Peru Del 2 Colca Canyon og Titicacasøen. En rejsefortælling af Kim Greiner. Oktober – November 2005. Dag 5. Over passet Mirador Los Andes i 4800 m til bjergbyen Chivay. Efter nogle spændende dage i Arequipa, havde vi vænnet os så meget til den tynde luft, at vores lunger var klar til nye udfordringer i højderne. Afgang klokken 8 fra det lille hyggelige hotel La Mercedes, og der var ikke noget med ”manana” eller anden sendrægtig perutid, for når bussen var tilsagt til kl. 8, så var den der kl. 8, og så kunne den fordom sammen med mange andre sydamerikanske fordomme, også godt skydes i sænk.
Efterhånden kom vi op på højsletten Altiplano, der ligger i omkring 3.900 meters højde, og vi kom ind i den 3.670 km2 store nationalpark Reserva National Salinas-Aguada Blanca, hvor vi så vores første flok af vicunaer, der er en vild og sky lamaart. Dyrene lever i flokke, hvor en han leder en flok hunner, og på grund af deres fine uld har de i en årrække været jagtet og været tæt på udslettelse, men takket være en fredning og beskyttelse i flere store reservater, er de ikke længere i fare for udryddelse.
Længere fremme delte vejen sig til højre til Puno, som vi siden skal besøge, og til venstre til Chivay. Der ligger nogle meget maleriske klipper i nærheden, og når der i et øde terræn både er maleriske klipper og en vejgaffel, så er der vel basis for en lille restaurant med pæne wc’er, og en stribe souvenirsælgere med tilhørende maleriske børn. Vi var komme om på den anden side af vulkanen El Misti, og der var en behagelig temperatur på 25 grader og en let vind. Jeg var gået lidt ud i ørkenen for at fotografere vulkanen, da jeg opdagede en stor hvirvelvind, der havde retning lige imod mig, så jeg fortrak hen til restaurationsbygningen, men inden jeg nåede lå langt, opløste hvirvelvinden sig, og støvet dalede ned.
Foruden de rå blade, kan man også købe cocacandy, der er bolcher i små poser, og der står simpelthen på poserne, at de hjælper mod højdesyge. Poserne koster som regel mellem 3 og 5 sol og bolcherne er ganske velsmagende, men personligt kunne jeg ikke fornemme nogen virkning, hverken i den ene eller anden retning. Lidt mere krads er det at tygge de rå cocablade, og der er opskriften, at 6 til 7 blade blade omvikles en lille sten, som så ligger i kinden, hvor man kan suge og gumle på bladene. Det synes en højlandsindianer er helt fint, hvorimod en lavlandsindianer fra Borup, synes det er for bittert og slet ikke smager godt. Når man er færdig med bladene eller ikke kan lide dem, må man for guds skyld ikke spytte det ud på jorden, da ikke lige ned i hovedet på Pachamama (Moder Jord). Nej, så lægges affaldet ned i et lille hul, og gerne med en pæn sten henover.
For god ordens skyld må jeg hellere oplyse, at det er forbudt at indføre cocablade til Danmark. Om cocabolchre er ulovlige at hjembringe, ved jeg dog ikke noget om.
Som en lille krølle på cocahistorien: Peru og Bolivias historie har været tæt forbundet, og begge lande har været dele af Inkariget. Bolivia er måske i dag nok fattigere og mere isoleret, for landet har ikke forbindelse til havet, og vejene til nabolandene er dårlige. Her i december 2005 vandt cocabonden og indianeren Evo Morales valget som præsident i Bolivia, og det er første gang en indianer bliver valgt som præsident. Evo Morales er leder af Bolivias kokainproducerende bønder, og han gik til valg på at bekæmpe fattigdommen i Bolivia og bryde med USA, der er modstandere af lovlig cocadyrkning. Hvordan det så skal gå med den nye præsident, er ikke godt at vide, men lad os håbe det bedste for Bolivia. De fleste huse i Chivay er lave og lerklinede, og vores hotel på 3 etager, var en af de højeste bygninger i byen. Hotellet var i lidt rustik cowboystil, men ellers var det ganske udmærket, og det lå centralt på hovedgaden, med markedet kun 100 m derfra, og da byen ikke var større, lå hotellet også i udkanten af byen. Efter sigende kommer der flere og flere turister til Chivay, der herfra vil ud i Colca-kløften og se kondorer, og hoteller og restauranter skyder op som paddehatte omkring Plaza de Armas. Siges der, for jeg kan ikke huske, at jeg så et eneste nybyggeri, så de må være skudt op, da vi kom.
På en af bjergskråningerne højt over byen var der markeret et stort kors, samt forskellige budskaber. Vi så det i flere andre peruvianske byer, og jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad, for det er store ting, der bliver skrevet, og sådan et kors i Chivay kan måske være 50 meter eller mere. I januar, februar og juli siges der, at være mange turister i Chivay fra andre Sydamerikanske lande, men ellers synes jeg ikke, turisttrykket var stort, og da vi var der, observerede vi ikke mange europæiske turister. Byen har dog mindst 10 internetcafeer, men jeg så ikke et eneste sted, hvor der kunne veksles penge.
I øvrigt ligger Amazonflodens udspring kun omkring 15 km fra Chivay, men oppe i 5.270 meters højde på bjerget Mismi. Her udspringer verdens vandrigeste flod i den lille sø Laguna Mcintyre, der har iskoldt, krystalklart vand, og jeg hører til den type, der ellers gerne ville bruge et par dage på at gå op og ned, og så tage en dukkert et så specielt sted, også selvom jeg skulle brække istapper af tæerne. En lille indianerpige med røde kinder og på omkring 3 år, tullede rundt på fortovet, uden at hun tilsyneladende havde nogle voksne i nærheden. Hun havde sin dukke med, og den var hvid som alle andre plastikdukker i Peru. Dukken ville ikke rigtig som hun ville, for hun ville have den om på ryggen og bære den, som hun sikkert selv var båret på ryggen af sin mor. En lille klud blev lagt på jorden og så dukken ovenpå, og så baksede hun, og dukken faldt hele tiden ned. Men så fik hun øje på en rar mormor i form af Gitte, så hun trippede hen, og ville have Gitte til at hjælpe. Kluden var for lille, så lige meget hvordan den blev vendt og drejet, kunne den ikke nå rundt om dukke og rundt om pigens skuldre, så Gitte måtte i stedet pakke kluden om dukken, og lægge den i armene på pigen, som så trippede af sted. Lidt efter kom pigen tilbage, og puttede sine iskolde fingre ind imellem Gittes varme fingre, og så stod hun lidt og så salig ud, og så tog jeg billedet. Den lille historie og billedet er mit bedste minde fra Peru.
