Mandelas Sydafrika.

Johannesburg og panoramaruten.

Rejsefortælling af Kim Greiner.

Marts 2014

2.del

Rejsen til Johannesburg i Sydafrika. 

Egentlig er vi i gang med en togtur Jorden rundt, og foreløbig har vi kørt med tog fra Borup til Beijing. Men det er den store tur, der tages i 5-6 delruter, og ind imellem kan vi jo ikke bare sidde og trille tommelfingre i Borup. Så beslutningen var taget, og i begyndelsen af marts 2014 tog vi til Sydafrika med Albatros. Nogle gange er der mennesker, der spørger: "Hvorfor tager I på rejser med et rejseselskab, når I rask væk tager Jorden rundt på egen hånd?" Der er der flere grunde til. Vi skal så ikke tænke så meget, for vi skal bare følge efter rejselederen og gøre, hvad der bliver sagt, og det hele er klappet og klart med transport og hoteller m.m. Vi kan jo også være heldige, at det er en dygtig rejseleder, der ved en masse om landet, og så behøver jeg ikke lave så meget research selv.

En anden stor grund er selskabet med andre rejselystne mennesker og sammen med dem få en masse oplevelser. Når man rejser alene, er det hele tiden nye mennesker, man skal forholde sig til, og måske goddag, få en lille snak og så farvel igen. I en gruppe er der ofte nogen vi falde i hak med, så rejsen kan nydes sammen, men det hænder så sandelig også, at der skabes venskaber, der også holder efter rejsen.

Så Sydafrika, som vi ikke havde besøgt tidligere, vinkede forude, og vi var mødt op i Kastrup Lufthavn i god tid og prøvede at spotte gruppen ud. På kulturrejser med moderat fysiske anstrengelser er det overvejende det "grå guld", og det vil stort set sige mennesker over 60 år. På denne tur var der dog en familie, der var noget yngre, og som havde tre halvvoksne/voksne børn med. Gruppen var på 29 rejselystne gæster og vores rejseleder var Klaus,  der for det første havde en fortid som udsending i Afrika, og i særdeleshed havde rejst i Sydafrika mange gange. Klaus var en nydelig mand og skilte sig kun lidt ud med et nydeligt cykelstyroverskæg. Det viser bare, at han er en modig mand, og hurtigt viste det sig også, at han var meget kompetent og vidende og samtidig hyggelig.

Det var første gang jeg skulle igennem sikkerhedskontrollen med min flunkende nye titaniumhofte, og selvfølgelig hylede og blinkede lamperne. Der blev lige lidt ekstra kropsnær kontrol, og jeg spurgte, om han ville se arret, men det var han dog ikke interesseret i.

Flyvningen foregik med British Airways, og derfor skulle vi runde og skifte fly i London. Let flyvning til London med fin service af en ældre, ret kraftig mand og en flot, langbenet stewardesse. Jeg ville gerne have kaffe efter maden, men der var lidt for meget turbulens til noget varmt, så jeg fik noget æblejuice i stedet for. Da turbulensen var færdig, kom den langbenede og spurgte, om jeg nu gerne ville have kaffen. Yes please, og glad for, at hun havde husket mig. 

Heathrow Airport er kæmpestor, men med en rejseleder i spidsen kan hjernen slås fra, og der skal bare følges med. Meget, meget grundig sikkerhedskontrol på grund af hoften, og de var helt oppe, hvor det blev lidt frækt. Vi skulle med et tog fra Gate A til C, og bagefter sad vi bare i solnedgangens skær og kikkede ud over alle flyene og ventede på næste afgang klokken 18.00. Det nye kæmpefly havde to etager, og det var kun 3 måneder gammelt. Hvis der skulle brokkes over noget, så var der noget fodkoldt, men heldigvis var der tæpper, pude og endda en tandbørste. Fin betjening, gratis drinks, aftensmad og så godnat. 

Det blev en lang nat, for lige meget hvordan man vender og drejer sig, er det svært at sove i et fly – i hvert fald på turistklassen. Vi havde endda et ledigt sæde imellem os, og det gav lidt albuerum, men ikke meget. Morgenmaden blev serveret ved 5-tiden om morgenen. Kun ½ time før landingen var der stadigvæk et tykt skydække nedenunder, selvom vi solede os ovenover. Skyerne lå meget lavt, faktisk så lavt, at de gik helt ned til jorden.

