Eventyrkrydstogt til verdens ende. Chile fra Santiago til Kap Horn. Af Kim Greiner Januar 2019 Sydamerika 2.del. Overvejelser inden rejsen. Udover et Nilkrydstogt for længe siden var det første gang, vi skulle på krydstogt. Hvorfor ikke tage det store skridt, så det blev simpelthen et såkaldt eventyrkrydstogt til verdens ende. Med start i Santiago de Chile på Sydamerikas vestkyst, ned omkring det legendariske Kap Horn og op langs Sydamerikas østkyst til Uruguays hovedstad og videre til Buenos Aires i Argentina.
Det ville da være skønt med en udvendig kahyt med vindue, men den ville koste den nette sum af ekstra 4.998 kr pr. person. En kahyt med balkon kostede 10.998 kr pr. person ekstra. Men en indvendig kahyt uden koøje, hvad er det? Jeg gik ud fra, at den måtte ligge nede i bunden af skibet et sted ved motoren. Men næsten 10.000 kr. for et koøje, det var simpelthen for meget og spild af gode penge.
Jeg frygtede det værste med kahytten og masseturisme i særdeleshed, men nu måtte vi se.
Vi kom først til mødestedet, der var henne mellem terminal 2 og 3 ved 7 eleven. Troede vi. Vi var kun 2 foruden os, men man kan få et fint Albatrosskilt ved 7 Eleven, hvis man spørger. Der skete ikke noget ved det mødepunkt og hvor var Bozena? Nå for Søren der stod en dame ved Seven Eleven med et albatrosskilt. Det var lige præcis Bozena, og hun var glad for at se os, for vi var de sidste af 28 gæster. Bozena var en nydelig midaldrende dame, og hun havde tilsyneladende styr på det. Selvtjekindmaskinen udrullede bordingkort og selvbagagedrop, og efter sikkerhedstjek sidder vi nu i Gate A og småfryser. Kold aircondition eller manglende varme fyldte rummet - bare jeg dog havde taget lange underbukser på og med. Endelig var der udkald, og af tekniske årsager og for at det skulle gå hurtigere skulle række 22 til 35 gå ind ad bagindgangen til flyet. Der stod vi så udendørs i en lang kø og i en stiv kuling og ventede i 15 minutter. De forreste stolerækker var gået igennem en tunnel, og de var hurtigt færdige, og vi ventede gennemkolde, inden vi kom indenfor i flyet. Heldigvis var der god varme i flyet og efter en ostesandwich og et glas æblejuice landede vi i Amsterdam, da vi fløj med KLM.
Affodring på behørig vis, og så startede den lange nat. Som sædvanligt kan jeg ikke falde i søvn på et fly, så timerne sneglede sig afsted. Ikke strække sig, ondt i bagdelen, så var der skub fra naboerne, og da vi kom ind i turbulens, kom der en hånd fra Gitte. Der er 4 timers tidsforskel fra København til Sydamerika, så natten blev 4 timer længere. Så der er rigelig tid til at tilbagelægge de 11.645 km fra Amsterdam til Buenos Airis i Argentina.
Nå, hvor der handles der spildes, så vi kørte uden dem. Vi kørte omkring ½ time til vores hotel, og der sad de to manglende gæster. De havde også ledt efter os inde og ude og havde så besluttet at tage en taxa, som de vistnok var blevet snydt af, da der også skulle veksles penge. Albatros ville dække udgiften.
På det sidste fly havde vi fået en lille mad med noget udefinerbart pålæg, så da vi kom til hotellet, var vi sultne som ulve efter en streng vinter. Meget mod vores principper ryddede vi minibaren for chokolade og cola. Princippet gik ikke så meget på chokoladen og colaen, men minibare har altid priserne skruet helt op. Så koste, hvad det ville - der skulle noget indenbords, inden der var byrundtur kl. 15.
Isabel Allende har gravet dybt i arkiverne og brugt 4 års research på læsning, så bogen er så autentisk, som en historisk roman nu engang kan blive og tilsat lidt saftige erotiske detaljer. Bogen giver et godt tidsbillede om spaniernes kamp for at fravriste indianerne deres fædrende jord. Der gik 3 århundreder før al mapuche-modstand var nedkæmpet, for de ustandselige indianere oprør var flere gange ved at tage pusten fra spanierne.
