 Mexico
Aztekere og Mexico City. Pyramiderne her i Teotihuacan betyder på aztekisk ”stedet hvor mennesker bliver til guder”. Det siges, at de har kosmiske kræfter, og hvert år ved jævndøgn og ved solformørkelser samles tusindvis af mennesker på pyramiderne for at mærke de særlige kræfter. Det er hverken jævndøgn eller solformørkelse, da vi pustende maser op ad de 248 trin og skuer ud over det solsvedne landskab. På toppen af pyramiden kan jeg dog ikke lade være med at strække armene ud og glæde mig over at stå på dette helt unikke sted. Samtidig gør det heller ikke spor, at man i følge en gammel overlevering lever ti år længere, hvis man gennemfører turen til toppen. Tænk ti år mere på denne vidunderlige, spændende jord, så kan vi nå at besøge endnu flere dejlige steder i verdens fjerneste afkroge. Det var første gang vi skulle rejse med Albatros, og det var med noget mere luksus end det, vi var vant til igennem rejsebureauet Topas, som i en del år havde taget os verden rundt til de mest mærkværdige og spændende steder. Vi var vant til meget mindre grupper end på denne Mexicotur med 30 i gruppen, men vi håbede da på flinke folk. Da jeg ikke har styr på, hvad alle i gruppen har foretaget sig under rejsen, og jeg skriver vi, så mener jeg Gitte og jeg, og det er mine synspunkter og oplevelser, der kommer til udtryk.
Der var 10 timers flyvning til Atlanta, og da flyet ikke var helt booket op, var der heldigvis lidt albuerum. Det var et blandet kabinepersonale med både danskere og et par amerikanske piger, og de bød på et par standard flymåltider, der ikke fremkaldte ret mange hurraråb.
”Skade at Amerika ligge skal så langt herfra”, så jeg fordrev tiden med at læse hele Mexicos historie igennem, og det var ret svært at få øje på perioder med velstand og ordentlig fred i det land. Vi fløj i mellemtiden over verdens største sky, for den strakte sig uafbrudt fra København til Atlanta, og jeg aner ikke, om vi fløj over Grønlands indlandsis, men jeg tror det, for på et tidspunkt var der ret fodkoldt. Først ½ time før Atlanta kom der lidt hul i skyen, og på jorden kunne ses amerikanernes foretrukne villabebyggelser med vejene i sløjfer og med husene liggende tæt uden haver af betydning. Efteråret havde også ramt Atlanta med efterårsfarvede træer i villahaverne, men efterhånden blev der mere og mere by, dog kun en lille klat højhuse i downtown. Flyet landede, og der var god og venlig dirigering igennem indrejseprocedurerne med paskontrol, fingeraftryk og foto, og vi fik afleveret vores indrejseskemaer og fik vores stempler.
Efter 4 timers ventetid i Atlanta lufthavn gik det videre med et mindre Delta fly, og heldigvis havde vi spist i lufthavnen, for traktementet i flyet bestod kun af en ingefærkage og et glas juice. Det var blevet mørkt, og der var en virkelig flot indflyvning over Mexico City med alle de mange lys, der bare blev ved og ved i en uendelighed. Efterhånden var vi helt nede over tagene, og flyet kantede sig imellem de enkelte høje huse inden landingen i Aeropuerto Internacional Benito Juárez, der kun ligger 5-6 km fra det historiske centrum.
Det er nemmere at spotte Topasrejsende ud under rejsen, for de er alle sammen i fjeldbukser og vandrestøvler, men nu fik vi set nærmere på vores Albatros medrejsende. Der var et par gymnasiepiger som de absolut yngste, så var der et par på omkring de fyrre, en enkelt eller to i halvtredserne og ellers os andre - det grå guld mellem 60 og70 år. Nå, men det viste sig, at alle var flinke og rare mennesker og heldigvis, for vi skulle i de næste par uger tilbringe mange timer sammen. Klokken var efterhånden blevet 23 om aftenen, da nogle dragere sørgede for at bringe vores bagage ud til bussen. Der var næsten ingen trafik på den tid af dagen, og alle forretninger var tilskoddede, da vi kørte ned ad vores gade, hvor hotel Majestik lå næsten midt i det historiske centrum og kun 100 meter fra katedralen. Nydeligt, gammeldags hotel fra 1937, og alt var tilsyneladende i original stand, og ud for vores værelse havde vi en fin, lille smedejernsbalkon. Der var nok ikke foretaget de store ombygninger eller forbedringer på hotellet siden opførelsen, så det var som at komme tilbage i tiden med løvefødder og gesvejsninger, palmer, statuer og en enkel kanariefugl, der sov sødt, men i dagtimerne kom der da flere pip fra den. Receptionen lignede nærmest en riddersal, og elevatoren, selvfølgelig med fører, kørte på sidste vers, da den knirkende bevægede sig op igennem huset, inden den brød sammen næste dag.
