Den Transmongolske Jernbane.
Bumletog til Kina.Ulaanbaatar - Nomadernes hovedstad. Jorden rundt med tog 14. del.. En rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2013
Ankommer til Ulaanbaatar. Efter at vi nu havde tilbagelagt 5.901 km igennem Rusland, startede vi på en frisk i Mongoliet, og kilometerstenene langs jernbanen starter med 0 ved grænsen til Rusland.
Der dukkede små landsbyer op med lave stenhuse og enkelte ger, inden vi nærmede os Ulaanbaatars store lejlighedskomplekser og fabrikker, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så var der også skorstene til et atomkraftværk. Meget praktisk at have sådan et kraftværk så tæt på byen, men umiddelbart er det nok ikke lykken at være nabo til et måske forældet russisk atomkraftværk. Vores enlige togvogn var koblet til et meget langt togsæt, så ville vi da også se ud af noget, når vi ankom til byen. Af med sengetøjet og ud på gangen med det, hvor togdamen puttede det i sække. Jeg havde fundet 200 rubler i lommen, og dem fik hun, for selvom hun var lidt kommanderende, var hun egentlig også meget sød, og hun kunne også smile.
Efter 403 km fra grænsen til Rusland dukkede Ulaanbaatars banegård op i ægte Stalin pseudoklassicistiske stil. Toget ankom præcis som planlagt, og udenfor stod to mænd med et Greiner skilt. Det var vores guide Murun, der også senere skulle være vores guide i Gobiørkenen. Den anden mand var chauffør, og de tog straks vores kufferter og rullede dem hen ad perronen til en bil med tonede ruder. Efter en kort tur ankom vi til et højhusområde med igangværende nybyggeri, og der på et hjørne lå vores nydelige Hotel Edelweiss, hvor navnet gav lidt ”Sound of Music” stemning. Hotellet var for nylig sat i stand, og så havde det skiftet navn, men kunne de ikke have fundet på noget mere mongolsk a la ”Hotel Djengis Khan” eller lignende?
Med de store vandpytter, der var overalt, kunne det tyde på, at det nok havde regnet hele natten, og da vi startede byturen, støvregnede det. Vores guide Murun var 23 år, og han var guide om sommeren og studerede på universitetet om vinteren. Han havde boet i England i 5 år, og talte selvfølgelig engelsk, selvom han kunne være lidt svær at forstå. Han var en flink fyr, og vi kom hurtigt på bølgelængde med ham.
Byen fik sin nuværende placering i 1778 som mongolernes hovedstad, og den har i dag 800.000 indbyggere, hvoraf 25 % stadig bor i jurter i udkanten af byen. På Sükhbaatar – Revolutionspladsen står rytterstatuen af revolutionshelten Sükhbaatar. Han erklærede i 1921, at det var slut med kinesisk indflydelse. Tidligere lå her på pladsen Sühbaatar-mausoleet, der var tegnet af arkitekten til Lenin-mausoleet i Moskva. Det blev opført i 1954, men revet ned igen i 2005 for at give plads for en ny parlamentsbygning med et gigantisk monument for Chinggis Khan i fronten. Det skulle stå færdigt i anledningen af 800-året for samlingen af de mongolske stammer i 1206. Revolutionspladsen er flankeret af Mongolian National Modern Art Galleri, National Museum of Mongolia og Museum of Natural History, der igen er omgivet af moderne højhuse.
Nationalhistorisk Museum viser fund af dinosaurer fra Gobiørkenen og bl.a. de forstenede reder og dino-æg, som den amerikanske arkæolog Roy Shapman Andrews som den første fandt i 1922. Der er også et velbevaret skelet af kæmpeøglen Tarbosaurus, der er 16 meter lang og 5 meter høj. Under det kommunistiske styre blev lamaismen bekæmpet, så der er ikke meget tilbage af de mere end hundrede templer, som byen omkring år 1900 rummede. Dengang havde byen en befolkning på 50.000 indbyggere, så der var ikke langt til en helligdom. Endelig i 1980 var der en optøning, og efter at Dalai Lama flere gange har besøgt Mongoliet, er der genåbnet stadig flere klostre.
