Nepal – for foden af Himalaya.
Rejsefortælling af Kim GreinerNovember 2012 1. del.
Egentlig er der ikke meget at smile af som nepaleser, for landet er fattigt, og befolkningen har i mange år været undertrykt af enevældige konger og den magtfulde Ranaslægt. Sidenhen fik landet korrupte politikere, der skabte grobund for maoisterne, der i borgerkrigslignende tilstande sloges med regeringstropperne. Og der er stadig ikke styr på tingene, regeringsmæssigt set, men lad os håbe på, at demokratiet slår igennem og giver materielle og sociale forbedringer og uden at ødelægge kulturen giver nepaleserne livskvalitet og lykke.
Vi var faldet over en avisannonce fra Kipling med rejser til Nepal. Det var et rejsebureau, vi ikke før havde rejst med, men de havde en stor rundrejse med dansk rejseleder. Da mine foredragskunder bestiller mig halve år ude i fremtiden, er jeg også nødt til at reservere plads til udenlandsrejser mindst et halvt ude i fremtiden, således at en foredragsbestilling ikke blokerer for en rejse.
Kipling havde en rejse med afgang lige i den periode, som jeg havde sat tid af til. Der var bare lige det problem, at Kipling allerede havde solgt alle pladserne til en storfamilie, der skulle ud på deres livs tur. Men som Kipling sagde, så kan I sagtens komme af sted på den samme rundrejse og kun jer to alene. I får jeres egen privatchauffør, og I får jeres egen private engelsktalende lokalguide med på alle de spændende steder. Prisen var den samme, dog kunne jeg se, at hvor de grupperejsende var på helpension det meste af tiden, havde vi foruden helpension også dage med halvpension og også dage med kun morgenmad. Det var dog ikke det store problem, for spise-ude priserne i Nepal er bestemt overkommelige for en dansker.
Dette var hovedplanen, men da vi havde egen privatchauffør, der kørte hen og stoppede, når vi syntes, det var passende, fik vi også oplevet en SOS-børnelandsby, Soboegaard økologiske farm, en bjergbane op til et tempel og meget mere, som jeg vil komme ind på i det følgende. Malaria findes ikke i Kathmandudalen eller i bjergene og kun enkelte steder i lavlandet og også i Chitwan. Det skulle dog ikke være nødvendigt, når vi kun skulle opholder os der i få dage. Vi havde nogle Malarone malariatabletter med for en sikkerheds skyld, og Gitte tog nogle, men da jeg ikke så så meget som skyggen af en myg, tog jeg dem ikke.
Vandet fra hanerne skal ikke drikkes, og det skal heller ikke bruges til tandbørstning, for vandet indeholder alle mulige parasitter, amøber, bakterier og andet småkravl, så her skal skæbnen ikke fristes. På vores hotelværelser stod der som regel allerede en flaske rent vand, og ellers kan flaskevand sagtens købes overalt.
Vi var af sted i november måned, der skulle være det mest gunstige tidspunkt vejrmæssigt, idet den bedste tid er oktober-december med ofte krystalklart vejr og forholdsvis tørt. (Vi så heller ikke en dråbe regn). Marts-april er også god, men januar-februar kan være kolde. I hvert fald om natten. Maj-juni er meget varme og disede, og i juli-september er det monsuntid, hvor der er masser af skønne blomster, men som regel også masser af regnvand til at vande blomsterne. Qatar er en lillebitte oliestat på 11.437 km2, der ligger ved Golfen, og den er nabo til Saudi Arabien. Hovedstaden hedder Doha, og første strækning var med et fly fra Qatar. Vi fik i Kastrup både bordingkort til Doha og til New Delhi, men så skulle vi have et nyt bordingkort i New Delhi til et indisk fly.
Allerede efter 15 minutter i det behagelige sæde fik jeg med et knald smækket ryglænet i hovedet fra sædet foran – damen skulle sove. Det skulle hun så ikke alligevel, men hun var uden for pædagogisk rækkevidde, og bare hun havde det godt, så måtte jeg lære at leve med, at hendes ryglæn kun var 15 cm fra min næse og med mine knæ mast. Vippesæder på fly har fanden skabt, og jeg bruger dem kun selv med den yderste forsigtighed og først, når det er blevet rigtig sent, og først når bagboen sover, men sådan er vi så forskellige. Hurtigt efter start var der gratis drinks og en lille pose chips og senere en ganske fin flymad. For en gangs skyld ville jeg have rødvin og kunne endda vælge mellem fransk og chilensk vin. Jeg sad lidt og fægtede med mit kamera både for at tage et billede af maden og måske et af stewardessen. Hun roste faktisk mit kamera (vejen til mandens hjerte går gennem hans kamera), men da jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede af hende, var det desværre ikke tilladt. Desværre fik jeg også væltet rødvinen både på bordet og ned ad det ene bukseben – så det er sidste gang, jeg skal have rødvin i et fly.
