 Den Transsibiriske Jernbane.Bumletog til Kina. Jorden rundt med tog 10. del: På tværs igennem Sibirien. Juli 2013 Rejsefortælling af Kim Greiner. Vi havde forladt Jekaterinburg aftenen før, og foran os lå nu 3.367 km skinner til fri afbenyttelse. Selvom det larmer og ryster, fik vi da også sovet lidt. Godt at ørepropperne er opfundet til at tage den værste larm. Ind imellem var toget stoppet i løbet af natten, måske ved en station, eller der skulle gøres plads til et godstog. Vi var kommet igennem store birkeskove og øde sletter, og ved km 2.108 var vi ganske ubemærket kommet ind i Sibirien.
Et godstog kom langsomt forbi lastet med store kulstykker helt op til kanten. Da det var passeret, kørte vi ud i det åbne terræn, og toiletterne blev åbnet. Næste behov, der skulle opfyldes, var morgenmaden. Vi var lidt bedre rustet nu med hensyn til at få noget varmt at drikke fra samovaren, idet vi havde købt to glaskrus i Jekaterinburg. Krusene er smykket med to store diamanter til at holde på, og hvis diamanterne skulle vise sig at være uægte, så er vi blevet snydt for 30 kr. Faktisk var det nogle elendige krus, for der er noget metalfiligran øverst oppe, og det er næsten umuligt ikke at spilde, hvis man da ikke slubrer højlydt. Til gengæld havde vi købt nogle fantastiske kaffebreve med 3 i 1, så der var både kaffe, sukker og fløde i et brev, og det smagte herligt sammen med en halv pakke kiks. Sibiriens urskove, ”tajgaen” udgør en femtedel af verdens skovarealer og er miljømæssigt en af verdens store ”lunger” ligesom Brasiliens regnskove.
Nye fund tyder på, at der levede mennesker i Sibirien for 600.000 år siden. Sibiriens indfødte befolkning talte kun nogle få hundredtusinde, men bestod af mange forskellige folkeslag som burjater, evenker, jakuter, khakasser og tuvinere, men de var alle af mongolsk eller eskimoisk oprindelse. De var jægere og fiskere og havde rensdyravl, og kun i begrænset omfang var der lidt jordbrug.
Den russiske erobring var en parallel til de europæiske stormagters kolonisering af Afrika, Indien og Amerika. I stedet for guld og ædelstene var det, som russerne først hentede i Sibirien, ”det bløde guld” – pelsværk. Handelsstationerne opkøbte i begyndelsen skind fra de indfødte, men snart strømmede pelsjægere og handelsfolk til området, for her var der formuer at hente, og for blot nogle få zobelskind kunne købes en mindre bondegård. Den russiske stat pålagde de russiske jægere og handelsfolk store skatter, der skulle betales i pelsværk, så i 1600-tallet stammede 10 % af statens indtægter fra Sibirien. I 1800-tallet kom der konkurrence fra de canadiske pelsjægere, og samtidig blev jagttrykket så stort, at bestandene svandt og nærmest blev udryddet. Sovjetstaten gennemførte senere omfattende reguleringer, og det hjalp med til at genopbygge bestanden. Samtidig blev jagten fortrinsvis reserveret til den oprindelige befolkning. (Det er højst besynderligt, at Sovjetmagten her gjorde noget fornuftigt.)
For at kolonisere Sibirien begyndte man at anlægge Den Transsibiriske Jernbane. Efter ophævelsen af livegenskaben i 1861 (godsejerne ejede før nærmest bønderne som slaver) søgte mange jordløse bønder mod øst til den anden side af Uralbjergene for at få deres eget stykke jord. Fra 1896 til 1914 flyttede 4 millioner mennesker derfor fra den europæiske del af Rusland til Sibirien.
Udenlandske forretningsfolk strømmede også til Sibirien, og både Danmark, Sverige, England, Tyskland og USA fik konsulater i Omsk. Englænderne udvandt guld og kobber, medens skandinaverne opkøbte sibirisk smør i dritler samt skind og fåreuld. Antallet af barakbyer langs jernbanen steg i perioden 1897 til 1917 fra 40 til 63 byer. Barakbyerne var i første omgang beregnet til jernbanearbejderne, men blev efterhånden overtaget af andre beboere.
