus, havde lukket, selvom det skulle have været åbent, og vi havde endda billetter. 
Jeg sad og skrev oppe på en bjergtop med udsigt til den lille by, kirken og fjorden med isbjergene og en eng med gule ranunkler. Så kom der mennesker ud af kirken – nogle i grønlandske dragter, men vi var for langt væk til at kunne nå ned for at tage billeder – vi var simpelthen gået glip af noget.
Itilleq betyder "overgangssted" og ligger på vestsiden af Igalikuhalvøen. Det har været brugt som forbindelsesled mellem Igaliku og Tunulliarfikfjorden (Eriks Fjord) af både nordboerne og eskimoerne, og i dag er det landgangssted for besøgende til Igaliku.
Da nordboerne befolkede Sydgrønland med Erik den Røde i spidsen, var det Eriks gode ven Einar, der bosatte sig i Igaliku. Hans gård fik navnet Gardar, der netop betyder gård, og dette sted udviklede sig til det mest betydningsfulde sted gennem nordbotiden, for Gardar blev nordboernes tingsted – her blev love vedtaget og stridigheder afgjort. Senere efter kristendommens indførelse blev Gardar Grønlands bispesæde.
Igalikus nyere historie begyndte i 1782, hvor nordmanden Anders Olsen og hans grønlandske hustru Tuperna kom til stedet og slog sig ned som kvægholdere. Anders Olsen havde hidtil anlagt adskillige handelspladser, deriblandt Julianehåb, og det var i en alder af 64 år, at han begyndte en tilværelse som landmand. Anders og Tupernas efterkommere fortsatte med kvægavl og senere fåreavl. I 1900 boede der 60 mennesker i Igaliku, og det steg frem til 1950, hvor indbyggertallet var helt oppe på 146. På det tidspunkt levede folk af en kombination af landbrug, fangst og fiskeri. De sidste 60 år er der sket en fraflytning fra bygden, så der nu bare er ca. 60 fastboende. Bygden har fåreavl som hovederhverv, med dertil er knyttet service som butik og skole. Om sommeren stiger befolkningstallet betydeligt, når folk med tilknytning til bygden holder deres sommerferie i et af familiens gamle huse. Desuden kommer der turister fra Nuuk og resten af verden for at besøge den charmerende lille bygd. De fleste huse i bygden er i dag stenhuse og bygget af de samme sandsten, som nordboerne brugte for 1000 år siden. 
Fra passet med udsigt over bygden gik vi ned på bygdehotellet og fik vores nøgle til en campinghytte. Vi var kaffetørstige, og der var en lille terrasse foran "hotellet". De var dog løbet tør for kaffe, så vi købte i stedet en is. Der sad et par ældre herrer i skyggen, og jeg faldt i snak med Walsøe Lotsfeldt. Han var lidt svær at forstå, men talte dog dansk. Hans morfar var kong Igaliku III, så vidt jeg forstod. Der var et eller andet med hans ben, måske var de ikke lige lange, viste han mig, og han gik da også med krykker. Han havde selv boet her siden 1950, og han havde mødt Frederik 9., da han var på besøg her i 1952. 
Gardar bispesæde var i mange år samlingssted for nordboerne samt for besøgende fra Norge og Island. Bispegården har eller havde 14 rum, hvoraf det ene var en gildesal med plads til flere hundrede mennesker. Desuden var der stald med plads til 65 køer samt en endnu større stald i ruinernes sydlige del. Foruden heste og køer havde man får, svin og geder. Bispesædet havde også et fint vandingsanlæg med damme, reservoirer og kanaler, så bispesædet havde altid vand i nærheden. En senere gravsten ligger i domkirken, og herunder fandt man ved udgravningen i 1926 liget af bispen Jon Smyrill, som døde i 1209. 
Morgenstunden var fuldstændig skyfri, og det var helt stille, så Sydgrønland viste sig fra den bedste side. Et enkelt hanegal brød dog stilheden.
Ivalo var uddannet receptionist og var lys i huden efter sin danske mor Eli, der var oldfrue på Hotel Qaqortoq, som vi skulle bo på senere. Hun fortalte, at en grønlandsk dragt med alle glasperlerne kunne koste mellem 20 og 40.000 kr. Derfor lejes de som regel til specielle begivenheder, men faktisk er der specielle familiemønstre. 
Det var tid til afgang fra Igaliku, og som kuffertslæber og altmuligmand var ansat Anders i sommerjob. Han var pæredansker og kom fra Nykøbing Sjælland. Han havde været her i 10 dage og skulle først hjem til september. Han var god til historier og fortalte om skyerne, der om morgenen drev hen over klipperne, hvor de følte sig forsigtigt frem. Når de nåede ind i bunden af fjorden, var der ingen is i gletsjerspalten, og så græd de, og det regnede. Der var dog en lang periode med godt vejr her i Sydgrønland, og det ville fortsætte.