Men spanierne havde sat sig fast og regerede landet, indtil Argentina havde løsrevet sig fra Spanien og var blevet selvstændigt i 1816. Kort efter blussede uafhængighedskrigen op i Chile og den argentinske general Jose´san Martin gik over Andesbjergene og i flæsket på spanierne. Han allierede sig med den irskfødte militærmand Bernado O´Higgins, der i 1821 efter et blodigt slag udråbte Chile til en uafhængig republik. Så efter i mange år at have ligget i selvvalgt isolation bag Andesbjergene er det nu en af Sydamerikas mest moderne storbyer med en befolkning på 7 millioner indbyggere.
Læs om Chiles historie andet steds på denne hjemmeside. Rundturen startede ved regeringspaladset La Moneda, der den 11. september 1973 var skueplads for et statskup. I 1970 havde socialisten Salvador Allende vundet præsidentposten og havde indledt reformer med nationalisering inden for minesektoren og servicesektoren. Det gav mange uvenner i Chile, og Det Hvide Hus i USA fik nervøse trækninger. Den ledende general Augosto Pinochet stillede Allende et ultimatum. Gå af eller dø. Det nægtede den demokratisk valgte præsiden, og lidt efter sendte flyvevåbenet en kugleregn ned over paladset og få timer efter var Salvador Allende død. Det blev så indledningen til 17 års diktatur med 3.000 døde og forsvundne personer. Det siges, at Allende begik selvmord, da det stod klart at regeringskuppet var en realitet, men højst sandsynligt blev han myrdet. Det plejer diktatorer jo også at gøre, hvis de ikke kan få deres vilje. Indtil 1990 var diktatoren Pinochet så ved magten.
Vores lokalguide holdt et langt foredrag lige præcis her om Chiles historie. Meget lang historie og nogle begyndte at gå, og de fleste hørte ikke efter. Vi havde kun et par timer til hele Santiago, så til sidst spurgte jeg, om vi ikke kunne se lidt af byen. Gaderne i området af La Moneda var lidt kedelige med pompøse bygninge, men så kom vi ud på en gågade, der førte ud til Plaza des Armas, der betyder våbenpladsen. Spanierne opbyggede alle byer uanset størrelse efter samme mønster med de vigtigste bygninger omkring pladsen. Katedralen er bygget i årene 1748-1800 og troner på den ene side. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det lige præcis var her, at Pedro de Valdivia og Ines var belejret af indianerne i årevis og næsten var døde af sult. Bare en mus var velkommen, så den kunne give lidt smag til vandet, de kaldte suppe. Så de var hårdføre de spaniere i deres kamp på at undertvinge indianerne. Tæt ved Plaza des Armas var en stump gade, hvor spåkonerne sad i små boder med tarotkort, og tilsyneladende var der god kundesøgning. Der var liv og glade dage på Plaza des Armas med masser af mennesker under de skyggefulde træer. Hvis vi havde været på egen hånd, havde vi sat os i en time og kikket på mennesker og liv. Bygningen til fiskemarkedet lignede en station og var faktisk tegnet af selveste Eiffel. Der var nogle enkelte tiggere ved røde stoplys, og bilerne alligevel ventede. En stod ved bilerne og jonglerede, og en dame i rullestol tog turen langs bilerne. Gennemsnitslønnen for dem, der har arbejde, er 900 til 1.000 amerikanske dollars om måneden. Ikke nogen herregård.
1000 pesos er lig med 11 kr. på rejsetidspunktet. Der kan veksles i Forex på hovedbanegården. Vi fik dog ikke rigtig mulighed for at bruge nogle af vores vekslede Peso, for allerede i morgen skal vi ombord på skibet, og der er et helt specielt betalingssystem.
