 Mandelas Sydafrika.
Rejsefortælling af Kim Greiner. Marts 2014 1. del Rejsefortælling af Kim Greiner. Sydafrika - det lykkelige land. Det er dog langtfra fryd og gammen, og en af de store syndere er, den måde man delte de hvides store rigdomme, da apartheid blev afskaffet, for de farvede fik kun smulerne fra de riges hvides bord. Apartheid var ikke kun racisme for der var tale om en total opdeling af samfundet efter hudfarve, i hvide, sorte, farvede og indere. Hver race passede sig selv, dog lige bortset fra, at de hvide gerne ville have, at alle de andre gjorde alt det beskidte og kedelige arbejde. Og sådan er det desværre også i vore dage.
Der ulmer under overfladen med utilfredshed, og det kniber med sammenholdet for kravet er jord, job, bolig, el og vand. Det hele drejer sig om fordeling, for på papiret er Sydafrika et rigt land og vækster er fin. Problemet er bare, at de rige ikke vil dele noget som helst med de fattige. Sådan er det desværre over hele verden, dem der tjener allermest får deres rigdomme kanaliseret hen i skattely, så de slipper for at dele med de andre, ved ikke at betale den skat som de bør. Det er så grunden til, at Sydafrika ikke er så lykkeligt alligevel.
Analfabetismen er på 14 % og HIV-smittede er helt oppe på 17,8%.
Bruttonationalproduktet BNP er pr. indbygger på 11.000 US dollars, hvor Danmark til sammenligning har 40.200 US dollars i BNP.
Meget nedslående er 50 % af indbyggere under fattigdomsgrænsen og arbejdsløsheden er 25 %. Sydafrika er et bjergrigt land, hvor Drakensbjergene når op i mere end 3.000 meter. Johannesburg ligger i 1.700 m, så det er en noget tyndere luft end vi er vant til herhjemme og den kan i starten give en let højdesyge, i hvert fald lidt hovedpine. Omkring de nordlige Drakensbjerge breder lavlandet og savannen sig og her er højden kun nogle få hundrede meter over havet. Sydafrikanerne skelner mellem highveld der er højlandet og lowveld der er lavlandet.
Ved Afrikas sydligste punkt Cape Agulhas støder to verdenshave sammen, med det varme Indiske Ocean mod øst og det koldeAtlanterhav mod vest. Det er den lune Agulhasstrøm der her kolligerer med den kolde Benguelastrøm der kommer nede fra Sydpolen. På vestkysten af Sydafrika er vandet derfor altid koldt og bliver højst 14-15 grader selv om sommeren, og det er derfor der her lever pingviner, som man jo ikke ellers ikke lige forbinder med Afrika. Sydafrika har derfor faktisk to klimazoner, hvor der i Cape Town og i det vestlige Cape er middelhavntemperatur med varme tørre somre, og kølige vintre med regn der kan falde døgnet rundt. Den centrale og nordlige del af landet er subtropisk med regn om sommeren i korte heftige byger om eftermiddagen og kølige vintre.
Floraen står lidt i skyggen af det farverige dyreliv, men det er ikke til at komme udenom, f.eks. baobabtræet der efter en afrikansk legende fortæller, at Gud gav alle dyr et træ som de skulle plante. Hyænerne fik baobabtræet, men de dummede sig, og plantede det med rødderne oppe i luften. Capeprovinsen er den mindste af verdens plante geografiske regioner med en plantevækst der kun findes her. Den bedst kendte er fynbos (man føler sig næsten hjemme) der minder lidt om lyng, men er stamfar til mange andre planter. Fynbos springer ud om foråret i alverdens farver. Længere mod nordvestlige er der kaktuslignende vækster, der springer ud med rødbrune, gule og orange farver og det sker i juli eller august når regnen kommer.
