Tog Jorden rundt.
Den første delstrækning "Fra Borup til Moskva" gik igennem Tyskland, Polen, De Baltiske Lande, Sct. Petersborg og endte i Moskva i Rusland. Der var stop undervejs de mest interessante steder, og alt klappede perfekt. Anden delstrækning gik fra Moskva igennem Rusland, Sibirien, Mongoliet og endte i Beijing i Kina. Her gjorde vi også ophold de mest interessante steder som Jekaterinburg, hvor Zaren blev myrdet, Bajkalsøen, Ulan Ude, Ulan Bator, der er Mongoliets hovedsted, Gobiørkenen og Beijing, hvor vi var ude på Muren, og vi besøgte "Himlens Tempel", Sommerpaladset m.m. De to foregående delstrækninger var efter mine direktiver arrangeret af Irina fra "Alt Rejser" på Vesterbro. Alt klappede til mindste detalje, og der var ingen problemer med at rejse alene rundt inde bag det tidligere jerntæppe.
"Alt Rejser" har sørget for billetter m.m. igennem Kina, og derefter har "First Travel Asia" på Købmagergade igennem deres lokale agent "Asia Exotic Tours" sørget for resten. Billetter og voucher får vi først udleveret undervejs, så det er meget spændende, om det stadigvæk "kører på skinner". Vi har dog en flybillet hjem fra Phnom Penh og flere kreditkort med. Allerede inden afrejsen var der mindre problemer og omlægninger som et aflyst tog i Kina, mens grænsestridighederne mellem Kina og Vietnam vil medføre, at den kinesiske bus stopper ved grænsen, og så skal vi omlades til en vietnamesisk bus, der så fortsætter til Hanoi. Alt i alt bliver det sikkert en både spændende og besværlig tur, men det er selve rejsen, der er rejsens mål. Heldigvis skal vi ikke som Phileas Fogg nå Jorden rundt på 80 dage. Vi giver os god tid, og vi står af undervejs for at oplever denne skønne verdens mangfoldighed. Jeg har på hele rejsen skrevet en detaljeret dagbog, og derfor er denne rejsefortælling lidt anderledes end mine andre fortællinger, for hver gang jeg skrev, vidste jeg ikke hvilke glæder eller besværligheder, vi skulle lægge krop til i løbet af dagen.
Hvordan det så gik dag efter dag på denne 3. delstrækning af "Jorden rundt med tog" fra Beijing til Phnom Penh, kan læses i de følgende afsnit. Selvom vi var ude for mange genvordigheder undervejs, sidder jeg nu hjemme ved computeren og skriver min dagbog ren, så det kunne tyde på, at vi er kommet godt hjem. Aeroflot, som vi skulle flyve med, var ikke begyndt at tjekke ind endnu, og til Rusland kan der ikke anvendes de automatiske selvbetjeningspulte, så det var bare at vente. Egentlig ville jeg hellere flyve med SAS for at støtte det skrantende skandinaviske flyselskab, men SAS vil helst kun sælge returbilletter, og man bliver straffet med ågerpriser, hvis man kun har brug for en enkeltbillet. Forstå det hvem der kan, for det må da være bedre for dem at sælge 1 billet fremfor slet ikke nogen. Så det blev i stedet for med Aeroflot og en mellemlanding i Moskva. En hurtig formiddagsmad i lufthavnen, og så var Aeroflot klar til indtjekning. En hel busfuld kinesere var også klar, og de havde snuppet os indenom og stod nu foran os i køen. Nå, men vi skulle jo også til at vænne os til kineserne, og der er den fordel, at jeg kan se hen over hovedet på de fleste. Aeroflot afgik til tiden, og det tager kun godt 2 timer på første strækning til Moskva. Først blev der serveret noget at drikke, og så blev glassene samlet sammen, og så blev der serveret en let frokost med et lille brød, ost og kød og en lille pakke smør, som der godt nok stod Aeroflot på, men så sandelig også Lurpak med små bogstaver. Efter landingen var der søde smil fra stewardesserne, og urene skulle stilles 2 timer frem.
