 Peru1.del. Den lykkelige smukke by Arequipa. En rejsefortælling af Kim Greiner. Oktober – november 2005
Turen var en grupperejse med Topas, som vi med stor fornøjelse har rejst med i de sidste år, da vi mener, at vi får meget for pengene, og Topas går lidt udenfor de helt gængse turiststrømme. Selv om det ikke er luksusrejser, der er Topas’s varemærke, så er de velorganiserede, og der er da altid tag over hovedet, om ikke andet så i det mindste i form af en teltdug.
I god tid fik vi tjekket vores vaccinationer, og vi fik købt malariapiller og mavestoppiller, og ellers pudset støvlerne, og så var vi klar. De to store spørgsmål, som altid rejser sig, når man skal udforske nye områder i verden, er hvor mange penge og hvor meget tøj skal der medbringes. Morgenmaden var incl. alle dage, og vi var på fuld kost de dage, hvor vi gik på inkastien og i junglen, men spredt over de 25 dage var der omkring 18 måltider, vi selv skulle betale, og det skønnede Topas ville koste ca. 1.000 kr. pr. person. Som efterrationalisering viste det sig at holde stik, idet 1 til 2 retters menu incl. en cola på en restaurant sjældent blev mere end 25 soles, der er lig med ca. 50 dkr. Lettere måltider til lunch kunne endda gøres betydeligt billigere. Til lokal lufthavnsskat skulle der beregnes ca. 37 US dollar og yderligere 20 US dollar til drikkepenge til guider og bærere. Så skal der bruges penge til drikkevarer, entreer til museer og til souvenirs, og det kan være et meget individuelt beløb, men for at gå efter et rundt tal, så vekslede vi tilsammen 6.400 dkr. til 1.000 US dollar. Så kunne det da ikke gå helt galt, og slet ikke når vi derudover medbragte et par kreditkort.
I god tid inden turen lånte jeg bøger på biblioteket, for at sætte mig lidt ind i den ukendte verden, der næsten står på højkant med Andesbjergene som landets rygrad, og med en befolkning, der enten lever på de golde bjergskråninger eller i Amazonjunglens lavland.
I meget grove træk skulle turen forløbe med flyvning til Perus hovedstad Lima og videre til ”den hvide by” Arequipa. Derefter til bjergbyen Chivay med mulighed for at se kondorer i Colca Canyon og videre over bjergene for at besøge
indianerne på sivøerne i Titicacasøen, og så til Cuzco, der er inkaernes gamle hovedstad.
Turens højdepunkt var 4 dages vandring på originale inkastier til den glemte ruinby Machu Picchu, og siden fortsætte med 5 dages kanosejllads ad Alto Madre de Dios floden igennem Amazonjunglen til guldvaskerbyen Colorado, og videre via junglebyen Puerto Maldonado tilbage til Lima og fædrelandet. Afgang til tiden kl. 6.35 med et halvtomt KLM fly, og det er en anden kop te, end det vi var vant til på vores sidste rejse med Singapore Airlines. En kold sandwich og et bæger juice blev serveret af en mandlig steward med en bums på næsen, og der manglede også lang slids i nederdelen som Singapore-stewardesserne havde. Allerede i Kastrup var der fodkending til enkelte af vores medrejsende topaser, men i Amsterdam kom der samling på tropperne, idet et hold jyder fra Billund lufthavn også var ankommet. Vi var 16 topaser i gruppen, og vi kunne hurtigt konstatere, at det overvejende var det grå guld, der var på vej ud i verden, da hovedvægten i alderen var 55-65 år, dog med et par enkelte stykker, der var noget yngre, og et par der var noget ældre. Alle var flinke rare mennesker og meget berejste viste det sig, og som sædvanlig var antallet af rygere meget begrænset, og de få, der var, kunne selvfølgelig aldrig finde på at smide deres cigaretskod nogen steder.
Lidt forsinket kom flyet af sted kl. 11.20, og den lange dag, hvor vi prøvede af følge med solen, begyndte. Skade at Amerika, ligge skal så langt herfra, men det må så være derfor, at der ikke er så mange, der har været i Peru. Efter 6 timers flyvning var vi midt ude i Atlanterhavet, så det var godt at vide, at vi havde redningsveste under sæderne. Vi sad midt i flyet langt fra vinduet, og jeg havde en spansktalende dame som sidemand, så med øm bagdel måtte jeg rationere læsestoffet, ind imellem at jeg småsov, hørte jeg lidt musik i høretelefonen og så lidt film, og det skulle simpelthen forbydes at have mandlige hollandske stewarder med store næser på langdistancefly. Så I guder det var en lang flyvetur.
Igen afgang, og der manglede nu kun 2.857 km udover de 8.000 km, vi havde taget, og som et oplivende moment var der nu kvindelige og endda smilende stewardesser. Så inden vi vidste af det, kredsede vi rundt om Lima, og vores opdagelsesrejse kunne begynde. Bag kystsletten rejser bjergene sig i 400 km bredde, med 3 parallelle hovedkæder, der løber fra nord til syd. I den vestligste kæde ligger Perus højeste top Huascarán, der når op i 6.768 m, men der er andre toppe, der er næsten lige så høje. Den mellemste af bjergkæderne Cordillera Central afbrydes midt i landet af tværgående bjergkæder, og syd for disse ligger højsletten Altiplano i 4.000 meters højde, og derefter Titicaca-bækkenet med hundredvis af søer, hvoraf Titicaca er den største.
Peruvianerne opdeler årstiderne i tørtiden og regntiden, og tørtiden går fra april til november. I den periode skinner solen i højlandet som regel fra en klar himmel med omkring 20 grader, men om natten går temperaturen på højsletten nemt ned under frysepunktet. I det tropiske lavland er der varmt til ulideligt varmt med en høj luftfugtighed, og der falder 2.000 til 3.000 mm regn om året, når den varme luft fra Amazonjunglen presses i vejret og afkøles.