Kl. 6.45 satte flyet hjulene på sydafrikansk jord, og det småregnede. 

Hjemmefra havde vi forladt Danmark i det spirende forår, og nu landede vi i Sydafrikas efterår, der faktisk er regntiden, så der kan være byger eller støvregn hele dagen. Vi havde paraply og regnjakker med, men det var ikke effekter, vi ønskede at bruge ret meget. 

Landet i Johannesburg

Johannesburg ligger i Gauteng-provinsen, der er et gammelt afrikansk navn, der betyder ”Guldstedet”. Gauteng dækker kun 1½ % af Sydafrikas areal, men der bor 12 millioner mennesker, og det er mere end en fjerdedel af hele Sydafrikas befolkning. Disse menneskers aktiviteter skaber 40 % af bruttonationalproduktet, og det er der kun en eneste årsag til – guld. Uden guld havde området været et græs- og landbrugsland, og Pretoria ville være en afkrog og ikke som nu landets hovedstad. På trods af at Gauteng er folkerig og velstående, er det ikke her almindelige turister tager hen. Forretningsfolk står for 70 % af besøgene i Johannesburg, for der er masser af konferencefaciliteter og mange fine butikker med fordelagtige priser, men der er også bekymrende meget kriminalitet. 

Når det er sagt, så skal det dog bemærkes, at provinsen har mere end 60 teatre og museer og masser af musiksteder, restauranter, barer og markeder, så byen kappes med Cape Town om at være Sydafrikas kulturelle hovedstad. 

Nær Johannesburg findes der da også naturreservater som Pilanesberg National Park og Madikwe Game Reserve, hvor man kan være heldig at se The Big Five.

Johannesburgs Internationale O.R. Tambo Airport er stor, og der er en lang vandring til paskontrollen, men vi kom hurtig igennem uden dikkedarer, og bagagen kom også lynhurtigt. 

Udenfor ventede Latifa, der skulle være vores lokalguide i de næste par uger. Vores danske guide Klaus kaldte hende "Afrikas Queen", selvom hun kun var lettere lækkert farvet, så hun var en ganske nydelig dame. Hun talte engelsk, men tog aldrig ordet for at fortælle noget. Hun støttede Klaus med rekognoscering og billetter og alskens praktiske gøremål. 

Bussen var med aircondition og sikkerhedsseler, og den blev kørt trygt og godt af den excellente chauffør Karol.

Asfalten udenfor så regnvåd ud, men jorden så heldigvis tilpas tør ud, så her havde regnen nok ikke stået ned i stride strømme. Faktisk var det lunt og dejligt vejr, selvom det var skyet. En ting manglede, og det var lugten af Afrika. Den har jeg ellers før oplevet, men der var nok for meget civilisation nær flyvepladsen.

Ud af Johannesburg mod Kruger.

Johannesburg har 10 millioner indbyggere, medens hovedstaden Pretoria, der ligger lidt nord for, må nøjes med 2½ million. Uden at se noget til byen satte vi kursen østpå mod Kruger Nationalpark. 

Meget tykke skorstene ledte tanken hen på atomkraftværk, men det er kraftværk, der bliver drevet af kul, som Sydafrika er rig på, foruden så meget andet, og derfor er landet Afrikas rigeste land. 
I udkanten af byen ligger der mærkelige bjerge i form af affaldsbunker, der består af gammel malm fra minerne, der ligger under jorden som gange i en ost. Guldminerne i dette område er dog næsten udtømte og forladte i vore dage.

Guldet fandtes/findes i en geologisk formation ved navn "Witwatersrand Supergroup". Den strækker sig i en 430 km lang bue og kaldes derfor også "Den Gyldne Bue". Det meste guld forekommer i meget gamle bjergarter på 2.100-3.000 millioner år. Det er hovedsagelig gamle vandløb, hvor guldet ligger i lag sammenkittet med sand og grus. Guldet findes ofte i så små partikler, at de ikke er synlige med det blotte øje. Der skal derfor arbejdes noget på sagen, for guldindholdet varierer fra mine til mine med 2-200 gram guld pr. ton malm.