Der var en stor GPS-skærm, hvor kysten var aftegnet, og hvor båden var. Det var en flot tur med isbjerge, og dem skulle der holdes øje med. Efter en time nåede vi Narsaq, hvor to stod af, og en dansk turist og Olivia stod på. Olivia var en sød, festlig dame, der talte fint dansk. Hun var 74 år og havde været sygeplejerske i 47 år på det lokale sygehus. I den periode havde hun kun haft 3 sygedage. De to havde været snydedage dvs. pjækkedage, fortalte hun med et grin. Herregud, de to dage var hende vel undt. Hun sad og strikkede, og det var fordi, rygning var forbudt på båden, så hænderne skulle beskæftiges. Turen frem og tilbage fra Qaqortoq og Narsaq kostede hende 750 kr., så det rykkede noget i enkepensionen.
Byen er Sydgrønlands største med 3.500 indbyggere, og den breder sig fra havnen langt op ad klipperne. Det er et knudepunkt for uddannelse, handel og erhverv, og den har både folkeskole, gymnasium, STI-skole, handelsskole og en stor højskole. Foruden selvfølgelig også et stort sygehus, politistation, en kæmpebrugs, fint hotel, museum, en gammel og en ny kirke og flere cafeer m.m.
Det er sådan, at Gittes fætter hedder Finn, og han er halvt grønlænder og bor netop i Qaqortoq med sin kæreste Arnaq og datteren Winnona. Winnona er en dejlig, typisk grønlandsk pige, med et rundt hoved og lidt skæve øjne, så hun er ikke til at stå for. Hun talte ikke dansk endnu, men hun skal starte i børnehaveklassen efter sommerferien og efterhånden lære noget dansk.
Vi stoppede ved et hus med flot udsigt, og det var hos Finns datter Miiarnquaq (af nemhedsgrunde kaldt Mia). Mias mor var desværre død, og nu boede Mia i sin kærestes hjem, og det var der, der var kaffemik. Mia var en ualmindelig køn, grønlandsk, ung kvinde, og de laves simpelthen ikke smukkere. Hun er 25 år og er ved at blive butiksuddannet. 
Et isbjerg, som lå tæt på havnen, og som vi allerede havde bemærkede i går, har ikke rokket sig og ligger på samme sted. Da 9/10 af et isbjerg ligger under vandet, er det jo nok stødt på grund. Et stort stykke brækkede dog af, medens vi spiste morgenmad, og stumperne begyndte at drive væk efter måske at have siddet sammen i tusinde år.
Midt i byen i et gammelt og meget smukt hus ligger cafeen Lal´Laatis Corner, der er indrettet i et gammelt bødkerværksted med fritliggende bjælker. Her mødte vi to søde, grønlandske tjenere Thelma og Marlene. De kommer her fra Qaqortoq, men har studeret i Nuuk og er nu her på sommerjob. Thelma er stewardesse i Air Greenland og skulle faktisk til Danmark om få uger og deltage i et sangkor. Malene læser international handel og har lige fået praktikplads i et nyt selskab i byen. De to piger pyntede i cafeen, og vi fik snakket en del med dem. 
På turistinformationen lånte vi formedels 30 kr. nøglen til byens gamle, røde Frelserens Kirke, der blev bygget i 1832. I kirken hænger protrætter af bl.a. Hans Egede og Gertrud Rask, men det, vi gerne ville se, var redningskransen fra grønlandsskibet Hans Hedtoft, der forliste en januardag i 1959 syd for Kap Farvel. 95 mennesker mistede livet ved den lejlighed. Man ved ikke, hvad der skete, og om det var et isbjerg, eller om det var kommet ud af kurs, men forbindelsen til skibet forsvandt, og det eneste, der er fundet fra skibet, var en redningskrans, der 9 måneder efter drev i land på Island. Denne historiske redningskrans skulle befinde sig i kirken, og den ville vi gerne se og bede en lille bøn for de omkomne. Kirken er meget smuk også indvendig, men vi kunne ikke finde redningskransen. Til gengæld hang en krans med dronningens og prinsegemalens navnetræk. På turistinformationen vidste de ikke noget om, hvor kransen var blevet af, måske var den udlånt til et museum.
Ifølge beretningerne var det Erik den Rødes fætter Thorkel Farserk, der tog landområdet ved Hvalsey i besiddelse. Da nordboerne i 985 ankom til Grønland, var de ikke kristne, og Thorkel døde derfor som hedning og er nok begravet i nærheden af sin gård i Hvalsey. Kristendommen kom til Grønland i år 1000, og først derefter begyndte kirkebyggeriet. 