Som sædvanlig kom der musikanter, men de var dog så høflige, at de først spurgte, om de måtte spille, og vi gav dem lov til at spille 3 numre, og det er dog utroligt så længe et musiknummer kan vare på de kanter. Udenfor på gaden blev der også spillet og skudt med fyrværkeri, og det viste sig at det var prossesionsfiguren fra kirken, der skulle bæres rundt i et større følge, så alt i alt må det siges, at der er noget mere liv i kludene i Chivay end på Borup hovedgade. I 1200 tallet herskede inkaerne kun omkring Cuzco, men den 4. inkakonge Mayta Capac så mulighederne i kløften som et kommende spisekammer for inkakulturen, så han giftede sig med en høvdingedatter fra Chivay, og kløften blev indlemmet i riget. Igennem århundrede blev terrasser og vandingskanaler udbygget, og det er anlæg, der stadig bliver benyttet den dag i dag, og som giver bønderne et solidt udbytte.
Efter Perus selvstændighed mistede Colca-kløften sin betydning, og gled efterhånden ud af folks bevidsthed, men i 1920 blev den ”opdaget” af en amerikansk eventyrer og luftfotograf, og han kaldte kløften ”Inkaernes ukendte dal”. Kløften forblev dog stadig mere eller mindre ukendt, og først i 1975, da et udenlandsk selskab undersøgte muligheden for et større overrislingsprogram, som og i den forbindelse anlagde veje, begyndte forskere, vandrere og turister, og en Topasgruppe at bevæge sig ind i kløften. Varme luftstrømme opstår om morgenen, når solen begynder at varme, og det var grunden til, at vi var stået op 5.30, og med afgang en time senere begav os ud igennem dalen ad en støvet vej. Fra vejen var der udsigt til de knastørre terrassemarker, der kun ventede på regntiden, samt massevis af stendiger, der dog ikke ventede på noget særligt. Vi så da en enkel kondor i det fjerne på vejen ud, og ellers var der udsigt til fotogene bjerge med stumper af hvide gletschere.
Så kom der en kondor, og den svævede lige hen over de mennesker, der stod på en lavere liggende terrasse. Sørens osse, at det ikke var der, vi stod, så efter lidt betænkningstid tog vi chancen og begav os derned, vel vidende at et lyn sjældent slår ned det samme sted 2 gange. Men vi var heldige, og lidt efter kom en kondor sejlende kun 10 meter over os, og den kredsede endda rundt og lavede en æresrunde. Med de nye digitalkameraer, der først tager billedet et sekund efter, at man har trykket på knappen, var der skam flere af os, der i det ene hjørne af billedet, fik en halv kondor i nærbillede, medens det gik lidt bedre på afstand. Efter lidt tid forventede vi ikke mere kondoroptræden den dag, så vi kikkede lidt på souvenirboderne, som også var her, og jeg fik købt et postkort med en hel kondor.
En mand havde foruden en lille købmandsbod en ørn, og beredvilligt lånte han fuglen ud, så man kunne få taget et billede med en ørn på armen eller inkl. en gammel hat få et billede med en ørn på hovedet, og det er ikke hver dag, man får det tilbud for en sol. Jeg fik endda overtalt Alice til at få taget et ørnebillede, for jeg syntes, det ville klæde hende at få en lille fjer på.
På den anden side af kløften ligger nogle ret store landsbyer, der får deres udkomme ved sølvminer. På vores side fortsatte vi forbi flere små landsbyer, den ene med en meget lille landsbykirke med bliktag, og noget så sjældent som en flok køer, der var gået i bad, de stod i hvert fald i vand til livet, og så ud som om de nød livet. Gitte og jeg gik på markedet for at købe ind til vores frokost, da vi bare havde lyst til noget let i form af en ”inka hotdog”, som vi døbte et udhulet brød isat en banan. To inkacola, 6 bananer, 4 brød og 2 frugter, ”som bonden aldrig ser”, og jeg heller ikke kendte, kostede alt i alt 8 sol.
Om eftermidagen var der en træningstur, og det begyndte også snart at klø i fødderne efter en vandretur. Vi blev kørt til den lille landsby Yanque, hvor kirken også var under kraftig restaurering, som næsten alle andre kirker i Colca-kløften, men der var vist heller ikke gjort meget ved dem, siden de blev bygget engang i kolonitiden. I øvrig har alle landsbyerne i Colca kløften fine byporte i sten, og en Plaza de Armas med beplantning, ofte en statue og bænke.
Om aftenen var der spisning på egen hånd, og Gitte og jeg slog os sammen med Jette og Alice, der er et par rare dejlige piger, som vi havde det både sjovt og hyggeligt sammen med, og det havde vi mange gange på hele resten af turen. Vi ville egentlig gerne spise rigtig lokalt, men spisesteder, der i dagslys så spisevenlige ud, havde ved aftenstide et lysstofrør i loftet, der gjorde lokalet koldt og knap så hyggeligt, så vi gik i stedet hen på vores stamcafe Caca Blanca. Jeg er ikke den store øldrikker, men havde lyst til lidt andet ud over cola, så jeg bestilte en tilfældig drink, der viste sig at komme i et stort krus med vand, cocablade, en stor snaps og honning. Den smagte himmelsk og kostede 7 sol, men jeg fik ikke skrevet navnet op, og den kan jo nok ikke fås i Danmark. Afgang klokken 7, og foran os havde vi 7 timers buskørsel over højsletten til Puno, der ligger ved Titicacasøen. Strækningen er meget øde, og Mette var ikke helt stolt ved situationen, for i de sidste par uger havde der været 2 holdup af turister, og selv om ingen kom til skade, vistnok, var det nok ikke særlig behageligt. Vi fik derfor madpakker med, som skulle spises i bussen, da Mette ikke syntes, det var tilrådeligt at standse undervejs i ødemarken.
Oppe på højsletten fik vi syn for sagen, at der virkelig kan være koldt om natten, for nogle lavvandede søer var frosset til, og på skrænterne langs vejen hang store istapper. Vejen gik igen op til passet Mirador Los Andes i 4.800 meter, og her vil jeg lige benytte lejligheden til at rose alle vores chauffører på hele Peruturen, for de kørte roligt og sikkert, og det selv på de mest umulige vejstrækninger. Samtidig var det nye gode busser med sikkerhedsseler, og det sætter jeg stor pris på.
Vejen over højsletten var fin og asfalteret, og langs vejsiden stod der hist og pist små kors, og i et vejsving stod der 10 kors på stribe. Et sted i ødemarken var der en kirkegård på 10x10 meter med skæve kors i rigtig western stil, og et andet sted lå der en væltet lastbil i rabatten, og ellers var der bare gule stride græstotter og en enkel modkørende lastbil i ny og næ.
