| New Zealand i hobitternes fodspor.
2.del. På flyveturen var der rigelig tid til at udfylde indrejseskemaet, og det blev det gjort klart, at der ikke måtte medbringes nogen form for madvarer, jord eller frø. De skrappe restriktioner er indført, fordi man er blevet klog af skade med tidligere, uønskede indførsler i form af planter og dyr.
I lufthavnen stod der flere store Herkulesfly, og de anvendes til luftforsyninger til Antarktis, idet Christchurch er en af de nærmeste større lufthavne til det iskolde kontinent. Før flyvning gjorde det lidt nemmere at nå Antarktis, var det også her polarforskere som Robert F. Scott havde deres startbase i sin tid.
Lufthavnen er lille og spartansk i forhold til Singapores overflødighedshorn, men til gengæld var der en meget grundig indrejsekontrol, og der blev f.eks. tjekket, om der var jord imellem slidbanerne på vores vandrestøvler. Bagagen kom, og efterhånden var hele Topasgruppen samlet, og vi fik hilst på vores to danske guider, Signe og Nina. Signe var overguide, og Nina var hjælpeguide, og hun skulle på den næste newzealandske Topastur køre løbet alene.
Vi var 17 topasgæster, og som sædvanlig var der mange singler med, idet vi faktisk kun var to ægtepar, og med omkring 60 år var vi ude over den pure ungdom. Den øvrige sammensætning af topasholdet var lidt pudsig, idet omkring halvdelen var forholdsvis unge mænd, sådan et slag på tasken omkring 25-40 år med en enkelt lidt ældre undtagelse, hvorimod alle singlepigerne nok lå på omkring 50-60 år. Men der var en god kemi topaserne imellem, og som sædvanlig var næsten alle ikke rygere. I udkanten af Christchurch kørte vi ind på Riccartons Lodges, der var en samling ganske udmærkede hytter, dog med de sanitære installationer samlet i en toiletbygning. Toiletdørene havde ½ meter frihøjde over gulvet, men i forhold til, hvad vi ellers havde været udsat for på topasture i Langtbortistan, var dette den rene luksus. Som til alle andre frokoster på turen havde Signe og Nina købt rigeligt af brød og forskelligt pålæg og grønt, og så var det bare at sætte sig ned og smøre sig nogle passende madder, inden vi havde eftermiddagen fri til at udforske Christchurch på egen hånd.
Christchurch blev grundlagt i 1850 af John Robert Godley, der havde intentioner om at skabe et kirkeligt idealsamfund, så det blev en indvandrerby for det bedre borgerskab, og den skulle være et forbillede for resten af landet. 3.549 udvalgte englændere blev sejlet hertil, og heriblandt var der to ærkebisper, flere bisper og baroner og 16 parlamentsmedlemmer. Resten skulle have seddel med hjemmefra fra sognepræsten, at ”ansøgeren er ædruelig, flittig og ærlig, og at han og hans familie er blandt sognets mest respektable borgere”. Nå, men det viste sig, at samfundet ikke blev meget bedre end samfund andre steder, men disse første indvandrere er dog alligevel lidt finere end andre, og hver og en har fået indgraveret sit navn i en messingplade på Cathedral Square.
I Christchurch drev vi op ad hovedgaden og kom forbi Christchurch Cathedral, der blev påbegyndt i 1864 og tegnet af en af victoriatidens store arkitekter, George Gilbert Scott. Foran kirken er en stor plads, hvor der var optræden af forskellige gøglere, og med flag i gaderne, blomsteropsatser i lygtepælene og en gammel veteransporvogn, der cirkler rundt i gaderne, var det alt i alt rigtig hyggeligt.
Vi fik krydset op og ned ad gaderne og fik købt noget ”Bushman”, der er noget giftigt stads til at smøre på kroppen for at holde sandfluerne på afstand, for sine steder, dog ikke i Christchurch, kan de bidende fluer være noget af en plage.
Planteverdenen var udvidet en del i forhold til hjemme, for selvom Sydøen på New Zealand har tempereret klima, var haverne dekoreret med palmer og drageblodstræer og andre eksotiske vækster foruden planter, vi kender hjemmefra.
Et kæmpestort supermarked lå også på vejen, og et stort skilt forkyndte, at der var åbent alle ugens syv dage og i alle 24 timer, så det var da en døgner, der ville noget. Jeg oplevede det flere gange på New Zealand og også i denne butik, at betjeningen var yderst kundevenlig. Jeg ville gerne købe en æske Kiwi skosværte og var gået op og ned ad gangene uden af finde noget. Jeg spurgte derfor en medarbejder, hvor jeg kunne finde Kiwi skosværte, og han smilede venligt og gik derefter foran hele vejen hen ad gangene, og helt henne ved skosværten pegede han på dåserne. I Danmark ville de sandsynligvis ikke vide, hvor skosværten var, og hvis de vidste det, ville de blot pege i en eller anden retning.
Solen gik ned kl. 21, så dagene var dejligt lange i forhold til de hjemlige græsganges februarmørke, men den fjollede sol vandrede hen over den nordlige himmel, så det var slet ikke til at finde ud af.
I begyndelsen var der fladt farmland med bjerge i baggrunden, men senere kom vi i gennem lave bjerge/bakker med spredte træer og tørt græs. Det var blevet skyet med enkelte regndryp, og jeg er sikker på, at landmændene gerne ville have masser af regn, for markerne så knastørre ud, og det var nok ikke let for fårene at æde sig mætte i de visne græstotter. Senere kom vi igennem vilde bjerge, som vejen slyngede sig igennem, og så pludselig kom vi ud til den forrevne Stillehavskyst med brusende bølger. Lidt oppe ad kysten ligger den lille by Kaikoura, hvor vi blev indlogeret på Alpine-Pacific Holiday Park, der var et dejligt lille sted med fine værelser med eget badeværelse.
Kaskelothvalerne har i bogstaveligste forstand nu pustet nyt liv i byen, og den lokale maoristamme, der har monopol på udflugterne, er blevet velhavende, og de unge maorier har fået arbejde og selvtillid. Hvalerne elsker dette sted, fordi havbunden ud for Kaikoura falder stejlt ned til Hikurangidybet kun en kilometer ude, og de særlige strømforhold pisker hvalernes yndlingsretter op i gabet på dem. Samtidig er der på det dybe vand store muligheder for at få fat i de 12 meter lange kæmpeblæksprutter, som er kaskelothvalernes hofret. Tilsyneladende er kaskelothvalerne upåvirkede af turisternes nysgerrighed, så de plasker rundt derude og vipper med deres store haler.