De første hvide som kom til Sydafrika var i 1652, da hollændere fra Det Ostindiske Kompagni ankom til bugten ved Taffelbjerget, for at få friske forsyninger til deres skibe der var på vej til Fjernøsten. De havde egentlig ingen planer om at slå sig ned, men klimaet var dejligt og naturen var smuk, så de etablerede de første gårde. Der kom også tyskere og franskmænd, og det førte til uro blandt de lokale khoikhoifolk, der ikke var vant til konkurrence om markerne til deres kvæg. Der var dog ikke meget at stille op mod de påtrængende europæere, så mange af de indfødte endte som arbejdere og slaver på de hvides gårde. Europæerne der som en fællesbetegnelse kaldtes ”afrikaanere” mente ikke, at de lokale slaver arbejdede hårdt nok, så der blev derfor hentet flere slaver fra Angola, Mozambique, Madagaskar, Indien og Indonesien. Alle disse slaveimporter lagde grunden til Sydafrikas blandede befolkning, og da slavehandelen i begyndelsen af 1800 tallet blev forbudt, var der bragt over 60.000 mennesker til Cape som slaver.
Zulukongen Shaka havde længere nordpå samlet zuluriget, og det havde kostet mindst en million mennesker livet og mange millioner var drevet på flugt. I 1838 lokkede Zulukongen Dingana voortrekkerne, med boerlederen Piet Retief i et baghold, hvor over 300 hvide blev dræbt. Hævnen var sød, for samme år blev over 10.000 zuluer skudt og dræbt ved Blood River i KwaZulu-Natal.
Diamanteventyret ved Kimberley startede i 1866 med fundet af de første diamanter. I 1872 var flere end 50.000 diamantjægere valfartet hertil og de fik i årene efter gravet 22,5 millioner ton jord og 3 ton diamanter op af ”The Big Hole”. Eventyret førte til grundlæggelse af Kimberley, som nu er centrum for det verdensomspændende ”De Beers-diamantimperium.” Den første guldklump blev fundet i 1886 af den unge lykkeridder George Herrison og det ændrede historien i området, således at Johannesburg er bygget på det pure guld med et finmasket net af minegange under jorden, hvor titusinde af mennesker svedendehar kæmpet med bor, hakke og spader for at bringe guldet op til overfladen.
Efter de første fund af diamanter og guld, blev briterne pludselig meget interesseret i landet udenfor den lille enklave omkring Cape Town.
Senere under det hollandske herredømme drog de længere ind i landet, men det var først da briterne var blevet herre over store landområder, at vandringerne tog større fart. Navnlig i slutningen af 1830erne var der stor misfornøjelse med den engelske koloniforvaltning, så de udvandrede i større stil og slog sig ned i Natal, Oranje og Transvaal. Derved blev der dannet to større republikker Oranjefristaden og Den Sydafrikanske Republik ( Transvaal), samt nogle mindre som Gosen og Stellaland. De mindre blev hurtigt opløst, med de større var i lang tid uafhængige af England.
I 1899 ulmede konflikten, og boerne der havde stor selvtillid efter sejren over briterne, ønskede den britisk indflydelse begrænset mest muligt. Boerne skulle afvikle diskrimination mod udlændinge, og så havde briterne også lige planer om en ”Sydafrikansk Union” hvor boerrepublikkerne skulle indgå. Transvaals præsident Poulus Krüger og den britiske højkommisær Alfred Milner kunne ikke nå til forståelse, og da briterne havde oprustet var krigen en kendsgerning. Det blev det andet militære opgør mellem boerne og briterne og benævnes undertiden ”Den anden Boerkrig” eller blot Boerkrigen. Ved krigens udbrud talte boernes hær 40.000 mand, og i løbet af krigen blev yderligere 40.000 mand indkaldt. De var organiseret i kommandoer med 300 til 3000 mand, og var for størstedelen beredne og havde derfor stor bevægelighed. Boerne var udholdende soldater og dygtige skytter, og deres kommanderende var af høj kvalitet.
