 MexicoJomfruen af Guadalupe, Soltemplet og Frida Kahlo. En rejsefortælling af Kim Greiner. November 2008. 2.del På vores rejse til Mexicos store riger var vi stadig i Mexico City på vores udmærkede Hotel Majestik, og tjenerne kunne stadig ikke rigtig finde ud af, at gæster til morgenkaffen også meget gerne ville have kaffe i kopperne. Det havde faktisk været en lang nat, for vi følte os udmattede aftenen før efter rejsen og en hel dag i byen, så vi var allerede gået i seng kl. 21, men 10 timer i en ret hård hotelseng er virkelig lang tid, så kaffe ville måske netop være løsningen. De tre Kulturers Plads. Dagen skulle bruges på udforskning af Mexico Citys omegn, så vi sadlede op og fandt en plads i vores bus og kørte nordpå i byens travle trafik. Vi kom forbi ”Plaza de las tres Culturas” eller De tre Kulturers Plads, der har fået navn efter aztekiske ruiner, en spansk kirke fra kolonitiden samt et moderne højhus fra nutiden, der huser Udenrigsministeriet. Pladsen blev anlagt som markedsplads af aztekerne, og det var netop her det sidste bitre slag blev udkæmpet mellem Hernan Cortes og de forsvarende aztekiske styrker. Aztekerne blev ledet af den sidste aztekiske kejser Cuauhtémoc, der nærmest har heltestatus i Mexicos historie. Mexicanerne husker dog endnu bedre et andet slag, der blev udkæmpet her i 1968, da studenter i Mexico City og i andre byer demonstrerede og besatte universiteter for at få deres krav om bedre forhold opfyldt. Der skulle være olympiade senere på året i Mexico City, og præsident Gustavo Diaz Ordaz var meget opsat på at få ro i byen, men han ønskede heller ikke at forhandle med studenternes ledere. En fredelig demonstration på De tre Kulturers Plads blev omringet af hæren, og på et givet signal begyndte hæren at fyre ind i de 20.000 demonstranter. Resultatet af massakren var flere hundrede dræbte, men studenteroprøret var knust, og OL kunne afvikles i ro.
I 1993 blev der ved kirken rejst et mindesmærke over ofrene fra massakren, og ny dokumentation, der er gravet op af gemmerne, har medført afhøringer af generaler og ekspræsidenter i håb om et endeligt retsopgør om placeringen af ansvaret for den svinestreg.
Der er dog intet, der tyder på, at Juan Diego virkelig har eksisteret, eller at der har fundet åbenbaringer sted på bjerget, men den katolske kirke har i årtier ført en intens kampagne for at bevise Diegos eksistens. Det er lykkedes at overbevise de troende i hele Latinamerika så meget, at Pave Johannes Paul 2. under et besøg i 2002 helgenkårede Juan Diego. Måske derfor står der ved kirken en statue af den gode Johannes, der breder sine arme velsignende ud.
Det lille kapel er i mellemtiden skiftet ud med en basilika fra sidst i1600-tallet for foden af Tepeyac-bjerget, men denne smukke gamle kirke er efterhånden sunket så meget, at det ikke er forsvarligt at bruge den til større folkemængder. Vi var dog inde at kikke, og blandt pilgrimmene kan man mase sig igennem de understøttende stilladser, men kirken har faktisk så meget slagside, at det sagtens kan ses med det blotte øje. Derfor er der da også i1976 bygget en ny basilika, og den er tegnet af den fremragende mexicanske arkitekt Pedro Ramirez Vázquez, der har skabt et stort smukt rum med plads til 10.000 mennesker. Basilikaen har kostet 10 millioner US dollar og har et areal på 11.000 m2, og ideen med bygningen er, at den skal give indtryk af det telt, som blev benyttet af Abraham i Sinai.
Til basilikaen hører en stor souvenirforretning, men selvom jeg var faldet for et gudebillede, opgav jeg alligevel handelen, for det var lidt for snørklet at skulle købe noget der, og proceduren måtte være udtænkt af en gammelkommunist. Først skulle man mase sig frem for at se, hvad de havde af fristelser på hylderne og derefter prøve at fange en ekspedients opmærksomhed. Hvis det lykkedes, blev det skrevet på en seddel, hvad man ønskede at købe, og så skulle man hen til en ny kø ved kassen. Når man havde betalt, blev seddelen stemplet, og så kunne man gå tilbage til den første kø og få udleveret sine varer. Hvis altså såfremt ifald man havde tiden og tålmodigheden til det, og det havde jeg desværre ikke, for vi skulle jo også videre. Teotihuacán er et af de største og bedst bevarede ruinområder i landet, hvor byen i sine velmagtsdage dækkede 20 km2 og havde en befolkning på omkring 200.000 indbyggere, og det var flere end den samtidige kejserstad i Rom. Det var på resterne af olmeker-kulturen, at der opstod andre kulturer, og den mest indflydelsesrige voksede frem med byen Teotihuacán, som blev et politisk og religiøst centrum fra omkring år 200 før vor tidsregning. Omkring år 0 blev de store pyramider og øvrige templer bygget, og 400 år senere var det en af verdens største byer med velordnede, tætliggende huse. Som i alle datidens byer var de forskellige kvarterer stærkt klasseopdelt med præsterne i toppen, derefter krigere, handelsmænd, håndværkere og nederst og uden for byen bønderne.
