Den Transmongolske Jernbane.
Bumletog til Kina.Jorden rundt med tog 15. del Gobiørkenen. Juli 2013 Af Kim Greiner Efter at have rejst med bumletog i to uger med Den Transsibiriske Jernbane, dog med flere dages stop i interessante, russiske byer, var vi fortsat med Den Transmongolske Jernbane. Vi havde et tredages stop i mongolernes hovedstad Ulaanbaatar (Se 14. del af Jorden rundt med tog), hvor vi bl.a. så Megjed Janraisag-templet med en 26,5 meter høj Buddhastatue af kobber belagt med guld. Hele tempelkomplekset er genopbygget i 1996 efter kommunisternes fald, for de tålte ikke, at befolkningen havde guder at bede til, så de ødelagde i tusindvis af gamle klostre i Mongoliet. En eneste pæl i dette kloster havde den flinke Stalin skånet, og vore dages pilgrimme klappede og kyssede pælen i en uendelighed.
Ulaanbaatar har i det hele taget ikke ret mange gamle bygninger tilbage, og der bygges på livet løs overalt i byen. Jeg havde læst, at byen var fuld af forhutlede gadebørn, der skiftevis tiggede og stjal fra turisterne. Vi så ikke et eneste barn, der ikke var velklædt, eller et eneste barn, der tiggede. Og i de 5 russiske byer, vi udforskede plus i Ulaanbaatar, så vi tilsammen ikke flere tiggere, end man kan se i København på en eftermiddag. Vores personlige guide Muran hentede os til tiden, og vi ankom i god tid til stationen, inden toget rullede ind på perronen. Der var masser af leben, og tilsyneladende skulle mange med toget mod Sainshand og måske videre til Beijing. Afgangen var 9.35, og selvfølgelig kørte toget præcis til tiden. Muran, som havde vist os Ulaanbaatar, rejste med, fordi han også skulle være vores guide i Gobiørkenen. Det var en dagstur, og i samme kupe var også en fransk dame, der havde rejst rundt i Mongoliet i flere uger.
Jernbanens kilometerpæle starter med 0 ved grænsen mellem Rusland og Mongoliet, og Ulaanbaatar ligger ved km 430. Efter Ulaanbaatar passerer toget den lille station Khonkhar, og her går en sidelinje ind til kullejerne ved Nalaih, og sidenhen ser vi hundredvis af godsvogne læsset med kul.
Jernbanen går igennem lave, grønne bjerge, og der ses flokke af køer, inden banelinjen begynder at stige. Jernbanen slynger sig for at overvinde stigningen, og ved km 458 nås 1.700 meter over havet. Derefter går det nedad igen, og den endeløse steppe breder sig til begge sider, og Mongoliet begynder at ligne det Mongoliet, som jeg havde forestillet mig hjemmefra. Store, grønne bakker, flokke af husdyr og med hvide gers dekorativt spredt i landskabet.
Ved en station, der måske er verdens mindste, stopper toget. Der er ikke mere end tre fine, nye huse, men stationsforstanderen står alligevel og overvåger det hele med sit gule flag. Tre unge mænd står ved deres motorcykler og kikker, måske er det fremtidens cowboys, for der ses ret meget kvæg og hesteflokke. 473 km fra grænsen er der igen stop ved tre huse og en ger. En krumbøjet gammel mand og en mor med et par børn står og kikker på – de vil nødig gå glip af dagens begivenhed. Ved de små stationer standser toget kun i få minutter, så folk lige kan komme af og på.
Der går en vej parallelt med banen nogle hundrede meter inde i landet, men der er kun ganske få biler. Efter sigende går vejen hele strækningen fra Ulaanbaatar til Sainshand. Vi er nu i Gobiørkenen, der er 40 gange så stor som Danmark. I en højde af 1.400 m over havet går banen nu snorlige igennem ørkenlandskabet, der kun er sparsomt beboet.
Ved km 649 nås stationen Tjöir, der indtil 1992 var den største sovjet-base i Mongoliet, men nu er der kun rester tilbage efter besættelsesmagten. Klokken var blevet 3 om eftermiddagen. Der var et 20 minutters stop, og vi var over halvvejs til Sainshand. Passagererne myldrede ud at toget, for de handlende stod på perronen og solgte sodavand og store kartoffelmadder. Det var et eksotisk leben, og så tudede toget, og vi myldrede ind igen Det bliver mere og mere tørt, og hvis man er meget heldig, det var vi dog ikke, så er det her muligt at se vildtlevende kameler. Mongoliet er det eneste sted i verden, hvor der endnu lever vilde kameler, og i 1983 fandt man ca. 700 dyr efter en flytælling. Kamelerne er meget sky, og de kan løbe lange stræk med op til 70 km i timen. Hvad de lever af, er svært at sige, og skygge er der langt til, for der er ikke et eneste træ eller busk at øjne, kun græssteppe.