Den dybeste mine, der ligger i Johannesburg, går 5 km ned i jorden, og den har en vandret udstrækning på mere end 10 km. Når malmen er brudt, skal den op til overfladen, og her knuses den, og ved forskellige kemiske processer udtrækkes guldet. Det bliver så smeltet til guldbarrer på hver ca. 30 kg, men på dette tidspunkt indeholder de også lidt sølv og andre mineraler. Senere går de videre til smelteriet "Rand Refinery", hvor de raffineres til 99,5 % rent guld og omstøbes til guldbarrer, der hver vejer 400 ounces lig 12,414 kg. Og så går guldet herfra ud til den store verden. Sydafrikas guldproduktion var i 1984 på 679 ton årlig, men så er det gået jævnt ned ad bakke til 493 ton i 1997, og hvor meget den er i vore dage, ved jeg ikke. 

Tidligere tiders apartheid påbød, at landets oprindelige befolkning så sandelig ikke måtte bo i nærheden af det hvide herrefolk, så de blev forvist til såkaldte townships, og her var den udstødte og fattige befolkning tvunget til at bo. Selvom der stadig er masser af townships, der består af skure med blikplader og alskens skrammel, der kan sømmes fast, er der alligevel en udvikling i gang, for der bliver bygget nye huse. Godt nok er det små tændstikhuse med kun to rum og med brusebadet udenfor. Mange steder er der nu også indlagt vand og så sandelig også elektricitet. De nye huse bygges tæt på de gamle townships, for her er det gode sammenhold, og man vil gerne have de samme gode naboer.

På vej ud af Johannesburg kunne ses fabrikker, og ind imellem townships, desuden var der store marker, som danner grundlag for Sydafrikas eksport af fødevarer. Der var mange majsmarker, og af majs laves der "pap", altså ikke som pap og papir, men pap er basisføde for mange af de fattigste. Hvis det går højt kan pappet peppes op og drysses med lidt bønner og dyppes i krydderier. Efter sigende smager pappet af pap, og derfor formes det som skåle og dyppes i suppe eller krydderier. Nå, jeg må prøve at finde et sted undervejs for at prøve denne spændende nationalret. 

Vi var kommet ud ad en fin jævn motorvej, og efter britisk skik er der venstrekørsel. Vi stoppede ved et rigtig turiststed, og for at det skulle lugte lidt af Afrika, gik der en struds ude i det fjerne.

Tankstationsanlæggene i Sydafrika er enormt store, både med benzin og shop, og mange gange også med flere fastfoodrestauranter. Bilejerne behøver ikke selv at tilsmudse deres (hvide) hænder, for der er folk til det grove, der så fylder benzin på kareten, vasker vinduerne og tjekker dæktrykkene. Selvom Sydafrika i dag ikke skelner mellem indbyggernes hudfarve, så var alt personale ude ved benzinstanderne altid farvede. 

I denne tankstations shop købte vi en kortmappe til 86 rand, en bog om The Big Five til 70 rand, en vaffelis til 17 rand og 2 cola til 11 rand stykket, alt i alt 194 rand. En rand var på rejsetidspunktet 0,54 kr., så det var en behagelig overraskelse, at alt var så billigt i Sydafrika. Altså billigt for en dansker, for den indfødte befolkning tjener kun en brøkdel af en dansk løn eller en dansk folkepension.

I en lille by holdt vi ind og spiste frokost. På denne tur var det sådan, at en hel del af måltiderne var inkluderet. F.eks. hørte morgenmaden altid med i pakken, men ind imellem betalte vi selv måltiderne, hvilket dog ikke kunne slå ret mange af pinden. 

Så snart vi kom af bussen, kom der en nøddesælger, der gerne ville lave en handel. Vi fik købt et par poser af en kvinde til 50 rand, men så var der også en mand, der bar nøddebakken på hovedet samtidig med, at han stod på et ben og lavede grimasser, så fik vi også købt et par poser af ham, og så havde vi rigeligt med nødder til hele resten af tiden i Sydafrika. 

