Peru 3.del Cuzco og Inkastien til ruinbyen Machu Picchu. En rejsefortælling af Kim Greiner, Oktober – november 2005 Cuzco er Verdens kulturarv. Efter bowlerhattene i Puno og besøg hos indianerne på Titicaca-søen steg vi ned fra de kolde pas igennem lidt frodighed til inkaernes gamle hovedstad Cuzco, der på quechua, inkaernes gamle sprog, betyder ”Verdens Navle”. Befolkningen i området er i de senere år blevet stadig mere stolte af deres inkaarv og på nationale mærkedage og festdage, vajer inkaernes regnbuefarvede banner side og side med det peruvianske flag.
Cuzco ligger 3.326 meter over havet, har en befolkning på omkring 275.000 indbyggere og byen er hovedstad i departementet af samme navn. Byen er en moderne by med stort hospital, et anerkendt universitet og efter signende Perus bedste ølbryggeri. Mange flytter til Cuzco med fremtidsdrømme og ambitioner, og måske er de heldige at finde fast arbejde, eller måske må de ernærer sig med gadehandel.
I 1997 skete også ”et mord” på pladsen, idet borgmesteren egenhændig havde bestemt, at pladsens hundredårige sjældne træer skulle fældes. Alle andre var imod hans ønske, så han hyrede en entreprenør, der klokken halv to om natten fældede alle træerne. Borgerne var i lynchstemning, de rejste en galge med en dukke der forestillede borgmesteren og der blev udstedt arrestordre på ham. Nogle måneder efter var han dog tilbage i borgmesterstolen, men ved det følgende valg, blev han ikke genvalgt.
Efter en rundgang i byen kunne vi derfor også konstaterer, at den er meget turistpræget med restauranter, gallerier, turudbydere, vekselerkontorer, forretninger og souvenirbutikker overalt, foruden alle os turister der myldrede rundt.
Aftensmad i en lille hyggelig restaurant i en sidegade til Plaza de Armas, og da det var på Topas regning betød det, at vi var samlet hele flokken. Medens vi alligevel sidder og venter på maden, vil jeg fortælle lidt mere om inkaerne, for det er lige her midt i Cuzco, at historiens vingesus basker rundt.
Inkaerne kendte ikke hjulet, men langs hele vejnettet var udstationeret postløbere, der parvis bemandede stenhytter der lå med 6-9 kilometers mellemrum, og i hurtigløb blev budskaber bragt tværs igennem riget med en fart af 240 km om dagen. Også soldater brugte stierne, og ind imellem også herskeren, der dog blev transporteret igennem riget i bærestol; men overalt var der rastepladser hvor den rejsende kunne overnatte, og få sig et måltid mad.
Inkaherskeren manglede dog ikke noget til sig selv og sin familie, og de enorme paladser var et studie i grænseløs luksus, hvor guld og sølv blev brugt til tallerkener, potter og pander og hvad der ellers skulle bruges. Der berettes endda om kunstige majsplanter i herskerens have, der havde stængler af sølv og majskolber af guld.
En død hersker beholdt sit palads, sin jord, sine rigdomme og tjenere, men så blev herskerens mumie også luftet ved alle ceremonier og fester. Hver ny inkahersker forsøgte at overgå den forrige i pomp og pragt, men da den forrige beholdt sine paladser og rigdomme, måtte sønnen begynde forfra med at skaffe nye jorder og skatter, og man mener at det var grunden til, at den nye hersker var tvunget til at erobre nyt territorium.
På trods af inkaernes højt udviklede kultur havde de ikke noget skriftsprog, men de havde en såkaldt quipu, som quipuvogterne, der var særligt udvalgte embedsmænd, anvendte som regneinstrument. En quipu betyder knude på inkaernes sprog, og bestod af en op til 250 meter lang hovedsnor, hvortil der var fæstnet i hundredvis af mindre tråde, med et varierede antal knuder. Trådenes farver, knudernes antal og placering kunne holde styr på regnskaber, begivenheder og
meddelelser - når blot man kendte quipukoden. Den amerikanske forsker Gary Urton mener at quipuen er meget mere avanceret end kuglerammen, og nærmest er forløberen til den bærbare computer med et utal af kombinationsmuligheder. Det eneste Urton mangler er dog lige at knække quipukoden. Et møde mellem inkaherskeren Atahualpa og Pizarro blev aftalt i byen Cajamarca og Atahualpa ankom i guldstol med et følge af dansere og musikere og en hær på 80.000 mand, der dog for størstedelen opholdt sig uden for byen. Spanierne medbragte en præst, der holdt en prædiken som Atahualpa ikke forstod, men han fortalte om den kristne gud, der havde gjort den spanske konge til hele verdens hersker - og derfor også Inkariget. Atahualpa forstod ikke hvad præsten mente, og som forklaring på de hellige ord rakte præsten Atahualpa sin bibel, som Atahualpa hovedrystende bladrede i, for han kunne jo ikke læse, og lod den så falde til jorden. Spanierne blev rasende fordi bibelen var blevet hånet, så Atahualpa blev taget til fange, og da spanierne åbnede ild med kanoner og skydevåben, gik inkahæren i panik, og efter få timers blodbad var 7.000 inkaer dræbt, og hæren drevet på flugt.
Grunden til at spanierne med så få mand kunne ødelægge så stort et rige, var de 2 halvbrødres Atahualpa og Huascar magtkamp, der havde kastet landet ud i borgerkrig. Efter Atahualpas henrettelse, spillede spanierne den ene klan ud mod den anden, og i 1533 lykkedes det Pizarro at indtage inkaernes hovedstad Cuzco, hvor de indsatte Manco Inka som marionethersker, og inkariget var reelt erobret og var blevet et spansk vicekongedømme.
Utallige ruiner og arkæologiske fund vidner om et samfund af helt usædvanlig format, og selvom inkaerne i dag er blandet op med latinamerikanske og europæiske samfund, adskiller de sig alligevel med deres tro og traditioner under overfladen, og inkaernes sprog quechua lever jo også stadig videre. Et guds ord med på vejen kan aldrig skade, så vi overværede en del af gudstjenesten, men vi anede faktisk ikke om præsten bad bønner eller fortalte vittigheder.
Efter at have pakket om og sorteret fra, var der masser af tid, og vi gik ud for at opleve noget mere af Cuzco.
Guld og sølv blev selvfølgelig ribbet, mure blev brudt ned og andre blev dækket til og glemt. Derpå blev templet overgivet til dominikaner-ordenen, der byggede en klosterkirke på stedet. Et jordskælv i 1950, afdækkede nogle af de fint forarbejdede tempelrum samtidig med, at klosteret styrtede delvis sammen.
Cuzco er berømt for sine smukke balkoner, der sidder på næsten alle husene, så da det blev frokosttid, gik vi op på restaurant Bagdad, hvor man kan sidde på balkonen og kikke ud på Plaza de Armas. Ti gartnere gik nede på pladsen med hver sin græstrimmer og slog græsplænerne, og ikke fordi jeg vil komme med gode ideer og tage arbejdet for folket, men jeg tror, at én mand med en rotorklipper ville kunne gøre arbejdet på samme tid.
Mit akutte problem var, at jeg ikke havde fået batteriopladeren til mit digitalkamera med til Peru, og jeg var ved at løbe tør for strøm, så jeg måtte ud og støve nogle batterier op. Jeg var inde i adskillige forretninger uden held, men kom til sidst ind i en lille butik med et par damer der havde nogle store batterier. De havde også nogle små batterier og nogle firkantede, runde og aflange batterier, men ikke i den størrelse jeg skulle bruge. Det følgende foregik på fingersprog for de talte ikke engelsk og jeg talte ikke spansk, så det var en alt andet end nem opgave. Damerne havde en uni oplader, der var pakket ind i noget tykt plastik, men jeg ville ikke købe den, før jeg havde prøvet den, og de ville ikke ødelægge plastikken, før jeg havde købt den. Efter lidt time out gik de med til at lave et lille hul i plastikken, og prøve at få opladeren ud, uden at det dog lykkedes, men så opdagede den ene dame, at der stod en kode på opladeren der henviste til mit kamera, så jeg overgav mig og sagde ok. Heldigvis passede opladeren, så jeg hev tegnebogen op, og betalte de 85 sol der stod på pakningen. Jeg havde så bare lige overset, at der ikke stod sol, men 85 US dollar. Åh nej, det var så lige over 3 gange så meget, men da damerne så at jeg blegnede, ville de slå 10 % af prisen, hvis jeg betalte kontant. Det havde jeg ikke lige i tegnebogen, og komme ind til de kolde kontanter, ville kræve at jeg skulle lyne bukserne ned i damernes selskab, og fumle i den indvendige lomme. Jeg kendte dem jo ikke så godt endnu, så i stedet blev jeg stor i slaget, og hev et kreditkort frem. Efter at de havde ringet et sted hen, og fandt alt i orden, blev de meget venlige og vi takkede hinanden for handelen stadig på fingersprog. Når regningen så engang dukker op derhjemme, er den gemt mellem mælkeregningen, huslejen, forsikringerne, abonnementerne og tandlægeregningen m.m., og da vi ikke vil mærke noget til en ekstra regning, havde jeg faktisk fået opladeren gratis. Bildte jeg mig i hvert fald ind.
Det var bagende varmt, da vi gik hen mod Sacsaywamans stenmure, og Abram begyndte på et længere foredrag om inkariget med start fra Adam og Eva. Jeg havde selv inden da, sat mig ret meget ind i inkaernes liv og levnet, så der var ikke så mange nyheder, men vist var det interessant, det var bare for langt og for varmt. Så kun af høflighed blev jeg nogenlunde roligt stående, og hørte på med flakkende øjne mod skyggen ved murene.
