Peru 4.del Amazonjunglen Blandt regnskovsindianere og guldgravere. En rejsefortælling af Kim Greiner, Oktober – november 2005 Dag 18. Krigeriske vilde kvinder eller mænd med planteskørter. I over 2 uge havde vi rejst rundt i hjertet af Peru. Vi havde blandt meget andet besøgt indianerne på Titicacasøen, gået rundt i inkaernes gamle hovedstad Cuzco og vandret på Inkastien til ruinbyen Machu Picchu. Nu var turen kommet til Amazonjunglen, og det var bestemt også en oplevelse, vi glædede os til. For et år siden anede jeg faktisk ikke, at en pæn del af Amazonjunglen ligger i Peru, men man bliver hele tiden klogere.
I de høje Andesbjerge, der strækker sig langs hele Sydamerikas vestkyst, udspringer en række floder, der løber 6.500 km mod øst tværs igennem Sydamerika til Atlanterhavet. Her dannes verdens største flod-bækken, der ifølge ordforklaringen er et lavtliggende landområde, der afvandes af en flod. Medens Amazonflodens enorme vandmasser gennemstrømmer landet, fordamper en stor del af vandet i den tropiske hede, der igen falder som troperegn. Kombinationen af varme og nedbør, har her skabt verdens største regnskov med dens fantastiske dyre- og planteliv.
Inden europæerne kom til Sydamerika, regner man med, at der levede 12-15 millioner indianere i området. I dag er der kun omkring en million tilbage, der så er fordelt i mindst 500 forskellige stammer eller nationer som de foretrækker at kalde deres samfund. Grunden til den voldsomme reduktion skyldes til dels krudt og kugler under europæernes voldsomme fremfærd, men de medbragte også sygdomme som malaria, kopper, kolera, syfilis, mæslinger, skoldkopper og influenza, og det var sygdomme der hidtil havde været ukendte for indianerne, så de døde som fluer og i visse områder mere end 95 % af befolkningen. Portugisiske ekspeditioner i Amazon-bækkenet i 1637 kunne berette: ” Indianerne var så talrige, at hvis der faldt en pil ned fra himlen, ville den ramme en indianer i hovedet i stedet for at falde til jorden”. I disse flodsletter var jorden så frugtbar, at det gav meget rige levemuligheder for en landbrugsbefolkning, og overalt langs floderne lå der permanente bosættelser. Et århundred efter ekspeditionen i 1637 var alle stammerne forsvundet, i det mange var blevet slaver af de europæiske erobrere eller de var døde af de ukendte sygdomme. Nogle steder var man så nederdrægtig, at sygdomme som kobber med forsæt blev spredt blandt indianerne gennem tæpper med smittekim. Resultatet var, at en blomstrende og velfungerende civilisation var blevet udslettet på kun hundrede år.
Presset på de tilbageværende naturfolk i Amazonas er i de sidste 30–40 år vokset kolossalt, fordi moderne teknologi har åbnet de resterende områder af regnskoven for ”udvikling” med olieudvinding, kvægdrift og guldgravere. Bygning af veje, og dæmninger og utrættelig afbrænding af skoven medfører konstant forflyttelser af befolkningsgrupper, og fjerner grundlaget for mange amazonstammers eksistens. Om denne opmærksomhed kan føre til, at indianerne og deres skove kan overleve, vil vise sig. Kræfterne, der modarbejder dem, er stærke og tiden er knap, så lad os håbe, at vi igen engang kan nøjes med 2 årstider i Brasilien – regntiden og tørtiden, og stryge den 3. årstid – skovafbrændingstiden.
Regnskoven og dets folk er et umådeligt stort og meget interessant emne, så i denne rejsefortælling kommer jeg kun sporadisk ind på forskellige spørgsmål, så hvis man vil vide mere, kan man evt. selv læse mere om emnet i de bøger jeg angiver i kildefortegnelsen. Vores lille hotel i Cuzco vidste vi skulle af sted til junglen, så til morgenbuffen havde de været kreative og havde lavet en junglefugl og en krokodille i frugt - så vi kunne komme i den rette stemning.
Spanien var stadig moderlandet, og den spanske konge skulle have sin del af rovet, og det var der mange der var utilfredse med. I 1809 blev der derfor i Bolivia formuleret ”Det første frihedsskrig i Amerika”, og det rullede igennem kontinentet og bevægelsen begyndte at bekæmpe de kongetro. Den mest betydningsfulde hærfører hed Simon Bolivar, der senere gav navn til Bolivia, og han befriede landene på stribe ned gennem Andesbjergene. I 1824 vandt han det sidste store slag mod spanierne i nærheden af Lima; men allerede i 1821 var Peru erklæret for uafhængig. De første årtier efter selvstændigheden var turbulente, for de rige familier kæmpede om magten og udviklingen gik nærmest i stå. I 1840 kom der dog gang i udviklingen, for der var fundet et ”guldæg” i form af guanogødning, der blev fragtet til Europa. Efter 27 år var den sidste fugleklat væk, og det samme var det meste af det økonomiske udbytte - det var faldet i lommen på udenlandske selskaber.
I midten af 1800 tallet blev dele af Amazonas koloniseret og der blev fundet et andet guldæg i form af noget klistret vædske - kaldet latex og som indianerne indsamlede fra gummitræerne, og det var lige hvad der manglede til den voksende bilindustri i Europa. Igen var det europæerne der blev rige, denne gang med titlen gummibaroner og den indfødte befolkning i regnskoven blev slaver, i det hele stammer kom ind under gummibaronernes nederdrægtige system med gældsfangenskab. Gummibaronerne selv manglede ingenting, og de var så styrtende rige at de importerede al den luksus, de havde lyst til. Deres kvinder gik klædt i den sidste parisermode, mændene drak importerede vine og europæiske teater- og operastjerner kom og optrådte i verdens største jungle.
I 1941 udbrød der krig mellem Peru og Ecuador om rettighederne til et stykke olierigt jungleområde, og denne gang vandt Peru ved en mægling med støtte fra USA. Ecuador har dog aldrig anerkendt afståelsen af tusindvis af kvadratkilometer jungle, og så sent som 1995 var der grænsekamp i området.
”Den lysende Sti” terroriserede befolkningen, og så dukkede der oven i købet en rivaliserende nymarxistisk terrorbevægelse op kaldet Tupac Amuru. Den var kun så meget mere human, at den ikke lod sine angreb gå ud over vilkårlige civile, men rettede sine aktioner mod regeringsinstitutioner.
Dette fra naturens side så rige land var på sammenbruddets rand. Politisk, økonomisk og socialt var det ved at falde fra hinanden, og var på vej mod sin totale opløsning. Alle terrorister var dog ikke fanget, hvilket blev tydeligt i efteråret 1996, hvor kejser Akihitos fødselsdag blev fejret i den japanske ambassade i Lima, og hvor flere hundrede af landets honoratiores og det internationale diplomati var forsamlet. Fjorten terrorister forklædt som tjenere ankom med blomster og champagne, og de startede en af de største og længstvarende gidselaffære nogensinde, og kravet var at få frigivet alle Tupac Amarus tilfangetagne guerillasoldater. De fleste af gidslerne blev frigivet, men 72 prominente politikere og forretningsfolk var tilbageholdt under langvarige forhandlinger. Det var præsidentens erklærede politik ikke at give indrømmelser over for terroristerne og det endte da også med at militæret greb ind med et nogenlunde vellykket udfald, i det kun et gidsel og to soldater blev dræbt, og samtlige 14 gidseltagere blev skudt. Fujimori vandt også valget i maj 2000, og selvom der blev talt om omfattende valgsvindel, må det indrømmes, at Peru er inde i en mere stabil og optimistisk periode. Til gavn for landets økonomi er turisterne begyndt at strømme til landet - se bare på os topaser.
Nu har vi haft nok pause i den lille søvnige bjergby Huancarani, og vi må se at komme videre. Selvom det var et øde turistløst landskab, havde en indiansk kvinde med cowboyhat og et par småpiger med bare snavsede fødder, alligevel slået sig ned i håb om at sælge lidt souvenir. Pigerne havde kun nogle små tøjarmbånd, og det var bestemt nogle man sagtens kunne undvære, men jeg købte alligevel et par stykker for at glæde pigerne. Vi havde hidtil været oppe i højlandet i bjergene, men vejen begyndte efterhånden at gå mere nedad end opad. Det var stadig et tørt landskab, og der var mange besværlige 45 grader stejle marker op ad de skrå bjergsider. Da vi nåede byen Paucartambo blev vi sat af, og vi vandrede igennem byen, der havde mange karakteristiske gamle lave kolonihuse som i Cuzco. Paucartambo har et usædvanligt springvand med 16 forskellige figurer, der karikerer de typer mennesker, der i tidens løb har været i byen. Der er handelsmanden der sælger sprut, en hvid dekadent mand med høj hat, en sort afrikaner, djævelen, en indianer med forgiftede pile, en spansk soldat, en danser fra Chile m.m. Hvert år i juli vågner figurerne op i levende live i form af udklædte personer, og så danser de baglæns gennem byen i et kæmpe brag af en fest, der trækker gæster til langvejs fra.