Mange steder er der hele forretninger eller bare en stand i et supermarked med "bilton" − tørret kød. Det er noget, der helst skal spises i forbindelse med øl og fodbold. Jeg fik også en stykke bilton, og jeg tyggede og tyggede i en halv time og måtte så spytte resten ud, ellers havde jeg nok gået med det endnu. Ét biltonfabrikat er behandlet, så det er blødt − kaldes tøsebilton.

Det var dejligt vejr, og vi sad udenfor og fik frisk ørred med nogle ret spidse tænder, salat og kartofler. Sådan en ret kostede 110 rand, og med et par cola til 18 rand kostede måltidet for to personer med drikkepenge 280 rand. 

Gandhi i Sydafrika.

Gandhis og Indiens apartheid har pendant til Sydafrikas. I Sydafrika var der en stor sukkerrørsindustri i 1960’erne, og det medførte, at de engelske kolonimyndigheder importerede et stort antal indiske kontraktarbejdere. Mange indere forblev i Sydafrika efter kontraktens udløb, og de grundlagde små virksomheder, især i Durban, der efterhånden blev Sydafrikas mest multikulturelle by.

I året 1893 kom den 24-årige sagfører ved navn Mohandas Gandhi til Sydafrika for at deltage i en retssag mellem to indiske virksomheder. Han købte en 1. klasses billet til toget til Pretoria, men undervejs klagede en hvid passager over hans tilstedeværelse, og han måtte forføje sig til en 3. klasses kupe. Han kendte ikke i forvejen til Sydafrikas racefordomme, så da han nægtede at flytte sig, blev han smidt af toget og måtte overnatte på en station. Den episode gjorde så stort et indtryk på ham, at den blev afgørende for hans politiske karriere. I de næste 21 år kæmpede han for det indiske samfunds borgerrettigheder i Sydafrika. Hans filosofi gjorde ham verdensberømt og spillede senere en vigtig rolle i Indiens kamp mod det britiske kolonistyre. Gandhis filosofi gik ud på, at man ikke skal bekæmpe uretfærdighed med magt, men med kærlighedens og den åndelige overbevisnings styrke. Kort sagt passiv modstand som en form for politisk protest. 

I Sydafrika blomstrede de indiske forretningsdrivendes samfund, og det ærgrede de hvide handelsfolk, så forsøg på at starte nye indiske virksomheder blev mødt med begrænsninger af bolig- og næringsrettigheder. I Natal blev der også pålagt en skat på 3 pund på de indere, der ønskede at blive i kolonien efter deres kontrakts udløb. 

Gandhi blev hurtigt indernes mest veltalende og indflydelses leder, og han grundlagde i 1894 Natal Indian Congress, og han fortsatter i Durban og Johannesburg. 

I 1913 var der protestdemonstrationer mod immigrationslovene, der begrænsede indiske bosættelser i Transvaal. Strejken startede i kulminerne og fortsatte i sukkerplantagerne. 2000 mennesker marcherede mod Transvaal med det formål at overtræde loven. Myndighederne foretog massearrestationer, men så manglede arbejdskraften i sukkerrørsplantagerne.

Gandhi blev selv idømt 9 måneders fængsel, men resultatet af balladen blev, at nogle af lovene forbedrede indernes forhold, og den forhadte 3 punds skat blev afskaffet, og indiske ægteskaber blev anerkendt. Inderne fik dog ikke nogen politisk repræsentation, men Gandhi opfattede arbejdet i Sydafrika som afsluttet og vendte tilbage til Indien, hvor han kastede sig over det urimelige britiske styre. Gandhis mål blev nået i 1947, hvor Indien blev en selvstændig nation. Desværre blev han myrdet af en fanatiker kun få måneder senere i januar 1948.

Først langt senere fik Sydafrika i 1994 med Mandelas indsats det første frie valg, hvor de hvide overklasseløg blev stemt ud, og heldigvis levede Mandela sit liv ud og døde først i 2013 som en gammel mand.

Long Tom Pas og en kanon, der ville noget.

