Nepal – glemte kongebyer og Gurkha.
Rejsefortælling af Kim Greiner.November 2013 3. del Vejen til kongebyen Nuwakot. I Kathmandudalen bor der ca. 2,5 millioner mennesker, der er sammensat af mere end 92 etniske grupper, der tilsammen taler 122 sprog. Vi nåede ikke at tale med alle sammen, for nu skulle vi videre ud i landet. Det var sol og klar himmel, og vi var bestemt klar til nye spændende oplevelser, men hvordan er der ude i landområderne i læ af Himalaya? Hvordan er vejene, når det nærmest er hullede naturveje inde i Kathmandu? Hvordan er chaufføren, der skal have vores liv i sine hænder i de næste 6 dage? Kører han sikkert, og kan vi forstå hans engelsk, hvis han i det hele taget taler engelsk? Vi havde lidt kilder i maven. Gudskelov var det vores gammelkendte chauffør Lram Babu, der skulle være vores ”driver”, og vi vidste, at han kørte sikkert, og at han havde en god humor. Han grinede stadig af, at jeg dagen før af nogle høstfolk blev sat til at høste ris med en segl. Og så kunne han glædestrålende fortælle, at han havde fået lavet sikkerhedsselerne på bagsædet. Det var vel nok dejligt, og så satte jeg mig ind på forsædet, for så kunne jeg bedre følge med i kørselen gennem landskabet og tage billeder ud af forruden.
Der var ellers ikke megen trafik på vejen, kun lidt småbusser, lastbiler og nogle firhjulstrækkere, og ud over os var der næsten ingen personbiler. Oppe i bjergene var der masser af vand, så nogle steder stod der tankbiler og tappede fra de naturlige kilder. Om det så var kildevand, der skulle på flasker, ved jeg ikke, men de skulle da gerne holde sig lidt væk fra skraldebilernes aflæsningssteder, der var rigtige gammeldags lossepladser. De kunne dog heldigvis ikke ses fra vejen.
Efter tre timers kørsel havde vi kørt 76 km, men dog kun 29 km i fugleflugt fra Kathmandu. Vi kom til byen Trisuli, der ligger midt på en stor slette med marker. Vi drejede op ad en mindre vej, der gik op i bjergene. Vejen var ekstra smal, nærmest kun et-sporet, men den var fint asfalteret. Efter en halv times kørsel uden at møde andre biler nåede vi den gamle kongeby Nuwakot, der lå på en bjergtop med en fin udsigt ud over de grønne bjerge og dale.
Det var et herligt, gammelt hus, som vi var blevet indlogeret i. Der var lerstampet gulv overalt, også på 1. salen, hvor vi boede, og vi skulle op ad en hønsestige og igennem et andet rum til vores værelse. Værelset var kun 2 x 4 meter, og der var to bambussenge og et lille bord. Hovedet stødte på loftet, og der var kun skodder for vinduerne og intet glas Døren ind til værelset bestod af to halvdøre eller lemme. Hver dør havde et stort træøje, og når en træbjælke var stukket igennem begge øjer var døren låst, så vi var næsten tilbage til middelalderen. Toilettet lå i en lille sidebygning, og ok, det var a la hul i jorden, men pænt og rent, og der var et nydeligt vaskerum ved siden af. Udenfor lød der meget hyggeligt cikadesang, hundeglam og børnesnak.
Skolen var opdelt i børnehaveklasse, lavere klasser og second school for de større børn. Desuden var der også en klasse for døve børn. Skoledrengene ville gerne give hånd, måske for at vise deres venlighed. Børnene i de små klasser ville gerne fotograferes, men de ældste børn var lidt generte i starten, men så ville de gerne alligevel. Skolebørnene betaler 500/600 rupees om måneden, og det er billigt i forhold til de omkring 2.000 rupees, der betales inde i Kathmandu. Børnene har ingen skoletasker, men går med bøgerne under armen.
Da der ikke var nogen offentlige spisesteder i byen, kom broderen til Iswar og lavede nepalesisk frokost til os i form af en sandwich med ost, grønt, løg, og dertil brasede kartofler, bønner og salat. Og så sad vi der i ensom majestæt og spiste på terrassen, medens Iswar kredsede rundt om os, hønsene kaglede, gederne brægede og kragerne skreg, og vi kunne kikke ud på de grønne bjerge og dale. Der var pause til kl. 15 i fred og ro, og så skulle vi op at se på kongeslottet. Der er en bom over gaden for biler, men ved et snoretræk op til et lille vagtrum, hvor der sad en søvnig soldat, kunne han åbne bommen, der faktisk ikke var andet end en lang pind. Det var stadig en del af et meget lille, militært område, og der var et gammelt beboelseshus for soldaterne med nydelige blomsterbede og stenløver foran. Kongeslottet er ikke helt det, som vi mener, er et slot, idet det er et meget højt nærmest tårnagtigt hus på omkring syv etager. Alt var bygget i mursten næsten uden mørtel, og på en af de øverste etager var der en slags udhængende træbalkon hele vejen rundt, og her kunne soldaterne i gamle dage spejde efter fjenden. En pige sad i indgangen og solgte billetter til 150 rupees, og der var ikke andre end os i slottet. Indenfor var der en statue af kongen og hans to koner, hans seng og forskelligt andet inventar. Slottet har metertykke vægge, så soldaterne kunne ligge i vinduesnicherne og overnatte og passe på kongen. Vi arbejdede os op ad snævre trapper fra etage til etage og blev belønnet helt oppe af en ekstra fin udsigt gennem skoddevinduerne.
