| Kina - Urumchi
og Lanzhou.
Bumletog Jorden rundt.
7. rejse: Moskva - Kazakhstan - Kina - Tibet.
I nattens løb er vi kørt ud ad steppelandet og er nu i et landskab med store marker med majs, solsikke og kartofler m.m. Hvidklædte bjerge tårner sig op ude i det fjerne til højre. Vi er faktisk ombord på et spøgelsestog. Ingen står af og ingen står på og i toget med 12-15 vogne er der foruden os, kun en dame med et barn. Hvorfor de kører et næsten tomt tog flere hundrede kilometer fra Kazakhstan ind i Kina, må guderne vide. Vi har fået morgenmad. En tør bolle fra i går. Om 2 timer kl. 10.29 skulle vi gerne ankomme til Urumchi og der skal vi skifte tog. I Urumchi skulle der meget gerne stå en person med vores billetter til Lanzhou. Vi kom lige forbi et atomkraftværk med dampen oppe. Dem er der mange af i Kina og selvfølgelig bedre end kulkraftværker. Jorden lige ved siden af jernbanen ser tør og udyrkelig ud, men 50 meter inde står de grønne marker. Måske kunstvanding.
Vi kørte ind på perronen i Urumchi og den var gabende tom, for os 4 passagerer fyldte ikke meget. Vores togmand fik de sidste kazakhiske penge. De er ubrugelige for os, men jeg regnede med, at han på et eller andet tidspunkt skal tilbage til Kazakhstan.
Den første halve time var nu gået efter den planmæssige ankomst uden nogen med et GREINER skilt havde vist sig. Vi begyndte at blive en anelse bekymret. Nå foreløbig var der god tid, da vi først skulle afsted kl. 14.34. Var det her vi skulle opleve det svage led i kæden, eller var kæden hoppet helt af. Faktisk stod vi ved siden af et stort skilt med latinske bogstaver hvor der stod "Sout Station Marked". Damen kom med vores Greiner skilt og var meget sorry. Hun havde billetterne, og hun havde købt en stor pose slik som trøst. OK og kæden var på plads igen. Godt hun kom, for man kunne kun komme ind på stationen med billet og der skulle også vises pas. Så hvor der skal købes billet, er ikke godt at vide. Stationen er kæmpestor og for at komme ind skal man først igennem en grundig sikkerhedskontrol, foruden af vi blev krobsvisiteret.
Nu sidder vi i en stor hal med en nogenlunde temperatur, mætte og kikker på skiltet hvor også vores tog står: 296 Urumchi - Lanzhou 14.34. Hallen er efterhånden helt fuld - gad vide om alle de mennesker også skal med vores tog? Det var dog kun halvdelen der skulle med tog 296. Der blev kaldt ud til toget 20 minutter før, men længe inden da, stod de rejsende i kø. Kinere springer dog over når det kan lade sig gøre, så man skal gøre sig meget breeeeed. Så åbnede sluserne sig, og vi strømmede videre frem hvor der var billetkontrol. Der holdt toget og det var noget mere moderne end ankomsttoget fra Kazakstan. Der var også softsleeper til de rige, men vi havde 2. Class compartment, Carriage no. 19, Place 13 og 15. Det var to underkøjer. Uha - det giver altid problemer.
Et langs stykke var der hundredvis af vindmøller og der stod såmænd Vespas på dem. Bare ærgerligt at nogle manglede en vinge. Ellers er det en tør sandet dal med kun lave spredte buske. Der er faktisk i tusindvis af vindmøller, og nu stod der nogle kinessike tegn på møllerne, men nok en trediedel af dem stod stille. En frugtvogne går igennem vognene. Jamen hvilken luksus. Der er to slags toiletter i toget på hver side af gangen. Vestlige WC og hul i gulvet. Gitte så en mor der prøvede at få stavlet sin lille dreng op på brædtet med fødderne på et vestligt toilet. Han hylede for han var vant til hullet i gulvet. Så måtte Gitte fortælle at der er to forskellige slags toiletter.