Områder, vi skulle bevæge os ind i tilhører departementet Madre de Dios, er opkaldt efter den flod vi senere skulle besejle med byen Puerto Maldonado som mål. Puerto Maldonado er hovedstad i departementet. Departementet Madre de Dios som dækker et areal på 78.403 km2 og i alt er der omkring 50.000 indbyggere, hvor de 35.000 bor i hovedbyen. Der er derfor rigtig god plads ude i junglen, og man mener der lever 8 indianerstammer derinde, hvor de 6 er kendte og en sjælden gang har kontakt til omverdenen, medens to stammer stadig lever isoleret. Manu Nationalpark strækker sig fra Andesbjergenes højslette og ned ad bjergenes østvendte skråninger og langt ind i regnskoven. Nationalparken dækker hele det område, som Manu floden afvander, et areal på 18.812 km2, og det er et økosystem der er fuldstændig uberørt af mennesker. For at sikre Manus enestående dyre- og planteliv blev parken i 1987 indlemmet på UNESCOs liste over verdens naturarv. Da parken strækker sig fra bjergenes toppe til regnskovens lavland, er der mange meget forskellige biotoper med et utal af forskellige arter indenfor dyre og planteverdenen, bl.a. 1.200 sommerfuglearter, 200 pattedyrarter, 15.000 plantearter og millioner af insektarter. Av klask. Da området er så svært tilgængeligt, har gummitappere, olieselskaber og guldgravere aldrig etableret sig, og området regnes derfor for et af jordens bedst bevarede regnskovsområder.
Også Amarakaeri-reservatet er stort set urørt af menneskehænder, bortset fra de indianere der har levet her i årtusinder, men for omkring 30 år siden blev de 3 stammer harakmbut, matsiguenga og yine der lever i området ”civiliserede”. For ti år siden begyndte man at tale om, hvordan området kunne undgå den samme skæbne som andre jungleområder i Amazonas, og man ønskede at området fik udstrakt selvstyre. Regeringen mente at forudsætningen for reservatet var, at der skulle være et økonomisk udbytte af skovens ressourcer, og man blev enige om at satse på økoturisme for på den måde at få penge til området. En anden måde at få økonomi på er som i Palcazu-dalen i det nordlige Peru, der meget ligner bæredygtigt skovbrug som f.eks. i Danmark. Af Palcazu-dalens 6.000 mennesker er omkring halvdelen Amuesha-indianere og projektet er sat i gang for at give den lokale befolkning økonomisk uafhængighed. Dalen er opdelt i 3 kategorier, hvor 35 % er landbrug og græsgange, 18 % er fredet skov og resten 47 % er bæredygtig skovdrift, hvor der hugges 20-30 meter brede striber i 30-40 årig omdrift. Hver ny stribe skal ligge mindst 200 meter væk fra arealer der er ryddet i årene før, og for hver blok på 5 striber lader man skoven stå urørt. Efter fældningen fjernes stammer og store grene, og i stedet for store maskiner anvendes okser, der er billigere og mere skånsomme mod jordbunden. Smågrene, kviste og blade efterlades for at give jordbunden nye næringsstoffer. Kævlerne saves til bjælker og tømmer på små kooperative savmøller og grenene brændes til trækul. Før fældningen kan man indsamle orkideer, prydplanter, lægeplanter og spiselige urter til salg. Striberne springer hurtigt i skov igen med frø fra den omgivende skov, og man kan på den måde fortsætte i det uendelige.
Indianerne er opsat på at give de besøgende de størst mulige oplevelser i deres elskede jungle, og det kan vi så nyde godt af. Selvom det er lidt svært at se på kortet hvor grænserne går, ville vi på den første del af vores kommende sejlads i Amazonas have Manu National park på den vestlige side af floden og Amarakaeri-reservatet på den østlige side. Og vi bare glædede os. Landskabet fladede ud, og gudskelov var turen for os ”one way”, men jeg havde medlidenhed med chaufføren, der senere skulle tilbage igen.
Inden vi nåede tilbage til bussen, var der uro i trækronerne langs vejen, idet en flok cappuchinoaber havde slået sig ned. Aberne havde en lang krum gribehale og havde et pudsigt skæg. Rider fik fremtryllet nogle æg, og viste dem til aberne og gik så lidt væk efter at have lagt ægget på vejen. Et par af aberne smutte så ud og snuppede et æg, og sprang så ind i skoven igen. Der var ikke noget med at stå i positur og lade sig bade i blitzlyset, så de billeder vi fik, blev enten lidt slørede eller havde fartstriber.
Efter mørkets frembrud ankom vi endelig til Pillcopata, der er en større jungleby, eller i hvert fald lidt større end en meget lille jungleby. Husene var markant forskellige fra de andre huse vi hidtil havde set i Peru, idet et lerhus her ville regne væk, så alle husene var lavet af brædder, eller enkelte af brændte sten, men alle havde tage af rustne blikplader. Som måske dekoration, for at give byen et rustikt udseende, stod der rundt omkring store udrangerede lastbiler; men junglepræget blev lidt brudt, da der i flere af husene var farvetv.
Inden sengetid var vi en lille tur rundt i byen, og forretningerne eller boderne var stadig åbne og på markedet var der også stadig mennesker. Det var en umådelig mærkelig kontrast - på kun en enkel dagsrejse i bus, at kommet fra Cozcos tørre højslette til denne frodige jungleby, men vi nød det.
Det var ikke en by med fortove og asfalt, for der var bare jord, der hvor det skulle forestille at være en gade; men de havde skam fine grønne plastik affaldskurve, der stod pænt 2 og 2 ved siden af hinanden. Den ene var til den ene slags affald og den anden til den anden slags affald, og det så bare noget så grotesk ud i sådan en jungleby. Ved nærstudie havde det dog en forklaring - idet de var forsynet med skilte der viste, at de var sponsoreret af EU.
Nogle af husene havde malet en stor spade nær deres indgangsdøre, og over spaden var der et kryds, så vi gik lidt og funderede over betydningen, men kunne ikke finde anden forklaring end, at det ikke var velset at tage sin beskidte spade med ind i stuen eller i butikken. Det kunne også være, at de ikke ville have, at folk sloges med spader indendørs, men jeg fandt alligevel en endnu bedre forklaring nogle dage senere i en anden junglelandsby.
Afgang fra Pillcopata lidt over 8, og selvom vi var i mere fladt terræn, var vejen bestemt ikke bedre, så bussen kørte fast i et vandløb og bunden skrabede på et par gange. Vi gjorde stop ved en meget lille cocaplantage i junglen, og bed lidt i de friske cocablade, og siden fik vi forevist andre tropiske frugter, som de dyrkede på stedet. Et termitbo bredte sig sort ned ad en palmestamme i vejkanten, og der voksede følsom mimose i buskstørrelse og ellers tæt junglekrat på begge sider af vejen. Et sted gjorde vi holdt, hvor der var udsigt ned til Rio Alto Madre de Dios – vores kommende flod, og det var bestemt et betagende syn, at se al det vand der strømmede igennem junglen.
Floden slyngede sig ind imellem sten- og sandbanker, og kæmpebunker af træstammer der var revet op med rode længere oppe ad floden. Flodlejet var omkring 50 til 100 meter bredt og langs bredden rejste den grønne jungle sig som en mur, der dog hele tiden varierede med forskellige træarter og planter. I starten kom vi forbi enkelte små hytter, men siden var floden og landskabet helt jumfrueligt, og vi så heller ikke andre mennesker eller både, så vi kunne ligeså godt være de eneste mennesker i verden. Det 42 grader varme vand strømmede ud af en række bambusrør, og der var ikke noget med cement og firkantede bassiner, for den lille række bassiner var udgravet i jorden og omkranset af natursten. En almindelig kilde med lidt køligere vand strømmede også forbi, så vi kunne placere os i den vandtemperatur der var passende. Efter lidt tilvænning placerede jeg mig under den varme stråle, og bortset fra maven så følte jeg mig næsten som Tarzan, og endda omgivet af en hel flok dejlige Janer. Små fisk svømmede også rundt i bassinerne, hvilket bare gjorde det mere eksotisk. At bade i naturlige varme kilder i Amazonjunglen - midt i alt det grønne, er en oplevelse af de sjældne, og vi nød det.