Vi kom igennem enkelte mindre byer, inden Juliaca dukkede op, og selvom man synes, den ligger i det flade landskab, er den alligevel beliggende i 3.825 meters højde Byen vokser hurtigt og har en befolkning på 134.000 mennesker, men de har vist ikke styr på renovationen, for allerede inden byen lå der skrald i vejkanten, og inde i byen havde gadefejerne holdt en god lang ferie. Kirken så gammel og forfalden ud, og op af næsten alle husene strittede armeringsjern, så der engang kunne bygges videre, når der blev råd til det. Cykeltaxier er byens vartegn, og der var da også mange af dem, men ellers er Juliaca nok ikke lige den mest idylliske turistby, og vi kantede os da også bare lige igennem uden at standse. Efter Juliaca er der en stor flad slette med landbrugsjord, hvor der ligger spredte huse i ubrændte lersten og med rustne bliktage, men så kom vi til Puno, der har et flot udsigtspunkt ud over byen, og den blå Titicacasø. Vi gik bytur med Jette og Alice, og det var ikke helt let at holde styr på 3 damer i det menneskemylder blandt markedsboderne, men vi søgte ned mod katedralen, der dog havde lukket, da vi var der, men ellers har den åben mellem 8-12 og 15-17. Plaza de Armas har store smukt klippede træer og en flot statue, og er ellers omgivet af gamle velpudsede kolonihuse, så det er en meget smuk plads. Byens turistgade Jirón Lima er endda en gågade og støder op til pladsen, og her findes restauranter, vekslingskontorer, internetcafeer og udbydere af ture på Titicacasøen m.m.
Vi gik ellers helt uantastede rundt og bare kikkede og nød stemningen på det meget farverige marked, der tæt med boder og folk bare blev gade op og gade ned, og jeg har aldrig set noget lignende. Vi så ikke andre turister end os selv, hvilket jeg ikke har spor imod, og i det hele taget virker Puno meget autentisk på mig, og jeg kan rigtig godt lide byen. Senere på eftermiddagen gik Gitte og jeg ned til søen og sad på molen og nød stilheden, medens vi kikkede ud over søen og de vuggende både.
Med det samme vi er i den ende, kan jeg oplyse, at toiletforholdene i Peru er forbavsende gode, og det gjaldt både på Inkastien og i junglen, for selvom der måske ikke er et bræt og sjældent en cisterne, så er der altid en kumme og en spand vand, der kan skylles ud med. Så frygt ikke for dybe knæbøjninger over et hul i gulvet, for Peru er et civiliseret land, der på det område er langt længere fremme end mange sydeuropæiske lande.
Titicaca-søen, der ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia, er med sine 8.300 km2 Sydamerikas næststørste sø efter Maracaibo-søen i Venezuela, men Titicaca er verdens største sø i over 2000 meters højde. Søen er endda beliggende 3.812 meter over havet, og nogen bøger fortæller, at det er verdens højest beliggende sejlbare sø, og andre fortæller, at det er den slet ikke, så det ved jeg ikke, men der lå en rigtig stor gammeldags jerndamper i havnen, og hvordan de har fået den herop er ikke godt at vide.
Titicaca-søen emmer i det hele taget af myter og historie, og Sydamerikas ældste tempel, der blev bygget 2500 år før inkaerne, er for nylig fundet nær søen, men ellers er det inkaernes tidligste historie, der er knyttet til Titicaca-søen. I Bolivias del af søen på øen Isla del Sol (Soløen), og den nærliggende Måneø ligger ruiner af templer og helligdomme, og netop Soløen er midtpunkt for inkaernes skabelsesberetning. Det egentlige inkarige blev dog først grundlagt i 1438, da Pachacuti, ”den der omskaber verden”, blev den niende inkahersker, og riget voksede dag for dag, og ved hans død i 1471 regerede inkaerne over det meste af Andesregionen, og de var nået helt op i det nuværende Ecuador. Sønnen Tupac var en endnu større erobrer, og soldater blev rekrutteret fra de erobrede provinser, og inkahæren udgjorde efterhånden en kvart million soldater, der havde let spil mod de langt underlegne kulturer i syd, så det nuværende Bolivia, Argentina og Chile blev også indlemmet i riget.
For ikke at indblande almindelige dødelige i guderækken, var det altafgørende at inkaherskerens blod forblev ufortyndet, så inkaherskeren giftede sig altid med sin søster, som blev rigets førstedame. Inkaen havde dog også en række mindre betydningsfulde hustruer, samt et væld af elskerinder, men der er faktisk også hundekoldt i bjergene om natten, og varmedunken var ikke opfundet endnu. Det var dog kun herskeren, der måtte bedrive incest i den ufortyndede slægts tjeneste, men selvfølgelig måtte aristokratiets mænd have alle de kvindebekendskaber, de lystede.
Det var et lidt smagsløst måltid, da vi fik smagsprøver af deres siv, men børnene guffede siv som var det slik, men en pige på omkring 1½ år ville nu hellere have bryst hos sin mor og det fik hun, medens mor sad og syede på et tæppe. Seks- syv kvinder sad med deres souvenirs, og der var virkelig fine ting imellem, så vi faldt for et smukt broderet tæppe, som vi købte for 50 sol inkl. et par runde fine halskæder. En uro til 20 sol kunne vi heller ikke stå for, og det var et meget fint arbejde med små sivbåde og mænd, og da det var mændenes arbejde at lave uroer, måtte vi også støtte dem. Vær opmærksom på at sprede handelen lidt, da hver familie har deres egen forretning.
Vi lagde sivene og sivøerne bag os og fortsatte sejladsen ud over åbent iskoldt vand i et par timer, og selvom solen stod højt på himmelen, var det lidt køligt, så vindjakkerne kom på, og de blev knappet i halsen. Det var dog kun oppe på det lille soldæk, der var køligt, og hvis man lagde sig ned var der ganske behageligt i solen. Husk masser af solcreme med høj faktor, og især på læberne, for det var en sol, der ville noget, med genskin fra vandoverfladen, og for mit vedkommende føltes læberne dobbelt så tykke de næste par dage.
En lille dame, der hed Maruja, var vores værtinde, og vi hilste på og begav os op til hendes hus. Da der ikke er nogen biler på Amantani, er der heller ikke nogen veje, og det gik ret stejlt op ad nogle stier i den spredte bebyggelse. Maruja havde tilbudt at bære noget af vores bagage, men hun var så lillebitte, at det kunne jeg ikke være bekendt, så vi fulgte pustende og stønnende efter hende. Huset var ganske nydeligt, og var en lille 3 længet gård på 2 etager i ubrændte lersten, og vi fik anvist et stort 4 sengs værelse i en af sidefløjene. Ved hvert hus på øen ligger der 10-20 meter væk en lille toiletbygning, og det var noget præsident Fujimori fik gennemført, da man før bare gik udenfor huset og satte sig, og det medførte mange ubehagelige sygdomme. Sådanne toiletter medførte i starten mange protester, for man synes ikke det var passende at lave stort lige ned i hovedet på Pachamama.
