Nepal – Kathmandu og Kathmandudalen. 
Rejsefortælling af Kim Greiner2. del November 2012 Kathmandudalen på godt og ondt. Kathmandudalen ligger i 1.300 meters højde omgivet af højere bjerge. For omkring 200.000 år siden skete der store forskydninger i Himalaya. Nye bjerge som Mahabharat skød op og spærrede for flere floders naturlige løb således, at der opstod en sø i Kathmandudalen. For omkring 40.000 år siden dannede erosion og jordskælv imidlertid en sprække, så søen blev drænet og Kathmandudalen blev et frodigt område med bundaflejringer på op mod 300 meters tykkelse. Der er ikke forfærdelig meget natur tilbage i dalen i vore dage, idet den nu er bebygget eller opdyrket med terrasseformede marker kravlende op ad bjergsiderne. I dalen findes tre større byer, der har ligget i de tre kongeriger Kathmandu, Patan og Bhaktapur. Før i tiden var man egentlig meget klogere, for husene blev helst bygget på bjergsiderne, så den frodige, tidligere søbund kunne bruges til marker, men nu bygges der planløst overalt i ”fremskridtets navn”. Samtidig har forureningen desværre holdt sit indtog, så floderne er livløse, og mange flodbredder er dækket af plastikaffald, og det er jo ikke lige det, man ellers forbinder med Nepal, så hellere snehvide bjergtoppe, klare brusende floder og gamle historiske byer.
Det meste af dalens oprindelige flora er naturligvis nu erstattet af dyrkede planter, men der er da heldigvis også plantet meget smukke vejtræer som den violette Jacaranda og den røde Callistemon kaldet flaskerensertræet. I dalen ses over 550 forskellige fuglearter som hyrdestær, dayaldrossel, huskrage og kohejre. Pattedyrene er domineret af de store frugtædende flagermus, der kaldes flyvende ræve. De sover om dagen, men ved skumringstid tager de på natlige ture på jagt efter overmoden frugt. I skoven omkring dalen lever bl.a. vildsvin og muntjac-hjorte, og den meget sjældne leopard kan ses af den heldige.
Det er i den gamle bydel, at befolkningen bor og handler i småbutikkerne og i de mange boder på pladser og torve. Der er i hundredvis af templer i byen, faktisk siges det, at der er 6.000 og meget malerisk bygget i brændt ler og træ. En del af disse templer er dog små bedesteder, hvor der lægges offergaver ud til guderne i form af ris, røgelse, lys og farvet rødt pulver. Det kan godt nogle gange se noget uhumsk ud, men heldigvis kommer der nogle gudelige duer eller geder og tager sig af alt det spiselige. Kathmandu er ikke en pinlig ren by som f.eks. Berlin, Sct. Petersborg eller Moskva. Den er mere beskidt end København, men betydelig renere end f.eks. Delhi i Indien. Nogle af flodbredderne igennem Kathmandu, er dog noget af det mest uhumske, jeg nogen sinde har set, og en reklame for et hotel lige ved flodbredden ville ikke tiltrække, men skræmme alle kunder langt væk, hvis de kendte Kathmandu.
Der findes erhvervstiggere i Nepal, og det er mennesker, der tilhører kasten ”gaine”. De rejser rundt og synger folkesange og spiller musik, så det er ikke rigtigt tiggeri, så de kan jo godt støttes. De hellige mænd og kvinder, der har viet deres liv til religionen kan også få lidt rupees. Der er også hellige mænd, der ikke er så hellige endda og kaldes ”sadhuer”. De er malet og ser ud som hellige mænd og tjener penge på at lade sig fotografere, men herregud de skal også leve, og så kan man få nogle gode billeder tæt på. De handicappede, som vi kun så meget få af, kan man endelig også roligt give en rupeeseddel, for lægehjælpen er altså ikke den samme som i Danmark. I Nepal må man lære at leve med sit handicap og er nærmest tvunget til at tigge.
Til hotellet hørte også en forretning med krumme gurkhaknive, som briterne frygtede, og som ville være strengt forbudt at gå med i Danmark. Gurkhaerne fortæller jeg om senere. Der var også et vekselkontor ved hotellet, og i løbet af nul komma fem kunne de veksle almindelige danske kroner til rupees. Hotellet blev bevogtet af en gårdvagt, som i ulastelig uniform altid gjorde flot honnør, når han så os samtidig med, at han storsmilede.
Bydelen Thamel har ikke så meget med det oprindelige Nepal at gøre, da den er omdannet til et turistområde med masser af restauranter og forretninger. Kvarteret startede med Kathmandu Guest House, som i starten lå omgivet af marker. Efterhånden kom der flere hoteller og restauranter, og nu er det en sydende heksekedel, hvor alt, hvad hjertet kan begære i form af souvenirs, tøj, yakoksetørklæder, smykker, vandreudstyr m.m., kan købes. Trafikken er tæt af gående, cykeltaxier, motorcykler og almindelige taxier, og det hele er tilsat nepalesisk kolorit, og kvarteret er faktisk ret charmerende. Det er dog svært at finde rundt i bydelen, for det hele lignede hinanden, og så er en cykeltaxi redningen. Kathmandu blev grundlagt 723 e. Kr., og byens centrum opstod rundt om Durbar Square, der faktisk består af flere små pladser, der myldrer af liv. Templerne er af dekorative mursten og masser af træskærearbejder, ofte med et erotisk tilsnit på især tagudskæringer. Forældrene i Nepal behøver ikke fortælle børnene om blomsterne og bierne, for børnene kan bare kikke på træudskæringerne, så ved de, hvordan mennesker formerer sig. De erotiske udskæringer har dog et nyttigt formål, for de beskytter mod lynnedslag. Nepaleserne tror, eller troede, at lynet er en jomfru, og når hun kommer farende og ser de vovede elskovsscener, rødmer hun dybt, og skynder sig tilbage til sin rene himmel eller finder et træ.
Det var klart og mildt vejr, og vi kunne gå rundt i korte ærmer og lege sommer. Der stod en ballonsælger, og et par småpiger så meget interesserede ud, men de havde selvfølgelig ingen penge. Så måtte jeg hellere sponsorere et par balloner, men ballonsælgeren kunne ikke give tilbage på 100 rupees ca. 7 kr., så Lok lagde ud. Tænk engang, to balloner for langt under 7 kr., og pigerne var lykkelige. Lok fik også lige købt en nepalhue til mig og en blomsterkrans til os begge, og det skulle være symbol på, at vi skulle hædres. Vi var blevet tørstige, og vi fandt en dejlig tagterrasse, hvor vi fik den lokale Mount Everest kæmpe øl a 650 ml til en pris af 350 rupees ca. 25 kr. Historien er den, at engang stod mennesker og guder hinanden nærmere end i dag, og guderne kom ofte ned på jorden og tog del i menneskenes liv. Den smukkeste og dydigste af alle gudinderne var ungmøen Kumari, der betyder ”Den ugifte”. En dag opsøgte Kumari den lokale konge for at belære ham om himlens visdom. Kongen havde dog andre tanker i hovedet, for hendes skønne legeme fik begæret til at flammede op i ham, og han forsøgte at kærtegne hende. Kumari forsvandt i det samme, og kongen hørte kun en stemme, der bebrejdede ham, at han ikke kunne styre sine lyster. Aldrig mere ville Kumari komme ned blandt mennesker, men som bevis på sin nåde, ville hun komme ned og tale igennem en ren, uskyldig pige, som ikke måtte kende synet af blod.
