Bumletog til verdens ende. Rejsebrev nr. 3 af Kim Greiner. På
vores rejse mod verdens ende havde vi besøgt Kiev i Ukraine og Minsk i
Hviderusland. Det ville faktisk være muligt at tage toget fra Minsk til
Moskva og videre med Den Transsibiriske Jernbane til Ulan Ude, der ligger
i Bujatien tæt på Bajkalsøen. Denne strækning har jeg beskrevet i min
bog "Bumletog fra Borup til Singapore, men vi skulle ud på nye
eventyr. Derfor fløj vi via Moskva til Ulan Ude, og herfra ville vi tage
bumletoget igennem Sibirien nord om Mongoliet til den russiske
Stillehavskyst.
Vi
landede i Ulan Udes lille lufthavn efter 5 timers natflyvning fra Moskva,
og med det samme skulle urene stilles 5 timer frem, fordi vi fløj østpå.
Inde i ankomsthallen stod en chauffør med et GREINER skilt, og vi var i
trygge hænder, men først skulle kufferterne hentes på båndet. Alle
kunne komme ind fra gaden og hente kufferter, og derfor var der en slags
kontrol, idet en ældre kone lidt på skrymt tjekkede bagagemærker.
Ulan
Ude er en rigtig russisk by og slet ikke som pragtbyerne Sct. Petersburg
og Moskva, for slet ikke at tale om Minsk i Hviderusland, hvor der overalt
er rent som et stuegulv. Ulan Ude virker som en by i let forfald med
hullede fortove og lidt affald hist og her. Der havde åbenbart været
nogle store regnskyl, for nogen steder var fortovet spærret af store
vandpytter, men så var der lagt mursten ud som trædesten. Til byens ros
så er bilerne meget flinke til at respektere de gående i fodgængerfelterne.
Lige
bagved kirken i et utrøsteligt beboelseskvarter stod en mindre, men
forgyldt statue af Lenin i egen høje person. Springvandet med Champagnegaloppen.
På
pladsen var der udlejning af små elektriske biler. Det var imponerende,
hvor dygtig en 2 årig dreng var til at styre uden om forhindringer og
folk. Indtil jeg fandt ud af, at en far styrede bilen med en fjernstyring.
Vejret var skønt med 22-24 grader, men selv på
Revolutionspladsen og i de omgivende gader er der ingen cafeer og slet
ikke noget udendørs udover en isbod. Der er ikke noget med Mac Donald
eller Burger King i byen, men vi fandt en Subway, hvor vi fik frokost til
en rimelig pris, men indendørs i et lidt skummelt lokale. Der
findes et par budhistiske templer i byen, men på bykortet stod der en pil
i kanten, så om der var 500 m eller 50 km vides ikke. En flok munke i røde
dragter var på besøg i byen. Der var nok 20-25, men mest små og
halvstore drenge. De stod smukt i kø og fik te fra en lille bod. Måske
var det den årlige skoleudflugt. Vi var
nede for at se til stationen, for vi skulle med bumletoget dagen efter, og
vi ville lige se på forholdene.
Efter
morgenmaden i hotellets Panoramarestaurant havde vi en formiddag i Ulan
Ude, inden vi skulle med bumletoget om eftermiddagen. Vi rundede lige
springvandet igen og gik sydpå igennem triumfbuen, der var bygget til ære
for zarens besøg i slutningen af 800 tallet. Bolchevikkerne rev den ned,
men efter Sovjetunionens fald er den bygget op igen. Videre fremme er der
en dejlig gågade med bænke, blomster og statuer. Desuden isboder og
nogle få cafeer.
Det
var tid til afgang fra denne specielle russiske by. Vi skulle videre nogle
tusinde kilometer med bumletog tværs igennem Sibirien og næsten til
verdens ende. Fortsættes i 4 rejsebrev: Bumletog tværs igennem
Sibirien.
Bumletog til verdens ende.
Igennem Sibirien til Vladivostok. 4. rejsebrev
juli 2020 af Kim Greiner Aldrig har vi frosset så meget som på turen igennem Sibirien, men det var
inde i vores kupe for der var skruet helt op for
airconditionen. Udenfor var der 38 graders varme i skyggen. Men vi er
garvede bumletogsrejsende, så vi havde ekstra tæpper og uldne sokker med
i bagagen.
Ulan
Udes jernbanestation er ikke alverden stor. Vi var kommet i god tid og
fandt vores tog på afgangstavlen. Så skiftede de spor og vi skulle
afsted fra perron 2 isteder for perron 1. Åh nej, for der går en meget høj
bro tværs over jernbaneterrænet, men den går i 10-12 meters højde og
rulletrappen er endnu ikke kommet til Sibirien. Nå op ad alle trinene og
ned ad alle trinene og vi fandt lidt skygge under broen. Toget ville holde
i 30 minutter i Ulan Ude, så der ville være god tid til at finde vogn 2.