Boerkrigen kan opdeles i to faser, hvor hærene i første fase, fra oktober 1899 til juni 1900 kæmpede tradidionelt, men i anden fase, fra juni 1900 til maj 1902, fortsatte boerne som en partisankrig mod den britiske besættelsesmagt. I krigens første fase gik boerne hurtigt til angreb, men i stedet for at rykke frem til de havne som briterne fik forstærkning fra, bandt boerne deres styrker i belejring af de tre store byer Ladysmit, Kimberley og Mafeking. Briterne prøvede at undsætte byerne, men det krævede mange nederlag. Efter at briterne fik store forstærkninger, og da Redvers Buller i januar 1900 blev afløst af feltmarskal F.S. Roberts, vendte krigens gang. I februar 1900 blev Kimberley og Ladysmit befriet, og en del af boerhæren blev tvunget til overgivelse. Mafeking blev befriet 16. maj efter 7 måneders belejring og briterne jubel var stor, selvom byen havde ringe militær betydning. Det var især chefen for Mafekings forsvar, general Robert Baden-Powel (senere grundlægger af spejderbevægelsen) der blev hyldet. Den 13. marts 1900 rykkede briterne ind i Oranje Fristadens hovedstad Bloemfontein og 5. juni erobrede de Transvaals hovedstad Pretoria. Præsident Krüger flygtede til Europa, men dermed var krigen ikke slut for anden fase kunne begynde.
Den nye britiske øverstkommanderende general Kitchener bekæmpede nu boerne med stærke kolonner, og indledte hårde indgreb mod civilbefolkningene, hvor boernes gårde blev brændt ned og de civile blev sendt i koncentrationslejre, med mange døde ofre. Først i maj 1902 gav boerne op mod briterne, og det to boerrepublikker blev indlemmet i det Britiske Imperium. Briterne beherskede nu hele Sydafrika, og i 1910 dannedes den Sydafrikanske Union.
Efter boerkrigen i 1899-1902 måtte boerne anerkende det engelske herredømme. Efter krigen blev boernes interesse varetaget af de to politiske partier ”Afrikaanderbond” og ”Zuidafrikaansche Taalbond”. Under den lange belejring af Mafeking fandt han ud af, at aflaste sine regulære soldater ved at anvende børn som udkigsposter, signaltjeneste og hospitalshjælpere. Disse børn udgjorde ”The Mafeking Cadets” og det må hellere lige understreges, at det dengang ikke var unormalt at anvende børn i krigstjeneste.
I 1907 fik Baden-Powel lov til at afholde en lejr med udvalgte drenge på Brownsea Island, for at afprøve ideen om en større bevægelse. Senere blev spejderne uniformerede for at synliggøre bevægelsen, og ikke mindst, at der ikke var synlig forskel på rige og fattige drenge. Drenge spejderbevægelsen blev så grundlagt i 1908. Allerede ved de første store stævner (jamborees), stødte Baden Powel på en flok piger der havde taget ”Scouting for Boys” til sig. At piger kunne have disse interesser var nyt for Baden Powel, så kort efter i 1910 startede hans søster Agnes pigespejder bevægelsen ”Girl Guides”. Senere i 1912 mødte Baden Powel den 32 år yngre kvinde Olave Soames, som han blev gift med, og hun overtog pigespejderbevægelsen fra Agnes. Til deres død var de verdensspejderchefer for hvert deres korps WOSM og WAGGGS.
I 1939 blev Baden Powel indstillet til Nobels Fredspris og både KFUM-spejderen og Det Danske Spejderkobs var blandt indstillerne, men da 2. Verdenskrig netop var brudt ud, valgte Nobelkomiteen ikke at uddele prisen dette år.