Familien bestod foruden Maruja af en ældre mand, som vi ikke rigtig kunne bestemme placeringen af, en meget gammel bedstemor, og en søn på omkring 12 år. Et eller andet sted står der, at man kan tage farveblyanter med til børnene på Amantani, så vi havde købt nogle hjemmefra, men så sandelig stod der også koner på havnen i Puno, der solgte farveblyanter. Jeg følte mig dog lidt fjollet ved at give så stor en dreng farveblyanter, men han sagde da pænt tak. Et besøg på Amantani indebærer altid, at gæsterne skal op på toppen af øens bjerg for at se solnedgangen, og da der kan blive køligt, når solen går ned, lånte Maruja os to Peruhuer, og så blev vi fulgt op til øens lille fodboldbane, hvor topaserne og et par andre grupper samledes. Medens vi ventede, blev der spillet fodbold mellem nogle lokale unge og et hold unge gæster, og jeg begriber ikke, hvor de fik vejr til at rende sådan rundt. På vej op af bjerget er der mange stendiger, og øens koner og unge piger havde linet op med strikkevarer i håb om et salg, men vi prøvede i stedet at købe 2 flasker vand, der til langtbortfraaltingpriser kostede 3 sol stykket. Handelen gik næsten i stykker, for hun kunne ikke give tilbage på en tier, men den blev reddet ved hjælp af andre.
På vejen ned begyndte det at rumle kraftigt i min mave, og det var begyndelsen til en ubehagelig omgang ”Inkastepdans” hvor jeg tillige havde kvalme og blev mat i sokkerne. Det var derfor ikke med den store appetit, at jeg gik ned til Marujas majssuppe, grønsager og ris, men hun havde stor forståelse for min stikken til maden, og min pegen på maven og ordet ”problema” kendte hun åbenbart.
Der er omkring 1 times sejlads mellem Amantani og øen Taquile, der velorganiseret byder gæsterne velkommen med en stribe toiletter på molen. Taquile modtager også overnattende private gæster, efter samme princip som på Amantani, og også her er det i landsbysamfundene besluttet, at turister skal være velkomnen, men de vil selv styre strømmen, og ikke udnyttes af bureauerne i Puno. Under spanierne var der på øen en hacienda og senere et fængsel, men det lykkedes taquile-folket at få ejendomsretten til øen, og de værdsætter højt deres traditionelle levestil. Fra molen går en fin stenlagt sti op til hovedbyen, der ligger ret højt, så der er omkring en times vandring derop. Byen har en stor plads med et nyt rådhus i huggede sten, og det virker noget mere solidt end de ubrændte lersten, som resten af byen består af.
På pladsen var en afslappet stemning både hos indbyggerne og turisterne, som der nu ikke var så forfærdelig mange af, og jeg kan ikke huske andre end os selv. Der findes en del små spisesteder spredt i byen, men tilsyneladende ikke nogen souvenirboder. Til gengæld er der et par kooperative butikker, der sælger kunsthåndværk, især strikkevarer, og det foregår på den måde, at varerne bliver indleveret med navn, landsby og et nummer, og når varen er solgt får producenten 90 % og kooperativet 10 %, og så er der ikke flere, der skal tjene på det.
Efter en frokost med fisk og en fin udsigt begav vi os ned af de 544 stejle trappetrin til molen og vores båd, og vi glædede os over, at det ikke var af de trappetrin, vi var kommet op. På vejen ud til Sillastani ligger en række små idylliske bondegårde med ualmindelig flotte indgangspartier. Beboerne vil meget gerne have at en turistbus standser og går ind, og beboerne viser gerne det hele frem og lidt til. Lynhurtigt stillede de smagsprøver frem af deres lokale mad, bl.a. en bestemt slags ler der skulle indeholde nogle gode mineraler, og så bliver souvenirs fundet frem, og der var ret god afsætning af deres specielle keramik. Jeg fik også købt nogle åbenbart ugangbare mønter, for pålydende var 1 sol, og de kostede 1 sol, men de havde en smuk lama på hele den ene side.
Personlig kan jeg vældig godt lide Puno, der ligger smukt ved Titicaca-søen og befolkningen er venlig og malerisk, og at alle kvinderne går med små pyntelige hatte er ikke for turisterne, men helt og aldeles for deres egen fornøjelse.
Igen kom vi igennem Juliaca, og måske er den slet ikke så beskidt som mit førstehåndsindtryk nogle dage tidligere. I gaderne var der salg af store blomsterdekorationer med religiøse motiver, så der skulle åbenbart snart foregå et eller andet. Den flade slette som Juliaca ligger på bliver også brugt til lufthavn, men det var slet ikke noget, der vedkom os, for vi skulle videre ud ad den gode asfaltvej over højsletten Altiplano.
Efter vejens højeste pas i 4.355 meter skiftede landskabet hurtig karakter, idet markerne begyndte at blive grønne, og der var mange flere huse, selvom dalen var blevet mere snæver. Husenes græstage var afløst af bølgeblik og tegltage, og rundt om i terrænet stod endda spredte træer. Den begyndende grønne frodighed havde sin pris, for det var blevet overskyet, og der kom enkelte regndryp, da vi først på eftermiddagen kørte ind i Cuzco – Inkaernes gamle hovedstad. Og om inkaerne meget mere i næste afsnit: Peru |
Vi var på vej op i bjergene, hvor ikke engang et græsstrå kunne overleve, og om der var liv i de visne buske, der stod spredt imellem stenene, var ikke til at sige. Vejen var en forbavsende god asfaltvej, der dog nogle steder var skåret så råt ud af de stejle stenskråninger, at det var dagligdags, at store sten løsnede sig og trillede ned på vejen. Udover nogle få lastbiler var der næsten ikke nogen trafik, så vi havde det smukke og golde landskab for os selv. Langt nede i bunden af nogle af de dybe dale, var der dog nogle grønne marker, og som et regeringstiltag, var der højere oppe lavet nogle terrasser, der skulle holde på vandet, men det virkede vist ikke rigtig, for der var ikke noget vand at holde på.
Grupper, der rejser i Peru, skal altid have en eller flere lokalguider med, og det har selvfølgelig den fordel, at det giver arbejde til lokalbefolkningen, og lokalguiden har en viden, som en udenlandsk guide ikke har mulighed for at have. På turen til Chivay havde vi som guide fået en ung pige, der hed Mira, og da det var hendes første opgave, var hun forståelig nok noget nervøs. Men det var helt ok Mira. 