Efter en halv time lagde vi til ved en benzinstation – det var dog ikke en almindelig Shellstation med kiosk og benzinstandere, men der var et hjulspor og nogle 200 liter tromler der var stablet op, og en indianermor sad i vandkanten og vaskede sit tøj. En tromle blev tømt i dunke, så tromlen kun var halvfuld, og så blev den skubbet igennem vandet ud til kanoen, og med megen møje og besvær kom den indenbords.
Kokken kræsede igen for os og lavede hjemmebag med indbagt ost og banan, og bagefter var der lige et par stykker af os, der lige skulle ud i junglen, og klappe nogen af de store træer. Da det var blevet bælgmørkt, var der kriblekrabletur, og bevæbnet med gummistøvler og lommelygter og Rider og Jason med macheter, begav vi os ind i junglen. Hvis der havde været større dyr i nærheden, blev de skræmt væk af vores ”listen” rundt, og det var måske også meget godt, at vi hverken stødte på jaguarer eller pumaer. Det myldrede dog med småkravl og jeg kan nævne frøer der kan kravle lodret op, vandrende pinde, bille med egen lille lygte, edderkopper på størrelse med en hånd (dog ikke lodne - men alligevel), ildfluer og næsehornsbiller. Vi fik også forevist et myrebo med bull-ant (tyremyre) der er omkring 2 cm lange, og var giftige som kobraslanger, så dem skrævede vi forsigtigt henover.
Rider kom med forskellige ”junglefif” for at overleve i junglen, bl.a. hvis man er faret vild, så skal man følge vandløbene med strømmen, for på et eller andet tidspunkt bliver det til en stor flod, hvor der er andre mennesker. Måske. Jeg havde dog bestemt ikke lyst til at afprøve min stedsans i alt det sorte grønne, så jeg fulgte pænt trop, men spændende var det, med alle de små udyr. Fugleflokke skræppede i trækronerne, og højere oppe svævede gribbe rundt, medens vi gik langs flodbredden og videre ind i junglen over nogle mudrede vandløb. I en lysning lå en lille landsby, eller i hvert fald en samling huse, men da de havde en lille skole, må det vel betegnes som en landsby. Landsbyen var en sær blanding af stenalder og moderne tider, for de malede korn i en hul træstamme, hvori der blev slået med en stor træhammer, men samtidig havde de en motorbåd og flere motorsave. Skolen var kun for de yngste årgange, og da vi kikkede ind af vinduerne, kunne vi se de nydeligste blåmalede borde og stole. To store piger på 10-12 år var klar til afgang til centralskolen, men de skulle først gå et par timer igennem junglen, for der var ikke noget der hed skolebus. Ikke endnu i hvert fald, for på vej tilbage til lodgen, fulgte vi et brutalt spor der var skåret i junglen, og som senere måske skulle blive til en vej. Det er selvfølgelig forståeligt, at de”civilicerede”indianere gerne vil have forbindelse til omverdenen på andre måder end ad floden, men det virkede lidt chokerende med de nedskårne træer liggende hulter til bulter i en smadret jungle.
Rider var barnebarn af en sherman, der er en indiansk medicinmand, eller måske kun en doktor, der har kendskab til hvordan junglen kan udnyttes som naturmedicin. Rider havde lært en del af sin farfar, og på den næste lidt længere jungletur, øste han af sin viden om regnskovens mysterier. Vi fik forevist træer der var gode mod mavesmerter og træer hvis gift kunne drysses i vandet og lamme fiskegæller. Et af de gigantiske træer med 2 meter høje rodstøtter, blev kandt ”Childrens doktor”, idet man ridser i barken, tager saften og giver de mindre børn den. På sin vej ned gennem mavetarmsystemet dræber den alle de parasitter som børnene har indtaget via deres daglige kost.
Rider demostrerede hvordan man tapper drikkevand af en lian, men endelig kun den type her, de andre derover er giftige, og vi så en karavane af bladskæremyrer, der på finurlig vis allierer sig med en svamp. Myrene bruger deres sakseagtige kindbakker til at skære bladene op i transportable stykker, der bæres hjem til deres bo. Her bliver bladene tygget til en grødet masse, som podes med en svamp, og svampen udtrækker bestemte næringsstoffer fra bladene og herefter spiser myrene svampen. Vi fandt også et myreslugerbo, og mange steder stritter lidt frække 20 cm lerrør op af skovbunden, og det er nogle rør som en bestemt art cikader frembringer. Selvom det var midt om dagen, var der mørkt i bunden af junglen, og det blev ikke bedre i det overskyene vejr, hvor vi også lige fik en forsmag på en gang, heldigvis kortvarig, troperegn.
Ved frokosten blev der så stillet en tallerkenfuld hvide larverne foran mig, og jeg kan oplyse, at de helst skal serveres med citron, for at få den pikante smag rigtig frem. Larverne var stadig iført deres sorte hoveder, men der var ikke andet for, end at gafle nogle stykker og smage på herlighederne. De var knasende sprøde, og havde en yderst velsmagende smag, nærmest lidt i retning af marsvin. Gitte ville ikke stå tilbage, og fik også smagt, men da tallerken ellers gik bordet rundt, var der ikke andre topaser der havde lyst til larver den dag, så Rider guffede resten af larverne i sig med stort velbehag. Midt på eftermiddagen forlod vi lodgen, og fortsatte sejlladsen på floden. Strømhvirvlerne var bestemt ikke blevet mindre, og vi sejlede behændigt udenom kæmpe bunker af træstammer og grene, der lå på bredden eller på grusbankerne ude i floden. Et par gange fejlbedømte skipperen strømhvivlerne, og vi gik på grund midt ude i floden, så de fleste af os mænd måtte udenbords og skubbe kanoen fri af banken.
Der var en skrigende høj cikadeart, eller et andet utyske med meget høj stemmeføring i nærheden af hytterne, men heldigvis holdt den op da det blev mørkt. Der var pyntet op med lidt blomsterbede imellem hytterne, og ud mellem blomsterne kom Gitte og fortalte, at der luskede en mærkelig gris med en lang næse rundt. Grisen viste sig at være en tam tapirunge, og den gik rundt i området som det passede den, og den var heller ikke bleg for at gå med ind i spisehytten til five o clock te, og blive kløet på panden og tigge lidt brød.
En blandet landhandel var åben, og i døren stod der et par små børn og kikkede. Moderen skyndte sig at kalde dem til sig da hun så os, men kun for at glatte deres hår og rette deres tøj, så de kunne se præsentable ud, hvis der nu var nogen der ville fotograferer. Inde i landhandelen hang der bl.a. et bundt ægte macheter, og jeg havde i smug gået og beundrede Rider, når han gik i junglen og svingede med sin – machete. Jeg fik vredet en machete ud af bundtet i butikken, og efter at have betalt 20 sol, der endda var inkl. en T-shirt, var jeg ejer af endnu en god souvenir. Jeg var godt klar over, at den er lidt længere end de 7 cm der er tilladt på gaden i Damark, sådan ca. 10 gange, så den må blive på min souvenirvæg, men forøvrigt er jeg ved at søge om våbentilladelse. Da jeg heller ikke ville gå og hakke i det i Peru, fik jeg i landhandelen også købt et stykke kraftigt plastik, så den kunne pakkes forsvarligt ind, og Gitte havde travlt med at fortælle de andre topaser, at jeg i virkeligheden er en meget fredelig mand. Længere fremme ad floden gjorde vi holdt i en landsby, hvis hovedbeskæftigelse er at bygge kanoer. Nu må man ikke tro, at små junglebyer gør alverden ud af adgangsforholdene, for der er som regel bare en mudderbred, og så må man kravle op ad en skrænt, men det rustikke har for mig en særlig charme. Flere steder i landsbyen var der kanoer på bedding, og de blev bygget i gedigent hårdt tropetræ, og herhjemme ville en sådan 12 meter båd koste en formue, men hernede på junglebredden var prisen kun 1.800 sol, sådan noget som 3.600 kr. Hvis den skulle med hjem, ville der nok løbe en del på i fragt, så jeg opgav at købe en kano som souvenir, og desuden er der ikke plads på væggen.