Hvilket folk, der beboede Teotihuacán, fortaber sig lidt i det uvisse, men det er tydeligt, at andre folkeslag er blevet inspireret af kulturen og byggeriet. Efter en nedgangsperiode med tørke og sult blev Teotihuacán forladt en gang mellem år 650 og år 700, hvor det af ukendte årsager gik ned ad bakke for den storslåede by. Man kender ikke de nøjagtige grunde til dette sammenbrud, men da aztekerne ankom i det 14. århundrede, havde Teotihuacán været forladt i lang tid, og først i 1900 tallet er ruinbyen gravet fri af glemslen.
Det var blevet tid til frokost, og vi fandt en restaurant uden for området, hvor et buffetmåltid kostede 350 peso incl. cola og tips for to personer. Ved et sted, hvor turistbusserne gerne holder ind, fik vi en demonstration af agavens fortræffeligheder såsom en synål med tråd og fremstilling af sisal til reb, mens saften kan gæres til forskellige alkoholiske drikke som pulque og tequila.
I Palacio del Quetzalpapálotl, Fjersommerfuglens Palads, og i Jaguarpaladset var der fine relieffer på søjlerne og flere velbevarede frescomalerier, men jeg skævede nu mest til pyramiderne, der blandt meget andet har min store interesse. Månepyramiden ligger for enden af De Dødes Allé, og den har en grundflade på 129 x150 meter og en højde på 46 meter, men på grund af, at den ligger på det højeste sted i området, er toppen i samme højde som Solpyramiden. Det er ikke mere tilladt at bestige Månepyramiden, men heldigvis er Solpyramiden stadig frit tilgængelig for turisternes trampen.
I 1971 fandt arkæologerne en 100 meter lang tunnel, der førte ind til et rum præcis midt i pyramiden, men hvad, den har været brugt til, fortaber sig i det uvisse, for man brugte som regel ikke de mexicanske pyramider til gravkamre. Det var en oplevelse for guder at stå på toppen af Solpyramiden og brede armene ud og skue ud over hele den solsvedne ruinby, og sidegevinsten at leve 10 år længere, hvis man når toppen, tages gerne med. Verdens største pyramide ligger forresten også i Mexico, og det er Tepanapapyramiden ved byen Cholula, som havde sin blomstringstid sammen med Teotihuacán. Cholula havde den ære at bidrage med 6.000 dræbte indbyggere, da den spanske erobrer Hernan Cortes var på besøg på vej til Teotihuacán.
Jeg ville da umådeligt gerne have set Tepanapa pyramiden og kravle i dens indre; men selvom vi ville komme næsten forbi, var den ikke lige med i Albatros’ program. Det er så en af ulemperne ved at rejse i en gruppe, at planen skal følges, og der kan ikke laves uautoriserede omend spændende afstikkere. Jeg prøvede lige at høre vores guide Jytte, om det ikke var muligt, men det syntes hun ikke var en god ide. Nå, men så må jeg selv tage derover en anden gang. Hjemme i Mexico City gik vi ud på egen hånd i byen og gik i en retning, vi ikke havde gået før og kom til en spændende lille plads, der var omgivet af boder med små trykkemaskiner, der kunne fremstille alt, hvad hjertet kunne begære i diverse tryksager.