Det er skik i Mexico, at turister ikke må røre deres kufferter uden for hotelværelserne. Så meget bekvemt forlader man bussen og går ind i receptionen, og efter en kort tid bliver nøglerne til værelserne udleveret. Hotelkarle tømmer bussen for bagage og stiller den i receptionen, og efter en tid bliver bagagen afleveret på hotelværelset. Første mexicofordom blev aflivet, for hotelkarlene nærmest løb rundt for at aflevere kufferterne, så vi ikke skulle vente længere end højst nødvendigt. Om morgenen skulle kufferten også bare stilles uden for døren til et aftalt tidspunkt, og så sørgede hurtigløberne for resten. Meget behageligt, og også at vi for hele turen kun betalte 60 US dollar pr. person i drikkepenge til alle tjenende ånder, vi kom i forbindelse med undtagen tjenerne på restauranterne, der lagde 10-15 % på regningen. Hvis vi kun boede på 1. etage og gerne ville hurtigt i seng eller hurtigt ud i byen og kikke, kunne det dog godt være, vi lige snuppede kufferten med op, men egentlig var det forkert, for så tog vi arbejdet fra nogle mennesker.
I denne periode opstod i Mesoamerika, dvs. det centrale og sydlige Mexico og videre ned i Mellemamerika, et væld af forskellige kulturer og samfund. De forskellige folkeslag havde meget tilfælles med hinanden – de dyrkede de samme afgrøder med majs som den vigtigste, og deres boliger og templer mindede om hinanden. De havde forskellige guder, der dog også mindede om hinanden, og de havde to kalendere, en verdslig og en religiøs.
I begyndelsen af 1500-tallet var området en broget mosaik af kulturer, der overvandt og påvirkede hinanden, og der var bygget store byer med pragtfulde bygningsværker, og de havde både skriftsprog og talsystemer og havde endda opfundet nullet, og man kendte til en avanceret astronomi.
Men der var mange andre kulturer, og her nævner jeg kort nogle af dem.
Byen ligger i 2.240 meters højde over havet, og den er omgivet af høje bjerge, der forhindrer smoggen fra de mange biler i at slippe væk. Vandmangelen er altid akut, for det rene vand må hentes 100 km væk fra floder og søer, og spildevandet forsvinder igennem en kæmpetunnel mod nord til no where. Mexico City ligger i et jordskælvsområde, og så sent som 1985 kostede et jordskælv 8.000-10.000 mennesker livet, og da byen desuden ligger på gammel søbund, synker mange af de store tunge bygninger faretruende.
Alt dette og den store tilflytning gør, at byen er en problemfyldt, forurenet, livlig og larmende smeltedigel for alle Mexicos kulturer, men så sandelig er den også en dejlig, spændende by. Vi nåede lige en tur rundt i kvarteret efter morgenmaden for lige at indsnuse atmosfæren, og med kendermine kunne jeg konstatere, at de mexicanske piger her i City er ved godt huld, og de slanke piger kan på en hel formiddag godt tælles på en hånd. Politibetjentene, der ofte er piger/damer, er også pumpet godt op, men dog måske fordi de er iført skudsikre veste, og ellers har de lange stave, store pistoler og en overdådighed af stjerner og emblemer for at prøve at sætte sig i respekt, når de dirigerer trafikken. I et stort lyskryds var der ofte tre politidamer til at dirigere, og det er ikke, fordi trafiklysene ikke virker, men nogle smutter lige med, når der har været grønt lys, og andre kører lidt før, så som fodgænger er det sikrest at vente, til politidamen vinker en over gaden. I Mexico har enhver by med respekt for sig selv en stor plads, og den kaldes altid for Zócaloen, og her i Mexico City ligger Katedralen langs den ene side. Omkring Katedralen er der et stort smedejernsgitter, og ved den åbne port er der vagter, der snuser i ens tasker og rygsække, og først hvis alt ser tilforladeligt ud, bliver man lukket ind.
Catedral Metropolitana er den største kirkebygning i Latinamerika. Den er bygget i årene 1573 til 1813, hvor tårnene og kuplen kom til i slutningen af 1700-tallet. Den lange byggetid afstedkom, at stilen mod Zócaloen er barok, medens nordsiden er renæssance, og tårnene er nyklassicistiske. Det værste ved sådan en kolos på lerfødder er, at den er bygget på en blød søbund, og da den er dårligt funderet, arbejdes der konstant på at stabilisere bygningsværket. Der er dog nok ikke ligefrem nedstyrtningsfare, men jordskælvet i 1985 fremskyndede processen, og der hænger faktisk et stort lod i kirken, der viser, at den netop ikke er i lod.
Et lille alter var beklædt med silkebånd og små, låste låse. Mor døde i barselsseng. Skytshelgen lås for munden -. Jeg kan simpelthen ikke huske historien. Hvis der er nogen der kan, så mail den gerne til mig.
