 Mandelas Sydafrika.Kruger Nationalpark. Af Kim Greiner Marts 2014. 3. del.
Andre mindre kendte, og vel ikke oplagte safaridyr i Sydafrika, er over 20 muldvarpe- og 75 flagermusearter. Og så er der den særprægede elefantspidsmus, der ikke hedder sådan på grund af sin størrelse, men på grund af sin lange, sitrende snude. Det er moskitoen og tsetsefluen, der har været med til at bevare Sydafrikas horder af dyrevildt. Takket være malariaen og den dødbringende kvægsygdom "nagana", som insekterne bragte med sig, måtte jagtselskaber begrænse sig til de fire sygdomsfrie måneder. Og alle forsøg på at civilisere og bebygge områderne var dødsdømt på forhånd − bogstaveligt talt. I slutningen af 1800-tallet var insekterne ikke nok til at beskytte landet mod farmere med deres hegn og mod jægere med deres bøsser, så langsomt blev områdets vildtbestand formindsket. Selv om der var stor modstand mod, at vildtets naturlige områder blev formindsket, så var det først i 1898, at præsident Kruger gav tilladelse til at oprette Sabie Game Reserve. Dette område blev senere til den meget større Kruger National Park. Den strækker sig mod nord langs grænsen til Zimbabwe og 300 km mod syd langs grænsen til Mozambique, og den er op mod 60 km bred. Kruger bliver også hele tiden større, fordi private farme vest for den statsejede park lidt efter lidt bliver inddraget. Desuden er hegnet mellem den sydafrikanske Krugerpark og Limpopo Nationalpark i Mozambique fjernet, så dyrene frit kan vandre over landegrænserne i et langt større område. Det var en rigtig god beslutning af den gode Kruger, for en af de største grunde til, at turister besøger Sydafrika i dag, er, at der er stor mulighed for at se dyrene i deres naturlige omgivelser og ikke bare se dem i en zoologisk have. Så en levende elefant og en farlig løve er meget mere værd for Sydafrika, end at en jæger har papirkurve af elefantfødder og et løveskind foran pejsen.
Parken har et stort net af veje og flere forskellige safarilejre, men det påvirker stort set ikke det naturlige vildnis. Forskellige restriktioner er vedtaget for at give dyrene større velbefindende. F.eks. må der kun køres max 50 km på de asfalterede veje og 40 km på grusvejene. Det er selvfølgelig for at formindske sammenstød mellem biler og dyr. Samtidig er det ærlig talt også svært at få øje på dyr, der fra naturens side er camoufleret. Så hvis man kører hurtigere end det tilladte, ser man stort set ingenting.
Kendere besøger helst parken i de tørre vintermåneder mellem maj og september, for der er temperaturen moderat, og myggenes aktivitet er på det laveste. Desuden er vegetationen ikke så høj, og det gør, at det er nemmere at se dyrene. Den allerbedste sæson er fra starten af august til starten af oktober, når manglen på vand tvinger dyrene til de helårlige vandhuller, hvor de er nemmere at observere.
Antallet af turister i Kruger er dog størst i de varme, fugtige sommermåneder, som falder sammen med vintrene i Europa og Nordamerika, og denne årstid er samtidig også den bedste tid til at besøge Cape Town. Forår og sommer har dog også deres fordele, for så står træer og blomster flottest, og fuglelivet er overvældende efter ankomsten af de mange trækfugle, og så er der også mange dyrebørn.
The Big Nine er udvidet med flodhest, zebra, giraf og cheetah. En cheetah er et kattedyr, som man vist skal være ualmindelig heldig for at se, medens de andre normalt er ret nemme, hvis man vel at mærke er det rette sted. Vi var selvfølgelig spændte på, hvor mange af disse dyr vi ville få et se i Kruger Nationalpark.