På vej op til udsigtspunktet og tilbage igen fik vi hilst på mange af byens børn. Der var noget mere liv i byen nu, en mor lavede mad, børn spillede bold, og der lød musik ud af husene i den lille gade. Vi satte os på sladrebænken foran huset mod gaden, og en gammel skolelærer kom og holdt os med selskab. Han var meget interesseret i Danmark, og jeg ærgrede mig lidt over, at vi ikke havde en bog med om Danmark eller bare nogle postkort. Skolelæreren havde arvet sit hus fra sin bedstefar og havde altid boet her i Nuwakot.
Vi sagde godnat allerede kl. 19.30, og godt trætte gik vi op ad hønsestien til vores værelse, for nu ville vi ville bare slappe af, læse og skrive. Alle går faktisk tidligt i seng i Nuwakot, og allerede kl. 20.30 var der helt stille i byen, og ingen var ude.
Fra vejen kunne vi se, at der gik en kabelbane op ad bjerget, og vi besluttede at tage turen op. Jeg vidste intet som helst om stedet, men det var noget med et tempel på toppen, og jeg forestillede mig et ensomt beliggende tempel, der ville have godt af et besøg. Chauffør Lram forsikrede, at det var ”not expensive” og kun tog ti minutter op og ti minutter ned. Vi inviterede ham med op, og så billigt var det nu heller ikke med 15 dollars for os udlændinge og 474 rupees for indfødte. De var ikke interesseret i indiske rupees, for der stod på et skilt, at det ikke gangbar mønt.
Efter 1 time i kø, var vi fremme ved gondolen, og på et TV kunne vi se, at Barak Obama lige havde vundet valget, og det var et oplivende moment. Så kom vi endelig om bord, passerede floden Trisuli og fortsatte op ad bjergsiden. Gondolbanen, der er Nepals første, er opført med østrigsk grundighed og sikkerhed, og også for deres penge. Den ligger 12 km syd for byen Gorkha og 104 km fra Kathmandu. Den blev indviet af kronprinsen 24. nov. 1998, og nu kunne pilgrimmene komme op til Manakamanatemplet på kun 10 min. (hvis der ikke var kø) i stedet for tre timer op ad bakkerne. På de 10 minutter bevæger man sig fra grundstationen Kurintar i højden 258 m til Manakamana i 1.302 meters højde.
Det er populært at ofre dyr ved templet, især duer og geder, og en billet i kapelbanen til en ged kostede 180 rupees. Enkeltbillet.
Et jordskælv i 1934 og et i 2011 havde svækket templets konstruktion, og flere steder havde termitter gnasket i træværket, men det siges, at regeringen i Nepal havde skænket 1 kilo rent guld til restaureringen. Måske kunne indtjeningen fra kabelbanen også bidrage til restaureringen, for det er et af Nepals mest besøgte templer.
Det var fascinerende med alle de mennesker, men vi skulle jo videre. Da strømmen af mennesker stadig gik op, og næsten ingen skulle ned, kom vi til med det samme, og efter 10 minutter var vi nede igen. Her holdt der busser fyldt med pilgrimme, der skulle op, så der må virkelig være noget særligt ved det tempel. Vi forlod hovedvejen og drejede op ad en smal bjergvej mod den lille Newar bjerglandsby Bandipur, der ligger langs en højderyg 700 meter over Marsyangdi River Valley. Siden 1998 er byen forbundet med en 8 km vej fra byen Dumre, og inden da var det kun et spor, der var så dårligt, at det i monsuntiden kun var tilgængeligt for traktorer. Bandipur udviklede sig i 1700-tallet til en malariafri, velstående handelsby, der lå på handelsruten mellem Indien og Tibet. Den havde sin storhedstid i Ranatiden 1846-1951, og havde fra regeringen endda tilladelse til sit eget bibliotek.