Vores værelse på Hotel er kæmpestort, og faktisk er der både dagligstue og soveværelse med en bred seng. Det er lyst til klokken 18.30, så det er noget bedre end Danmarks vintermørke. Santiago de Chile er en meget ren by, i hvert fald i centrum efter hvad vi så, og de er stolte af renheden.
Så var der teknisk stop - tissepause ved et enormt stort sted, hvor trækplasteret var toiletterne. Ellers vin og souvenirs og en kæmperestaurant. Der holdt adskillige busser på holdepladsen, tilsyneladende mest sydamerikanere.
Efterhånden var vi kommet ud til Stillehavets kyst og langt fra vores milde golfstrøm, for her er den kolde Humboldtstrøm fremherskende, og den holder kun 13 grader i vandtemperatur.
Åbningen af Panamakanalen i 1913 var noget af en nedtur for Valparaiso, og først ved Chiles økonomiske boom i 1970 erne er havnebyen igen kommet på fode, men aldrig som i de gyldne tider i 1600, 1700 og 1800 tallet. Valpasario blev også næsten ødelagt af jordskælvet i 1906, og i 1990 oplevede byen igen en opblomstring med flytning af Chiles parlament til Valpasario. Chiles flåde holder også til her, og tonsvis og atter tonsvis af frugt fra de nærliggende dale udskibes herfra. Valparaiso, der har omkring 300.000 indbyggere, er en af sydamerikas mest unikke byer, og den kom i 2003 med på UNESCOS liste over verdens kulturarv.
Vi hang i en tidstråd, for vi skulle tjekke ind på krydstogtskibet inden kl. 16.30. En lille forbedring på denne tur ville være at køre fra hotellet kl. 8 i stedet for kl. 9 og så bare have 1 time på egen hånd i denne by og bare lige snuse til den. Alt det, der stod i turbeskrivelsen om denne smukke by, fik vi ikke set skyggen af, for vi skulle nå frokosten på Celebrity Eclipse. Så stadig klinet til sæderne i bussen forlod vi byen og fortsatte mod havnen i San Antonio i endnu en time. Vi kom igennem masser af skove med eucaluptustræer og ellers nærmest en vildmark, dog med enkelte vinmarker. Der var fine veje, men tørt og gult. Og så endelig nåede vi havnen i San Antonio, hvor den stolte skude Celebrity Eclipse lå og ventede på invationen af 2.800 gæster. Masseturisme så det baskede. Gad vide hvordan det dog skulle gå. Indenfor i chek ind hallen var der en lang kø, der snoede sig frem til skrankerne. Inden da havde vi udfyldt et skema med kreditkortoplysninger, da der ikke anvendes kontanter om bord. Klokken var efterhånden blevet 14, og vi var nærmest nogle af de sidste gæster. Køen bevægede sig rimeligt hurtigt, da der var mange medarbejdere ved skranken. Fremme ved disken viste vi skibsbilletten, og kreditkortet blev scannet, og seddelen blev afleveret. Telefonnummer til pårørende ville de også have, og vores pas blev afleveret, og det ville de beholde. Det er ubehageligt at være pasløs, så hvorfor, spurgte jeg. Jo fordi der skal passeres flere landegrænser, og det kan ordnes alt sammen på skibet. I stedet for fik vi to små plastikkort med vores navne. Det skulle bruges ved ombordstigning og afstigning, så de vidste, hvor vi var. Desuden var det kahytsnøgle og kreditkort til alt om bord. Overhovedet ingen kontanter ombord.
Efter sikkerhedskontrollen gik vi ombord på en shuttlebus, der kørte os til skuden, der kun lå 500 m væk. Der lå Celebrity Eclipse så i al sin vælde. Der var en lille bod med drinks, hvor kortet skulle vises, og så op ad landgangsbroen. Kortet blev indscannet, og vi var registreret ombord. og så lige en ekstra sikkerhedskontrol og fotografering.
Det skal lige siges, at alt personale på skibet er yderst høfligt, venligt og smilende. Og det hele tiden.