Souvenirsælgere har en 6.sans i Peru, og de har regnet ud, at hvis der går en flok vilde vicunaer, og der kommer en bus med turister, så vil en flink buschauffør højst sandsynligt stoppe, så turisterne kan få lejlighed til at fotografere dyrene. Så da vi stoppede, blev der op af jorden tryllet nogle indianere, og de havde helt tilfældig noget med, de godt ville sælge. En af de unge indianerkvinder havde sin baby og et gedekid med, for der kunne også laves en lille forretning ud af det, hvis der var nogen, der ville fotografere. Medens mor havde travlt med at handle, tissede lammet på asfalten, og den lille baby morede sig kongeligt ved at klaske i tissesøen. Ja, ja vand på de kanter er en sjældenhed.
Ude af vejen mod Chivay var det slut med asfalten, og grusvejens støv blev hvirvlet op i kæmpeskyer, hvis der kom en enkelt modgående lastvogn. På højsletten var der store blandede flokke af lamaer og får, og der sås næsten altid en hyrde, for i de højtliggende bjergregioner lever der også pumaer, der da gerne tager både lamaer og får, hvis de kan komme af sted med det. Et sted på højsletten var der et område med mange vandhuller, og her lever nogle store gæs, der altid går to og to sammen i meget monogame par.
Cocablade er råproduktet til kokain, men vi fik at vide, at der skal 12 kilo blade til 1 gram kokain. USA vil gerne have produktionen af blade forbudt, men regeringen i både Bolivia og Peru siger nej, da det er en 4.500 år gammel historisk og kulturel arv, at befolkningen anvender cocablade. Bladene bliver brugt som naturmedicin, og videnskabelige undersøgelser viser desuden, at bladene forbedre fordøjelsen, hæver pulsen, vejrtrækningen og kropstemperaturen og stimulerer nervesystemet, så trætheden i musklerne føles mindre. Højlandsindianernes hverdag bliver derfor lettet med deres hårde arbejde i kulde og på sultegrænsen.
Da Coca-Cola i sin tid blev lanceret var det som medicin, og det siges, at der dengang var coca i Coca-Cola, men det er vist mange år siden, det blev fjernet igen.
Fire kilometer fra byen ligger de varme bade Banos de Calera, hvor 85 grader varmt vand kommer ud af jorden og videre ned i badebassiner. Det hele er velorganiseret med omklædningskabiner, brusere og aflåste skabe til tøjet, og det koster 10 sol at komme ind for at bade, og 5 sol hvis det bare er en kikker. Der er forskellige afdelinger for turister og for de lokale, og hvem der ikke vil være sammen med hvem, ved jeg ikke. De er også ved at bygge nogle nye eksklusive og større bade ved siden af, men vi var nu godt tilfredse med vores bassin på måske 10x15 meter med omkring 40 grader varmt vand til at svømme i, og skoldende varmt vand ved indløbet. Der var også et mindre indendørs bassin, hvor vandet rigtig kom til sin ret med svovllugt og høj lufttemperatur. En times tid i de varme bade og med bjergene som baggrundskulisse, er nu ikke det værste, der findes.
Efter badet gik Gitte og jeg eftermiddagstur i byen, der har en nydelig kirke, som de var i gang med at give en kraftig udvendig restaurering, og forhåbentlig får kirken også en tur indvendigt, hvor det også kunne trænge. Inde i kirken ville en dame med mange fagter have mig til at løfte en stor processionsfigur ned fra nogle bukke, men den var tung som sten, så damen fór ud af kirken igen, muligvis for at finde flere hjælpere. Jeg stod og ventede et stykke tid, og vidste egentlig ikke rigtigt, hvad det gik ud på, så jeg tænkte lidt på min ryg, og hvad nu hvis figuren væltede ned, og Jesus brækkede ryggen, og jeg ville blive korsfæstet i stedet. Så jeg besluttede at liste af igen, selvom jeg mødte damen udenfor kirken, der kom storkende ind med 3-4 meget stærke mænd, og de kunne sikkert sagtens kunne løfte den bitte figur ned uden min hjælp, fortalte min dårlige samvittighed mig i hvert fald. 
Der er ikke mange biler i Chivay, og det giver byen et roligt præg. Hovedgaden er befæstet med cementplader, men i sidegaderne er der kun jordveje. Der er et forbavsende stort marked i en række markedshaller, og vi kunne gå helt uantastede rundt og kikke. Mange af byens kvinder gik i maleriske dragter og havde flotte hatte, så ved markedet og i centrum nær Plaza de Armas, var det et farverigt skue, medens sidegaderne nærmest lå øde hen, udover en morlil der drev fåreflokken hjem.
Plaza de Armas i Chivay er et fredfyldt sted med træer, blomsterbede og bænke, og sidst på eftermiddagen sad vi på en bænk og kikkede på folkelivet. En dreng med en lama ville gerne fotograferes for en sol, og et par andre børn stod og kikkede på os med store øjne.
Højdesygen var ved at gøre sig gældende, så der var lidt frafald, da topaserne ellers sammen gik ud for at spise aftensmad. Restaurant Casablanca er ganske hyggelig med pejs og ting og sager på væggene, men deres bænke langs langbordet er så bulede, at det var svært at finde et plant stykke til ballerne.
Colca-kløften er udråbt til verdens dybeste kløft, men det passer ikke, for Cotahuasi kløften 100 km mod vest er et par meter dybere. Det er jo nok ikke lige til at se, og ved Cruz del Condor i Colca-kløften er der mere end 1.100 meter næsten lodret fald ned til floden, og på den anden side af kløften rejser Peregrinobjerget sig 1.700 meter op til den stedse hvide top.
Da spanierne havde erobret Inkariget, fik de også kontrollen over den frodige kløft, og de bestemte, at indianerne skulle bosætte sig i 14 landsbyer, som spanierne etablerede. Tvangsforflytningen ødelagde den indianske kultur, og spaniernes medbragte sygdomme reducerede befolkningen fra 60.000 til 15.000 indbyggere. 
Foruden den smukke natur, er Colca-kløftens store trækplaster muligheden for at se kondorer på nært hold. Med en vægt på 12 kg og et vingefang på 3 meter er kondoren verdens tungeste flyvende fugl. Sådan et vingefang giver nogle startvanskeligheder, da det kræver hurtigløb og en startbane på 15 meter, inden kondoren kan lette. Når den så endelig er oppe, er det en helt anden sag, for nu svæver den på opadgående varme luftstrømme, eller den vinder højde ved langsomme kraftige vingeslag.
Ved Cruz del Condor er kløften smal, og det er her, der er de største chancer for at se kondorerne glide af sted på de varme luftstrømme. Der er flere fremspringende udsigtspunkter, og vi var ikke alene, for jeg vil tro, der var mindst 100 turister, der sad eller stod og stirrede ud i luften.
På vejen tilbage stoppede bussen ved et udsigtspunkt, hvor der selvfølgelig også var kvinder, der solgte souvenirs. Sådan nogle indianerkvinder, især her i Colca-kløften, er utroligt smukke, og i deres broderede dragter var de lige til at spise, og det er kun fordi indførselen af indianerkvinder fra Colca-kløften til Danmark er så besværlig for tiden, at jeg opgav importen af et par stykker, ellers bare sådan til husbehov. 
