Bumletog til verdens ende

Bumletog til verdens ende.

Ulan Ude - Sibiriens perle.

Rejsebrev nr. 3 af Kim Greiner.

På vores rejse mod verdens ende havde vi besøgt Kiev i Ukraine og Minsk i Hviderusland. Det ville faktisk være muligt at tage toget fra Minsk til Moskva og videre med Den Transsibiriske Jernbane til Ulan Ude, der ligger i Bujatien tæt på Bajkalsøen. Denne strækning har jeg beskrevet i min bog "Bumletog fra Borup til Singapore, men vi skulle ud på nye eventyr. Derfor fløj vi via Moskva til Ulan Ude, og herfra ville vi tage bumletoget igennem Sibirien nord om Mongoliet til den russiske Stillehavskyst.

Rusland kræver visum af os danskere, og det er faktisk noget ret så besværligt og snørklet noget. Gitte havde været ret nervøs for, om det skulle lykkes os at få visum, for i ovennævnte bog havde jeg ikke rost præsident Putin i høje toner. Vistnok tværtimod. Men selvom bogen af læserne er anmeldt som spændende og humoristisk, så tvivlede jeg på, at Putin læser danske bøger, og da den endnu ikke er oversat til russisk, fik vi vores visum.

Vi landede i Ulan Udes lille lufthavn efter 5 timers natflyvning fra Moskva, og med det samme skulle urene stilles 5 timer frem, fordi vi fløj østpå. Inde i ankomsthallen stod en chauffør med et GREINER skilt, og vi var i trygge hænder, men først skulle kufferterne hentes på båndet. Alle kunne komme ind fra gaden og hente kufferter, og derfor var der en slags kontrol, idet en ældre kone lidt på skrymt tjekkede bagagemærker.

Der er en halv times kørsel til centrum af Ulan Ude, hvor vi blev sat af ved det udmærkede 4 stjernede Hotel Katarmonih. Ved indtjekningen manglede vi en eller anden indrejseseddel, som vi aldrig havde fået, måske fordi vi var kommet hertil på en snørklet måde. Nå, men de fiksede den med lidt retteblæk, hvor en ukendt person blev slettet, og mit navn indføjet, og så skrev jeg under. Til hotellets konduite hørte også, at vi kunne få det store dejlige værelse kl. 9. om morgenen. Vi havde stort set ikke sovet på flyet, så vi bevilgede os selv lige et par timer på øjet, inden vi gik ud for at se på byen.

Ulan Ude er en rigtig russisk by og slet ikke som pragtbyerne Sct. Petersburg og Moskva, for slet ikke at tale om Minsk i Hviderusland, hvor der overalt er rent som et stuegulv. Ulan Ude virker som en by i let forfald med hullede fortove og lidt affald hist og her. Der havde åbenbart været nogle store regnskyl, for nogen steder var fortovet spærret af store vandpytter, men så var der lagt mursten ud som trædesten. Til byens ros så er bilerne meget flinke til at respektere de gående i fodgængerfelterne.

Byens største attraktion er et kæmpehoved af Lenin, der skuer ud over pladsen. Hans tanker var på en måde rigtige nok, men kommunisme virker som regel ikke i praksis. Stalin var der heldigvis ingen statuer af, men hans form for kommunisme var også en forbrydelse mod menneskeheden. Hans religionsforbud er ophævet, og der er god gang i kirkerne igen. Vi var inde i en lille kirke, hvor præsten bad med høj stemme imellem korsang af kvindestemmer. Det var dog nok en båndoptagelse, for der var kun 7-8 kvinder, der overværede messen. Selvfølgelig var kvinderne her tildækket med tørklæder, som kristen tro foreskriver. Præsten var en ret ung mand med sort skæg, men så pludselig trådte patriarken ud af en dør midt i alteret. Jeg troede først, at det var Vorherre selv, for han havde langt hvidt hår og skæg. Men så svingede han med et røgelseskar og forsvandt igen.

Lige bagved kirken i et utrøsteligt beboelseskvarter stod en mindre, men forgyldt statue af Lenin i egen høje person.

Springvandet med Champagnegaloppen.