Andre udefrakommende arrangører har forsøgt at tjene penge på havpattedyrene ved at lave ture ud til delfinerne, men der er fundet tegn på, at delfinerne bliver nervøse, når bådene kommer for tæt på, så der er nu indført en times frokostpause for delfinerne, og en halv time før og en halv time efter må bådene ikke komme nærmere end 200 meter fra delfinerne. Desuden bliver der ikke givet flere tilladelser til nye ture på havet.
Turisterne, der strømmer til, giver selvfølgelig også masser af arbejde til moteller, cafeer og restauranter, så alt i alt er der sket et økonomisk mirakel for byen og en kæmpe oplevelse for turisterne. Denne walkway går op over gule bakker og hele tiden med udsigt til den maleriske, forrevne kyst. Det tager ikke meget mere end en time at gå turen, der ender i sælkolonien Point Keaau, hvor der året rundt ligger pelssæler og soler sig. Store eksotiske tangplanter lå skyllet op på klippeskærene, og ellers så spejdede vi efter sæler på de flade klipper. I turistguiden står der, at der kan være fra 0 til 100 sæler, og selv med den bedste vilje kunne jeg kun få øje på en eneste sæl, der til gengæld var en stor tamp. Sælerne er ikke så vilde med alt for mange turister, så de yngste dyr trækker ud på de yderste skær, hvor man så dårligt nok kan se dem, og det er kun de store, modige kæmper, der er ligeglade med knipsende kameraer.
Stationen ligger ned til en strand med små glatte sten og store brusende bølger, men der var ingen både i nærheden, så jeg frygtede noget med gummibåde, der skulle bæres ud igennem brændingen, men sådanne vederstykkeligheder udsættes turisterne på New Zealand selvfølgelig ikke for. Efter en kort instruktion kom der en bus, der kørte os ned til havnen, hvor der lå en stor, moderne katamaran med indendørs sæder. Katamaranen sejlede hurtigt ud på havet, hvor den slog motoren fra, og så gik vi op på dækket og spejdede til alle sider uden at se andet end det blanke vand. En fra besætningen brugte en sonar for at prøve at spore hvalerne, men tilsyneladende uden held, for vi flyttede nogle gange og spejdede videre. Et sted lå en stendød sæl og stak den ene luffe op som et L. Det blev dog sagt, at den slet ikke var død, men bare lå og hvilede sig, og ganske rigtigt, efter at have sovet rævesøvn vågnede den pludselig op og svømmede væk.
Det var svært at bedømme, hvor stor vores kaskelothval var, men hannerne kan blive op til 20 meter og veje op til 50 tons. Hvalens maximale dykketid er 1 time, og kaskelothvalen er det pattedyr i verden, der kan dykke dybest – flere kilometer ned i dybet. Hvalens store hoved er fyldt med spermacetolie, der har givet hvalen dens engelske navn ”sperm whales”, og olien hjælper hvalen med at overleve trykket på de dybe dyk. Kaskelothvalen er en tandhval, og grunden til at den dykker så dybt er, at den skal ned at have fat i de store blæksprutter, der er dens hovedernæring. Kaskelothvalens halefinne er flad og vandret i modsætning til fiskens, så hvalen skubber sig frem i vandet ved at bevæge kroppen og halen op og ned.
Hele turen var meget professionelt bygget op og med en fin guidning, hvor alt, hvad vi så, blev fortalt og beskrevet på en god måde.
Bussen kørte tilbage til centeret, og vi kørte til vores motel, hvor vi denne aften kunne slappe af, inden madholdet kaldte til fællesspisning, og vi i følge planen lige snuppede opvasken. Vi var på madhold med Bertil og Alice, og heldigvis var det to gourmeter med masser af gode madideer, så jeg kunne nøjes med at skrive ned, hvad vi skulle købe til næste aftens fællesmad. Når der nu ikke var sæler at svømme med, måtte vi svømme med os selv, så vi gik ned til stranden. Selvom den lå helt vidunderligt hen med en let havgus og små, runde småsten, så var bølgerne bare lige lidt for store til badning, og bare det, at vi sad pænt i vandkanten, gjorde, at vi blev væltet rundt i vandmasserne.
I en af butikkerne fik jeg købt mig en ægte læder bushmanshat fra Australien, og bortset fra mit ansigt og min krop, og at jeg manglede en lang dolk, så lignede jeg grangivelig Crocodile Dundee. Hatten og to flotte New Zealand T-shirts kostede mindre, end sælsvømningen ville have kostet, så jeg tilgav næsten sælerne, at de ikke ville lege med mig. Vi fortsatte turen nordpå ad hovedvej 1 med udsigt til bjergene, og ellers gik vejen langs kysten med forrevne rev og bølger, der var endnu større end ved stranden ved Kaikoura. Vi kom forbi flere sælkolonier, hvor sælerne svømmede rundt eller lå og solede sig på klipperne, og de så ikke ud til at have nogen som helst problemer. Vejen drejede lidt ind i landet med lave tørre og gule bjerge, men i alt det gule var der også begyndt at komme grønne vinmarker.
Det største vineri på New Zealand hedder Blenheim Montana Winery og blev grundlagt i 1960’erne, og det skulle vi ind at besøge. Bygningerne set fra P-pladsen var rustikke og opført i gammelt, tykt tømmer, men stedet var ellers meget kommercielt med guidede omvisninger og mulighed for spisning.
Da rundvisningen endelig var færdig, var der vinsmagning, og vi fik 3 forskellige af deres hvidvine plus en dessertvin og fik ellers forklaret, hvordan vi skulle skvulpe rundt og snuse, inden dråberne måtte synkes. Det er især vine som Pinot Noir og Sauvignon Blanc, som vingården er kendt for, og det smagte da også ganske udmærket. Besøget på vingården sluttede med en fin frokost og et glas vin i et stort, hyggeligt lokale og til den rimelige pris af knap 25 NZdollar.