Vi var heldige at have John med som guide. Han var en rigtig mandfolkeagtig ranger, som vidste en masse om dyrene, og hvor de nemmest var at finde. John var hvid og kunne godt ligne en efterkommer af de sejlivede boere, der havde overlevet briternes dominans. Det var sådan, at man ikke måtte forlade jeepen under en drive, og det måtte guiden heller ikke. På et tidspunkt sprang John alligevel ud og hentede en kasse med vand, som han delte ud. Meget imponerende vred han låget af en ½ liters vandflaske, lagde hovedet tilbage og indtog hele flaskens indhold i en slurk. Senere, da han var blevet sulten, åbnede han en pose chips, og næsten også i en mundfuld kvalte han posens indhold. Jo jo, en rigtig mandfolkeagtig ranger. Indgangen til nationalparken ved Numbi Gate åbnede kl. 6.00, og vi var klar til oplevelser. Inden da var vi blevet beordret på toilettet, enten vi skulle eller ej, for der ville gå to timer, før næste stop ville være inde i en sikker lejr.
På vores game drive var det noget af et held, for lidt inde i bushen stod to næsehorn. Om det var hvide eller sorte næsehorn, var ikke til at se, for det har ikke så meget med farven at gøre. Det hvide næsehorn har fået navnet efter hollandsk "weit", der betyder bred, men fejlagtigt er det blevet oversat til "white". Betegnelsen refererer til de firkantede læber, som bruges til at nappe græs i jordhøjde. Det er et fredsommeligt dyr i modsætning til det sorte næsehorn, der er meget hidsigt og meget nemt at provokere. Det kendes på den kraftige overlæbe, der er beregnet til at nappe blade fra træer og buske. Begge typer næsehorn er udsat for krybskytteri, fordi nogle tumper i Asien tror, at komprimeret hår er et virksomt elskovsmiddel. Det sorte næsehorn er trods alt stadig almindeligt i mange reservater i Sydafrika, medens det hvide kun findes i Zululand og i Kruger Park. Næsehornet er et af de fem, hvis man vil prøve at finde The Big Five.
Vi var jo kommet noget tidligt op, så ved 9-tiden var der morgenmad i form af medbragte madpakker fra hotellet. Spisningen foregik i et stort indhegnet picnicområde med masser af bygninger og borde og stole under halvtage. Lidt for meget et turistet sted. Her sad vi så og spiste sandwich, æg, yoghurt, banan og drak juice, og der var endda en tandstik.
Mange andre dyr blev spottet − elefanter, hyæner, vortesvin, marekatte, zebraer og mange flotte fugle. Det var næsten som at køre i Knuthenborg Safaripark. Den plettede hyæne er nem at kende med sine høje skuldre og ryggen skrånende ned til bagdelen. De lever i klaner på 10 til 100 dyr og domineres af en dronning, der er enevældig. Derefter er hunnerne rangordnet, og først efter den mindst dominerende hun kommer den først rangerende han. Før i tiden troede man, at hyæner var tvekønnede, for hunnerne har en falsk testikelpung og penis hængende uden på deres genitalier for at vise underkastelsen. Nr. 2 i dronningerækken kaldes kronprinsessen, og hun terroriserer alle og enhver for at vise sin styrke. Hyænerne graver huler til ungerne, og inden kræene får øjne, er de så aggressive, at de bider hinanden i reden. En voksen hyænes kæber er så stærke, at de kan knuse knogler, og hvis de har nedlagt en gnu, er der kun horn og klove tilbage − velbekomme. Vi var på jagt efter krokodiller, men så kun nogle på lang afstand. Krokodillen kan nøjes med at æde en gang om året, for fedtet ophobes i halen, og i dårlige tider bruges næringen fra halen undervejs. Der var en historie om en flod i nærheden, hvor krokodillerne rask væk døde. Det viste sig, at floden var forurenet med gødningsstoffer, og det gjorde, at fedtet blev hårdt og ikke kunne frigives til næring.
Væverfugle lever ofte i kolonier, men nogle gange bygger de også reder, hvor de enkelte reder er bygget sammen som et hængende højhus. Det er hannerne, der bygger rederne, og når han så er færdig, kommer hunnen og inspicerer, om arbejdet er gjort godt nok. Hvis han har sjusket, bider hun fortøjningen over, og reden dratter til jorden. Så må han til den igen, og så sjusker han nok ikke så meget anden gang. Det havde været køligt om morgenen, medens luften strømmede ind, men ved middagstid, var det meget varmt, når jeepen stoppede. Frokosten blev serveret i en golfklub, der lå midt i det hele. Der stod et skilt, der fortalte, at spillet var på eget ansvar, for der var ikke hegn omkring golfbanerne. Frokosten, der var på husets regning, var en fin buffet under et stort sejl, der var udspændt under et stort, skyggefuldt træ. Længere inde i restauranten var der dækket fint op, måske til golfspillerne. Hver anden af stolene var mærket med grønne bånd, måske for at få fordelt damerne mellem mændene.