Ved indflyvningen til Doha var det helt mørkt, men det var tilsyneladende en stor by. Flyvningen havde taget 5½ time, og vi skulle stille urene 2 timer frem. Der kom en forklaring på skærmen over, hvad der skulle gøres, når vi skulle forlade flyet. Vi skulle ud at køre i bus og endelig stå af ved den indgang, der havde samme farve som omslaget på bordingkortet og mærket på håndbagagen. Udenfor var det brølevarmt, men det virkede med farverne, og vi kom af det rette sted. Efter sikkerhedskontrol gik vi videre til området med massevis af forretninger. Der var et blandet klientel af mennesker i lufthavnsbygningen, og også mænd klædt ud som oliesheiker og enkelte burkadamer. Der er ikke mange spisesteder, men vi fandt et sted med ”fast in kyllingeburger”. Næste flyafgang var kl. 21, men der var allerede bording kl. 20, og det var stadig et kæmpefly. Stewardesserne var nu i lange bukser, og også her fik vi et stort måltid, som vi dog delte, da kyllingeburgerne stadig fyldte godt op. Der var ca. 3½ times flyvning til New Delhi, og urene skulle igen stilles 2 timer frem.
I lufthavnen vekslede jeg 200 US dollars til rupees og blev derved ejer af 16.400 rupees, idet 1 dansk krone er lig med 14 rupees. Nepalesiske og indiske rupees er ikke det samme, og nogle steder står der ligefrem, at indiske rupees ikke er gangbar mønt. Derimod kan man godt betale med US dollars de fleste steder, og på vekslingskontorerne, der findes mange steder i Kathmandu, kan danske kroner sagtens veksles direkte til rupees uden fordyrende mellemled over dollars.
Efter 20 minutter kom vi til den turistede del af byen og kørte op foran Hotel Marshyangdi. Her blev vi modtaget af vores chefguide, og han beklagede meget fejltagelsen. I deres papirer stod der, at vi skulle ankomme med flyet kl. 11.25, og vi var der kl. 9.00.
Efter et hurtigt bad gik vi en lille tur i området. Taxier ville meget gerne køre for os, men vi vidste ikke, hvor vi skulle køre hen, og vi trængte også bare til at røre benene og stikke fingeren i jorden. Der var en ubeskrivelig trafik i de snævre, hullede gader, og elektriske ledninger hang i tætte rodsammen lianer over vores hoveder. Hos en lille købmand købte vi lidt kiks og en cola plus to Twix, der var ude over deres bedste alder og derfor smuldrede. Så satte vi os på en trappesten ved et trafikknudepunkt og kikkede på den kvindelige betjent, der iført maske prøvede af rede trådene ud, og vi sad bare og nød den fremmede stemning langt fra det perfekte Danmark. Inden vi rigtig skal ud at opleve Kathmandu, er her først noget historie og nogle oplysninger om det land, vi skulle stifte bekendtskab med. Buddhismen blev introduceret under den 7. kiratikonge, og da Buddha var født i Nepal, kom Indiens mægtige kejser Ashoka i det 2. århundrede f. Kr. til Nepal for at besøge Buddhas fødested, og Ashoka blev derefter en varm fortaler for buddhismen. I 700-tallet kom licchavierne fra Gangessletten i Indien, og da de ikke var særlig interesseret i Buddha og hans milde læresætninger, fordrev de kiratierne op i bjergene. Licchavierne medbragte bl.a. kastesystemet, som i praksis stadig eksisterer. Derefter kom der flere andre folkeslag som thakurierne og guptaerne, som oprettede handelsstationer mellem Indien og Tibet. I starten af 1200-tallet blev Indien invaderet af muslimer, især var der mange fra Rajasthans herskende klasse, og Nepals tidligere kongefamilie er efterkommere af denne Shah-familie.
Under kong Yaksa Malla, der regerede fra Bhaktapur, opnåede kongeriget sin største udbredelse, men han befalede, at efter hans død i 1482 skulle riget deles i de tre kongeriger Bhaktapur, Kathmandu og Patan. De tre sønner Rana, Ratna og Raya skulle være konger i hvert sit rige, og dermed begyndte en lang række stridigheder mellem brødrene. Alligevel var der penge nok til at bygge de kongelige Durbar- paladser som stadig kan ses i byerne. Omkring de vigtige Durbar-pladser byggede højkastefamilierne, og lavkasterne kunne bygge i udkanten af byen, og sådan er det for det meste stadig.
