Turen var en grupperejse med Albatros og med dansk rejseleder. Selv i en indvendig kahyt uden så meget som et koøje kostede rejsen 35.998 kr pr. person. Dertil en udflugtspakke til 5.398 kr. Man kan, hvis man vil, bare blive på skibet og spise løs af de ”gratis” måltider, som var incl. Det ville dog være overmåde kedeligt, så hvor det var muligt, skulle vi ud og opleve, hvad der var at opleve.

Det ville da være skønt med en udvendig kahyt med vindue, men den ville koste den nette sum af ekstra 4.998 kr pr. person. En kahyt med balkon kostede 10.998 kr pr. person ekstra. Men en indvendig kahyt uden koøje, hvad er det? Jeg gik ud fra, at den måtte ligge nede i bunden af skibet et sted ved motoren. Men næsten 10.000 kr. for et koøje, det var simpelthen for meget og spild af gode penge. 

Jeg frygtede det værste med kahytten og masseturisme i særdeleshed, men nu måtte vi se.
Mange gange, når vi rejser, er det kun med os selv og gerne med tog til verdens yderpunkter. Det er noget helt andet, for ofte er vi de eneste vesterlændinge i toget. Nå men hvorfor har vi så meldt os til denne tur? Jo vi er lige ved at kunne blive medlemmer af De Berejstes Klub, men mangler en håndfuld lande, da jeg som 73- årig skal have besøgt 73 lande. Går der da ikke tog i Sydamerika? Jo enkelte strækninger og ellers busser. Vi føler os helt trygge, når vi rejser på egen hånd i Asien og selvfølgelig også igennem Australien og Canada, men i  Sydamerika er det vist ikke helt så sikkert. Så er det trods alt mere trygt at være med i en gruppe, og så ville vi få Chile, Uruguay og Argentina med i samlingen. Nu er det også efterhånden ret svært at finde steder, vi ikke har været, og i Sydamerika har vi hidtil kun været i Peru og Columbia. 

Celebrity Eclipse og fly mod Buenos Aires.                                       Fredag 4-1-2019

Vores krydstogtskib hedder Celebrity Eclipse, og der er plads til 2.800 passagerer. Vi har endda været nødt til at tage noget pænt tøj med. Kun med og ikke på hele tiden, men et par aftener er der gallaaften, der nærmest kræver smoking og lang kjole. Jeg havde revet mig og købt en jakke hos Røde Kors i Borup for 90 kr, og jeg har nye sorte bukser og et slips. Så må vi se, om jeg bliver lukket ind - ellers er der vel også andre spisesteder om bord a la pølsevogn? 

Nå nu må vi se, hvordan det spænder af, og foreløbig har vi fået en Wobber hos Burger King i Kastrup Lufthavn, og om lidt skal vi møde Bozena, den danske guide, og de andre deltagere.

Vi kom først til mødestedet, der var henne mellem terminal 2 og 3 ved 7 eleven. Troede vi. Vi var kun 2 foruden os, men man kan få et fint Albatrosskilt ved 7 Eleven, hvis man spørger. Der skete ikke noget ved det mødepunkt og hvor var Bozena? Nå for Søren der stod en dame ved Seven Eleven med et albatrosskilt. Det var lige præcis Bozena, og hun var glad for at se os, for vi var de sidste af 28 gæster. Bozena var en nydelig midaldrende dame, og hun havde tilsyneladende styr på det. 

Selvtjekindmaskinen udrullede bordingkort og selvbagagedrop, og efter sikkerhedstjek sidder vi nu i Gate A og småfryser. Kold aircondition eller manglende varme fyldte rummet - bare jeg dog havde taget lange underbukser på og med. Endelig var der udkald, og af tekniske årsager og for at det skulle gå hurtigere skulle række 22 til 35 gå ind ad bagindgangen til flyet. Der stod vi så udendørs i en lang kø og i en stiv kuling og ventede i 15 minutter. De forreste stolerækker var gået igennem en tunnel, og de var hurtigt færdige, og vi ventede gennemkolde, inden vi kom indenfor i flyet. Heldigvis var der god varme i flyet og efter en ostesandwich og et glas æblejuice landede vi i Amsterdam, da vi fløj med KLM.

Som gæs gik vi med Bozena igennem Amsterdam lufthavn. Heldigvis var der varme i Gate 18, og så venter vi kun på en 18 timers lang flyvetur til Santiago de Chile. 18 timer, oh ve, oh skræk. Ombord sad vi som sædvanlig som sild i en tønde. Et barn græd hjerteskærende i de to første timer. Så blev der stille - gad vide, hvad der var sket. 

Affodring på behørig vis, og så startede den lange nat. Som sædvanligt kan jeg ikke falde i søvn på et fly, så timerne sneglede sig afsted. Ikke strække sig, ondt i bagdelen, så var der skub fra naboerne, og da vi kom ind i turbulens, kom der en hånd fra Gitte. Der er 4 timers tidsforskel fra København til Sydamerika, så natten blev 4 timer længere. Så der er rigelig tid til at tilbagelægge de 11.645 km fra Amsterdam til Buenos Airis i Argentina. 

Ankommet til Santiago de Chile.                                                                  Lørdag 5-1-2019 

Søvnløs kold nat. Temperaturen bliver holdt nede med en modbydelig kold blæst, der bestemt ikke er komforttemperatur. Endelig begyndte solen at stå op, og så morgenmad og indflyvning til Buenos Aires i Argentina.

Mellemlanding, men vi skulle ud af flyet, og det skulle gøres rent. Sikkerhedskontrol og så ombord igen på det samme fly. Selvom vi var inde i lufthavnen, kunne vi fornemme, at det var dejligt vejr. Rengøringen tog et par timer, og så var det klar til den sidste etape, der var på 1.266 km fra Buenos Ares til Santiago. Vi sad på midterpladserne, så vi kunne desværre ikke se ud. Der skulle udfyldes to sedler, som skulle afleveres i lufthavnen, men den ene var de ikke interesseret i. Vi kom let igennem immigrationskontrollen, og så var det spændende - var kufferterne med. Ja heldigvis, men andre fra vores gruppe skulle vente meget længe. Vi kom faktisk først ud, og så stod der en stor mand, der hed Jose, og han viftede med et Albatrosskilt. Vi stod troligt og ventede i 20 minutter og så kom resten. Undtagen 2, som var forsvundet. Vi sidder nu i bussen, medens 2 guider er gået ud for at lede efter de forsvundne. Det er nok lidt for mange med 28 gæster på et hold, og de to manglende var pist væk. Der blev kikket inde, og der blev kikket ude, men de var der ikke. 

Nå, hvor der handles der spildes, så vi kørte uden dem. Vi kørte omkring ½ time til vores hotel, og der sad de to manglende gæster. De havde også ledt efter os inde og ude og havde så besluttet at tage en taxa, som de vistnok var blevet snydt af, da der også skulle veksles penge. Albatros ville dække udgiften.

På det sidste fly havde vi fået en lille mad med noget udefinerbart pålæg, så da vi kom til hotellet, var vi sultne som ulve efter en streng vinter. Meget mod vores principper ryddede vi minibaren for chokolade og cola. Princippet gik ikke så meget på chokoladen og colaen, men minibare har altid priserne skruet helt op. Så koste, hvad det ville - der skulle noget indenbords, inden der var byrundtur kl. 15. 


Santiago de Chile grundlæggelse.

Santiago de Chile blev grundlagt 12. februar 1541 af den spanske erobrer Pedro de Valdivia. Trods stærk modstand og ofte belejring af mapuche-indianere forblev Santiago spaniernes holdepunkt i den sydlige del af den nyopdagede verden.

