 Japan
Tokyo og Den Store Buddha. 1. del Det siges, at man i Japan ikke kan bruge sin egen danske mobiltelefon, så det prøvede vi ikke engang, men vi kunne sagtens sende og modtage sms. Der er ikke noget med særlige vaccinationer til Japan, og da det var midt om sommeren, og vi skulle op og ned i mange tog, rejste vi ganske let, med kun en lille kuffert på hjul til hver. Kort før rejsen var vi så heldige at kunne besøge vores søn Sørens ven Thor, der havde boet i Japan i en årrække, og han havde hjemført en yndig, japansk kvinde Takaka, der både kunne engelsk og lidt dansk. Samtidig var Thors forældre Gert og Anita på besøg, og de havde besøgt Japan mange gange, så de øste af deres viden og kom med forslag til steder, der var værd at besøge, og andre staldfiduser. I stedet for begyndte jeg at undersøge udtalen af nogle japanske ord: Det var lyst hele natten, for vi fløj over polarcirklen, men at sove rigtigt er for mig umuligt i sådan et flysæde, så det er en lang tur. Vi indhentede jo noget tid, da vi fløj mod solen, så allerede kl. 0.30 dansk tid sagde de, at det var morgen, og så blev der serveret morgenmad efter behørig aftørring af ansigtet med varme klude. Det var lidt uhyggeligt, for nede ved toilettet lå der nogle zombier med mundmasker og øjenbind og indhyllet i tæpper som mumier, men det var vistnok nogle almindelige japanere, der stadig var i natdresset.
På nettet er der i vore dage altid en beskrivelse af hotellerne samt et kort, hvor de er beliggende, så jeg var gået ind på alle vores hoteller. Af en eller mærkelig grund kunne jeg ikke printe kortene ud, men så fik jeg kortet frem på skærmen og tog et digitalbillede af det, og dette billede kunne så udprintes. Vi havde selvfølgelig også et kort over hele Tokyo, og senere, hver gang vi kom til en ny by, fandt vi turistkontoret og fik udleveret et kort over byen. I badeværelser var der alt til faget henhørende med sæbe, tandbørste og vistnok noget til damer. Japanske toiletter kræver et videregående kursus, men heldigvis er der som regel opsat en manual over styresystemet. Med det samme man sætter sig, skyller toilettet ud, og hvis man er bare lidt hurtig, kan man nå at forrette det meste, uden at andre kan høre, hvad der foregår. På den anden side skal man heller ikke sidde for længe med en god bog, for så skyller toilettet ud af sig selv. Når man er færdig, er der selvfølgelig toiletpapir, men det er jo alt for nemt, og nok heller ikke det mest renlige. Japanerne har derfor opfundet et spulesystem, og det er især her manualen kommer ind i billedet. Der er adskillige knapper, der kan trykkes på, for det er individuelt, hvor strålen ønskes rettet hen og med hvilken kraft og med hvilken temperatur. Når man så er gennemspulet og rejser sig skyller toilettet selv ud, men så vidt jeg husker, slog det ikke brættet ned, så lidt skal man da selv gøre. I slutningen af 1980’erne havde Japan en ophedet økonomi, og bare en kvadratmeter i det fashionable Ginza kvarter i Tokyo kostede flere millioner kroner, og man sagde, måske i spøg, at grunden omkring kejserpaladser var det samme værd som hele Californien.
