 MexicoSan Cristóbal og den danske jaguar. November 2008 En rejsefortælling af Kim Greiner Borgerkrig, kejseren af Mexico og en diktator. På vores rundrejse i Mexico var vi nået til San Christóbal, men først vil jeg kort fortælle lidt om Mexicos historie efter kolonitiden og løsrivelsen fra Spanien. Efter uafhængigheden holdt Kejser Agustin ikke meget mere end et år, så blev han afsat af general Antonio López de Santa Anna, og det blev indledningen til et halvt århundrede med borgerkrige, korruption, kup, kupforsøg og oprør. De mellemamerikanske provinser rev sig løs, incl. Chiapas, men de besluttede dog ved en afstemning at vende tilbage til Mexico. Texas anmodede om at blive indlemmet i USA, og det førte til den mexicansk-amerikanske krig, der endte med, at USA tvang Mexico til at afstå Texas, Californien, Arizona, New Mexico, Nevada, Utah og Colorado. Da general Santa Anna oven i købet solgte et landområde ved grænsen til USA for 10 millioner dollars, blev det hans fald, og der startede en indædt borgerkrig. Det var de liberale og de konservative, der kæmpede mod hinanden, hvor de konservative med støtte af den katolske kirke ønskede at bevare den hidtidige samfundsstruktur med de store godser og diskrimination af den indianske befolkning. De liberale ville adskille stat og kirke og forbyde kirkens enorme sammenpugede jordbesiddelser, der efterhånden udgjorde 1/3 af Mexicos jord, og det var jo nok mere retfærdigt, hvis jorden blev udstykket og omdannet til private landbrug.
Frankrig tabte efterhånden terræn i Europa, og Napoleons tropper forlod Mexico, men kejser Maximilian afviste at forlade landet. Det skulle han jo så nok have gjort, for i 1867 blev han fanget og henrettet ved skydning. Den liberale regering under ledelse af præsident Juárez indførte nu tvungen skolegang og iværksatte store økonomiske reformer.
Da Juárez døde i 1872, tog en af hans tidligere generaler Porfirio Diaz magten og ledede landet som diktator, hvor al form for opposition hårdt og effektivt blev knust. Han formåede dog at give landet politisk stabilitet ved at give udenlandske selskaber fordelagtige koncessioner, og selvfølgelig fik den mexicanske overklasse store privilegier. Der blev bygget jernbaner og fabrikker, men korruptionen stortrivedes, der var ingen fri presse og strejker endte som regel med massakre.
Næste præsident hed Obregón, og han satte gang i en uddannelsesreform, og der blev bygget skoler overalt, og billedkunstnere som Rivera blev hyret til at male murmalerier over temaet Mexicos historie og revolutionen. Der kom dog ikke rigtig gang i landbrugsreformen, og da den katolske kirke blev skubbet ud på sidelinjen, udnyttede kirken bøndernes utilfredshed til et nyt oprør. Regeringen slog hårdt ned på de utilfredse, men i 1929 blev Det Nationale Revolutionsparti dannet, og det samlede de forskellige fraktioner. Den unge general Lázaro Cárdenas blev valgt til præsident, og endelig kom der gang i en landbrugsreform, og der blev bygget flere jernbaner og veje, og han tog skridtet og nationaliserede de udenlandske olieselskaber med store protester fra USA og Storbritannien. Selskaberne fik skam erstatning, men de protesterede højlydt over, at den slet ikke svarede til værdien af de eksproprierede anlægs værdi. Hertil svarede Cárdes, at erstatningen nøje svarede til den værdi, som selskaberne havde opgivet til de mexicanske myndigheder som grundlaget for den skat, de skulle betale. Stadig i vore dage er der kun et stort olieselskab, Pemex, der udvinder, raffinerer og sælger olie og benzin i Mexico.