De hvide har den højeste sociale status, og derefter komme mestiz, der er en blanding af en hvid og en indianer. Mestiz tilhører oftest mellemklassen og bor i byerne, bærer vestligt tøj og har en uddannelse. Både de hvide og mestiz ser ned på indianerne, der udgør den fattigste befolkningsgruppe. Indio er indianer på spansk og er nærmest et skældsord, hvorimod campesino, der betyder bonde, udtrykker stolthed og respekt, men hvis jeg i det følgende omtaler nogen som indianere, er det på ingen måde ment nedladende, da de har min fulde respekt.
Udenfor lufthavnen holdt 3 minibusser, og de kørte ind til byen i frisk rask kørsel, men de holdt da for rødt lys. Temperaturen sagde 17 behagelige grader, men det var blevet mørkt, så vi så ikke meget på vejen ind til byen, men jeg synes, det lignede noget industrikvarter. Der var samlet affaldsbunker på nogle gadehjørner til afhentning, og det virkede ikke specielt smart, at en mand gik og spredte bunkerne for at se, om han kunne finde noget interessant.
Morgenmad kl. 7 oppe på tagetagen, og kaffen kom i flødekander og varmt vand og mælk kom i store kander. Der var beregnet en flødekande med kaffe til 2 personer, og man følte sig jo næsten snydt, men det viste sig, at kaffe i Peru er umådelig stærk, og der skal bare en sjat kaffe i bunden af koppen, og så ellers fylde op med vand, så den blev til at drikke. Hvordan de får så meget kraft ud af bønnerne, har jeg ingen anelse om. En time efter var der afgang til lufthavnen, og igen var indtrykket af byen lidt forsømt nærmest industrikvarteragtigt, og lidt forstemmende med mange vagtposter rundt omkring. Som aftenen før fungerede alt upåklageligt i lufthavnen, og der var en omhyggelig sikkerhedskontrol, hvor selv urene skulle gemmemlyses.
Flyet lettede, og vi lagde Lima bag os, og da vi i slutningen af rejsen kommer tilbage til byen, vil jeg i
5. afsnit fortælle noget mere om Lima, og byen vandt helt sikkert ved det nærmere bekendtskab. Jægere og samlere har beboet Peru for 8.000 år f. Kr., men de har kun sat svage tegn i historien, så det er først, da agerbruget tog sin begyndelse 2.500 år før Kr., at der opstod forskellige kulturer, som kan kendes på deres keramik og vævede stoffer.
Den første større kultur var chavin, der påvirkede kulturen i det nordlige og centrale Peru i årtusindet før Kristus, og det var chavin-kulturen, der begyndte at udvinde guld. Kulturens kendetegn er jaguaren, som er afbildet overalt, men også kaimanen, den sydamerikanske krokodilleart, var et yndet motiv. Efter årtusindskiftet spirede Nazca-kulturen frem, som især er kendt for deres mystiske tegninger i ørkensandet. Tegningerne er frembragt ved at flytte det øverste mørke stenlag væk fra den lyse undergrund, kombineret med sten der er lagt på række i smalle linier. På den måde er tusinder af geometriske figurer og adskillige dyrefigurer tegnet i sandet og det er vel at mærke gigantbilleder, hvor en kondor har et vingefang på 130 m og et firben er 180 m langt. I tidens løb er der fremkommet mange fantasifulde forklaringer på tegningerne, og det lige fra kæmpemæssige astronomiske kalendere til landingsbaner for rumfartøjer og hellige vandreveje for præsterne. Den nyeste teori er, at linierne er detaljerede landkort eller rettere vandkort over underjordiske vandløb, og uden et nøje kendskab til vandforsyningen i området året rundt, var det nok heller ikke muligt at opbygge en større kultur baseret på agerbrug i en ørken.
Ved Titicacasøen ekspanderede Tiahuanaco-kulturen fra en spæd start nogle hundrede år før Kr. til det meste af Peru omkring 1200 tallet, og meget taktisk flyttede man loyale undersåtter til områder, der havde brug for støtte til magthaverne. Tiahuanaco-kulturen måtte efterhånden vige for Chimu-riget, og selvom chimuerne ikke var de store keramikere med hensyn til potter og pander, så byggede de enorme byer af soltørrede lersten, og de var mestre i forarbejdning af både bronze og guld.
Men så skete det, at selveste Solens søn sammen med sin kone Mama Ocllo blev sat på Jorden på Soløen i Titicacasøen, og det blev starten på et af verdens største riger – Inkariget. Selvom byen ligger isoleret, var den forbindelsesled mellem sølvminerne i Bolivia og kysten, og det er den by i Peru, der havde den største spanske befolkning. Byen har i dag omkring 1 million indbyggere og er Perus næststørste, og den ligger i en højde af 2.325 m over havet imellem Andesbjergenes højland og ørkenen i kystområderne. Arequipa ligger i en dal, der på grund af overrisling giver eksistens for et stort antal landbrug, og da byen i det hele taget er i stor udvikling, tiltrækker den fattige mennesker fra store dele af Andesbjergene, der her prøver at få en tålelig tilværelse. Hvor lykkelige de mennesker så er, vides ikke med sikkerhed, men der kan dog altid kikkes på noget pænt, for vulkanen El Misti på 5.822 m med en perfekt vulkankegle og med sne på toppen, ligger lige udenfor byen.
I baggrunden var der foruden El Misti andre høje sneklædte bjerge, og solen bagte fra en nærmest skyfri himmel med temperaturer omkring 25 grader, så det så ret lovende ud. Igen var der hurtig bagageudlevering og ingen bagagehajer, så kort efter kørte vi op foran vores hotel lige i udkanten af den gamle by. Selvom den nære beliggenhed for hotel Las Mercedes ikke var den smukkeste, med nogle grå kedelige fabriksbygninger som naboer, så var selve hotellet en lille perle bygget i 1929. Der var i alt kun 15 værelser i 3 etager, og reception og lounge var med løvefødder og gesvejsninger, malerier på væggene og i det hele taget meget hyggeligt. Foran hotellet var en lille rosenhave, og bagved en større have med et rundt smukt sukkulentbed.
Ved Katedralen ligger en gade med masser af udbydere af byture og trekkingture, og hvad hjertet ellers kan begære, men vi havde alt på plads, og lod os derfor ikke friste. Vi lod os dog besnære af en ung dame, der shanghajede kunder til en spiserestaurant, der havde en perfekt beliggenhed med en tagterrasse i solen lige ved katedralen, og med udsigt til de sneklædte bjerge.