Et par meget store guldfødder pryder pladsen, og det er fødderne i naturlig størrelse af en påtænkt buddhafigur. Selve figuren skal være 54 meter høj og hele monumentet 108 meter. Det vil blive verdens største figur, og til sammenligning er Frihedsgudinden i New York 46 meter og Kristusstatuen i Rio de Jeneiro 39 meter. Der stod en udførlig forklaring på mongolsk, så hvor og hvornår ved jeg ikke, men de havde så sparet sammen til fødderne. I vore dag er der tilknyttet over 600 munke til klosteret, og om formiddagen er der i nogle af templerne adgang til ceremonierne, hvor munkene i lange rækker fremsiger bønner. Rækker af bedemøller findes på området, og de er fyldt med sedler med bønner, der er nedskrevet på tibetansk, da det er det bedste sprog at bruge, når man skal henvende sig til guderne.
Fra broen kan man se Bogdohan-bjergene, der rejser sig op i 2.200 m højde. På bjergsiden er der med hvide sten lavet mongolske nationalsymboler som Djengis Khan i et kæmpeportræt samt et mindesmærke for de mange soldater og helte fra Mongoliets forskellige krige. For foden af bakkerne ligger det tidligere kongepalads Bogd Khaan omgivet af høje mure. Indtil 1924 levede her den sidste mongolske konge – den ottende levende Buddha, Jabtzun Damba Hutagt VIII. Paladset er en miniudgave af ”Den Forbudte By” i Peking. Det består af flere pavilloner og bedehaller og et museum med udstoppede dyr, som kongen har indkøbt i Tyskland.
Nede ved deres meget smukke, lyserøde teater gik vi selv rundt, for Murun var løbet lidt tør for seværdigheder, og vi skulle spise frokost sammen på Juulchin Tourisms regning kl. 12. Jeg foreslog, at vi så nogle ger-områder, der dog mest er træhuse med ger ind imellem. Det er fattige mennesker, der bor derinde, så det var Muran ikke meget for, så vi kørte kun forbi nogle områder og kunne kikke lidt ind fra vejen.
Vi skulle have frokost på Mongolian Barbecue, hvor man tager fra buffeten, og på en 2 meter stor, varm plade blev kødet så stegt af en kok. De unge tjenerpiger havde T-shirts på, hvor der stod ”Kiss Me – I’m Mongolian” Det så ellers godt ud, men jeg nøjedes med at få lov til at tage et billede af dem. Restauranten åbnede kl. 12, og kort efter var der mange turister. Vi sad lidt udenfor på en terrasse, og så kom det meste af personalet og spiste ved bordet ved siden af. Ikke at det generede mig, men vi ville nok kikke lidt, hvis tjenerne i en dansk restaurant begyndte at guffe i sig midt i det hele. Vi skulle selv betale for drikkevarerne, og prisen for en chokolade cookie latte var 4800, og en cappuccino small var 4.200 tugrik. Efter frokosten blev vi sat af ved hotellet, og de næste 1½ døgn havde vi Ulaanbaatar for os selv, altså foruden de 800.000 mongoler.
Vi var ikke inde i tivoliet, men gik langs med hegnet i den meget stille del. To klovne og en guldbronzeret mand var åbenbart blevet trætte af al hurlumhejet, og de sad og hvilede sig på en bænk langt væk fra de irriterende børnefamilier. I den nordlige ende af folkeparken var der ikke folkepark alligevel, for der var de ved at bygge, og faktisk er der så meget byggeri overalt i byen, at man skulle tro, at det var Berlin efter murens fald.
Bilisterne kører bestemt ikke hensynsfuldt, og af princip stopper de ikke ved fodgængerfelterne, og dårlig nok ved rødt lys. At krydse en trafikeret gade kan derfor være noget af et problem, for bilerne krydser ind imellem fodgængerne i fodgængerfelterne. Store vandpytter på vejene kører de også rask igennem uden hensyn til de gående. Med den dødsforagt bilerne kører ud og ind imellem hinanden, har jeg på fornemmelsen, at de regner biler for heste, og hvis de i en hesteflok skubber lidt til nabohesten, så sker der ikke så meget ved det. Fortovene er ret hullede, og selvom der er plantet blomster i rabatterne, er græsset ikke slået, og det giver et lidt sjusket helhedsindtryk. Befolkningen på fortovene er dog alt andet end sjuskede. Pæne i tøjet, og der er masser af smarte piger. Faktisk var der heller ikke nogen tiggere, for det er vel ikke tiggeri at stille sin badevægt op og så forlange en skilling for at blive vejet.
Vi var nede at se lokomotivmuseet, hvor der var fri adgang. Kolossalt store damplokomotiver stod på rad og række, nogle var med rød stjerne og endda et med Stalin den Sataniske malet på fronten – det må være for at skræmme befolkningen væk fra sporet. Vi var nået ned til den kinesiske fredsbro, men vi ville først krydse floden i morgen og se, hvad der var på den anden side. Vi kom også forbi en LEGO butik, men da det var søndag, havde de lukket.
