 Mexico Sølvbyer, guldskatte og spanske kolonitidsbyer. En rejsefortælling af Kim Greiner. November 2009 3. del Den glade kolonitid – for spanierne. Inden vi begiver os ud på de mexicanske landeveje, vil jeg lige fortælle lidt om Mexico, efter at spanierne havde erobret Tenochtitlán i 1521 og siden underlagt sig hele Aztekerriget. Det første, spanierne gjorde, var at omdøbe Tenochtitlán til Mexico By, og den blev hovedstad i det nye vicekongedømme Ny Spanien. I midten af 1700-tallet omfattede Ny Spanien foruden Mexico også Mellemamerika, Caribien, Filippinerne og de nuværende amerikanske delstater Californien, Arizona, New Mexico, Texas, Nevada, Utah og Colorado.
De nye herskere gik i gang med at ødelægge templer, kunst og bygningsværker, foruden at de brændte i læssevis af bøger. Heldigvis var de spanske munke lidt mere tænkende, og de fik reddet en del dokumenter og nedskrev indianernes beretninger og myter. Hernan Cortes gav sine soldater jord i forlening, såkaldte encomiendas, som belønning for deres krigeriske indsats, og jordbesiddelsen var incl. de indianere, som boede i landområdet. Egentlig var det meningen, at indianerne skulle beskyttes og gøres til gode kristne, men det udviklede sig dog hurtigt til brutal undertrykkelse og slaveri, da indianerne ikke kunne betale de skatter, som spanierne pålagde dem. Det viste sig også, at det ikke var så let at kristne indianerne, for det skulle først anerkendes af paven, at de virkelig var mennesker, der var efterkommere af Adam og Eva, og at de havde en sjæl, der kunne frelses.
Kolonisamfundets beboere var opdelt i 64 kategorier, alt efter hvor meget hvidt, indiansk, afrikansk, asiatisk og andet blod man havde i sig, og selv de hvide var delt op, idet kun hvide født i moderlandet Spanien kunne indtage koloniens øverste poster. Kronen begyndte dog at negligere quistadorerne, de oprindelige erobrere, og de sendte adelsmænd til Ny Spanien for at overtage landejendommene. Soldaterne, der havde kæmpet næsten til sidste blodsdråbe, sad efterhånden tilbage uden ret meget andet end deres sår. Store landejendomme blev omdannet til privatejede godser, haciendas, og bare der til stadighed flød en lind strøm af rigdomme til Madrid, var de spanske konger tilfredse.
De fleste oprørsstyrker spredtes, og mange begyndte at acceptere nederlaget, og den ambitiøse oberst Augustin de Iturbide fik til opgave at knuse de sidste tilbageværende oprørsstyrker. Så skete det mærkelige, at Iturbide sluttede sig til oprørerne og fik udarbejdet et program for et uafhængigt Mexico, der endda fik tilslutning fra det meste af eliten. Planen gik ud på, at den romerske katolicisme skulle være den eneste anerkendte religion, at der skulle være lighed for alle mexicanske borgere, og at Mexico skulle være et konstitutionelt monarki. Traktaten blev ratificeret og underskrevet, og endelig den 24. august 1821, 11 år efter den første opstand, blev Ny Spanien til Mexico.
General Agustin de Iturbide førte sin sejrrige hær ind i Mexico City, og han blev udpeget til leder af den første uafhængige regering. Herefter fik han sig selv kronet som kejser Agustin 1. ved en overdådig kroningsceremoni, og der var stor entusiasme og glæde i kejserriget. Popocatépetl, der er Mexicos næsthøjeste bjerg på 5.465 meter, betyder på aztekisk ”Det Rygende Bjerg”, og selvom der er sne på toppen, røg det da alligevel lystigt. Vulkanen har i en del år kun slumret med en svag røgsøjle, men i 1994 sendte den 5.000 ton varm aske op i luften, og i 1997 skete der en endnu større eksplosion, der sendte en regn af aske ind over Mexico City, og det selvom den ligger 72 km væk.
Aztekerne havde en fortælling om de to vulkaner, idet Popo var en kriger, der elskede kongedatteren Izta. Hun døde imidlertid af sorg, mens han var i krig, og da han endelig kom hjem, byggede han de to bjerge og lagde hendes lig på det ene og anbragte sig selv med en begravelsesfakkel på det andet bjerg, og så er det lige før virkeligheden passer med historien. Hvis nogen skulle have de lyster at bestige Popocatépetl, kan det oplyses, at den er afspærret for bjergbestigning, medens det er vanskeligt, men dog muligt, at bestige Iztaccihuati. Det var i passet mellem de to vulkaner, at Hernan Cortes passerede under sin invasion af Mexico, og da han havde lavlandsindianere med som hjælpestyrker, og de næsten kun havde lændeklæder på som beklædning, døde de som fluer i kulden. Mexicos højeste bjerg, Pico de Orizaba eller Citlaltéptl, der på aztekisk betyder ”Stjernebjerget”, har en højde på 5.747 m, og det er næsten den samme højde som Kilimanjaro, der er Afrikas højeste bjerg. Citlaltéptl kan ses fra vejen mellem Mexico City og Veracruz og endda helt ude fra havet i Den Mexicanske Golf.