Under et stort mangotræ lå et bådskur, og her - under vasketøjet som hang ned fra de bærende bjælker, indtog vi frokosten. Efter maden gik jeg gik en lille tur i omegnen, og måske fandt løsningen på spaderne med kryds på i Pillcopata. På et skur hang nemlig en gammel plakat, der godt kunne ligne en valgplakat, og hvis man nu skal have valg i et land, hvor ikke alle kan læse, kunne et symbol som f.eks. en spade bruges i stedet for et bogstav. I øvrigt er der ikke valgret i Peru – der er valgpligt, og man får en betragtelig bøde hvis man ikke møder op og stemmer.
Fra flodbredde førte en sti ind i vildnisset, men det var knap så vildt som jeg troede, for stien var nærmest grusbelagt. Der stod store træer spredt i junglen, men efter en halv times gang, kom vi til et kæmpe kapoktræ, hvor en gedigen jerntrappe, endda med gelænder, førte 230 trappetrin op til en platform ca. 50 meter oppe. Fra platformen var der fin udsigt ud over den underliggende jungle, og videre ud over en nærliggende sø, hvor vi senere skulle sejle. Selve træet var vel omkring 70 meter højt, og fra rodudløb til roduløb fik jeg meget imponerende skridtet træet til 15 meter.
Det var en dejlig stille aftensejlads, inden vi gik tilbage igennem junglen til vores kano, og tilbage til vores overdækkede teltlejr til aftensmad, og så tidligt i seng. Fra morgenstunden var floden dækket af tåge, men solen sås svagt, og der blev lovet os en varm dag, når disen lettede. Junglen var meget forskellig – nogen steder var der mange store træer, andre steder var den tæt og lav, og andre steder var den mere blandet.
Flodbredden skiftede karakter, idet menneskets indgriben begyndte at gøre sig gældende i form af enkelte grusbunker i vandkanten. Senere kom der flere grusbunker og så mange grusbunker, og det var efterladenskaber fra guldgraverne, når de gravede efter guld i flodbrinkerne. Grusbunkerne kunne godt være store som huse, og hvordan de bar sig ad med at skille guldklumperne fra gruset ved jeg ikke helt, men det krævede en stor lastbilmotor der pumpede vand og drev sold og transportbånd. Der var også nogen, der havde gjort sig transportable, og havde bygget deres guldgraverstation op på et par kanoer som en katamaran. I grusbunkerne var der altid banket en pæl ned, måske for at markere ejerskabet, eller for at vise at her har vi været?
Byen er ikke meget mere end et par jordgader, og husene er lavet af brædder efter et tilfældigt knopskydningssystem, men der var skam forretninger med både mad, tøj og isenkram og endda et politistationsskur. Jeg gik faktisk på jagt efter sådan en guldvaskerpande som guldgravere plejer at bruge når de vasker guld, men det nærmeste jeg kunne komme var en stegepande, så måske bruger de en anden teknik. Det kunne næsten bekræftes, for nede ved bådene sad der et par indianere med fødderne i en spand og æltede mudder, og måske ville de bare have rene tæer, men jeg har en teori om, at guldklumper er tunge og synker til bunds, så måske var der guldgravere der havde hjemmearbejde. Hver anden forretning havde skilte ude med: ”Compro Oro” - jeg køber guld, så selvom det store guldeventyr startede i 1960erne og 70erne, så er der åbenbart stadig guld at hente i floden.
Det var et smukt sted vi holdt pause, med en rød stejl lerskrænt op til junglen på den anden side af floden. Der var kun et par skyer og solen bagte, så jeg fik spurgt Rider om jeg måtte tage en svømmetur, da det ikke er hver dag, der er lejlighed til at svømme på en flod i Amazonjunglen. Det var et roligt sted uden strømhvirvler, så efter lidt betænkningstid sagde Rider ja, men det var på eget ansvar, da der godt kunne være giftige fisk. Jeg vidste så ikke om han mente piratfisk, men jeg vadede i hvert fald ud, og selvom jeg var på vagt overfor nappende fisk, fik jeg en herlig forfriskende svømmetur. Til trods for at vandet så roligt ud, var strømmen alligevel så stærk, at jeg skulle lægge en meget skrå kurs, for at komme tilbage til udgangspunktet.
Midt på eftermiddagen nåede vi westernbyen Laberinto, hvor der var et rigt folkeliv, med en leben af nysgerrige mennesker. For en gangs skyld var der en rigtig cementmole, så vi var kommet tilbage til civilisationen, og vores spændende kanotur var desværre slut. Jeg ville gerne have set lidt mere til byen, der også havde skilte ude med ”Compro oro” og ellers var bebyggelsen i det samme rå look som Colorado, men byen var bare større. På hjørnet ved molen lå en stor forretning der solgte splinternye lastbilmotorer, og hvis sådan en motor skal betales, kræver det da mindst et par håndfulde guldklumper.
Junglen var efterhånden delvist afløst af grønne marker, og efter omkring en times kørsel, kørte vi ind i storbyen Puerto Maldonado, der er eller var, et vigtigt handelscenter. I gummibaronernes tid flyttede mange til byen, og da gummiboomet var slut, flyttede mange væk igen, men nogle blev tilbage som landmænd, tømmerhuggere og kvægejere. Senere kom guldeventyret, men nu er det også paranødder der er en givtig indtægtskilde for mange familier i området. Byen har en pæn stor lufthavn, men det er skam også muligt at køre i bil til Cuzco, men det tager 3 døgn, og er kun noget for hardcore-rejsende, og vi skulle heldigvis flyve.
Der var stort set ingen biler i byen, men masser af 3 hjulede overdækkede knallerttaxier. Det var Topas tur til at give aftensmad, men hotellets restaurant havde lukket, og det havde de andre store restauranter i byen også, og de små steder kunne ikke tage 20 personer direkte fra gaden. Rider, Jerson og kokken var nemlig med på spiseholdet, for middagen skulle egentlig have være en jungleafslutningsmiddag. Det eneste sted der havde åben, var en fastfood kyllingrestaurant med en leben af mennesker, men vi fik da kapret nogle borde på første etage, hvor vi kunne guffe kyllinger. De indfødte gæster larmede, fjernsynet drønede, en etbenet mand spillede og sang pivfalsk, og børnene rutschede højlydt på en indendørs bane. I guder en larm, og jeg ønskede mig tilbage til junglen, og dens mere naturlige junglelyde.
Aftentemperatur på 30 grader, og heldigvis var der en isbar der havde åbent, så vi kunne blive kølet lidt ned, inden vi skulle hjem i vores suiete for at sove skønhedssøvn.
Lufthavnen var ny, men meget lille, og vores fly blev 1½ time forsinket, da det ikke kunne lande på vores landingsbane, hvor et mindre fly med en brækket vinge blokerede og det skulle først slæbes væk. Der var 35 graders varme i afgangshallen, så det var med nogen lettelse, at vores nye og moderne fly endelig kom, og vi hurtigt steg op over Amazonjunglen. Fra flyet var det lidt mærkeligt, at se den slyngende flod vi havde sejlet på igennem alt det grønne, og kort efter de bjerge vi med hængende baghjul på bussen havde gennemkrydset, og så et øjeblik efter at lande i Cuzco. Den strækning vi havde været 5 dage om at køre og sejle, blev nu tilbagelagt på kun ½ time, men jeg behøver vel ikke fortælle, hvilken rejsemåde jeg synes var den mest oplevelsesrige.
Regnvejr i Cuzco, men det var kun en kort mellemlanding inden vi sidst på eftermiddagen steg ned fra himlen og landede i Perus hovedstad Lima.
Fortsættes i 5. og sidste afsnit: |
Navnet Amazonas ånder af eventyr, dampende jungle, vilde indianerstammer, glemte ruinbyer, jaguarer, kvælerslanger, fugleedderkopper og alskens andet hyggeligt kryb. Men desværre dækker navnet også over grov udnyttelse af hele verdens lunge, med rydning af regnskov, minedrift, dæmninger med oversvømmelse af store landområder og udnyttelse af regnskovens oprindelige befolkning. Peru er kun et af de 9 lande der har Amazonas inden for grænsepælene, men her i indledningen vil jeg fortælle lidt om hele Amazonområdet, der er formet af den store flod Amazonas og dens over 1.000 bifloder - et område der dækker et areal på 6 millioner km2, sådan noget som 140 gange Danmarks størrelse.
Om navnet Amazonas berettes, at oldtidens grækere fortalte om en stat i Lilleasien, der var beboet af krigeriske kvinder, som blev kaldt amazoner. Da Francisco de Orellana i 1500 tallet sejlede ind af den store flod i Sydamerika, opstod der historier om vilde krigeriske kvinder, der med bue og pile angreb skibene, og floden blev døbt Amazonas. Muligvis har Francisco taget de langhårede yagua-mænd med planteskørter for at være kvinder, for der er aldrig påvist spor af krigeriske kvinder i Amazonas. Og i dag lever der helt bestemt ikke krigeriske kvinder i regnskoven, udover måske en enkelt hist og pist, når manden igen kommer for sent hjem til aftensmaden.