I Maca, der er en af de landsbyer, som spanierne grundlagde i 1500 tallet, stoppede vi ved den meget smukke kirke, der så sent som 2001 havde været ødelagt af jordskælv, men nu igen var blevet hel og fin. Der sad nogle kvinder ved kirken, og jeg tror for en gangs skyld ikke, at de solgte souvenirs, men frugt, og jeg købte et par velsmagende kaktusblomster for at støtte byens næringsliv.
Tilbage i Chivay var der rigtig gang i processionen med kristusfiguren, og under fuld musik og lilla bånd vandrede gamle og unge rundt om Plaza de Armas. Forskellige steder rundt om pladsen var der opstillet altre, hvor processionen så stoppede, og ellers tog det sin tid, for hver gang de gik to skridt frem, gik de et tilbage. Vi fandt ikke rigtig ud af, hvad det handlede om, men smukt og malerisk var det.
Næsten alle damer i Chivay er klædt ud i farverige skørter og blomstrede hatte, og mændene i Indiana Jones hatte. Det med hattene er ikke kun til pynt, for højfjeldssolen bagte og er hård ved hovedbunden og ansigtet, så en hat er faktisk en nødvendighed. På markedet havde de massevis af hatte, og jeg gik på jagt efter sådan en bredskygget hat, som mændene går med, men mit hoved er for stort, eller også er hattene i Peru for små, så ærgerligt nok var der ingen, jeg kunne passe. Gitte fik uden besvær en peruagtig damehat, der dog var en smule mere afdæmpet end dem, de indfødte kvinder går med. 
Turen gik ad småveje og stier langs kløften, og ofte med store maleriske kaktus og udsigt til cirkusdale garneret med de 1000 årige terrasser med marker op og ned ad bjergsiderne. Her i tørtiden så alt tørt og vissent ud, men jeg kunne sagtens forestille mig frodigheden og skønheden, når alle terrasserne stod lysegrønne.
Et øde sted på stien havde en 12 årig pige i den nydeligste broderede dragt, slået sig ned. Hun tiggede ikke, og hun solgte ikke noget, men hun havde lavet en lille udstilling med forskellige kartoffelsorter og forskelligfarvede majssorter. Gruppen havde lige drejet væk fra stien ned til et udsigtspunkt, men jeg havde lige spottet pigen, og gik hen til hende, og hun forklarede ivrigt om de forskellige afgrøder, og da hun diskret sad med en lille krukke i hånden, havde jeg regnet ud, at hun gerne ville have en sol, og jeg fik et billede. Det var jo ærgerligt, at resten af gruppen ikke havde set hende, og det synes pigen også, så hun pakkede sine ting sammen, løftede op i skørterne og fór ned ad stien og fik et forspring, og denne gang sad hun i rette position, så hele gruppen fik set hendes udstilling, og der faldt et par sol af igen.
Stien krydsede Colcafloden over en hængebro, og på klippesiden langs floden var der store ørnereder, men vi så nu ikke nogen fugle. Efter et par timer nåede vi landsbyen Coporaque, hvor bussen skulle samle os op, og jeg fik taget et billede af en rigtig gammel og rynket kone, og i det lønlige håb, at hendes sol muligvis kunne gå til noget varmt vand og et bad. Men kun muligvis. 
Det første stykke vej snoede sig op ad bjerget, og så pludselig, lå der en stor sten midt på den smalle bjergvej. Tankerne fór igennem mit hoved, og jeg skævede ud til siderne og så i ånden Perus svar på Jens Langkniv springe frem, men der skete nu ikke andet, end at chaufføren sprang ud, rullede stenen væk og fortsatte kørselen. 
I den første time var der ikke andre biler, og derefter kun enkelte lastbiler, der næsten forsvandt i støvskyer. Vi så enkelte flokke af vilde vicunaer, og senere flokke af lamaer der tydelig blev holdt som husdyr, men der var ved gud ikke meget at leve af. Ved vejkrydset, hvor vi også havde været før, var souvenirdamerne ved at stille deres boder op, og små piger i fine dragter havde sat sig i positur for at blive fotograferet. Der kom en flok drenge i en skolebus, og de gik også i gang med fotografering, men ikke af små maleriske piger, næ de fotograferede os. Så kom der en minibus fra den vejstrækning, vi skulle køre på over højsletten, og meget betryggende for dem medbragte de en sikkerhedsvagt med maskinpistol, og det eneste vi kunne forsvare os med var hårdkogte æg fra madpakken.
Der var et enkelt tissestop, og midt på eftermiddagen dukkede der enkelte spredte huse op, og endda nogle træer og enkelte grønne marker. 
Om Puno står der i ”Turen går til Peru”, at byen ikke virker specielt tiltrækkende, men på mig virkede den nu både tiltalende, spændende og forbavsende ren, og det på trods af at hele midtbyen var et stort marked. Hotel Embajador ligger på en af hovedgaderne, og da den var fuldstændig dækket af markedsboder, måtte vores bus køre en omvej, og vi måtte bære kufferterne igennem markedsboderne. Heldigvis var der 2 senge på vores værelse, så Gitte behøvede ikke at sove på gulvet, og jeg behøvede ikke at have dårlig samvittighed over at lade hende gøre det. 
Da vi kørte ind i byen, så vi en stor rutschebane, altså ikke sådan en med vogne, men ned af en stejl bakke og bare på måsen. Vi var et par barnlige sjæle, der gerne ville prøve en tur, så jeg spurgte om vej hos en del mennesker på fingersprog akkompagneret med rutschebanelyde vviiiiijuuuu, og de fleste forstod og pegede i en bestemt retning. Jeg skulle spørge om vej en del gange, for vi gik forkert, men til sidst blev der peget op ad en stejl stenet gyde, og så sandelig var der en rutsjebane, men det var kun 2 små bitte nogle, og var slet ikke den, vi ledte efter. Nå, så opgav vi det med rutschebanen, og istedet var vi kommet op på en udsigtsklippe med vue over det meste af byen og langt ud over søen. Der stod også en kridende hvid statue, der forestillede den første inka Manco Capac, der skuede ud over sin fødesø. 
Alle kvinder i Puno går med hatte, og det er de små søde bowlere, der sidder helt oven på hovedet, og muligvis kun sidder fast ved, at kvindernes hår er oppe i hatten. Sådan et par hatte ville jeg gerne have med hjem som souvenir, så mine damer og jeg indledte en jagt, der ikke var helt nem, men i en markedshal fandt vi en sort hat, der kostede 20 sol. Hattehandleren var næsten ikke til at hugge eller stikke i, men jeg fik da slået 1 sol af prisen, og så havde vi da begge æren i behold. Senere nede på gademarkedet fandt vi en hattebod, hvor jeg købte 2 bowlere mere med små søde kvaster og ellers bare var rigtig fine, og til 20 sol stykket. Selvom vi rejste som backpackere med blød bagage, lykkedes det mig at få dem helskindet hjem ved at sætte dem sammen, og fylde hulrummet op med sammenrullet vasketøj.