Hvalsey Kirke er i høj grad kendt for det bryllup, der fandt sted 16. september 1408. Dette bryllup er beskrevet af præsten fra Gardar og i breve fra bryllupsvidner i Island. Det var Sigrid Björnsdottir og Thorstein Olafsson, der blev gift ved en stor højtidelighed. Brylluppet har især interesse, idet det er det sidste skriftlige vidnesbyrd, der findes om nordboerne i Grønland. Man mener, at der til midten af 1400-tallet stadig har levet Nordboere i Østerbygden i Grønland, men hvordan, hvornår og hvorfor de er forsvundet, har man ikke en forklaring på. De to nygifte Sigrid og Thorstein bosatte sig i Island, hvor hans slægt kom fra. Måske var det sådan, at flere og flere af de grønlandske nordboere efterhånden flyttede væk. Men ville der så ikke stå noget om fraflytningen i de islandske sagaer?
Der er en regel om, at almindelige dagligvarer koster det samme på hele Grønland, og det gælder selv det mindste udsted. Der er sikkert en masse støtte fra staten, men hvis man fjernede støtten, ville priserne på udstederne blive så tårnhøje, at de ville lukke ned. Så kunne grønlænderne alle sammen bo i Nuuk eller i et par enkelte andre byer.
Great Greenland startede privat i 1977 under navnet Grønlandsgarveriet, og det er det eneste sted i Grønland, hvor der bliver garvet og forarbejdet skind, og de fleste bliver solgt på aktionerne i København. Siden 2003 har Great Greenland indhandlet skind fra fangerne i hele Grønland efter aftale med selvstyret. Great Greenland har mere end 30 indhandlingssteder langs Grønlands 3.000 km kyster. I bygderne bliver skindene nogenlunde skrabet rene. Så bliver de enten saltet ned eller frosset, inden de skal garves. Garvning er et gammelt håndværk, men mange delprocesser er i dag mekaniseret. Kemikalieforbruget er nede på et minimum, og der bliver ikke udledt kemikalier fra garveriet. 395 kr. er mindsteprisen for et ugarvet sælskind, og efter garvningen bliver det klassificeret i A B C eller D skind, og prisen er derefter. Sælskindene bliver også handlet i kvadratfod, hvilket er unikt inden for pelsbranchen. I vore dage behandler de 35.000 sælskind årligt, men før Brigitte Bardot med rette blev forarget over canadiske mord på babysæler, var produktionen 3 gange så stor. Og tilsigtet eller utilsigtet så ramte det også de grønlandske fangere, der fanger voksne sæler og bruger alt på sælen i deres fødekæde, hvor f.eks. korndyrkning er umulig. Kendte designere prøver af få gang i salget af de meget smukke skind, så det går i den rigtige retning.
På vej tilbage ville jeg fotografere nogle flotte partier med kæruld. Jeg fik billedet, men trådte ned i et hul og lagde mig, så lang jeg var, i det nærmeste mudder. Åh, dit gamle fjols, tænkte jeg, og det krævede, at jeg fik skiftet bukser. Vi var også ude ved ferskvandssøen, hvor der tappes vand til hele byen, og vi så højskolen, hvor der lige på det tidspunkt var et politiske stormøde, hvor socialdemokratiets leder Mette Frederiksen også var med og med tolk havde holdt tale. 
Det tager 1 time og 15 minutter at sejle derud, og skipperen meddelte tørt, at der lå badehotellet. Det var dog nok det mindste badehotel, jeg har set, og det var da også bare et skur. Vi blev sat i land ved en lille bådebro, og faktisk var der også en lille strandbred, men selvom isbjergene sejlede dekorativt forbi, var det ikke stranden, der trak. En sti førte hen mod "hotellet", der fungerede som omklædningsrum.
Der var tid til at sidde på hotellets terrasse. Det var lidt køligt, da solen prøvede at komme igennem. Det pænt store fragtskib Irena Arctica fra Royal Arctic Line var lige komme ind i havnen, og de var ved at læsse containere af. To kraner var i gang med at hente containere op fra lasten, og 2 gaffeltrucks kørte dem på plads. Skibet kommer til byen en gang om ugen med varer fra Danmark.
Bagefter besøgte vi kirkegården, der lå på en bjergskråning med alle de hvide trækors og gravsteder efter grønlandsk skik med masser af kunstige blomster og store områder med blå lupiner. Hvis man endelig skal dø, og det skal man jo nok en dag, så var det et smukt sted at ligge her.