 Mandelas Sydafrika.Port Elisabeth og Garden Route. Af Kim Greiner Marts 2014. 4.del
Mod europæernes skydevåben kom de dog til kort, for inden zuluerne var kommet så tæt på fjenden, at de kunne bruges deres våben, blev de skudt. Det skete ved Blood River i 1838, hvor en gruppe på 468 boere var bevæbnet med rifler og kanoner, og de stod over for en zuluhær på 10.000 krigere. Over 3.000 zuluer blev dræbt, mange af dem, medens de flygtede over Ncome River. En eneste boer blev dræbt. På trods af kampene, der på lang sigt blev vundet af europæerne, er kong Shaka en folkehelt i vore dage, og han lægger navn til såvel lufthavne som områdets zululandsbyer, der i dag er levende folkemuseer. Port Elisabeth er bygget af de engelske indvandrere, og det er ret tydeligt, for her er rækkehuse som i London og fine gamle hoteller i victoriansk stil. Og så er der fyldt godt op med parker og åndehuller, som f.eks. ude ved havet, hvor det gamle Fort Frederick fra 1799 ligger. Fra den store industrihavn breder strandene sig mod syd blandet godt op med moderne gæstehuse, forretninger og restauranter, men desværre er strand og by domineret af en betonkonstruktion af en motorvej. New Brighton er en af de ældste townships i Port Elisabeth. Gaderne er skam asfalteret, og her ligger små murstenshuse på stribe. Bydelen South blev ryddet af buldozere i apartheidtiden, for bydelen med 40.000 overvejende sorte indbyggere lå for tæt på et hvidt boligkvarter. De blev så flyttet hen til Red Location, hvor navnet kommer af områdes rustrøde huse af bølgeblik. I Red Location og i naboområderne Kwazakhele og Zwide bor de fattigste af de fattige i huse bygget af træplader, sækkelærred og blikplader med store sten på tagene, for at de ikke skal blæse væk. Der er mange, der bor sådan, men regeringen rydder slumområder og bygger nye huse, så folk nu mange steder bor meget bedre. Alligevel bor tre fjerdedele af indbyggerne i Port Elisabeth i townships. Den sidste fjerdedel bor i de hvide boligområder i forstæderne sammen med de nyrige sorte, og her lever de en tryg tilværelse bag mure og pigtråd. I byens centrum bor både sorte, hvide, farvede, indere og kinesere, det er derfor den bedst integrerede del af byen. Det var egentlig meningen, at vi bare skulle køre videre fra morgenstunden, men vi fik da lige en time inde i byen i det fine centrum. Her var flotte bygninger og forretninger, men der var dog ikke ret mange mennesker på gaderne. Deres flotte rådhus fra 1861 lå foran en markedsplads, dog uden nogen videre handel. Biblioteket lignede nærmest et slot, og foran det tronede selveste Dronning Victoria. Der var også et monument, der hyldede den legendariske præstekonge Presto Joao. En armensk biskop fra Jabala kom i 1145 til paven i Rom og fortalte om et rige placeret et sted vistnok i Afrika eller også var det i Asien. Presto Joao var konge over dette rige, der bl.a. havde et forunderligt springvand, og her badede Presto Joao ofte, således at han forblev 32 år, selvom han i virkeligheden var 562 år. I middelalderen troede folk på alt, og der blev gjort mange forsøg på at finde Presto Joaos rige, men det var imidlertid svært, og til sidst måtte man opgive, men til gengæld fandt man søvejen til Indien. Vi slentrede ned igennem byen til en park med mange kunstværker, og i det hele taget så har byerne i Sydafrika mange offentlige kunstværker. Med udsigt ud over havnen stod Sydafrikas højeste flagstang, og der var et kæmpestort kunstværk i mosaik. Det er utroligt så lidt, der skal til, før Mandela kan genkendes, og her stod han som en silhuet i jern sammen med en hel række sydafrikanere også i jern, der stod i kø til stemmeurnerne. Vi gjorde holdt ved Tsitsikamma Nationalpark, der betyder "Stedet ved havet". Her var der hytter og en restaurant med havudsigt. Langs havet går der en herlig klippesti med det brusende hav til den ene side. Der er mange trapper, faktisk er stien kun trapper. Det tager en halv time at nå frem til hængebroerne, der meget smukt går over indskæringer i kysten. Den længste hængebro ender ved en lille stenstrand med rullesten. Jeg skulle lige mærke, og vandet var lidt køligt, men var ikke koldt. Ud over den smukke natur var der her en koloni af klippegrævlinger, der ikke har noget med grævlinger at gøre. Det er et nuttet pelsdyr og ligner nærmest en stor