J

Der var vild panik på den lille station, for man skulle igennem en sluse for at komme ind, og seks togmænd i ulasteligt blå skjorter med korte ærmer løb forvirrede rundt. Vi havde fået en seddel med togtider og anede ellers ikke, hvad der foregik, men vi kom glat igennem og kom ud til en skinnebus. 

Jernbanen var ensporet og gik overvejende langs en brusende flod omgivet af bjerge. Der var små byer undervejs, og alle steder, hvor der var lidt flad jord mellem husene, var der små marker med ris eller køkkenhaver. Ved hver lille station var der skilte med Kanazawa til den ene side og Takayama til den anden, så der var ikke noget at tage fejl af. Undervejs skiftede vi tog, og det sidste stykke var med eksprestog.

Vi anede ikke om Kanazawa også var en lilleputby, men det viste sig, at den var kæmpestor med 456.000 indbyggere og med en gigantstation – og hvor lå så hotellet eller ryokanen, for heldigvis skulle vi også bo i ryokan i Kanazawa. 

Nå, men der var jo heldigvis en turistinformation, og af en meget venlig dame fik vi en busplan, og hun fortalte, vi skulle af ved stoppested nr. 14, så det gjorde vi og stod så ellers på en travl, befærdet gade og anede ingenting. Lidt derfra holdt nogle taxaer, men chaufføren anede ikke, hvor Murataya Ryokan lå, så han måtte spørge en anden chauffør. Vi satte os ind og kørte sådan noget som 200 meter, så stoppede han og pegede på en gågade. Der var 500 yen i startgebyr, og turen kostede 580 yen. 

Nede ad gågaden med masser af forretninger lignede det ikke rigtig et sted med roykan, så vi så lidt rådvilde ud, men en venlig dame viste vej og tog os med ned ad en lille sidegade, og der lå den så klemt inde mellem nogle høje huse som et lille stykke historisk Japan. Ryokanmor tog venligt imod os, og det var nok ikke engelsk, der var hendes stærke side. Det første hun gjorde var med mange undskyldninger at tørre hjulene af på vores kufferter, og vi fik de obligatoriske hjemmetøfler udleveret. 

Hun fortalte, at de havde ringet fra turistinformationen og sagt, at vi havde tabt vores hotelkuponer til resten af Japanturen på deres gulv. Oh ve, oh skræk, heldigvis havde jeg taget kopier. Men så mageløst som det er i Japan, så sendte turistinformationen uopfordret en medarbejder til ryokanen med vores kuponer.

Fint værelse, og der var allerede opredt på gulvet, og på det lave bord var der gjort klar til te. Vores oplevelser af japanske ryokans er, at de minder om vandrehjem med fælles bad, dog i den japanske stil med både brusere og et stort badekar. Værelset her i Murataya Ryokan var yderst lækkert og stilfuldt, selvom madrasserne lå på gulvet.

Kenroku-parken og Kanazawa-borgen og rigtig mad.

Kanazawa var egentlig en lille landsby i nærheden af Kenroku-parken, men byen udviklede sig i 1600-tallet og blev et vigtigt og rigt center for risproduktionen. Kunstnere fra Kyoto søgte også til byen, for her var mulighed for mere fri kreativ udfoldelse.

Byen havde ikke nogen sværindustri af betydning, så heldigvis undgik den derfor bombninger under 2. verdenskrig, for der var ikke nogle militær-strategiske mål at komme efter. Byen har derfor bevaret en stor del af sin historiske charme og er kendt for sine fine templer og smukke haver. 

Vi havde fået et fint kort over bymidten, og når hver vej er med, er det forholdsvis let at gå efter kort. Vi boede lige midt i centrum lidt nede ad en sidegade, men det kunne ikke være mere centralt.