En lille, men spændende vulkan er Paricutin, der blev født i februar 1943, da en lokal farmer en eftermiddag så den skyde op af en majsmark og danne et krater på 6 meter. Kort tid efter slyngede den store stykker smeltet bjergart 100 meter op i luften ledsaget af et festfyrværkeri af flydende lava. Efter ni års aktivitet havde den udsendt en milliard tons lava, der dækkede landsbyen San Juan Parangaricutiro og ti andre småbyer i nærheden, og på det tidspunkt havde den nået en højde på 427 meter. Kirketårnet i San Juan stikker stadig trodsigt sit tårn op af lavaen. Vi holdt en pause i Cuernavaca og fik noget at spise og fortsatte ellers ad mindre veje mod Taxco. Indimellem var der sukkerrørsmarker, men også store udyrkede arealer, og så imellem de grønne bjerge dukkede Taxco op.
Efter indkvarteringen var fusen heldigvis gået noget af hattesælgerne, så vi kunne gå ret uantastet rundt og blev kun forstyrret af nogle børn, der solgte tyggegummi, nogle tiggende gamle koner og et par invalider. Byen er utrolig malerisk med hvidkalkede huse med røde tage og de snævre brostensbelagte gader, der snor sig op ad bjergsiden. Byen er da også en af de få byer i Mexico, der er erklæret for et nationalt monument. Aztekerne kaldte oprindelig Taxco for Tlachco, ”Stedet, hvor man spiller bold”, men nu er den kendt som Mexicos sølvby. Det var her, at spanierne i 1531 åbnede den første sølvmine, men efter nogle år slap sølvet op, og minen blev forladt. Senere i 1743 fandt franskmanden José de la Borda nye stor forekomster, og byen blomstrede op. I taknemlighed for fundene byggede la Borda den dyre og meget smukke Santa Prisca-kirke, der er et fint eksempel på den særlige mexicanske barokstil kaldet churrigueresk. Tårnene er usædvanlig slanke, og imellem tårnene er facaden helt overdådigt udsmykket og står godt til den kakkelbesatte kuppel og kirkens overdådige indre.
Amerikaneren William Spratling, der egentlig var arkitekturprofessor fra New Orleans, kom til byen i 1929 og åbnede et sølvsmedeværksted, der blev en stor succes. Snart begyndte hans lærlinge for sig selv og åbnede deres egne værksteder, og i dag er der mere end 300 sølvbutikker i byen. Mexicansk lovgivning er meget streng vedrørende kvaliteten af sølv, så derfor kan man stole på at den er i orden.
Vi fik da også noget at spise i byen, og for en gangs skyld har jeg skrevet ned, hvad vi fik – Pozole Blanco – majssuppe med kylling, artiskok og rå løg og sådan en grande, mættende portion kostede 40 peso. Senere gik vi en dejlig aftentur og forlod mylderet omkring Zócaloen, og kun lidt længere oppe ad bjerget var gaderne helt øde, og når vi kikkede ned på kirketårnene på Santa Prisca, glødede de i aftensolen. Senere gik vi ned på Zócaloen og sad på en af bænkene og kikkede på livet på pladsen. Der var fine, klippede træer og masser af smedejernsbænke og ellers et leben af børn, unge og gamle, og det leben blev ved til omkring kl. 22.
Pigerne/kvinderne i byen er slanke, så måske får de en anden kost end Mexico Citys mere fyldige piger, eller også taber de sig ved at gå op og ned ad de stejle gader. En lille flok glade småpiger kunne jeg ikke stå for, så jeg fik taget nogle billeder, men at få 4 piger til at stå nogenlunde roligt var umuligt, så mindst en af pigerne blev uskarp. Da de bagefter så sig selv på skærmen, hvinede de af fryd over at kunne se sig selv.
Det var dejligt at sidde på tagterrassen og nyde livet i de første aftentimer, inden vi slog os sammen med nogle andre i gruppen og gik ud og fandt et sted at spise.
Herefter fortsatte vi mod Puebla og kom forbi Mexicos største bjerg, hvor røgen steg op af vulkankrateret, hvor der var en klat sne på sydsiden. Det kan så godt være, at klatten var større end en klat, for selvom jeg egentlig følte, vi kørte lige forbi vulkanen, var der måske alligevel 25 km i fugleflugt.
Landskabet virkede tørt med store marker med hirse, men også med store udyrkede arealer, og der var heller ikke meget kvæg og kun en enkelt gedeflok. Noget der er karakteristisk for Mexico, er de store reklameskilte, der står langs vejene og pynter, eller hvad de gør.