Tidligere konger, nu er der jo for tiden ingen konger i Nepal, har altid betalt udgifterne til vedligeholdelsen af Kumari-templet som en bøde for, at en af forgængerne prøvede at forgribe sig på gudinden. Kumari må ikke fotograferes i sin bolig, kun når hun en dag om året kører rundt i hovedstaden i en blomstersmykket vogn, har man lov til at fotografere hende. Når kongen møder hende, skal han bøje hovedet i folkets påsyn. Kumari kan falde i trance under bestemte religiøse begivenheder, og så taler hun til præsterne uden selv bagefter at vide, hvad hun har sagt. Kumari får den fineste mad og går altid i udsøgte klæder, men det må være en ensom post. Hendes mor må kun besøge hende nogle få gange om året, og hvis der kommer børn på besøg, må de ikke lege voldsomme lege af frygt for, at hun skal komme til skade og bløde, for så vil gudinden forlade hende.
Ved den første menstruation sendes Kumari på ”pension” med et lille månedligt beløb, og i vore dage hjælpes hun i gang med en uddannelse og har derved bedre fremtidsmuligheder end mange andre af Nepals ”normale” børn. Det var en stor oplevelse at se Kumari i levende live, og nu har jeg både set paven i Rom og Kumari i Kathmandu.
Vi gik tilbage gennem menneskemylderet, og faktisk er gaderne meget mere rene end i f.eks. Indien. Der var ingen tiggende børn og heller ikke andre tiggere. Der var en del sælgere, men det var ikke noget problem. Rundt omkring var der små bedesteder og ofte en klokke, og når folk gik forbi, fik den lige et ring for at vække guderne. Hvis man har et sygt sted på kroppen, kan man gå hen til templet med lægeguden og give et dunk på klokken, og så skulle det hjælpe. Måske. Der indgik en velkomstmiddag i Kathmandu arrangeret af Explore Himalaya & Adventure, og præcis kl. 18 kom der en ny guide og hentede os på hotellet. Han førte os igennem myretuens snævre gader til Thamel House, der var en turistrestaurant dog uden ret mange turister. Først senere kom der et hold vistnok japanere eller måske kinesere. Det var en fin restaurant, men det var lidt køligt, da det foregik under åben himmel kun med et lærred udspændt som delvis tag. Gitte og jeg ville bare dele en øl, da de indeholder 650 milliliter. Vi startede med en lille suppe og flere små retter, og så kom der ris og fire forskellige slags kød og grønsager – alt meget velsmagende. Der blev også serveret et par snapse undervejs i nogle meget små lerskåle, og tjeneren måtte have øvet sig, for han fyldte skålen på en meters afstand i en meget tynd stråle.
Han var lidt reserveret og en lille smule stiv i det, så det var lidt svært at holde samtalen i gang på engelsk. Vi var også lidt trætte, da vi ikke havde sovet, siden vi forlod Danmark for 30 timer siden. I slutningen af middagen var der underholdning med dansepiger, der smøg sig omkring det nepalesiske flag. Senere kom 5 syngepiger, men vi brød tidligt op, for nu ville vi gerne se dyner.
Samtidig fik vi hilst på vores chauffør mr. Lram Babu Mahrjan, og det viste sig. at han skulle være vores chauffør i de næste dage. Han havde en fin humor og var ”an excellent driver”. Han kørte stille og roligt, og allerede første dag undgik han i sidste øjeblik påkørsel af de biler og motorcykler, der kørte lige ud foran bilen. Der var ikke funktionsdygtige sikkerhedsseler på bagsædet, men vi ville køre stille og roligt, blev der sagt, og så var alt jo i orden, mente de.
En fin, brolagt vej snor sig ned til floden, godt garneret med souvenirboder. Jeg fik undervejs købt et par smukke glaskæder og siden hen en yakoksehalskæde, der ved nærmere eftersyn havde en slående lighed med plastik. En sælger med en lille, meget fin skål med ciseleringer både ude og inde påstod, at den var lavet af guld, og derfor var prisen også 60 dollars. Den gav en smuk lyd, når man slog på den med en lille medfølgende træstik, men jeg var egentlig ikke særlig interesseret. Nå, men jeg er jo en blød sjæl, så det endte med, at jeg købte den for 15 dollars.
Det er et fascinerende område, og røgen bølgede på den modsatte flodbred fra flere ligbrændinger på de såkaldte ”burning-ghats”. Fra en terrasse lige over for Gauri Ghat på den modsatte flodbred kunne vi se ceremonierne uden at generer nogen og uden at få røg i øjnene. Fotografering er tilladt, modsat ved Ganges i Varanasi, hvor det er meget lidt velset.
På østbredden, hvor vi opholdt os, ligger 11 Shiva-laya på rad og række. Der var ingen døre i de små templer, så man kunne se igennem hele rækken, og da de lignede hinanden, så det ud, som om man kikkede i spejle. Også herinde sad der sørgende omkring små ofringer. Der var flotte udskæringer i sten med ”yoni-lingam”, der er symbol på Shiva som frugtbarhedsgud. Disse ”yoni-lingammer” er stavformede og ses i forbindelse med en yoni som er en symbolsk vagina og minder om et nøglehul.
Der var mange aber i området og mange abemødre med unger på ryggen, og da de ikke måtte klatre i lysmasterne, var disse dækket af metalpigge. På vej tilbage fik jeg lige købt et par ekstra glaskæder af en gammel kone og gav dermed lidt ulandsbistand.
Fra en trappe kan man komme op på flere platforme, der omgiver stupaen. Ved indgangen står et elefantpar i sten, og i en ovn afbrændes røgelse og enebærkviste. På stupaens østside ligger træplader, hvor der især om morgenen og sen eftermiddag kan udføres ”bedefald” knælende eller udstrakt på pladerne. Vi gik rundt og kikkede og kom også op på platformen. Nogle meget maleriske piger i farverige dragter og tykt sort hår stod klar til fotografering, og det viste sig, at det var simple turister, måske japanere, der havde lejet noget tøj og parykker.
I Buddhist Thangka Co-Operative fik vi købt et maleri af ”mantra”, der er magiske mønstre af cirkler og firkanter, som bruges som redskaber til koncentration og meditation. De kunne fås i elevudgaver til 40 dollars og mesterudgaver til 120 dollars. En mester sad netop og malede på et mantra med hårtynde pensler og de fineste små detaljer. Intet er for godt til os, så vi tog en mesterudgave til 100 dollars, og da kreditkortet slugte betalingen, mærker vi jo ikke noget til den. Indira var med ved handlerne, men hun ville ikke blande sig i prisfastsættelsen, og om hun fik provision, aner jeg ikke. Nå, men vi fik et par fine souvenirs og gav lidt støtte til Nepal.
Durbar Square med det gamle kongepalads er centrum i Patan. Pladsen løber nord-syd, og næsten hele østsiden er det kongelige palads, mens vestsiden er en stor samling af templer, pagoder og statuer i alle afskygninger. Som en stor behagelighed for turisterne er det forbudt at sælge souvenir på pladsen.