Maden på restauranter i Peru kommer som regel forbavsende hurtig efter, at den er bestilt, og også regningen er der fluks, når man har bedt om den, så det behøver ikke at være en omstændig og langvarig affære at gå på restaurant. Drikkepenge er heldigvis ikke særlig udbredt i Peru, man kan give tjeneren lidt, hvis man synes, men de forventer ikke noget, og heller ikke taxichaufførerne.
I 1995 fandt arkæologerne på Nevado Ampatobjerget i Peru det første barnelig, hvor kroppen var lynfrosset og derfor intakt. I modsætning til nogle af de andre fundne ofrede børn, har den 14 årige pige med kælenavnet isjomfruen Juanita haft en voldsom død, idet skanninger viser, at hun har en flænge i kraniet.
Senere i 1999 fandt arkæologerne hele 3 grave i 6.723 meters højde på toppen af Llullaillacobjerget i Argentina, hvor den ene var en smuk15 årig pige, der så ud, som hun sov. Det var verdens højest beliggende udgravning, og ligene var da også lynfrosne, så de fremstår som verdens bedst bevarede mumier, hvor der stadig var blod i årene og luft i lungerne. Undersøgelser har vist, at børnenes hår indeholder store mængder kokain, så de har sikkert været bedøvet, inden de sov ind i kuldedøden.
Der er ingen fast pris på omvisningerne, men vi gav 10 soles, og guiden så glad ud.
Kirken var et andet stort magtcenter i Spansk Amerika, og igennem årene opbyggede de enorme rigdomme. Kirken forventede, at døende testamenterede store dele af deres rigdomme til kirken, og der blev stille spørgsmålstegn ved, om himmelrigets porte var åbne, hvis kirken ikke var betænkt i testamentet.
De spanskfødte administratorer og præster dannede toppen af befolkningshierarkiet efterfuldt af los criollos (kreolerne), der var folk født i Sydamerika, men af spanske forældre. Den hurtigst voksende befolkningsgruppe var dog mestizos, der var af blandet race og oftest med en spansk far og en indfødt mor, forstås. Francisco de Aguirre, der var en af Chiles erobrere, indrømmede at han havde mindst 50 af sådanne børn og fastslog: ”Den tjeneste, man gjorde Gud ved at være med til at lave mestizos, var større
end den synd, man pådrog sig ved at gøre det”. Så endelig en mand, der ofrede sig fuldkommen for sin gud. Langs hele plazaens nordside ligger katedralen, der ligesom de andre bygninger omkring plazaen er hvide og giver byen sit navn og specielle præg. Katedralen er enormt stor, og med masser af smukke detaljer, og man kan undre sig over, at et fattigt land som Peru har så overdådige kirker, at Roskilde Domkirke nærmest ligner en skrabet landsbykirke til sammenligning. Katedralen er fra 1656, men har flere gange siden været ødelagt af jordskælv, og der er ikke meget i den nuværende bygning, der er ældre end 130 år. Kirkens orgel, der er en gave fra Belgien, siges at være det største i hele Sydamerika, og det dækker da også en hel endevæg fra gulv til loft. Som en påskønnelse fra Vatikanet har Katedralen, som kun 70 kirker i verden, lov til at have Vatikanets flag hængende, og det hænger på højre side af alteret.
På de 3 andre sider af plazaen ligger smukke gamle 2 etages huse med buegange, der rummer forretninger og restauranter, og alt i alt siges det, at plazaen i Arequipa er den smukkeste i hele Peru. Det vil jeg gerne tro på, og vi tilbragte den sidste del af eftermiddagen på en solrig bænk, og nød den afslappede stemning blandt de lokale, for der var faktisk ikke ret mange turister.
Tjeneren havde bare helt styr på det, og alle fik uden tøven den ret, de havde bestilt. Det peruvianske køkken er meget broget, og retterne og tilberedningen skifter fra land og by, og højland og lavland og fra kyst til indland. I løbet af turen fik vi spist os igennem et utal af lokale retter, men da jeg ikke er den store gourmet kan jeg udover kylling og fisk overhovedet ikke huske, hvad vi fik at spise, måske lige udover nogle helt specielle retter, som jeg nok skal omtale senere. Generelt kan jeg dog udtale, at efter min mening var alt yderst velsmagende.
Om aftenen er katedralen belyst, så plazaen ligner et romantisk sceneri fra Disneyland, og alle duerne var blevet pænt puttet. Dagen var til egen disposition, og Gitte og jeg gik af sted for at finde den idylliske bydel Yanahuara, der ligger på den anden side af floden. Efter at have gået ud af en travl hovedgade, med masser af mennesker, der var på vej til arbejde, kom vi op ad nogle stejle snoede gader i et velpasset kvarter med små haver, og vi gisnede om, at det nok var de bedre stillede, der boede deroppe. Gaderne var rene, og det synes jeg generelt, de var i Peru, og det selv om vi ofte var væk fra de gængse turiststeder. På vejen kom vi forbi en stor kirke i røde okker farver, og vi gik ind og bad en lille bøn, og beundrede ellers det flotte interiør og hvælvingerne i lyse okker farver. En tilfældig kirke på vejen, der var smuk som en domkirke.
Tilbage over floden købte vi lidt kiks og en Inka Cola ved en gadebod, og de små gadeboder holder en yderst rimelig pris, så vi spurgte ikke om prisen, men samlede lidt varer sammen, og så bliver det måske i alt 10 kroner. En flaske kildevand eller en cola koster i gadeboderne som regel 1 sol, som er lig med 2 kroner, medens en restaurant som regel tager 3 soles for en vand eller cola, og en øl koster 5 soles, så det kan ikke vælte ret mange europæere af pinden.