Det var efterhånden blevet skyet, og bjergene blev højere og vildere, og bjergsiderne var mange steder dækket af søjlekaktus, der kan blive op til ti meter høje. Et sted gjorde vi holdt ved nogle grupper af orgelpipekaktus, der meget imponerende var store som træer med deres mange tykke stammer. I USA står der alle steder LITTER 500 dollar, og dermed menes, at hvis man smider affald, koster det kassen, men sådanne skilte så vi ingen af i Mexico, så f.eks. her ved kæmpekaktusserne var der pænt rent foran autoværnet, men bagved autoværnet lignede det nærmest en losseplads med affald i dyngevis.
Det var lørdag og lønningsdag, og der var et vildt leben af handlende på gaden og ellers masser af mennesker, der gik eller sad alle vegne på den smukt tilplantede Zócalo med et mylder af cafeer og restauranter. Sådan et leben af mennesker kan en hjemmedansker slet ikke forestille sig, og jeg har kun oplevet noget tilsvarende i de gode game dage under pinsekarnevallet i Københavns indre by. Vi fandt dog et sted. hvor vi kunne spise, og menuvalget faldt på kylling med ris og chokoladesovs. 331 peso incl. drikkevarer – hvis nogen skulle komme forbi og have lyst til den kombination. Da spanierne kom, grundlagde de en ny by omkring den nuværende Zócalo, og den blev hurtigt den vigtigste by i det sydlige Mexico. Byen har en katedral fra 1535-55 og adskillige andre kirker, og det var herfra spanierne ihærdigt forsøgte at kristne de forskellige indianerstammer. Det er da også lykkedes til dels, men der er iblandet mange af indianernes oprindelige, religiøse traditioner. Så indbyggerne vil bare ikke lade sig diktere al mulig fremmed indflydelse, så i 2002 lykkedes det byens befolkning på initiativ af maleren Francisco Toledo at forpurre planerne om en McDonald’s på deres hyggelige Zócalo.
At Oaxacas befolkning ikke uden videre lader sig pådutte hvad som helst, kan også ses af, at omkring 30 % af befolkningen slet ikke taler spansk, men holder sig til de oprindelige, indianske sprog. Vi var de første ved lågen ind til området, og på det tidspunkt, hvor de efter skiltet skulle åbne, kom der også en bil med en person, der åbnede lågen, men han kørte blot igennem og låste lågen igen. Efterhånden kom der flere busser, og først efter ½ time blev der låst op med den begrundelse, at de ikke kunne finde nøglen! De kunne måske have fundet på en mere plausibel undskyldning, så Mexico, oh Mexico. Vi kom alligevel først op og fik ruinerne jomfrueligt for os selv, og det var endda blevet perfekt vejr med sol og kun lidt skyer. Monte Albán er opkaldt efter en greve, der tidligere ejede det interessante område, hvor der ligger en stor samling zapotekerruiner. De ligger på et højdedrag 900 meter over dalen og med en udsigt 360 graders rundt. Zapotekerne var af den opfattelse, at der skulle bringes orden i det kaos, som naturen havde skabt, så derfor jævnede de hele det 200 x 300 store bjergplateau, og her byggede de deres ceremonielle center.
Mellem år 200 f. Kr. og 300 år e. Kr. ekspanderede zapotekerne, og de kom til at dominere hele Oaxaca. I årene 300 til 700 indtraf byens storhedstid, og indbyggertallet var efterhånden vokset til 25.000. Desuden havde de anlagt omkring 200 andre byer og ceremonielle centre i området. Det er fra denne storhedsperiode, at de fleste fund stammer, men alting har jo sin tid på jorden, så mellem år 700 og 950 forfaldt Monte Albán. Zapotekerne flyttede efterhånden ud i yderkanten af dalen, medens mixtekerne rykkede ind og overtog anlæggene, lige indtil spanierne som herrefolket kom og lagde deres klamme hånd på hele herligheden.
Også her på Monte Alban gik der sælgere rundt og prøvede at sælge os ting og sager, og jeg faldt for en smuk, lækker, dejlig, køn lerfigur af en siddende mand med tydeligt indianske træk. Jeg havde set på den og indledte forhandlinger, men vi blev ikke enige, og så steg jeg på den store pyramide og hidkaldte guderne og håbede, at manden og figuren stadig ville være der, når jeg kom ned igen. Det var han, og vi blev enige om 250 peso, og så havde jeg påtaget mig en svær opgave på resten af Mexicoturen ved at skulle beskytte min smukke, lækre, dejlige og kønne lerfigur til den heldigvis kom velbeholden hjem.
Tilbage i Oaxaca by var der helt anderledes fredeligt end aftenen før, selvom der var koncert på Zokaloen, og gamle indianerkoner gik omkring og solgte nogle småting. Græshopperne blev indtaget på en fortovsrestaurant i en ret så kølig skygge, men ude i solen var der bare så steghedt, at det ikke var særlig behageligt. Zokaloen var ikke hel uddød, idet der blev holdt koncert, men senere på søndagen begyndte de lidt udisciplineret at sandblæse guvernørpaladset under en øredøvende larm, men måske skulle de benytte lejligheden, medens han var taget i sommerhuset. Det generede heller ikke nogle brolæggere at lægge fliser om søndagen, så sådan nogle arbejdsomme mexicanere er slet ikke til at styre.