Der blev oprør i byen under planlægningen af vejen, og garnisonen blev stormet, og kongen ankom i helikopter for at berolige gemytterne, hvilket dog ikke hjalp. Adskillige mennesker blev dræbt, og soldaterne og de offentlige ansatte flygtede om natten, og byen blev lidt af en spøgelsesby. Der er dog ved at komme liv i byen igen, bl.a. fordi turisterne har fundet den hyggelige by, hvor 70 % af husene er de traditionelle Newarihuse med udskårne trævinduer. Byen har også stadig sit bibliotek, og der er adskillige skoler i byen som missionskolen ”Sisters of Notre Dame”, der er en af de bedste skoler i Nepal. Desuden findes en Primary school, Ratna Rayya Middle School og Believers Academy. Da børnene ofte kommer langvejs fra, er mange af husene ombygget til pensionater til skolebørnene foruden, at der er nogle få restauranter og småpensionater til turisterne. Der er landbrug i området, og appelsinplantager i nærheden og endda en silkefarm, og mange af mændene lader sig hverve som Gurkhasoldater.
Det viste sig, at der ikke var nogen lokalguide, der skulle vise os Bandipur, idet det var selveste vores egen driver Lram, der efter frokost ville gå med os rundt i byen. Nå, så kunne jeg bedre forstå, at han ikke havde travlt. Hotellets restaurant lå på den anden side af en stor boldbane, hvor nogle unge mennesker spillede noget høj rockmusik. Det virkede noget upassende sådan et sted – nå, det var jo en skoleby, og ungdommen skulle også være der. Bandipur er da hyggelig, og der lå også det fine gamle Bindyabashini Tempel på en lille plads. Flere steder er gaderne belagt med skifer fra gammel tid, men den er også blevet knækket af biltrafik, som skifer jo ikke er beregnet til. Der var ikke mere end et par gader i byen, så den var hurtigt overset. Der var ingen biler eller motorcykler i byen, og den var forholdsvis ren. Der var en del småbørn, og jeg fik taget nogle gode billeder, og der var ingen børn, der tiggede.
Aftenspisning på Bandipur Mt. Resort, hvis restaurant mærkværdigvis ligger mindst 500 meter fra selve hotellet. Det var blevet mørkt, men der fandtes heldigvis lommelygter på værelset. (Husk selv lommelygter til rejser i Nepal, for lyset går flere gange om aftenen. De fleste steder har de dog en nødgenerator). Over fodboldbanen med lommelygten og vi fandt restauranten, men buffeten ville først være færdig kl.18.30, så vi fik noget te i ventetiden. Det var et lille sted, og det meste var reserveret til en gruppe vesterlændinge. Buffeten kostede 450 rupees (32 kr.), og så fik vi en kæmpe øl til 375 rupees. Fladbrødet smagte især godt, men ellers var buffeten ikke noget at råbe hurra for, da der var meget lam/får, og det er ikke just min hofret. Vi sad udenfor på terrassen, da lokalet ellers var fyldt op af et rejseselskab af tyskere. Vi kunne kun få lov til at betale for øllen, men ikke for buffeten. Hvorfor vidste vi ikke, men så ville vi betale næste morgen, for det var samme sted, vi skulle spise morgenmad. Vores chauffør havde vi ikke set noget til, men vi var sikre på, at han ville være der til afgangen i morgen. Meget mod forventning havde begge vores maver det stadig helt fint 7-9-13.
Vores driver Lram stod smilende parat, faktisk en halv time før det aftalte tidspunkt. Det tog 20 min. at komme ned ad den lille vej til hovedvejen. Den var stadig kun to sporet, men nogenlunde god, fordi mange turister skulle ud til Pokhara. Der var mange spændende trafiksituationer undervejs, men trafikanterne tager hensyn til hinanden og letter lidt på speederen eller trækker ind til siden. To lastbiler kan dårligt nok passere hinanden, og dem er der mange af sammen med små busser med skolebørn og lokale. Der sås også firhjulstrækkere, men stadig yderst sjældent en personbil.
Der er mange småbyer langs vejen, hvor livet leves med tøjvask, madlavning og pasning af småboder med sodavand og andre småting til trafikanterne. Tuborg Gold er malet på mange af husene med rød baggrund og kæmpestore bogstaver. Beboerne får betaling for at have reklamen på deres hus – forhåbentlig ikke i det de reklamerer for. Lram er heldigvis kun tilpas meget talende. Han svarer på alt, hvad vi spørger om, og er også interesseret i Danmark og skraldgrinede, da jeg fortalte ham om Himmelbjerget. Nær Pokhara var vejen mere hullet, måske var de løbet tør for asfalt eller penge, men nu var folk jo også kommet frem. Mange smukke huse langs vejen og også dekorative nybygninger, og de hvidklædte Himalaya bjerge var nu næsten på plukkeafstand. Efter en flot byport ringede driveren til guiden, der blev samlet op og spurgte, hvad vores program var. Det troede jeg, han vidste alt om, men det var noget med en to timers gåtur og en sejltur på søen. Han fik kikket i vores program, og så var alt på plads.