Overnatning på Alpine Lodge med smuk udsigt til De Newzealandske Alper, og Gitte og jeg var så heldige, at efter at vi havde slæbt vores bagage op på 1 sal ad en stejl trappe, passede nøglen ikke, men som kompensation fik vi i stedet et luksusværelse i annekset med eget bad og toilet.
Så var der ingen vej udenom, for det var vores tur til at sørge for aftensmaden, og vores udmærkede madhold fremtryllede en dejlig kyllingegryde, og vi havde så fri de næste to aftener. Da gud havde skabt New Zealand, syntes han, det lignede Paradis for meget, så han skabte også sandfluerne, som er nogle små blodtørstige bæster, der elsker at kravle ind under tøjet og bide. Selvom de herovre kaldes ”sandflies”, synes jeg dog, de til forveksling ligner knot, som bl.a. kendes fra Sverige på udsatte steder. Også på New Zealand var der bestemte områder, hvor de var en plage, og det var f.eks. lige her i dette område. Heldigvis havde vi fået købt noget ”Bushman”, der er noget giftigt stads, som kan holder sandfluerne på delvis sikker afstand, og et godt råd er at give anklerne et ekstra tykt lag.
Søens vand var spejlblankt, og det var næsten synd at lade en speedbåd ødelægge idyllen. I den modsatte ende af søen blev vi sat af ved Coldwater Hut, hvor der var en lille overnatningshytte, og hvor morgendisen endnu lå eventyrligt hen over søen. Stien var en smuk natursti, der gik over stok og sten igennem et troldelandskab, hvor der burde være hobitter, men selvom vi kikkede bag hvert et træ, så vi nu ikke nogen, men de skulle vist også være ret sky.
Det tog et par timer at gå naturstien, men så blev stien mere civiliseret og drejede væk fra søen og gik endda op ad bakke og ud i den bagende sol, og så lignede det mere slavearbejde end fornøjelse. Heldigvis var bussen kørt os lidt i møde, og vi blev sat af ved West Bay, hvor vi fik en lækker dukkert i det helt klare søvand og bagefter frokost. Et newzealandsk nationalparkcenter er helt ovenud velorganiseret, for der bliver stillet køkken og lokaler til rådighed til overnatning for parkens gæster, og ofte var der en indretning med kogende drikkevand, hvor man bare tappede vand til sin kaffe eller te.
Kort tid efter kørte vi ind i Motueka, der er en lille by ved udmundingen af Motueka River, der løber ud i Den Tasmanske Bugt. I udkanten af byen var der indlogering på The White Elefant lodgen, hvor hovedbygningen var i Pippi Langstrømpe stil, men vi skulle bo i baghaven i nogle små fine cabin houses med eget wc og bad. Som sædvanlig i lodgene er der et køkken med alle faciliteter, men det var overhovedet ikke noget, der interesserede vores madhold, for vi havde ingen pligter vedrørende aftensmaden de næste to dage. På en lille bytur så vi flere af de flotte, rødblomstrende ”Christmas trees” der ikke har noget med juletræer at gøre, men de hedder sådan, fordi de begynder at blomstre ved juletid. Træet hedder også pohutukawa og på latin ”Myrtaceae excelsa”, og det er New Zealands nationaltræ og meget let at genkende med blomsterne i røde frynseduske. Blomsterne tiltrækker den lille honningæder, ”bellbird”, der kan lyde som et helt klokkespil, og det er slet ikke den værste måde at blive vækket på om morgenen, hvis der er en bellbird i nærheden.
Vores madhold havde sørget for en fin middag med det møreste oksekød på grill, og jeg har ikke smagt så velsmagende kød, siden min svigermor for 40 år siden serverede engelsk bøf. Middagen blev serveret udenfor i det skønneste vejr, og siden kunne vi sidde på terrasserne til vores små hytter og nyde livet og undre os over deres mærkelige sol. Jeg har altid godt kunnet lide aftensol, og jeg havde placeret mig et sted, hvor solen efter alle solemærker at dømme ville komme lidt efter. Men man kan slet ikke regne med den sol, de har på New Zealand, for deres sol kører den nordlige vej rundt, så i stedet for at få min aftensol fik jeg aftenskygge.
Forresten, ved rejse i New Zealand så husk en adapter, der kan bruges i stikkontakter med skrå huller for vores egne elstik hjemmefra duer ikke hernede. Fra Motueka kørte vi nordpå gennem et frodigt landskab med plantager af æbler, pærer, vin, kiwi og humle. Senere kom vi ud på en snoet bjergvej til Kaiteriteri, der er en lille turistby med en hvid strand.
På vej op langs kysten kom vi forbi en sælkoloni med sæler både i vandet og på en lille ø, og folk i kajakker var hel tæt på sælerne, der tilsyneladende ikke havde problemer med tidevandet.
Vi skulle ikke gå hele strækningen, for vi blev sat af i Tonga Bay og begav os derfra sydpå. Stien er hugget ud af bjergsiden og er omkring 1 meter bred og går stejlt både op og ned. Solen bagte, så det var dejligt med skygge i skoven, som for en stor del bestod af træbregner, der kan blive op til ti meter høje. Sine steder var der nærmest jungleagtigt, og ind i mellem var der udsigt til de nærmest caribiske sandstrande med azurblåt vand, og ind imellem førte hængebroer over dybe kløfter eller floder.
Efter 1½ time nåede vi Bark Bay, hvor der som sædvanlig var køkken og sovemuligheder i store rum. En af topaserne havde tabt pusten op og ned ad de stejle stier og tog derfor en vandbus tilbage med en af vores guider, medens vi andre spiste frokost på stranden og badede i de skønne bølger. Ved strandkanten stødte jeg i et krat på planten Ulex europaeus, på dansk Tornblad, og det undrede mig, hvad den egentlig lavede der, idet den, som navnet siger, er hjemmehørende i Europa. Det er en af de planter, som er skyld i, at lufthavnspersonalet kikkede efter jord under vores vandrestøvler, for Ulexen er bestemt ikke populær på New Zealand, idet den breder sig hæmningsløst langs kysterne og kvæler den naturlige, hjemmehørende flora.
I Torrent Bay skulle vi med en båd kl. 16, men der var åbenbart sket en misforståelse, så den kom ikke, så efter nogen parlamentering kom vi med en anden båd tilbage til Kaiteriteri. Der var vores chauffør Mike ikke dukket op, så vi var næsten tvunget til at få en iskaffe (4½ dollar) i behagelig skygge, inden vi blev kørt tilbage til vores hytte i Motueka, hvor vi kunne smække benene oppe på terrassen og nyde livet og bare vente på, at madholdet sagde værsgo.