I Oaxaca har de et kæmpe overdækket marked, hvor der i de smalle gange handles med alskens fødevarer, kød, blomster, sko og en række keramikfigurer forestillende frække damer og unævnelige genstande på mænd, så selv en garvet sømand ville rødme helt op til hårrødderne.
Byen er med helt lige gader, så den er nem at finde rundt i, og den er smuk med de mange gamle kolonitidshuse og gamle kirker med skulpturer på facaderne. Det er kun inde midt i byen, at der var mange mennesker og handlende, for lidt væk fra centrum var der ret så øde. En smuk, ung pige, der sad lidt sørgmodig og spillede på harmonika, fik en skilling, medens en etbenet mand humpede forbi i et så forbavsende raskt tempo, at jeg ikke nåede at komme til lommerne.
Medens vi sad på en bænk på Zokaloen, fik vi købt et lille naivistisk maleri for 120 peso, og da vi ikke hver eneste aften orkede at spise på restaurant, købte vi til aftensmad 4 bananer og to brød til i alt 18 peso. Nu var det så bare lige det, at vi kom forbi en ”The Italian Coffee”, der er en kaffekæde, der bl.a. har en yderst velsmagende iskaffe med flødeskum. Kaffeshoppen var indrettet i en gammel, overdækket gård med smukke søjler, så det var et hyggeligt sted at slå sig ned. Sådan en iskaffe med et bjerg af flødeskum plus en kage giver en vis mæthedsfornemmelse, så det blev først aktuelt med bananerne ved 21 tiden. Der er mange flotte, slanke piger i byen, så det er nok ikke hver dag, de går på ”The Italian Coffee”. Da vi kørte ud ad vej 190, var der en flot udsigt over byen og videre helt op til Monte Alban. På mange af de andre bjergtoppe i området ligger der andre templer, der endda ikke er udgravet endnu, så de venter kun på, at arkæologerne skal graver mere af fortiden frem. Lige i udkanten af byen holdt vi ind ved en enormt stor Taxodium mucronatum, der er et træ, der kan prale af en diameter på ikke mindre end 14 meter, og træet skulle efter sigende have en masse på 829 m3 træ. Træet står i et meget velfriseret område ved en lille hvid kirke. Det kostede et par peso at komme inden for havelågen, men et hegn omkring selve træet gør, at man ikke kan komme til at klappe det. I tilgift er der en lille park med klippede buksbomfigurer og nogle ejendommelige buske med runde frøkugler a la julepynt. Busken skulle hedde ”gammelmandskugler”, da der inde i kuglerne ikke er meget andet end luft.
Nede ad en lille sidevej besøgte vi La Grana Tejidos, hvor en lille zapotekerfamilie prøvede at ernære sig ved at lave håndlavede tæpper. Tæpperne blev fremstillet helt fra bunden af, hvor en lille ældre kone med små tøjfletninger kartede og spandt ulden, så manden kunne væve de ganske flotte tæpper. De fremstillede også selv farvestofferne, f. eks den dybrøde farve, der blev udvundet af lus, som de dyrkede på afskårne kaktusblade.
Vi købte et par små tæpper á 150 peso, og andre købte også nogle af de mindre tæpper, men ikke de store, dyre billedtæpper, selvom den lille kone fortvivlet prøvede at overtale os. Til sidst tilbød hun at sælge sine guldøreringe, som hun ellers havde arvet efter sin mor – stakkels lille familie, der jo nok havde håbet på, at de kunne få deres børn godt i gang i livet.
Senere spiste vi frokost på en lille restaurant i bjergene, og vi fik en hjemmelavet tortillas med cola til 60 peso. Faktisk var det sådan, at hver eneste lille bebyggelse i bjergene havde mindst en restaurant, så ingen vejfarende skal sulte i Mexico.
Vejret skiftede hele dagen – så var det skyet, og så var det skyfrit, men efterhånden som vi kom ned i lavlandet, blev det varmere og varmere, og mængder af kaktus blev efterhånden afløst af kokos- og dadelpalmer, mango og pistacie. Vi overnattede lidt uden for byen Domingo Tehuantepec, der ligger omkring 20 km fra Stillehavet, men ellers udmærker den sig ikke på nogen måde og er da heller ikke nævnt i nogen guidebog. Overnatningen skyldtes simpelthen de store strækninger, for det havde taget sin tid at komme igennem bjergene. Hotel Callie lignede udefra forestillingen om et mexicansk hotel, og det var som taget ud af Disneyland med sine sandfarvede vægge og med store kaktus udenfor.
Vi kunne ikke rigtig finde på anden aftenunderholdning end at gå ned til hovedvejen og stille os ved et bump og kikke på trafikken, der her sagtnede farten. Der var mange store, amerikanske trucks og indimellem små lastbiler, hvor folk stod på ladet på vej hjem fra arbejde. Der kom også en oksekærre læsset med brænde, og en gedeflok fulgte brægende efter, og det var nok sådan, vi hjemmefra troede, at Mexico var. Ja, så kom der også lige en pengetransport med vagtpersonale med maskinpistoler skudklare og med masker for ansigterne, og det så tilpas vildt og mexicansk ud, så vores fordomme kunne blive styrket.