På pladsen var der liv og glade dage, og det var spændende bare at side og kikke. Mødre med børn hyggede sig, og børnene kørte i elbiler, og de stolte mødre kikkede på. Enkelte ældre mennesker havde fået deres farvestrålende mongolske dragter på.
På pladsen var der en stor, rund plade, og her skulle folk også fotograferes bl.a. en mor med 4 børn. Da de var færdige, stillede jeg mig op og fik børnene med, og mor hjalp. Vi mødte dem senere, og moderen smilede stort. Folk vil gerne fotograferes, når jeg spørger pænt, også en meget lille, sej dame på en meget stor motorcykel. Jeg kunne se på hende, at hun var stolt af sin cykel, og når der så kommer en udlænding, der vil fotografere hende og motorcyklen, var hun ikke til at skyde igennem. Med et drøn kørte hun videre og vinkede.
Der er ingen stjerner eller hamre og segl at se i byen, og vi så heller ingen Leninstatuer, men jeg har siden læst, at der skulle stå en foran Ulaanbaatar Hotel lidt øst for Sükhbaatar Pladsen, hvis den så står der endnu. Mongolerne er meget glade for deres flag, og det vil de meget hellere vise frem.
Byen er lidt mere beskidt end de russiske byer, altså pænt nok på fortove og pladser, men så ligger der lige en bunke affald bag et plankeværk m.m. Vi har aldrig set en by, hvor der bygges så meget. Fortovene er ret hullede, men der kommer vel orden på det hele, når alle nybygningerne rundt omkring i bycentrum bliver færdige.
Dagen før var vi kommet forbi lamamuseet ”The Choijin Lama Monastery Museum” med gamle smukke pagoder bag en stor mur, og nu ville vi gerne se det. Det var desværre lukket søndag og mandag, og det var mandag i dag. Ellers er det åbent 9-17.30, hvis nogen skulle komme forbi. Gitte var stadig besat af at finde den danske ambassade. Den lå dog ikke på den gade, der var angivet på kortet. Jeg spurgte nogle håndværkere, som selv hilste godmorgen, og en af dem pegede og sagde en hel masse på mongolsk. Jeg blev parkeret i en lille park, og Gitte gik ud ad Peace Avenue, hvor den ikke skulle ligge, men pludselig smældede et rødt og hvidt flag – det polske.
Vi ville godt se det hvide kæmpebillede af Djengis Khan på bjergskråningerne, men der var hele tiden nogle højhuse i vejen. Vi var kommet langt ud af Chinggis Avenue, og på sydsiden af floden ligger det tidligere kongelige palads Bogd Khan, og her residerede den sidste mongolske konge, den ottende levende buddha Jabtzun Damba Hutagt VIII, indtil kongedømmet blev afskaffet i 1924. Paladset er bygget mellem 1893 og 1903 og fremstår i herlig pagodestil opdelt i et sommerpalads med pavilloner og bedehaller og et vinterpalads i en to etages murstensbygning i ældre russisk stil og skænket af den russiske zar. Kongepaladset var åbent, og det kostede 5.000 tugrik for en billet, og det var rimeligt nok, men så ville de have 50.000 tugrik (200 kr.) for en fotobillet, og da det var optrækkeri, var det nixen bixen, og så købte vi i stedet for nogle postkort.
Jeg måtte ikke tage mit kamera frem for Gitte, for vi havde jo ikke fotobilletten, men dette optrin måtte jeg lige have et billede af. Gitte var gået om på den anden side af optrinnet, og hvad så jeg, hun stod og fotograferede. Fy.
Livlig trafik på Chinggis Avenue, hvor der stod kvinder og tørrede negle ved at række hånden pegende opad. Det var måske så alligevel ikke for at tørre negle, men for at få et lift.
Ved restaurant Ambrosia så det hyggeligt ud, og andre gæster sad udenfor i skyggen og fik en øl. Jeg spurgte tjeneren, om de havde lunch. Ja, det havde de, og jeg troede, at han ville hente menukortet, men et øjeblik efter kom han med en stor skål borsjtj dog uden rødbede, men med masser af kød, grønsager og hjemmebagt brød. Jeg funderede over, om lunch betyder suppe på mongolsk? Vi blev rigeligt mætte, men lidt efter kom han med en stor portion ris med krydret kød, men der måtte vi levne. 20.000 tugrik for det hele incl. drikkevarer. Lige over for restauranten lå ”Song and Dance Academic”, og der lød smægtende toner derovrefra.