Indtil vore dage har den ene præsident afløst den anden, men heldigvis bliver de da ikke henrettet på stribe som i gamle dage. Det er gået op, og det er gået ned, der er skruet op og ned for oliehanerne, og der er lånt penge, så udlandsgælden løb løbsk, og bankerne blev nationaliseret. Samtidig trivedes korruptionen, og der blev lavet valgsvindel, og pesoen blev devalueret, så en kapitalflugt fik Mexico på randen af fallit osv., osv. Lige da vi skulle til Mexico, var der megen tale om, at narkobanderne myrdede løs på hinanden ved grænsen til USA. Der er i tusindvis af dræbte på et år, men heldigvis langt væk fra de områder, hvor vi skulle opholde os. Det kan dog godt røbes her, at under hele vores Mexicotur var der ikke en eneste af os rejsende, der fik krummet så meget som et hår – der var måske lige det med sømbrættet, men det kommer jeg til senere.
Som noget meget positivt kan jeg da lige nævne, at 29.000 mexicanere netop har sat verdensrekord i at kysse hinanden samtidig og på den samme lokalitet – nemlig i Mexico City – kyssenes by. Vi skal ikke længere tilbage end til 1994, hvor ”fortovsloven” endelig blev afskaffet. Den gik ud på, at hvis en indianer mødte en hvid eller en mestiz (blandet person) på fortovet, så skulle indianeren træde ned fra fortovet, så de hvide kunne komme uhindret forbi.
Ikke at vi mærkede det mindste til nogen spænding mellem befolkningsgrupperne, men helt sikkert så er min sympati på indianernes side. Men stemningen kan være spændt, så det siges, at det er tilrådeligt at tjekke forholdene inden et besøg i San Christóbal. Sidst på eftermiddagen blev vi sat af ved domkirken, der ligger op til Zocaloen, og så skulle vi gå ad et par smalle gader til hotel Diego de Mazariegos, der er et hyggeligt, rustikt hotel, der er indrettet i nogle af de gamle, spanske kolonitidshuse. Hotellet brystede sig af 4 stjerner, og prisen for et dobbeltværelse på 990 peso kunne ikke skræmme ret mange europæere væk. Til hotellet var der en stor, dejlig gård med springvand, og værelserne var også rigtig hyggelige med to store senge, bjælkeloft og rødt klinkegulv. Da vi kom direkte fra det lune lavland, var der koldt om aftenen, og også værelset var koldt og virkede klamt. Heldigvis var der en åben pejs, og mod betaling af nogle få pesos i receptionen kom der en mand med et knippe brænde og tændte op i pejsen, og med varmen bredte hyggen sig rigtigt.
Også her var der iskoldt, så vi beholdt frakkerne på og bestilte ellers deres menu til 60 peso, der bestod af en margarita, pandekager, hot azteker suppe og en ris/oksekødret og kaffe. Hovedretten, der vistnok skulle være varm, var lidt lunken i det kolde lokale, men til gengæld var suppen hot på både den ene og anden måde.
Et par små drenge på kun 7-8 år kom ind på restauranten og ville sælge en keramikskildpadde. Nu var det ikke, fordi jeg lige stod og manglede en keramikskildpadde, men jeg gik alligevel i dialog for at finde en pris, og jeg fik pruttet den op til 20 peso. Det var nemlig sådan, at jeg ikke rigtig havde sat mig ind i det spanske talsystem, og jeg troede drengene sagde 50 peso, og så var jeg jo stolt af at kunne få skildpadden til kun 20 peso. Nå, men det viste sig, at drengene var startet med 15 peso, og derfor var de ret tilfredse med handelen. Der ligger flere indianerlandsbyer i bjergene omkring San Christóbal, og kun omkring 10 km væk lå den spændende San Juan Chamula, der er beboet af tzotzil indianere, der er et af de forskellige maya-folk. Egentlig er det mærkeligt at kalde den en landsby, for den har 65.000 indbyggere, men selvfølgelig er det en by, der ligger på landet. Selvom der også lever tzotzil indianere i nogle af de andre landsbyer, er det klogest at gifte sig med en tilkommende fra sin egen by, for ellers bliver man udstødt af samfundet.