Vi gik først mod den store park med Kanazawa-borgen, der i sin tid hed ”De tusind tatami-måtters palads”. Borgen var oprindelig fra 1500-tallet, og indtil 1869 var den den magtfulde Maeda-klans ejendom, men den har været nedbrændt flere gange, så der er ikke noget tilbage af originalen. Inde bag de imponerende mure og indgangsporte kan man opleve ruiner fra originalen, men ikke nok med det, for i 2001 blev tre bygninger genskabt i den oprindelige form, og den fremstår som en enormt stor og smuk trækonstruktion.

Det mest imponerende er, at hele borgen er sat sammen med tap og not, og der findes ikke et søm eller en skrue i den store konstruktion. Selv om den nybyggede borg var kæmpestor, kunne det dog ses på modeller, at det kun var en lille del af det store kompleks, der var rekonstrueret.

Der var stort set ikke andre mennesker end os i det store borgkompleks, og det er jo lidt synd med så meget smukt at se på og ingen til at se det. Vi havde købt en kombi-billet til både borgen og Kenroku-parken, så der gik vi hen. 

Parken var oprindelig en del af Kanazawa-borgen, men i 1600-tallet blev den udvidet til en selvstændig have. I dag regnes den for en af Japans tre smukkeste landskabshaver, og Kenroku-parken (Kenroku-en) betyder egentlig ”havens seks egenskaber”, og da haven blev anlagt, var det for at afspejle egenskaberne: ”ælde, atmosfære, skønhed, kølighed, rummelighed og omhu”. 

Ved indgangen blev vi spurgt, hvor vi kom fra, og det er jo nok heller ikke hver dag, der kommer nogen fra Borup. Parken var spækket med vandløb og små søer, snoede stier, klippede træer og gamle træer, der stod med krykker for ikke at brase sammen. Der var ingen græsplæner, men der var mange grønne flader af mosplæner og meget smart, for så skal der ikke slås græs. I alt det smukke grønne skal dog nævnes, at der ikke er nogen blomster, og det ville ellers have livet lidt op med nogle farver.

Gankobashi Bridge (Flying Wild Geese) var en række sten over en lille dam, der symboliserede en flok vildgæs på træk. Der var ret mange mennesker, der gik rundt i parken og nød stilheden og skønheden, og næsten selvfølgelig var vi de eneste europæere.

Uden for parken var en isbod med soft-ice, og der stod en hel række færdiglavede soft-ice og bagte i solen, men det tog de ikke skade af, for de var selvfølgelig meget livagtigt lavet af plastik.

Vi gik igennem Higashi Chaya-distriktet med gamle hyggelige træhuse og videre til Kazuemachi Chaya Distrikt, der var det tidligere gamle geisha-kvarter, hvor magtfulde krigere og kultiverede herrer kunne blive underholdt af sang, dans og smigrende tale. I dag er der kun få geishaer tilbage, og de optræder kun ved specielle lejligheder, og de går ikke som i Kyoto rundt i kimono til daglig. Medens vi stod og beundrede de smukke velbevarede gamle træhuse, gik der dog lige en geisha forbi, men jeg fik kun fanget hende bagfra med mit kamera. De gamle kvarterer er tydeligt afmærkede på bykortet, så de er ret lette at finde.

Store områder af byen, især i yderdistrikterne, var der helt øde for mennesker, så det var et helt andet indtryk vi fik af byen end førstehåndsindtrykket i den fortravlede hovedgade, hvor vi var blevet sat af taxaen. 

Vi fandt en McDonald’s og fik dejlige oksekødsburgere med fritter – og uden at sige noget negativt om japansk mad, så var det længe siden, vi havde fået så godt et måltid. Klokken var 19, men der var stadig mange skolepiger i uniform, der sad og spiste eller sad og hang lidt og småsnakkede. Det må være en lang dag for dem, især hvis de skal hjem og lave lektier. En storsmilende McDonald’s-pige med tydelige aner fra Mongoliet gik rundt og uddelte gratis smagsprøver, og selvfølgelig gengældte vi smilet, og jeg fik et foto.

Springvandsuret og samuraimuseet.