Gitte havde ikke bestilt drikkepakke, så der var et eller andet galt. Vi spurgte Bozena, for vi var bange for, at der ville komme en kæmperegning til sidst. Bozena gik med os til receptionen for at få trådene redt ud. Vi fandt ikke ud af, hvad der var sket, men Gitte beholdt sin drikkepakke og ved slesk tale af Bozena, fik jeg også pakken uden beregning. Og det var vist endda den store udvidede fest pakke. Fri drikke i 14 dage. Fedt. Tjeneren kommer til bordet. Vi afleverer kortet. Gratis. Tak Bozena. Nu kunne jeg drikke mig hønefuld i dyre drikkevarer i to uger, uden at det kostede en øre. Hvis jeg ville, men det ville jeg ikke, og en drikkepakke ville aldrig kunne tjene sig ind for mit vedkommende.
Vi drak kaffe med Bozena, der er en hyggelig og meget festlig dame. Hun var vokset op i Polen og havde hadet det kommunistiske styre og var kommet til Danmark. Hun talte 7 sprog, og hun havde en utrolig viden om Sydamerika og sikkert også meget andet, da hun er guide mange andre steder. Hun havde tidligere haft sit eget rejsebureau samtidig med at være rejseleder for andre, men det blev trods alt for meget af det gode. Så nu er hun freelance guide for Albatros, da de ikke vil ansætte folk fast.
Vi har tid til 2. aftenspisning kl 20.30 i Moonligth restauanten, så lige nu slapper vi af i kahytten. Og så må vi se, hvorden sådan en middag spænder af. Lange bukser er påkrævet, og jeg er vel nødt til at tage sko på, selvom vejret er til sandaler. For fint skal det være. Klokken 20.20 gik vi ned på 5. sal ved restauranten. Gæster stimlede sammen udenfor, men vi blev først lukket ind præcis 20.30. Gæsterne fra 1. skafning var verfet ud, og alt var gjort klar til næste hold. Der skete dog ikke meget, og kun langsomt blev vi lukket ind i det kæmpestore lokale. En række tjenere stod ved indgangen på rad og række, og en ung tjener tog vores kort, og han kunne se, hvor vi skulle sidde. Vores albatrosgruppe havde 3 borde ved vinduerne, så vi var blandt venner. Til kun vores borde var der en overtjener, en ungtjener og en vincyper. Ungtjeneren serverede isvand og brød med forskelligt til at dyppe i. Han havde også jobbet med at skrabe krummer væk fra dugen efter forretten. Ikke ned på gulvet selvfølgelig, men på en tallerken. Menukortet blev delt rundt, og der var 10 forretter og 10 hovedretter at vælge imellem.
Nogenlunde efter samme recept foregik middagen i de næste to uger.
Der var lette bølger i løbet af natten, men de kunne ikke mærkes det på det store skib, der gled uforstyrret igennem havet.
Vi startede med sommertøj, men det småregnede og var overskyet. Nå vi er endda stadig i den varme del af Chile, men det må være den kolde havstrøm, der gør sig gældende. Ned i kahytten igen og finde lange bukser og trøje frem. Kysten kunne ses i det fjerne, og der er ingen store bølger, kun oceanets duven, hvor vi flød rundt. Vi gik ind på Ocean View Cafe på dæk 14 for at se, hvad de havde som morgenmad. Ved indgangen til restauranterne står altid en sød dame eller en venlig mand, og så får man et sprøjt med noget decinficeringsvædske til at gnide hænderne ind med. De er meget renlige på sådan et skib, og hvis man er i land, må der ikke medbringes noget som helst spiseligt for ikke at smitte madvarene.
Først til allersidst på turen, gik det op for os, at når skiltet på bordet står op, vil man gerne have kontakt med en tjener og bestille drikkevarer. Når det ligger ned, har man bestilt eller ønsker ikke drikkevarer, men vil bare sidde i fred og spise. Efter morgenmaden gik vi ned i det hyggelige bibliotek for at læse og skrive, medens det knagede noget i træværket. Biblioteket var stadig pyntet med juletræ og guirlander. Juletræet selvfølgelig dryssefrit og af plastik. Biblioteket har den ulempe, at der ikke er udsigt til havet, og så er det jo lidt kedeligt. Vi tog en motionstur dækket rundt fra bagstavn til forstavn og hele vejen rundt. Hvis trapperne tages med, er der 800 skridt rundt. Der er også en lille runde og i løbet af formiddagen er jokkerne i gang.