Da vi næste morgen skulle overnatte hos private på øen Amantani i Titicacasøen, var det velset at man havde en lille gave med til værtsfamilien, og gerne i form af fødevarer som madolie, ris eller frugt, som altid er en mangelvare. Vi skulle derfor ned og handle på markedet, og fandt nogle frugter, æbler og ris, og det er en tillidssag at småhandle i Peru, da der sjældent står priser på varerne. Så man siger, hvad man skal have, og betaler, hvad de forlanger, og det er altid yderst beskedne beløb. Det jeg købte blev 6 sol, men da jeg havde briller på og derfor ikke kunne se, tog jeg fejl af mønterne og gav i stedet 9 sol, men straks blev der gjort opmærksom på, at jeg havde givet for meget, og jeg fik penge tilbage. Godt gået Peru. 
Om aftenen gik hele topasgruppen i byen sammen med Mette, og hun havde fundet et sted, hvor dem, der havde lyst, kunne smage marsvin, der er en af Perus lidt specielle retter. Her kan jeg så røbe, at marsvin normalt ikke spises med citron, men med tilbehør af en kartoffel og salat. Selve marsvinet er i serveringsøjeblikket fladt som en pandekage, og ser ud, som om det er kørt over af en damptromle, og det ligger med alle 4 ben, hvorimod hovedet, gudskelov, er skåret af. Der skal ret meget skærearbejde til for at få kødet af, og til sidst gik jeg personligt over til gnave/finger metoden. Smagen, ja det er lidt svært, men vil jeg nærmest karakterisere den som en blanding mellem vandrotte og markmus. 
Medens vi stod udenfor og ventede på bussen, kom en lille pige og hun havde startet sin egen forretning og havde 2 ruller toiletpapir til salg. Rejseregel nr. 1 er, at tiggende børn skal man ikke give noget, da de måske henfalder til tiggeri resten af livet, og måske aldrig kommer i gang med noget arbejde. Forretningskvinder vil jeg derimod gerne støtte, så jeg købte hele hendes varelager på 2 ruller for en sol, men problemet var, at vi havde ruller, og faktisk ikke havde plads til flere, så jeg gik ind på hotellet, og stillede dem på receptionsdisken til en lidt desorienteret hoteldames forundring. For resten hav altid selv toiletpapir med på rejse i Peru, da papirbeholdningen er mangelfuld rundt omkring, og til orientering må brugt papir ikke komme i toilettet, men i en bøtte ved siden af, da kloaksystemerne ikke kan klare det.
En flok cykeltaxier kørte frem, og så gik det nærmest i væddeløb ned til havnen, hvor vi beslaglagde den ene af de mindre turistbåde, der var ankret op, og begyndte at sejle ud imellem sivene. Vores lokalguide Mira var kørt tilbage med bussen til Arequipa, og vi havde fået en ny frisk mandlig lokalguide Bruno, der gjorde meget ud af, at vi skulle udtale Titicaca på den originale indianske måde. 
Det fortælles, at da spanierne kom til Cuzco, fjernede inkaerne Inca Huascars 1800 kg tunge guldkæde, og smed den i søen, for at spanierne ikke skulle få fat i den. Det var en historie som den franske oceangraf Jacques Cousteau troede på, og for år tilbage brugte han et par uger i en miniubåd for at gennemsøge søen. Nu er det jo en stor sø, der sine steder er 272 meter dyb, så han fandt ikke noget guld, men til gengæld fandt han en trefarvet frø på 50 cm og som tilsyneladende ikke kommer op til overfladen. 
Legenden siger, at Manco Capac var Solens søn, og sendt til Jorden for at lære menneskene at adlyde og tilbede Solen på rette vis. Forskerne mener dog, at Manco Capac formentlig var en høvding for en højlandsstamme fra Titicacaområdet, men Manco bliver i hvert fald regnet for den første inkahersker. I de første par hundrede år gik det lidt småt med at udvide Inkariget, for inkaerne var blot en af mange indianerstammer i den centrale del af Andesbjergene, og naboerne var ikke til sinds at lade sig erobre. Syv inkaherskere på rad måtte se i øjnene, at inkaernes territorium stadig i begyndelsen af 1400 tallet begrænsede sig til Cuzcodalen, men med den ottende inka, Viracocha begyndte der at ske noget. Chancafolket nord for Cuzcodalen havde sat sig for at invadere Cuzco, men inkaerne havde slået sig sammen med et andet nabofolket, cuechuaerne, og i fællesskab knuste de invasionshæren, og højlandet var nu på inkahænder, og vejen var banet for imperiets storhedstid.
Inkaerne brugte en enkel og effektiv militærstrategi, idet de først prøvede med diplomati, og oplyste fjenden om fordelen ved at underlægge sig inkaerne og blive solgudens børn. Der blev også lokket med gaver i form af kvinder og smykker, og de lokale ledere fik ofte lov at forblive ved magten, men under inkaen. Hvis den bløde taktik ikke gav resultater, blev mere hårdtslående argumenter taget i brug, og bevæbnet med køller, pileslynger, økser og spyd gik inkaerne til angreb med en hovedstyrke direkte mod fjenden, og to styrker i bagholdsangreb. Hvis det også mislykkedes, blev der lukket for både det varme og kolde vand samt fødevareforsyningen, og det bragte som regel sejren i hus. De enkelte stammer, der flygtede, havde ikke nogen steder at flygte hen, så de blev hurtigt indhentet og tvunget til at indordne sig. 
I en stor bugt omkring en ½ times sejlads fra Puno ligger Uroindianernes legendariske sivøer, hvor indianerne i århundreder har søgt at undgå først inkaernes, og siden spaniernes indflydelse på landjorden. Sivøerne er menneskeskabte, og de er opstået ved, at indianerne har fældet siv, og smidt mere og mere ovenpå hinanden, indtil det kan bære, og det er en proces, der skal fortsættes løbende, da sivene rådner nedefra. Totorasivene er befolkningens eksistensgrundlag, idet sivene også bliver brugt til huse og sivbåde, og selv det nederste af sivene bliver brugt i madlavningen foruden fisk I vore dage sælger indianerne fisk i Puno og får dermed penge til andre madvarer, og indtjeningen bygger desuden på salg af souvenir, og sejlads af turisterne i sivbåde. Netop sivbådene er uroindianernes speciale, og Thor Heyerdahl benyttede sig af indianeren Paulino Esteban til at forestå bygningen af Ra II, så han senere kunne krydse Atlanterhavet i en sivbåd.