Vi fulgte nogenlunde kysten og vandet sprøjtede op i meget store bølger, og vi var i livsfare flere gange – troede jeg – men Jette sagde, det var noget pjat, og de der småbølger gik under betegnelsen krusninger på vandoverfladen. Jeg syntes nu det var kæmpebølger på mindst 50 cm – vistnok – for jeg havde jo ikke en tommestok med. Det var da hårdt for armene at stride os igennem kæmpebølgerne – nå så krusningerne da – men en dejlig tur var det med de grønne, træbevoksede bjerge til den ene side og det blå hav til den anden.
Turen fortsatte, armene blev stive, og vandet drev igennem dækket, så mine bukser blev pladdervåde, og desværre havde jeg pakket mit vandkamera ned i en vandtæt pose under dæk, så jeg fik ikke engang nogen billeder ud af turen. Hvis mine bukser ikke var blevet helt våde inden, blev de det ved frabordestigningen, for jeg skvattede, så næste gang tror jeg sørme, jeg tager badebukser på under sejladsen i stedet for at have dem liggende i en vandtæt pose.
Efter en iskaffe nede i byen lavede chauffør Mike en afstikker til kunstcenteret Arts Unique med maorifigurer i fuld størrelse. Figurerne var ganske vidunderlige, hvor f.eks. en smuk kvindeskikkelse var skåret ud af en rustik drivtømmerstamme, og hvor roden stadig var på stammen. Der var noget overjordisk over figurerne, der stod spredt i haven, så jeg fik taget en del billeder. Stedet havde selvfølgelig også en butik med mange lækre smykker og ting og sager, så det var svært at løsrive sig. Jeg fik købt et sort skrumpehoved, som før var så populært på New Zealand, men mit var dog kun af sort ler, og så kunne man fløjte på det samtidig.
Hjemme ved The White Elefant fortalte Gitte om sine oplevelser, hvor hun havde kikket på faldskærmsudspring på den nærliggende flyveplads, og der havde hun fået nogle højtflyvende ideer, og de ideer vender vi frygteligt tilbage til senere.
Resten af eftermiddagen gik vi tur i Motueka og fik endnu en iskaffe og købte ellers postkort, som vi sendte næsten med det samme. Der gik så kun et par måneder, før de nåede frem til de danske postkasser, og det var jo nok ikke PostDanmarks skyld alene, at det tog så lang tid. Vejen nordpå langs Tasman Bay ender blindt efter omkring 150 km, og med den kæmpestore Kahurangi National Park mod øst, hvor der ikke er en vej og dårlig nok er en sti i det flere tusinde km2 store område, er man tvunget til at køre lidt sydpå, før vi ad vej 6 kunne køre tværs over øen mod Westport. Det første stykke gik igennem landbrugsland med frugtplantager, men senere gik det op i de vilde, ubeboede bjerge omgivet af nationalparker. Vi gjorde stop ved en gammel jernbanetunnel fra 1923 og strakte benene i en 20 minutters kuperet gåtur, inden det gik videre ad smalle snoede veje. Heldigvis var der næsten ingen trafik uden for de enkelte små byer, for når der kom en modkørende lastbil, var der bestemt ikke meget at give af.
I dette område havde vi det første alvorlige angreb af sandfluer, og bushmancremen blev flittigt brugt for at tage det værste af skraldet. Bjergene blev lagt lidt i baggrunden, og der var mere fladt ude ved kysten. 12 km vest for Westport ligger Cape Foul Wind, der fik navn af James Cook, fordi der blæste en frygtelig vind, da han var der, og det gør der såmænd endnu. Foul Wind Trail går langs kysten med brusende bølger og stejle klippesider og var en rigtig flot tur. Vi kom forbi en sælkoloni med masser af sællyde, men de var lidt svære at se, da de var lidt langt væk, og for at beskytte dyrene var der udsigtsplatform og hegn, så man ikke kunne komme helt tæt på.
I Tauranga Bay går trailen over højvandslinien, men jeg tog den lave rute, og det var bare rigtigt dejlig at krydse over bugten og dyppe tæerne i det klare vand. På den anden side af bugten var målet det lille røde hus ”Bay House Cafe”, der lå gemt i en masse blomster, og hvor man kunne få iskaffe og kage.
En snoet sti med udsigtspunkter går helt ud til havet og pandekageklipperne, hvor bølgerne slog op. Det er ikke bare en simpel jordsti, man går på, for den er asfalteret, og der er mure rundt omkring, så ingen kan falde ned. Det var faktisk her, at en af de værste turistulykker i New Zealands historie fandt sted i 1995, idet en udsigtsplatform brød sammen, og 14 unge mennesker omkom. Det gav genlyd verden over og gav et ramaskrig i New Zealand, fordi alle troede, der var optimal sikkerhed i nationalparkerne. Så alle platforme blev tjekket og en del udskiftet, så vi følte os meget sikre.
Indlogering på et motel i nærheden i fine lækre værelser, og vi spise aftensmad ude på en rustik restaurant, hvor en middag og en cola kostede 30 NZ dollar.
Sidst på aftenen var vi på huletur i nærheden. Ad nogle trapper kommer man 40-50 meter ind i en hule, og der sad de – ormene – og lyste grønt. Ormene hedder ”glow-worms”, og der var flere hundrede af dem på klippevæggene. Ormene er lange og tynde, og et sted på kroppen er der en lille grøn læselampe, eller hvad de ellers skulle bruge lyset til, men det var en skæg oplevelse at se dem.
Da vi nåede Grey Mount, der er en større eller i hvert fald en ikke helt lille kystby, havde vi stadig ikke fået morgenmad, så vi holdt ind ved en cafe, der blev betjent af to damer. Muligvis havde de aldrig før set så mange mennesker i deres cafe, og en meget omstændelig bestillingsprocedure gjorde, at der gik 1½ time, før alle havde fået deres morgenmad, og så skulle der også lige være tid til at spise den. Nå, men så fik vi da lært, at der også burde være noget, der hedder slow food.