Sikkerhedskontrollen var også en alvorlig sag, men min hofte og resten af skelettet gik glat igennem uden så mange dikkedarer. Moskva lufthavn er selvfølgelig stor, og for at kunne sidde ned fandt vi et bord i en Burger King, da de endnu ikke har lavet fastfoodrestauranter med rødbedesuppe. Vi tog en "Sambo nr. 2", men så let var det alligevel heller ikke, for der skulle tages stilling til flere forskellige ønsker på russisk, og her ruttede de så sandelig heller ikke med smilene. En enkelt Sambo nr. 2, som vi delte, kostede 63 rubler, og den var ganske velsmagende. Vi fik endda et fodboldglas med i købet. Bordene var godt fyldt op, så vi kunne ikke sidde og hænge over en enkelt cola hele aftenen.
Endelig var der bording, og halvdelen af de rejsende var kinesere, der var for hjemadgående. Ferro-chokolade var åbenbart i høj kurs, for de havde store poser med chokoladekugler med hjem.
I flyet sad en kraftig herre på min plads, og vi kunne ikke rigtig få ham til at flytte sig, men så fik vi en vinduesplads. Lidt efter kom en ung, smuk kineserinde, og hun insisterede på at ville have sin plads, og herren, der var gået forkert, måtte fortrække. Godt bytte. Kineserinden hed Chen og var 24 år. Hun havde studeret i Sverige i 5 år og havde nu taget en bachelor i logistik. Hun havde været hjemme en gang om året, undtagen sidste år, hvor forældrene havde besøgt hende. Hun talte ikke svensk, men ville ellers gerne have job i Sverige. Det var nemt at få bagagen udleveret og komme igennem paskontrollen. Visa havde Irina fra Alt Rejser sørget for hjemmefra. I forrige 2. delafsnit "Med bumletog til Kina" har jeg skrevet en hel del om Kina og Beijing i særdeleshed, så der kan man læse om Kinas historie m.m., og derfor gentager jeg det ikke her. Vi trådte ud i Beijings stegende varme og mødte vores guide Mary og hendes 6-årige datter Gloria. Vi havde tilladt os den enormt store luksus at hyre " China Women Travel Service", der er en organisation, der hjælper forvirrede, halvgamle mennesker som os. Med et smukt skilt med "Mr. Kim Greiner og Mrs. Birgitte Greiner" hentede de os, når vi ankom til et nyt sted. Der var også lige den praktiske foranstaltning, at vi først kunne få vores togbilletter efterhånden, som vi kom frem. Guiderne havde altid rådighed over en bil med chauffør, og på denne måde var det meget nemt og trygt at finde vores hoteller. Datteren Gloria var i sit stiveste puds og havde glædet sig til at være med til at modtage os. Hun havde i børnehaven vundet en pris for sin musik, og den have hun også med, så vi kunne se den. Hun skulle starte i skole til september med et skema fra 7.30 til 16.30 plus noget om lørdagen og søndagen. Med sådan nogle lange skoledage er det ikke så mærkeligt, at Kina er ved at overhale resten af verden indenom.
Der bliver taget kopi af passene, og på mange kinesiske hoteller skal der lægges et depositum, i dette tilfælde 500 yuan. Når man så tjekker ud igen, bliver der ringet op til stuepigen, der tjekker om alt er i orden, og så får man pengene igen. På nogle hoteller står også et prisskilt med, hvad det koster at smadre spejlet, hive gardinerne ned, tisse i sengen m.m. Nå, det sidste stod der vist ingen steder. Mary foreslog, at vi ville blive hentet næste morgen kl. 9.00 med togafgang kl. 10.55 mod Xian.