Læs Isabel Allende fantastiske bog "Inés, min sjæls veninde", der netop handler om Pedro de Valdivia og Inés Suárez’s erobring af Chile. Fra bogens bagside læses " Det er en bog om grådighed, ærgerrighed og forræderi, men også om kærlighed, mod og handlekraft hos den historiske hovedperson. Hun fulgte sit hjerte og sin sunde fornuft - tilsat lidt kvindelist - og var aldrig bange for at gribe til sværdet, når det gjaldt den lille kolonis overlevelse."

Isabel Allende har gravet dybt i arkiverne og brugt 4 års research på læsning, så bogen er så autentisk, som en historisk roman nu engang kan blive og tilsat lidt saftige erotiske detaljer. Bogen giver et godt tidsbillede om spaniernes kamp for at fravriste indianerne deres fædrende jord. 

Der gik 3 århundreder før al mapuche-modstand var nedkæmpet, for de ustandselige indianere oprør var flere gange ved at tage pusten fra spanierne.

Men spanierne havde sat sig fast og regerede landet, indtil Argentina havde løsrevet sig fra Spanien og var blevet selvstændigt i 1816. Kort efter blussede uafhængighedskrigen op i Chile og den argentinske general Jose´san Martin gik over Andesbjergene og i flæsket på spanierne. Han allierede sig med den irskfødte militærmand Bernado O´Higgins, der i 1821 efter et blodigt slag udråbte Chile til en uafhængig republik. 
Først efter 2. verdenskrig oplevede Santiago en industrialisering, og især de sidste årtier efter militærkuppet har Santiago langsomt, men støt forvandlet sig til en storby. Fortidens proviensielle præg er forsvundet, og den fremstår nu med grønne parker og brede boulevarder og et utal af restauranter.

Så efter i mange år at have ligget i selvvalgt isolation bag Andesbjergene er det nu en af Sydamerikas mest moderne storbyer med en befolkning på 7 millioner indbyggere.

Læs om Chiles historie andet steds på denne hjemmeside.

Rundt i Santiago de Chile.

Inden rundturen indskærpede Bozena, at vi skulle fjerne smykker, ure og pas, bare for en sikkerheds skyld af hensyn til tyveri. Altså mit gamle ur til en værdi af måske 200 kr. Ja ned i lommen, for det er da en ubehagelig oplevelse at blive røvet. OK så. Foruden vores danske udmærkede guide Bozena havde vi nu også en lokalguide med, og sådan var det faktisk alle de gange, der var udflugter fremover. Lokalguiden fortalte på engelsk, og Bozena oversatte. Med hensyn til drikkepenge til lokalguider, chauffører, hotelpersonale m.m. havde vi indbetalt 60 US dollar pr. person, og så uddelte Bozena dem i passende portioner på rette tidspunkt. Så var vi fri for at tænke på det. Hvis vi sad i en bus, og turen var ved at slutte, så takkede Bozena lokalguiden og chaufføren på engelsk. Hun overrakte en kuvert til hver og sagde så på dansk: "Nu er det tid til at klappe". Og så klappede vi.

Rundturen startede ved regeringspaladset La Moneda, der den 11. september 1973 var skueplads for et statskup. I 1970 havde socialisten Salvador Allende vundet præsidentposten og havde indledt reformer med nationalisering inden for minesektoren og servicesektoren. Det gav mange uvenner i Chile, og Det Hvide Hus i USA fik nervøse trækninger. Den ledende general Augosto Pinochet stillede Allende et ultimatum. Gå af eller dø. Det nægtede den demokratisk valgte præsiden, og lidt efter sendte flyvevåbenet en kugleregn ned over paladset og få timer efter var Salvador Allende død. Det blev så indledningen til 17 års diktatur med 3.000 døde og forsvundne personer. Det siges, at Allende begik selvmord, da det stod klart at regeringskuppet var en realitet, men højst sandsynligt blev han myrdet. Det plejer diktatorer jo også at gøre, hvis de ikke kan få deres vilje. Indtil 1990 var diktatoren Pinochet så ved magten.

La Moneda blev bygget i 1800 tallet og betyder "mønten", fordi spanierne prægede og opbevarede mønter i bygningen. Foran regeringspaladset står en mindestatue til ære for Salvador Allende.

Vores lokalguide holdt et langt foredrag lige præcis her om Chiles historie. Meget lang historie og nogle begyndte at gå, og de fleste hørte ikke efter. Vi havde kun et par timer til hele Santiago, så til sidst spurgte jeg, om vi ikke kunne se lidt af byen.

Gaderne i området af La Moneda var lidt kedelige med pompøse bygninge, men så kom vi ud på en gågade, der førte ud til Plaza des Armas, der betyder våbenpladsen. Spanierne opbyggede alle byer uanset størrelse efter samme mønster med de vigtigste bygninger omkring pladsen. Katedralen er bygget i årene 1748-1800 og troner på den ene side. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det lige præcis var her, at Pedro de Valdivia og Ines var belejret af indianerne i årevis og næsten var døde af sult. Bare en mus var velkommen, så den kunne give lidt smag til vandet, de kaldte suppe. Så de var hårdføre de spaniere i deres kamp på at undertvinge indianerne. 

Tæt ved Plaza des Armas var en stump gade, hvor spåkonerne sad i små boder med tarotkort, og tilsyneladende var der god kundesøgning. Der var liv og glade dage på Plaza des Armas med masser af mennesker under de skyggefulde træer. Hvis vi havde været på egen hånd, havde vi sat os i en time og kikket på mennesker og liv. Bygningen til fiskemarkedet lignede en station og var faktisk tegnet af selveste Eiffel. Der var nogle enkelte tiggere ved røde stoplys, og bilerne alligevel ventede. En stod ved bilerne og jonglerede, og en dame i rullestol tog turen langs bilerne. Gennemsnitslønnen for dem, der har arbejde, er 900 til 1.000 amerikanske dollars om måneden. Ikke nogen herregård. 

Det var faktisk ikke meget, vi fik set af Santiago, men vi var også fladtrykte af mangel på søvn efter den foregående flynat. Så efter rundturen gik vi bare i baren og fik to omeletter a 5500 peso og to pisco sauer, der er chiles nationaldrik. Piscoerne kostede 3500 peso stykket og smagte fortræffeligt.

1000 pesos er lig med 11 kr. på rejsetidspunktet. Der kan veksles i Forex på hovedbanegården. Vi fik dog ikke rigtig mulighed for at bruge nogle af vores vekslede Peso, for allerede i morgen skal vi ombord på skibet, og der er et helt specielt betalingssystem. 

Vores værelse på Hotel er kæmpestort, og faktisk er der både dagligstue og soveværelse med en bred seng. Det er lyst til klokken 18.30, så det er noget bedre end Danmarks vintermørke. Santiago de Chile er en meget ren by, i hvert fald i centrum efter hvad vi så, og de er stolte af renheden.

Farvel Santiago og mod Stillehavet.                                                              Søndag 6-1-19

Endelig kunne vi sove igennem og helt udstrakte og i en rolig seng. Vi fik lige hilst på stuepigen. Først spillede hun usynlig og ville ikke forstyrre herskabet. Så hilste jeg og fik både et stort smil og en hilsen tilbage. Et smil og en hilsen giver drikkepenge. De sure får ikke noget. Fin morgenmadsbuffet. Der skulle lige spørges efter bacon, men så blev der også smækket noget på panden. Vi fik smuglet to bananer med ud, for der er først sen frokost på krydstogtskibet. Udtjek og overraskelse. Minibaren viste sig at være gratis, men det vidste vi ikke, før jeg havde tegnebogen fremme. Vejret var overskyet med behagelige 20 grader.

