|
Nyhavn Copenhagen.
Rundtur "Nyhavn på kryds og tværs" klik på linket nederst. Billedforedrag" Nyhavn før og nu" klik på linket nederst.
Nyhavns huse, knejper og nogle af beboerne.
Den nye konge Frederik 3. fik indkaldt den hollandske fæstningsingeniør Henrik Rüse, der hurtigt steg i graderne til generalmajor og blev adlet under navnet Rysensteen. Af kongen fik han ordre til at udarbejde planer for det nye fæstningsanlæg, der skulle beskytte det nye kvarter, og at få gang i anlæggelsen af Kongens nye torv. Kongen døde dog i 1670, inden arbejdet kom i gang, så det var hans søn Christian 5., der endelig fik sat gang i brolægningen. Det ville rigtignok pynte med en rytterstatue på den nye, smukke plads, og det skulle selvfølgelig være af kongen selv, så den blev opstillet i 1688, endda som Nordens ældste rytterstatue. Af sparehensyn blev den dog kun støbt i bly, og selvom den utallige gange blev strammet op, sank den mere og mere sammen, og til sidst var den så ødelagt, at den blev nedtaget, og en kopi blev støbt denne gang i bronze og genopstillet i 1946.
Fra år 1900 blev det skik, at nyudklækkede studenter skulle danse om ”hesten”, som statuen hedder i folkemunde, for ingen kan rigtig huske, hvad det er for en konge, der sidder deroppe. Anlægget omkring hestestatuen kaldes siden 1680 for ”Krinsen”, der er beslægtet med ordet krans. Der har været flere beplantninger i Krinsen, og den gamle krans af elmetræer blev angrebet af elmesyge og fældet i 1998.
Det gik raskt fremad med gravningen, men der var problemer med at få opsat bolværkspæle ved siderne. Kongen mente, at det var grundejerne, der skulle bekoste dette arbejde, men der skete ikke rigtig noget. Først da kongen truede med at lade arbejdet udføre på grundejernes regning, kom der gang i pælearbejdet. Den 19. oktober 1673 kunne den første danske avis, den rimede ”Danske Mercurius” skrive følgende på vers. På Nyhavns solside var det fra starten det private byggeri, der dominerede. Området blev udskødet i byggegrunde af Christian V. og ofte til kongens betroede officerer og håndgangne mænd. Selv om det var kongens mænd, der overtog de nye byggegrunde, var det sjældent dem, der byggede på dem. Så hurtigt som høfligheden tillod det, blev de solgt videre til folk, der havde mere interesse i at bygge ved Nyhavn. Ud over nogle enkelte fine folk som generalkvartermester Gotfred Hoffmann og spekulanten Hendrick Ehm var de nye grundejere købmænd, skippere, en havnefoged, en stenhugger, en enke efter en hofsmed, en bødker, en hjulmand og selvfølgelig øltappere, som tidlige repræsentanter for Nyhavns nutidige hovederhverv – restauratørerne.
Allerede år 1700 har de fleste af husene været bygget. De blev opført i hollandsk stil, hvor der blev betalt skat efter antallet af vinduer til gaden. Derfor byggede man på smalle, men meget dybe grunde, hvor der var få vinduer til gaden. Nyhavns huse har siden dengang ligget skulder ved skulder, selvom de fleste i tidens løb har været ombygget, og mange af de oprindelige huse er blevet forhøjet med 1 eller 2 etager.
En overgang var det den kinesiske restaurant Ming, der havde til huse her, men nu er det Ravhuset, der under navnet ”House of Amber” blev grundlagt i 1933 og er verdens førende og ældste producent og forhandler af ravsmykker. På de øverste etager er der nu ravmuseum, hvor der bl.a. kan fremvises verdens største stykke rav på 8,8 kg. I den nordiske mytologi er rav Frejas tårer, da hun græder efter at have mistet sin elskede, og kineserne mener, at det er døde tigres sjæle. Der er mange kinesiske kunder i Ravhuset i vore dage, og ikke nok med det, så er der siden 2008 åbnet 37 ”House of Amber” butikker i de største byer i Kina. Havnerundfarten, Mindeankeret og sand på gulvet. Både sejlede fra 1904 som vandsporvogne mellem Nyhavn og Christianshavn både med værftsarbejdere og de lokale. Det var åbne motoriserede joller med plads til 20 personer. Skorstenen skulle lægges ned under Nyhavnsbroen for at komme under. 1930 startede man med store både med plads til 80 personer og nu med sommerudflugter i havnen. I 1948 så de kendte Langeliniebåde dagens lys med guidede ture på tre sprog og højtalere, der kan råbe en storm op. Turen til seværdighederne kostede dengang 10 øre, og det er steget en hel del siden. Canal Tours har i vore dage 15 både, heraf er de 5 overdækkede. Lidt nede til højre ligger Nettobådene, og der får man nogenlunde den samme tur, men til nettopriser.
Fra gammel tid og inden toilettet var der store kasser med sand på dette sted. Det var dog ikke kattekasser, men her kunne borgerskabet købe sand til at strø på gulvene og til spyttebakkerne. Kælderetagen blev siden til værtshuset Kahytten i autentisk sømandsstil med en række galionsfigurer og masser af træværk og tovruller. Da huset er så spidst ud mod Nyhavn og Store Strandgade, er det som at være bænket i stævnen på et skib.
I dag er restaurant Barok indrettet i den høje stue, og gården er indrettet til en charmerende, lille gårdhave. Før i tiden var der kun adgang til Kahytten igennem gården og ned ad kældertrappen helt inde i hjørnet, så det var kun stamkunder, der kendte indgangen. Indtil 1960 var damer nægtet adgang til Kahytten. Der manglede dametoiletter, blev det forklaret med. Siden er der lavet en indgang også fra Nyhavnssiden, og damer er nu meget velkomne. Det ville også være lidt kedeligt uden damer, for der er levende musik og dans hver aften. Så længe lager haves, kan man om formiddagen få en croissant og en stor kop kaffe til kun 20 kroner. Og så er det venlige piger, der serverer.