Byens største attraktion er for mig deres springvand på "Revolutionspladsen". Det er med en masse dyser og stråler, flere hundrede vil jeg tro. Det magiske ved springvndet er, at strålerne følger musikken, der strømmer ud af højtalerne, så når der er høj musik, er der høje stråler, og ved lav musik er der lave stråler. Det var mest wienermusik, men så sandelig også Champagnegaloppen af Lumbye. Repertoiret var det samme, som da vi kom forbi i 2013, men det må også kræve en meget musikalsk dysemester at få det til at passe sammen. Foran Operabygningen, der er bygget af japanske krigsfanger, står en yndefuld figur af to balletdansere. Pigen har endda en lille guldkrone på hovedet. Nogle unge mennesker delte sedler ud, der opfordrede til at tage et engelskkursus. De havde desværre ikke selv taget kurset, fandt jeg ud af, da jeg ville snakke med dem.

På pladsen var der udlejning af små elektriske biler. Det var imponerende, hvor dygtig en 2 årig dreng var til at styre uden om forhindringer og folk. Indtil jeg fandt ud af, at en far styrede bilen med en fjernstyring.

Det er en meget hyggelig plads med folkeliv, og mindst halvdelen af befolkningen er af asiatisk udseende, men vi er også tæt på Mongoliet. Folk tror, vi er russere og taler russisk til os, så nu har jeg sat et dannebrosflag på min T-shirt og siger "danja", men så bliver de fleste generte, fordi de ikke taler engelsk.

Vejret var skønt med 22-24 grader, men selv på Revolutionspladsen og i de omgivende gader er der ingen cafeer og slet ikke noget udendørs udover en isbod. Der er ikke noget med Mac Donald eller Burger King i byen, men vi fandt en Subway, hvor vi fik frokost til en rimelig pris, men indendørs i et lidt skummelt lokale.

Der findes et par budhistiske templer i byen, men på bykortet stod der en pil i kanten, så om der var 500 m eller 50 km vides ikke. En flok munke i røde dragter var på besøg i byen. Der var nok 20-25, men mest små og halvstore drenge. De stod smukt i kø og fik te fra en lille bod. Måske var det den årlige skoleudflugt.

Vi var nede for at se til stationen, for vi skulle med bumletoget dagen efter, og vi ville lige se på forholdene.

Aftenspisning på hotellet i den fine restaurant for skal der være gilde, så lad der være gilde. Vi valgte en svinekotelet med kartofler og salat. På menukortet stod der ved hver ret hvor mange gram kød, hvor mange gram kartofler og hvor mange gram salat retten indeholdt. Vi fik desuden 2 cola, og Gitte fik en banandessert, der var et måltid i sig selv, og jeg fik en Irish Coffee. Alt ialt 1490 rubler, sådan ca. 160 kr. Rublen rækker langt i vore dages Rusland, for efter at Putin er ved at ødelægge sit eget land med annektering af Krimhalvøen og aggressioner i det østlige Ukraine, har Vesten lagt ham på is. Rublen er næsten faldet til det halve på kun 7-8 år.

Efter morgenmaden i hotellets Panoramarestaurant havde vi en formiddag i Ulan Ude, inden vi skulle med bumletoget om eftermiddagen. Vi rundede lige springvandet igen og gik sydpå igennem triumfbuen, der var bygget til ære for zarens besøg i slutningen af 800 tallet. Bolchevikkerne rev den ned, men efter Sovjetunionens fald er den bygget op igen. Videre fremme er der en dejlig gågade med bænke, blomster og statuer. Desuden isboder og nogle få cafeer.

Udenfor et meget lille kapel stod nogle troende kvinder. Lidt efter kom et par præster ud i fuldt ornat i lange kapper og efterfulgt af en flok syngende kvinder. Præsten havde en spand med vievand og en kost, som han dyppede i vandet og strintede med. Vi stod lige i skudlinien og på kun 2 meters afstand fik vi næsten bad i vievand. Tak præst, vi trængte også til et guds ord med på vejen. I denne del af byen er der mange af de gamle russiske bjælkehuse. Desværre er de i lettere forfald, og de fleste så ubeboede ud. Men her lå også byens største og fineste kirke med blå kubler og gyldne spir. Et par gamle koner havde slået sig ned ved indgangen som tiggere, men det var faktisk også de eneste, vi så, i byen.

Det var tid til afgang fra denne specielle russiske by. Vi skulle videre nogle tusinde kilometer med bumletog tværs igennem Sibirien og næsten til verdens ende.

Fortsættes i 4 rejsebrev: Bumletog tværs igennem Sibirien.

Bumletog til verdens ende.

