![]() Port Elisabeth og Garden Route. Af Kim Greiner Marts 2014. 4.del
Mod europæernes skydevåben kom de dog til kort, for inden zuluerne var kommet så tæt på fjenden, at de kunne bruges deres våben, blev de skudt. Det skete ved Blood River i 1838, hvor en gruppe på 468 boere var bevæbnet med rifler og kanoner, og de stod over for en zuluhær på 10.000 krigere. Over 3.000 zuluer blev dræbt, mange af dem, medens de flygtede over Ncome River. En eneste boer blev dræbt. På trods af kampene, der på lang sigt blev vundet af europæerne, er kong Shaka en folkehelt i vore dage, og han lægger navn til såvel lufthavne som områdets zululandsbyer, der i dag er levende folkemuseer. Port Elisabeth er bygget af de engelske indvandrere, og det er ret tydeligt, for her er rækkehuse som i London og fine gamle hoteller i victoriansk stil. Og så er der fyldt godt op med parker og åndehuller, som f.eks. ude ved havet, hvor det gamle Fort Frederick fra 1799 ligger. Fra den store industrihavn breder strandene sig mod syd blandet godt op med moderne gæstehuse, forretninger og restauranter, men desværre er strand og by domineret af en betonkonstruktion af en motorvej. New Brighton er en af de ældste townships i Port Elisabeth. Gaderne er skam asfalteret, og her ligger små murstenshuse på stribe. Bydelen South blev ryddet af buldozere i apartheidtiden, for bydelen med 40.000 overvejende sorte indbyggere lå for tæt på et hvidt boligkvarter. De blev så flyttet hen til Red Location, hvor navnet kommer af områdes rustrøde huse af bølgeblik. I Red Location og i naboområderne Kwazakhele og Zwide bor de fattigste af de fattige i huse bygget af træplader, sækkelærred og blikplader med store sten på tagene, for at de ikke skal blæse væk. Der er mange, der bor sådan, men regeringen rydder slumområder og bygger nye huse, så folk nu mange steder bor meget bedre. Alligevel bor tre fjerdedele af indbyggerne i Port Elisabeth i townships. Den sidste fjerdedel bor i de hvide boligområder i forstæderne sammen med de nyrige sorte, og her lever de en tryg tilværelse bag mure og pigtråd. I byens centrum bor både sorte, hvide, farvede, indere og kinesere, det er derfor den bedst integrerede del af byen. Det var egentlig meningen, at vi bare skulle køre videre fra morgenstunden, men vi fik da lige en time inde i byen i det fine centrum. Her var flotte bygninger og forretninger, men der var dog ikke ret mange mennesker på gaderne. Deres flotte rådhus fra 1861 lå foran en markedsplads, dog uden nogen videre handel. Biblioteket lignede nærmest et slot, og foran det tronede selveste Dronning Victoria. Der var også et monument, der hyldede den legendariske præstekonge Presto Joao. En armensk biskop fra Jabala kom i 1145 til paven i Rom og fortalte om et rige placeret et sted vistnok i Afrika eller også var det i Asien. Presto Joao var konge over dette rige, der bl.a. havde et forunderligt springvand, og her badede Presto Joao ofte, således at han forblev 32 år, selvom han i virkeligheden var 562 år. I middelalderen troede folk på alt, og der blev gjort mange forsøg på at finde Presto Joaos rige, men det var imidlertid svært, og til sidst måtte man opgive, men til gengæld fandt man søvejen til Indien. Vi slentrede ned igennem byen til en park med mange kunstværker, og i det hele taget så har byerne i Sydafrika mange offentlige kunstværker. Med udsigt ud over havnen stod Sydafrikas højeste flagstang, og der var et kæmpestort kunstværk i mosaik. Det er utroligt så lidt, der skal til, før Mandela kan genkendes, og her stod han som en silhuet i jern sammen med en hel række sydafrikanere også i jern, der stod i kø til stemmeurnerne. Vi gjorde holdt ved Tsitsikamma Nationalpark, der betyder "Stedet ved havet". Her var der hytter og en restaurant med havudsigt. Langs havet går der en herlig klippesti med det brusende hav til den ene side. Der er mange trapper, faktisk er stien kun trapper. Det tager en halv time at nå frem til hængebroerne, der meget smukt går over indskæringer i kysten. Den længste hængebro ender ved en lille stenstrand med rullesten. Jeg skulle lige mærke, og vandet var lidt køligt, men var ikke koldt. Ud over den smukke natur var der her en koloni af