På Hotel Dong Fang boede vi også sidste år, inden vi fløj hjem for at samle kræfter og tjene penge til næste tur, og nu var vi her med nye kræfter. Dong Fang er sådan et halvfint hotel med tre en halv stjerne. Det er i hvert fald så fint, at en drager bragte kufferterne op og viste os aircondition og badeværelset. Så kommer spørgsmålet, forventer han at få drikkepenge, eller er det almindelig hotelservice. Nå, men han blev stående, så jeg skønnede, at han nok skulle have en erkendtlighed for at få ham ud igen. Fandt så en 20 yuan seddel, og det var jo nok lidt rigeligt, men jeg havde ikke mindre. Hotel Dong Fang har foruden et højhus en gammel, historisk afdeling fra 1918, og der er vægmalerier, der viser, at før i tiden holdt spidserne fra kommunistpartiet til her for at holde møder. Hoteller ligger i et lidt snusket kvarter, men har den store fordel, at det ligger i gå-afstand, ca. 3 km, fra Den Himmelske Freds Plads m.m.
Sveden drev og sved i øjnene, men der var kommet enkelte skyer på himmelen i løbet af eftermiddagen – velsignet, bliv ved med det. Vi arbejdede os hen mod Maos milde ansigt (læg mærke til, at selvom der døde i millionvis af kinesere af hungersnød i Maos tid, så var han altid selv godt velpolstret) og igen ned i en gangtunnel, hvor der dog var lidt køligere og derfor masser af sælgere. Vi fandt indgangen til "Den Forbudte By", troede vi, og mistænksomheden burde have været vakt, for det kostede kun 3 yuan at komme ind, og jeg mente at have læst, at det var 60 yuan. Det ville også være for godt til at være sandt, og det var det også, for vi kom ind i parken Tianánmen, der ligge lige til venstre for "Den Forbudte By". Det var en smuk, meget stor og meget varm have, så jeg lavede en 20 minutters rundering og så ud igen. Så lad os slå fast, at indgangen til "Den Forbudte By" er lige til højre for Maos hulde kinder. Faktisk skal man bare følge strømmen af kinesere med paraplyerne slået op – ikke for at det regnede, men for at skærme mod solen. Vi kom ind igennem adskillige forgårde, som i den grad manglede en cafe, hvor vi kunne få noget koldt, men jeg fik da købt en sodavandsis til at tage den værste tørst. Gårdene var fulde af kinesere – ikke med kort lunte, for de var venlige nok, men der var mange af dem. Vi arbejde os helt frem til "Den Forbudte By", og så stod der ticket med et skilt, der henviste til et eller andet sted langt bagude. Vi havde egentlig set billetkontoret for et stykke tid siden, men der stod "The Palace Museum", og der ville vi ikke ind, vi ville ind i "Den Forbudte By". Det viste sig så, at "The Palace Museum" og "Den Forbudte By" er det selvsamme. Kineserne kalder også kejserpaladset for Gugong (Det Gamle Palads), og herfra har 24 kejsere regeret Kina igennem 492 år. Tidligere tider kostede det et hoved eller andre ædle dele at trænge ind i paladset, så resten af verden kaldte paladset for "Den Forbudte By.
De Olympiske Lege i 2008 var heldige for "Den Forbudte By", for den blev restaureret, og hele herligheden funkler nu igen som i kejsertiden, og helt sikkert er den ikke forbudt mere, for det myldrede med kinesiske turister og et par vesterlændinge.
Endelig var der et sted med stole under parasoller. Det var selve Imperiets Bageri, og der blev solgt kager i fine æsker – meget fine æsker og meget tørre kager. De krævede store mængder sodavand. Bageriet lå lidt ude ad et sidespor, og det var næsten kun os, der havde slået os ned, men vi fik et velfortjent hvil, indtil de begyndte at pakke parasollerne ned, medens de undskyldte mange gange.
Det sidste sted på vores rute var kejserens have, der var meget smuk med natursten og beplantninger under skyggefulde træer. Hele herligheden lukkede klokken 17, og det myldrede ud ad den nordlige udgang.
