 New Zealand – landet med hovedet nedad.Januar – februar 2008. 1.del. En rejsefortælling af Kim Greiner. Ud over det ydre rum er det faktisk ikke muligt for os danskere at komme længere væk end New Zealand, for landet ligger næsten præcis på den anden side af jordkloden, så det er slet ikke kineserne, der kommer op, når børn graver dybt i sandkassen, men newzealændere. Bare flyveturen derned, eller er det i virkeligheden derop, siger noget om afstanden, for der er 12 timers flyvning til Singapore og derefter yderligere næsten 12 timers flyvning til New Zealand. For lige at slå fast, hvis nogen har undret sig, så er en kiwi en newzealænder, og de består dels af maori − (den oprindelige befolkning, og ordet betyder ”de normale”) − og dels af pakeha, der er alle de andre.
Helt konkret består kiwierne i dag af 80 % med europæisk afstamning, 15 % maorier og 5 % ø-polynesiere og asiater.
Nå, inden jeg kommer for godt i gang, må vi først have lidt af New Zealands historie, og senere vil jeg fortælle om, hvordan det gik, da vi for første gang besøgte vores 6. kontinent og vandrede nationalparkerne tynde i hobitternes fodspor.
Ifølge sagnet sejlede han tilbage til sine stillehavsøer og fortalte om det smukke land, han havde set, men det var først flere hundrede år efter i begyndelsen af 1300-tallet, at en egentlig bosættelse af New Zealand fandt sted. Hvorfor maorierne forlod deres hjemegn, er der ingen dokumentation for, måske sult og nød eller krige, men forskerne mener, at der må have været omkring 200 katamaraner ”waka’er” fulde af maorier, der landede på øerne. De fleste slog sig ned på Nordøen, der har et lidt mildere klima end Sydøen, for det var ikke det bare sjov at komme fra et varmt tropisk klima til det noget køligere tempererede klima på New Zealand.
Heldigvis for maorierne fandtes der omkring 200 fuglearter på øerne, og især kæmpefuglen moaen, som ikke kunne flyve, endte i kødgryderne. Moaen kunne blive omkring 3 meter høj, og et lår var på størrelse med en oksekølle, men på et eller andet tidspunkt uddøde moaen på grund af rovdrift eller en sygdom - det vides ikke.
Præsterne havde også stor status hos maorierne, for de fik gode råd fra ånderne, der bestemte, om man skulle gå i krig eller ej. Maorierne kunne blive født ind i en høvdingefamilie, og så havde man fin status fra starten, men det krævede kampmod og færdigheder at komme op ad rangstigen, hvis man var født ind i en almindelig familie.
Maoriernes evne til at udføre smukke udskæringer i træ, ben og jade er helt uovertruffen i fornemt håndværk og ikke kun som smykker, men overalt på dørkarme, husgavle og kanoernes forstavne blev der lavet kunst. Det mest populære smykke var en lille menneskelignende figur med hovedet på skrå og et stort gab og kuglerunde øjne. Figuren hedder Tiki og bliver især båret som frugtbarshedsamulet af kvinderne. (Jeg håber ikke de virker for mænd, for jeg fik købt en uden at vide, hvad den var god for).
Ærgerligt nok har maorierne aldrig haft noget skriftsprog, så al undervisning skete ved mundtlig overlevering. Eksaminerne bestod af lange recitationer, sange og opremsninger, og dumpede man, var det for evigt, og så var det bare ærgerligt.
Det var ingen dans på roser at være maori før den europæiske invasion, og det var langt fra de paradisiske tilstande, som det ellers nogle steder er givet udtryk for. Livet var hårdt, og der var ikke mange, der blev meget mere end 30 år, for man sled sig op i markerne eller døde på slagmarken. Og den ensformige kost gjorde, at de allerede sidst i tyverne havde betydelige smerter af gigt, og at tænderne faldt ud. Især efter at moaen blev udryddet, var der perioder med hungersnød, for det var ikke let at finde bregnerødder nok, og den søde kartoffel var svær at dyrke i det kølige klima.
Det er først for nylig, at forskere ved at studerer tænder og knogler har fundet ud af, hvor dårligt det egentlig stod til med maorierne, så nogle mener ligefrem, at europæerne reddede dem fra udryddelse. For de hvide medbragte den almindelige kartoffel, der er meget nemmere at dyrke end den søde kartoffel, og de medbragte også svin, geder og får, der kunne holdes som husdyr. Det skønnes, at der var omkring 100.000 maorier på Aoteaora, da de første hvide kom til øerne, men der skulle snart blive færre endnu.