Vores guide Konstantin fra Jekaterinburg havde fortalt, at foråret i år var to uger forsinket, og i løbet af kun to uger gik det fra kold vinter til en hede på 30 grader. Jeg lagde mærke til, at mange af birkene på nuværende tidspunkt, her næsten midt i juli måned, kun lige var ved at springe ud. Desværre er der også mange af birkene, der er toptørre og ser halvdøde ud, og det er ikke godt for verdens lunge. Selvom der er lokale, der stiger af og på toget, så er der i hvert fald en hollandsk gruppe på 11, der skal ned til Beijing, men de har ikke de samme stop som vi. Der er en meget afslappet dresskode på toget, og nogle af de lokale mænd går rundt med bar overkrop, og kvinderne er i joggingtøj eller shorts. Togdamerne, der faktisk også godt kan være mænd, gør rent undervejs. Så pludselig bliver der stukket en støvsugerslange ind i kupeen, men de reder dog ikke sengene. I udkanten af de større byer bor russerne i meget små træhuse, og det bliver sikkert en kold vinter næste år, for de sanker meget brænde.
Spisevognen var i grøn plastik og grønne gardiner og med en fin aircondition. Der var et stort spisekort, men det vi ville have, havde de ikke, så vi tog en borst dog uden rødbeder, men med masser af kål, kartofler og lidt kød. Al kommunikation ved en bestilling foregik med tegnsprog. Incl. ½ liter lokal øl kostede måltidet for to personer 430 rubler. Ikke en herregård for os, men nok til at holde de fleste lokale væk fra spisevognen.
Ved 2.565 km passerer toget Nasyvajevskaja, der ligger i det nordligste område, som Khrusjtjov søgte at opdyrke i 1960’erne under parolen ”jomfruelig jord”. Følgerne i syd var en miljømæssig katastrofe, da store dele af Aralsøen udtørrede.
Omkring år 1900 blev det nærmest frarådet at emigrere til Amerika, og hvorfor gå over åen efter vand, når man efter et par dagsrejser kunne nå Sct. Petersborg og efter en nat nå Moskva og herfra efter nogle få dage være midt i Sibirien, der nu var mulighedernes land for enhver fremadstræbende mand. Danske firmaer dannede sammen Det Sibiriske Kompagni ”Sibiko”, der i 1905 havde 30 mejerier i Sibirien og 10 år senere 40 mejerier. Firmaet opkøbte også skind og kød og solgte mejerimaskiner og kolonialvarer igennem deres handelshuse.
Da borgerkrigen nærmede sig i 1919 forlod mange danskere byen, da ”de hvide” efter få dages kamp overgav sig til den røde hær. Sibikos kontorer med inventar blev beslaglagt eller ødelagt i Omsk, såvel som i andre dele af Sibirien. Sibiko kunne opgøre sine tab i Rusland til 30 millioner kr., hvilket dengang var en uhyrlig stor sum penge, men de fik ingen erstatning. Og smørproduktionen raslede ned til næsten nul efter kommunisternes overtagelse. Byen har i dag 1,4 millioner mennesker og er den næststørste by i Sibirien efter Novosibirsk. Omsk har en del maskinindustri, kemisk- og olieforarbejdende industri samt 10 højere læreanstalter og et nyt, imponerende stort forskningsbibliotek.
Der er ingen naturlige transportveje, da alle floderne løber mod nord, og vejene er for dyre at vedligeholde i det strenge vinterklima. Mellem Omsk og Novosibirsk var banen i starten af 1990’erne hvad angår godstrafik den tungest trafikerede jernbane i verden. Der kører tog på 6-8000 tons med 50-70 ens blokvogne, hvilket er 4 gange mere end de største togsæt i Danmark. Vognene trækkes af tre- eller firedobbelte elektriske lokomotiver, med i alt op til 16.000 hk.
Fra Omsk er der jernbane til Kasakhstan, hvis grænse kun ligger mellem 60 og omkring 175 km kilometer mod syd, men ellers fortsætter Den Transsibiriske Jernbane ud over stepperne til Novosibirsk.
Det havde ellers været skyfrit hele dagen med 28 grader, men så kom der en regnbyge, og temperaturen faldt til 20 grader. Efter at det vilde run på perronen var ovre, sad fiskekonerne og hattesælgerne på gangbroen og småsnakkede og ventede åbenbart på endnu et tog.