Færgekroen har et udvalg af hjemmelavede kryddersnapse , der dog erlidt pebrede. Snapsene varierer fra den bitre malurt til snapse af gæslinger, humle og islandsk mos. Husets fiskefrikadeller er grovhakkede med urter og gulerødder og de bærer navnet Frk. Berg, der var navnet på vinderen af en konkurrence på opskriften af de lækre deller.
Da Dagmarteatret blev nedrevet, købte restauratøren de sort/hvide fliser fra teatrets forhal og lagde dem på gulvet her i Nyhavns Færgekro. Støbejernsvindeltrappen til den fine førstesal er også genbrug, da den stammer fra Frederiksberg Sporvejes todækker sporvogne.
Bartenderen Jan havde været ansat siden 1998 med små slip ind imellem, men var fast tilknyttet siden 2004. Han var lige startet på sin vagt kl. 14.00 og den sluttede først kl. 02 i nat. Til gengæld havde han så kun ca. 15 vagter om måneden. Der var ikke andre kunder i butikken og Jan snakkede løs. Vi fik historien om pølsemanden Finn der engang var kommet ind og fik sig et par bajere. Han havde dog glemt at låse pølsevognen og på et tidspunkt kom en anden gæst ind og bemærkede, at der var god gang i pølsevognen udenfor. Det kan da ikke passe sagde Finn, for det er mig der er pølsemanden. Ikke desto mindre blev der solgt pølser, idet en ukendt mandsperon havde overtaget pladsen og da Finn kom stormende forsvandt den ukendte med kassebeholdningen.
Værtshuset har et smukt ”forbryderalbum” med kunder der skal passer på, da de kan finde på at lave ballade. En overgang var der lidt konflikter mellem stamkunderne der havde hængt på værtshuset hele natten og morgenen med, og så sprang nøgne i havnen for af blive frisket op, og det samtidig med at bedsteborgere sad på Nyhavns cafeer og spiste frokost. Vi ville godt op og se Hong Kong Nightclub med de hellige haller, hvor Linse havde regeret og efter en telefonaftale til værten fik vi lov til at komme ovenpå. Hallerne var dog klemt inde på et meget beskedent antal kvadratmeter, så alt var meget intimt. Med strip-piger koster indgangen 100 kr. og det billigste man kan få at drikke er en fadøl til 75 kr. og en cola til også 75 kr. Der høje colapris skyldes, at man ikke bare kan gå ind, og få bare pigebryster for en slik.
For de meget galante herre er der et meget lille seperatrum for personlig strip og adgangen hertil er køb af en flaske champagne til mindst 9.700 kr. Det personlige går dog på, at nok se, men ikke røre, og det går værten meget op i, for at undgå rufferiparagraffen. Det er jo også et pænt sted, og som der står i deres reklamer, så er det en Exclusive Gentlemans Club.
Der har lige været en sag fremme om, at en kunde har fået drænet sit kreditkort for 157.000 kr. på kun en aften her i Hong Kong. Han mente at han var blevet snydt og bedraget og var gået til sin bank for at få pengene tilbage. Den gik dog ikke, for han havde selv været i besiddelse af kortet hele aftenen, og for hver flaske champagne havde han selv indtastet sin pinkode – så det nytter ikke noget at spille flottenheimer og så ikke have penge på kontoen. Han tog tilbage til Guldkysten i 1746 og fortsatte med at opkøbe slaver, men da de gode danske mænd døde som fluer på den feberhede kyst, avancerede han hurtigt til guvernør. Han fik endda senere skrevet en bog med titlen ”Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea”, og her beskriver han slavehandelens praktiske problemer, dog uden at have moralske overvejelser.
Da der en lang overgang ikke var husnumre i Nyhavn, gjorde sukkermandsfiguren det nemmere at finde huset. I 1843 flyttede skuespillerdynastiet Rosenkilde med datteren Julie Sødring ind i huset, og hun var en af de mest kendte skuespillerinder på Det Kgl. Teater. I huset kom også mange kendte kunstnere som den svenske nattergal Jenny Lind, som H.C. Andersen var ulykkeligt forelsket i. Poul Reumert har også senere haft sin gang i huset. Et forgyldt skilt med Louis Poulsen og Co. hentyder til salg af isenkram og elektriske artikler. Siden 1924 var der et tæt samarbejde med designer Poul Henningsen, som resulterede i de verdenskendte PH-lamper.
Fra 1956 var Cap Horn kendt som jazz-værtshus hvor Papa Bues Viking Jazzfestival spillede.Siden blev Cap Horn pigtrådstempel og diskotek med topløs go-go. I 1960 erne og 1979erne nøjedes de udenlandske turister stadig med at se Nyhavn inde fra bussernes ruder for alle var nysgerrige, men ingen vovede sig ud. Efter at containerskibene holdt deres indtog faldt antallet af søfolk, så Nyhavnspigerne søgte væk og hotellerne havde svært ved at holde omsætningen, så i slutningen af 1970 kørte Nyhavn nærmest på voveblus.
Siden har Cap Horn igen fået nye ejere, men det økologiske køkken er videreført med klassiske retter fra det nordiske køkken. Cap Horn har også været yndlingsværtshus for den folkekære skuespiller Artur Jensen, men det var længe før al det økologiske. En mild vinterdag stod tjeneren Sara udenfor og fristede med små sildebidder og hun fortalte om husets kryddersnapse. En stiv vind blæste gennem Nyhavn og hun var meget villig til at gå med indenfor og anviste mig et bord med udsigt over havnen, men tæt nok på den knitrende pejse ild. Jeg lod mig friste af dagens ret der bestod af en fiskeret med sej, porre, forårsløg, spidskål og hvidvinssovs. Jeg fik røbet at jeg var lidt ude for at lave reseaus til en Nyhavnsrundvisning og et Nyhavnsforedrag så jeg spurgte Sara lidt ud om maden og stedet. Hun fortalte beredvilligt, men fik alligevel tilkaldt kommunikationschefen Cathrine Elle der satte sig ved bordet og fortsatte med fortællingen. hun fortalte bl.a. at der i sommertiden er tilknyttet 50 medarbejdere til Cap Horn for at dække aller ydertiderne hele ugen.