Det er svært at komme ud af sengen, når man skal op helt nede fra gulvet, så vi sov lidt længe til kl. 8, for det regnede igen. På denne ryokan er der ingen måltider, så vi måtte ud i byen for at finde noget morgenmad. Valget faldt på ”Mister Donuts” og fire donuts, den ene endda med abrikosmos og kaffe kostede 900 yen, og så kom pigen endda helt op på 3. sal med ekstra kaffe. 2. salen var beregnet for rygere, og der sad de i tyk tåge og nød deres donuts med cigaretsmag – lækkert! 

Det regnede stadig, men heldigvis var der et stort, overdækket marked, hvor vi gik rundt og kikkede. Over halvdelen af forretningerne var fiskeboder, og krabbeben og lignende var meget dekorativt arrangeret. Der var da også lidt grønsager og tøj, og Gitte fik købt en stor, flot paraply for 425 yen, for vi havde set i øjnene, at det ikke nyttede meget med en lille taskeparaply i Japan. Enten regnede det, og så skulle der bruges paraply, eller også varmede solen så meget, at det var dejligt at gå under paraplyens skygge.

Vi gik ned til stationen, der er en enormt stor glas- og stålkonstruktion og med et mylder af forretninger og mennesker. Udenfor står en meget stor port af snoet træ, og så havde de et springvandsur, der var lavet på den måde, at der på en skrå flade var en masse dyser, og med vand blev tiden vist digitalt. Ind imellem stod der også Kanazawa både på engelsk og japansk og så lige også et Velkommen.

Vi var lige henne i informationen og sige tak, fordi de havde afleveret vores kuponer til ryokanen, og så gav vi dem tre postkort fra Danmark med en tak og en hilsen, og så gik vi. Det var et andet personale, og de så lidt desorienterede ud, men så faldt 10-yenen, og de løb efter os og ville have at vide, hvordan hun, der havde hjulpet os, så ud, så de kunne give takken til den rette.

På kortet var angivet et samuraidistrikt, men vi gik hele tiden forkert, og da det så begyndte at høvle ned med regn, gik vi ind på et spisested. Det var et meget lokalt spisested, og spisekortet var kun på japansk, og der var ingen billeder. Værten var meget venlig og pegede på kortet: ”Nice rice”, så det tog vi, og det viste sig at være en stor portion ris med æggemasse over stænger af kylling og så godt med ketchup. Meget mad og meget velsmagende, og det kostede 800 yen pr. portion incl. noget at drikke. Regningen blev regnet lynhurtigt ud med en kugleramme af værtinden, og hun viste stolt sine andre kuglerammer, men det gik lidt hen over hovedet på os, hvordan de virkede.

Vi var nødt til at spørge om vej til samuraigaden, og så fandt vi den endelig, og faktisk så havde vi været der, men vi vidste jo ikke, hvordan den så ud, og der var ingen skilte.
Området hedder egentlig Samurai-kvarteret Nagamachi, og det var her, de stolte samuraier havde boet. Egentlig er de fleste af kvarterets gamle boliger i træ, strå og tegl fra Meiji-perioden, men det var efter samuraiernes sidste kamp, og efter de var vippet af pinden. Det originale samurai-hus ”Nomura-ke” ligger der dog stadig i bedste velgående, og det fungerer nu som museum, og her kan man få lidt fornemmelse af en samurais dagligdag.

Det kostede 500 yen at komme ind, og man blev budt velkommen af en samurairustning i indgangen. Som altid skal skoene af, og så kunne vi også bedre liste rundt i de små kringlede rum. Ellers var der udstilling af samuraisværd og mønter, og der var også et husalter. Der var flere ovedækkede terrasser, og her kunne samuraierne sidde og hvile ud og komme i pagt med naturen i den smukkeste japanske have, som vi endnu havde set. I smådamme og vandløb svømmede karper tiggende rundt, for de stak munden op af vandet og lavede kysselyde.

Hellere døden ved seppuku end overgivelse.