Efterhånden er landskabet fladet helt ud, og jorden bliver mere sandet, så jeg kan godt forstå, at der ikke kan gro andet end græs, og det ligner endda marehalm, så vi er så sandelig kommet ind i Gobiørkenen. Vejret var blevet let skyet, og det var blevet dejligt varmt. Vi stoppede stadig ved småbyer, der ikke står på kortet. Det grønne græs er blevet afløst af gult græs, så hele landskabet ser gult ud og ligner mere og mere en ørken. Toget standsede ved en lille flække, og jeg gik ud på perronen (det er ikke hver gang, der er en perron, og så går man bare ud på jorden) for at trække vejret. Der stod en mongolsk mor med en lille dreng. Pludselig sagde drengen Papa på svensk og med svensk accent. Tænk at stå midt ude i Gobiørkenen og tale svensk/dansk med en mongolsk mor. Nå, det viste sig at mor Nara og Armin faktisk også var med på toget, og de var på ferie. Naras mand var svensker, og de boede i Stockholm på 5. år, og hun var ved at læse til læge. Faderen var hjemme for at arbejde, men hun var på hjemmebesøg i Mongoliet. Hun talte normalt mongolsk til Armin og faderen svensk, så han var ved at være tosproget. Da han så mig, sagde han Papa, for jeg må åbenbart have lignet lidt. Armin fik en pakke tusser, og sidenhen var de henne til vores kupe og hilse på og snakke flere gange.
Vores medrejsende franske dame Ariane talte også engelsk, og hun var meget interesseret i shamaner og deres lægekunst. På et tidspunkt livede hun gevaldig op, og hun fik også snakket med Moran, der havde shamaner i familien. Hun var en nydelig dame, der var slank som en ål, og da hun tilsyneladende kun spiste nødder og mandler, kunne det være vi skulle spise noget mere af dem. Hun lovede at skrive noget om shamaner til min hjemmeside.
Selvom der var 12 luksus-gers og 16 filtgers, var der kun et andet par foruden os i campen. Det var blevet bælgmørkt med en fin stjernehimmel, som kunne nydes i det lune vejr, men det var alligevel sengetid. Hovedpuderne var lidt udefinerlige, for det føltes som en sæk ris med hovedpudebetræk, så den krævede lidt hjælp af nogle af de andre puder. Ikke en lyd hørtes, og der var så stille, at det rungede i hovedet. Vi var tidligt oppe og ventede på morgenmaden, som var klar til 8.30. Vi ville da gerne have haft den en halv time tidligere, men Muran var vist B-menneske, og han fik den trukket til den lidt senere tid. Vi opdagede, at de togbilletter, som vi havde fået af Muran til næste dag for at fortsætte på Den Transmongolske Jernbane var med afgang 7.15, og vi havde ellers hørt, at toget først afgik midt på eftermiddagen. Det krævede en forklaring, og det viste sig, at vores tog afgik fra Ulaanbaatar 7.15, og så ville det være fremme ved Sainshand kl. 15.00, men det stod der ikke noget om på biletten. Solen begyndte at gå igennem skydækket, og da den nærmest steger, måtte den gerne for min skyld forblive bag skyerne, bare det ikke regner. Morgenmaden bestod af æg, pølse, salat og ris, og vi fik opklaret det med toget.
I Murans ger var der 4 lidt klemte senge, men det var normalstørrelsen for en nomadefamilie. I denne camp skulle de, der boede i filtger, gå helt hen til en ganske nydelig toiletbygning – og det havde vi jo nok overlevet. Nomaderne har jo nok ikke en toiletbygning med, så det er nok noget med et hul i jorden ude på steppen.
Tilsyneladende er det kun et par af de store luksusgers, der er beboet, og ikke nogen gæster i de små ud over Muran. Fra en af de andre luksusgers er Pavarotti ved at synge den store arie, men ganske lavt og behageligt. Faktisk hedder sådan et sted som her ikke en camp, men et mongolsk gerhotel, og det kunne de jo bare have sagt hjemmefra. Vi startede på en ny ørkenvandring og denne gang både med en flaske vand og en paraply i baglommen. Der går mange veje gennem ørkenen, for når en bil har kørt tre gange i det samme spor, så er det en vej. De krydser hinanden og går i alle retninger, og der er en værre trafik. Først så vi en lastbil i det fjerne, og efter et kvarter så vi en jeep, og allerede efter kun en halv time så vi endnu en lastbil.