Vi skulle afsted kl. 9 og kørte i første omgang mod Valparaiso på en motorvej. Ud af den meget rene by, men så var det også slut, for langs floden var det nærmest som en lang losseplads. Tilsyneladende havde man bare læsset affaldet ud over kanten, og nu håbede de på oversvømmelse. Senere kørte vi igennem bjergene med marker i dalene.

Så var der teknisk stop - tissepause ved et enormt stort sted, hvor trækplasteret var toiletterne. Ellers vin og souvenirs og en kæmperestaurant. Der holdt adskillige busser på holdepladsen, tilsyneladende mest sydamerikanere. 

Efterhånden var vi kommet ud til Stillehavets kyst og langt fra vores milde golfstrøm, for her er den kolde Humboldtstrøm fremherskende, og den holder kun 13 grader i vandtemperatur.

Valparaíso - lidt af en fuser.

Der er omkring 135 km fra Santiago, der ligger og putter sig inde i landet til havnebyen Valparaiso. Byen er omgivet af mange høje, og både fine og ikke så fine kvarterer slynger sig op ad de kringlede gader.

I århundrede har indianerne især chango-kulturen nydt godt af Humboldtstrømmens rige vand. Siden prøvede inkaerne at erobre området, men det lykkedes ikke. Det lykkedes dog for spanierne, som grundlagde Valparaiso og gjorde den til udskibshavn i midten af 1500 tallet. Siden blomstrede Valparaiso som første stop på den maritime handelsrute fra Europa til hele den amerikanske vestkyst. Det betød gyldne tider for stenrige spaniere og siden briter, hollænder, franskmænd og italienere.

Åbningen af Panamakanalen i 1913 var noget af en nedtur for Valparaiso, og først ved Chiles økonomiske boom i 1970 erne er havnebyen igen kommet på fode, men aldrig som i de gyldne tider i 1600, 1700 og 1800 tallet.

Valpasario blev også næsten ødelagt af jordskælvet i 1906, og i 1990 oplevede byen igen en opblomstring med flytning af Chiles parlament til Valpasario. Chiles flåde holder også til her, og tonsvis og atter tonsvis af frugt fra de nærliggende dale udskibes herfra. 

Valparaiso, der har omkring 300.000 indbyggere, er en af sydamerikas mest unikke byer, og den kom i 2003 med på UNESCOS liste over verdens kulturarv. 

Byrundtur i Valparaiso var dog kun med bus. Øv. Vi fik vist det ene bygningsværk efter det andet, og så snart vi hørte navnet, var det glemt igen, og billeder ud af busvinduer er bestemt ikke af bedste kvalitet. Vi kørte forbi et tilsyneladende marked, men det var ikke rigtig noget for turister, fik vi at vide. 

Vi hang i en tidstråd, for vi skulle tjekke ind på krydstogtskibet inden kl. 16.30. En lille forbedring på denne tur ville være at køre fra hotellet kl. 8 i stedet for kl. 9 og så bare have 1 time på egen hånd i denne by og bare lige snuse til den. Alt det, der stod i turbeskrivelsen om denne smukke by, fik vi ikke set skyggen af, for vi skulle nå frokosten på Celebrity Eclipse. 

Så stadig klinet til sæderne i bussen forlod vi byen og fortsatte mod havnen i San Antonio i endnu en time. Vi kom igennem masser af skove med eucaluptustræer og ellers nærmest en vildmark, dog med enkelte vinmarker. Der var fine veje, men tørt og gult. Og så endelig nåede vi havnen i San Antonio, hvor den stolte skude Celebrity Eclipse lå og ventede på invationen af 2.800 gæster. Masseturisme så det baskede. Gad vide hvordan det dog skulle gå. 

Ombord på Celebrity Eclipse.

Bussen holdt i havnebyen San Antonio, og Celebrity Eclipse kunne anes et stykke derfra. I tidsrummet 12.30 og 16.30 skulle 2.800 passagerer ombord og finde deres kahytter. Vores kufferter blev læsset af, og vi havde mærket dem med specielle kuffertmærker, der viste dæk og kahytnummer. Nogle unge mennesker stod med bagagevogne og så sultne ud. De skulle køre kufferterne ind i en kæmpehal. Tips ville de få af Bozena, så vi skulle bare gå til chek ind og ikke tænke på kufferterne. De ville på forunderlig vis senere stå uden for vores kahyt. 

Indenfor i chek ind hallen var der en lang kø, der snoede sig frem til skrankerne. Inden da havde vi udfyldt et skema med kreditkortoplysninger, da der ikke anvendes kontanter om bord. Klokken var efterhånden blevet 14, og vi var nærmest nogle af de sidste gæster. Køen bevægede sig rimeligt hurtigt, da der var mange medarbejdere ved skranken. Fremme ved disken viste vi skibsbilletten, og kreditkortet blev scannet, og seddelen blev afleveret. Telefonnummer til pårørende ville de også have, og vores pas blev afleveret, og det ville de beholde. Det er ubehageligt at være pasløs, så hvorfor, spurgte jeg. Jo fordi der skal passeres flere landegrænser, og det kan ordnes alt sammen på skibet. I stedet for fik vi to små plastikkort med vores navne. Det skulle bruges ved ombordstigning og afstigning, så de vidste, hvor vi var. Desuden var det kahytsnøgle og kreditkort til alt om bord. Overhovedet ingen kontanter ombord. 

På vej til sikkerhedscheck blev vi standset af en fin mand med kasket, og han tilbød 3 aftener i en særlig fin restaurant om bord - måske ved kaptajnens bord. Dette specielle tilbud ville selvfølgelig så koste ekstra. Nej tak, men kan vi tænke over det? Nej, dette fantastiske tilbud gjaldt kun nu. Nej tak, og så var han væk. Der er fuld kost på skibet, så hvorfor skulle vi spise i en restauant, hvor det kostede ekstra. 

Efter sikkerhedskontrollen gik vi ombord på en shuttlebus, der kørte os til skuden, der kun lå 500 m væk. Der lå Celebrity Eclipse så i al sin vælde. Der var en lille bod med drinks, hvor kortet skulle vises, og så op ad landgangsbroen. Kortet blev indscannet, og vi var registreret ombord. og så lige en ekstra sikkerhedskontrol og fotografering.

Det skal lige siges, at alt personale på skibet er yderst høfligt, venligt og smilende. Og det hele tiden. 
Vi tog elevatoren op på 14. etage, hvor det store cafeteria Ocean View ligger. Det breder sig over hele skibets bredde med adskillige øer med al slags mad i lange baner. Det siges, at efter hver uge på et krydstogtskib tager man 2 kilo på - og det blev ikke det rene løgn. 

Det var midt på eftermiddagen, så vi var sultne, så det blev i al beskedenhed 2 stykker pizza med salat, siden oksebøf og kyllingebryst, og så var der ikke plads til dessert. Vand, saft, juice, kaffe og te indgår i spisepakken, men derudover skal drikkevarer betales, hvis man ikke har en drikkepakke. Selvom det er et cafeteria, kom der alligevel en tjener og spurgte, om vi ønskede drikkevarer. 2 cola tak, den ene med is den anden uden. Vi viste kortet, for alt skal registreres. Så var der noget mystisk, for Gittes kort viste, at hun havde drikkepakke. Det havde jeg ikke. Om jeg ville købe en drikkepakke? Kun 600 US dollars for 14 dage. Nej tak. Man kunne også få en mindre drikkepakke for kun 300 dollars. Nej tak. Så skrev tjeneren en seddel på 1 cola til 3,54 dollars. Der skal godt nok drikkes mange colaer, før sådan en drikkepakke er tjent ind. 