I Nepal var der i 1790’erne nogle skærmydsler med Tibet, og i 1814 annekterede Nepal en del af lavlandet Terai mellem Nepal og Indien. Det britiske East India Company mente, det var deres område og sendte 50.000 soldater mod Nepals 12.000 for at ”åbne landet”. Briterne fik dog deres sag for, og det tog to år før Nepal måtte bøje sig og aflevere noget af Terai, hvorefter Nepal stort set fik de grænser, det har i dag. Briterne var dybt imponerede over nepalesernes mod, og siden hen og den dag i dag lejer briterne ”gurkhasoldater” i Nepal. Herom senere.
Rana ville gerne hjælpe dronningen, men kun hvis han fik overkommandoen over livgarden. Dronningen indvilligede, men kun for 24 timer, og så hastede hun til kongen, der plantede sin hånd på dokumentet. I kongens navn sendte Rana bud til tronrådets medlemmer og til alle ledende Gurkha adelsmænd. Lidt over midnat var over 500 søvnige, høje herre forsamlet på kongens gårdsplads, hvor dronningen, der var i følge med Rana, trådte frem. Hun fortalte, at lederen af tronrådet var blevet myrdet og tilføjede i en truende tone, at morderen var her i blandt dem. Portene blev slået i, og adelsmændenes væbnede følgesvende var udenfor, som skik og brug krævede. En gammel adelsmand råbte til Rana, at det jo var ham selv, der havde foretaget mordet. Dronningen vendte sig med opspilede øjne mod Rana og var klar over, at hun var blevet narret. Det var dog for sent, for på ordre af livvagtens nye kommandant kastede gardisterne sig over adelsmændene, og hver og en blev myrdet.
”Højheden” var efterfølgende fristet til at lade sig udråbe til konge, men var dog lidt bange for gudernes og folkets vrede, for i Nepal blev kongen betragtet som en reinkarnation af guden Vishnu. Kongen kunne godt afsættes, for Vishnu flyttede bare over i hans efterfølger, blot han nedstammede fra den oprindelige kongefamilie, men helt elimineres kunne han ikke. Kongen var magtesløs, og kun en gang om året tillod Ranaerne, at kong Surendra Bikram Shah viste sig for folket, som troede, at bare man så ham, blev ens syndet tilgivet.
Ranafamilien var også store jægere, og en tidligere Ranaoberst kunne prale med, at hans far havde nedlagt 288 tigre og 120 næsehorn, men det var ingenting i forhold til premierministeren, der havde nedlagt 388 tigre og 212 næsehorn. Alle kunne se, om en rana var af klasse A, B eller C, idet A-ranaerne boede i paladser med over hundrede værelser, B-erne havde paladser med omkring 70 værelser og C måtte nøjes med villaer i stedet for paladser.
Når en minister eller officer af høj rang døde, blev de efterfølgende automatisk forfremmet, og i flere tilfælde var syv-otte-årige drenge udnævnt til oberster, og en dreng på 14 år blev undervisningsminister. Det sidste gjorde nu ikke så meget, for der var kun et par skoler i hele landet, da så godt som alle ranaer blev uddannet i Indien. Denne automatiske forfremmelsespolitik gjorde, at der ofte sad uduelige mænd på vigtige poster. I hele ranaperioden var de nepalesiske konger blevet holdt under streng bevogtning, men da kong Tribhuvan støttede anti-ranabevægelsen moralsk, måtte han flygte til Indien. En folkelig opstand tog sin begyndelse, og i starten var det let nok at splitte demonstrationerne, men nu skete det uventede, at 140 C-rana officerer i en fælleserklæring meddelte, at de ikke længere ville støtte en regering, der udelukkede dem fra at avancere til højere poster.
Premierministeren kunne derfor ikke længere stole på hæren, så han blev nødt til at indlede forhandlinger med de revolutionære, og da Indien samtidig pressede på, måtte Rana-regimet efter 104 år opgive regeringsmagten. Der blev lovet valg, og da kong Tribhuvan vendte tilbage i 1951, blev der dannet en regering bestående af medlemmer fra Ranastyret, men samtidig af medlemmer fra det nye Kongresparti. Ranaerne dominerede dog stadig Nepals økonomiske liv, og de havde tilranet sig halvdelen af landets jord, men det gik kraftigt ned ad bakke, efterhånden som de mistede magt. Rana-premierministerens fine krone blev solgt til kongen af Saudi Arabien, der betalte en million pund sterling for den.