I nærheden af vores camp stod der et skilt på ”hovedvejen”, og det viste væk fra campen – de ville nok ikke have det rend. Omkring campen har de prøvet at plante buske i en ½ meter dyb rende, og det så ud til at lykkes. Der var også et lille vandreservoir, hvortil det løb lige så stille med køligt vand, der kom fra undergrunden. El til campen fik de fra Sainshand, og derfor kunne stilheden opretholdes i stedet for en larmende dieselgenerator. Tsoodol, der var ejer af Tavan Dokhio Camp, en midaldrende vejrbidt mand, var chauffør og guide. Han talte kun mongolsk, og via Muran, der talte mongolsk og engelsk, fik jeg via min kone Gitte, der er bedre til engelsk end jeg, oplysningerne på dansk – det kan godt være, der er smuttet nogle detaljer. I den første halve time kørte vi ud ad de flade jordspor, som vi kendte, men så blev landskabet mere bakket, og oppe på en top var der to store, runde stenvarder med en ekstra stor knop på toppen. Det var for at ære moderskabet og kvinden, og det er kun kvinder, der må gå rundt om de to kæmpestore ”bubies”, så det gjorde Gitte, medens vi andre så på. Fra toppen var der udsigt til klosteret Khamaryn Khiid, der tidligere havde huset omkring 500 munke, men nu bor der kun omkring 20. Hele klosteret var ved at blive genopbygget efter Stalins nedrivningsdille i 1930’erne. Det oprindelige kloster var fra 1821 og var bygget op om en kult startet af Danzan Ravjaa (1803-1856), der af de lokale blev betragtet som en levende gud, og han var en populær leder af ”Mongolian Red Hat Buddhists”. Han var forfatter, ekspert i yoga og traditionel medicin m.m., og så kunne han lave vand om til whisky. (Derfor måske populariteten). Igennem livet samlede han statuer, malerier, originale manuskripter, operakostumer og rituelle objekter. I alt var der samlet 1.500 trækasser med effekter, inden Stalin kom og jævnede og smadrede det hele. En mand kaldet Tudov, der var i familie med Danzan selv, nåede at begrave 64 af 1.500 kasser med objekter i ørkensandet, medens klosteret blev smadret. Senere er de fleste kasser blevet fundet og kommet på museum i Sainshand, men der er stadig 17 kasser, der ligger i ørkensandet som skatte.
Rundt om hele klosterområdet går en 3 km lang sti, og den var markeret med små stupaer med bedemøller. Efter sigende markerede stupaerne det forhenværende klosterområde, som nu igen er blevet til ørken efter ødelæggelsen. På en bakketop på stien var i ensom majestæt ophængt en stor klokke – det var en kopi, da originalen også var ødelagt af tyranen. 3 dunk på klokken tilkalder guderne og vil give et langt liv – og det er vel også værd at tage med. I 1853 fortalte Danzan Rajaa den lokale befolkning, at han ville dø om tre år, men de kunne for evigt komme til Shambhala og tale med hans ånd. Shambhala, der består af fire stupaer med Buddhas øjne, er nu omringet af 108 nye stupaer, (108 er et helligt tal for buddhisterne), og 18. september bliver der her holdt en festival. Der var et billetsalg til området, men da der kun var os og en gammel haltende kone og hendes søn, ville det nok være en ensom og lidet givende post at sidde her og sælge billetter a 1.500 tögrög – sådan ca. 6 kr.
Tæt på grotteområdet var der fundet et dinosaurusskelet, og ikke nok med det, for hele rygraden og halen lå der endnu. Det blev udpeget os fra en lille bakke, og vi kikkede ned. På lang afstand var det tydeligt at se, i hvert fald da det var blevet udpeget. Jeg spurgte, om vi kunne komme tættere på, og ”sure” kunne vi det. Så vi gik helt ned, og der lå rygraden med knogler så store som brosten, der så blev mindre og mindre mod halespidsen. Er der ikke nogen, der kan finde på at stjæle nogle af knoglerne som souvenirs, spurgte jeg. Nej, nej da, for det er et fredet område, så det var der ingen, der kunne finde på. Det må siges, at der var en ovenud stor tillid til menneskeheden i dette område af Gobiørkenen. Det var fantastisk at stå der og se et dinosaurusskelet, der bare lå der i ørkenen.