Medens alt ånder idyl her i det originale samuraihus Nomura-ke vil jeg fortæller om samuraierne og deres sidste slag.

Allerede omkring år 400 blev det japanske rige samlet under magtfulde klanledere, der udpegede en kejser, og det blev begyndelsen på et centralt styre. Selve ordet samurai er kendt helt tilbage til 700-tallet, og det betyder egentlig ”den der gør tjeneste”. Under kejseren var landet delt imellem stormænd – daimyoer – som indbyrdes kæmpede om magten, men alligevel hjalp kejseren med at holde orden i riget. Samuraierne var oprindelig i tjeneste som kejserens personlige livvagter, men da de var elitesoldater, begyndte stormændene at hyre de dygtigste til deres kampe om landbrugsjorden.

Efterhånden fik stormændene samlet så mange samuraier under sig, at de udgjorde den reelle magt i Japan, og shogun-titlen opstod.

I starten var shogun-titlen kun en midlertidig titel til den øverstkommanderende general i krigstider, men efter en borgerkrig i 1192 blev titlen givet permanent til krigens sejrherre Yoritomo Minamoto og sidenhen videreført.

Samuraiens vigtigste våben var bue og pil, og senere blev det ”hestens og buens vej”, der blev kendetegnet for deres kampstil. Ved en kamphandling tog rytterne opstilling over for hinanden, og en rytter affyrede en perforeret pil, der afgav en høj fløjtende lyd, og det var signalet til guderne om, at der var store heltegerninger forude. Rytterne red frem mod hinanden, medens de råbte deres navne, rang og tidligere krigsbedrifter, og så gik kampene i gang. Når sejren var hjemme, skar samuraien hovedet af sin modstander og tog det med hjem til sin herre og kunne dermed bevise, at han havde fuldført sin opgave. 

Hvis alt var tabt, og en æreløs overgivelse var i vente, valgte den besejrede samurai hellere døden ved ”seppuku”, der bestod i at skære sin egen mave op i et smertefuldt ritual. Det var en blodig affære at begå seppuku, og når kniven var ført opad og drejet rundt, stod en hjælper klar til at halshugge samuraien. 

I 1500-tallet dræbte nogle samuraier ved en fejltagelse 11 franske søfolk, og de blev dødsdømt, men fik lov til at begå seppuku. En delegation fra det franske skib blev indbudt til at overvære ceremonien. Medens samuraierne roligt gennemførte ritualet, brød franskmændene sammen, og til sidst bad de samuraierne om at stoppe og benåde de sidste ni af de 20 dødsdømte.

Blodhævn, kærlighed og den hvide samurai.

Fra at være gemene soldater fik samuraierne efterhånden stor anseelse ved hoffet, og de fik status som hørende til det højere aristokrati og lærte kundskaber som kalligrafi, musik og poesi. Blandt samuraiens vigtigste bud var sætningen ” bun bu ryo do” – ”pennen og sværdet i forening”.

En samurai var ofte født ind i en slægt af krigere, men han behøvede dog ikke at stamme fra en krigerslægt for at opnå en høj status. Blodhævn var en del af samuraiens æreskodeks ”bushido”, men familien spillede også en stor rolle, og i fredstider arbejdede samuraien som embedsmand eller dyrkede jorden og var sammen med sin familie.

Samuraien havde som regel kone og børn, men det var ikke ualmindeligt også at have mandlige partnere, og homoseksuelle forhold var i det hele taget almindeligt som helhed. Kærlighed mellem mænd blev betragtet som mere ophøjet end kærlighed mellem mænd og kvinder. Ofte var der et homoseksuelt forhold mellem samuraien og hans lærling, og de 13-19 årige drenge blev anset som passende partnere. Accepten af homoseksuelle forhold forsvandt dog med den vestlige indflydelse.