I 1536 stod spanierne generelt svagt i Peru, og selvom Francisco Pizarros bror Juan havde indtaget Cuzco, havde inkaherskeren Inca Manco forskanset sig bag Sacsaywamans mure, og gjorde livet surt for spanierne i Cuzco. Noget måtte gøres, så en nat gik spanierne i en stor bue udenom Sacsaywaman, og gik i stilling på Rodaderobakken på den anden side af pladsen. Ved daggry satte de angrebet ind, og spanierne forsøgte at forcere de tre ringmure, men Juan Pizarro døde under angrebet og spanierne blev trængt tilbage og mistede mange mænd, samtidig med at inkaerne fik støtte fra en tilkommen 5.000 mand stor styrke. Spanierne vidste, at hvis de ikke indtog Sacsaywaman var Cuzco uigenkaldelig tabt, så et sidste desperat angreb med 50 overlevende spanske soldater blev sat ind, og ved hjælp af stiger kom de over murene og indtog komplekset, og inka Manco måtte flygte til Ollantaytambo. Det var en af de sidste store kampe mellem erobrerne og inkahæren, og det er svært at forstå, at en så lille gruppe spanioler kunne overvinde en så stor inkahær.
Pisac by der ligger nedenfor ruinområdet er en lille typisk landsby, men samtidig er det den mest besøgte landsby i Andesbjergene, der især trækker turister til sine onsdags-og søndagsmarkeder. Nu var det hverken onsdag eller søndag da vi var der, så der var meget fredeligt imellem rækkerne af boder med kunsthåndværk og souvenir. Da det var frokosttid, og vi var på fri kost, satte vi os i skyggen på Plaza de Armas sammen med Jette og Alice, og nød byens specialiatet der er et brød med fyld, der frisktbagt kommer lige fra brændefyrede lerstensovne. Medens vi spiste, kunne vi iagttage noget af byens liv, bl.a. en bil hvor nøglerne var smækket inde, og landsbyens ungersvende prøvede på skift at åbne døren med lange stykker ståltråd, men garvede biltyve var de nok ikke, for der gik mindst en halv time før det lykkedes.
Vi slentrede igennem rækkerne af boder med souvenir, men lod os ikke besnære - det skete først ved bussen, hvor en pige solgte små keramikfløjter. Jeg har aldrig vidst at vi manglede en keramikfløjte, men vi købte alligevel en, og da vi fik at vide, at hun var otte år som vores barnebarn, købte vi en til, og takkede ellers solguden, for at vores barnebarn ikke behøver at sælge keramikfløjter hos turisterne ved Roskilde Domkirke.
Det var Topas tur til at give aftensmaden, og Mette havde fundet en spændende restaurant Inka House, der lå et stykke ude af vejen, og hvor det var lidt for langt at gå i mørket. Vi skulle derfor køre på motorcykel derhen, men det viste sig at være sofamotorcykler, og det er et køretøj der er en del af i Peru. Vi skulle selv betale for transporten, men vores sofamotorcykel inden vi fik betalt, så hvis nogen ser en motorcyklist, der leder efter et par danskere, så stik ham lige 5 sol for os, for vi kan ikke lide at have gæld.
Stien kan påbegyndes fra flere startpunkter, hvor den længste begynder ved km 77 i landsbyen Chilca, men de fleste starter ved km 82, og andre i den lidt kortere tur ved km 88. Så er der også alle lynturisterne der tager toget til Aguas Calientes, og bussen op det sidste stykke op Machu Picchu. Vi skulle selv starte fra km 82, og det ville blive en 44 km lang tur til Machu Picchu.
Klokken 9.30 blev vi indskrevet med vores pasnummer i gaten, så intet blev overladt til tilfældighederne, og efter at have passeret en hængebro over Rio Urubamba var vi i gang med vandringen.
Et lille vandløb rislede forbi, og en lille pige trissede rundt sammen med en lille gris, og vi sad bare og nød livet. Bærerne begyndte at passere, og rundt om hjørnet var der udskænkning fra store gryder, og hvad det var ved jeg ikke, men det var da dem vel undt.
Der var stejle bjergskråninger til alle sider, men på små terrasser var der lejrpladser, og på vores terrasse stod telt ved telt. Vi havde faktisk kun set en anden vandregruppe i løbet af dagen, så på den måde er der ikke overrendt, og heller ikke på lejrpladserne, for de ligger gemt i terrænet, og vi så kun én anden gruppe i nærheden. Teltene var allerede slået op da vi ankom, og lidt efter blev der ved hvert telt stillet vaskefade med varmt vand frem, og så kunne vi sidde og sludre om dagens strabadser, medens kokken rumsterede i køkkenteltet, og klokken 16.30 kaldte til te og kaffe med varme popkorn.
Fin aftensmad med suppe, og ris med grøntsager og kød, og det var i det hele taget rigtig velsmagende mad vi fik på hele turen. Vi kunne ikke være bekendt at sidde og hænge i spiseteltet hele aftenen, for vores bærere sad udenfor og skuttede sig i aftenkulden. Om natten brugte de spiseteltet som sovetelt, så allerede ved ottetiden fortrak vi, så de kunne komme ind i varmen, og da vi forresten også var trætte, gik vi i soveposerne, og hvilede på dagens laurbær. Til at servicerer os på Inkastien havde vi i alt 25 bærere, en kok, en hjælpekok og tre lokalguider der næsten havde officerstatus, og spiste med ved herskabets bord, hvis der da altså var plads, og de sad altid ved den yderste bordende. I vore dage må bærerne højst bære 25 kg hver, og det er den rene svir i forhold til tidligere tiders 50 kg, men jeg synes nu der var stakket godt op, og bærerne gik da også og stønnede i den tynde luft. Bærerne kom som regel af sted lidt senere end os, men da de gik hurtigere, skulle de på de smalle stier passere os i løbet af dagen, og reglen er, at turisterne går til siden ind mod bjergsiden, men uden at stå stille, da vi ellers kommer for langt bagude. For at advare de forangående, råbes så ”bærere” eller ”portere”, så der kan gives plads, uden at ødelægge trådet for bærerne.
I Tågeskoven begyndte trapperne for alvor, og det var trapper, trapper og uendelig mange trapper. Trappetrinene var høje, omkring 25-35 cm, og det er en stor fordel når de skal bygges, for der skal ikke laves så mange trappetrin. Men når de så skal forceres, kræves der ekstra mange kræfter, så hvor det var muligt, var det faktisk bedre at gå ved siden af trinene, og selv gå i sine egne små futtetrin på den skrå jord.
Inkaerne havde stablet trappetrinene op og de lå bare og ventede på os og vores svedige støvler. Kort efter start kom vi forbi, og var inde og kikke på den lille runde ruin Runkuracay, der havde fungeret som tambo, der betyder opholdssted for rejsende. Vi var blevet infiltreret af en anden stor vandregruppe, mest unge mennesker, men de var nu ikke bedre gående end os andre, så det var også med pust og støn. Efter 1½ times vandring, og efter at have passeret nogle små søer, nåede vi 2.pas der ligger i 3.998 metes højde, og der er her en flot udsigt til Vilcabambabjergkæden.
Det var begyndt at tordne og småregne, inden det gik over i rigtig regn og det plejer det faktisk tit at gøre på Inkastien, så alt var som det skulle være, men var dog ikke så morsomt igen. En af guiderne stod ved en mast på stien, og viste os ned af en sidesti, og her synes selv inkaerne at det blev for stejlt, så stien gik ned i zigzak igennem tågeskoven. Pludselig dukkede noget bebyggelse op, og vi var ved Trekkers Hotel der både har værelser, mad og drikke. Men da vi er gamle spejdere, ville vi da ikke svigte vores 2-mandstelt, der stod i en vandpyt på en smal terrasse i Winay Wayna Camp, og skuttede sig i regnen. Inde i teltet fik vi det våde tøj af, og ønskede vi havde nogle paraplyer med, for at iføre sig et pladdervådt regnslag, for at gå til spiseteltet, er ikke det mest behagelige. Regnen holdt heldigvis op, og det gjorde ikke spor, for der var en bid vej hen til toilettet, og der var faktisk også et lille museum med udstoppede dyr, insekter m.m. fra området. Kokken gik i selvsving, og trakterede med flamberede bananer til dessert, og så var det ellers i morgen vi efter beregningerne, skulle nå det endelige mål - Machu Picchu. En orkide skal man lære at se. Vores medrejsende Jette Petersen var meget interesseret i orkideer og hun har skrevet følgende: Enten kan man lide orkideer, eller også beskylder man den for at være kunstige og kedelige. Men hvad er en orkide? En blomst, en passion eller drømmen om noget eksotisk. Blomstens opbygning er en viden/lidenskab i sig selv, som jeg slet ikke vil komme ind på, da andre har skrevet bøger om det emne.
I følge de bøger jeg havde læst hjemmefra om Peru, skulle vi på vores vandring til Machu Picchu have rig lejlighed til at se orkideer - altså blomstrende orkideer. Så jeg glædede mig som et lille barn til at se rigtige fritvoksende orkideer. Fotos af orkideer er flotte - men tænk selv at kunne fortgrafere dem. 2. dagen af vores vandretur sluttede i en lejr halvt nede af et grønt og frodigt bjerg, hvor en bjergstrøm susede forbi og kolibrierne svirrede. Her oplevede vi turens første regndryp. Næste morgen var det atter tørvejr og vi passerede bjergpas med søer, vådområder og tågeskov. Jeg sluttede mig nok engang til bagtroppen. Her passede tempoet mig og her var der tid til at studere både blomster, sommerfugle og et hav af insekter - og vi nåede altid frem til spisetid. Den ene af vores lokalguider var et omvandrende leksika, som vi flittigt benyttede os af.