Endelig kom vi af med en tung gave, som var beregnet til dette besøg. En fin gaveæske med forskellige sæber og creme og en farvelade og nogle tusser til børnene. Hun tog posen uden at kikke og lagde den om bagved, så vi ved ikke, om hun syntes om gaven, men jeg tror den passede meget godt til hende.
Vi var nu de eneste gæster på campen. To personalebørn kom forbi og hilste, og de fik en pose balloner, som de senere morede sig med. De kunne godt puste dem op, men ikke slå knude, så det måtte vi lige hjælpe med.
Middagen var forsinket på grund af strømafbrydelse, men hvad gjorde det, for vi sad trygt og godt. Det ruskede og lynede stadig i baggrunden, og ved 22-tiden lød der stemmer, og to andre af luksusgererne blev beboet. Det var nu blevet helt stille, månen var fremme, og der var stjerner på himlen, men det lynede stadig i baggrunden. Kl. 3 om natten vågnede jeg og troede, at det stadig lynede, for der kom lysglimt i det øverste vindue, men der var ingen torden, og det var da mærkeligt. Det viste sig, at det var nye gæster, der var strandet på vej ud til klosteret fra Sainshand og nu søgte husly. Det var lommelygter, de havde viftet rundt med og nogle gange havde ramt vinduet, så det lignede lynglimt. Jeg var lige oppe for at kikke, og nu var stjernerne på himlen plukkemodne.
Vi var inde at se Aimag Museum med en fin udstilling af dinosaurer med knogler og æg m.m. Der var endda en udstoppet flyveøgle – der tydeligvis ikke var helt original. Et kort angav, hvor der var fundet forstenede dinosaurer i Gobiørkenen, og det havde åbenbart været et meget yndet sted at dø. Derefter så vi på udstoppede mongolske dyr, og så var der udstilling om stenalderen, bronzealderen, jernalderen og de vilde hunner. Udstillingen sluttede med den besatte periode og til sidst befrielsen fra kommunisterne. Det var et meget støvet museum og overraskende nok, at medarbejderen på museet var en smuk pige i lårkort, og hun så ikke spor støvet ud. På den modsatte side af vejen var et museum om lamaen Danzan Ravjaa, men det var desværre lukket. Vi gik dog ind i området ved museet, og her var der store legepladser og et bassin med hånddrevne pedalbåde. En lille pige faldt i vandet, da hun ville fra borde, og båden gled udad. Hun hylede forskrækket, men moderen fik hende lynhurtigt fisket op. Vi havde inviteret Muran på lunch for at få tiden til at gå og selvfølgelig for at få noget at spise. Vi spurgte også Jargalmaa, om hun ville spise med, for hun havde stadig vores kufferter i bilen, men hun ville ordne nogle ærinder imens. Besøgte en lille souvenirbutik, der bare var en lille del af en større forretning. De havde mest noget a la ”den lille havfrue”, men vi fandt et par søde mongolske figurer. Vi var stadig i god tid til togafgangen, så vi kørte op på en høj med en fin udsigt over byen. Her stod også en ”soldaterhelt” med en mortér og en gammel kampvogn, som nogle børn kravlede rundt på. Desuden var der en slags varde med sten, som folk havde dynget op, og så kunne man ønske.
Vi fik sagt pænt farvel til Muran og inviterede ham til at besøge os i Danmark. Vi havde 60-70.000 T, som kun kan bruges i Mongoliet, så fik han lige en 100 dollarseddel oveni til sin videre uddannelse. Jeg ved ikke, hvad han havde forventet i tips om overhovedet nogen, men vi havde været glade for ham, var på god bølgelængde, og vi kunne grine sammen. Han skulle nu vente 6 timer i Sainshand og så med toget 10 timer tilbage til Ulaanbaatar.