Japanerne har for tiden en mærkelig rygepolitik, hvor de står med et ben i hver lejr. Der er steder på gaden, hvor man ikke må ryge, mens der er udendørs rygesteder, der er omgivet af glas, og der kan man så stå og dampe løs uden at genere andre. Men på mange restauranter må der gerne ryges, selvom det nogle steder er skarpt opdelt, som på McDonald’s, hvor rygerne i tætte tåger sidder i glasbure. Til gengæld smider japanerne ikke deres cigaretskod på gaden, og det er så gennemført, at vi faktisk i de næste 14 dage kun så et eneste cigaretskod på gaden – og det var nok en turist. Af flere dyder kan nævnes, at vi overhovedet ikke så noget graffiti nogen som helst steder. Og noget der også ville være utænkeligt i Danmark – der stod udendørs sodavandsautomater på hvert andet gadehjørne. Og det var ikke bare en cola eller fanta, der kunne vælges imellem, men nærmest i hundredvis af forskellige, iskolde sodavand. I Danmark ville sådan en automat være blevet smadret i løbet af et par dage – beklageligvis. Vi tog en Main Observatory Ticket til 820 yen, den gik op til 150 meter. Det var lidt diset, og hvis man ville helt op til Special Observatorium, skulle der lægges 500 yen oveni. Nogle søde, unge elevatorpiger dirigerede trafikken op og ned. Der var mange mennesker, næsten alle japanere, så vi stak noget ud fra befolkningen, men der blev dog ikke peget fingre ad os og vores store næser. Nogle steder på Main Observatory var der glasgulve, så hvis man ville gyse lidt, kunne man gå ud på ruden og kikke 150 meter ned på gaden mellem fødderne. Flere kvinder gik i deres farverige kimonoer, og da også en lille pige gik i kimono, fik jeg lov til at tage et billede af mor og barn, og moderen så pavestolt ud. I det hele taget fik jeg taget mange billeder af befolkningen, og når det var close-up, spurgte jeg altid, og jeg kan ikke huske en eneste, der sagde nej. Næsten alle, i hvert fald de unge, laver så V-tegnet, når de skal fotograferes, og det er ret pudsigt, da de jo med et brag tabte den store krig, hvilket jeg vender tilbage til i Hiroshima-afsnittet. Oppe fra tårnet havde vi fået øje på nogle små kirkegårde, der lå ind imellem bebyggelsen, og dem kikkede vi nærmere på. Næsten alle gravmonumenter er nogle meget store, blankpolerede granitblokke, der er stablet op, og det ser meget koldt ud, selvom der mange steder er en lille skuffe til røgelse. Sydfra kom vi over en bro og videre igennem flere porte med massive trædøre med enorme hængsler, og vi kom til den ydre Kökyo Garden. Denne del er åben for offentligheden, og en hel skov eller i hvert fald en halv skov var bevokset af figurklippede fyrretræer. Mellem haven og slotsområdet går den berømte Niju-ba-shi bro, der er et yndet postkortmotiv med udsigtstårnet Fushimi-yagura fra det oprindelige Edo-slot. Der var en enkelt vagt ved broen og et skilt med ”Keep away”, og det betød jo nok, at kejseren ikke tog imod. Det oprindelige Kejserslot, der var af træ, gik til under et luftangreb i 1945, så nu er det en langstrakt, lav betonkonstruktion med grønt tag fra 1970. Imellem kl. 17 og 19 er gaderne dækket af massevis af mappemænd, der alle er iført sorte bukser og hvide skjorter, og de strømmer igennem gaderne, inden de skal hjem, hvis de da ikke lige skal ind på en bar først. I kioskerne er der et utal af tegneserier, og det er åbenbart helt normalt, at kunderne læser bladene, inden de køber dem. De lidt frække blade, der næsten er små bøger, er dog forseglede, så der kan ikke smugkikkes. Jeg købte selv et for med egne øjne at bedømme sagerne, og selvom det var fyldt med unge piger, var de fleste dog påklædte, selvom der ofte var sat fokus på forskellige strategiske steder på kvindekroppene. Ud for hvert billede var der en kort tekst, og hvad der stod, var ikke godt at vide, men det lignede faktisk kontaktannoncer. Selvom det var højsommer, blev det alligevel helt mørkt kl. 20. Der var også et leben omkring en brønd med drager, hvor der kunne drikkes vand af en lang slev. I templet kunne man smide penge i et bassin og ønske, og