Videre ud af Peace Avenue, og i et stort kryds går Zanabazar Street op ad bakken, for vi ville gerne gense Megjid Janraysig templet, også kaldet Gandan klosteret. På begge sider af vejen op til templet er der småhuse a la brædder, og ind imellem er der ger-telte. Bebyggelsen er omgivet af store hegn, så beboerne er nok ikke så interesserede i, at uvedkommende snuser rundt i deres fattigkvarter. Det var dog stadig kun ganske få fattigt udseende personer, vi så.
Vi gik rundt og satte os i nogle af de mange hyggelige gårde i forbindelse med templet. Hos en lille dame købte jeg en pose duefoder, gav selv duerne lidt og overlod resten til en lille pige, der så fodrede videre med et stort smil. Så var der lige tid til en tur rundt på bedemøllerne, og så kunne vi ikke gøre så meget mere for, at guderne ville være os venligt stemt til den videre rejse i morgen. Trafikken er for viderekomne i Ulaanbaatar, og en fodgængerovergang er umulig at bruge, da den ikke respekteres overhovedet. Vi var flere gange nødt til at gå omveje for at komme over ved et lysreguleret kryds, selv om bilerne da også sagtens kan finde på at køre over for rødt lys, og også busserne. Der var meget mere trafik her om mandagen i forhold til om søndagen, hvor Muran løb tør for stof en time før beregnet, da vi bare gled let igennem trafikken.
Der er på en eller anden måde stadig noget wildweststemning over Ulaanbaatar. Et sted kom vi forbi en flot indgang til et tempel med to stenløver udenfor, men selve templet var fjernet og var blot en ukrudtsmark med stumper af mursten. Men hvor var det pænt af Stalin, at indgangen godt måtte blive stående. Der er mange henrivende, små børn i Ulaanbaatar, og pigerne er ofte stadset ud som prinsesser. Og ammeproblematikken er endnu ikke nået til Ulaanbaatar, for kvinderne sidder åbenlyst og ammer.
Muran ringede og sagde, at der i morgen var afgang fra hotellet kl. 8.30. Vi skulle fortsætte en dagsrejse med Den Transmongolske Jernbane, og i ørkenbyen Sainshand skulle vi af og videre ud i Gobiørkenen, og vi glædede os. |
Efter en nat, hvor vi kun havde halvsovet, blev dørene åbnet med et godmorgen kl. 5.10. Togstewardessen eller togdamen, som jeg kalder dem, ville være sikker på, at vi var vågne, for toget skulle ankomme til Ulaanbaatar kl. 6.10. Det var med at komme hurtigt ud på toilettet, medens det var ledigt, så vi sprang ud og fik børstet tænder. Det var kun lige begyndt at lysne, og der kunne ses stepper med hvide ger-telte foran bjergene, der lå i baggrunden. Efterhånden som det blev lysere, kunne det ses, at det var overskyet.
Vores medrejsende Rasmus og Emilie skulle også af her, så vi fik sagt pænt farvel til dem samtidig med, at vi alle fire prøvede at pakke sammen på 2 m2 gulvplads.
Vi blev checket ind allerede før kl. 7 om morgenen, og det var en stor behagelighed. En hoteltjener bar kufferterne op ad trapperne. Jeg havde ingen mongolske småpenge, så personalet må få senere, og jeg kendte heller ikke prislejet i Mongoliet. Vi fik et fint, stort værelse, og efter et herligt bad var vi klar kl. 9.00 til en guidet bytur med Murun.
Byen virker som en moderne, russiskpræget by med biler, busser og betonforstæder, men alle bygninger er højst 70 år gamle, for i 1940’erne boede det meste af befolkningen i ”jurter” eller ger-telte, og kun nogle få regeringsbygninger samt i hundredvis af templer og klostre var bygget af sten.
Fra sydenden af Revolutionspladsen og tværs igennem byen går Enkh Taivny Örgön Chölöö, der betyder noget i retningen af Peace Avenue, og det er også noget nemmere at huske for udlændinge. Avenuen har masser af forretninger og restauranter, og den slutter ved en rundkørsel med et monument fra 2. verdenskrig.