Det store nummer er Valentinsaften hvor der bliver serveret en 4 retters menu bestående af skaldyrssalat, oksefilet, økologisk oste og chokoladefondant. Hele denne sanselige kærligshedsmiddag er incl en historiefortæller der krydre retterne med pirrende erotiske historier. Her er prisen 399 kr. for hele oplevelsen.
En gang om året har de også en Legoudstilling med hele raden af Nyhavns huse på solsiden og Cathrine ville maile når den var på trapperne, så jeg kan får et billede. Jeg fik lånt det sidste eksemplar af den hedengangen ”Københavneravisen” med en artikel om Cap Horn. Restaurationschefen Mette Marie vimsede også lidt rundt om mig, og det var dejligt med tre søde og smukke piger der viste interesse for en gammel folkepensionist. Forresten så har Cap Horn et stort billede af Ib Spang Olsen der hedder ”Fri os for os” og han nåede at signerer det kort før sin død. Og på den måde er det 325 år gamle værtshus gået fra sømandshotel til jazzsted og til økologisk restaurant.
Skibet er undervejs blevet renoveret og ombygget på Ring-Aandersens skibsværft i Svendborg og der er kommet rig og sejl på skibet og den øverste kahyt er blevet forlænget. Samtidig skiftede skibet navn til Donna Wood opkaldt efter den berømt danserinde som den daværende ejer Ib Glintemann sværmede for. Donna der er dejlig lysebrun, har optrådt i flere af verdens store balletkorps og også på Den kongelige Danske Ballet, og når hun sprang op i luften som en sylfide, fortjener hun helt bestemt som det mindste at få opkaldt et tidligere fyrskib efter sig. Ib Gintemann havde spurgt Donna om det var i orden med navnet på skibet og den var hun med på. Donna Wood lyder da også noget bedre ende bare Fyrskib 3 fra Lappegrunden.
Første gang vi besøgte skibet var rederen, skipperen og kokken Jes Leen Smidt ikke til stede, men han havde ringet og sagt vi var velkomne til en gang lapskovs som hans førstemand Ole ville sørge for. Ole lignede en rigtig søulk selvom han havde en fortid som konstabel i hæren og siden lastbilchauffør, men de sidste år arbejdede han på Donna Wood som altmuligmand. Han var en rigtig hyggelig fyr og kahytten hvor maden blev serveret osede at maritim stemning. To gange lapskovs, 2 øl og 2 Irish coffee samt røverhistorier fra havnen kostede 290 kr.
Efter den russiske revolution boede i en suite en række adelsfamilier her, bl.a. boede kejserinde Dagmars hofdame her på kejserindens regning. I dag er der kontorer og enkelte boliger.
Worm blev røbet, da han forsøgte at sende nogle penge til sin far for at redde hans forretning. Worm gik hurtig til bekendelse, og i fængslet skrev han en mængde sentimentale digte, hvor han oprigtigt angrede og især var fortvivlet over den sorg, han havde forvoldt sin mor. Digtene blev trykt i avisen, og det lykkedes at skabe en vis sympati for den fortvivlede, unge mand. Worm blev dog dømt til døden, og 20. november 1838 blev han henrettet på Amager Fælled. I dag er her kontor og beboelse.
Charlottenborgsiden, Skyggesiden eller den pæne side af Nyhavn. Samme Gyldenløve havde fået foræret Kalø Slot af Christian 5., men Ulrik var ikke til sinds at flytte til Jylland og bo i en gammel borg fra 1300-tallet, så han rev det meste ned og fragtede murstenene til København. I perioden 1672-1683 brugte han stenene til at bygge Gyldenløves Palæ i nederlandsk barokstil. Han syntes, palæet var for stort, og byggede i stedet ”Lille Gyldensløves Palæ” i Bredgade (Danneskiold-Laurvigens Palæ senere kaldt Moltkes Palæ) og solgte Gyldenløves Palæ i Nyhavn til Christian 5.s enke dronning Charlotte Amalie. Hun omdøbte palæet til Charlottenborg, og her boede hun til sin død i 1714.
I vinteren 1830-31 havde Kunstakademiet 60 kunststuderende og over 300 læredrenge til håndværk, men de berygtede læredrenge havde svært ved at underordne sig Akademiets regler. Det blev ligefrem påbudt politiet at træffe skarpe forholdsregler mod den uorden og støj, der herskede på Kongens Nytorv, når eleverne forlod skolen. Først i 1857 ophørte undervisningen af håndværkere på Charlottenborg, og de blev henvist til de tekniske skoler. Kunstakademiets formål blev i en bekendtgørelse fastslået, så Charlottenborg skulle uddanne de vordende malere, billedhuggere, arkitekter, kobberstikkere, medaljører og andre beslægtede kunstfag, og det er stort set også, hvad der sker i dag.
Mange kendte kunstnere har haft deres gang på Charlottenborg, den kendteste er nok Bertel Thorvaldsen, der både fik æresbolig og atelier stillet til rådighed. Også berømte malere har boet her f.eks. Abildgaard, Eckersberg og Marstrand. Selveste Saly, der var den franske kunstner, der modelerede rytterstatuen på Amalienborg, har arbejdet her. Han var dog nødt til at trække udendørs, da hans atelier under Kuppelsalen ikke var stort nok til rytterstatuen. Da den botaniske have blev anlagt, blev der bygget en tredelt administrationsbygning, en bolig til professoren i botanik og en bolig til den botaniske gartner samt væksthuse til overvintring for sarte planter og et orangeri til eksotiske vækster. Disse bygninger måtte lade livet, da udstillingsbygningen blev opført og åbnet 1883, men husene i husrækken ud mod Nyhavn var allerede opført, da den botaniske have blev anlagt, og de står der den dag i dag. Beboerne må have haft en fin udsigt ud over plantesamlingerne, og således kunne H.C. Andersen også kikke ud over herligheden fra Nyhavn 20, og da overgartnerens lille datter Ida legede under hans vinduer, blev han inspireret til historien om ”Den Lille Idas blomster”.