Ved indgangen til Durbar Square skal der købes billetter. De indfødte kan se herlighederne for 100 rupees, mens vi rige udlændinge må betale 500 rupees, der så giver tvungen mulighed for at bære et gult skilt, der viser, at vi havde betalt. Ved indgangen ligger et lille bassin med blomsterkrukker hele vejen rundt, og i midten står en buste af dronning Chandra, hustru til den sidste Rana-konge. At hun skulle være dronning, vil jeg dog sætte spørgsmålstegn ved, da Ranaerne ikke var konger. De opførte sig som konger, og selve kongen havde de sat i bur, så lad os kalde dem tronranere.
Foran templet Taleju, der er Nepals største hindutempel, ses en bronzestatue af kong Yuga Malla på en høj søjle, hvor han sidder i skyggen af en kobra. På kobraen sidder en lille fugl. Kongen forlod byen, da hans søn døde, men legenden siger, at så længe fuglen sidder på kobraen, og ansigtet på figuren er blankt, er der mulighed for, at kongen kommer tilbage, og derfor står vinduet i templet altid åbent. Også Patan har deres egen Kumari gudinde, men hende så vi dog ikke noget til, og jeg tror, vi var utrolig heldige, at vi så hende i Kathmandu. I en del af det tidligere kongepalads ligger Platan Museum med en indgangspris på 500 rupees. I smukke, rødgyldne, kalkede rum ses 900 stykker udsøgt nepalesisk kunsthåndværk, som kongens krone og mange små, fine figurer. Med en række Buddhahoveder kunne vi se, hvordan Patans metalfigurer fremstilles ved ”repoussé-teknik”, hvor man bruger voks. Fint museum og på 1. salen fin udsigt over pladsen igennem de flotte træskodder.
At besøge Durbar Square er som at gå rundt i middelalderen, og hvis man kan se bort fra et stort Carlsberg skilt på en af de bygninger, der omgiver pladsen, er illusionen perfekt. Det var slut med dagens program med Indira, og vi kørte tilbage til hotellet og takkede hende pænt for en spændende dag. Det var hen under aften, og vi gik hen til forretningen ved hotellet med Gurkhaknive. De havde et stort udvalg af både kæmpestore og små turistknive. Gurkhaknive er krumme og er nogle frygtelige mordvåben. (Jeg fortæller mere om gurkhaerne i Nepal del 3.) Jeg faldt for en lækkert forarbejdet kniv i mindre størrelse uden turistmotiver og med en skede i yakokseskind. For at bevise at min kniv var af fortrinlig kvalitet, bankede sælgeren æggen på min kniv ind i æggen på en turistkniv. En spån blev slået af på turistkniven, men min var uskadt. Kun med lidt prut fik jeg den for 60 dollars, og jeg er godt klar over, at den ikke skal luftes på gaderne i København.
Vi startede hjemturen, og med alle de oplevelser i løbet af dagen orkede vi ikke mere restaurant, så på vejen tilbage købt vi en ostecroissant, en snegl og en sodavand, og aftensmaden var reddet. Jeg kunne næsten huske vejen tilbage, og efter at have gået et stykke tid skulle vi bare dreje til venstre næste gang, men pludselig var hotellet der, hvor det ikke skulle ligge efter mine beregninger – men det blev alligevel taget til nåde.
Princippet for en børneby er kort, at forældreløse eller meget udsatte børn får et sted at bo under trygge forhold. De får mad, tøj, skole og kærlighed af en plejemor, der bor sammen med børnene i mindre huse ligesom i en familie. Sloganet for alle børnebyer er ”A loving home for every child”. I denne børneby er der 16 huse med hver 10 børn samt en mor og en hjælpermor. Efter snakken med overfar, blev vi vist rundt af en ung mand, der selv var vokset op i børnebyen og nu var ansat. Det var pæne murstenhuse med to børneværelser med 5 drenge i et rum og et andet til 5 piger. Desuden var der en dagligstue, et køkken og toilet og bad. Plejemor viste rundt og var meget smilende og venlig. Hvor hun selv sov, fandt jeg ikke rigtig ud af, men der var en seng næsten i køkkenet. Der var meget rent og ryddeligt både ude og inde og blomster foran husene.
Det var en fin oplevelse at besøge SOS-børnebyen, og Gitte blev helt tændt, så da vi sagde farvel til overfar, proklamerede hun, at hun gerne ville være sponsor for et barn i netop denne landsby. Som sagt så gjort, så da vi kom hjem kontaktede hun SOS-Børnebyerne i Danmark, og vips er hun blevet sponsor for Tara Bishungkhe, en ni-års pige, som har boet i denne børneby, siden hun blev født, da hendes biologiske forældre ikke havde været i stand til at tage sig af hende. Hun trives i sin SOS-familie, er sød og snakkesalig, er aktiv i timerne, men har det ikke så let med skriftlige opgaver, så hun får ekstra hjælp og støtte. Desværre fik vi ikke hilst på hende, da vi jo ikke kendte hende, da vi besøgte børnebyen, men hun har fået sit første brev. Jeg er da selv sponsor for en SOS-børneby i Sierra Leone, og vi har da også lige Malefia i Etiopien og Ausuya i Indien. Bhaktapur, der er den tredje kongeby i dalen, er den mest traditionelle, da den næsten udelukkende er bygget af træ og sten. Der er fred og ro, for byen er lukket for bilisme. Byen ligger i 1.400 meters højde og kaldes også Bhadgaon eller Khwopa, og den ligger 13 km øst for Kathmandu. Bhaktapur er den tredjestørste by i dalen, og den har ca. 95.000 indbyggere, men de bor tæt, og der er stræder, der kun er 2-3 meter brede. Befolkningen er mest ”newar”, der er en blanding af forskellige folkeslag, og de fleste tilhører jyapu-kasten, der er bønder. Byen er den mest velholdte af de tidligere kongebyer, og det er som at gå rundt i et levende museum. Overalt ses travle kvinder, der vasker børn, ordner grøntsager, støder krydderier, vasker op og vasker tøj med vand fra byens udendørs vandhaner. Mændene tager sig af de mere alvorlige dele af livet som snak og spil.
Bhaktapur var hovedstaden i Kathmandudalen i en periode fra omkring år 1200. Byens vartegn er et par brydere, og det stammer fra kong Ari Deva, der under en brydekamp blev kaldt hjem, da han havde fået en søn, og han gav sønnen titlen malla, der betyder bryder. I 1482 delte kong Yakha Malla riget mellem sine tre sønner, og herefter var dalen delt i tre kongeriger indtil 1776, hvor Gorkhas leder Prithvi Narayan Shan fik samlet rigerne igen. (Se 1. del af denne rejsefortælling). Et stort jordskælv i 1934 og et senere i 1988 ødelagde en del af byen, men den er nænsomt restaureret, og 90 % er stadig en middelalderby.
Med de snoede gader og gyder er Bhaktapurs gadenet ren middelalder, og vi vandrede ind ad murstensfiskebenene og kikkede og nød byen. Lige inden Durbar-pladsen ligger to små pagodetempler for Shiva, hvor det ene har nogle sjove udskæringer på tagstøtterne med pattedyr i erotiske stillinger, og det er sjældent at se et elefantpar i ”missionærstillingen”. Flere andre templer har erotiske motiver, og måske har en konge ønsket at tilskynde befolkningen til en større børneproduktion. Jeg tror dog mere på lynaflederteorien, hvor ”Lyn-gudinden” var en snerpe, som holdt sig væk fra de saftige sager og derfor ikke slog ned i templer med erotik. Hinduerne har engang været meget frisindede, for det er de rene akrobatiske stillinger, der bliver afbildet, og som Lonely Planet guidebøgerne skriver: ”Some are real acrobatics and some are just good fun”. Indira var ikke meget for at vise slige sager frem, men jeg ville jo gerne have nogle gode fotografier med hjem.