Kort efter start fik vi en fin runkedor (gammel hanelefant) i kameraet. Det var så nummer 2 af the Big Five. Bøfler er det eneste større dyr som afrikanerne er rigtig bange for. De er utilregnelige og kan ikke aflæses, så de kan angribe uden varsel. De er ofte angrebet af en mide, der går ind gennem næsen og arbejder sig op i hjernen. Og da de ikke har for stor hjerne i forvejen, bliver de til sidst nærmest sindssyge. Igen masser af impalaer tæt på vejen, også en giftslange, der snoede sig hen over vejen. Vi fandt hurtigt ud af, at hvis der forude holdt en bil på skrå, så skulle der køres sagte derhen, for så var der et eller andet spændende dyr at se.
Efterhånden gik solen væk, det blev køligt i vinden, og der var længere mellem dyrene. Det blev besluttet at køre til vores camp, selvom vi stadig manglede både leoparden og løven af the Big Five, men Rom blev ikke bygget på en dag. Vores kufferter var på forhånd bragt ud til de respektive telthytter, så det var bare at slappe af efter at have taget et udendørs brusebad. Jeg gik derefter en runde i lejren og konstaterede, at der da også var en swimmingpool. Faktisk er hele lejren indhegnet med et 3 meter højt elektrisk hegn. Lige bagved hegnet løber en flod, og her boltrede 3-4 flodheste sig. Det var svært at se, hvor mange de var, for de skiftedes til at stikke hovedet op, men der var da også en unge.
Medens vi spiste, forlød det, at der gik en elefantmor med en lille unge lige på den anden side af hegnet ved floden. Jeg for derned med mit kamera, men det nægtede at tage billeder, da det åbenbart ikke kunne fokusere i mørket. Da jeg holdt det ned mod jorden, ville det godt tage billedet, så jeg fik et rigtigt godt billede af noget gæs og mine fødder.
Vi var på jagt efter løver − dyrenes konge. Løver er virkelig dyrenes konge, og i det afrikanske hierarki er løven øverst, derefter følger den plettede hyæne, så kommer leoparden og til sidst cheetahen. Løver lever i flokke på 6 til 12 hunner samt deres unger og en dominerende han. Hvis den dominerende han, der kan veje op til 250 kg, dræbes eller bliver jaget væk af en stærkere han, som så overtager magten, starter den nye han med at dræbe alle ungerne. Det er hunnerne ikke særlig interesseret i, og de bliver faktisk ret sure. Men den nye han tåler kun sine egne gener blandt ungerne. Hanløver med mørk manke er de mest aggressive, og hvis en ung hanløve skal jage sådan en væk fra flokken, skal der ikke gås på kattepoter, og tænderne skal mere end vises. En hanløve kan have magten i et par år, inden der så kommer en yngre og stærkere og overtager løveflokken.
Løver og hyæner er altid fjender og kæmper om retten til at æde af det nedlagte bytte. Der skal normalt 7 hyæner til at jage en løve væk, men i Sydafrika er hyænerne større, og så skal der kun 4 hyæner til, før løven fortrækker.
Vores løvejagt var gået ind, og der blev kikket på de store stenpartier, hvor løver plejer at ligge, men det gjorde de ikke den dag.
Elefanter er da forunderlige dyr, og det siges, at elefanter aldrig glemmer. Det har noget at gøre med intelligensen. Når vi og pattedyrene bliver født, er hjernen ikke færdigprogrammeret og derfor ikke fyldt op endnu. Menneskers hjerne er fyldt med 29 % ved fødslen, chimpansens med 54 % og næsehornets med 90 %, så for næsehornets vedkommende er der ikke ret meget plads til nye lærdomme, og derfor må den nok betegnes som dum. Elefanters hjerne er kun fyldt op med 30 %, og der er derfor plads til masser af ny læring.