Gitte havde ikke bestilt drikkepakke, så der var et eller andet galt. Vi spurgte Bozena, for vi var bange for, at der ville komme en kæmperegning til sidst. Bozena gik med os til receptionen for at få trådene redt ud. Vi fandt ikke ud af, hvad der var sket, men Gitte beholdt sin drikkepakke og ved slesk tale af Bozena, fik jeg også pakken uden beregning. Og det var vist endda den store udvidede fest pakke. Fri drikke i 14 dage. Fedt. Tjeneren kommer til bordet. Vi afleverer kortet. Gratis. Tak Bozena. Nu kunne jeg drikke mig hønefuld i dyre drikkevarer i to uger, uden at det kostede en øre. Hvis jeg ville, men det ville jeg ikke, og en drikkepakke ville aldrig kunne tjene sig ind for mit vedkommende. 

Sikkerhedsøvelse a la James Bond. 

Vores kahyt lå på 10 etage, så langt fra bunden, som jeg havde frygtet. Dernede sov personalet i 2 mandskahytter. Ja nok ikke kaptajnen og officererne, vil jeg tro. Faktisk var 10. etage meget bekvem og lige ved et hyggeligt bibliotek med bløde sofaer og masser af bøger. Dog uden udsigt. Lidt nede ad gangen lå vores indvendige kahyt nr. 1096. Faktisk en stor kahyt med bred dobbelseng, tv, fint badeværelse, men intet vindue eller koøje. Men at betale 11.000 for et vindue. Nej tak. Faktisk var der en meget fin aircondition, og kahytten var fuldstændig stille. Ellers er kahytten som et fint hotelværelse, og skibet er et stort flydende luksushotel, hvor alt er betalt.

Inden et krydstogtskib sejler, skal der holdes sikkerhedsøvelse. På vores nøglekort stod der B2, og det var vores mødestation. Der bliver kaldt over højtaleren, og man går til mødestedet. Guider stod allevegne og viste vej. Ved samlingsstedet blev vi krydset af, så de vidste, vi var fremme. Redningsvestene ligger under sengen, men de skulle ikke bruges ved denne øvelse. Hvis det ikke var øvelse, ville vi nu blive ledt til redningsbådene.
Her var det kun en skinmanøvre, så på en skærm, hvor kun halvdelen kunne se, blev der demonstreret redningsveste, og der blev vist en film. Hvad den handlede om, ved jeg ikke. Det var noget med en dame, der kastede sig ud med et reb og hægtede sig på en motorbåd. Det kunne ligeså godt have været en James Bond film, bortset fra, at denne var ret så pjattet og ikke sagde noget som helst om sikkerhed. Ved afblæsning kommer der et langt sinal. Og det var det eneste, vi fik ud af det.

Vi drak kaffe med Bozena, der er en hyggelig og meget festlig dame. Hun var vokset op i Polen og havde hadet det kommunistiske styre og var kommet til Danmark. Hun talte 7 sprog, og hun havde en utrolig viden om Sydamerika og sikkert også meget andet, da hun er guide mange andre steder. Hun havde tidligere haft sit eget rejsebureau samtidig med at være rejseleder for andre, men det blev trods alt for meget af det gode. Så nu er hun freelance guide for Albatros, da de ikke vil ansætte folk fast. 

Afgang mod fjerne kyster

Klokken 18 var der udsejling, d.v.s. den blev 18.10, og så tudede Celebrity Eclipse og begyndte ganske langsomt at bakke ud ved hjælp af 3 slæbebåde, der dog ikke slæbte, kun dirigerede. Sådanne store krydstogtskibe har al muligt teknik, så de nærmest kan sejle sidelæns, men vi kom rundt om et hjørne og så ganske langsomt fremad. De andre skibe i havnen hilste med tuderi, og på de små skibe stod der mennesker, der vinkede. Vi var selvfølgelig oppe på et af dækkene, så vi kunne følge det hele. Kursen var syd. Det var stadig sol, men lidt koldt ved rælingen, da Humboldtstrømmen på trods af Stillehavet, er ret så kold.

Humboldtstrømmen er en kold havstrøm, der løber nordpå langs Sydamerikas kyst, indtil den ud for Peru drejer mod vest. Overfladetemperaturen er kun 10-14 grader. Den iltrige strøm giver gode betingelser for plankton og fisk. Især ansjoser der bliver brugt til fiskemel og nogle enkelte pizzaer. Dog ikke nogen jeg spiser.
Jeg satte mig i en lænestol, og en tjener kom, og jeg bestilte en appelsinjuice. Kun appelsinjuice spurgte tjeneren. Yes pleace. Han fik mit kort, og det var min første gratis drink ombord. 

Vi har tid til 2. aftenspisning kl 20.30 i Moonligth restauanten, så lige nu slapper vi af i kahytten. Og så må vi se, hvorden sådan en middag spænder af. Lange bukser er påkrævet, og jeg er vel nødt til at tage sko på, selvom vejret er til sandaler. For fint skal det være.

Klokken 20.20 gik vi ned på 5. sal ved restauranten. Gæster stimlede sammen udenfor, men vi blev først lukket ind præcis 20.30. Gæsterne fra 1. skafning var verfet ud, og alt var gjort klar til næste hold. Der skete dog ikke meget, og kun langsomt blev vi lukket ind i det kæmpestore lokale. En række tjenere stod ved indgangen på rad og række, og en ung tjener tog vores kort, og han kunne se, hvor vi skulle sidde. Vores albatrosgruppe havde 3 borde ved vinduerne, så vi var blandt venner. Til kun vores borde var der en overtjener, en ungtjener og en vincyper. Ungtjeneren serverede isvand og brød med forskelligt til at dyppe i. Han havde også jobbet med at skrabe krummer væk fra dugen efter forretten. Ikke ned på gulvet selvfølgelig, men på en tallerken. Menukortet blev delt rundt, og der var 10 forretter og 10 hovedretter at vælge imellem.

Udover måske 4 retter, der var de samme hver dag, var der også nye retter på programmet. Overtjeneren fortalte om retterne, og tilsyneladende var de alle: "Very nice". Så blev der lagt servietter i vores skød, og han gik rundt og modtog bestillinger hos damerne. Når de havde bestilt, var det herrernes tur. Jeg bestilte springrolls og rib eye bøf, og bøffen var noget af de møreste, jeg har smagt. (Dog slog den ikke min svigermors bøf for 50 år siden). Retterne kom hurtigt, og tjeneren kunne huske, hvem der havde bestilt hvad. I mellemtiden var vincyperen kommet rundt og modtog bestilling på vin. Der var mange slags vin at vælge imellem. Glasset fyldes halv op, og enten fylder tjeneren op igen, eller man spørger om mere. Efter hovedretten bydes dessert kortet rundt, og jeg valgte rom og rosinis, men der var mindst 10 forskellige desserter at vælge imellem. Et par glas vin var også nedsvælget og så lige en irish coffee, som drikkepakken også dækkede. Fedt.
Hyggelig middag, og vi rejste os først kl. 23, hvor tjenerne rundt omkring havde ryddet bordene og var ved at dække op til morgenmaden. Endelig gik de.

Nogenlunde efter samme recept foregik middagen i de næste to uger.

Der var lette bølger i løbet af natten, men de kunne ikke mærkes det på det store skib, der gled uforstyrret igennem havet.