Omkring 1426 sluttede aztekerne sig sammen med andre folkeslag langs bredden bl.a. med tlatelolcoerne, tlacopanerne og texcocoerne, og i fællesskab fordrev de tepanekerne og delte deres land imellem sig. Erobringerne fortsatte, og i 1519 strakte det aztekiske rige sig fra Stillehavet til Atlanterhavet, og det omfattede over 500 byer foruden hovedstaden Tenochtitlan. Riget var delt op i 38 provinser, og befolkningen bestod af mange forskellige stammer, som aztekerne dog ikke var interesseret i at styre, blot de tilbad den aztekiske gud Huitzilopochtli som hovedgud. Hver erobret by skulle dog også sende skatter til Tenochtitlan, og de skulle være lydige og sende soldater til aztekernes krige. Når en by var erobret, blev flere tusinde veltrænede, unge mænd tage som krigsfanger og ført til Tenochtitlan, hvor de blev ofret til guderne, og dermed blev de erobrede byer for svage til at gøre oprør. Aztekerne ville hellere tage krigsfanger end dræbe deres fjender, for der skulle hele tiden ofres mennesker for at formilde guderne. Det var bestemt ikke populært at betale skatter til aztekerne, og det var heller ikke alle folkeslag, aztekerne kunne overvinde som f.eks. de magtfulde tlaxcalanere, der hadede aztekerne, og det skulle få katastrofale følger senere i historien. Aztekernes rige var stærkt klasseopdelt med herskeren, der nærmest blev behandlet som en gud, og under ham ”Slangekvinden – Cihuacoatl”, der dog altid var en mand, men han var vice-kejser, overdommer og leder af rigets daglige administration. Under slangekvinden var der 4 generaler, der styrede soldaterne, og derefter kom et råd, som fungerede som herskerens rådgivere. Under dem kom dommere og officerer, og efter en længere hakkeorden kom folket maceualtin, der igen var opdelt i familiegrupper, der ejede jord. Allernederst kom slaverne, der ofte var krigsfanger eller nogen, det var gået dårligt, for hvis man havde stor gæld eller havde stjålet, kunne man blive slave. Slaverne blev som regel behandlet godt, men kunne også risikere at blive ofret til guderne.
Byen var opdelt i fire distrikter med hver deres templer, skoler og markedspladser, hvor der hver 5. dag var marked, og hvor embedsmænd patruljerede og kontrollerede, at priserne på varerne svarede til kvaliteten.
Templerne skulle hele tiden være større og større, så hver ny hersker forøgede de gamle templer med et nyt lag sten.
Når aztekerne ville erobre en by, startede de med høflige forhandlinger om beskyttelse, og aztekerne skulle kun have lidt gaver og guld til gengæld. Hvis det høflige ikke hjalp, sendte herskeren nye udsendinge, der gjorde budskabet mere håndfast og udmalede de rædsler og de hårde skatte, de ville blive udsat for. Hvis det heller ikke hjalp, blev der krig. Under angrebet stampede Aztekerne med fødderne og råbte og fløjtede for at skræmme fjenden, for de var ikke ude på at dræbe dem, men ville hellere tage fanger, for det var det, der gav prestige og friske hjerter til guderne.
I perioder, hvor der ikke var krig, blev der i samråd med naboerne arrangeret ”blomsterkrige”, og det var nærmest ceremonielle turneringer. Når man mente, der var taget fanger nok, standsede slaget, og hærene drog hjem med deres bytte.
Aztekerne lavede smykker af kobber, guld og sølv samt af jade, krystal og obsidian, men det der var det mest kostbare og værdsatte var fjerprydelser, hvor fjerene nærmest blev brugt til mosaikarbejder eller vævet ind i hjelme og kapper.
I disse 12 dage smed man sit gamle tøj ud, knuste sine lerkar, og al ild blev slukket, og mændene holdt sig fra kvinderne, for de frygtede, at kvinderne skulle forvandle sig til uhyrer og æde dem.
Den sidste nat i de uheldige dage klædte præsterne sig ud som guder, og når aftenstjernen nåede op midt på himlen, blev der tændt en ny ild på et offers bryst, hvorefter præsterne rev hans hjertet ud, og den nye ild blev båret rundt i hele landet. Dermed var verden gjort sikker for de næste 52 år.
I vore dage kan vi jo godt se, at aztekernes gudeverden var noget frygtelig overtro, og det kan slet ikke sammenlignes med vores egen kristne religion, hvor præsterne fortæller os om en jomfru, der fødte Guds søn, og hvor vi i dyb alvor belærer vores konfirmander om helligånden, kødets opstandelse og det evige liv m.m.