Syd for udstillingsbygningen ligger stadig en lille rest af den gamle botaniske have. Man kan gå hen til gitteret mellem udstillingsbygningen og Charlottenborg og kikke ind i den nu forsømte have. Meget malerisk ligger der gamle søjlestumper og små skulpturer og endda en gravsten for hunden Jordano, der døde, som der står på gravstenen, ”i det år da et pund sukker kostede 42 skilling”. Bygningen langs den lille stump have er Reberbanens gamle sejlhus fra 1500-tallet, og faktisk er det en af Københavns ældste bygninger. Siden 1876 har den legendariske restaurant Gilleleje haft til huse i kælderen. Det startede på den måde, at kartoffelskuden Gilleleje her lå fast fortøjret og her købte københavnerfruerne kartofler. For at supplere indtægten fra kartoflerne, drev skipperen smugkro i lastrummet. Efter vrøvl med myndighederne, lejede han de lokaler, en gammel kulkælder, hvor restauanten nu ligger. Navnebrædtet fra kartoffelskuden tog han simpelhen med og satte over døren. I 1930 overtog Albert Julius Reimann værtshuset, og det er ham der fyldte værtshuset med eksotiske genstande som masker, skildpadeskjolde, totempæle m.m. som han enten købte eller fik foræret af de søfolk der besøgte værtshuset.
Bordene har også en speciel historie, idet det er egetræsbordplader larkeret med et tykt lag skibslak og med vignetter af søhelten Peter Willemoes, som blev berømt efter slaget på Reden i 1801. Vi tabte desværre, fordi admiral Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og derfor ikke rettede sig efter sin overordnedes signal om, at indstille kampen. Senere den 22. marts i 1808 var Willemoes officer på det eneste større krigsskib som flåden havde tilbage, efter at englænderne havde ranet resten i 1807. Det var linieskibet Prinds Christian som blev indhentet af 5 engelske krigsskibe og blev skudt sønder og sammen ved Sjællands Odde. Willemoes faldt i slaget og vraget stod i mange år i havstokken og lokale bjærgede noget af egetømmeret. Bordene i Gilleleje er lavet af dette mere end 200 år gamle vragtømmer. Bordene forsvandt da Gilleleje blev ombygget, men blev fundet på et lager i København og nu er de tilbage hvor de hører til. Sønnen, der også hed Andreas Bodenhoff, men for ikke at lave for megen forvirring med tilnavnet Junior, arvede faderens forretninger, skibe og huse, og han gifte sig i 1776 med sin mosters kun 17 årige datter Giertrud Birgitte Bodenhoff. Den unge lykke varede dog ikke længe, for kun 5 måneder efter brylluppet døde Andreas, og den unge enke var sønderknust. Hun fik anlagt et stort marmorgravmæle på Assistens Kirkegård, og som byens rigeste enke kørte hun det store firma videre på egen hånd. Et stort ansvar hvilede nu på hendes unge skuldre, og hun følte sig truet og forfulgt og sørgede samtidig over mandens død. Hun døde allerede i juli 1798 kun 19 år gammel. Dødsårsagen angives at være en byld i øret og måske for meget morfin for at tage smerterne. Det var før dødsattesternes tid, og det hændte, at folk blev begravet som skindøde, og det var da også bemærkelsesværdigt så røde kinder, hun havde. Det var næsten ikke til at bære, at den smukke, indtagende kvinde så pludselig var gået bort, men hun blev begravet på Assistens Kirkegård i et muret gravkammer, og så opstod der et rygte om en grufuld forbrydelse. Det forlød, at en gravrøver samme nat, som hun var blevet begravet, huggede en af hendes fingre af for at få fat på en kostbar ring, men ved smerten vågnede hun og udbrød: Åh, før mig bort fra dette skrækkelige sted”. Gravrøveren blev rædselsslagen og slog hende ihjel i hendes egen kiste.
I maj 1953 blev Giertrud Birgitte atter lagt til hvile, og gravkammeret muret til.
Som en sidebemærkning kan fortælles, at professor P.O. Pedersen på Tandlægehøjskolen undersøgte kraniet. Det viste sig, at knoglerne i øret ikke var medtaget af betændelse, men at en visdomstand var hullet og tillige sad skævt og trykkede på nabotanden, og dette kan let have givet en smertefuld rodbetændelse, der kan være forvekslet med ørepine. Stakkels pige. I 1972 fik de købt Pram 51 af DFDS for 10 øre pr. kg jern og Bådteatret fik sin skal. Prammen eller lægteren var godt og solidt håndværk og den blev bygget i 1898 på B&W. Efter en ombygning i 1973 var de lar til premierer på ”Den Mekaniske Dukkes Forvandling” og næste forestilling var ”På en øde ø boede en million” og så var stilen lagt med uforudsigelighed og kvalitet.
Stilen er dukke- og animationsteater for voksne og med det formål at overraske og berige publikum. For at se hvad bådteatret nærmere er havde vi købt billetter til ”De tusind Traner” om pigen Sadako der i 1945 oplevede bomben i Hiroshima. Hun overlevede man strålerne gjorde hende kræftsyg og hendes mål var at folde 1000 papirtraner inden hun døde. Det er en rørende og barsk historie fra virkeligheden og vi havde selv stødt på historien da vi besøgte Mindeparken i Hiroshima på vores Japanrejse. Nu skulle vi se hvordan Bådteatret i Nyhavn fortolkede historien. Det blev en god forestilling som vi så sammen med en 7. klasse. Her i dette hus har H.C. Andersen boet i perioden 1871-75 hos miss Hallager til kort før sin død, hvor han boede hos familien Melchior i deres sommerbolig ”Rolighed” på Østerbro. Han boede i lejligheden på førstesalen lige over porten, hvor også George Brandes boede senere. På det tidspunkt, hvor H.C. Andersen boede her, var han både berømt og feteret, og ofte holdt der en kongelig vogn med kusk på bukken uden for hans gadedør. Det var enten kong Christian 9. eller kronprins Frederik, den senere 8., der aflagde ham en visit. Det hændte også, at der kom nysgerrige forbi, der ville se, hvordan sådan en eventyrdigter boede, og når han ikke var hjemme, viste tjenestepigen hans lejlighed frem – mod selvfølgelig en drikkeskilling.