En lang gade førte ned til en stor markedsplads, og ved siden af pladsen lå kirken på en stor gårdsplads omgivet af en mur. Indianerne i byen bryder sig ikke om at blive fotograferet, og inde i kirken er fotografering strengt forbudt. Camulareligionen er en mærkelig blanding af katolicisme og gammel indiansk maya-tro, så de har deres helt egen form for gudstjenester. En sherman beder for helbredelse af de syge, og det er god skik at slagte en høne midt i kirken. Det er også velset at drikke meget sodavand, for når man bøvser, renser det sjælen.
Ude på gårdspladsen op ad muren sad der nærmest i hundredvis af kvinder og børn, og de ventede tålmodigt på den ugentlige uddeling af bistandshjælp i form af penge eller madkuponer.
Der var masser af gode fotomotiver både omkring kirken og på markedet, men jeg turde ikke rigtig tage nogen fotografier. Til gængæld tjente postkortmanden tykt på fotoforbudet, for selvom et kort kostede 5 peso, fik vi alligevel købt nogle stykker. Der var store kontraster i byen fra indianernes marked og helt specielle påklædning til den hjemisbil, der lige kom forbi.
Det var blevet næsten skyfrit og stegende varmt, men dog stadig lidt køligt i skyggen, da vi begav os hen til den danske jaguar Frans Bloms hus. Frans Blom var søn af en velstående københavnsk grosserer, og hvis Frans havde villet det, kunne han meget bekvemt være trådt i faderens lidt kedelige fodspor. Men han ville ikke tilpasse sig, så det endte med, at faderen i 1919 var så flink, at han købte en billet til Frans til det urolige Mexico. En enkeltbillet vel at mærke.
I 1943 traf han den schweiziske fotograf Gertrude Duby, der gik under navnet Trudi, og hun var også stærkt engageret i mayaerne. Sammen etablerede de i 1951 et studie- og dokumentationscenter i San Christóbal. Centeret blev kaldt Na-Bolom, der betyder Jaguarens Hus, for Blom blev lettere omskrevet til Bolom, der betyder jaguar på et af mayaernes sprog.
Der er udkommet en velskrevet biografi om Frans Blom hos Høst og Søn, som hedder: ”Det urolige blod” – den er vel værd at læse. Ved siden af kirken Santo Domingo ligger der et marked med kunstgenstande, og hele herligheden bliver pillet ned ved 17-18 tiden og stillet op igen næste dag.
På markedet var der en lille, primitiv karrusel, hvor det kostede et par peso at få en tur, og en flok børn kredsede rundt om karrusellen, men tilsyneladende havde de ingen penge, så de stod bare og kikkede. Vi var gået lidt forbi og sad oppe ved kirken og nød solen, da jeg tog beslutningen, nu ville jeg gå ned og give de børn en karruseltur. Henne ved karrusellen var alle børnene bare forsvundet, og selvom jeg stod og ventede, var de bare pist væk, og da så karruselmanden også forsvandt, måtte jeg gå med uforurettet sag, og nu havde jeg lige glædet mig til at give dem en tur. For at støtte det øvrige marked fik vi lige købt 5 T-shirt for 340 peso, incl. en med Frida Kahlo, som jeg er specielt glad for og så lige en trædinosaur til 70 peso.
Med de forskellige småkøb er det svært at beregne, hvad der skal bruges af lommepenge, så vi fik lige hævet yderligere 5.000 peso, så vi kunne yde vores til at genoprette den slunkne mexicanske økonomi.
Sidst på dagen kom den berømte San Christóbal-kulde snigende, og da vi var trætte og mætte af indtryk, fortrak vi til værelset med nogle brød og 4 bananer, og faktisk havde jeg også haft kvalme hele dagen og fået en lettere omgang ”Moctezumas’ hævn”, som det kaldes i Mexico. Man kan sagtens gå med dårlig mave i dagevis, men jeg er begyndt at tage en penicillinpille i starten for at få det overstået i en fart. Vej 199 fører næsten stik nord ud mod Yucatanhalvøen, og langsomt forlod vi højlandet ad snoede veje og kom igennem store fyrreskove. Landskabet kunne faktisk godt minde om Sverige, måske lige med undtagelse af indianerne langs vejen og bananplanterne. Det er heller ikke ret almindeligt i Sverige at se en landmand, der pløjer med okser og træplov. Igennem de små landsbyer kunne vi se, at der blev øvet til næste dags optog med udklædte børn i forskellige dragter, og da vi var i området med zapatister afspejlede det sig i en flok små drenge med malede skæg og rifler.