Vi skal igennem 7 vogne for at komme til spisevognen, og hver vogn har 4 døre, der skal åbnes og lukkes. Mellem de to døre står folk og ryger og forpester luften. Mellem vognene er der ingenmandsland med bevægelige led og udsigt til skinnerne og en øredøvende larm. Undervejs i vognene står folk tit på gangen og kikker ud ad vinduet, men de er ret flinke til at trække maverne til sig og give plads. Så man skal være sulten for at tage vandringen til spisevognen. Vi valgte laks fra det fyldige spisekort, men det havde de ikke, så spisevognsdamen pegede i stedet på stegte kartofler med løg og svampe – det så meget lokalsibirisk ud, så det tog vi. Det hele var skåret ud i småstykker, så vi fik også kun udleveret gafler og ingen knive. To gange sibirisk biks, der smagte udmærket, plus to colaer blev 512 rubler.
Novosibirsk er opstået som en direkte følge af Den Transsibiriske Jernbane. Over Ob-floden skulle opføres en af banens længste broer, og da der skulle bruges tusinder af arbejdere til opførelsen, byggede man en barakby. Den første bro blev bygget i 1893-1898 som en 7 fags gitterbro, hvor det midterste fag var på 125 meter. Den danske jernbaneingeniør Gottlieb var med til at bygge broen og jernbanen her. Den gamle bro har ikke været benyttet siden 1990 og blev fjernet i 2001, men et af fagene er opstillet på østsiden som et monument. Den nye bro har kun et spor, så på vestsiden ligger tre spor, og her må togene vente, til der bliver plads på broen. Novosibirsk betyder ”det nye Sibirien”, og det siges, at Novosibirsk har flere solskinstimer end Den franske Riviera. Byen har også heddet Novo Nikolajevsk til ære for zar Nikolaj, men efter revolutionen fik byen navnet Novosibirsk.
I 1930’erne blev byen et endnu vigtigere knudepunkt, da Turkestan-Sibirien jernbanen åbnede og forbandt de sydlige republikker, der producerede bomuld, grøntsager og frugt, der blev udvekslet med Sibiriens råstoffer i form af malm og kul. Novosibirsk havde frem til 1920’erne karakter af en nybyggerby, og der var kun ganske få bygninger af sten, mens resten bestod af træhuse. Fra 1920’erne op til 1950 blev der bygget i en særlig sovjetisk blanding af funktionalisme og nyklassicisme, hvor bygningernes ydre skulle afspejle deres brug. Et klassisk eksempel er Novosibirsk banegårdsbygning, der skal ligne et damplokomotiv i silhuet, der kører mod øst. Bygningen blev sidst i 1990 sat smukt i stand både udvendig og indvendig. Efterhånden dominerede Stalins kransekagestil med overlæsset klassicisme og gigantisme byens bygninger. Novosibirsk regnedes for det geografiske centrum i zartidens Rusland, hvilket blev markeret af St. Nikolaj-kapellet på hovedgaden. Det oprindelige kapel blev nedrevet i 1933 og erstattet med en statue af ”Stalin den Sataniske”. Efter faldet ville byen ikke have den tyran stående, så han måtte vige pladsen til fordel for et nyt kapel, der blev opført i 1993, hvor Novosibirsk havde 100 års jubilæum.
20 km syd for Novosibirsk ligger akademibyen ”Akademgorodok”, som blev grundlagt under Khrusjtjov for at udnytte de enorme naturressourcer i Sibirien. Byen blev anlagt ved bredden af en kunstig sø, og i 1990’erne var der 60.000 indbyggere, 26 institutter med 6.000 studerende og 15.000 ansatte. I starten var det ikke let at få frivillige til Sibirien, så der blev lokket med højere lønninger, så Akademgorodok blev efterhånden en gigantisk ”tænketank”, hvor der blev tænkt store tanker, der heldigvis ikke blev til noget. Et af de mest omdiskuterede projekter var at vende flere sovjetiske floder, så de i stedet for at løbe mod nord til Ishavet skulle ledes mod syd, så store, golde områder i Centralasien kunne opdyrkes. Det ville have haft enorme negative økologiske konsekvenser, og planen blev først lagt i mølposen under Gorbatjov.