Elefanter lever i en matriarkalsk familiegruppe, der er centreret omkring den ældste hunelefant. Selv om hun ikke er fertil, kan hun godt beholde sin lederposition i mange år, for hendes erfaring og viden om vandhullernes beliggenhed, lokale frugter m.m. er vigtigere for flokken, end at hun kan formere sig. Søstrene til familiegruppens matriark og deres afkom kan bestå af 10 elefanter, men nogle gange udvides gruppen med familiemedlemmer længere ude, så der opstår storfamilier. 5-15 storfamilier udgør en klan, der holder til i det samme område. I regntiden kan elefanterne samles i flokke på op til 500 individer, og det er en rigtig familiebegivenhed, hvor der hilses, brummes og trompeteres, og snablerne snos sammen. Efterhånden som vandhullerne tørrer ud, spredes elefanterne igen på jagt efter drikkevand. Elefanter kan kommunikere med hinanden i op til 10 km afstand med infralyde på frekvenser, der er dybere, end mennesker kan høre. Brummelydene kan gå igennem tæt skov og kan betyde: "Jeg er her, hvor er du?"
Voksne hanner drives væk fra flokken, og de danner ofte ungkarlegrupper på op til 20 medlemmer. Når de matriarkalske storfamilier samles i regntiden, der ofte falder sammen med parringstiden, kan de få selskab af en dominerende han i brunst. Unge hanner kommer kun i brunst i få dage, mens en fuldvoksen han kan være i brunst i fire til fem måneder. Hunnen kommer i brunst to til seks dage hvert tredje eller femte år, og så må hannen være klar og nyde de 45 sekunder, for længere tid tager det ikke. Straks derefter hyler hunnen, og familiegruppen samles med trompetlignende hyl som for at fejre begivenheden.
Der er noget om myten med elefantkirkegårde. Elefanter får seks sæt tænder, og når det sidste sæt er slidt ned, er det svært at indtage de 150-300 kg føde om dagen, som en elefant kræver. I den sidste tid opholder elefanterne sig helst, hvor det er nemmest at få mad, men med det sidste, nedslidte sæt tænder, dør elefanten til sidst af sult. I løbet af formiddagen var der et kort toiletstop i en camp, hvor der også var en stor souvenirforretning. Jeg fik købt to bøger om Kruger a 70 rand og en flot T-shirt til 160 rand. Rygtet løb, at der var fundet løver ved nogle klipper, men selvom der blev gjort ihærdige forsøg, lykkedes det ikke at finde dem. Vi fandt dog nogle friske løvespor i vejgruset.
Efter regnen blev det dejlig sol og faktisk meget lummervarmt. Vi gik en tur op til porten til lejrområdet, der jo er omgivet af elektrisk hegn. Der stod en ung, sort pige i kamuflageuniform og holdt vagt, og hun åbnede kun porten, når der skulle biler igennem. Jeg havde lagt mærke til hende, når vi kørte igennem porten, og nu ville jeg gerne hilse på hende. Hun hed Ansi og havde aldrig hørt om Danmark, så vi pralede lidt af landets størrelse og Himmelbjerget. Der var også en lidt ældre kvinde, der hed Klodsie, og hun stod nok bare og underholdt Ansi på den lange vagt. Vi fik taget nogle billeder af de to piger, og der var store smil hele tiden.
Jeg nåede lige en tur i swimmingpoolen, inden vi skulle af sted på aftengame kl. 16.30. Jeg havde et postkort med et billede af dronning Margrethe og Henrik i fuld galla, og på det havde jeg skrevet en hilsen til Ansi samt vedlagt et metalemblem med et billede af Danmark. Jeg fik lige stukket det ud til Ansi, da vi passerede porten − så kan hun lære, at folk fra det høje nord godt kan være ret flinke.