Høvding Uwini var leder af oprøret, og han påstod at have magiske evner, idet han ikke kunne rammes af geværskud. Sammen med 350 britiske soldater, fik Baden Powell trængt høvdingen op i en krog og han overgav sig, under løftet om at hans liv ville blive sparet. Alligevel gav BadenPowell ordre til, at Uwini skulle henrettes, frem for at overgive ham til en civil domstol som reglerne ellers krævede. Henrettelsen skulle vise, at høvdingen ikke havde magiske evner. Baden Powell hævdede efterfølgende, at Uwini ikke havde overgivet sig, men var fanget under en ildkamp. Sagen blev dengang undersøgt, men Baden Powell slap for videre tiltale. Så Baden Powell kunne fastholde, at der ikke var en plet i hans karakter. Episoden er dog beskrevet mange steder, og at Baden Powell bøjede reglerne, så han kunne henrette Uwini. Det uindkaldelige bevis var i brevet fra den britiske soldat Gerald Upton, hvor der står, at høvdingen overgav sig uden kamp. Brevet blev solgt på en britisk aktion for 30.000 kr.
Episoden fandt sted 3 år før belejringen af Mafeking, hvor Baden Powell opnåede heltestatus for sit mod. I 1960 angreb politiet 5.000 mennesker der demostrerede mod de forhadte love. 69 demonstranter blev dræbt, tusindvis blev anholdt og der blev indført undtagelsestilstand, og ANC blev forbudt.
Efterhånden blev det klart, at den ikke-voldelige modstand ikke førte til noget, så en væbnet kamp blev startet.
ANC blev forbudt i 1960, efter at politiet havde massekreret en masse fredelige demonstranter. Nu besluttede organisationen, at det var slut med fredelige protester. Mandela gik under jorden og ”Umkhonto we Sizwe” (Nationens Spyd) kendt som ”MK” der var en væbnet gren, blev grundlagt.
Mandela overlevede under jorden i 17 måneder, medens han besøgte både England og mange Afrikanske stater for at få deres støtte. Han var hele tiden et skridt foran politiet, og fik tilnavnet ”Den sorte Pimpernel”. Heldet svigtede først i 1962, hvor han blev fanget og anklaget for at have forladt landet uden tilladelse, og han blev idømt 5 års fængsel. Siden fandt politiet ud af, at han arbejde for MK, og den 12. juni 1964 blev han kendt skyldig i, at ville omstyrte staten. Han undgik dødsstraf, men blev idømt livsvarigt fængsel på Robben Island. De næste 26 år hvor Mandela henslæbte på Robben Island med at hakke sten, kæmpede ANC eksil-ledere med at holde organisationen kørende. Efterhånden fik de stor hjælp fra Mandela, der havde fået et stort internationalt ry som menneskerettigshedsforkæmper.
I 1996 lod Mandela sig skille fra Winnie hvis rygte efterhånden var blevet noget blakket og han giftede sig i stedet med Graca Machel, der var enke efter den tidligere præsident i Mozambique. I dag er det Demokratisk Alliance der er det vigtigste oppositionsparti, men ANC har stadig efter tre valg opbakning fra over 60 % af vælgerne.
Så sent som i 2012 var der strejke ved platinminen i Marikana. Her dræbte politiet mindst 34 demonstranter og sårede 78. Mandela døde som 95 årig den 5. december 2013, og verden var en stor personlighed fattigere. Zuma har også været anklaget for voldtægt, men blev frikendt. Pigen han var anklaget for at have voldtaget var hiv-positiv, men som Zuma sagde, han tog bare et brusebad bagefter for at undgå smitte. Når selv præsidenten ikke ved noget om hiv, så er det svært at bekæmpe sygdommen som 20 % af befolkningen lider af. Zuma strør også om sig med løfter, men det kniber med at holde dem, for han prøver at stille alle tilfredse, i en zigzak kurs uden nogen rød tråd.