Vi var efterhånden kommet op i bjergene, og Road R37 snoede sig mellem Lydenburg og Sabie. Det højeste punkt ligger i 2.150 m højde, og der er en betagende udsigt ud over Sabiedalen, der ligger 1.000 meter nedenfor. Hvor det før tog adskillige dage at komme ud til kysten i 1800-tallets wagons, tager det med denne vej nu kun få timer. Selvom der har været kampe i området mellem briter og boer, var det dog malariamyggen, der var den største dræber, idet hele grupper af minearbejdere og vejarbejdere fik malaria, så hver kilometer af vejen, der blev skåret igennem bjergene, var en stor triumf.

Et monument i passet minder om en af de sidste regulære kampe mellem briterne og boerne. Bjergkammen var en frygtindgydende, naturlig hindring for de fremrykkende briter, og boerne forsvarede sig med en 155 mm Creusot Long Tom kanon. Den skød med granater på 38 kg, og den kunne række 10 km væk. Kanonen var egentlig en fortkanon, der kunne dreje 360 grader, men boerne brugte den også i det mobile artilleri. Den vejede 7.159 kg og blev transporteret på 4-hjuls vogne trukket af 16 okser. På de rigtig stejle steder skulle der helt op til 32 okser for at slæbe bæstet op ad bjergskråningerne. 

På trods af kanonen tabte boerne kampen i passet, og det blev den sidste kamp kampenhed mod kampenhed. I guerillafasen blev behovet for Long Tom kanonerne reduceret. En efter en blev de destrueret for at undgå, at briterne tog dem i brug, så kanonen i passet er kun en kopi.

I nærheden af passet havde en handlende taget plads på et tæppe, og han havde et udvalg af Afrikas vilde dyr skåret i dejlige, tunge, glatte sten. Priserne var mere end overkommelige, så jeg fik købt 4 stendyr og en halskæde for under 200 rand, og det var uden den mindste tingen om prisen. Han fik en livlig handel og var kisteglad, og det var kunderne også, for stendyrene var virkelig smukke.

Dyrene blev pakket ind i avispapir, og mine kom ned i bunden af en taske og først pakket ud derhjemme. Nu var det jo en ubegribelig lav pris, og de var så nok heller ikke skåret ud af sten, som jeg troede, men nærmere støbt på en eller anden måde, for flere af mine dyr havde brækket benene af under transporten. De er så blevet limet og er smukke igen.

Flodheste i baghaven.

Efter en flot bjergtur ankom vi sidst på eftermiddagen til den lille by Hazyview, og lidt nede ad en sidevej ligger Sanbonani Resort Hotel. Det var blevet fugtigvarmt, og vi var gennemsvedte, jeg i hvert fald. Damerne selvfølgelig ikke, de transpirerer kun, og det regnes ikke under sved.

Sanbonani Resort Hotel er et dejligt sted, der ligger lige ved Sobie River. Vi blev modtaget med kolde velkomstdrinks, og nøglerne blev udleveret med det samme. Kufferterne kunne, hvis det ønskedes, bæres videre til værelserne af nogle kuffertslæbere, men med hjul på nutidens kufferter er det ingen sag selv at rulle. Hotellet, der er et rigtig dejligt sted, er bredt ud i terrænet med en eller to etagers bygninger, og midt i parken ligger der en stor svømmepøl med badevenligt, lunt vand. Lige uden for vores værelse stod der liggestole, og at ligge der og lytte til dæmpede fuglefløjt og junglelyde var ikke det værste, der kunne ske. Måske et lille minus ved hotellet var, at der kom lettere lysebrunt vand ud af hanerne. Det generede ikke mig, og der kan jo altid børstes tænder i rent flaskevand. Og hvad − vi er jo i Afrika, og alt er ikke som derhjemme.

Der var to flodhesteunger uden for receptionen. De var dog af plastik, men der kunne faktisk godt træffes flodheste i baghaven, så det var ikke tilrådeligt at gå tæt på floden efter mørkets frembrud, for så kommer flodhestene op for at æde. Flodheste er Afrikas farligste dyr, og de er ret pirrelige, især når de har unger. Det er kun om aftenen eller om natten, de går på land, da deres hud på ryggen ikke tåler sol. Om dagen ligger de i vandet og sover skønhedssøvn. 