Igennem Sibirien til Vladivostok.

4. rejsebrev juli 2020 af Kim Greiner

Aldrig har vi frosset så meget som på turen igennem Sibirien, men det var inde i vores kupe for der var skruet helt op for airconditionen. Udenfor var der 38 graders varme i skyggen. Men vi er garvede bumletogsrejsende, så vi havde ekstra tæpper og uldne sokker med i bagagen.

Vi har før taget bumletoget med "Den Transsibiriske Jernbane" hvilket kan læses i min bog "Bumletog fra Borup til Singapore." Dengang tog vi ruten igennem Mongoliet og Kina til Beijing. Denne gang ville vi tage ruten nord om Mongoliet til den russiske Stillehavsby Vladivostok der ligger klods op ad Nordkorea.

Ulan Udes jernbanestation er ikke alverden stor. Vi var kommet i god tid og fandt vores tog på afgangstavlen. Så skiftede de spor og vi skulle afsted fra perron 2 isteder for perron 1. Åh nej, for der går en meget høj bro tværs over jernbaneterrænet, men den går i 10-12 meters højde og rulletrappen er endnu ikke kommet til Sibirien. Nå op ad alle trinene og ned ad alle trinene og vi fandt lidt skygge under broen. Toget ville holde i 30 minutter i Ulan Ude, så der ville være god tid til at finde vogn 2. I hver vogn er der 2 personaler i dette tilfælde en ung mand og en ung kvinde. Jeg ved ikke hvad de kaldes på russisk, men jeg kalder dem for togmanden og togdamen. De skiftedes til at have vagten med at tjekke billetter og gøre toget rent undervejs m.m. I vores tilfælde var vi ventet og togmanden bad bare om vores fornavne og vi fik et kryds på listen og så var det OK. Vi havde flottet os og betalt for en kupe med to køjer til hver. Lidt luksus men så ville der da være lidt privatliv. Vi fik udlevert sengetøj og så var vi klar til afgang.

Vi var i et ægte russisk tog og der er toilettet pænt rent men ellers ikke det vilde luksus. Der er en lille håndvask hvor man skal trykke på en dims for af få vand ud. Toilettet er er med pedal og frit fald til skinnerne og derfor bliver det låst af når vi nærmede os en by. Køreplanen er slået op på væggen og der står alle de steder vi skal stoppe undervejs og hvor mange minutter toget holder hvert sted fra 2 til 30 minutter. På dette tog fra Novosibirsk til Vladivostok holder toget 50 gange - et rigtigt bumletog. Men til forskel fra DSB så ankommer toget og køre præcis efter køreplanen. Hvad med at sende DSB direktøren med og lure dem kunsten efter? Røde streger på planen viser hvornår urene skal stilles en time frem.

Igennem Sibirien uden spisevogn.

Vi var blevet installeret og var sultne og ville finde spisevognen. Når man går fra en vogn til en anden skal 4 døre lukkes op og lukkes i, men vi arbejdede os ned igennem togstammen. Næste vogn var magen til vores. Så kom en 1. klasses vogn med kun to brede køjer i hver kupe. Så igennem en 3. klasses vogn hvor alle ligger på rad og række i køjer i 2 eteger på begge sider af gangen. Her kommer man helt sikkert hinanden ved. Stadig ingen spisevogn, så jeg spurgte en togdame. Neit ingen spisevogn i dette tog sagde hun på russisk. Så kan 3 døgn godt være ret lang tid. Passagererne havde selv proviant med undtagen os. Vi fik købt to æsker tørrede nudler med tørret kød i en lille pose. Mindst 10 stykker kød a 1 mm2, så det ville blive et rigtigt ædegilde. Efterfølgende blev vi meget obs på køreplanen og de få gange der var 15 eller 30 m minutters stop for vi ud for at købe brød, kiks og noget at drikke. Hvis der da var nogle steder at købe noget. Det er første gang vi har været med et langdistance tog uden spisevogn. Det er faktisk ærgerligt for det giver 3 hyggelige afbræk om dagen med at studerer spisekortet og alt efter toget indtage et kulinarisk måltid som i Australien eller en gang borst i et russisk tog.

