| Japan
Miyajima i Hiroshimabugten. 6. del. Juni 2010
Endestationen var ved Miyajima Guchi havnen, og der var et leben af mennesker i form af store japanske turistgrupper. Vi fik købt en returbillet til den overfyldte færge for 340 yen, og jeg fik taget et billede af to smukke japanske piger, og uvist af hvilken grund viser japanerne altid V-tegnet, når de skal fotograferes – mærkeligt for de tabte jo trods alt krigen.
Det var på grund af helligdommen, at japanere i alle aldersgrupper strømmede til, og grupper på mindst 50 små børn med ens kasketter stillede op til fotografering med porten i baggrunden. Også store pensionistgrupper skulle fotograferes, og de stod oppe på et trappestativ, så alle ansigter kunne komme med, medens en professionel fotograf tog billeder. Øen er yderligere speciel, bl.a. fordi der lever vilde sikahjorte, men det er dog så som så med vildheden, for de gik rundt i gaderne og elskede tilsyneladende at blive fotograferet. En tre fire stykker stod foran gruppen, der skulle fotograferes, og fotografen prøvede at jage dem væk, men hver gang kom de nysgerrigt tilbage. Personligt syntes jeg, at en sikahjort ville pynte på billedet, men det syntes japanerne åbenbart ikke.
Nede i selve byen er det et gedemarked med souvenirforretninger, isboder og cafeer, så vi gik til højre op ad bjerget til et fint tempelområde med mange figurer af både søde og grumme guder og ikke mindst smukke haver. Det var faktisk et fantastisk område med den ene tempelpagode efter den anden og alle de guder, man kunne ønske sig. Mærkværdigvis var der ikke en sjæl – ja, nu ved jeg ikke, om stenguder har sjæle, men der var stort set ikke andre end os, der vandrede rundt i det smukke område.
Horderne af japanere var forsvundet for længst – faktisk var der ikke en eneste, og kun enkelte med europæisk udseende. Først gik stien lidt ned, inden det gik op ad en snoet sti gennem skoven, og ind imellem var der kik til fine udsigter. Ud over fuglefløjt og enkelte steder cikadesang var der helt stille. Der lød trommer i det fjerne, og vi kom senere igennem et lille tempelområde, hvor en munk sad og skiftevis slog på en tromme og en klokke for at tilkalde guderne. Sidste stykke inden toppen gik igennem store, maleriske sten, og dyngvåde af sved, altså bare mig, min kone transpirerer kun, nåede vi toppen, hvor der er bygget et lille udsigtstårn. På nederste etage var der en sovebriks og en brændeovn og ellers en lille, meget primitiv cafe, hvor der kunne købes drikkevarer til let forhøjede priser – men de var jo også båret op. Samme vej ned, først på gåben, derefter to gange svævebane og så gåben igen ned til byen med souvenirbutikshelvedet. Lidt utraditionelt fik vi iskaffe og kage midt i en souvenirforretning, hvor man kunne henslænge sit trætte legeme midt i lokalet på nogle røde brikse.
Masseturisterne var væk, og sikahjortene gik stille omkring, og der var fred og ro overalt. Færgerne tilbage til havnen i Hiroshima går næsten i pendulfart, og sporvognen ventede perfekt, og vi havde haft en dejlig, spændende dag. Og selvom vi havde svedt og pustet undervejs, så døde vi da heldigvis heller ikke på Miyajima. |
Sporvognslinje 2 gik lige ved Hiroshima Station, og derefter tog det 1½ time at æde sig igennem alle 40 stoppesteder, men prisen var da ganske overkommelig med kun 270 yen (ca. 19 kr.) for turen. Sporvognen, der var splinterny, kørte først igennem byen som almindelig sporvogn, men i forstæderne fik den status af skinnebus, og der gik bomme ned ved vejoverskæringerne, når vi drønede af sted med 60 km i timen. 
Overfarten til Miyajima tager kun 10 minutter, og vi måtte konstatere, at det langtfra var en øde ø, vi var kommet til. Øen husede da også en af Japans kendteste turistattraktioner, helligdommen Itsukushimajinja med den imponerende røde, klassiske Shintö-port ude i vandet. Porten er 17 m høj, og de rå træstammer er malet knaldrøde. Ved højvande har den fødderne i vand, men ved lavvande kan den klappes.
Før i tiden måtte almindelige mennesker ikke besøge øen, da den er hellig, og det var strengt forbudt at føde og dø på øen. Vi var helt sikre på, at vi ikke skulle føde derovre, og vi håbede, at vi ikke ville støde anstændigheden ved at dø. Selve helligdommen Itsukushimajinja står på pæle, og det kostede 300 yen at betræde de hellige planker, men så fik man også en dans med i købet, hvor en grum mand med store hugtænder dansede rundt, medens munkene spillede.
Egentlig ville vi op på det 530 meter høje bjerg Mt. Misen, så vi gik lidt ned mod byen igen og fandt den rigtige sti, der gik langs et kæmpestort, menneskeskabt vandløb med store, arrangerede sten. Vi mødte et fransk par, der var på vej ned, og de sagde, at det var meget ”far away and steep”. Vi kikkede ned på vores sandaler, medens sveden tapløb, og det var ikke engang blevet ret stejlt endnu. Så indrømmet, vi sprang over, hvor gærdet var lavest, og fandt en ”ropeway”, der for den nette sum af 1.800 yen ville bringe os et godt stykke op ad bjerget. 
Afkølede gik vi igen udenfor og fik nu øje på et skilt, der fortalte, at der faktisk kun var 30 minutters gang til toppen. OK, vi havde engang brugt 4 dage på at vandre op til toppen af Kilimanjaro, så kunne vi vel godt lige ofre 30 minutter af vores liv på en tur til øens top. Og det blev en rigtig dejlig tur, der varmt kan anbefales.
Vi skulle da lige sige farvel til den berømte røde Shintö-port, og i mellemtiden var det blevet lavvande. Så med bare fødder igennem nogle lune vandpytter og lidt grønt tang imellem tæerne nåede jeg helt ud til porten. Det var da en kanon oplevelse egenhændigt at klappe den berømte port, og sceneriet var nu meget forandret uden vand. De to store stolper lignede træer med rodudløbere, og jeg kredsede rundt om dem, medens jeg nød at havde fået den oplevelse med.