klippegrævlinger, der ikke har noget med grævlinger at gøre. Det er et nuttet pelsdyr og ligner nærmest en stor rotte. Normalt er det sådan, at de største dyr har den længste drægtighedsperiode, men klippegrævlingen har til en forandring 8 måneder. Mærkværdigvis viser DNA, at dens nærmeste slægtning er elefanten, og faktisk er dens DNA næsten fælles med søkoen, og det er jo ubegribeligt. Stien går lige forbi deres koloni, og de kravlede rundt helt upåvirkede af os, der kikkede. De er bestemt ikke bange for mennesker, for oppe ved restauranten havde de også slået sig ned i havemøblerne. På en terrasse med udsigt ud over vandet blev frokosten indtaget. Ved udsigtspunktet stod Gladys, der er en lille, rund dame, og solgte hjemmebagt, stadig varmt brød. Et brød kostede kun 7 rand, så de fik hurtigt ben at gå på, for de smagte himmelsk, så hun fik hurtigt udsolgt. Hun så lykkelig ud og smilede over hele femøren. Måske stod hun her og reklamerede for sig selv, for jeg fik et visitkort, hvor der stod "Lady G’s Kitchen", og hvis resten af hendes mad smagte lige så godt som brødet, så var hun værd at besøge. For to hundrede år siden strejfede store flokke af elefanter rundt på det sydlige Cape, men på grund af skånselsløs jagt er der nu kun en enkelt elefant tilbage, og den gemmer sig i de tætte skove omkring Knysna. Det er en hunelefant, og hun har haft stort held med at tilpasse sig forholdene, men hun er jo en ensom dame. I 1994 gjorde man forsøg på at udsætte tre unge elefanter fra Kruger i området, men desværre flygtede de i skræk. Den ene døde af stress og lungebetændelse efter at have raseret de lokale marker, og de to andre blev genplaceret i Shamwari-dyrepark uden for Port Elisabeth. Efter sigende strejfer den gamle hun stadig rundt i Knysnas skove, og hun holder sig fra markerne, så fra et menneskeligt synspunkt opfører hun sig pænt. I Knysna boede vi på Hotel Cray Wood, der udelukkende var bygget i rustik træstil. Ejerne var åbenbart meget interesseret i tog, for overalt indendørs var der billeder af tog og dekorative genstande fra de gamle damplokomotiver. Inde i gården mellem husene var der en dejlig, lille have med reder af væverfugle i palmerne. Hovedgaden ned til Waterfronten er dekoreret med flag hen over gaden, og alt så meget hyggeligt ud. Vi skulle ud på en 1½ times sejltur i bugten på en lille turbåd. Ikke fordi der var så meget at se, men en hyggelig sejltur, medens mørket faldt på. Det bedste var bådens bar med et righoldigt udvalg af cocktails til yderst rimelige priser. Jeg fik en "Sex on the Beach", og Gitte en med jordbær. 42 rand stykket, og med drikkepenge blev det 100 rand, og så var det med paraplyer og det hele. Spisning på J.J. på Waterfronten. Et hyggeligt sted med et specielt spisekort. Jeg fik en zebrabøf til 199 rand, men den smagte lidt hen ad flodhest. Jeg fik udleveret en meget skarp og spids kniv til at skære ned igennem kødet. (Var det mon alligevel flodhest). Her må det lige påpeges, at de zebraer, der lander på middagsbordet, ikke er vilde dyr, men de bliver opdrættet på farme ligesom køer. Gitte fik Kingfish og med to øl blev det 452 rand (245 dkr), og det var meget dyrt efter sydafrikansk prisniveu. Andre i gruppen fik andre eksotiske retter, og der var en god, gemytlig stemning ved bordet. Ved slutningen af måltidet stillede hele personalet sig op og sang tre afrikanske sange. For at støtte deres sangudfoldelse fik vi købt deres CD for 120 rand − gad vide, om vi nogensinde får hørt den. Bussen ventede for enden af hovedgaden for at køre os hjem, men ærligt talt, der var 500 meter til hotellet, så en lille udbrydergruppe gik hjemad, og så måtte vi stå uden for hotellet og vente på, at de andre kom med bussen. Det var en hurradag, og det er altid heldigt, når der indtræffer disse hurradage, proklamerede vores gode rejsefører Klaus Koenig. Han fremførte følgende vers, som han engang selv har digtet, men det er første gang, det er kommet uden for skrivebordsskuffen: Vi kørte ned ad hovedvejen mod Cape Town, og igen var der grønne bjerge. Efter et toiletstop med en shop med alt muligt af lækre sager fra Bilton til Haribo snoede vejen sig op i bjergene, og det klarede en smule op. Det var