Samme år blev Nepal en slags buffer-nation mellem Kina og Indien, som havde grænsestridigheder. Begge lande havde interesse i at udvikle Nepals industri og vejnet, og den ”lukkede dørs politik” blev til den ”åbne dørs politik”, især for udenlandsk hjælp, og dermed voksede administrationen og korruptionen.
Kong Mahendra døde i 1972, og hans søn Birendra, der var uddannet i England og USA, blev konge. Kongen indførte enkelte reformer, men ikke noget, der gavnede befolkningen særlig meget, så utilfredsheden med styret voksede. Der var en stor opstand i 1979, og kongen udskrev folkeafstemning, om panchayat-systemet skulle fortsætte, og det syntes 54,8 % af befolkningen – vistnok, for der blev talt meget om valgfusk. I 1980’erne blev mange fortalere for demokrati fængslet, og det samme blev lederne af kommunisterne og af Kongrespartiet.
Maoisterne fik stor tilslutning hos de fattige bjergbønder, hvoraf mange lærte at læse og regne, og maoisterne straffede en mængde pengeudlånere og korrupte landsbyledere. Så langt så godt, men det lokale politi greb ind og skød på maoisterne, som lavede overraskelsesangreb på politistationer, hvor betjente blev dræbt. Regeringen i Nepal og international side fordømte maoisterne, men støtten i befolkningen vandt frem. Kronprinsen fortalte under middagen, at han allerede havde ægtet sin udkårne, og det fik kong Birenda til at true med at tage arveretten fra kronprinsen, hvis han ikke lystrede. Truslen fik kronprinsen til at styrte ud af middagssalonen og komme tilbage med to halvautomatiske våben. Han skød derefter det meste af sin familie, hvorefter han begik selvmord. Udåden skete 1. juni 2001, og hele Nepal gik i sorg, medens rygterne svirrede. Ifølge et rygte havde kronprinsen skudsår i ryggen, hvilket er ret usædvanligt ved selvmord. Dipendra overlevede i kort tid, hvor han blev udråbt som konge, men døde tre dage senere af sine skudsår, og hans farbror Gyanendra blev konge efter ham.
Den forklaring var der selvfølgelig ingen, der troede på, og han blev hurtigt upopulær i befolkningen, også fordi han hævede sin apanage fra 60 millioner rupees til 700 millioner rupees årligt, og det er mange penge i et fattigt land. Hans søn kronprins Paras var bestemt heller ikke populær, da han havde kørt en kendt nepalesisk musiker ihjel, uden at det fik konsekvenser for ham.
Maoisterne begyndte at blive upopulære i befolkningen, fordi de tvangsudskrev unge mennesker fra landsbyerne til deres bevægelse, og mange uskyldige mennesker blev dræbt af militæret, mistænkt for at være maoister. Maoisterne dræbte også i flæng og gerne offentligt ansatte og lærere, som de mistænkte for at informere militæret om deres bevægelser. Det blev det rene kaos, for både hæren og maoisterne overtrådte menneskerettighederne med bombesprængninger, likvideringer, bortførelser og drab på kritiske journalister. Konflikten har anslået kostet 13.000 mennesker livet, nogle mener endda et tal langt højere på 30.000 menneskeliv. I april 2003 blev der indledt fredsforhandlinger mellem kongen, politikerne og maoisterne, men forhandlingerne stoppede igen, og volden optrappedes. I 2003 og i 2004 blev Kathmandudalen blokeret af maoister, dog blev det kun ved truslerne, der var ingen fysisk blokade. I 2008 deltog maoisterne i parlamentsvalget, og de påpegede, at et sundt demokrati ikke kunne indføres i Nepal uden monarkiets afskaffelse. Befolkningen viste med al tydelighed sin utilfredshed med kongen og det korrupte styre. Maoisterne fik ved valget en jordskredssejr, da de fik 220 af parlamentets 575 pladser. Da kong Gyenendra gik af den 25. maj 2008 var det slut med monarkiet, og Nepal blev en republik. Maoisterne var nu det største parti i parlamentet, men de har ikke majoriteten i regeringen, og da de ofte modarbejdes af de andre partier, er det tvivlsomt, om maoisterne kan gennemføre deres mange lovede reformer.
Newarerne er blanding af forskellige folkeslag og lever fortrinsvis i Kathmandudalen. Deres sprog er af tibeto-burmesisk oprindelse. Jeg kommer senere ind på nogle af de etniske grupper i denne rejsefortælling. Det officielle sprog hedder nepali og er nær beslægtet med hindi. Det tales af ca. 55 % af befolkningen, men er ofte nr. to sprog for mange nepalesere. I Kathmandu-dalen, Pokhara og i Chitwan er der mange, der taler engelsk, og på vores rejse klarede vi os fint på dette sprog. Det officielle skriftsprog er ”devanagari”, men mange skilte er også skrevet med latinske bogstaver.