Gandan-klosteret var det eneste fungerende lamatempel i Ulaanbaatar under kommunismen. Det blev startet i 1838 og færdigbygget i 1912 for at fejre Mongoliets delvise selvstændighed. I 1911 fik templet en 26½ m høj Buddha-statue, men den blev fjernet af kommunisterne i 1937, og metallet blev brugt til geværpatroner. Buddhaen er i dag derfor en kopi, som blev doneret af Japan og Nepal i 1996. Den er lavet af kobber og er forgyldt med ægte guld. Statuen indeholder 27 ton medicinplanter og to millioner mantras. I området er der desuden fire Colleges of Buddhist Philosophy samt det gyldne Dedenpovaran-tempel fra 1841 og det større Ochirdary Sum omgivet af en rød mur.
Over Dund-floden går Peace Bridge. Det er en stor flot bro, der er en gave fra kineserne, som i 1960’erne gerne ville være gode venner med Mongoliet i striden mellem Sovjet og Kina. En ny bro ville vel være en god tommelfinger på vægtskålen om, hvem man skulle holde med.
På modsatte side af vejen ligger det store Nationalstadion, hvor der i dagene omkring 11.juli afholdes den traditionelle ”Nadam-fest”, hvor folk i 3 dage strømmer til hovedstaden for at deltage i eller overvære de mange sportsstævner. Der kæmpes i de traditionelle sportsgrene som bueskydning, brydning og hestevæddeløb. Hver vinder af en brydekamp fortsætter hele tiden, til der ikke er flere modstandere tilbage. Hestevæddeløbene er inddelt i grupper efter hestenes alder. Rytterne er ofte kun børn, da det gælder om at være så let som mulig, og så går det 35 km ud over stepperne uden sadel. Kvinderne deltager både i hestevæddeløb og bueskydning, medens brydningen overlades til mændene. Ærgerligt nok, så var festen lige overstået, da vi ankom, men til gengæld var der så mere ro over byen.
Vi fortsatte over den kinesiske Peace Bridge til Kongepaladset, hvor der var en souvenirforretning. Vi var ikke inde i paladset, for det havde Juulchin Tourism ikke givet penge til, så det ville vi selv se dagen efter. I en fornem forretning med kashmiruld fik vi købt er par hjemmesko med snabelsnude og et tørklæde af ægte kashmiruld. Vi brugte Masterkortet, og det så lidt voldsomt ud med 70.700 tugrik, men i danske kroner er det dog kun 280 kr. Et andet sted købte jeg en ægte mongolsk tophat, nogle postkort og en T-shirt til i alt 40 US dollars. Som det kan ses, kan der i forretninger sagtens betales med dollars.
Som i Rusland er alle græsplæner meget langhårede, også selvom der er plantet blomster langs kanten. Nå, men det er nok også kun noget, en gammel seniorgartner lægger mærke til.
På bykortet ser det ud til, at der er et meget stort grønt område kaldet Folkeparken eller The National Culture & Recreation Park. Og rigtigt nok, i den en ende er der et tivoli med rutsjebane, karruseller og det hele. Det meste af Folkeparken var dog en grøn ødemark, der var spærret inde af et hegn. 
Langs med folkeparken går der en befærdet vej, og vi så med rædsel en lille pige løbe grinende på vejen, medens hun vendte sig og kikkede efter sin far, der spænede efter. Bilerne susede forbi pigen, og vi stod rædselsslagne og stirrede og ventede det værst tænkelige. Heldigvis fik far fat i hende, lige inden hun ville krydse ud i næste vejbane. Jeg glemmer det aldrig, selvom der ikke skete noget.
Ifølge en guidebog, jeg læste, skulle det myldre med gadebørn i Ulaanbaatar, og de stjal og tiggede hos turisterne, så det skulle være en gru, men dem så vi ikke noget til. Det nærmeste vi så til det fænomen, var tre drenge på rulleskøjter, der tilsyneladende stod og delte nogle penge. De var lidt nussede i tøjet, men var samtidig meget dårlige til at løbe på rulleskøjter, så de ville ikke kunne komme ret hurtigt væk, hvis de havde lavet noget lyssky.
Nede på Sükhbaatar-pladsen var der i en bygning en udstilling af et fuldstændig velbevaret skelet af en dinosaurus foruden dinoæg og plancher. Der var mange mennesker derinde, og de stillede sig op på skift foran det tandbesatte hoved for at blive fotograferet. Dette skelet var fjernet ulovligt fra Mongoliet og var endt i USA, hvor det var kommet på auktion. Mongolerne havde prøvet at stoppe auktionen uden held, og det havde indbragt 1 million US dollars. På en eller anden måde havde USA’s regering købt skelettet tilbage og havde foræret det til den mongolske regering. Det var der selvfølgelig gjort opmærksomt på med et stort diplom, men alligevel var det en fin gave.