Vi sagde farvel til guiden og driveren og aftalte, hvornår vi skulle møde dem næste dag, for eftermiddagen var til fri disposition. Vi kunne dårlig nok følge med de to bærere, for vi måtte have pustepauser op ad trapperne. Oppe ved hotellet fik den unge mand en dollar, og så gik han ned igen og arbejdede måske slet ikke her, men han var glad for pengene. Den ældre bærer, der dog arbejdede på hotellet fik 150 rupees. Tilsyneladende var det et ret nyt hotel med en stor reception og spiserum og med værelser i annekset med udsigt til hele herligheden både søen, byen og Annapurnabjergkæden. Dejligt værelse med både en enmands seng og en dobbeltseng, og alt var rent og nydeligt. Hele hotellet er blevet båret op ad trapperne sten for sten og cementsæk efter cementsæk. Ingen helikopter var brugt, da det var alt for dyrt. Frokost i skyggen med udsigt til bjergene. Kyllingesandwich med salat og pommes frites, og livet er ikke det værste man har.
De oprindelige, primitive bjergboere levede hovedsageligt af kokød, og de kom i kampe med Rajputfolket, der gik op i tilbedelse af koen med liv og sjæl, og de oprindelig bjergfolk blev næsten udryddet, da de blev nægtet at spise bøffer. Krigeren Prithvi Narayan, der samlede kongerigerne i Kathmandudalen, var gurkha, og alle medlemmerne af hans hær slog han til riddere og gav dem ret til at kalde sig Gurkha, og det har siden været en hæderstitel blandt Nepals bjergfolk. Efter erobringen af dalen havde Gurkha-kongen en stor slagkraftig hær, og han udvidede ustandseligt sit territorium. Gurkhaerne fortsatte ind i Tibet, men kineserne var en for stor mundfuld. Samtidig var det svært for gurkhaerne at skaffe føde, for de måtte jo ikke spise de hellige køer, der ellers var hovedernæringen i de isnende højder. Inden de helt døde af sult, erklærede en medbragt brahminsk præst, at de lavbenede, tibetanske yakokser i virkeligheden var en slags hjorte, og derfor med god samvittighed godt kunne fortæres af selv ortodokse hinduer.
Feltmarskal Sam Manekshaw udtalte en gang: ”Hvis en mand siger, at han ikke er bange for at dø, så enten lyver han, eller også er han gurkha”. Storbritannien har reduceret sine Gurkharegimenter, men Indien rekrutterer fortsat Gurkhasoldater i stor målestok, og i 2009 var der ansat 42.000 mand i 46 bataljoner fordelt på syv regimenter. Soldaterne bliver ikke bare brugt til krigshandlinger, men også til fredsbevarende operationer rundt omkring i verden.
En talsmand for Nepals Kommunistiske Parti (maoisterne), som vandt det sidste valg, men ikke har kunnet danne regering, har udtalt, at ansættelse som lejesoldater er nedværdigende for det nepalesiske folk og vil blive forbudt.
En lille anekdote fra anden verdenskrig i Indien. Et gurkharegiment skulle lære at springe ud fra flyvemaskiner. Soldaterne var stillet op, og nogle flyvemaskiner fløj lavt hen over soldaterne, og det blev forklaret, at det var i den højde, de skulle springe. Gurkhasoldaterne så dog lidt urolige ud, og officeren spurgte, om der var noget i vejen: ”Yes Sir”, svarede gurkaunderofficeren. ”Vi vil spørge, om maskinerne ikke kunne flyve lidt lavere?” ”Nej”, svarede officeren, ”for så kan faldskærmene ikke nå at folde sig ud”. ”Nå, vi skal have faldskærme”, udbrød gurkhaen lettet. ”Jamen, så er det helt i orden”.
Byen er kendt for den smukke Phewa Tal sø, og hele tiden skyder nye hoteller op, og desværre ikke i den gamle Newar-stil. Hovedgaden er spækket med souvenirboder og restauranter, og pudsigt nok er turismen opstået på grund af den smukke sø, og nu er søen dækket af turisme, så man ikke kan se ret meget af søen fra byen.
I byen er en camp for nye gurkhaer med plads til 200 soldater. De er som regel ansat i 20 år og kan så trække sig tilbage med så god en pension, at de har råd til at bygge de store, smukke huse, der ligger i udkanten af Pokhara,
Vi ville hen at se pagoden og troede, der var helt øde i området. Der gik en sti derned, og for første gang så vi tiggende børn i Nepal. De må selvfølgelig ikke få noget, ellers bliver det bare en levevej, og faktisk stod der et skilt længere nede med no money og slik til børn. Der var en del turister ved pagoden, der lå flot og hvid i solen. Den er 11 meter høj, og tre skinnende, gyldne statuer viser Buddha i den positur, han antog, da han blev født. Nær bunden af stupaen er graven for en munk, der blev myrdet af anti-buddhistiske ekstremister under opførelsen. De havde nok ikke forstået fredsbudskabet.