Toiletterne bliver aflåst i byerne, men vi havde været så snedige at børste tænder m.m. inden byen, så efter det korte besøg kunne vi putte os og lå og læste, da toget forlod Novosibirsk. Tajga 3570 km har fået navn efter den sibiriske urskov, da birk og fyr kaldes tajgaen. Der findes også mørk nåletræstajga, hvor der hovedsagelig vokser sibirisk ceder, og lys nåletræstajga med lærk, birk og fyr. Fyr og ceder er værdifuldt som tømmer, men leverer også harpiks, der bliver tappet fra V-formede snit i stammen. Fra Tajga går der en 79 km sidelinje til Tomsk, hvor mange russere blev sendt i tvunget eksil, hvis de havde sagt sku eller lignende til magthaverne.
Ved Bogotol 3850 km var vi oppegående og havde gjort toilette (lidt nødtørftigt a la truckerbad.) Vi havde endda spist morgenmad, som vi havde købt på stationen dagen før. Nogle fedtede boller med noget hakket grønt og vistnok noget kylling indeni – ikke den mest lækre morgenmad. Vi ser masser af godsvogne og også nogle godsvogne med militærkøretøjer. Tilsyneladende er der meget mere beboelse her i Østsibirien end i Vestsibirien. Der findes endda store marker og fine haver, hvor konerne går og hypper kartofler. Vi kan ikke altid fotografere stationsbygningerne, da der ofte holder godsvogne og spærrer for udsynet. Vi er endnu ikke nået halvdelen af rejsen Moskva – Beijing, men det sker engang i løbet af dagen.
Landskabet forandrerede sig med bakker og åbne vidder, og toget snor sig som en ål, så vi får lov til at se lokomotivet i funktion forude.
Krasnojarsk blev grundlagt i 1608 som fort for kosakkerne, der skulle beskytte de beboede sibiriske områder mod nomadestammernes angreb. Byen ligger, hvor floderne Jenisej og Katsja løber sammen, og hvor handelsvejen til Kina krydsede. Under 2. verdenskrig blev megen industrifremstilling af bl.a. kampvogne flyttet hertil, langt væk fra den europæiske del af Sovjetunionen og nazisterne. Byen er den største i Østsibirien med 950.000 indbyggere, og den blev først åbnet for udlændinge i 1991, efter at det meste af våbenindustrien var blevet nedlagt, og det lysnede mod vest. Der er ikke mange gamle bygninger tilbage, og den smukke banegård er helt nybygget af et kinesisk firma, men i smuk, klassisk stil. Byens lokalhistoriske museum er opført i klassisk, gammel egyptisk stil. Efter sigende var det arkitektens store drøm at komme til Egypten, men han måtte nøjes med at være far til et lille stykke Egypten her i Sibirien.
Efter stoppet kørte toget videre og selvfølgelig til tiden. Hvor der i den vestlige del af byen mest var småhuse, var der i den østlige del mest store lejlighedskomplekser. Længere oppe på bakkeskråningerne var der også de sædvanlige små træhuse.
Kort efter byen går jernbanen over Jenisejfloden, der på lokalstammens sprog betyder ”Bredt vand”, men floden kaldes også ”Sibiriens Akse”. Den er 4000 km lang og udspringer i Mongoliets bjerge. Den første jernbanebro var 934 m lang og blev opført i 1896-99 af 9.400 mænd. Ved verdensudstillingen i år 1900 fik broen sammen med Eiffeltårnet de eneste to guldmedaljer. Den gamle bro blev i 1990 erstattet af to nye broer, og den gamle blev ærgerligt nok revet ned, selvom der var planer om at bevare den som monument.
Vores yndlingstogdame, den smilende og hjælpsomme, fik en luksusæske med sæbe og creme. Hun så meget glad og overrasket ud, og hun fik nu røbet, at hun kunne sige ”To me?”. Yes, because you are a smiling woman”. Så må det vel efterhånden rygtes rundt om i Rusland, at det godt kan betale sig at smile og være venlig.
Vores regning lød på 1018 rubler, og det var incl. to små colaer. I følge afregningen dagen før, hvor vi havde givet 512 rubler for biksemaden og to colaer, kunne jeg regne ud, at de to halve stykker franskbrød med henholdsvis laks og ost havde kostet 500 rubler. Næsten 50 kr. pr. stk. for verdens mindste sandwich. Så begyndte det at dæmre for mig, hvorfor spisevognene var så dårligt besøgt.