I lidt langsommere tempo har dette begivenhedsforløb fundet sted overalt i Amazonas, og dem der bedst har overlevet, er de vilde stammer, hvis medfødte mistænksomhed og aggressive adfærd overfor fremmede, har beskyttet dem. Sådan som verden i tidens løb har behandlet amazonindianerne, er denne holdning fuldt berettiget, selvom den beklageligvis afløser den tidligere overdådige gæstfrihed, hvormed alle fremmede blev behandlet.
De fleste turister til den peruvianske del af Amazonjunglen flyver direkte ned til den store jungleby Puerto Maldonado, og tager derefter en båd et par timer ned ad en af floderne til en junglelodges. Sådan en tur ville være alt for nem for os, for vi sætter pris på at have sjælen med. Vores rejseplan var at krydse de sidste Andesbjerge, køre ned ad bjergskråningerne til lavlandet, og hvor vejen ender fortsætte i flodkano ad floderne, og først efter 5 dage i vildnisset nå Puerto Maldonado.
For ikke at transportere al vores jordiske perugods igennem junglen ad vandvejen, blev vi kraftigt opfordret til kun at medbringe nødvendighederne, og alle unødvendighederne blev pakket i store poser og sendt med fly til Lima. Foruden telte og madvarer, var der dog stadig masser af bagage, der blev stoppet ind i en ½ luksusbus - forstået på den måde, at bussen var kort af længde men ellers fin og god med alle moderne bekvemmeligheder. Vi havde to chauffører med, en kok, og en assistentkok og Rider, der var vores lokale chefguide. Rider, der var en sej men hyggelig regnskovsindianer, er opvokset i junglen og kender derfor alle junglefiduserne, havde lært sig at tale engelsk. Vi havde også den unge assistentguide Jerson med, der også er regnskovsindianer, og han bar altid en halskæde med nogle store vilde tænder. 
Efter et par timers kørsel holdt asfaltvejen op og grusvejen fortsatte op og ned ad de stejle øde bjergskråninger. Senere kom vi op i mere fladt terræn, med marker, spredt beboelse og den lille by Huancarani dukkede op. Byen er hovedsæde i en kommune med 4.000 indbyggere, og vi ankrede op ved Rådhuset og kikkede lidt på byen. Hovedgaden var pænt cementeret og en flok mennesker sad og spiste deres mad ved nogle borde. Og tro det eller ej – der var ikke én eneste souvenirbod, og heller ikke så meget som en enkelt lille bitte souvenirsælger. En dame sad dog på et tæppe og solgte æbler, pære og gyldne frugter, og vi fik købt en lille håndfuld bananer til dårlige tider. Ellers gik vi bare lidt rundt og kikkede, og byen havde da både en fodboldbane, baseballbane og en lille Plaza de Armas. 
I Inkariget havde man dyrket de meget proteinrige kornsorter kiwicha og quinua, der er en slags amarant, og som voksede godt, på trods af de ekstreme udsving i temperatur og fugtighed. De spanske erobrere kaldte kornsorterne for det ”det oprørske korn”, fordi det holdt indianerne sunde og dermed sværere at gøre til slaver. Det synes spanierne jo ikke var rimeligt, så med Vatikanets mellemkomst blev det forbudt at dyrke og bruge disse kornsorter. ( Nu blomstrer kiwicha og quinua igen i Den Hellige Dal og bruges til alt fra suppe til kager.)
I den sydlige del af Peru blev der i stedet fundet salpeter i ørkenen, og denne gang ville Peru gerne have noget mere af udbyttet, så de gik sammen med Bolivia og pålagde de udenlandske selskaber store skatter. Det ville udlændingene selvfølgelig ikke finde sig i, så de allierede sig med Chile og ”Salpeterkrigen” (1879-84) brød ud, og den endte med at Peru måtte afstå de salpeterrige provinser til Chile. 
Gummiboomets vigtigste by i den peruvianske del af Amazonas var Iquitos, og der ses stadig huse beklædt med portugisiske kakler, og på Plaza del Armas står et 2 etagers metalhus der blev bygget af Gustave Eiffel. Huset var brugt til Verdensudstillingen i Paris i 1889, men siden fragtet stykke for stykke ind i junglen af en gummibaron. Iquitos er i dag verdens største by hvortil der ikke kan køres, og man kan kun komme dertil med fly eller med båd ad Amazonfloden. Gummibaronernes velstand sluttede i 1920 - da konkurrencedygtigt gummi fra Afrika og Asien kom på markedet og priserne faldt
I 1990 vinder den hidtil ukendte agronom Alberto Fujimori valget på et populært program om bekæmpelse af narkotrafikken,”Den lysende Sti”, og opretning af landets katastrofale økonomi. Fujimori var søn af japanske immigranter og talte spansk med tydelig accent, så ikke mindst den indianske befolkning kunne identificere sig med ham - for spansk var også et fremmedsprog for dem. Kort efter valget vender Fujimori på en tallerken, og gennemførte en økonomisk chokkur med voldsomme privatiseringer og nedskæringer i det offentlige system. Da det blev modsat af kongressen, afsatte han med militærets hjælp kongres og domstole, indtil hans planer var gennemført. Fujimori var en benhård leder, men tilsyneladende blev skuden vendt, i det økonomien bedredes og de fleste terroristledere kom bag tremmer, så han vandt også valget i 1995. 
De små veje gik igennem det tørre landskab, og forskellige steder var der forholdsvis nyplantede eucalyptus og fyrretræer i små plantager, så der var noget træ til husbygning og brænde. Vi stoppede ved Ninamarka, der er et område med små begravelsestårne spredt i landskabet. Tårnene, der kaldes chullpas, er fra før inkatiden og der har engang været over 300, men nu er der kun en snes tilbage, i det resten er splittet ad af spanierne i deres søgen efter guld og sølv. Tårnene er små i forhold til dem vi så ved Sillustani nær Titicacasøen, i det de her kun er 2-3 meter høje og primitivt bygget, men dog så solide, at tårnene har kunnet modstå århundreders vejr og vind og beskyttet de døde, og hvis deres sjæle har været i nærheden, har de kunne nyde det smukke landskab. 
Den smalle grusvej fortsatte, og efter at have krydset passet ved Tres Cruces, begyndte det langsomt at blive mere grønt og ved frokosttid var omgivelserne meget grønne, for vi havde nået sydspidsen af den store Del Manu nationalpark. Inden da havde vi set en hjort på vejen, og vores lokalguide Rider sagde, at det var første gang han havde set en hjort på de kanter.Vi var stadig betragtelig oppe i højderne, i det et skilt forkyndte en højde på 3.530 meter over havet, og at temperaturen gik fra minus 2 til kun plus 18 grader. Det var faktisk også begyndt at støvregne og det var lidt halvkoldt, men heldigvis var der et rundt halvtag, hvor vi kunne sidde i pædagogisk rundkreds og spise kokkens medbragte madpakker.
Vi var nået til Antisuyo, som inkaerne kaldte det østlige distrikt, og de nåede ikke meget længere i den retning, da det var svært at overvinde de lokale stammer. Det menes dog, at de havde den fremskudte by Paititi et sted i junglen, og at det var der, de hentede det meste af deres guld. Det siges også, at de nåede at bringe en del af deres guldskatte, inkl. solskiven fra Cuzco, tilbage til junglen, da spanierne gik amok i deres guldrus. De spanske erobrere udforskede derfor dele af junglen på jagt efter Paititi, men byen blev aldrig fundet, og mange af de spanske erobrer bukkede under af sygdomme og forgiftede pile. Mange andre ekspeditioner har siden gennemsøgt junglen på jagt efter guldskatten – hidtil forgæves, men hvem ved, måske er der en dag en indianerpige der snubler over et guldhorn – som det skete i Danmark.
I 1981 opgjorde man det samlede areal af Perus tropiske skove til omkring 700.000 km2 og det er det største tropiske område, bortset fra Brasilien, end i noget andet sydamerikansk land. Desværre ryddes der rundt regnet 2.600 km2 skov om året, først og fremmest som følge af befolkningsvæksten og det efterfølgende behov for jord. Heldigvis er der mange steder oprettet nationalparker for at dæmme op for skovrydningen, bl.a. ved floden Rio Alto Madre de Dios der bugter sig i mellem Parque Nacional de Manu og Amarakaeri-reservatet. Da det var på denne flod vi om et par dage skulle sejle, vil jeg fortælle lidt om de to spændende områder.