I kælderen til Nyhavn 18 ligger ”Hans Christian Andersen Copenhagen” souvenirshop og den tiltrækker kunder med bevægelige H.C. Andersen i vinduet. Inde i butikken sidder han endda i naturlig størrelse og rokker lidt og man kan sidde ved siden af og blive fotograferet. Forretningen er ganske nydelig med et fint udbud af souvenirs lige fra postkort til fine ravsmykker og selvfølgelig med H.C . Andersen som overordnet tema. Butikken blev startet i april 2013 og ejeren Carlos siger den går rigtig godt. En nydelig ung dame Maria passer ofte butikken og hun taler både dansk, engelsk og russisk da hun stammer fra Sortehavet. Klik her og læs om min rundtur ”Nyhavn på kryds og tværs”. |
Da svenskekongen Carl X Gustav belejrede byen i 1658, lå volde og voldgrave som et ufremkommeligt ælte af jordbunker og vandhuller, som københavnerne hurtigt havde døbt Hallandsåsen. På trods af den dårlige befæstning red danskerne stormen af, og efter flere forsøg og en lang belejring trak svenskekongen sig tilbage til sine nyerobrede områder Skåne, Halland og Blekinge.
Christian 5. sidder med bare fødder i sandaler og skal ligne en romersk general, der styrer sin hest med de bare fødder. Hesten tramper på en liggende mandsperson, der i blystatuens dage meget snedigt med det ene knæ kunne holde den oprindeligt tunge blyhests mave oppe. Sådan et knæ på rette sted er selvfølgelig udmærket, men ellers siges det, at det er ”misundelsen”, der bliver trampet ned. Ved foden sidder skikkelser, der symboliserer tapperhed med Alexander den Store, styrke i form af Herkules, ære i dronning Artemisias skikkelse og kunst og videnskab i form af gudinden Minerva.
I 1671 gav kong Christian 5. ordre til at udgrave en kanal til det nye torv. Det var Københavns fungerende kommandant, oberst Niels Rosenkrantz, der forestod arbejdet, og han var en effektiv mand. Ved udgravningen forsvandt et godt stykke af Lille Strandstræde, ligesom resten af gadens vestende var forsvundet ved opførelsen af Gyldenløves Palæ. Det var oprindeligt meningen, at kanalen skulle forlænges mod vest og forbindes med Holmens Kanal, men det blev dog aldrig til noget. Det var kongens soldater, der klarede det hårde gravearbejde, og så blev de da brugt til noget fornuftigt. Det forlyder også, at svenske krigsfanger var med i arbejdet. Det fortæller i hvert fald nogle af tjenerne i Nyhavn til de svenske turister, og så bliver de så glade over, at de har været med til at lave noget så pænt.
Nyhavn var født. De gamle, hyggelige huse var ikke opført endnu. Her og der har der ligget skure, og ude ved kysten låDen Islandske Reberbane. Området ned mod Kvæsthusgade var stadig en sump med frodig bevoksning, så kun ved strandstræderne har der ligget lidt spredt bebyggelse. På vestsiden lå flådens bygninger og lagerpladser, bl.a. den overdækkede reberbane på det nuværende Charlottenborgs grund. Navnet Gyldenløves Kanal led dog den tort at blive overtrumfet af folkeviddet. Københavnerne kaldte kanalen for ” den nye kanal” eller slet og ret Nyhavn og sådan blev det.
Huset er fra 1606 og er derfor ældre end Nyhavn. Det udmærker sig ved at have facade til både Bredgade, Kongens Nytorv og Store Strandstræde, så faktisk hører det slet ikke med til Nyhavn. Huset var i tre generationer beboet af familien Kanneworff, og derfor blev det kaldt ”Kanneworffs Hus”. Det er også blevet kaldt ”den eneste villa på Kongens Nytorv”.
Før Mindeankeret stod der en overgang et mindekors for enden af Nyhavn. Det var måske ikke det mest velvalgte i en sømandshavn, så siden 1951 har her ligget et stokanker med Frederik 7.s monogram. Ankeret er til minde for de danske søfolk, der kæmpede på de allieredes side under 2. verdenskrig. Under ankeret ligger i en blykapsel navnene på de ca. 1.600 søfolk, der mistede livet.
I mange år havde ”Dampskibsselskabet Thingvalla” og siden ”Skandinavien-Amerika Linien” ”direkte adgang til Amerika” kontorer i huset. Titanics selskab ”White Star Line” har også haft kontor i denne ejendom. Til Titanics jomfrurejse 1912 blev der solgt 14 billetter til to danske kvinder og 12 mænd. Kvinderne den 40 årige Jenny Hansen og den 19-årige Carla Andersen overlevede forliset, men mændene druknede. Jenny ved man ikke meget om, men Carla, der rejste med sin onkel, bror og forlovede, der nu var døde, rejste straks hjem til Danmark igen efter sin fars ønske. Hun sov aldrig siden mellem 14. og 15. april, og den natkjole, hun bar den skæbnesvangre nat, fulgte hende i graven efter eget ønske, da hun døde i 1980. 
Nu ligger her Nyhavns Færgekro med frokostrestaurant i kælderen med en stor sildebuffet med over 15 forskellige slags sild bl.a, den berømte marinerede løgsild der har ligget i saltlage i 12 måneder. De stegte sild findes i flere varianter bl.a. i cremedressing med ansjos, hvis det kunne friste. Brødet til sildene findes i flere varianter som almindeligt rugbrød, purløgsbrød og dildbrød eller man kan tage kartofler som tilbehør.
Interiøret i Hong Kong er stort set uændret siden de glade, uartige nyhavnsdage i halvtredserne, dog står der nu et skilt, at amning er tilladt. Førstesalen blev en overgang forvandlet til diskoteket Krokodillen og siden ”Maxim Bar”. Linse Kessler havde her indrettet en stribbar kaldet Copenhagen Redlight, men da hun ikke havde betalt husleje, blev hun derfor smidt ud – hun nåede dog at fjerne stripperstangen. I en periode var der klistret et skilt op med: ”Vi åbner snart med nye bryster”. Bygningen er ejet af det britiske ejendomsfirma ”Mermaid 48”, og den månedlige husleje er på 50.000 kr. Derudover skulle Linse betale 29.000 kr. for goodwill, inventar og beliggenhed til indehaveren af lejemålet Søren Dybholm. Kunderne måtte dog ofte kikke langt efter giraffen med de kæmpestore attributter, for hun var der sjældent, og da hun var trækplasteret på stedet, kan der hurtigt mangle til huslejen.