I urolige tider med borgerkrige blev bønderne også trænet til at være samuraier, og mange havde våben med i rigsmarkerne, så de altid var parate til at gå i krig, for der var til stadighed spændte forhold mellem kejseren og shogunen, der var samuraiernes øverstbefalende.
Der var borgerkrig i Japan, da det første møde med Vesten fandt sted i 1543, idet et portugisisk skib forliste, og de skibsbrudne gik i land på Japans kyst. I begyndelsen blev søfolkene mødt med stor mistænksomhed, men søfolkene havde reddet nogle geværer, og det vakte stor begejstring hos stormanden, der satte sin våbensmed til at lave kopier. 

Geværerne blev portugisernes billet til det lukkede land, og der blev anlagt flere europæiske handelsstationer i landet. Med skibene fulgte også katolske missionærer, og i 1549 blev den første jesuitiske skole anlagt. Det lykkedes at omvende en del japanere til kristendommen også samuraier, og flere af disse gik i krig med et kors på ryggen. Stormanden Tokugawa var interesseret i Vesten, og han tog i år 1600 en engelsk sømand William Adams i sin tjeneste, og han blev den første hvide samurai. 

Da omvendelsen til kristendommen tog fart med 200.000 døbte japanere, blev shogunen bekymret over den kristne magtfaktor, og i 1614 forbød han kristendommen. I 1623 gik sønnesønnen endnu videre, da han forviste eller henrettede alle udlændinge undtagen nogle få hollandske og kinesiske handelsmænd, som blev sat under strengt opsyn.

Indlemmelse og senere oprør mod barbarerne. 

I de næste århundreder lukkede Japan sig helt ude fra omverdenen, og vestlig indflydelse skulle så vidt muligt undgås. Handelen var begrænset til Kina, Korea og Holland, og skibe måtte kun anløbe Nagasaki.

Den europæiske kolonisering i Asien bredte sig, og det blev svært for Japan at opretholde isolationen. I slutningen af 1700-tallet blev der presset på af både Rusland og USA, men gennembruddet kom først i 1853, da den amerikanske kommandør Matthew Perry sejlede ind i nærheden af Tokyo og krævede ret til at handle. Samtidig rettede han sine kanoner mod bygningerne på havnen og viste dermed, at han med et fingerknips kunne vælte det japanske forsvar.

Det var lidt af et dilemma for shogunen, for hvis han indledte en krig, ville nederlaget blive uundgåeligt, og hvis han gik ind på betingelserne, ville han miste sin magt. Shogunen gav til sidst op for presset, og i 1858 underskrev han fem handelsaftaler kaldet ”Ansei-traktaten”, der gav Vesten vide handelsrettigheder. Fem af de største havne blev åbnet for handel, og udlændinge fik ret til at både at bosætte sig og drive handel, og de behøvede endda ikke at rette sig efter japansk lovgivning. Japan blev også frataget muligheden for at beskytte sine interesser gennem skatter, idet der internationalt blev fastsat meget lave import- og eksportskatter. Der var stor modstand og oprør mod traktaten, der var indgået af shogunatet, og Japans kejser, der i århundreder ellers havde været tilfreds i rollen som den åndelige landsfader, sluttede sig til de oprørske rækker mod vesterlændingene, og i 1868 udstedte kejseren en ordre om, at alle barbarerne skulle udvises. 

Især i provinsen Satsuma lurede oprøret, og også ronin, der var herreløse samuraier, meldte sig under oprørernes faner mod vesterlændingene. Det var især de lavere rangerende samuraier, der var de mest indædte modstandere, for de følte sig ydmygede af og magtesløse over for al den vestlige indflydelse. Provinsen Satsuma støttede ideen om et samlet Japan under kejseren, og den indgik paradoksalt nok også i et tæt samarbejde med briterne, som forsynede provinsen med moderne våben. Shogunatet var støttet af Frankrig, så der var også store internationale interesser på spil i magtkampen mellem kejseren og Shogunatet.