Der var stadig med passende mellemrum bump på vejen, og vores unge chauffør Oscar kørte lige lovlig friskt imellem bumpene på de snoede veje. Det hjalp lidt, da han kom ind bag to andre busser, for dem turde han heldigvis ikke overhale. Når jeg ikke selv er herre over køretøjet, går jeg glip af mange gode fotomotiver som en død hund, der blev skeletteret af en flok gribbe, en oksepløjning, en fest med flokke af farverige kvinder, en ældre kvinde med nøgen overkrop, der vaskede sig i vejkanten – nå, det er forresten slet ikke sikkert, at hun ville fotograferes. Jeg fik heller ikke billeder af vejskiltene, der i dette område var gennemhullet af skudhuller, men det var ikke, fordi der havde været ildkamp, men hullede skilte blev ikke pillet ned og brugt til tagdækning. Det var ved at være spisetid, og heldigvis kørte vi ikke ind, hvor de to andre busser holdt, men fandt et hyggeligt sted med papegøjer i buskene, og de havde ikke noget imod, at man fotograferede helt tæt på.
Det var tropevarmt, så vi kunne gå aftentur kun iført T-shirt, ja, og så selvfølgelig nogle bukser. Palenque er en ny by, hvor der tilsyneladende er mange turister. Der var masser af forretninger, så de manglede ikke noget, og især var der massevis af skoforretninger. Befolkningen var også i europæisk tøj, og der var kun ganske få sælgende indianerkvinder, og de så mere velklædte ud end i San Christobal. Forskellige statuer rundt omkring mindede os dog om, at vi var kommet til maya-land med de karakteristiske ansigtstræk.
Mexico – mayaer og deres fantastiske tempelbyer.
|
Borgerkrigen rasede i årene 1858-61, og bagefter var landet raseret og havde en bundløs gæld til indenlandske og udenlandske kreditorer, så alle betalinger blev standset. Storbritannien, Spanien og Frankrig truede med invasion. Det lykkedes at tale de to første til rette, men Frankrig invaderede Mexico og fik kontrol over store dele af landet. Som led i sine ekspansionsplaner indgik Napoleon 3. aftale med Østrig-Ungarn om indsættelse af kejserens lillebror, storhertug Maximilian af Habsburg, som kejser af Mexico. 
Mexicanerne var mere end utilfredse med Porfirio Diaz, men som sædvanlig lod han sig genvælge, og ved valget i 1910 udløste det en revolution, hvor Diaz skyndsomt måtte flygte til Paris. Herefter var det tilsyneladende alle mod alle, og lige så snart der sad en præsident, blev der oprør, og han blev væltet og henrettet, og samtidig massakrerede og plyndrede tropperne. De næste år indtil 1919 blev den voldsomste periode i Mexicos historie, for 1½-2 millioner mennesker mistede livet, hvilket svarer til 10-12 % af befolkningen.
En ny forfatning så efterhånden dagens lys med støtte af godsejere, forretningsfolk, intellektuelle, bønder og fagforeninger, og det blev på mange områder en avanceret forfatning med fine bestemmelser for arbejdernes rettigheder. Den nye præsident Carranza, gjorde dog intet for at føre de gode bestemmelser ud i livet, men klamrede sig til magten, indtil han i 1920 blev afsat og myrdet under flugt. 
Mexico begyndte nu også at satse på turister, og Acapulco blev et mondænt badested for Hollywoods stjerner og andre, der ville ned til varmen. Så der kom gang i væksten, men selvfølgelig skævt fordelt, så de fattige bønder fik ikke noget særligt, men kun de store industrilandbrug og industrien i byerne. Demonstrationer brød ud, som jeg har beskrevet i et tidligere afsnit under De tre Kulturers Plads med en efterfølgende massakre.