Templet Nyatapola er med sine 30 meter og 5 etager over platformen det højeste tempel i Kathmandudalen. Det blev bygget i 1702 og renoveret i 1997. Heldigvis har de 108 kunstneriske tagstøtter bevirket, at det er sluppet næsten uskadt fra jordskælvene. Trappen op til templet har 33 trin, og på hvert plateau står der vagter i sten. Det nederste trin er flankeret af to brydere, Jayamel og Phathu, og de skulle være ti gange stærkere end almindelige mænd. På næste trin sidder to elefanter, derefter løver, griffer (blanding af løve, ørn og menneske) og til sidst de to gudinder Singhini og Tigrini. Hvert par siges at være ti gange så kraftfulde som parret nedenunder, så der er kraft og saft i dette tempel.
Vi gik videre rundt i byen blandt templer og stenstatuer, og jeg tog billeder af mennesker efter selvfølgelig først at have spurgt. Jeg fik et billede af en ammende mor, der var så fuld af mælk, at det sprøjtede. Der var en del turister, men souvenirboderne var nede i sidegaderne og ikke på de historiske pladser. En gammel kone gik rundt med en bedemølle, som jeg da egentlig gerne ville have, da det var ægte håndværk. Hun ville have 2.000 rupees (143 kr.) for den, og det vidste jeg var alt for meget, så jeg bød hele 1.000 rupees. Det ville hun ikke sælge den for, men en ung kvinde, der var i nærheden sagde at bedemøllesælgeren var 89 år og slet ikke havde nogen venner. OK, så fik hun 20 dollars, og det var sikkert alt for meget – men det kommer så ind under Danmarks ulandshjælp.
Der var ikke et eneste tiggende barn at se i byen, men mange børn gik rundt i skoleuniformer. Bhaktabur har mange snævre gyder, hvor majskolberne hang til tørre ud af vinduerne, og det er en herlig by, der er værd at besøge.
Hele tiden kommer der nyheder fra Søbogård, der også støtter Fair Trade foruden Køge Boldklub og bevarelsen af gamle danske husdyr, der ofte er mere sjældne end pandabjørne. De er også på markedet med økologisk vodka og gin, og så driver de en økologisk gård i Nepal, og det var den vi besøgte.
Danida støtter Søbogårds projekt i Gamcha, og sammen med Heidi Andersen har flere nepalesiske familier sat husene i stand, ryddet vildnisset omkring dem og startet et økologisk gartneri og landbrug. De er også langt fremme med dyrkning af danske hyldebær i Søbogaards farm i Kakani på den anden side af Kathmandu. Nepalesisk hyld bærer ikke frugt, og blomsterne er smagløse, men danske hyld blomstrer og smager, som de skal, og de trives fint i 2000-2500 meters højde. Ikke mindst nepaleserne er vilde med hyldeblomstsaft, men den største succes er hjemmelavet, økologisk hyldeblomstis, hvor mælken kommer fra ca. 150 bønder, der hver dag leverer økologisk mælk.
Han havde faktisk været i Borup og besøgt Poul Hansen på Søbogaard i Danmark. Der hang da også et billede af Poul Hansen i gæstehuset, så de kunne se, hvem der trak i trådene.
Vi havde jo inviteret os selv, men stedet blev også drevet som et gæstehus, så farmmanageren skrev en regning på vores middag. Indira havde spist med, men måske var hun så lille, at han ikke havde lagt mærke til hende, for regningen lød på 2 x 450 rupees og så lidt tips, i alt 1.007 rupees ca. 72 kr., og så håber jeg ikke, at vi snød nogen. Der var stille og dejligt på landet, og vi sagde pænt farvel og kørte tilbage til Kathmandu, og ved 16 tiden sagde vi farvel til Indira og chaufføren. Alle nepalesere, vi var i forbindelse med, taler et godt engelsk, og det er næsten pinligt, hvor dårlig jeg selv er. Så går det meget bedre i f.eks. Japan og Rusland, for der var det os, der var gode til engelsk og de andre, der haltede bagefter. På en eftermiddagstur vovede vi os længere ind i byen i håb om at gense Kathmandus Durbar Square og måske finde en postkasse. Efter megen søgen fandt vi faktisk en postkasse, men den så meget lokal ud. En ung mand sagde, at den var god nok, og at hans ven ville tømme den næste dag. Jo, det lød jo lovende, men kortene kom faktisk frem, og et postkort kostede 30 rupees (2,14 kr.) til Danmark.
Der var kun nogle enkelte små turistgrupper foruden os, og heldigvis er børnene vænnet af med at tigge. Der var mange træskærerværksteder, og et sted var vi inde at se to mænd, der arbejdede på en stor vinduesramme med utroligt små, fine detaljer. De to mand havde arbejdet på vinduesrammen i to måneder, men så ville den også koste 10.000 rupees, men altså kun 714 kr. I et andet lille værksted besøgte vi træskæreren Rabindrea Shakya, og vi fik købt en Buddha i sandeltræ, der er det mest ædle træ og derfor det dyreste, og elefantguden i blødere og ikke så ædelt træ. Kun med en mikroskopisk tingen om prisen, fik jeg begge de to smukke figurer for 3.000 rupees.
Bungamati var meget renere end så mange andre steder i Nepal, og det selv om ”fejerne” er af laveste kaste. Heldigvis er kastesystemet på vej ud, og man lever på tværs af kasterne. Man må godt gifte sig med den, man elsker, men forældrene skal dog acceptere ægteskabet. Det er ikke tilladt at have sex før ægteskabet, men det kontrolleres ikke om bruden er jomfru, men det er de fleste 14-15 årige piger forhåbentlig.
Bungamati og Kokhana forbindes af en lille vej, og vi nød landskabet mellem de høstede marker. Vi kom forbi en skole, hvor skolebørnene lavede udstrækning i skolegården, og alle var i skoleuniformer med slips. Lidt senere kom vi forbi en privatskole, hvor børnene havde røde og brune uniformer med tilhørende brune strømper, og ved siden af lå en skole for handicappede.
Nede ad gaden sad en gammel kone og spandt, og ved siden af hende sad hendes mand og kikkede. De ville gerne fotograferes for lidt rupees, og så gav jeg konen 100 rupees og manden 50 og sagde, at konen skulle have mest, fordi hun arbejde, og han bare kikkede. Han grinede, så han følte sig nok lidt truffet.
Nu skulle vi sige farvel til vores chauffør og til Indira, for vi skulle ud i de fjernere egne af Nepal næste dag. De to følgesvende havde helt sikkert fortjent nogle drikkepenge. Indira er free-lance, og jeg aner ikke, hvad hun tjener. Da vi sagde farvel, var der ikke noget med fremstrakte hænder efter tips. Vi startede med at rose dem for deres excellente arbejde og behagelige selskab. Vi havde fået deres adresser, og vi har efterfølgende sendt dem en bog om Danmark. Hvad er passende som drikkepenge – jeg ved det ikke, men chaufføren fik 25 dollars og Indira 65 dollars, og de så glade ud.