Vi havde kun set en brøkdel af, hvad Mexico City havde at byde på, men i den korte tid, vi havde været på besøg, havde vi i hvert fald fået et rigtig godt indtryk af byen, og vi havde kun oplevet den fra den pæne side med gartnere og gadefejere, der altid var i gang med deres arbejde. Uden rigtig at vide, hvem hun var – Frida – havde jeg da nok hjemmefra lagt mærke til nogle af hendes billeder, men nu kørte vi ligefrem op foran hendes ”La Casa Azul”, Det Blå Hus, hvor hun og hendes mand Diego Rivera havde boet i mange år. Frida blev født i 1907, og hendes fulde fødenavn var Magdalena Carmen Frida Kahlo y Calderon. Hendes far havde tyske jødiske rødder, og hendes mor var azteker, og ellers voksede hun op her i Coyoacan en forstad til Mexico City. Som kun18-årig var hun ude for en trafikulykke, hvor en jernstang gennemborede hende næsten fra top til tå, og i årevis var hun lænket til sin seng og måtte igennem 35 operationer i sit liv. Hendes karriere som malerinde startede i sengen, hvor et opsat spejl gav hende mulighed for at male selvportrætter, og af hendes 143 malerier er de 55 netop selvportrætter, der ofte viser en utilsløret portrættering af smerte og kvindens barske liv.
Frida havde selv et forhold til Lev Trotskij, som en tid opholdt sig i deres hjem, men senere blev myrdet af Stalins agenter i Mexico City. Frida havde også flere andre forhold, formentlig som en reaktion på Riveras utallige affærer, og Frida havde også et meget tæt forhold til sangerinden Chavela Vargas, men om de også gik i seng sammen, fortaber sig i privatlivets fred.
Da Frida aldrig fik børn, omgav hun sig med forskellige dyr, og mange gange er de med på hendes billeder sammen med hende selv. Hvis du ikke rigtig lige kender Fridas kunst, så luk øjnene og se for dig en smuk, sensuel kvinde med mørke sammenvoksede øjenbryn og omgivet af papegøjer eller en abe, ja så er det hende, og du har garanteret set et af hendes billeder et eller andet sted. Frida døde i 1954, og Diego overlevede hende med 3 år, og han skænkede deres fælles hjem bort, så der kunne oprettes dette smukke Museo Frida Kahlo. Der er lavet to film om Fridas liv, den ene fra 1984 ”Frida naturaleza viva” med Ofelia Medina som Frida og en i 2002 ”Frida” med Salma Hayek som Frida. Den sidste har jeg set, og den er bare så god og rost internationalt, men den er desværre udsolgt fra forlaget og svær at få fat på.
Huset omslutter en dejlig gårdhave, hvor der også i anledning af den netop overståede dødefest var et større tableau af skeletter, der tilsyneladende hyggede sig gevaldigt. I en mindre butik og cafe kan der købes souvenirs og postkort og billeder af Frida og Diego. Jeg er glad for, at vi kom forbi Det Blå Hus og på den måde fik lært Frida Kahlo lidt at kende.
|
Diego hørte en blid kvindestemme, der viste sig at tilhøre en smuk kvinde i et strålende lys, som præsenterede sig som Jomfru Maria. Hun bad Diego gå til biskoppen af Mexico og bede ham om at bygge et helligt hus på bjerget, hvor hun så kunne give hjælp og husly til mexicanerne. Diego gik til biskop Juan de Zumárraga, men biskoppen troede dog ikke på den gode Diego. Skuffet gik han tilbage til jomfruen, som ventede på toppen af bjerget, og hun bad ham endnu engang gå til biskoppen med budskabet. Biskoppen var stadig skeptisk og rådede Diego til at bede den hellige jomfru om et bevis på hendes hellighed. Jomfruen lovede et bevis til næste dag, men Diego kunne ikke komme, da hans onkel var døende, og han skulle finde en skriftefader. Næste dag mødtes Diego og jomfruen igen, og han fortalte om onkelen, men jomfruen trøstede ham og sagde, at onkelen var ved at blive rask. Derefter bad hun ham om at plukke blomster og lægge dem i sin kappe og overbringe dem til biskoppen. Igen modtog biskoppen Diego med skepsis, men idet han bredte sin kappe ud, strålede et gyldent lys ud i rummet fra et billede af Jomfruen af Guadalupe, der på forunderlig vis var aftegnet på Diegos kappe, foruden at et væld af friske roser faldt ud på gulvet. 
Miraklet går så på billedet på kappen og desuden roserne ikke at forglemme, for det var slet ikke sæson for roser. Den havde jo så nok ikke gået i vore dage, hvor vi flyver både roser og friske jordbær den halve verden rundt, men biskoppen var dog overbevist og beordrede, at der skulle bygges et kapel på bjerget. 