Videre langs kysten til Hokitika, der også kaldes jadehovedstaden, fordi der i byens værksteder produceres læssevis af smykker og kunsthåndværk i jade. Vestkystens jademiner er siden 1997 ejet af maoristammer, og næsten alle New Zealands jadesmykker er formet som mere eller mindre indviklede maorisymboler. Jade på maori hedder pounamu, men da europæerne kom til New Zealand, vidste de ikke, at det var jadesmykker maorierne bar, så de kaldte dem for green stone, og det navn er holdt ved siden.
Vi var inde i en af de store forretninger, der sælger jade, og vi fik en demonstration og forklaring på god og dårlig jade, og især skal der lægges mærke til skjulte brud. Derefter var der frit slag i forretningen, hvor der lå smukke smykker i montrerne til mere eller mindre ublu priser. Jade må man ikke købe til sig selv, man skal have fået det som gave af andre, så Gitte og jeg gav hinanden gaver. Selvom vi faktisk ikke skulle have noget, blev vi alligevel fristet, så med vores smykker og lige et par ekstra løb det alligevel op i omkring 1.500 kr.
Nu er det ikke kun i Hokitika, at man kan købe jadesmykker på New Zealand, så slå koldt vand i blodet, for der er masser af jade hele vejen rundt og ofte en hel del billigere end i Hokitika. Possum er et kært lille dyr, som alle kiwierne, både menneskerne og fuglene, hader. Navnet på latin er Trichosurus vulpecula, men i daglig tale kaldes de possum og på dansk pungræv, men det navn er der ingen, der kender.
I starten af 1900 blev et par tusinde possum sat i land, og de er i dag blevet til 70 millioner, og de formerer sig med 20 millioner om året plus minus et par stykker, og hver eneste nat æder de 21.000 tons vegetation og æg. Possum, der vejer 3-4 kg, er bare så nuttede, og de har den dejligste bløde pels, der kan bruges til et utal af ting som tæpper, trøjer, huer, handsker osv. Og kødet er en ren delikatesse i possum-pie. Det eneste problem er, at de er for mange, og at de spreder sygdomme som tuberkulose til andre dyr.
En mulighed er også at begrænse possumerne ved at gøre dem populære, så parlamentsmedlemmer har lagt possumskind på deres sæder for at vise, at de kan bruges til noget. Et slogan, der derfor ofte anvendes, lyder: ”Red træerne – køb en possumpels eller æd en possum”. Og der stod jeg i første række for at redde et træ ved at købe en possumpie, og så var de udsolgt, men i stedet fik jeg da købt et dejligt blødt possumskind til 49 NZ dollar.
Et par vildsvin gik rundt i en indhegning i forretningen, og possum lå og sov middagssøvn, og ellers var rummene spækket med gevirer og gamle fotografier og en masse lækre souvenirs. |
En rejsefortælling af Kim Greiner.
Efter Det Tasmanske Hav dukkede New Zealand op, og vi kom over bjerge med sne på toppen og senere over et stort farmland, der så både gult og tørt ud, inden vi i den blideste, bløde landing i mands minde forsigtigt satte hjulene på landingsbanen i Christchurch. 
Desværre er lønningerne i New Zealand sådan, at vi ikke havde nogen tjenende ånder med i form af hverken bærere, hestemænd eller kokke, så vi skulle selv læsse bussen af og på og selv lave vores mad. Det var næsten første gang vi på en Topastur var ude for sådanne vederstyggeligheder, da vores motto er, at på ferier gider vi ikke lave mad. Nå, men det viste sig ikke at være så slemt alligevel, for vi blev delt op i madhold a 4 personer, så der var omkring 4 dage imellem, vi skulle gøre noget, og det var faktisk ret hyggeligt at lave mad sammen.
Den første dag på New Zealand havde vejrguderne arrangeret 18-20 dejlige grader, delvis sol og en let behagelig vind. Da vi dagen før gik rundt i Singapores lummervarme, ville jeg gladelig have givet 5 dollar for bare 5 minutter af denne behagelige, lette kølighed. Til gengæld skal man på New Zealand smøre sig godt ind i solcreme og med en høj faktor, for ozonlaget er tyndt.
Selvom Christchurch har 350.000 indbyggere, er der noget provinsby over den med dens hyggelige gader og grønne parker. Selve Avon River snor sig gennem byen, og det siges, at byen næsten er mere engelsk end byerne i England.
Christchurch er en blanding af nyt og gammelt, men med det for øje, at en bygning på New Zealand fra 1920-30 regnes som en historisk bygning. En del af forretningerne i Christchurch er de samme som i Danmark, og byen er faktisk heller ikke så meget forskellig fra en dansk provinsby. Noget der dog er slående for alle byer på New Zealand er, at der er mange 
Ved siden af katedralen står et stort monument, som jeg dog ikke helt har tjek på, men som kransekagefigur er der en stor engel med et draget sværd og bare bryster, og hvad sådan en engel i den mundering er ude på, er ikke godt at vide. Vi var da inde at gå en runde i katedralen og den tilhørende store souvenirforretning med cafe, og det var slet ikke så tosset at sidde i læ af engelen og drikke kaffe og spise kage og se på folkelivet.
I den store Hagley Park var der et væld af blomsterbede, og midt i det hele tronede dronning Victoria i al sin magt og vælde, og hun så så sød ud, men det er jo ikke det ydre, det kommer an på, især ikke for dronning Victoria. Der var andre mere elegante statuer bl.a. af James Cook, og en 6 meter høj totempæl udskåret i maoristil, og den var til minde om de maorier, der boede i området. Floden slynger sig igennem byen, og folk sejler i fladbundede både, medens de stager båden frem, hvilket kaldes ”punting”, og som de også har kopieret fra England.
Der er meget andet at se i Christchurch, men trætheden efter stort set ikke at have sovet i to døgn begyndte at melde sig, så vi kørte tilbage til vores lodges. På den vej, hvor vores lodge lå, var der mange andre moteller og lodges, men alle havde skilte ude med ”no vacancy”, så der må være god gang i turisterne her i højsommeren. Ind imellem motellerne var vejen dækket med lægecentre, blodtransfusionscenter, fysioterapeuter og sågar center for kinesisk massage, så hvis man skulle være så uheldig at falde på badeværelset og brække en arm, var hjælpen lige i nærheden. 