Hvordan navnet New Zealand er fremkommet, er der ingen der rigtig ved, men muligvis var det korttegneren, der skulle finde på et eller andet og så opkaldte stedet efter den hollandske provins Zealand.
Selvom maorierne ikke ligefrem levede i fred, var det dog i fred for de hvide, og der gik over 130 år inden den næste opdagelsesrejsende opdagede øerne og denne gang gik i land.
Cooks skib Endeavour var alt andet end prangende, for det var en 368 ton bark, der var magen til de kulskibe, han havde sejlet med som ung mand, men det var et skib, han kendte til og holdt af. Efter at have rundet Kap Horn satte han kursen mod syd og senere mod vest, og den 6. oktober fik en ung skibsdreng, Nicholas Yong, øje på den østlige kyst af Nordøen, og det var meget heldigt, for han fik øje på det sted, der i dag hedder Young Nick’s Head. Efter at have sejlet lidt op og ned ad østkysten sejlede Endeavour ind i en bugt, hvor røgsøjler fortalte, at der levede mennesker.
Uden af få provianteret, som Cook ellers ønskede, måtte han sejle videre, og senere i Mercury Bay kom Endeavours besætning for første gang på god fod med de lokale maorier, og de byttede sig til fisk, fugle og rent vand.
Senere sejlede Cook rundt om begge øer og tegnede et kort, der var så godt, at man brugte det i de næste 150 år, og det var det kort, der var årsag til, at europæerne kom strømmende.
Det var et sørgeligt endeligt for den stolte kaptajn Cook, men æren har han i behold, og i dag opfattes han som New Zealands egentlige opdager.
Maorierne skaffede forsyninger til de hvide og solgte deres arbejdskraft, og så var der også en god sidegevinst ved at sælge souvenirs, hvor især indskrumpede tatoverede maorihoveder gik som varmt brød. Først brugte man de selvdøde til formålet, derefter gik det ud over slaverne, og efterhånden blev det ganske farligt at have en flot tatovering i ansigtet, for lynhurtigt endte hovedhuden som et flot skrumpehoved. Hovederne endte på museer rundt om i hele verden og også på Nationalmuseet i København, men det er dog leveret tilbage og opbevares på et indviet sted i Wellington.
Den lette adgang for maorierne til at erhverve skydevåben gjorde, at de begyndte at slås endnu mere end før, og den øgede velstand gjorde også, at de havde mere tid til krigshandlinger, når de nu ikke mere behøvede at grave efter bregnerødder. Høvdingene begyndte at miste kontrollen i landsbyerne, og når maorierne ikke bekrigede hinanden, lå de i druk, for alkohol var også en ny ting, der endelig måtte afprøves. Så det ene med det andet gjorde, at maorierne blev færre og færre.
I 1832 kom den britiske repræsentant James Busby til New Zealand for at oprette ro og orden. Han havde dog hverken penge, våben eller medarbejdere, og han måtte endda selv betale sin billet fra Australien. Det lykkedes dog alligevel James at få 25 høvdinge på Nordøen til at samarbejde, og de fik fælles flag og underskrev en erklæring, der gjorde det klart, at de bestemte i dette område. Meget hæderfuldt kaldte maorierne James Busby for ”Krigeren uden våben”.
Senere underskrev 500 andre høvdinge traktaten, og Hobson erklærede sig som guvernør over New Zealand. Waitangi-traktaten var dog ikke helt fin i kanten, for der var stor forskel på den engelske tekst og teksten på maori. Den del, der i traktaten lovede høvdingene autoritet, manglede i den engelske udgave, og den engelske udgave talte om fuld suverænitet til englænderne, og det anede høvdingene intet om. Så de fine ord fra dronning Victoria, om at hvis hun blot fik lov til at regere, kunne maorierne så sandelig sagtens få lov til at beholde deres land, skove, fiskerettigheder og helligdomme, holdt ikke i virkeligheden. Hvis det skulle komme så vidt, at maorierne ønskede at afstå noget af deres jord, var det kun regeringen, der måtte købe og sælge, stod det også så smukt i aftalen.
I hovedstaden Russel stod en flagstang som symbol på Waitangi-traktaten, men flagstangen blev fældet fire gange af utilfredse maorier og rejst igen af briterne, og ind imellem var der masser af krig og ufred.
På Nordøen slog flere høvdinge sig sammen og valgte en fælles konge, og høvding Te Werohwero blev udnævnt til kong Potatu 1, og de blodige slag mod de hvide fortsatte. Maorierne blev straffet for deres krigshandlinger, og man konfiskerede endnu mere af deres jord. I 1872 blev der endelig fred, men en bitter fred, og der var efterhånden kun 40.000 maorier tilbage, og man talte åbent om, at de var en uddøende race, og man burde være lidt gode ved dem på dødslejet.