Det kan godt være et problem, at toiletterne aflåses i de større byer. Hvad de små byer så siger til hvide guirlander på skinnerne, kan der kun gættes på – de bander sikkert. Hvis du skal være togrejsende, så husk selv toiletpapir, nogle ordentlige krus og skeer, så går det meget nemmere. Der var et 20 minutters stop i Ilanskaja 4375 km, der har en lille, blå stationsbygning. Der er ikke rigtig nogen perron, og vi går bare ud på sten og grus mellem vores tog og et godstog. De indfødte havde stillet boder op med brød, småkager, cigaretter og sodavand m.m. til meget venlige priser. Jeg købte to yoghurt til 15 rubler og et helt skiveskåret brød til 30 rubler. Og vi havde givet 500 rubler for to halve skiver franskbrød, godt nok med lidt laks og en halv skive ost, men alligevel. Det havde været skyfrit hele dagen, og togtermometeret viste 30 grader, og vi var kommet forbi koner, der i bikini gik ved deres huse og hyppede kartofler. Inden sengetid stillede jeg uret til Irkutsktid, der er 5 timer før Moskvatid. Kl. 23 passer tiden ikke rigtig med solen, for det er stadig lyst, men med nogle hundrede kilometer i løbet af natten kommer det vel til at passe.
I guder, hvor er der mange lokomotiver her i Rusland. Både de gamle damplokomotiver, der er klodset op til pynt, og de, der er i brug i rækker på stationerne. Klokken 7 morgen Irkutsktid var solen lige stået op, og landskabet var dækket af tåge. Luften, der kom ind ad kupevinduet, var kølig, men der var blå himmel, så det skal nok blive varmt igen. Landskabet er mere åbent, og der er store marker, men også meget jord, der ligger ubenyttet hen. Der er flere småbyer med de sædvanlige træhuse. Morgenmad i kupeen. Kaffe i krusene, der spildte. Vi prøvede med forskellige drikketeknikker, men lige meget, hvordan vi gjorde, så dryppede de. Vi fik spist de sidste småkager for franskbrødet, jeg købte i går, blev droppet, for der var mugpletter. Nå, det var derfor, det var så billigt. På den første uge i Rusland har vi brugt ca. 10.000 rubler knap 2.000 kr. til mad og drikke og ikke så mange souvenirer endnu.
En halv time før ankomst var det ene toilet låst af, og jeg nåede lige det andet. Da Gitte skulle derud, blev døren smækket i og låst. ”Njet”, og der var ingen kære mor. Toget ankom præcis til tiden til Irkutsk, og vi havde nu tilbagelagt 5183 km ad Den Transsibiriske Jernbane. |
Vi var klar til at stå op ved 7-tiden, og skiltene sagde 2.386 km fra Moskva, men toilettet var aflåst, og togdamen sagde et eller andet. Lige nu holder vi bare stille, og så er det svært at koncentrere sig om andet, når et af de nederste behov på Maslows behovspyramide ikke kan opfyldes – at lade vandet.
Sibiriens temperaturer kan nå ned til minus 76 grader ved Kolpashevo, og ved den temperatur går mange metallegeringer itu som glas. Til gengæld er det ikke unormalt med plus 35 grader mellem Novosibirsk og Krasnojarsk om sommeren. Områderne – gud ske lov – mest nord for Den Transsibiriske Jernbane er om sommeren dækket af enorme myggesværme. (Vi så ikke en eneste myg på hele turen). Så alt i alt er Sibirien ikke det rene paradis for mennesker, men som en shaman fra et af Sibiriens oprindelige folkeslag sagde: ”Det var ikke naturen, der gjorde Sibirien til et helvede. Det var mennesker.”
Koloniseringen af Sibirien begyndte i det 11. århundrede, da russerne grundlagde de første bosættelser i Ural. Senere i 1500-tallet foretog en gruppe kosakker på Zarens ordre felttog langt ind i Sibirien, og i 1600-tallet var Vestsibirien indlemmet i det russiske imperium. 