Garden of Dreams er en neoklassisk historisk have anlagt af feltmarskal Kaiser Sumsher Rana i begyndelsen af 1920’erne, og den blev betragtet som den mest sofistikerede have på den tid. I haven var foruden blomster og træer anlagt seks udsøgte pavilloner, springvand, havemøbler, verandaer, pergolaer og fuglehuse. Efter ranaernes fald lå haven og bygningerne hen og forfaldt lige så stille, men i perioden 2000–2007 er haven blevet restaureret med hjælp fra den østrigske regering. Nu er haven i fineste stand og er det perfekte sted at slappe af bag de høje mure, der næsten afskærmer lyden fra trafikken udenfor. Havens restaurering har vist, at det ikke er for sent at gøre noget ved de gamle kulturperler i Kathmandu, og at det også kan give en indtægt.
Vi nåede ned til pladsen, men gik ikke derind, da det kostede 750 rupees, og vi havde jo også været der før. Desuden havde vi heller ikke rigtig tid, da vi skulle mødes med chefguiden kl. 17 på hotellet. Vi satte os i stedet ved et lille tempel, hvor der tilsyneladende var noget, der lignede altergang. Jeg gik op ad en trappe og donerede en dollar, og så fik jeg en rød plet i panden og min lykke var gjort, især efter jeg havde givet en stor klokke et dunk for at tilkalde guderne, så de kunne se, jeg havde gjort en god gerning. En hellig mand ville gerne fotograferes, og vi mødte også flere på vejen, der er eksperter i at få øjenkontakt med turister.
Ved mødet med chefguiden fortalte han om de næste dage, hvor vi skulle på tur ud i landet, og hvor der ville være forskellige guider, hvor vi kom frem. Han gennemgik nøjagtig planen, og første sted ville en kok lave vores mad, da der ikke var restaurant. Det bliver vist nogle spændende dage. Vi ville gerne have sikkerhedsseler også på bagsædet, men det var ikke ”necessary” i Nepal, fik vi fortalt. Det var nu heller ikke for politiets skyld, vi ville have dem, men for vores sikkerheds skyld, og jeg fortalte om vores egen bil, der hylede, hvis sikkerhedsselen ikke var spændt.
|
Med japansk bistand er der nu bygget et rensningsanlæg ved Bagmati-floden, og japanerne har også startet en regulering af den kaotiske bytrafik. Og her kan jeg da lige indskyde, at Japan er det land i verden, der pr. indbygger yder mest bistand til udviklingslandene.
Det er kun de største veje eller gader, der har navne i Kathmandu, og derfor er der heller ingen gadenavneskilte. Så det er så let som ingenting at fare vild i Kathmandu, hvis man bevæger sig ind i centrum i de snævre gyder og stræder. Redningen er dog altid nær, idet man kan praje en cykeltaxi og aftale en pris til sit hotel, eller hvor man nu vil hen.
Selvfølgelig er der tiggere i Kathmandu, men det er der også i København. Som turister oplevede vi overhovedet ikke tiggeriet som et problem. Vi kunne godt ind imellem støde på en gammel kone eller en mor med et lille barn, men der var overhovedet ingen påtrængende tiggere, og jeg kan faktisk heller ikke huske et eneste barn, der tiggede. Det er heldigvis slået igennem hos turisterne, at man ikke giver tiggende børn hverken penge, slik eller kuglepenne, da børnene kan blive fristet til at droppe skolen og tigge i stedet for, og det er ikke nogen livsbane at komme ind på.
Under trappen op til værelserne var der en lille souvenirbutik med perler og lidt smykker, og stakkels unge mand, der sad der dagen lang og kedede sig, for jeg så aldrig nogen, der handlede med ham. Ærgerligt nok opdagede vi først den sidste dag, at hotellet havde en dejlig tagterrasse allerøverst oppe med udsigt over det halve Kathmandu. Faktisk har Kathmandu mange tagterrasser med cafeer, som det er værd at besøge, og så kommer man lidt op over trafikstøjen. 
Hotel Marshyangdi kaldes danskerhotellet, selvom vi i perioden kun mødte fire danskere. De tre var nede for at hjælpe på en skole for stammere, for det er også et problem i Nepal. Den fjerde var en sej guide a la B.S. Christiansen, og han havde lige været i Bangladesh og skulle nu op med et hold til Everest Basecamp. Han havde selv besteget Mont Everest helt op til toppen, og et stykke tid efter prøvede han at bestige Kilimanjaro. Han kom dog ikke helt op, og med fryd kunne vi berette, at vi da havde været helt oppe på toppen. (Det kan der læses meget mere om på denne hjemmeside under ”Kilimanjaros sne”).
Præcis kl. 13.00 kom vores guide Lok Batradur og hentede os på hotellet. Lok var selvfølgelig nepaleser og samtidig engelsktalende, og han var en meget hyggelig, venlig og vidende mand. Bare det at gå igennem en almindelig gade i Kathmandu er en oplevelse, men oplevelsen blev fantastisk, da vi nåede ned til det gamle kongepalads Kathmandu Durbar Square, der er en samling af templer og paladser fra forskellige konger.
En af de ældste bygninger på Durbar Square er Kasthamandap fra 600-tallet, og navnet siges at være forløberen for Kathmandu. Der er over 50 forskellige templer, bygninger og museer i området, og det virker nærmest uoverskueligt. Området er ikke hegnet ind, men det kræver alligevel en indgangsbillet. Hvis man ikke selv opdager billetsalget, så er der straks nogen, der gør opmærksom på, at der kræves billetter. Der er to billettyper, en for nepalesere og en for udlændinge, og sidstnævnte er betydelig højere end de første, og det er rimeligt nok. Der var sælgere i området, men ingen påtrængende, og der var også et sted med et kæmpemarked af alskens souvenir. Vi så flere pseudohellige mænd, der gerne ville fotograferes for lidt småpenge, og hvis man ikke vil give det, ja, så får man bare ikke nogen billeder.
Ved siden af det gamle kongepalads ligger en firlænget gård med smukke, udskårne vinduer, og her bor den levende gudinde ”Kumari Deva”, og det har hun gjort siden 1757. Den skarpe læser har så bemærket, at så må det være en meget gammel dame, og hvordan har man båret sig ad med at holde liv i hende så længe. Måske noget med livseliksir blandet med østens mystik? Sandheden er, at det er helt unge piger, der i en lang række har afløst hinanden.
Når en ny Kumari skulle vælges, gik der i gammel tid bud til guldsmedene i byen, for det skulle helst være en af deres døtre, der skulle vælges. De kønneste af pigerne blev undersøgt for selv det mindste ar, og desuden skulle hun have 32 forskellige egenskaber. Med disse kriterier opfyldt er den kommende Kumari samlet set smuk, men der skal mere end et smukt udseende til for at blive gudindens talerør. Efter en rituel dyreofring skal hun opholde sig i et rum med 108 afhuggede og bloddryppende hoveder af geder og bøfler. Den udvalgte må hverken skrige eller græde, og hvis hun klarer det, bliver hun ført ind i et tempelrum, som viser gudernes vrede i form af mænd med groteske masker. Hvis en 5-6-årig pige kan klare alt dette, må hun da have overjordiske kræfter, og så kan hun blive udvalgt til at være den nye Kumari.