I samlet flok gik vi ud for at spise aftensmad på en lidt rustik restaurant kaldet ”Lone Star”, og der var sådan noget afslappet bushman over stedet, for de kvindelige tjenere gik i ærmeløse toppe og bare ben i shorts. Portionerne var i kæmpestørrelse, så næsten ingen kunne spise op. Prisen for to gange aftensmad og to øl blev 60 newzealandske dollars (en dollar kostede 4,05 dkr.), så selvom New Zealand ikke har priser a la Afrika, så er prisniveauet da heller ikke helt afskrækkende. Og et andet plus var, at tjenerne nægtede at modtage drikkepenge.
Vejen ud af Christchurch gik op langs vestkysten og var i starten et lille stykke motorvej, men 
Byen Kaikoura, der på maori betyder ”at spise krebs”, har 3.500 indbyggere, men besøges årligt af omkring en halv million turister, og det er havet, eller det der er i havet, der trækker. 
I 1842 var det her de første europæere etablerede den første hvalfangerstation, og siden kom der flere hundrede rundt om på øerne. Da fangerne næsten havde dræbt alt, hvad der rørte sig i havet af sæler og hvaler, begyndte man i 1920 i stedet på en mere fredelig syssel med dyrkning af kartofler på de flade marker. Hvaljagten blev endelig helt stoppet i 1964 i newzealandsk farvand, og i 1978 blev alle havets pattedyr omkring New Zealand fredet, og newzealænderne protesterer vildt, når hvalfangernationer som Japan, Rusland, Norge og Danmark stadig får lov til at myrde løs på dyrene. Med Danmark mener jeg især Færøerne, og på et videoshow om Kaikoura-hvalernes historie vises billeder fra Færøerne, hvor folk i vild blodrus slagter løs på grindehvalerne, og medens man ser det, kan man sidde og krumme tæer og prøve at lade som om, at det har man da aldrig hørt om.
For få år siden var Kaikoura en døende by, hvor de unge forsvandt, og den lokale maori-stamme var under opløsning, men så kom englænderen Roger Sutherland tilfældigvis forbi. Hans knæ rystede, da han så hvalerne, sælerne og delfinerne, der boltrede sig langs kysten, og da hvaler nærmest er blevet et symbol på fred, fordragelighed og miljø, kunne han lugte ”big business”.
Det er lykkedes maoristammen at fastholde deres monopol på hvalforretningen, hvor fortjenesten bliver brugt til at udbygge deres sundhedssektor og bevare maoristammen i Kaikoura. Desuden bruger de penge på forskning i hvaler og delfiner for at overvåge, at dyrene ikke lider overlast ved den ny type rovdrift. 
Ankommet til motellet i Kaikoura var der en hurtig frokost, for vi skulle ud at vandre på 
Vi havde bestilt tid til en ”Whale Watch”, der udgår fra den gamle Railway Station, som jernbanen solgte til turarrangørerne for få år siden. Man skal checke ind ½ time før sin bestilte tid og meget belejligt ligger der så en cafe og en souvenirbutik, hvor man kan fordrive ventetiden. 
Der var stadig ingen hvaler, og jeg troede faktisk ikke, det ville lykkes, men så pludselig var den der, og i vandoverfladen lå en kæmpestor kaskelothval og pustede vand og luft op i springvand fra sit åndehul. Kameraerne blev rettet ind, og der blev knipset løs, medens vores båd langsomt kredsede rundt i en afstand af kun 20 meter. Hvalen lå der et kvarter, inden den stak halen op over havoverfladen til det klassiske hvalbillede, inden den forsvandt i dybet.
Det var en oplevelse af de store at have set en ægte, levende hval på så tæt hold, og det er svært at forstå de nationer, der synes, det er i orden at dræbe havets majestætiske kæmper. 
Det var igen en skyfri morgen og lidt køligt, men jeg lagde alligevel ud med shorts. Nogle af os havde bestilt sælsvømning, forstået på den måde, at man blev sejlet ud til en sælkoloni, og hvis sælerne så ellers havde lyst, kunne man svømme rundt mellem dem og lege sæl. Desværre blev sælsvømningen aflyst, da en tidligere storm havde ødelagt noget på revet, så det var bare øv, for jeg havde glædet mig til turen og endda med besvær investeret i et undervandskamera.
I stedet for gik vi tur i byen, der var meget turistet med souvenirforretninger og deslige, men alligevel meget hyggelig. Det gamle Adelphi Lodges fra 1921 bar et stort skilt med backpackers, og det gik igen på hele øturen rundt, at backpackers er mere end velkomne overalt. I øvrigt henregnes bygninger på New Zealand så gamle som helt fra 1921 som historiske bygningsværker, og så bliver de virkelig hæget om. 
Kiwierne har efter sigende nogle af verdens bedste vine, ikke at jeg har forstand på det, for jeg kan personlig kun kende forskel på rødvin og hvidvin, men de har vundet internationale priser, og eksporten vokser hastigt. Siden nybyggertiden har der været dyrket vin, men indvandring fra Jugoslavien satte gang i vinkulturen, for jugoslaverne kunne noget, de andre ikke kunne. I vore dage er der mere end 10.000 ha med vinmarker og 150 større vingårde på New Zealand, og det skulle være den gode jord, de mange soltimer og den lave fugtighed med en varm føn-vind, der gør vinene så fremragende. 
Inden rundvisningen skulle man bestille maden til senere indtagelse i de store, smukke lokaler. Inde i selve vineriet var der store ståltanke, og vi fik nogle lange forklaringer, som jeg ikke kan huske et ord af. Med min egen erfaring som professionel rundviser på LIFE, gjorde lokalguiden den fejl, at hun kun stoppede op 2-3 gange på en time, og på de par stop talte hun op ad vægge og ned ad stolper, så man næsten fik krampe i benene af at stå stille. 
Fra Blenheim forlod vi vej 1 og kørte ind i landet ad vej 63. I begyndelsen var der kilometervis af vinmarker, men så kom der en 100 km strækning, hvor der stort set ikke var en sidevej og heller ingen huse eller bondegårde, selvom der indimellem var bakkedrag med får. På højre side af vejen lå nationalparken Mount Richmond Conservation Park og til venstre et flere hundrede km2 stort område, hvor der kun var nogle få jordveje og ellers bjerge og vandløb. Trafikken på vejen var minimal, og der kunne godt gå ½ time mellem modkørende biler, og hvis vejen førte over et vandløb, var broen kun ensporet, og det kunne ses selv på en hovedvej.