En hel dag på havet.                                                                                           Mandag 7-1-2019 

Solen stod op kl 6.45 og ville gå ned kl. 21.29. Den mest rolige nat man kan tænke sig. Sengen stod som på en klippegrund. Ikke en lyd udover en let susen fra airconditionen og en let knagen fra stålet. Vi stod op kl. 7 og var spændte på, hvor store bølgerne er på sådan et hav.

I det næste døgn skal vi sejle fra San Antonia til Puerto Monh på Chiles vestkyst. Hver dag kommer der ”Celebrity Today” med kaptajnens bud på de mange aktiviteter, skibet kan byde på. Der er også en fortegnelse over skibets 9 restauranter og 15 cafeer eller barer og deres åbningstider.

Vi startede med sommertøj, men det småregnede og var overskyet. Nå vi er endda stadig i den varme del af Chile, men det må være den kolde havstrøm, der gør sig gældende. Ned i kahytten igen og finde lange bukser og trøje frem. Kysten kunne ses i det fjerne, og der er ingen store bølger, kun oceanets duven, hvor vi flød rundt.

Vi gik ind på Ocean View Cafe på dæk 14 for at se, hvad de havde som morgenmad. Ved indgangen til restauranterne står altid en sød dame eller en venlig mand, og så får man et sprøjt med noget decinficeringsvædske til at gnide hænderne ind med. De er meget renlige på sådan et skib, og hvis man er i land, må der ikke medbringes noget som helst spiseligt for ikke at smitte madvarene. 

På Ocean View Cafe er er der forskellige morgenmadstemaer som american brekfast, engelsk brekfast med bl.a. havregrød og glaceret landskinke, men ellers alt, hvad hjertet kan begære, også for asiater der spiser de mærkeligste ting til morgenmad. Nå men jeg tog en yogurt med frugtstykker og et stykke flute med bacon og en ostemad. Dertil juice og kaffe. Personalet er ualmindeligt venligt og hjælpsomme.

Først til allersidst på turen, gik det op for os, at når skiltet på bordet står op, vil man gerne have kontakt med en tjener og bestille drikkevarer. Når det ligger ned, har man bestilt eller ønsker ikke drikkevarer, men vil bare sidde i fred og spise. 

Efter morgenmaden gik vi ned i det hyggelige bibliotek for at læse og skrive, medens det knagede noget i træværket. Biblioteket var stadig pyntet med juletræ og guirlander. Juletræet selvfølgelig dryssefrit og af plastik. Biblioteket har den ulempe, at der ikke er udsigt til havet, og så er det jo lidt kedeligt.

Vi tog en motionstur dækket rundt fra bagstavn til forstavn og hele vejen rundt. Hvis trapperne tages med, er der 800 skridt rundt. Der er også en lille runde og i løbet af formiddagen er jokkerne i gang.

Gæsterne på skibet er næsten alle plus 60, og der er rigtig mange amerikanere, men ellers mennesker fra hele verden. Sproget på skibet er engelsk og det er også det sprog, personalet taler. Ellers er personalet også fra den halve verden, og går fra hvide til mørkebrune, men en stor del fra lande som filipinerne og i den retning. Gæsterne er alle rige velbjærgede mennesker, siden de har råd til den krydstogtrejse. Eller de var rige, før de betalte. 

Det var stadig overskyet og lidt småkoldt udenfor. Et sted lå en lille flok fiskerbåde klumpet sammen. Der må være god fangst - måske havde de fundet en stime ansjoser. Selvom havet var roligt, påvirkede det alligevel skibet med lidt gyngende dæk.

Der var møde med vores guide Bozena, og vi fik lidt praktiske oplysninger om livet om bord. Bozena satte hver dag en håndskrevet seddet i holderen udenfor vores kahytter med det program, der gjaldt for vores gruppe. I aften er dresskoden galla, eller hvad der kan skrabes sammen af fint tøj.

I morgen skal vi i land i Puerto Monte, men skibet er for stort til at komme til kaj, så vi skal i bådene og ro i land i små grupper. Nå ok så primitivt var det heller ikke.

Klokken 13 var det frokosttid, og det synes en meget stor del af skibets gæster også, for det var svært at finde et bord i vores stamcafe Ocean View. Vi slog os ned ved et bord, hvor der senere kom et amerikansk par fra Washington, som vi fik snakket med om dette og hint. Det er næsten altid mig, der starter samtaler med fremmede, men det er da mærkeligt at sidde ved siden af hinanden og ikke sige noget.

Vi prøvede at ligge udenfor i liggestolene, da det var klaret noget op, men vi gav op, da der kom flere sorte skyer.

Næsten hver aften gik vi i teatret kl. 19 og så forestillingen med forskellige shows med optræden af sangere og nogle gange dansere. Der var også et fast husorkester på 7-8 mand, som kunne spille lidt af hvert. Lidt irriterende, at nogle gæster kom midt i forestillingen, og at andre gik midt i forestillingen. Selve teatersalen, der lå i forstavnen af skibet, var overraskende stor med gulv, terrasse og balkon. Vi fik hurtigt vores stampladser på balkon 1. række. Underholdningsdirektøren var en finurlig fyr og var i sig selv meget underholdende. 

Middagen med pænt tøj og min ny indkøbte jakke kom i brug. Plus et blåt slips, så jeg så helt nobel ud. En del andre, især kvinderne var i festskrud, men man kunne sagtens snige sig ind uden uden festskrud og stadig få sin fine middag.

Efter middagen var bølgerne på 2-3 meters højde, men Celebrity Eclipse pløjede sig igennem, uden at det påvirkede det ret meget.

Puerto Montt i Patagonien.                                                                           Tirsdag 8-1-2019

Der var helt stille, inden fuglene fjøjtede kl. 6. morgen. Hvordan kan fugle fløjte i en lukket kahyt? Jo for Gittes vækkeur er med fuglesfløjt. Gad vide, om vi var fremme ved Puerto Montt? Jo det var vi, og byen lå op ad bjergsiden. Grå, for det var igen overskyet, og det var hundekoldt. Bare jeg dog havde taget lange underbukser med. Ifølge kaptajnens spiseseddel står solen nu op kl. 6.28 og ned 21.28, og temperaturen ville være max 13 grader og ned til 6 grader. Så selvom det er sommer på den sydlige halvkugle, er det bestemt ikke tropetemperaturer. 

Vores gruppe skulle mødes kl. 8.10 ved receptionen, og vi skulle sejles ind i småbåde. Hvordan det ville det dog spænde af med måske 2.000 mennesker, der skulle i land ?

Vi er kommet ind i Patagonien, der er et kæmpeområde i det sydlige Sydamerika. Området dækker 1.043.000 km2, men der bor kun 1,56 million mennesker. Patagonien er et geografisk område. for det er både Chile og Argentina, der er de politiske stater. 

Patagonien består af flade plateauer fra Stillehavet til Andesbjergene. Kraftige vestenvinde dominerer hele regionen. Nedbøren er meget uens fordelt med op til 2.000 mm i juni. juli og august og med 200 regnvejsdage i Chile. På den anden side af Andebjergene er der tørt med store buskstepper. Mod nord er der milde vintre og varme somre, medens der optræder streng frost i det sydlige.

De oprindelige beboerere var tehuelcher-indianere, som levede her nogenlunde uforstyrret indtil slutningen af 1800 tallet, for de var godt beskyttet af den ugæstfrie kyst. Senere blev de fordrevet, og området blev koloniseret af fåreavlere fra Storbritannien. Fårene findes stadig, men efter 2. verdenskrig begyndte det at strømme med turister til de skønne nationalparker.

Den sydlige kalvkugle er meget koldere end den nordlige, og 84 % af verdens ismasser findes på Antaktis og kun 12% på Grønland og Nordpolen. Den 3. største ismasse findes i Sydpatagonien med de to store ismasser "Hielo Norte" og "Heilo Sur" med mange flotte gletchere.