Vi var kommet ind i delstaten Chiapas, der på indiansk skulle betyde noget som ”Hvor vandet kommer ned fra bjerget”. Det er også Mexicos mest regnrige stat med 3-5 meter regn om året, og nogle steder helt op til 8 meter. Egentlig hører Chiapas kulturelt, historisk og geografisk mere til Mellemamerika end til Mexico, og den sydlige grænse støder da også lige op til Guatemala. Da de fleste mellemamerikanske stater i 1823 rev sig løs fra Mexico, foretrak overklassen her i Chiapas at blive styret fra den fjerne Mexico City, for så kunne de skiftende guvernører meget bekvemt tillade racisme og grov udbytning af den indianske befolkning. Der findes 7 etniske grupper i Chiapas, og de indfødte grupper udgør en tredjedel af delstatens befolkning, og staten praler vel nok ikke af, at de har 40 % analfabeter. Som det sig hør og bør i Mexico, er indianerne trængt voldeligt bort fra deres egne gode jorde og ud i de ufrugtbare områder, men i 1994 havde de fået nok. Den 1. januar 1994 besatte flere tusinde indianere tilhørende Den Zapatistiske Nationale Befrielseshær EZLN en halv snes byer i Chiapas, heriblandt San Christóbal, som vi skulle besøge. De erklærede regionen for selvstyrende og gjorde den lille by La Realidad dybt inde i junglen til deres ”hovedstad”.
Der kom dog ikke noget ud af forhandlingerne, for regeringen fremsatte ikke de lovforslag, som de ellers var blevet enige om under forhandlingerne. Regeringen tillod endda, at der blev dannet antizapatistiske grupper, og forbundshæren og det lokale politi lagde en jernring omkring konfliktzonen, men gjorde intet som helst for at forhindre volden indenfor. Kombinationen af hærgen og straffrihed for antizapatisterne skabte et stigende antal dødsofre, men regeringen lukkede bare øjnene. De højtstående embedsmænd, der tillod volden fra de antizapatistiske grupper, blev i første omgang heller ikke anklaget for noget som helst. Forbundsregeringen blev dog efterhånden tvunget til at anlægge en ny, aktiv politik, så indenrigsministeren blev fyret, og hans efterfølger Francisco Labastida forsøgte endda at gøre indianernes rettigheder til lov. Det var dog langt fra fryd og gammen, for i selve Chiapas tiltog forfølgelsen af zapatisternes støtter, og udlændige, der sympatiserede med zapatisterne, blev udvist af Mexico. Regeringen begyndte også at nedlægge EZLN’s netværk og fængsle formodede hovedmænd. Problemerne tårner sig stadig uløste op i vore dage, og det var det område, vi var på vej for at besøge.
I stedet gik vi ned ad vejen for dog at få lidt motion, og selv om det ikke var let, fandt vi et meget lokalt sted, hvor vi kunne spise, og vi fik da både brød, ost og skinke foruden tacos, en dessert hver og frugtjuice, og for hele herligheden blev det 65 peso i alt. Efter en times tid regnede vi med, at vi nok hellere måtte slutte os til resten af gruppen, men nogle af dem havde ikke engang fået deres mad endnu. Efter 1 ¾ time havde alle da endelig fået og spist deres udhulede ananas med gulerødder og rejer til en eller anden formidabel pris, og så prøvede tjeneren endda alligevel at snyde med regningerne.
|
Befolkningstallet i Mexico anslås til omkring 25 millioner indianere, før spanierne ankom, men 30 år senere var tallet faldet til 1-1½ million. Det skyldes mord og den hungersnød, der indtraf i det kaos, erobringen medførte, foruden i høj grad også de sygdomme, spanierne medbragte, især kopper og mæslinger, som indianerne intet antistof havde imod.
Det var ikke alle indianere, der var indstillet på spansk herredømme, og der er eksempler på, at hele grupper, som f.eks. i Chiapas, begik selvmord. Men Ny Spanien blomstrede, hvilket afspejlede sig i de mange overdådige bygningsværker, og især kirkerne led bestemt ingen nød, da de fik 10 % af omsætningen i landbrug, handel og minedrift. Især kom der gang i sølvminerne, og Mexico producerede over halvdelen af verdens sølv. Det var selvfølgelig indianerne, der arbejdede i minerne, men da arbejdsstyrken var utilstrækkelig, blev der også importeret sorte slaver. 
Efter 1815 fortsatte kampen for uafhængighed i form af guerillagrupper, og en ny landsbypræst, José Morelos Pavón, overtog ledelsen og anførte flere glimrende felttog. Sejren var næsten hans, og han troede, at det spanske overherredømme stod umiddelbart over for sin afslutning, men han blev alligevel fanget, fængslet og henrettet som sine forgængere.