Zuma lovede ved valget afskaffelse af fattigdommen, og mange fik troen på fremtiden tilbage, men arbejdsløsheden er stigende og mange er dybt skuffede. Nå, men der er da kommet elektrisitet og vand i de fleste townships, men den skæve sydafrikanske samfundsorden, er der ikke rykket ved.
Det kan da bemærkes at der også er kommet en del nyrige sorte i fremtrædende positioner. Der er plittelse i ANC, med en venstrefløj der tror på en social omfordeling, og så er der de højreorienterede socialdemokrater. Sydafrika er som en gryde, hvor det gælder om at holde på låget, for det rumler faretruende i grydens indre, men på et eller andet tidspunkt vil gryden koge over.
I et land med så mange rigdomme, kunne det være så godt og så er det faktisk skidt. |
Det kunne være så godt, og nogle af verdens rigeste mennesker lever i Sydafrika, men samtidig lever omkring halvdelen af indbyggerne under fattigdomsgrænsen. Der er derfor enorm forskel på rig og fattig. Nogle af de sorte og farvede har dog klatret op ad rangstien, for de har lært noget af det, som mange af de hvide sydafrikanere er eksperter i med hensyn til kneb, gode bekendkabelser, bestikkelse og tvang. 
Befolkningssammensætningen er med 79 % sorte, 9,6% hvide, 8,9% farvede og 2 % indere. 
Store dele af højlandet er opdyrket landbrugsland, og det dækker størstedelen af det indre Sydafrika. Mod nord falder højlandet ned mod Kalahariørkenen, og mod øst til lavlandet omkring Kruger Nationalpark.
Dyrelivet i Sydafrika er et kapitel for sig og ”The big five” med elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn tiltrækker turister til safarier både på landjorden ogtil havsafari for at opleve hajer og hvaler.
Da de første europæere kom til Sydafrika for små 400 år siden, mødte de khoikhoifolket og sanfolket som europæerne kaldte de noget nedværdigende navne hottentotter og buskmænd. De to folkestammer var efterkommere af forskellige bantufolk, der var kommet nordfra til Sydafrika for over 1000 år siden. 
I den efterfølgende periode opdagede både afrikaanerne og briterne, at der fandtes mange andre mennesker i det enorme land. I starten var der ofte fredelig sameksistens på handelsniveau, men efterhånden udviklede det sig til kampe med spyd mod skydevåben. I 1820 ankom 5.000 briter til Port Elizabeth, og det kom til kampe mellem xhosaer-stammen og de velbevæbnede briter. 
Lidt efter lidt overtog briterne zuluområdet, som de kaldte Natal, og de importerede 10.000 indere som gæstearbejdere på de nye sukkerplantager. Voortrekkerne fortsatte nordpå og etablerede republikkerne Transvaal og Oranje-fristaten. Det var helt i orden for briterne, indtil der blev fundet diamanter ved Kimberley og guld i Johannesburg.
Boerne var høje og kraftige og var fortræffelige ryttere og skytter. De havde en jævn og simpel levemåde, og det var ikke et dagligt bad der havde højeste prioritet. Familielivet var patriarkalsk og præget af streng religiøs. De bedst bemidlede drev vinavl, og de såkaldte ”kornboers” levede af agerbrug og kvægavl.
I 1877 blev Transvaal besat af briterne i forbindelse med en krig mod zuluerne. Efter nogle år gjorde boerne oprør, og i 1881 besejrede de en britisk hær og Transvaal vandt sin frihed. Så kom de store guldfund, og lykkeridderne fra mange lande, ikke mindst briter strømmede til, for at deltage i mindriften. Boerne førte en restriktiv politik over andre folkeslag og racer, så tilflytterne blev pålagt store skatter og havde ringe politisk indflydelse.
Den britiske hær talte kun 27.000 mand, og var utilstrækkelig trænet og den øverstkommanderende, general Redvers Buller, magtede ikke sin opgave. Der blev dog løbende sendt forstærkninger fra Storbritannien og kolonierne, og før krigen sluttede, talte den britiske hær ½ million soldater.