På hjemturen til hotellet gik vi ad stenvejen, og en bil havde problemer med at komme op. Den stod stille, og der var lagt en sten under baghjulet. En ung mand skubbede den i gang igen, og da den var kommet i fart, sprang han ind ad døren. Faktisk ret halsbrækkende. Ved trappen til vores hotel stod nogle unge mennesker ved nogle gasflasker, der skulle bæres op. De stod og kikkede lidt mismodigt, så jeg klappede en af dem på skulderen og sagde: ”I can take this one” og løftede i en af flaskerne, slap den igen og sagde: ”Oh no, it is to much heavy”. Så skraldgrinede de og begyndte at gå op med en flaske på nakken. Vi begyndte selv at gå opad uden bagage eller noget, og efter 11 minutter var vi oppe og totalt gennemblødte. Vi gik i bad i noget, som nepaleserne kaldte varmt vand, og som vi vil kalde kuldslået.
Der var et flot lys over byen, da vi gik hen til restauranten. Det var ikke nogen specielt hyggelig restaurant. Der var nogle få, stærke lamper højt oppe på væggene og ingen udsmykning overhovedet. Der var også kun os i begyndelsen, men så kom englænderne og et asiatisk par, og så begyndte det at blive lystigt.
Vores guide kom kl. 8, og to unge mænd bar vores bagage ned til vores bil. De to unge mænd vidste jo ikke, om de fik noget for ulejligheden, men de fik en dollar hver og så glade ud. Sammen med guiden gik vi ned ad en stenet sti og mødte undervejs en gruppe lokale bærere med telte og gasflasker, der åbenbart skulle på trek. Der var endda kvinder med som bærere. Ak ja, der var også tider, hvor vi tog på trek med bærere, nu eksede benene noget efter at have gået en time. Gitte lånte guidens vandrestav, og der var også sine steder stejlt og smattet.
|
Ude af Kathmandu var der nærmest naturveje – hvis vi var heldige, var der lidt hullet asfalt ellers sten og grus. Nogle gange skulle bilen kante sig over dybe huller, og kun ved dygtighed undgik chaufføren at få et hjul i et dybt hul. Hvis der havde været sådanne huller i Danmark, så var der nogen, der ville klage. Her i Nepal kunne man også godt klage, betroede Lram os, men det ville der ikke ske noget ved, og han antydede noget om korruption. Tre gange den første dag var der politistop, men de var kun ude efter de lokale, og vi fik lov at glide igennem uden at blive standset. Senere hen blev vi standset, og Lram måtte punge ud til politiet. Da jeg spurgte ham, hvad der var galt, sagde han bare lettere irriteret: ”Nothing, there was nothing wrong”.
Der er mange terrasser i landskabet, men de øverste var groet til, for det kunne åbenbart ikke betale sig at opdyrke dem. Nogle steder ved vejen stod der færdige rissække klar til afhentning, men der var også marker, der endnu ikke var høstet, efterhånden som vi kom op i bjergene. Det manede lidt til eftertanke, da vi stoppede et sted, hvor nogle mænd var ved at trække en bus op af kløften med et spil. Ulykken var sket i sidste uge, og fire mennesker var blevet dræbt.
Vi kørte ind i den lille landsby og fandt vores ”homestay lodge” i et gammelt kampestenshus. Portene ind til gården blev åbnet, vores Toyota Corolla kørt ind, og vi fik hilst på vores guide Iswar Man Singh, der var en yngre mand, som talte et pænt engelsk. Vores chauffør Lram Babu forsvandt, og det var åbenbart meningen, at han på turen ikke skulle spiste eller sove sammen med ”herskabet”, og sådan var det hver aften fremover, selvom han både var vores chauffør og vores ven. Det kunne jo så også bare være, at han gerne ville have nogen fritid.
Vi skulle hen at besøge den lokale skole, hvor vi blev vist rundt af vores guide og en kvindelig lærer. I skolen gik 600 elever, så den trækker åbenbart elever fra et større område uden for landsbyen. Vi var inde i flere klasseværelser og blev godt modtaget, selvom vi forstyrrede undervisningen. I de små klasser var der kun 10 børn, og alle børn på hele skolen var i fine uniformer. Børnene sad pænt og sang et par sange for os, og så gengældte vi med Lille Peter Edderkop og Mester Jacob.
Der var ellers pænt og rent overalt på skolen og imellem skolebygningerne, men ved gavlen af en af dem lå der en stor bunker affald. Ærgerligt for lige på en skole kunne børnene måske lære, at affald ikke bare er noget, der skal smides et sted.