Jernbanen gennem Gobiørkenen blev anlagt med sovjetisk hjælp og var færdig i 1956. På det tidspunkt var der venskab mellem Rusland og Kina, og man regnede med en omfattende godsvognstrafik gennem Gobi, hvor der blev anlagt flere krydsningsstationer, hvor togene kunne passerer hinanden. Så kom der gnidninger mellem de to lande, så der var ikke megen trafik, og stationerne forfaldt. Godstrafikken er nu igen godt oppe at køre med kinesiske varer til Rusland og Mongoliet og tømmer fra Sibirien og olie fra Rusland. Vi kørte forbi et par småbyer, hvor toget ikke engang standsede, så vi var kommet om bord på et turisttog. Nogle af vognene var endda 1. klasse, hvor der kun var to køjer i hver kupe, derudover et bord og en lænestol og eget toilet. Vi ville spise i spisevognen, der var smukt dekoreret med træudskæringer og drager på væggen. Der var fyldt godt op med gæster, og flere borde var reserveret. Efter 10 min. var der plads, og den lidt tykmavede tjener spurgte ”dinner”, og vi sagde ja, og det var åbenbart en fast dinner. Efter lidt tids forløb, kom der en lille salat, derefter en lille hakket bøf med lidt ris og desserten uden den store fanfare: en tør kiks til hver. Vi blev bestemt ikke overmætte, så de må spise meget småt i Kina. Incl. to cola kostede dette 350 yuan omkring 320 gode danske kroner. Undervejs i måltidet delte vi bord med to svenskere og kunne i en kort stund tale vores modersmål, og de kunne næsten godt forstå os.
|
Det var skyfrit vejr fra morgenstunden, da vi forlod Hotel Edelweiss i Ulaanbaatar. Foruden lidt tips til stuepigen gav vi 20.000 (ca. 80 kr.) til receptionen til hotellets bemanding. Vi skrev et kort (med dronning Margrethe på), at vi havde været meget glade for at bo på deres hotel, fordi de var så hjælpsomme, venlige og især smilende. Personalet hilste og vinkede også til os uopfordret – her kunne russerne på hotellerne godt lære noget.
Toget bevægede sig langsomt ud af Ulaanbaatar. Bebyggelsen i forstæderne er spækket med gers, der er mongolernes traditionelle beboelse. De faste træhuse ser tilsyneladende noget bedre ud standsmæssigt end de russiske træhuse.
Toget snor sig igennem landskabet som en ål, men da vores vogn er midt i toget, er det svært at fotografere forenden eller bagenden. Sporet er på lange stræk kun etsporet, og hele tiden er det gravet ned eller løber på dæmninger, så denne strækning har været ret besværlig at anlægge. Toget tuder, inden det kører ind i kurverne, hvis der nu skulle være et modkørende tog, som skulle have misforstået køreplanen. Ind i mellem er der vigespor, så modkørende tog kan passere. Vi er gået over til diesellokomotiver, da det ikke kan betale sig med el på disse øde strækninger. Mange gange op ad bakkerne oser det som et damplokomotiv.
Der begynder at komme hegn langs banen, og det er for dyrenes skyld, men måske også nok lidt for toget. Vi stopper ved den ene station efter den anden, og det er som at stoppe i ingenting. Så det er så sandelig bumletoget til Kina.
Det var tid til at spise den mad, som Muran havde medbragt. Gitte hvilede i overkøjen, og jeg sagde til Muran, at han bare skulle vække hende, men det turde han alligevel ikke, så jeg måtte blidt kalde på hende. Maden bestod af salat, pommefritter og noget hakket et eller andet – ingen knive og gafler, nu var det pinde.
Det er bestemt ikke turisttoget, vi er med, da de medrejsende tilsyneladende alle er mongoler eller kinesere på vej hjem. Vi kom lige forbi en hesteflok med mange føl og helt tæt på, men jeg nåede ikke at få kameraet i stilling.
Ørkenen blev mere og mere gul, og der var ikke meget at leve af for en ko. Alligevel så vi skyer i det fjerne, hvor det også kunne ses, at det regnede, så noget vand må de da få.
Vi kørte ud af byen ad et hjul- eller sandspor fyldt med huller, og det var svært at se, hvor vejen egentlig var, men vores kvindelige chauffør kringlede sig uden om de værste huller. Vi kørte i ca. 45 min. med sorte skyer til venstre, og så var vi fremme ved Tavan Dokhio Camp, der lå midt på den store slette i Nowvay, Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men bestemt ikke dette. Vi vidste, at vi skulle bo i en camp, og at vi skulle overnatte i ”ger” (nomadernes filttelte) eller noget lignende, men dette var en luksusger, og vi måtte helt bestemt have fået kongens ger. Der var en stor dobbetlseng og to andre brede senge, 2 store herskabelige sofaer med et væld af puder og et bord med løvefødder. Der var eget fint badeværelse med brusekabine og endda med wc-papir. Vi havde været indstillet på at skulle overnatte i et filttelt og måske sammen med en nomadefamilie, men man kan vel dårligt tillade sig at klage over, at komforten er meget bedre, end vi havde forventet. Vi troede også i begyndelsen, at vi måske skulle dele geren med andre (vi var jo vant til at dele sovekupe på den transsibiriske), men det var vores hele herligheden, og det var sikkert den flotteste overnatning på hele turen.