I Nelson Lakes National Park skulle vi ud at lufte vandrestøvlerne, og på stien langs Lake Rotoiti begyndte vi at spejde efter hobitter, for skoven var en uberørt, tempereret regnskov. I en nationalpark skal alt have lov til at stå, som det står og falde, hvis det har lyst til det. Stien gik forbi væltede træer, sten og rødder, og selvom det kun er i eventyrverdenen i Ringenes Herre, at hobitter findes, kunne det faktisk godt være et sted som her, at Frodo, Sam og troldmanden Gandalf vandrede rundt på jagt efter ringen. Størstedelen af filmen Ringenes Herre er optaget her på Sydøen i dette forunderlige troldelandskab, så det må være derfor, det virker så bekendt, selvom vi aldrig har været her før.
I Topas’ turbeskrivelse står der: ”Vi skal på vandretur i den gamle birkeskov, hvor træerne er beklædt med et tykt lag mos, og den fugtige underskov er fyldt med krogede rødder”. Jo vist var træerne beklædt med et tykt lag mos, men ikke nok med det, så var de nærmest sorte af sodskimmel. Der var så bare lige den detalje, at træerne ikke var birk, men et træ kaldet sydbøg, på latin Nothofagus. Sydbøge kan på New Zealand blive 25 – 30 meter høje, og bladene kan godt minde om små birkeblade. Sydbøge findes kun naturligt på den sydlige halvkugle, så de træer, der i dag findes på den nordlig halvkugle, er ført over Ækvator af mennesker. Her på New Zealand stortrives sydbøgen, og i regnskovene står store træer i en tæt underskov af nye, selvsåede sydbøge, ligesom man kan se det i de danske bøgeskove. 
På vandreturen skulle de unge fyre i vores gruppe lige vise, hvad de duede til, så det blev et par timer i iltempo, medens vi halvgamle forsøgte at hænge på, samtidig med at vi prøvede at nyde naturen.
Vi skulle ud at vandre igen og denne gang langs den modsatte søbred af Lake Rotoiti. Man kan tage en vandtaxa og på 15 min. i en speedbåd blive sejlet op til den modsatte ende af søen og så gå tilbage igennem skoven. Da båden ikke kunne tage hele gruppen, delte vi os, og vi meldte os frivilligt til første hold, der lynhurtigt blev kaldt ”Kodakholdet”, da vi hellere ville gå i et lidt mere adstadigt tempo og også få taget nogle billeder. 
Vi havde fået mindst en halv times forspring fra iltempoholdet, men allerede midt på strækningen blev vi indhentet ved Whiskeyvandfaldet, der desværre kun smagte af rent vand, men historien var, at der engang havde været nogle hjemmebrændere, der holdt til herinde i de vilde skove. 
Vi fortsatte nordpå igennem skove og kultiverede småbjerge med får, og vi kom igen ind i et farmland med vinmarker. Vi havde før været på en stor vingård, og nu gjorde vi holdt ved et mindre vineri kaldet ”Rimu Grove Winery”. Jeg havde indtryk af, at det var ejerens kone, der sørgede for prøvesmagningen, og jeg gjorde store fremskridt i mit kendskab til de ædle druer, for nu er jeg helt sikker på at kunne kende forskel på både hvidvin, rødvin og rosévin. Det var varmt og tørt med gule marker, men enten bliver vinmarker vandet, eller de har rødderne dybt nede, for de så altid frodigt grønne ud. 
Byen var som alle byer på New Zealand pæn og absolut ren, og mellem mange små butikker var der også kæmpestore fødevareforretninger.
Egentlig havde vi også her i Motueka bestilt en svømmetur blandt sælerne, men den blev igen aflyst, og denne gang var grunden, at tidevandet ikke kunne holde tiden. Sikke noget tidevand – det måtte så sandelig til at lære klokken. Ærgerligt igen, især når jeg er så sælglad.
Fra Kaiteriteri er der bådafgange op langs kysten til Abel Tasman Nationalpark, men vores båd var aflyst, fordi den var sejlet på et eller andet, så vi måtte gå på cafe og henslænge vores legemer i solen i en times tid, inden der var ny bådafgang. Da der ikke er veje i nationalparken, bruges store motorbåde som vandbusser, og de sejler op og ned ad kysten og lægger til i de forskellige bugter. Der er ikke bådebroer eller havneanlæg, men bådene sejler vinkelret på kysten med stævnen mod land, og en hydraulisk landgangsbro når ind på stranden, så man kan komme tørskoet om bord. 
Abel Tasman Nationalpark er landets mindste nationalpark med sine kun 25 km2, og den blev åbnet i 1942 i anledning af 300-året for Abel Tasmans ankomst til Murderers’ Bay. Parkens største attraktion er den 51 km lange vandrerute langs kysten med gyldne bountystrande til den ene side og skove på den anden side. 
Vi gik ikke i iltempo, men det var bestemt heller ikke den rene slendrian, så jeg prøvede at tage nogle billeder undervejs med fare for at komme bagud, men jeg kan faktisk bedst lide, at der er lidt afstand til de forangående. Ved nogle af lagunerne er der en høj sti, hvis det er højvande og en lav sti nærmere stranden, hvis tidevandet har trukket sig tilbage.
Vi fortsatte ad stien og gik endnu et par timer, indtil vi nåede Torrent Bay, hvor vi skulle samles op. Det var faktisk kun på strandene, hvor bådene lagde til, at der var mange mennesker, for i de timer vi gik på stierne, mødte vi kun omkring 20 andre vandrere. Til gengæld var der livlig aktivitet på vandet i form af sejlskibe og kajakker, så det var svært at tage et vandbillede uden menneskelig aktivitet. 