I nærheden af slottet lå der adskillige bygninger og templer fra 1700-tallet, bl.a. det fine, lille hindutempel Nuwakot Bhairabee Temple, der havde en vigtig betydning i Malla dynastiet. 
Ishwars bror kom og lavede vores aftensmad i stearinlysets skær, for strømmen gik tre gange i løbet af aftenen. Der var taget højde for usikker strømforsyning, for der var stearinlys ved hånden, og vi havde også en lommelygte til rådighed. Den nepalesiske middag startede med hønsekødssuppe, agurk, gulerødder og en stor skål popkorn. Jeg tror dog ikke, at popkorn er særlig nepalesisk. Så blev der serveret ris, grønsager og kød og noget grønt udefinerbart noget, der ikke smagte ret godt. Vi kunne kun spise halvdelen af alt det, der blev serveret, så vi håbede, at de havde en gris eller en hund, der kunne tage sig af resterne. 
Tidlig morgen lå skyerne som en tyk pude nede i dalen, men heroppe var det helt klart, så det var et syn for guder. Der var landsbylyde allerede kl. 6 om morgen med skramlen af køkkengrej og stemmer. Brusebadet var en vandhane i to meters højde, hvorfra der kom dejligt forfriskende, koldt vand. I mellemtiden havde Iswars bror gjort morgenmaden klar med te og cornflakes med varm mælk. Smagte lidt fremmed, men godt at mælken var kogt, for hvad kan der ikke være i frisk mælk selv i Danmark? Dertil fik vi serveret omelet og nogle små kager med hjemmelavet honning. Iswar nussede os i alle ender og kanter, og så var det farvel. Igen var spørgsmålet om, hvor meget vi skulle give i drikkepenge, men det blev til, at Iswar fik 15 dollars, og broderen der havde stået for maden fik 5 dollars. Vores chauffør Lram var der en ½ time før aftalt afgang, og så var det farvel til Nuwakot, og vi trillede ned ad den smalle bjergvej igen.
Vi gjorde et toiletstop i en mindre by med grøntsagsboder, og jeg fik købt nogle bananer. Fra en vandpost ved vejen tappede kvinderne vand i flasker og i større beholdere. I nærheden var der fine toiletter, og en mand stod med en vandslange til håndvask. Gav ham 100 rupees for os alle tre og det var vist nok meget, for jeg kunne se, at andre kun havde givet småsedler. Nu er 100 rupees jo heller ikke ret meget i forvejen, kun ca. 7 kr. 
Først efter at have købt billetten, så vi køen, og der var nok mindst 1.000 mennesker foran os. Alle var nepalesere eller af anden østerlandsk race og kun nogle få udlændinge. Jeg begyndte at blive lidt ærgerlig, for hvis der nu stod en guide i Bandipur og ventede på os, og vi så ikke kom til tiden. Heldigvis så undgik vi at løbe ind i deres frokostpause endda en frokostpause, der ville noget for på et skilt stod der Lunch Break 12.00 PM – 1.30 PM.
Legenden siger, at kong Ram Shan fik en åbenbaring, men et mystisk dødsfald ramte ham kort efter. Hans dronning Sati havde guddommelige kræfter, men det vidste kun hendes fortrolige og hengivne Lakhan Thapa. Efter skikken dengang skulle dronningen følge sin mand på ligbålet, men hun betroede Lakhan Thapa, at hun ville dukke op igen i nær fremtid. Efter et halvt år var en landmand i gang med at pløje sine marker, og han spaltede en sten, der begyndte at flyde med blod og mælk. Lakhan Thapa vidste, at det måtte have noget med dronning Sati at gøre, og han lavede nogle hinduistiske ritualer på stedet og byggede et tempel, og strømmen af blod og mælk forsvandt. Templet blev indviet til gudinden Bhagwati i inkarnation af Parvati. Det siges, at en af præsterne ved templet er efterkommer af Lakhan Thapa.
Mit øde tempel på en bakketop havde ikke noget med virkeligheden at gøre, for der lå en hel by deroppe med masser af mennesker. Den første del af gaden fra gondolen var der boder med offergaver i form af blomster og andet godt. Længere fremme var der boder med almindelige souvenirs. På en lille plads lå det lille tempel, og her myldrede det med mennesker. Hellige mænd satte røde pletter i panden på pilgrimme, og ellers stod folk i kø for at aflevere offergaverne. Der brændte bål forskellige steder i offerkar, og det var nok en god ide, at offergaverne blev fortæret af flammerne, da de ellers ville tårne sig op. Templet lå utroligt smukt, nærmest på en klippekant med et rækværk til afgrunden, og i baggrunden var Himalayas hvide bjergtoppe.