Det var stadig overskyet og lidt småkoldt udenfor. Et sted lå en lille flok fiskerbåde klumpet sammen. Der må være god fangst - måske havde de fundet en stime ansjoser. Selvom havet var roligt, påvirkede det alligevel skibet med lidt gyngende dæk. Der var møde med vores guide Bozena, og vi fik lidt praktiske oplysninger om livet om bord. Bozena satte hver dag en håndskrevet seddet i holderen udenfor vores kahytter med det program, der gjaldt for vores gruppe. I aften er dresskoden galla, eller hvad der kan skrabes sammen af fint tøj. I morgen skal vi i land i Puerto Monte, men skibet er for stort til at komme til kaj, så vi skal i bådene og ro i land i små grupper. Nå ok så primitivt var det heller ikke. Klokken 13 var det frokosttid, og det synes en meget stor del af skibets gæster også, for det var svært at finde et bord i vores stamcafe Ocean View. Vi slog os ned ved et bord, hvor der senere kom et amerikansk par fra Washington, som vi fik snakket med om dette og hint. Det er næsten altid mig, der starter samtaler med fremmede, men det er da mærkeligt at sidde ved siden af hinanden og ikke sige noget.
Næsten hver aften gik vi i teatret kl. 19 og så forestillingen med forskellige shows med optræden af sangere og nogle gange dansere. Der var også et fast husorkester på 7-8 mand, som kunne spille lidt af hvert. Lidt irriterende, at nogle gæster kom midt i forestillingen, og at andre gik midt i forestillingen. Selve teatersalen, der lå i forstavnen af skibet, var overraskende stor med gulv, terrasse og balkon. Vi fik hurtigt vores stampladser på balkon 1. række. Underholdningsdirektøren var en finurlig fyr og var i sig selv meget underholdende. Middagen med pænt tøj og min ny indkøbte jakke kom i brug. Plus et blåt slips, så jeg så helt nobel ud. En del andre, især kvinderne var i festskrud, men man kunne sagtens snige sig ind uden uden festskrud og stadig få sin fine middag.
Efter middagen var bølgerne på 2-3 meters højde, men Celebrity Eclipse pløjede sig igennem, uden at det påvirkede det ret meget.
Vi er kommet ind i Patagonien, der er et kæmpeområde i det sydlige Sydamerika. Området dækker 1.043.000 km2, men der bor kun 1,56 million mennesker. Patagonien er et geografisk område. for det er både Chile og Argentina, der er de politiske stater. Patagonien består af flade plateauer fra Stillehavet til Andesbjergene. Kraftige vestenvinde dominerer hele regionen. Nedbøren er meget uens fordelt med op til 2.000 mm i juni. juli og august og med 200 regnvejsdage i Chile. På den anden side af Andebjergene er der tørt med store buskstepper. Mod nord er der milde vintre og varme somre, medens der optræder streng frost i det sydlige. De oprindelige beboerere var tehuelcher-indianere, som levede her nogenlunde uforstyrret indtil slutningen af 1800 tallet, for de var godt beskyttet af den ugæstfrie kyst. Senere blev de fordrevet, og området blev koloniseret af fåreavlere fra Storbritannien. Fårene findes stadig, men efter 2. verdenskrig begyndte det at strømme med turister til de skønne nationalparker.
Puerto Montt er den største by i Chiles søregion med omkring 100.000 indbyggere. Så er der lige 1.000 km ned til den næste større by Punta Arenas og ellers ikke noget undervejs. Puerto Montt er et stort servicecenter for fiskeindustrien for laks og ørredbrug. Havnefronten er fuld af maleriske fiskebåde, der skal ud og passe deres lakse-og muslingefarme. Lige uden for Puerto Montt er gjort det såkaldte Monte-Verde fund, som er en landsby, der viser sig at være fra 14.800 år før Kr. Fundet underkender den tidligere teori om, at amerikas befolkning for 13.500 år siden vandrede over det isfyldte Beringsstræde. Puerto Montt var grundlagt af tyske nybyggere i midten af 1800 tallet, og husene ser da også mellemeuropæiske ud med høje tagkonstruktioner. Byens indbyggere holder ølfestival i oktober, med selvfølgelig øl og dertil ost og kød. Byen ligger i Patagoniens berømte sødistrikt, der er spækket med hundredvis af søer, urgamle skove og brusende smeltevandsfloder og vandfald.