I Kumaris gård er det muligt at se hende sidst på eftermiddagen ved 16-tiden. Da vi ankom, var der allerede forsamlet nogle japanske turister, og de havde alle fotografiapparaterne fremme, men det er strengt forbudt at tage billeder af hende inde i gården. Vores guide måtte tale dunder til japanerne, og modvilligt lagde de apparaterne til side. Kumaris tjener og vogter kikkede ud ad en træluge, og da der nu var fred og ingen fare, trak han sig tilbage, og derefter kikkede Kumari ud i nogle få minutter. Hun var i en rød dragt, og hendes øjenvipper var malet ud på kinderne med lange, sorte streger. I panden var malet et tredje øje, som sad lodret. Dette øje bruges til at se andre dimensioner ud over de normale tre. Kumaris mund var malet rød, men ikke et smil eller andet røbede, hvad hun tænkte. Det er nok ikke nogen dans på roser at være en levende gudinde, hvis job er at velsigne pilgrimme og ellers leve afsondret i en nærmest klosteragtig tilværelse. 
Vi fik sagt farvel til Lok og takkede ham for rundvisningen. Det er klart, at han er fattig i forhold til os, og han burde have lidt drikkepenge, men hvor meget ville være passende? Jeg havde læst, at en dagløn i Nepal kun er et par US dollar og nogle steder kun en dollar. Vi ville da ikke være alt for fedtede, så vi gav ham 10 dollars. Vi fik hans adresse og lovede at sende en bog om Danmark til hans børn, og det har vi selvfølgelig også gjort. 
Guiden var tidligere skolelærer, men skolen var lukket, og han var nu guide med en løn på 200 US dollars om måneden. Han havde aldrig været uden for Nepal ikke engang i Indien. Han havde ikke råd, og det var også besværligt og dyrt at få et visum.
Der var møde med vores chefguide kl. 9 i hotellets lobby, og han talte et tydeligt engelsk, som var til at forstå. Og så blev vi introduceret for vores guide i de næste tre dage, selveste mrs. Indira Josh, der var den første kvindelige turistguide i Nepal. Hun havde 23 års erfaring og kunne guide både på engelsk og japansk. Det sidste sprog var lige meget for os, men jeg tager hatten af for hende, at hun har lært japansk, og det viser bare, at hun ikke er tabt bag af en vogn. Indira var en lille, fin dame på måske 145 cm, ganske køn og med en rød plet i panden. Vi fik et godt samarbejde med hende, og det var næsten som at køre rundt med en god og vidende ven.
Området ligger kun 5,5 km øst for Thamel, og efter sigende lå der allerede i 400-500-tallet et tempel her. Arkæologer har fundet rester fra år1359, men det nuværende Pashupatinath-tempel blev bygget i 1698 af kong Bhupalsingh Malla. Templet er dedikeret Shiva i formen Pashupati, der er kvægets beskytter. Templet er et af de vigtigste hinduistiske Shiva-templer, og her kommer mange pilgrimme også fra Indien.
Hovedtrappen, som starter højt over floden, ender ved to broer, og her ligger det lille pagodetempel Bachhareshwari, der er dedikeret Shivas ægtefælle Parvati. Ved det lille tempel sad adskillige hellige mænd eller sadhuer, der er hellige tiggermunke. Hvor hellige de så er, er nok tvivlsomt, men de var meget maleriske med farvede ansigter og lange skæg. Jeg fik fotograferet 3 hellige mænd for kun 1 dollar, men da jeg blev inviteret til at sidde sammen med dem, og endda fik et tørklæde om halsen fik de lige en dollar mere. Jeg tog et portræt af hver, og så ville de gerne se det bagefter, og de så tilfredse ud. Indira havde ikke meget tilovers for dem, og da jeg også fik øje på en hellig mand, der var smurt helt ind i aske, skulle jeg også have et billede af ham, og så fik jeg endda fire nye hellige mænd med som bonus. 
I følge hinduskikken skal den døde brændes allerede efter 6 timer, så der er ikke meget tid til at sige farvel. De døde var dækket af et orange klæde, men et sted stak en fod ud. Båren blev båret ned til floden og stillet på en flad stenplade. Vand blev stænket i ansigtet, og så op på toppen af brændet. Der var gang i flere bål samtidig, og de sørgende sad i små grupper rundt omkring, foruden at der sad en hel flok pilgrimme fra Indien. Efter at ligbålet var brændt ned, blev asken drysset ud i floden, og ifølge traditionen er der så stor chance for, at den afdøde bliver frigjort fra den endeløse cyklus af genfødsler. Hvis der var brændestykker, der ikke var helt brændt, blev de fisket op af floden til senere genbrug. Meget praktisk var nogle af ligbrændingsplatformene overdækkede i tilfælde af regnvejr. 
Diverse sociale institutioner er knyttet til området i forbindelse med
ligbrændingen. Der er også et slags alderdomshjem, da folk gerne vil
vente her for at få deres aske strøet i den hellige flod. Uhyggeligt er det at tænke på, at flodbredden her før i tiden også blev brugt til enkebrændinger.
Den første stupa her på stedet blev bygget i 600-tallet af den tibetanske kong Songtsen Gambo, efter at han blev buddhist, men den nuværende stupa er fra 1300-tallet. Bodhnath er det religiøse centrum for de 175.000 tibetanere, der i dag lever i Nepal. Bygningen lå i mange år i ensom majestæt, men siden 1970’erne er der opstået en tibetansk bydel med mange klostre og selvfølgelig også souvenirbutikker og restauranter. De omkringliggende bygninger siges at være ikke særligt arkitektonisk vellykkede, men de ser i hvert fald meget maleriske ud. 
Selve den store Bodhnath Stupa er omgivet af en 16-kantet mur med 1.476 nicher, hvor der er indsat fire-fem bedemøller, og hver gang en pilgrim går forbi, drejer han på bedemøllen og siger det tibetanske mantra: ”Om Mani Padme Hum”. Øverst på stupaen ses Buddhas øjne malet på alle fire verdenshjørner, og de symboliserer, at Buddha holder øje med Kathmandu. Mellem øjnene ses et tredje øje, der har evnen til også at se ind i sig selv.
Vi var kommet ind i en souvenirforretning, hvor en mand fremviste messingskåle, hvis svingninger havde en magisk, helbredende kraft. Han fyldte vand i en, og vandet sprang op i vandperler, når der blev slået på siden. Den var dog alt for tung til hjemtransport, så vi lod os overtale til at købe en mindre, (der dog også var rimelig tung). Med tilhørende to smukke træhamre kostede den 40 dollars. I den mindre størrelse var svingningerne også mindre, og de magiske, helbredende kræfter sikkert også mindre.
Det var frokost, og vi gik op på en tagterrasse tilhørende Hotel Padma, hvor der var en fin udsigt over området. Vi bestilte egentlig kylling og vildsvin, men da maden kom, så retterne ens ud og smagte som oksekød, måske yakokse. Sovsen var også med kød, og dertil en stor skål ris og en skål yoghurt. Indira ville ikke spise med, selvom jeg tilbød at betale. Måske ville hun gerne have en pause, eller hun syntes, vi fortjente en pause. Vi sad under en parasol og nød maden, da det var for varmt i solen. Da vi var ved at være færdige, kom Indira op og fik en cola, og jeg pumpede hende lidt. Jeg fik hendes alder, og hun var meget alderssvarende, men høflig som jeg er, så jeg forbavset ud og sagde, at jeg troede hun var ti år yngre. Hun havde to halvvoksne børn, der gik i skole. På de normale public-schools foregår undervisningen på nepalesisk, men på den kostskole, som hendes søn gik på, foregik undervisningen på engelsk. Hun havde engang været i Indien og Kina, dvs. faktisk havde hun kun set billeder fra Kina, røbede hun. Maden plus tre cola kostede 1.380 rupees – under 100 kr. 