Om dagen holdt vi vores kupé dør åben hvis nogen skulle have lyst til at komme på besøg. De andre i toget var russere og de taler ikke engelsk, så de skulle ikke nyde noget. Det eneste besøg vi fik var vores togdame der stak støvsugeren ind. Uden at hilse på nogen måde og uden det mindste antydning af et smil støvsugede hun og forsvandt igen. Det er helle ikke det bare sjov at være russer i Putins Rusland. Faktisk så tror jeg ikke at jeg får farvelkys af togdamen her som jeg fik af togdamen i Kasakstan.

Toget er et bumletog og nogle gange tror jeg vi kun kørte 40 - 50 km i timen. Sibirien er faktisk slet ikke så stort, det føles bare sådan. Vi var kommet ind i et område med bjerge og på et langt stræk kørte vi langs en brusende flod.

Nå 3 døgn i en lille kupé med udsigt til skov, skov og skov og enkelte små landsbyer med små træhuse med kartofler i haverne kan godt være lidt langtrukken. På et tidspunkt var vi løbet helt tør for proviant udover 3 kiks og en flaske vand, men heldigvis var der 30 min. stop i Blogorsk hvor vi købte 4 pølsehorn, kiks og en flaske såkaldt saft der var det mest afskyelige jeg nogensinde har smagt. Som trøst står Lenin som en forgyldt statue og hilser på os rejsende som et kært minde fra det gamle Sovjetunionen. Foruden skov var vi kommet igennem kæmpestore øde græssletter uden et eneste husdyr undtagen 1 hest og 2 køer, vi så i en landsby. Jeg forstår ikke hvorfor Putin breder sig ind i Ukraine i stedet for at udnytte græssletterne med får eller geder. Nå vi kan også være lidt positive og glæde os over at russerne er så økologiske med de kæmpestore blomsterenge.

Hvis nogen har planer om at tage en tur med "Den Transsibiriske Jernbane", så kan jeg varmt anbefale i Ulan Ude at fortsætte med "Den Transmongolske Jernbane" og gøre stop i Mongoliets hovedstad Ulan Bator og i Gobiørkenen og slutte i Beijing i Kina. Undtagen selvfølgelig hvis man er helt vild med 1000 vis af kilometer uberørt skov, græsmarker uden dyr og små bysamfund med træhuse, så skal men køre nord om Mongoliet.

Efter 3 døgn i toget kørte vi ind i Vladivostok og byen er endestationen for "Den Transsibiriske Jernbane"og ligger 9.288 km fra Moskva.

Vi havde ryddet op i vores kupe og vores to togfolk hvde fået et postkort fra København og en lille kontant erkendlighed til en glad aften. Togmanden insisterede på at bære vores kufferter ud på perronen og gav pænt hånd og togdamen der havde været sky som en dåhjort og ikke været til at lokke et smil ud af, smilte nu og endda op til flere gange.

Fortsættes i 5. rejsebrev: Vladivostok - Sibiriens ferieparadis.

Bumletog til verdens ende.

Vladivostok - næsten ved verdens ende.

5. rejsebrev juli 2020 af Kim Greiner.

Med et pust og et støn kørte vores tog ind på perronen i Vladivostok, der er endestationen på "Den Transsibiriske Jernbane". Skinnerne har snoet sig 9.288 km igennem landskabet fra Moskva. Det viser, at Rusland er et ret stort land, faktisk verden største. Vladivostok ligger helt ude i den yderste russiske kartoffelrække omgivet af Kina og med Nordkorea som nærmeste nabo og kun med 600 km over havet til Japan. Byen blev grundlagt i 1860 som en militærpost, men er vokset siden til en storby med 600.000 indbyggere. Vi havde aldrig været der før, men det var det første delmål til verdens ende.

Allerede på perronen stod vores chauffør med et GREINER skilt, og i løbet af 10 minutter kunne vi indlogere os på Hotel Asimut. Det er en luksus at få nogen til at hente og bringe os, men det kan sagtens lade sig gøre i hele Asien. Ja ja, nogen gange lidt primitivt som i Vietnam, hvor vi nærmest sad på bagagebæreren bag på en cykel. På denne tur var det luksusbiler, og hvad det koster, aner jeg ikke. Det var bare indkluderet i hele rejsens pris.

Hotel Asimut lå meget centralt med fin udsigt til Det Japanske Hav og meget tæt på centrum af byen. De spurgte igen efter den indrejseseddel, vi ikke havde, men vi fandt ud af, at vi bare skulle sige, at vi kom via Minsk, så løste det sig.