det var så snedigt, at der var et gitter over bassinet, så pengene ikke kunne genanvendes. Jeg kunne godt tænke mig at købe nogle af de her plastikmåltider, som findes i alle restauranterne, bare for at have dem med og vise til foredraget om Japan, men jeg fandt desværre ingen forretninger, der handlede med slige mærkværdigheder. Nå, men så var vi jo, hvor vi skulle være, midt i Asukusaområdet, der fra midten af 1800-tallet og op til 2. verdenskrig var et kulturelt kraftcenter med teatre og litteratur, gode restauranter og diverse former for sanselige nydelser. Tempelgaden Nakamise-döri, der via den store port Kaminari-mon førte op til det store tempel, siges at være byens ældste, men den nuværende bygning stammer kun fra 1950, og det har nok også noget med 2. verdenskrig at gøre. Porten er også kun fra 1960, efter at den gamle på et tidspunkt brændte ned. Selve buddhisttemplet er stadig i brug, og både buddhister, shintoister og et væld af turister beder til Buddha og hans himmelske medarbejdere. Shinto er Japans oprindelige religion og er en understrøm i den enkeltes dagligdag. Religionen dukker først op i den japanske litteratur i 500-tallet, og faktisk kun med det formål at adskille shintoismen fra buddhismen, som kom til Japan fra fastlandet. De to religioner, shintoismen og buddhismen, er smeltet noget sammen, og buddhaer lever fint i shintohelligdomme, og shinto-guder bor på buddhistiske templer. For de fleste japanere er det naturligt at blande det sammen, og man er måske født som shintoist, gift i en kristen kirke, død som buddhist og kan ind imellem have lidt konfuciansk tankegang og amuletter i bilen. Så lidt kort fortalt, så tager shinto sig af det daglige, mens buddhismen tager sig af livet efter døden. Allerede i 500-tallet kunne prins Shötoku illustrere religionen som en gryde med tre ben: buddhisme, shinto og konfucianisme. Uden alle tre ben vil samfundet og gryden falde sammen, men når gryden står sikkert på benene, vil der herske harmoni og stabilitet. Religionen er for japanerne til for at blive brugt, men ikke nødvendigvis, fordi man tror helt konkret på guderne, og ofte bliver religionen så blandet med fornøjelse og underholdning. Og der er ikke noget så godt som en shintofestival, når årets gang, høsten eller bare landsbyen skal fejres med masser af sake og løssluppen stemning. Shibuya er de unges bydel, og her er forretninger, cafeer og lovehotels. De sidste kikkede vi efter, eller det var måske nok mest mig, men bare for at se, hvordan de så ud, og man har vel lov til at kikke. Jeg var da også parat til at tage et værelse bare til en lille middagslur, og så for at få taget nogle billeder af værelset. Nå, men jeg fandt nu ikke noget lovehotel, så nedenstående er kun en andenhånds beskrivelse. Selve Shibuya-krydset er indbegrebet af fortravlede folkemængder i kulisser med smarte lysreklamer. Krydset fungerer på den måde, at der skiftes mellem biltrafik og gående. Enten kører bilerne, eller også går fodgængerne, og det i alle retninger og på tværs over krydset. Det er som en myretue og meget fascinerende at se på, så efter at have prøvet at gå over et par gange satte vi os bare ned og kikkede på mennesker. Og aldrig har jeg set så mange smukke piger. De fleste i lårkort og høje hæle og cowboybukser klippet så korte, at lommerne hang forneden, og enten var det jo så moden, eller også skulle de bare vise så meget bart som muligt. En ældre mand henvendte sig også til de gående, for han havde stillet sig op med en højtaler og snakkede løs. Måske holdt han en politisk tale, men der var ikke meget gennemslag i den, for ingen ænsede ham overhovedet. Så der var liv og glade dage. Efter en del søgen fandt vi endelig Hachiko-statuen, der forestiller en hund, der efter sin herres død trofast viste sig på stationen hver dag for at vente på ham. En sådan trofasthed går japanerne til hjertet, og statuen er det mest genkendelige mødested for både dates og frokostaftaler. Omkring hunden og ved et stort, glasomkranset rygeraflukke gik en ældgammel kone rundt