Nepal har 16.667 indbyggere pr. læge mod Damarks ca. 350. Børnedødeligheden er derfor 62 pr. 1000 indbyggere mod 4,6 i Danmark. Hver kvinde føder 3,9 barn, og det giver en befolkningstilvækst på 2 %. Nepal er et af de få lande i verden, hvor mændene lever længere end kvinderne. Den forventede levealder er for mænd 61,1 år (DK 75 år) og kvinder 60,8 år (DK 79 år).
Gennemsnitlig løn i Nepal er ca. 5 kr. pr dag, medens en skolelærer kan mæske sig med hele 12 kr. Turistantallet i Nepal er stærkt stigende, hvilket vil smitte af på lønningerne.
Man fødes ind i en kaste, og kun ved pligtopfyldende gerning inden for sin kaste kan man håbe på genfødsel i en højere kaste. Gang på gang genfødes hinduerne, og kun få udvalgte opnår frelse (moksha). Hinduismen er statsreligion i Nepal, og selv om kasterne lovmæssigt er afskaffet, eksisterer de stadig i praksis. I det moderne Nepal er chhetri de mest indflydelsesrige borgere, og de har de høje stillinger i det offentlige, i hæren og i politiet.
Nepal er kendt for sine mange og meget farverige højtider eller festivals, som de kalder dem. Festerne inddeles i fire kategorier, hvor de religiøse drejer sig om en bestemt gud, og de historiske fejrer en bestemt begivenhed. Desuden er der de sagnagtige, der bygger på sagn og legender, og de sæsonbetonede for at sikre en god høst eller en god regntid.
Nepal har mange kalendere, og højtiderne er ikke stationære, men dog nogenlunde fastlagte. De har både en månekalender, en solkalender og vores gregorianske kalender. Festerne starter som regel, når stjernerne står rigtigt, og det kan være på alle tider af døgnet. Hvert år trykkes en festivalkalender med de præcise datoer, og de er synkroniserede med både nepalesiske, gregorianske og tibetanske kalendere. Det er nærmest en jungle at finde ud af kalenderne, og hvornår højtiderne ligger, og vi oplevede kun optakten til en festival, hvor folk var ved at pynte gader og butikker, og der kunne købes blomsterkranse mange steder. Måske skulle de overveje en Storebededag, men det bliver vel også for kedeligt.
I Nepal lever 82 % af landbruget, der også står for 57 % af bruttonationalproduktet. Omkring 8 % lever af handel og turisme, 3 % af håndværk og 3 % er offentligt ansatte. Efter 11. september og krigen mellem maoisterne og regeringen samt Bush-krigene faldt antallet af turister med 55 %. Efter 2008 er antallet kraftigt stigende. Det er dog mest en gevinst for de rige og ikke for de mange fattige, men man kan da håbe på, at det også vil dryppe på degnen.
Alle børn i Nepal har ret til gratis underskole, og ingen elever må have mere end 2 timers gang til skolen, så derfor er der i dag opført skoler i de fleste større landsbyer. I underskolen er 60 % af eleverne drenge, da pigerne ofte holdes hjemme for at hjælpe moderen. 25 % af eleverne, der næsten alle er drenge, fortsætter yderligere skolegangen efter, at underskolen slutter i 10-års alderen. Næsten alle højkastebørn fortsætter på de højere læreanstalter. Det forfatningsgivende parlament har 601 medlemmer, og de bliver valgt ved et meget kompliceret valgsystem via flertalsvalg, enkeltmandskredse og forholdstal. Denne forhandlingstunge sammensætning skyldes, at der er 54 partier, og alle de etniske grupper frygter at miste indflydelse.
Efter demokratiets genindførelse i 1990 var der store forhåbninger hos befolkningen, men det er mest de rige og de korrupte politikere, der har fået udbytte af det. Den maoist-dominerede regering har flere gode sociale tiltag, men Kongrespartiet, der nu er oppositionsparti, ønsker ikke at samarbejde, og så sker der ikke noget. |
Tidligere på året havde vi været i Indien og var der blevet fascineret af det store land med dets fremmedartede, brogede befolkning, skikke, smukke bygninger, historie og guder m.m. For at udforske mere i denne del af verden var valget faldet på Nepal, og det ville være et oplagt emne til et nyt foredrag i min foredragsrække.