San Christóbal er den ældste by i delstaten Chipas og var tidligere hovedstad i denne fjerne provins, og godsejerne vil stadig meget nødig slippe deres privilegier over for indianerne. Helt tilbage i 1545 ankom dominikanermunken Bartolomé de las Casas, og da han blev udnævnt til biskop, tog han indianerne i forsvar over for den spanske krone og fik lempet flere af de undertrykkende love. Flere af hans efterfølgere har siden fulgt hans linje og forsvaret indianerne, senest biskop Samuel Ruiz, der dog gik på pension i 1999.
Som jeg nævnte i sidste afsnit, besatte zapatisterne byen under oprøret, og for ikke at blive genkendt benyttede de elefanthuer, og det har efterhånden udviklet sig til en hel lille industri med plakater, hætteklædte dukker og sågar et mærke kondomer, der hedder Los Alzados – de, der rejser sig.
Det var mørkt, da vi gik ud for at finde et sted at spise, og det viste sig at være en spændende by, hvor domkirken var helt eventyrligt smukt belyst. Vi havde fået anbefalet et spisested, der hed Paris, og der var masser af Paris på væggene, men ellers var restauranten bare to små rum med nogle få, små borde. 
Om natten frøs vi som små hunde med kun et enkelt tæppe, men vi kunne selvfølgelig have kikket i skabet, hvor der lå en hel stak tæpper. Hotellets stjerner passede til deres morgenmad, og den var bare helt overdådig.
Vi holdt i udkanten af byen, hvor der lå en stor begravelsesplads med hundredvis af grave skulder ved skulder, og lidt ejendommeligt lå jorden stadig i aflange bunker. Mange af gravene var smykket med plastikblomster, og enkelte havde stenkors, men ellers var jorden både mellem gravene og på gravene helt nøgen og så nærmest nedtrampet ud, men der havde jo også lige været dødefest.
Der er ingen stole eller bænke i kirken, men som regel er gulvet dækket af grangrene, hvilket dog er ret uheldigt, da der på gulvet tændes i hundredvis af stearinlys. De giver også en masse dryp på gulvet, og da vi besøgte kirken gik 4-5 mænd i række, medens de med rytmiske bevægelser skrabede stearin af gulvet. Samtidig sad en lille familie midt på gulvet og hyggede sig med tændte stearinlys rundt om sig. 
Det er helt tydeligt, at yndlingsfarven i landsbyen meget malerisk er blå eller lilla, og da byen ligger i 2.260 meters højde, går befolkningen i tykke jakker, og kvinderne i tykke, langhårede, sorte nederdele. Til gengæld rører det dem tilsyneladende ikke at gå med bare tæer på jorden eller med bare tæer i plastiksandaler. 
I nabobyen Zinacantán er de forholdsvis velhavende, for i plastikvæksthuse dyrkes blomster, som bliver solgt i Mexico City. Til forskel fra Camula var byen næsten mennesketom, men det var simpelthen, fordi næsten alle var på arbejde i væksthusene. Der var dog nogen hjemme hos en familie, der vævede stoffer, og vi stak hovedet indenfor og hilste på. Familiens alter var utrolig flot med en Jesus- og en Jomfru Mariafigur, der var dekoreret med masser af tagetes, der er en meget populær blomst ved den netop overståede dødefest. Datteren i huset viste, hvordan hun vævede, og meget hyggeligt sad bedstemor og bagte tortillas over åben ild, og en lille fotogen pige rendte rundt udenfor og prøvede at sælge nogle småting.
At vandre rundt i San Christobal er som at vandre rundt i et eventyr, for med sine hvidkalkede huse og røde tage oser byen af gammeldags kolonitidscharme. Der findes adskillige betydningsfulde kirker, og vi var inde at se Santo Domingo, der var påbegyndt i 1547, men den overdådige, kunstfærdige facade stammer fra det 17. århundrede. Facaden var helt nyrestaureret og lignede på afstand gammelt sølv, for et net var hængt ud over det hele for at holde duerne og deres klatter væk.