Medens vi nød vores lille mellemmad, beundrede vi en politimand, der stod i et lille tårn i vejsiden i et befærdet kryds. Han fungerede som trafiklys, og hans hænder gik uafbrudt, og som en virtuos dirigerede han bilerne, der adlød hans mindste vink, og jeg undrede mig over, at de i det hele taget kunne få øje på ham oppe i tårnet. De traditionelle nonneløfter om fattigdom og stilhed blev ikke helt overholdt, for klosteret havde ofte besøg af de bedste kunstnere, der underholdt med sang og musik, og i klosterets storhedstid var sovekamrene møbleret med engelske tæpper, silkegardiner, silkelagner, og der blev spist med sølvbestik på porcelænstallerkener, der passede til damaskdugene.
Man kan få guidede rundvisninger på alle hovedsprog, men man kan også få lov til at gå selv. Et godt råd, som vi også selv fulgte, er hele tiden at gå til venstre, så kommer man det meste igennem uden at fare vild.
Vi fortsatte vandringen rundt i byen, og ledte efter et museum, vi havde hørt om, men uden at finde det. Vi måtte nøjes med at kikke på de mange fornemme herskabshuse fra 1700 tallet. Vi fandt dog La Compania, der er en kirke, der er bygget i slutningen af 1600 tallet, og som udmærker sig ved at være en af byens ældste, da den har modstået jordskælvene, og ellers ved at det store hovedalter er belagt med 18 karat bladguld.
Aftenspisning på en af balkonerne med udsigt til den illuminerede katedral, og en lidt finere middag end Jonny Coyote, bestod af fisk med rejesovs, og med en cola til blev det i alt 62 soles for os to. Europæiske gæster på spiserestauranter drager små orkestre som magneter, så kort efter at man er bænket, står der 3-4 mand og spiller perumusik, og de kan snildt blive ved i 20 minutter eller mere, inden de prøver at sælge en CD, eller lader en tallerken gå rundt.
En undersøgelse har vist at 10 % får AMS, der er den almindelige form for højdesyge i 3.000 meter og 50 % i 4.500 meter. AMS rammer tilfældigt og kan ikke forudsiges, og symptomerne med hovedpine, sløvhed, kvalme, søvnforstyrrelser, gangbesvær, ændret syn og hørelse, hoste samt hævede øjenomgivelser, er da ikke særlig behagelige.
HACE er højde-hjerneødem og er ofte en fortsættelse af AMS, og skyldes øget tryk inde i kraniekassen. Symptomerne er svær AMS, foruden koordinationsbesvær, hallucinationer og besvimelse. HAPE er højde-lungeødem og skyldes forhøjet blodtryk i lungerne, så man drukner indefra, og symptomerne er hoste, blodig opspyt, hurtig puls og temperaturstigning. Både HACE og HAPE er livsfarlig, og kræver øjeblikkelig nedstigning eller brug af iltflaske og tryksæk.
Klokken 9 stod der 6 præster oppe ved alteret, og orglet og et mandskor startede med den første melodi, og til vores store forbavselse var det Beatles melodien ”Hej Jude”. For ikke at gå glip af noget, sad vi helt oppe foran, så selvom vi ikke forstod et ord, deltog vi i gudstjenesten, og vi rejste os og satte os, og satte først grænsen, da der skulle knæles. Nadveren sprang vi også over, men 40 mennesker var oppe, og det gik lynhurtigt, inden vi alle blev velsignet, og det kan vel aldrig skade. Vi har oplevet det en gang før, men oplevede det også her, at folk derefter gav hinanden hånden, og vi blev hurtig inddraget i rækken foran og bagved, med varme håndtryk. Jeg troede egentlig, det var en lykønskning for velsignelsen, men jeg har senere læst, at det er en fredshilsen, og præsten, ønsker Herrens fred og beder alle ”give hinanden et tegn på fred og forsoning”. En smuk skik, og selv om jeg er ateist, vil jeg da meget gerne være med til det. Alt i alt er det en fin oplevelse at være til morgenmesse i Arequipa.
Et kvarter hver time åbner de biblioteket, som er i to etager, og bugner med gamle læderindbundne bøger. Det er ikke tilladt at røre ved bøgerne, men vi kunne alligevel fornemme al den visdom, bøgerne udstrålede, i det gamle smukke rum. Ricoleta-klosteret er ikke nær så stort som Santa Catalina, men mindst lige så interessant og smukt.
Frokostspisning i den skyggefulde gade bag Katedralen og 2 gange kæmpesuppe med hvidløgbrød samt pizza og cola til i alt 28 soles, og det bare for at vise, at det er svært at blive ruineret på en peruviansk restaurant.
Der er en hel del biler i Arequipa, og ved et næsten videnskabeligt forsøg, talte Gitte de almindelige biler og jeg taxierne, og vi kan slå fast at 81 % af alle biler er taxier. Hvorfor de ikke støder sammen hele tiden er ubegribeligt, for der en næsten ingen lysregulering, hajtænder er ikke opfundet, og de kører frem i krydsene med fuld fart og håber på det bedste.
I ”Turen går til Peru og Bolivia” står, at Arequipa er berygtet for sine lommetyve og røverbander, og der går historier om overfald selv ved højlys dag, men et andet sted i bogen står generelt om Peru, at berigelseskriminaliteten ikke er værre end i Norden. Så ved at bruge sin sunde fornuft og ikke gå og vifte med rigdomme i mørke øde gader, er der ikke noget at frygte, og på hele turen oplevede ingen i vores gruppe noget ubehageligt i den retning.
Det er jo dog nok ikke altid lutter lagkage at leve i Arequipa, og der er en del tiggere, men kun få henvender sig, så det er ikke noget generende problem for os rige, men nok for dem, der ingen penge har. På vejen hjem fra aftensmaden, kom vi forbi 10 mennesker, deriblandt et par børn, der lå på stribe og sov på gaden, og klokken 22.30 rendte 2 drenge på max 10 år rundt mellem bilerne og vaskede bilruder, når der blev holdt ved rødt lys. Så den smukke lykkelige by Arequipa har jo nok nogle problemer, som vi i smørhullet Danmark nødig vil lægge børn til. |
Topas katalog kaldes turen ”Peru, Inkatrail og Amazonjungle”, og den strækker sig over 25 dage og i Topas gradueringssystem over strabadser hedder turen grad 2-3. De tal dækker over ”lidt hårdere vandring af og til i ujævnt vanskeligt terræn med lange opstigninger”. Vi har før været med Topas på Kilimanjaro og i Pyrenæerne med grad 4-5, men da vi nærmer os 60 år, har vi erkendt, at de sværhedsgrader er det slut med nu. 