Det hele revnede, for prisen på uld og kød gik ned, og ved en langvarig nedgang voksede
I begyndelsen af 1900-tallet gik det igen fremad for frosset kød og mejeriprodukter til især England, og båndene mellem New Zealand og England forstærkedes.
I begge verdenskrige var New Zealand det land, der sendte flest soldater i krig i forhold til indbyggertallet og også det land, der mistede flest, derfor står der et utal af krigsmindesmærker rundt om på øerne.
En af de mest berømte enheder var B Company 28, der var en bataljon, der bestod af 3.578 maorier, der frivilligt havde meldt sig til krigstjeneste i 2. verdenskrig. 649 blev dræbt og 70 % blev såret, og de modtog et hav af medaljer for deres indsats. Den berømte feltmarskal Montgomery sagde under et slag: ”Giv mig en deling maorier, og jeg vil vinde krigen”.
Kiwierne har også været med, når amerikanerne havde brug for hjælp i både Korea, Vietnam, Golfkrigen og Afghanistan, men i Irak sagde de stop. Da franskmændene prøvesprængte atomvåben i Polynesien i 1985, protesterede New Zealand, og det kulminerede, da Greenpeace-skibet Rainbow, der lå for anker i Auckland, blev sænket af franske agenter, og en aktivist blev dræbt. New Zealand rasede, og FN mæglede, og der blev udbetalt en erstatning på 13 millioner dollars for til gengæld at udleverer de franske agenter til Frankrig, men hvad skete der: Hjemme i Frankrig blev de belønnet og hædret. New Zealand var rystet over den manglende internationale opbakning ved disse prøvesprængninger.
Prøvesprængningerne blev gennemført på trods af protester fra New Zealand og Borup, og selvom forholdet mellem New Zealand og Frankrig nu er normaliseret, kan franske blaffere godt risikerer at blive smidt af bilen, når kiwierne opdager, hvor de kommer fra. Fra borupsiden er forholdet også normaliseret, og vi skal til Paris med børnebørnene til sommer.
Et af de store problemer på New Zealand er mangel på arbejdskraft, så indvandringen fortsætter med 45.000 om året og især fra Asien og Polynesien, så hver 5. kiwi er født uden for New Zealand. De største grupper er stadig pakeha (hvide) og dernæst maorierne, der udgør 20 %, men får en smuk, positiv særbehandling. Det er dog kun hver femte maori, der er fuldblods maori, for blandede ægteskaber er hverken et særsyn eller behæftet med fordomme. Alligevel er der til stadighed maoriproblemer, selvom de har deres egen minister og er overrepræsenteret i parlamentet, og der blive indført flere og flere stednavne på maori, så måske bliver New Zealand også en dag gendøbt Aotearoa.
Selvom der tilsyneladende er fred og fordragelighed imellem de hvide og maorierne, flyver det til stadighed med erstatningskrav for de ødelæggelser og overgreb, som de hvide påførte maorierne i 1800-tallet. Der er gjort meget for at stille maorierne tilfredse, og der er udbetalt kæmpe erstatninger, der endda har været ledsaget af en personlig undskyldning fra dronning Elisabeth. Regeringen har foreslået 1 milliard New Zealand dollars en gang for alle og endnu en undskyldning, men maorierne har afslået, så der er stadig problemer på den front. Ad åre bliver problemet forhåbentlig løst, om ikke andet, så når smeltediglen har rullet rundt så mange gange, at alle er pænt svagt lysebrune kiwier og ikke kan huske, hvor de oprindeligt kommer fra.
Der kunne skrives meget mere om New Zealand og deres historie, men nu må vi i gang med vores egne rejseoplevelser, da vi kørte og vandrede rundt på Sydøen i hobitternes fodspor. |
I forhold til Australien ser New Zealand ikke ud af ret meget, men Nordøen og Sydøen samt en del mindre øer dækker 269.057 km2, og det er omkring 6½ gange Danmarks størrelse. Når befolkningen så kun er på 4 millioner mennesker, er der overordentlig god plads, hvis forresten der ikke regnes husdyrene med, for der er 8 millioner stykker kvæg og 50-80 millioner får. New Zealand er det land i verden, der har flest husdyr pr. indbygger, men alligevel er det langtfra alle, der er landmænd, for faktisk bor 85 % af kiwierne i byerne, så der er god plads på landet og i alle nationalparkerne.