Efter Linses exit var jeg på besøg i Hong Kong for at finde ud af, om de havde fået gang i de nye bryster. Helt sikkert så var de meget brystvenlige, for indenfor var der et skilt med ”amning tilladt”. Det var en vinterdag og hele fasaden var dækket af presenninger og faktisk troede jeg at der var lukket, men åbent var der. Den originale dør var dukket op bag forskellige malinglag og små kinesiske mænd blandede sig med ord som briller og ure til minder om dengang hvor der var urmagerforretning.
En af Hong Kongs stamkunderne var en overgang Dorthe, der havde præstret at sidde i værtshuset i 6 døgn i træk, 7 døgn var endda rekorden. Hun købte aldrig noget selv, men var en guldgrube for værtshuset, for mænd fyldte på hende på stribe, for at drikke hende fuld så de kunne få hende med hjem i seng. Det endte dog altid med at mændene blev drukket under bordet, meden Dorthe stadig holdt skansen.
Vinduerne var blændet til, og sofaer og vægge var i den røde lidt lumre stil. Der var en bardisk og et par stripstænger, der meget unormalt kunne drejes, men det var på grund af pladsmangel. En eller to piger skiftes til at optræde, og de andre hygger sig med kunderne. Pigerne er altid tørstige, og vil meget gerne have at kunderne spenderer en flaske champagne på dem. Her skal man så lige tænke sig godt om, for den billigste champagne A. Robert Brut Classic koster 1.995 kr. Der er 15 forskellige champagner på menukortet og priserne stiger gevaldigt f.eks. koster Louis Roederer Cristal Magnum 19.950 kr. og Louis Roederer Cristal Rosé 29.900 kr. Hvordan sådan noget sprut kan koste så meget er ubegribeligt.
Nyhavn 11: Opført i slutningen af 1600-tallet, men kraftigt ombygget i 1835. Første ejer var Jacob Severin, drev handel på Grønland og grundlagde Jacobshavn i 1741. Senere blev bygningen overtaget af Ludvig Rømer, der en overgang var guvernør på Guineakysten, og hjemkommet med en net formue grundlagde han et sukkerraffinaderi i huset, hvilket stadig kan ses på ”sukkermanden” over porten.
Livet i Afrika var hårdt, og da han igen havde penge på kistebunden, vendte han klogeligt tilbage til København, hvor han giftede sig med Ana Cathrine, med hvem han fik 14 børn. I 1754 oprettede han med kongeligt privilegium et sukkerraffinaderi. Efter at de store tønder med råsukker var kommet med skibene fra Dansk Vestindien, kom de en tur igennem hans raffinaderi, og Rømer kunne sælge de fine sukkertoppe, mens pengene strømmede ind. Rømers toetagers bindingsværkshus er der ikke meget tilbage af, og det meste af det nuværende hus er fra 1830’erne. Rømers tidligere bolig på Christiansborg på Guldkysten eksisterer stadig og var indtil for nylig embedsbolig for Ghanas præsident.
En ung pige ved navn Ane flyttede ind på loftet, og her drev hun en rulleforretning, altså en med tøj. Hun var rejst fra sin forlovede, der var møller. Slavefogeden fik efterhånden et godt øje til Ane, men en dag kom mølleren for at få sin forlovede tilbage. Han kom i sin vogn, og i tilgift medbragte han 300 rigsdaler som en gave til Ane, hvis hun ville gifte sig med ham. Slavefogeden foreslog et spil kort, og da mølleren var betydelig bedre til at male mel end at spille kort, endte det med, at han tabte både hest, vogn, penge og mølle. Efter tabet truede mølleren med, at Ane fremover ville føje ham, og slavefogedens efterkommere altid frygte ham, og samme nat hængte han sig over Anes rulle. Hver eneste nat støjede det uheldssvangert på loftet, men ikke når Ane var deroppe. Slavefogeden lod indføre i husets skøde, at Ane fremover skulle bo gratis på loftet, og det er en bestemmelse, der har eksisteret op til vore dage, hvor huslejen skulle indbetales til ”Overformynderiet” på kontoen ”gamle Ane”. Efter at Ane døde, har mølleren hver eneste nat spøgt på loftet i Nyhavn 17.
Det legendariske sømandsværtshus Nyhavn 17, har i overetagen overlevet som pub i engelsk stil. I perioden med mange rulleforretninger stoppede toiletterne ofte på Nyhavn 17. Værten vidste altid, hvad der var galt, for der var kommet for mange tomme tegnebøger i kummen, og de stoppede for afløbet.
I det indviklede system af gange i kælderen gemte sig mange af de mennesker, som tyskerne efterlyste under krigen. Under 2. verdenskrig var det for øvrigt forbudt for de tyske værnepligtige at færdes i Nyhavn. Havnens faste stok satte en ære i at rulle dem, og når de vågnede af rusen eller efter et slag i nøden, var pung og våben forsvundet.
I begyndelsen af 1990erne fik Cap Horn nye ejere og med stor respekt for det gamle værtshus gennemførte de en omfattende ny indretning af lokalerne. Det var på det tidspunkt hvor madskribenten Camilla Plum lancerede det økologiske køkken og det blev netop Cap Horn der blev Danmarks første økologiske restaurant.
De har noget de kalder ”Klimabrunch” om søndagen med klimavenlige retter og økologisk juice, pandekager, yougurt, salater, fiskeretter og dertil livejazz og ild i pejsen. Alt til den rimelige pris af 129 kr. Der kan også fås en løgsuppe med fransk emmentaler på grillet landbrød til 89 kr. og en flaske øl koster 35 kr. 
Nyhavn 23: Opført 1803 og ikke nævneværdigt ændret siden. Et værtshusskilt af sten fra 1803 sidder over døren, og det forestiller en ølkande med matrikelnummer 12 indhugget. Siden har Hotel Svanen haft til huse her, og Elverhøjs komponist Friedrich Kuhlau boede her til sin død i 1832. Kuhlau har så givet navn til Restaurant Elverhøj og Kuhlaus Kælder. I dag hedder de Restaurant Gasten og Galionen.