rotte. Normalt er det sådan, at de største dyr har den længste drægtighedsperiode, men klippegrævlingen har til en forandring 8 måneder. Mærkværdigvis viser DNA, at dens nærmeste slægtning er elefanten, og faktisk er dens DNA næsten fælles med søkoen, og det er jo ubegribeligt. Stien går lige forbi deres koloni, og de kravlede rundt helt upåvirkede af os, der kikkede. De er bestemt ikke bange for mennesker, for oppe ved restauranten havde de også slået sig ned i havemøblerne. På en terrasse med udsigt ud over vandet blev frokosten indtaget. Ved udsigtspunktet stod Gladys, der er en lille, rund dame, og solgte hjemmebagt, stadig varmt brød. Et brød kostede kun 7 rand, så de fik hurtigt ben at gå på, for de smagte himmelsk, så hun fik hurtigt udsolgt. Hun så lykkelig ud og smilede over hele femøren. Måske stod hun her og reklamerede for sig selv, for jeg fik et visitkort, hvor der stod "Lady G’s Kitchen", og hvis resten af hendes mad smagte lige så godt som brødet, så var hun værd at besøge. For to hundrede år siden strejfede store flokke af elefanter rundt på det sydlige Cape, men på grund af skånselsløs jagt er der nu kun en enkelt elefant tilbage, og den gemmer sig i de tætte skove omkring Knysna. Det er en hunelefant, og hun har haft stort held med at tilpasse sig forholdene, men hun er jo en ensom dame. I 1994 gjorde man forsøg på at udsætte tre unge elefanter fra Kruger i området, men desværre flygtede de i skræk. Den ene døde af stress og lungebetændelse efter at have raseret de lokale marker, og de to andre blev genplaceret i Shamwari-dyrepark uden for Port Elisabeth. Efter sigende strejfer den gamle hun stadig rundt i Knysnas skove, og hun holder sig fra markerne, så fra et menneskeligt synspunkt opfører hun sig pænt. I Knysna boede vi på Hotel Cray Wood, der udelukkende var bygget i rustik træstil. Ejerne var åbenbart meget interesseret i tog, for overalt indendørs var der billeder af tog og dekorative genstande fra de gamle damplokomotiver. Inde i gården mellem husene var der en dejlig, lille have med reder af væverfugle i palmerne. Hovedgaden ned til Waterfronten er dekoreret med flag hen over gaden, og alt så meget hyggeligt ud. Vi skulle ud på en 1½ times sejltur i bugten på en lille turbåd. Ikke fordi der var så meget at se, men en hyggelig sejltur, medens mørket faldt på. Det bedste var bådens bar med et righoldigt udvalg af cocktails til yderst rimelige priser. Jeg fik en "Sex on the Beach", og Gitte en med jordbær. 42 rand stykket, og med drikkepenge blev det 100 rand, og så var det med paraplyer og det hele. Spisning på J.J. på Waterfronten. Et hyggeligt sted med et specielt spisekort. Jeg fik en zebrabøf til 199 rand, men den smagte lidt hen ad flodhest. Jeg fik udleveret en meget skarp og spids kniv til at skære ned igennem kødet. (Var det mon alligevel flodhest). Her må det lige påpeges, at de zebraer, der lander på middagsbordet, ikke er vilde dyr, men de bliver opdrættet på farme ligesom køer. Gitte fik Kingfish og med to øl blev det 452 rand (245 dkr), og det var meget dyrt efter sydafrikansk prisniveu. Andre i gruppen fik andre eksotiske retter, og der var en god, gemytlig stemning ved bordet. Ved slutningen af måltidet stillede hele personalet sig op og sang tre afrikanske sange. For at støtte deres sangudfoldelse fik vi købt deres CD for 120 rand − gad vide, om vi nogensinde får hørt den. Bussen ventede for enden af hovedgaden for at køre os hjem, men ærligt talt, der var 500 meter til hotellet, så en lille udbrydergruppe gik hjemad, og så måtte vi stå uden for hotellet og vente på, at de andre kom med bussen. Det var en hurradag, og det er altid heldigt, når der indtræffer disse hurradage, proklamerede vores gode rejsefører Klaus Koenig. Han fremførte følgende vers, som han engang selv har digtet, men det er første gang, det er kommet uden for skrivebordsskuffen: Vi kørte ned ad hovedvejen mod Cape Town, og igen var der grønne bjerge. Efter et toiletstop med en shop med alt muligt af lækre sager fra Bilton til Haribo snoede vejen sig op i bjergene, og det klarede en smule op. Det var klaret dejligt op, og vi kom ind i et mere fladt område med strudsefarme, men først skulle vi lige besøge de verdensberømte drypstenshuler Cango Caves. Hulerne er et massivt underjordisk system af kalkstenshuler, der strækker sig ind under