Efter at have besøgt Frida Kahlo museet i udkanten af Mexico City kørte vi sydpå ad vej 92 mod Acapulco, hvortil der efter sigende skulle være 4-5 timers kørsel. Acapulco er et såkaldt ferieparadis ved kysten, og der skulle vi heldigvis ikke hen. Vores vej snoede sig op i bjergene, og der var gode udsigter ud over Mexico City, og det var tydeligt at se den store smoogsky, der ligger som en dyne over byen, da den ikke kan komme væk på grund af bjergene. Før i tiden kunne man se de to store vulkaner Popocatépetl og Iztaccihuatl fra byen, men i vore dage er de som regel sløret af smogtågen, men da vi var kommet op over smoggen, kunne vi nyde dem i alt deres pragt. 
Iztaccihuatl, der er på 5.286 m, er helt i ro, og vulkanen kaldes ”Den Sovende Kvinde”, da den fra den rette vinkel ligner en sovende, liggende kvinde med mave og hoved med sne på toppen. 
Mellem Mexico City og Cuernavaca passerede vi turens højeste pas på 3.100 m, og vi kom igennem store fyrreskove og senere blandet løvskov, der alt i alt så meget umexicansk ud efter min forestilling hjemmefra. Vejen snoede sig ned ad bjergene, og ind imellem skovene var der gule marker, hvor negene var stakket op. Vejen er ikke en motorvej, men der er et stort autoværn i midten af vejen. Efterhånden dukkede Cuernavaca op, den kaldes byen med det evige forår, idet der hverken er for koldt eller for varmt. Byen ligger i 1.500 meters højde, og temperaturen ligger mellem 10 og 28 grader. Cuernavaca er derfor meget populær blandt velhavere, der synes, at smoggen i Mexico City er lidt for meget. Byen, der blev grundlagt af Tlahuica-folket, blev besejret af aztekerne, men bevarede dog en vis selvstændighed. Hernan Cortés havde efter sin erobring fået Cuernavaca og 22 andre byer som len, så her har han siddet og solet sig, inden han vendte tilbage til Spanien.
Bussen standsede i udkanten af byen, for det er umuligt at køre op ad de smalle, krogede gader i et større køretøj. Der stod en statue, hvor bussen standsede, og det var ikke den sædvanlige general med hævet sværd eller lignende, men en minearbejder, der stod med sit store trykluftbor. Så snart vi kom ud af bussen, angreb gadesælgerne i læssevis. Jeg havde ladet min hat blive i bussen, men fortrød med det samme, for hattesælgere med 20 hatte på hovedet angreb uophørligt. Argumentet med, at jeg allerede havde en hat, gjaldt ikke, for dette var ”a different hat”. Pyha, hvor var der fredeligt i Mexico City i forhold til her. Heldigvis blev vi reddet af en flok taxier, der meget gerne ville køre os op til midten af byen, hvor vores hotel lå lige ved Zocaloen. Taxierne i byen er altid gamle folkevogne, hvor det ene forsæde er afmonteret, så der er plads til bagagen, og da turen op kun kostede 15 peso, sådan omkring 7,50 kr., kunne det ikke ruinere os. 
Hotellet hed Aqua Escondida og var flere gamle huse, der var bygget sammen til et meget charmerende hotel med en dejlig, stor tagterrasse, og her kunne man sidde og nyde udsigten ud over Zocaloen og videre til kirken på den anden side. 
Selvom la Bordas var en af Mexicos rigeste mænd, måtte han dykke dybt ned i pengekisterne, for kirken blev noget dyrere, end han havde regnet med, og efterhånden slap sølvet op i minerne.
I en af de store sølvbutikker blev vi vist rundt, og der var virkelig flotte kunstskatte i sølv bl.a. et skakbræt, hvor brikkerne var indianere, der kæmpede mod conquistadorerne. Rummene i butikken var nærmest som Aladdins Hule med kunstfærdige ringe, kæder og smykker, der alle lå frit fremme. Det må virkelig siges, at forretningens ejere havde stor tillid til kunderne, for man fik en lille kurv udleveret, og så kunne man gå og kikke og mærke på sølvsmykkerne og så lægge dem i kurven som i et andet supermarked. På forhånd havde vi bestemt, at vi ikke skulle have noget, men vi fik alligevel købt for omkring 1.000 kr. på Gittes kreditkort, for mit virkede heldigvis ikke. 
I en gruppe unge stod en superduberbil, hvor der var fjernsyn i dørene, der samtidig kunne vippes op i luften i stedet for at lukkes ud til siden, og så havde bilen nogle meget kraftige højtalere, der sørgede for underholdningen på pladsen. 
Taxierne kan mange steder ikke passere hinanden i de snævre, krogede gader, så de må ofte bakke frem og tilbage for at slippe forbi hinanden, så med lidt besvær kørte de os igen ned til bussen, og så måtte vi samme vej tilbage ad de snoede bjergveje til Cuernavaca.