og fejede – måske frivilligt, for man kan da ikke være bekendt at have så gamle mennesker i gadefejerstyrken. Ind imellem fejningen holdt hun formaningstaler for rygerne. Jeg fik hilst på hende, og fik lov til at fotografere hende, og hun fik et postkort fra Landbohøjskolens Have. Hun kikkede på kortet og afleverede det så tilbage og forstod nok ikke et kuk. Gaien-Higashi-Dori var først mørk og kedelig, men så pludselig var det midt i city med et væld af forretninger og restauranter, men 500 meter længere nede var gaden igen trist og mørk. Inden vi nåede hotellet, fik vi lige en bagel og en smoothie til aftensmad på en lille udendørs cafe, og efter 12 timers oplevelser var vi gennemsvedte og møre, men vi havde fået et godt indtryk af Tokyo, og aldrig har vi set så ren en by. Tokyo fiskemarked går under betegnelsen verdens største, og der sælges over 3.000 ton fisk og skaldyr hver eneste dag, og det skulle være en sjettedel af hele verdens fiskehandel. Allerede da vi nærmede os, så det kaotisk ud, idet hundredvis af små trucks med lad kørte ud og ind imellem hinanden, og vi vidste dårligt, hvor vi skulle gå hen. En truck standsede og spurgte, om vi ville med, og så kravlede vi op på ladet, og han kørte igennem mylderet og satte os af ved noget, der lignede indgangen – ja så flink er en helt almindelig fiskehandler.
Fisk bæres ind og skæres op, og der pakkes og sælges, og det er utroligt, at der må gå turister omkring i det hurlumhej. Ret hurtigt fik vi da også nok, for vi følte hele tiden, at vi gik i vejen for arbejdet, ikke at der var nogen, der sagde noget, men vi kunne godt se, at vi lignede hunde i et spil kegler. Udenfor sundede vi os og fik noget kaffe og brød på en cafe, medens alle mappemændene styrtede af sted på arbejde. Det var begyndt at småregne, og alle var helgarderede med paraplyer.
Det er ikke umiddelbart til at se, hvor Tokyo ender og begynder, for der var huse og by hele vejen til Ofuna, men senere blev der mere grønt. Kamakura, der ligger omkring 50 km fra Tokyos centrum, har en meget hyggelig hovedgade med forretninger og restauranter. Vi gik hele vejen gennem hovedgaden og drejede så til højre ad en lang, lidt kedelig gade, men for enden af vejen lå det store smukke Hasedera tempelområde. Der er adskillige tempelområder i byen, men nu var vi tilfældigvis faldet over dette, og vi fik betalt indgangsbilletten på 300 yen. Området er et helt kompleks af bygninger, og ind imellem er der smukke haver, vandløb og damme og selvfølgelig steder, hvor man kunne bede og hænge sine bønner. I haverne var der masser, og med masser mener jeg i tusindevis af små stenbuddhaer, hvoraf en del bærer hagesmæk. Der var også en hule på området, og også her i tusindvis af minibuddhaer på kun 4-5 cm. Vi sad på en flad sten under et fyrretræ og kikkede på Buddha og så på dem, der bad efter først at have smidt penge i kisten, (ellers hjælper det jo selvfølgelig ikke, forstås). De fleste nøjedes dog med at fotografere, og der var virkelig mange japanske turister og skoleklasser. Vi var også selv lige henne at bede, når vi nu havde chancen for at frelse jordens befolkning for naturkatastrofer, tåbeligheder og ondskab. Det var jo så nok for meget at bede om, så vi bad også nogle bønner for vores egen familie. Klokken var omkring 14, og det var på høje tid at finde et sted at spise. Vi fandt en cafe med japansk mad, (det er dog svært at finde en uden), og denne mad blev serveret af en midaldrende kvinde under megen bukken og smil. Der var et menukort med billeder, og Gitte valgte en ret, der bestod af mange små retter til 1.400 yen, og jeg valgte en ret jeg ikke rigtig kunne se, hvad var, men det viste sig at være is med frugter og nogle udefinerlige, gennemsigtige terninger. Vi delte det hele, og regningen lød på 2.240 yen, lidt dyrt – nå nej, kun godt 160 kr. for to, og så med alle de buk og smil med i købet. Som kolorit til maden kørte en højtalervogn op og ned ad gaden, og en mand vinkede helt vildt – måske en politiker, der var ude på at gøre opmærksom på sig selv.