Nyhavn 29: Opført mellem 1723 og 1733. Her lå engang ”Hotel Stadt Flensborg” og sangerindepavillonerne ”Skandinavien” og ”Den nye Sangerindepavillon”. Værtshuset er kendt for sin lange, smalle bar med bartenderen ”Tam Tam”. Ejendommen blev præmieret af Københavns Kommune i 1983 for sin originale renovering, hvilket kan ses på den festlige facade. Det er en af de mindste ejendomme i Nyhavn, mens ”Fiskens Pub” er den mindste, men den er populær, og der er levende musik hver aften. Naboejendommens Skipperkroen breder sig ind på 1. salen.
Nyhavn 37: Opført 1691-1712 som et to etagers bindingsværkshus. Senere i 1791 blev den smukke kvist rykket en etage op. I huset lå Cafe Texas, og i baren hang der et skilt, der påbød gæsterne at aflevere deres seksløbere til bartenderen. Nu hedder Cafe Texas bare Nyhavn 37. I kælderen lå tidligere Nyhavns Bar, der senere blev til Tato Jacks værksted.
Nyhavn 45: Opført 1740 for rebslager Nikolaj Johansen. Her er der i dag administration af ”Spis i Nyhavn”.
Skibet Donna Wood er nu ombygget til hotelskib med komfort op til 18 personer i 6 kahytter med 2 eller 3 køjer, egen vask, stereoanlæg, bogreol og skabe samt selvfølgelig bade og toiletforhold på gangen. 
Nyhavn 53: Opført 1754-55 for skipper Hans Tofte og efter hans død opkaldt efter hans enke ”Madam Toftes gård”. Her boede komponisten Peter Weise i 1857. I baghuset har Eventyrernes Klub siden 1974 haft mødelokale. Jeg har personligt været inviteret indenfor for at holde foredrag, men først spist butlerserveret korteletter ved det store, runde bord med alle eventyrernes navne indskåret i bordpladen. Eventyrernes klub blev stiftet af Peter Freuchen i 1938, og i mange år havde den klublokale i et af tårnene i Søpavillonen, indtil den arvede dette hus. Der tilstræbes ca. 100 medlemmer i klubben og alle mandlige. Kvinder har kun adgang til julefrokosten, dog kun for bagefter at transportere mændene hjem. Læs evt. mere om Eventyrernes Klub på denne hjemmeside under rejsefortællinger og under ”Omvej til Eventyrernes Klub”. 
Huset har haft øgenavnet ”Aarhus Domkirke” på grund af en forgyldt Kristusfigur med jordkloden i venstre hånd. Her lå gæstgiveriet ”Limfjorden”, senere ”Hotel Stockholm” og siden igen ”Hotel Dania”. På hotellet har Knut Hamsun boet under navnet ”postmester Hansen fra Oslo”.Han er kendt for bl.a. at have skrevet ”Sult”. Han blev upopulær fordi han støttede tyskerne både under 1. og 2. verdenskrig. Det var ikke så meget fordi han elskede tyskerne, men fordi han var imod englændernes dominans i verden som deres brutale fremfærd under boerkrigen i Sydafrika.
Tønder gik lurvet klædt, men rygtet lød, at han var en gammel gnier, der ejede en formue fra sine forældre, og at formuen var gemt i lejligheden. Rygtet blev skæbnen for både Tønder og den unge Petri Worm. Worm var søn af en agtværdig købmand i Nyborg, og han var ellers en kærlig og hensynsfuld søn, men han kunne ikke holde på et arbejde. Købmanden var på fallittens rand, og unge Worm fattede en desperat plan, for at redde sine forældre. Han ville have undervisning af Tønder i fransk, og han måtte sælge sin skjorte for at betale for tre lektioner. Worm medbragte nogle kager, som han havde blandet opium i, for på den måde at bedøve Tønder og stjæle hans penge. Selvom Tønder guffede alle kagerne i sig, virkede giften ikke. Ved næste lektion medbragte Worm også kager, men med en kraftigere dosis opium. Tønder ville dog ikke spise dem, da de forrige havde smagt noget bittert. Worm blev nu så desperat, at han tog et stykke snor og kvalte Tønder, og i et chatol fandt han en pengekasse med 12.000 rigsdaler. 
Skuespilhuset: Det Kongelige Teater åbnede i 2008 skuespilhus på Kvæsthusbroen. Tegnet af arkitekterne Boje Lundgaard og Lena Tranberg. Stor Scene har plads til 750 gæster og en mindre fleksibel scene har 250 pladser. Her ligger også en stor, fin restaurant med glasfacade ud til havnen.
Charlottenborg. Byporten til det gamle København stod for enden af Østergade (Strøget), og i en lang periode var pladsen, der siden skulle blive Kongens Nye Torv, en ufremkommelig jordbunke med halvsløjfede volde og grave, og pladsen blev derfor kaldt Hallandsåsen. Christian 5. satte i 1670 gang i brolægningen af pladsen, og de oprindelig udfaldsveje fra Østerport blev sløjfet, men fortsatte så på den anden side af Kongens Ny Torv. Det gælder Store Strandgade, Lille Strandgade, Bredgade og Store Kongensgade, der siden middelalderen har sin oprindelse i de landeveje, der førte ud af Absalonstaden og ud til kysten nord for byen. Samtidig blev Nyhavn udgravet i 1671, så hele kvarteret blev forandret. Det var kongens ønske at give det nye torv et fornemt udseende, og han opmuntrede rigets stormænd til at bygge deres palæer omkring torvet, og hvem var nærmere til det end kongens halvbroder og Norges statholder Ulrik Frederik Gyldenløve. Ulrik var gift med Marie Grubbe, men ægteskabet holdt ikke og efter en lang nedtur for Marie endte hun som færgekone ved Grønsund og de sidste år af hendes liv var hun endda på fattighjælp.