Samuraierne udførte i slutningen af 1860’erne en række mord på politiske modstandere og folk med forbindelse til udlændingene, og efter drabene blev de afhuggede hoveder fremvist på gammeldags samurai-maner, og vesterlændingene så forfærdet til. Hele den spændte atmosfære endte med, at den kendte og berømte samurai Saigo i 1868 tvang shogunen til at afgive sin magt til kejseren, der ville sætte ind over for vesterlændingene.

Den nye kejsermagt, der ifølge papiret skulle være imod vesterlændingene, holdt ikke rigtig, hvad den lovede, og ingen vesterlændinge blev smidt på porten, og moderniseringsprocesserne fortsatte med stor styrke til samuraiernes store skuffelse.

I 1867 blev den 15-årige Mutsuhito kejser efter sin far, og han erklærede en ny tid for Japan mejli, der betyder oplyst styre, og han afskaffede kastesystemet, så det blev den enkeltes indsats, der var afgørende for hans position i samfundet. Vestlig mode og butikker efter vestligt forbillede ændrede gadebilledet, og magten blev centraliseret om kejseren, og han ville ikke dele den med samuraierne – de blev overflødige. Samuraierne fik forbud mod at bære våben, for det var kun forbeholdt kejserens værnepligtshær, skabt efter vestligt forbillede. 

Samuraiernes sidste slag.

Saigo, der havde indtaget en høj post hos kejseren efter sin kamp mod shogunen, var efterhånden forfærdet over den vestlige indflydelse, der skyllede ind over Japans grænser. Det var det traditionelle Japan, han elskede og var en del af, og derfor drog han til sin hjemegn og trænede unge mænd i samuraiernes kampkunst. Det var en svær beslutning for Saigo, for traditionelt skulle han tjene sin herre til døden, men han følte sig forrådt over for vestens indflydelse. Da det ulmende oprør blandt samuraierne tog fart, bad de Saigo om at stå i spidsen for en hær, der skulle vælte kejseren. Efterhånden fik Saigo samlet 20.000 mand, og i en periode på syv måneder kæmpede de mod Japans kejserlige hær, der langsomt, men sikkert systematisk havde slået oprøret ned. 

Tiden er ved at løbe ud klokken lidt i fire den 24. september 1877, for Saigo havde kun 400 mand tilbage, og han står over for 30.000 angrebsklare soldater. Den øverstbefalende for kejserens soldater tog dog ingen chancer, og han brugte flere dage på at grave skyttegrave uden for de huler, hvor Saigo og hans mænd havde søgt tilflugt. Saigo havde dog ikke tænkt sig at give op, selvom han kun var bevæbnet med sværd mod soldaternes moderne skydevåben.

Saigo og hans samuraier vidste, at det ville bliver deres sidste slag, og Saigo havde allerede skrevet sit dødsdigt: ”Hvis jeg var en dråbe dug, kunne jeg søge tilflugt på spidsen af et blad. Men da jeg er en mand, har jeg ingen plads i denne verden”. 

Saigo havde skålet med sine mænd, og de sang samuraiernes århundredgamle slagsang, da slaget begyndte, men selvom de til fulde mestrede sværdkunst, blev de hurtigt decimeret til 40 mand af de svært bevæbnede kejserlige tropper. Alligevel så stormede de 40 mand mod den overlegne fjende, indtil Saigo blev ramt i lysken, og han faldt om uden mulighed for at kæmpe videre eller begå seppuku, rituelt selvmord. De sidste af Saigos mænd hjalp ham til en ærefuld død, og de lagde ham forsigtigt ned på jorden, og med et sværdhug skilte de hans hoved fra kroppen. Bragene fra geværilden forstummede, og samuraiernes sidste slag var forbi. 

Samuraiernes magt havde været baseret på deres evner som krigere, men kejserens styrker med moderne våben havde bevist, at de var samuraierne overlegne, og intet kunne nu forhindre japanerne i at lukke vesten ind i deres land. 

Ninjatemplet med det dystre seppuku-kammer.