Vi gik lidt rundt i den hyggelige by med smalle gader, inden vi fandt toget tilbage til Tokyo station, og du store Buddha, hvor der var mange mennesker på stationen. Ude af stationen for vi igen vild, men husene og reklamerne ligner også hinanden til forveksling. Det var begyndt at regne rigtigt, så vi købte en sandwich i et supermarked og spiste den senere på værelset. Og så var vi spændte på at finde togruten til Takayama i morgen. |
Jeg havde dog ikke tid til at sætte mig ind i ret meget om Japan inden rejsen, så jeg kontaktede Japanspecialisten og forklarede, at vi ville til Japan, og vi ville gerne rejse rundt til forskellige byer, så hvad kunne de foreslå, og hvad ville det koste? Efter lidt mailen frem og tilbage var planen klar med to uger i selve Japan, og vi skulle flyve til Tokyo og derefter besøge byerne Takayama, Kanazawa, Hiroshima, Kyoto og flyve hjem fra Osaka. Transporten i Japan kunne stort set klares med et 14 dages Japan Rail Pass, og bemærk lige, at et sådan pas kun kan købes uden for Japan, da det fås til en ganske fordelagtig pris. Vi havde også bedt Japanspecialisten om at reservere på almindelige turistklassehoteller, men også udtrykkeligt bedt om overnatning på nogle af de gamle, traditionelle, japanske ryokan, hvor man sover på gulvet, og næsten alt foregår i gulvhøjde – for den oplevelse ville vi også have med. 
Vi havde læst, at det er bedst at have kontanter med, enten i yen, euro eller dollars, idet det ikke er alle steder, de accepterer udenlandske kreditkort, og hæveautomater skal man lede længe efter. Visum kræves ikke af danskere og nordmænd, hvis vi kun er i landet i op til tre måneder. Selvfølgelig skal man have sine rejseforsikringer i orden, men i vore dage kan man få en rejseforsikring til hele verden incl. afbestillingsforsikring, og det for en slik igennem sit almindelige forsikringsselskab. Medens vi er ved de praktiske formaliteter, så husk en adapter med to små skrå stik, for vores almindelige stik duer ikke. 
Der går mig bekendt ikke fly direkte fra København til Tokyo, så vi fløj med Finnair til Helsinki og skiftede derefter til et større fly til Tokyo. Flyet til Helsinki var fyldt godt op med japanere, og jeg var så heldig at få plads ved siden af en midaldrende, japansk dame, som jeg så kunne pumpe lidt for oplysninger. Det viste sig dog, at hun kun kunne sige Hello, og derudover nok ikke ret meget andet på engelsk – det viste sig dog senere, at hun også kunne sige ”tea”, men med de to gloser er det ret svært at føre en samtale. 
Der er 7.837 km fra Helsinki til Tokyo, og turen går over det nordlige Rusland. Vi havde i København fået bordingkort hele vejen, så der var let flyskift. Der var en del europæere med flyet, men de fleste stewardesser var nu udskiftet med japanere, og de serverede et stort fint flymåltid til aftensmad. Min foranbo smækkede sit sæde tilbage midt i måltidet, og selvom det var en japansk dame, måtte jeg med fingersprog forklare hende, at det jo var dejligt for hende, at hun havde mere plads, men til gengæld havde jeg ikke noget. Det forstod hun heldigvis, og det er selvfølgelig også i orden at lægge sædet tilbage, når man skal sove.