Swartberg Mountains. Grottesystemet starter med en stor souvenirforretning, og her kostede et strudseæg 80 rand, hvor jeg tidligere havde købt et til 20 rand, og det viser måske, at ved store seværdigheder er priserne skruet op. Det har taget årtusinder, nærmere bestemt 250.000 år at forme disse kalkstenshuler, der er tilgængelige 800 meter ind i bjerget. I området ved byen Oudtshoorn er der omkring 1,5 millioner strudse, der lever i strudsefarme, og de stortrives i den tørre og solrige halvørken. Strudsefjer havde deres glansperiode i 1800-tallet, hvor enhver damehat med respekt for sig selv skulle udsmykkes med et bundt strudsefjer. Der var virkelig penge i fjerene, og de, der havde fået gang i farmene, blev strudsefjersmillionærer. Da automobilet blev opfundet, kom der et vældigt dyk, for bilerne var dengang åbne og drønede af sted med 20 km i timen. Fjerene blev så udskiftet med læderhjelme, så damerne kunne se lidt seje ud. I de glade 1920’ere kom der igen gang i strudsefjerene både til damehatte og boaer. Ved 2. verdenskrig var de igen passé, for der havde folk andet at tænke på. Sidenhen ser man da stadig strudsefjer, men det er steder som Moulin Rouge i Paris, hvor pigerne går i kæmpestore hovedbeklædninger og ellers ikke så meget andet. I vore dage er det nok mest for strudsekødet, at man avler strudse. I Oudthoorn var vi på besøg på en strudsefarm, og Michell, der var en sød, meget leende ung kvinde, viste rundt. Jeg fik nok taget flere billeder af hende end af strudsene. Først var vi rundt for at se den rigtige farm med kyllinger og en enkelt voksen. Farmen her producerer ca. 2.000 kyllinger om året, men har nok også en god indtægt fra turister, der vil kikke på, og derfor havde de afdelinger med eksempler på forskellige strudsearter. Vi var inde i et showrum, hvor der var en udstilling med ting, strudse havde ædt for at lette fordøjelsen: patronhylster, børneske, gaffel, et ben fra en dukke m.m. Frokost på farmen, og den stod selvfølgelig på strudsebøf. Der kunne vist også vælges noget andet, men nu var lejligheden der. 200 gram struds, brød og salat kostede 89 rand. Kødet er mørkt og ligner og smager ikke som kylling eller kalkun, nærmere som oksekød med en let krydret smag. Et sted var der en flok strudse, der kunne fodres med ske. Det var akkurat det samme foder, der var i et stort fodertrug, men når det blev rakt frem i en ske, blev de helt vilde, og det viser bare, at de ikke er for kloge. Nogle gange er der mulighed for at få en ridetur på en struds, men i dag var der for smattet, og man var bange for, at strudsen ville skride i svinget. Så det blev til, at strudsen stod i en bås og fik en pose over hovedet, for at den skulle holde sig lidt rolig. Posen kom af, og så kunne der blive taget et billede. Man måtte ikke veje mere end 80 kg, og heldigvis så vejede jeg 80,1 kg, så jeg behøvede ikke, men stort bifald til dem, der vovede sig op på fuglen. Det er næsten ikke til at forstå, at vi er i Afrika, for alt virker så vestligt − det er bare mere rent og udadtil mere velfungerende. Hidtil har vi ikke mødt en eneste tigger eller forhutlet person. Vi gjorde stop i Swellendam, der er den tredje ældste by i Sydafrika. Da det hollandske ostindiske kompagni etablerede en forsyningsstation ved Kapstaden i 1652, udviklede handelen sig så langt som til Swellendam. Stedet er opkaldt efter Hendrik Swellengrebel og hans hustru Helena Ten Damme. Efterhånden udviklede bosættelsen sig til en landsby, hvor forskellige håndværkere slog sig ned, og senere var byen den sidste udpost, når opdagelsesrejsende og andre rejsende fortsatte ud i det østlige grænseområde. Også i det 18. århundrede var byen en vigtig forsyningsstation på den lange rejse mod øst. Der blev også et stop på "Red Traktor Cafe", der var et turiststed. Jeg havde hørt, at de også havde delikatesser på dåse: zebrapate, krokodillepate, impalapate og den ekstra delikate wildebeestpate, så vi fik købt en dåse af hver. |
Zulu betyder himmel, så zuluerne tilhører "himlens folk", men Shaka var en brutal og krigerisk tyran. Zulukongens magt var omgivet af mystik og heksekunst, men den største grund til succes på kamppladsen var, at de lange spyd blev afkortet til den korte "assegai". Før blev de lange spyd kastet, og det var så det, men den korte assegai kunne bruges igen og igen.