Regeringsbygningen var åben, og i forhallen var en stor udstilling af forskellige kunstnere. Mange af gæsterne gik op på 1. sal, så vi gik med, og deroppe var det allerhelligste bag en stor glasrude. Måske var det deres grundlov, men alle skulle stå foran og blive fotograferet. 
Vi spiste på en KFC, der er noget af det mest amerikanske, der findes, men det er slået an i Mongoliet, og der var et mylder af mennesker. Vi fik en kyllingeburger, pommes frites og et bæger med te – det sidste var en overraskelse, alt i alt 17.000 tugrik lig med 61 dkr. Når maden var færdig efter bestillingen, så kom det op på en tavle, så i alt mylderet gik det som smurt.
Vi bor i et kvarter med flere højhuse under konstruktion. Der er også flere andre hoteller og ambassader. Ved den japanske ambassade gik en politibetjent udenfor, og man måtte ikke fotografere bygningen, fandt vi ud af. Gitte måtte bedyre, at hun kun havde fotograferet blomsterne foran bygningen. Den danske ambassade skulle også ligge i kvarteret, og den var afmærket på kortet, men selvom vi havde ledt efter den dagen før, havde vi ikke fundet den. Ikke at vi skulle bruge den til noget, det var bare for at se den.
På hjørnet lå et stort supermoderne post- og bankkompleks. Gitte fik købt nogle frimærker til Danmark til 1.000 tugrik stykket, og jeg vekslede 100 US dollars og fik 145.000 tugrik, og så regnede jeg med, vi havde nok til Mongoliet.
Hyggeligt lille område bag røde mure, og 5 børn i mongoldragt sang og spillede. De var med i en filmoptagelse, og to globetrottere havde tilfældigvis fundet dem i det kongelige palads, der var den perfekte kulisse. De to globetrottere, en mand og en kvinde, var selvfølgelig i korte kakibukser og cowboyhatte, og på ryggen havde de en rigtig gammeldags ransel med læderremme magen til den, jeg havde som spejder for 50 år siden. Senere sad globetrotterne på hug og talte med børnene gennem en tolk, og det var helt tydeligt, at det var et rejseprogram, hvor de var kommet til det vilde Ulaanbaatar. Kameramanden skulle så lige passe på, at han ikke fik et nybygget højhus med i baggrunden.
Vi så kongens samling af udstoppede dyr købt i Tyskland – dem måtte han da have fået billigt. Til gengæld var der også den kongelige ger, der var helt dækket af leopardskin, og den var bestemt en konge værdig. I bedesalene var der interessante samlinger af forskellige bronzeguder, så det er et fint sted at besøge.
Ved siden af den russiske ambassade ligger Souvenir House, der har alt fra mongolske hestesadler til køleskabsmagneter. Jeg fik købt et spil skak, hvor brættet er af filt og kan rulles sammen til et rør. Desuden en flot pelshue, en T-shirt og en ridepisk af læder. Pisken lugter intenst af det vilde Mongoliet, og den er ikke til at være i stue med, så herhjemme hænger den til afgasning ude på balkonen. Hele herligheden blev 135.000 tugrik 540 dkr., som Masterkortet slugte, og så var mit behov for mongolske souvenirs også ved at være dækket.
Min fototilladelse for i går gjaldt stadigvæk, da der stod 2013 på tilladelsen. Den skulle vises, og der blev sagt OK. Ved indgangen stod en mand og skældte vagten ud på engelsk. Det var vistnok noget med fototilladelsen, men det var ret pinligt, da den engelsktalende mand nærmest råbte, og så lige foran en helligdom. 
Lang tur hjem, og vi havde gået fra 9 morgen til kl. 17 om eftermiddagen og kun holdt frokostpause og enkelte drikkepauser.
Vi orkede ikke at gå mere, så vi spiste på hotellet. Der var næsten tomt i restauranten ud over en mand med en jakke på som en 7-stjernet grønspættegeneral, idet der var 40-50 medaljer på jakken. Han hængte den på stolen og gik ud, og imens fotograferede jeg den. Jeg havde meget lyst til at spørge, om det var for sjov eller i fuldt alvor og i givet fald, hvad han havde gjort for at blive så dekoreret. Restauranten diskede op med ristet kyllingebryst, pommes frites og salat, og med to cola blev det 21.400 tugrik, og så var det yderst velsmagende.