Inden vi - bagtroppen - nåede næste lejrplads kom regnen. I løbet af få øjeblikke blev bjergvejen en rivende mudderstrøm. Regnen forstærkede alle farverne rundt om os. Det var facinerende. At fotografere i det vejr var lidt af et kunststykke. Jeg skulle finde et hul i regnslaget - som var lige så vådt indvendig af kondensfugt som udvendig af regnvand. At komme tæt nok på emnet/orkideerne uden at falde. Og sidst men ikke mindst at få en anden til at holde for, så linsen på fotografiapparatet ikke lignede Niagara vandfaldene. Det var lidt af en udfordring. Det lykkedes - jeg fik et billed af en lyserød orkide. Sidste dag og sidste etape op til Solporten før Machu Picchu var gennem frodig tågeskov med mange orkideer. Ikke alle typer orkideer blomstre samtidig - men de var her og jeg så dem. Jeg fik tilfredsstillet mit orkidegen.
Lidt over 7 var vi næsten fremme ved Intipunku - Solporten, men først skulle vi op ad turens stejleste stentrappe der i 60 grader gik opad, og de fleste af os brugte hænderne til hjælp. Så stod vi der i selve Solporten og kikkede ned på Machu Picchu, der er udråbt som verdens 3. mest unikke seværdighed, lige efter Pyramiderne ved Cairo og Den kinesiske mur. Efter 3 dages vandring ad originale inkastier, havde vi nået vores mål, og kikkede ned på den by der er det jordiske bevis på inkaernes fantastiske og mystiske kultur.
Lige mine ord, men nu var det jo skrevet og så behøver jeg ikke gentage det. For os var der dog foreløbig ikke så meget at se, for det var overskyet, og Mashu Picchu lå stadig dybt under os. Solopgangen havde vi beklageligvis gået glip af på grund af skyerne, men man kan jo heller ikke få alt her i verden. Det der var tydeligst at se, var den bilvej der i serpentinsving snoede sig op fra bunden af dalen til Mashu Picchu, og der var flere, vist mig selv inkl., der tog billeder af udsigten og vejen, og først senere opdagede ruinerne i disen.
Vi fik taget et gruppebilled med Machu Picchu i baggrunden, og begav os derefter ned ad stien til et af verdens vidundere.
Hold efter hold af forskere har taget turen til bjergtoppen, og for hver ekspedition er myte efter myte blevet aflivet. Den med jomfruerne holder heller ikke stik, idet nye undersøgelser af skeletterne viser, at der er stort set lige mange mænd og kvinder og der var også både børn og gamle. Så jomfrumyten kunne aflives, og den med hovedstaden er heller ikke for god, da undersøgelser af de stejle landbrugsterrasser viser, at de højst har kunnet brødføde 600 mennesker og sandsynligt kun 300.
Machu Picchu er dog uden tvivl Perus største seværdighed, og nogen vil endda hævde hele Sydamerikas, og at få Machu Picchu med i vores oplevelsessamling var en af hovedgrundene for os til at besøge Peru. De fleste turister i menneskemylderet havde taget den nemme vej med toget fra Cuzco, medens os der gik med glorie, havde vandret den originale besværlige rute, så vi kom med pilgrimmenes fred og åbent sind, og det var meget bedre, vistnok. Ved hovedindgangen ligger luksushotellet Machu Picchu Ruinas, og der er cafe og restaurant, men vi lod os presse igennem billethullet og indgangsslusen, og kunne så gå ind i ruinkomplekset. Heldigvis er det så stort, at menneskemængden ikke virkede belastende, og i krogene kunne vi gå helt alene.
Fra vore dages hovedindgang kommer man til ”Opsynsmandens Huse”, der ligger lige ved de terrasser, der gjorde byen selvforsynende med fødevarer. Husene er som de eneste restaureret med tagkonstruktion og stråtag, så man kan få et indtryk af, hvordan byen oprindelig har set ud. En udtørret voldgrav skiller terrasseområdet fra selve byen, og her ligger den oprindelige hovedindgang og er det sted hvor Inkastien ender, og den rejsende træder ind i Machu Picchu. På indersiden af indgangen er store fint tilpassede huller i stenene, og de har fungeret som låsesystem, når døren var blokeret.
Et af de fineste templer er Soltemplet, der hviler på en stor klippeblok, hvorunder der er en hule, kaldet Kongegraven. Her er de naturlige klipper bygget sammen med inkaernes lækre glatte bygningsværk, så det er en fornøjelse at beskue og svært at løsrive sig fra. Soltemplet har været brugt til astronomiske observationer, hvor alterets skarpe kant rammes af solens stråler, når de falder ind igennem vinduet, ved vintersolhverv den 21. juni. I nærheden af Soltemplet ligger de Rituelle Bade, hvor vandingskanalerne er udhugget i stenene, så de altid giver den nøjagtige tilpassede vandmængde til badene, således at de aldrig løber over eller svines til. Små trapper i de omhyggeligt udhuggede sten i vandløbet, sikre aflejringer af urenheder, så vandet blev renere og renere, jo længere nede man henter det, og selv ved foden af bjerget er der rent drikkevand. Og det var dem spanierne kaldte uciviliserede.
Beboelseskvarteret var nærmest en labyrint af huse med mange fine stendetaljer, og der var snævre gyder og trapper op og ned, og vi gik og forestillede os, hvordan livet har udfoldet sig i inkaernes storhedstid.
Toget gyngede af sted, og kørte vist ikke mere end 30-40 km i timen ad de krumme spor langs floden, hvor de stejle bjerge med regnskoven tårnede sig op. Jernbanen er kun etsporet, og der blev tudet mange gange ved krumninger, når der var børn og hunde ved skinnerne. Der var stop ved en lille station, hvor kvinder med småbørn på ryggen rendte rundt på sporet og prøvede at sælge souvenir, kogte majs og brød igennem vinduerne.
Den korte bustur var nu heller ikke så ringe endda, for det var blevet mørkt, og Cuzco by med alle lysene lå som en anden julekalender op og ned ad bjergsiderne, og da vi kørte op foran vores fine stamhotel, var det næsten som at være hjemme igen.
Det var blevet opholdsvejr, så vi gik ud i byen for at få de sidste seværdigheder med, og vi stilede mod kirken La Compania der ligger på sydøstsiden af Plaza de Armas. Kirken blev påbegyndt af jesuitterne i 1571, og som sædvanlig i Cuzco, helst ovenpå fundamentet af et inkapalads. Jesuitterne var generelt modstander af den spanske stat, så de ønskede at deres kirke skulle overgå Katedralen i pomp og pragt, men Cuzcos biskop blev sur, og klagede til paven i Rom. I vore dages jetalder tager tager det omkring 5 uger at sende et postkort til Danmark, så kan man selv prøve at regne ud hvor længe det tog dengang. Paven støttede biskoppens klage, men i mellemtiden var La Compania næsten blevet færdigbygget, og som lægmand har jeg svært ved at bedømme, om kirkens snørklede interiør, fint udskårne balkoner og en stribe altre belagt med bladguld, er mere eller mindre prangende end Katedralens ditto.
Et par husblokke fra Plaza de Armas ligger klosteret og museet Convento de la Merced, hvor det koster 3 sol at komme ind. Flere skoleklasser gik rundt og kikkede på de mange religiøse malerier der er malet i alle buegangene, og vi lagde specielt mærke til det billed, der er malet i indgangspartiet og som forestiller spaniernes kamp med araucaniaindianerne i det sydlige Chile. Maleren har med billedet ville understrege, hvor dumme han synes indianerne var, idet deres pile landede på indianerne selv. Museet rummer religiøs kunst, malerier og messekåber og den slags, og en nydelig skulptur af Jesus med inkahue og peruvianske ansigtstræk.
Foran Santo Domingo-kirken og Guldpaladset er der en græsplæne, og nede under jorden er der også et museum kaldet Museo Arqueológico Qoricancha og det viser mest genstande der er fundet da man udgravede området mellem kirken og hovedgaden Avenida Sol. Masser af små figurer er gravet frem, bl.a. små guldlamaer, men museet rummer også mumier og gamle fotografier fra Cuzco.
I den modsatte ende af Avenida Sol er der et stort Inkaspringvand, forstået på den måde, at der er en stor inkastatue og han er omgivet af en masse brusende vand. Lige overfor springvandet ligger i en stor hal et handelscenter med souvenir, og det er bare række op og række ned med boder, og hver bod er stablet op med tekstiler og alskens ting og sager. Der var næsten ikke nogen kunder, og de ”handlende” sad og sov eller lavede håndarbejde, men det kan konstateres at peruvianerne er bedre til at producere souvenirs, end til at sælge dem.
Vi fandt en lille hyggelig restaurant, der ikke var meget større end vores dagligstue, og da vi havde rykket 3 borde sammen til os, var der kun to borde tilbage til andre gæster, for madmor der stod i hjørnet med sit stenkomfur, og lynhurtigt fremtryllede de dejligste retter, skulle også have lidt plads.
Peru |
Plaza de Armas er byens centrum, og i inkatiden var det hele det mægtige rigets centrum med 4 veje ud i de 4 verdenshjørner til de 4 regioner. Mange centrale skikkelser er i tidens løb blevet henrettet på pladsen, således også Túpac Amaru, der var den sidste uafhængige inka, og da hans afhuggede hoved blev hængt op på pladsen, var inkaernes magt for altid brudt. 