Da vi på turen skulle opholde os fra subarktisk klima i over 4.000 meters højde til tropisk klima i Amazonjunglen var der et temperaturspænd fra minus 5 grader til plus 35 grader, så det krævede meget forskelligt tøj, men ikke ret meget af hvert. Vi rejste i kategorien backpackere med rygsæk og bløde vadsække, så det der med at klæder skaber folk, kunne vi godt glemme alt om, og vi måtte i stedet satse på den indre personlighed, og det smukke udseende. 
Med indtjekning allerede kl. 4.30 til det allertidligste fly fra Kastrup lufthavn til Amsterdam, kan det slet ikke betale sig at gå i seng, så vi tog det sidste tog fra Borup, og satsede på at overnatte på en bænk i lufthavnen. Bænkene i Kastrup er garanteret sponsoreret af det nærliggende Hilton hotel, for med bænkenes faste armlæn er de ikke til at sove på, da man ikke kan ligge udstrakt, og hvis man sidder op, glider man ned. Desuden er de lavet af koldt aluminium, og de knager værre end en ulykke, så næste gang har vi besluttet at rulle soveposerne ud på et solidt fladt gulv.
Flyet til den videre fremfærd var et af de her kæmpepølser med 9 sæder på tværs, og ellers sæder så langt øjet rakte, og for at opretholde spændingen var flyet overbooket, og først til sidst fik alle topaserne deres boardingkort.
Der kom dog et oplivende moment. Jeg havde et stykke tid ikke rigtig kunnet forstå den ret korte afstand til destinationen, for Lima ligger ret langt nede af Sydamerikas vestkyst, men flyet lagde pludselig an til landing, og vi gik ned på en mindre ø, der viste sig at være den hollandske fristat Bonaire, der ligger lidt nord for Venezuela. En halv time til at påfylde benzin, få nyt personale og strække ben er livgivende, selvom der er 27 grader og fugtigvarmt. Bonaire er på 281 km2, og den vigtigste indtægtskilde er saltudvinding, og svømmedykkende turister til øens totalfredede koralrev. Øen så ret flad ud, og udover et par vuggende palmer og nogle pæne blomsterbede, så vi ikke noget af betydning. Vi kunne frit gå ind i lufthavnsbygningen, hvor det ikke var muligt at fare vild, idet der kun var et rum med bænke, en bar og et par souvenirforretninger, der solgte plastikting.
Inden vi lander, kan jeg da lige fortælle lidt om det land, vi skulle besøge, for da vi fløj ned langs kysten mod Lima faldt de første forestillinger om Peru, for landskabet var ikke bare goldt som en ørken, det var simpelthen ørken. Andesbjergene, som strækker sig ned i gennm landet, deler Peru i 3 vidt forskellige geografiske regioner med golde kystsletter langs med Stillehavet, der kun er beboet i nogle få store havnebyer. Kystsletten er fra 20 til godt 150 km bred og er egentlig en gold regnløs ørken, men stedvis kommer der rigeligt vand fra de korte floder fra bjergene, og der dannes frugtbare oaser.
I bjergegnene, der var inkaernes gamle højborg, er der god landbrugsjord i dalene, og befolkningen bor i tusindvis af små landsbyer, men klimaet svinger mellem de lune dalbunde til isnende golde bjergtinder med evig sne på toppen. Den østligste bjergkæde Cordillera Oriental går øst om højsletten, og falder brat til landets 3. region med lavlandet og de mange floder, der hører til Amazonsystemet.
I regntiden er temperaturforskellen i bjergene mindre, idet et tæt skydække holder på varmen, men skyerne indeholder også regn med opblødte jordveje til følge. Hvis man ikke kan lide regn, kan man så tage ud til Perus kystørken, der er et af de tørreste steder på jorden, og i Nazca kan der gå årtier mellem hver regnbyge. Så hvis peruvianerne ikke kan lide vejret, så kan de tage deres bil og køre hen, hvor vejret er mere passende, hvis de ellers havde en bil, og hvis der ellers var en vej. 
De fleste peruvianere har indianerblod i årene og er oprindelig højlandsindianere eller lavlandsindianere, men omkring halvdelen af befolkningen lever i vore dage i kystlandets store byer og i oaserne. Selvom hovedsproget i Peru er spansk, er spansk i Andesbjergene kun andet sprog, idet inkaernes gamle sprog quechue er første sprog, og der er stadig egne, hvor der kun tales quechue, men som regel forstås spansk. Omkring Titicacasøen tales der aymara og i lavlandet mere end 50 forskellige sprog.
Med hensyn til beklædning påstås det, at det var en spansk vicekonge, der beordrede indianerkvinderne til at bære store spraglede skørter og tæpper på ryggen, samt en blød hat, og det var for, at de ikke skulle ligne de fine, hvide kvinder. Så takket være vicekongen kunne vi på vores tur sagtens kende forskel på de farverige indianerkvinder i smukke broderede dragter, og så vores egne ”fine” hvide kvinder i vandrestøvler, lange bukser med lommer og stropper, og en bør på hovedet for at tage solen. Sagtens.