Sen aftensmad i et stort rundt hus, der var bygget, så det lignede en ger, og vi startede med en gulerodssalat, derefter en slags kåldolmer, hvor Muran viste os, at de faktisk skulle spises med fingrene og sluges i et stykke. Til dessert lidt kage og det hele skyllet ned med te. Da al kost var incl. på ørkenturen, var det meget svært at bruge penge, men vi fik da købt en flaske vand og en cola til næste dag.
Om morgenen var der stadig rungende stilhed, og ikke en vind rørte sig. Det var en halvskyet og behagelig morgen med tilpas temperatur. Der var nu kommer nogle enkelte lyde – det var nogle pip fra nogle gråspurve. Så kom der nogle snakkelyde fra nogle kvinder, der gik og vandede – hvor det vand så end kom fra. Jeg så noget, jeg aldrig har set før. Græsset mellem fliserne på gangen blev vandet. Hjemme ville vi jo have bekæmpet det med kemikalier eller brugt en ukrudtsbrænder, men her blev det vandet, så det kunne se lidt frodigt ud. 
Vi var inde at se Murans ægte ger (hvor var han heldig). Man må aldrig træde på dørtrinet, for det betyder ulykke for både ejeren af geren og for den, der træder på dørtrinet. To pæle i midten holder filtgeren oppe, og de kaldes ”manden og konen”, og man må aldrig gå imellem, for så går man imellem manden og konen, der bor i teltet. Væggene i en ger består af træfletværk, der kan slås sammen, så det ikke fylder ret meget. Som yderbeklædning er der filt og på indersiden mønstret stof. I toppen er der et hul, der kan dækkes ved regnvejr eller snevejr, og om sommeren er det åbent for at give luft og om vinteren for at få røgen ud fra ildstedet, der befinder sig midt i geren. Nogle reb går hen over taget, og i dem hænger store sten for at holde geren på plads. Det tager ca. to timer at pille det hele ned og læsse på vogne eller kameler og så drage videre til et andet passende sted. Teltene i en gercamp vender altid åbningen mod Kina, så man kan se hvem, der kommer, og måske i god tid tage sine forholdsregler. (Den gule fare eller hvad?) 
Når de mongolske nomader mødes, er hilsenen: ”Hvordan gik vinteren?” eller ”Hvordan har dyrene det”. Først længere nede i rækken kommer spørgsmål om børnene og konen. For øvrigt så er regeringen begyndt at give præmie for at få født nogle flere børn.
Et par kilometer fra campen fandt vi en gede/fåreflok på omkring 300 dyr, og da vi kom nærmere kikkede de alle på os. De var ikke bange, men vi kunne heller ikke komme tættere på end 30 meter, så smøg de udenom. Vi ledte efter hyrden, der sikkert var en gammel mand med en hyrdestav eller en lille dreng med en slangebøsse. Der var dog ikke nogen hyrde at se. Senere så vi en motorcykel i det fjerne, og jeg lavede en vinkehilsen til ham. Måske troede han, vi var strandet, for han kørte hen til os og stoppede motoren. Nu er det ret svært at kommunikere med en hyrde, der kun taler mongolsk, så det blev til lidt fingersprog, og vi fik taget nogle billeder. Jeg klappede på bagsædet, og lod som om at jeg ville sætte mig op, og han startede motorcyklen. Dum som jeg er, bakkede jeg ud igen, for det kom helt bag på mig, at han ville give en tur. Vi fik i stedet et stort smil, og han fik et klap på skulderen, og så sagde vi farvel, og han kørte ned til sine dyr.
Lige så stille og rolig formiddagen havde været, lige så spændende blev eftermiddagen. Efter lunch, der bestod af salat, suppe, hovedret med kød og kage til dessert, var det tid til en ørkentur.
Danzan Ravjaa døde under mystiske omstændigheder, muligvis forgifter at en rivaliserende gruppe, ”Yellow Hat Buddhist”. Der kan læses om hans liv i biografien ”Lama of the Gobi” (Maitri Books, 2006.) 