Det er faktisk her et sted, at den store kinesiske mur slutter med et par vagttårne midt i den nådesløs ørken, hvor der er målt temperature på 40 -50 grader i skyggen. Og der er ikke engang nogen skygge. Muren er på omkring 10 meter i højden, og afsluttes med 17 meter høje vagttårne med svungne tage i 3 etager. Det er den store Jiayuguan-fæstning der her er afslutningen på den 6.000 km lange kinesiske mur. For købmændene der befærdede Silkevejen var det farvel til de trygge forhold i "Riget i Midten" og goddag til rytterfolket og babarerne.
Det er ikke verden smukkeste ørken, for her er fladt, gråt og ikke skyggen af en plante. En bjergkæde til den ene side, giver dog lidt forandring i det flade landskab.
Efter 6 timer fra start forandrede landskabet sig, og der kom mindre træer og store marker med vindruer. Nu var det tid til at prøve spisevognen. I spisevognen sad der en herre lige indenfor døren og han modtog bestilling. Der var kun et spisekort på kinesisk og ingen billeder. Der sad nogle andre og spiste, så jeg gik lige en runde og pegede. Pengene erlægges kontant inden spisningen, og det blev den fyrstelige sum af 50 yuan for 2 personer. Der kom et fad med blandet løg, peberrod, kartofler og kødstykker plus noget der ligned regnorme. Dertil to skåle ris og to skåle suppe. Plus spisepinde. At spise suppe med spisepinde er en kunst, men det går mest ud på at fiske fyldet op med pindene og så slupre suppen. Vi kunne kun spise omkring halvdelen af måltidet, selvom det smagte ganske udmærket.
Bagefter tog jeg en flistrøje på i den efterhånden hundekolde kupe. Vi havde fået
Synkron tandbørstning.
Tirsdag 18. juli.
Kl 7.30 vendte luftstrømmen, så nu kom den kølige luft som jeg havde sukket efter om natten. Og efter kort tid, var det tiden hvor vi skulle sidde og småfryse igen. I nattens løb var vi nået til Wuvei, og vi er kun ca. 200 km fra Lanzhou. Vi kørte stadig i en dal med bjerge lans begge sider. Det ser tørt ud, men der er også mange små marker med majs og korn. Vi følger stadig Silkevejen, men hvor vi køre igennem tunneler har kamelerne skulle op over bjergene.
Vi er i et virkeligt langt tog og der går mænd rundt i toget med kasketter og glimmer på uniformen. Er det mon en slags politi.
Toget var ankommet på slaget 10.22. Udenfor stod Mr. Frank med et GREINER skilt. Han havde spottet os, for vi har ikke set en vesterlænding siden Almaty, hvor vi så hele 2 personer. Det var brølende varmt men hotel Feitian Meiju Fashion lå kun nogle få hundrede meter fra stationen. Så meget unormalt for denne tur, blev vi ikke kørt derhen. Nå det ville også være fjollet, så meget galant trak Mr. Franks afsted med Gittes kuffert hen til hotellet.
Vi havde en guidet tur med mr. Frank kl 12, og der var lavet et større program. Jeg havde ikke lagt mærke til det i planerne, men der var indlagt måltider i programmet, så vi startede med lunch sammen med Frank. Han hed en hel masse på kinesisk, men kineserne ved, af det kan vesterlændinge alligevel ikke huske og så kalder de sig et vestligt navn. Frank var en midaldrende kineser og han talte et udmærket engelsk. Det bedste ved Frank var, at han havde "the Paper" der var et papir med stempler og med tilladelse til at besøge Tibet. Nu var det endelig i vores hænder og var helt uvurderligt til den videre fremfærd mod endemålet Lhasa i Tibet. Her var også nogle meget mærkværdige tømmerflåder som man før havde benyttet til overfart over floden. Det var hele fåreskin der havde fået barberet hårene af, snøret ved alle åbninger op pustet op som balloner. Til en tømmerflåde eller hedder det en fårekropflåde gik der 12-13 skind, og ovenpå ballonerne var der et trægitter. I Silkevejens tid var flåderne så store at kamelerne også kunne fragtes over floden. I vores turisttider kunne man få en tur med en rorsmand ned igennem floden i fuld fart for strømmen var stærk. En motorbåd hentede passagererne igen plaskvåde. Det var noget for ungdommen eller dem der havde rigeligt med tørt tøj. Der var en stor statue kendt som "Yellow River Mother Statue" omgivet af blomsterbede. Faktisk var der meget smukt og meget turistet nede ved floden. Vel at mærke kinesiske turister.