Udenfor blev vi modtaget med våde, kolde, kridhvide håndklæder til at tørre ansigtet og hænderne, og så blev der serveret portvin og Amarula Cream foruden forskellige chips. Amarula Cream er fremstillet at den eksotiske frugt marula og blandet med fløde er det den næstbedst sælgende flødelikør i verden. Marulatræet eller elefanttræet, vokser vildt på den afrikanske savanne og tilnavnet har det fået, fordi den er elefanternes livret. Frugterne og måske også flødelikøren, siges at være et glimrende elskovsmiddel. Nu var det ret små glas, så der var ikke nogen nævneværdig virkning at spore, så vi sad bare stille og roligt på klippeknolden og nød solnedgangen ud over savannen. For en sikkerheds skyld var der en vagt med en riffel, for teltcampen ville nødig have, at den seddel vi havde skrevet under på, at hvis vi blev ædt af et eller andet, så var det på eget ansvar, skulle tages i anvendelse. Lidt nede af skråningen gik et næsehorn med sin unge, men så forsvandt de ind under skrænten. Vagten kaldte på et par af os, eller jeg møvede mig i hvert fald frem, og så kom vi helt tæt på næsehornene. Det var nu ved at mørkne, så billederne var ikke noget at råbe hurra for. For dog lige at vise hvad Afrika duede til, så stod der en flok kuduer i silhuet på den ene bjergskråning, og på den anden en flok bøfler. Vores bil var den første, der var ankommet, og da vi havde spist og drukket, var det ved at blive helt mørkt, så vi gik til jeepen, og lige i det samme begyndte det at regne skomagerdrenge. Siderne var åbne, så chaufføren fandt en stak regnjakker frem, men alle blev alligevel mere eller mindre våde. Det var ellers meningen, at denne mørketur skulle bruges til at kikke på lysende øjne inde fra bushen, så guiden lyste ind til siderne med en kraftig lommelygte. Der var dog ingen øjne, for dyrene var nok krøbet i skjul.
Strømmen gik, så jeg fandt en lommelygte frem og lyste på retterne. Det dryppede også ned fra teltdugen i restauranten, men så kom lyset igen, og så gik strømmen igen. Stemningen ved bordet var bare helt i top, for egentlig sad vi jo trygt og godt indendørs, medens uvejret rasede. Efter desserten holdt styrtregnen op, og vi listede tilbage til vores telt gennem vandpytter og strømme af vand. Inde i teltet var gulvet temmelig vådt, men sengen var dog knastør.
Det havde været endnu en spændende dag i Kruger Nationalpark, og alle havde haft en dejlig dag under Afrikas regntunge himmel. Det værste uvejr var holdt op, og jeg gik i seng med Caroline Matilde. Med hende i tankerne slumrede jeg behageligt ind, og Struense − han holdt sig heldigvis væk fra min seng. Bagagen skulle uden for hytten kl. 8, og så gik vi ned til morgenmad, og jeg skulle personligt ikke have ret meget oksebacon denne gang. Bagageslæbere, der alle var kvinder, havde båret kufferter ned til bussen, men de må ikke læsses ind i bussen, før de er udpeget af ejermændene. Kvinderne holdt vagt ved bagagen, som de havde ansvaret for, indtil den var om bord på bussen. Jeg havde lagt 30 rand i hytten, selvom vi vistnok ikke måtte, og så fik de 50 rand i receptionen. Det havde været et rigtig fint ophold i Nkambeni Tented Lodge i Kruger Nationalpark. I følge vejrudsigten skulle det regne de næste to dage, og så var det jo billigt sluppet for os. Senere fik vi at vide, at det havde regnet så meget i Kruger, at det havde været umuligt at tage på game drive, fordi vejene var skyllet væk. Vi skulle køre temmelig langt, og Klaus underholdt med forskellige nyttige oplysninger, som at "jeppo" betyder ja, og "hut rat" betyder god røv. Han fortalte også om alle de dyr, vi havde set, og deres levevis, og det var meget interessant.