Med et bump rørte hjulene landingsbanen i Aeropuerto Internacionál Jorge Chavez i Lima, og flyet rullede hen til lufthavnsbygningen, og vi gik i gang med indrejseformaliteterne, der viste sig at gå overordentlig let. Pas godt på den hvide seddel, der bliver udleveret i forbindelsen med indrejsen, og som bliver stemplet, for hvis den er væk, kan der blive problemer med at komme ud af landet igen. Paskontrolløren havde et firkantet ansigt fuldstændig, som jeg havde forestillet mig de gamle inkaer, men højst sandsynlig er han også en efterkommer. Lufthavnsbygningen er ny og moderne, og et øjeblik efter rullede bagagen frem, og med et lettelsens suk kunne vi konstatere, at der ikke er kufferthajer, som med djævelens vold og magt vil bære ens kuffert mod en klækkelig betaling. Diskret i baggrunden stod et par mand med vogne, men ellers kunne man selv snuppe sig en bagagevogn og uantastet begive sig ud i modtagelsen. Her stilede vi mod en mand, der stod med et Topasskilt, og da vores guide Mette også var der, var vi fremme i sikker havn. Mette er en spinkel langhåret lys pige på 28 år, med begge ben på jorden og ben i næsen, og hun læste til lærer, sådan lidt ind imellem hun klatrede op på nogle af Jordens højeste bjerge, og ellers i de sidste 5 år havde været turleder for Topas i Vietnam, Asien, Kilimanjaro og Peru. Mette er en rigtig topaser, og hun er værd at lære at kende, og hvis du skal på rejse med Topas, og rejselederen hedder Mette, så kan du bare glæde dig.
Hotel International ligger i den ældre del af byen og virkede måske lidt luvslidt, men var ellers ganske udmærket. Der er 7 timers tidsforskel fra Danmark til Peru, og det var efterhånden et par døgn siden, vi havde sovet, men alligevel var der informationsmøde kl. 4 om morgenen dansk tid. Efter Perutid var klokken kun 9 om aftenen, og det er et meget ideelt tidspunkt til et informationsmøde, men Mette gjorde det heldigvis kort. Hun lovede en spændende varieret tur, og håbede, det ville gå bedre end ved hendes sidste gruppe, der på trods af, at det var i tørtiden, var ved at drukne i så meget regn, at en jernbanestrækning var skyllet væk, da de skulle tilbage fra Machu Picchu, og senere i junglen sad de fast i et mudderspor i 16 timer. Det lød spændende, men det gjorde ikke noget med lidt mere tørt vejr.
Hjemmefra havde jeg jo funderet lidt over de indenrigsflyvninger, vi skulle have i Sydamerika, og jeg forestillede mig et fly fra 2. verdenskrig, der var piftet lidt op med gaffatape og spraymaling, og piloten var sikkert i olieplettede bukser med en halv flaske whisky i baglommen, og med kasketten på sned over et ansigt med skægstubbe. Der holdt virkelig et par fly lidt væk fra landingsbanen, der lignede noget, de havde fisket op fra junglen, men vores fly fra selskabet LAN var hypermoderne, og piloterne var pæne og nybarberede, og stewardesserne var noget mere fikse end de hollandske med træskoene. En let anretning blev serveret i form af en sandwich, lidt frugt og en Inka Cola, der var noget gult noget nærmest i retning af citronvand, men det smagte udmærket, selv om jeg ikke rigtig fandt ud, af hvad det var.
Igen fløj vi over det tørre ørkenlandskab med de dybe kløfter, og da der også i fordums tid levede mennesker dernede, og vi alligevel bare sidder i flyet og kikker ned på alt det tørre, vil jeg fortælle lidt om det.
På nordkysten var dalene beboet af moche-folket, der byggede yppige vandingskanaler og akvædukter, så deres marksystemer med de mange forskellige afgrøder kunne vandes.
Arequipa blev grundlagt i 1540 af Garcia Manuel de Carbajal, der var løjtnant i den invasionshær, der få år forinden var gået i land på den peruvianske kyst, og han kaldte byen ”Den lykkelige smukke by Arequipa, men den er også kaldt ”Byen med evigt forår”, og i folkemunde ”Den hvide by”. Det første navn er jo nok en grundlæggers lønlige håb, når han lægger den første sten, men det andet navn fik byen, da forfatteren til ”Don Quijote” Miguel Saavedra kom fra det barske bolivianske højland, og kom til en by med grønne overrislede marker. Den hvide by hentyder til de mange vigtige bygningsværker, der i kolonitiden er bygget af det hvide vulkanske materiale sillar.
Der er en lille times flyvning imellem Lima og Arequipa, og nær lufthavnen kunne jeg i hvert fald ikke få øje på frodigheden, for der var ikke et græsstrå i miles omkreds, og det hele lignede nærmest en ørken. Det siges at Arequipa har sol 360 dage om året, så de 150 mm regn, der falder om året, må så snige sig til at falde om natten. Klimaet i Arequipa er året rundt meget konstant med 23 grader om dagen og 14 om natten, og det lyder for mig som noget nær det ideelle.
Det hyggelige bycentrum ligger kun et kvarters gang fra hotellet, og vi gik ind på et vekslingskontor og vekslede 200 US dollar og fik 678 soles, hvilket så giver lige i nærheden af 2 kroner for en sol. Spørg altid om små sedler, for selv en 50 soles seddel kan give problemer, når der skal gives tilbage. Vi kom også senere ud for, at der ikke kunne gives tilbage på 10 soles, og handelen gik derfor i vasken, så hele tiden skal der passes på småpengene, hvis man lige vil have en cola hos en gadehandler. I de byer, hvor der er mange turister, er der masser af små vekslingskontorer, og de skilter udenfor med kursen, så man på forhånd kan regne beløbet ud. De veksler ligeså gerne Euro, men danske kroner skal man nok ikke regne med at komme af med. Mange steder i turistbyerne kan man også betale med US dollar, og mange steder kan man også betale med et bredt udvalg af de gængse kreditkort.
Inkaerne havde sans for kvindelig skønhed, og en gang om året blev landsbyerne besøgt af en udsending, der havde til opgave at udvælge de smukkeste af de ca. 10 årige piger. Pigerne blev sendt i skoler, og uddannet i madlavning og vævning, og andre blev sendt til templerne som hellige kvinder, såkaldte soljomfruer. Inkaherskeren udvalgte nogle af de smukkeste til sidehustruer eller elskerinder, og pigerne blev også brugt som gaver for at formilde en erobret leder. De udvalgte piger havde stor prestige, og forældrene gav med glæde deres datter bort, for det var en stor ære at have skabt et udvalgt barn. 