De andre afdelinge på museet gik vi selv rundt, og hurtigt, især afdelingen for smukke mønstre på krukker og sommerfuglesamlingen. Mere interessant var afdelingen med samlingen af dinoskeletter og andre fortidsdyr.
Billetterne var i hus, men i Lanzhou programmet indgik også aftendinner. Egentlig var vi dødtrætte, men OK hvis vi kunne spise lige i nærheden og "fast", altså hurtigt. Vi fandt et sted sammen med Frank og vi fik en lokal øl. Vi kunne have fået en hel menu, men vi ville kun have en enkel ret og det bleven en gang sur/sød svinekød med ris. Frank skulle ikke have noget, han spiste hjemme sammen med konen sagde han. Vi kunne jo ikke have ham til at sidde der, så vi gav ham fri og spiste færdig.
Det var en god ide at "to bring snack with you" i Himmelekapressen som der stod, så vi fandt et supermarked. og købte: 1½ liter Fanta, ½ liter Sprite, ½ liter vand, 2 snegle, 1 pakke kiks og 1 is. 35 yuang ialt. Umiddelbart måtte det være under en trediedel af hjemlige priser. Vi skal møde Frank kl. 7.30 og han vil sluse os ind på stationen og da han er meget omhyggelig, insisterede han på at følge os helt ind i softsleeper ventesalen. Sikkerhedskontrol som sædvanlig. Ventesal i bløde læderlænestole og en stor afgangstavle på væggen. Så kom vores tog på tavlen og godt at Frank stadig var med for perronnummeret var kun på kinesisk. Så kom det første problem med to forskellige vogne, for vi havde kun 1 tilladelse "The paper" og den skulle vises ved indgangen til toget. Først kom Gitte ind i toget, men togdamen virkede lidt stramtandet, og hun skulle også først lige ringe til et eller andet sted. Så skyndte jeg mig hen til min vogn og med billet og the paper blev jeg lukket ind.
Nydelig kølig kupe hvor jeg har underkøjen. Vinduerne til perronsiden er rene og pudsede, men vinduerne ud af kupeen er plettede og nussede. Og det er ikke så godt hvis der skal tages billeder. Foreløbig er der kun en mand i kupeen og han er tavs og spiller på sin mobiltelefon. Så kom togdamen og hun ville have, at jeg skulle udfylde et skema på kinesisk. Jeg prøvede at forklare hende, at jeg ikke forstod et kuk. Nå, så skulle jeg gå med hen til en anden passager der talte både kinesisk og engelsk. Han hjalp mig, men jeg fik ikke udfyldt det hele. Gitte kom også og fik udfyldt det meste. Bagefter var hendes billet væk, for togdamen havde inddraget den, vistnok. Vi fik fat i den engelsktalende passager for billetten var væk og det kunne kun være togdamen der havde den. Joh hun havde den og Gitte ville få den kl. 11. Det er noget med at papirbilletter skal skiftes ud med plastikkort, men hvorfor hun ikke skulle have min billet vides ikke.
Jeg talte med en amerikaner der måske var den eneste vesterlænding i toget foruden os. Han sagde at han kom fra Canada, selv om han faktisk kom fra USA. Han skammede sig, sagde han. Over Trump. Han er tåbelig, uintiligent og vil ikke lære noget af nogen - en skændsel. Amerikaneren skulle være 6 dage Lhasa. Han havde været der for 10 år siden og var spændt på hvordan der var nu. Han spurgte hvor vores togtur var startet fra. Moskva. Fra Moskva - respekt.
Vi standsede i Gulmud der er en ret stor grim by med industri med store skorstene, beholdere og rør. Klokken er ca. 19.30 og vi er ca. halvvejen til Lhasa. Indtil har vi ikke faldet i svime over skønhedsmæssig natur på denne sidste togtur. Vi aner faktisk heller ikke om vi er kommet ind i Tibet. Det er ikke til at se på moderne kort hvor Tibet ligger, for landet er lige så stille blevet indlemmet i Kina. De skilter bestemt ikke med "Velkommen til Tibet".