Ved vejarbejder ses ofte kvinder, og det er også dem, der er kuffertslæbere. Før gik mændene i krig og nedlagde vilde dyr, medens kvinderne lavede alt det andet. Nu er der ingen krige, og de må ikke nedlægge de vilde dyr, men det er stadig kvinderne, der laver alt det andet. Nå, men på tankstationerne er det altid mændene, der betjener benzinpumperne, og kvinderne, der er inde i kioskerne. Senere blev landskabet fladt igen, og der var store marker med majs og græsarealer med kvægflokke. Det var klaret op med lidt blå himmel ind imellem. Der er langt imellem byerne og ingen huse ude i landskabet. Vi kørte ind på en kæmpe tankstation med flere fastfoodrestauranter. Der kunne vælges mellem Giramundo med flame grilled chicken, Debonairs Pizza, Ocean Basket med alt fra havet og Street Burger. Selvfølgelig valgte jeg Street Burger, for der havde de "Pap Meal" med chicken. Altså en 1/4 kylling, en small pap (gudskelov), en dåse cola og noget sovs til at dyppe i for kun 37 rand. Der stod flasker på bordet med forskellige stærke sager, som man kunne komme på pappet, men meget pudsigt var det i en colaflaske og en Seven Up flaske. Og pap − OK, det kunne da spises, da det blev piftet godt op med ketchup, men godt jeg ikke skal leve af det til daglig.
Fremme ved lufthavnen skulle vi ikke selv rulle kufferterne ind, for der var hidkaldt folk til det grove. Jeg ville gerne have vekslet nogle penge, og da det gik noget trægt ved indtjekningen, gik jeg en etage ned, hvor der stod Bank, men de beskæftigede sig ikke med noget så simpelt. Fandt så et vekslingskontor på 2. etage, men ak, jeg skulle bruge mit pas, og det havde Gitte til indtjekningen. Da jeg kom ned, havde hun fået klaret det, så vi gik sammen ned og vekslede 300 euro og 1.000 danske kroner, og så kom vi ovenpå igen med 5.800 friske rand.
Flyafgang til tiden med British Airways, faktisk lidt mærkeligt, at det var det selskab, når det var et indenrigsfly. Let middag undervejs og flyvning i 1 time og 40 minutter. Vi forlod Johannesburg i let regn og håbede på meget bedre vejr i Port Elisabeth. |
Kruger Nationalpark er en af de førende på området, hvis man vil se storvildt, men dertil skal siges, at der er mange hundrede mindre parker og reservater rundt omkring, som også kan præstere de velkendte safaridyr. Faktisk er 72.700 km2 i Sydafrika fredet, og det drejer sig om 580 vildtreservater, parker og naturområder. Det svarer til, at 5,8 % af landets areal er fredet. Det kan lyde af meget, men den Internationale Union for Naturfredning anbefaler dog, at mindst 10 % af et lands areal bør fredes.
Kruger har et usædvanligt rigt og varieret dyreliv, og sammen med det enorme areal på næsten Jyllands størrelse, gør det den til et af verdens bedste vildtreservater. Der er her registreret 147 arter pattedyr, og det er det næst højeste antal blandt Afrikas nationalparker. Nærmere bestemt lever her over 12.000 elefanter, 1.000 leoparder, 1.500 løver, 85.000 impalaer, 2.500 bøfler og knap 5.000 næsehorn. Foruden også geparder, vilde hunde, plettede hyæner, flodheste, zebraer, vortesvin, krokodiller og 21 antilopearter. Så er der også lige 517 fuglearter, især en del rovfugle, samt 114 arter af krybdyr og 49 fiskearter. Der er også mange sommerfugle, og oh ve og skræk, et stort antal myg om sommeren. I marts måned, hvor vi besøgte parken, var myggene taget på efterårsferie, så vi så faktisk ikke en eneste myg.
Det er bedst at tage på game drive om morgenen indtil kl. 10 og senere sidst på eftermiddagen. Morgen og aften er især rovdyrene mest aktive, for i middagsheden ligger de og slår mave.
Jeg blev lidt væk fra min kone Gitte ved indstigningen, så vi kom i to forskellige jeeps. Nå, man behøver jo heller ikke altid at være totalt ved siden af hinanden, og jeg var godt tilfreds med at være sidekammerat til de to søde piger/damer Jytte og Lis. Aftalen var, at man blev i den samme jeep i de to dage, vi var på game drive. Samtidig var aftalen i vores vogn, at hver gang, der var et langvarigt stop ved frokost eller lignende, rykkede hele rækken fremad, således at goderne eller ulemperne ved at sidde et bestemt sted blev fordelt.