I vore dage er den indfødte befolkning fåtallig, da de fleste er flyttet ind til de store industribyer. Burjaterne er med over 400.000 den største gruppe, og de har omkring Bajkalsøen en republik med udstrakt selvstyre, og som vi besøger senere. Efterhånden blev der også fundet guld og andre metaller i Sibirien, så pelsjægernes rolle blev efterhånden udspillet.
Ved km 2.144 nås byen Tjumen, der efterhånden har over ½ million indbyggere. I 1960 fandt man olie i et ufremkommeligt område med tajga og sumpe. Det krævede en kæmpeindsats at få gang i olieudvindingen, og folk måtte arbejde i specielle net for at beskytte sig mod myggesværmene. Olien transporteres bort gennem rørledninger, der står i forbindelse med pipelines til Irkutsk 3.000 km mod øst. Der er også store naturgasområder, der leverer gas til Vesteuropa. Hvert sekund pumpes 10 tons olie op fra undergrunden, og bare fra det store oliefelt Nizhnevartovsk, 800 km nord for Tjumen, produceres der mere olie end i Saudi-Arabien.
Toget krydser et par af de store floder, og i Isjim 2.433 km kan vi se, at store dele af byen stadig består af de karakteristiske sibiriske træhuse. Isjim blev grundlagt i 1670 og var en handelsby på vejen til Kina. Floden har samme navn og strækker sig 2.450 km og får især sin vandmængde fra smeltevand. Her ligger sne 150 dage om året, så der er nok at smelte af, og floden er sine steder 15 km bred i forårstiden.
Jeg var ude for at rekognoscere med det hovedformål at finde spisevognen, der er et eller andet sted i den lange togstamme. Jeg fik spurgt en togdame, og hun forklarede (med tegnsprog), at jeg skulle to vogne længere frem. Så kunne hun jo ikke forstå, at jeg straks gik i den modsatte retning, og det er ret svært at forklare på russisk, at jeg skulle hente min kone. Hun grinede, da jeg lidt senere kom med Gitte, og hun så forstod. 
I 1895 ankom på russisk initiativ 10 danske mejerister, 12 fynske kvier og en tyr til dette område. Selv med meget primitive forhold med hestemølledrevne centrifuger højnedes kvaliteten af sibirisk smør, og eksporten fra Sibirien blev 100-doblet. Kort før 1. verdenskrig var Rusland verdens næststørste eksportør af smør – kun overgået af Danmark. 
Mellem Omsk og Novosibirsk boede der i årene før revolutionen flere hundrede danskere. Flere af dem blev russisk gift som Christian Randrup, der ægtede en russisk millionærdatter og i Omsk havde en fabrik, der fremstillede landbrugsvogne og landbrugsmaskiner, samt inventar til mejerier.
I Omsk gennemgås togstammen for at se, om alt er i orden til den videre fremfærd. Det ser faktisk lidt pudsigt ud, for der bliver brugt nogle små hamre på lange skafter, og så går togpersonalet og dasker med dem her og der, og metallet skal åbenbart give den rigtige lyd. Nå, men vigtigt er det, da togene er undervejs i 7 dage, og Den Transsibiriske Jernbane er livsnerven igennem Sibirien.
Ved Barabinsk km 3.040 skal urene stilles en time frem, og byen kaldes steppernes hovedstad, selv om den kun har 40.000 indbyggere. Der er et 37 minutters stop ved en stor, flot, nymalet stationsbygning og et kæmpe godsbaneterræn. Perronen myldrede med koner, der solgte røgede fisk, pelshuer og brød. Et flot, gammelt damplokomotiv stod opstaldet, og modsat stationen var en lille, sød kirke. Der går en gangbro tværs over hele jernbaneterrænet med fin udsigt til alle togene. Der gik tre unge piger på gangbroen, og jeg faldt lidt i snak med dem, og den ene, der hed Lena, fik jeg lov til at fotografere. Jeg ville jo gerne kunne dokumentere, hvordan en ung pige fra stepperne ser ud – ganske nydelig må man sige. Derefter gik de videre, højt fnisende – deres dag var reddet.
Der er ikke megen bebyggelse ude på stepperne, men vi er da lige kommet til en by med masser af elstandere og store tanke. Ellers ser det lidt trøstesløst ud med lejekaserner, der er velbehængt med masser af parabolantenner, så tiden kan fordrives i den lange vinter. Nå ja, de kunne jo også lave nogle børn, som der er stor mangel på i Rusland.