Efter dronningens død overtog Frederik 5. Charlottenborg, og i en årrække blev det stillet til disposition for ”Det Musikalske Selskab”, og hver torsdag var der offentlige koncerter samt teater med italiensk opera. Senere gjorde Frederik 5. slottet til ” Kong Friederich den Femte Charlottenborg-Slot til Videnskabers og gode Konsters Skole”, og i 1754 blev stiftelsen for ”Maler-Billedhugger- og Bygnings-Academie” stiftet for at opelske habile kunstnere og håndværkere til landets nytte og ære.
Nyhavn 2 med Charlottenborgs udstillingsbygning. Bygningen blev opført på jordene efter Københavns tredje botaniske have, der blev anlagt her i 1778. Den botaniske have bredte sig på de 4 td. Land, hvor Charlottenborgs pragtfulde park i sin tid gik fra palæet og helt ned til havneløbet. Inden Charlottenborg blev bygget, lå der oprindelig en lyst-og køkkenhave, som var tilskødet Chr. 4.s frille Vibeke Kruse. Her havde hun lysthuse og bænke, og efter hendes død gik grunden i arv til Ulrik Christian Gyldenløve, der døde under Københavns belejring i 1658. Derefter blev grunden overdraget til Christian 5.s halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve, der var Norges statholder, og det var ham, der i 1672-77 opførte Charlottenborg og anlagde slotsparken.
Botanisk Have blev i 1856 flyttet til sin nuværende adresse på det gamle voldterræn ved Øster Voldgade, og herefter opførtes udstillingsbygningen. 
Nyhavn 8. Opført 1774-76 af øltapper og havnefoged Niels Holst. Husets facade står stort set uberørt siden opførelsen. Over døren fortæller en mindeplade om tiden, hvor huset blev brugt som herberg for Dragørskipperne, hvis skibe havde vinterleje i København. Dragør var på det tidspunkt Danmarks næststørste søfartsby, men i den lille havn var der ikke plads når skibene blev lagt op for vinteren og så brugte de sømandsherbergernne på Nyhavns skyggeside. Restaureringen er præmieret af Københavns Kommune i 1993. 
Gepardskindet har sin særlige historie, idet det blev købt af en sømand på markedet på Zanzibar i 1929. Efter nogle måneder var sømanden hjemme igen, og efter 3 dages druktur kom han i slagsmål og blev slået ned. Da han kom til hægterne igen vaklede han hen til Gilleleje og bad om hjælp. De lappede ham sammen og gav ham et måltid mad. Næste dag kom sømanden pæn og nybarberet tilbage og med gepardskindet rullet sammen. Det skulle Gilleleje have, som tak for god behandling, og eneste betingelse var, at skindet til alle tider skal hænge på væggen i Gilleleje. Og det gør det den dag i dag.
Nyhavn 12. Opført i 1770 igen af storkøbmand og skibsreder Andreas Bodenhoff, som fik opkaldt en Plads på Christianshavn efter sig. Det er en klassisk borgerlig købmandsgård med lagerbygninger i baggården. Andreas Bodenhoff, som er bygherre for flere huse i Nyhavn, arbejdede sig op fra fattige kår til at blive en af landets rigeste skibsredere. Da hans anden hustru døde i 1770, flyttede han over på den anden side af Nyhavn i nr. 31, hvor han i 1794 døde som 70-årig.
Denne skrækkelige historie har levet videre i familien, og sandsynligheden blev forøget, da en del graverkarle på Assistens Kirkegård i 1804 blev anklaget for gravrøveri. I 1950’erne ville man have syn for sagen, og Kirkeministeriet gav tilladelse til en åbning af graven. For at beskrive det kort, så lå Giertrud Birgitte i en mærkelig forvredet stilling med rygsøjlen krummet og venstre fod trukket op under højre underben. Der var overhovedet ingen ligheder med den normale begravelsesstil med liget på ryggen i andagtsstilling. Der var heller ingen smykker i graven, så gravfundet viste tydeligt, at Giertrud Birgitte var blevet begravet skindød og derpå myrdet i sin egen grav.
Nyhavn 16. Opført omkring 1770, igen formentlig for Andreas Bodenhoff. Senere er de 3 østre fag opført i 1807 af kaptajn Krøyer. I kælderen ligger i vore dage pizzarestaurant Gorms. Allerede efter byens brand i 1728 fik de genopførte huse på Bremerholm besked på at male deres matrikelnumre på husene, men det var først i 1777, at det blev påbudt, og Nyhavn på Charlottenborgsiden var nogle af de første. Alligevel skulle der gå næsten hundrede år før gadenumre, som vi kender dem, blev indført i København i 1859. Før den tid blev ejendommene kendetegnet ved et dyr, en plante, en figur eller noget helt andet som sole, lam, drikkekrus og som her en ravn. Før Københavns brand var det almindeligt at have hængeskilte af træ eller smedejern rækkende ud fra husene, men da man frygtede, at de skulle lede flammerne fra den ene side af de snævre gader til den anden, blev det almindeligt i stedet at opsætte stenplader som ”butiksskilte”.
Nyhavn 18. Huset er opført ca. 1770 og forhøjet i 1846. Det ejes af Nationalbanken, som har ombygget tagetagen til gæstelejligheder, der bl.a. benyttes af Nordisk Råd.
Nyhavn 24. Første hus på hjørnet af Nyhavn og Holbergsgade er Sømandshjemmet, der er opført i 1870. Sømandsmissionen blev stiftet 1905, men allerede i 1876 påbegyndte Andreas Wollesen et kristeligt velfærdsarbejde blandt søfolk i Københavns Havn. På B og W fik han ombygget brikken Fortuna med en mødesal til gudstjenester, søndagsskole og navigationsskole, og skibet blev placeret i den blinde ende af Nyhavn, hvor Mindeankeret står i vore dage. Da Fortuna på et tidspunkt sprang læk, blev der på samme sted bygget sømandshjemmet Bethel, der dog hurtigt måtte vige pladsen for det offentlige toilet. Kirkeskibets funktioner blev så flyttet til sømandshjemmet Bethel som missionshus i 1906. Det er fortsat afholdshotel, pænt og nydeligt og har vundet priser som ”bedst til prisen” i 2012 og med mange gæster især fra Island, Færøerne og Canada. Man skal lede længe efter en sømand på hotellet, og beskøjter til morgenmaden er udskiftet med nybagte rundstykker og kanelsnegle.