I hver vogn er der 2 personaler i dette tilfælde en ung mand og en ung
kvinde. Jeg ved ikke hvad de kaldes på russisk, men jeg kalder dem for
togmanden og togdamen. De skiftedes til at have vagten med at tjekke
billetter og gøre toget rent undervejs m.m. I vores tilfælde var vi
ventet og togmanden bad bare om vores fornavne og vi fik et kryds på
listen og så var det OK. Vi havde flottet os og betalt for en kupe med to
køjer til hver. Lidt luksus men så ville der da være lidt privatliv. Vi
fik udlevert sengetøj og så var vi klar til afgang.
Igennem Sibirien uden spisevogn. Vi var
blevet installeret og var sultne og ville finde spisevognen. Når man går
fra en vogn til en anden skal 4 døre lukkes op og lukkes i, men vi
arbejdede os ned igennem togstammen. Næste vogn var magen til vores. Så
kom en 1. klasses vogn med kun to brede køjer i hver kupe. Så igennem en
3. klasses vogn hvor alle ligger på rad og række i køjer i 2 eteger på
begge sider af gangen. Her kommer man helt sikkert hinanden ved. Stadig
ingen spisevogn, så jeg spurgte en togdame. Neit ingen spisevogn i dette
tog sagde hun på russisk. Så kan 3 døgn godt være ret lang tid.
Passagererne havde selv proviant med undtagen os. Vi fik købt to æsker tørrede
nudler med tørret kød i en lille pose. Mindst 10 stykker kød a 1 mm2, så
det ville blive et rigtigt ædegilde. Efterfølgende blev vi meget obs på
køreplanen og de få gange der var 15 eller 30 m minutters stop for vi ud
for at købe brød, kiks og noget at drikke. Hvis der da var nogle steder
at købe noget. Det er første gang vi har været med et langdistance tog
uden spisevogn. Det er faktisk ærgerligt for det giver 3 hyggelige afbræk
om dagen med at studerer spisekortet og alt efter toget indtage et
kulinarisk måltid som i Australien eller en gang borst i et russisk tog.
Toget
er et bumletog og nogle gange tror jeg vi kun kørte 40 - 50 km i timen.
Sibirien er faktisk slet ikke så stort, det føles bare sådan. Vi var
kommet ind i et område med bjerge og på et langt stræk kørte vi langs
en brusende flod. Nå 3
døgn i en lille kupé med udsigt til skov, skov og skov og enkelte små
landsbyer med små træhuse med kartofler i haverne kan godt være lidt
langtrukken. På et tidspunkt var vi løbet helt tør for proviant udover
3 kiks og en flaske vand, men heldigvis var der 30 min. stop i Blogorsk
hvor vi købte 4 pølsehorn, kiks og en flaske såkaldt saft der var det
mest afskyelige jeg nogensinde har smagt. Som trøst står Lenin som en
forgyldt statue og hilser på os rejsende som et kært minde fra det gamle
Sovjetunionen. Foruden skov var vi kommet igennem kæmpestore øde græssletter
uden et eneste husdyr undtagen 1 hest og 2 køer, vi så i en landsby. Jeg
forstår ikke hvorfor Putin breder sig ind i Ukraine i stedet for at
udnytte græssletterne med får eller geder. Nå vi kan også være lidt
positive og glæde os over at russerne er så økologiske med de kæmpestore
blomsterenge.
Efter
3 døgn i toget kørte vi ind i Vladivostok og byen er endestationen for
"Den Transsibiriske Jernbane"og ligger 9.288 km fra Moskva. Vi
havde ryddet op i vores kupe og vores to togfolk hvde fået et postkort
fra København og en lille kontant erkendlighed til en glad aften.
Togmanden insisterede på at bære vores kufferter ud på perronen og gav
pænt hånd og togdamen der havde været sky som en dåhjort og ikke været
til at lokke et smil ud af, smilte nu og endda op til flere gange. Fortsættes i
5. rejsebrev:
Vladivostok - Sibiriens ferieparadis.
Bumletog til verdens ende.