Parken er inddelt i 3 zoner: Kulturzonen, reservatzonen og parkzonen og det er kun tilladt at besøge de to første zoner i parkens østlige del, og det er under 20 % af det samlede areal. Parkens største areal er kun tilgængelig for videnskabsfolk med specialtilladelse og selvfølgelig de indianergrupper der har levet i området i årtusinder bl.a. machiguengaerne, der er Perus største lavlandsfolk. Desuden er der yora-yaminahua, huachipairi og mashco-piro indianerne der først har fået kontakt til omverdenen for nylig.
Se det er også en måde at gøre det på, og vi skal jo heller ikke selv råbe for højt herhjemme, for hele Danmark har også engang været dækket af urskov, og en sådan uberørt urskov kunne jo nok ikke brødføde 5 millioner mennesker.
Madpakkerne var spist og vi fortsatte stejlt ned ad den snoede bjergvej, og omgivelserne blev bare grønnere og grønnere og mere og mere frodigt og regnskoven stod til sidst som en mur langs vejen. Da vi stadig var i bjergene, var der mange skarpe sving, så det var med følelse, at chaufføren forsigtig fik kantet bussen rundt i svingene. I de indvendige sving var der næsten altid et vandløb hen over vejen, og vandet havde skyllet noget af vejen væk, så det var en rigtig dårlig ide at kikke ud på baghjulet, og se at der kun var 10 cm ud til kanten og afgrunden, der stejlt gik flere hundrede meter ned. Det var en hel lettelse, da der senere kun var 20-30 meter ned, for så kunne vi da ikke falde så langt. På et tidspunkt blev vi overhalet af en lokal bus, og en lokal bus på de kanter er en gammel lastbil med presenning, og da bussen gerne ville holde køreplanen, var der ikke så mange følelser i svingene, så den forsvandt hurtig forude. GYS.
Et sted i tågeskoven kaldet San Pedro gjorde vi holdt, og der var lavet en aflang mosbegroet platform, der vendte ud mod en stejl junglebeklædt skråning. Her i dette område kurtiserer ” Koch af the rocks”, på dansk klippehaner, hinanden under højlydte skrigelyde. Hannerne er knaldrøde og det er dem man ser og høre, medens de brune hunner sidder usynligt og hygger sig, medens de nyder al den hurlumhej om deres gunst. Det er kun de haner, der er gode dansere og kommer med de bedste skrigelyde, der får lagt hønerne ned, så det er bare med at hænge i, hvis de vil have deres gener videreført. Fuglene er på størrelse med duer, og da de bevægede sig rundt i trækronerne var de ret svære at få på fotohold, men der var da flere af os, der fik nogle billeder med noget rødt i alt det grønne.
Videre frem ad vejen dukkede små udsteder op med nedslidte bræddehytter, og ind imellem var der små kirkegårde. Der var ingen marker at se, så jeg ved ikke hvad de levede af, men det gjorde de måske heller ikke. 
Vores ”hotel” gik under navnet hostel Manu og det var af den primitive slags, og jeg tror ikke det indgik i nogen stjernerække. Vores værelse var ca. 2 x 4 meter med 2 brede senge, med et helt lagen og et tæppe til hver. Hele den ene side af værelset var åbent, bortset fra at det var dækket af et fluenet, men den lette vægbeklædning gav lidt luft til værelset, hvor temperaturen udenfor var 26 grader. Heldigvis var der ikke toilet i sådan et lille værelse, men der var noget, der gjorde det ud for toiletter i hver ende af værelsesgangen. Jeg synes, det var et spændende hotel, og med den lette vægbeklædning var det som at sove ude med alle nattens lyde i fuld styrke. 
Så snart kokken var ankommet, gik han igang med aftensmaden, og det blev noget rigtigt junglemad bestående af stærk fiskesuppe, catfish, store ristede majskerner og madbananer. Fiskeskindet fra catfischen blev vist frem, og det lignede grangiveligt et katteskind, så man kunne godt blive lidt i tvivl om, hvad det egentlig var vi sad og spiste.
Junglens mange nattelyde gik over i morgenens lyde af hundeglam, cikader, haner og menneskestemmer. Det var overskyet, men alligevel 25 grader fra morgenstunden. Det var alt for spændende til bare at blive liggende i sengen, så da det ved 6 tiden var blevet lyst, stod vi op, og gik tur i byen. Indbyggerne i Pillcopata sover heller ikke længe, for butikkerne og markedet var åbne og vi fik købt noget vand og lidt sundt slik i form af tørrede bananerskiver. En stor arapapagøje sad på en pind ved hostelet, og den var ikke bundet, men det kan da godt være at den var stækket, for den blev i hvert fald hvor den var. Der kravlede også en 30 cm stor skildpadde rundt på gårdspladsen, og den fik vi da også kikket og løftet lidt på.
De udrangerede, bulede og rustne lastbiler der stod rundt omkring, og som jeg troede var kulisser til en ny Indiana Jones film, viste sig at sig at være køretøjer, som så sandelig stadig var i brug. Dækkene var et kapitel for sig, i det de var flossede, hullede og uden slidbane, og at køre på dem, ad de bjergveje vi var kommet af, må betegnes som mere end livsfarligt.
Byen havde kun nogle få gader, men vi gik rundt og kikkede. Vi betragtede den gamle hængebro, der hang i laser over floden, men der var da heldigvis også en nyere en af slagsen. En ældre mand hilste på, og ville så gerne fotograferes, så vi snuppede et billed af ham, som han så kunne se på skærmen bagefter.
Vi var tilsyneladende de eneste turister i den lille by, og der var ikke skyggen af en souvenirsælger – så vi var ved at have abstinenser i souvenirgenet. 
Midt på formiddagen nåede vi nogle huse, der hed Atalaya. Her endte vejen, så hvis man ville videre, var der kun vandvejen tilbage. Bagage og grej blev læsset af bussen og vi fik båret det ned til vores 2 kanoer. Det var kanoer, der var lidt større end dem man sejler i på Mølleåen, i det de var omkring 10 meter lange og 2 meter brede. Som vi senere ville se, var de meget identiske med de kanoer som de indfødte brugte til deres egne
transporter. Forskellen var, at vi havde et halvtag over hovedet, der kunne tage det værste troperegn og skygge for solen. Den ene kano blev brugt til passagerer, hvor vi i ganske behagelige stole sad 3 personer ved siden af hinanden, og den anden kano blev brugt til bagage og grej, samt kokken og vistnok hans kone og lille dreng, der var ude og lufte ørene. Og ørene de blev virkelig luftet, for kanoen var monteret med en kraftig påhængsmotor, der virkelig kunne flytte båden, men vi havde også mange kilometer foran os. 
Vi kunne sidde helt afslappet og nyde turen, men vi lærte hurtigt, at man ikke skulle daske sin bare fod ned i vandet i fuld fart, for så stod der en kaskade af vand op, der gav brusebad til de bagved siddende. Den anden kano havde en gammeldags futtemotor, hvor skruen sad på en lang stang, så det gik i et noget mere adstadigt tempo. Noget der også gav fart var, at vi sejlede med strømmen, og det var ikke noget med ”stille flyder Don”, for der var fuld fart på vandmasserne i Rio Madre de Dios. Vi kom igennem mange steder med stærke strømme og krabbe bølger, næsten som i Bon Bonlands riverrafting, men her var det bare en rigtig flod og en rigtig båd. Det der gav strømfald og krappede bølger, var de flade flodbanker, så lokalguiden Jason havde fast plads i forstavnen som udkikker. Når der var fladvandet blev farten taget af kanoen, og Jason målte vanddybden med en lang stage. 
Det var ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Rider og bådføreren vidste det, så de lagde an til landing på en lille strandbred, hvor vi gik i land og fortsatte ind i junglen op ad en lille sti til nogle varme kilder. Tøjet, passet, pengebæltet, pengekatten og fotografiapparatet blev lagt i en bunke lidt afsides og jeg følte mig helt afklædt, og en lille smule urolig over familieformuen - men sikke noget pjat, vi var vel helt alene på denne gudsforladte plet midt i regnskoven.