Port Elisabeth, der har omkring 2 millioner indbyggere, kaldes ofte for Nelson Mandelas Bay, men byen har fået navn efter guvernør Rufane Donkins kone, der netop hed Elizabeth. Byen ligger højt med udsigt til havet, og der er flere gode strande, hvor der kan bades, soles og surfes, og kystvejen er derfor fyldt godt op med barer, fastfoodrestauranter og butikker.
Det lysnede ved 6-tiden, og jo, det var havet til den ene side, og der var store bølger med en flot brænding fra Det Indiske Ocean. Det var skyet, men ingen regn og dejligt mildt.
Landevejen er kun to- eller tresporet og snor sig gennem landskabet med bjerge foran og til siden, så der var ikke meget at se til havet. Der var ikke ret megen trafik og faktisk kun lastbiler. Vejret var klaret op, og halvdelen af himmelen var blå. 
Vi fortsatte langs kysten til Plettenberg Bay, der er en ferieby for de rige med tegnebogen i orden. Flotte huse overalt, og især i højsæsonen, der er ved juletid, femdobles indbyggertallet, og der gås til den i byens fine restauranter. På et udsigtspunkt var der udsigt til de brede strande, og lige midt i det hele ligger det ret så dominerende "Hotel the Beacon" på et klippefremspring helt ude ved vandet. Det eneste sted på strandene, hvor udsigten ikke bliver spoleret af det ikke særligt kønne bygningsværk, er, hvis man bor på hotellet og herfra kikker ud − og så er der virkelig smukt.
Knysna, der faktisk udtales "Naisna", blev grundlagt i begyndelsen af 1800-tallet af George Rex, som ifølge rygtet var en uægte søn af den britiske kong George 3. 
Knysna er også en turistby med alt til faget henhørende og med en spændende og hyggelig Waterfront med butikker og restauranter. Inden vi gik til Waterfronten, gik vi en tur i den nærmeste del af byen, men væk fra vandet. Det småregnede, så det blev ikke til så meget, men de havde et stort indkøbscenter med tøjbutikker og alt muligt andet.
Behagelig morgentemperatur, men overskyet med tendens til det lidt kølige. Vi havde en dagstur med Knysna som base foran os. Morgenbuffet med masser af de frugter, som bonden aldrig ser (undtagen hvis de handler i Brugsen). Morgenmaden var også med fin betjening − kaffen blev skænket op med det samme, og de brugte tallerkener blev fjernet i samme minut, som kniv og gaffel blev lagt. Alverdens tjenere kunne lære ret meget af de sydafrikanske.
Ofte får de voldsom hikke,
Ekstra stop i et område med humle, så det kunne tyde på en vis lokal ølproduktion. I en delikatesse/vin/spiritusforretning havde de et ægte strudseæg til kun 20 rand. Hvis det havde kostet 100 rand, havde jeg også købt det. Da prisen på kun 20 rand blev oplyst, kom der hurtigt gang i æggehandelen. Købte også en pose tørrede bananer og nogle Kahluakarameller, og det blev 58 rand i alt. 
Nydeligt, stort grottesystem, der blev vist frem af en guide. Efterhånden som vi kom frem, blev lyset tændt i forskellige tempi. Hulerne havde forskellige navne som Kong Salomons Miner, Prædikestolen, Skorstenen, Djævelens Værksted og Kærlighedstunnelen. Mange af de grotter, vi i tidens løb har bevæget os ind i rundt omkring i verden, har haft en temperatur på 8 grader året rundt, og derfor havde jeg selvfølgelig taget en jakke med derned. Men i lige præcis denne her grotte var temperaturen på 28 grader, så sveden drev, medens vi beundrede drypstenene. Det bedste ved drypstenshuler og grotter er dog, når man kommer ud igen.