Da vi ankom til byen først på eftermiddagen, åndede alt idyl på Plaza de Armas, og da vi ikke kendte pladsen som den tidligere så ud med træer, så den bare ganske nydelig ud med sine sirlige blomsterbede og et springvand der var befolket med havmænd, der blæste vand ud af konkylierhorn. Kun nogle få minutters gang fra Plaza de Armas, oppe i den gamle bydel, blev vi indlogeret på det trestjernede hotel Suenós del Inka og helt sikkert – det var turens fineste og bedste hotel. Receptionen var meget smagfuldt indrettet med ovenlysvinduer og der var lækre værelser. Topas har den gode skik, at når der overnattes i byer, så er det som regel i de gamle og historiske bydele eller nær ved, og ikke noget med store firkantede luksusklodser ude i udkanten af byen. Ligesom Topas foretrækker vi selv hoteller eller gæstehuse der er små, gode og hyggelige frem for hoteller med mange stjerner. Hotelpriserne i Cuzco stiger helt vildt for tiden, og vores værelse kostede i rejsende stund 110 dollar for en nat, men da det er udbud og efterspørgsel der bestemmer priserne, går de selvfølgelig opad i takt med at turisttrykket for tiden stiger voldsomt.
Cuzcos indbyggere går stort set i europæisk tøj, og kun dem der stiller op til turistfotografering er i originale dragter, og det gør at f.eks. Punos befolkning på mig virker mere sprudlende og oprindelig original. Bygningsmæssigt er Cuzco dog noget helt specielt, og mange af kolonihusene hviler på de gamle inkamure; men selv om det er svært at se forskel, er der også en del ”snydemure” imellem, med kampestensmure fra kolonitiden. Det er som regel de nederste 2-3 meter der er af fint tilhuggede kampesten, men som en tommelfingerregel, så er kolonihusenes mure lodrette, medens inkamurene skråner lidt indefter foroven, og meget snedigt udtænkt, modstår de derfor meget bedre jordskælv. I gaden Hatunru Miyoc var vi ikke i tvivl om, at det var ægte inkasten, for ikke så meget som et knivsblad kan presses ind imellem de fint tilpassede sten. Den berømte 12 kantede sten, der passer perfekt ind i omgivelserne, vækker størst opmærksomhed, og den var let at spotte ud, idet en japansk gruppe, under skarp ledelse af deres guide, skiftedes til at træde frem for at blive fotograferet som foran en anden ”Lille Havfrue”.
Tilbage til tiden hvor inkaherskeren regerede over Amerikas største imperium, og det var et rige, der strakte sig over 37 breddegrader på en 4.600 km lang strækning langs Stillehavet i vest, til Andesbjergene ca. 300 km mod øst. At underlægge sig fremmede folkeslag kræver råstyrke og mod, men bagefter at få det store rige til at hænge sammen i et samfund, kræver et veludviklet organisationstalent, som inkaerne mestrede til fulde. Af Inkarigets 9 millioner indbyggere, der bestod af over 100 forskellige etniske grupper, havde kun 40.000 inkablod i årene, men de forstod igennem en stærkt hierarkisk administration at styre landet helt ud til den fjerneste afkrog. Det samlede rige hed på quechua Tawantinsuyu – De Fire Verdenshjørners Rige- og fra det centrale torv i hovedstaden Cuzco var riget opdelt i 4 kvarterer med hver sin guvernør, der alle havde herskerblod i årene. Guvernørerne havde et antal provinsguvernører under sig, og de havde igen en række overordnede embedsmænd, der havde magten over de lavest rangerende embedsmænd, der havde ansvaret for 10-50 husstande. Den øverste del af aristokratiet havde udstrakte privilegier, så som retten til at eje privat jord og gå med guldøreringe. Øreringene var tegn på indflydelse og magt, og der kan gisnes om, at de var både store og tunge, for senere da spanierne kom til, kaldte de øreringebærerne for ”langører”. Embedsmændene var konstant på farten, og et par gange om året blev der aflagt besøg i de private hjem, for at tjekke om kvinderne sørgede for rent tøj, ordentlig mad til familien og om hun havde afluset børnene. Embedsmændene regnede også skatterne ud, og da inkaerne ikke havde noget møntsystem, skulle skatten falde i form af afgrøder og arbejde. 
I op til 2-3 måneder om året skulle alle raske mænd stille sin arbejdskraft til rådighed for staten, og det er den væsentlige grund til, at rigets store anlægsarbejder kunne gennemføres med bl.a. templer og et 40.000 km vejnet. Tvangsarbejdet kaldes mita og var ikke ulønnet, idet der blev udleveret tøj og afgrøder til gavn for landsbyens beboere, og bl.a. blev der introduceret mere produktive majs- og kartoffelsorter. Den spanske soldat Pedro Cieza de León skriver i 1550 om inkaernes stianlæg: ”Så længe mennesket kan huske tilbage, findes der ingen beretninger om veje så fantastiske som disse. De går gennem dybe dale, over høje bjerge, snemasser, rivende strømme, vilde klipper og skummende floder. De er hugget ud over afgrunden og skåret igennem bjergenes klipper, de går langs floderne med mure ved siderne og har trin og hvilepladser oppe i sneen. Overalt er de helt rene og fejet fri for affald. Ingen mægtig konge i hele verden kan bryste sig af noget lignende.” 
Inkariget var et agerbrugssamfund og al jord tilhørte inkastaten, men den blev inddelt i 3 puljer hvor den ene gik til herskeren og statsapparatet, den anden til solen (præsterne) og den sidste til lokalbefolkningen. En del af Solens andel af afgrøderne blev opmaganiseret, og i magre tider med f.eks. tørke blev der delt ud af overfloden så ingen sultede. Desuden blev samfundets svage, de syge, gamle og forældreløse også forsynet med mad og tøj fra statens lagre, så et socialt sikkerhedsnet var spændt ud under befolkningen. Inkaerne forbedrede også dyrkningsmetoderne med nye terrasser, gødning og vanding og ofte steg landbrugsproduktionen betragtelig efter indlemning i riget. Med jævne mellemrum holdt herskeren overdådige fester for sine undersåtter hvor mad, majsøl og gaver flød i rigelige strømme.
Da inkakongen Huayna Capac døde i 1528 havde han ikke kronet sin efterfølger, og de to sønner Atahualpa og Huascár kæmpede om magten i en udmarvende borgerkrig, hvor Atahulpa havde magten i det nordlige og Huascár i det sydlige rige. Det var derfor et rige i dyb splittelse spanieren Francisco Pizarro mødte, da han i 1532 gik i land på Perus nordkyst med sine 167 mænd. De hvide mænd blev modtaget med åbne arme af inkaerne, der overdængede gæsterne med mad og gaver, og de var dybt imponeret af de fremmedes ildvåben og enorme ”lamaer” hestene. ( I følge Antoine B. Daniels bog ”INKA Solens prinsesse” skrives der: ”De kom over havet på et bjerg af træ der flyder på bølgerne. Nogle af den har overkroppen dækket af en slags mærkeligt sølv, medens andre kun har pels overalt, til og med i ansigtet. De går oprejst som mennesker, men de stinker og taler et ukendt sprog”. 
Spanierne lovede at løslade Atahualpa igen, når hans 30 m2 store fængselscelle var fyldt med guld i en højde af 2,5 meter, så inkaerne kom med guld fra nær og fjern, for at løskøbe deres hersker. Anstrengelserne var dog forgæves og Atahualpa blev anklaget for ikke at være kristen, for flerkoneri og for at være gift med sin søster, og for øjnene af de hulkende undersåtter blev Atahualpa kvalt i det spanske henrettelsesinstrument garrotten. 
En række inkaer blev indsat af spanierne, men lige så hurtig blev de henrettet, og inkaens hustruer blev voldtaget for øjnene af ham. Inkaernes kunstgenstande af guld blev smeltet om, og templer blev ødelagt, så det var ikke ligefrem en dans på roser at være inka under spanierne. Der var optræk til oprør i de efterfølgende år, men alt blev brutalt slået ned. I 1572 blev den sidste modstand knækket, da den sidste inkahersker Tupac Amaru blev henrettet, og overalt herskede der ødelæggelse og elendighed, i det før så stolte rige.
Skøn morgen med høj sol og stille vejr. Morgenmaden på hotel Suenós del Inka var udsøgt med masser af frugt og tilsat en høflig betjening. Vi skulle have informationsmøde om Inkastien, men inden da, nåede vi en lille tur i byen, og gik ind i den overdådige katedral, der blev påbegyndt i 1559 og var færdig 100 år senere. Spanierne ville helst udrydde så meget som muligt af det ”hedenske” uciviliserede inkarige, men at udrydde ethvert spor var en umulig opgave, så derfor byggede spanierne deres egne bygninger ovenpå de uforgængelige inkafundamenter. Katedralen er derfor bygget ovenpå Inca Viracochas palads, og mange af stenene til byggeriet er desuden taget fra Sacsayhuamán, der er en inkafæstning oven for byen. Alteret og koret er overdådige træskærerarbejder, og kirken er udsmykket med mange malerier af ”Cuzco-skolen”, der er malerier malet af kristnede indianere. De bibelske hændelser er set med ”indianske øjne”, og derfor kan det ikke undre, at der bliver serveret stegt marsvin i ”den sidste nadver” og at mange af de bibelske figurer har indianske ansigtstræk. 