Puerto Montt er den største by i Chiles søregion med omkring 100.000 indbyggere. Så er der lige 1.000 km ned til den næste større by Punta Arenas og ellers ikke noget undervejs. Puerto Montt er et stort servicecenter for fiskeindustrien for laks og ørredbrug. Havnefronten er fuld af maleriske fiskebåde, der skal ud og passe deres lakse-og muslingefarme. 

Lige uden for Puerto Montt er gjort det såkaldte Monte-Verde fund, som er en landsby, der viser sig at være fra 14.800 år før Kr. Fundet underkender den tidligere teori om, at amerikas befolkning for 13.500 år siden vandrede over det isfyldte Beringsstræde.

Puerto Montt var grundlagt af tyske nybyggere i midten af 1800 tallet, og husene ser da også mellemeuropæiske ud med høje tagkonstruktioner. Byens indbyggere holder ølfestival i oktober, med selvfølgelig øl og dertil ost og kød. Byen ligger i Patagoniens berømte sødistrikt, der er spækket med hundredvis af søer, urgamle skove og brusende smeltevandsfloder og vandfald.

Pan America Highway går helt op til Alaska og helt herned til Puerto Montt. Her ender vejen, og det er ikke muligt at køre længere i Chile. Hvis man skal mere sydpå, skal man sejle eller køre over Andesbjergene ind i Argentina og så videre til Verdens Ende til det Sydamerikanske fastlands sydligste by Punta Arenas. Endnu sydligere ligger så Ildlandet og allersydligst Kap Horn.

Vicente Perez Rosales Nationalpark.

Det gik forbavsende nemt med tenderbådene. Det er Celebrity Eclipses egne både, der bliver hejst ned, så de ligger lige tilpas til ombordstigning. Bådene kan have omkring 150 passagerer med, og i nødstilfælde kan de anvendes til redningsbåde. Efter en rask sejllads blev vi sat i land og myldrede ud på parkeringspladsen. Godt vi kom afsted tidligt, for der holdt nok 30-40 busser og ventede. Nå vi er kun 1.400 gæster fra skibet, plus de to danske grupper. Målet var nationalparken Vicente Perez Rosales, men inden da stoppede vi ved søens bred med fin udsigt til vulkanen Osorna, der havde fået en hvid kegle, da det havde regnet i nat, og regnen på toppen var blevet til is. Vulkanen gik i udbrud i 2015, og beboerne blev evakueret i ½ år, før det var sikkert at vende tilbage. Vi stoppede nede i byen, hvor der var landgangsbroer ud i søen og små hyggelige både lå og vuggede. I en nærliggende park voksede roser i fuldt flor og alligevel mærkeligt, med blomstrende roser i januar. 

Et stykke ude af byen sluttede asfalten, og vi stoppede et sted med god udsigt til vulkanen. Det var let skyet og selvom vulkanen lå smuk, var der lige en sky omkring toppen der havde svært ved at komme væk. Der var salg af tyske kuchen, og det var tyskerne, der havde taget opskriften med hjemmefra. Her var også en fold med lamaer, der var det eneste trækdyr i Sydamerika, før europæerne kom med hesten.

Et andet sted stoppede vi, hvor lava og aske havde lagt sig ud over bredden på søen. 

Ellers var vi kommet igennem naturskove med især de ejendommelige sydbøge. Ved den smaragdgrønne sø Lago Todos Los Santos var vi med en båd ud på søen, og nu kunne vi nok ikke komme meget tættere på vulkanen, der tronede i baggrunden. Hyggelig tur, og solen fik varmet os godt igennem.

Tilbage på bredden gik jeg ind i en lille souvenirbod med en indiansk udseende mand. Jeg købte et lille træfår dog med en ulden pels til 2000 peso ca. 20 kr. Indianeren puttede fåret i en papirpose og fortalte, at han selv havde lavet det. Jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham. Ja da, og så tog han fåret op ad papirposen, så jeg fik et foto af dem begge. 

Ved det berømte Petrohue-vandfald var der stop. Vi var rigtig ude i ødemarken nu, dog sammen med tusind andre mennesker, højst sandsynligt fra krydstogtskibet. Der skulle købes indgangsbillet, men det ordnede vores lokalguide. Om vandfaldet er et vandfald kan diskuteres. Bevares, noget vand løb igennem nogle kløfter fra et udløb fra søen. Ganske smukt, men ikke ligefrem imponerende, som der stod i turbeskrivelsen. Nå det er også bare, fordi vi har set Niagera vandfaldet mellem USA og Canada - det var imponerende. Her var der gangbroer ud over klipperne, så der kunne tages fotos af det larmende brusende vand, hvis man ellers kunne mase sig frem imellem turisterne. Ved at vride mig rundt lykkedes det faktisk at få et par billeder uden at få turister med.

Heldigvis var der et toilet i området, for med det brusende vand kom vandtrangen frem. I en souvenierbod var der søde børnetrøjer med påsyede motiver fra Chile med lamaer, vulkaner m.m. De var forskellige og helt unikke. Købte en for 10.000 pesos, godt 100 kr.

Frokost på en rustik land-restaurant med tyrolermusik og tysk øl. En muslingeskal var fyldt med laksesalat, dertil italiensk brød med hakkede tomater. Og så ellers en stor buffét med al slags kød og salater. Frokosten var incl. et glas vin, der blev fyldt næsten til randen.

Efter frokost regnede det, og resten af dagen vekslede med sol og regn. Men vi var heldige, for når vi var ude, var det tørt og ofte sol.

Tilbage til Puerto Montt, hvor vi stoppede i en gade med mange souvenirboder. Boderne var i underetagen af en række udslidte lave huse, der godt kunne trænge til en kærlig hånd. De levede nok af krydstogtgæster. Næsten ingen købte noget udover mig, der støttede lokalsamfundet med et par pakkauldtørklæder. Det meste af varene i boderne var der priser på, så det ikke behøvedes at prutte om prisen. Heller ikke på bundter af lange tangplanter og tørrede muslinger, der bestemt ikke lugtede af stegt flæsk. De var nok ikke beregnet til turisterne. Faktisk en meget hyggelig gade, hvor der også var et fiske- og grøntsagsmarked i nærheden.

Udsejling fra Puerto Montt.

Bussen kørte til terminalen, og vi fik sagt farvel til vores lokalguide. Det havde været en rigtig spændende dag, så jeg sagde "thank you for a nice day". Hun så overrasket ud og smilede glad.

Der havde været mange turister ved søen og vandfaldet, men vi er jo også selv turister.

Der lå Celebrity Eclipse i solen og ventede. Det kørte på skinner med tenderbådene, så det var let af komme ombord igen på det flydende hotel. 

Vi tog lige en pause i kahytten og var så ude kl. 18 for at se udsejlingen. Der var søløver rundt omkring i havnen, og tilsyneladende manglede de ikke noget i deres veltrimmede tilstand. Det var vores første indtryk af Patagonien, og det var en smuk men barsk affære. Det skulle blive barskere endnu.

Udsejlingen var lige så stille. Ingen tuden, men med tunge skyer. Intet udsyn til vulkanen på grund af skyerne, men store rovfugle med takkede vinger inspicerede skibet. Jeg fik en coctailmix i baren på 14. dæk, og den slugte drikkekortet uden problemer. Og så bevægede skibet sig langsomt sydpå til nye eventyr.