En kiwi er dog ikke bare en kiwi, for en kiwi er også betegnelsen for en frugt, der i dag er New Zealands største eksportvare på det grønne område. Kiwien stammer fra Kina og hed tidligere ”kinesisk stikkelsbær”, og kiwierne, altså befolkningen, fandt fidusen i 1910, da de opdagede, at der skal en han– og en hunplante til for at få frugter. Det var dog først langt senere, at kiwien blev en succes, for newzealænderne opkaldte stikkelsbærrene efter sig selv og fortalte samtidig verden, at frugterne indeholdt dobbelt så mange c-vitaminer som appelsiner. Så i dag dyrker kiwierne to tredjedele af verdensproduktionen af kiwifrugter, og det er af den grund og af mange andre grunde, at der på den anden side af jorden ligger et land med en høj levestandard, hvor befolkningen bor i store pæne huse, går i teatret, læser bøger og lytter til musik – og det langt mere end resten af jordens befolkning.
For at gøre forvirringen endnu større er der så sandelig også en tredje slags kiwi, og det er måske endda også den rigtige kiwi, for det er den lille, snøftende strudsefugl, der er New Zealands nationalsymbol. Kiwien er kun aktiv om natten, hvor den tusser rundt i skovbunden efter småkryb og nedfaldne frø, for flyve det kan den ikke med sine små, stumpede vinger, der er gemt imellem fjerene. Kiwien er monogam og kan ofte holde sølvbryllup og måske ligefrem guldbryllup, da den kan blive op til 55 år gammel. Selvom kiwien ser meget tilforladelig ud, kan den dog godt blive hidsig, hvis man nærmer sig dens territorium, og så sparker og river den med sine knivskarpe kløer. Selvom det er den lille kiwifugl, der har givet navn til den newzealandske befolkning, har den menneskelige kiwi ord for at være ualmindelig gæstfri og venlig, og det siges, at hvis man bliver taget op som blaffer, er man på julekort flere år efter.
Hvorfor newzealænderne kalder sig selv for kiwier, er skosværtens skyld, og det har den forklaring, at der på låget af New Zealands skosværte er et billede af nationalfuglen. Soldater fra New Zealand har altid været inviteret med, når der var krige i Europa, og soldaterne ville kun bruge deres egen hjemlige skosværte til støvlerne. De allierede soldaterkammerater kaldte dem derfor kiwier på grund af den lille sjove dåse, og det har hængt ved siden og er et navn, kiwierne er stolte af. 
Folket hedder maorierne, og ifølge deres eget sagn var det søfareren Kube og hans besætning, der fulgte efter en kæmpeblæksprutte ud på det åbne hav, og den førte dem til et nyopdaget land. Her så de den lange hvide sky, som ofte ligger langs New Zealands alper, og Kubes kone kaldte landet for Aotearoa – Den lange hvide skys land. 
Muligvis har maorierne haft svin og fjerkræ med i deres kanoer, men de overlevede ikke rejsestrabadserne, eller også blev de fortæret undervejs. Fra naturens side kom maorierne til nogle øer, hvor det eneste pattedyr, der fandtes, var flagermus, så der var intet vildt at jage på landjorden, og mangelen på kød måtte opvejedes af havets mangfoldighed af fisk, krabber, sæler og hvaler.
Den øverste i stammen kaldtes ariki, og han var så fin, at man altid frygtede for, at han skulle falde i fjendehænder. Selv når han var død, kunne hans ånd overføres til fjenden, så han blev spændt ud på en skærm til kødet rådnede og kunne skrabes af benene. Knoglerne blev derefter malet i fine farver og lagt i en kiste udformet som en fødende kvinde, og han var således tilbage hos sin mor. Kisten blev derefter gemt i en hemmelig klippesprække eller grotte langt væk fra fjenderne.
Maorierne havde stor kunstnerisk sans, og alt blev udsmykket også dem selv, og det både mænd og kvinder. Det var en lang og smertefuld proces, for man hamrede hul i huden med et stykke ben og gned pigment ind i såret og ikke nok med det, for de havde en teknik, så arrene blev ophævede, så det mere lignede udskæringsarbejder end tatoveringer. Især tatoveringer omkring munden var smertefulde, og nogle gange var mundpartiet så opsvulmet, at patienten måtte fodres med flydende kost igennem en tragt, så man led virkelig for skønheden. I ansigtet blev tatoveringer forbudt i 1800-tallet, så de ansigtstatoveringer, der ses i dag, er som regel tegnet på.
Da der ikke fandtes dyreskind, blev der vævet komplicerede klædedragter af fjer og hør og andre materialer. De havde ingen væv, men blev eksperter i ”fingervævning”, som foregik mellem to pæle, som blev slået ned i jorden. Klædedragten var en kappe med komplicerede mønstre og så et skørt for kvinderne og et lille trekantet forklæde for mændene. Børn gik som regel splitternøgne til de blev en halv snes år - det hærdede, så kun de stærkeste overlevede.