Lige i nærheden af Samuraimuseet ligger også et andet museum, ”Merchanthouse”, der var et gammelt handelshus. Indgangen var kun 100 yen, og det, der gjorde mest indtryk, var et stort blomsterarrangement lavet udelukkende af slik. Vi kunne ikke rigtig finde ud af det med skoene, for det var først lidt inde i museet, at skoene skulle af, men så skulle de også af, og hvornår måtte de så komme på igen?

Ninjatemplet (Ninjadera) med skjulte rum, trick-døre, fælder, finurlige trapper, hemmelige ind- og udgange blev godt nok kaldt Ninjatemplet, men der har aldrig levet ninjaer (edo-tidens lejespioner) her.

Det var lensherren Toshitsune Maeda, der byggede dette buddhistiske tempel i 1643 (faktisk hedder det rigtigt Myöryüji) for at bruge det som skjul, hvis nogen skulle finde på at angribe Kanazawa-borgen. Templet er på fire etager og har 22 rum og 29 trapper, der føre mærkelige steder rundt. Egentlig måtte sådanne templer kun have tre etager, men med forskudte plan blev det aldrig opdaget, at der faktisk var fire etager. Et enkelt rum har ingen flugtmulighed, nemlig ”Seppuku-kammeret”, hvor samuraierne og måske også lensherren kunne afslutte deres ærefulde liv med selvmord, hvis de var trængt helt op i en krog. Det siges, at der er en hemmelig tunnel fra borgen til templet, og det eneste, der mangler for at kunne vise den frem, er blot at finde den.

For en gangs skyld var der også andre europæiske turister, alligevel var der kun rundvisning på japansk, men det blev forklaret og vist, så det var til at finde ud af. Vi købte dog en bog på engelsk, der forklarede om templet og dets særheder. Det gjaldt om at følge med guiden, ellers kunne man blive væk i en labyrint af gange, trapper og skjulte snydedøre. 17 forskellige steder stoppede guiden og viste og forklarede, hvordan man kunne snyde indtrængende fjender og forsvinde. 

Ellers var der ikke mange mennesker i gaderne – arbejdede de, eller gik de i skole, eller puttede de sig indendørs i regnvejret. Gad vide, om vi var løbet ind i den japanske regntid? Det var dog lunt med 23 grader, så selvom vi under paraplyen blev lidt småvåde, var det ikke koldt, men nok noget klamt. Det værste var, at jeg med bare tæer i sandalerne fik sorte negle, og det er lidt pinligt med alle de steder, hvor vi skal smide skoene.

Vi fandt en lillebitte cafe, hvor der kun var os og en ældre cafemutter. Kaffen blev serveret i fine porcelænskopper, men med kun to kunder var det nok ikke et sted, hun blev rig af. Nå, måske alligevel, for regningen for to kopper kaffe lød på 780 yen, og vi fik ikke engang porcelænskopperne med.

Efter kaffen ville vi egentlig også se det nærliggende tempelområde, men de ligner hinanden til forveksling, og det øsregnede, så vi begyndte tilbagetrækningen til vores ryokan. Hovedgaden har arkader, så man kan gå i tørvejr, og det kan også være lidt trættende altid at gå med paraplyen. Skolepigerne går i matrostøj, der åbenbart er deres skoleuniform, og ligesom i Danmark så har de alle mobiltelefoner klæbet til øret, eller også sender de sende de sms’er.
Kanazawa er som de andre byer, vi har besøgt, pinligt ren – og dermed menes fuldstændigt ren. Der går mænd og damer rundt med små koste og fejespån med låg, og de fejer små fyrrenåle og et enkelt lille blad op. Derfor er der ikke et eneste stykke papir eller cigaretskod, og faktisk ses der heller ikke rygende mennesker på gaden, for de sidder i aflukker i restaurationerne og forgiver sig selv. 

På stationen om morgenen havde vi fået togtiderne, og hvor vi skulle skifte på næste dags togtur til Hiroshima. Vi glædede os og var endda blevet overtalt til at få reserverede sæder.

Fortsættes i 4 del Hiroshima - rejser sig fra asken.

Tilbage til forsiden.