Vores båd lagde til på sivøen KonTiki, og vi kom hurtig på gyngende grund, idet gang på en sivø er som at gå i en blød sofa. Øen var vel omkring et par tusind m2, og beboerne havde hurtigt dannet en lille modtagelseskomite, der pænt gav hånd til de fremmede. En række små beboelseshytter lå i en halvcirkel, og der var også et højt udkigstårn. Nogle kvinder demonstrerede, hvordan de lavede mad på en bålplads af sten, og en krukke med vand blev flittigt benyttet for at holde ilden i ave fra underlaget, og i det hele taget er en sivø et rigtig dårligt sted at lege med ild.
For 5 sol blev nogen af os transporteret videre til den næste ø i en stor sivbåd, og det var en dejlig stille oplevelse, der er værd at tage med, og som giver lidt penge til familierne. På den næste lidt større ø var der også en sivkirke, og nogle af husene havde bliktage, og der var selvfølgelig også salg af souvenirs. Alt i alt var det da spændende nok at besøge sivøerne, men det virkede også på mig lidt rigeligt turistet, uden at jeg dog kan sige, hvad indianerne ellers skal leve af, og fuld kost på siv og fisk er nok lidt kedelig i længden. 
Amantani er uden biler og hunde, og hvad de selv siger tyve, så det er nærmest en lille paradisø. Beboerne har stoltheden i behold, og de organiserer selv turismen på et niveau, de synes er passende. Der er ingen hotel på øen, så hvis man ønsker at overnatte, foregår det privat, og i et turnussystem, der fordeler turisterne og dermed indtjeningen retfærdigt. De familier, der ønsker at være med, skal have et rum med opredte senge, der udelukkende er beregnet til turisterne, og forholdene inspiceres årligt. Befolkningen er kendt for at være meget venlige, men kommunikationen er det yderst sparsomt med, da især kvinderne, der sjældent forlader øen, stort set kun taler quechua, der er inkaernes gamle sprog. 
Ret hurtig bankede Maruja stille på døren og sagde der var dinner, og vi gik med ned i køkkenet, hvor der også var et spisebord, og fik suppe, kartofler, grønsager og ris. Marujas køkken var nok ikke lige af den type, der ville få salgssucces i Danmark, for det var et stenkomfur med åben ild, men Maruja sad og puslede i hjørnet, og så meget fornøjelig ud, medens vi spiste.
På toppen af bjerget ligger et tempel til ære for Pachamama, og en gang om året udfører øens heksedoktor en række ritualer, der sikre bønderne et godt høstudbytte året igennem, og det kan jo aldrig skade. Solnedgangen var bare rigtig flot med strålerne ned over vandet og øens bakker, og med det gamle tempel som kulisse.
Oppe på vores værelse ventede datteren af huset for at hjælpe os med omklædning og selv gøre sig i stand. Uden alle skørterne, bluser og sjaler kom en utrolig velskabt ung pige frem. Stående i sit fine undertøj, redte hun sig og kom parfume på - jo, jo. 
Dansen gik kort ud på følgende: 
Maruja blev glad, da vi bekendtgjorde, at vi meget gerne ville købe hendes hjemmestrikkede Peruhuer, og hun fik de 20 sol stykket, som hun gerne ville have, da vi fornemmede, at det ikke var god bordskik at prutte ved morgenbordet. Efter at have fået morgenmad i form af majspandekage og the fulgte Maruja os til båden, og vi fik et garvet håndtryk, der indikerede hårdt markarbejde, og jeg skammede mig næsten over mine bløde seniorgartnerhænder.
På Taquile er klædedragten traditionel og helt unik for øen. Mændene går i sorte bukser og hvide skjorter, og deres huer fortæller den pågældendes ægtestand, idet røde huer er for gifte mænd og de ugifte bærer en rød/hvis model. Så er der også det specielle, at det er mændene, der strikker, og det sker ikke i dølgsmål, for de har strikketøjet med, hvor de går og står, eller sidder på rad og række på torvet og snakker. Kvinderne går i farverige dragter med mange lag skørter, og de kan se lidt uformelige ud, men de slanke ben, der stikker ud under skørterne, kunne godt indikere nogle velformede figurer. 
Inde i butikken var det åbenbart indleveringsdag, for nogle kvinder stod i kø med strikkevarer over armene, og så kom det hen på et bord, hvor det blev bedømt og registreret. Vi havde fundet et par små Peruhuer til 20 sol stykket, og stillede os i kø, men vi blev hurtig gennet foran, så vi ikke skulle vente, men vente lidt måtte vi alligevel, for de kunne ikke give tilbage på 100 sol, før de havde været i byen og vekslet penge. 
På molen holdt vores bus og kørte os direkte ud til Sillastani, der er en gruppe begravelsestårne på en lille halvø 25 km nordvest for Puno.Tårnene blev bygget som gravsteder for betydningsfulde personer, og egentlig påbegyndt af en kultur før inkakulturen, men siden overtaget af denne. De største af tårnene er 6-8 meter høje, og bygget flot af fint tilhugne sten, men det største tårn har været ramt af et lyn og mangler en del af den ene side. I nogle af tårnene er der ofte et indgangshul, men det skulle betyde ulykke at kravle derind, så det skulle vi nok holde os fra. Imellem de store begravelsestårne ligger mange små grave, og beliggenheden er ualmindelig smuk med udsigt over vandet til begge sider, medens flokke af lamaer går dekorativt rundt blandt tårnene.
Tilbage i Puno havde jeg stadig efterveer af ”inkastepdans” så jeg var ikke til at lokke med ud at spise, men klarede mig med bananer, brød og en cola, og på gaden kunne vi da konstatere, at selvom markedet var slut, var der stadig en leben af mennesker.
Klokken 7 kom vores luksusbus og endda med toilet og sikkerhedsseler og 2 chauffører, men vi skulle også ud på en næsten 400 km lang køretur til Cuzco, og det er dejligt at Topas eller regeringen sætter vores sikkerhed højt.
Landskabet i den del af Peru vi hidtil havde set, var præget af tørtiden og alt var bare gult og tørt.De store flade dale, der ret beset ligger i omkring 4.000 meters højde, var omgivet af høje bjerge, hvor de højeste havde sne på toppen. Enkelte spredte gårde ligger i landskabet, og det er gårde opført i ler og med græstage, eller kun et enkelt luksustag af bølgeblik. Den spredte bebyggelse, og gårdenes beskaffenhed kunne tyde på, at det ikke er den rene idyl at være bonde her. I en lille by gjorde vi strækkebenstop og straks kom der souvenirsælgere, og vi fik da også købt nogle små fingerfigurer af strikkegarn, som fås alle steder til 1 sol og så lige en trøje af lamauld til barnebarnet Nikolaj for 15 sol.