Tilbage til Museo Santuarios Andinos, hvor det koster 15 soles at komme ind, og først efter at alle kameraer er afleveret. Museet kan kun besøges sammen med en guide, men vi ventede kun et kvarters tid i en smuk gård, inden der var rundvisning på engelsk. Der startes med en film, hvor man ser noget om inkaerne og fundene af de ofrede børn, og siden en rundgang i de få, men meget smukke gamle rum. Museet viser forskellige genstande fra inkatiden, vævede stoffer, krukker, dukker og dyrefigurer.
Spanske kolonister strømmede til landet, og landbruget blev udviklet med opbygning af storgodser, baseret på billig indiansk arbejdskraft eller importerede negerslaver fra Afrika. Jorden havde godsejerne ærligt og redeligt købt af det spanske kongehus på den anden side af jorden, og indianerne, der havde dyrket jorden i årtusinder, ejede ingenting, men de fik da lov til at arbejde som billig arbejdskraft på deres egne jorder. Den billige arbejdskraft må siges at være endda overordentlig billig, for som løn fik de lov til at dyrke nogle små jordlodder, som der så selvfølgelig skulle betales skat af, i form af grøntsager og dyr og ellers var arbejdet hos godsejeren ulønnet. De store godser udviklede sig til store selvforsynede magtcentre, kaldet haciendaer, og havde ofte egen kirke, skole, handelshus og endda retssystem.
I
hver eneste peruvianske by ligger Plaza des Armas som byens centrum, og plazaen i Arequipa siges at være en af de mest smukke og velholdte, med beplantninger af palmer og blomster i bede, masser af bænke og i midten et dejligt vandbassin med et pynteligt springvand i midten. Jeg har aldrig set så mange duer, for de trippede rundt overalt eller sad på kanten af springvandet, og velfodrede er de også, for en dame går rundt og sælger duefoder i kræmmerhuse til børnene og en enkelt barnlig sjæl fra Borup. Da de sad i håret og kradsede mig på armene med deres kløer, kom jeg til at tænke på fugleinfluenza, men var det ikke mest ovre i Østen?
Religion er noget lidt mærkeligt noget i Peru, for alle er dybt religiøse og næsten alle siger, at de tror på Jesus og Jomfru Maria, men i hvert fald på landet og i bjergene er den vigtigste gud for indianerne Pachamama, Moder jord, og hun hersker over jordens frugtbarhed, og holder menneskets eksistens i sine hænder. Pachamama må som den vigtigste gud konstant betænkes, og inden der drikkes hældes en sjat ud på jorden med orden:” A la Pachamama” ”Til Moder Jord”. Så om søndagen æres Jomfru Maria i kirken, og om hverdagen æres Pachamama ude på markerne, i husene og i naturen, og det er der ikke nogen, der har problemer med.
Aftensmaden var for egen regning, men hele gruppen mødtes alligevel klokken 19, og i fællesskab gik vi ud og spiste. Det siges, at lamabøffer er ret seje, så jeg tog i stedet en alpacabøf, der er en mindre lamaart, og efter sigende skulle de være mindre seje, men ikke ret meget, fandt jeg ud af.
Det var lyst allerede kl. 5 om morgenen, og Arequipa levede op til sit ry, for der var ikke en sky på himmelen. Morgenmad i en lille fin spisestue med høje træpaneler, pejs og læderstole, og vi begyndte at vænne os til, at den sorte tjære, der var i de små flødekander, var kaffe og at det blev ganske drikkeligt, når det først var fortyndet med masser af vand. Morgenbrødet var luftigt, og med ægte røgsmag, men det smagte godt.
Der var næsten ingen mennesker i de smalle gader med lave huse, men dem vi mødte, hilste vi da pænt på, og så pludselig var der en lille plaza med daddelpalmer, springvand og et meget velpasset haveanlæg. Ved siden af plazaen ligger en lille smuk kirke fra 1750, med hele frontsiden som et broderi i udskåret sten, med slyngende planter og figurer Vi satte os på en bænk og nød stilheden i de smukke omgivelser, indtil der kom en turistbus, der i hobetal udtømte en flok fotograferende turister, så der var åbenbart andre, der kendte det smukke sted. For enden af plazaen ligger der et fint udsigtspunkt med udsigt over byen og vulkanen, og hvor godtfolk er, bliver der på ægte peruviansk vis opstillet souvenirboder, hvis nogen nu lige stod og manglede noget.
Den rige enke Maria de Guzmán grundlagde i 1580 Santa Catalina klosteret i Arequipa, og siden i 1600 tallet blev klosteret udbygget, så det blev en komplet by i byen. Klosteret var kun beregnet for den rige spanske overklasse, og i kolonitiden var det almindeligt, at familiens anden datter skulle være nonne, og det var helt ned til 3 års alderen, at pigerne blev givet til klosteret. Nonnerne skulle forblive indenfor klosterets mure hele deres liv, og måtte kun tale med deres besøgende familiemedlemmer igennem et dobbelt trægitter, og under overvågning af en ældre nonne. Familierne sørgede godt for deres nonnedatter, og det var ikke ualmindeligt, at nonnerne havde 3-4 tjenestepiger, der også var tvunget til konstant ophold i klosteret.
Paven i Rom, der jo altid selv har levet i yderste fattigdom, næsten på sultegrænsen, sendte i 1871 en udsending af sted, der krævede forholdene ændret, da paven ikke mente, at luksuriøse forhold var passende for nonner. Tjenestepigerne fik valget mellem at forlade klosteret eller selv blive nonner, men det var slut med silkelagnerne og damaskdugene, og nonnelivet fortsatte under mere beskedne former.