I disse tog behøver man ikke sidde på pinde, hvis kufferten skal placeres et sted, hvor man ikke kan se den, for der var et system, hvor kufferten blev låst fast med et kodesystem. 
Shiba Park Hotel lå lidt nede ad en sidegade, og vi kunne tjekke ind allerede kl. 12, og efter at have fået en kold, våd klud af receptionisten gik vi op til værelset og tog det i besiddelse. Der var en pæn, stor dobbeltseng, men desværre kun et stort fælles tæppe, hvorunder der så kunne udkæmpes natlige kampe. På sengen lå steriliserede badetøfler og badekåber, for det er noget alle pæne japanere bruger.
Tokyo og Mexico City er i konkurrence om at være verdens største by, og det er befolkningstal, der ligger i nærheden af 30 millioner mennesker. Det er dog kun, hvis vi regner hele Stortokyo med, for i det centrale bor der kun omkring 12 millioner mennesker, og de breder sig så på 620 km2. I virkeligheden er Tokyo en samling af landsbyer, der nu er vokset sammen, og som ligger på stribe om en oval jernbanelinje med stationer i hver ”landsby”. Banelinjen hedder Yamanote-linjen, og det tager omkring en time at nå hele vejen rundt til de 29 stationer. Så er der selvfølgelig masser af andre baner, der krydser rundt i området, og ofte i flere niveauer. På stationerne er de flinke til at skrive skilte både på japansk og engelsk, så selvom det ikke er nemt at finde ud af, så kan det da lade sig gøre. 
Flere gange har Tokyo rejst sig fra asken som efter jordskælvet i 1923, hvor halvdelen af byens huse blev jævnet med jorden, og 1 million mennesker blev hjemløse. Efter 2. verdenskrig rejste byen sig også igen efter amerikanernes bombetogter, hvor næsten hele byen blev lagt i grus. Befolkningstallet faldt fra 6,7 millioner til kun 2,8 millioner i løbet af kun fem år. Men byen har mere end rejst sig, og i vore dage er det en metropol med over 100.000 barer, cafeer, restauranter, bordeller og klubber foruden museer og gallerier, gigantiske shoppingcentre, højhuse og gamle templer. Og næsten midt i det hele boede vi, og vi havde kun et par dage til at opleve byen.
I nærheden lå en pandekagecafe, og der er det specielle ved mange japanske spisesteder, at retterne er lavet i plastik, der så udstilles. Retterne ser meget livagtige ud, så man skulle næsten tro, det var rigtige retter, der havde fået en gang gennemsigtig plastik sprøjtet over det hele. I pandekagecafeen kunne man få pandekager med is og flødeskum, men vi var fornuftige og valgte i stedet nogle med tun, kylling og salat til den rimelige pris af 140 yen pr. stk.
Tokyo Tower ligger med sine 333 meter himmelstræbende stålkonstruktion lige i nærheden af Shiba Hotel. Tårnet er fra1958 og er bygget som et TV tårn, og for at gøre det lidt festligt, er det malet rødt med hvide striber. Mange kan ikke lide tårnet og siger, at det skæmmer byens skyline, men jeg synes nu, det er flot, og især om aftenen, hvor det er belyst, er det bare rigtig, rigtig flot.
I tårnets underetage var der en aktuel Mickel Jackson udstilling, og der var lang kø, så der var åbenbart interesse for sagen. Desuden var der Guinness World Records Museum og Wax Museum og et utal af souvenirboder, slik og kageboder, så der var liv og glade dage. Mange af de japanske skolepiger går i noget, der nærmest ligner matrostøj, og det er med meget korte skørter, men til gengæld er de iført hvide knæstrømper.
Lidt derfra ligger Imperial Garden (Kejserpaladsparken) omgivet af voldgrave og kæmpe stenmure. Parken er på omkring 100 ha, og inde i midten bag ekstra kæmpemure ligger kejserpaladset, hvor kejserfamilien lever nærmest helt isoleret. Kejseren er ikke så guddommelig som før i tiden, men af hoffet og medierne får de dog sjældent lov til at være ret menneskelige.