Formuen var hvor den skulle være, da jeg som en af de sidste kom op af badet, og i mine egne tanker alene gik tilbage ad stien. Ud af ingenting stod der pludselig en regnskovsindianer lige foran mig. Jeg blev dog overhovedet ikke bange. Det hang nok samme med, at det var en kvinde og hun havde en lille dreng med sig. Hun så også meget fredelig ud, og op ad et træ havde hun stillet en lille samling pile, og selvom hun ikke sagde noget, fik jeg fornemmelsen af, at hun da nok gerne ville sælge nogen af dem. Det var ikke almindelige pile men skåret ud i hårdt træ og dekoreret med forskellige fjer på skaftet, og styrefjerene var syet på med fine små sting. Det var lidt besværlig at finde ud af, hvad sådan et par pile skulle koste, men da jeg endelig fandt ud af det, betalte jeg de 15 sol hun gerne ville have. Jeg kunne også have fået en 1½ meter lang bue med, men den kunne jeg ikke lige overskue den videre transport af, så jeg gik ned til de andre på stranden, som undrede sig over, hvor pokker jeg havde fået de pile fra.
Frokosten på stranden bestod af rå marineret fisk og flodkrebs serveret på bananblade, og til hovedret var der kylling med ris, og så fortsatte vi sejlladsen.
En rødhåret missionær fra Louisiana gik hvileløst rundt mellem benzintromlerne, for han havde ventet i 48 timer på, at der skulle komme en båd forbi der skulle op ad strømmen, og som ville have ham med. Han prøvede også på at komme med os, så han vidste åbenbart ikke i hvad retning han egentlig ville - men vi kunne ikke rigtig have en fremmed mand med i dagevis og hvem ved, måske var han en ulv i fåreklæder. 
Der lå et kæmpestort fældet træ i lysningen og andre stod i den omgivende jungle hvor papagøjerne skræppede, og nogen kunne endda berette om en flok aber.
I
vores åbne hytte var det som at sove under åben himmel i junglen, og efter lydene at dømme, er det om natten at dyrelivet leves. Torden rumlede også i det fjerne, men det var tørt under den overskyede himmel, da vi stod tidlig op til en morgenjungletur klokken 6. Det var heller ikke alle topaserne der ville med, men da vi nødig vil gå glip af noget, var Gitte og jeg med i den lille flok, der gik ned til floden. Stenbankerne langs floden består af helt glatte runde sten, og det kunne tyde på, at de har rullet rundt her i nogle tusind år. 
Medens vi var på jungletur havde kokken haft travlt, så han diskede op med en stor morgenbuffé med yougurt og alskens udskårne frugter, foruden brød og kage, og så var der lidt tid til at afprøve hængekøjerne.
Vi så gummitræer, hvor latexen piblede frem efter en rift i barken, og naekedtre hvor barken falder af, og kvælerfigenen er et helt mærkeligt kapitel for sig. Kvælerfigenen vokser ikke op af jorden, for der er alt for mørkt nede på skovbunden, så den begynder sit liv som et frø, der er tabt af en fugl eller abe i trækronen på et værsttræ. Frøet spirer og sender hurtigt en lang tynd rod ned mod jorden, og når der er kontakt, starter den unge figen sin vækst, og sender flere rødder ned og udvikler derefter stamme og blade. Efterhånden er værtstræet indhyllet af figenens stammer og løv, og vil måske dø, men på det tidspunkt er kvælerfigenen stor som et træ, og kan sagtens holde sig selv oppe. Sikke en gøgefigen.
Mette havde ved introduktionsmødet til jungleturen fortalt, at lokalguiden Rider med stor fornøjelse spiste hvide larver, og allerede dengang besluttede jeg, at hvis han kunne, så kunne jeg også. Så da Rider begyndte at grave fuldfede hvide larver ud af en gammel palmestamme, meldte jeg mig straks ind i larvespiserklubben. Hvis Rider havde spist dem rå, havde jeg fulgt med, og jeg havde allerede i ånden set, det slimede larvesaft drive ned ad hagen, men heldigvis skulle de først hen til kokken og tilberedes.
Kokken manglede friskt hønsekød til aftensmaden, så et sted langs flodbredden blev kanoens stævn sejlet op på bredden, og skipperen og vores 2 lokalguider gik i land. Jeg selv kunne ikke se nogen form for menneskelig aktivitet langs bredden, men de vidste åbenbart, at der lå en landsby et sted inde i junglen, og hvor der er en landsby er der vel også høns. Vi andre blev i båden, men på et tidspunkt gik Mette også i land, og så sad vi der i en løs båd som strømmen rykkede lidt i. Den tanken strejfede mig, at båden kunne rive sig løs, og vi ville drive ned ad floden, og forsvinde ind i verdens største og vildeste jungleområde. Nej, den tanke var helt hen i vejret, men hvad så hvis vores guider var faldet i baghold, og blev ristet over en sagte ild istedet for hønsene. Ja, ja der skete ikke noget som helst, men der blev fyret nogle vittigheder af, om vores eventuelle skæbne i Amazonas. Så da vi efter en times forløb, så liv i udkanten af junglen, og vores guider kom travende med 3 levende høns, en kæmpe papayafrugt og en klipfisk, åndede vi vist alle lettet op. Hønsene tog deres skæbne med ro, da de stadig levende blev lagt ned i en sæk i bunden af båden, men jeg kunne ikke lade være med at have lidt medlidenhed med dem. 
Lidt i 5 ankom vi til en ny lodges, der lå næsten ved flodbredden, men omgivet af tæt jungle. Denne gang var hytterne lidt mindre, så vi fik en hytte for os selv, og som den rene luksus var den med eget bad og toilet. Der var dog den lidt spøjse detalje, at der kun var myggenet på døren ud til toilettet, og der var også åben 5 meter op til den øverste hanebjælke. Der var ingen elektrisk lys, og ingen tændstikker, men masser af sterinlys, så alt i alt er det er en rigtig god ide, at medbringe lommelygter på en jungletur.
Det var meningen, at der skulle være barbecueparty under åben himmel, så der var lavet et stort bål i nærheden. De 3 høns var også inviteret med, men i stedet for at sidde på pinde, som de nok havde foretrukket, var de sat på pinde og blev ristet over gløderne. Inden bålet blev til gløder, gik der dog en rum tid, så vi fordrev ventetiden med at bage snobrød. Muligvis havde kokken taget fejl af sukkeret og saltbøssen, for dejen var så salt som Det døde hav. Til gengæld var hønsene helt røde indvendig, da de endelig blev serveret, og da jeg er en kylling på det punkt, så sprang jeg over, og ville meget hellere have en portion lækre gennemstegte palmelaver. Det var alligevel rigtig hyggeligt, at sidde ved bålet i junglenatten, og et eller andet må jeg have fået at spise, for jeg kan ikke huske, at jeg gik sulten i seng. 
Kort efter sammenfletningen af de to floder slutter nationalparken, og vi lagde til i den lille junglelandsby Boca Manu, der har set turister før, da de også har en lille flyveplads. Ikke at vi overhovedet så andre turister, men der var en ”junglebar”, der dog var lukket, ligesom det offentligt toilet, der havde ”cold dusch” som det store trækplaster.
Rider købte en frisk kokosnød til os hver, og en mand begyndte med en stang at pille dem ned fra en palme. Derefter gik Rider i gang med at hakke et hul med sin machete, så saften kunne drikkes, og det var han ret ferm til. Det var først da Jason begyndte at hakke med sin machete, at jeg overvejede at gå ned og hente min egen. Til sidst blev kokosnødderne flækket, så der også kunne smages på kokoskødet og bagefter - oh rædsel, blev det hele smidt på jorden, og vi gik vores vej. Det var kun fordi der kom en flok høns, der begyndte at hakke i kokoskødet, at det hjalp en lille smule på min dårlige samvittighed. 
Vi fortsatte sejlladsen, og det var egentlig meningen, at vi senere skulle overnatte i telt på en sandbanke ved floden, hvilket kunne være nok så spændende, men der var lidt vel rigeligt med vand i floden. Vi blev derfor foreløbig sat af ved en lodges, medens Rider og Mette sejlede ud for at rekonoserer. Efter en halv time kom de tilbage med den negative melding, at det ikke var muligt at overnatte på sandet. I det mindste blev lodgeejeren glad, for han skulle have 20 dollar pr. person, for tilladelse til, at vi kunne slå vores inderteltet op på hans gulv under et halvtag. Som et godt plaster på såret, var vi så fri for at grave huller i sandet, og kunne i stedet benytte lodgens pæne toiletter.
Det var stadig lyst, da vi bevæbnet med lommelygter sejlede lidt op ad floden, og blev sat af på flodbredden til en aftentur i junglen. Der skulle stå et stort træ derinde, hvor der var bygget en platform i kronen, og med en stige derop kunne udsigten nydes over junglens tag. I min fantasi er en stige i en sydamerikansk jungel lavet af træ, og den er vakkelvorn, mosbegroet og halvrådden, så på forhånd var det ikke noget der huede mig. 