Vladivostok - næsten ved verdens ende. 5. rejsebrev
juli 2020 af
Kim Greiner. Med et
pust og et støn kørte vores tog ind på perronen i Vladivostok, der er
endestationen på "Den Transsibiriske Jernbane". Skinnerne har
snoet sig 9.288 km igennem landskabet fra Moskva. Det viser, at Rusland er
et ret stort land, faktisk verden største. Vladivostok ligger helt ude i
den yderste russiske kartoffelrække omgivet af Kina og med Nordkorea som
nærmeste nabo og kun med 600 km over havet til Japan. Byen blev grundlagt
i 1860 som en militærpost, men er vokset siden til en storby med 600.000
indbyggere. Vi havde aldrig været der før, men det var det første delmål
til verdens ende.
Hotel
Asimut lå meget centralt med fin udsigt til Det Japanske Hav og meget tæt
på centrum af byen. De spurgte igen efter den indrejseseddel, vi ikke
havde, men vi fandt ud af, at vi bare skulle sige, at vi kom via Minsk, så
løste det sig. Det
var lunt i vejr, og vi gik ud for at finde noget at spise. Jeg var kommet
afsted i T-shirt og kun en skjorte, og så begyndte det med finregn. Nede
ved stationsbygningen, der er bygget i 1891, snusede vi rundt for at finde
noget spiseligt. Der var nogle spisesteder a la pølsevogne, men at sidde
ude i finregn ville ikke være lykken. Var der dog ingen steder, man kunne
komme ind i denne by og spise i tørvejr? Endelig fandt vi et slags
cafeteria og fik en gryderet med en klat ris, men airconditionen virkede
også her perfekt, så jeg sad og hundefrøs i mit halvvåde tøj. Sikke
dog en by. Den eneste trøst var statuen af Lenin, der stod og viste vejen
til et ukendt sted. OK på vejen til stationen opdagede vi først på
tilbagevejen flere restauranter.
Sibiriens ferieparadis. Næste
morgen gik vi til hotellets restaurant, da opholdet var incl. morgenmad.
Hvad skete der lige her? Alt personale var af asiatisk herkomst, og alle gæsterne
var også af asiatisk herkomst. Vi var simpelthen de eneste vesterlændinge.
Der var også lige den mærkbare forskel, at personalet hilste, smilede og
ikke nok med det, for de bukkede, hvis man spurgte dem om noget. Senere
fik vi at vide, at der hver dag ankommer ca.1000 besøgende fra Kina i
busser. Det tager kun 4 timer fra deres landsbyer, og de skal ikke have
visum. Desuden så kommer der 4-5 fly hver dag fra Korea. Hvad vil alle de
turister dog i denne kedelige by? Jo det viste sig, at den slet ikke var
kedelig.
Hun
viste os byen, og den var helt anderledes, end vi først havde antaget -
smuk og spændende. Der er himmelvid forskel på selv at gå rundt og have
en guide med. Jeg er forresten selv københavnerguide, så jeg ved, hvad
jeg taler om. (se på www.rejsefortaelling.dk). Hun viste os først den
gamle jernbanestation, og først nu opdagede vi de smukke loftmalerier.
Nede ved havnen var et stort marked med fisk og grønsager, og hun
fortalte om de omgivende smukke bygninger. En helt ny russisk kirke er næsten
blevet færdigbygget. Nede ved havnen ligger den russiske Stillehavsflåde.
De fleste må være ude at sejle, for den så ikke ud af meget. Præcis
kl. 12 lød der et kanonskud derudefra. Godt at Natalia havde advaret os,
for ellers havde vi da fået et chock. Hernede ligger også en smuk æresport,
der blev rejst, da zaren engang var på besøg. Den blev revet ned af
Stalin, men er nu genopbygget i al sin pragt. En kæmpe undervandsbåd
Submarine C - 6 er trukket på land og er nu museum. Byen har flere smukke
hængebroer, og vi kørte over den nyeste, der blev indviet i 2012.
Pylonerne er de 2. højeste i verden på 324 m. Så fik vi vist den nye
operabygning, og vi var oppe på et udsigtspunkt over byen. Det viste sig
også, at byen havde smukke gågader med springvand og blomsterbede. Vi
kom en tur ind i det gamle China Town, der før rummede skidt og møg, men
nu rummer cafeer og butikker i de gamle huse.
Godt
at vi havde fået set det meste inden kl. 3, for derefter stormede det, og
regnen styrtede ned. De snakkede noget om en tyfon på vej. Den kunne vi
godt undvære for i morgen tidlig flyver vi efter planen til Sydkorea. Hidtil
havde vi været under Irinas vinger fra Alt Rejser på Vesterbro, og alt
havde klappet perfekt med fly, tog, hoteller, guider, chauffører m.m. I
Sydkorea skifter vi rejsebureau til Koreaspecialisten. Korea er ukendt
land for os, så nu må vi se, hvordan det spænder af. Klik her
og fortsæt i 6. rejsebrev:
Soul - Østens perle.
|