klaret dejligt op, og vi kom ind i et mere fladt område med strudsefarme, men først skulle vi lige besøge de verdensberømte drypstenshuler Cango Caves. Hulerne er et massivt underjordisk system af kalkstenshuler, der strækker sig ind under Swartberg Mountains. Grottesystemet starter med en stor souvenirforretning, og her kostede et strudseæg 80 rand, hvor jeg tidligere havde købt et til 20 rand, og det viser måske, at ved store seværdigheder er priserne skruet op. Det har taget årtusinder, nærmere bestemt 250.000 år at forme disse kalkstenshuler, der er tilgængelige 800 meter ind i bjerget. I området ved byen Oudtshoorn er der omkring 1,5 millioner strudse, der lever i strudsefarme, og de stortrives i den tørre og solrige halvørken. Strudsefjer havde deres glansperiode i 1800-tallet, hvor enhver damehat med respekt for sig selv skulle udsmykkes med et bundt strudsefjer. Der var virkelig penge i fjerene, og de, der havde fået gang i farmene, blev strudsefjersmillionærer. Da automobilet blev opfundet, kom der et vældigt dyk, for bilerne var dengang åbne og drønede af sted med 20 km i timen. Fjerene blev så udskiftet med læderhjelme, så damerne kunne se lidt seje ud. I de glade 1920’ere kom der igen gang i strudsefjerene både til damehatte og boaer. Ved 2. verdenskrig var de igen passé, for der havde folk andet at tænke på. Sidenhen ser man da stadig strudsefjer, men det er steder som Moulin Rouge i Paris, hvor pigerne går i kæmpestore hovedbeklædninger og ellers ikke så meget andet. I vore dage er det nok mest for strudsekødet, at man avler strudse. I Oudthoorn var vi på besøg på en strudsefarm, og Michell, der var en sød, meget leende ung kvinde, viste rundt. Jeg fik nok taget flere billeder af hende end af strudsene. Først var vi rundt for at se den rigtige farm med kyllinger og en enkelt voksen. Farmen her producerer ca. 2.000 kyllinger om året, men har nok også en god indtægt fra turister, der vil kikke på, og derfor havde de afdelinger med eksempler på forskellige strudsearter. Vi var inde i et showrum, hvor der var en udstilling med ting, strudse havde ædt for at lette fordøjelsen: patronhylster, børneske, gaffel, et ben fra en dukke m.m. Frokost på farmen, og den stod selvfølgelig på strudsebøf. Der kunne vist også vælges noget andet, men nu var lejligheden der. 200 gram struds, brød og salat kostede 89 rand. Kødet er mørkt og ligner og smager ikke som kylling eller kalkun, nærmere som oksekød med en let krydret smag. Et sted var der en flok strudse, der kunne fodres med ske. Det var akkurat det samme foder, der var i et stort fodertrug, men når det blev rakt frem i en ske, blev de helt vilde, og det viser bare, at de ikke er for kloge. Nogle gange er der mulighed for at få en ridetur på en struds, men i dag var der for smattet, og man var bange for, at strudsen ville skride i svinget. Så det blev til, at strudsen stod i en bås og fik en pose over hovedet, for at den skulle holde sig lidt rolig. Posen kom af, og så kunne der blive taget et billede. Man måtte ikke veje mere end 80 kg, og heldigvis så vejede jeg 80,1 kg, så jeg behøvede ikke, men stort bifald til dem, der vovede sig op på fuglen. Det er næsten ikke til at forstå, at vi er i Afrika, for alt virker så vestligt − det er bare mere rent og udadtil mere velfungerende. Hidtil har vi ikke mødt en eneste tigger eller forhutlet person. Vi gjorde stop i Swellendam, der er den tredje ældste by i Sydafrika. Da det hollandske ostindiske kompagni etablerede en forsyningsstation ved Kapstaden i 1652, udviklede handelen sig så langt som til Swellendam. Stedet er opkaldt efter Hendrik Swellengrebel og hans hustru Helena Ten Damme. Efterhånden udviklede bosættelsen sig til en landsby, hvor forskellige håndværkere slog sig ned, og senere var byen den sidste udpost, når opdagelsesrejsende og andre rejsende fortsatte ud i det østlige grænseområde. Også i det 18. århundrede var byen en vigtig forsyningsstation på den lange rejse mod øst. Der blev også et stop på "Red Traktor Cafe", der var et turiststed. Jeg havde hørt, at de også havde delikatesser på dåse: zebrapate, krokodillepate, impalapate og den ekstra delikate wildebeestpate, så vi fik købt en dåse af hver. |