Tilbage i kupeen var der stor ballede. Igen fordi vi havde byttet køjer. En yngre dame ville op i min overkøje, fordi jeg ikke havde bredt dynen ud endnu. Den unge mand der i sin tid i sin godhed havde byttet køje stod og prøvede at forklare sig. Stor ballade med den stramtandede togdame. En mand med kasket prøved at glatte lidt ud, men den unge mand der havde hjulpet os, havde gjort en frygtelig forbrydelse. Til sidst faldt der ro over gemytterne og molalen må være: Byt aldrig køjer i toget til Tibet. Det kan den kinesiske administration slet ikke klare. |
Det har været en stille nat, dog hvor stille kan et tog køre - ikke ligefrem så man kan høre en knappenål falde til jorden. I Kazaksthan hoppede toget, så vi nogle gange troede, det ville hopper af skinnerne, her i Kina glider det noget roligere.
Vi skulle møde vores guide med togbilletterne udenfor stationen ved exit. Andre tog var ankommet og der var msser af mennesker. Vi kom ind i en stime på stationen og blev dirigeret udenfor af nogle betjente. Vi placerede os lige udenfor, men efterhånden skulle vi flytte os, for der kom rigtig mange ud og vi spærrede. Vi fandt et hjørne i skyggen med dejlig behagelig temperatur. Toget var ankommet ½ time før planlagt, så vi stod roligt og ventede. Det myldrede med kinesere, og vi måtte skille os noget ud, for der var ikke skyggen af andre vesterlændinge. Politibetjente med skjolde stillede sig op og gik igen, og gadefejere samlede det mindste støvkorn op.
Vi skulle med med tog 296 Urumchi-Lanzhou og der var reserveret, men vi manglede billetterne. Jeg fandt et telefonnummer, men de var "busy" og da vi kom igennem, lagde de røret på. De kunne nok ikke tale engelsk og ville ikke rodes ind i noget. Vi besluttede at give guiden 1 time og hvis der ikke var sket noget i mellemtiden, måtte vi prøve at købe en billet. 10 minutter før vores deadline ringede Gittes telefon. Det var guiden, og der var sket et eller andet, men hun ville komme i løbet af 20 minutter. Fint vi står lige her ved udgangen til stationen. 15 minutter efter ringede telefonen igen. Hvilken station står I ved? Jeg prøvede at finde ud af det, så "vait a minute". Jo jo navnet stod med kæmpestore røde skrifttegn. I mellemtiden havde Gitte shanghaiet en forbipasserende mand. Han så forskrækket ud, men Gitte sagde "Talk wiht this lady". Han trak sig væk, men Gitte tog telefonen op til hans øre. "Talk whit this lady, pleace". Så endelig tog han telefonen og på et splitsekund fik vi opklaret stationens navn. "Stay there". OK. Et kvarter efter kom guiden. Der er to store stationer i byen.
Klokken var efterhånden over 12 og vi var sultne, men der var ingen spisesteder på stationen, intet kinesermad, ingen burgere eller noget. Der var 3-4 kiosklignende forretninger, men ikke sandwich eller lignende. I kiosken fik jeg så købt nogle crosanter, et par boller med nødder, en lang uidintifiseret kage, 1 flaske vand, 1 appelsinvand og en juice. I alt 60 yuan, hvor kursen for 1 yuan næsten er det samme som 1 kr. Det bliver heller ikke nemt at bruge penge i Kina.
Vi forlod byen og jernbanen går igennem en stor bred dal og der er bjerge på begge sider. Faktisk så kører vi lige præcis på den gamle Silkevej og ikke nok med det, så går der langs den ene side en karavane på 20-30 kameler. Og det var ikke et fatamogana.
Vi kom igennem et oliefelt med vippene oliepumper, ligespm dem, jeg aldrig har set i Texas. En hel by er vokset op herude i ørkenen med rør, tanke og contaniere m.m. Her var en pæn stor stationsbygning og en del passagerer skullle af og på. Vi var ude for at mærke varmen på dette gudsforladte sted. Det var godt at komme ud for at få varmen for kupeen er en anelse for kølig. Dog ikke noget i sammenligning med togturen tværs over Canada eller igennem det sydlige Thailand.