Tidligere var Novosibirsk udgangspunkt for smøreksporten. Mindst 20 godsvogne blev hver dag sendt vestpå især til England. Det var før Lenin og Stalin fik ødelagt den forretning, for en bondemand, der havde mere end en ko, var kapitalist og blev sendt i arbejdslejr.
En stor havn blev anlagt for at tilgodese den omfattende trafik på floden, der er en af verdens længste med sine 5.570 km.
På byens centrale plads kaldet Leninpladsen står en stor skulpturgruppe, der viser ”revolutionens helte” med arbejdere, bønder og soldater til den ene side og de lykkelige sovjetborgere til den anden, og så troner Lenin faderligt i midten af forestillingen.
Ærgerligt nok, og jeg kan ærgre mig både gul og grøn, så havde jeg ikke i planlægningen af turen på Den transsibiriske Jernbane fået lavet et par dages stop i Novosibirsk. Først langt hen i planlægningen blev jeg opmærksom på, at toget jo kørte lige igennem Novosibirsk, og så var det for sent at få lavet om, da det er ret kompliceret at få lavet stop med hoteller og omstigning til nye tog. Nu blev det kun til dette lille stop, hvor vi hoppede ud, og efter et kort ophold kørte toget videre. Selvom det ville være ret usandsynligt, kunne det jo være, at vi ville støde på Olga og hendes familie, som vi i 2012 havde mødt på Den røde Plads ved Lenins Mausoleum.
Vi er nu i Østsibirien, der med over 7 millioner km2 er på størrelse med Australien og udgør næsten en tredjedel af hele det tidligere Sovjetunionen.
Der er et stop på 33 minutter, og vi fotograferede den helt nye, meget smukke stationsbygning. Der er en stor plads foran bygningen med en søjle med en løve på toppen. Der var nogle mosaikker på en væg i nærheden med Lenin – det må forhåbentlig være mosaikker fra før kommunismens fald, så de er historiske og ikke noget, der er værd at bruge penge på i vore dage.
I 2001 havde byen kulderekord med minus 55 grader, og mange døde af kulde. Ulvene søgte ind til byen, så politiet måtte skyde dem i byens udkant.
I togene er der to togdamer til hver vogn, og de er skiftevis på vagt døgnet rundt. Efter en tur med Den Transsibiriske har de fri i lige så mange dage, som de har rejst. De sørger for at kikke billetter, udlevere sengelinned og håndklæder til de nyankomne og samle det sammen igen efter brug. De har styr på hvem, der skal af hvornår, og rejsende får et praj omkring en halv time før. De gør jo også løbende rent i hele togvognen og har en lille salgsbod med slik, drikke og lidt souvenir. De melder også klar med et gult flag ved togafgang.
I restauranten fik vi afprøvet vores nye russiske ordforråd på de to ord ”Dva” (to) og ”Spasiba” (tak). Vi fik bestilt to sandwich med laks. De kunne dog kun levere en med laks, og så kunne vi få en med ost. Hver sandwich var kun ½ skive fransbrød, så der må være noget, de har misforstået med, hvad en sandwich er. Det var jo ikke lige til at blive mæt af, så vi fik også bestilt biksemad som i går. Imens sad personalet også i spisevognen, og de guffede fedtglinsende pølser, kartofler, salat, masser af brød, suppe, æblejuice og noget i små glas. Vi sad og kikkede noget misundeligt på deres festmåltid.
Landskabet blev efterhånden mere fladt igen, og der var ligefrem noget, der lignede store marker. Jeg havde også spekuleret på, hvorfor de ikke brugte al den øde jord til noget.
Jeg drømte, at jeg var ude at køre på motorcykel, men selvom jeg slukkede motoren, sagde den stadig dunk, dunk, dunk. Ret irriterende, at den ikke ville stoppe. Nå, det viste sig at være togskinnerne, der dunkede, og den drømte motorcykel var helt uskyldig.
Vi skal efter planen ankomme 9.38 i Irkutsk, og der skulle være en guide til at tage imod os, håber vi. Vi skal ud på de russiske landeveje og køre 70 km og overnatte et eller andet sted ved Bajkalsøen.