Rejsen var tilrettelagt sådan, at vi skulle opholde os de første dage i selve Kathmandu og få denne sprudlende by ind under huden. Derefter skulle vi videre ud i Kathmandudalen til kongebyen Bhaktapur foruden Thimi, Bungmati og Kokhana. Turen fortsatte videre ud i landet med privatchauffør for at besøge Nuwakot – den ukendte kongeby samt Bandipur og Pokhara ved foden af Himalaya bjergene. Afslutningen var i Chitwan Nationalpark, hvor vi på elefantryg skulle på jagt efter de sjældne pansernæsehorn og så tilbage til Katmandu.
Dårlig mave er alle Nepalrejsendes skræk, og det er godt at have guderne med sig og fremsige en lille bøn inden spisetid. Da guderne ofte skal have en hjælpende hånd, skal der hele tiden være helt styr på hygiejnen, hvis en gang dårlig mave skal undgås. Til forebyggelse sprittede vi hænderne af og spiste et par paraghurt før hvert måltid. Hvis det skulle gå galt, så havde vi stoppiller med og antibiotika, hvis det skulle gå helt galt. Vi spiste undervejs store mængder yakokseyoghurt, for det giver en god tarmflora, og så smagte det rigtig godt. Måske var vi bare heldige, for vi klarede turen uden de store problemer, og der var kun lige et par enkelte dage, hvor maven var lidt løs, og så satte en stoppille øjeblikkelig maven i stå. 
Rejser ud til hele den store vide verden starter i Borup og altid med tog. Tog til og fra Borup kan dog være ret ustabile, og derfor tager vi altid en eller to togafgange, før det faktisk er nødvendigt og sidder hellere og venter i lufthavnen end tripper rundt derhjemme. Flyet skulle efter planen afgå kl. 11.00, troede vi, men det var faktisk kl. 10.25, fandt vi ud af i lufthavnen.
Qatarflyet var kæmpestort, og der var nogle ganske nydelige stewardesser af blander race, også lysebrune. Stewardesserne var i starten iført kække skråhuer ned i panden, og siden blev hovedbeklædningen udskiftet til opsat hår med bordeauxfarvet hårbånd. Som sagt meget nydelige. 
Jeg var kommet godt i gang med ”Den glemte dal” af Karl Eskelund udgivet i 1957 og fundet i Røde Kors butikken i Borup kun nogle få dage før rejsen. Bogen er velskrevet, og der er mange nyttige oplysninger, selvom der jo nok er sket et og andet i Kathmandu sidenhen, men nu må vi se, og det er svært at forestille sig sådan en by hjemmefra.
I Delhi gik vi hen til den Internationale Transfer, men skranken for India Air til Kathmandu var lukket. Det var jo ret beset også midt om natten, men efter ½ time kom en lille mand og gennede os sammen med et ungt dansk par, der også skulle til Kathmandu. Han tjekkede vores pas og bagagesedler og gik så igen, og så sad vi der og anede ingenting. Andre små mænd gik rundt og spurgte de ventende passagerer, hvor de kom fra, og hvor de skulle hen. Det virkede faktisk noget rodet, og så var det et kedeligt sted uden toilet. Efter 2½ time kom vores lille mand tilbage, og han fortalte, at han havde fundet vores bagage og ekspederet den videre, så endelig kl. 5.30 kunne vi gå igennem et sikkerhedstjek af nogle søvnige folk, der lå hen over disken og sov. Der var dog en, der var vågen, og hun opdagede en flaske likør, som jeg havde købt og fået plomberet i Kastrup Lufthavn. Efter en granskning blev vi og flasken godkendt, og vi kunne gå videre til den rigtige afgangshal, der både er stor og smuk.
Det blev en spændende indflyvning til Kathmandu, for vi passerede bjerge og dale, og flyet kom under bjerghøjde på selv de nærmeste bjerge, men landede da sikkert og perfekt.
Udenfor var det tilpas varmt, og vi skulle bare holde øje med en Kipling skiltemand imellem de mange mennesker, der stod bag et lille hegn og forventningsfuldt ventede på rejsende. Hurra, vi fandt en Kiplingmand, men han kendte ikke noget til os, kun til de to unge danskere. Vi var simpelthen misset, og vi spekulerede på, om vores hotel også var misset osv., og faktisk vidste vi ikke engang, hvor vi skulle bo. Hvis Kipling ikke skulle have hentet de to unge mennesker, havde vi været på herrens mark. Nu havde vi heldigvis en Kiplingmand, der selvfølgelig var nepaleser, og han klarede ærterne og satte os ind i en taxi til hotellet. Og så startede dødsturen igennem Kathmandu ud og ind mellem biler, cykler og gående. Der var meget langt imellem fortovene i byen, så de gående gik på gaden, og det er så bare en af de ting, man skal vænne sig til i Kathmandu. 