Denne strækning fra Urumchi til Lanzhou er på ca. 1.800 km og Lanzhou ligger kun ca. 700 km fra Xian der var udgangspunktet for Silkevejen for tusindvis af år siden. (Læs om kejserbyen Xian på denne hjemmeside under "Tog til Indokina 18. del").
Vi stod op kl. 6.30 og fik klaret det der skulle klares. I et lille bitte vaskerum, fik jeg børstet tænder sammen med 2 kineske kvindet. Vi stod lidt tæt, men det var vistnok mine tænder jeg fik børstet. Så var vi friske og fik klaret morgenmaden i kupeen med et par små crossainer og en kop pulverkaffe.
Toget stoppede og jeg steg ud med vores kufferter. Inden Gitte nåede ud smækkede dørene. Togdamen råbte noget meget højt som vi ikke forstod. Der var et eller andet galt med døren, og Gitte stod indenfor og vinkede. Det var nok en god ide at få hende med hjem, så jeg pegede på den næste dør. Hun smuttede ud og vi blev genforenet.
Vi havde fået værelse 8008 stod der vistnok på kortet. Døren stod åben, men for en sikkerheds skyld prøvede vi lige nøglekortet inden vi pakkede ud. Det virkede ikke. Nå måske stod der 5008. To søde og smilende gangpiger viste os det rigtige værelse. Og smil giver drikkepenge. Bare lige til oientering, for vi giver aldrig drikkepenge til sure mennesker. Fint værelse med to senge og fint badeværelse og så var der kaffepulver og vand på værelset. Skønt med et bad for det var ikke sket siden Almaty i Kazakhstan.
Byturen var med chauffør og vi kørte ned til den Gule Flod hvor der var en rekonstruktion af et kæmpe møllehjul, der skulle bringe vand fra floden 20 meter op i render. Før i tiden havde der været i hundredvis af sådanne kæmpe møllehjul langs floden.
Så var det tid til Lanzhou Museum, der var en større affære på 5 etager. Frank viste os rundt på den etage med Silkevejen hvor der blev transporteret meget andet en silke bl.a. var der et stort gravfund af hundredvis af bronzefigurer. En af figurerne var blevet Lanzhous vartegn "Den flyvende hest". Det er kun den ene fod der har fodfæste på underlaget, og ellers så flyver den.
At få biletter til Himmelekspressen er lidt af et lykketræf, og for selv garvede togrejsende kan det være umuligt. Kineresne har et eller andet med vesterlændinge i Tibet som de er meget følsomme over for. Ikke engang grupperejsende fra Beijing til Lhasa kan være sikker på at kunne købe billetter. Irina fra Alt Rejser på Vesterbro havde med dygtighed og snilde fået fat i en samarbejdspartner, der kunne få os lirket igennem, og endda havde fået lavet programmet for os i Lanzhou og senere i Lhasa.
Endelig en rolig nat uden ga da gung og med aircontionen tændt. Vi bor på et rigtig kineserhotel, men med fladskærm der var nogenlunde opgraderet med et CNN program. Copenhagen har 14 grader og der er overskyet. Her fra 11. etage er der en fin udsigt til stationen lige nedenfor. Morgenmaden er kinesisk og der er ikke et eneste stykke brød. Men nudler, rissuppe, majskolper, vandmelon. yugurt, revet gulerod, kaffe og en meget smilende tjener.
Lige da jeg gik ned ad gangen kom en lille pige ud af en kupe og så meget forskrækket ud og hun lukkede døren da hun så mig. Lidt efter kikkede hun ud og smilte - så farlig er jeg heller ikke.