Omkring kejserparken var der hundredvis af joggere, der alle løb samme vej. Tre piger, der stod og strakte ud, ville gerne fotograferes, og venligheden eller måske medlidenheden strømmede imod os, da vi sagde, at Japan lige havde slået Danmark i fodbold.
På parallelgaden til Hibiya-dori var der en masse cafeer og spiserestauranter, og vi gik ind på en Mos-burger restaurant, der er en japansk fastfoodkæde med specialiteten små, men meget høje burgere. Til burgerne fik vi en lille french fries og isvand, og det hele blev under 1.000 yen.
Vi ville ud til Asakusaparken med Asakusa Kannon-templet (Sensöji), og det gik også godt med at finde en metrostation i nærheden, men da vi så kom op, havde vi mistet orienteringen, for gaderne lignede hinanden, og der var ikke gadenavne, og vi havde kun et dårligt kort. 
Nå, det var jo meningen, at vi ville finde Asakusa Kannon-templet, og vi studerede kortet og kom ned til Sumida-gawa (Sumidafloden), og så krøb vi til korset og spurgte en mand om vej til templet. Det var en hjælpsom mand, og han gik et godt stykke med og pegede, og så viste det sig, at det var Asakusa Kannon-templet, vi havde besøgt før – uden at vide det – det viser bare, at japanske kort ikke er nemme. 
Andre statistikker siger da også, at der er flere religiøse individer i Japan, end der er japanere. Det hænger sammen med, at japanerne godt kan bekende sig til flere religioner på en og samme tid. Det må være en form for helgardering, men det kaldes faktisk metro-religiøsitet. Tænk, hvis det var sådan i resten af verden og det både i Vesten og i Mellemøsten, hvor man helst skal hade alle, der har en anden religion. 
Vigtigt er det for en japaner, at forfædrene hædres, og de skal fodres med frugt, ris, røgelse og kærlige tanker. Ofte er der et privat alter hos de efterladte og en mindeplade i templet, og i juli/august kommer forfædrene på besøg ved en stort anlagt obon-festival. Bliver en afdød ikke mindet, og har vedkommende ingen efterkommere, der kan sende kærlige tanker, så bliver den døde et omvandrende spøgelse. 
Overalt i Tokyo, og også i de andre byer vi besøgte, deles fodgængere og cyklister om fortovet. Dog er der ofte malet på fortovet, hvor cyklisterne skal holde sig, men i praksis snor de sig imellem de gående. Nu er der ikke lige så mange cyklister som i København, og der ville det nok hurtigt blive kaotisk, men i Japan så det ud til, at det fungerede, og ingen blev sure på hinanden.
Kærlighedshotellerne er til de hurtige dates eller til en romantisk overnatning, og så skulle der efter sigende være SM-udstyr i automaten, selvlysende vandsenge og porno på Tv’et. Eller hvad med vibrerende og lyserøde Hello Kitty-senge og vægge helt i sort eller af glas. Der er også hoteller med værelser med musiktemaer og væggene tapetseret med pop-ikoner og fotos af soul-divaer. Der skulle være flest lovehoteller i området omkring Dogen-zaka-bakken, men hvad kunne det nytte, når der ikke var noget på vores kort, der hed sådan, og ligefrem spørge en fremmed efter et lovehotel var nok lige at stramme den.
Varehuset Shibuya 109 ligger lige ved krydset, og teenagere valfarter hertil for at ose rundt i Japans mest populære modemekka. På 10. etage ligger 100 små forretninger med alt i T-shirts, sko og designernips til teenagepigerne. Vi tog elevatoren helt op og runderede hver etage ned for at kikke. Ekspedienterne var lige så purunge som kunderne, og de var forsynet med et skilt på maven, så de kunne genkendes, og de var som regel iført det tøj, som forretningen førte, også selv om det var rambokostume med patronbælte. Der var næsten kun piger i butikkerne – hvis der var en dreng, var det jo nok for at kikke på piger. 