Der er meget mere at skrive om aztekernes liv og levned, men der er skrevet masser af bøger om emnet, og nogle af de bedste synes jeg er ”Aztekerne” af Tim Wood i serien Historie under overfladen fra Forlaget Flachs og ”Aztekerne” af Robert Hull fra forlaget Carlsen. Til Hispaniola ankom Hernan Cortés i 1504 kun 19 år gammel, og han var en intelligent, skrupelløs, ambitiøs ung mand, der krævede eventyr. I 1519 stævnede Hernan Cortés ud som anfører af 11 skibe medførende omkring 500 spanske soldater foruden besætningsmedlemmer, en mindre flok heste (som aldrig før var set i den nye verden), nogle store hunde og ikke mindst kanoner, armbrøster og musketter. Efter en kort landsætning i Tabasco kom spanierne i kamp med indianerne, og da spanierne vandt, bragte indianerne dem rige gaver deriblandt 20 kvinder, som blev fordelt mellem lederne. En af kvinderne, La Malinche, blev Cortés’ kvinde, og hun fik senere navnet Donna Marina. Hun var usædvanlig på flere måder, bl.a. fordi hun hurtigt lærte sig at tale spansk, foruden at hun i forvejen talte flere af de indfødtes sprog. Donna Marina fungerede som Cortés’ tolk, og hun fulgte ham tæt under hele den videre erobring og som regel uden at fortrække en mine. Mexicanerne regner hende som en forræder, for hun var med ved alle forhandlinger og afhøringer, men ingen kender hendes grunde, og måske var pigebarnet bare forelsket i Cortés? Nogle bøger nævner, at det var en af de forliste spanske sømænd, der havde lært sig aztekernes sprog, der fungerede som tolk, men denne sømand fortaber sig hurtigt og unavngiven ud i tågerne.
Aztekernes hersker var på det tidspunkt Moctezuma 2., og året 1519 var præcis det år, der var blevet spået, at guden Quetzalcóatl ville vende tilbage fra havet efter at have været væk i mange år. Guden og hans hjælpere ville være hvide i huden og have hår i ansigtet, så alt passede perfekt på Cortés. Længe var aztekerne i tvivl, om det var gemene guldrøvere, eller det var den hjemvendte gud, der i sin vrede kunne ødelægge hele riget, hvis han ikke blev føjet. De mærkelige, store, firbenede væsener (hestene), brag fra kanonerne og gudernes skinnende hud (rustningerne) foruroligede også i høj grad Moctezuma, så han lod bringe gaver til spanierne heriblandt kostbare fjerprydelser og guld. Fjerene sagde ikke spanierne noget som helst, men det gjorde guldet, og Cortés lovede sine mænd: ”I skal alle blive rige”.
Cortés lavede så lige et dristigt militærtræk, for han beordrede, at alle spaniernes skibe, undtagen et, skulle ødelægges, og nu vidste hans mænd, at der ikke var nogen vej tilbage – de var nødt til at besejre fjenden eller dø. Den 8. november 1519 var Cortés nået frem til Tenochtitlán, og han og hans mænd blev slået af forundring over den smukke, storslåede hovedstad. Byens befolkning stimlede nysgerrigt sammen langs vejene, og endelig mødtes de to hovedpersoner Moctezuma i guldbærestol og Cortés med sine bidske hunde. De udveksler gaver, og Cortés fik kostbare juveler med kæmperejer af guld og Moctezuma fik nogle glasperler på en snor.
Tilbage i Tenochtitlán havde Cortés efterladt Pedro de Alvardo med 80 mand, og Pedro var på alle måder en modbydelig satan. Han gav lov til afholdelse af en stor religiøs fest med alle byens vigtigste borgere, og midt under festen angreb Pedro og hans mænd de dansende, ubevæbnede indianere, der i tusindvis blev mejet ned i en blodig massakre.
Cortés vendte tilbage til Tenochtitlan med sin forøgede spanske styrke og sine indianske hjælpetropper, og byen var som uddød med alle aztekerne inden døre. Det viste sig dog snart, at aztekerne var alt andet end venlige, og så snart spanierne ville forlade deres hovedkvarter, regnede det ned med sten og spyd, og antallet af døde og sårede steg hurtigt. I mellemtiden var Moctezuma fundet død, og man strides stadig, om det var spanierne, der havde dræbt ham, fordi han nu ikke kunne styre aztekerne, eller han var blevet ramt af en vildfaren aztekersten.
Først i Tlexcallan fik spanierne et pusterum, og her samlede de kræfter til et nyt fremstød mod Tenochtitlan. I mellemtiden blev Mexicos indianere ramt af en koppeepidemi medbragt af spanierne, og da indianerne ikke havde noget immunforsvar, rasede sygdommen ubønhørligt, og indianerne døde i stort tal. Også den nye regent, der havde efterfulgt den døde Moctezuma, døde af kopper, så endnu en regent, den kun 25 år gamle Quauhtemoc, kom på tronen. I foråret 1521 skete der igen noget, idet spanierne og deres indianske allierede havde sat sig i besiddelse af en stor del af egnen omkring Tenochtitlan. Samtidig havde spanierne bygget 13 store skibe, der var bevæbnet med kanoner og bøsseskytter, så Cortés fik kontrol over Texcoco-søen, og byen var nu omringet. Vandet i søen var udrikkeligt brakvand, og da spanierne havde afbrudt vandforsyningen til byen, og der heller ikke var noget mad tilbage, blev aztekerne svækket, men de opgav dog ikke modstanden.