Til gengæld er der adskillige betalingsanlæg med maskinpistolbevæbnede vagter, så der er nok ikke ret mange, der prøver at snyder sig igennem. Til gengæld kunne man så købe sig noget hjemmelavet frugtslik hos nogle handlende, der stod parat ved anlæggene. En autopista er ikke en motorvej, og som regel er den kun tosporet, men den har dog så et nødspor. Der var langt mellem bilerne, men på en tankstation så vi en af de flot dekorerede lastbiler, der var på vej til Jomfruen af Guadalupe, og samme sted var der rester af dødefesten med meget dekorative, menneskestore zombier hængt op i hegnet. 
Ud på eftermiddagen nåede vi Oaxaca, dvs. vi nåede hotel Los Olivos, der ligger et stykke uden for Oaxaca centrum, men hvor langt der var til centrum, var der ikke rigtig nogen der vidste. Vi ville derfor lige finde ud af, om det var overkommeligt at gå derind til aftenspisning, men da vi havde gået i raskt tempo i 20 minutter og var kommet til et stort lyskryds uden udsigt til et historisk centrum, vendte vi om og foreslog, at vi tog bussen derind. 
Oaxaca udtales wa-HA-ka og er navnet på en af Mexicos 31 delstater, men også navnet på hovedstaden Oaxaca, der er en herlig by, der med rette er et af Mexicos mest populære turistmål. Byen fremtræder som en livlig by med et behageligt klima i 1.500 m højde og med en prægtig, spansk kolonitidsarkitektur. Byen blev grundlagt af aztekerne, men er i dag domineret af zapotekere og mixtekere. Her lever dog også 16 andre sprogligt og kulturelt forskellige grupper, så ingen andre delstater har en sådan mangfoldighed.
Francisco Toledo, der er zapotekerindianer, betragtes i øvrigt som Mexicos største billedkunstner, og mange af hans værker skildrer de traditionelle myter og fortællinger. Foruden at være en alsidig kunstner, der henter kraft og inspiration i sine indianske rødder, har han på eget initiativ oprettet flere kulturinstitutioner og museer i Oaxaca. Det kan da også lige nævnes, at Toledo er gift med den danske billedvæver Trine Ellitsgaard, og han er en stor beundrer af Asger Jorn – så vi er jo næsten i familie med ham. 
Det var en halvskyet, lidt kølig morgen, da vi tidligt kørte af sted for at være de første på Monte Albán, der er et stort ruinkompleks lidt uden for byen. 
Det var tilbage i år 500 f. Kr., at zapotekerne begyndte med udjævningen af bjerget og startede byggeriet af de første templer, og det var i en periode, hvor de havde stor kontakt til det nuværende Guatemala.
Det er en oplevelse at vandre rundt blandt Monte Albáns ruiner med store og små pyramider foruden templer, paladser, observatorier og en boldbane, og tænk, hvis man bare i 5 minutter kunne se, hvordan det hele havde set ud i storhedstiden. Den højeste bygning på Monte Albán er Plataforma Sur, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over ruinområdet og den omgivende dal. På Palacio de los Danzantes er der udhugget mystiske relieffer af dansende, groteske personer af ukendt oprindelse og betydning. Der er fundet omkring 200 gravkamre på Monte Albán, og i grav nr. 7 blev der gjort de rigeste fund af – Guld.
Hovedingredienserne i mexicanernes køkken er majs, der bliver omformet til tortilla, enchilada, chilaquiles, tostada, tamal og atole, og kombineret med 200 forskellige varianter af chili nydes det med velbehag. Jeg havde dog hørt, at her i Oaxaca blev der også fortæret græshopper med velbehag. Da vi derfor satte os på en restaurant ved Zokaloen, og der øverst på menukortet stod Chapulines con guacamole, og da prisen kun var 60 peso, var jeg stensikker liebhaver til et græshoppemåltid. Spændt ventede jeg på mit måltid, der kom på en tallerken med salat og guacamole og med en fin opsats i flere etager fyldt med lækre sprødristede græshopper. Græshopper smager ikke overraskende af græs, men de var også ristet i et eller andet udefinerligt krydderi, som jeg umiddelbart ikke var helt vild med. En stor gaffelfuld græshopper gled dog ned, og jeg spiste lidt salat og guacamole, men besluttede så at drysse græshopperne, hvoraf der nok var flere hundrede, ud over salaten, og så gled det nogenlunde ned. Jeg spiste helt op, men fraskriver mig ellers al videre indtagelse af græshoppemåltider i fremtiden, men efterfølgende kan jeg så sætte græshopper på min liste over mærkelige spiser, som jeg har fortæret, såsom slange, kæmpefrøer, marsvin og palmelarver. 
Vi var inde at se Iglesia de Santo Domingo , der som næsten alle kirkebygninger i Mexico er bygget i 1500-tallet, men ellers brugte vi noget tid på Museo de las Culturas de Oaxaca, der ligger ved siden af og har til huse i et gammelt og stort, dominikansk kloster. Klosteret har været inddraget til kaserne i en tid, hvor munkeordenen var forbudt, og siden var der planer om at indrette et luksushotel i bygningen. Igen kom maleren Francisco Toledo på banen og fik gennemtrumfet, at bygningen i stedet skulle være et kunstmuseum. Museet er kendt for sin store samling af mixtekiske smykker og andre genstande af guld, turkis og obsidian. Og så er det så sandelig også her, at alle genstandene fra grav nr. 7 på Monte Albán er udstillet, og der var bare masser af kunstgenstande i det rene guld.