Vi fortsatte ad de smalle veje, hvor man viser hensyn til hinanden og kører ind til siden, men der er også situationer, hvor køretøjerne næsten snitter hinanden. Vejen var stadig kun tosporet, og det gik nogle gange lidt for hurtigt efter min smag. Efterhånden lærte jeg Lrams køreteknik at kende, og jeg vidste på forhånd, hvornår han ville overhale, og hvornår han ville trække ind og bremse. Selvom der ustandselig var vejsving, kørte vi nok mindst 100 km, før der stod et vejskilt, der advarede mod et sving, og det var overhovedet ikke værre end alle de andre, vi havde passeret.
I 1970’erne faldt handelen brat med opførelsen af landevejen mellem Kathmandu og Pokhara. Af tekniske årsager blev vejen bygget i dalen, og Bandipur blev isoleret. Samtidig blev distriktets hovedkvarter flyttet fra byen til Damauli.
Lidt over kl. 14 ankom vi til hotel Bandipur Mountain Resort, der er et ret nyt, stort, gråt stenhus lige på kanten af bjergkammen og lidt væk fra den gamle by. En venlig og stærk mand bar vores kufferter op på 4. etage, hvor der var et dejligt værelse med panoramaudsigt ud over dalen. Floden slyngede sig i dalbunden med spredte rismarker og småbjerge og så den kridhvide Himalaya bjergkæde som baggrund.
Det tog en times tid at gå rundt, og så fik vi en cola på en lille cafe, og Lram fik fri, og så sad vi i solen og skrev og læste. Bandipurs trækplaster må være de hvide bjerge sammen med freden og roen.
Morgenmad samme sted med omelet, pølser og kartofler plus brød, frugt og kaffe. Morgenmaden var inkluderet i hotelovernatningen, men vi havde besvær med at få lov til at betale for buffeten fra i går. De kunne vist ikke forstå, at vi ikke var med i den tyske gruppe, hvor buffeten sikkert var incl. Vi stod ikke nogen steder som skyldnere, så vi måtte presse dem til at modtage 2 gange 450 rupees ++, hvilket betyder moms og tips. Vi kunne jo bare have været gået uden at betale, men sådan er vi heller ikke.
Som en joke siges det, at nepalesiske billister træder på speederen, når de skal ind i et uoverskueligt vejsving – det er for at få faren overstået så hurtigt som muligt.
Ved byen ligger Fewa Lake, der er 4,5 km lang og 70 meter dyb, og dermed er det den 2. største i Nepal. Vi kørte forbi søen og op ad verdens dårligste vej af mest løse sten, og her kunne nok godt bruges en firhjulstrækker. Vores Toyota klarede den og standsede ved en trappe af natursten. Det var indgangen til Raniban Retreat Lodge, dvs. der skulle først vandres 20 minutter op ad stejle trappetrin, og vores kufferter var tunge som sten. En ældre mand kom med en bærekurv, der dog var lidt for lille til kufferten (det er faktisk ikke ret store kufferter, vi rejser med, så det må have været en lille kurv), og en ung mand tog den anden kuffert på hovedet.
Bjergfolkenes militære tradition går tilbage til det 9. århundrede, hvor muhamedanerne erobrede Nordindien, og hvor deres bitreste modstandere var Rajputs, der var en krigerisk hindustamme af højkastefolk. Rajput-hæren blev dog drevet ind til foden af Himalayabjergene, hvor de holdt stand i flere år, men til sidst bukkede de under, og resten af den slagne hær søgte tilflugt i Nepal. Alle fine nepalesere påstår stadig, at de er efterkommere af Rajput-flygtningene.
Efter at være drevet væk fra Tibet af kineserne, kom gurkhaerne i klammeri med englænderne i Indien. De vandt nogle vigtige slag, og der blev holdt sejrsfest i Kathmandu, men så satte englænderne 30.000 mand ind i kampen, og efter to år måtte nepaleserne bøje sig. Det blev dog milde fredsbetingelser, for englænderne havde brug for soldater af gurkhaernes kaliber, og gurkharegimenter har siden hen været med i alle englændernes krige rundt omkring i verden. Som en gammel engelsk general udtrykker det, så er gurkhaerne nogle helvedeshunde, der elsker kampen for kampens skyld. Gurkhaerne syntes selv, at det var vældigt sjovt at kæmpe mod tyskere og japanere, men italienerne – nej, det var ikke rigtig noget.
I første verdenskrig deltog der 50.000 gurkhasoldater og 250.000 i anden verdenskrig, og det er imponerende, når tropperne kun kommer fra de små bjerglandsbyer. I 1960’erne var der 10.000 gurkhasoldater i den engelske hær og 8.000 i den indiske. Når soldaterne blev sendt hjem eller gik på pension, hjembragte de betydeligt mere hård valuta end værdien af Nepals udenrigshandel.