Hvert år i begyndelsen af december drager titusindvis af mexicanere af sted til Mexico City – med bus, i lastbiler, på motorcykel eller til fods medbringende billeder af Jomfruen af Guadalupe, og den sidste strækning skal helst foregå kravlende på knæene i en ekstrem blanding af tro og selvfornedrelse. Den 12. december samles mindst to millioner troende omkring den Hellige Jomfru af Guadalupes basilika for at hylde landets største helligdom og blive velsignet. Jomfruen af Guadalupe er dog heller ikke bare en almindelig Jomfru Maria, for hun er symbolet på den nationale enhed med den racemæssige og kulturelle blanding, som er Mexico. Så hun er en sammensmeltning af den spanske og indianske kultur og repræsenterer både den gamle tro såvel som den nye. Og at blive velsignet af sådan en superjomfru skal så sandelig være dem vel undt, og gid det må gavne. 
Det siges, at der er non stop gudstjeneste i basilikaen, og da vi var der på en ganske almindelig dag midt i november, var der 20 præster på podiet og flere hundrede pilgrimme, der sad i det store rum og bad. Oppe midt på alteret hænger nu Diegos kappe med aftrykket af jomfruen, dog smukt og fint indrammet. Jeg havde hørt, at pilgrimme kunne komme helt tæt på jomfruen, men jeg kunne ikke rigtig forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, for det ville da forstyrre de mange bedende, hvis andre folk defilerede tæt forbi helligdommen. Så sandelig var der da taget højde for det, for de, der skal defilere forbi, går en etage ned, og dernedefra kan man kikke lige op på jomfruen. For at folk ikke skal klumpe sig sammen under jomfruen, er der lavet noget så snedigt som et rullende fortov, som man går på den ene vej, hvorefter man stiger af og op på et andet rullende fortov, der går den anden vej. Det er en selvfølge, at det er strengt forbudt at tage billeder med blitz, for det ville jo kunne ses i hele kirkerummet.
Efter den hellige jomfru fortsatte vi nordpå ad hovedvejen og kom igennem bjergrige landskaber, hvor der mange steder var tæt bebyggelse op ad bjergsiderne. Vejret var perfekt med strålende sol uden dog at være bagende varmt, men en hat til at tage den værste sol var dog ikke af vejen. Omkring 50 km nordøst for hovedstaden rullede vi ind på ”stedet hvor mennesker blev guder” også kaldet Teotihuacán. Det med hattene havde de indfødte taget højde for, så der var masser af boder ved indgangene til landets store seværdigheder, hvor der kunne købes souvenirs i massevis. En udmærket fin, flettet stråhat kostede mig 100 peso ca. 50 kr., selvfølgelig efter lidt obligatorisk tingen om prisen. En hat på hovedet havde den store fordel, foruden selvfølgelig at skærme for solen, at andre hattesælgere inde på området lod mig gå nogenlunde i fred.
Teotihuacáns guder og mytologi blev helt eller delvis overtaget af andre folkeslag i Mesoamerika, deriblandt den fjerklædte slangegud Quetzalcóatl. Han var den gode lysets gud, der brød en række tabuer for at hjælpe sit folk, og dermed lagde han sig ud med de andre guder. Til sidst måtte Quetzalcóatl flygte ud til Golfkysten, hvor han sejlede ud på havet på en flåde af slanger, men han lovede at vende tilbage en dag. Og det skal jeg love for at han gjorde, og det lige præcis i 1519, for det var Quetzalcóatl, som aztekernes kejser Moctezuma forvekslede med Hernan Cortes, og det fik katastrofale følger for Mexico.
I området går der sælgere rundt og falbyder ting og sager, og det er jo ikke ligefrem et attråværdigt job at gå rundt og genere turister og håbe på, at de vil købe et eller andet. Jeg faldt dog for en maske af slebne stenmosaikker, og netop masker var en vigtig del af de mexicanske folks ritualer og kan ses på de forskellige museer. Senere så jeg mange andre lignende masker til salg rundt omkring, men jeg undersøgte aldrig, hvad maskerne kostede, for jeg var ganske godt tilfreds med både masken og prisen. Sælgeren startede med 100 US dollar, men vi blev til sidst enige om 40 dollar. Jeg havde så kun en 50 dollar seddel, og han kunne ikke give tilbage, så for de 10 dollar fik jeg en fin gudefigur af obsidian, og så var alle glade. Oven i købet fik jeg en klud til at pakke masken ind i, så sælgeren har alligevel følt et eller anden for den og ville gerne beskytte den på dens videre fremfærd.