Maoriernes basisføde var derfor søde kartofler og bregnerødder, som de malede til mel eller brugte som grød. Så var der alt godt fra havet på spisebordet, og da moaen endnu levede blev den både spist, og fjerene blev brugt til tøj og prydelser og æggeskallerne til skåle. Endelig spiste de også hinanden, men mest besejrede fjender, hvor hjernen var særlig lækker, og kraften fra fjenden kunne overføres. Det var ikke så mange hvide, der endte i gryderne – de syntes, vi var for bitre.
Tasman satte aldrig sine ben på New Zealand igen, og faktisk så troede han, at han var havnet på en halvø, der havde forbindelse med Sydamerika. Først flere år efter viste beregninger, at det land, han havde opdaget, ikke havde noget med Sydamerika at gøre, men at han havde opdaget et helt nyt land. 
Cook kunne sit kram, og han var en genial kartograf, navigatør og skibsfører, og han var også fremsynet i sin behandling af mandskabet. Ikke fordi han var særlig human, for han lod mandskabet piske, hvis de ikke spiste deres henkogte surkål, og det var for at undgå, at de fik skørbug. Officererne skulle endda spise surkål foran mandskabet, og de var tvunget til at se ud, som om de kunne lide det, og så blev det fint at spise kål. Mandskabets hygiejne blev der også holdt øje med, og et par uvaskede hænder ved spisetid kostede rask væk en dags rom-ration, så det var ikke til at spøge med.
Landgangen endte dog i blodudgydelser, idet 4 skibsdrenge, som skulle holde vagt ved en af skibets både, blev angrebet, og en angriber blev skudt og dræbt. En tahitiansk høvding, som Cook havde med på skibet, kunne kommunikerer med maorierne, og han ledsagede næste dag Cook i land. Maorierne var dog særdeles aggressive, og for at afværge et angreb måtte Cook meget mod sin vilje beordre 3-4 maorier skudt, og på den hårde måde lærte han, at befolkningen ikke var det rene hula-hula, men var stærk, tapper og meget aggressiv. 
Det var bestemt ikke just blomsten af den hvide race, der havde indtaget øerne, og sammen med grådighed havde de et væld af sygdomme, prostitution og skydevåben med sig; men maorierne var da i første omgang glade for al den ”civilisation”. 
Der var jo også pæne og hæderlige nybyggere, og de forlangte at komme under beskyttelse af Det Britiske Imperium, men på det tidspunkt havde briterne rigeligt at se til rundt om i verden, og først da Frankrig ville påtage sig at få ro og orden i landet, sprang briterne til. 
Når maorierne solgte jord til regeringen, troede de, at den kun skulle lånes lidt ud, men når de senere så, at den blev solgt videre til mange gange den pris, de havde solgt den til, følte de sig snydt. 
Under 1. verdenskrig meldte ikke mindre end 100.000 mænd sig til Australia-New Zealand Army Corps, og på det tidspunkt var befolkningen på New Zealand kun på omkring 1 million indbyggere. Også under 2. verdenskrig meldte kiwierne sig i hobetal til kampene med 200.000 soldater især til Stillehavskrigen, Nordafrika og Italien, og det hævdedes fra mange sider, at de tapreste soldater i begge verdenskrige kom fra New Zealand. 
New Zealand har oprettet en 320 km bred atomfri zone rundt om deres land, og selvom de er i forsvarspagt med USA, vil de ikke have atombevæbnede skibe i deres havne. 
Senere i 1995 genoptog Frankrig atomprøvesprængningerne, og selvfølgelig protesterede New Zealand, og mange andre lande fulgte efter, og selv helt nede i Borup by på Sjælland var der protester. Jeg skrev et brev til præsident Jacques Chirac og bad ham om at stoppe omgående. Han svarede på brevet, men ville ikke stoppe, og så solgte vi vores kun to år gamle, velkørende Citroen, og det var ellers den 5. nye Citroen, vi havde haft på stribe. Det kostede godt nok 20.000 kr. at skifte mærke, men vi har ikke fortrudt det, så nu kører vi Toyota og kunne ikke drømme at gå tilbage til Citroen igen. Så kan de lære det de franskmænd.
Ellers har New Zealand været igennem flere hestekure som f.eks. landbrugsstøtten, der blev afskaffet i et snuptag, men efter at massedemonstrationerne havde lagt sig, blev landbruget faktisk rettet op og produktionen steg. 