Her i området kunne man med fordel tage en hvid sten fra jorden, placere den i en stor bunke af hvide sten og samtidig sige sit navn, så ville man have gudernes opmærksomhed. 
Derefter kørte vi hen til Khamaryn Khiid klosteret, hvor der var flere små stupaer og en meget stor. I baggrunden lå en samling gers, hvor munkene sikkert boede, men de var også ved at bygge et nyt, stort kloster. Den store stupa var aflåst, men lokalguiden fik hentet en gammel munk, som låste op. Munken var i munkedragt og bar nogle store briller med sort stel. Han var lidt svær at komme i kontakt med, for en mobiltelefon var klistret til hans øre, og om det var selve Buddha, han var i kontakt med, eller noget mere verdsligt som køkkenregionen, vides ikke. Indenfor var der et meget stort rum med relieffer på væggene, og langs hele bagvæggen var hele rækken af gudestatuer med Buddha som den største. Munken fik tændt for lyset og ikke nok med det, for dæmpet munkesang strømmede ud af højtalerne. Jeg ville gerne give en donation til munken, når han nu havde låst op uden for normal åbningstid, men jeg skulle bare lægge den i fællessparebøssen for donationer. 
Hvordan havde jeg inden forestillet mig en nomadekvinde ude midt på Gobisletten – nok ikke som vores værtinde. Hun var ung, slank og smuk, var i almindeligt smart tøj og brugte neglelak. Familien havde to drenge på måske 12 og 4 år og en pige på 6 år, der kikkede nysgerrigt på os. Vi gik venstre om stolperne ”konen og manden”, blev bænket i den fjerneste ende og fik en kop smørte. Vi kikkede os om. Der var pænt og ryddeligt, børnenes legetøj (der kunne ligne, hvad danske børn har, dog måske i mindre mængde) stod pænt i en kasse, og moderens kosmetik stod pænt opmarcheret på øverste hylde på kommoden. Det eneste, der skilte sig nævneværdigt ud, var, at der på bagvæggen hang tørret kød beregnet til vinteren. Familien gik for at være velstående, for det forlød, at de ejede 50-60 kameler og 300-400 får og geder.
Manden var ikke hjemme endnu, men kom senere på en flot dekoreret motorcykel. Det var blevet tid til kamelturen, som Gitte havde gruet noget for. Det var rigtige kameler med to pukler og ikke dromedarer som i Nordafrika, og som de kalder camels. Her var der både sadel og stigbøjler, og man sad trygt og godt mellem puklerne. Kamelerne rejser sig, dog under protest, for de havde jo lige lagt sig. Der skal ikke holdes fast i puklen, selvom det er nærliggende, men i sadlen. Manden tog Gittes kamel i rebet, og den store dreng tog min, og så gik det mod de fjerne horisonter. De to mindste børn stod og hylede, for de ville med, for nu skete der endelig noget, så Muran tog dem i hånden, og så var alle glade. Det med horisonterne var måske lidt overdrevet, for himlen til den ene side var blevet blæksort, og et uvejr var ved at trække op, så det var på høje tid at vende hjemad til campen. Manden fik 10.000 T for ulejligheden, for de inviterede os vel ikke indenfor og gav os kameltur for vores blå øjnes skyld. Børnene stod i døråbningen og vinkede ”Bayartai Bayartai” farvel farvel, måske havde de lige kikket i posen og fundet tusserne.
Det sorte vejr så truende ud, da vi kørte tilbage ad rutsjebanevejen, og vi kom igen forbi klosteret. Nogle mærkelige skyer blæste hen mod bilen, men det var ikke skyer på himmelen, men støvskyer, og sandet lå som driver hen over vejen. De sorte skyer lå hele tiden til højre, og det lod til, at vi kørte rundt om den sorte sky. Så så vi de første vandpytter, og vi undrede os over de hvide bunker, der lå bag småbuskene og andre steder i store flader. Det var hagl så store som solsorteæg. Vandpytterne blev til floder, hvor hele vejen var dækket af strømmende, brunt vand. Det virkede ret vildt med al det vand, der nu dækkede landskabet, og bilen skred i søerne, men chaufføren fik den hver gang rettet op, og vi undgik at køre fast. Mærkværdigvis var vi selv kun ude i støvstormen, men regnen og haglene havde vi undgået. Det blev en lettelse, da vores camp dukkede op i det fjerne, så kunne vi da vade tilbage. Tilbage ved campen stod hele personalet, og de smilede og lo, for de havde åbenbart været bekymrede. Chaufføren fortalte om turen på mongolsk, men hans armbevægelser viste vandkaskaderne, vi var kommet igennem. Vejret havde åbenbart også været unormalt for dem og helt ekstremt for os.