Boerne gik nu over til guerillavirksomhed og de ødelagde briternes jernbaner, broer, depoter og nedkæmpede isolerede styrker. De fik generobret byer, men forsvarede sig kun, så længe briterne ikke var for stærke.
Børnenes arbejde imponerede ham, så disse første erfaringer brugte han i sit første civile spejderarbejde. Han overværede senere en opvisning med ”Boys Brigade” hvor drengene ekserserede, og det fik ham på den tanke, at drenge burde have andre og sundere interesser. Han omskrev sin bog ”Aids for Scouting” der var beregnet for militære spejdere, til en række hæfter ”Scouting for Boys” og de blev revet væk hos bladhandlerne. 
Brevet viser, at han gav ordre til et henrette en krigsfange under militærtjenesten i Sydafrika. Høvding Uwini havde eller overgivet sig, under løftet om at hans liv ville blive sparet, og henrettelsen var da også imod hærens regler. Episoden fandt sted i 1896, under oprøret i Matabeleland i det nuværende Zimbabwe, hvor 300 britiske bosættere blev dræbt.
Den sydafrikanske stat blev dannet i 1910, efter den britiske sejr over boerne i 1902. Allerede i 1912 blev forløberen til det nuværende regeringsparti, ANC grundlagt, men der var langt igen til retfærdighed og fordragelighed. Allerede på det tidspunkt blev de første brikker til apartheid lagt, således at 87 % af jorden blev givet til det hvide, og kun 13 % til den oprindelige befolkning. Nationalistpartiet vandt valget i 1948, og gik straks i gang med at indføre det receopdelte samfund. Loven inddelte befolkningen efter race, bestemte hvor de måtte bo og forbød ægteskab og sex mellem racerne. Da den ikke voldelige modstand toppede ved vedtagelsen af Frihedscharteret i Kilptown i Soweto i 1955. Frihedscharteret havde krav om at ”alle skulle leve i broderskab med lige rettigheder uanset race, farve, køn og religion.” Det blev dog betegnet som ren kommunistisk propaganda.
Mandela tog første del af jurastudiet som fjernstudie, og derefter anden del på universitetet i Witwatersrand, hvorefter han i 1952 sammen med Tambo åbnede det først sorte sagførerkontor i Johannesburg. I 1958 giftede han sig med socialrådgiveren Winnie Madilizela og de fik to døtre.
Forhandlingen om demokrati balancerede flere gange på kanten af borgerkrig, men det endte med, at der den 10. maj 1994 kunne afholdes det første demokratiske valg i Sydafrika. ANC fik en overvældende valgsejr og Nelson Mandela blev valgt til præsident. I starten var Nationalistpartiet med i regeringen, men de trak sig ud og gik senere i opløsning. Mandelas førte en forsigtig politik, i årene efter det første frie valg idet han ville forene alle grupper i samfundet for at undgå konfrontationer. Den private hvide kapital og de private investeringer var fredet, og skulle være landets krumtap.
I 1999 gik Mandela af som præsident, og der kom en række andre præsidenter. I 2011 blev Sydafrika medlem af det økonomiske samarbejde med BRIKS landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Befolkningen har fået den politiske frihed de drømte om, men de venter stadig på den økonomiske frihed, der ellers er blevet lovet dem ved hvert valg og som skulle give dem job og mad på bordet hver dag. De er ikke helt sikre på at Gud høre deres bønner.
Mange veluddannede, både hvide og sorte er ved at forlade landet for de tror ikke rigtig på det sorte flertalstyre, for kan man stole på en krokodille, selvom den siger den er vegear? Det er også svært for højtuddannede hvide, når der ved lov er indført positiv særbehandling af sorte, så de hvide med store ambitioner siver væk til Australien, Canada og Sydamerika.