Aztekerkongen var spaniernes fange i tre år, hvor han blev mishandlet på det grusomste ved at hælde kogende olie på hans fødder for at få ham til at røbe, hvor der var gemt hemmelige guldbeholdninger, og da der ikke var mere tilbage, blev han henrettet i 1524.
De spanske soldater, der kaldes conquistadorer, fortsatte deres erobringer, og i løbet af 1540 fik de kontrol over Yucatanhalvøen, hvor også mayaerne blev undertvunget i det nye storrige Ny Spanien, hvor det nu var den kristne, menneskekærlige gud, der rådede. Halleluja.
Pedro de Alvarado erobrede i 1523 Guatemala og fortsatte sin søgning efter El Dorado i Peru og senere igen i Mexico, hvor han blev dræbt af indianerne i 1541.
Jeg har faktisk kun meget kort beskrevet aztekerne og spaniernes erobring af riget, og sidst i dette afsnit er der en litteraturliste om disse emner, hvis man vil læse mere.
Inde på væggene i den centrale gårdhave findes en mængde af Diego Riveras fantastiske vægmalerier, som han malede i årene 1929 til 1935. Vægmalerierne skildrer meget detaljeret Mexicos historie fra slangeguden Quetzalcóati over rædslerne under spaniernes erobring til uafhængigheden og revolutionen i 1910. Vægmalerierne minder mig i detaljegrad om Bjørn Nørgaards gobelinerne på Christiansborg, hvor det bare er Danmarkshistorien, der bliver rullet op.
Diego Rivera var noget af en hjerteknuser og havde ofte flere forhold samtidig, men hans livs store kærlighed var dog Mexicos mest kendte kvindelige malerinde, den 21 år yngre Frida Kahlo, og om hende skriver jeg noget mere senere.
Det var dejligt at se, at de smukke vægmalerier også bliver besøgt af mange skoleklasser, og at børnene sad eksemplarisk på gulvet, medens lærerne fortalte om Mexicos historie.
Kirken har tilpasset sig skikken til højtideligheden for de afdøde sjæle på Alle Sjæles Dag den 2. november, dvs. man starter egentlig tre dage før den 31. oktober, og så kommer den store finale nogle dage efter. Under festlighederne gløder kirkegårdene af vokslys og gyldne blomster – den store tagetes sempasúchil – der er de dødes yndlingsblomst. Gravstenene bliver renset og pyntet med blomster i smukke mønstre og udsmykninger i klippet silkepapir, og der bliver stillet den afdødes livretter op sammen med de genstande, der betød noget i den afdødes liv. I bagerierne sælges et særligt brød – pan de muerto – dødebrød, og butikkerne sælger sukker- og chokoladekranier, hvor man kan få skrevet navnene på en afdød, som man holder af. Antropologisk Museum ligger i den kæmpestore Chapultepec-park med adskillige andre museer, men jeg vil tro, at Museo Nacional de Antropologia, der rangerer blandt verdens absolut bedste, dog alligevel skiller sig ud. Museet er tegnet af den mexicanske arkitekt Pedro Ramirez Vázquez, og bare gården er imponerende med Livets Træ som en 11 meter høj vandkunst, hvor vandet falder let som et gardin ned på en stor stenplade.
Sala Maya er også imponerende og rummer en overdådighed af genstande fundet i mayaernes ruinbyer samt deres hieroglyffer, som forskerne først blev i stand til at tyde i 1950-erne, og som siden har givet mange nye oplysninger om mayaernes liv og historie. Sal efter sal viser museet Mexicos fantastiske kulturer, og historien bliver levende blandt de mange skulpturer og kunstgenstande, disse mennesker har frembragt. Og enhver indiansk mexicaner må være stolt som en pave af sin helt enestående fortid.
I museets gårdhave ligger en udmærket restaurant blandt grønne planter og kopier af stenfigurer, og her spiste vi frokost til en pris af 140 peso, ca. 70 kr. incl. en cola.
Museet er i samme fine, overskuelige stil som det Antropologiske Museum, så de kan åbenbart noget med museer de mexicanere. Også kustoderne er ikke bare sådan nogle kedelige nogen, for de er i uniformer med kasket, emblemer og guldsnore, måske som kompensation for at lønnen ikke er så god, hvem ved. I området ved katedralen var der et menneskemylder, og det var sjovt bare at sidde på en bænk og se på verdens mangfoldighed som ihærdige lirekassemænd og småhandlende, der sidder på fortovet med deres varer. Op ad muren til Katedralen sidder der også en stribe mænd med små skilte, der fortæller, hvilken slags håndværkere de er, og så kan man leje dem for en time eller en dag, eller hvor stor opgaven nu er.