Der ses også nogle gange leoparder i dette område, for de vil ikke rigtig holde sig indenfor i den nærliggende Kruger Nationalpark.

Der var under 100 meter fra vores terrasse ned til floden, der flød raskt af sted a la den grågrønne, grumsede Limpopoflod. Vi så nu ingen flodheste, men de prustede og kom med høje, ubestemmelige lyde fra sivene på den modsatte flodbred. Faktisk var der tydelige, runde flodhestespor op imellem hytterne. Skilte ved floden advarede mod badning, da der både var hipos og krokodiller. Hvorfor skulle vi også bade der − vi havde jo det dejligste, lysebrune badevand i hanerne. 

Senere ved 18-tiden, hvor det var blevet lidt skumring, gik jeg igen ned til floden. Det pustede og stønnede, og så dukkede 4-5 flodheste op og svømmede rundt. En flodhest kom næsten helt op på den bred, hvor vi stod, men så fortrød den og svømmede ud igen. Dejlig fin oplevelse.

Fællesspisning med buffet, og da det var lunt i vejret, spiste vi udenfor. Og forresten − vi så ingen myg overhovedet, men det er da en god ide at sprøjte sig med myggebalsam. Under middagen skulle vi skrive under på 4 erklæringer, at det var vores eget ansvar, hvis vi blev ædt af vilde dyr i de nærmeste dage. 

Panoramaruten.

Viften havde snurret hele natten, men der var noget fugtigvarmt indenfor. Egentlig havde det været meget bedre, hvis terrassedøren havde stået åben. Om det var noget pjat, ved jeg ikke − men vi turde ikke sove med åben dør, man hører jo så meget eller faktisk ikke ret meget, når man sover. Der var wake up call kl. 7.00, men vi var da vågne for længe siden. Det var letskyet og mildt og dejligt vejr. Nu ved jeg det, der var simpelthen kommet kaffepulver i badevandet. Måske skulle vi købe noget rent flaskevand.

Morgenbuffet udenfor med alt til faget henhørende. Hvis man indenfor havde bestilt et spejlæg, kom de ud med det, og så var det endda tjeneren, der sagde ”Tank you”. Al "staff" var sorte eller farvede, og det var ikke bare her, men også på de efterfølgende hoteller − og de var bare så effektive og venlige, at jeg aldrig har set noget lignende.

Første stop var i den nærmeste by Hazyview, hvor de havde et kæmpestort indkøbscenter, hvor der var mulighed for at købe myggebalsam og nogle specielle el-stik som jeg ikke har set andre steder i denne verden. Den største forretning a la Føtex hed Pick n Pay, og dem så vi mange gange sidenhen. Måske lidt overraskende, var der også Spar købmænd. Mange steder endda, og med det kendte grønne varemærke. Tænk engang, noget jeg troede var pæredansk, og så findes det også i Afrika, i hvert fald i Sydafrika. Mange gange på vores videre tur rundt i Sydafrika var det faktisk svært at se, at det var Afrika, for det virkede fuldstændigt som et velordnet vestligt land. 

Panoramaruten går mod det østlige Mpumalanga, og hurtigt kom vi op i et bjergrigt område med det ene storslåede landskab efter det andet. Her ligger de naturlige seværdigheder på stribe i Blyde River Canyon. Denne canyon siges at være verdens 3. største, hvor Grand Canyon i Arizona kommer ind på 1. pladsen, og 2. pladsen går til Fish River Canyon i Namibia. I det følgende beskrives nogle af de steder, der trækker turister til i Blyde River Canyon.

Som en kuriositet stod der på en snoet bjergvej et skilt, der påbød at køre max 100 km i timen. Faktisk så kunne landskabet godt ligne Norge, måske bortset fra, at der her render bavianer langs vejen.

Bourke’s Luck Potholes.

Navnet stammer fra guldgraveren Tom Burke, som påstod, at han havde fundet guld i området, men der var vist ikke rigtig noget alligevel. Det kan så bare være, at han forudsagde, at der var guld i overført betydning. For det er et fantastisk område, der trækker mange turister til, og hvor der er turister, er der souvenirboder.