På informationsmødet fortalte Mette om de næste dages vandring på Inkastien, og der blev fortalt om længden på dagsetaperne og tidsforbruget, og der blev lovet lange seje opstigninger og regnvejr. Bagagen på trailen skulle reduceres til et minimum, for vi måtte højst medbringe 7 kg hver i de udleverede bagagetasker. Sådan en bagagetaske var ikke større, end at to komprimerede soveposer og en håndfuld tøj fyldte den ene, og 2 liggeunderlag, et par rene underbukser og en tandbørste fyldte den anden. Næsten. Deodorant skulle dog endelig medbringes, for bademulighederne var begrænsede. Grunden til de maximale 7 kg var, at vi havde bærere med til det grove, og da de også skulle bære deres egen bagage foruden telte, borde, stole, mad, gasflasker m.m., måtte luksusdelen af ekspeditionen begrænse sig lidt. Vi skulle derfor kun sørge for vores dagtursrygsæk, og hvad vi fyldte i den var vores egen sag, så længe vi kunne bære den i et passende tempo. Mette fortalte om en tidligere gæst, der ikke stolede på vandforsyningen, og fra starten medbragte 15 liter vand, indtil vedkommende segnede under vægten. Så renlighed er en god ting, men selv at medbringe vand til et karbad er meget uhensigtsmæssigt i de højder. Til drikkepenge til lokalguiderne, kokken og bærerne skulle vi regne med 70 sol pr. luksusrejsende, til deling mellem de tjenende
ånder.
En af byens store seværdigheder er Santo Domingo klosteret, der er bygget ovenpå inkaernes Guldpalads. Allerede på afstand ser byggeriet mærkeligt ud, for ovenpå en kæmpestor bueformet inkamur er lidt forskudt plantet en stor katolsk klosterkirke. Ved at bygge en kirke ovenpå Cuzcos mest betydningsfulde inkatempel Qoricansha, viste spaniernes hvordan et kultiveret folk på elegant vis kan undertrykker et andet folk og ødelægge deres værdier. Før spaniernes erobring var Guldtemplet et helligt offersted og et astronomisk observatorium, og 4.000 præster og hjælpere havde deres gang her. Templet indeholdt ufattelige rigdomme, bl.a. en solskive af guld der reflekterede
solstrålerne og sendte dem ind i templets indre, hvor de gyldne stråler faldt på en samling af guldfigurer, og et guldalter på 380 kilo. Væggene var dækket med 700 stk. 2 kilo tunge guldplader, og det skal også nævnes, at templets patio var fyldt med figurer af lamaer, træer, blomster og fint forarbejdede sommerfugle i guld og sølv, og alt i naturlig størrelse. 
Tre spanske conquistadores nåede at se rigdommene i al deres vælde, men det var begrænset hvad de kunne have med i lommerne, så de vendte senere frygtelig tilbage for at plyndre yderligere, men i mellemtiden havde inkaerne fjernet solskiven, og gemt den et sikkert sted. Og det sted er så sikkert, at der ikke er nogen, der har fundet solskiven endnu, men - måske dukker den op en dag.
I klostergården sad en peruviansk mor og solgte lidt souvenir, og hun havde sin lille baby med. Babyen så glad og fornøjet ud, og det kan godt undre, for arme og ben var snøret ind til en stram bylt, så kun ansigtet var frit, og det eneste babyen kunne bevæge sig med, var at rynke på næsen. Egentlig en ide til danske vuggestuer, for børnene kunne jo stables op ad væggen og der kunne presses endnu flere børn ind på et mindre areal. 
Inkamuseet, der har til huse i admiral Francisco Maldonado store bygning fra 1600 tallet, står kun på en 9. plads over Cuzcos seværdigheder, men jeg synes personligt, at det er noget af det bedste. Det koster 10 sol at komme ind, og i porten bliver man modtaget af en stor inka i fuld krigsmaling, men ærgerlig nok er det kun en træfigur. Museet rummer store interessante udstillinger af de kulturer der var før inkariget, og at det var dygtige mennesker, er der ikke tvivl om. Ellers rummede museet vævede stoffer, der var helt ubegribeligt kunstfærdige, mumier, tabloer, urskovsindianere og inkaernes erobringer og inkariget sat ind på et kort over Europa viste, at riget i udstrækning gik fra Stockholm til Lissabon. Til sidst var der en afdeling om nutidskunst, især træfigurer der også var værd at se.
Solen, højden og de fremmede bakterier havde været hårde ved os. Personlig havde jeg afskallet rød næse, sår på læberne og dårlig mave, så da jeg kom ned på gaden, blev jeg antastet af en ung dame, der kikkede indgående på mig, hvorpå hun udleverede en reklame for det nærliggende Unisex Beauty Center. Det havde nu nok ikke hjulpet så meget, så jeg gik ned på hovedgaden Avenue Sol. Især på hovedgaden er der mange vekselerkontorer, og udenfor kontorerne står der mænd og damer der vifter med tykke bundter af pengesedler, og lover én en anelse bedre vekselkurs.
Om aftenen havde vi aftalt med Jette og Alice, at vi skulle ud og spise sammen, men på en eller anden måde var der flere, der ville med, så ene mand gik jeg i byen med seks damer, og det var mig slet ikke ubehageligt. Nede på gaden vækker syv sultne europæere opmærksomhed hos menupigerne - der er dem der prøver at shanghaje gæster til restauranterne - og i løbet af et øjeblik havde vi 5 piger stående, der viftede med hvert sit menukort. De begyndte at underbyde hinanden, der blev lovet gratis drinks, én middag fri, 10 % rabat m.m., så det var lidt svært, især da vi ikke kendte nogen af stederne. En af mine damer havde løsningen, idet menukortene blev samlet sammen, og da der så blev trukket lod, kunne det nok ikke gøres ret meget mere retfærdig, og afstedkom i hvert fald ret så meget morskab. Efter middagen var der optræk til pjank på pigekammeret, for damerne havde købt øl, og ville have mig til at deltage i festlighederne, men min mave gjorde igen knuder, så jeg måtte takke nej som til dansen på Amantani. 
Lige over Cuzco by, man kan faktisk gå derop på en halv time, ligger Sacsaywaman, der er Cuzcos største ruinkompleks, og regnes for det mest fantastiske bygningsværk i Inkariget. Sacsaywaman er – set fra luften – bygget så den ligner en puma, og det var for inkaerne symbolet for styrke I dag er der kun omkring en femtedel tilbage af det oprindelige bygningskompleks, men det er stadig meget imponerende. Fra Inkarigets fald og i de næste 400 år brugte man ruinen som stenbrud, når der skulle bygges nyt i Cuzco, da det var en meget nemmere adgang til byggemateriale, end inkaernes besværlige udhugning af sten fra bjerget, på den anden side af Cuzcodalen. Den største sten vejer 360 tons og har en længde på 8½ meter, og den er der ikke nogen der har rørt ved siden inkaerne. 
Som Sacsaywaman fremstår i dag, er det den zigzakformede ringmur i 3 niveauer, der er mest imponerende, for den står stadig med mange af de fint tilhugne stenblokke stablet ovenpå hinanden. Ellers menes det at fæstningen oprindelig har været en labyrintlignende by med tre store tårne og plads til 5.000 soldater. Foran ringmuren ligger en stor plads, som har været benyttet til militærparader og religiøse ceremonier, og her var der plads til store forsamlinger af mennesker. I vore dage genopstår pladsen hvert år den 24. juni i al sin pragt, idet tusindvis af udklædte mennesker genopliver inkaernes stolte traditioner, og heldigvis er inkakulturen noget peruvianerne bliver mere og mere stolte af - og det med rette. På den anden side af pladsen ligger en klippeknold kaldet Rodadero, og her er ”Inkaherskerens Trone” hugget ind i den bare klippe, så her har han sidder og overværet festlighederne på pladsen.
Ved siden af Sacsaywaman, med udsigt ud over Cuzco by, står en stor hvid Kristusstatue, der i 1941 blev givet byen som gave fra den store arabiske koloni i Cuzco. Muhammed må som bekendt ikke afbilledes ifølge muslimerne, men tænk engang at en arabisk koloni, der sandsynligvis var muslimer, giver byen en kristusfigur, det er en storslået gestus, og lyder i vore dage næsten for godt til at være sandt. 
Da der var gået en halv time, var det slut med tålmodigheden og høfligheden, og med små skridt nærmede jeg mig den skyggefulde mur. Vi fik vistnok gjort Abram begribelig, at det var for meget af det gode. Personligt havde jeg selv håbet på, at han ville fortælle og forklarer detaljer om Sacsaywaman, for her var sket ting og sager. Først bagefter har jeg fundet ud af, at der på bagsiden af Rodadero er en naturlig rutschebane i klippen som benyttes af børn og livsglade turister, og at rutsche på en ægte inkabane, ville ellers til fulde opveje den mistede rutschebane i Puno -øv.
Den hellige dal har først fået sit navn i turismens tidsalder, for inkaerne selv synes ikke den er mere hellig end så meget andet, men der er dog en ualmindelig stor koncentration af ruiner og helligdomme i dalen. Dalen hedder egentlig Urubambadalen efter floden Urubamba, der slynger sig hele vejen op i nærheden af Machu Picchu og videre til lavlandet. Dalen er et vigtigt landbrugsområde, der forsyner Cuzco med grøntsager og frugter, og klimaet er mærkbart mildere, da dalen ligger 600 meter lavere end Cuzco. 