Politidamerne havde fået lys i stavene, da vi i mørkningen gik tilbage til vores hotel. Selvom trafikken nu var ebbet meget ud, blev damerne trofast på deres post, så vi kunne komme sikkert hjem. Denne første dag i Mexico City havde været en dejlig dag med mange positive oplevelser, så det lovede rigtig godt for vores videre fremfærd i dette spændende, fremmede land. Og om det kan der læses meget mere i 2.del: |
Inden rejsen til et land jeg besøger for første gang, forestiller jeg mig, hvordan landet mon vil være med hensyn til landskab, byer, vejret og befolkningen, og næsten uvægerligt er der en masse fordomme. Min forestilling om Mexico var et solsvedet land bevokset med kaktus, byerne var sikkert beskidte og rodede og fyldt med røvere og lommetyve, og de mexicanske mænd var ubarberede med et kæmpestort overskæg, og de sad næsten alle sammen og sov i solen under en stor sombrerohat. Jeg har revideret min opfattelse en hel del, og det kan der læses meget mere om i det følgende, hvor min kone Gitte og jeg havde meldt os til Albatros Travels rejse til Mexicos Store Riger.
Rejsen skulle i korthed foregå således, at vi med Delta Lines skulle flyve fra København til Atlanta i USA, skifte fly og flyve videre til Mexico City. Derefter med bus rejse rundt til forskellige byer i det sydlige Mexico og videre ud på Yukatan halvøen og slutte af med et par dage i Playa del Carmen og herfra igen flyve til Atlanta og hjem. Undervejs skulle vi selvfølgelig besøge aztekernes og mayaernes ruinbyer og ellers alt af interesse. Alt i alt 16 dages rundrejse og vi var åbne for nye, spændende oplevelser, og personlig brændte jeg efter at finde ud af, hvordan en portion græshopper egentlig smager, og hvordan er det mon at få et smækkys af en ægte, levende delfin.
I vore dage skal der ikke søges om visum til USA for os danskere, men til gengæld skulle vi underskrive en blanket om, at vi ikke var narkohandlere, og at vi ikke søgte om indrejse, fordi vi ville foretage kriminelle eller amoralske handlinger. Desuden måtte vi på spejderære frasige os al tidligere deltagelse i spionage, sabotage, terroristvirksomhed eller folkedrab, og at vi ikke havde været med til at forfølge jøder i Nazityskland i årene 1933 til 45. Der blev lovet visse besværligheder ved indrejsen, hvis vi svarede yes til et eller flere af de stillede spørgsmål, så det undlod vi.
Atlanta lufthavn må være Home of the Delta, for der var Delta fly alle vegne både i luften og i hobevis på jorden, og jeg så faktisk ikke andre luftfartsselskaber. Lufthavnen er en lang lige hal med gates ud til alle sider, og antallet af forretninger og restauranter var ikke just imponerende. Til gengæld havde de en masse udstillinger om alt det, man ikke måtte købe i udlandet ifølge diverse konventioner, og det var alt i elfenben, sommerfugle, skind og sneglehuse m.m. At man heller ikke måtte købe et par sælskindsstøvler, var nok at overdrive lidt, men sådan nogle eskimoer kan da også bare dyrke majs, gulerødder og kartofler i stedet for at skyde de søde sæler.
Lufthavnen er lidt spartansk, men den virkede, og vi kom hurtigt igennem formaliteterne med indrejseskemaer og deslige. Kufferterne kom hurtigt, og så var det goddag til vores guide Jytte Larsen Larsen, der var en gæv dansk kvinde, der dog havde boet 20 år i Mexico og var mexicansk gift og var blevet mexicansk statsborger. Jytte vidste alt om Mexico, både fortid og nutid, så det var en fornøjelse at have hende til at lede os igennem landet og samtidig fortælle om alt, hvad vi så.
Det viste sig, at vores hotel hvilede på det pureste guld, for i underetagen og i hundredvis af forretninger i de tilstødende blokke var der udelukkende guldsmedeforretninger.
Efterhånden opstod der landsbyer med organiserede samfund styret af høvdinge og præster, der lavede ceremonier for at tækkes guderne. Der blev indført husdyr som ænder, kalkuner og hunde, og de opfandt tyggegummiet og røg tobak, og via floderne overrislede de deres marker, så der også kunne dyrkes tomat, avocado, solsikke, papaya, kakao og vanilje. Det var bestemt ikke nemt at dyrke jorden, for mexicanerne opfandt ikke ploven og heller ikke hjulet, og grunden var jo nok den, at de ikke havde nogen trækdyr i form af heste, æsler eller okser.
Zapotekerne havde deres storhedstid fra 550 f. Kr. og 1.000 år frem, og de har bl.a. efterladt ruinbyen Monte Alban, som vi skulle besøge. 
Spanierne, der gik i land på Golfkysten i 1519, havde heller ikke set så storslået en by, men to år efter lå Aztekerriget i ruiner, efter at den kristne, menneskekærlige gud igennem spanierne havde smadret, ødelagt og voldtaget alt i søgen efter guld.