Fra parkeringspladsen går der afmærkede stier hen til disse jættegryder, hvor vandet i tusinde af år, eller lad os bare sige millioner af år, har skåret sig ned i klipperne, der både er hvide, gule og mørkebrune. Nogle klipper er hårde, andre bløde, og derfor er det de mærkeligste formationer, som vandet med sand og sten har boret ud i klipperne.

Vandet kommer fra de to floder Treur River "flod af sorg" og Blyde River "flod af glæde". Navnet på floderne har den lille historie, at da englænderne trængte boerne nordpå, var der en flok boere som ville langt væk fra de magtsyge englændere. På et tidspunkt kom boerne til en flod, men de vidste ikke, hvordan terrænet var forude, og det var meget besværligt at køre med de store oksetrukne wagons. Det blev så besluttet, at kvinderne skulle blive ved floden, medens mændene red videre ud i ødemarken. Kvinderne ventede og ventede i mange dage, uden at mændene gav lyd fra sig. Efterhånden tænkte kvinderne, at mændene måtte være omkommet. Måske var de kommet i kamp med fjendtlige indfødte, eller der var indtruffet andre grusomme hændelser. Kvinderne besluttede derfor at fortsætte ud i den ukendte ødemark. 

Endelig vendte mændene tilbage, men kvinderne var væk. Stor sorg, der så gav navn til Treur River. Mændene eftersøgte kvinderne, og endelig efter mange dage fandt de dem ved den flod, der siden har heddet Blyde River. 

Denne historie kan man lære noget af, og vi har selv praktiseret den i mange år uden at kende denne flodhistorie. Bliv altid sammen og plant ikke din makker noget sted, medens der lige skal undersøges et eller andet. Det er frygteligt ikke at kunne finde hinanden ude i den store verden, hvor alt kan ske. 
Det smukke område her ved Bourke’s Luck Potholes har et fint vandfald, og der går et par broer over floderne, så seværdigheden kan ses fra alle vinkler. 

Three Rondavels og Guds vindue.

Vejen følger Blyde River Canyon omkring 16 km, og et sted at gøre stop er ved Three Rondavels, der er tre runde bjergtoppe med lidt spidse toppe med grønt græs. De er meget lig de traditionelle, runde afrikanske huse lavet af det lokale materiale kaldet rondavels. En større bjergtop i nærheden symboliserer høvding Mapjaneng, medens de 3 rondavels er hans 3 besværlige koner Magabolle, Mogoladikwe og Maaseroto.

At de tre rondavels står som støtter, forklares med, at de er lavet af en hård stenart, mens den bløde omkringliggende klippe med tiden er eroderet væk. Fra P- pladsen går flere små stier ud mod klippekanten, og herfra kan man så beundre høvdingekonernes tre runde hytter.

Vi var ikke alene, turisterne myldrede og skulle ud at kikke. På grund af turisterne var der så en hel stribe af souvenirboder. For at sprede vores rand, handlede vi i tre boder, og hos Davina fik vi købt to hatte til at tage den værste sol, og de kostede 100 rand stykket. Hvis jeg kan komme af sted med det, fotograferer jeg den lokale befolkning, men spørger selvfølgelig først pænt. Davina var en skæg dame, og hun lavede ansigter, da jeg fotograferede hende. Hos Melita fik jeg købt en dejlig figur med fire hoveder for 200 rand og hos Koretso to flotte figurer af en mand og en dame i fuld zulu krigsmaling. Det var gode souvenirs, og de var så billige, at jeg ikke tingede om prisen.

Næste seværdighed i området var "Guds Vindue", og det er altid et spørgsmål, om han har lukket vinduet, eller det står åbnet. Det har noget at gøre med, om skyerne ligger lavt, eller der er højt til loftet. Der var åbent, og ad små stier kan man gå ud til 3 forskellige vinduer og fra en stejl klippekant kikke 700 meter ned over det lavere landskab. Det var som at kikke ud over paradiset, i hvert fald på denne afstand, og på afstand ser alt jo godt ud. På en klar dag kan man se ud over Kruger Nationalpark mod Lebombo bjergene, der ligger på grænsen til Mozambique. 