Pan America Highway går helt op til Alaska og helt herned til Puerto Montt. Her ender vejen, og det er ikke muligt at køre længere i Chile. Hvis man skal mere sydpå, skal man sejle eller køre over Andesbjergene ind i Argentina og så videre til Verdens Ende til det Sydamerikanske fastlands sydligste by Punta Arenas. Endnu sydligere ligger så Ildlandet og allersydligst Kap Horn.
Et andet sted stoppede vi, hvor lava og aske havde lagt sig ud over bredden på søen. Ellers var vi kommet igennem naturskove med især de ejendommelige sydbøge. Ved den smaragdgrønne sø Lago Todos Los Santos var vi med en båd ud på søen, og nu kunne vi nok ikke komme meget tættere på vulkanen, der tronede i baggrunden. Hyggelig tur, og solen fik varmet os godt igennem. Tilbage på bredden gik jeg ind i en lille souvenirbod med en indiansk udseende mand. Jeg købte et lille træfår dog med en ulden pels til 2000 peso ca. 20 kr. Indianeren puttede fåret i en papirpose og fortalte, at han selv havde lavet det. Jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham. Ja da, og så tog han fåret op ad papirposen, så jeg fik et foto af dem begge.
Heldigvis var der et toilet i området, for med det brusende vand kom vandtrangen frem. I en souvenierbod var der søde børnetrøjer med påsyede motiver fra Chile med lamaer, vulkaner m.m. De var forskellige og helt unikke. Købte en for 10.000 pesos, godt 100 kr. Frokost på en rustik land-restaurant med tyrolermusik og tysk øl. En muslingeskal var fyldt med laksesalat, dertil italiensk brød med hakkede tomater. Og så ellers en stor buffét med al slags kød og salater. Frokosten var incl. et glas vin, der blev fyldt næsten til randen.
Tilbage til Puerto Montt, hvor vi stoppede i en gade med mange souvenirboder. Boderne var i underetagen af en række udslidte lave huse, der godt kunne trænge til en kærlig hånd. De levede nok af krydstogtgæster. Næsten ingen købte noget udover mig, der støttede lokalsamfundet med et par pakkauldtørklæder. Det meste af varene i boderne var der priser på, så det ikke behøvedes at prutte om prisen. Heller ikke på bundter af lange tangplanter og tørrede muslinger, der bestemt ikke lugtede af stegt flæsk. De var nok ikke beregnet til turisterne. Faktisk en meget hyggelig gade, hvor der også var et fiske- og grøntsagsmarked i nærheden.
Der lå Celebrity Eclipse i solen og ventede. Det kørte på skinner med tenderbådene, så det var let af komme ombord igen på det flydende hotel. Vi tog lige en pause i kahytten og var så ude kl. 18 for at se udsejlingen. Der var søløver rundt omkring i havnen, og tilsyneladende manglede de ikke noget i deres veltrimmede tilstand. Det var vores første indtryk af Patagonien, og det var en smuk men barsk affære. Det skulle blive barskere endnu.
Udsejlingen var lige så stille. Ingen tuden, men med tunge skyer. Intet udsyn til vulkanen på grund af skyerne, men store rovfugle med takkede vinger inspicerede skibet. Jeg fik en coctailmix i baren på 14. dæk, og den slugte drikkekortet uden problemer. Og så bevægede skibet sig langsomt sydpå til nye eventyr.
Ved 10 tiden var der sidste nyt fra kaptajnen over højtaleren. Og nu sidder vi på agterdækket iført solfaktor 50 i ansigtet. Ikke noget med korte bukser og T-shirt, for det er koldt i skyggen, men dejligt i solen. I stævnen er det for koldt, selv i solen. Ved 13 tiden var vi ude på åbent vand, men det var stadig solskin.