Morgenmaden på Hotel Majestik er da udmærket med en stor buffet med lune, mexicanske retter, men hvis man skal sige noget om dette ellers udmærkede hotel, så er tjenerne ikke meget for at komme med kaffen og især ikke, hvis man sidder ude på deres store balkon, der på 7. etage giver en flot udsigt til katedralen. 
I kirken hænger den sorte Jesus, der har trukket benene godt op under sig, og det har den historie, at han engang var hvid og hang med normale jesusben. En biskop kom hver morgen og kyssede Jesu fødder, og det havde en ondsindet person bemærket, så han smurte noget meget stærk gift på Jesu fødder. Idet biskoppen skulle til at kysse, trak Jesus fødderne til sig og blev samtidig sort, men reddede dermed biskoppen. Nu skal man ikke tro, at han bare hænger der upåagtet i vore dage, for næsten daglig bliver han iklædt forskellige dragter, og vi har set ham i både en hvid og i en smuk rød nissedragt.
Efterhånden gik det meget bedre for aztekerne, for de lavede pramme af træ og siv, som de fyldte med mudder som en slags flydende haver, som de kaldte chinampas. Senere blev mellemrummene mellem de mange chinampas fyldt op, så de kunne bygge huse, og der blev anlagt tre store dæmninger ind til land. Der skulle betales skat til tepanekerne, der herskede over bredden af søen, men langsomt blev aztekernes sumpede øer til en velstående by. 
Tenochtitlan var nærmest et vidunder i 1519, hvor der boede mindst 300.000 mennesker, og for at
sammenligne med de hjemlige græsgange boede der på den tid omkring 20.000 mennesker i København. Ind til hovedbyen gik der 3 store dæmninger, der var så brede, at 10 mand kunne marchere ved siden af hinanden. Med mellemrum var der åbninger i dæmningerne, så kanoerne kunne passerer under broerne, og akvædukter forsynede byen med vand til de offentlige kilder eller brønde.
Det store tempel var det vigtigste i byen, og under de store fester blev der ofret mennesker i hundredvis og nogle gange i tusindvis. Menneskeofringerne var umådelig vigtige, for aztekerne troede, at solen ellers ikke stod op næste morgen. Fangerne måtte bevæge sig langsomt op ad trapperne til de to helligdomme, der ærede guden for frugtbarhed og guden for sol og krig. Når ofrene nåede alteret, blev de grebet af præsterne og strakt ud på offerstenen, og en præst skar brystkassen op. Hjertet blev revet ud og lagt i en skål, der blev holdt af en Chac Mool, der var en stenstatue formet som et liggende menneske. Præsterne måtte aldrig vaske sig eller klippe hår og negle, så oversprøjtede af blod var de ret så ulækre.
Krigerne var ellers iført tykke dragter af bomuld, der var i stand til at stoppe et spyd eller en pil, og de var iført farverige fjerhjelme og skjolde af læder og udsmykket med fjer. Våbnene var slynger, buer og pile og lange spyd. Deres yndlingsvåben i nærkamp var en maquahuitl, der var en mellemting mellem en kølle og et sværd. Da de ikke kendte til jern eller stål, var våbnene beklædt med barberbladsskarpe obsidianstykker langs kanterne. Obsidian er en vulkansk stenart, der er hård som flint, og som også blev brugt til smykker, men den er også skør som glas, hvis den rammer noget hårdt. 
De havde også et talsystem, der var baseret på 20, der er det antal fingre og tæer et menneske har, og når man nåede til 20, blev det afbildet med et flag, og 20 x 20 lignede nærmest et juletræ osv. Billedskriften blev samlet i en harmonikabog, og med de små billeder kunne de styre et helt rige.
Den anden kalender var den hellige kalender, der hovedsagelig blev brugt til profetier og til fastlæggelse af heldige dage. De to kalendere kan nærmest beskrives som to tandhjul, der griber ind i hinanden, hvor det venstre hjul har 13 tal, og det højre 20 navngivne dage. 
De ofrede mennesker gjorde det dog med glæde, for meget ærefuldt kom de direkte i den højeste himmel, og det var sammen med mænd, der døde i kamp, og kvinder, der døde i barselsseng. 
Amerika var opdaget af europæerne, og spanierne havde slået sig ned på Cuba kaldet Hispaniola under ledelse af guvernør Diego de Velázquez. Spanierne var interesseret i handel med indianerne på fastlandet, og der havde været nogle skibe af sted langs kysten af Yucatanhalvøen, hvoraf et var strandet med kun nogle få overlevende.
Efter en tid i Tabasco fortsatte Cortés til Veracruz i Den Mexicanske Golf, hvor han landede den 22.april 1519, og nu begyndte erobringen af Mexico.