Der var også boder med sækkevis af græshopper sorteret i små og store, og handelen gik øjensynlig livligt. Græshopperne bliver avlet i farme, så det er altså ikke indianere, der går rundt med en ketsjer ude i naturen på må og få. Jeg fik købt en pose af de store luksusgræshopper til kun 10 peso, hvis der nu skulle være nogen, der er blevet lækkersultne. 
Oaxaca mangler vand i tørtiden, men allerede nu manglede vores hotel varmt vand, så vi måtte nøjes med de enkelte dryp fra hanen. Det var en kølig morgenstund på grund af nordenvinden, men ellers var det dejligt, klart vejr. 
Mange af de mexicanske landeveje er fyldt med bump, og det er næsten ustandseligt og ikke bare ved bebyggelser. Vejene er ellers af en udmærket beskaffenhed, og ind imellem er der sluser med bevæbnet politi, der har forskanset sig bag sandsække, men vi fik da altid lov til at køre igennem.
Alle processerne i tæppefremstillingen blev meget nøje vist af det meget søde par, der desværre var helt på spanden, da de havde tre børn, der gik i gymnasiet, og det skal der betales for i Mexico. Rige amerikanere havde før i tiden ofte bestilt særligt store og smukke billedtæpper hos familien, men amerikanerne havde svigtet de sidste par år og endnu mere nu under finanskrisen.
Den ret smalle, tosporede vej snoede sig igennem de øde bjerge med enkelte agavemarker, og ind imellem var der kaktus og småkrat. Vi holdt ind et sted, hvor der kunne smages og købes nogle af Mexicos spirituosa som tequila, mezcal og sotol samt pulque, der fremstilles ved gæring af den sukkerholdige saft fra de store agaver. Det var egentlig en lille fabrik, men der var tilsyneladende ikke gang i noget, og det eneste liv, der kunne observeres, var hos en lænkehund i en meget kort lænke, så den havde noget af et hundeliv.
Det kunne godt være ret anstrengende med serpentinesving i timevis, og autoværn findes kun enkelte udvalgte steder, men til gengæld var der kun meget lidt trafik. Udsigten var uovertruffen, og rovfuglene kredsede over hovedet på os, især den sorte grib, men vi var sunde og raske, så der var ikke noget at komme efter.
Værelserne var da udmærkede, men spisesalen var stor, og det rungede, så der ikke var til at få ørenlyd. Nå, men de havde da en swimmingpool, og vi kunne lige nå en hurtig svømmetur, inden solen gik ned ved 18- tiden. Det var dejlig lunt, men meget blæsende, så man skulle nok ikke sætte sig under palmerne med kokosnødder. Hotellet havde et stort flot vægmaleri over receptionen, og det billede var langt det bedste ved det hotel.
En regnbue viste sig mod bjergene, og det var simpelthen verdens flotteste regnbue, der her blev vist til ære for os. Senere kom der store amarentmarker, eller det lignede det i hvert fald, og palmer i massevis duvede i vinden. Der var 2 timers kørsel over sletten, inden der kom en tankstation med toiletter, og da der også holdt en anden bus, gik damerne helt skandaløst ind på herretoilettet, men så gik det da selvfølgelig hurtigere med at komme af sted igen. 
Efter 12 dages blodige kampe erklærede præsident Carlos Salinas våbenhvile og tilbød at forhandle om zapatisternes krav om økonomiske og politiske rettigheder. En gruppe hætteklædte indianere gik til forhandling, foruden indianernes mystiske leder, den piberygende Subcomandante Marcos, som tydeligvis ikke var indianer. Senere blev han afsløret som den tidligere universitetslærer Rafael Guillén.
Vi forlod den store slette og kørte igen op i bjergene ad ubehagelige, snoede veje, og hvis der var noget autoværn, var det mest nogle nedrammede pæle, men vi kom da op på højsletten og nåede Tuxtla Gutiérrez, der er delstatens hovedstad og har en halv million indbyggere.
Lidt uden for Tuxtla ligger den 40 km lange Sumidero Kløft, hvor igennem Grijalva-floden løber, og hvor bjergvæggene tårner sig stejlt op til 1.200 meters højde. En dæmning har tæmmet den før så vilde bjergstrøm, så vandet er roligt og sejlbart, så hurtige, åbne både kan føre turisterne ind igennem kløften og 28 km op ad floden, før den igen vender om. Det var diset og overskyet, og vandet var varmere end luften, så kløften viste sig nok ikke fra sin allerbedste side. Når solen skinner, ligger krokodillerne på bredderne og soler sig, men vi måtte nøjes med 3 små krokodillebørn, der varmede deres kolde fødder i vandet. Ellers så vi mange flokke af sorte gribbe, og vi fik da også set edderkoppeaber, leguaner, isfugle og pelikaner.