Foredrag af Bozena om Amerikas opdagelse og erobring. Desuden om Magellanstrædet, som vi når kl. 0.30 i nat. Bozena er enormt vidende og en levende fortæller. Charmerende tillige med lidt accent, men da hun taler 7 sprog, smitter de nok lidt af på hinanden. Hun har rejst i 130 lande, så med vores kun 73 er vi de rene novicer.
Nå men kysten glider forbi til den ene side. Det har slået mig, at vi ikke har set et eneste skib hele dagen. Der er fuldkommen mennesketomt her, både på land og til vands. Altså bortset fra de 2.798 andre turister på dette skib. Nogle ihærdige mennesker laver gymnastik nede på dækket ved svimmingpoolen til meget høj musik. Andre okser forbi på runden rundt, og det giver dårlig samvittighed til en dovenlars. Men at gå rundt her, er som at gå rundt i et hamsterhjul - den samme udsigt til havet og den fjerne kyst. Kl 17.30 gik jeg indenfor. Jeg var på trods af faktor 50 blevet lyserød i ansigtet. Faktisk lidt rigeligt, så der skal passes på de næste dage, hvis der kommer sol.
Vi gik i teatret kl. 19.00 og så en mandlig sanger, der kunne imitere forskellige kendte sangere på en humoristisk måde. Og så ned og spise aftensmad det fine sted med gutterne og gutinderne i vores rejsegruppe.
Det er noget helt nyt, at krydstogtskibene sejler ned omkring Kap Horn, altså fra Chile til Argentina og omvendt. Om det var for farligt, ved jeg ikke. Før sejlede de langs Chiles kyst og tilbage eller langs Argentinas kyst og tilbage. Nu får vi både Sydamerikas Stillehavskyst og Atlanterhavskysten på samme tur. Vi snakkede med et amerikansk par, der kom fra Utah. Han har en I-pad med et detaljeret kort, og det kunne ses, at vi ikke er nået til Magallanstrædet endnu, for vi er kun inde i Chiles skærgård på sigtseeing. Faktisk så manglede der på dette skib en stor skærm med et detaljeret kort og skibets position. Det må sagtens kunne laves i vores tidsalder. Og alle var hele tiden i tvivl om, hvor vi var henne.
Vi var nu kommet ud i et mere bredt farvand, så kaptajnen kunne godt slippe roret og få sig en Celebrity Vintage Sparkling Wine med os andre. Den smagte fortræffeligt. Et lille orkester med en sangerinde spillede og sang gamle evergreens som beatlesmelodier Eight days a week. mm. Nå egentlig er det meget hyggeligt på sådan et krydstogtskib, men jeg glæder mig til i morgen, hvor vi skal i land. Udenfor vat det tåget og gråt i gråt. Efter frokost ved 14 tiden var det blæst kraftigt op med stormvarsel og bølger på 4-5 meter. Porcelænet begyndte at at rasle af bordene, og udendørs ophold var forbudt, og der var simpelhen låst af. Og stormen den tudede og peb udenfor, men kl. 19 skulle det blive roligere, når vi kom ind i Magellanstrædet.
Ved 18 tiden var stormen løjet af. Havet bevægede sig stadig uroligt op og ned. Ikke som vesterhavsbølger, der kommer i lange rækker ind mod stranden, men som en levende organisme der umotiveret bevæger sig op og ned. Så er der en top med skum, og så synker den ned igen.
Det hele var planlagt og tilrettelagt. 1 times pause i kahytten med nyheder på TV og så optræden med et danseshow og så spisning med gruppen kl. 20.30. Nå, showet var udsat til kl. 20.30, fordi det var et danseshow, og det gyngede for meget. Så øv. Jeg synes også trapperne var så mærkelige at gå på. Ved det ene trin blev man let, og ved det næste trin blev man trykket ned. Nå ikke øv alligvel, for de lavede et ekstraordinært show kl. 22.30 lige efter vores middag. Stort flot show med sang og dans og langbenede piger og flotte mænd. Og så for fuld skrue.