På klosteret er der et virvar af gader, og blomsterudsmykkede gårde, og uendelig mange celler, eller lad os kalde dem lejligheder. Der var mange køkkener rundt omkring med store ildsteder, og der var husgeråd og møbler, som var nonnerne lige ude og gå en tur. I en gård stod på rad store halve kæmpekrukker, medens vandet løb fra den ene til den anden, og i min fantasi forestillede jeg mig nonnerne sidde og bade og pjaske med vand, men jeg kom ned på jorden igen, da der stod at karrene var beregnet til vasketøj. Gårdene var meget smukt malede i okker og med blå søjlegange, og der var en stor udsigtsterrasse, hvor nonnerne kunne gå op og kikke over murene til det forjættede land. I nogle store sale var der en stor samling af malerier med religiøse motiver, men der var også noget lusket, og det var, at der flere steder var herretoiletter, og så på et nonnekloster hummm. Så det var måske slet ikke på samme måde som på Vallø kloster:
På Plaza des Armas fandt vi en bænk, men skyggebænkene var optaget, og det blev både for varmt og rødt i solen, så vi måtte fortrække til bagsiden af Katedralen, hvor der ligger en hyggelig skyggelig gågade med små restauranter. Medens vi fik en høj is og en cola kom snørebåndmanden, og det var ikke noget med en håndfuld snørebånd eller snørebånd på en bakke, for han var kuglerund af tusindvis af snørebånd. Jeg havde faktisk haft problemer med at finde snørebånd til mine grå sko hjemme i Borup, og måtte acceptere sorte snørebånd, der var for tynde til hullerne, og 20 cm for lange og til 28 kr. I Arequipa gik jeg hen til snørebåndmanden og sagde 80 cm, tykke og grå, og vips så havde jeg de rigtige til 2 soles.
Byen virker ren og nyfejet, og den befolkning, vi så i gaderne, virkede velnærede og var ikke fattige i tøjet, men helt sikkert var der fattigdom, hvilket de mange gadesælgere vidnede om. En gadesælger med en bod hører til de velstillede, for folk gik også rundt med en bakke, eller helt ned til en håndfuld af noget slik, de vil sælge. Nogle stod også parat ved de røde stoplys og gik ned langs bilvinduerne for at prøve lykken.
Selvom der var mere at se i Arequipa, ville vi egentlig gerne videre i teksten, men vi havde endnu en dag i byen til fri disposition, og det var helt bevidst fra Topas’s side, for vi skulle akklimatisere os til højden, inden vi skulle endnu højere op. Andre, der flyver direkte til Cusco og begynder på Inkastien, kan have store problemer og gennemfører kun turen med stort besvær eller må opgive. Selv i Arequipas højde på kun 2.325 meter gik vi og pustede og stønnede, og mange i gruppen havde hovedpine, og vi skulle senere op i næsten den dobbelte højde, og det er kun tiden, der kan hjælpe kroppen med at klare det.
Dagen helliget til akklimatisering af højdesyge, og ellers til fri disposition, og da det allerede kl. 8.30 var for varmt i solen, gik vi ind i Katedralens kølighed, og stille beundrede vi de overdådige udsmykninger. Hovedalteret var forbavsende enkelt med en stor hvælving holdt i rosa og lysegult og med jomfru Maria og Jesusbarnet. For de morgenduelige var der allerede gang i kirkehandlingerne med uddelingen af nadver, medens andre fik tilgivelse for nattens synder i skriftestolene. I et sidekapel sad en flok mennesker, der havde gang i fællesbønnerne på den måde, at de skiftedes til solo at fremsige en bøn, hvor de andre så senere akkompagnerede.
Og sutskoene stod stadig fremme.
Recoleta-klosteret blev grundlagt af franciskanermunkene i 1648, og de lagde stor vægt på uddannelse, hvilket kunne ses i Convento y Museo La Recoleta. Den første klostergård var med masser af kaktus, og det lignede en Disneyudgave af Mexico, men der var andre gårde, der var utroligt smukke med blomsterbede og små springvand. Munkecellerne var med fuldt interiør, så selv sutskoene stod fremme, og til et lille vaskefadsmøbel med sæbeskål m.m. var der alt til fadet henhørende. På deres rejser rundt i landet havde munkene været flittige samlere, og der var forskellige udstillinger om fortiden med mumier, tekstiler og krukker, og et rum med samlinger fra regnskovsindianerne med spyd, pile og beklædning m.m. Fra regnskoven var der også alle mulige tørrede insekter og udstoppede dyr og det lige fra piratfisk til jaguarer. Selvfølgelig var der også en udstilling af religiøs kunst, og en munk prøvede jeg høfligt at ryste af, selvom han fortalte en hel masse om nogle sikkert meget interessante gamle vandrør, på spansk som jeg ikke forstår et ord af.
I et af byens gamle kolonihuse har Museo Historico Municopal til huse, og billetprisen er 2 soles pr. person, men de kunne ikke give tilbage på en tier, så direktøren måtte tilkaldes for at åbne pengeboksen. Museet viste en stribe protrætter af nogle mænd, som vi ikke vidste, hvad godt havde gjort, men der var også dukker i flotte kjoler, fund fra byens forhistorie og billeder af huse, der var blevet ødelagt ved jordskælv i 1958 og 2001. Et interessant maleri viste grundlæggelsen af Arequipa, hvor løjnant Garcia Manuel de Carbajal for foden af vulkanen El Misti døber byen ”Den lykkelige smukke by Arequipa”. Knud og Åse fra vores gruppe var løbet ind i en rundvisning på spansk, vistnok af direktøren selv, da det jo var fine gæster fra et fjernt land, og sådan en spansk rundvisning kan godt tage en en rum tid, eller også føles det som lang tid, når man ikke kan spansk. På museerne vil de meget gerne have, at man skriver i gæstebogen, og de spørger altid, hvor man kommer fra.
Der ligger et stort marked, der nok ikke er møntet på turister, for der var vist ikke nogen souvenir, men i læssevis af alskens ting og sager til en peruviansk husholdning, foruden levende fjerkræ og marsvin, fisk, grøntsager og sækkevis af nogle af Perus mange kartoffelsorter. Vi gik bare og kikkede og fotograferede lidt, og havde godt nok undret os over en meget høj mandstemme, der holdt en dundertale i mikrofonerne, men vi havde også hørt, at der snart skulle være valg, og det gik ikke altid lige stille af. En dame, der kunne lidt engelsk, gik hen til os og sagde indtrængende: ” It is a very dangerous area here for you, very dangerous”. Hvad der evt. kunne ske os, ved jeg ikke, men vi fortrak skyndsomst ud på gaden, der også var fyldt med handlende og masser af mennesker, og så listede vi af hen til den fredelige Plaza des Armas og nød eftermiddagssolen, og jeg fik igen fodret nogle af duerne.