Moctezuma fulgte fremrykningen nøje, og hele tiden var han i tvivl, om det var guden Quetzalcóatls, der var vendt tilbage, eller det var eventyrere på guldrov. Budbringere bragte hele tiden spanierne rige gaver, og skiftevis blev de budt velkommen til hovedstaden eller bedt om at vende om. 
Spanierne, der var blevet modtaget som guder, blev indlogeret på et fornemt palads, og de to ledere mødtes jævnligt og udvekslede høfligheder. Den spanske venlighed rakte dog ikke langt, og Moctezuma blev brutalt taget som gidsel og ført til spaniernes palads, hvor han både var en fange, der måtte tækkes de hvide guder med gaver, og stadig var aztekerrigets hersker.
Nu gjorde aztekerne endelig oprør, og spanierne måtte trække sig tilbage til deres palads, medens de lagde Moctezuma i lænker.
Medens spanierne trak sig videre tilbage over bjergene, blev de ustandseligt angrebet, og der blev piftet og fløjtet efter dem dag og nat. Flere gange blev Cortés næsten fanget, men i sidste øjeblik kæmpede han sig fri eller blev reddet af sine mænd. Aztekerne kunne nemt have dræbt ham, men ville have ham levende, så han på alteret kunne ofres til guderne. 
Spanierne måtte kæmpe i flere måneder i den efterhånden totalt ødelagte by, og først 13. august 1521 overgav aztekerkongen sig til Cortés, og spanierne havde knækket det indianske storrige. 
Dona Marina, der verbalt havde været det eneste led mellem de to kulturer og i tykt og tyndt havde fuldt Cortés overalt, blev i byen Orizaba foræret væk til byens borgmester og kommandant, og herefter er hendes skæbne ukendt, og hun forsvinder ud af historiebøgerne.
Langs hele østsiden af den store plads Zócaloen ligger Palacio Nacional, der er bygget på det sted, hvor Moctezumas palads lå, for noget af det første Hernan Cortés gjorde efter erobringen var at rive aztekernes palads ned og bygge sit eget på samme sted. Bygningen blev dog brændt ned i 1692 under et oprør, men blev genopført i sin nuværende skikkelse. Palacio Nacional rummer i dag magtens sæde med præsidentens kontor, finansministeriet og de nationale arkiver. Om aftenen den 15. september kommer præsidenten hvert år ud på balkonen og ringer med den selvsamme klokke, som blev benyttet, da folket blev samlet under uafhængighedskrigen. Præsidenten erklærer endnu engang Mexico for uafhængigt, og mængden på Zócaloen råber: ”Viva Mexico – Viva Mexico”. 
Diego Riveras var en intelligent ung mand, som allerede som 12-årig kom i gymnasiet, og som 20-årig fik han et stipendium til at studerer kunst i Europa, først i Madrid og senere i Paris.
At fejre de døde ligger dybt i mexicanerne, og skikken har stærke rødder i de gamle højkulturers religion og tro, hvor det var af stor vigtighed i hvilken himmel, de døde kom hen. Hvis man havde udmærket sig i kamp eller døde i barselsseng, kom man direkte til det bedste dødsrige, men de fleste døde kom til underverdenen Mictlán, hvor de dog inden skulle gennemgå utallige prøvelser. Derfor bliver de døde ved begravelsen udstyret med smykker og gaver til rejsen samt deres livretter og yndlingsdrikke for at give dem styrke og stemme dem mildt, så de kan gå i forbøn hos guderne på de levendes vegne.
Museet er omfattende, men meget overskueligt arrangeret, så det virker ikke overlæsset, da hver ting kommer til sin ret. De forskellige sale viser de forskellige kulturer, og Sala Mexica er museets største med en stor samling af genstande fra aztekernes storhedstid bl.a. Solstenen - den store kalendersten. 
Det koster 48 peso at komme ind i udgravningsområdet, hvor gangsystemer går igennem udgravningerne, og det er ikke, fordi der er så forfærdelig meget at se andet end de lidt uoverskuelige ruiner, men alligevel mærkes historiens vingesus. Til gengæld er der på samme entrebillet tilknyttet et dejligt museum, og det er virkelig værd at besøge med skulpturer, smykker og den store Coyolxauhqui-sten samt modeller af templet og byen fra før den spanske erobring.
Efter et kort hvil stilede vi mod La Torre Latinoamericano, der indtil 2003 var Mexicos Citys højeste bygning med sine 41 etager. Det koster 50 peso at køre op til toppen, hvorfra man på klare dage kan se det meste af Mexicodalen samt vulkanerne Iztaccihuatl og Popocatépeti. Det var ved at være skumring, da vi var deroppe, men alligevel kunne vi fornemme den umådeligt store by under os. Bygningen holdt heldigvis under jordskælvet i 1985, men der var en udstilling, der viste, at mange bygninger tæt på tårnet var sunket i grus under rystelserne. Så det havde nok været noget kraftigere end det store københavnerjordskælv i 2008, hvor flere stole var væltet, og en vase var faldet på gulvet.