To af campens andre gæster stod og ventede. De skulle åbenbart videre og så noget bekymrede ud, for vejene var næsten ufremkommelige. Selve Campen havde de placeret på en lille forhøjning i landskabet, men overalt var der søer. Vores luksusger havde holdt tæt, undtagen wc-papiret på rullen, der var blevet gennemblødt. Solen var kommet frem, og der var et fantastisk lys med de hvide gers og den sorte himmel som baggrund.
Enkelte mindre vandpytter vidnede om uvejret i går, men længere ude i ørkenen kunne der stadig ses søer, der endnu ikke var sivet ned i jorden. Morgenmad kl. 8, og den var lidt anderledes med ruller med kød og grøntsager, nærmest som forårsruller. Det var meningen, at vi skulle være i campen og spise lunch der, inden vi skulle videre, men vi havde udforsket hele området, så vi kunne jo ikke bare sidde der og slappe af – det kan vi gøre, når vi bliver gamle. Vi fik derfor en aftale om blive kørt til Sainshand kl. 10.30 for at se på byen, og så inviterede vi Muran på frokost. Vi kunne også have fået en lunchpakke med fra campen, for vi var stadig på fuld kost. Medens vi ventede på afgang, gik vi en tur ud over stepperne, for vi havde set en hesteflok i det fjerne. Det var svært at bedømme afstanden, så efter en ½ time var der stadig et stykke vej. Det meste af vandet var væk, undtagen i enkelte af hjulsporene. Efter yderligere et kvarter, var vi så tæt på, som vi kunne komme, for selvom jeg sagde ”pruuuu”, der betyder stop på dansk hestesprog, gik de væk og ville ikke snakke. Vi havde hele tiden kunnet se campen, men tiden var alligevel løbet, så vi gik tilbage i iltempo. Vi havde passet tiden, og bilen var klar med Jargalmaa som chauffør. Hun var kone til ejeren af campen. Enkelte steder var vejen gennemblødt, men så er det så nemt i ørkenen, for så køres der bare ved siden af vejen.
Kort før byen endte ørkenvejen i en fin asfaltvej, der efter sigende går helt til Ulaanbaatar. Sainshand ligner en ørkenby, men det er den vel også. Der var enkelte store huse her og der og ellers lave huse med nogle gers ind i mellem.
Lidt i kl.14 var vi henne ved stationen, der var flot istandsat og endda havde hammer og segl på en stander udenfor. Der var en næsten skyfri himmel, men behageligt varmt med en kølende vind. Meden vi ventede, legede et par småpiger med deres dukker ved et rækværk, som de sagtens kunne komme igennem. Jeg tror, at deres mor arbejdede i en lille forretning på stationen. Vi lavede noget skæg med hinanden, altså ikke med moderen, og jeg lod som om, jeg også ville kravle igennem rækværket, som jeg selvfølgelig ikke kunne, og så grinede de over den skøre mand. Pigerne fik vores sidste sæt tusser.
Toget fortsatte igennem Gobiørkenen, og vi så en enkelt kamel og en hesteflok, og ellers var det ret øde og ikke meget tegn på liv ud over rovfugle. Toget skræmmer ofte smådyrene ud af deres huler, og ørne følger toget, næsten som måger efter Storebæltsfærgen. 
Klokken lidt over 19 var vi ved den mongolske grænsestation Dzamyn-Ûûd, og der var nu tilbagelagt 1.113 km ad Den Transmongolske Jernbane fra den russiske grænse. Vores pas blev inddraget, der skulle udfyldes et par skemaer, og tolderne kom om bord Vi måtte ikke gå ud, men en pæn, gammel station kunne nydes gennem vinduet, indtil et godstog spærrede for udsigten. Vi fik passene tilbage, et smil og et venligt goodbye, og efter en time kørte toget mod Kina. De soldater, der havde passet på, at vi ikke forlod toget under granskningen af passene, stod nu i stram retstilling og gjorde fuldt honnør, medens toget rullede ud af Mongoliet. Jeg blev faktisk helt rørt over det, så selvom jeg ikke havde hue på, gjorde jeg også honnør, og efterhånden som vi kom forbi, rettede de ind, så de havde front mod mig. Så fulgte et stykke mørkt ingenmandsland.