Vi var en af de første, der kom ind i parken, og det var stadig skumring, men solen var ved at stå op med en flot morgenrøde. Det første dyr, der materialiserede sig på nethinden, var en giraf, der kun stod nogle få meter fra vejen. Mine tanker gik til Marius, der måtte lade livet, fordi hans gener ikke passede ind i avlsprogrammet. Her i parken er det naturen, der råder, og det er altid den stærkeste, der får lov til at føre slægten videre. Giraffen er klodens højeste dyr, og en hangiraf kan blive op til 5,5 meter høj. Giraffen foretrækker åbent land frem for skov, selv om dens vigtigste føde er grene fra toppen af de lavere træer. At halsen er lang, ved enhver, men overraskende er det, at tungen er forbløffende 45 cm lang. Vores første giraf var i ensom majestæt, men ellers strejfer de ofte rundt i løst sammensatte flokke på op til 15 giraffer af begge køn.
Der var masser af flokke med impalaer, og de stod både på vejen og i vejkanten og vippede med ørene og halen. Der er nogle, der kalder dem McDonald bukke, for bagpartiets sorte striber kan godt minde om det gyldne M i McDonald. Der var så mange flokke impalaer i Kruger, at det kun var i starten, vi standsede. Senere kørte vi bare igennem flokkene uden at mæle et ord. Der findes to slags flokke af impalaer: flokke af enlige hanner og flokke med både hanner, hunner og unger. I parringstiden overtager en han hele flokken, og ind imellem, at han parrer sig med haremmet, kæmper han for at jage de andre hanner væk. Ja ja, han kunne jo også dele lidt og så bare slappe lidt af.
I jeepen hjælper chaufføren med at spotte dyr, medens han kører. Han har også forbindelse med andre jeeps i det samme safariselskab, men endelig ikke med konkurrenterne. Når der er dyr at se, kører chaufføren vognen på skrå, så der er bedst mulig udsigt for alle.
Der findes et utal af frøer i Kruger, men de lever ret gemt og er svære at få øje på. Til gengæld så vi skum fra skumfrøer hængende i træerne over nogle vandløb. Hunnerne kravler op på en gren og udgyder noget hvidt sekret. Det lurer hannen på og kravler op i sekretet og tramper rundt i den klat, som hunnen har afsat. Efterhånden bliver klatten til skum, og i skummet afgiver han sin sæd og tramper mere rundt. Så kommer hunnen tilbage og lægger sine æg i skummet, hvor de så bliver befrugtet af hannens sæd. Når æggene er befrugtet, dumper de ned i vandet og bliver til haletudser og senere til frøer.
Vi kørte igen kl. 13 i stegende hede, og vi skulle nok have taget det lidt mere med ro, for desserten kom først, da vi gik, og det var da synd.
Vi skulle ikke tilbage til Sanbonani Resort Hotel, for vi skulle overnatte inde i Kruger Nationalpark i Nkambeni Tented Lodge. Der er forskel på telte, og disse var de rene luksustelte, der faktisk kun mindede om telte, fordi det var teltdug, der var spændt ud over et træskelet. Rummet var vel 5 x 5 meter, og der var eget badeværelse med tilpas varmt vand. Som en ekstra finesse var der foruden normalt brusebad inde også brusebad udenfor under åben himmel. Dog behørigt afskærmet med noget lidt hullet bambus. Der var en stor dobbeltseng, to kurvestole, elkande til te eller kaffe og flere flasker rent vand. Der var også aircondition, og den var skruet helt op og sat til kun 16 grader, da vi ankom. Den slukkede vi for, da det var for stor kontrast til varmen udenfor. Teltene eller hytterne lå lidt på stribe inde i skoven, og en sti førte ned til receptionen og restauranten, der også var lavet med lærred på et træskelet. 
Kom forbi bopaen, der var en stor plads, der var indhegnet af træstammer. Borde og stole stod under en presenning, og det var her vi skulle spise om aftenen. Fire smukke piger i flotte uniformer bar mad til, og de ville gerne fotograferes, medens de grinede. Ved spisetid var der tændt et lejrbål, og en masse retter stod klar i jerngryder, som bare skulle rykkes hen over glødende trækul, der var i små fordybninger. Det var en kæmpestor buffet både med forskelligt kød og salater og så sandelig også desserter. Så blev vi forædte igen. Huset betalte maden, og to små flasker vin og en vand kostede 105 rand.
Samme vogne og samme sidekammerater i jeepene, og vi flyttede rundt i rækkerne, så alle prøvede alle pladser.