En struds kan blive 2,75 meter høj, og den kan lever i tørre områder uden at drikke, idet den optager væske igennem føden. De har de største øjne af alle dyr på landjorden og en meget lille hjerne. De kan løbe op til 70 km i timen, og hvis de er forfulgt, bruger de vingerne til hurtigt at ændre retning. Vingerne bruges også til parringsdans − så hos strudsene er fjerene stadig populære. Et æg vejer omkring 2 kg, og det tager 2½ time, hvis det skal hårdkoges. Skallen er så tyk, at en voksen mand kan stå på ægget, uden at det knuses. I en strudserede bliver der normalt lagt 5 til 12 æg, men det behøver ikke at være strudsemor, der lægger alle æggene, for det kan også være hannens friller, der lige får placeret et æg i reden. Mærkværdigvis klækkes æggene samtidig, selvom de er lagt på forskellige tidspunkter, og de er klækkeklare 2-2½ måned efter parringen.
Bagefter gik vi videre på farmen, og det blev demonstreret, at en voksen person med en anden på ryggen godt kan stå på to æg, uden at de knækker.
Vi havde en aftale med Jytte og Lis om at spise sammen, men det var efter mørkets frembrud. Hjemmefra havde jeg rystet i bukserne bare ved at tænke på Sydafrika og mørke gader, men når man er dernede, virker det ikke som noget problem, i hvert fald ikke de steder, hvor vi færdedes. Vi fandt en fiskerestaurant, der lige kunne klemme os ind, selvom restauranten var fuld. Det var jo klart med de priser. Vi fik 3 x fiskeretter og en ret med kylling, 1 hel flaske vin, 3 Irish coffee plus en dessert, og det blev med drikkepenge 700 rand, sådan ca. 380 kr. Og så var der udsøgt betjening, og med det menes virkelig udsøgt. Selv da vi gik, blev døren åbnet for os, og der blev sagt godnat.
Vi havde et Aloe Verastop ved et sted, der havde specialiseret sig i Aloe Veraprodukter. Udenfor stod verdens største statue af en Aloe Veraplante på 9 meters højde, og den vejede 2.500 kg. Der var en kort demonstration, og det lod til, at man kunne blive 20 år yngre, hvis man smurte sig godt ind i produkterne. Det var meget venlige priser, men hvad hjælper det, når vi havde fået lagt en flaske i håndbagagen, og de så snuppede den i sikkerhedskontrollen. Altså først ved mellemlandingen i Heathrow i London − i Cape Town havde de ikke fundet noget. 
Swellendam er grundlagt i 1743 og er derfor en perle i hollandsk Cape-stil. Der er mange bygninger tilbage fra den tid, og selv den hollandsk reformerte kirke, der lå på Voortrekker Street, var værd at se på, selvom den kun er fra 1911. Kirken er en blanding af forskellige stilarter fra nygotik, nyrenæssance og nybarok blandet med hollandsk Cape-stil. Vi spiste på "Old Gaul" udenfor i skyggen. De havde springbuk og laksesalat på menuen, og imens kom et par ældre herrer og spillede på saxofon og guitar. I en vognport i deres have stod en række af de gamle voortrekkervogne, og det var helt tydeligt, at det var solidt kram. Voortrekkerne var de boerpionerer, som i 1830-40’erne udvandrede fra Cape-kolonien og den voksende britiske dominans og drog ind i det ukendte højland, (voortrekkere = de, som trækker fremad). 
De første veje i Cape-regionen fulgte de stier, som var blevet trampet af omvandrende vildt i hundrede af år. Det gælder f.eks. stier over Hottentots-Holland-bjergene, som blev åbnet i 1830, og som bestod af stier brugt af elsdyrantiloper. Det betød, at Cape Town helt op til midten af 1800-tallet var isoleret fra resten af landet, fordi byen var omgivet af høje bjerge. Det kunne tage op til en måned at komme fra en landsby til en anden, selvom de kun lå 30 km fra hinanden i fugleflugt. Beboerne i Cape Town følte sig indespærret og blev desperate efter nemmere adgange til det indre af landet. I 1884 ankom den skotskfødte vejinspektør Andrew Geddes Bain, og i de følgende 45 år byggede han og hans søn Thomas veje igennem 10 bjergpas. De blev bygget ved hjælp af hakker, skovle, hånddrevne bor og masser af krudt. Mange af disse veje bruges stadig i dag, og den gode Bain var fremsynet, for han insisterede på, at vejene skulle følge de smukkeste ruter.