Fra P- pladsen går en inkasti - altså ikke Inkastien, som er betegnelsen for et bestemt stykke sti, der går til Machu Picchu, men alligevel en typisk inkasti, hvor trapperne snoede sig langs bjergsiden, og vi kunne lige så godt vende os til, at inkastier ikke har rækværk. Der er masser af terrassemarker i området, og i forskellige niveauer ligger inkaruinerne og pynter malerisk i landskabet. Den mest betydningsfulde af Pisacruinerne er omkring Intihuatana, der er en hellig solsten, og bygningen omkring kaldes Soltemplet. Ruinerne ved Pisac har været et religiøst og administrativt centrum, med det har også fungeret som et fæstningsanlæg, der skulle hindre de fjendtlige stammer fra lavlandet at trænge ind i Cuzcoområdet. Vi var bestemt ikke alene ved Pisacruinerne, for det myldrede med turister, men det var ikke europæere for de lignede mest Sydamerikansk ungdom.
En barfodslæge havde også slået sig ned i vores nærhed, og han havde en række fotografier af sygdomme som man kunne bladre igennem, og når der så var noget der lignede, havde han lige pillerne til en perfekt helbredelse. De offentlige toiletter havde udvidet eksklusiv turistservice, idet man fik udleveret papir, og ude igen ved vandhanen, kom toiletdamen med et smil og en klat cremesæbe, men så havde hun også fortjent at få sin sol.
Bagved byen rejser terrasserne sig op ad en stejl bjergside, og oppe på toppen ligger et at inkaernes største forter. Ser man op mod toppen står der seks enorme slebne stenblokke, og flere skulle være føjet til, men fortet blev aldrig bygget færdig, og derfor ses stadig store tilslebne stenblokke for foden af terrasserne og nedenfor ved fortet. Bemærkelsesværdigt er det, at stenblokkene kommer fra bjergene på den anden side af floddalen, og at det har kostet blod, sved og tårer at transportere de kæmpesten med datidens hjælpemidler er der ingen tvivl om, så vores respekt for inkaerne byggekunst steg og steg. 
I 1536, hvor Inca Manco trak sig tilbage efter at have tabt slaget ved Sacsaywaman i Cuzco var det til Ollantaytambo, hvor spanierne året efter endeligt prøvede at knække inkaerne. Inkaerne havde forskanset sig på toppen og var klar til kamp, da 70 spanske ryttere og 30 fodfolk, samt et ukendt antal indianske hjælpere, forsøgte at forcere de stejle terrasser. Rullesten, pile og spyd mødte spanierne, og de magtede ikke at indtage fortet, især ikke da inkaerne oversvømmede området neden for fortet, så hestene ikke længere kunne bevæge sig frit. For en gangs skyld var slaget tabt for spanierne, de vendte slukørede tilbage til Cuzco og inkaerne havde fået endnu en stakket frist og vi mærkede endnu engang historiens vingeslag.
Selvom det var nær Ollantaytambo, vi skulle starte på Inkastien, kørte vi lidt tilbage til Tarabamba, hvor vi blev indlogeret på et lille hostel kaldet El Maizel, og som vistnok blev ejet af en gammel tysk dame. De lave hyggelige bygninger lå i en fin have med blomster, og gudskelov var det tørvejr, for taget på vores bygning havde bliktag; men ellers var det et dejligt stort rustikt værelse uden skærme på de elektriske pærer og en myrevej, der gik tværs over gulvet på badeværelset, generede ikke. 
Der var ikke andre end os på Inka House, men for to timer siden havde Mette været der og bestilt aftensmad, og de havde lavet en stor buffet med mange forskellige lokale højlandsretter, foruden desserter og kaffe. Det var et rigtig hyggeligt og eksotisk sted, og jeg havde helt ondt af Topas, der skulle bekoste sådan en fin middag på os, så jeg spurgte Mette hvad sådan et traktement mon kunne kostede: ”25 sol pr. person” og så havde jeg alligevel ikke så ondt af dem.
Endelig oprandt den dag som vi især havde glædet os til, for vi skulle ud at vandre på inkaernes pilgrimsrute fra Ollantaytambo til Machu Picchu. Inkastien, som ruten kaldes, blev først genopdaget i 1940, og det er hverken den korteste eller letteste sti til Machu Picchu, for inkaerne havde også en sti langs Rio Urubamba til daglig brug, og det er også langs denne flod der i vore dage ligefrem går en jernbane. Selvom der også er smukt langs floden, er det trods alt nede i bunden af en dal, og hvis pilgrimmene skal føle samhørighed med naturen og guderne, skal man op på højdedragene og herfra nyde de flotte udsigter. Bygningsværkerne langs stien er ikke anlagt til beboelse, men snarere som ceremonielle centre, og alle er anbragt på steder med særlig flotte udsigter. Efterhånden som Inkastien tilbagelægges bliver bygningsværkerne mere og mere imponerende og med flottere og flottere udsigter, der så kulminerede i Intipunku, selve Solporten, med udsigt ned til Machu Picchu, og det var den oplevelse vi ville have med i vores samling af livsoplevelser.
Der er en del andre, som også gerne vil have den oplevelse, og fra januar 2001 blev det forbudt at gå Inkastien på egen hånd, og samtidig blev der sat et dagligt loft på max 500 vandrere, og adgangsafgiften blev sat til 50 US dollar. Den pris er nok steget siden, og vi fik at vide, at vores adgang inkl.guider og bærere kostede 450 US dollar, men uden forplejning og togturen ned. 
Fulde af forventninger ventede vi på bussen ved det lille hostel El Maizel, og for en gangs skyld var bussen et kvarter forsinket, inden vi kørte den korte tur til Ollantaytambo. Vores bærere der stammer fra området ankom på en lastbil og de var alle i maleriske orangerøde ponchoer, og vi fik købt noget vand til at vandre på, og nogle dutter. Der er nemlig den regel, at vandrestave skal påmonteres gummidutter på Inkastien, så stålspidserne ikke skader de gamle stier, og det er jo fornuftig nok. At der er ”duttvang” vidste landsbyens beboere selvfølgelig, så der gik ligefrem kvinder rundt på den lille plads og solgte dutter, så det var bare at finde en dame og sige:” Dos dut” og så var den klaret.
Vores bagage til bærerne blev lagt i en bunke, og så skulle vi ikke spekulerer mere på den, før vi om aftenen helt selv skulle pakke den ud, dog. 
Vandringen startede med en kraftig kort stigning, for derefter at gå over til en jævn bred grussti, der snoede sig forbi blomstrende kaktus og store brugmansia, på dansk engletrompet. Solen stod højt på himlen med 25 grader, og der var enkelte hvide skyer, men det var ret blæsende, og da det ikke var smart hvis kasketten blæste ud over klippekanten, havde jeg hold i den med en stump sejlgarn.Vi kom forbi enkelte små hytter, og efter en kort heftig stigning, var der opsamling ved en beboelse med et skyggefuldt halvtag og en sodavandsbod. Der var ikke det store salg, for vi havde tanket op i Ollantaytambo inden starten og der var ingen der havde lyst til at bære mere end højst nødvendig. 
Efter i nogle timer at have fulgt Rio Urubamba, hvor vi enkelte gange havde hørt toget tude, drejede vi op ad sidefloden Rio Cusichaca. Her var der udsigt til ruinen Patallaqta, der betyder Terrasseby, og her dyrkede man mange af de fødevarer man behøvede i bebyggelserne langs Inkastien. Kort efter var det frokostpause ved floden, hvor spiseteltet og køkkenteltet allerede var sat op, og vi gik straks igang med, ”ikke noget”, for vi skulle bare henslænge os, medens kokkene arbejdede, og lidt efter serverede de brød med pålæg, majssuppe, grønsagsret med kylling og derefter te og kaffe. Fik jeg sagt, at bærerne selvfølgelig også havde medbragt borde og stole, så luksusmenneskerne kunne sidde behageligt. På teltene stod der Machete Tours, Mountain and Jungleekspedition, og det var det lokale firma, der arrangerede vores Inkatrail, og senere jungletur, og jeg kan allerede røbe her, at det gjorde de ganske udmærket. Efter frokosten skulle der selvfølgelig vaskes op, men det var heller ikke vores bord, så vi gik bare videre, næsten uden dårlig samvittighed. 
Tordenen rumlede i det fjerne, og der var optræk til regn, men det blev ved truslen, og det var faktisk dejligt med overskyet vejr til vandringen. På denne del af Inkastien havde vi endnu ikke sluppet den nuværende civilisation, så nogle af de enkelte smågårde vi passerede, havde udbygget stiens faciliteter med salg af sodavand, chokolade og kildevand. Stien fortsatte uden nævneværdige stigninger op igennem Cusichacadalen, og midt på eftermiddagen var vi fremme ved turens første lejrplads, der ligger i nærheden af den lille landsby Huayllabamba. 
En pige fra landsbyen kom med sodavand og vand, og der kom hurtig gang i hendes forretning, for det kan aldrig siges med bestemthed om der kan købes noget senere, så det er med at tanke op, når der er lejlighed til det. Til pladsen var der en fin toiletbygning, sådan nogenlunde da, men der var da 4-5 toiletter og et par vaskekummer. Selvfølgelig var der ikke varmt vand, toiletbrædt eller lys, men det er der nok heller ikke nede i landsbyen, så det må henregnes til luksusproblemer. På en af wckummerne var der et par store sorte fodspor, så der må have været en der manglede sit sædvanlige wc hul i jorden.
Allerede klokken 4 om morgenen var der så meget skramlen af gryder henne fra køkkenteltet, at landsbyens hane blev vækket, og gav sit besyv med. Vi kunne dog ligge en time mere, inden morgenvækningen klokken 5, hvor der blev serveret te på sengen og hvis vi kikkede ud, kunne vi se solen skinne på de allerøverste snedækkede tinder. Der var en time til den rigtige morgenmad, så der var god tid til tandbørstning, pakning af soveposer og underlag. Under morgenmaden blev bærerne jaget ud af spiseteltet hvor de havde overnattet, og de sad og klumpede sig sammen, og skuttede sig under deres ponsjoer i morgenkøligheden, hvor der kun var et par varmegrader. Så snart vi havde spist og vi havde ryddet vores bagage ud af teltene, kom der gang i bærerne, som fik slået teltene sammen i en fart, fordelte bagagen og omkring kl. 7 var vi klar til afgang. 