Jeg fik en klubsandwich (ja, ja, jeg skal nok spise lokal kinesermad senere), og Gitte fik en gang karrykylling. Dertil en cola og en iskold lokal øl samt 1 Irish coffee. I alt 260 yuan, hvilket på rejsetidspunktet var 245 dkr, idet 1 yuan hjemme i Danmark kostede 0,9416 kr. Næsten færdige med at spise kom et australsk par hen og spurgte, hvor vi kom fra, og så gik snakken. Vi fortalte, at vi senere skulle køre med tog igennem Australien i november-december. Jamen så kunne vi da overnatte hos dem, eller i det mindste ville de vise os Perth, der er en af Australiens mest øde delstatshovedstæder, sagde de. Videre var november-december gode rejsemåneder, da de var kølige i forhold til januar og februar. De kølige måneder var nærmest som Beijing er nu, fortalte de. I guder, er denne stegende hede kølig? Vi fik Bob og Jennie Watkins mailadresse og telefonnummer, og da vi har 3 dage i Perth i slutningen af rejsen, inden vi flyver hjem, håber jeg, at vi kan mødes igen.
|
Den 3. delstrækning skal gå med hurtigtog fra Beijing til Xian, hvor vi skal se kejserens terrakottahær, og videre til Shanghai, Hong Kong og til Nanning nær den vietnamesiske grænse. Disse togstrækninger bliver både på soft sleeper og hard sleeper, og det er for at opleve noget forskelligt og komme tæt på befolkningen. Fra Nanning til Hanoi skal vi med bus, da kinesiske togskinner er 9 cm smallere end de vietnamesiske, men ellers fortsætter vi med tog til kongebyen Hué midt i Vietnam og derefter til Saigon eller Ho Chi Minh City, som byen mest kaldes i vore dage. Her ender togskinnerne desværre, så vi fortsætter ind i Mekongdeltaet i husbåd, kano og langbåd. Efter den sidste vietnamesiske by fortsættes med speedbåd, og undervejs passeres grænsen til Cambodja, og vi fortsætter det sidste stykke til hovedstaden Phnom Penh. Her har vi nogle dage til at opleve denne by, inden vi flyver hjem til Danmark og samler kræfter til næste delstrækning.
Aftenen før afrejsen var der strejke i bagagehåndteringen i Kastrup Lufthavn, og jeg så i ånden, at vores kufferter ikke ville nå frem til Beijing, inden vi skulle rejse videre allerede næste dag. Stor var lettelsen, da de i radioavisen tidligt om morgenen sagde, at strejken var aflyst, og togene gik endda til tiden fra Borup, så vi nåede Kastrup i god tid. 
Det var overskyet i Moskva og faktisk hundekoldt, så jakkerne kom på, og det var både første og sidste gang, de kom i anvendelse. Vi havde fået bordingkort hele vejen til Beijing, og transitter som os skal ikke have visum til Rusland, så det er bare at gå direkte til paskontrollen. En enkelt dame kontrollerede hele flyet, og det er så sandelig en alvorlig sag uden antydning af smil eller noget. Når jeg selv kommer til en paskontrol, hilser jeg altid pænt, men det er nu sjældent, der bliver hilst igen. Kineserne var nu kommet bagved os i køen, så vi havde overhalet dem undervejs. Ligesom i gamle dage, når man var på charter til Mallorca, klappede kineserne, da flyet landede sikkert på jorden – det var nu også så hyggeligt.
Vi skulle ned til Terminal F, der er enorm lang og med masser af forretninger, hvor alle priser står i EURO, dog undtagen i de russiske souvenirforretninger. Der er bestemt ikke ret mange stole elle bænke i Terminal F, så vi sad på en trappe i en time. Afgangstavlen viser af sparehensyn eller andre grunde kun afgange 30 eller 60 minutter frem, så det kunne ikke ses, hvilken GATE vi skulle bruge før i sidste øjeblik. 10 kinesere satte sig også på trappen – I guder, hvor kan de snakke, og hvor blev der stille, da de gik igen. 