Uden for tempelområdet på vej hen til bilen faldt der en dollar af til en trængende, gammel kone, og lidt efter til en ung kvinde med en fire mdr. gammel dreng. Drengen havde som mange andre små børn i Nepal sort maskara under øjnene, og det skulle være for at holde insekter væk. Jeg fik et fint billede, og den unge kvinde takkede overstrømmende og ønskede os velkommen til Nepal. 
Vi var blevet sat af et stykke fra pladsen og gik ned ad gaden Mangal Bazar, men drejede af ad en lille sidegade. Ind igennem en smal gyde kom vi til Maha Buddha Templet, der er bygget i røde sten og nærmest er et tårn på en lille plads omgivet af bygninger. Det blev opført i 1580 i indisk shikara-stil, men blev ødelagt ved et jordskælv i 1934 og genopbygget kort tid efter. Templet er dækket af små buddhafigurer, og også i nogle af husene, der omgiver templet, sås Buddha. Der var også et offersted med ”Mother of Lord Buddha”, hvor moderen er en større statue, og selve Buddha er en lille baby.
En af de første bygninger på vestsiden er det ottekantede Krishna-tempel i gråsorte sten. Krishna var meget glad for kvinder, og de for ham, for det siges, at han havde 6.000 veninder og 108 hustruer, så der var noget at holde rede på. 
Det nærliggende, offentlige bad/vaskeri ”Manga Hiti” er fra år 500, og vandet kommer ud af tre haner af sten. Det er rent vand direkte fra bjergene og kunne drikkes modsat næsten alt andet vand i Nepal, der enten skal koges eller filtreres. Der var da også mennesker, der stod med store plastikdunke for at hente rent vand.
Vi gik ned gennem turistkvarteret med masser af forretninger og restauranter, og vi indprentede os nøje vejen hele tiden, så vi havde en chance for at finde tilbage. Et sted fandt vi et vejskilt med ensrettet færdsel, og jeg tror, at byens trafikproblemer ville være meget mindre, hvis der var en plan for bytrafikken, og de måske også fik en gågade. Det var ved at blive mørkt, og vi gik ind og købte 20 postkort a 10 rupees og frimærker til Danmark a 35 rupees. Og så lige et par spil kort – det ene med Kamasutra motiver, hvor der ikke blev lagt fingrene imellem. De kunne faktisk godt bruges som lynafledere.
Vi havde ønsket at se en SOS-børneby, og det havde Indira fået fikset. Lidt ude i udkanten af byen kom vi gennem en port, og straks var der stille og rent. Vi var i SOS Children’s Village Sannothimi og blev inviteret ind til Projekt Director Khagendra Kumar, der var overfar for de 160 børn, der boede i byen. Der er 9 SOS-børnebyer i Nepal, og denne var den første, der blev bygget omkring 1970.
Vi var også henne at se skolen, der har plads til 800 børn fra omegnen, men de havde ferie, så der var tomt den dag, men rundt omkring fik vi da hilst på nogle af børnene. De var ikke meget for at blive fotograferet, men så ville de godt alligevel. Der var også en bygning for pensionerede plejemødre, og vi blev med store smil inviteret indenfor af nogle af mødrene for at kikke.
På vejen til Bhaktapur kom vi forbi nogle høstarbejdere, og jeg bad om, at vi stoppede, så jeg kunne tage nogle billeder. Marken var en lavereliggende rismark, og jeg stod oppe på vejen og kikkede på en hel familie, der var i gang med at høste med segl. Hurtigt blev jeg vinket ned til dem, og inden jeg vidste af det, fik jeg en segl i hånden og skulle høste. Jeg lurede på, hvordan de andre gjorde, og der skal holdes om risplanterne med venstre hånd, og så skæres stråene af med seglen. Det hele foregik under smil og latter, og jeg fik taget billeder af hele familien incl. den yndigste, lille pige. Jeg vidste ikke, om de forventede noget eller de bare var venlige, men de fik et par dollars, og så vinkede vi farvel. 
Gadernes belægning er af mursten, der er lagt i fiskebensmønster, og de er glatslidte af tidens tand. De fleste huse er i tre etager og er bygget af brændte, rødbrune teglsten, som ligger helt tæt sammen, og så spares der på mørtelen. Der er mange tagstøtter på tagene, og både de og vinduesrammerne er rigt dekoreret med træskærerarbejder. Det ligner en idealby, og det kan vi bl.a. takke tyskerne for, der med stor flid har gjort en stor indsats med at restaurere de vigtigste af husene, genanlagt gaderne med tegl i stedet for asfalt og lavet kloaksystem. Desuden er byen mere ren end så mange andre byer i Kathmandudalen.
Det koster 750 rupees at komme ind i Bhaktapur, og pengene falder på et tørt sted med restaurering af bygninger, vedligeholdelse af kulturen og til at holde byen ren. Mange bygninger er blevet sat i stand af indgangspengene, og byen er faktisk betydeligt renere end mange andre af Nepals byer. 
Bhaktapurs Durbar-plads er ikke så livlig som i de to andre kongebyer, for den ligger i udkanten af byen og bruges derfor ikke som handelsplads. I stedet for er byen dækket af ris, og på alle fortove og pladser i hele byen blev der tørret ris. Den lå på store tæpper eller bare på stenbroen, og kvinderne gik rundt med bare tæer og skovle og flyttede ris fra den ene bunke til den anden, medens solen bagte. Når risen er tør, kommer den i 50 kg sække og kan så sælges for 40 rupees pr. kg, ikke engang 3 kroner. En hel sæk koster derfor omkring 145 kr. Tænk engang, de skal dyrke markerne, høste markerne med segl, tærske negene og rense kærnerne, og så får de 3 kr. kiloet. Vi så et sted en ung kvinde, der i et irgrønt vandbassin fik avnerne til at flyde op og derved fik skilt urenheder fra kornene. Hvis de gør sådan alle sammen, så kræver det godt nok hele byen som tørreplads. Det har altid undret mig, hvorfor et kilo ris, der som regel bliver produceret i u-lande, skal koste så lidt herhjemme. 
Vi gik gennem Den Gyldne Port, Sun Dhoka, der går for at være det mest værdifulde stykke kunstværk i Kathmandudalen. Den er lavet af kobber og er indgangen til kongepaladsets 5 indre gårdspladser. De mest interessante er dog lukkede for ikke-hinduer, men vi så da det kongelige bad Naga Pokhari, der var omgivet af slanger med gyldne hoveder. En gammel kone, der sad i solen og tiggede, fik 100 rupees, og hun blev så glad, at hun gav hånd og smilede med sin ene tand.
Vi var inde på et rispapirværksted, hvor papirmassen kom op i en ramme, og så blev det jævnet og tørret og senere presset. I værkstedet sad også kvinder og foldede papir. Der var en forretning tilknyttet med både bøger og kort. Bøgerne var med fine tryk fra Nepal og Tibet, og der var helt afgjort meget håndarbejde, men de kostede også 60 dollars, så vi sprang over og købte et par fine kort i stedet. 
Søbogård i Danmark ligger idyllisk ved Kimmerslev Sø ved Borup på Midtsjælland og kun 300-400 meter fra, hvor vi bor, så det var noget af et tilfælde at støde på dem hernede. 