Også her ved "Guds Vindue" var der et rend af turister, så der skulle møves frem for at få et kik ud over paradiset, men i den virkelige verden skal der jo også arbejdes hårdt for at få en plads i paradiset.
Endelig var det frokost i den lille by Graskop, der var kendt for at servere madpandekager med alle former for fyld. Selvom der var adskillige pandekagerestauranter i byen, skulle alle busselskaber lige præcis spise i Harries Pancake House. Så det tog sin tid at få afgivet bestillingen hos de travle tjenere, og så skulle pandekagerne jo også lige laves. Som kyllinger under en høne klumpede vi os sammen under Klaus’ vinger, så vi gik jo alle ind på den samme fyldte restaurant, medens de andre lige ved siden af var gabende tomme − så hvad var der med hende der Harries? Nå, men heldigvis stod en ung mand ved navn Wodo og solgte nødder, som kunne tage den værste sult. 2 poser for 50 rand, og så havde han et helt specielt tilbud: 4 poser for 100 rand! 

Den mest autentiske af de sydafrikanske madpandekager er den med fyld af bobotie, der består af oksekød, rosiner, mandler og 5-8 andre ingredienser. Ganske velsmagende og til den formidable lave pris af 69 rand og så en cola til 15 rand, så alt i alt for to personer 200 rand incl. drikkepenge. 

Drikkepenge og flodheste. 

Flodheste modtager som regel ikke drikkepenge, men det gør alle andre meget gerne i Sydafrika. Det er ikke som i USA, hvor det forventes, at der betales 15, 18 eller helst 20 % i drikkepenge, ellers er man "a lousy tipper". I Sydafrika er det omkring 10 % og så måske lige rundet lidt op.

Hjemmefra i papirerne fra Albatros stod, at der blev lavet en fælles pulje, så man ikke behøvede at betale særskilt til lokalguider, buschauffører og hotelpersonale, som tjenere og kuffertslæbere m.m. Jeg ved ikke om denne fælles pulje nåede helt ud til stuepigen, så for en sikkerheds skyld lagde vi særskilte drikkepenge til hende. Nå, men Albatros skrev, at vi skulle regne med 600 danske kroner pr. person til fællespuljen. Når de skrev 600 danske kroner, så regnede jeg med, at de mente 600 danske kroner og ikke 1200 rand pr. person. Derfor havde jeg til formålet 2 x 600 danske kroner med i min pengekat. Jeg havde hjemmefra vekslet 5.000 danske kroner til rand og havde fået 9.200 rand. Desuden havde vi de 1.200 danske kroner til drikkepenge og så lidt euro og dollars. Hovedkapitalen på de 9.200 rand begyndte at svinde uhyggeligt hurtigt, for nu skulle der frivilligt afleveres 2.400 rand til puljen. På mystisk vis var der også forsvundet 2.000 rand af de 9.200 rand. Måske har Forex talt forkert, da jeg fik udleveret rand, måske har vi gemt dem et godt sted, som vi ikke kan huske, men væk var de. Vi skulle heldigvis ikke bruge ret mange rand de næste dage, og så må jeg veksle i lufthavnen, når vi rykker videre til Port Elisabeth.

Vi var tilbage på hotellet ved 16-tiden, og vi nåede lige en time i svømmepølen i det dejlige, varme vand. En gæst kom og sagde: "Hvor er flodheste dog store". Så vi styrtede derned, for de havde startet flodhesteshowet en ½ time før beregnet. Vi kikkede, og de prustede og kom med flodhestelyde. Så kom de ud af sivene og svømmede rundt og gabte, men de var 20 meter væk, og det var skumring, så billederne blev dårlige, men oplevelsen fin.

Der var stor grillbuffet på hotellet til 150 rand, og en cola kostede 15 rand, så alt i alt 360 rand for to personer. Efter en hyggelig middag, hvor vi begyndte at lære nogle af de andre at kende, gik vi tilbage til hotelværelset. Vi havde da trukket gardinet for terrassedøren, men den stod pivåben, for vi havde simpelthen glemt at lukke den. Jeg havde efterladt mit dejlige kamera på sengen, og hvad lå der heldigvis stadigvæk på sengen − mit dejlige kamera.

Fortsættes i Mandelas Sydafrika 3. del: Kruger Nationalpark.

Tilbage til forsiden.