På havet mod Punta Arenas.                                                                              Onsdag 9-1-2019

Solen stod op 6.20 og gik ned igen 22.03. Igen en dag på havet medens Celebrity Eclipse arbejdede sig sydpå. Ikke til varmere himmelstrøg, men til koldere, men i dag skinnede solen da fra morgenstunden. Vi sov længe til 7.15, men det hævnede sig for bare det kvarter gav flere mennesker i Ocean View cafeen. Vi fandt dog et bord, men så var der ved at være udsolgt - næsten.

Ude på dækket i læ fandt vi et bord og to stole på en lille balkon. Vi sejlede nu inde i skærgården tæt på de grønne bjerge. Celebrity Eclipse snoede sig rundt om de små øer, og jeg håbede, at kaptajnen havde styr på det. Vandet var blikstille, men senere kom vi ud på mere åbent vand, og bølgerne blev større.

Ved 10 tiden var der sidste nyt fra kaptajnen over højtaleren. Og nu sidder vi på agterdækket iført solfaktor 50 i ansigtet. Ikke noget med korte bukser og T-shirt, for det er koldt i skyggen, men dejligt i solen. I stævnen er det for koldt, selv i solen.

Ved 13 tiden var vi ude på åbent vand, men det var stadig solskin. 

Foredrag af Bozena om Amerikas opdagelse og erobring. Desuden om Magellanstrædet, som vi når kl. 0.30 i nat. Bozena er enormt vidende og en levende fortæller. Charmerende tillige med lidt accent, men da hun taler 7 sprog, smitter de nok lidt af på hinanden. Hun har rejst i 130 lande, så med vores kun 73 er vi de rene novicer.
Foreløbig er der stadig sol kl. 17, men der blæste en kold vind, så vi pakkede os ind i tæpper som et par andre folkepensionister. Jeg har skrevet lidt i dag, læst lidt og spist lidt meget. Faktisk dovnet, og det ligner mig ikke. 

På et krydstogt er man omgivet af turister hele tiden. I lufthavnene. På turene. Ved spisetiderne. På vores togture er vi omgivet af lokale hele tiden - det er spændende og noget helt andet. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.

Nå men kysten glider forbi til den ene side. Det har slået mig, at vi ikke har set et eneste skib hele dagen. Der er fuldkommen mennesketomt her, både på land og til vands. Altså bortset fra de 2.798 andre turister på dette skib.

Nogle ihærdige mennesker laver gymnastik nede på dækket ved svimmingpoolen til meget høj musik. Andre okser forbi på runden rundt, og det giver dårlig samvittighed til en dovenlars. Men at gå rundt her, er som at gå rundt i et hamsterhjul - den samme udsigt til havet og den fjerne kyst.

Kl 17.30 gik jeg indenfor. Jeg var på trods af faktor 50 blevet lyserød i ansigtet. Faktisk lidt rigeligt, så der skal passes på de næste dage, hvis der kommer sol. 

Vi gik i teatret kl. 19.00 og så en mandlig sanger, der kunne imitere forskellige kendte sangere på en humoristisk måde. Og så ned og spise aftensmad det fine sted med gutterne og gutinderne i vores rejsegruppe. 

Stormvejr så det vaskede.                                                                                        Torsdag 10-1-19

Vågnede ved fuglekvidderet fra vækkeuret. Hvordan er vejret, og hvor er vi henne. Vi vidste, at vi skulle ind i Magellenstrædet kl. 5 morgen. Det var nok rigtig nok med Sydamerikas fastland til venstre og Ildlandet til højre. Det var overskyet, men forbavsende mildt her inde mellem bjergene. Celebrity Eclipse sejlede langsomt og snittede nogen gange næsten de mange klippeskær. Nogle af de lave bjerge har sne på toppen, men ellers ingen træer, kun lidt krat længst nede, og højere oppe er der kun de nøgne klipper. Der er ingen huse eller noget menneskeskabt - vi nærmer os verdens ende.

Efter morgenmaden gik vi op i den store stævnlounge, hvor der er panoramaudsigt hele vejen rundt. Lokalet er fyldt med brede lænestole, der kan drejes rundt. Der var ikke plads i første række, men her fra 2. række ser vi også ganske udmærket. Kaptajnen sparer på krudtet eller olien. Han skal også spare på udsigten, så den holder hele dagen, for vi skal først være i Punta Arenas, der er Chiles sydligste by i morgen.

Det er noget helt nyt, at krydstogtskibene sejler ned omkring Kap Horn, altså fra Chile til Argentina og omvendt. Om det var for farligt, ved jeg ikke. Før sejlede de langs Chiles kyst og tilbage eller langs Argentinas kyst og tilbage. Nu får vi både Sydamerikas Stillehavskyst og Atlanterhavskysten på samme tur. 

Vi snakkede med et amerikansk par, der kom fra Utah. Han har en I-pad med et detaljeret kort, og det kunne ses, at vi ikke er nået til Magallanstrædet endnu, for vi er kun inde i Chiles skærgård på sigtseeing. Faktisk så manglede der på dette skib en stor skærm med et detaljeret kort og skibets position. Det må sagtens kunne laves i vores tidsalder. Og alle var hele tiden i tvivl om, hvor vi var henne. 

Senere på formiddagen var der mere plads, og der kom skum på bølgenrne, der dog var ganske små. I Sky Loungen blev der lidt i 12 serveret drinks - gratis endda uden drikkekort. Der skal ske et eller andet, men hvad? Jeg skal love for, at gratis drinks kan trække godtfolk til, for det summede af højrøstet snak i hele loungen. Tjenerne går endda rundt og presser en til at tage en ekstra drink. Vi var simpelhen kommet til selskab med kaptajnen, og i egen høje person bød han velkommen. Kaptajnen lignede ikke en rigtig søulk, da han var lidt trivelig og manglede et hvidt skæg.

Vi var nu kommet ud i et mere bredt farvand, så kaptajnen kunne godt slippe roret og få sig en Celebrity Vintage Sparkling Wine med os andre. Den smagte fortræffeligt.

Et lille orkester med en sangerinde spillede og sang gamle evergreens som beatlesmelodier Eight days a week. mm.

Nå egentlig er det meget hyggeligt på sådan et krydstogtskib, men jeg glæder mig til i morgen, hvor vi skal i land.

Udenfor vat det tåget og gråt i gråt. Efter frokost ved 14 tiden var det blæst kraftigt op med stormvarsel og bølger på 4-5 meter. Porcelænet begyndte at at rasle af bordene, og udendørs ophold var forbudt, og der var simpelhen låst af. Og stormen den tudede og peb udenfor, men kl. 19 skulle det blive roligere, når vi kom ind i Magellanstrædet. 

Efterfølgende fortalte nogle af vores medrejsende, at selvom de boede på 6. etage var der slået vand ind på ruderne, så vandet lå i vindueskarmen og løb videre ned på gulvtæppet. Der var salt på rækværket helt op til 10. etage.

Ved 18 tiden var stormen løjet af. Havet bevægede sig stadig uroligt op og ned. Ikke som vesterhavsbølger, der kommer i lange rækker ind mod stranden, men som en levende organisme der umotiveret bevæger sig op og ned. Så er der en top med skum, og så synker den ned igen.

Det hele var planlagt og tilrettelagt. 1 times pause i kahytten med nyheder på TV og så optræden med et danseshow og så spisning med gruppen kl. 20.30. Nå, showet var udsat til kl. 20.30, fordi det var et danseshow, og det gyngede for meget. Så øv. Jeg synes også trapperne var så mærkelige at gå på. Ved det ene trin blev man let, og ved det næste trin blev man trykket ned. Nå ikke øv alligvel, for de lavede et ekstraordinært show kl. 22.30 lige efter vores middag. Stort flot show med sang og dans og langbenede piger og flotte mænd. Og så for fuld skrue. 