Søbogård har lejet ejendommen Gamcha Farm med 1 hektar jord og fire smukke gamle huse, og det var med henblik på at støtte den økologiske udvikling i Himalaya området. Da infrastrukturen i Nepal er dårlig, har det været meget besværligt og dyrt at bruge sprøjtemidler og kunstgødning, så gennem århundreder har bønderne dyrket økologiske grøntsager. Gamcha ligger i overkommelig afstand fra Kathmandus hjerte, og bønderne har på motorcykel leveret økologiske grøntsager til de fine hoteller og restauranter i byen. 
Chaufføren havde måttet standse et par gange for at spørge om vej, for vi var helt ude, hvor kragerne vender, og dermed er det bevist, at Gamcha Organic Farm er en meget fredfyldt plet uden for Kathmandu. På det store smukke hovedhus, der er bygget lige efter det store jordskælv i 1934, sad et
skilt med Sobogaard, så vi var på rette sted. Rundt om hovedhuset og gæstehuset er der blomster og små grøntsagsbede, og alt i alt er det et meget idyllisk sted. To søde damer viste os rundt, og på en skyggefuld terrasse blev der serveret ostepasta, grøntsager, fladbrød og cola. Gad vide om colaen var økologisk, ellers ville vi da gerne have byttet med hyldeblomstdrik. Derefter blev der serveret kaffe, og vi smagte på deres berømte hyldebæris, der smagte himmelsk. Huset, vi sad udenfor, var beregnet til besøgende, som mod betaling kan få nogle fredfyldte dage. Toilettet lå i en sidebygning i et stort rum med blomsterdekorationer, og selve toilettet stod på en ophøjet platform, så det var helt kongeligt.
Medens vi spiste, kom Farm Manager U.N. Dhungana og underholdt os. Det var en meget tiltalende mand, og han fortalte, at farmen havde 6 ansatte. Problemet i denne del af dalen var faktisk, at der faldt for lidt regn, så vandet skulle transporteres langvejs fra. Egentlig underligt med alle de omliggende bjerge.
Mr. Dhungana mente, at vi skulle flytte herned, for pensionen ville strække langt, og så kunne vi nyde vores otium på farmen og måske gå lidt til hånde.
Som sagt er der ingen gadeskilte, så vi måtte prøve at huske vejen. Det gik der dog kludder i, for selvom det var blevet mørkt, var der et hold arbejdere i gang med asfaltering af en gade. Med en vandkande sprøjtede de tjære ud på jordvejen, og bagefter blev der hældt et tykt lag asfalt ud over det hele. Der var kun en smal stribe langs muren, der ikke var dækket af varm blød asfalt, så vi blev nærmest fanget. Vi søgte tilflugt ned ad en smal gyde, og så til højre næste gang og til højre igen, og som ved et mirakel var vi ved en gade, som vi kendte, med den velkendte, tætte trafik. Danskere, der ikke har været sådan et sted som Kathmandu, kan ikke forestille sig den intense trafik her, og så snakker de om trængselsproblemer i København.
I Bungamati var korntørringen i gang alle vegne på kokostæpper eller bare på stenbroen, og det var konerne, der vendte korn, medens mændene kikkede på og kontrollerede, at de gjorde det ordentligt. Det kunne tyde på, at regnguden er taget på en længere ferie, siden de turde have alt det korn liggende udenfor. 
På turen rundt i byen så vi babyer, der blev gnedet ind i sennepsolie – det skulle være så godt og give varme. I Bungamati er der selvfølgelig også et tempel midt i byen, og så var der et offentligt toilet, men det tjekkede jeg nu ikke. At vand ikke bare flyder som honning i byen, kunne ses af en vandpost. De offentlige vandposte er kun åbne 3 timer om morgenen, og derefter bliver de låst af med en hængelås resten af dagen. 
Kokhana er ikke lige så hyggelig som Bungamati, men vi kom da tæt på livet i byen. Vi var inde på et sennepsoliepresseri, hvor det foregår på den måde, at kornene kommes i en sæk, der opvarmes, og så bliver sækken lagt ned mellem to træstammer, der tvinges sammen med et stort hjul – det så ud til at være hårdt arbejde. De havde dog også en elektrisk presse. Olien er god som massageolie især til babyer, for den varmer. Vi fik købt en lille flaske for 100 rupees, og så manglede vi bare babyen.
I byens udkant fik vi en cola på en lille terrasse. Cafeen, der blev betjent af en ung pige, kunne ikke give tilbage på 1.000 rupees, og jeg havde ikke mindre, så Indira betalte, men det blev vist ikke alverden. Vi fandt vores chauffør, der havde sneget sin bil ind i udkanten af byen, og vi kørte tilbage gennem mylderet til hotellet. 
Haven ligger i krydset med gaden Tridevi Marg og Kantipath og på samme side af vejen som Royal Palace, der ligger lige på modsatte side af krydset. 
Det koster 200 rupees at komme ind i haven, der meget minder om Paradisets Have. Vi gik hen til Royal Cafe, hvor der på terrassen på 1. sal kan spises med en fin udsigt ud over herlighederne. Vi fik korteletter med sennepssovs, grønsager og kartoffelmos og Gitte endda en pandekage med flødesovs. Dertil to cola og regningen lød på 2017 rupees, 144 kr. incl. betjening og tips. Og så er der nogen, der skriver på nettet, at det er meget dyrt at spise i haven, men jeg tror faktisk godt, at de fleste danskere kan betale 144 kr. for en fin middag i fine omgivelser. 
Efter paladset gik vi ned ad hovedgaden Durbar Marg, og det krævede mod at passere gennem trafikken. På hjørnet var et plankeværk bemalet med figurer, der viste, hvor vigtigt det er at vaske hænder. Før i tiden medførte uvaskede hænder mange sygdomme i befolkningen, og europæerne prøvede at forklare, at uvaskede hænder myldrede med bakterier, som er så små, at man ikke kan se dem. Nepaleserne kunne så kun sige, at sådan nogle små nogen nok ikke kunne være så farlige, men så fik de kikket i et mikroskop, og så fik de vasket hænder.
Vi gik ned ad den gade, vi mente, gik til hotellet, men det var det ikke alligevel, og efter et par forsøg ad andre gader var vi faret uhjælpeligt vild. Heldigvis kom en cykeltaxi forbi, og han sagde 500 rupees, og vi sagde OK. Vi kunne godt nok ikke huske hotellets navn, men han kørte os til Kathmandu Guest House, og så kunne vi godt finde vej derfra.
Vi ville lige ned for at købe noget brød til aftensmaden, og vi gik ad den gade, som vi havde gået flere gange før. Vi tænkte derfor ikke så meget over vejen, og så gik vi vild igen. Gaderne ligner hinanden, og forretningerne ligner hinanden med de samme varer. Vi havde ikke noget kort med, men hvad ville det også hjælpe, da der jo ikke er skilte med gadenavne. Vi prøvede at finde noget vi kendte, men vi var igen faret vild, og redningen kom igen i form af en cykeltaxi. Han ville køre os til Kathmandu Guest House for 200 rupees. Vejen var hullet, og føreren snoede sig uden om hullerne. Hvis vi var blevet standset på grund af trafikken, skulle cyklen rokkes i gang igen. Det blev en ret lang tur, og vi var helt i chaufførens vold. Han havde virkelig slidt i det, og fremme ved hotellet fik han lige 100 rupees mere, og han så glad ud, men han havde også næsten reddet vores liv.