Det var skift til den rigtige Himmeleksprex, og pladserne ville være de samme. Himmelekspressen holdt da heldigvis på den samme perron. Jeg havde tilladelsen " the paper" så først hen med Gitte til hendes vogn. Dog skulle hun kun vises pas og billet. Medens jeg ventede på min tur, opdagede jeg en 100 yung seddel i passet. Det er fordi passet og de kinesiske penge bor i samme lomme i min pengekat. Ud med den, så hun ikke troede jeg ville bestikke hende. Jeg viste pas og billet, men så gjorde hun tegn til at hun også ville se "the paper" tilladelsen. Jeg kunne bare ikke finde den - havde Gitte den alligevel? Jeg bladrede min rejsemappe igennem og viste hende min plan for opholdet i Tibet. Det hjalp ikke, og hun kunne jo heller ikke læse engelsek. Så ved et mirkel fandt jeg den. Jeg var lidt panikket, for Gitte var jo gået ind i vognen og perronen var helt tom. Jeg blev godkendt og lodset ind i toget. Problemet var først og fremmest, at vi kun havde et eksemplar af tilladelse og når vi så er i forskellige vogne, så kan det gå galt.
Jeg fandt min køje, men måtte hellere finde Gitte og hun stod og parlamenterede med et par mænd. Nye problemer? Nej men i hendes kupe havde en passager spurgt om hun rejste alene. Nej min mand er i vogn nr. 6. Gitte viste bytteseddelen vi havde fået af Frank: "Hello I woeld like to sevap the berch with you. My betch is in lower in carriage nr. 6. Thang you." Os så stod det også på kinesisk selvfølgelig. Så gik vi hen og jeg viste køjen og han sagde OK. Det skulle han aldrig have gjort den stakkels mand. Så flyttede jeg hen i overkøjen i Gittes, nu vores fælles kupe. Det kom billetkontrol og efter lidt tid forstod de, når jeg sagde "sviss" og pegede. Det var tilsyneladende OK. Der kom også lige en politibetjent der skulle se pas og indrejseseddel. Vi skulle også lige udfylde en seddel med, at det var OK at vi rejste i over 3.000 - 5.000 meters højde. Med underskrift. Der er faktisk en kontakt med "oxygen supply" i kupeen.5.000 meters højde kan være dødelig af højdesyge, hvis man ikke har vænnet sig til det i dagevis. 
Gitte har lagt sig og vores to kinesiske nænd snorker om kap. Jeg holder mig vågen for ikke at gå glip af noget. Vi stoppede ved en ukendt ørkenby hvor der var en pæn bakke med i tusindvis af bedeflag. Jeg var ude på perronen og det var ret køligt for ikke at sige hundekoldt, men jernbanesporet går jo også nogle steder i 5.000 m højde. Der var også et atomkraftværk og en del moderne huse.
En ung kvinde stod i døren og kikkede ind. Hun var meget farverig klædt i rød dragt og sort hovedbeklædning. Jeg prøvede at snakke med hende, men hun fostod ikke et ord. Lidt efter kom hun med sin 1 årige søn og satte sig ind i vores kupeen. Vi gav sønnen en kiks men han spyttede den bare ud. Hun havde sat sig godt til rette i kupeen og jeg prøvede at få at vide hvad hun hed og hvor hun kom fra. Der gav intet resultat. Jeg viste hende et kort over Europa med Danmark, men det sagde hende ikke noget, måske havde hun aldrig set et kort før. Hun sagde faktisk ikke et ord, ihvertfald ikke noget vi kunne forstå, men hun havde røde kinder, så jeg skønnede at hun er tibetaner. Tibetanere må dog ikke bare sådan rejse ud og ind af Tibet, men måske godt, hvis de bliver inde i Kina?
Nedenstående billedet af den ukendte kvinde og sønnen sendte jeg ind til Politikens rejsemargasin. Det vandt så lige ugens 1. præmir.
Da toget begyndte at køre efter Gulmud besluttede vi at besøge spisevognen hvor der var enkelte ledige borde. Hos en tjener der talte nogle ord på engelsk bestilte vi en fisk og en bakke med ris og grønsager. Troede vi. Betalte 50 yuan for fisken og 30 for bakken med ris og grønsager. Troede vi. Fisken var til Gitte og den kom efter 45 min. Og jeg venter stadig på risen og grønsagerne. Efter 1½ time ventede jeg stadig. Vi havde begge fået en skål hønsekødssuppe og 2 sæt spisepinde. Nå men det viste sig, at det jeg havde peget på og troede jeg havde bestilt, havde jeg ikke bastilt alligevel. Så opgav vi og fra reserveposen i kupeen tog jeg en halv bolle, 6 dadler og to små tørre kager.