Vi fløj næsten stik øst, og kl. 01 Moskvatid blev der serveret aftensmad, og kl. 1.30 begyndte det at lysne, så der var ikke rigtig nogen nat. Urene blev stillet 4 timer frem, og kl. 7.30 var der morgenmad, der viste sig at være fuldstændig identisk med Aeroflots lunch. Vi fløj over Irkutsk og senere Ulan Bator, og jeg følte mig nærmest hjemme, da det var byer, vi havde besøgt med "Den Transsibiriske Jernbane" året før. Chen, min kinesiske nabo, havde læst under hele flyvningen, undtagen når vi sad og udvekslede betragtninger. Det var to år siden, hun havde været hjemme, og hun glædede sig til at se sin hjemby Weihai, der lå ved havet i et af de smukkeste områder i Kina. Hun glædede sig også til at se nogle ordentlige kinesiske skrifttegn igen. Chen var den første person, vi kom lidt tæt på på denne rejse igennem Sydøstasien, men hun blev ikke den sidste, og hun kvitterede med et dejligt stort farvelknus, da vi skiltes.
Der var en halv times kørsel til Hotel Dong Fang, og Mary og Gloria gik med helt ind for at få os tjekket ind. Gloria viste sig at være en ret livlig ung dame, der på slap line fremførte sin fine kjole, medens mor Mary undskyldte, at hendes mand var til et vigtigt møde og derfor ikke kunne passe Gloria. Fint nok for os, og vi roste hendes datter.
Hele området ved pladsen er faktisk spærret af med masser af rækværk og underjordiske gangtunneler, så det er lidt af en labyrint at finde ud af. For at komme ind på "Den Himmelske Freds Plads" er der også sikkerhedstjek og gennemlysninger af bagage. Jeg bippede lystigt igennem sikkerhedsportene, og de mærkede på min lommebog og pengepung og sagde OK.
Inden for en 10 meter høj mur og en bred voldgrav ligger så "Den Forbudte By", der i udstrækning måler 760 m fra øst til vest og 1 km fra nord til syd. I de 9.000 rum (kineserne vil helst sige 9.999 rum) levede kejserne og kejserinderne totalt afskåret fra omverdenen og det kæmpestore rige. De havde dog selskab af konkubiner og eunukker, kunstnere, munke, utallige embedsmænd og tjenestepiger m.m. I 1912 faldt det sidste kejserdynasti sammen, og paladset gik langsomt i forfald. Den sidste kejser Puyi fik dog lov til at bo i paladset indtil 1924, alt imens dets ufattelige rigdomme og kunstskatte sivede ud gennem portene båret af ministre, embedsmænd og eunukker. Det gjaldt jo om at redde sit eget skind, inden kommunisternes paradis med Mao i spidsen ville træder rigtig i kraft. 
Det ene kæmpestore palads efter det andet lå for vores fødder, først de tre ceremonielle paladser, så tre private paladser og til sidst kejserens private have. Til siderne er endeløse korridorer med mure, porte, gårdhaver og mindre bygninger med små museer. I kæmpepaladserne kunne man ikke komme ind, men kineserne stod ved indgangene og fotograferede ind i mørket. Det var stadig ulideligt varmt, og benene gjorde ondt, og der var trapper op til hvert palads og så ned igen.
Efter et par timers hvil på det dejlige, kølige hotelværelse gik vi ned til hotellets meget specielle restaurant, der bliver kaldt "Old House Coffee Shop", og her er hyggelige lokaler fra 1918. De kvindelige tjenere var i nogle meget specielle dragter i franske farver og med bare ben. Dragterne kunne sagtens gå i en hvilken som helst natklub. Pigerne i dragterne gav en fin betjening, og hvis vi manglede noget, var der meget praktisk en knap på bordet, der endda virkede. 
Der er noget mystisk med de togbilletter til i morgen. Aftalen med vores guide var, at vi ville blive hentet ved vores hotel kl. 9.00, og det ville være i rigelig god tid til togafgangen kl. 10.55, som hun havde skrevet uden på kuverten med billetten. Det var bare lige det, at der ved nærstudium af billetten stod togafgang10.05. Nå, men 50 minutter fra eller til på den billet betyder vel ikke så meget, eller gør det? Vi fik en urolig nat, for jeg opdagede det kl. 22 om aftenen, og på det tidspunkt var det ikke til at finde ud af noget som helst, og Marys telefonnummer, som vi endelig skulle ringe til, var lukket.