Fra Huayllabamba fortsatte grusstierne op igennem Llulluchadalen, og hele tiden blev de stejlere og stejlere. Hvor to flodarme løber sammen, ligger et sted kaldet Tre hvide Sten og her var der heldigvis pustepause. Lige i nærheden af mig slog et par indianere sig ned, den ene var en ældre dame, og den anden en ung pige. Den ældre dame havde en stor bagage med, som hun pakkede ud, og det viste sig at være forskellige gryde, som det stadig dampede fra. Hun tog en tallerken frem, og begyndte at dynge ris, sovs og kød op i så stor en portion at to murarbejdsmænd ville levne, men damen rakte tallerken til den unge pige, og hun begyndte at guffe i sig. Jeg ved ikke om det var madpakken, eller hun havde tænkt sig at sælge af maden, for vi fortsatte lidt efter vandringen.
Efter de Tre hvide Sten krydsede vi vandløbet, og kom ind i Tågeskoven. Hidtil havde det været et åbent landskab med stridt græs og enkelte buske, men solen brændte ubamhjertigt, så det var dejligt at komme ind i skyggen under de forkrøblede træer, hvor mos og spansk mos hang ned alle vegne, og gjorde skoven ulden.
Ude af skoven og efter 3 timers trappetræning, var det tetid ved lejrpladsen Llulluchapamba, og kokken forkælede os med nybagte osteboller og kiks. Vores vandrestokke havde vi nærmest smidt tilfældig fra os, da vi udmattede nåede et fladt terræn, og det var i sidste øjeblik at vi opdagede, at en lille indianerpige havde samlet nogle stokke sammen, for at se hvor langt ned af bjergsiden sådan en stok egentlig kunne falde. Ved denne plads kunne der også købes drikkevarer, men det er ikke noget man ved på forhånd, så vi besluttede at synes, at der er meget mere sport i selv at bære sit tunge vand op ad bjergskråningerne.
Vi skulle jo videre, og det var stort set kun trappetrin, der i de næste 1½ time gik ned, ned og ned, inden vi helt brugte midt på eftermiddagen nåede lejrpladsen Pacaymayo i 3.600 meter, hvor frokosten ventede. Lejrpladsen lå også her på smalle terrasser i det skrå terræn, og heldigvis stod teltene allerede på rad og række. Det tager ikke engang et kvarter, så er underlaget pustet op, soveposen rullet ud, støvlerne taget af, og man kan få en lille en på øjet, medens man drømmer om stormagasiner og rullende trapper. Nej, det havde været en anstrengende, men også god vandredag, og det var ikke noget, der kunne tage pippet fra os.
Et rislende vandløb løb lige i nærheden af vores telt, og længere oppe var der et vandfald. Liggende i teltet med teltsiden slået op, var der udsyn til hele den vide verden. Foruden bjergtoppene, fik vi i løbet af eftermiddagen set kolibrier, kondorer der svævede rundt og en lille hjort. Også toiletbygningen på denne plads var udmærket, men vi var nu så langt ude i det øde, at det var slut med køb af drikkevarer, for der var ingen der orkede at bære det så langt, og vi havde heller ikke set noget beboelse hele dagen. 
Man skal stå tidligt op, hvis man skal på wc uden kø, og det troede jeg faktisk jeg var, men bærerne var på stikkerne, og hvis de ser en lukket dør så banker de, så ingen får lov at falde i staver. Da vi var udenfor købevandets rækkevidde, havde kokken kogt vand, så vi kunne fylde vandflaskerne med drikkevand, og så var vi klar til dagens vandring.
Et par kilometer nede af stien, men op ad et par hundrede ekstra trappetrin, ligger en større ruin som hedder Sayacmarca ”Den dominerende by” på toppen af en smal klippetop. Her er der fint tilhuggede offersten og altersten, men ellers er det en lidt grov ruin, forstået på den måde, at det som regel kun er templer og paladser, hvor stenene er forarbejdet så de passer sammen, hvorimod almindelige verdslige bygninger, er bygget med sten og mørtel. Fra ruinen er udsigten uovertruffen, og ned ad bjergsiden ses så langt øjet rækker, den fint forarbejdede hovedvej, bygget mesterligt af det folk som spanierne kaldte uciviliserede.
Fra bunden i dalen gik det igen opad, men Inkastien har den fordel, at passene bliver lavere og lavere, og op til 3. pas var det kun en let opstigning. Her starter så småt den tågeskov som fortsætter helt til Machu Picchu, og vi kom ind på det stykke inkasti jeg personligt synes bedst om, idet stien gik på den stejle bjergside tæt bevokset med urskov, men alligevel med flotte udsigter hele tiden. Den anden vandregruppe var væk, og bærerne var også forsvundet, så vi havde hele den vide verden for os selv. Et sted kom vi igennem en tunnel der er hugget igennem bjerget, og lige før 3. pas går stien på en lille kam med udsigt over Aobambadalen til venstre og Urubamba-dalen til højre. Nærmest på toppen af det 3. pas, der ligger i 3.650 meter, ligger der en flot beliggende lejrplads kaldet Phuyupatamarca ”Byen i skyhøjde”, og her spiste vi frokost på en klippeknold med udsigt ud over dalen. 
Fra Phuyupatamarca går en stejl stentrappe ned til den maleriske ruin Winay Wayna, der betyder ”Evig ung” og ruinen blev først blev opdaget i 1941. Her er der terrasser som man mener, har været brugt som forsøgslandbrug, og en række ceremonielle bade, men nu begyndte jeg at løbe sur i ruinernes navne, for jeg synes der var ruiner overalt. Stien fortsætter langs bjergsiden, og urskoven står tæt både op ad bjerget og ned ad den stejle bjergskråning, og jeg tænkte faktisk på, at hvis man snublede og faldt ned ad skråningen - og ingen så det - så ville man da aldrig blive fundet igen i det vildnis. Åse gik lige foran mig, og faktisk så snublede hun, men faldt til alt held ind mod bjergsiden, og der skete ikke andet end at hun fik en slem forskrækkelse.
Min egen facination af orkideer ligger helt
tilbage til min barndom, da min mor engang fik en stor lyserød orkide i
et reagentglas. Jeg var nok i min lyserøde alder dengang og nem at
imponere. I dag synes jeg, at netop den slags orkideer er meget
prangende at se på - men forundres stadig over naturens overdådighed
og jeg her altid haft en drøm at se dem i naturlige omgivelser.
Her var masser af orkideer - når først man
havde lært at "se" dem. Jordorkideer på lange stængler.
Orkideer med bulker og blomsterstænger på 75 cm med utallige blomster
i klaser. Orkideer med blomster på ½ cm i diameter. Orkideer der var
som klistret på bjerget. Orkideer der hang oppe i træerne. Orkideer i
gule-, cyklamen- og orangefarver fra helt lyse til helt mørke nuancer i
alle mulige størrelser blomster.
Den ultimative oplevelse er at stå ved Solporten, og opleve solopgangen over Mashu Picchu. Vi gjorde da hvad vi kunne, ved at stå op klokken 3.45 og var klar til afgang klokken 5, hvor det først lige var begyndt at lysne. Toiletbygningen var ikke den store luksus, og den nødtørftige vask foregik i store stenkummer i lommelygtens skær. Låsene på toiletdørene var faldet ud (hvis der havde været nogen) og det var ret besværligt, at sidde med fingeren i låsehullet og holde på døren. Med tændte pandelamper pakkede vi rygsække, og medens vi spiste kokkens tykke pandekager pakkede bærerne teltene sammen. Vi havde været overmåde tilfredse med Machete Tours behandling af os på Inkastien, og ved en lille drikkepengecerimoni var der stort bifald og applaus, og ikke mindst til kokken, der havde kræset for os under de primitive forhold. 
I det tidlige morgenlys vandrede vi ned ad stien til en fremskudt indgang, der først åbnede klokken 5.30 og her stod allerede de mennesker i kø, der også ville opleve Mashu Picchu i morgenlys. Stien fortsatte igennem den tætte regnskov, og der var flotte kik ned ad den stejle bjergsiden til bunden af dalen, hvor floden bugtede sig, og bruset kunne høres helt op til os. En damp lå hen over floden i den kølige morgenstund, og langs med floden kunne vi skimte jernbanen og nogle bygninger, og det lignede en modeljernbane, set fra vores højder.
Her kan jeg ikke lade være med at citere lidt fra Antoine B. Daniels bog ”INKA Solens Prinsesse” da bogens heltinde Anamaya står i Solporten, og for første gang kikker ned på Machu Picchu: ”Aldrig har hendes øjne åbnet sig for en sådan pragt. Aldrig har hendes hjerte suget en sådan skønhed til sig. Indfældet i slyngværker af tinder og dale glider byens flanker nedad som en umådelig, fuldendt skulptur; fra terrasse til terrasse på svimlende skråninger, som strækker sig ned mod den brusende flod. Huse, gader, templer, gårdspladser, mure og hellige marker tegner et vidunderligt spind i brunt, okker, blide eller skarpe
grønne farver, så fint og indviklet som en kongelig unku.”