Frans fik job i et olieselskab, der søgte efter olie i junglen i Tabasco og i det sydlige Veracruz. Oliesøgningen tabte dog hurtigt hans interesse, for han blev opmærksom på de spændende mayaruiner, der fandtes rundt om i junglen. I løbet af 1920 var han med på adskillige ekspeditioner, der kortlagde vigtige ruiner, og efterhånden blev han en internationalt anerkendt maya-arkæolog. Senere i 1930’erne ledede han berømte ekspeditioner ind i Yucatán, og han blev endda chef for Tulaneuniversitetets sektion for maya-arkæologi.
I Blom og Trudis hus fik vi først vist en film om indianerne, og senere gik vi rundt i det særprægede gamle kolonihus med søjlegange og en dejlig gårdhave. Huset indeholder et righoldigt bibliotek, der med 14.000 bind måske er verdens største bibliotek om mayaerne, og det hele i en hyggelig pejsestue, hvor jeg havde meget lyst til at slå mig ned. Frans Bloms udskårne skrivebordsstol lignede en rigtig eventyrstol, hvor geværet var henslængt over stoleryggen og armlænene var udskårne hænder. Der var også et lille dannebrogsflag, så han havde åbenbart stadig haft en lille blød plet for sit gamle fædreland. Trudis værelse så ud, som havde hun lige forladt det, men det, der alligevel fascinerede mig mest i huset, var en hængekøje, hvor et moskitonet var påmonteret som et telt. Tænk, at kunne ligge i junglen med alle nattelydene og alligevel ligge i fred for myggene. 
Der er et kæmpe marked i San Cristóbal med snævre passager imellem de mange boder og ellers stabler af frugt og alskens ting og sager som f.eks. de farvestrålende tekstiler, som mexicanerne ynder at bruge. Markedet i San Cristóbal er dog ikke så primitivt som det, vi så om formiddagen i Camula, men vi er jo også kommet ind til byen. Meget kontrastfyldt ligger der lige over for det store marked et helt moderne og helt almindeligt supermarked, som vi kender hjemmefra, og der var mindst lige så mange varer som i Super Brugsen.
Sælgerne er som regel indianerkvinder, og de er bare så utroligt smukke her på egnen, og så har de småbørnene med, medens de sidder og venter på kunder og skal så lige klare en lorteble ind imellem.
Der er også mange sælgere spredt rundt omkring i byen, og det er indianerkvinder og børn helt ned til 4-års alderen, der sælger halskæder, tæpper og småting. Det er jo nok ikke nogen misundelsesværdig tilværelse at sidde på gaden hele dagen med sine små børn omkring sig og så håbe på kunder. Hvis vi som fremmede sad på en bænk, så kom de og spurgte, om man vil købe nogle af deres fantastiske ting, og det er svært at sige nej, når det er mødre med børn på ryggen, så det endte ofte med, at jeg fik købt en flok armbånd til 4 peso stykket. 
Det var tid at forlade San Christóbal, men på grund af den nærstående fest, var flere af gaderne afspærret, så vi måtte gå ud af byens centrum og vente på bussen ved et lille kirketorv. Der gik næsten en time, inden bussen havde sneget sig igennem mylderet, men ventetiden gav god handel til 5-6 indianerkvinder, og især til en lille, henrivende indianerpige på måske kun 4 år med et stort handelstalent. Vi – og jeg mener Gitte og jeg – fik vist indgået 5-6 handler med indianerkvinderne, foruden et bundt armbånd af den lille pige, så de var nok ganske tilfredse med den busforsinkelse.