Det var lunt i vejr, og vi gik ud for at finde noget at spise. Jeg var kommet afsted i T-shirt og kun en skjorte, og så begyndte det med finregn. Nede ved stationsbygningen, der er bygget i 1891, snusede vi rundt for at finde noget spiseligt. Der var nogle spisesteder a la pølsevogne, men at sidde ude i finregn ville ikke være lykken. Var der dog ingen steder, man kunne komme ind i denne by og spise i tørvejr? Endelig fandt vi et slags cafeteria og fik en gryderet med en klat ris, men airconditionen virkede også her perfekt, så jeg sad og hundefrøs i mit halvvåde tøj. Sikke dog en by. Den eneste trøst var statuen af Lenin, der stod og viste vejen til et ukendt sted. OK på vejen til stationen opdagede vi først på tilbagevejen flere restauranter.

Sibiriens ferieparadis.

Næste morgen gik vi til hotellets restaurant, da opholdet var incl. morgenmad. Hvad skete der lige her? Alt personale var af asiatisk herkomst, og alle gæsterne var også af asiatisk herkomst. Vi var simpelthen de eneste vesterlændinge. Der var også lige den mærkbare forskel, at personalet hilste, smilede og ikke nok med det, for de bukkede, hvis man spurgte dem om noget. Senere fik vi at vide, at der hver dag ankommer ca.1000 besøgende fra Kina i busser. Det tager kun 4 timer fra deres landsbyer, og de skal ikke have visum. Desuden så kommer der 4-5 fly hver dag fra Korea. Hvad vil alle de turister dog i denne kedelige by? Jo det viste sig, at den slet ikke var kedelig.

Vi havde hjemme fra hyret en guide til en byrundtur, og det var Natalia, der talte fint engelsk. Hun var en smuk kvinde, nyskilt og var alene med 3 drenge. Hun synes, at den russiske sommerferie for skolebørn på 3 fulde måneder var al al for lang tid.

Hun viste os byen, og den var helt anderledes, end vi først havde antaget - smuk og spændende. Der er himmelvid forskel på selv at gå rundt og have en guide med. Jeg er forresten selv københavnerguide, så jeg ved, hvad jeg taler om. (se på www.rejsefortaelling.dk). Hun viste os først den gamle jernbanestation, og først nu opdagede vi de smukke loftmalerier. Nede ved havnen var et stort marked med fisk og grønsager, og hun fortalte om de omgivende smukke bygninger. En helt ny russisk kirke er næsten blevet færdigbygget. Nede ved havnen ligger den russiske Stillehavsflåde. De fleste må være ude at sejle, for den så ikke ud af meget. Præcis kl. 12 lød der et kanonskud derudefra. Godt at Natalia havde advaret os, for ellers havde vi da fået et chock. Hernede ligger også en smuk æresport, der blev rejst, da zaren engang var på besøg. Den blev revet ned af Stalin, men er nu genopbygget i al sin pragt. En kæmpe undervandsbåd Submarine C - 6 er trukket på land og er nu museum. Byen har flere smukke hængebroer, og vi kørte over den nyeste, der blev indviet i 2012. Pylonerne er de 2. højeste i verden på 324 m. Så fik vi vist den nye operabygning, og vi var oppe på et udsigtspunkt over byen. Det viste sig også, at byen havde smukke gågader med springvand og blomsterbede. Vi kom en tur ind i det gamle China Town, der før rummede skidt og møg, men nu rummer cafeer og butikker i de gamle huse.

Det mest overraskende ved byen var deres boardwalk a la Dyrehavsbakken med liv og glade dage og boder med is og mad. De havde såmænd også et Tivoli. Jo, Vladistok er værd at besøge. Efter 4 timer sagde vi farvel til Natalia og takkede hende for at have vist os den smukke og specielle by.

Godt at vi havde fået set det meste inden kl. 3, for derefter stormede det, og regnen styrtede ned. De snakkede noget om en tyfon på vej. Den kunne vi godt undvære for i morgen tidlig flyver vi efter planen til Sydkorea.

Hidtil havde vi været under Irinas vinger fra Alt Rejser på Vesterbro, og alt havde klappet perfekt med fly, tog, hoteller, guider, chauffører m.m. I Sydkorea skifter vi rejsebureau til Koreaspecialisten. Korea er ukendt land for os, så nu må vi se, hvordan det spænder af.

Klik her og fortsæt i 6. rejsebrev: Soul - Østens perle.