Løver har specialiseret sig, og nogle kan godt dræbe en bøffel, ellers vil de helst tage sig af impalaer, zebraer eller gnuer. Elefanthud kan løverne ikke rigtig bide igennem, men hvis de kan komme op på ryggen, kan de få fat i den tynde nakkehud, og så kan de godt nedlægge en elefantunge. Det er hunløverne, der tager sig af jagten, men det er hannen, der spiser først. 
Hundene har lange ben, store ører og en plettet sort, hvid og brun krop, og hvert dyr har sine helt egne pletter.
En elefant er drægtige i 22 måneder, og så kommer den 120 kg tunge unge til verden. Den kan gå og løbe med det samme, men den kan ikke bruge snablen. Faktisk er der også 100.000 muskler i en elefantsnabel, så den skal trænes op.
En elefantmor er en af dyreverdens ømmeste mødre. Den føder som regel om natten, og ungen lever beskyttet under sin mors mave i de næste 6 måneder. Her bliver ungen puffet ind, når solen brænder, og den lærer, hvor dievorterne sidder. Når flokken er i bevægelse holder hun om ungens hale med sin snabel og hjælper den på stejle steder eller hjælper den op af en mudderpøl. Når ungen bliver ældre, hjælper dens ældre søstre med at kikke efter den, og den forbereder dermed søstrene på selv at skulle have unger.
Vi kørte meget på jordveje i dag. Fandt en leopardskildpadde i vejkanten. Den hedder sådan, fordi den kravler op i træerne med sit bytte ligesom sin navnebror, hvis jeg husker rigtig, eller også er det, fordi dens skjold er plettet som en leopard. Lidt senere gik der en kamelæon på vejen, og John sprang ud for at redde den. Den kom lige en tur med ind i bilen til beskuelse, og meget praktisk kan den se i alle retninger samtidig. Der findes 16 arter kamæleoner i Sydafrika, og de 14 af dem er endemiske. Meget smart så har de en klistret plet på deres meget lange tunge, som den skyder ud for at fange sit bytte.
Der var mange impalaer på vores vej. Også et par zebraer, flere elefanter og til sidst en flok kuduer.
Turen startede godt med et par næsehorn, elefanter, impalaer m.m. Jagten på løver var intensiveret, men de ville ikke vise sig. Vi kom til sidst ud på en klippeknold med en fin udsigt ud over landskabet, og der gik så sandelig mennesker rundt på knolden. De var ved at dække bord, og det var til os. Der var enkelte i gruppen, der ikke var meget for at forlade de trygge omgivelser inde i jeepen, for der blev jo hele tiden sagt, at der var masser af løver, de ville bare ikke hilse på os.
Vejene begyndte at blive oversvømmet, så det blev en spændende tur tilbage til lejren. Efter en lille time var vi fremme, og regnen holdt op, så vi gik direkte til restauranten, hvor der var aftenbuffet. Der var dog nogle i gruppen, der først lige skulle hen til deres telthytte og finde noget tørt tøj frem. Det hjalp dog ikke meget, for de blev gennemblødt, da de gik ned til restauranten, for nu tog uvejret rigtig fat, og det lynede og tordnede.
Det var afrejsedag, og vi skulle sige farvel til Kruger Nationalpark og køre tilbage til Johannesburg for at flyve til Port Elisabeth. Der var stadig lidt regn på gulvet, og vores paraplyer var bestemt ikke blevet tørre i løbet af natten. Der var masser af junglelyde, og det var let støvregn og grå himmel, men behagelig temperatur fra morgenstunden.
Vi var igen kommet igennem et bjergrigt terræn med grønne toppe, der var dækket af skyerne, så det var tåget, tungt vejr. Der var store områder uden bebyggelse, men en fin asfaltvej hele vejen.
Der var kun en eneste gang, at nogen i vores gruppe kom for sent til afgangstidspunktet − og det var os. Jeg havde ikke fået tidspunktet ind på lystavlen, og Gitte huskede en halv time forkert. Nå, det blev kun 7 minutter, men hele bussen ventede − yderst pinligt. Jeg tilbød at købe en is til hele bussen, men det blev nægtet, og vi blev tilgivet.