På et tidspunkt kom det frem, at gurkhasoldater fik betydelig lavere pension end deres britiske kolleger. Der er nu lavet en lov af 1. juli 1997, der siger, at gurkhasoldater herefter skal have samme pension og desuden have garanteret opholdstilladelse i Storbritannien for dem og deres familie. Efter flere retssager blev det vedtaget 21.maj 2009, at alle gurkhaveteraner, der er gået på pension også før 1997 og mindst har haft fire års tjeneste, også vil få sig lov til at slå sig ned i Storbritannien.
Pokhara, der har ca. 490.000 indbyggere ligger i 880 meters højde og omkring 200 km fra Kathmandu. Byen har 160 private skoler og 600 kommuneskoler. Byen er udgangspunkt for de mest populære trekkingture i Nepal, og der er frit udsyn til Annapurna-toppene, der ligger på rad og række med sine kridhvide toppe i over 8.000 meters højde. Især er Machhapuchhare toppen (Fiskehalebjerget) meget let at genkende med sin meget spidse top. Selve Mount Everest kan man ikke se, da den ligger længere inde, og de foranliggende bjerge skygger for synet.
Beliggenheden er lidt lavere end- Kathmandu og derfor også lidt varmere, hvilket er en fordel om vinteren. I marts-april er eftermiddagstordenbyger almindelige, men til gengæld er sigtbarheden så også bedre efter bygen. Om sommeren er der subtropisk klima med 25-35 grader og om vinteren 5-15 grader, men der er ingen opvarmning i husene. Livet i byen er mere afslappet end i Kathmandus heksekedel, f.eks. kan man tage en sejltur på søen i lejede robåde, svømme i søen eller gå en tur i omegnen. Heldigvis er søen også næsten ren efter et finsk rensningsprojekt. Der findes også flere templer i byen, hvis man skulle føle trang til at ofre en ged. Et 14 millioner gammelt fossil af det første moderne menneske er fundet 165 km syd for Pokhara. Men alt i alt er Pokhara et rigtigt turiststed, men hvad gjorde det, for vi boede på et bjerg med udsigt til byen.
Når man hilser i Nepal siges ”Namasté”, og man samler hænderne foran brystet og bukker let.
Oppe fra vores bjergtop kunne vi kikke ned på den japanske fredsstupa, der lå på en lavereliggende bjergtop med grønne træer i området. De lokale kalder den gompa eller pagoda, og den var færdigbygget i 1998. Efter bomberne over Hiroshima og Nagasaki har japanerne efterhånden bygget 109 sådanne fredspagoder over hele verden. Mange af pagoderne er bygget af Nichidatsu Fujii, der levede 1885-1985, og han stiftede den japanske organisation ”Nipponzan Myöhóji” efter at være stærkt inspireret af Mahatma Gandhi, som han mødte i 1931. Herefter ville Fujii vie sit liv til fremme af ikke-vold og inspirere til fred for alle racer og trosbekendelser og at hjælpe til at søge fred i verden.
I en lille cafe i nærheden fik vi en sodavand og en lille pose chips. Bagefter ville vi have en lille nødforsyning med, og vi købte 6 små stykker chokolade a 25 rupees. 6x25 var ikke sådan lige at regne ud, så hun fik lidt hjælp. Vi var de eneste gæster i cafeen, og vi sad der et stykke tid for at tiltrække andre gæster, men det nyttede ikke rigtig.
Flot solopgang, men skyerne lå over dalbunden og søen, mens der var helt klart oppe hos os. Vi gik op på restaurantens tag, der var helt fladt, og her var der stole, så udsigten og solopgangen kunne nydes. Vi fik ikke rigtig kikket ordentlig på menukortet, så vi tog bare ”simple breakfast” med toast og te. Bare vi dog havde kikket lidt mere på kortet, for englænderne tog den udvidede morgenmad med bacon, pølse og spejlæg.
Efter at vi var kommet i land på Pokhara siden, var der et gedemarked af madboder, blomsterboder, souvenirboder og sælgere. Vi vakte ikke deres interesse, og slet ikke en mand med en bakke med guldure, men vi fik da købt en plakat over Pokhara og Annapurnabjergene for 100 rupees. Vi gik en tur langs Riverside, hvor mange europæere slentrede rundt mellem souvenir- og friluftsbutikker foruden massage, vekslingskontorer og andre af civilisationens lyksaligheder. Som guiden sagde, så var der ikke meget at se, så vi sagde farvel og gik ind på Fewa Lake Restaurant for at spise frokost. Vi sad helt ude ved rækværket, og tre hold tiggere kom forbi. Det var alle gange en gammel kone med en endnu ældre affældig mand. De to første hold fik, men så var vi løbet tør for småpenge. Jeg fik en dejlig burger med fritter og salat og Gitte suppe plus to cola i alt 620 rupees. Vores chauffør stod og trippede på en nærliggende parkeringsplads, og efter det obligatoriske store smil og venlige hilsen forlod vi Pokhara til nye spændende eventyr.