Hvem der havde klokket i det, vidste vi ikke, og alt kom hurtigt under kontrol. Og det kan jeg ligeså godt sige her med det samme, at alt klappede fuldkommen perfekt på resten af turen i Nepal. Hvis vi havde aftalt at mødes med en guide eller chaufføren på et bestemt tidspunkt, så var det sikkert som amen i kirken, at de var der til tiden, og tit en halv time før. 
Kathmandudalen var en gang en sø, og her boede mennesker på de bakketoppe, som ragede op over søen. Selvom der er beviser for mennesker i dalen for 20.000 år siden, er det dog noget mere konkret, da kirati-folkene fra det 8. århundrede f. Kr. kom til landet. 28 kiratikonger regerede på rad, indtil det 4. århundrede efter Kr.
Malla-kongerne regerede mellem 1200 og 1700-tallet. I begyndelsen var det en urolig periode, idet dalen blev invaderet af muslimer fra Bengalen, som ødelagde mange hinduistiske og buddhistiske helligdomme. Det blev dog også en blomstrende tid, og mange byer blev grundlagt i Kathmandu-dalen. Den store arkitekt Arniko grundlagde pagodestilen og det med så stor succes, at han tog til Kina for at lære kineserne at bygge pagoder. 
Derefter lå vejen ret åben, og 25. september 1768 besteg han Kathmandus trone og 6. oktober samme år Patans og 12. november 1769 Bhaktapurs trone. Derefter udvidede han riget i øst og vest, men døde allerede som 52-årig. Inden sin død indførte han ”den lukkede dørs politik”, da han ikke kunne lide den britiske indflydelse i nabolandet Indien, og han sagde: ”Først kommer de med Bibelen, så med handelsstationer og så med kanonerne”. Og det er så sandt, som det er sagt, når man tænker på Indiens historie.
Dronningen var en tigerinde, men Jang Bahadur Rana var en leopard, og i Nepal er leoparden klogere end tigeren og derfor den farligste.
Rana udnævnte sig selv til ”Hans Højhed Maharajaen”, mens dronningen blev forvist til Indien, og kongen tvunget til at abdicere til fordel for den mindreårige kronprins Surendra Bikram Shah. Denne udåd skete 14. september 1846 og indgår i historien som ”Kot-massakren”, der fandt sted på gårdspladsen Kot ved Kathmandus Durbarplads.
Ranastyret blev støttet af Storbritannien, og allerede i 1850 inviterede Dronning Victoria Jung Bahadur Rana til England, og hjemvendt igen prøvede han at overføre noget af det, han havde set i England til Nepal. Der blev indført begrænsninger i dødsstraffen, og enkebrændingen ”sati” var heller ikke så velset som tidligere. Den blev dog først officielt forbudt i 1920. Han fik også bygget sig nogle nyklassiske paladser rundt omkring i Kathmandu, for i disse ”gode gamle dage” var Nepals statskasse det samme som Ranaernes private pengepung.
Da de 200.000 nepalesiske soldater, der havde deltaget på britisk side under 2. verdenskrig, hjemvendte til Nepal, var de blevet inspireret af Indiens frihedskamp. Ideen om frihed og retfærdighed så dermed dagens lys i Nepal, og i 1946 blev Nepals Kongresparti dannet.
Han indførte i 1962 et partiløst ”panchayat-system”, der oprindelig var et råd af ældre mænd, der tog sig af forskellige forhold i landsbyerne. Disse råd valgte nogle distriktsråd, som igen valgte repræsentanter til nationalforsamlingen. I bund og grund var det dog en ny version af enevældig kongedømme.
Rigtigt demokrati var der dog langtfra tale om i Nepal, og midlertidige regeringer og valg fulgte efter hinanden i en lind strøm. Kongen var stækket, men var dog fortsat leder af militæret. To ledere fra kommunistpartiet blev dræbt ved en bilulykke på mystisk vis, hvilket såede mistillid og internt splid i Kongressen. Igen blev der udskrevet valg i 1994, hvor bønder og andre borgere støttede kommunisterne, der havde taget initiativ til jordreformer. Kommunisterne blev dog uenige internt og blev splittet op i fraktioner, og et andet kommunistisk parti ”maoisterne”, Nepal Communist Party Maoists, så dagens lys. Partiet var oprindelig et bondeparti, der var utilfreds med de politiske forhold og ønskede kongehuset opløst. Kongressen tillod ikke partiet at deltage i valget i 1994, så maoisterne drog ud i bjergene og startede en guerillabevægelse med det formål at styrte kongen og omdanne Nepal til en socialistisk republik. 