Derefter var der en demonstration af, hvordan de fremstiller deres fantastisk flotte stenfigurer, der helt sikkert er de rene kunstværker. En meget veltalende herre demonstrerede, og vi endte selvfølgelig dybt inde i forretningen, hvor der var rigelig prøvesmagning, måske i håb om at tegnebøgerne så sad lidt løsere. Der var også fine sølvsmykker i forretningen, og det var da en stor fordel, at der var faste priser, så Gitte faldt for en sølvsommerfugl med emaljeindlæg til 350 peso. De store kunstværker i obsidian og andre stenarter kostede i tusindvis af peso, og det var dem vel undt, men da jeg så, at nogle af de mindre maskinfremstillede obsidianguder kostede 400-500 peso, var jeg ret godt tilfreds med min gud, der havde kostet 10 dollar ude i terrænet. Jeg fandt dog en smuk obsidianskildpadde med mosaikskjold til 400 peso, men da vores medbragte peso havde det med at fordampe som dug for solen, ville jeg gerne betale med mit Master Card. Kortet ville deres maskineri af uransagelige grunde ikke acceptere, og så står man der og føler sig som en halv forbryder, og de kikker på en, som om man ikke har rent mel i posen. Selvom jeg havde kontanter, blev jeg fornærmet, og så måtte de selv om det, og jeg ville stille skildpadden tilbage, men Gitte forbarmede sig over mig og betalte med sit Visakort. Bare for at fortælle, at det er en god ide at have mindst to forskellige kreditkort med til Mexico, for mit Master Card virkede kun omkring halvdelen af gangene, medens Visa virkede hver gang. 
Efter frokost fortsatte vi igen ind i Teotihuacán, men denne gang fra den nordlige indgang, der selvfølgelig også er smukt dekoreret med souvenirboder. 
Solpyramiden er verdens tredjestørste pyramide med en grundflade på 220x225 meter og en højde på 65 meter. Solpyramiden er mindre end halv så høj som den store Keopspyramide, i Egypten, selvom deres grundflader er næsten de samme, men det skyldes, at Solpyramiden er trindelt, og så taber den hurtigt volumen. Hele bygningen har engang været beklædt med stuk og malet i klare farver, men i vore dage er pyramiden i rå sten. 248 trin fører op ad pyramiden og ender på den store platform, hvor der oprindelig har været bygget templer, der dog som regel var af træ og derfor nu er forsvundet. 
Cholula skulle i vore dage være en ganske hyggelig by med masser af kirker, og den mest spektakulære må være Remedios-kirken, der ligger oppe på toppen af Grand Pirámide. Selvom pyramiden er den største, der nogensinde er bygget regnet i volumen, ligner den ikke en pyramide, for den er så overbegroet, at det nærmest ligner en stor bakke. Pyramiden blev i sin sidste byggefase dækket af ler, der så med tiden blev skjult under vegetationen, hvilket inspirerede til navnet Tlachihualtépetl, som betyder ”håndlavet bjerg”. Indvendig er der et kompliceret tunnelsystem, hvor man bl.a. kan se, hvordan pyramiden er bygget op i flere omgange. 
Det var let skyet, men dejligt klart, så de omkringliggende bjerge kunne ses, da vi startede vores rundtur i Mexico. Vi kom dog ikke så langt, for vi skulle ind at se Frida Kahlo Museet, som ligger i udkanten af Mexico City.
Da hun igen kunne bevæge sig og begynde at leve normalt, opsøgte hun den 21 år ældre berømte maler Diego Rivera, som var i gang med et stort murmaleri i Palacio Nacional, hvor hun viste ham nogle af sine billeder. De blev gift og skilt og gift igen og fik ellers et livslangt og stormfuldt forhold, for selvom Diego var stor og tyk og nærmest tudsegrim, så kunne han noget med damer, og da det han kunne også var incl. noget med Fridas søster, kunne Frida godt blive ret sur.
Både Frida og Diego deltog meget aktivt i den mexikanske venstrefløjs aktiviteter, og ellers kæmpede Frida livet igennem på at manifestere sig som anerkendt kunstner med sine lidt naivistiske og surrealistiske malerier. Faktisk slog hun først rigtig igennem 30 år efter sin død og blev da nærmest en international kultfigur både i USA og Vesteuropa, og hun blev efterhånden mere kendt end den store Diego selv.
Museet i Det Blå Hus er meget interessant, og det koster 45 peso at komme ind, men det kan da som i vores tilfælde godt være lidt svært at betale, for billetdamen var gået. Huset viser beboernes forkærlighed for de mexicanske traditioner og rummer en større samling mexicanske folkekunst og antikviteter. Der er desværre ikke så meget af Fridas egen kunst, men en del af Diegos, og han er da også værd at kikke på. Rummene er næsten møbleret, som da de levede i huset, og Fridas seng med spejlet står der også stadig.
Jeg
er blevet sådan lidt forelsket i Frida Kahlo, så derfor skal vi også
lige have et foto af hende og uden Diego Rivera.