En mærkelig ung, feminin mand med paraply og stærkt malet henvendte sig med hovedet på skrå til de unge piger, der gik forbi. Vi kunne ikke høre, hvad han sagde, og selvom vi kunne høre det, kunne vi ikke forstå det, og vi gisnede kun om, hvad han sagde. Der var ingen af pigerne, der standsede op mere end et kort øjeblik, inden de gik videre, og han gik på udkik efter den næste unge pige. Efter pigernes ansigtsudtryk er vi dog næsten sikre på, at han sagde: ”Vil du se min bare?” 
Efter en iskaffe på en fransk cafe gik vi tilbage mod hotellet ad Aoyama-Dori, selvom der var nogle kilometer at gå. Først var der meget trafik, men det ebbede hurtigt ud ved parken med The State Guesthouse. Parken lå bag en stor mur, og den var tilsyneladende lukket, så vi forlod den store gade og krydsede rundt på de små sideveje og kom senere ud på Gaien-Higashi-Dori. Vi havde nu kompasset fremme, så det kunne ikke gå helt galt, men så snart vi stod stille, og kortet kom op til et hurtigt tjek, var der lynhurtigt mennesker, der ville hjælpe.
Vi fandt ud af, at vi ville se Tokyos berømte fiskemarked, og det er noget, man skal finde ud af tidligt om morgenen, så kl. 5.15 forlod vi hotellet. De fleste hoteller har ikke morgenmad inkluderet og heller ikke Shiba Hotel, men vi regnede med at finde en morgenmadscafe på vejen. Fiskemarkedet lå faktisk inden for gåafstand, så vi gik raskt af sted ad de stille gader, og med det samme gik vi forkert. Vores bykort havde kun 10 % af gaderne med, og der står kun gadenavne på de allerstørste gader. Der stod dog bykort rundt omkring, men de lignede overhovedet ikke vores kort, så hvad skulle man tro. Det gjorde det heller ikke nemmere, at der ofte er veje i flere planer, men endelig fik vi da orienteret kortet og kom ud i den rigtige retning.
I de kæmpestore haller er der smalle gange, hvor truckene kører rundt mellem 1.600 små boder. Nogle steder lå der nærmest hele hajer og kæmpetun på gulvet, men ellers var det skåret op og lå pænt i kasser. Og der var alt, hvad hjertet kunne begære af fisk, havtasker, hval, blæksprutter, krabber og hummere. Noget af det mest ulækre var nogle kæmpestore, aflange snegle, og de skulle nok tilberedes lidt, før de var spiselige. 
Kamakura ligger midt i et storslået amfiteater med træbevoksede bjerge på de tre sider og på den fjerde Stillehavet. Byen var gennem ca. 150 år fra 1192 til 1333 hovedkvarter for det første shogunat og var i realiteten Japans politiske og kulturelle hovedstad. I denne periode opførte den militære administration imponerende templer, og på trods af, at området i den japanske middelalder var præget af vold, har de fleste bygninger overlevet og kan ses i vore dage.
Det var begyndt at småregne, så paraplyerne kom igen frem, og vi fulgte en sti op i bjergene med pragtfulde hortensia i fuldt flor, og deroppe fra var der udsigt over hele byen og stranden. 
Vi sad på stenen og snakkede om, at det var mærkeligt, at der stod i guidebogen, at man kunne komme ind i buddhaen, når man nu ikke kunne alligevel. Forklaringen var den, at præcis ude af vores synsfelt kunne vi ikke se indgangen, men en rekognoscering afslørede, at man for 20 yen kunne komme indenfor. Der var der dog ikke andet at se end en Buddha indefra, men det kunne dog ses, at han var samlet af 30 store stykker, og det må have været gjort godt, for han har overlevet alle jordskælv, tyfoner og den tsunami, som i 1495 ødelagde den træbygning, der dengang omgav statuen.