I århundrede har opdagelsesrejsende, sømænd, pirater og nybyggere søgt senere her ned ved Verdens Ende. En af de berømte sørøvere eller kaperkaptajner var den nådeløse pirat sir Francis Drake.
I dag er området stadig fuld af pioner- og nybyggerånd som i Chiles sydligste by Punta Arenas, der ligger i Magellanstrædet. Hernede ligger også verdens officielt sydligste by Ushuia på Argentinsk territorium. Begge byer har en tilstrømning af tilflyttere, og både den argentinske og chilienske regering giver byerne støtte. Begge byer har landgang fra krydstogtskibene mod resten af Sydamerika og også mod Antarktis, der kun ligger 1.500 km sydpå.
Punta Arenas blev før i tiden anvendt af britiske skibe, der brugte byen som provianteringshavn kaldet "Sandy Point". Byen ligger beskyttet i Magellanstrædet og i 1860 erne med det store goldrush i Californien, var det en givtig forretning for byen, inden Panama kanalen åbnede i 1900 tallet. Byen har siden 1960 firedoblet sit indbyggertal, og ellers er byen domineret af de enorme fårefarme, og skibstrafikken mellem øst og vestkysterne i Sydamerika. Ligesom i byen Ushuaia i Argentina har myndighederne i Chile brugt Punta Arenas som opholdssted for de farligste forbrydere. Dejlig afsondret og flugt var lig med den visse død.
Vi mødte kl. 8.15 i skibets reception med landgang i tenderbåde. Der lå den så fastlandets sydligste by og badede sig i solen. Ved morgenmaden var der observeret blæs fra hvaler, men på det tidspunkt var jeg i gang med at spise min morgenportion af bacon. Klokken 11 var vi fremme ved Estancia Penitente Ranchen, der blev grundlagt 1891 af nybyggeren Alexander Morrisson fra Skotland. Det er nu 5. generation, der ejer og bor på ranchen, der har omkring 5.000 ha jord og omkring 5.000 får og et par hundrede lamaer.
For 20 år siden gik de lidt ind i turistbranchen og byggede et par ekstra rustikke bygninger med madservering. Tre slags kød direkte fra grillen og en buffet med salat. Ved fåreklipning anvendes som regel professionelle hold af fåreklippere. Arbejdstiden er inddelt i 2 timers moduler, og så ringes der med en klokke, og der er pause. En dygtig fåreklipper skal helst klippe 200 får om dagen. Vi fik en demonstration af en pensioneret fåreklipper. Fåret om på ryggen, og den tog det meget roligt. Hele pelsen kom af i et stykke uld, og hvert får giver 3-4 kg uld. Fårene klippes i 8 år en gang om året. Så kikkes der på tænderne, og hvis de er nedslidte bliver den slagtet. Ulden presses i baller på 300-400 kg. Ved overproduktion gemmes ulden til bedre tider.
I Punta Arenas skulle vi ind og se byens museum. Et gammeldags museum med udstoppede dyr og lidt om indianerne. Vi fik ½ time og det var mere end rigeligt. Jeg havde set det, jeg ville se i løbet af 10 minutter og gik udenfor fra det ene hushjørne til det andet. Mere fik vi desværre ikke set af byen, for sidste tenderbåd afgik 16.30. Der var en lang kø i ankomsthallen, og der var ikke tid til at se på souvenirs. Nå de havde heller ikke noget særligt.
Celebrity Eclipse sejlede kl. 17.30 i stiv blæst. Jeg fik lige ½ time i solen på dækket, men så blev det for koldt. Samme aftenkoncept med et show med en pianospiller og middag med gruppen. På krydstogtet fra Santiago de Chile, skal vi ned gennem skærgården til Kap Horn og op langs Argentinas kyst til tangobyen Buenos Aires. Undervejs besøges Puerto Montt, verdens sydligste by Ushuaia, pingvinkolonien Punta Tambo og Uruguays hovedstad Montevideo m.m. Se mere på denne hjemmeside under foredrag.
|