Magellanstrædet.

Magellanstrædet deler fastlandet Sydamerika med de sydlige øer, der kaldes Ildlandet. Strædet er ca. 600 km langt og 5-30 km bredt. At sejle igenem Magellanstrædet er ca. 260 sømil kortere end turen rundt om Kap Horn. Klimaet er subarktisk, og kysterne er barske og vegetationsfattige, og farvandet er berømt og frygtet for sine vestenvinde, den stærke strøm og den tætte tåge.

Det var portugiseren Ferdinan Magallan, der var hyret af den spanske krone til at finde vestpassagen, og han har lagt navn til strædet. Han var den første, der forsøgte at sejle Jorden rundt, hvor han startede i Sevilla i Spanien med 270 mand på 5 skibe. I 1519 og nåede han efter et mytteriforsøg Patagoniens Atlanterhavskyst og Magellanstrædet i 1520. Han fortsatte på en forfærdelig tur over Stillehavet og døde på Filippinerne året efter. Af hans 5 skibe nåede kun 1 skib tilbage til Spanien 8. sep 1522 ført af andenkaptajnen Elcano. 

I århundrede har opdagelsesrejsende, sømænd, pirater og nybyggere søgt senere her ned ved Verdens Ende. En af de berømte sørøvere eller kaperkaptajner var den nådeløse pirat sir Francis Drake.

I dag er området stadig fuld af pioner- og nybyggerånd som i Chiles sydligste by Punta Arenas, der ligger i Magellanstrædet. Hernede ligger også verdens officielt sydligste by Ushuia på Argentinsk territorium. Begge byer har en tilstrømning af tilflyttere, og både den argentinske og chilienske regering giver byerne støtte. Begge byer har landgang fra krydstogtskibene mod resten af Sydamerika og også mod Antarktis, der kun ligger 1.500 km sydpå.

Punta Arenas - Fastlandets sydligsteby.                                               Fredag 11-1-2019

Solen stod op kl 5.35 og gik ned 22. 17. Stormen var overstået for denne gang, og for fuld skrue sejlede vi ind i Magellanstrædet og ankrede op ved Punta Arenas Chiles sydligste by og fastlandets sydligste by. 

Her levede selvfølgelig også indianere, før den hvide mand indtog landet. Indianerne brugte klæder af skind, men smurte sig også ind i et tykt lag fedt for at holde varmen. Da de senere gik over til den hvide mands beklædning, og det blev vådt, gik kulden gennem marv og ben, og indianerne fik lungebetændelse og døde.

Punta Arenas blev før i tiden anvendt af britiske skibe, der brugte byen som provianteringshavn kaldet "Sandy Point". Byen ligger beskyttet i Magellanstrædet og i 1860 erne med det store goldrush i Californien, var det en givtig forretning for byen, inden Panama kanalen åbnede i 1900 tallet. 

Byen har siden 1960 firedoblet sit indbyggertal, og ellers er byen domineret af de enorme fårefarme, og skibstrafikken mellem øst og vestkysterne i Sydamerika. 

Ligesom i byen Ushuaia i Argentina har myndighederne i Chile brugt Punta Arenas som opholdssted for de farligste forbrydere. Dejlig afsondret og flugt var lig med den visse død.

Vi mødte kl. 8.15 i skibets reception med landgang i tenderbåde. Der lå den så fastlandets sydligste by og badede sig i solen. Ved morgenmaden var der observeret blæs fra hvaler, men på det tidspunkt var jeg i gang med at spise min morgenportion af bacon.


Besøg på en ægte fårefarm.

Efter landgangen fra tenderbådene var der en stor ankomst- og afgangshal for krydstogtskibene. Vi kørte ud ad byen på en god fin vej. Ved første stop var der en vild struds. Den var lidt svær at se bag en busk. Senere så vi mange strudse tæt på. Desuden var der vilde lamaer og så sandelig også lyserøde flamingoer. Jeg troede, de levede i varmen i Afrika. Der var også store fåreflokke, og de var jo nok ikke vilde. Der var en del stop undervejs, men vi kørte omkring 2 timer igennem det uendelige øde landskab. Der var næsten ikke noget trafik, men dog et par cyklister med oppakning.

Klokken 11 var vi fremme ved Estancia Penitente Ranchen, der blev grundlagt 1891 af nybyggeren Alexander Morrisson fra Skotland. Det er nu 5. generation, der ejer og bor på ranchen, der har omkring 5.000 ha jord og omkring 5.000 får og et par hundrede lamaer.

Den store hovedbygning er nærmest et museum og står som i Alexander Morrissons tid med store kaminer og fornemt gammeldags møblement. Tømmeret til huset og de fine lofter er importeret fra hjemlandet. Alexander fik 6 sønner og 1 datter. To brødre ejede nu ranchen, og Christoffer, der viste os rundt, var nu 5. generation på stedet.

For 20 år siden gik de lidt ind i turistbranchen og byggede et par ekstra rustikke bygninger med madservering. Tre slags kød direkte fra grillen og en buffet med salat. 

Ved fåreklipning anvendes som regel professionelle hold af fåreklippere. Arbejdstiden er inddelt i 2 timers moduler, og så ringes der med en klokke, og der er pause. En dygtig fåreklipper skal helst klippe 200 får om dagen. Vi fik en demonstration af en pensioneret fåreklipper. Fåret om på ryggen, og den tog det meget roligt. Hele pelsen kom af i et stykke uld, og hvert får giver 3-4 kg uld. Fårene klippes i 8 år en gang om året. Så kikkes der på tænderne, og hvis de er nedslidte bliver den slagtet. Ulden presses i baller på 300-400 kg. Ved overproduktion gemmes ulden til bedre tider.

Der var lidt souvenirsalg på farmen, og vi købte et får for 10 US dollars og en lama for 15. Dog kun dukker. Der var en meget lang spisepause, der godt kunne gøres ½ time kortere. Jeg gik selv udenfor i området, og der var en stiv kuling i det åbne landskab. Jeg ville have plantet en læhegn lige med det samme for al den blæst er enerverende.Turen tilbage var i et stræk fordi vi nu var i tidsnød. 

I Punta Arenas skulle vi ind og se byens museum. Et gammeldags museum med udstoppede dyr og lidt om indianerne. Vi fik ½ time og det var mere end rigeligt. Jeg havde set det, jeg ville se i løbet af 10 minutter og gik udenfor fra det ene hushjørne til det andet. Mere fik vi desværre ikke set af byen, for sidste tenderbåd afgik 16.30. Der var en lang kø i ankomsthallen, og der var ikke tid til at se på souvenirs. Nå de havde heller ikke noget særligt.

Celebrity Eclipse sejlede kl. 17.30 i stiv blæst. Jeg fik lige ½ time i solen på dækket, men så blev det for koldt. Samme aftenkoncept med et show med en pianospiller og middag med gruppen.
Skibet vil i morgen tidlig passere en række gletchere, og så kommer vi ind i Argentinsk farvand og skal besøge verdens sydligste by Ushuaia og siden runde Kap Horn.




"Eventyrkrydstogt til verdens ende" har jeg med i mit program for billedforedrag.

På krydstogtet fra Santiago de Chile, skal vi ned gennem skærgården til Kap Horn og op langs Argentinas kyst til tangobyen Buenos Aires.

Undervejs besøges Puerto Montt, verdens sydligste by Ushuaia, pingvinkolonien Punta Tambo og Uruguays hovedstad Montevideo m.m.

Se mere på denne hjemmeside under foredrag.

Klik her og fortsæt til Sydamerika 3. del: Fakta om Argentina.

Tilbage til forsiden.