I 1911 vandrede Indiana Jones forgænger, den amerikanske arkæolog Hiram Bingham rundt i bjergene nord for Cuzco, på jagt efter inkaernes sidste tilflugtssted Vilcabamba. Efter 3 ugers vandring ad stenede stier, mødte han en høj tynd mand, der for en sølvdollar tilbød at føre ham til nogle skjulte ruiner. Bingham var lidt forbeholden, for det var ikke ualmindeligt at indfødte tilbød af føre ham til arkæologiske fund, men det viste sig altid at være lidt faldefærdigt murværk uden den store interesse. Den tynde mand fik dog en chance, og selskabet passerede den frådende Urubambaflod over en skrøbelig hængebro, og videre op ad stejle skovklædte bjergskråninger til en lille hytte, hvor der boede en lokal familie. En 10 årig knægt fortsatte som guide, og på en bjergryg 700 meter over Urubambafloden, mødte der Brigham et syn, som han sent ville glemme, idet der bag et frodigt dække af rødder og planter, tonede en gigantisk labyrint af ruinmure frem. Selvom han i begyndelsen kun havde en anelse om, hvad han havde fundet, ville der senere blive udgravet et kongeligt mausoleum, et soltempel, flere storslåede templer, et stort torv og dusinvis af huse. Brigham blev berømt for sit fund, ikke mindst da han fik nogle af sine over 700 fotografier i ”National Geographic” som han tog af den overgroede by, efterhånden som den blev ryddet fri af junglen, og byens konturer afslørede sig. Brigham blev mange år efter inspirationskilde for hollywooodhelten Indiana Jones, der også har det med at finde glemte ruinbyer i junglen.
Hvorfor Machu Picchu blev bygget, og hvorfor den ligger hvor den ligger, har der i tidens løb været mange gisninger om. Brigham selv fastholdt til sin død, at det var inkaernes forsvundne hovedstad, han havde fundet. Andre hævdede at byen var en helligdom for inkaens smukke soljomfruer, og denne teori blev understøttet af, at tre fjerdedele af de i alt 173 skeletter som arkæologerne fandt i byen, blev bedømt til at være kvinder. 
Den nyeste forskning viser at byen måske slet og ret har været et feriested for inkaherskeren, hvor han tog hen om vinteren, for at nyde det milde klima, og fordi stedet er så smukt og udsigten så betagende. Redskaber og kunsthåndværk viser, at byen fortrinsvis var beboet af pottemagere, sølv-og guldsmede, stenhuggere, vævere og andre håndværkere, og de fundne kranier viser, et bredt udvalg af etniske grupper, så formentlig har herskeren udvalgt de aller dygtiske håndværkere for ikke at mangle noget i sin ferie. Så måske og måske og måske og det hele ville være noget nemmere hvis inkaerne havde haft et skriftsprog, i stedet for de uforståelige knuder på snorene. 
Fra Solporten er der omkring 45 minutters gang ned til Machu Picchu, og vi fik nok en noget mere ragnarokagtig oplevelse, end da Brigham fandt byen gemt i regnskovens stilhed. De spanske erobrere besøgte aldrig byen, men med hensyn til besøg er der taget revanche siden, for det myldrede nærmest med mennesker fra hele verden. Mest var det dog store skolebørn med peruviansk udseende, der var ude for at se hvad deres forfædre havde præsteret, og der er da også noget at være stolt af.
Ligesom formålet med Machu Picchu ligger gemt på snore med knuder, ved man heller ikke hvornår byen blev bygget, men fund af tekstiler, keramik og værktøj taler for, at det var inkaernes svar på Christian 4., nemlig Inka Pachucutec der var ved magten fra 1438 til 1471. Han genopførte Cuzco efter et jordskælv, og opførte Sacsaywaman og Ollantaytambo, og som kronen på værket sandsynligvis også Machu Picchu.
Machu Picchu, der ligger i 2.400 meters højde og betyder ”Det gamle Bjerg”, refererer til det store bjerg i nærheden, og Wayna Picchu er ”Det unge Bjerg” der ligger bag ruinerne, er det bjerg der næsten altid er med på billeder af Machu Picchu.
Det Kongelige Område med fint udhuggede stenmure og flere andre templer fulgte, og vi kom op på en klippe til Intihuatana, der betyder ”det sted man tøjler solen” og som var inkaernes største helligdom. I alle vigtige byer i Inkariget havde inkaerne en Solsten, men denne er den eneste der undgik spaniernes ødelæggelser. Erobrerne havde hurtigt fundet ud af, at solstenene var centrum i inkaernes solkult og derfor skulle de ødelægges, så solguden ikke overskyggede spaniernes egen kærlige menneskevenlige Gud. Solstenene er også som alt andet i Machu Picchu et mysterium, og nogen mener den var et slags solur, og andre at stenens hjørner og kanter markere årets gang med solhverv, måneder og himmellegemernes rotation. 
I et par timer blev vi vist rundt af vores lokalguide, og vi havde også nogle timer for os selv i Machu Picchu, men der kom noget småregn, og det var blevet koldt, så vi besluttede at finde ned til vores mødested i Aguas Calientes, hvor vi skulle være klokken 13.30. Busser kører næsten konstant de 700 meter op og ned fra Machu Picchu til Aguas Calientes, så vi gik ombord i en bus, men blev høfligt og bestemt verfet ud igen, for vi havde overset, at der stod en kø under et halvtag. Undskyld, vi er ellers meget køkulturelle. Vejen er en smal grusvej med mange hårnålesving, og uden autoværn, og busserne skulle ofte bakke lidt frem og tilbage for at passere hinanden, så en udbygning var måske snart på tide.
Aguas Calientes, der har fået navn fra nogle varme kilder i nærheden, er klemt inde mellem Rio Urubamba og de høje bjerge. Byen lever udelukkende af de turister, der besøger Machu Picchu. Jernbanesporet går lige igennem byen uden så mange dikkedarer, og billige hoteller, forretninger og restauranter ligger lige ud til sporet i en rå wild-west stil. For 10-12 år siden var der stort set ikke andet end et jernbanespor og nogle få huse, men i takt med at turisterne er strømmet til, er byen vokset eksplosivt. Vi fandt restauranten hvor vi skulle mødes, og hvor de fleste andre topaser allerede sad og guffede i sig, så vi fik bestilt noget mad, og nåede også et stort stykke fødselsdagkage, som var fremtryllet i forbindelse med Rudolfs fødselsdag. Under middagen kom en skopudserdreng, og foruden skopudsning var han nærmest skuespiller, så der fulgte et helt show med i købet. Han havde for øvrigt et hyr med at holde en anden skopudserdreng væk, som ville blande sig i de beskidte vandrestøvler. 
Vejret var klaret op og varmen bagte igen, så vi gik tur i byen, der nærmest minder om Dyrehavsbakken, men gjort pæn og ren af et hold fejedamer i gule skjorter, blå forklæder og blå kasketter. Midt på et lille torv står en flot statue af inka Siglo Fuente som vi sad i skyggen og beundrede, og ved siden af os sad en indianer, med poncho, stråhat, garvede fødder i sandalerne, en bylt, ørnenæseprofil og tykkede cokablade. 
Landskabet forandrede karakter fra grøn frodighed til tørre gule bjerge, og efter 3 timer standsede toget ved den lille station Poroy, hvor vi og mange andre stod af.. Vi nåede dog lige inden at opleve en forsmag på den specielle Cuzco bane, for toget standser og der bliver skiftet spor og hvorefter toget bakker, og der bliver skiftet spor igen og toget køre fremad, og på den måde zigzakker toget sig op og ned af de stejle bjergsider. Togdrift på den måde tager sin tid, og det er derfor de fleste står af i Poroy, og tager en bus det sidste stykke, men for oplevelsens skyld var det nu ikke så tosset, og jeg selv, ville da gerne bruge en time på den
oplevelse.
Tidligt på formiddagen var der informationsmøde om den forestående tur i Amazonjunglen, og Mette fortalte, at det nok ville blive varmt, vådt, primitivt, turistløst udover os selv, og ingen souvenirsælgere, så det sidste måtte vi så prøve at leve med.
Syd for Plaza de Armas ligger en anden stor ”plads” Plaza San Francisco, og i modsætning til Plaza de Armas, har den stadig sine træer i behold, foruden et springvand og smukke blomsterbede. Det var ved at blive frokost, så da vi langsomt gik forbi et par restauranter på Plaza San Francisco kom der gang i ”bordshanghajerne”, og vi lod Plaza Regocijo løbe af med sejren, da de havde borde på en forhøjet arkade med udsigt til pladsen. Siddende næste på fortovet var vi jaget vildt, og gadehandlerne kontaktede os, men vi købte kun noget af 3 af dem, bl.a. af en stor pige med et barn på ryggen, og afviste 5 andre. Tjenerne er opmærksomme på ”problemet” og genner gadehandlerne væk, hvis man ikke er interesseret, men det kan godt nogen gange være sjovt at være så ombejlet, og hvis man ikke er interesseret, siger man bare no og kikker væk. 
Nede i en kælder er der 3 små rum med kalkmalerier fra gulv til loft, og det må være selve helvedet der er afbillede, med forpinte mennesker der bliver bidt af slanger og brændt med gloende jern. Så kan man selv se, hvordan det går, hvis man ikke testamenterer rigeligt af sit jordegods til kirken. Der findes en meget smuk klostergård på la Merced, hvor man i stilhed kan sidde og tænke over tilværelsen.00
Sidste aften i Cuzco, og i en udsøgt lille skare, gik vi ud for at finde et sted at spise i det gamle kolonikvarter bagved hotellet. At vandre rundt i de krogede brostensbelagte gader mellem de lave hvide huse, er som at vandre tilbage i tiden til 1600-1700 tallets Cuzco, og hvis der kommer en bil, er det som at sammenblande to tidsperioder.