Kongefamilien var samlet til middag for at drøfte kronprins Dipendras giftermål, og det var et spørgsmål, der havde været drøftet i Nepal i et stykke tid. Kronprinsens valg var faldet på Devyani Rana, hvis mor var fra en indflydelsesrig indisk familie, og faderen var nepaleser. Selvom kronprinsen var forelsket til op over begge ører, og parret ifølge bekendte var det perfekte par, faldt dette valg ikke i dronningens smag. 
Myndighederne kom med forskellige forklaringer på tragedien, og Gyanendras troværdighed fik et knæk, da han hævdede, at skudvekslingen var et ulykkestilfælde, idet et automatvåben ” helt pludselig” eksploderede og sendte kugler ud i en halvcirkel omkring bordet og dræbte de tilstedeværende. 
Med sin ældgamle kultur og Himalaya som baggrund har Nepal i omverdenen et romantisk billede, men ikke desto mindre er det et af verdens fattigste lande, og de prøver at overvinde det 10- årige maoistiske oprør. Parlamentet er dog ved at oprette en Sundheds- og Forsoningskommission for at undersøge borgerkrigens drab, tortur og forsvundne mennesker. Der er forslag om at yde amnesti for overgreb både fra regeringsstyrker og oprørere. 
Tibetanske folk f.eks. tamang, sherpa, rai og gurung bor i bjergene. De er mongolske af udseende, og deres sprog er af tibeto-burmesisk oprindelse.
Tal bliver hurtigt forældede, men her er lidt at grunde over. 51 % af befolkningen er analfabeter fordelt med 37 % til mændene og 65 % til kvinderne. Dette tal forventes at falde fremover, idet der i 1950 var 321 skoler og i 1997 var 28.000 skoler og heraf 6 universiteter. Vi så ustandselig skolebørn i uniformer gå langs vejene til og fra skolerne. 
Til hinduismen hører kasterne, som stadig eksisterer den dag i dag. Brahmin i Nepal også kaldt Bahun er den øverste kaste, som præsterne tilhører. Den næstøverste kaste er Kshatriya, som i Nepal kaldes Chhetri, og som i sin tid var krigernes og kongens kaste. Den tredje kaste er Vaishya, der er bøndernes, handelsfolks og håndværkernes kaste, og den fjerde er Shudra, der er for daglejere og tjenere. Under disse fire kategorier er Dalit eller de urørlige. De to underste kaster samt muslimer og kasteløse er opdelt i underkaster efter erhverv, og her skelnes mellem de rene og de urene. Til de urene hører gadefejere, skræddere, ligbrændingsfolk, vaskefolk, dansere, musikere samt folk, der handler med alkohol eller arbejder med læder.
Mange lavkastefolk og kasteløse har i de seneste år forsøgt at frigøre sig fra kastesystemet – dog mest i Indien, men det har givet sammenstød med højkastefolket, som føler deres rettigheder truet. 
Festerne kan finde sted på bestemte lokaliteter eller i hele Nepal, og om det er en hinduistisk eller buddhistisk festival er ikke afgørende, og derfor fejres de af alle nepalesere.
Nepals import, der især er olie, er tre gange større end eksporten, hvor den største er inden for tekstilindustrien med tøj og tæpper. Tæppeindustrien fik et knæk i 1994-95, idet en tysk, sikkert velmenende TV-udsendelse, fortalte om børnearbejde i Nepal. Herved mistede 300.000 mennesker deres job, og børnene kunne nu lege, men gik sultne i seng, hvis de da havde en seng. Der var i forvejen forbud mod børnearbejde, men nu er der lavet organisationer mod børnearbejde, så måske vil tyskerne, der var nepalesernes største kunder, tage tæpperne til nåde igen. De vestlige lande kunne jo også betale en ordentlig pris for varerne fra ulandene, i stedet for altid at presse priserne.
Nepal har et stort problem med mangelen på energi, og det går hårdt ud over skovene, hvor 72 % af brændselsenergien kommer fra. For udenlandske investeringer bygges der vandkraftanlæg, og Nepal håber at kunne eksportere el til Nordindien. Mange sådanne projekter er dog standset, fordi landet lider under korruption, og det har udenlandske investorer ikke tålmodighed og forståelse for.
Alle har valgret som 18-årige, og både kvinder og mænd kan stille op. Kvinderne har ca. 33 % af pladserne i parlamentet, og den procent er kun overgået af Sverige.