I et øde område uden mobilforbindelse holdt der en lang kø af biler, og det gik langsomt med at få lov til at passere stedet. Bilerne blev stoppet ved, at der blev skubbet et langt sømbeslået bræt ud foran dem, og hvis man trodsede provokationen og kørte over brættet, ville det afstedkomme en punktering. Først når der var betalt en afgift, blev brættet trukket til side for igen at blive skubbet ud foran den næste bil. Vagterne eller banditterne, eller hvad det var for nogle, havde ingen synlige våben, men det blev kraftigt frarådet at fotografere vejspærringen, så det gjorde jeg næsten heller ikke. Vores bus måtte slippe 100 peso, og det blev sagt, at de protesterede mod den nuværende præsident, der gjorde de rige rigere og de fattige fattigere. Det er vist nogenlunde det samme, som den nye skattereform herhjemme går ud på. Der blev ikke sagt noget om, hvad bompengene skulle bruges til, men vi må da håbe, at de virkelig går til de fattige.
Det var efterhånden blevet utroligt grønt, nærmest jungleagtigt, og det var meningen, at vi skulle ind at se det berømte Agua Azul vandfald, men nerverne i området var lidt på højkant. Agua Azul ligger 4 kilometer væk fra hovedvejen, og ugen før vi var der, havde der været overfald på 3 busser fra Østrig og Belgien. Ingen mennesker var kommet til skade, men de måtte afleverer alt af værdi, og den ene bus blev også tømt for kufferter. Der havde også været nogle røverier på vejstrækningen for tre år siden, men de banditter var nu blevet løsladt, og man regnede med, at det var dem igen. Ved vandfaldet var der restauranter, og at røve busser på vej dertil må være som at tisse i bukserne, for nu turde turisterne ikke køre ind til de smukke vandfald. Hjemme i Østrig og Belgien var der sikkert skriverier om overfaldene, og så er der mange turister fra de to lande, der ikke har lyst til at besøge Mexico. Der stod en lille flok mænd ved vejen, der førte ind til vandfaldet, og de så godt nok noget mismodige ud, da vi selvfølgelig også kørte forbi.
Lidt længere fremme kørte vi i stedet ind til det 35 meter høje Misol-Ha vandfald. Sådan et vandfald i Mexico er jo ikke bare et vandfald i en uberørt natur, for der er bygget en turistindustri op med P-pladser med afgift og restauranter og souvenirboder. Når turisterne nu sprang Agua Azul over, var der nok ekstra meget run på Misol-Ha med mange turister.
Vi gjorde holdt ved en gummiplantage, hvor ejeren viste rundt. Plantagen var på 14 ha, og træerne står med en afstand af 3 x 6 meter, tykke og tynde imellem hinanden. En ha skulle kunne give 6.000 liter gummi om året, og en liter vejer ¾ kg. Træerne bliver forsigtigt ridset hver anden dag, men får dog lov til at holde sommerferie i den tørre tid i maj og juni. Et træ skal være 7 år gammelt, før man så småt kan begynde at tappe af det, og de gode træer kan efterhånden give en skålfuld om dagen. Sådan en plantage som den her kunne brødføde 4 ansatte, men hele tiden med usikker prisfastsættelse, da gummiprisen følger olieprisen. I vore dage er der syntetisk gummi, men normalt er der 10 % naturgummi i bildæk og 100 % i flydæk, så det kunne jo tyde på, at naturgummi er det bedste. Plantagen havde også et sted, hvor man meget hyggeligt kunne sidde og få sig en kop kaffe i rustikke jungleomgivelser.
Overnatning i Palenque, der er en ny by af samme navn som en af de meget berømte maya- ruinbyer. På det meget lækre hotel, Maya Tulipanes, med 4 stjerner var der nærmest Pirat of Cariberen stemning omkring poolen, hvor også restauranten var flettet ind imellem palmerne. Der var mange turister, der vil ud at se ruinerne, så derfor var prisen for et hotelværelse også oppe på 1150 peso, og så var der endda kun en dobbeltseng, hvor vi efterhånden ellers var vant til to dobbeltsenge.
På Zokaloen var der levende musik, og folk dansede, så vi satte os ned og så på folkelivet, inden vi flottede os og gik på Burger King. OK, det var ikke særlig eksotisk, men til gengæld kunne vi spise os mætte for tilsammen 125 peso.