Henne ved søen lå en lille katamaran af 2 flodkanoer og en ponton med klapstole, som vi satte os i, og Jason padlede os langsomt og lydløst afsted, medens mørket sænkede sig. Det var stille lunt vejr, og der var mange svaler over vandet, og andre fugle knevrede i trækronerne for at sætte os i perfekt stemning med junglelyde. Mørket var faldet på, men det var måneskin og det var slet ikke så godt, for det holdt i hvert fald kæmpeodderne væk, som ellers levede ved søen. Men kaimanerne, en slags krokodiller, var der da. Vi så dem dog ikke, men når vi lyste ind på bredden kunne vi se deres røde øjne der reflekterede lyset, medens de stirrede på os. Ifølge Rider bedømmer man størrelsen af kaimanerne på afstanden mellem deres øjne. Dem vi så var kun nogle små nogle på omkring 3 meter, men alligevel var det nok ikke et sted man skulle bade, uden at have et par macheter stukket ned i badebukserne. 
Der var allerede morgenmad klokken 5.30, og på det tidspunkt var hele lejren pakket ned og vi var klar til afgang. Vi skulle sejle klokken 6, så snart mørket var afløst af dagslys, og udkikkeren igen kunne få øje på de mange opstikkende træstammer, der i skumringen lignede forslåede søuhyrer, og som kunne sende enhver hurtigsejlende kano ind i et totalforlis. Igennem vores radiokontakt var der kommet melding om, at det sidste stykke landevej til Puerto Maldonado var ufarbart på grund af for meget regn, så vi skulle sejle en ekstra etape, for at komme til en farbar vej. 
Selv om strømmen stadig var stærk, var floden blevet mere stille uden strømfald, men den bugtede sig stadig på livet løs. Ledsagerbåden havde vi måtte skippe, da den var for langsom, så kokken og al vores bagage var stuvet ned i vores kano, og man kunne undre sig over, hvor meget last en enkel kano kunne klare. De første par timer var vi alene på floden, men så mødte vi en enkel indianerfamilie. En lille pige i familien sad ubevægelig og filosoferede på en væltet træstamme der ragede ud over floden, medens farmand var ved at bygge en tømmerflåde. Vi lagde til for lige at hilse på, og fik at vide, at når de havde lavet flåden, ville de lade sig drive ned ad floden for at besøge noget familie, og så siden gå hjem igennem junglen, så det var nok til mere end eftermiddagskaffe. 
Når vi sad i båden under det skyggefulde tag med fartvinden ind i ansigtet, så lagde vi slet ikke mærke til hvor godt vi havde det, for når båden lå stille og vi gik ud i solen, var det som at komme ind i et dampbad.
Vi havde landgang i guldgraverbyen Colorado, og det må være vore dages svar på Klondyke i Alaska under guldfeberen – nå måske lidt mere afslappet her, for Klondykes minus 33 grader var her afløst af 33 graders varme. Landgangen i Colorado er på en mudderbanke i mellem en snes af de indfødtes kanoer, og så op ad en lerskrænt til man kommer til selve byen. En mand kom med en trillebør fuld af fisk, så der var åbenbart andet end guld at komme efter i floden. 
Folk hilste venligt og var interesseret, men det er nok heller ikke hver dag, at der kommer turister forbi, så der var ingen souvenirsælgere, og det offentlige toilet var ude i bushen. Børnene så pæne ud i tøjet, og jeg fik taget et billed af en lille flok indianerpiger der legede med en dukke. Det tager ikke mere end et par minutter at gå igennem byen, og vi kom ud til en lille kirkegård med gravene liggende i junglekanten, og jeg ved ikke hvad de var på jagt efter, men der svævede en stor flok gribbe rundt.Colorado er en rigtig spændende by, og jeg elsker sådan nogle udsteder langt fra alfarvej.
Ved frokosttid gjorde vi holdt ved en sandbanke med noget meget klæbrigt mudder, der næsten ikke var til at få af støvlerne igen, så måske har vi guld med hjem i rillerne på sålerne. Nogle af mændene var galante, og ville bære deres koner i land, hvilket dog kun var 50 % effektivt, da en af herrene skred i bolledejen. Frokosten var ris, kylling og æg indpakket i det lokale mærke af økologisk madpapir – bananblade.
Under den videre sejlads, begyndte der at komme spredt beboelse langs kysten, og der var storvaskende koner imellem guldgravernes grusbunker. Når vi fik øjenkontakt med befolkningen vinkede de, men der var stadig ingen andre turister.
Vi bunkede vores bagage op på molen, og Mette gik i byen, for et øjeblik efter at komme tilbage med en flok taxaer, og igen kan man undre sig over, at man kan fremskaffe taxaer sådan et sted. Fire i hver, og så gik det raskt af sted ad sten- og grusveje mod Puerto Maldonado. Tit kørte chaufføren i venstre side, hvis der var mere fremkommeligt der, men han trak da heldigvis over på plads, når der var iblandet lastbiler i støvskyerne.
I en sidegade, der selvfølgelig kun var grusbelagt, for større var byen heller ikke, lå det ganske nydelige Cabana Quinta Hotel, og Gitte og jeg fik et stort dobbelt dobbeltværelse med træbeklædte vægge, og endda med 5 senge, så vi havde rigelig plads til at boltre os, og det var helt rart at få et varmt bad efter 5 dage med overvejende truckerbad.
Puerto Maldonado er ingen turistby, og senere da vi gik rundt i smågrupper, og slog et slag over Plaza de Armas hvor der var optræden, blev vi i løbet af et øjeblik genstand for alle tilskuernes opmærksomhed, for de stirrede på os, som kom vi fra månen. Det gør vi dog ikke, så i stedet for at stirre igen, fortrak vi, og blev meget interesseret i pladsens udlejning af trehjulede cykler og skubbevogne til børnene.
Tidlig morgen stod Gitte og jeg op, og fik vores morgenmad i hotellets smukke have med tropiske vækster. Vi skulle først af sted fra hotellet klokken 10, så der var rigelig tid til en morgentur i Puerto Maldonado. Ved den nyere kirke står Madonna på en høj søjle og kikker ud over byen, der faktisk hverken er fugl eller fisk, idet den ikke er gammel og ikke er ny, men det er tydelig at byplanlæggeren har brugt en A4 blok med ternet papir, for alle gader ligger vinkelret på hinanden. Byen ligger ved ”vores” flod Madre de Dios, men Rio Tambopata støder også til, så der er næsten vand alle vegne. Mellem byen, og langs grænsen til Bolivia ligger Nationalparken Tambopata-Candomo, og selvom fremtiden for parken er lidt uvis, da tømmerfirmaer og olieselskaber presser på, håber jeg at de besinder sig og lader naturen sejre, og i stedet lukker et bæredygtigt antal turister ind, der så kan give lidt indtægter til området. 
Vi gik ned til færgestedet, hvor bittesmå færger transporterede lastbiler og motorcykler over floden, til den vej der går videre til Brasilien. Gitte havde ikke rigtig lyst til at tage færgen over, og fortsætte på stop ind igennem Brasilien til Atlanterhavet. Så det blev desværre ikke til noget – nå, jeg havde for resten heller ikke lyst, så vi gik tilbage til hovedgaden. Her var der da lidt forretninger, og også byens eneste souvenirbutik, hvor jeg købte et par T-shirt hvor bladskæremyrer med blade havde skrevet
Amazonas.Ved hotellet fik vi taget en lidt vemodig afsked med vores indianske guider Rider og Jerson og kokken Freddy. Rider skulle flyve tilbage til Cusco, medens Jerson og Freddy, der var længere nede på rangstigen, skulle ud på den 3 døgn lange jordvej.
Noget jeg synes er rigtig, rigtig ærgerlig er, at kommende topasrejsende ikke får Amazonjunglen med, idet denne del er skåret væk. Der var for mange, der på tidligere evalueringsskemaer, har klaget over et eller andet. Jeg opfattede ingen mislyde på vores hold, så det er forhåbentlig nogle andres negative skemaer der er taget til efterretning. Jeg synes personligt at rejsedelen i Amazonjunglen var mindst lige så spændende og velorganiseret som resten af rejsen, og at kappe jungleturen af Perurejsen, ville svare til, at en rundrejse i Danmark kun skulle foregå på Fyn. Jeg håber at Topas igen tager junglen med, evt. kun hver anden gang, for så kan de rejsende der ikke kan lide at sejle, bo på junglehotel eller svede, eller hvad det er, vælge den fra.