Tasmanbugten er nærmest New Zealands solkyst, så der kan igen meldes om stille morgenstund med sol, og det passede mig meget godt, for jeg havde meldt mig til en tur med havkajak. Vores chauffør Mike kørte os til et kajakcenter, hvor en halv dagstur i havkajak koster 99 NZ dollar. Vi var 6 topaser samt en dansk og en tysk pige, der var bidt på krogen og skulle sættes ind i den ædle kunst at sejle havkajak. Egentlig troede jeg, en instruktion bare ville bestå i, at de viste os en kajak og fortalte, at de der pagajer skulle stikkes ned i vandet, og at havet er derhenne, men jeg tog grundigt fejl. Næ, kiwierne er grundige, så instruktionen tog en time og startede med påklædning af noget vindtæt og vandtæt tøj, der gik meget stramt omkring håndleddet, derefter et forklæde, der skulle rundt om mandehullet, så kajakken ikke blev bordfyldt, og til sidst en redningsvest. Derefter blev kajakkerne gennemgået, og vi øvede padleteknik på landjorden (så sikkert ret morsomt ud), og endelig blev kajakkerne læsset på en traktor, og vi kørte mod havet. 
I vandkanten var der ombordstigning, og da det var tomandskajakker sad Alice forrest og var øjnene, og jeg sad bagerst og styrede et ror med fødderne, og vi blev hele tiden nøje overvåget af vores to kajakinstruktører.
På et tidspunkt var der landgang på en lille strand og spisning af cookies, og da de to fremmede piger ikke havde topasarme, var de blevet lidt agterudsejlet, så efter pausen fik hver af pigerne en instruktør i kajakken, og så kunne vi andre dårlig nok følge med. 
Tilbage på stranden skete det mærkelige, at speedbåden sejlede tæt på den flade strand, og medens vi stadig sad i båden blev den trukket op på ladet af en traktor, og så kørte vi igennem byen i en speedbåd, og det er nok den tørreste sejltur, jeg nogensinde har oplevet. 
Ærgerligt nok at hele vores topasgruppe ikke fik set Arts Unique, for det var en af de bedste souvenirforretninger, hvis man kan kalde det sådan, på hele turen, og lå kun nogle få kilometer fra, hvor vi boede, men jeg tror ikke engang vores danske guider kendte stedet. 
Ved Lyell var der frokostpause ved en gammel guldgraverby, hvor der dog ikke var noget tilbage ud over historien om Biddy, der var en kvindelig guldgraver på kun 120 cm, men som kunne sætte sig i respekt hos sine mandlige kolleger og ellers arbejde som en hest. Det
må lige bemærkes at pigen på billedet til højre ikke er Biddy, men vores
søde/dygtige guide Nina.
Nær Punakaiki var vi ude ved Pancake Rocks, der er en stor samling sandstensklipper, der har ladet sig forme som en kæmpe portion veltillavede pandekager, idet klipperne ligger stablet op i tynde lag, netop som hvis man tænkte sig stablede pandekager. Ind imellem klipperne er der ”blowholes”, der er opstået ved, at bølgerne i tusinder af år har lavet underjordiske grotter, og visse steder har de forbindelse til overfladen. Når bølgerne så presser luften ud af grotterne med enorm kraft, lyder det som en hval, der i et drøn puster luften ud. Fra vejen og ud mod havet til pandekagerne kom vi igennem noget nærmest jungleagtig vegetation, hvor cikadernes sang næsten nåede smertegrænsen for vores stakkels ører. 
Selvfølgelig var der en stor souvenirbutik og flere cafeer i nærheden, så det var en smuk, men meget turistet affære med de pandekagestabler. 
Det vil derfor ikke undre nogen, at mit sædvanlige morgennotat ikke denne gang hedder solrigt, stille vejr, for regnen stod ned i stænger, og det er ikke ukompliceret at pakker en bus i øsende regnvejr. Hvis man ikke ville gå ind i motellets restaurant, var der ikke rigtig nogen steder at spise morgenmad, så vi forlod stedet og prøvede at finde et eller andet sted med noget overdækning. Vi kørte langs en flot kyststrækning med klipper og frodighed, og især var der mange af de store skærmliljer, men de var dog alligevel for små til at spise morgenmad under.
Det var blevet koldt med småregn, og mine lange bukser lå nederst i bagagebunken under madkasserne i bussens bagagerum, så dem opgav jeg, men overvejede i stedet kraftigt at gå ind i en sportsforretning og få et par bukser med lange ben, men priserne fik mig til at tøve en kende. Fortovene i Grey Mount er overdækkede, så de har taget konsekvensen af deres vejr, og hvis de vil have at kunderne skal kikke på forretningernes vinduer, så må det være under halvtage. 
Der er to slags jade med de geologiske navne jadeit og nefrit. Jadeit findes i Burma og Kina, mens nefrit findes på New Zealand, i Australien, Canada og Rusland. Jadeit er et natrium-aluminiumsilikat, og nefrit er et calcium-magnesium-jernsilikat, og personligt siger det ikke mig ret meget.
Det var faktisk holdt op med at regne, og det var blevet helt lunt igen, så jeg godtede mig over, at jeg modstod fristelsen til at købe lange bukser. Bjergene var igen dukket op i det fjerne og nu med sne på toppen, og meget malerisk var der spredte skyer halvt oppe ad bjergene.
Possum er et pungdyr, man frivilligt hentede fra Australien for at opbygge en pelsindustri og for at fjerne nogle af alle de kaniner og rotter, der undergravede skovene. Men i farten fik man ikke helt tjek på deres spisevaner, for de er slet ikke kødædere, men sværger til frugter, blade, rødder og fugleæg. Og deres hofret er især rødder fra sjældne træarter og æg fra sjældne fugle, og ikke mindst kiwien, der er vingeløs og derfor lægger sine æg på jorden, er næsten udryddet.
Før i tiden fik man en dusør, hvis man skød en possum, men skovene blev for usikre, for enhver skoledreng gik på jagt efter possum, der blev vekslet til lommepenge. Senere prøvede man med kemisk bekæmpelse og sprøjtede gift ud fra flyvemaskiner, men så fik man miljøaktivister på halsen. Så det er slet ikke nemt, men flere steder i skovene stødte vi på skilte med ”Possums are pest off in this area” og det var tegn på, at der var lagt gift ud. 
Lige som possum har indførte hjorte også gjort stor skade i naturen, da de stortrivedes og formerede sig ud over alle grænser. På et tidspunkt besluttede man at udrydde hjortene eller fange dem og indsætte dem i hjortefarme. Jagten blev vist på film, og det var dengang mænd var mænd, og ved en kæmpe indsats lykkedes det med vilde helikopterjagter og selvkonstruerede net, der blev skudt ud med guns, at få fanget hjortene, som nu i stedet lever i kontrollerede hjortefarme.